Lov Nr. 499 af 9. Oktober 1945 om Avancebegrænsning vedrørende visse Leverancer og Arbejder m. v., omfattet af Lov Nr. 330 af 12. Juli 1945 om Revision af visse tyske Betalinger.

Min. f. Handel, Industri og Søfart V. Fibiger. (Lov-Tid. A. 1945 af 12/10).

 

§ 1. Bestemmelserne i denne Lov kommer kun til Anvendelse paa Personer, Firmaer og juridiske Personer, hvis Forhold ikke omfattes af Lov Nr. 259 af 1. Juni 1945 om Tillæg til Borgerlig Straffelov angaaende Forræderi og anden landsskadelig Virksomhed eller Lov Nr. 406 af 28. August 1945 om Tillæg til nævnte Lov, eller hvis Fortjeneste dog ikke fuldt ud er inddraget i Statskassen i Henhold til de nævnte Love, eller hvis Forhold ikke om­fattes af Lov Nr. 500 af 9. Oktober 1945 om Tilbagebetaling af Fortjeneste ved Erhvervs­virksomheder m.v. i tysk Interesse.

Undtaget fra Lovens Omraade er Forret­ningsmellemværender, i hvilke hele Betalin­gen har fundet Sted i frie Deviser.

§ 2. Personer, Firmaer eller juridiske Perso­ner, som efter den 9. April 1940 her i Landet for tysk Regning direkte eller indirekte har ud­ført Leverancer eller Arbejder af den i Lov Nr. 330 af 12. Juli 1945 om Revision af visse tyske Betalinger § 1, Stk. 1, Pkt. 1, 3 og 4, omhand­lede Art, dog ikke Levering af Handelsvarer, jfr. herom nærværende Lovs § 3, og som her­ved har opnaaet en Nettofortjeneste, der er hø­jere end 5 pCt. af Kostprisen, skal til Statskas­sen tilbagebetale den overskydende Fortjene­ste.

Tilbagebetaling kan dog ikke kræves af Virksomheder, hvis gennemsnitlige maaned­lige tyske Omsætning ikke har oversteget 1500 Kr. i de Maaneder, hvori der har været arbej­det for tysk Regning. Virksomheder, hvis tyske Omsætning gennemsnitlig har været mellem 1500 Kr. og 6000 Kr. i de Maaneder, hvori der har været arbejdet for tysk Regning, skal, uan­set Bestemmelsen i nærværende Paragrafs 1ste Stk., tilbagebetale det Beløb, med hvilket den opnaaede Nettofortjeneste, maatte overstige den Nettofortjeneste, som Virksomheden vilde have kunnet faa godkendt efter de Retningsli­nier, der fulgtes af Udenrigsministeriets Kom­mitterede i Industrisager. Har den tyske Om­sætning gennemsnitlig været mellem 6000 Kr. og 8000 Kr. pr. Maaned, tillades herpaa en Nettofortjeneste paa 400 Kr. pr. Maaned.

Tilbagebetaling kan ej heller kræves af Un­derleverandører, der maa antages ikke at have været klar over Leverancens Formaal.

Saafremt Branchens sædvanlige Fortjeneste paa tilsvarende Arbejder før den 9. April 1940 har været mindre end i ovenanførte Bestem­melser angivet, kan det i ovennævnte Lov Nr. 330 af 12. Juli 1945 nævnte Revisionsudvalg for tyske Betalinger nedsætte den tilladte For­tjeneste tilsvarende.

Prisdirektoratet fastsætter efter Forhandling med den paagældende Branche og under Re­kurs til Pris-Ankenævnet, hvad der i denne Henseende er at anse som sædvanlig Netto­fortjeneste.

§ 3. Personer, Firmaer eller juridiske Perso­ner, som efter den 9. April 1940 har paataget sig Levering her i Landet af Varer til den tyske Værnemagt eller til denne tilsluttede Organi­sationer eller til andre Organer for det tyske Rige eller til her virkende tyske Firmaer eller til danske Personer eller Firmaer, som har udført Arbejde for den tyske Værnemagt eller denne tilsluttede Organisationer eller andre Organer for det tyske Rige, eller som her fra Landet til Tyskland eller til noget af den tyske Værne­magt besat Omraade har udført Handelsva­rer, der er betalt over den dansk-tyske Clea­ringkonto eller den for den tyske Værnemagt i Danmarks Nationalbank oprettede særlige Konto, skal til Statskassen tilbagebetale den Del af deres paa den tyske Omsætning opnaa­ede Fortjeneste, der overstiger 75 pCt. af den indenfor den paagældende Branche sædvan­lige Nettofortjeneste.

Prisdirektoratet fastsætter efter Forhandling med den paagældende Branche og under Re­kurs til Pris-Ankenævnet, hvad der i denne Henseende er at anse som sædvanlig Netto­fortjeneste.

Tilbagebetaling efter nærværende Paragraf kan dog ikke kræves af Virksomheder, hvis Omsætning ikke har oversteget 18000 Kr. gen­nemsnitlig i de Regnskabsaar, hvori Leveran­cer for tysk Regning har fundet Sted. Virksom­heder, hvis tyske Omsætning gennemsnitlig har været mellem 18000 Kr. og 72000 Kr. i de Regnskabsaar, hvori Leverancer for tysk Reg­ning har fundet Sted, skal, uanset Bestemmel­sen i nærværende Paragrafs 1ste Stk., tilbage­betale de Beløb, med hvilke den opnaaede Nettofortjeneste maatte overstige den indenfor den paagældende Branche sædvanlige Netto­fortjeneste. Har den tyske Omsætning gen­nemsnitlig været mellem 72000 Kr. og 96000 Kr. aarlig, tillades herpaa et Nettofortjeneste­beløb svarende til den indenfor den paagæl­dende Branche sædvanlige Nettofortjeneste paa en Omsætning af 72000 Kr.

Tilbagebetaling kan ej heller kræves af Un­derleverandører, der maa antages ikke at have været klar over Leverancens Formaal.

Foranstaaende Bestemmelser kommer ikke til Anvendelse for Leverancer af Landbrugs­produkter, Fisk og Frugt, der har fundet Sted gennem Ministeriet for Landbrug og Fiskeri eller de af dette autoriserede Eksportudvalg, medmindre den derved oppebaarne Indtægt overstiger, hvad der under hensyn til Forhol­dene i det enkelte Tilfælde maa anses for pas­sende.

§ 4. Bestemmelserne i § 3 finder tilsvarende Anvendelse paa Personer, Firmaer eller juridi­ske Personer, der efter den 9. April 1940 for tysk Regning her i Landet eller i Udlandet har udført Transport af Personer eller Gods, eller som har paataget sig Speditions-, Lastnings-­ eller Losningsarbejder for Afdelinger under eller Medlemmer af den tyske Værnemagt eller for denne tilsluttede Organisationer eller an­dre Organer for det tyske Rige, for tyske Firmaer eller for danske Personer eller Firmaer, som har udført Arbejde for den tyske Værne­magt eller denne tilsluttede Organisationer eller andre Organer for det tyske Rige. Tilbage­betaling kan dog ikke kræves af Virksomheder, hvis Omsætning ikke har oversteget 18000 Kr. gennemsnitlig i de Regnskabsaar, hvori Transporter og Arbejder af ovennævnte Art har været udført for tysk Regning.

Foranstaaende Bestemmelser kommer ikke til Anvendelse paa Transporter, for hvilke Fragtraterne har været fastsat eller godkendt af Fragtnævnet, medmindre den derved oppe­baarne Indtægt overstiger, hvad der under Hensyn til Forholdene i det enkelte Tilfælde maa anses for passende.

§ 5. Personer, Firmaer eller juridiske Perso­ner, der efter den 9. April 1940 til Afdelinger under eller Medlemmer af den tyske Værne­magt eller til denne tilsluttede Organisationer eller andre Organer for det tyske Rige har fore­taget Afhændelse, Udleje eller Bortforpagt­ning af fast Ejendom med eller uden Løsøre, kan af det i § 3 i midlertidig Lov Nr. 307 af 29. Juli 1945 om Tillæg til Indkvarteringslovgiv­ningen nævnte Udvalg under Rekurs til det i samme Lovs § 4 omhandlede Vurderingsnævn tilpligtes at foretage Tilbagebetaling til Stats­kassen af den Del af det eller de oppebaarne Beløb, som overstiger, hvad der efter de sted­lige Forhold og Sagens Omstændigheder iøv­rigt maa anses for rimeligt.

Foranstaaende Bestemmelser finder tilsva­rende Anvendelse med Hensyn til Beslaglæg­gelser.

§ 6. Saafremt Omfanget af Nettofortjene­sten paa den tyske Omsætning ikke kan oply­ses med tilstrækkelig Sikkerhed, f.Eks. i Tilfæl­de, hvor den paagældende samtidig har drevet Virksomhed for anden end tysk Regning, eller i Tilfælde af manglende eller ufuldstændig Regnskabsførelse, kan Revisionsudvalget for tyske Betalinger under Hensyntagen til For­holdene i hvert enkelt Tilfælde forlange tilba­gebetalt et skønsmæssigt anslaaet Beløb.

§ 7. Tilbagebetalingsbeløb, der er fastsat i Henhold til nærværende Lovs §§ 2-6, vil være at nedsætte med de det paagældende Beløb paalignede Indkomstskatter, der betragtes som indbetalt til delvis Dækning af Statskas­sens Tilgodehavende. De omhandlede Skatte­beløb kan som Følge heraf ikke fradrages som erlagt Skat ved Opgørelsen af den tilbagebeta­lingspligtiges skattepligtige Indkomst for de ef­terfølgende Skatteaar, og en Omberegning af Indkomstskatterne for disse Skatteaar vil der­for være at foretage. Den heraf følgende Forøgelse af Skatterne til Stat, Kommune og den fælleskommunale Udligningsfond tilfalder fuldt ud Staten, medens den til Kommunerne og den fælleskommunale Udligningsfond af selve det fastsatte Tilbagebetalingsbeløb er­lagte Indkomstskat ikke skal afgives til Stats­kassen. Tilbagebetalingsbeløbene kan ikke fradrages ved Opgørelsen af den tilbagebeta­lingspligtiges skattepligtige Indkomst for det Aar, i hvilket Tilbagebetalingen er sket.

Finansministeren fastsætter de for Gennem­førelsen af foranstaaende Bestemmelser for­nødne nærmere Regler.

Bestemmelserne i nærværende Paragrafs 1ste Stk. kommer dog ikke til Anvendelse paa Tilbagebetalingsbeløb paa 10000 Kr. og der­under, men saadanne Beløb kan fradrages i den skattepligtiges Indkomst for det Aar, i hvilket Beløbet tilbagebetales.

§ 8. Dersom en af §§ 2-6 omfattet Person maa antages at være ude af Stand til at udrede et i Henhold til nærværende Lov fastsat Tilba­gebetalingsbeløb, kan Beløbet kræves dækket i Rettighederne i Henhold til en af ham tegnet Livsforsikring eller Livrente.

§ 9. Saafremt nogen, der omfattes af §§ 2-6, maa antages at være ude af Stand til at udrede et i Henhold til nærværende Lov fastsat Tilba­gebetalingsbeløb, kan de af vedkommende ydede Gaver, herunder saadanne, der har Form af uigenkaldelig Indsættelse af en Be­gunstiget ved Tegning af en Livsforsikring el­ler Livrente, omstødes, saafremt Gaven er ydet, efter at det økonomiske Mellemværende, i Anledning af hvilket Tilbagebetaling skal finde Sted, er indledet.

Under samme Betingelser kan andre Dispo­sitioner omstødes, naar disse kendeligt for Medkontrahenten har tilsigtet at bringe Vær­dier i Ly i Anledning af Kravet om Tilbagebe­taling.

Er de overførte Værdier blevet overdraget videre, kan Omstødelse gøres gældende over­for Erhververen, dersom denne har været vi­dende om den ovennævnte Hensigt med Over­dragelsen.

Er en tilbagebetalingspligtig Person død, forinden det fastsatte Tilbagebetalingsbeløb er betalt, kan Tilbagebetalingskravet gøres gæl­dende i Dødsboet eller, saafremt dette er slut­tet, overfor Arvingerne, der hæfter for Beløbet med det, de har modtaget i Arv.

§ 10. Offentlige Institutioner og private Per­soner eller Virksomheder er, uanset den dem i Henhold til Lov eller anden Forskrift paahvi­lende Tavshedspligt med Hensyn til, hvad der erfares under deres Virksomhed, berettiget til at meddele Revisionsudvalget for tyske Beta­linger enhver Oplysning, som skønnes at være af Betydning for Sagen.

Dette gælder dog ikke Tilfælde, der omfattes af Bestemmelserne i Retsplejelovens § 169, 1ste Stk.

§ 11. Naar Omstændighederne taler derfor, kan Revisionsudvalget for tyske Betalinger til­lade, at et i Henhold til nærværende Lov ende­ligt fastsat Tilbagebetalingsbeløb afvikles over en Periode af indtil 10 Aar paa Betingelse af, at det til enhver Tid skyldige Beløb forrentes med 3 pCt. p.a.

§ 12. Afgørelsen af, hvilke Beløb der i det en­kelte Tilfælde vil være at tilbagebetale til Stats­kassen, træffes bortset fra de i § 5 omhandlede Tilfælde, af det i Henhold til § 2 i Lov Nr. 330 af 12. Juli 1945 om Revision af visse tyske Beta­linger nedsatte Udvalg. Naar ganske særlige Omstændigheder taler derfor, kan Revisions­udvalget for tyske Betalinger nedsætte eller en­dog helt frafalde Kravet om Tilbagebetaling.

Krav mod Trediemand i Henhold til § 9 gø­res gældende ved Domstolene i den borgerlige Retsplejes Former.

§ 13. De af Revisionsudvalget for tyske Be­talinger i Henhold til denne Lov iøvrigt trufne Afgørelser, jfr. dog Stk. 2 nedenfor, kan inden­for en Frist af 14 Dage, efter at Afgørelsen er blevet bragt til vedkommendes Kundskab, be­gæres indbragt for et Ankenævn bestaaende af 3 af Ministeren for Handel, Industri og Søfart udnævnte Medlemmer, hvoraf 1 Medlem, der fungerer som Formand, skal opfylde Betingel­serne i Retsplejelovens § 43, 1ste Stk., for at kunne beskikkes som Højesteretsdommer, 1 Medlem skal være i Besiddelse af nationaløko­nomisk Sagkundskab og 1 Medlem i Besid­delse af teknisk Kundskab.

De af Revisionsudvalget for tyske Betalinger trufne Afgørelser med Hensyn til Nettofortjenestens Størrelse kan forlanges underkastet en fornyet Behandling. Hvis der ved den fornyede Behandling i Revisionsudvalget træffes en en­stemmig Afgørelse, er denne endelig. I modsat Fald kan Afgørelsen begæres indbragt for det ovennævnte Ankenævn.

De af Ankenævnet trufne Afgørelser er en­delige.

§ 14. De i Henhold til denne Lov tilbagebe­talte Beløb indsættes paa en dertil oprettet Konto med Finansministeriet i Danmarks Na­tionalbank. Bestemmelse med Hensyn til An­vendelsen af det paa denne Konto indsatte Be­løb vil være at træffe ved særlig Lov.

§ 15. Bestemmelserne i denne Lov finder til­svarende Anvendelse paa Arbejder, der skønt udført for dansk Regning dog har været udført i tysk Interesse og efter tysk Krav.

Afgørelsen af, hvilke Virksomheder der fal­der ind under denne Bestemmelse, træffes af

Revisionsudvalget for tyske Betalinger med Rekurs til Ministeren for Handel, Industri og Søfart i Samraad med Justitsministeren.

§ 16. Denne Lov træder i Kraft straks.