Lov Nr. 499
af 9. Oktober 1945 om
Avancebegrænsning
vedrørende visse
Leverancer og Arbejder
m. v., omfattet af Lov
Nr. 330 af 12. Juli 1945
om Revision af visse
tyske Betalinger.
Min. f. Handel,
Industri og Søfart
V. Fibiger.
(Lov-Tid. A. 1945 af
12/10).
§ 1.
Bestemmelserne i denne
Lov kommer kun til
Anvendelse paa Personer,
Firmaer og juridiske
Personer, hvis Forhold
ikke omfattes af Lov Nr.
259 af 1. Juni 1945 om
Tillæg til Borgerlig
Straffelov angaaende
Forræderi og anden
landsskadelig Virksomhed
eller Lov Nr. 406 af 28.
August 1945 om Tillæg
til nævnte Lov, eller
hvis Fortjeneste dog
ikke fuldt ud er
inddraget i Statskassen
i Henhold til de nævnte
Love, eller hvis Forhold
ikke omfattes af Lov
Nr. 500 af 9. Oktober
1945 om Tilbagebetaling
af Fortjeneste ved
Erhvervsvirksomheder
m.v. i tysk Interesse.
Undtaget fra Lovens
Omraade er
Forretningsmellemværender,
i hvilke hele
Betalingen har fundet
Sted i frie Deviser.
§ 2.
Personer, Firmaer eller
juridiske Personer, som
efter den 9. April 1940
her i Landet for tysk
Regning direkte eller
indirekte har udført
Leverancer eller
Arbejder af den i Lov
Nr. 330 af 12. Juli 1945
om Revision af visse
tyske Betalinger § 1,
Stk. 1, Pkt. 1, 3 og 4,
omhandlede Art, dog
ikke Levering af
Handelsvarer, jfr. herom
nærværende Lovs § 3, og
som herved har opnaaet
en Nettofortjeneste, der
er højere end 5 pCt. af
Kostprisen, skal til
Statskassen
tilbagebetale den
overskydende
Fortjeneste.
Tilbagebetaling kan
dog ikke kræves af
Virksomheder, hvis
gennemsnitlige
maanedlige tyske
Omsætning ikke har
oversteget 1500 Kr. i de
Maaneder, hvori der har
været arbejdet for tysk
Regning. Virksomheder,
hvis tyske Omsætning
gennemsnitlig har været
mellem 1500 Kr. og 6000
Kr. i de Maaneder, hvori
der har været arbejdet
for tysk Regning, skal,
uanset Bestemmelsen i
nærværende Paragrafs
1ste Stk., tilbagebetale
det Beløb, med hvilket
den opnaaede
Nettofortjeneste, maatte
overstige den
Nettofortjeneste, som
Virksomheden vilde have
kunnet faa godkendt
efter de
Retningslinier, der
fulgtes af
Udenrigsministeriets
Kommitterede i
Industrisager. Har den
tyske Omsætning
gennemsnitlig været
mellem 6000 Kr. og 8000
Kr. pr. Maaned, tillades
herpaa en
Nettofortjeneste paa 400
Kr. pr. Maaned.
Tilbagebetaling kan
ej heller kræves af
Underleverandører, der
maa antages ikke at have
været klar over
Leverancens Formaal.
Saafremt Branchens
sædvanlige Fortjeneste
paa tilsvarende Arbejder
før den 9. April 1940
har været mindre end i
ovenanførte
Bestemmelser angivet,
kan det i ovennævnte Lov
Nr. 330 af 12. Juli 1945
nævnte Revisionsudvalg
for tyske Betalinger
nedsætte den tilladte
Fortjeneste
tilsvarende.
Prisdirektoratet
fastsætter efter
Forhandling med den
paagældende Branche og
under Rekurs til
Pris-Ankenævnet, hvad
der i denne Henseende er
at anse som sædvanlig
Nettofortjeneste.
§ 3.
Personer, Firmaer eller
juridiske Personer, som
efter den 9. April 1940
har paataget sig
Levering her i Landet af
Varer til den tyske
Værnemagt eller til
denne tilsluttede
Organisationer eller
til andre Organer for
det tyske Rige eller til
her virkende tyske
Firmaer eller til danske
Personer eller Firmaer,
som har udført Arbejde
for den tyske Værnemagt
eller denne tilsluttede
Organisationer eller
andre Organer for det
tyske Rige, eller som
her fra Landet til
Tyskland eller til noget
af den tyske Værnemagt
besat Omraade har udført
Handelsvarer, der er
betalt over den
dansk-tyske
Clearingkonto eller den
for den tyske Værnemagt
i Danmarks Nationalbank
oprettede særlige Konto,
skal til Statskassen
tilbagebetale den Del af
deres paa den tyske
Omsætning opnaaede
Fortjeneste, der
overstiger 75 pCt. af
den indenfor den
paagældende Branche
sædvanlige
Nettofortjeneste.
Prisdirektoratet
fastsætter efter
Forhandling med den
paagældende Branche og
under Rekurs til
Pris-Ankenævnet, hvad
der i denne Henseende er
at anse som sædvanlig
Nettofortjeneste.
Tilbagebetaling efter
nærværende Paragraf kan
dog ikke kræves af
Virksomheder, hvis
Omsætning ikke har
oversteget 18000 Kr.
gennemsnitlig i de
Regnskabsaar, hvori
Leverancer for tysk
Regning har fundet Sted.
Virksomheder, hvis
tyske Omsætning
gennemsnitlig har været
mellem 18000 Kr. og
72000 Kr. i de
Regnskabsaar, hvori
Leverancer for tysk
Regning har fundet
Sted, skal, uanset
Bestemmelsen i
nærværende Paragrafs
1ste Stk.,
tilbagebetale de Beløb,
med hvilke den opnaaede
Nettofortjeneste maatte
overstige den indenfor
den paagældende Branche
sædvanlige
Nettofortjeneste. Har
den tyske Omsætning
gennemsnitlig været
mellem 72000 Kr. og
96000 Kr. aarlig,
tillades herpaa et
Nettofortjenestebeløb
svarende til den
indenfor den
paagældende Branche
sædvanlige
Nettofortjeneste paa en
Omsætning af 72000 Kr.
Tilbagebetaling kan
ej heller kræves af
Underleverandører, der
maa antages ikke at have
været klar over
Leverancens Formaal.
Foranstaaende
Bestemmelser kommer ikke
til Anvendelse for
Leverancer af
Landbrugsprodukter,
Fisk og Frugt, der har
fundet Sted gennem
Ministeriet for Landbrug
og Fiskeri eller de af
dette autoriserede
Eksportudvalg, medmindre
den derved oppebaarne
Indtægt overstiger, hvad
der under hensyn til
Forholdene i det
enkelte Tilfælde maa
anses for passende.
§ 4.
Bestemmelserne i § 3
finder tilsvarende
Anvendelse paa Personer,
Firmaer eller juridiske
Personer, der efter den
9. April 1940 for tysk
Regning her i Landet
eller i Udlandet har
udført Transport af
Personer eller Gods,
eller som har paataget
sig Speditions-,
Lastnings- eller
Losningsarbejder for
Afdelinger under eller
Medlemmer af den tyske
Værnemagt eller for
denne tilsluttede
Organisationer eller
andre Organer for det
tyske Rige, for tyske
Firmaer eller for danske
Personer eller Firmaer,
som har udført Arbejde
for den tyske Værnemagt
eller denne tilsluttede
Organisationer eller
andre Organer for det
tyske Rige.
Tilbagebetaling kan dog
ikke kræves af
Virksomheder, hvis
Omsætning ikke har
oversteget 18000 Kr.
gennemsnitlig i de
Regnskabsaar, hvori
Transporter og Arbejder
af ovennævnte Art har
været udført for tysk
Regning.
Foranstaaende
Bestemmelser kommer ikke
til Anvendelse paa
Transporter, for hvilke
Fragtraterne har været
fastsat eller godkendt
af Fragtnævnet,
medmindre den derved
oppebaarne Indtægt
overstiger, hvad der
under Hensyn til
Forholdene i det enkelte
Tilfælde maa anses for
passende.
§ 5.
Personer, Firmaer eller
juridiske Personer, der
efter den 9. April 1940
til Afdelinger under
eller Medlemmer af den
tyske Værnemagt eller
til denne tilsluttede
Organisationer eller
andre Organer for det
tyske Rige har
foretaget Afhændelse,
Udleje eller
Bortforpagtning af fast
Ejendom med eller uden
Løsøre, kan af det i § 3
i midlertidig Lov Nr.
307 af 29. Juli 1945 om
Tillæg til
Indkvarteringslovgivningen
nævnte Udvalg under
Rekurs til det i samme
Lovs § 4 omhandlede
Vurderingsnævn
tilpligtes at foretage
Tilbagebetaling til
Statskassen af den Del
af det eller de
oppebaarne Beløb, som
overstiger, hvad der
efter de stedlige
Forhold og Sagens
Omstændigheder iøvrigt
maa anses for rimeligt.
Foranstaaende
Bestemmelser finder
tilsvarende Anvendelse
med Hensyn til
Beslaglæggelser.
§ 6.
Saafremt Omfanget af
Nettofortjenesten paa
den tyske Omsætning ikke
kan oplyses med
tilstrækkelig Sikkerhed,
f.Eks. i Tilfælde, hvor
den paagældende samtidig
har drevet Virksomhed
for anden end tysk
Regning, eller i
Tilfælde af manglende
eller ufuldstændig
Regnskabsførelse, kan
Revisionsudvalget for
tyske Betalinger under
Hensyntagen til
Forholdene i hvert
enkelt Tilfælde forlange
tilbagebetalt et
skønsmæssigt anslaaet
Beløb.
§ 7.
Tilbagebetalingsbeløb,
der er fastsat i Henhold
til nærværende Lovs §§
2-6, vil være at
nedsætte med de det
paagældende Beløb
paalignede
Indkomstskatter, der
betragtes som indbetalt
til delvis Dækning af
Statskassens
Tilgodehavende. De
omhandlede Skattebeløb
kan som Følge heraf ikke
fradrages som erlagt
Skat ved Opgørelsen af
den
tilbagebetalingspligtiges
skattepligtige Indkomst
for de efterfølgende
Skatteaar, og en
Omberegning af
Indkomstskatterne for
disse Skatteaar vil
derfor være at
foretage. Den heraf
følgende Forøgelse af
Skatterne til Stat,
Kommune og den
fælleskommunale
Udligningsfond tilfalder
fuldt ud Staten, medens
den til Kommunerne og
den fælleskommunale
Udligningsfond af selve
det fastsatte
Tilbagebetalingsbeløb
erlagte Indkomstskat
ikke skal afgives til
Statskassen.
Tilbagebetalingsbeløbene
kan ikke fradrages ved
Opgørelsen af den
tilbagebetalingspligtiges
skattepligtige Indkomst
for det Aar, i hvilket
Tilbagebetalingen er
sket.
Finansministeren
fastsætter de for
Gennemførelsen af
foranstaaende
Bestemmelser fornødne
nærmere Regler.
Bestemmelserne i
nærværende Paragrafs
1ste Stk. kommer dog
ikke til Anvendelse paa
Tilbagebetalingsbeløb
paa 10000 Kr. og
derunder, men saadanne
Beløb kan fradrages i
den skattepligtiges
Indkomst for det Aar, i
hvilket Beløbet
tilbagebetales.
§ 8.
Dersom en af §§ 2-6
omfattet Person maa
antages at være ude af
Stand til at udrede et i
Henhold til nærværende
Lov fastsat
Tilbagebetalingsbeløb,
kan Beløbet kræves
dækket i Rettighederne i
Henhold til en af ham
tegnet Livsforsikring
eller Livrente.
§ 9.
Saafremt nogen, der
omfattes af §§ 2-6, maa
antages at være ude af
Stand til at udrede et i
Henhold til nærværende
Lov fastsat
Tilbagebetalingsbeløb,
kan de af vedkommende
ydede Gaver, herunder
saadanne, der har Form
af uigenkaldelig
Indsættelse af en
Begunstiget ved Tegning
af en Livsforsikring
eller Livrente,
omstødes, saafremt Gaven
er ydet, efter at det
økonomiske
Mellemværende, i
Anledning af hvilket
Tilbagebetaling skal
finde Sted, er indledet.
Under samme
Betingelser kan andre
Dispositioner omstødes,
naar disse kendeligt for
Medkontrahenten har
tilsigtet at bringe
Værdier i Ly i
Anledning af Kravet om
Tilbagebetaling.
Er de overførte
Værdier blevet
overdraget videre, kan
Omstødelse gøres
gældende overfor
Erhververen, dersom
denne har været vidende
om den ovennævnte
Hensigt med
Overdragelsen.
Er en
tilbagebetalingspligtig
Person død, forinden det
fastsatte
Tilbagebetalingsbeløb er
betalt, kan
Tilbagebetalingskravet
gøres gældende i
Dødsboet eller, saafremt
dette er sluttet,
overfor Arvingerne, der
hæfter for Beløbet med
det, de har modtaget i
Arv.
§ 10.
Offentlige
Institutioner og private
Personer eller
Virksomheder er, uanset
den dem i Henhold til
Lov eller anden
Forskrift paahvilende
Tavshedspligt med Hensyn
til, hvad der erfares
under deres Virksomhed,
berettiget til at
meddele
Revisionsudvalget for
tyske Betalinger enhver
Oplysning, som skønnes
at være af Betydning for
Sagen.
Dette gælder dog ikke
Tilfælde, der omfattes
af Bestemmelserne i
Retsplejelovens § 169,
1ste Stk.
§ 11.
Naar
Omstændighederne taler
derfor, kan
Revisionsudvalget for
tyske Betalinger
tillade, at et i
Henhold til nærværende
Lov endeligt fastsat
Tilbagebetalingsbeløb
afvikles over en Periode
af indtil 10 Aar paa
Betingelse af, at det
til enhver Tid skyldige
Beløb forrentes med 3
pCt. p.a.
§ 12.
Afgørelsen af,
hvilke Beløb der i det
enkelte Tilfælde vil
være at tilbagebetale
til Statskassen,
træffes bortset fra de i
§ 5 omhandlede Tilfælde,
af det i Henhold til § 2
i Lov Nr. 330 af 12.
Juli 1945 om Revision af
visse tyske Betalinger
nedsatte Udvalg. Naar
ganske særlige
Omstændigheder taler
derfor, kan
Revisionsudvalget for
tyske Betalinger
nedsætte eller endog
helt frafalde Kravet om
Tilbagebetaling.
Krav mod Trediemand i
Henhold til § 9 gøres
gældende ved Domstolene
i den borgerlige
Retsplejes Former.
§ 13.
De af
Revisionsudvalget for
tyske Betalinger i
Henhold til denne Lov
iøvrigt trufne
Afgørelser, jfr. dog
Stk. 2 nedenfor, kan
indenfor en Frist af 14
Dage, efter at
Afgørelsen er blevet
bragt til vedkommendes
Kundskab, begæres
indbragt for et Ankenævn
bestaaende af 3 af
Ministeren for Handel,
Industri og Søfart
udnævnte Medlemmer,
hvoraf 1 Medlem, der
fungerer som Formand,
skal opfylde
Betingelserne i
Retsplejelovens § 43,
1ste Stk., for at kunne
beskikkes som
Højesteretsdommer, 1
Medlem skal være i
Besiddelse af
nationaløkonomisk
Sagkundskab og 1 Medlem
i Besiddelse af teknisk
Kundskab.
De af
Revisionsudvalget for
tyske Betalinger trufne
Afgørelser med Hensyn
til Nettofortjenestens
Størrelse kan forlanges
underkastet en fornyet
Behandling. Hvis der ved
den fornyede Behandling
i Revisionsudvalget
træffes en enstemmig
Afgørelse, er denne
endelig. I modsat Fald
kan Afgørelsen begæres
indbragt for det
ovennævnte Ankenævn.
De af Ankenævnet
trufne Afgørelser er
endelige.
§ 14.
De i Henhold
til denne Lov
tilbagebetalte Beløb
indsættes paa en dertil
oprettet Konto med
Finansministeriet i
Danmarks Nationalbank.
Bestemmelse med Hensyn
til Anvendelsen af det
paa denne Konto indsatte
Beløb vil være at
træffe ved særlig Lov.
§ 15.
Bestemmelserne
i denne Lov finder
tilsvarende Anvendelse
paa Arbejder, der skønt
udført for dansk Regning
dog har været udført i
tysk Interesse og efter
tysk Krav.
Afgørelsen af, hvilke
Virksomheder der falder
ind under denne
Bestemmelse, træffes af
Revisionsudvalget for
tyske Betalinger med
Rekurs til Ministeren
for Handel, Industri og
Søfart i Samraad med
Justitsministeren.
§ 16.
Denne Lov træder i Kraft
straks.