TfK 2008.242 VLK


V.L.K. 9. januar 2008 i kære 8. afd. S-0047-08

 

  Anklagemyndigheden mod T (adv. Ulrik Næser, Århus).


(Eskild Jensen, Lis Frost og Kim Sommer (kst.)).

I retsbog af 3. januar 2008 fra Retten i Århus, 4. afd., er der anført:
- - -
Tiltalte var mødt og bekræftede sit navn og sin fødselsdato.

Tiltalte blev gjort bekendt med, at han ikke havde pligt til at udtale sig.

Anklageskriftet blev læst op.

Forsvareren oplyste, at tiltalte nægter sig skyldig i forhold 1, men erkender forhold 2 og påstår frifindelse for ubetinget frakendelse af førerretten.

Tiltalte forklarede blandt andet, at han kun havde drukket ½-1 øl inden kørslen. Han var sammen med vennerne C og D, der er sportsdansere, hvorfor de ikke drikker ret meget øl eller andet. Det var tiltalte, der skulle køre i faderens bil, som kender. C sad på højre forsæde, mens D sad bagi. Tiltalte kørte ad Skanderborgvej i retning mod vest. Han skulle svinge til venstre ad Marselis Boulevard mod Århus Havn. Han standsede op for rødt lys. Der var ikke så meget trafik på det pågældende tidspunkt. Da lyset skiftede til grønt, påbegyndte han svingning mod venstre med »normal hastighed«. Placeringen af hans bil og sammenstødsstedet på ridset passer meget godt. Tiltalte bemærkede først cyklisten, da den var 3 meter foran ham. Han fik et chok. Da cyklisten ramte bilen, fløj cyklisten op over førerhjelmen og knuste bilens forrude. Der blev slynget en masse glasskår ind på forsæderne. Efter påkørslen fortsatte tiltalte kørslen, men husker ikke rigtig de nærmere omstændigheder. Det var hans kammerater, der sagde, at han havde ramt cyklisten. Derefter henvendte tiltalte sig og anmeldte forholdet til politiet. Tiltalte forklarede videre, at cyklisten ikke havde tændt forlygten, da ingen af vennerne og tiltalte havde set cyklisten inden sammenstødet. Tiltalte bemærkede en bus som vist på A på ridset. Han holdt ikke stille og afventede bussens forbikørsel.

A mødte som vidne og blev gjort bekendt med vidnepligten og vidneansvaret.

Vidnet forklarede, at han kørte på cykel ad Skanderborgvej i retning mod Århus. Da han var 5-10 m fra krydset med Marselis Boulevard, var lyset grønt, hvilket også var tilfældet, da han kørte ud i krydset. Han havde tændt forlygten, ligesom han havde aktiveret baglygten. Vidnet bemærkede, at en modkørende bilist kom med høj hastighed. Vidnet bemærkede først den anden bil, da han passerede fodgængerfeltet. Den anden bil fortsatte med at svinge til venstre, og vidnet blev klar over, at han ikke ved at bremse kunne undgå en påkørsel af bilen. Derfor accelererede han cyklen med henblik på at undgå påkørsel. Vidnet og cyklen blev kastet op over kølerhjelmen og ramte forruden, hvorefter han kom til at ligge på vejbanen. Han ringede til politiet for at få bistand, ligesom nogle tililende hjalp ham. Der var nogen trafik i hele krydset. Efter at være påkørt kom han på hospitalet. Påkørslen medførte, at han havde en sygedag, idet han slog lænden, men ikke brækkede noget i kroppen. Han var øm i ca. 3 måneder, men har ikke nogen gener på nuværende tidspunkt. Vidnet har intet erstatningskrav.

B mødte som vidne og blev gjort bekendt med vidnepligten og vidneansvaret.

Vidnet forklarede, at han er buschauffør på en bus tilhørende Århus Sporveje. Vidnet kørte ad Skanderborgvej i retning mod Århus. Han bemærkede, at trafiklyset i hans færdselsretning viste grønt, hvilket også var tilfældet, da han kørte igennem krydset. Vidnet bemærkede, at der kom en modkørende bil, der svingede ind foran vidnet. Da bilen passerede fodgængerfeltet i den nordøstlige side af krydset, var dens hastighed ca. 40-50 km/t. Vidnet var nødt til at foretage en blød opbremsning, da den anden bil ikke holdt stille. Derefter bemærkede vidnet, at cyklisten blev påkørt af bilen. På trods af vidnets forklaring til politirapporten er det hans opfattelse, at cyklisten kørte i den modsatte retning end vist på ridset. Placeringen af cykel og bil på ridset i sammenstødsøjeblikket passer ikke, da sammenstødet fandt sted noget sydligere end vist på ridset, nemlig helt henne i nærheden af punkt 2 a. Ved påkørslen blev cyklisten ramt bagfra. Vidnet husker ikke, om der var anden trafik. Vidnet bemærker, at der er hengået lang tid, siden uheldet fandt sted.

Anklageren og forsvareren drøftede spørgsmålet om indkaldelse og forkyndelse over for vidnerne C og D.

Anklageren bemærkede, at en sekretær hos politiet den 13. september 2007 modtog meddelelse om, at vidnet ville opholde sig 1½ år i USA.

Hun afleverede skrivelse af 12. juli 2007 fra D til Østjyllands Politi.

Forsvareren begærede sagen udsat med henblik på, at vidnerne C og D afgiver forklaringer under domsforhandlingen. Han bemærkede, at det er nødvendigt for forsvareren, at de pågældende vidner afhøres i retten, da dette kan få betydning for sagens afgørelse.
Anklageren protesterede mod udsættelse af sagen og fastholdt, at den bør afgøres på det foreliggende grundlag. Konsekvenserne af en udsættelse af sagen kan blive, at den først kan afgøres i en fjern fremtid, og retten har tilstrækkelige oplysninger til at træffe afgørelse på nuværende tidspunkt.

Efter votering blandt rettens medlemmer afsagdes sålydende

kendelse:

Hvis sagen udsættes som begæret af forsvareren, er der megen sandsynlighed for, at næste retsmøde, hvor vidnerne skal afgive forklaring, først finder sted på et sent tidspunkt.

Imidlertid finder retten ikke på det foreliggende grundlag at kunne afvise, at vidneforklaringerne kan få betydning for sagens afgørelse.

Det bestemmes:

Denne sag udsættes med henblik på, at vidnerne C og D afgiver vidneforklaringer under den fortsatte domsforhandling.

Anklageren kærede afgørelsen til landsretten.

Sagen udsat.

Vestre Landsrets kendelse:

Af de grunde, som byretten har anført,

bestemmes:

Byrettens kendelse stadfæstes.
- - -