
	TfK 2008.496/2 HD
		H.D. 10. april 2008 i sag 512/2007 (1. afd.) Rigsadvokaten mod T1 (adv. Henrik Dupont Jørgensen, Kbh., e.o.) T2 (adv. Bjørn Elmquist, Kbh., e.o.) og T3 (adv. Frank A. Wenzel, Kbh., e.o.). Østre Landsrets dom 23. november 2007 (3. afd.) (Teilmann, B. Tegldal, Jon Fridrik Kjølbro med nævninger). Anklageskrift og påstande Under denne nævningesag har Statsadvokaten for Midt-, Vest- og Sydsjælland m.v. ved anklageskrift af 16. april 2007, således som dette er berigtiget under hovedforhandlingen, rejst tiltale mod T1, T2, T3 og T4 til straf for forsøg på terrorisme efter straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1 og 7, jf. § 21, ved i månederne op til den 5. september 2006 med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske myndigheder til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer, at have forsøgt at begå handlinger, som nævnt i stk. 1, nr. 1 og 7, af en karakter, som kunne tilføje Danmark eller et andet land alvorlig skade, idet de tiltalte i fællesskab bl.a. ved drøftelser på møder og samtaler, ved anskaffelse af gødning, kemikalier og laboratorieudstyr m.v. samt ved fremstilling af sprængstoffet TATP gjorde forberedelser til fremstilling af en eller flere bomber til brug for en terrorhandling et ikke nærmere bestemt sted i Danmark eller udlandet, hvilket imidlertid mislykkedes, idet de tiltalte blev anholdt. Ved tilkendegivelse af 24. august 2007 har anklagemyndigheden nedlagt påstand om, at T2 udvises med indrejseforbud i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 1, jf. § 22, nr. 6, jf. § 32, stk. 1, jf. stk. 2. Ved anklageskriftet af 16. april 2007 tog anklagemyndigheden over for T1 forbehold for at nedlægge påstand om frakendelse af indfødsret og udvisning. Anklagemyndigheden har under hovedforhandlingen frafaldet disse påstande. De tiltalte har nægtet sig skyldige. Personlige oplysninger T1, T2 og T3 er ikke tidligere straffet. T4 er ikke tidligere straffet af betydning for nærværende sag. Udlændingeservice har vedrørende T2 i brev af den 30. maj 2007 udtalt: ». . . Nationalitet: Irak . . . Det er til sagen oplyst, at anklagemyndigheden forventer pågældende idømt ikke under 4 års fængsel. Det er endvidere oplyst til sagen, at anklagemyndigheden finder, at der under straffesagen bør nedlægges påstand om udvisning med indrejseforbud. T2 har været varetægtsfængslet i sagen siden den 5. september 2006. Opholdsgrundlag og længde Den 12. oktober 2000 søgte T2 via ambassaden i Amman om opholdstilladelse under henvisning til sin herboende far. T2 fik den 12. oktober 2001 opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold efter den dagældende udlændingelovs § 9 stk. 1, nr. 3 indtil den 12. november 2002. Denne tilladelse er senest den 8. december 2004 meddelt tidsubegrænset. Den 21. november 2001 blev pågældende tilmeldt folkeregisteret. Længden af T2's lovlige ophold i relation til udvisningsbestemmelserne regnes fra den 21. november 2001, hvor pågældende blev tilmeldt folkeregisteret, jf. herved udlændingelovens § 27, stk. 1. Efter udlændingelovens § 27, stk. 5, medregnes den tid, hvori en udlænding har været varetægtsfængslet forud for en senere domfældelse eller har udstået frihedsstraf eller været undergivet anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført ubetinget frihedsstraf, ikke i perioden beregnet efter udlændingelovens § 27, stk. 1. T2 har således - når den i udlændingelovens § 27, stk. 5, nævnte periode fratrækkes - haft lovligt ophold i Danmark i 4 år og 10 måneder. Udvisningshjemmelen Udlændingelovens udvisningsbestemmelser blev senest ændret ved lov nr. 429 af 10. maj 2006 med ikrafttræden den 1. juni 2006. Udlændingeservice har betragtet de forhold, der rejses tiltale for, som et samlet forløb, der strækker sig over et tidsforløb både før og efter seneste lovændring. Udlændingeservice er af den opfattelse, at betingelserne for en eventuel udvisning søges i den nuværende udlændingelovs § 24 nr. 1, jf. 22, nr. 6. Efter udlændingelovens § 24, nr. 1, kan en udlænding udvises af de grunde, der er nævnt i §§ 22 eller 23. Efter udlændingelovens § 22, nr. 6, kan en udlænding som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 9 år, og en udlænding med opholdstilladelse efter §§ 7 eller 8, der har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 8 år, udvises, hvis udlændingen blandt andet efter bestemmelser i straffelovens kapitel 12 og 13, idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter. § 26-forhold Ad § 26, stk. 1, nr. 1 og 2 T2 er på nuværende tidspunkt 22 år gammel. T2 indrejste i Danmark den 21. november 2001 i en alder af 16 år gammel. Han har således samlet opholdt sig i Danmark 5 år og 6 måneder. Han har de 3 første år af sit ophold i Danmark gået i en modtagelsesklasse, hvorefter han fortsatte på teknisk skole. T2 har haft en arbejdsgiver under sit ophold i Danmark, og det var på et slagteri, hvor han lige var startet, da han blev anholdt til sagen her. T2 har tidligere spillet fodbold, men er nu begyndt på styrketræning i en klub som hedder - - -. Ad § 26, stk. 1, nr. 3 og 4 T2 har oplyst, at han er ugift. Han har ingen kæreste eller børn. En eventuel udvisning af T2 vil ikke kunne få konsekvenser for hans herboende nære familiemedlemmer. Han oplyser, at han har sine forældre samt tre søskende her i landet. Derudover har . . . oplyst, at han har et netværk af venner, som han har opbygget gennem sin tid i Danmark. Ad § 26, stk. 1, nr. 5 T2 har til sagen oplyst, at han ikke har nogen familiemedlemmer tilbage i Irak. Han oplyser, at han siden sin indrejse i Danmark har besøgt Irak en gang. Ad § 26, stk. 1, nr. 6 Vi skal vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt der er risiko for, at T2 uden for de i § 7, stk. 1, og 2 (asylbegrundende forhold), nævnte tilfælde vil lide overlast i det land, hvor han efter udvisningen kan ventes at tage ophold, bemærke, at det fremgår af den irakiske straffelovs art. 14, stk. 1, at »der ikke kan påbegynde retsforfølgelse af nogen, som har begået en forbrydelse uden for Irak uden særlig tilladelse fra Justitsministeriet. Den anklagede kan ikke blive dømt i Irak, hvis en udenlandsk domstol har afsagt endelig dom, enten ved at have frifundet eller ved at have idømt pågældende en straf, og den eventuelle straf er blevet endelig afsonet«. Det fremgår af den irakiske straffelov art. 14, stk. 2, at »hvis sanktionen ikke er afsonet helt, eller hvis frifindelsen vedrørende en forbrydelse omtalt i § 9 (forbrydelse mod statens sikkerhed eller falskneri) eller § 12 (en forbrydelse udført af en ledende embedsmand eller diplomat med immunitet), og løsladelsen er baseret på den udenlandske lov, som ikke foreskriver straf mod en sådan forbrydelse, kan den skyldige blive retsforfulgt ved de irakiske domstole«. Vi er i øvrigt ikke i besiddelse af oplysninger om, hvorvidt dobbeltstraf praktiseres i Irak. Udtalelse om udvisningsspørgsmålet Det bemærkes, at det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 26, stk. 2, at en udlænding skal udvises efter § 22, nr. 4-7, medmindre de i stk. 1 nævnte forhold taler afgørende derimod. På baggrund af anklagemyndighedens oplysninger om kriminalitetens karakter, og om den pågældende forventes idømt en frihedsstraf af ikke under 4 års varighed sammenholdt med de i udlændingelovens § 26, stk. 1 nævnte hensyn kan Udlændingeservice tiltræde anklagemyndighedens indstilling om udvisningsspørgsmålet. Konsekvenser ved en eventuel udvisning Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 1, at der til en udvisning skal knyttes et indrejseforbud, og at indrejseforbuddet fastsættes således, at det regnes fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen. Fastsættelsen af indrejseforbuddets længde fremgår af udlændingelovens § 32, stk. 2, nr. 1-5. Det bemærkes, at efter udlændingelovens § 32, stk. 3 meddeles indrejseforbud i forbindelse med udvisning efter § 22, nr. 4-7, eller for udlændinge, som ikke har haft lovligt ophold her i landet i længere tid end de sidste 6 måneder, dog altid for mindst 5 år.« T3 har været mentalundersøgt på Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik, hvorfra der foreligger en erklæring af 28. februar 2007. Konklusionen lyder således: »Observanden er herefter ikke sindssyg, og han kan ikke antages at have været sindssyg i perioden for det påsigtede forhold. Han er jævnt normalt begavet. Han lider ikke af epilepsi eller anden form for organisk hjernelidelse. Observanden synes fra barndommen at have været ængstelig, selvusikker og tilbageholdende. Han har ikke gennemført nogen uddannelse, og han har aldrig haft nogen egentlig tilknytning til arbejdsmarkedet. Han udviklede, 24 år gammel, en angstlidelse, og han har gennem flere år modtaget ambulant psykiatrisk behandling. Han har hertil kortvarigt været indlagt på psykiatrisk afdeling pga. forbigående selvmordsforestillinger i forbindelse med, hvad observanden opfattede som svigt fra en venindes side. Observanden konverterede for ca. fem år siden til islam, og han beskriver sig selv som dybt religiøs. Observanden har aldrig misbrugt rusmidler. Ved aktuelle undersøgelse er observanden fundet personlighedsmæssigt afvigende, på den ene side ængstelig, selvusikker og afhængig af andre, på den anden side også dramatiserende, præget af en vis øget selvfølelse og med en diskret, nærmest indirekte, tendens til at lægge skyld og ansvar ud i omgivelserne. Observanden findes herefter omfattet af straffelovens § 69, men man kan ikke, såfremt han findes skyldig, pege på foranstaltninger, jf. samme lovs § 68, 2. pkt., som mere formålstjenlige end straf til imødegåelse af en formentlig kun ringe risiko for fremtidig ligeartet kriminalitet.« Nævningernes erklæringer Nævningerne har svaret bekræftende på følgende hovedspørgsmål: Er tiltalte T1 skyldig i forsøg på terrorisme efter straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1 og 7, jf. § 21, ved i månederne op til den 5. september 2006 med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske myndigheder til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer, at have forsøgt at begå handlinger som nævnt i stk. 1, nr. 1 og 7, af en karakter, som kunne tilføje Danmark eller et andet land alvorlig skade, idet tiltalte alene eller sammen med andre, bl.a. ved drøftelser på møder og samtaler, ved anskaffelse af gødning, kemikalier og laboratorieudstyr mv. samt ved fremstilling af sprængstoffet TATP, gjorde forberedelser til fremstilling af en eller flere bomber til brug for en terrorhandling et ikke nærmere bestemt sted i Danmark eller i udlandet, hvilket mislykkedes, idet tiltalte blev anholdt? Er tiltalte T2 skyldig i forsøg på terrorisme efter straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1 og 7, jf. § 21, ved i månederne op til den 5. september 2006 med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske myndigheder til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer, at have forsøgt at begå handlinger som nævnt i stk. 1, nr. 1 og 7, af en karakter, som kunne tilføje Danmark eller et andet land alvorlig skade, idet tiltalte alene eller sammen med andre, bl.a. ved drøftelser på møder og samtaler, ved anskaffelse af gødning, kemikalier og laboratorieudstyr mv. herunder med henblik på fremstilling af sprængstoffet TATP, gjorde forberedelser til fremstilling af en eller flere bomber til brug for en terrorhandling et ikke nærmere bestemt sted i Danmark eller i udlandet, hvilket mislykkedes, idet tiltalte blev anholdt? Er tiltalte T3 skyldig i forsøg på terrorisme efter straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1 og 7, jf. § 21, ved i månederne op til den 5. september 2006 med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske myndigheder til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer, at have forsøgt at begå handlinger som nævnt i stk. 1, nr. 1 og 7, af en karakter, som kunne tilføje Danmark eller et andet land alvorlig skade, idet tiltalte alene eller sammen med andre, bl.a. ved drøftelser på møder og samtaler, ved anskaffelse af gødning, kemikalier og laboratorieudstyr mv. gjorde forberedelser til fremstilling af en eller flere bomber til brug for en terrorhandling et ikke nærmere bestemt sted i Danmark eller i udlandet, hvilket mislykkedes, idet tiltalte blev anholdt? Nævningerne har svaret benægtende på følgende hovedspørgsmål: Er tiltalte T4 skyldig i forsøg på terrorisme efter straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1 og 7, jf. § 21, ved i månederne op til den 5. september 2006 med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske myndigheder til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer, at have forsøgt at begå handlinger som nævnt i stk. 1, nr. 1 og 7, af en karakter, som kunne tilføje Danmark eller et andet land alvorlig skade, idet tiltalte sammen med andre, bl.a. ved drøftelser på møder og samtaler om anskaffelse af gødning, kemikalier og laboratorieudstyr mv., gjorde forberedelser til fremstilling af en eller flere bomber til brug for en terrorhandling et ikke nærmere bestemt sted i Danmark eller i udlandet, hvilket mislykkedes, idet tiltalte blev anholdt? Da nævningerne har svaret benægtende på hovedspørgsmålet vedrørende T4, frifindes han for den rejste tiltale. Nævningerne har vedrørende T1, T2 og T3 svaret benægtende på et tillægsspørgsmål om straffrihed i medfør af straffelovens § 24, jf. § 22. Retten har lagt nævningernes fældende erklæringer til grund. Landsrettens begrundelse og resultat: T1, T2 og T3 straffes efter straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1 og 7, jf. § 21. Der er enighed om, at T1 og T2 straffes med fængsel i 11 år, og at T3 straffes med fængsel i 4 år. Der er ved strafudmålingen lagt vægt på, at T1, T2 og T3 er fundet skyldige i forsøg på den alvorligste form for terrorisme, nemlig terrorisme i forbindelse med manddrab og sprængning, jf. straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1 og 7. Vedrørende T1 er der endvidere lagt vægt på hans ledende rolle i forbindelse med planlægningen, herunder ved fremstilling af TATP, og for T2's vedkommende på hans store aktivitet, herunder ved downloadning af bombemanualer, indkøb af gødning, kemikalier, udstyr mv. Vedrørende T3 er der i formildende retning lagt vægt på, at hans medvirken har været af underordnet karakter, samt på, at han på et tidspunkt forsøgte at trække sig tilbage, dog uden at der har været tale om frivillig tilbagetræden fra forsøg. Uanset T2's ringe tilknytning til Irak er der enighed om at tage påstanden om udvisning til følge. Der er herved især lagt vægt på karakteren af den begåede kriminalitet. Det bemærkes herved, at T2 vil kunne påberåbe sig beskyttelse efter udlændingelovens § 31 før udsendelse til Irak T1 har været frihedsberøvet fra den 5. september 2006, herunder i isolation fra den 6. september 2006 til den 11. januar 2007. T2 har været frihedsberøvet fra den 5. september 2006, herunder i isolation fra den 6. september 2006 til den 11. januar 2007. T3 har været frihedsrøvet fra den 5. september 2006, herunder i isolation fra den 8. september 2006 til den 11. oktober 2006. T4 har været frihedsberøvet fra den 5. september 2006 til den 16. marts 2007, herunder i isolation fra den 8. september 2006 til den 11. januar 2007. - - - Statskassen skal betale sagens omkostninger vedrørende T4. De tiltalte T1, T2 og T3 skal en for alle og alle for en betale sagens omkostninger, dog at de hver især skal betale salæret til den for dem beskikkede forsvarer. Højesterets dom. I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 3. afdeling den 23. november 2007. I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Torben Melchior, Per Walsøe, Børge Dahl, Lene Pagter Kristensen, Poul Søgaard, Jon Stokholm og Michael Rekling. Påstande Dommen er anket af T1, T2 og T3 med påstande om ophævelse af landsrettens dom og hjemvisning af sagen til fornyet behandling i landsretten. Subsidiært har de påstået formildelse. T2 har endvidere påstået strafbortfald og frifindelse for udvisningspåstanden. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse af straffen for alle de tiltalte samt stadfæstelse af dommens bestemmelse om udvisning af T2. Anbringender T1, T2 og T3 har gjort gældende, at der er foregået ulovlig agentvirksomhed. Den blev iværksat uden en begrundet mistanke om, at en forbrydelse var ved at blive begået eller forsøgt. Endvidere er kravet om, at agentvirksomhed ikke må bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed, ikke opfyldt. T1, T2 og T3 har endvidere anført, at der er begået rettergangsfejl ved landsrettens behandling af sagen. Forsvarerne fik ikke aktindsigt i en del af meddelerakten udarbejdet af Politiets Efterretningstjeneste, idet der var foretaget overstregninger af Politiets Efterretningstjeneste. I forbindelse med behandlingen af aktindsigtsspørgsmålet i Østre Landsrets 5. afdeling blev der afholdt et retsmøde, og det var en fejl, at forsvarerne fra nævningesagen ikke fik adgang til at deltage og udtale sig i retsmødet, selv om anklagerne fra nævningesagen deltog. Det var også en fejl, at landsrettens 5. afdeling afgjorde spørgsmålet uden at have tilstrækkeligt kendskab til nævningesagen til at kunne tage stilling til materialets relevans. T2 har endvidere anført, at det var en rettergangsfejl, at landsretten afviste hans begæring om yderligere vidneførsel af bl.a. personer, der har været sigtet og for nogles vedkommende varetægtsfængslet i sagen. Retsformandens retsbelæring var urigtig, idet han uden tilstrækkeligt belæg i bevisførelsen konkluderede, at mistankekravet i forbindelse med iværksættelse af agentvirksomheden var opfyldt. Det var endvidere uberettiget, at retsformanden fremkom med sin vurdering af troværdigheden af agentens vidneforklaring, da det måtte tilkomme nævningerne at tage stilling hertil. Retsformanden har således misbrugt sin autoritet til at påvirke nævningerne med sin egen subjektive opfattelse. For så vidt angår spørgsmålet om aktindsigt har T2 henvist til, at det må antages, at der i de oplysninger, som forsvarerne ikke har fået aktindsigt i, findes oplysninger, som vil dokumentere, at iværksættelsen af agentvirksomheden var ulovlig. Den afskårne vidneførsel ville også have kunnet dokumentere dette. Til støtte for påstanden om frifindelse for påstanden om udvisning har T2 anført, at han ikke har nogen tilknytning til Irak. Anklagemyndigheden har anført, at der ikke er begået rettergangsfejl, og at påstandene om ophævelse af dommen derfor ikke skal tages til følge. Agentvirksomheden har været lovlig. For så vidt angår påstanden om udvisning af T2 har anklagemyndigheden henvist til forbrydelsens grovhed. Sagsfremstilling Agentvirksomhed Det fremgår af sagen, at dens opklaring bl.a. har sin baggrund i, at Politiets Efterretningstjeneste har anvendt en meddeler, M, der som led i anklagemyndighedens bevisførelse har afgivet vidneforklaring for landsretten. Efter at M en tid havde været meddeler om, hvad Politiets Efterretningstjeneste har betegnet som »det radikale islamiske miljø i - - - benyttede Politiets Efterretningstjeneste ham også som agent. I et brev af 27. juni 2007 til Statsadvokaten for Midt-, Vest- og Sydsjælland, Lolland og Falster fra Politiets Efterretningstjeneste hedder det bl.a.: »Som led i efterforskningen af overtrædelser af bl.a. straffelovens § 114 gør Politiets Efterretningstjeneste i vidt omfang brug af kilder. Anvendelsen af kilder sker efter principperne i Rigsadvokatens meddelelse nr. 2/2005 om retningslinier vedrørende meddelere, uanset disse retningslinier ikke omfatter Politiets Efterretningstjenestes anvendelse af meddelere. Meddelelsen fastsætter navnlig regler for de procedurer, der skal anvendes ved kontakten med meddelere, om det ledelsesmæssige ansvar, herunder om kontrollantens rolle, samt om dokumentation vedrørende samarbejdet med meddeleren m.v. Det er således den øverste ledelse i Politiets Efterretningstjeneste, der beslutter, hvorvidt tjenesten skal gøre brug af en kilde, og fastlægger nærmere retningslinier for kildeføringen, ligesom enhver kontakt med kilden skal dokumenteres. På grundlag af denne dokumentation udarbejdes der rapporter om de af kildens oplysninger, der tilvejebringes til brug for - eller i øvrigt har betydning for - en konkret straffesag. Anvendelsen af en kilde vil i visse situationer kunne få karakter af agentvirksomhed, hvor kilden på foranledning af Politiets Efterretningstjeneste optræder som civil agent. Det bemærkes herved, at reglerne i retsplejelovens §§ 754 a - 754 d ikke finder anvendelse ved efterforskning af overtrædelser af straffelovens kapitel 12, §§ 111-115 og 118, jf. herved retsplejelovens § 754 e. I den konkrete sag er der dog alene sket fravigelse af reglerne for så vidt angår kravet om, at foranstaltningen sker efter kendelse, samt at foranstaltningerne er blevet udført af en civil person. Politiets Efterretningstjeneste har som led i samarbejdet med kilden lagt vægt på, at der forelå en begrundet mistanke om, at en lovovertrædelse, der kan straffes med fængsel indtil på livstid, var ved at blive begået eller forsøgt, at den konkrete anvendelse af kilden var af afgørende betydning for efterforskningen, og at anvendelsen af kilden ikke måtte bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed. Før Politiets Efterretningstjeneste besluttede at gøre brug af kilden i den konkrete sag, vurderede den øverste ledelse i Politiets Efterretningstjeneste i overensstemmelse med principperne i Rigsadvokatens meddelelse nr. 2/2005 den pågældendes egnethed og validitet mv., hvorefter ledelsen traf beslutning om at anvende den pågældende som kilde. Der blev i den forbindelse - ligeledes i overensstemmelse med principperne i Rigsadvokatens meddelelse - udpeget en kildefører samt en kontrollant til at instruere kildeføreren og føre kontrol med dennes samarbejde med kilden. Endvidere blev der udstukket nærmere rammer for kildeføringen og kildens aktiviteter. Politiets Efterretningstjenestes øverste ledelse har løbende vurderet samarbejdet med kilden og truffet ledelsesmæssige beslutninger som led i dette samarbejde, herunder med henblik på de af kildens aktiviteter, der har haft karakter af agentvirksomhed. Kilden er blevet instrueret i at fremstå passiv, afventende og lyttende, og Politiets Efterretningstjeneste har givet tilladelse til, at den pågældende efter anmodning fra de tiltalte kunne indkøbe 25 kg NPK-gødning, diverse kolber, reagensglas, vægte mv. samt indkøbe og midlertidigt opbevare op til 600 kg gødning med et højt nitratindhold. Endvidere er der givet tilladelse til, at den pågældende kunne foreslå de nu tiltalte et egnet sted for prøvesprængning af en lille udgave af den påtænkte bombe.« Under sagens behandling i landsretten forklarede M ifølge retsbogen bl.a.: »Første gang han hørte om gødning i moskeen, blev en seddel sendt rundt med de ting, der skulle bruges. Han havde ikke før dette tidspunkt hørt om tingene. På vej hjem skrev han til kildeføreren og oplyste, at han var blevet spurgt, om han kunne skaffe tingene, der stod på sedlen. Det blev forelagt for ledelsen i PET. Han fik herefter under et møde at vide, at han godt måtte sige, at han nok kunne skaffe produkterne. Han fik også at vide, at han ikke måtte tage initiativ til noget udover at skaffe produkterne. Han måtte ikke foreslå, hvad produkterne kunne bruges til. Det var de tiltalte, der skulle fortælle det. . . . PET sagde, at han godt måtte sige, at han vidste, hvor produkterne kunne købes, og at han måtte købe det kvantum, de ville have. PET sagde også, at han ikke måtte foreslå, hvad en bombe kunne bruges til.« Den af Politiets Efterretningstjeneste udpegede kildeførerkontrollant forklarede ifølge retsbogen bl.a.: »at der findes generelle retningslinjer for brug af kilder. Disse generelle retningslinjer fandtes også, da kilden blev godkendt. I den konkrete sag er der udarbejdet specifikke retningslinjer for kilden. Det er sket efterfølgende. Retningslinjerne kom en gang i juni 2006. Det var blandt andet i forbindelse med kildens indkøb af gødning. Der blev fastsat retningslinjer, fordi intensiteten blev forøget i sagen. De generelle retningslinjer, som var gældende for M frem til juni 2006, var de generelle retningslinjer fra Rigsadvokaten. Retningslinjerne går ud på, at kilden skal være passiv, og at PET selvfølgelig skal være med til at vurdere, hvis kilden skal foretage sig noget aktivt. Kilden skal som udgangspunkt ikke foretage sig noget aktivt. Kilden blev instrueret i, at han skulle bevæge sig rundt i miljøet og finde ud af, om der foregik noget interessant. Kilden blev instrueret i, hvordan han skulle opføre sig. De generelle retningslinjer blev fulgt frem til juni måned. Kilden måtte gerne, afhængig af situationen, give udtryk for noget verbalt. Kilden og kildeføreren havde et tæt samarbejde. Kilden må ikke lægge planer for, hvordan man kan »skaffe folk af vejen«, eller hvordan man laver et falsk alibi for en person. For at kunne bevæge sig rundt i miljøet, bliver kilden nødt til at spille en smule skuespil. PET følger selvfølgelig de generelle retningslinjer fra Rigsadvokaten. Vidnet forklarede, at der i juni 2006 blev fastsat retningslinjer om, at kilden måtte levere den gødning, som han blev anmodet om. Det blev besluttet i den øverste ledelse. Vidnet fik fra kildeføreren at vide, at kilden var blevet anmodet om at skaffe gødning. Vidnet forelagde det for ledelsen. Vidnet kan ikke nærmere huske, hvornår det var, udover at det var ultimo juni 2006. Når vidnet siger ultimo, er det den sidste halvdel af måneden.« Om retsformandens retsbelæring vedrørende spørgsmålet om agentvirksomhed hedder det i retsbogen: »Under henvisning til begæringen fra advokat Elmquist om, at den del af retsbelæringen, der vedrører reglerne om politiets brug af agenter, tilføres retsbogen, bemærkede retsformanden, at retsformandens talepapir indeholdt følgende herom: »Reglerne for meddeler- og agentvirksomhed Jeg vil nu vende mig til spørgsmålet om politiets brug af meddelere og agenter . . . Retsplejeloven definerer ikke, hvad der forstås ved en meddeler, og indeholder ikke regler for politiets brug af meddelere. Rigsadvokaten har i en meddelelse (nr. 2/2005) anført, at der ved en meddeler forstås en person uden for politiet, der i et vist systematisk omfang efter aftale med politiet gennem nogen tid giver informationer til politiet om andre personers planlagte eller begåede kriminalitet eller i øvrigt om personer, der tilhører et kriminelt miljø. Der er ingen tvivl om, at M til at begynde med har fungeret som meddeler. Vi har således fået forklaret, hvordan han retter henvendelse til og mødes med PET, der foretager en såkaldt validering af ham og træffer beslutning om at bruge ham som meddeler. Vi har også hørt, hvordan han på møder og anden måde har givet PET en række oplysninger om radikale miljøer og personer . . . Det er ikke bestridt, at M på et tidspunkt går fra at være meddeler til at være agent for PET, men der er uenighed mellem parterne om, hvornår det sker. Retsplejeloven indeholder en række bestemmelser om politiets brug af agenter. Af retsplejeloven (§ 754 a, stk. 1) kan man udlede, at man ved begrebet agentvirksomhed forstår, at politiet foranlediger, at der som led i efterforskningen af en lovovertrædelse tilbydes bistand til eller træffes foranstaltninger med henblik på at tilskynde nogen til at udføre eller fortsætte lovovertrædelsen. Sagt med andre ord skal politiet have udfoldet en eller anden form for initiativ, for at handlingen undergives retsplejelovens regulering. Efter bevisførelsen ved vi, at M efter et møde i moskeen 24/6, hvor den meget omtalte seddel med gødningsprodukter . . . er fremme, tilbyder T2, at han kan undersøge, om han kan skaffe gødningen. Vi ved også, at han rent faktisk køber to sække gødning 27/6, som han afleverer til T2 senere samme dag. Det vender jeg tilbage til senere. Vi ved også, at han gør det efter aftale med PET. Jeg mener derfor, at man uden betænkeligheder kan lægge til grund, at M har fungeret som agent på det tidspunkt, og at han fortsætter med at være agent helt frem til anholdelsen af de tiltalte 5/9. Man kan derfor spørge, hvilke regler der gælder for PET's brug af M som agent, og om reglerne er overholdt. Det følger udtrykkeligt af retsplejeloven (§ 754 e), at retsplejelovens regler om politiets brug af agenter ikke finder anvendelse ved efterforskning af overtrædelser af blandt andet straffelovens § 114 (om terrorisme), som denne sag drejer sig om. Baggrunden herfor er, at der gør sig nogle særlige efterforskningshensyn gældende i sager, der angår forbrydelser mod statens selvstændighed og sikkerhed m.v. I sådanne sager er der behov for udøvelse af agentvirksomhed under andre betingelser end dem, der gælder for efterforskning af andre lovovertrædelser . . . Det betyder imidlertid ikke, at politiets brug af agenter som led i efterforskning af blandt andet terrorisme kan ske uden nogen form for begrænsning og regulering, men blot at de nye begrænsninger og reguleringer, der blev indført i retsplejeloven i 1986, ikke finder anvendelse. Det er f.eks. ikke et krav, at der skal indhentes kendelse fra retten, inden politiet anvender en agent, således som det ellers er et krav. Det antages, at provokationsforbuddet og formentlig også mistankekravet gælder, når PET bruger agenter som led i efterforskning af sager om blandt andet terrorisme efter straffelovens § 114. Det er således formentlig et krav, at der foreligger en begrundet mistanke om, at en lovovertrædelse er ved at blive begået (mistankekravet). Det er endvidere et krav, at politiet ikke ved brug af en agent fremkalder en forbrydelse, der ellers ikke ville være blevet begået (provokationsforbuddet). Man kan også udtrykke det på den måde, at politiets brug af en agent »må ikke bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed« (retsplejelovens § 754 b, stk. 1). Med hensyn til den første betingelse (mistankekravet) mener jeg, at det er ubetænkeligt at lægge til grund, at PET havde begrundet mistanke om, at en lovovertrædelse var ved at blive begået, da M begyndte at virke som agent. Jeg vil her minde om sedlen fra T2 med gødningsprodukter, der var fremme 24/6, og forklaringen fra M om mødet i moskéen og efterfølgende samtaler med T2, T3 og T4. Senere i retsbelæringen vil jeg komme tilbage til disse datoer, herunder advokat Elmquists teori om, at det var urigtige oplysninger fra M, der lå til grund for PET's beslutning om, at M skulle tilbyde at skaffe gødning. Det er i denne forbindelse uden betydning, om der har været begrundet mistanke mod alle 4 tiltalte fra starten, herunder også T1, eller om der kun har været en begrundet mistanke mod nogle af de andre tiltalte, når der blot har foreligget begrundet mistanke, da det blev besluttet at iværksætte det særlige efterforskningsskridt, nemlig brug af en agent. Med hensyn til den anden betingelse (provokationsforbuddet) har det fra forsvarets side været gjort gældende, at M pressede de tiltalte, at han optrådte rabiat, at han var interesseret i bomber, og at hele sagen er fremkaldt af M. Her vil jeg blot minde om, at sedlen med gødningsprodukter, der er fremme 24/6, ikke hidrører fra M, men fra T2. Hertil kommer, at der en række ting i sagen, som M slet ikke er involveret i eller har kendskab til, herunder downloadning af bombemanualer og fremstilling af TATP. Endvidere kan man ud fra aflytninger høre, at T2 er meget interesseret i 34 pct. ammonium nitrat. Det kommer jeg alt sammen tilbage til. Det har navnlig været gjort gældende, at det udgør en overtrædelse af provokationsforbuddet, at M tilbød at skaffe 600 kg 34 pct. ammonium nitrat. Vi ved, at PET af sikkerhedsmæssige grunde besluttede, at der skulle købes 600 kg, fordi det var nemmere at observere. Forsvarerne ville have en pointe, hvis der var rejst tiltale for forsøg på at fremstille en gødningsbombe med 600 kg ammonium nitrat, for det ligger fast, at ingen af de tiltalte har tilkendegivet, at de skulle bruge så stor en mængde gødning. Tværtimod. Men her vil jeg blot nævne, at anklageskriftet ikke nævner nogen bestemt mængde. Der er således ikke rejst tiltale for forsøg på at skaffe 600 kg til brug for en gødningsbombe. Hertil kommer, at det fremgår af aflytningerne og sagens beviser, at T2 og T1 var interesseret i 34 pct. ammonium nitrat. Sammenfattende må jeg sige, at jeg ikke mener, at der foreligger en overtrædelse af provokationsforbuddet. Det er op til jer som nævninger at vurdere, om der er tale om ulovlig agentvirksomhed som påstået af forsvarerne. Hvis I mener, at agentreglerne, som jeg har beskrevet dem for jer, er overtrådt, det vil sige, at der foreligger ulovlig agentvirksomhed, enten fordi der ikke forelå begrundet mistanke, eller fordi provokationsforbuddet er overtrådt, må I overveje, hvilke konsekvenser det skal have. Det udvalg, der i 1984 afgav en betænkning (nr. 1023) om blandt andet politiets anvendelse af agenter, har behandlet det spørgsmål. Udvalget anfører (side 193-194), at den omstændighed, at politiet har overskredet grænserne for lovlig agentvirksomhed, kan ikke og bør ikke fritage hovedmanden for strafansvar. En sådan ordning ville være alt for rigoristisk. På den anden side kan det i »særlige tilfælde« ikke udelukkes, at retten efter en vurdering af sagen, herunder arten og karakteren af overskridelsen af provokationsforbuddet, frifinder den tiltalte. Det vil være naturligt, at retten ved strafudmålingen tager hensyn til overskridelse af provokationsforbuddet ved eventuelt at nedsætte straffen eller - navnlig mindre alvorlige lovovertrædelser - efter omstændighederne ved at træffe bestemmelse om strafbortfald. Udvalgets opfattelse har også støtte i retspraksis. Jeg tænker her på den dom (UfR 2002 s. 340 H), som blev omtalt under parternes procedure. Den sag drejede sig om ulovlig agentvirksomhed, fordi en forbrydelse var fremkaldt af en agent i strid med provokationsforbuddet. Under henvisning til betænkningen sagde Højesteret, at overskridelse af provokationsforbuddet ikke skal fritage gerningsmanden for ansvar, medmindre der foreligger »særlige omstændigheder«, men at der eventuelt kan tages hensyn hertil ved strafudmålingen. Herefter sagde flertallet, at der ikke forelå særlige omstændigheder, der talte for, at forholdet skulle anses for straffrit, ligesom der ikke var grundlag for strafbortfald, men agentvirksomheden blev tillagt betydning ved strafudmålingen. Hvis nævningerne mener, at der er udøvet ulovlig agentvirksomhed, fordi provokationsforbuddet er overtrådt i en sådan grad, at forbrydelsen slet ikke ville være blevet forsøgt begået, hvis agenten ikke havde provokeret de tiltalte, ja så må I overveje, om der foreligger sådanne »særlige omstændigheder«, at det skal føre til frifindelse. Hvis I mener, at agentreglerne nok er overtrådt, men ikke i større omfang end, at det kan tages i betragtning ved straffens fastsættelse inden for strafferammen, er det noget, der kan indgå i en votering om straffen, og så behøver I ikke at overveje det yderligere før vi eventuelt kommer til votering om strafudmålingen. Hvis I mener, at straffen skal kunne bortfalde, kan I bede om, at der stilles et tillægsspørgsmål herom. Som jeg allerede har nævnt, mener jeg ikke, at der foreligger ulovlig agentvirksomhed, men afgørelsen er jeres.«« Aktindsigt Om Politiets Efterretningstjenestes dokumentation af kontakten med kilden M hedder det i et brev af 18. september 2007 fra Politiets Efterretningstjeneste til statsadvokaten bl.a.: »For så vidt angår dokumentationen for kontakten med kilder kan Politiets Efterretningstjeneste supplerende oplyse følgende: I Rigsadvokatmeddelelse nr. 2/2005 om retningslinier vedrørende meddelere er der i pkt. 7 fastsat bestemmelser om dokumentation vedrørende kontakt med en meddeler. Det fremgår således af pkt. 7.1., at der skal udfærdiges en rapport om hvert møde, politiet har haft med en meddeler vedrørende hans meddelervirksomhed. Rapporten skal indeholde oplysning om tid og sted for mødet, baggrunden for, at mødet fandt sted, hvem der var til stede, hvilke oplysninger meddeleren gav, og hvilke eventuelle aftaler der blev indgået med meddeleren. Efter pkt. 7.2. i meddelelsen skal der endvidere udfærdiges rapport om enhver anden form for kontakt, politiet har haft med en meddeler, såfremt der ved en sådan kontakt meddeles oplysninger af den i pkt. 7.1. nævnte art, eller der indgås aftaler med meddeleren. Ifølge meddelelsens pkt. 7.3. skal de i pkt. 7.1. og 7.2. nævnte rapporter indlægges i en såkaldt meddelerakt, hvor alle oplysninger, der er modtaget fra en meddeler, samles, jf. meddelelsens pkt. 8.1. Det følger endvidere af pkt. 9 om oplysninger fra en meddeler til brug for en konkret straffesag, at rapporter vedrørende oplysninger, der hidrører fra meddelere, og som politiet har tilvejebragt til brug for en konkret straffesag, indgår som bilag i denne og tilsendes en eventuel forsvarer og er undergivet aktindsigt i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens § 729 a - § 729 c, jf. pkt. 9.1. Som anført i udtalelsen af 27. juni 2007 sker efterretningstjenestens anvendelse af meddelere efter principperne i Rigsadvokatmeddelelse nr. 2/2005, uanset at efterretningstjenestens anvendelse af meddelere ikke er omfattet af meddelelsen, jf. meddelelsens pkt. 1.2. I den konkrete sag, hvor Politiets Efterretningstjeneste har samarbejdet med kilden M, har efterretningstjenesten i overensstemmelse med meddelelsens pkt. 7 løbende udfærdiget rapporter om ethvert møde og enhver kontakt, som efterretningstjenesten har haft med kilden. Endvidere er der udarbejdet rapporter om de af kildens oplysninger, der må anses for tilvejebragt til brug for - eller i øvrigt må anses at have betydning for - den konkrete straffesag vedrørende kontakten med kilden. Disse rapporter, der i sagen er benævnt F-rapporter, er overdraget til anklagemyndigheden til brug for straffesagen.« F-rapporterne indgik i bilagene fremlagt for landsretten fra sagens start, men meddelerakten var ikke fremlagt. Den 14. oktober 2007 anmodede forsvarerne om at få udleveret alt materiale, som var tilvejebragt af politiet i forbindelse med kontakten med M og dennes mails med kildeførerne. Anmodningen omfattede ikke materiale, der af sikkerhedshensyn kunne tilbageholdes. Forsvareren for T3 anmodede endvidere specielt om at få udleveret det materiale, der lå i meddelerakten, subsidiært det materiale fra meddelerakten, der lå til grund for udarbejdelsen af F-rapporterne, herunder mails fra M til kildeførerne. Anklagemyndigheden protesterede mod anmodningerne. Ved kendelse af 18. oktober 2007 besluttede Østre Landsrets 3. afdeling, som behandlede nævningesagen, at forsvarerne havde krav på at blive gjort bekendt med de rapporter eller dele af rapporter fra kildeførerne og med eventuelle mails fra M til kildeførerne, der lå til grund for udarbejdelsen af F -rapporterne. I landsrettens begrundelse anføres bl.a.: »De oplysningsrapporter (F-rapporterne), der er udleveret til forsvarerne, indeholder efter det af anklagemyndigheden oplyste det materiale, der er tilvejebragt til brug for eller har betydning for sagen. De rapporter eller dele af rapporter, der er udarbejdet af kildeførerne om kontakten til vidnet M, og som ligger til grund for udarbejdelsen af oplysningsrapporter (F-rapporter), må følgelig også være tilvejebragt til brug for eller have betydning for sagen. Det samme gælder eventuelle mails fra M til kildeførerne. Forsvarerne har derfor krav på også at blive gjort bekendt med dette materiale. Landsretten finder derimod ikke, at forsvarerne har krav på at blive gjort bekendt med alt materiale i meddelerakten eller alt materiale vedrørende kontakten til vidnet M som begæret. I dette omfang tager landsretten forsvarernes begæring til følge.« Herefter udleverede anklagemyndigheden en kopi af meddelerakten med talrige udstregninger i rapporterne til forsvarerne. Meddelerakten med udstregninger var fremsendt fra Politiets Efterretningstjeneste til statsadvokaten med et brev af 19. oktober 2007, hvori det bl.a. hedder: »Der er i overensstemmelse med landsrettens kendelse foretaget ekstrahering i kildeførernes rapporter, således at følgende oplysninger, der ikke er tilvejebragt til brug for ovennævnte sag og heller ikke har betydning for denne, ikke fremgår: - Oplysninger fra vidnet M om hans familiemæssige forhold. - Oplysninger vedrørende Politiets Efterretningstjenestes vidnebeskyttelse af M. - Oplysninger fra M til kildeførerne vedrørende eventuelle strafbare forhold, som involverer andre end de tiltalte. - Oplysninger vedrørende den tekniske fremgangsmåde ved aflytning og lignende. - Tekstafsnit, fodnoter og henvisninger til fodnoter, der vedrører Politiets Efterretningstjenestes interne forhold, herunder registre mv. Endvidere er kildeførernes navn og underskrift erstattet med det kildeførernr., der fremgår af bevisfortegnelsen. Det tilføjes, at vidnet M og kildeførerne i et vist omfang har holdt kontakt gennem e-mails og sms-beskeder. Indholdet af e-mails og sms-beskeder indgår i de rapporter, som kildeførerne har udfærdiget i forbindelse med deres kontakt med vidnet M og dermed også i F-rapporterne, uden at det fremgår af rapporterne, at oplysningerne er indkommet ved e-mail eller sms.« Den 22. oktober 2007 fremsatte forsvarerne over for landsretten begæring om principalt, at alt materiale, som ligger til grund for F-rapporterne, skulle udleveres til forsvarerne uden ekstrahering af oplysninger fra M vedrørende eventuelt strafbare forhold, som involverer andre end de tiltalte, subsidiært at forsvarerne skulle gives adgang til hos Politiets Efterretningstjeneste at gennemgå alt det materiale, der ligger til grund for F-rapporterne, dog således at forsvarerne accepterede, at følgende kunne udelades: Oplysninger fra M om hans familiemæssige forhold, oplysninger vedrørende PET's vidnebeskyttelse af M, oplysninger vedrørende den tekniske fremgangsmåde ved aflytning og lignende, samt tekstafsnit, noter og henvisninger til fodnoter, der vedrører PET's interne forhold, herunder registre. Anklagemyndigheden gjorde gældende, at man havde efterlevet landsrettens kendelse af 18. oktober 2007, og anførte, at der kunne være materiale, der er undtaget i medfør af retsplejelovens § 729 c. Såfremt forsvarernes anmodning skulle forstås som en anmodning om aktindsigt i videre omfang end det, der følger af landsrettens kendelse, protesterede anklagemyndigheden mod begæringen. Den 29. oktober 2007 afsagde Østre Landsrets 3. afdeling en kendelse (gengivet i UfR 2008 s. 338), hvorved forsvarernes begæringer ikke blev taget til følge. Kendelsen blev af forsvarerne kæret til Højesteret, der ved kendelse af 2. november 2007 (UfR 2008 s. 338) traf afgørelse om spørgsmålet. I kendelsen anføres følgende om parternes anbringender vedrørende aktindsigtsspørgsmålet: »De tiltalte har til støtte for deres påstand anført, at de udeladte oplysninger er tilvejebragt af politiet til brug for den sag, sigtelserne angår og senere har medført tiltalerejsningen mod de fire tiltalte. Det kan ikke udelukkes, at det pågældende materiale kan have betydning ved forsvaret af de tiltalte. De tiltalte anfører i den forbindelse, at der er betydelige uoverensstemmelser mellem M's forklaring for nævningetinget og de oplysninger, som han har givet i henhold til F-rapporterne. Udeladelserne i form af overstregning må i vidt omfang antages at omhandle M's oplysninger ikke blot om andre eventuelt strafbare forhold begået af andre personer, men også forhold vedrørende de fire tiltalte. Som følge heraf og under henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 6 bør de ønskede oplysninger indgå i sagen, således at forsvarerne i forbindelse med et effektivt forsvar har mulighed for at overveje eventuel genindkaldelse af M som vidne og i den forbindelse eventuelt foretage forehold af de nævnte oplysninger. . . . Rigsadvokaten har til støtte for sin . . . påstand om stadfæstelse henvist til bl.a., at det under sagen er oplyst, at de første møder mellem M og kildeførerne fandt sted omkring marts 2006, og at M formentlig første gang i juni 2006 oplyste om forberedelse af terror og fremstilling af en bombe. Rigsadvokaten anfører videre under henvisning til Rigsadvokatens meddelelse nr. 2/2005 om retningslinjer vedrørende meddelere, at kildeførerrapporter ofte vil indeholde meddelerens oplysninger om en række forhold, herunder f.eks. om flere forskellige andre personers strafbare forhold, uden at der er sammenhæng mellem sådanne mulige strafbare forhold. Meddelerakten indeholder alle rapporterne om oplysninger modtaget fra meddeleren, uanset om der er en indbyrdes sammenhæng mellem de pågældende oplysninger eller ej. Formålet med en samlet oversigt over samtlige rapporter om oplysninger fra en meddeler er, at ledelsen i en politikreds skal føre løbende kontrol med samarbejdet med en meddeler, ligesom en kontrollant skal godkende enhver kontakt mellem sagsbehandleren og meddeleren. Det er i den nævnte meddelelse fastsat, at rapporter vedrørende oplysninger, der hidrører fra en meddeler, og som politiet har tilvejebragt til brug for en konkret straffesag, indgår som et bilag i straffesagen og er undergivet aktindsigt i overensstemmelse med reglerne i retsplejelovens §§ 729 a-729 c. Hvis en meddelerakt f.eks. indeholder oplysninger fra meddeleren vedrørende både narkosmugling foretaget af nogle personer i København og oplysninger om en heraf uafhængig sag om ulovlig våbenbesiddelse i Roskilde, vil de sidstnævnte oplysninger ikke skulle indgå i en straffesag vedrørende narkosmuglingen. I nærværende sag er rapporterne med samtlige de oplysninger, som M har meddelt Politiets Efterretningstjeneste, blevet gennemgået, og alle oplysninger, der er tilvejebragt til brug for den konkrete sag om forsøg på terrorisme begået af de fire tiltalte, er allerede fra starten indgået i sagen i form af F-rapporterne. Denne fremgangsmåde er helt i overensstemmelse med retsplejelovens § 729 a, stk. 3, hvorefter forsvarerne har adgang til at gøre sig bekendt med »det materiale, som politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår«. Oplysninger fra M, der vedrører eventuelle strafbare forhold begået af andre - det vil sige materiale, der ikke angår den foreliggende sag om forsøg på terrorisme begået af de fire tiltalte - skal på den baggrund ikke indgå i sagen, når oplysningerne er uden betydning for sagen. På baggrund af Politiets Efterretningstjenestes skrivelse af 19. oktober 2007 kan det udelukkes, at overstregede oplysninger i det i henhold til landsrettens kendelse af 18. oktober 2007 fremlagte materiale kan have betydning ved forsvaret af de tiltalte, ligesom der ikke er grundlag for at antage, at oplysningerne også skulle vedrøre de tiltalte. Hertil kommer, at anklagemyndigheden ikke er bekendt med, om de oplysninger i kildeførerrapporterne, som er ekstraheret, er af en sådan karakter, at en videregivelse af oplysningerne i den foreliggende sag f.eks. vil kunne være til skade for verserende undersøgelser, der foretages af Politiets Efterretningstjeneste. Rigsadvokaten har anmodet om, at anklagemyndigheden - såfremt Højesteret tager kæremålet under realitetsbehandling og når frem til, at de overstregede oplysninger i kildeførerrapporterne skal indgå i den foreliggende sag - får mulighed for at tage stilling til spørgsmålet om fravigelse af forsvarernes adgang til aktindsigt i medfør af retsplejelovens § 729 c og indbringe spørgsmålet herom for retten.« Ved Højesterets kendelse blev landsrettens kendelse af 29. oktober 2007 ophævet, og sagen hjemvistes til fornyet behandling ved landsretten af forsvarernes anmodning om aktindsigt. I Højesterets begrundelse herfor hedder det: »Vedrørende sagens realitet finder Højesteret, at afgørelsen om afslag af den foreliggende anmodning om aktindsigt i henhold til retsplejelovens § 729 a, stk. 3, ikke burde være truffet alene på grundlag af Politiets Efterretningstjenestes redegørelse af 19. oktober 2007, men at landsretten i medfør af retsplejelovens § 746, stk. 2, 2. pkt., burde have pålagt politiet over for retten at fremlægge det materiale, som tvisten angår. Herefter ophæver Højesteret kendelsen og hjemviser sagen til fornyet behandling ved landsretten af anmodningen om aktindsigt, jf. herved retsplejelovens § 60, stk. 4.« Østre Landsrets 3. afdeling pålagde herefter politiet at fremlægge det omtvistede materiale, således at en anden afdeling af landsretten end den, der behandlede nævningesagen - jf. herved habilitetsreglen i retsplejelovens § 60, stk. 4 - kunne tage stilling til, om materialet var omfattet af forsvarernes ret til aktindsigt, jf. retsplejelovens § 729 a, stk. 3, og om der i bekræftende fald var grund til at fravige retten til aktindsigt, jf. § 729 c. Spørgsmålet blev behandlet af Østre Landsrets 5. afdeling, der afsagde kendelse den 5. november 2007. I forbindelse med behandlingen i Østre Landsrets 5. afdeling var de tiltaltes forsvarere i nævningesagen ikke til stede. Der var imidlertid for de tiltalte beskikket en advokat fra den kreds af advokater, som er nævnt i retsplejelovens § 784, stk. 2. Det hedder i kendelsen: »Denne sag vedrører et nærmere bestemt spørgsmål om aktindsigt. Der er tidligere afsagt kendelser af 18. og 29. oktober 2007 af Østre Landsrets 3. afdeling og af 2. november 2007 af Højesteret. De tiltalte, T1, T2, T3 og T4, har nedlagt påstand om, at det pålægges anklagemyndigheden til forsvarerne at udlevere kildeførernes rapporter uden ekstrahering af oplysninger fra M vedrørende eventuelt strafbare forhold, som involverer andre end de tiltalte. . . . Spørgsmålet er blevet forhandlet mundtligt. I forbindelse hermed har der været beskikket advokat fra den kreds af advokater, som er nævnt i retsplejelovens § 784, stk. 2. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at landsretten bestemmer, at de oplysninger, der ikke er fremlagt, ikke skal videregives til de tiltalte eller deres forsvarere, idet de ikke er tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen angår, eller i øvrigt har betydning for sagen, jf. retsplejelovens § 729 a, stk. 3, 1. pkt. Anklagemyndigheden har subsidiært nedlagt påstand om, at de ekstraherede oplysninger med rette er undtaget fra de tiltaltes og forsvarernes aktindsigt efter retsplejelovens § 729 c, stk. 1, nr. 2, 5 og 6. Den beskikkede advokat har tilsluttet sig forsvarernes påstand. Under den mundtlige forhandling har det ekstraherede materiale været nøje gennemgået og sammenholdt med det materiale, hvorfra der er ekstraheret. Ved gennemgangen blev det konstateret, at en enkelt rapport ved en af anklagemyndigheden erkendt fejltagelse ikke var blevet udleveret til forsvarerne. Rapporten ville, i ekstraheret form, blive udleveret til forsvarerne straks efter retsmødets afslutning. Anklagemyndigheden gjorde i den forbindelse opmærksom på, at oplysningerne i dokumentet allerede tidligere var udleveret til forsvarerne, idet de indgik i [F-rapport]. Efter den ovennævnte gennemgang af materialet konstaterede landsretten, at der ikke i de udeholdte oplysninger i kildeførernes rapporter findes oplysninger fra M vedrørende eventuelt strafbare forhold, som involverer andre end de tiltalte, og som er tilvejebragt til brug for sagen, eller som i øvrigt har betydning for denne, jf. retsplejelovens § 729 a, stk. 3. Forsvarernes begæring tages herefter ikke til følge.« Om retsmødet i landsrettens 5. afdeling den 5. november 2007 har Politiets Efterretningstjeneste i et brev af 10. marts 2008 til Rigsadvokaten bl.a. oplyst: »Da retsmødet bl.a. vedrørte dokumenter, der kun var i Politiets Efterretningstjenestes besiddelse, blev det efter drøftelse med Statsadvokaten . . . samt Rigsadvokaten besluttet, at Politiets Efterretningstjeneste skulle møde i sagen ved undertegnede, der er juridisk chef i efterretningstjenesten, med bistand fra anklagerne i sagen . . . I retsmødet den 5. november 2007 blev fremlagt de kildeførerrapporter vedrørende samtlige oplysninger fra vidnet M, der fandtes i efterretningstjenesten, uden udeladelse af dele af disse. Endvidere blev fremlagt det materiale, som var fremlagt under straffesagen, dvs. de såkaldte F-rapporter samt de tilhørende kildeførerrapporter, der eventuelt var ekstraheret, hvis kildeførerrapporten indeholdt oplysninger, der ikke var tilvejebragt til brug for sagen eller i øvrigt af betydning for sagen. Herudover blev fremlagt de kendelser om aktindsigtsspørgsmålet, der var afsagt af Østre Landsret og Højesteret. Endvidere fremlagde anklagemyndigheden anklageskriftet og den skriftlige forelæggelse fra straffesagen, der var benyttet i Østre Landsrets 3. afdeling, hvorimod bilagene fra straffesagen ikke var fremlagt. Under retsmødet var de tiltalte repræsenteret af en indgrebsadvokat. Den pågældende advokat havde også tidligere under efterforskningen af sagen givet møde som indgrebsadvokat. Retsmødet blev indledt med, at jeg forelagde straffesagen. I den forbindelse blev efterforskningen og de oplysninger, som var fremkommet under straffesagens behandling i Østre Landsrets 3. afdeling, udførligt gennemgået. Endvidere blev der meget grundigt gjort rede for de synspunkter vedrørende kildeførerrapporterne, som forsvarerne havde gjort gældende under domsforhandlingen, herunder blev gennemgået de kendelser om spørgsmålet, som var blevet afsagt af Østre Landsret og Højesteret. Vicestatsadvokaterne . . . [anklager i nævningesagen] og . . . [anklager i nævningesagen] var på skift til stede i retsmødet med henblik på at kunne besvare spørgsmål om de nærmere detaljer i straffesagen, herunder navnlig om de forhold, som var fremkommet under domsforhandlingen. Efter forelæggelsen af straffesagen blev der foretaget en nøje gennemgang af samtlige oplysninger i kildeførerrapporterne, der blev sammenholdt med det materiale, som var blevet fremlagt under retsmødet. Det er i øvrigt min opfattelse, at der ikke under retsmødet forelå tvivl med hensyn til de fakta i straffesagen, der var nødvendige for afgørelsen af spørgsmålet om adgang til aktindsigt efter retsplejelovens § 729 a, stk. 3. Det bemærkes i den forbindelse, at retten alene skulle tage stilling til, hvorvidt oplysninger i kildeførerrapporterne om eventuelt strafbare forhold, der involverer andre end de tiltalte, kunne anses for at være tilvejebragt til brug for straffesagen eller i øvrigt havde betydning for denne.« Til brug for ankesagen har Højesteret anmodet om en udtalelse fra landsrettens 5. afdeling om, hvilket sagsmateriale der var til rådighed for afdelingen og for den særligt beskikkede advokat. I landsrettens svar af 13. marts 2008 hedder det bl.a.: ». . . kan afdelingen oplyse, at afdelingen og den beskikkede advokat under behandlingen af aktindsigtsspørgsmålet var i besiddelse af Højesterets kendelse af 2. november 2007 samt Østre Landsrets 3. afdelings retsbog af samme dato. 5. afdeling og den beskikkede advokat var yderligere i besiddelse af kopi af anklageskriftet og kopi af det dokument, som anklageren i sagen efter det oplyste havde anvendt til støtte for sin generelle redegørelse i nævningesagen. Endvidere var 5. afdeling og den beskikkede advokat i besiddelse af to mapper. Det drejede sig dels om en mappe indeholdende kildeførernes rapporter uden overstregninger dels en mappe indeholdende de samme rapporter med overstregninger foretaget af Politiets Efterretningstjeneste. Endelig var afdelingen og advokaten i besiddelse af en mappe med mails. Som det fremgår af landsrettens kendelse blev det ekstraherede materiale nøje gennemgået og sammenholdt med det materiale, hvorfra der var ekstraheret. . . . Afdelingen havde endvidere adgang til nævningesagens akter, som befandt sig i landsrettens 3. afdeling, men hverken afdelingen eller den beskikkede advokat fandt grundlag for at inddrage dette materiale. 5. afdeling har orienteret den beskikkede advokat om denne besvarelse, og den beskikkede advokat har erklæret sig enig i besvarelsen.« Den ved 5. afdelings behandling særligt beskikkede advokat kærede kendelsen af 5. november 2007 til Højesteret, der ved kendelse af 6. november 2007 afviste kæremålet i medfør af retsplejelovens § 968, stk. 2, som affattet forud for ikrafttrædelsen af lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven m.v. Under forberedelsen af ankesagen for Højesteret har forsvareren for T2 anmodet om bl.a.: »at alle dokumenter, der er udarbejdet af PET med relation til nærværende sag i perioden fra december 2005 til tiltalerejsning, fremlægges, herunder de i . . . [meddelerakten] indeholdte rapporter in extenso og materialet vedrørende PETs beslutning om at lade M udøve egentlig agentvirksomhed.« Forsvareren for T3 tilsluttede sig denne begæring, særligt: ». . . at de i . . . [meddelerakten] indeholdte rapporter bør fremlægges for Højesteret og forsvaret uden nogen form for redigeringer . . .« Ved Højesterets kendelse af 19. februar 2008 blev forsvarernes begæringer ikke taget til følge. Det hedder i begrundelsen: »Den begærede bevisførelse har til formål at belyse, hvilket mistankegrundlag der udløste politiets beslutning om at lade meddeleren udøve egentlig agentvirksomhed. Der har for landsretten været omfattende bevisførelse herom, herunder ved fremlæggelse af kildeførerrapporten af 26. juni 2006, og Højesteret finder, at den begærede bevisførelse ikke kan antages at have betydning ved bedømmelsen af, om der - da politiet traf beslutningen - forelå det fornødne mistankegrundlag. Den del af bevisførelsen, der består i fremlæggelse af dokumenter fra Politiets Efterretningstjeneste, begæres endvidere med henblik på indsigelsen om, at det indebar en rettergangsfejl, at Østre Landsrets 5. afdeling traf afgørelse ved kendelsen af 5. november 2007 uden kendskab til hele det materiale, der fandtes i sagen, herunder de fremlagte dokumenter og de afgivne forklaringer. Højesteret finder, at den begærede bevisførelse er uden betydning for Højesterets afgørelse vedrørende denne indsigelse, idet en stillingtagen til indsigelsen ikke kræver kendskab til det materiale, der ikke fandtes i sagen.« Vidneførsel Under sagens behandling i landsretten tog Østre Landsrets 3. afdeling den 10. september 2007 ved kendelse stilling til en anmodning fra T2's forsvarer om yderligere vidneførsel. Det hedder i kendelsen: »De to kildeførere benævnt KF02 og KF03 og kriminalassistent . . . har haft direkte kontakt med M, medens den såkaldte PET-kontrollant har ført kontrol med kontakten med M. Under hensyn hertil kan det ikke udelukkes, at disse vidners forklaring kan have betydning for sagen, hvorfor de tillades ført. På det foreliggende grundlag findes vidneførsel af kriminalassistent . . . samt den daværende »øverste ledelse i PET« uden betydning for sagen, hvorfor anmodningen om denne vidneførsel ikke tages til følge. De fleste af de andre personer, der er begæret indkaldt som vidner, ønskes især afhørt i anledning af M's forklaring om et overfald med en skruetrækker og/eller om deres mulige tilhørsforhold til en potentielt farlig »celle« eller »gruppe«. Dette er tilfældet for - - - Disse vidner ønskes således afhørt om mulige forbrydelser og forhold, der ikke er omfattet af tiltalen i nærværende sag. Vidnerne - - - og - - - ønskes afhørt om M's psykiske helbredstilstand. Den ønskede bevisførelse må herefter antages reelt at dreje sig om M's almindelige troværdighed, jf. retsplejelovens § 185, stk. 1. M er indkaldt til at afgive forklaring over tre dage under hovedforhandlingen, ligesom der vil blive ført en række vidner fra PET, der skal forklare om samarbejdet med ham. Endelig har de tiltalte mulighed for at forklare om deres forhold til og indtryk af dette vidne. På denne baggrund og henset til den bevisførelse, der i øvrigt skal finde sted, finder landsretten ikke anledning til at imødekomme anmodningen om førelse af de nævnte vidner. Afhøringstemaet for så vidt angår - - - er alene oplyst at være »en internetkorrespondance« mellem vidnet, der efter det oplyste ikke er afhørt til politirapport, og tiltalte T3, hvis forsvarer har oplyst, at han ikke har behov for at høre dette vidne. På denne baggrund findes en afhøring af vidnet uden betydning for sagen, hvorfor anmodningen herom ikke tages til følge. Afhøringstemaet vedrørende - - - er M's forsøg på at få tiltalte T4 optaget i hjemmeværnet. På det foreliggende grundlag findes en afhøring af vidnet uden betydning for sagen, hvorfor anmodningen herom ikke tages til følge. Afhøringstemaet vedrørende - - - er oplyst navnlig at være fundet af et kort, hvorpå der var tegnet en cirkel rundt om Christiansborg. Anklagemyndigheden har under hovedforhandlingen tilkendegivet, at dette kort ikke anses for belastende i forhold til de tiltalte. Herefter findes en afhøring af vidnet uden betydning for sagen, hvorfor anmodningen herom ikke tages til følge. Endelig er afhøringstemaet vedrørende - - -, der var i besiddelse af nogle bøger om kemi, oplyst navnlig at være, hvorvidt de tiltalte har stillet den pågældende spørgsmål om kemiske forhold. Da anklagemyndigheden imidlertid har tilkendegivet, at det pågældende materiale bevismæssigt ikke kan belaste de tiltalte, findes en afhøring af vidnet uden betydning for sagen, hvorfor anmodningen herom ikke tages til følge.« T2 kærede kendelsen til Højesteret, der ved kendelse af 19. oktober 2007 afviste kæremålet i medfør af retsplejelovens § 968, stk. 2, som affattet forud for ikrafttrædelsen af lov nr. 538 af 8. juni 2006 om ændring af retsplejeloven m.v. I retsformandens retsbelæring er bl.a. anført følgende om M's troværdighed: »Anklagerne har til gengæld karakteriseret M som et meget troværdigt vidne og har anført, at rigtigheden af hans forklaring er blevet styrket ved det faktum, at M ikke vidste, at T1 havde fremstillet TATP, og at T2 havde fremskaffet metalstumper og var interesseret i gasflasker. Omvendt har forsvarerne gjort gældende, at M's forklaring var utroværdig, at han havde en skjult dagsorden, og at han løj ikke alene overfor de tiltalte, hvilket jo er rigtigt nok, men også overfor PET, herunder vedrørende den første leverance af gødningssække og vedrørende skruetrækkerepisoden, og at han generelt lokke de tiltalte til at foretage handlinger, som de ellers ikke ville have foretaget. Alt dette må efter forsvarernes opfattelse føre til, at M's forklaring ikke kan bruges som grundlag for at dømme de tiltalte. Når I som nævninger skal vurdere disse ting, skal I igen bruge jeres sunde fornuft og livserfaring. I må tage i betragtning, at retssystemet er indrettet sådan, at de tiltalte ikke har nogen forpligtelse til at sige sandheden, og at det er menneskeligt, at man som tiltalt vil have en naturlig tilbøjelighed til at pynte på sin historie, og det kan man gøre, uden at det får nogen konsekvenser. Omvendt er M som vidne forpligtet til at sige sandheden og kan straffes for at lyve i retten. Sjældent har et vidne været omgærdet med så stor forhåndsinteresse, og hans troværdighed været så stærkt forhåndsprocederet i pressen, og sjældent har et vidne været omgærdet med så store sikkerhedsforanstaltninger. Og hvordan virkede han så? Han optrådte, som det er påpeget, stille og lavmælt, og han hverken sagde vittigheder eller grinede. Hans facon var klart anderledes end den, vi har været vidner til fra nogle af lydoptagelserne. Men er det ikke meget forståeligt. For hvordan tror man dog, det har været for ham at møde her i retten. Han har selvfølgelig været under et enormt pres dels på grund af hele den kæmpe sag, han er blevet involveret i, og dels på grund af selve vidnesituationen med forhåndsinteresse, sikkerhedsopbud og vidnebeskyttelsesprogram. Men hans forklaring var ikke præget af usikkerhed og forbehold, og når han ikke kunne huske noget, tøvede han ikke med at indrømme det. Den omstændighed, at hans forklaring på de fleste punkter er i god overensstemmelse med sagens øvrige beviser, styrker i sig selv troværdigheden. Den omstændighed, at enkelte oplysninger han er kommet med, viser sig ikke at holde vand, eller at han på visse af båndoptagelserne kan have virket lige lovlig frisk overfor de tiltalte, eller at visse udtalelser måske er overdrevne, kan ikke føre til, at han stemples som generelt utroværdig. Men selvfølgelig skal hans forklaringer ikke kritikløst tages for gode varer, men holdes op mod, hvad der i øvrigt er kommet frem i sagen. Særligt hvad angår skruetrækkerepisoden, som Bjørn Elmquist har beskrevet som en løgnehistorie, henviser jeg til M's forklaring i retten og til dokumentation af F-rapporten . . . med foto af hullet i M's lår. Endvidere henviser jeg til forklaringen fra kildefører 1 om, at han så hullet . . . Omvendt har T2 sagt, at den ikke fandt sted, og det bestrides også af andre, der var til stede. Selve historien har ingen betydning for tiltalen. Men selvfølgelig, hvis det hele er løgn, vil M blive stillet i et mærkeligt lys. Nævningerne må herefter spørge sig selv, om det kan tænkes, at det er en historie, som M finder på? Og i forbindelse hermed, hvad hans motiv skulle være? Bjørn Elmquists teori er vist ikke særlig sandsynlig. Jeg kommer senere til omstændighederne ved den første leverance af gødning, som Bjørn Elmquist har trukket frem i sin procedure, og hvor han har gjort gældende, at også på det punkt har M løjet. Bjørn Elmquists synspunkt er, at det må få den konsekvens, at mistankegrundlaget ikke var til stede, på det tidspunkt, hvor M overgår fra at være meddeler til agent, hvorfor agentreglerne ikke er overholdt, således at der allerede af den grund skal ske frifindelse. Jeg vender tilbage til disse regler om et øjeblik. M's motiv til at konvertere til Islam, nemlig at han skulle giftes med en muslimsk kvinde, og at han af samme grund ønskede at søge oplysninger om Islam ved at komme i moskéen på - - -, har vist ikke været betvivlet. Men hvilket motiv har han haft for at gå til PET? Bjørn Elmquist har anført, at M kan have haft flere motiver. Økonomiske, spænding i tilværelsen, drengerøvsdrømme, hvad det så er for et motiv, had/hævn eller et ønske om at redde verden. Det økonomiske motiv. Næppe troligt, for M vidste jo ikke engang, at det kunne komme på tale, at han fik penge. Der er intet i sagen, der tyder på, at M af økonomiske grunde har opfundet historier til PET uden hold i virkeligheden. Spænding i tilværelsen eller drengerøvsdrømme. Agent 007. Det er muligt, at det har spillet en rolle, men igen der er intet, der tyder på det. At redde verden. Jeg tror, at Bjørn Elmquist her har fat i noget, som er rigtigt. At redde verden er nok et lidt overdrevet udtryk, men det forekommer mig plausibelt, at netop M som hjemmeværnsmand er blevet foruroliget ved de udtalelser i moskéen, som han har forklaret om, og som sagen giver dækning for at han meget vel kan have hørt. Han har så som god samfundsborger rettet henvendelse til PET og har efterfølgende accepteret at blive meddeler og dernæst civilagent. Noget mange af os sikkert ville betakke os for, men i virkeligheden i vores alles interesse, som anklager . . . sagde. I som nævninger må vurdere ud fra alle disse omstændigheder, om I anser M for et troværdigt vidne, og i hvilket omfang I mener, hans forklaringer kan lægges til grund. I den forbindelse er det af særlig interesse i hvilket omfang, hans forklaring støttes af andre oplysninger i sagen.« I forbindelse med retsformandens fremsendelse af retsbelæringen til Højesteret udtalte han i et brev af 11. januar 2008 bl.a.: »Jeg henviser til 3. afdelings kendelse af 10. september 2007 . . . Det er således korrekt, at forsvarets begæring om afhøring af de omtalte vidner, der også er nævnt i Bjørn Elmquists brev af 14. september 2007 til Højesteret, blev afvist med den i kendelsen anførte begrundelse . . . 3. afdeling fandt under sagens fortsatte behandling, at der ikke fremkom oplysninger, der begrundede, at retten af egen drift besluttede alligevel at føre et eller flere af de pågældende vidner.« Under forberedelsen af ankesagen for Højesteret har forsvareren for T2 fremsat begæring om vidneførsel. I et brev af 28. januar 2008 fra advokat Bjørn Elmquist hedder det herom bl.a.: »Som vidner anmoder jeg om, at der indkaldes følgende personer: - Den daværende øverste ledelse i PET, dvs. den politimester og den vicepolitimester, der var tjenestegørende for året 2006. - - - - - - - - - - - - - - - - Disse sidstnævnte 4 personer har alle tilknytning til moskeen på - - - og er af civilagenten M udpeget som deltagere i et centralt møde i moskeen den 24. juni 2006. De har da også alle været sigtet i sagen. Det tema, der med denne vidneførsel agtes belyst, er spørgsmålet om, hvilket mistankegrundlag der udløste beslutningen om at lade M udøve egentlig agentvirksomhed. Min begrundelse for denne anmodning er, at det under nævningesagen i Østre Landsret ikke blev klarlagt, endsige dokumenteret, hvad der udgjorde det konkrete mistankegrundlag ved nævnte PET beslutning, og at dette aspekt efter min opfattelse er ganske afgørende for spørgsmålet om, hvorvidt der har foreligget ulovlig agentvirksomhed. Dette spørgsmål er af relevans både for min principale påstand om hjemvisning og for min subsidiære påstand om strafbortfald, endnu mere subsidiært strafnedsættelse, jfr. i øvrigt det i min supplerende ankemeddelelse af 6. december 2007 anførte. I samme øjemed anmoder jeg om, at følgende vidner fra nævningesagen genafhøres: - KF01 [Kildefører 1] - KF02 [Kildefører 2] - KF03 [Kildefører 3] - Kildeførerkontrollanten.« T3 tilsluttede sig begæringen. Anklagemyndigheden protesterede mod begæringen. Ved Højesterets allerede nævnte kendelse af 19. februar 2008 blev begæringen ikke taget til følge med følgende del af den gengivne begrundelse: »Den begærede bevisførelse har til formål at belyse, hvilket mistankegrundlag der udløste politiets beslutning om at lade meddeleren udøve egentlig agentvirksomhed. Der har for landsretten været omfattende bevisførelse herom, herunder ved fremlæggelse af kildeførerrapporten af 26. juni 2006, og Højesteret finder, at den begærede bevisførelse ikke kan antages at have betydning ved bedømmelsen af, om - der - da politiet traf beslutningen - forelå det fornødne mistankegrundlag.« Retsbelæring Retsformanden har til brug for Højesterets behandling fremsendt manuskriptet til sin retsbelæring med bemærkning om, at det i alt væsentligt blev fulgt, og at det svarer til det sagte bortset fra enkelte uvæsentlige detaljer - som eksempel nævnes, at det uden for manuskriptet blev tilføjet, »at fundene hos de tiltalte var slagkraftigt bevismateriale«. Det hedder i manuskriptet bl.a.: »Indledning Som retsformand skal jeg på dette stadium i processen efter retsplejelovens § 893 give nævningerne min retsbelæring, som går ud på i korthed at gennemgå sagen og dens beviser og i nødvendigt omfang forklare spørgsmålene og de retssætninger (regler), der skal lægges til grund ved spørgsmålenes besvarelse. Det er for så vidt ikke min opgave at råde Jer til, hvorledes I skal besvare spørgsmålene. Men det kan nok ikke undgås, at jeg i min gennemgang af sagen og beviserne giver udtryk for, hvorledes jeg selv ser på beviserne. Det kan I opfatte som en orientering om mit personlige syn på beviserne. Men jeg skal understrege, at I ikke er bundet af min opfattelse af bevisernes vægt eller manglende vægt. Det, jeg derimod siger om retssætningerne eller loven, er I bundet af og skal lægge til grund.« Højesterets begrundelse og resultat Agentvirksomhed De særlige lovregler om agentvirksomhed i retsplejelovens §§ 754 a-754 d gælder ikke ved efterforskning vedrørende bl.a. straffelovens § 114 om terrorisme, jf. retsplejelovens § 754 e. Det følger imidlertid af dansk rets almindelige retsprincipper, at også anvendelse af en agentaktion i forbindelse med sådan efterforskningsvirksomhed er betinget af, at der foreligger fornøden mistanke, ligesom aktionen ikke må bevirke en forøgelse af lovovertrædelsens omfang eller grovhed. Efter det, der er oplyst om M's agentvirksomhed, finder Højesteret, at den i det hele har opfyldt de nævnte betingelser. Der er således ikke grundlag for at anse den for ulovlig. Aktindsigt Om forsvarerens adgang til aktindsigt hedder det i Højesterets kendelser af 28. oktober 2004 (UfR 2005 s. 383) og 6. december 2006 (UfR 2007 s. 727): »Efter retsplejelovens § 729 a, stk. 3, har forsvareren adgang til at gøre sig bekendt med det materiale, politiet har tilvejebragt til brug for den sag, som sigtelsen eller tiltalen angår. Dette gælder uden hensyn til materialets betydning for sagen. De oplysninger, som advokat . . . som forsvarer for tiltalte har anmodet om aktindsigt i, er ikke tilvejebragt af politiet til brug for den sag, som tiltalen angår. Efter forarbejderne til bestemmelsen sammenholdt med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions art. 6 omfatter forsvarerens adgang til aktindsigt imidlertid alt materiale, som er af betydning for sagen, uanset om det er tilvejebragt til brug for den pågældende sag.« Den meddelerakt, som Politiets Efterretningstjeneste løbende har udarbejdet vedrørende det »radikale islamiske miljø i - - -«, er blevet til som et led i tjenestens efterretningsvirksomhed. Forsvarernes adgang til aktindsigt omfatter derfor ikke alle oplysninger i meddelerakten, men kun oplysninger i den, som er tilvejebragt til brug for straffesagen mod de tiltalte, eller som er af betydning for denne. Under sagens behandling for landsretten erklærede forsvarerne, at der kunne ske udeladelse af oplysninger om M's familiemæssige forhold, om vidnebeskyttelsen af M og om den tekniske fremgangsmåde ved aflytning og lignende samt af tekstafsnit, noter og henvisninger til fodnoter vedrørende Politiets Efterretningstjenestes interne forhold, herunder registre. Disse oplysninger kan da heller ikke anses for at være tilvejebragt til brug for straffesagen mod de tiltalte eller for at være af betydning for denne. I anledning af forsvarernes begæring under nævningesagen om at få adgang til at gøre sig bekendt med udstregede oplysninger i meddelerakten fra M vedrørende muligt strafbare forhold, som involverer andre end de tiltalte, har landsrettens 5. afdeling - med adgang til hele nævningesagens materiale - gennemgået det udstregede i meddelerakten ved at sammenholde et eksemplar med overstregninger med et eksemplar uden. Afdelingen har på dette grundlag i kendelsen af 5. november 2007 konstateret, at der efter en nøje gennemgang ikke i de udeholdte oplysninger findes oplysninger fra M vedrørende eventuelt strafbare forhold, som involverer andre end de tiltalte, og som er tilvejebragt til brug for straffesagen mod de tiltalte, eller som i øvrigt har betydning for denne. Der er intet fremkommet for Højesteret, som giver grundlag for at tilsidesætte denne bedømmelse. Forsvarerne har således ikke under sagens behandling ved nævningetinget været afskåret fra aktindsigt i oplysninger tilvejebragt til brug for straffesagen eller af betydning for denne. Højesteret tager derfor ikke de tiltaltes påstand om dommens ophævelse med henvisning til manglende aktindsigt til følge. Landsrettens 5. afdeling afholdt et retsmøde til behandling af spørgsmålet om aktindsigt efter retsplejelovens § 729 a, stk. 3. Forsvarerne i nævningesagen skulle derfor, jf. retsplejelovens § 748, stk. 2, have haft adgang til at deltage i retsmødet og til at kommentere anklagemyndighedens forelæggelse af straffesagen og redegøre for deres syn på aktindsigtsspørgsmålet efter denne bestemmelse. Efter oplysningerne om landsrettens gennemgang af det udstregede finder Højesteret imidlertid, at denne fejl har været uden betydning for afgørelsen af aktindsigtsspørgsmålet. Højesteret tager derfor heller ikke de tiltaltes påstand om dommens ophævelse med henvisning til manglende forsvarermedvirken ved behandlingen af aktindsigtsspørgsmålet til følge. Vidneførsel Under nævningesagens behandling ønskede T2 yderligere et antal personer ført som vidner. For Højesteret har T2 anført, at flere af de pågældende personer, som han begærede indkaldt som vidner, havde været sigtet og nogle varetægtsfængslet i sagen. Han har videre anført, at det gennem den afviste vidneførsel skulle have været godtgjort, at der ikke var det fornødne mistankegrundlag, da Politiets Efterretningstjeneste traf beslutning om at iværksætte agentaktionen. Hertil bemærker Højesteret, at det forhold, at en person har været sigtet eller varetægtsfængslet i en sag, ikke i sig selv kan begrunde, at en afhøring af den pågældende som vidne skulle være af betydning for den sag, hvori der er rejst tiltale. Det fremgår endvidere af det, der er anført foran om anvendelsen af M som agent, at der var det fornødne mistankegrundlag, da agentvirksomheden blev iværksat. Der er heller ikke i øvrigt fremkommet oplysninger, som giver grundlag for at anse T2 for afskåret fra vidneførsel af betydning for sagen ved landsrettens afgørelse herom. På denne baggrund tager Højesteret ikke T2's påstand om ophævelse af dommen, med henvisning til at hans begæring om vidneførsel ikke blev imødekommet fuldt ud, til følge. Retsbelæring Højesteret har gennemgået den retsbelæring, som retsformanden gav i nævningetinget. Der er intet grundlag for at anse den for urigtig, mangelfuld eller ukorrekt, heller ikke for så vidt angår det, der blev sagt om det mistankegrundlag, der udløste beslutningen om iværksættelse af en agentaktion, eller om agentens troværdighed. Der er således heller ikke grundlag for at tage T2's påstand om dommens ophævelse med henvisning til retsbelæringen til følge. Strafudmåling Efter det, der er anført foran om lovligheden af agentvirksomheden, finder Højesteret, at der ikke med henvisning til agentvirksomhed er grundlag for strafbortfald eller -nedsættelse. Fire dommere - Børge Dahl, Poul Søgaard, Jon Stokholm og Michael Rekling - udtaler: De tiltalte er fundet skyldige i forsøg på terrorisme efter straffelovens § 114, stk. 1, nr. 1 og 7, og det skal efter de i nævningetinget stillede hovedspørgsmål ved straffens fastsættelse lægges til grund, at de har villet foretage bombesprængning og manddrab af en karakter, som kunne tilføje Danmark eller et andet land alvorlig skade, med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske myndigheder til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer. Det hedder i forarbejderne til straffelovens § 114, jf. Folketingstidende 2001-02, 2. samling, tillæg A, s. 843, bl.a.: »Rammeafgørelsens artikel 1 forpligter medlemsstaterne til at kriminalisere en række forsætlige handlinger som terrorhandlinger. De opregnede handlinger er alle strafbare efter gældende dansk ret. Foretages en af de i artikel 1 opregnede handlinger på en måde, som må karakteriseres som terrorisme, fordi gerningsmanden har haft til hensigt at forstyrre samfundsordenen, indgår dette moment i straffens fastsættelse, jf. straffelovens § 80. Efter denne bestemmelse skal der ved straffens udmåling tages hensyn til lovovertrædelsens grovhed og til oplysninger om gerningsmandens person, herunder om hans almindelige personlige og sociale forhold, hans forhold før og efter gerningen samt hans bevæggrunde til denne. Det er utvivlsomt, at drab og lignende begået under omstændigheder, der gør, at forholdet kan betegnes som terrorisme, vil indgå med betydelig vægt i skærpende retning ved straffens fastsættelse.« Efter ordlyden af § 114, stk. 1, og bestemmelsens formål og forarbejder må terrorisme som selvstændig forbrydelse anses for i høj grad karakteriseret ved det særlige krav om forsæt til terrorisme. Det er efter vores opfattelse en naturlig følge heraf, at der også ved straffastsættelse for forsøg skal lægges betydelig vægt i skærpende retning på terrorismeforsættet. På denne baggrund finder vi, at udgangspunktet ved udmålingen af straffen for forsøg på terrorisme ved bombesprængning og manddrab må være en straf af fængsel i 12 år. For så vidt angår T1 og T2 finder vi ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at fravige udgangspunktet på 12 år i skærpende retning for nogen af dem. For så vidt angår T3 har landsretten anført, at hans medvirken har været af underordnet karakter, og at han på et tidspunkt forsøgte at trække sig tilbage, dog uden at der har været tale om frivillig tilbagetræden fra forsøg. Han skal derfor idømmes en straf, der er væsentligt lavere end det nævnte udgangspunkt, men vi finder, at straffen - selv under de anførte formildende omstændigheder - ikke kan blive lavere end fængsel i 5 år. Vi stemmer herefter for, at såvel T1 som T2 straffes med fængsel i 12 år, og for at T3 straffes med fængsel i 5 år. Tre dommere - Torben Melchior, Per Walsøe og Lene Pagter Kristensen - udtaler om strafudmålingen: Vi stemmer af de grunde, der er anført af landsretten, for at stadfæste landsrettens enstemmige strafudmåling, således at T1 og T2 idømmes fængsel i 11 år og T3 fængsel i 4 år. Efter stemmeafgivningen idømmes T1 og T2 fængsel i 12 år og T3 fængsel i 5 år. Udvisning Højesteret tiltræder, at T2 efter den begåede forbrydelses karakter og den idømte straf skal udvises med indrejseforbud for bestandig. Sammenfatning Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom med ændring af strafudmålingen som angivet. T1, T2 og T3 har fortsat været fængslet under anken. Thi kendes for ret: T1 straffes med fængsel i 12 år. T2 straffes med fængsel i 12 år. T3 straffes med fængsel i 5 år. Landsrettens dom om udvisning af T2 med indrejseforbud for bestandig stadfæstes. De tiltalte skal én for alle og alle for én betale sagens omkostninger for Højesteret, dog at de hver især skal betale salæret til deres beskikkede forsvarer.