TfK 2005 678 ØLK


Ø.L.K. 12. juli 2005 i kære 4. afd. S-2282-05



"Anklagemyndigheden mod T (adv. Elsebeth Rasmussen, besk.).



(Talevski, Finn Morten Andersen og Ole Græsbøll Olesen).

Af sagen fremgik, at T, født 1985, ved Københavns Byrets dom af 7. juli 2005 bl.a. for et tilfælde af røveri og ulovlig tvang under anvendelse af kniv med hensyn til bl.a. et dankort og et senere røveri af kontanter og en mobiltelefon, blev straffet med fængsel i 1 år, heraf 6 måneder betinget med vilkår om samfundstjeneste. T, der havde været frihedsberøvet fra den 24. maj 2005, blev efter domsafsigelsen begæret fortsat varetægtsfængslet.

I Københavns Byrets kendelse af 7. juli 2005 hedder det:
Domfældte er for to alvorlige gaderøverier begået i umiddelbar forlængelse af hinanden idømt en straf på 1 års fængsel, hvoraf 6 måneder er gjort betinget af samfundstjeneste. Herefter skønnes hensynet til retshåndhævelsen at kræve, at domfældte forbliver varetægtsfængslet, hvorfor betingelsen i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, jf. § 769, stk. 1, er opfyldt.

Thi bestemmes:
Domfældte skal forblive varetægtsfængslet under eventuel anke eller indtil straffuldbyrdelse kan iværksættes.

Østre Landsrets kendelse:

Ved Københavns Byrets 3. afd.s. dom af 7. juli 2005 (- - -) blev T efter straffelovens § 260, nr. 1, § 285, jf. § 279, jf. til dels § 21 og § 288, stk. 1, nr. 1. idømt fængsel i 1 år, hvoraf 6 måneder er gjort betinget på vilkår, herunder samfundstjeneste i nærmere fastsat omfang.
Ved samtidig afsagt kendelse blev det bestemt, at domfældte, der har været frihedsberøvet fra den 24. maj 2005, i medfør af retsplejelovens § 769, stk. 1, jf. § 762, stk. 2, nr. 1, skal forblive varetægtsfængslet under eventuel appel, eller indtil fuldbyrdelse af straffen kan iværksættes.

Domfældte har kæret denne kendelse.

Da tiltalte nu er idømt en kombinationsdom på i alt 1 års fængsel, findes betingelserne i retsplejelovens § 762, stk. 2, nr. 1, ikke længere opfyldt, hvorfor

bestemmes:
T skal løslades. "