
	TfK 2009.436/1 HD
		H.D. 25. marts 2009 i sag 399/2008 (1. afd.) Rigsadvokaten mod T1-T4 (adv. Thorkild Høyer, Kbh., besk., for alle) T5 (adv. Henrik Stagetorn, Kbh., besk.) T6 (adv. Hans Kjellund, Århus, besk.). Københavns Byrets dom 13. december 2007. Sagens baggrund og parternes påstande. Denne sag er behandlet med domsmænd. Anklageskrift er modtaget den 2. maj 2007. T1, T2, T5, T3, T7, T6 og T4 er tiltalt for overtrædelse af 1. straffelovens § 114a, nr. 2 (nu straffelovens § 114b. nr. 2), jf. § 21, ved i perioden den 19. januar til den 20. februar 2006 at have forsøgt direkte eller indirekte at tilvejebringe eller indsamle midler til grupper, der begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger omfattet af § 114, idet de via firmaet Fighters and Lovers medvirkede til salg af T-shirts til en samlet værdi af ikke under 24.982 kr. med henblik på at sende en del af overskuddet svarende til 35 kr. pr. solgt T-shirt til organisationerne PFLP (Popular Front for the Liberation og Palestine) og FARC (Fuerzas Armadas Revulocionarias de Colombia) (Colombias væbnede revolutionshær), hvilket forehavende imidlertid mislykkedes, idet politiet den 3. februar 2006 foretog beslaglæggelse af beløbet, der fortsat var i indbetalingsformidleren Ewires besiddelse. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der hos de tiltalte i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, konfiskeres det beslaglagte beløb kr. 24.982, otte Fighters and Lovers-T-shirts samt hjemmesiden www.fightersandlovers.com. T1, T2, T3, T6 og T4 har nægtet sig skyldige, men erkender indsamling af penge til organisationerne, men nægter, at organisationerne er terrororganisationer. Støtten skulle endvidere benyttes til humanitære formål. T7 har påstået frifindelse, da han alene har haft nogle plancher hængende på sin pølsevogn, men han har ikke været involveret i produktion, salg eller distribution af T-shirts. T5 har påstået frifindelse, da han ikke har været involveret i produktionen, salg eller distribution eller andet, herunder formidling. Han har alene stillet serverkapacitet til rådighed, og denne aktivitet er straffri, jf. §§ 14 og 16 i lov om tjenester i informationssamfundet. Indledning I foråret 2006 blev der via hjemmesiden www.fightersandlovers.com udbudt T-shirts til salg. Det anførtes, at overskuddet skulle gå til organisationerne PFLP og FARC til humanitære formål. Der blev i ca. en måned solgt T-shirts. Overskuddet herfra blev senere beslaglagt af politiet, inden det blev afsendt. I forbindelse med salget blev der foretaget henvendelser til pressen, og nogle af de tiltalte deltog i et pressemøde i TV2-Lorry. Som følge af de tiltaltes stillingtagen til tiltalen har bevisførelsen hovedsagelig vedrørt spørgsmålet om, hvorvidt PFLP og FARC's handlinger og aktiviteter er omfattet af straffelovens § 114, og i givet fald om handlingerne og aktiviteterne er foretaget med det i bestemmelsen anførte formål (terrorforsæt). Der er under sagen fremlagt en del skriftligt materiale i form af presseklip, domme, rapporter fra internationale organisationer m.v. Materialet har i stort omfang været benyttet som grundlag for at stille spørgsmål til vidnerne. Det er derfor ikke gengivet i dommen. Forklaringer. Der er afgivet forklaring af de tiltalte. Anklagemyndigheden har indkaldt følgende ekspertvidner: Reuven Paz, Angel Rabasa og en analytiker for Center for Terroranalyse, som har identitetsbeskyttelse. Forsvarerne har indkaldt følgende ekspertvidner: stedfortrædende formand for det latinamerikanske parlament Amilcar J. Figueroa, Ilan Pape, universitetet i Exeter, England, og journalisterne Niels Lindvig og Ole Sippel. Tiltalte T6 har forklaret, at han var en af initiativtagerne til Fighters & Lovers. Ideen kom op efter 11. september 2001, hvor der i USA blev lavet et nyt verdenskort med angivelse af lande, der skulle angribes af USA. Dette blev diskuteret i de kredse, som han befandt sig i, og hvor den nye lovgivning om terrorvirksomhed også blev diskuteret, ligesom denne lovgivning også er diskuteret i juridiske miljøer. T3 kender han fra, at de har spillet i samme fodboldklub. Han var klar over, at T3 havde lavet et arrangement om dette emne. T6 og T3 diskuterede, hvad de kunne gøre. Tiltalte var bekendt med, at der var en stor personkreds, som var bekymrede for den nye skærpede terrorlovgivning. Både lovgivningen og justitsministeren blev mere og mere aggressive i den periode. Dansk Arbejdsgiverforening indgav protester til Folketinget, ligesom it-organisationer ligeledes indgav protester til Folketinget gående ud på, at lovningen gik for hurtigt på området. Dette blev der imidlertid ikke taget hensyn til. Han havde igennem flere år lavet T-shirts i andre sammenhænge. Derfor var det ikke en ny ide at lave T-shirts. Tiltalte finansierede selv T-shirtsene af sin egen lomme. Han havde en månedlig indtjening på ca. 17.000 kr. pr. md. efter skat. Pengene kom hurtigt ind igen i forbindelse med salget. Vedrørende organisationerne forklarede T6, at han oprindeligt også foreslog Polisario af PR-grunde, men de blev enige om PFLP og FARC. Vedrørende PFLP forklarede T6, at organisationen i Palæstina er almindelig anerkendt. Han ønskede PFLP af personlige grunde, idet han igennem årtier har støttet organisationen. Han har arbejdet i Israel og har mange jødiske venner. Efter den 11. september 2001 er konflikten mellem Israel og Palæstina eskaleret. Vedrørende FARC forklarede T6, at det colombianske styre nok er det mest vanvittige, som findes i verden i dag. Tiltalte er - - -, og i Colombia dræbes i dag flest - - - sammenlignet med resten af verden. I Colombia dræbes ligeledes mange jurister, og landet fremstår meget bestialsk. Colombia er det sidste land, som USA har kontrol over. De ville gerne skabe fokus på disse ting og få Lene Espersen op i det røde felt, og valgte derfor to organisationer, som var på EU's terrorliste. De støtter ikke alt, hvad de udvalgte organisationer laver. Han vidste godt, at organisationerne stod på terrorlisterne, men han er ikke tilfreds med den måde, hvorpå terrorlisterne bliver til. USA har efter 11. september givet deres liste til EU og har anmodet om, at de anførte blev optaget på terrorlisten. De har garderet sig på hjemmesiden med, at personer skal være over 18 år for at købe T-shirts, og oplyst, at det kunne give juridiske problemer. Dette var kun for at være helt sikre. Tiltaltes opfattelse af terror er direkte angreb på civile mål. Drabet på 34 koka-plukkere i Colombia er ifølge tiltaltes opfattelse også en terrorhandling, men han stoler ikke på oplysninger, der kommer fra USA. Tiltalte mener ikke, at PFLP kun er en god organisation. Den laver ganske indlysende også fejl. Der er kun ganske få eksempler på, at PFLP har angrebet civile mål med selvmordsbomber. Organisationen angriber kun militære mål. Eksemplet med den 16-årige selvmordsbomber har PFLP selv taget afstand fra, og selvmordsbomberen var ikke udsendt af PFLP. Han mener ikke, det er korrekt, at PFLP foretager selvmordsbombninger. Foreholdt sin forklaring til politirapport forklarede T6, at han ikke kan huske, hvad han har svaret til politiet, med hensyn til om han havde lånt pengene af VS, men han kan huske, at han blev spurgt herom, og at han oplyste, at han selv var medlem af VS. VS havde ingen penge til at finansiere projektet med. Tiltalte har lavet solidaritetsarbejde gennem flere år. Han har blandt andet støttet et trykkeri i Polen. Han var med til at indsmugle et trykkeri i landet. Indsmuglingen skete via Gdansk, og trykkerimaskinerne blev skilt ad i smådele. Han har ligeledes været, med til at oprette et trykkeri på Riga universitet, som var støttet med EU-penge. Det var ren korruption, og det vil han ikke være med til mere. Han er uddannet inden for trykkeri-branchen. Han har ikke selv trykt T-shirtsene. Disse blev bestilt på et andet trykkeri som almindelig bestilling. Der var ingen planer for overførslen af pengene. De ville støtte et trykkeri i Palæstina og en radio i Colombia. De overvejede at tage til Bethlehem og overdrage et trykkeri til en kristen leder i Bethlehem. De havde ikke fastlagt præcis, hvordan det skulle foregå. T6 anser hverken PFLP eller FARC som terrororganisationer. Han arbejder til daglig som - - - og har har eget trykkeri, hvor han trykker bøger og tidsskrifter. Han har gennem årene stået for trykkeri af T-shirts med politiske slogans. Det var derfor nærliggende, at trykke T-shirts for PFLP og FARC. Tiltalte mødte medtiltalte T1 til et foredrag, som hun afholdt angående børn og forholdene i Palæstina. De mødtes senere på et værtshus og talte sammen. Han mødtes med medtiltalte T7 på gaden og talte med han »over en pølse«. Han spurgte, om han måtte hænge en plakat op. De har kendt hinanden i mange år. Medtiltalte T5 er en politisk ven gennem 30 år. Han var ikke indblandet fra starten. Tiltalte kontaktede T5 vedrørende serveren. Det er tiltalte selv, der har lavet hjemmesiden, og T5 lagde hjemmesiden ind på sin server. Tiltalte kan ikke huske, hvordan kontakten blev skabt til medtiltalte T2 og T4. Det koster ca. 70 kr. at trykke en T-shirt. T-shirtsene var af meget god kvalitet og nogle specielle T-shirts. Tiltalte kender ikke den præcise fortjeneste på T-shirtsene. De blev solgt for 200 kr. pr. stk. De ville videresende 35 kr. til organisationerne, og der var også udgifter til andre omkostninger ud over den »nøgne produktion«. Der blev solgt ca. 300 T-shirts, men han kender ikke det præcise tal. Det blev solgt T-shirts i hele verden. De, der vidste mest om Colombia, sagde, at en radiostation ville være det rigtige. Radiostationen er lettere at lave i en jungle og bedre til at kommunikere igennem i forhold til et trykkeri. Tiltalte kunne godt tænke sig at lave et trykkeri i Colombia, men det er en udfordring. Det var lettere at lave et trykkeri i Palæstina, idet der er forholdsvis ordnede forhold. I de senere år er situationen i verden blevet værre. Der skulle være mulighed for øget dialog og kommunikation, idet vold ikke er svaret. Tiltalte forklarede, at organisationerne også begår fejl, blandt andet begrundet i de situationer, de er i, herunder med underernærede børn osv. PFLP er den farligste organisation for Israel. Organisation er under angreb af HAMAS og Israel. PFLP er en ikke religiøs organisation. ANC var mindre pæne, end PFLP er i dag. ANC lavede ting, der ikke var i orden. Han ville aldrig skrive under på, at alt det, ANC gjorde dengang, var i orden. Tiltalte forklarede, at de tiltalte stod frem med åben pande. De lavede en hjemmeside, hvor det fremgik, hvad indsamlingen gik ud på. Tiltalte T1 har forklaret, at hun mødte T6 i efteråret 2006 på - - -. Hun har tidligere arbejdet med solidaritetsarbejde blandt andet til fordel for Palæstina. T6 spurgte, om hun ville hjælpe med at lave PR-arbejde, herunder tale med medier mv. Så vidt hun husker,var de enige om, at hverken PFLP eller FARC var terrororganisationer. Hun mødte de andre tiltalte senere i forløbet. Tiltalte kender medtiltalte T3 under navnet T3 og ikke under navnet - - -. Hun mødte senere medtiltalte T7. Hendes arbejde bestod i at tage kontakt til pressen og skabe en debat. Hun så hjemmesiden, da den var færdig, og hun var bekendt med, at det var muligt, at der kunne opstå juridiske problemer i forbindelse med køb og salg af T-shirtsene. Hun vidste, at det fremgik af hjemmesiden, at VS støttede projektet. Selv havde hun ikke noget med finansieringen at gøre, men det var vist ikke de store midler, der skulle bruges. Tiltaltes opfattelse af organisationerne er, at de ikke er terrororganisationer, blandt andet fordi de begge driver en række sociale projekter. Hun var klar over, at der skulle købes radioudstyr til Colombia og trykkeriudstyr til Palæstina Det indgik ikke i hendes overvejelser, at deres støtte ville medføre, at de to organisationer kunne anvende deres egne midler til væbnet konflikt. Tiltalte definerer terror som psykisk pres og vold, som bevidst går mod civile mål. Selvmordsbomber er ikke relevante i denne sammenhæng. Kidnapninger skal ses i en kontekst. Det kan være relevant i en situation. Tiltalte forklarede, at hun læser til lærer og arbejder i - - -. Hun mener ikke, at PFLP er en terrororganisation, men at palestinænserne bliver udsat for daglig terror, herunder blandt andet ved begrænsninger i deres bevægelsesfrihed, blandt andet på grund af infrastruktur, skole mv. PFLP arbejder inden for det demokratiske system. Vedrørende »På gaden« forklarede tiltalte, at hun deltog i Lorry i januar 2006. Hun kan ikke huske, hvad hun direkte fortalte, men det var et interview med en studievært, og at dette var en del af hendes PR-arbejde. Tiltalte var klar over, at der var tale om støtte til en radiostation til FARC og et trykkeri til PFLP. Det var meningen, at der skulle investeres i noget udstyr. De blev stoppet tidligt i processen. Tiltalte T3 har forklaret, at hans »kunstnernavn« er - - -. Han er journalist, og det er ikke usædvanligt, at man anvender et kunstnernavn af hensyn til ens kilders sikkerhed. Han har i 1999 været med til at udarbejde en tv-udsendelse om Colombia, som hedder »- - -«. Den handler om oppositionspartier, faglige organisationer og præster mv., idet de bliver angrebet af dødspatruljer, som laver det beskidte arbejde med at slå dem ihjel. I den forbindelse ønskede han ikke af hensyn til sine kollegaer i Colombia, at hans navn kunne googles sammen med deres, hvorfor han anvendte navnet - - -. I forbindelse med ransagningerne ønskede han ikke at udtale sig, idet han ikke havde nogen advokat. Han ønskede ikke at udtale sig, forinden han havde talt med en advokat, idet han ikke havde prøvet sådan noget før. Han er medlem af Dansk Journalist Forbund, hvor han var medarrangør af en konference, hvor nogle af foredragsholderne vækkede hans interesse for den nye terrorlovgivning. En af foredragsholderne var den nu afdøde Anna Politovskaja. Der blev på konferencen advaret kraftigt mod, at der blev skåret ned på frihedsrettighederne for at forsvare demokratiet. Det er tiltaltes opfattelse, at det gælder om at skabe kommunikation og dialog for at løse problemerne. Tiltalte mener, at han har et ansvar som journalist for at sikre kommunikation og dialog. I forbindelse med arbejdet med dokumentarfilmen udsendte den danske regering en udsending til FARC. Tiltalte var med og dækkede begivenheden. Det var i juni 2000. Det gjorde stort indtryk på tiltalte, at den colombianske regering benytter terror mod egen befolkning. Herunder at Colombia er blevet dømt mindst 6 gange ved internationale domstole for overgreb på egen befolkning, præster, valgte politikere, fagforeningsfolk og folk, der anvendte lovlige midler til at bekæmpe de ulovlige overgreb foretaget af den colombianske stat. Disse persongrupper bliver angrebet af colombianske dødspatruljer. Disse persongrupper har som sidste mulighed valgt at træde ind i FARC-bevægelsen. Det ikke er præcist beskrevet, hvad der er legitim frihedskamp, og hvad der er terror. Tiltalte har spillet fodbold med medtiltalte T6. T6 sagde, at de burde gøre noget ud af det her. T6 foreslog, at de lavede T-shirts og skabte en debat. Tiltalte var klar over, at det var T6, der finansierede trykkeriet af T-shirtene. Tiltalte selv var ikke med i finansieringen, men han købte selv 2-3 T-shirts. Hans rolle var PR. Han skulle anvende gode og sobre måder at fremkomme med budskabet på. Han har været med til at lave hjemmesiden. De ønskede ikke, at børn skulle købe T-shirts på forældrenes kreditkort, hvorfor de oprettede oplysningen om, at man skulle være 18 år for at købe en T-shirt. Tiltalte mener ikke, at der er noget ulovligt i forbindelse med købet af T-shirts. Hjemmesiden henvendte sig til hele verden, og de ville gøre blandt andre personer fra USA og andre lande opmærksomme på, at der kunne være juridiske problemer med EU's terrorliste. Tiltalte er ikke klar over andre landes lovgivning, og sætningen er møntet på alle kunder, idet det ikke kan ses, om kunderne sidder i Slagelse eller New York. Han har tillige arbejdet i Palæstina. Han har blandt andet fået oplysninger fra en jødisk israelsk soldat, som vakte hans interesse for at finde en mulig ikke religiøs løsning på problemet i området. PFLP er et lovligt politisk parti, som er ikke religiøst. Terror er for tiltalte grusom vold mod uskyldige med politisk formål. Uskyldige er nogen, som ikke har noget med sagen at gøre. Terror er frygtens strategi, som i høj grad anvendes af den colombianske regering samt ved Israels selektive likvideringer af bestemte personer. Civile tab i PFLP's kamp er desværre det ulykkelige ved krig. PFLP er ikke en terrororganisation, og han tager afstand fra ethvert angreb på civile. Han anerkender ikke, at PFLP benytter selvmordsbombemænd. Han var i Colombia i 2000 vedrørende fredsforhandlingerne mellem den colombianske regering og FARC. Guerillaorganisationen FARC er en ikke voldelig guerilla og har været i forhandling i våbenhvileperioder med regeringen, hvor også FN deltog som mægler. Der deltog også en »vennegruppe« bestående af andre lande, herunder Sverige og Schweiz, som mæglere i forhandlingerne mellem FARC og den colombianske regering. Der opstår altid fejl i forbindelse med kampe mellem FARC og regeringen. FARC har ikke begået bevidste fejl, men har under kampe mellem FARC og regeringspatruljer og dødspatruljer i en bestemt situation, hvor dødspatruljerne tog en helt by som fanger, ramt med skud den mur af personer, der stod som skjold, og ca. 100 mennesker blev dræbt. Han erindrer kidnapninger af personer, som FARC opfattede som muldvarpe, i organisationen. Han støtter ikke kidnapninger, men det må ses i en kontekst. Vedrørende FARCs narkotikahandel forklarede tiltalte, at FARC beskytter kokabønder, som ikke har mulighed for anden indtjening. Tiltalte støtter ikke narkotikahandlen. Navnet Fighters & Lovers opstod, fordi de tiltalte er glade for vores politiske friheder og vores demokrati. Firmaet er et såkaldt »papkassefirma«. Det er et meget lille firma. Pc'en stod bag trykkemaskinen. Tiltalte havde nogle gange tjekket e-mail vedrørende salget af T-shirts. Med hensyn til trykningen af plakater, så var plakater en god måde at formidle budskabet på rent PR-mæssigt. Og det passede med deres filosofi om kommunikation. Plakater anvendes også i vid udstrækning i blandt andet Palæstina. Tiltalte T5 har forklaret, at han kom med i solidaritetsarbejdet i 1980'erne, da man i El Salvador lavede en massakre på befolkningen. Han gik med ind i en ungdomspolitisk foreningen til fordel for menneskerettigheder, menneskerettighedsorganisationer og guerillaorganisationer og lignende i Mellemamerika. Københavns Politi har tidligere givet tilladelse til indsamlinger til FPLP og FARC i 1980'erne. Han kom til at arbejde sammen med tiltalte T6, efter han havde meldt sig ind i VS i slutningen af 1980'erne. Han er alene blevet bedt om at hoste hjemmesiden for Fighters & Lovers, som han vidste ville indsamle midler til FARC og PFLP. Ifølge tiltaltes opfattelse er disse organisationer ikke terrororganisationer, men frihedskæmpende organisationer, og tiltalte havde derfor ikke problemer hermed. Han stillede serverkapacitet til rådighed for Fighters & Lovers. Han studerede ikke nærmere hjemmesidernes indhold, men han var klar over, at det vedrørte salg af T-shirts for at støtte FARC og PFLP. I august 2001 besluttede det israelske sikkerhedskabinet at likvidere PFLP's formand. To måneder senere likviderede PFLP Israels turistminister. Det er muligt derfor, at PFLP kom på EU's terrorliste, og at det er den liste, som kommer nærmest Danmark, idet Danmark ikke har sin egen terrorliste. Organisationerne fremgår ikke af FN's terrorliste og heller ikke af den engelske liste. De to organisationer fremgår kun af EU's terrorliste, og det vidste tiltalte godt. PFLP anser ikke Israel som en retsstat. Efter dette blev PFLP svækket. Der blev gennemført et selvmordsangreb, som PFLP tager afstand fra. I Colombia har der været krig i 60 år. Der er blevet skabt en voldskultur, som ikke findes i andre lande. Det er skiftevis den ene og den anden, som har magten. FARC var en af de organisationer, som er mod staten. Den definerede i 1980'erne en fredsproces og stiftede et parti, som stillede op til valgene. Det blev dog modarbejdet af narkohandlerne og godsejerne, som alle myrdede løs i den følgende periode. I slutningen af 1990'erne kom der nye forhandlinger, men fredsprocessen brød sammen. PFLP blev dannet i 1967, da Israel drev krig mod sine nabolande, og da de arabiske lande ikke var i stand til at hjælpe. Oganisationer, der var med i PLO, indrømmede, at terror og flykapringer ikke fordrede deres sag. Derefter og i dag er det politiske organisationer, der arbejder for den palæstinensiske sag. PLO blev anerkendt som en organisation og ikke terrororganisation i 1980'erne, under blandt andet Oslo-aftalen. Efter fredsaftalen opstod massakren i Hebron, og derefter opstod 14 års terror og modterror. Palæstinensiske selvmordsaktioner er ikke at stille lighedstegn med PFLP. I år 2000 får PLO ret til at genoprette sit hovedkvarter i Ramallah. Israels regering udøver præcise mord, hvor de blandt andet likviderer PFLP's formand i Ramallah. Denne aktion blev kritiseret af det meste af verden, herunder af USA's udenrigsminister. Herefter dræbte medlemmer af PFLP den israelske turistminister, og det er formentlig denne aktion, der har medført, at PFLP er kommet på terrorlisten. Der er ifølge tiltalte ikke tale om terror, men likvideringer og modlikvideringer. PFLP deltager i det almindelige folkevalgte politiske arbejde. Vedrørende FARC forklarede tiltalte, at magten i Colombia deltes mellem 2 partier, der skiftedes til at sidde ved magten. Der skete undertrykkelse af befolkningen. FARC blev oprettet i 1970'erne, da der skete stor undertrykkelse af befolkningen. Oprettelsen af FARC og andre organisationer gjorde, at den colombianske regering var nødt til at indgå i dialog med organisationerne. FARC oprettede et politisk parti »UP«. Mange af UP's medlemmer blev dræbt op gennem 1980'erne, og det var derfor ikke muligt at arbejde via det politiske forum i Colombia. FARC genoptog herefter de væbnede krige, og der er efterfølgende indgået fredsaftale og dialog mellem FARC og regeringen igen. Der er godsejere i Colombia, som ikke er interesserede i, at der er fred mellem regeringen og FARC, idet krigen mellem disse parter fordrer godsejernes kokainproduktion. Regeringen i Colombia krænker menneskerettighederne i vid udstrækning. Regeringen står for 90 % af brud på menneskerettighederne i Colombia, og de resterende 10 % er begået af frihedskæmpende organisationer, herunder FARC. Skurken i Colombia er regeringen. Colombia er ikke en retsstat, og det er derfor ikke muligt at gå til domstolene for befolkningen. De skyldige bliver ikke stillet for retten. Tiltalte forklarede, at FARC begår fejl, idet lige så snart man giver personer et våben i hånden, så risikerer man fejl. Tiltalte sammenligner FARC med frihedsbevægelsen under 2. verdenskrig. For ham er terror overtrædelse af menneskerettigheder, herunder især overtrædelser begået af regeringerne i blandt andet Israel og Colombia. Tiltalte mener, at det er terror, når regeringen driver befolkningen på flugt. Tiltalte forklarede, at FN ikke har en definition af terrorisme. Han mener, at terrorlovgivningen i Danmark er ulden, og at den heller ikke har en præcis definition af terror. Tiltalte vil ikke selv give sit bud på terror, når ingen andre organisationer kan finde en præcis definition heraf. Tiltaltes selvforståelse af terrorisme er overgreb mod civile, herunder blandt andet bombninger i Afghanistan, der rammer ved siden af og rammer civile mål. Tiltalte kendte ikke til formen af støtten til FARC og PFLP. Han var ikke bekendt med trykkeriet eller radiostationen. Tiltalte var kendt med bemærkningen på Fighters & Lovers hjemmeside om, at det kunne give juridiske problemer for personer, der købte T-shirts. Tiltalte har ikke været involveret i produktion, salg eller distribution af T-shirts. Han havde ikke fået en T-shirt selv. Tiltalte hostede alene hjemmesiden på sin server. Tiltalte modtog ikke betaling eller løn for sit arbejde. Tiltalte er civilingeniør og arbejder i it-branchen. Serveren står derhjemme hos ham. Han arbejdede et par timer med serveren, der brød sammen en enkelt nat og ellers loadede han den kun op på serveren. Tiltalte T7 har forklaret, at han har en pølsevogn. T6, som han har kendt gennem længere tid fra fagforeningsarbejde, kom forbi en dag, hvor han spurgte, om han ville stille plads til rådighed for en plakat for T-shirts. Plakaterne hang der i ca. 1 uge, mens pressen var interesseret. Derefter lå plakaterne i pølsevognen. Ved et pressemøde fik han titlen »showroommanager«, en titel, som nok blev lavet til lejligheden. Han kender ikke de øvrige medtiltalte. Vedrørende T-shirtsene fik han at vide, at det var som led i et solidaritetsarbejde til støtte for PFLP og FARC, at man solgte dem. Tiltalte vidste, at disse organisationer var på EU's terrorliste. Tiltalte har ikke haft nogen T-shirts i sin pølsevogn, og han har ikke solgt T-shirts herfra. Han har kun haft sin egen T-shirt, som han havde på, da der skulle tages billeder. Han henviste til hjemmesiden, som i øvrigt fremgik af plakaterne. Han læste på hjemmesiden, at det kunne give juridiske problemer. Tiltalte finder, at terror er overgreb på almindelige mennesker. Det er noget svineri, og det hader han. Tiltalte er ikke så politisk anlagt. Han har stor solidaritet med undertrykte mennesker og synes, at organisationerne er frihedskæmpere og ikke terrorister. Han har givet interviews til blandt andet Politiken om sin indblanding i sagen. Tiltalte T4 har forklaret, at hun pakkede T-shirtsene. T3 spurgte, om hun ville lave noget praktisk arbejde i forbindelse med sagen. Hun kendte ham fra fester og demonstrationer mv. Hun ville gerne støtte sagen, som gik ud på at samle ind til støtte til oprettelsen af en radiostation og et trykkeri. Hun fik ingen betaling, og hun havde ikke med finansieringen at gøre. Hendes arbejde bestod i, at hun på T6's trykkeri puttede T-shirts i kuverter og skrev navne på kuverterne og sendte dem af sted. Hun har muligvis sendt omkring 100 T-shirts. Hun arbejdede om aftenen, og det var ca. i 1 måned. Hun mødte enkelte af de medtiltalte, i forbindelse med at hun pakkede T-shirtene. Hun var klar over, at PFLP og FARC stod på terrorlisterne, men hun opfatter organisationerne som frihedsbevægelser. Tiltalte forklarede, at terror for hende er meningsløse overgreb på sagesløse civile, herunder overgreb på studerende i Colombia. Tiltalte forklarede, at hun på daværende tidspunkt arbejdede i en vuggestue som støttepædagog for et barn. I dag studerer hun samfundsvidenskab på - - -. Tiltalte forklarede, at de på et tidspunkt løb tør for T-shirts, idet det nogle gange var store partier, der blev sendt af sted. Tiltalte T2 har forklaret, at hun pakkede T-shirts. T3 spurgte, om hun ville lave noget praktisk arbejde i forbindelse med dette projekt. T3 forklarede hende, hvad projektet handlede om, herunder at der skulle sælges T-shirts, og at pengene skulle gå til PFLP og FARC. Hun havde ikke problemer med, at pengene skulle gå til PFLP og FARC. Hun vidste, at organisationerne stod på EU's terrorliste, men hun er ikke enig, og listen har ikke legitimitet, og man skal ikke lade sig skræmme af, at de er på en sådan politisk liste. Hun havde fulgt med i den mulige kriminalisering af solidaritetsarbejde, og hun var klar over, at det kunne give problemer. Hun kendte ikke til finansieringen af projektet. Hun var i trykkeriet, da hun pakkede. Hun var ikke i pakkeriet sammen med T4. Hun kan ikke huske, hvor mange T-shirts hun har pakket. For hende er terror bevidst at gå efter civile og dræbe civile med et politisk formål. Det er vigtigt at fremhæve, at terror er værre, når det er stater, der udfører det som led i en politisk strategi som i Colombia, og regeringer, der fordriver befolkninger fra hele områder. Tiltalte er enig i, at PFLP og FARC er en del af henholdsvis besættelsen og borgerkrigen, og at dette medfører tab og fejl fra begge sider. Der kan være civile ofre, men organisationerne har en bevidst strategi om, at de ikke ønsker sådanne ofre. Vidnet Reuven Paz,PRISM, Israel, har i retten afgivet nedenstående skriftlige forklaring og besvaret yderligere spørgsmål i retten. Den skriftlige forklaring er sålydende: »Historie PFLP blev grundlagt den 11. december 1967 af tre mindre arabisk-palæstinensiske grupper, der hovedsageligt bestod af nationalister og marxistiske akademikere og intellektuelle. Igennem 1950'erne og 1960'erne beskæftigede de sig med støtte til den antikolonialistiske kamp i den arabiske verden, såsom i Aden og Algeriet, og var influeret af andre lignende kampe i andre områder i verden. Mange af dem tilhørte en antikolonialistisk organisation af de arabiske nationalister (Al-Qawmiyyun al-Arab), hvis fokus snarere var rettet mod en arabisk revolution end på Palæstina. Nogle af den var influeret af den daværende ægyptiske præsident Gamal abd al-Nasers nationalsocialisme. De to grundlæggere af PFLP var dr. George Habash, som var den politiske og ideologiske leder, og dr. Wadi` Haddad, som var ekspert i aktioner. Lederne af disse grupper kunne hverken finde sig til rette i den daværende, nyligt dannede organisation PLO eller inden for Faths rækker, på grund af deres socialistiske og marxistiske verdenssyn. I 1968 blev gruppen The Popular Democratic Front for the Liberation of Palestine (PDFLP), ledet af dr. Naef Hawatmeh, dannet efter en splittelse i PFLP, som senere rykkede tættere på Sovjetunionen. I 1969 skete der endnu en splittelse, da en mindre gruppe, ledet af Ahmad Jibril, grundlagde PFLP-General Command (PFLP-GC). Alle disse splittelser skete som resultat af både personlige og ideologiske uoverensstemmelser. De var dog alle enige om brugen af terrorisme/væbnet kamp mod Israel og arabiske regeringer som del af den revolutionære antikolonialistiske kamp. I 1970, som resultat af en voldelig konflikt med de jordanske myndigheder, flyttede PFLP til Libanon sammen med alle de andre palæstinensiske grupper og PLO. I den periode, hvor PFLP allerede havde været involveret i international terrorisme, sluttede organisationen sig aktivt til PLO under Yaser Arafats lederskab. Organisationens hovedbase lå i Beirut i Libanon, og den havde to træningslejre i Syrien og Libanon, som den åbnede for internationale terrorgrupper, såsom den tyske Rote Armee Fraction (Bader-Meinhoff-gruppen), den japanske organisation, JRA (Japanese Red Army), irske IRA, kurdiske PKK og andre marxistisk revolutionære terrorgrupper. I løbet af denne periode havde PFLP udvidet sine internationale forbindelser med lignende grupper i Sydøst-Asien, Cuba og Latinamerika. I 1976 forlod Wadi` Haddad PFLP med en mindre gruppe af medlemmerne på grund af en konflikt med George Habash omkring gruppens flykapringspolitik og sprængning af fly samt det fortsatte engagement inden for international terrorisme. Som resultat af denne nye splittelse reducerede PFLP sit engagement inden for international terrorisme og fokuserede på terror mod Israel i de besatte områder og selve Israel. PFLP styrkede også sine relationer til Syrien og flyttede en del af sit hovedkvarter til Damaskus. I 1983, efter den israelske invasion af Libanon og udvisningen af PLO fra Libanon, flyttede PFLP's hovedaktivitet til Syrien, og terroraktiviteten mod Israel blev ledet derfra. Mens PLO's hovedkvarter og midten af Fatah flyttede til Tunesien og gennemgik en forandringsproces i forhold til deres politik med mere fokus på den politiske kamp, blev PFLP og andre palæstinensiske grupper i Damaskus, gjorde indvendinger mod ethvert politisk kompromis og dannede »afvisningsfronten« under syrisk auspicium, som fokuserede på fortsat terrorisme. Den langsomme men fortsatte forandring af Fatah-lederskabet i anden halvdel af 1980'erne, der førte til Oslo-aftalen mellem Israel og PLO i 1993 og indførelse af PA - det palæstinensiske selvstyre - i 1994, opfordrede PFLP og dets allierede til at modsætte sig enhver politisk forandring i politikken om fortsat væbnet kamp, under syrisk auspicium. Sovjetunionens sammenbrud, det store fald i støtten til arabisk socialisme og indførelse af palæstinensisk selvstyre på Vestbredden og i Gaza fik PFLP til at lægge hovedvægten på det palæstinensiske selvstyre og integrere de mange selvstyreaktiviteter for ikke at miste resterne af organisationens faldende støtte i befolkningen. I maj 2000 trak Georg Habash sig tilbage fra sin post som generalsekretær af helbredsmæssige årsager og blev afløst af Abu Ali Mustafa, som boede på Vestbredden. Der var ikke kun tale om en personforandring, men en afspejling af organisationens fokus i løbet af 1990'erne på aktiviteter inden for det palæstinensiske selvstyre. Abu Ali Mustafa blev dræbt af Israel i august 2001 og blev afløst af Ahmad Sa`adat, som nu sidder fængslet af Israel. Selvom PFLP stadig udgør en del af »afvisningsfronten« og fortsætter sine terroraktioner, er der de seneste år sket en gradvis opblødning af organisationens holdninger, i form af godkendelse af en to-statsløsning for Palæstina og således indirekte anerkendelse af Israel. I de seneste år har gruppen ikke desto mindre spillet en marginal rolle i den palæstinensiske arena, og dens evne til at påvirke den palæstinensiske offentlige mening er minimal. Meget af dens appel inden for de sociale aktivitetsområder og dens kamp for demokrati og menneskerettigheder blev overgået af den imponerende vækst af islamiske elementer i det palæstinensiske samfund. Gruppens ideologi og dens politiske overbevisnings og aktiviteters beskaffenhed Rent ideologisk opstod PFLP som en revolutionær marxistisk gruppe, der kombinerer palæstinensisk nationalisme med fokus på arbejderklassen. Dens erklærede mål er at »befri hele Palæstina gennem væbnet kamp for at indføre en palæstinensisk socialistisk og demokratisk stat«. I modsætning til andre palæstinensiske grupper betragter PFLP ikke kampen mod Israel som en religiøs eller national kamp, men som en integreret del af en bredere revolution mod »Vestlig imperialisme«. PFLP anser elimineringen af staten Israel som et middel til at tvinge imperialismen ud af Mellemøsten og til at eliminere arabiske regimer, som anses for at være »diktatoriske borgerlige regimer, der underkaster sig vestlig kapitalisme«. Derfor ser organisationen også gerne et sammenbrud af royale konservative regimer, såsom i Marokko, Jordan eller Saudi Arabien. Indtil år 2000 afviste PFLP enhver to-statsløsning for Palæstina. I de senere år har gruppen godkendt denne løsning og sågar mulige forhandlinger med Israel. Men den er stadig fortaler for væbnet kamp mod den israelske besættelse, herunder terroraktioner mod civile. PFLP blev grundlagt af højtuddannede og intellektuelle og var sammen med det tidligere palæstinensiske kommunistparti - nu People's Party (dansk: Folkets parti) - sammensat af mange palæstinensiske kristne. Dens liberale marxistiske overbevisning gjorde det også muligt for flere kvinder at slutte sig til organisationen. Dens ideologi og sammensætning pressede den til hovedsageligt at beskæftige sig med visse sociale områder i det palæstinensiske samfund, nemlig studerende og unge, kvinder, sygehusvæsen og uddannelse. Dens højborg har traditionelt været at finde blandt de elitære i byområderne i Gaza, Nablus, Ramallah og Betlehem. Indtil medio 1990'erne, da det palæstinensiske selvstyre blev indført, og der ikke var noget statsstyre, har PFLP være rimelig aktive inden for ovennævnte sociale områder. Det var overladt til marxistiske og socialistiske grupper at opfordre til at danne et grundlag for et civilt samfund gennem sociale NGO'er. Men den islamiske Hamas-bevægelses hastige vækst, som opbyggede en enorm social infrastruktur, på den ene side og fundamentet for det palæstinensiske selvstyre som en slags uafhængig stat på den anden side har imidlertid medført en marginalisering af de sociale aktiviteter for grupper som PFLP. Organisationen reducerede også antallet af operatører, medlemmer og sympatisører og i modsætning til andre store grupper, såsom Hamas eller Fatah, for ikke at nævne selve det palæstinensiske selvstyre, mangler den tilstrækkelige økonomiske midler. Gruppen mistede også mange af sine ideologiske unikke træk på den palæstinensiske arena og har således også mistet sin tiltrækningskraft. Meget af dens økonomiske støtte kommer fra donationer uden for det palæstinensiske selvstyre gennem mange af dets sociale foreninger. Derfor bliver den nødt til at finansiere sin terroraktivitet med en del af de midler, der er doneret til dens sociale aktiviteter. Så vidt vi ved er PFLP i modsætning til andre palæstinensiske grupper ikke finansieret af nogle arabiske stater eller fremmede arabiske bevægelser, såsom Iran, Saudi Arabien eller den libanesiske Hizbollah-bevægelse. Terrorisme PFLP har siden de tidlige stadier af gruppens aktivitet vedtaget en strategi om spektakulære terroraktioner, der ville tiltrække verdenspressens opmærksomhed og få det palæstinensiske spørgsmål til at bringe røre i store dele af den internationale offentlige debat. Sådanne aktioner omfattede flykapringer eller brug af centrale steder eller begivenheder. Blandt de større terroraktioner forestået af PFLP ses: - November 1968 - den første flykapring generelt og især israelske fly. PFLP kaprede et El-Al fly på vej fra Rom til Tel-Aviv og tvang det til at lande i Algeriet. 32 israelske passagerer blev i 39 dage holdt som gidsler i Algeriet. - December 1968 - et El-Al fly blev angrebet ved beskydning i Athens lufthavn. Én passager blev dræbt og en anden blev såret. - 21. februar 1970 - et Swissair fly blev sprængt i luften på vej fra Zürich til Tel-Aviv. 47 passagerer blev dræbt, hvoraf 15 var israelere. - 6. september 1970 - to fly fra Swissair og TWA blev kapret på deres vej fra Europa til Mellemøsten og blev tvunget til at lande i Jordan. Seks dage efter blev et BOAC fly også kapret og landede i Jordan. Passagererne om bord på de tre fly blev holdt som gidsler. Et fjerde forsøg på kapring af et El-Al fly mislykkedes på grund af piloternes og flypersonalets effektive indsats. Efter lange forhandlinger med de jordanske myndigheder blev gidslerne løsladt, men de tre fly blev brændt af og ødelagt. Aktionen førte til et større angreb af den jordanske hær mod PLO, som endte med udvisningen af PLO fra Jordan til Libanon i løbet af det, der ifølge palæstinensisk historie er kendt som »Sorte September«. - 30. maj 1972 - tre bevæbnede japanske terrorister fra JRA, der var trænet og sendt af PFLP fra Libanon, ankom til Ben-Gurion lufthavnen om bord på et fly og åbnede ild mod passagerer. 24 blev dræbt og 71 såret. To af terroristerne blev dræbt og én blev anholdt. - 27. juni 1976 - to PFLP-terrorister og to tyskere fra Rote Armee Fraction kaprede et Air France fly fra Tel-Aviv til Paris efter et stop i Athen og tvang det til at lande i Entebbe i Uganda. I Entebbe sluttede fire palæstinensiske PFLP-medlemmer sig til kaprerne. Terroristerne holdt 105 jødiske og israelske passagerer som gidsler og løslod resten. I løbet af ca. en uge var der forhandlinger, hvorunder organisationen krævede løsladelse af 40 palæstinensiske fanger fra israelske fængsler, seks terrorister der sad fængslet i Kenya, fem i Tyskland, en i Schweiz og en i Frankrig. Efter en uge lykkedes det en israelsk militærenhed at løslade passagererne og dræbe terroristerne. En israelsk øverstkommanderende blev dræbt, og en ældre israelsk kvinde, der var indlagt på et lokalt hospital blev myrdet på ordre fra den ugandiske diktator Idi Amin. Dr. Wadi` Haddad havde taget initiativ til aktionen, som medførte en større debat internt i gruppen, hvilket efterfølgende førte til en splittelse. Dette var den sidste terroraktion fra PFLP's side mod lufttrafikken. - 7. april 1980 - fem PFLP-terrorister krydsede den israelsk-libanesiske grænse og trængte ind i den israelske kibbutz Misgav-Am og belejrede børnenes sovesal. De nåede at dræbe en voksen og en baby, inden det lykkedes en israelsk hærenhed at dræbe dem [terroristerne]. - - 17. oktober 2001 - en PFLP-gruppe myrdede den israelske turistminister Rehav`am Zeevi på et hotel i Jerusalem som hævn for drabet på organisationens generalsekretær Abu Ali Mustafa. Dette var den første terroraktion mod en israelsk personlighed i Israel. - - 20. maj 2002 - et 17-årigt medlem af organisationen fra Nablus åbnede ild mod civile på det centrale marked i Netanya. To israelere blev dræbt og 5 såret. Terroristen blev dræbt af en politimand. - - April 2005 - fire medlemmer af PFLP indrømmede under en afhøring, at de havde planlagt at dræbe Ovadia Yosef, en af de førende rabbinere i Israel. Selvmordsaktioner I løbet af den »anden« palæstinensiske intifada i 2000 udførte PFLP fem selvmordsaktioner, herunder mod uskyldige civile, herunder: - 17. oktober 2001 - en 25 år gammel person bosiddende i Gaza krydsede grænsen for at udføre en selvmordsaktion i Israel. På vejen stødte han på en militærpatrulje og sprang sig selv i luften og sårede to soldater. - 16. februar 2002 - en person bosiddende i Qalqilya sprang sig selv i luften i et indkøbscenter i den jødiske by Qarnei Shomron på Vestbredden. Ingen sårede. - 27. november 2002 - et Gaza-medlem af organisationen sprang sin bil i luften i nærheden af en militærlejr i Beit Hanoun i Gaza. Ingen sårede. - 25. december 2003 - et 18-årigt medlem fra Beit Fouriq i Nablus sprang sig selv i luften på en busterminal i Petach Tiqva og dræbte fire civile og sårede 16. - 1. november 2004 - et 16-årigt medlem fra flygtningelejren i Askar i nærheden af Nablus sprang sig selv i luften på et centralt marked i Tel-Aviv og dræbte tre civile og sårede 34. Raketter I de seneste to år, herunder i den senere tid, har PFLP hovedsageligt benyttet sig af raket- og morterangreb fra Gaza mod israelske byer og landsbyer i nærheden af Gazastriben. I de fleste tilfælde udføres beskydningen af andre grupper, eftersom PFLP ikke har midler til at købe eller bygge raketter, men kun kan bidrage med arbejdskraft. I 2007 deltog organisationen imidlertid i mange af disse angreb, somme tider flere dage i træk. Konklusion PFLP er en terrorgruppe til trods for, at den har blødt op på sin tidligere hårde linje og holdninger i de senere år, som resultat af dens svaghed, og faldet i dens tiltrækning og popularitet blandt palæstinenserne. Den er stadig en del af den palæstinensiske »afvisningsfront«, der styres af den syriske regering, og er fortaler for fortsat væbnet kamp. Organisationens sociale og uddannelsesmæssige aktivitet foregår ikke kun på et humanitært grundlag men er også del af et forsøg på at fremme dens mål og appel til offentligheden.« Reuven Paz har under domsforhandlingen forklaret, at han i 30-35 år har beskæftiget sig med næsten alle aspekter inden for forholdene mellem de arabiske befolkninger, Israel og palæstinenserne. Han har arbejdet i Israels sikkerhedstjeneste i 23 år. Af disse var han i 17 år beskæftiget i »felten«. I 3 år har han været direktør for en virksomhed i Israel, som beskæftiger sig med antiterror. Siden 2002/03 har han arbejdet i et akademisk institut, som til tider laver konsulentopgaver for den amerikanske og den engelske regering. PFLP har taget ansvaret for de kidnapninger og flykapringer, som fandt sted indtil 1977. For så vidt angår de aktioner, som er foretaget inden for de seneste år, som han har nævnt i sit indlæg, har PFLP også taget ansvaret for disse ifølge deres hjemmeside. De fleste medlemmer og sympatisører er kendt af offentligheden, og når de udfører en aktion, gør de meget for at offentliggøre, hvem der står bag, på grund af den store konkurrence, der er med andre grupper, og som led i deres indoktrinering af det palæstinensiske folk. Gruppen har de seneste 20 år kæmpet mod Israel, men er stadigvæk mest en terrororganisation. Der er flere seniormedlemmer, som har taget afstand fra selvmordsbomber, men han har ikke set dette på skrift. Organisationen har ændret holdning gennem årene og har nu accepteret en 2 stats-løsning ifølge udtalelser fra ældre ledere. Det har imidlertid ikke påvirket den fortsatte terroraktivitet mod blandt andre civile israelere. Skiftet er dog først og fremmest begrundet i den svækkelse af organisationen, der har fundet sted. Alt, hvad Israel har forsøgt i den seneste år, er et resultat af de store ændringer, der har været i Israels holdning, herunder accept af en palæstinensisk stat. PFLP deltager i daglige angreb på den israelske civilbefolkning, som ikke kan gøre andet end at forsvare sig. I de seneste år har han ikke set modstand af Israels handlinger i FN, bortset fra et tilfælde. FN arbejder for en politisk løsning. Alt, hvad Israel har foretaget sig gennem de seneste 15 år, er »undersøgt under mikroskop«. PFLP udfører også humanitært arbejde, men der har været faldende aktivitet de seneste år på grund af gruppens manglende midler. De humanitære opgaver udføres for at få støtte til organisationen. Angel Rabasa har i retten afgivet følgende skriftlige forklaring, og har besvaret yderligere spørgsmål. Den skriftlige forklaring er sålydende: »Baggrund (FARC) The Revolutionary Armed Forces of Colombia (dansk: Colombias væbnede Folkehær) blev grundlagt i 1960'erne med det formål at vælte den colombianske regering og danne en marxistisk-leninistisk stat. Den opererede i marginalområderne ude på landet i Colombia og fulgte en strategi om folkets krig. I 1980'erne etablerede FARC-forbindelse til den ulovlige narkohandel, primært kokain. Indtægten fra narkohandlen satte FARC i stand til hurtigt at vokse og øge gruppens aktioner. Øverst i organisationen finder man et sekretariat ledet af Manuel Marulanda, også kendt som »Tirofijo« [spansk: skarpskytten]. Det skønnes, at FARC har mellem 9.000 og 15.000 krigere. Mange af disse krigere er mindreårige. Den colombianske regerings Family Welfare Institute skønner, at mindst 30 procent af FARC's krigere er under 18 år. FARC's styrker er opdelt i syv geografiske blokke, og under disse blokkes findes omkring 70 fronter af forskellig styrke i relation til antal. Udover disse fronter, som dækker et geografisk defineret ansvarsområde, er der adskillige mobile kolonner, hvoraf den stærkeste og mest notoriske er den mobile kolonne Teófilo Forero, som er ansvarlig for et uforholdsmæssigt stort antal kidnapninger og likvideringer. I løbet af årene har FARC udviklet en omfattende infrastruktur, der har gjort det muligt for gruppen at føre narkotika, våben, forsyninger og medlemmer tværs over Colombias gennemtrængelige grænser og udnytte fredsforhandlingerne med den colombianske regering mellem 1998 og 2002 for at danne et operationelt centrum i en »demilitariseret zone« i den sydcentrale del af Colombia. Selvom gruppens top, Sekretariatet, efter min mening holder fast i gruppens politiske mål, så har dens indblanding i narkosmugling og anden kriminel aktivitet uundgåeligt haft en effekt, og motivationen af dem, der befinder sig på lavere niveauer i kommandolinjen, kan afspejle en blanding af politiske og kriminelle mål. I løbet af de seneste fem år, efter valget af Alvaro Uribe som præsident i 2002, er både nationale og globale miljøer blevet mere uvenligt stemt over for FARC. Præsident Uribes regering iværksatte en mere aggressiv oprørsbekæmpelsesstrategi - det demokratiske forsvar og sikkerhedspolitikken samt dens militære plan, Plan Patriota - der søger at øge statens tilstedeværelse i hele landet og beskytte befolkningen. Uribe-regeringens plan har gjort store fremskridt i form af en reduktion af omfanget af FARC-aktiviteter, og den har gjort det sværere for gruppen at operere med den samme grad af frihed, som den havde tidligere. Som resultat heraf er nogle af de aktiviteter, som jeg om lidt vil beskrive - herunder kidnapninger, likvideringer, bombninger og angreb på infrastrukturen - mindsket i løbet af de seneste år. Kidnapninger Den hollandske gruppe inden for den katolske menneskerettighedsorganisation Pax Christi, Pax Christi Nederlands, som har stået i spidsen for en international kampagne mod kidnapninger i Colombia, beskriver kidnapninger som en form for terrorisme. FARC har i flere tilfælde stået bag og forestået mange kidnapninger. Der findes to slags kidnapninger: 1. Politiske kidnapninger eller truslen om sådanne kidnapninger, der er beregnet til at indgyde frygt, tvinge personer til at samarbejde med FARC eller sågar lade FARC tage de facto kontrol over kommuner, afskrække folk fra at deltage ved valg eller i den politisk proces generelt eller tage gidsler til udveksling for FARC-militante, som er taget til fange af myndighederne. 2. Økonomiske kidnapninger, der er beregnet til at rejse midler til FARC. Ifølge de fleste skøn kommer omkring 1/3 af FARC's budget fra kidnapning og afpresning. I forbindelse med nogle kidnapninger har der fundet en form for arbejdsdeling sted mellem FARC og kriminelle netværk. Kriminelle bander specialiserer sig i kidnapning af personer, som derefter blive solgt eller handlet til FARC. FARC transporterer dem til zoner, der er under organisationens kontrol, og forhandler med deres familier omkring deres løsladelse. Den tidligere demilitariserede zone eller zona de distención, som FARC blev tildelt af Pastrana-regeringen som en del af fredsforhandlingsprocessen mellem 1998 og 2002, var en større tilbageholdszone for ofre for kidnapning. Sådanne personer overdrages p.t. til FARC-kontrollerede områder over hele landet, hvor de tilbageholdes. Hvad angår udførelsen så kan kidnapningerne være selektive, hvor særlige personer er målet, eller de kan være det, som colombianerne kalder secuestros masivos, hvor FARC eller medlemmer af andre grupper kidnapper en tilfældig gruppe, normalt ved vejafspærringer på hovedvejene og beder ofrene om at legitimere sig med id og tilbageholder dem, de finder af interesse og løslader resten. Der findes tusindvis af sager om verificerede FARC-kidnapninger. Ifølge Fundación Seguridad y Democracia, en uafhængig NGO fra Bogotá i Colombia, fandt der 8.905 kidnapninger sted i Colombia fra 2000 til 2003, hvoraf ca. 2.500 eller 28 % var begået af FARC. Ved 2.277 af kidnapningerne foreligger der specifikke oplysninger om hvilken FARC-front, der har haft ansvaret for kidnapningerne. I denne periode stod seks FARC-fronter for mere end 1/3 af det samlede antal FARC-kidnapninger. Disse omfatter den 19. i Sierra Nevada de Santa Marta, en bjergrig egn på nordøst kysten med 152 ofre, den 59. der opererer i samme område med 128, den 41. i Serranía de Perijá i den østlige del af Andes tæt på Venezuelas grænse med 120, den 34. nær grænsen til Panama med 116, den 53. der opererer ved grænserne til departementerne Cundimarca, Boyacá og Meta i det centrale Colombia også med 116, og Aurelio Rodriguez fronten, der befinder sig ved grænsen til Antioquia, Risaralda og Caldas med 109 samt otte andre fronter, den 6., 22., 54., 42., 35., 47., 36. og 37., der står for yderligere 24 %. Ifølge den seneste undersøgelse af sikkerheden foretaget af Fundación Seguridad y Democracia, fandt der 282 kidnapninger for penge sted i 2006, det laveste antal siden 2006. Af disse var FARC ansvarlig for 27 %. FARC's praksis med kidnapninger førte til en skrivelse fra Human Rights Watch, en respekteret international humanitær organisation, til lederen af FARC's sekretariat, Manuel Marulanda, den 15. april 2002, der kaldte kidnapningerne en grov overtrædelse af den internationale folkeret og krævede, at Marulanda straks greb ind for at stoppe kidnapninger af civile begået af FARC-styrker. I perioden op til valget til kongressen og præsidentvalget i 2002 omfattede disse kidnapning af præsidentkandidaten Ingrid Betancourt, der havde dobbelt statsborgerskab (colombiansk og fransk) og hendes assistent Clara Rojas den 23. februar 2002. Trods advarsler fra den colombianske regering og militæret om, at zonen var for farlig, besluttede Betancourt at føre kampagne i et område med stærk FARC-indflydelse. Hendes gruppe blev stoppet ved en vejspærring på et sted ved navn El Líbano. Hun var på vej i bil til San Vicente del Cagúan i den zone, som den colombianske regering tidligere havde overdraget til FARC. Betancourt er stadig et af de mest prominente FARC-gidsler. Kort efter den franske præsident Nicolas Sarkozy var blevet valgt som præsident, anmodede han præsident Uribe om at løslade FARC's såkaldte »udenrigsminister« Rodrigo Granda, der sidder fængslet i Colombia, som udveksling for Betancourt. Den colombianske regering løslod 20 fængslede medlemmer af FARC som bevis på sin gode vilje mod frigivelse af Betancourt og andre. Hun er imidlertid endnu ikke blevet løsladt, og der har ikke været livstegn fra hende i de sidste to år. Mange af ofrene for FARC's kidnapninger og likvideringer har været politiske figurer og offentlige embedsmænd, især på lokalt plan. Indtil Uribe-regeringen besluttede at udvide politiets tilstedeværelse til alle kommuner i landet, var lokale embedsmænd og politiske og offentlige ledere i høj grad prisgivet de væbnede grupper. Hundredvis af borgmestre, medlemmer af kommuneråd og andre embedsfolk er blevet dræbt eller kidnappet i løbet af de seneste mange år af FARC-elementer. Den 15. juli 2001 blev den tidligere guvernør for Meta, Alan Jara, kidnappet af FARC fra et FN-køretøj. Alan Jara var på vej tilbage med chefen for FN's udviklingsprogram og regeringsfolk fra en indvielsesceremoni for en bro, der var bygget af FN midler og dedikeret til lokale fredsbestræbelser. I februar 2002 kaprede medlemmer af den mobile kolonne Teófilo Forero et fly og tvang det til at lande. Ombord på flyet var senator Jorge Eduardo Gechem Turbay. Han blev efterfølgende myrdet, og dette var en af grundene til Pastrana-regeringens beslutning om at lukke den demilitariserede zone ned. Den mobile kolonne Teófilo Forero kidnappede også og dræbte efterfølgende medlemmerne af Repræsentanternes Hus i Colombia, Consuelo González de Perdomo og Orlando Beltrán Cuéllar. FARC-medlemmer dræbte også senator Martha Catalina Daniels og to assistenter, der var på gennemrejse i området Zipacón, borgmesteren af Topaipi og to medlemmer af kommunerådet i byen La Palma. Den 11. april 2002 blev 12 repræsentanter for departementet Valles forsamling kidnappet fra en offentlig bygning i byen Cali af medlemmer af Manuel Céspedes Vargas kolonne for den 30. front af FARC. Forklædt i militæruniformer beordrede FARC-medlemmerne repræsentanterne til at forlade bygningen på grund af en påstået bombetrussel og tog dem derefter som gidsler. Et af gidslerne blev reddet, mens de andre 11 blev dræbt fem år senere i juni 2007. FARC påstår, at gidslerne blev dræbt i en krydsild med sikkerhedsstyrkerne under et redningsforsøg. Den colombianske regering fastholder, at der ikke befandt sig nogle tropper i nærheden af området, hvor gidslerne blev tilbageholdt. FARC overgav ligene til Røde Kors' internationale komité i september 2007. En teknisk undersøgelse af ligene, foretaget af en international undersøgelseskommission nedsat af OAS efter anmodning fra den colombianske regering, fastslog, at to af ofrene var blevet skudt på tæt hold, tre var blevet skudt i hovedet, en var blevet skudt fem gange og de andre 10 mellem seks og 14 gange hver. Det var ikke kommissionens ansvar at finde frem til hvem, der havde ansvaret for drabene. Men det at gidslerne var døde, uden nogle overlevende, og der ikke blev fundet nogen sårede, hverken fra FARC's eller militærets side i dette påståede sammenstød, peger i retning af at repræsentanterne blev dræbt med overlæg og ikke ved et uheld. I 2002 kidnappede og dræbte FARC også borgmesteren i Mapiripán i departementet Meta, en valgtilforordnet i Puerto Gaitán, to i Puerto Concordia og yderligere to i Puerto López. I Villahermosa kidnappede FARC borgmesterens søn for at tvinge ham til at træde tilbage. Den 21. april 2002 kidnappede FARC guvernøren i departementet Antioquia, Guillermo Gaviria, en tilhænger af ikke-vold, der er blevet sammenlignet med Ghandi og Martin Luther King, og hans fredsrådgiver, tidligere forsvarsminister Guilberto Echeverri. De blev kidnappet under en fredsmarch, en march for forsoning og solidaritet med Caicedo, en bjergby ca. 145 kilometer fra Medellín, hovedbyen i Antioquia. Formålet med marchen var at udtrykke solidaritet med Caicedos folk, der havde erklæret sig selv for et ikke-voldeligt samfund, og at søge forsoning med FARC. Guvernøren havde beordret at politiet og hæren ikke skulle yde beskyttelse ved marchen og at man ikke skulle redde ham eller gøre gengæld, hvis han blev kidnappet eller dræbt. Marchen blev stoppet lige før Caicedo af FARC-elementer og Gaviria og Echeverri blev taget som gidsler. Mens han sad i fangenskab sendte Gaviria besked til sin kone om, at han tilsluttede sig ikke-vold i endnu højere grad og sagde, at når han blev sat fri, så ville han genoptage marchen til Caicedo. Ca. et år efter han var blevet kidnappet blev Gaviria og Echeverri imidlertid, sammen med ni medlemmer af de væbnede styrker som også blev holdt som gidsler, dræbt af FARC den 5. maj 2003. Ifølge en pressemeddelelse fra Amnesty International indikerede oplysninger fra Medellín, at FARC havde meddelt at have henrettet de tilfangetagne, da hærenheder havde forsøgt sig med en redningsaktion. Ifølge det colombianske forsvarsministerium dræbte FARC de tilfangetagne før militæret ankom til stedet. Denne episode kan fortolkes som et eksempel på FARC's villighed til at henrette gidsler frem for at lade dem blive reddet af sikkerhedsstyrkerne. (I denne forbindelse skal jeg bemærke en skrivelse fra FARC's Sekretariat i november 2002, der advarer om den store risiko for at redningsforsøg vil resultere i at dem, der tilbageholdes, bliver dræbt). En tidligere kulturminister og statsadvokaten for Colombias kone, Consuelo Araújo Noguera, blev kidnappet og efterfølgende dræbt af FARC's 59. front. Da Araújo blev kidnappet var hun på vej tilbage fra en religiøs ceremoni. Hendes niece, der forsøgte at indlede en forhandling for at sikre sin tante, blev også kidnappet sammen med to embedsfolk fra guvernørens stab i departementet Cesar, som hjalp hende i hendes bestræbelser. FARC indrømmede kidnapningen af Araújo, men nægtede at have slået hende ihjel, selvom en undersøgelse af liget viste, at hun var blevet henrettet og skudt på tæt hold. Den 16. februar 2005 dræbte FARC José Heriberto Castro, borgmester i Génova, i departementet Quindio sammen med hans sikkerhedsvagt og hans chauffør. Den 10. april 2005 dræbte FARC rådskvinden Miriam Martínez i kommunen Puerto Rico i departementet Caquetá i det sydcentrale Colombia. Den 24. maj 2005 angreb den mobile kolonne Teófilo Forero byen Puerto Rico i Caquetá og dræbte fire medlemmer af byens kommunalråd samt sekretæren for rådet. Forud for dette angreb den 12. maj havde Fenacon (den nationale sammenslutning af kommuneråd) og repræsentanter fra ti kommuner i Caquetá anmodet den nationale regering om at træffe foranstaltninger for beskyttelse mod den vedvarende trussel som den mobile kolonne Teófilo Forero udgjorde. På et møde med de nationale myndigheder påstod rådsmænd fra Puerto Rico (som efterfølgende blev dræbt), at FARC havde udlovet en pris på 8 mio. pesos for hvert rådsmedlem, der blev slået ihjel. Den 10. juli 2005 angreb medlemmer af den mobile kolonne Teófilo Forero et kommunerådsmøde i byen Campoalegre i departementet Huila. Blandt dem der blev dræbt var rådssekretæren, et tidligere medlem, og rådsformandens kone. Flere andre, herunder to piger på henholdsvis 6 og 9 år, blev såret. Den 27. februar 2006 åbnede militante fra den samme enhed, den mobile kolonne Teófilo Forero, ild mod medlemmer af kommunerådet i Los Gabrieles, også i departementet Huila, som holdt et mødt for at drøfte kommunale anliggender. Seks medlemmer af kommunerådet blev dræbt, og yderligere to døde under transport til hospitalet. Den 2. april 2006 dræbte FARC to rådsmænd i Arauquita i Arauca. Den 3. april dræbte FARC en rådsmand i Coromoro i Santander. Den 31. marts lykkedes det en rådsmand i Milán i Caquetá med nød og næppe at flygte under et FARC mordforsøg. Der har været flere forsøg fra FARC side på at myrde præsident Uribe, første gang under præsidentkampagnen i 2002. Den 14. april 2002 eksploderede en bombe i nærheden af Uribes bilkortege i byen Barranquilla. Tre tilskuere blev dræbt. Den 7. august 2002, den dag den nyvalgt præsident skulle indsættes, indledte FARC-elementer i Bogotá fire morterangreb mod Præsidentpaladset. 20 blev dræbt, alle civile, og mere end 60 blev såret. De fleste af de døde, heriblandt børn, blev dræbt i et fattigt beboelseskvarter omkring 800 meter fra paladset. Siden da har præsident Uribe overlevet mindst fire mordforsøg. Præsidentens egen far blev for øvrigt myrdet, da FARC-elementer forsøgte at kidnappe ham. Udover medlemmer af kommunerne har civile ledere også været FARC's mål. Medlemmer af kirken har været blandt dem, som FARC har myrdet. Den 14. november 2002 kidnappede og dræbte FARC en katolsk præst i La Salina i departementet Casanare. Den 25. december 2003 kidnappede og henrettede FARC Francisco Montoya, en katolsk præst, der lige var ankommet til kommunen Novita i departementet Chocó. FARC nægtede at udlevere liget med den begrundelse, at de havde begravet ham efter henrettelsen. Ifølge en missionær for organisationen Global Ministries blev to protestantiske præster, Jael Cruz García og José Humberto Méndez, myrdet af FARC i La Legiosa i departementet Huila den 5. juli 2006. Grupper af indfødte har også været mål for FARC. I marts 1999 henrettede FARC tre aktivister, der demonstrerede for indianernes rettigheder, på venezuelansk område efter at have kidnappet dem i Colombia. Den amerikanske domstol rettede tiltale mod FARC og seks medlemmer for mordet på de tre amerikanere. Den 11. november 2002 myrdede FARC ved to separate episoder guvernøren i Yanacona, en indfødt stamme i departementet Cauca, og hans søn, leder for de indfødte i Kankuamo i departementet La Guajira. FARC var også mistænkt for drabet på Mariano Suárez Chaparro, den spirituelle leder for de indfødte i Arhuaco i departementet Magdalena den 16. november samme år. Der har selvfølgelig også været likvideringer af politifolk, for mange til at de kan nævnes her, men i min vidneforklaring har jeg kun fokuseret på angreb på civile. Terrorbombninger Disse omfatter bombeangreb mod civile. Det mest kendte er bombningen af El Nogal Social Club i Bogotá den 3. februar 2003, hvor en bil med 200 kg sprængstof, der var parkeret i en garage på 3. sal i bygningen, eksploderede og dræbte 36, herunder seks børn, og sårede mere end 160. Angrebet fandt sted, mens der blev holdt en fest for nogle børn og en bryllupsreception i bygningen. FARC nægtede at tage ansvaret, men en teknisk undersøgelse viste, at bilen med sprængstoffet, en Renault fra 2002, tilhørte en John Freddy Arellán Zúñiga, en squashinstruktør, der døde under bombningen. Undersøgelsen fastslog, at bilen var købt ved forevisning af falsk id, og at Arellán havde været hyret af en person ved navn Javier Paz, en partner til Jorge Briceño Suárez, alias Mono Jojoy, en af FARC's øverstkommanderende, og Arellán havde sat et meget stort og uforklarligt beløb ind på sin bankkonto, højst sandsynligt som betaling for at have samarbejdet om aktionen. Videooptagelser viste, at tidligere på dagen, hvor bombningen fandt sted, havde Paz været inde i bygningen og tilbragt to timer der. Efterforskningen viste også, at et andet FARC-medlem ved navn Javier Tanga, ekspert i sprængstoffer og fjerndetonatorer, var blevet set to blokke fra bygningen den dag, hvor bombningen fandt sted. Myndighederne mener, at Tanga havde ansvaret for detonering af bomben, og at Arellán ikke vidste, at bomben ville blive detoneret, mens han stadig befandt sig inde i klubben. Bombningen af El Nogal Social Club var det mest dødelig angreb af sin art i Colombia siden Pablo Escobars Medellín-narkokartel udløste en voldsbølge i 1980'erne og primo 1990'erne, men det var ikke den eneste. Den 6. april 2006 var der et bombeangreb mod to offentlige busser i det fattige kvarter i det sydlige Bogotá, hvor to drenge på 10 og 11 år blev dræbt. Den 22. maj 2003 sprang FARC en bombe placeret i en truck i luften på hovedtorvet i byen San Carlos i Antioquia og dræbte en forbipasserende og sårede tre. Den 4. maj samme år sprængte FARC en bilbombe i luften i et forretningsområde i byen Tame i departementet Arauca og dræbte et 8-årigt barn og sårede 17. Den 10. maj 2002 efterlod FARC-militante en bombe i en pakke i et offentligt transportmiddel i Calamar i departementet Guaviare. Chaufføren mistede sin ene hånd, da pakken eksploderede. Den 3. april 2002 sendte FARC en pakkebombe til borgmesteren i El Espino i departementet Boyacá. Tre soldater og to civile blev såret, da bomben sprang i luften. Borgmesteren blev ikke såret. FARC har ikke haft succes til at overtale sine medlemmer til reelt at blive selvmordsbombere, selvom de colombianske myndigheder i marts 2004 anholdt et FARC-medlem ved navn Luis Hipolito Ospina, alias »the Muslim«, som faktisk er muslim, anklaget for at have trænet unge mænd til at blive selvmordsbombere. Ospina blev anholdt efter én af de personer, som han havde trænet, meldte sig selv til myndighederne i stedet for at udføre en selvmordsaktion. Dette er imidlertid tilfælde hvor FARC har tvunget personer til at blive ufrivillige selvmordsbombere. Den 7. marts 2005 forårsagede FARC at to civile mistede livet, herunder en mindreårig, efter de var blevet kidnappet og havde tvunget den ældste af dem til at køre sin bil med 50 kg sprængstof ind i byen Lejanías i departementet Meta, hvor der fandt valg sted. En anden tvangsmæssig selvmordsbombning fandt sted den 1. juni 2002, da FARC tvang en ranch-ejer til at køre med et køretøj fyldt med sprængstof. Men køretøjet sprang imidlertid i luften i utide. Angreb med cylinderbomber Ved angreb mod befolkede områder anvender FARC-militante typisk hjemmelavede propancylinderbomber fyldt med sprængstof eller napalm, der af fyres med improviserede mortérer lavet af 55-gallon tønder eller bøtter. Disse er yderst upræcise våben, der resulterer i mange tilskadekomne blandt den civile befolkning og stor skade på den by, der angribes. Det mest notoriske af disse angreb var Bojayá massakren. Bojayá er en overvejende afrocolombiansk by i departementet Chocó på Colombias Stillehavskyst. Området havde været under FARC's kontrol siden omkring år 2000, men i 2002 blev byen besat af styrker under Colombias Selvforsvarsgrupper [Autodefensas Unidas de Colombia, AUC], den største paramilitære gruppe. I et angreb på byen den 2. maj 2002 affyrede FARC cylinderbomber, hvoraf en ramte taget på en kirke, hvor mange af byens indbyggere havde søgt tilflugt, og dræbte 119 civile. Amnesty Internationals generalsekretær, som stod i spidsen for en Amnesty-delegation, der ankom til Colombia kort efter massakren, kaldte den en af de groveste overtrædelser af den internationale humanitære folkeret, der har fundet sted i denne lange og forfærdelige konflikt, og viser endnu engang den fuldstændige foragt for den civile befolkning. Amnesty International fordømte på det kraftigste FARC's aktioner i Bojayá og krævede at FARC stoppede med brugen af gascylindere som våben på grund af deres tilfældige beskaffenhed [bombninger i flæng uden hensyntagen til om det er mod militære eller ikke-militære mål]. Denne praksis med tilfældige angreb med cylinderbomber er fortsat. Den hollandske fredsorganisation Pax Christi Nederland har i en rapport om et FARC-angreb på landsbyen Toribío i Cauca udtalt, at FARC den 15. april 2005 bombarderede politistationen i Toribío, hvor størstedelen af befolkningen tilhører den indfødte gruppe Nasa. Et 10-årigt barn og 20 andre blev såret og fire huse ødelagt. Andre blev alvorligt beskadiget. FARC beordrede befolkningen til at forlade området og ca. 1.000 indbyggere blev ført i såkaldt »sikkerhed«. Pax Christi fordømte overtrædelsen af den ubevæbnede civile befolkning i Toribíos menneskerettigheder af de pågældende bevæbnede grupper, navnlig FARC. I perioden efter valget til kongressen i marts 2006 dræbte FARC mindst 20 civile ved to separate angreb med brug af cylinderbomber. I henhold til den internationale menneskerettighedsorganisation Human Rights Watch, som ofte er kritisk over for den colombianske regering, og jeg citerer »Disse massakrer sker ved særlige lejligheder for at sprede frygt inden valgene og underminere den demokratiske proces. Ved fortsat at begå disse uhyrligheder har FARC endnu en gang vist, at de intet har til overs for de menneskers liv og levned, som FARC påstår at de repræsenterer«. Brug af landminer Colombia tæller verdens største antal ofre for landminer som resultat af de illegale, væbnede gruppers omfattende brug af landminer, især FARC og en anden mindre væbnet organisation, den Nationale befrielseshær (Ejército de Liberación Nacional, ELN. I juli 2007 udsendte Human Rights Watch en 34 sider lang rapport med titlen »Maiming the People: Guerilla Use of Antipersonnel Landmines and Other Indiscriminate Weapons in Colombia«, hvoraf det fremgår, at mens størstedelen af de tilskadekomne for landminer findes blandt militæret, så sårer minerne også hundredvis af Colombias fattigste og mest sårbare indbyggere hvert år«. José Miguel Vivanco, leder af Human Rights Watch, har udtalt »Ved at bruge landminer efterlader FARC den colombianske civilbefolkning, som ikke har nogen del i konflikten, invalideret, blinde, døve eller døde«. Angreb på infrastrukturen FARC ødelægger regelmæssig offentlige transportmidler og sprænger broer og eltårne/lysmaster i luften. F.eks. sprængte FARC tre lysmaster i luften i Putumayo i januar 2006, hvorefter 250.000 ikke havde noget elektricitet. I nogle tilfælde har FARC lagt miner ud i områderne omkring de ødelagte værker for at gøre det sværere at foretage reparation af disse. FARC har også foretaget angreb mod olieledninger. F.eks. den 5. august 2005 hvor FARC sprængte en ledning tilhørende Ecopetrol i luften i Putumayo. Olieudslippet forurenede de omkringliggende floder og påvirkede vandforsyningen til tusindvis af mennesker. Den 19. maj 2007 sprængte FARC-militante et afsnit af Caño Limon-Coveñas olieledningen i luften, hvilket medførte et udslip i Catacumbe-floden med miljømæssig skade til følge. Brug af børnesoldater Der findes omkring 11.000 børnesoldater blandt de illegale væbnede organisationers rækker i Colombia, herunder FARC. Ifølge en rapport fra Human Rights Watch tildeler FARC børnene de samme pligter som voksne. Hvis de mister deres våben, kan de være tvunget til at gå i kamp uden våben, indtil det lykkes dem at tilegne sig et fra fjenden. Ved alvorlige forsømmelser afholdes et »krigsråd«. Der kan afsiges dødsstraf ved håndsoprækning. Børn, der deserterer, bliver ofte skudt, især hvis de tager deres våben med sig. Den samme skæbne venter mistænkte informanter, infiltratorer eller børn, der falder i søvn, mens de er på vagt. Den øverstbefalende håndplukker en gruppe, der skal udføre straffen. Børnene føres med hænderne sammenbundet med nylonsnor uden for lejrens område for at vente, mens gruppen graver en grav. Flere børn har fortalt Human Rights Watch, at de blev beordret til at foretage henrettelse af et andet barn. Nogle har fortalt, at de blev valgt med vilje, fordi ofret var en ven. Efter henrettelsen, der som regel forgår ved skydning, bliver liget eventuelt sprættet op inden det begraves. Det døde barns familie bliver sjældent, hvis overhovedet, underrettet. Børn bliver også opfordret til at henrette tilfangetagne fjender. Flere tidligere FARC-EP børnekrigere har i detaljer beskrevet over for Human Rights Watch, hvordan guerillaer torturerede tilfangetagne paramilitære ved at skubbe nåle ind under deres negle, hugge fingre og arme af og skære dem i ansigtet. Flere børn har fortalt Human Rights Watch, at deres øverstbefalende tvang dem til at overvære disse grusomheder. I henhold til FARC-EP's interne regler er minimumsrekrutteringsalderen 15 år, hvilket er i overensstemmelse med den internationale humanitære folkeret. Men FARC har dog aldrig overholdt disse krav til minimumsalder, trods gentagne løfter derom. Mere end 2/3 af de tidligere FARC-krigere, som Human Rights Watch har talt med, sluttede sig til gruppen i en alder af 14 år eller yngre, og de fleste blev rekrutteret efter offentliggørelsen af disse regler i 1999.« Angel Rambasahar under domsforhandlingen forklaret, han er senior politisk analytiker i Rand Coporation. Det er et uafhængigt non-profit forsknings- og analyseinstitut. Forskningen er støttet af både private og offentlige midler. Det er også en politisk service-funktion, som kan give informationer om vigtige politiske emner. Han har studeret Colombia og var i 1999 med i et amerikansk udvalg, hvor han beskæftigede sig med sikkerhed i Latinamerika. Colombia er et åbent samfund, og der er - uanset hvad man siger - pressefrihed, og pressen er meget kritisk mod regeringen og kritisk mod FARC's aktiviteter. Mange oplysninger kommer fra folk, som har forladt FARC. Mange af disse oplysninger er meget kritiske. Han har også oplysninger fra NGO'er. Han har blandt andet fået oplysninger fra Fundacion seguridad og Fundacion ideas de paz. Derudover har han informationer fra Amnesty International og FN. Han har også benyttet FARC's hjemmeside til at dække FARC's synspunkter. FARC tager generelt ansvar for kidnapninger specielt af højtrangerende folk. Hvis nogen dør, anføres det ofte, at de er døde i en krydsild, og organisationen tager derfor ikke ansvar for mord. FARC vil gerne medvirke til humanitær udveksling af fanger. Vidnet fra Center for Terroranalyse har forklaret, at han uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet og arbejder som analytiker primært med terrorisme. Arbejdet består mest i at sætte sig ind i større sagsområder og foretage analyse heraf. Som led i dette er kildevurdering meget vigtigt. Overordnet er der to typer kilder, som han benytter. Det ene er egne oplysninger, i dette tilfælde fra FARC og PFLP's hjemmesider, den anden type er, hvad andre måtte have skrevet. Han har i den forbindelse udvalgt kilder, som han finder troværdige. Han har benyttet følgende kilder i sine rapporter til denne sag: - Jane's, som er et over 100-årigt engelsk firma, som har oplysninger om militære forhold. Det er en virksomhed, som i mange år har leveret disse oplysninger, som er baseret på åbne kilder. - International Crises Group, ICG. Det er en non-profit organisation, som har medarbejdere rundt i verden, og som er kendt for at lave rapporter og analysearbejde af høj kvalitet. Rapporterne bygger på oplysninger, som man selv indhenter, blandt andet ved interviews. Rapporterne indeholder ofte anbefalinger til parterne. Organisationen er kendt for at være kritisk over for alle parterne i en konflikt. - Amnesty International og Human Rights Watch. Det er begge organisationer, som er placeret ude i konfliktområderne. - FN's Højkommissariat for menneskerettigheder, UNHCHR. Organisationen arbejder også på stedet og er kendt for at være kritisk over for alle parterne i en konflikt. - Economist Intelligence Unit, EIU. Det er en del af The Economist, som laver rapporter om forskellige lande med et bredt udvalg af emner om økonomi, politik mv. - RAND-Corporation. En forskningsinstitution, som laver god og kritisk forskning. Han kan ikke konkret svare på, om RAND har været kritisk over for den colombianske regering. Vidnet har, siden han blev færdig som cand.scient.pol. i 2002, arbejdet i en af de fire organisationer bag Center for Terroranalyse, som blev oprettet i 2006. Han taler ikke spansk og arabisk og har ikke været i Colombia eller Palæstina. Hans oplysninger stammer fra FARCs engelske hjemmeside, som indeholder en begrænset del af de oplysninger, som er på den spanske hjemmeside. PFLP's oplysninger er fra organisationens hjemmeside, der er på arabisk Den er maskinoversat og derefter gennemgået af en arabisk-kyndig kollega. Rapporterne er primært lavet af ham, men der har også været input fra andre kolleger. Vidnet forklarer vedrørende sine undersøgelser om baggrundsoplysninger om FARC, at han har lavet en rapport. Hans opgave er defineret på forsiden og omfatter ikke en beskrivelse af den colombianske regerings aktiviteter. Han har gennemgået de anførte kilder og ikke fundet noget, som modsiger disse. FARC skjuler ikke, at der foretages angreb mod regeringsmål, blandt andet i 2007, hvor FARC har taget ansvar for et angreb, hvor der døde nogle soldater og politifolk. FARC har også taget ansvaret for kidnapningen af præsidentkandidat Ingrid Betancourt i et interview med en af lederne. Dette er et eksempel på kidnapning. Der er også eksempler på, at civile kommer i skudlinjen blandt andet episoden ved kirken i Bojayá, hvor en af FARCs morterer ramte en kirke med civile. Det er ikke dokumenteret, at angrebet var bevidst, men FARC er kritiseret for at benytte upræcise våben i områder, hvor der er mange civile. Han er bekendt med, at det er hævdet, at angrebet var rettet mod paramilitære styrker bag ved kirken. Human Rights Watch har protesteret over for FARC over, at man benytter upræcise våben, hvor der er civile i nærheden, og at man har gjort dette i 27 tilfælde i året forud for dette angreb. FARC plejer ikke at tage større ansvar for angreb på civile. Der er eksempler på, at civile er blevet dræbt i tilfælde, hvor de er kommet i skudlinjen. Der er også eksempler på, at civile i øvrigt er blevet dræbt. Et eksempel er 34 kokaplukkere, der blev dræbt. ICG er en af de kilder, som henfører dette til FARC. FARC har også forsøgt at dræbe præsident Uribe, i forbindelse med dennes indsættelse. Der er også andre eksempler på, at FARC ved en række lejligheder har dræbt colombianske politikere, for eksempel 11, heraf mindst fire lokalpolitikere, der blev dræbt på rådhuset i Puerto Rico i Caquetá-provinsen. Jane's anfører dette angreb i en af sine rapporter. BBC har også nævnt det som FARC og en rapport fra det amerikanske udenrigsministerium om menneskerettigheder, som den organisation der udførte dette. Der er også et eksempel på en terrorhandling den 7. februar 2003, hvor ca. 35 blev dræbt og over 165 såret på en natklub. FARC har nægtet dette angreb, men blandt andet UNHCHR, ICG og Jane's har anført, at det var FARC, der stod bag, men han er opmærksom på, at der i en artikel i enten Semana eller i Liberation fremgår, at de ikke anser dette for bevist. Han er også bekendt med, at FN i sin rapport oplyser, at FARC ikke tager ansvaret for dette angreb. Vedrørende kidnapninger har FARC selv anerkendt at have kidnappet præsidentkandidat Ingrid Betancourt på deres engelsksprogede hjemmeside. Der er flere eksempler på kidnapninger, blandt andet for løsesummer. FARC er kritiseret for ikke at give oplysninger om fangerne til deres familier. Han kan meget vel forestille sig, at FARC også er beskyldt for kidnapninger, som man ikke har foretaget. FARC har også taget ansvaret for tre amerikanske fanger, som blev fanget i 2003. FARC siger, at disse er legitime fanger, hvorimod USA siger, at der er tale om civile personer, som arbejdede for et firma mod narkobekæmpelse. Der er også eksempel på tre amerikanske menneskerettighedsaktivister, som blev dræbt i 1999, hvor FARC har beklaget dette. PFLP kalder deres militante fløj for Martyr Abu Ali Mustafa Brigaden. PFLP tager ansvaret for denne brigades handlinger. Vedrørende terrorangreb mod civile, herunder selvmordsangreb, er dette en metode, som PFLP benytter ifølge Human Rights Watchs oplysninger. Der er foretaget et selvmordsangreb mod et busstoppested den 25. december 2003. PFLP har taget ansvaret for dette angreb. Det fremgår af hjemmesiden. En af de dræbte var militærmand. Der var muligvis også en dræbt militærkvinde. Der var også et angreb den 16. februar 2002 i et varehus i en bosættelse, hvor tre blev dræbt og ca. 30 såret. Der var også et angreb den 1. november 2004 på et marked i Carmen, hvor tre blev dræbt og 30 såret. Angrebene er beskrevet på hjemmesiden, og brigaden har taget ansvaret for episoden. Målet var muligvis et andet, nemlig efterretningstjenesten, men det kan vidnet ikke bekræfte. Der var også et angreb den 7. marts 2002 på et hotel i Ariel, der sårede 15. Den 19. maj 2002 blev et marked i Netanya angrebet. Der var tre dræbte og mere end 30 sårede. Vidnet kender ikke de dræbtes status. Vedrørende specielt bilbomber var der den 4. december 2001 fem bilbomber, der blev sprængt, heraf fire i Jerusalem, der sårede ni personer. Det er hans ræsonnement, at disse sprængninger på steder, hvor der var mange mennesker, rettede sig imod de mange forbipasserende. Der er eksempler på mortér og raketangreb, som PFLP har taget ansvaret for. En episode var angreb på Erez-grænseovergangen. Den 9. marts 2007 er der ifølge gruppens hjemmeside foretaget et snigskytteangreb mod en »zionistisk« soldat. Vidnet har hørt, at det kunne være en mulighed, at selvmordsbombere har udløst deres sprængladning andre steder end aftalt, således at der har været civile ofre, men PFLP har taget ansvaret for disse bomber og må derfor også have taget ansvaret for angrebet på civile. Han kender ikke nærmere til PFLP's holdning til selvmordsbomber, bortset fra disse to episoder. Vidnet, stedfortrædende formand for det latinamerikanske parlament Amilcar J. Figueroa har forklaret, at han er uddannet i latinamerikansk historie. Han har tidligere været præsident for Venezuelas forlagsvirksomheder. Derefter har han i ca. 3 år været viceborgmester. Han blev sidste år valgt til det latinamerikanske parlament, hvor han er stedfortrædende formand. Han har ikke været beskæftiget med politik i øvrigt i Venezuela. Det latinamerikanske parlament blev oprindeligt stiftet i 1850, men er først rigtigt trådt sammen siden 1964. Hvert af de 22 latinamerikanske lande har ret til at sende 12 repræsentanter til parlamentet. Repræsentanter fra Venezuela er folkevalgte. Nogle andre nationer udpeger selv deres repræsentanter. Colombia er medlem af parlamentet. Parlamentet har udpeget 2 personer til at forsøge at få en løsning på situationen i Colombia. Colombias præsident har peget på en person fra parlamentet, som skal være med til at støtte processen. De har bedt Venezuelas præsident om at deltage. Flere statsoverhoveder i Sydamerika har tilbudt at hjælpe processen i gang. Der er nu stor støtte til processen, og processen er så småt i gang, for så vidt angår humanitær udveksling af fanger mellem den colombianske regering og FARC. De sidste 10 colombianske præsidenter har ført krig mod oprørsbevægelser, men har også forsøgt med dialog. Den tidligere præsident har frigjort områder, hvor FARC kunne agere. Det er det departement, som har San Vicente som hovedstad. I dette område er der ikke nogen militær magt til stede. Området var tænkt til at kunne føre dialog i. Amilcar J. Figueroas personlige opfattelse er, at USA nu også har en positiv indstilling til forhandlingerne. FN ved vicegeneralsekretær Jan Ekeland har også været indblandet og været på besøg i Colombia, idet der er en international interesse for ikke at få spredt konflikten. De fleste internationale organisationer støtter dette, også for derved at begrænse narkohandelen og i praksis begrænse guerillabander. USA har ca. 4.000 soldater udstationeret i Colombia i grænseområderne, hvor de fungerer som rådgivere. Situationen bekymrer også nabolandet Ecuador. Præsidenten i Ecuador har ikke villet kommentere situationen nærmere, idet han ikke ønsker, at Ecuador bliver indblandet i konflikten. Konflikten har skabt mange flygtninge også ud af landet. Der har været mange fredsforhandlinger, blandt andet i 1984, 1986-1990, 1991 og 1992. Der har eksisteret politisk vold i Colombia, siden landet blev dannet. Det er ikke lykkedes at få en løsning, men der er nu stor vilje til at få forhandlingerne til at lykkes, og stor vilje fra latinamerikansk side til at få landet integreret med de andre latinamerikanske lande. For at få løst en konflikt må man begynde med at finde parterne, og de betegnelser, man har brugt gennem tiderne for parterne, har ikke altid været behjælpelige til at løse konflikten. Hvis man har betegnet den ene part som terrorister, har det nok ikke fremmet processen. Præsident Uribe har nu løsladt en person, som en bevæbnet gruppe tidligere har kidnappet for 2 år siden. Han er blevet dømt, men nu løsladt, så han kan deltage i processen. FARC er sindet at sende en delegation til forhandlingerne, og den ene af personerne er den omtalte parlamentariker fra partiet UP. Det har været svært, at få politikere fra dette parti til at stille op, idet 3.000 af dem på et tidspunkt blev myrdet, og de resterende måtte flygte. FARC's holdning til en politisk løsning er et komplekst problem, da der i Colombia er mange paramilitære grupper, som arbejder sideløbende med statsforvaltningen. Derfor forlanger FARC også garantier for at kunne deltage i processen. FARC's holdning er ikke alene at få fanger udvekslet, men også at få sociale forbedringer. Det er en historisk erfaring, at de paramilitære grupper har forsøgt at få udslettet en del. Der skal en stor politisk vilje til for at få det til at lykkes. FARC's optagelse på EUs terrorliste spiller naturligvis også en rolle for forhandlingerne, og adskillige præsidenter i Latinamerika finder dette forkert. EU må måske overveje optagelsen. FARC har ændret sin holdning siden 2002 i en mere politisk retning, og har blandt andet oprettet en web-side. Han har ikke det store kendskab til FARC's militære strategier, men FARC har blandt andet som mål at få magt via militære operationer. Han tror, at de opfatter sig som et politisk parti i de områder, de er. Deres militære operationer retter sig mod militære mål. Episoden ved kirken i Bojayá i 2002 var en kamphandling rettet mod paramilitære styrker, som benyttede ofrene i kirken som menneske-skjold. FARC har senere anerkendt sin erstatningspligt over for de efterlevende. FARC har vedstået kidnapninger, men der sker også kidnapninger i grænseområderne. Der er kriminelle bander, som har foretaget kidnapningerne, og som siger, de er fra FARC, men FARC opererer ikke i disse grænseområder. Der foregår en del narkotikahandel i Colombia, men Amilcar J. Figueroa har ikke kendskab til, at FARC er involveret i dette, men det er der til gengæld mange politikere, der er. Det er dog en problematik, som den internationale presse har manipuleret meget med. Amilcar J. Figueroa er ikke af den opfattelse, at FARC benytter børnesoldater, men han har læst forsvarernes rapport om dette. Paramilitære grupper har af og til angrebet byer og taget børn til soldater. Amilcar J. Figueroa tror ikke, at FARC har en praksis med at udøve terror mod civile. Alle arbejder nu mod en politisk løsning. Den colombianske stat er kendt for ofte at benytte tortur i samarbejde med paramilitære grupper. Grupperne er kendt for at lemlæste deres ofre. For nylig er der fængslet et kongresmedlem for at samarbejde med disse grupper. Den gamle økonomiske elite i Colombia er til en vis grad blevet overhalet af en ny økonomisk elite, som har deres penge fra narkohandel. Dele af statsapparatet arbejder mod andre dele i statsapparatet. Amilcar J. Figueroa har ikke kendskab til, at anklager har haft specielle problemer med at retsforfølge bestemte grupper i landet, men der er mange modsætninger i landet, og det colombianske samfund er meget korrupt. I Colombia bliver lovgivningen overtrådt hele tiden. Vidnet Ilan Pape har forklaret, at han i 25 år har beskæftiget sig med konflikten i Israel. Han har undervist på universitetet i Haifa, hvor han selv kommer fra, og nu underviser han på universitetet i Exeter i England. Det palæstinensiske område og Israel var en del af det osmanniske rige indtil 1. verdenskrig og derefter engelsk område indtil 1948. I slutningen af 1. verdenskrig og frem til 1948 flyttede en del jøder til området. I 1948 var der ca. 660.00 jøder og ca. 1,3 mio. palæstinensere. Cirka halvdelen af de 1,3 mio. palæstinensere blev systematisk flyttet som følge af en opdeling, der gav ca. 20 procent af området til palæstinenserne og 78 procent til israelerne. I 1967 besatte israelerne en del af de palæstinensiske områder, således at fordelingen herefter var ca. 90 procent til israelerne og 8 procent til palæstinenserne. Dette er essensen og grundlaget for konflikten. I 1987 gjorde de besatte områder oprør, idet palæstinenserne begyndte at slås mod israelerne, med hvad der var til rådighed. Denne intifada havde en vis succes, idet den på sin vis gjorde, at man ikke glemte det palæstinensiske problem. Man begyndte en fredsproces, som kulminerede med Oslo-aftalen i 1993, men det var en stor skuffelse for palæstinenserne, at de ikke fik deres områder tilbage, hvor de kunne bestemme selv. Derfor kom der en anden opstand, som ikke endte i en fredsproces. Man blev klar over, at Israel fortsatte med deres udvidelser og udvidede den jødiske besættelse. Vestbredden er nu omkranset af en mur, højere end Berlinmuren, og på Vestbredden er der interne spærringer, som forhindrer, at palæstinenserne kan tage fra et område til et andet, uden at de bliver kontrolleret. Specielt i de sidste 6 år er de politiske menneskerettigheder krænket, og det er ikke mærkeligt, at tidligere præsident Jimmy Carter har kaldt det for et apartheid-system, og at tidligere præsident Nelson Mandela har betegnet systemet som værende en apartheid. Der er mange bosættelser med en halv mio. bosættere for de 3 store områder på Vestbredden. Disse bosættelser deler Vestbredden op i flere områder. Der er veje, som kun må benyttes af jøder og militære installationer. Bosætterne bor i byer i forstæder, og i meget små bosættelser midt i de arabiske byer for at skræmme palæstinenserne væk. Kun israelere må bo i disse bosættelser. En del af indbyggerne er jøder, som kommer uden for Israel, men som bliver lokket med en bedre levestandard og med israelsk statsborgerskab. Nogle af bosætterne er bevæbnede, og de har også lavet militære grupper til forsvar af områderne, dog nok ikke for så vidt angår områderne tæt på Israel. Militæret har fungeret på den måde, at de er kommet med byggematerialer og holdt jorden, samt hjulpet bosætterne med at bygge. Der er også eksempler på bosættere, hvor man har bosat sig uden tilladelse, og derefter fået militær beskyttelse, indtil der var taget stilling til, om bosætterne kunne få tilladelse til at blive boende, hvad de oftest får. PFLP blev grundlagt i 1968 og udsprang af PLO. PFLP ville have resultater og arbejdede også med en social dagsorden, hvad andre ikke gjorde. PFLP begyndte en anden strategi, blandt andet med flykapringer, men dette stoppede hurtigt. PLO's overordnede strategi var dels militær, dels politisk. Oslo-aftalen i 1993 blev til dels opfattet som et forræderi mod det palæstinensiske folk, som gik imod en opdeling. I 1995 besluttede PFLP at arbejde med at komme ind på Vestbredden særlig som social organisation og bygge Palæstina op. I 2000 opfattede man Camp David-aftalen som et modigt forsøg fra Arafats side på ikke at acceptere denne deling. Det er en del af den israelske strategi at foretage drab på palæstinensiske ledere, idet man mente, at så ville problemerne også forsvinde. I forbindelse med drabet på den israelske turistminister blev det oplyst, at dette var et hævntogt. Han var en meget rabiat bosætter. I 2006 havde alle de politiske organisationer de samme militære ønsker om kamp mod besættelsen. Det har altid været mod PFLP's strategi at benytte selvmordsbomber, men der har været i hvert fald et tilfælde. Det er oftest den enkelte person, som beslutter en sådan handling, og som henvender sig til organisationen for at få sprængstof. De udvælger oftest selv deres mål. Retsvæsenet i de besatte områder bygger på nødregler fra 1945. Der er regler for de jødiske bosættere, herunder at de skal stilles for en dommer inden for 48 timer efter en anholdelse. Disse regler gælder ikke for palæstinensere. De kommer ikke altid for en dommer i det hele taget. Der er en kriminel lavalder på 12 år. Israel anerkender ikke Genève-konventionen. Hvis de gjorde dette, skulle de helt ud af de palæstinensiske områder, og kunne ikke have bosættelser, hvilket er en vigtig del af grundlaget for Israel. Hvis PFLP har militære mål som en del af deres strategi, men man ikke går efter civile mål, kan det dog være svært at skelne, hvad der er hvad, da mange af bosætterne dels er civile bosættere, dels arbejder for militæret. PFLP var fra starten en organisation med væbnet kamp, men også en organisation med sociale mål for palæstinenserne, der ikke havde en infrastruktur eller statsinstitutioner. Man har siden 70'erne også arbejdet politisk, og der er nu medlemmer i parlamentet. I 2000 besluttede man sig igen for militære strategier, da den unge generation ikke syntes, der skete noget, og PFLP kunne tilbyde træning og kamp mod israelske mål. Gruppen HAMAS benyttede selvmordsbomber, men det har PFLP som marxistisk eller socialistisk organisation taget afstand fra, idet man ikke har det islamitiske synspunkt, som man har i HAMAS-gruppen, at en selvmordshandling kan føre til en anden og bedre tilværelse. Det er dog svært, hvis unge mennesker har besluttet sig til et selvmordsangreb, at få fat i disse. Terror er et middel til at opnå mål. Alle, som er involveret i konflikten i Israel-Palæstina, har brugt terror for at opnå politiske mål, uden de dog alle er blevet betragtet som terrorstater. Terror må ikke forveksles med frihedskæmpere. PFLP har nu en socialistisk dagsorden og spiller også en mæglerrolle, men kan ikke acceptere Israels grundlæggende holdning til konflikten, nemlig at det alene er palæstinenserne, som er ansvarlige for konflikten. PFLP er en del af PLO. Man kan ikke betragte PFLP som en terrororganisation i dag. Vidnet, journalist Ole Sippel har forklaret, at han som journalist har beskæftiget sig med Mellemøsten siden begyndelsen af 1960'erne. Han har rejst meget i området og har også boet der i adskillige år. I mange år kunne parterne ikke blive enige om noget. I 1967 besatte Israel en del af Palæstina, og der begyndte at komme israelske bosættelser. Det havde meget stor indflydelse på situationen, da man gerne ville have fodfæste også af sikkerhedsmæssige grunde. Fra 1977 blev det en bevidst politik, at bosættelserne eksploderede. Bosættelserne spredte sig ud over Vestbredden, og bosætterne fik i vid udstrækning egne veje, som palæstinenserne ikke måtte færdes på. I Nablus blev den palæstinensiske befolkning i praksis spærret inde. Der var kontrolposter, som skulle passeres, når man skulle ud og ind, men tilladelserne »hang ikke på træerne«. Kontrolposterne er ved de større byer rene terminaler, som angivelig er der af sikkerhedsmæssige grunde, men også for at kontrollere palæstinenserne. De er åbne i dagtimerne, og kan blive lukkede. Der er også vejkontroller, som pludselig sættes op. Uden for bosættelserne er det fuldstændigt normalt at se bosættere bevæbnede. Mange af dem er også reservister i den israelske hær. Der er generelt gode relationer mellem hær og bosættere, og en del af hæren består af bosættere. De er uniformerede, men når der laves raid mod palæstinensere, er de ikke i uniform Der er eksempler på, at de er gået til angreb på palæstinensiske familier. Der er også armerede bosættere ved bosættelserne. Som regel beskytter hæren ikke palæstinensiske beføjelser og rettigheder. Ifølge Oslo-aftalerne skal Israel opkræve told og moms, og pengene skal betales til det palæstinensiske selvstyre, men kun en brøkdel af disse penge er udbetalt. Ole Sippel har kendt en del af hovedaktørerne i PFLP fra starten i 1967. PFLP blev stiftet som en befrielsesbevægelse, der havde det mål, at Israel skulle trække sig tilbage fra de palæstinensiske områder og lave et land, hvor der også var plads til jøder. Dette var deres såkaldte et-statsløsning. Der blev i midten af 1970'erne foretaget flybortførelser for at gøre opmærksom på det palæstinensiske problem, samt dræbt flypassagerer i Ben Gurion-lufthavnen. Der blev derefter foretaget gengældelsesaktioner. PFLP's aktioner har dog aldrig været så spektakulære som Hamas' aktioner. I dag har de fleste i PFLP anerkendt en to-statsløsning. PFLP er nok mere båret frem af elitær intellektuel elite. Ved valget til det palæstinensiske selvstyre i 2006 fik PFLP 4,1 % af stemmerne. PFLP har været støttet økonomisk af Syrien, men har ikke mange penge. Israel har jagtet og likvideret PFLP-ledere, og PFLP har gjort det modsatte. Det er svært at efterprøve, om det er den politiske fløj eller den militære fløj, som er dominerende. Det er en meget svag organisation med nogle få tilhængere. Det er svært at tale om en intern balance. Han ved ikke meget om PFLP's humanitære arbejde. PFLP siger selv, at man går mod militære mål, men der ryger civile med. Man tager de midler i brug, der tjener deres mål bedst. Det var måske i begyndelsen en integreret strategi, men ikke i de senere år; man gør, hvad man kan for at genere Israel. Ole Sippel finder forsvarernes rapport stort set saglig, men finder, at PET's rapport er lidt tynd. Ole Sippel benytter ikke selv begrebet »Terror«, som er et politisk udtryk, hvor der ikke er en klar fuldstændig definition. Der udføres vold mod sagesløse fra både PFLP's og Israels side, hvilket Mosche Dayan tidligere har erkendt. Gaza kan reelt opfattes som et fængsel. Vidnet, journalist Niels Lindvig har forklaret vedrørende FARC, at han har befattet sig med Sydamerika siden 1980'erne som journalist og herunder Colombia siden 1982-1983. Han har boet i Colombia i kortere perioder i op til nogle måneders varighed. Han har i alt boet i Colombia i sammenlagt 16-17 måneder. Han har fulgt undervisning på universitet i Colombia i sommerperioder (sommeruniversitet) og har også selv undervist som lektor i statskundskab og i moderne samfundspolitik. Underviserne kom fra hele området. I forbindelse med sit arbejde for DR har han opholdt sig i Colombia i en længere periode, hvor han blandt andet interviewede fire medlemmer fra FARCs ledelse. Om konflikten i Colombia oplyste vidnet, at konflikten har ændret karakter, idet den har varet i ca. 45 år. Fokus hos militær, politi og oprørsbevægelser har været nogenlunde den samme gennem perioden, men ledelsen er skiftet. Betragtet som en intern borgerkrig har konflikten ikke ændret sig, men det er fortsat politik, man taler om. Organisationen kan virke gammeldags og arkaisk, særligt som følge af at organisationen findes i junglen, og ikke helt er bekendt med, hvad der sker i landet. ELN er en anden oprørsorganisation, som ikke har relation direkte til FARC, og de har hver deres dagsorden. Der har ikke umiddelbart været samarbejde mellem de 2 organisationer, men han er bekendt med, at ELN i foråret 2007 har takket FARC for deres koordinering af samarbejdet. Der er også paramilitære grupper, som udsprang af situationen i 1940'erne og 1950'erne, hvor partiledere og godsejere m.fl. havde hver deres private hære. FARC begyndte også som en sådan hær. AUC-paraply-organisation er en selvforsvarsgruppe i deres egne øjne. AUC ville sikre jordejere fra at blive frataget deres jord, fra at blive bortført af blandt andre FARC. AUC blev også senere inddraget i narkotrafikken og blev meget magtfulde. Magten blev fjernet ved sidste års lovgivning om at demilitarisere de militære grupper. Det er helt sikkert, at dele af det colombianske militær og politi har samarbejdet med paramilitære styrker, og en del politikere sidder i dag fængslet herfor, men det er mindre sikkert, hvorfra de har fået ordrer til dette samarbejde. Blandt andet måtte Colombias udenrigsminister gå af i foråret, idet hendes bror og far er mistænkt for samarbejde med disse grupper. Angrebene har ofte rettet sig mod landsbyer for at få disse til at stemme for en bestemt retning mv. FARCs strategi har altid været væbnet, men selvfølgelig kombineret med en politisk strategi i perioder. Herunder da de oprettede partiet Union Patriotica, der lå godt ved parlamentsvalg og lokalvalg mv., men man kom ingen vegne med dette, da ca. 3.000 af partiets medlemmer blev slået ihjel. Herunder blev der i perioden dræbt 3 præsidentkandidater fra forskellige partier inden for ca. 6 måneder. Samarbejdet med regeringen gik ud på rent politisk, at der skulle udarbejdes nogle anderledes sociale relationer i Colombia, og i den forbindelse skulle FARC nedlægge våbnene. FARC havde gode resultater ved lokalvalgene, men paramilitære grupper dræbte herefter først og fremmest politikerne, og det gode grundlag for forhandlinger forsvandt. Der er ikke grundlag for at dokumentere, at dette er beordret ovenfra. Vedrørende forbindelsen mellem den colombianske stat og paramilitære dødspatruljer finder Niels Lindvig, dokumentationsgruppens baggrundsmateriale (side 16) forekommer meget fair, måske en smule underdrevet, idet chefen for den colombianske efterretningstjeneste er fængslet for at støtte paramilitære kidnapninger, forsvindinger, tvangsfordrivelser og mord. Hvor meget staten er involveret i hvad, kan vidnet ikke udtale sig om, men militæret, politiet og andre elementer inden for staten, herunder en del af præsidentens familiemedlemmer, er indblandet i samarbejde med de paramilitære styrker. Staten er en fragmenteret enhed og arbejder autonomt, især i militæret, men også nogle gange i politiet. Det er svært at betragte den colombianske statsmagt som en enhed. Colombia fik på et tidspunkt ny politichef, som fyrede ca. 8.000 politifolk og ledende politifolk for at rense ud i styrken. Narkotrafikken foretages af både gangstere og individuelle grupper, som i nogle tilfælde arbejder med grupper som FARC og ELN. Disse kriminelle grupper tilslutter sig ofte FARC for derved at komme ind under loven om demilitarisering og så undgå at blive straffet for narkokriminalitet. De kan på denne måde undgå at komme ca. 50 år i fængsel og få konfiskeret deres formue og slippe med fængsel i op til 8 år. Man mente, at der var 20- 21.000 medlemmer af FARC, men man har demobiliseret 30.000. Den nuværende præsident har meget stor valgtilslutning personligt i befolkningen, men ikke på baggrund af den politik, han fører. Dette hører ikke altid sammen i Colombia. Forsvarsadvokaterne er overvåget og forfulgt i Colombia. Deres situation er »hæslig«. Det er de forsvarere, der forsvarer personer i menneskerettighedssager, herunder blandt andre personer, der er beskyldt for virksomhed mod statens interesser, som er overvåget og forfulgt. I den forbindelse forklarede vidnet, at forsvarere er blevet skudt, ligesom forsvarere modtager trusler dagligt. Én bestemt forsvarer føler sig decideret truet i sit arbejde. Vedrørende det disfunktionelle colombianske retssystem, (dokumentationsgruppens materiale side 8), forklarede Niels Lindvig, at beskrivelsen er rigtig, idet der foregår denne type masseanholdelser. Der er ingen, der rigtig holder styr på landsbyerne i junglen, og der foreligger vidneforklaringer fra overlevende mv. Fremtvingelsen af forklaringer forekommer også. Vidnet hæftede sig ved, at FN's Flygtningehøjkommissariat udtaler, at præsidenten arbejder i terrortjeneste, også af folk i oppositionen. Hertil har præsident Uribe ofte kaldt oppositionen for terrorister i jakkesæt. I kølvandet på disse udtalelser følger ofte mord mv. Dette kan sammenlignes med forsvarernes situation. Højesteret forsøger at bevare sin integritet og ligger i konstant strid med præsidenten. Højesteret bryder sig ikke om aftale om afmilitarisering af paramilitære grupper. Situationen for kritiske journalister i Colombia er meget kritisk (side 11). Der er derfor ikke mange kritiske journalister. Nogle journalister må ofte forlade landet, herunder har præsident Uribe selv udstedt beskyldninger mod en journalist, der nu er flygtet til USA. Vedrørende brugen af tortur i Colombia (side 11) forklarede Niels Lindvig, at dette uden tvivl finder sted. I hvor stort omfang vides ikke. Det kan være vanskeligt at dokumentere, at det finder sted, og i hvor stor udstrækning. Tortur finder også sted i forbindelse med retssager. Vidnet har sin viden herom fra FN. Anvendelsen af tortur er især rettet imod venstreorienterede oprørere. Vidnet er ikke bekendt med, at tortur har fundet sted imod andre grupper. Colombia er et af de værste steder for drab på fagligt aktive, der er forfulgt og bliver dræbt på vegne af arbejdsgivere. For hver 10 fagforeningsaktive, der bliver dræbt i verden, bliver de 9 dræbt i Colombia. USA's kongres har derfor nægtet at underskrive en frihandelsaftale mellem USA og Colombia, indtil det er dokumenteret, at der ikke længere sker overgreb på fagligt aktive. USA har ellers i flere år støttet Colombia med mange millioner kr. til blandt andet bekæmpelse af narkokriminalitet. Forbindelsen mellem præsidenten og narkomafiaen (side 19) kender Niels Lindvig ikke til. Han er ikke vidende om præsidentens forhold til narkomafiaen. Han har hørt om det, men ikke i detaljer, og kan derfor ikke udtale sig herom. Vidnet kender ikke til præsident Uribes karriere som luftfartsdirektør. Vedrørende FARC i forhold til folkeretten udtalte vidnet, at medlemmerne af FARC er tydeligt uniformeret. Denne uniformering er kendetegnende for FARC-enhederne. Vedrørende bortførelserne forklarer vidnet, at FARC er kritiseret for at foretage bortførelser af i princippet uskyldige erhvervsledere i Colombia. FARC har hertil svaret, at bortførelserne var et udslag af deres beskatningspolitik, hvor FARC tager 10 % af virksomhedernes indtjening. Faldt betalingen ikke, kunne lederne af virksomhederne risikere at blive bortført. FARC vandt nogle store slag over den colombianske hær, blandt andet 3 store slag, hvilket medførte, at de fik mange fanger af regeringssoldater, som er blevet brugt til udveksling. FARCs anvendelse af bortførelser er noget mindre nu, og har været anvendt til blandt andet pression, fangeudveksling og indtjening. Vidnet kan ikke udtale sig om opgørelsen af antallet af fanger, der bliver udvekslet. Der er mange tal i omløb. Vedrørende angreb på civile personer (side 29) forklarede Niels Lindvig, at FARCs holdning til angreb på civile er, at det ikke er til FARCs fordel at foretage disse angreb. FARC ville ikke kunne overleve i deres skjulesteder i de lokale områder, hvis deres politik var at foretage overgreb på civilbefolkningen. Dette er ikke ensbetydende med, at det ikke har fundet sted eller finder sted, men det er ikke dokumenteret, at det er FARCs politik. Internt i organisationen er personer blevet straffet for at foretage sådanne angreb. FARCs anvendelse af børnesoldater er meget vanskeligt at dokumentere. Det afhænger af definitionen af, hvad børnesoldater er. Der bliver normalt ikke rekrutteret børnesoldater, og de ses sjældent i lejrene. Vidnet har ikke selv set det og kender ikke til andre, der har set det. Der er meget sjældent børn mellem dræbte FARC-soldater. Der er ofte kvinder blandt de dræbte FARC-soldater. Vidnet kender til familier, der ønsker, at deres børn bliver optaget i FARC, idet de herefter vil tjene 200 $ om måneden. Vidnet savner dokumentation for anvendelsen af børnesoldater. Vedrørende finansiering har FARC længe beskyttet bønder til gengæld for beskatning samt beskyttet små lokale flypladser tillige mod afgift. FARC har været involveret i narkobilledet på denne måde. Enkelte FARC-enheder har også tjent på narkohandel. Landet er stort, og FARC er spredt, og FARC skal selv sørge for indtjeningen af økonomiske midler. FARC ønsker ikke den form for politik, men dette er ikke ensbetydende med, at det ikke forekommer. Enkelte enheder forfalder til at deltage i narkotrafikken. Der har været 2 store tiltag til forhandling. Uribe blev valgt på en konfrontationskurs mod FARC, men Uribe er nu, blandt andet fordi USA's kongres ikke vil underskrive frihandelsaftalen, og fordi Frankrigs præsident presser hårdt på for en fangeudveksling, presset til en mulig forhandlingsløsning. Det er første gang, der er forhandlinger direkte mellem præsidenten og FARC. Præsident Hugo Chaves fra Venezuela skal være mægler mellem FARC og præsident Uribe. Der er ikke udsigt til en militær afslutning, så der er behov for forhandling. Der skulle være et møde mellem de to præsidenter den 12. oktober 2007. Vidnet er ikke bekendt med, om mødet fandt sted. De to præsidenter mødes ofte, selvom de er politisk uenige. Det er ikke er korrekt at sige, at FARC afviser politiske tilnærmelser, men der er et problem, da ledelsen i partiet Union Patriotica blev dræbt. Dengang prøvede FARC at forhandle med regeringen, da FARC i 1980'erne danne partiet Union Patriotica, Han kender ikke til et parti kaldet Colombias illegale kommunistiske parti. Der findes dog nogle kommunistiske partier, måske også hemmelige. Vedrørende angreb på Union Patrioticas medlemmer foretaget af militære grupper og politiet mv. (side 43) forklarede Niels Lindvig, at nationalpolitiet og parlamentariske rækker har været med til beordring af mord på politikere. Tydeligt at paramilitære grupper og kriminelle som vender tilbage, og der opstår også nye grupper som paramilitære grupper. Han kender ikke til, at PIRA (Nordirland) har haft kontakt med FARC. De tre irske personer var fra IRA og Sen Fein, men ikke PIRA. De blev arresteret for træning af FARC-oprørere, bombefremstilling og narkosmugling. Den egentlige grund til arrestationen var nok noget, som var foregået i Nordirland, muligvis for at forhindre en mulig forhandlingsløsning. Historien blev fortalt i Daily Telegraf, der - vistnok - angav M15 som kilde. Man ved, at tidligere forhandlingsløsninger er gået i stykker som følge af oplysninger, der er fremkommet lige inden forhandlingernes løsning. Vidnet kender ikke til, hvad de tre irere lavede i Colombia. De har formentlig været der, fordi der ikke var enighed i FARC om, hvordan der skulle forhandles med den colombianske regering. Den ene af de tre var Conoley, Sen Feins ordfører. Han blev valgt til den irske kongres som ordfører for Sen Fein. Der har været FARC-repræsentanter i Europa, herunder Danmark, som har forsøgt at få europæiske lande til at tage del i en fredsproces. Der har været møder også med danske partier. Vidnet ved, at en person fra Udenrigsministeriet har besøgt Colombia. FARC som organisation bedømmes af vidnet, som en organisation, der er startet ud med et forsøg på at etablere en social dagsorden i den politik, som blev indført med 2-partisystemet i 1950. Der var en magtdeling mellem de 2 partier, hvor der skulle skiftes hvert 4. år, uanset hvem der vandt valget. Demokratiet i Colombia fungerer ikke, som vi kender demokrati, og det er formentlig det, FARC gør oprør mod. FARC virker som en bevægelse, der trænger til en fredsproces. Det er gamle krigere, der har sloges i mange år, på de vilkår, der er i Colombia, og dette bærer organisationen også præg af. De går primært mod militære mål, men det, har også været civile tab, som nogle gange har været omfattende. FARC ikke er en terrororganisation. Dette er ikke ensbetydende med, at der ikke er begået overgreb og skrækkelige handlinger foretaget af FARC. Dette er dog ikke en integreret del af FARC, og FARC har i alle dokumenterede tilfælde erkendt og beklaget. FARC angreb en kirke Bojayá i maj 2002 med store civile tab. Dette var for at ramme de regeringsstyrker, som havde gemt sig bag kirken. Et andet eksempel på overgreb foretaget af FARC er overfald og drab i diverse landsbyer. Overgrebene er typisk ikke blevet sanktioneret. Det er ikke en del af den krigsførelse, som er besluttet af FARC. Vidnets kilder er lokale colombianere, ansatte i militæret, politikere, lokalpolitikere, oprørere, fængslede mv. Vedrørende Angel Rabasa's forklaring, som Niels Lindvig har overhørt, forklarer han, at det er første gang, at han hører, at nogen ikke anerkender tilstedeværelsen af Union Patriotica i Colombia. Det er veldokumenteret, at Union Patriotica eksisterer og fungerede som politisk parti i en periode. Vedrørende Angel Rabasa's forbindelse til USA forklarede vidnet, at det fremgår af bogen The Colombian Labyrinth, at sponsorer er »the Deputy Chief of Staff for Air and Space Operations, U.S. Air Force . . ., and the Director for Strategic Planning, U.S. Air Force.« USA må ikke selv deltage i militære aktioner i Colombia; og USA's militær kontraherer derfor med private firmaer, der opererer. Handlingerne består blandt andet af sprøjtning af koka-marker og rådgivning af private organisationer vedrørende bekæmpelse af narkotikatrafikken mv. Vedrørende forholdene i Colombia forklarede vidnet, at forholdene for journalister er meget dårlige. Kun fagforeningsfolk har det muligvis dårligere. Vidnet oplyste om en navngiven journalist, som præsidenten udnævnte som terrorist. Journalisten fik herefter 24 dødstrusler inden for de næstfølgende tre døgn. Journalisten er nu flygtet til USA. Med hensyn til angrebet på civilbefolkningen i Abasa, hvor 11 fra civilbefolkningen blev dræbt, oplyste vidnet, at ligene er blevet undersøgt af internationale retsmedicinere, herunder med deltagelse af dr. Hans Petter Hougen, Retsmedicinsk Institut. Udredningen har fastslået, at det er umuligt at fastslå, hvem der har dræbt de civile personer. De er blevet skudt fra flere retninger, og mange af dem var blevet skudt mange gange. Desuden var to personer blevet skudt i hovedet. Vidnet forklarede vedrørende tilfangetagne gidsler, at det er almindeligt, at der er videoer af gidsler. Nogle gidsler ønsker ikke befrielse ved militær magt, idet de er bange for at miste livet derved. I maj måned i år flygtede en soldat, Blanco, efter at have siddet som fange i 8 år. Soldaten bekræftede, at de tre amerikanske gidsler er i live, og at Ingrid Betancourt også var fange sammen med ham, indtil 3 måneder før han flygtede i maj måned i 2007. Samarbejdet mellem politikere og paramilitære styrker er blevet dokumenteret i diverse retssager i Colombia. Blandt andet er der fremlagt en underskrevet pagt om samarbejdet. For øjeblikket er der blandt andet fængslet 14 politikere i Colombia for samarbejde med paramilitære styrker, og herunder er pagten anvendt som bevis i forbindelse med disse. Ved afhøring af de paramilitære styrkers leder, Salvatore Mancuso, fremgik, at det var overraskende mange politikere, der har samarbejdet med disse paramilitære styrker. Det er formentlig over 30 % af politikerne i Colombia, der er involveret. Han skulle have sagt, at han havde kontrol over 30 % af parlamentet, måske mere. Med hensyn til kommentarerne vedrørende Angel Rabasa's forklaring oplyste Niels Lindvig, at de af de tiltaltes dokumentargruppe udarbejdede kommentarer er relevante. Det fremgår, at Jorge Eduardo Gechem Turbay skulle være dræbt. Der er flere oplysninger om, at Jorge Eduardo Gechem Turbay stadig er i live. Vidnet vil ikke afvise, at der er sket en forveksling med et andet parlamentsmedlem, som druknede ved en drukneulykke i 1997. Vedrørende utroværdige kilder oplyste Niels Lindvig, at det er et fortolkningssynspunkt, om organisationen Stiftelsen Sikkerhed og Demokrati er uafhængig. De oplyste fakta er korrekte. FARC har anerkendt overgreb. FARC har for vane at gøre dette. Vedrørende bombeangrebet af El Nogal er det en »gentleman-klub«. Der kom en del officerer og andre højtstående personer. FARC har ikke taget ansvaret for angrebet på El Nogal. Aktionen er atypisk for Colombia, og FARC har ikke tidligere gennemført denne type aktioner. FARC tager som regel ansvaret, hvis de har begået store aktioner. Vedrørende oplysningen om, at der ikke i Colombia findes andre persongrupper, som kunne begå denne aktion, oplyste vidnet, at han selv kender nogen, som kender persongrupper, der kunne foretage sådanne aktioner. Vedrørende FARCs forsøg på at deltage i legale politiske aktiviteter er det dokumenteret, at Union Patriotica forsøgte at deltage i det politiske liv i 1980'erne. Personlige oplysninger. Tiltalte T1 har den 22. maj 2006 vedtaget et bødeforlæg på på 1.200 kr. for overtrædelse af straffelovens § 121. Procedure Anklagemyndigheden har anført, at de tiltalte alle vidste, at overskuddet af salget skulle gå til at støtte PFLP og FARC. Det er ifølge forarbejderne til straffelovens § 114 b uden betydning, om støtten skal benyttes til andet end anskaffelse af våben eller sprængstoffer, når organisationerne er kendt for blandt andet at begå terrorhandlinger. Det kan efter bevisførelsen lægges til grund, at disse organisationer hver især udfører handlinger som nævnt i straffelovens § 114. De foretagne handlinger kan tilføje landene alvorlig skade. Handlingerne skal være foretaget for at skræmme befolkningerne i alvorlig grad eller for at tvinge de offentlige myndigheder til at foretage eller undlade handlinger eller for at destabilisere eller ødelægge landenes grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer. Dette terrorforsæt skal fortolkes i overensstemmelse med en erklæring, som blev afgivet i forbindelse med vedtagelsen i EU af den rammeafgørelse, som ligger til grund for straffelovens § 114. Det fremgår af erklæringen: ». . . Rammeafgørelsen om bekæmpelse af terrorisme omfatter handlinger, som alle Den Europæiske Unions medlemsstater anser for alvorlige overtrædelser af deres straffelove, begået af personer, hvis mål er en trussel mod deres demokratiske samfund, der respekterer retsstatsprincippet, og mod den civilisation, disse samfund bygger på. Den skal forstås på den måde og ikke bruges som argument for nu at betragte adfærd, som bliver udført af mennesker, der handlede for at bevare eller genskabe disse demokratiske værdier, hvilket navnlig var tilfældet i visse medlemsstater under 2. verdenskrig, som »terrorhandlinger« . . .« Det kan efter bevisførelsen lægges til grund, at organisationerne havde forsæt som anført i straffelovens § 114. Kidnapning af en præsidentkandidat, drab af 119 personer i en kirke kan ikke være en fejl. Handlingerne er ikke undtaget af EU-erklæringen. Det er kun handlinger, foretaget under 2. verdenskrig. Derfor er betingelserne i straffelovens § 114 opfyldt, og således også betingelserne for domfældelse efter straffelovens § 114 b opfyldt. Forsvarerne har anført, at anklagemyndighedens vidner ikke er uafhængige vidner. De tiltaltes vidner er uafhængige og de tiltaltes materiale er dokumenteret med kildehenvisninger. T7 og T5 har ikke medvirket til indsamlingen, og de har således ikke realiseret gerningsindholdet i tiltalen. De øvrige tiltalte har erkendt at have medvirket, men de har forklaret, at de ikke anser de to organisationer som terrororganisationer. Det har derfor ikke det nødvendige forsæt til overtrædelse af straffelovens § 114 b. Straffelovens § 114 b skal forstås i lyset af EU's erklæring i forbindelse med vedtagelsen af den rammeafgørelse, som ligger til grund for bestemmelsen. Bestemmelsen skal endvidere ifølge forarbejderne til loven forstås således, at handlingerne skal være rettet mod et system, som bygger på princippet om demokrati, og retsstatsprincipper, der er principper som EU's medlemsstater har til fælles. Colombias og Israels forhold til de besatte områder er ikke bygget på disse principper. Den omhandlede indsamling er atypisk i forhold til det, som er kriminaliseret i straffelovens § 114 b. Indsamlingen skulle gå til humanitære forhold, der netop kunne fremme de værdier, der nævnes i rammeafgørelsen. Bestemmelsen er ikke tænkt,l at skulle ramme sådanne indsamlinger. Der foreligger derfor materiel atypicitet, som må føre til frifindelse. På baggrund af General Assembly Resolution 60/251 af 15. marts 2006 gøres det gældende, at den israelske stat i forhold til den palæstinensiske befolkning krænker demokratiets kerneværdier og misbruger retten til at sætte nationens frelse over individets rettigheder og det folkelige fællesskab. Derfor har den palæstinensiske befolkning og følgelig også PFLP en legitim modstandsret. Nogle af PFLP's handlinger er ikke legitime og må behandles som krigsforbrydelser, men disse handlinger har ikke tilnærmelsesvist samt omfang som Israels handlinger. FARC har kontrol med ca. 40 % af Colombias territorium. Organisationen er en oprørsbevægelse i en ikke-international konflikt. Colombias regering har flere gange forhandlet med FARC, og de har også indgået aftaler, blandt andet om despeje-zonen, som FARC kontrollerer. Eventuelle overtrædelser af krigens love vil derfor kunne betragtes som krigsforbrydelser, og ikke som terror. Rettens begrundelse og afgørelse: Efter de tiltaltes forklaringer lægges det til grund, at samtlige tiltalte var bekendt med, at der skulle sælges T-shirts, og at overskuddet fra salget af T-shirts skulle gå til organisationerne PFLP og FARC. De tiltalte havde forskellige opgaver, herunder koordinering, pressekontakt, pakning. T7 deltog ikke i aktivt, men havde plakater med henvisning til hjemmesiden hængende på sin pølsevogn. T5 stillede serverkapacitet til rådighed. På denne baggrund findes samtlige tiltalte at have foretaget handlinger, der har medvirket til indsamlingen. Det findes uden betydning for sagen, hvad tilskuddet i øvrigt skulle benyttes til i organisationerne. Det afgørende for, om straffelovens § 114 b er overtrådt, er, om organisationerne udfører terrorhandlinger som beskrevet i straffelovens § 114. De tiltalte var ifølge deres forklaringer bekendt med, at indsamlingen kunne være i strid med lovgivningen. Dette betød imidlertid ikke, at de afstod fra at fortsætte med deres forehavende. Anklagemyndighedens bevisførsel for organisationernes handlinger og formål hermed har bestået af ekspertvidner, der i stort omfang har deres oplysninger fra internationale organisationer, fra pressen samt i et vist omfang fra deres ophold i Mellemøsten og Sydamerika. Bortset fra Reuven Paz, som kommer fra Israel, har de i meget ringe omfang deres viden fra egne oplevelser og iagttagelser af episoderne. De tiltaltes bevisførelse har ligeledes bestået af ekspertvidner, hvis viden, bortset fra Ilan Pape, i stort omfang kommer fra de samme kilder, som anklagemyndighedens vidner har deres oplysninger fra. På baggrund af den samlede bevisførelse lægges det til grund, at organisationerne har udført en række mord, bortførsler m.v., som organisationerne har taget ansvaret for. Organisationerne har således udført handlinger som omhandlet i straffelovens § 114, i et omfang som kunne skade de pågældende lande. Retten kan ikke efter bevisførelsen nærmere tage stilling til de enkelte handlingers udførelse og omfang. Ved bedømmelsen af, i hvilket omfang disse handlinger er foretaget med hensigt som anført i straffelovens § 114, tager retten alene de handlinger, som er begået inden for de seneste år, i betragtning. Vedrørende PFLP: Det lægges til grund, at organisationen blev stiftet efter Israels besættelse af Gaza og Vestbredden efter krigen i 1967. Medlemmer var personer, som i forvejen boede i disse områder, og som var mod besættelsen. Organisationen har i de seneste år fortsat arbejdet mod den israelske besættelse og mod de israelske bosættelser. Flere, men ikke alle aktioner har været rettet mod militære mål specielt i de besatte områder. På denne baggrund, og da retten som ovenfor anført ikke har kunnet tage nærmere stilling til de enkelte handlingers udførelse og omfang, findes det ikke tilstrækkeligt bevist, at organisationens handlinger er foretaget med det formål at skræmme befolkningen i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge myndighederne i Israel til at foretage eller undlade at foretage en handling, eller med formål at destabilisere eller ødelægge landets grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer, jf. straffelovens § 114, stk. 1. På denne baggrund frifindes de tiltalte for denne del af tiltalen. Vedrørende FARC Organisationens medlemmer rekrutteres blandt Colombias befolkning. Organisationens formål er at ændre Colombias politiske system. En del aktioner har været rettet mod statslige mål, herunder mod militæret og paramilitære grupper. Organisationen har ikke taget ansvar for drab på 34 koka-plukkere, og det er ikke under sagen bevist, at denne aktion er udført af organisationen. To voterende udtaler: Da retten ikke har kunnet tage stilling til de enkelte handlingers udførelse og omfang, og på baggrund af bevisførelsen i øvrigt, finder disse voterende ikke, at det med den til domfældelse i en straffesag tilstrækkelige sikkerhed er bevist, at FARC's formål med handlingerne er at skræmme befolkningen i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge myndighederne i Colombia til at foretage eller undlade at foretage en handling, eller at destabilisere eller ødelægge landets grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer, jf. straffelovens § 114, stk. 1. Disse dommere stemmer derfor for at frifinde. En voterende udtaler: Navnlig på baggrund af angrebet den 2. maj 2002 ved kirken i Bojayá, hvor FARC-medlemmer ikke afstod fra at benytte upræcise gasgranater, selvom der var civile, som kunne blive, og som blev ramt af disse, og på baggrund af bortførsler af ledende politikere, herunder præsidentkandidat Ingrid Betancourt findes det bevist, at organisationen også udfører handlinger som nævnt i straffelovens § 114 for at skræmme befolkningen og destabilisere og ødelægge landets grundlæggende politiske strukturer. Denne voterende finder derfor, at de tiltalte ved at indsamle penge til FARC har gjort sig skyldige i overtrædelse af straffelovens § 114 b. Der afsiges dom efter flertallet, hvorefter de tiltalte i det hele frifindes. - - - Statskassen skal betale sagens omkostninger. Østre Landsrets dom 18. september 2008 (14. afd.) (B.O. Jespersen, Rosenløv, Steen Mejer med domsmænd). Københavns Byrets dom af 13. december 2007 - - - er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse i overensstemmelse med anklageskriftet, herunder med påstand om konfiskation af det beslaglagte beløb på 24.982 kr., 8 Fighters and Lovers-T-shirts samt hjemmesiden www.fightersandlovers.com, jf. straffelovens § 75, stk. 2. De tiltalte, T1, T2, T5, T3, T7, T6 og T4, har påstået stadfæstelse. Under hovedforhandlingen for landsretten har anklagemyndigheden dokumenteret uddrag af følgende rapporter m.v. vedrørende FARC: FN-rapporter fra 2003 til 2008, rapporter fra Human Rights Watch fra 2004 til 2007, rapporter fra Amnesty International for 2003, 2006 og 2007, The Economist Intelligence Unit, Country Profile 2003, Colombia, Exclusive interview with the second Commandant of the Colombian guerrilla to Clarín, fra farcep.org., breve af 10. juli 2001 og 8. maj 2002 til hærfører Manuel Marulanda fra Human Rights Watch, pressemeddelelse af 6. maj 2003 fra Amnesty International, International Crisis Group, Colombia: Presidential politics and peace prospects, Latin America Report N 14- - 16 June 2005, ICG Latin America Report N 4, Colombia's Humanitarian Crisis, 9 July 2003, ICG, Demobilising the paramilitaries in Colombia: An achievable goal?, 5 August 2004, Jane's World Insurgency And Terrorism, 16 December 2005, Rand Corporation, Projekt Air Force, Human Rights Watch, årgang 19. Nr. 1 (B), juli 2007, baggrundsanalyse af 3. november 2006 fra Center for Terroranalyse, erklæring af 17. september 2007 fra Center for Terroranalyse, oversættelse af dele af rapport fra Regeringskansliet - Utrikesdepartementet i Sverige - vedrørende menneskerettighederne i Colombia 2007. Anklagemyndigheden har endvidere dokumenteret uddrag af følgende rapporter m.v. vedrørende PFLP: Amnesty International: Israel/occupied Territories: Palestinian armed groups must not use children, 23 May 2005, www.news.bbc.co.uk, Human Rights Watch: Erased In Reuven Paz Moment: Suicide Bombing Attacks Against Israeli Civilians, October 2002, baggrundsanalyse af 3. november 2006 fra Center for Terroranalyse, erklæring af 17. september 2007 fra Center for Terroranalyse, PFLP's hjemmesider vedrørende selvmordsangreb i Tel Aviv den 24. december 2003, selvmordsangreb på et marked i Tel Aviv den 31. oktober 2004, nedskydning af zionistisk soldat i den nordlige del af Gaza den 9. april 2007, raketangreb på checkpoint Beit Hanoun i Gaza-striben den 15. august 2007 og raketangreb på checkpoint i Gaza og byerne Askalan og Sidirut. Forsvarerne har dokumenteret EU's terrorliste, dom af 12. december 2006 fra EF-domstolen, Englands terrorliste, udskrift fra internettet, oversigt over afgørelser fra EF-domstolen og pressemeddelelser herom, afgørelse af 7. juni 2008, erklæring trykt i 2004, arbejdspapir fra 2003 og pressemeddelelse af 18. september 2007, dele af de tiltaltes rapport »Om konflikten i Colombia og FARC-EP«, dele af de tiltaltes rapport om »Israel/Palæstina konflikten og PFLP's rolle heri«, oversættelse af afskrift af bog om George Habache, uddrag af rapport fra The Palestinian Centre for Human Rights og artikel fra MIPT af 2002. Der er for landsretten afgivet supplerende forklaring af de tiltalte og vidnerne, journalist Niels Lindvig og journalist Ole Sippel, der alle har forklaret i det væsentlige som for byretten. Vidnerne seniordocent ph.d. Matthew Levitt, professor Eduardo Montealegre Lynett, associate professor Russell Crandall, psykiater Ruchama Marton, professor Roland Anrup, Miquel Ángel González Reyes samt journalist Jorge Enrique Botero Lince har afgivet forklaring for landsretten, og professor John Dugard har, jf. retsplejelovens § 917, jf. § 843, afgivet forklaring for Københavns Byret. De for byretten af vidnerne Reuven Paz, Angel Rabasa, vidnet fra Center for Terroranalyse, og Amilicar J. Figueroa afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923. Tiltalte T6 har forklaret blandt andet, at det er rigtigt, at der har været et medlem af PFLP, der har været selvmordsbomber, men det var ikke et medlem, der var udsendt af PFLP. Han afviser ikke, at der har været selvmordsangreb begået af PFLP-medlemmer, men det er ikke PFLP's ideologi. Han anser ikke organisationen som en terrororganisation. Tiltalte er ikke videre god til engelsk, så derfor kan han sagtens have henvendt sig til T5 i forbindelse med udarbejdelsen af pressemeddelelserne. De skulle ikke nødvendigvis godkendes af tiltalte, selv om han står som direktør for foreningen. Han havde alt for travlt til at skulle ordne alt. Foreholdt forklaring til politirapport af 22. februar 2006, hvor tiltalte har forklaret, at han godkendte alt det materiale, der er udsendt omkring Fighters and Lovers, har tiltalte forklaret, at han helt tydeligt over for politiet har sagt, at han »påtager sig ansvaret«. Det er ikke ensbetydende med, at han har set alt materiale. Det er rigtigt, at han har udtalt, at organisationerne FARC og PFLP også begår fejl. Efter hans overbevisning kan ingen organisationer af den størrelse undgå at lave fejl. Angreb på civile betegner tiltalte som fejl. Når han har udtalt, at de alle stod frem »med åben pande«, mener han, at ingen af de tiltalte nogensinde har lagt skjul på, hvad de havde gang i. Foreholdt afskrift af samtale af 26. januar 2006 mellem tiltalte og T3, har tiltalte forklaret, at han ikke ønskede, at kunden skulle sende T-shirten tilbage, idet han ikke ville oplyse foreningens adresse. Det skyldtes blandt andet, at adressen flere gange har været udsat for angreb af nazister. Han ville derfor undgå, at adressen blev offentlig kendt. Tiltalte har videre forklaret, at han gennem mange år har været organiseret i det politiske arbejde i Vestsahara. For at vise offentligheden, hvor vanskelige forholdene er i dette område, ønskede tiltalte, at deres organisation også skulle støtte Polisario. De selvmordsangreb, som ifølge anklageren skulle være begået af PFLP, er angreb, tiltalte er bekendt med. Han ved, at PFLP er den organisation, der går mest ind for fred mellem alle i området. Der har været fejl fra PFLP's side, men »de andre« har lavet større fejl. Når han i byretten har udtalt, at han ikke ønskede at være med i »Riga-projektet på grund af korruption«, mente han korruption fra Riga universitets side. »De skovlede bare penge ind fra EU og ned i deres egen lomme«. Den folkevalgte borgmester i Betlehem er medlem af PFLP, og han er kristen. Tiltalte har videre forklaret, at de 24.892 kr. er den samlede omsætning for de omhandlede T-shirts. Foreningen havde mange udgifter, og tiltalte skulle stå for regnskabet. Han havde dog meget travlt. Der har flere gange været forsøgt angreb fra højreorienterede personers side mod adressen - - -. Tiltalte T1 har forklaret blandt andet, at hun primært havde kontakt med T3 i forbindelse med PR-arbejdet. Ud over T6 har hun faktisk først mødt de øvrige tiltalte i forbindelse med sigtelsen i denne sag. Vidnets overvejende opfattelse af organisationernes handlinger er, at de har været nødvendige for at nå målet. De kan efter hendes opfattelse ikke direkte betragtes som terrorhandlinger. Det er ikke PFLP's strategi at benytte sig af selvmordsbomber. Organisationen er ikke religiøs. En selvmordsbomber foretager en religiøs handling for at blive martyr. Det er rigtigt, at PFLP har meddelt, at den står inde for nogle af selvmordsbombehandlingerne, men selvmordsbombere har efter tiltaltes mening ikke været en del af organisationens strategi, og handlingerne kan derfor ikke betegnes som terror. Kidnapninger i Colombia skal ses »i en kontekst omkring situationen i landet, hvor tingene sker«. Det er rigtigt, at tiltalte vidste, at hendes handlinger kunne være ulovlige. Hun er bekendt med straffelovens § 114 og vidste derfor, at hendes handling kunne give problemer. Det var imidlertid en del af motivationen. Hun ønskede at diskutere tingene. Tiltalte ville gerne støtte muligheden for, at man kan kommunikere i Colombia. Hun ønskede at støtte både FARC og PFLP. Tiltalte har videre forklaret, at det er hendes opfattelse, at FARC ikke havde medtaget udgifter til radioudstyr og lignende i dens budget. Derfor mener hun ikke, at hendes støtte til kommunikationsudstyr ville kunne frigive midler til terrorhandlinger. Colombia er et meget forrået samfund, og derfor var hun nødt til at støtte FARC. Hun mener ikke dermed, at det er i orden med kidnapninger og lignende. Det skal vurderes i den konkrete situation og i den sammenhæng, det forekommer. Tiltalte T3 har forklaret blandt andet, at der har indsneget sig fejl af betydning i gengivelsen af hans forklaring for byretten. I linje 3-4, 1. afsnit, s. 8, kan tiltalte slet ikke genkende udtalelsen. Det er ikke udtryk for hans forklaring, men må være dommerens ordvalg. I 1. linje, i 4. afsnit, mangler der elementer i definitionen af terror. Tiltalte sagde også, at hensigten var at skræmme befolkningen. Terror er den planlagte, grusomme voldsudøvelse mod sagesløse civile for at skræmme befolkningen med det formål at opnå et politisk mål. Han har også sagt, at hvis der ikke er demokrati, kan voldsanvendelse være legitim. Hvis der derimod er demokrati, er voldsanvendelse ikke legitim. I 5. afsnit, sidste linje, bestrider tiltalte at have sagt, at han ikke anerkender, at PFLP benytter selvmordsbombere. Han har sagt, at PFLP's politiske strategi ikke er at benytte selvmordsbombere eller overgreb mod civile. Det er enkeltpersoner, der er medlem af eller tilknyttet PFLP, der har anvendt disse metoder. I 6. afsnit, 2. sætning, bestrider tiltalte, at han har sagt, at FARC er en ikke-voldelig organisation. Han har sagt, at FARC, hvor det har været muligt, f.eks. har prioriteret at benytte ikke-voldelige metoder og har forsøgt at opstille til valg. I sidste afsnit, 1. linje, afviser han, at han har sagt, at der altid sker fejl, når der opstår kampe mellem regeringsstyrker og FARC, hvoraf der er omkring 2.000 årligt. I samme afsnit, hvor det er omtalt, at FARC med skud ramte 100 mennesker, har tiltalte forklaret, at det handler om en episode i 2002. Han har ikke udtrykt sig, som om at det var en bevidst handling. Menneskegruppen var placeret inde i kirken og var derfor ikke synlig for FARC, der utilsigtet kom til at ramme disse mennesker med en hjemmelavet mortérgranat. Tiltalte har videre forklaret, at han før denne sag havde et meget overfladisk kendskab til T7. De havde ikke daglig kontakt. Med hensyn til T1 forholder det sig på samme måde. De arbejdede dog nært sammen i forbindelse med teksten i annoncerne. T2 og T4 hjalp på foranledning af tiltalte med at pakke de omhandlede T-shirts. De drøftede problemerne i forbindelse med de demokratiske muligheder efter terrorangrebet i september 2001. Der blev ikke solgt T-shirts fra T7's pølsevogn. De angreb på civile, som PFLP har taget ansvaret for på sin hjemmeside, betragter tiltalte ikke som terror. For tiltalte er terror angreb, der er ment for at skræmme befolkningen for at opnå politiske mål. Han mener ikke, at »målet helliger midlet«. Det er rigtigt, at der var civile, der blev dræbt ved angrebet ved kirken, og at der blev anvendt mortérgranater. Alligevel betragter tiltalte ikke angrebet som terror, fordi hensigten med angrebet var at beskytte befolkningen imod den paramilitære styrke, der havde angrebet befolkningen gennem flere dage. Tiltalte har videre forklaret, at regeringshæren i den konkrete situation tillod de paramilitære styrker at komme ind i området. Der er klare beviser for, at regeringshæren deltog aktivt i massakren. Han var i Colombia første gang som journalist i forbindelse med et dokumentarprogram i januar 1999 og et par måneder frem. Senere har han været i landet under fredsforhandlinger mellem FARC og regeringen. Disse forhandlinger foregik fra 1998 til 2002. Den danske regeringsrepræsentant var hos guerillaen i 2000. I sommeren 2001 var tiltalte i Colombia, i forbindelse med at FARC løslod 300 fanger, idet man håbede på, at regeringssiden også ville løslade nogle af dens politiske fanger. Det skete dog ikke. Gennem 1990'erne havde FARC en fremgang, og det gjorde, at mange soldater fra regeringstropperne overgav sig til FARC. Derfor stod FARC pludselig med en stor mængde fanger, som regeringen ikke ville tage tilbage. Tiltalte anvendte navnet - - - som kunstnernavn, fordi situationen for en journalist i Colombia er meget vanskelig. Det er normalt at modtage dødstrusler, og at de føres ud i livet. Derfor - og for at beskytte sine colombianske kolleger - benyttede tiltalte sig af et dæknavn. Tiltalte har videre forklaret, at Fighters and Lovers ønskede at købe udstyr og aflevere det til henholdsvis FARC og PFLP. Kidnapning kan man kun tage afstand fra, men en frihedsberøvelse af krigsfanger er efter tiltaltes mening i orden. Sådanne frihedsberøvelser blev af den colombianske regering også omtalt som kidnapninger. FARC udfører socialt arbejde. F.eks. opretholder FARC veje, skoler m.m., men de opdriver også skat og opretholder lov og orden. Hvis folk ikke betaler eller overholder »loven«, frihedsberøves de af FARC, og disse frihedsberøvelser omtales i den colombianske presse som kidnapninger. Formålet med kidnapning af toppolitikere er at opnå en aftale om fangeudlevering. Dette formål er efter tiltaltes opfattelse ikke terrorisme. Tiltalte har videre forklaret, at FARC genoptog den væbnede kamp, idet medlemmerne blev forfulgt af regeringen. Hvis regeringen anerkendte FARC, ville der ikke være nogen guerillakamp. Tiltalte T5 har forklaret, at der er mange fejl i referatet af hans forklaring for byretten. F.eks. har han ikke udtrykt sig om selvforståelsen af terror (s. 11, 3. afsnit). Tiltalte har videre forklaret blandt andet, at dagen efter at tiltalte og de øvrige tiltalte havde fået ransaget deres hjem, udarbejdede han udkastet til pressemeddelelsen. T6 skulle ikke godkende udkastet. Når tiltalte i byretten har sagt, at »alle kan begå fejl«, mente han, at parter i alle konflikter overtræder reglerne i Menneskerettighedskonventionen og 4. Genevekonvention. Tiltalte afviser, at PFLP har taget ansvaret for selvmordsbombere på deres hjemmeside. Selvmordsbombere er imod PFLP's politik. Drabet på turistministeren blev også omtalt på PFLP's hjemmeside, men det er ikke ensbetydende med, at det var organisationen PFLP, der tog ansvaret for det, selv om det uden tvivl var noget, et af dens medlemmer havde begået. Foreholdt forklaring for byretten (1. afsnit, 4. linje), har tiltalte forklaret, at han ikke forstår, hvad dommeren mener med referatet. Sådan er det med mange af sætningerne i referatet. Den eneste af de medtiltalte, som tiltalte kendte i forvejen, var T6. Tiltaltes eneste opgave var at »hoste« serveren. Tiltalte »hostede« fire øvrige web-sites for andre. Tiltalte så ikke nogen af de mails, der blev sendt til Fighters and Lovers, idet de straks blev videresendt til en anden google-adresse. Tiltalte har gennem de sidste 25 år arbejdet med hjælpeorganisationer rundt i verden, og derfor sagde han ja til at »hoste« serveren, idet han havde sympati for både PLFP og FARC. Tiltalte har ikke tidligere kunnet støtte FARC, eftersom FARC var Moskva-orienteret, og han har altid været imod Sovjetunionen, ligesom han var imod gidseltagninger. Efter vedtagelsen af terrorlovningen ønskede han imidlertid at medvirke til at rejse en debat om de indskrænkninger i menneskerettighederne, lovgivningen efter hans opfattelse indebar. Der er utallige definitioner på, hvad terrorisme er. For tiltalte er terror et prædikat, som parterne i en konflikt sætter på modstanderen. Målestokken er 4. Genevekonvention, der handler om at beskytte civilbefolkningen. PFLP og FARC er hverken opført på FN's eller Englands terrorliste. Forevist oversættelse af dokument fra Amnesty International, har tiltalte videre forklaret, at ud af 27 angreb, PFLP har foretaget gennem de seneste 8 år, er kun 3 rettet mod civile personer. De øvrige er rettet mod militæret eller israelske bosættere. Tiltalte T7 har forklaret blandt andet, at det godt kan være, at han har mødt T1 ved tidligere lejligheder, men han vidste ikke, at hun var medlem af Fighters and Lovers. T3 kom tiltalte til at kende, i forbindelse med at alle de tiltaltes hjem blev ransaget. Det er dog muligt, at der har været en forudgående kontakt mellem de to, men tiltalte husker det ikke i dag. Der var ophængt plancher med fotografier af de omhandlede T-shirts i tiltaltes pølsevogn, men der var ingen T-shirts til salg der. Tiltalte vidste, at støttepengene skulle gå til PFLP og FARC, og at organisationerne stod på terrorlisten. Han husker ikke, om han talte med T6 desangående. Forevist plancherne med T-shirts har tiltalte forklaret, at han har svært ved at se, at de kan være en del af noget kriminelt. Tiltalte var med til »release-partyet«. Han har ikke deltaget i pakning eller andet omkring salget af T-shirts. Tiltalte T4 har forklaret blandt andet, at hun mener, at hun i byretten har sagt, at hun ikke kunne definere, hvad terrorisme var, men at det colombianske regime var et rigtig godt eksempel, herunder med overgreb på civile. Hun traf T2 i forbindelse med pakningen af T-shirts. T3 havde spurgt, om tiltalte ville være med. De talte om, hvad der skete i Colombia og Palæstina, og hvordan man kunne lave et civilt ulydighedsprojekt. Hun har nok været inde på Fighters and Lovers' hjemmeside et par gange, men hun har ikke været med til at udarbejde den. Hun har nok læst, at man kunne få juridiske problemer. Hun tænkte, at der som led i »terrorspøgelset efter 11. september« opstod rigtig mange problemer i forbindelse med humanitære hjælpearbejder rundt i verden. Hun bryder sig ikke om angreb på civile, men man må se det hele i sammenhæng. Overgreb på civile er ikke en terrorhandling, men en fejl. Tiltalte T2 har forklaret blandt andet, at hun ikke i gengivelsen af sin forklaring for byretten forstår sætningen omkring listerne og EU's terrorliste. Med hensyn til sidste afsnit præciserede hun sætningen således, at PFLP var modstander af besættelsen, og FARC deltog i en borgerkrig. Hun mener ikke, at nogen af de to organisationer har en politisk strategi, der går ud på at dræbe civile. Tiltalte har deltaget i politisk solidaritetsarbejde siden 1990'erne og har ikke tidligere haft problemer som nu. Hun kunne måske godt se, at det kunne give vanskeligheder, nu organisationerne var blevet sat på en terrorliste, men hun har nok ikke tænkt så langt, og hendes arbejde var ikke anderledes end det, hun tidligere havde udført. Hun og T6 har nok talt om forholdene i Israel, men hun behøvede ikke nogen videre forklaring herom, for hun har selv været på den besatte Vestbred. Hun kendte T3 i forvejen, lærte T4 kende gennem pakkeriet og har truffet de andre tiltalte i forbindelse med sagen. Tiltalte har videre forklaret, at hun, da hun var på Vestbredden, blandt andet hjalp til med ambulancekørsel. Niels Lindvig har forklaret blandt andet, at der er følgende fejl i gengivelsen af hans forklaring for byretten. På s. 39, næstsidste afsnit, var det ikke FARC, men UP, der havde stillet op til valg. På s. 40, 2. og 3. afsnit, var det ikke FARC, men AUC. På s. 43, 3. sidste afsnit, var det paramilitære grupper og ikke regeringsstyrker, der havde gemt sig bag kirken. På s. 44, 3. afsnit, drejer det sig om bortførte politikere og civile, som er forsøgt befriet ved en militæraktion. Det anførte stednavn findes ikke. På s. 45, 1. afsnit, vedrørende utroværdige kilder, må der være sket en kraftig sammenskrivning. Han har ikke udtrykt sig, som der står. Oplysningen om stiftelsen er rigtig, men han genkender ikke de andre fakta. Forevist de tiltaltes rapport »Om konflikten i Colombia og FARC-EP«, har vidnet forklaret blandt andet, at rapporten er meget lødig og veldokumenteret. Det politiske system i Colombia kan vanskeligt beskrives i få sætninger. Det er et demokrati, der skal fungere i en krigssituation. Der er derfor tale om et demokrati for ganske få mennesker. Der er ikke stor interaktivitet mellem by- og landområder. Meningsmålingerne kan godt vise, at regeringen har en vis opbakning, men vidnet sætter spørgsmålstegn ved, hvem man har spurgt. Han mener således ikke, at fordrevne og flygtninge er blevet spurgt. Det er umuligt at foretage meningsfulde meningsmålinger i landområderne. Befolkningen i byerne oplever ikke krigen på samme måde, som befolkningen i landområderne gør. 1 byerne behøver man ikke at komme i kontakt med krigen, hvis man ikke vil. I Colombia sendes soldater, der har en studentereksamen, ikke til fronten. Det er muligt at bestikke sig til en eksamen. Det er andre, der betaler for krigen, hvilket betyder, at der ikke hos alle er interesse i at standse krigen. USA har gennem mange år betalt først og fremmest til narkobekæmpelse og i de senere år også til guerillabekæmpelse. USA sender penge eller materiel til at sprøjte kokamarker eller sender folk fra private firmaer. Disse private fungerer ofte som lejesoldater. USA er gået massivt ind i konflikten i Colombia, fordi USA har en »ven« i Uribe. Man kan godt sige, at Colombia fungerer som et hangarskib for USA. USA ønsker også at bekæmpe narkoproblemet der, hvor narkoen dyrkes, og ikke hvor den bliver brugt. Man har forsøgt at bevise, at FARC har samarbejdet med andre terrorgrupper, men der har ikke været nogen beviser. Colombia er i forhold til USA's regionale interesser vigtig. Der er ikke blevet mindre kokain. Det viser et tidligere FN-satellitprogram, som han har fulgt. Nye arter kokaplanter gør det muligt, at afgrøderne kan høstes 3-4 gange årligt. Amerikanske forskere finder sprøjtningen med round-up problematisk. Sprøjtningen har bivirkninger. Den colombianske regering har forsøgt at indføre dyrkningen af andre planter, men intet indbringer så meget som kokaplanter. De fleste bønder, der dyrker koka, dyrker også andre afgrøder, som de selv spiser af. Sprøjtningen rammer også disse afgrøder, og man har set, at folk er blevet syge, ligesom fattigdommen hos bønderne er blevet større. Vidnet mener, at det er forkert, når det påstås, at FARC finansierer organisationen ved narkodyrkning. FARC har ydet beskyttelse til dem, der dyrker og videresender narkoen, men den deltager ikke i salgsleddet. Mod betaling yder FARC logistisk hjælp. Det er rigtigt, at FARC inddriver skatter hos narkoproducenter og andre virksomheder. FARC's politik var, at i hvert fald virksomheder, der havde en omsætning på over 1 mio. dollars, skulle betale. Vidnet kender Miquel Ángel González Reyes. Vidnet interviewede ham for 1 år siden. Reyes er meget anset. Uribe er en mand, der har slået sig op på at være guvernør i en provins og at være uden for partierne. Han stillede med en ny politisk løsning. Han blev anset som en »frelser« og fik stor opbakning. Det skete i 2002, umiddelbart efter at forhandlingen mellem FARC og den daværende regering i Colombia var »gået i vasken«. Uribe lovede at få løst problemerne på den hårde måde sammen med hæren og politiet. Vidnet var ligesom mange andre nyhedsfolk med flere i Colombia i 2002, da forhandlingerne mellem FARC og den daværende regering fandt sted, men »fredsprocessen fik ikke fred«. FARC var ikke useriøs, men det var vanskeligt at forhandle, fordi antallet af aktioner, overgreb og angreb blev optrappet i den periode, ofte begået af paramilitære styrker og politiet. Disse var ikke interesseret i en fredelig løsning. Nogle af de attentater, der blev begået, blev »påduttet« FARC for at få forhandlingerne til at bryde sammen. Der var meget stærke kræfter i Colombia, der ikke ville have, at forhandlingerne skulle lykkes. Foreholdt de tiltaltes rapport »Om konflikten i Colombia og FARC-EP« (s. 10 midt - 11 øverst), har vidnet forklaret, at denne opsummering efter hans skøn er rimelig korrekt. Vidnet mener dog, at situationen i dag er væsentlig værre end for et år siden. Især fagforeningsfolk er blevet dræbt i stort omfang. Store udenlandske firmaer betaler for at beskytte sig. Det er vanskeligt at drive virksomhed i Colombia uden at betale for »beskyttelse«. Selv meget små og ubetydelige organisationer bliver stadig forfulgt. Formålet med lov om retfærdighed og fred er at demobilisere de paramilitære styrker. De berørte personer skulle tilstå alt, og det har betydet, at der i dag er mellem 60 og 70 højtstående politikere, der står tiltalt for samarbejde med paramilitære styrker gennem årene. Der er på det seneste fremsat lovforslag, der fjerner højesterets ret til nærmere at undersøge disse tilfælde. For ganske nylig har paramilitære personer besøgt præsidentens palads for at »tilsmudse« højesterets præsident. Det har affødt kraftige reaktioner fra oppositionen i Colombia. Situationen i Colombia er blevet voldsomt forværret under Uribe. Tidligere var der ikke ret mange tilfælde af påstået terrorvirksomhed. Mange bondeledere er under anklage for at være terrorister. Bekendte af disse bliver bestukket til at komme med falske vidneudsagn. Vidnet tror ikke, at der »bag tæppet« fortsat pågår fredsforhandlinger i landet. Alle muligheder er ødelagt. FARC er efter vidnets opfattelse ikke en terrororganisation, men en oprørsbevægelse eller bondebevægelse. Det er vanskeligt at definere, hvad den kan og vil. Vidnet har videre forklaret, at ingen ved, hvor mange penge FARC har fået fra narkotrafikken, men han ved, at der er tale om mange penge. Han vil ikke betragte de angreb, FARC har rettet mod civile, som terror. Terror drejer sig om, at man bevidst angriber uskyldige mennesker for at fremme sit eget mål. I så fald kan han ikke beskrive FARC som en terrororganisation. Der er begået forfærdelige handlinger i FARC's navn, f.eks. af lokale FARC-ledere, men det sker i alle krigshandlinger. Nogle gange støder de kæmpende sammen på steder, hvor der er mange mennesker, og nogle gange går enkelte medlemmer over stregen. Vidnet er bekendt med, at en del udtrykker kritik over hans holdninger. Efter hans opfattelse kritiseres han for ikke at være »højreorienteret nok«. Ole Sippel har forklaret blandt andet, at han mener, at han har sagt i byretten, at PFLP's aktioner har været mere spektakulære end dem, Hamas har foretaget. Han har siden 1960 arbejdet som journalist. Han begyndte at rejse i Mellemøsten i 1963, og han har siden boet der og rejst stort set overalt i hele området. Han har talt med alle involverede fra begge sider af konflikten, høj som lav. I perioden, hvor vidnet var nyhedschef i DR, beskæftigede han sig ikke med Mellemøsten, men ellers er det det område, han primært har taget sig af. Før 6-dages-krigen i 1967 var palæstinenserne kun anerkendt som flygtninge. De havde ingen legitime rettigheder, og palæstinenserne blev i den første FN-resolution kun omtalt som flygtninge. Vidnet forklarede om den historiske udvikling fra 1948 til 1967. Forsvareren dokumenterede fra de tiltaltes rapport »Israel/Palæstina konflikten og PFLP's rolle heri« (s. 14). FN har ved flere lejligheder bedt Israel om at overholde den 4. Genevekonvention, hvilket Israel dog har afvist. Den internationale Domstol i Haag har i en vejledende afgørelse fastslået, at muren mellem Israel og Vestbredden er opført ulovligt og skal rives ned. Israel hævder, at muren er en beskyttelsesforanstaltning. Efter vidnets mening minder den utrolig meget om Berlin-muren. Det bliver håndhævet meget hårdt, hvis nogen forsøger at trænge igennem. Efter vidnets mening skal muren fastlægge en grænse. Forevist samme rapport (s. 5, kort 4) forklarede vidnet, at kortet passer meget godt, bortset fra at det palæstinensiske område i dag er meget mindre. Israel udøver fuldstændig kontrol med Vestbredden. PFLP blev oprettet efter krigen, vistnok i 1967. Organisationen skulle først og fremmest ses som en befrielsesorganisation rettet mod den israelske besættelse af de palæstinensiske områder, herunder områderne, der blev besat i 1948. PFLP, der udsprang af små nationalistiske partier, hviler på et socialistisk eller revolutionært, marxistisk grundlag. I praksis accepteres Oslo-aftalerne i dag. PFLP blev medlem af PLO kort efter PLO's start, men da kun for en kort periode. I dag er PFLP igen medlem af PLO. Hamas er ikke med. Vidnet forklarede om baggrunden for 1. og 2. intifada. Foreholdt førnævnte rapport (s. 34) har vidnet forklaret, at der må være mellem 200.000 og 250.000 bosættere i de besatte områder. I Østjerusalem bor vel omkring 150.000-175.000. Sammenstød mellem bosættere og palæstinensere giver anledning til mange konflikter. Hæren burde beskytte begge parter mod hinanden, men virkeligheden er, at hæren meget ofte kun beskytter bosætterne. Israel har en værnepligtig hær, og værnepligten tages meget alvorligt. Derfor kommer de fleste israelere i hæren. I enkelte tilfælde er det sket, at bosætterne bliver straffet for overgreb mod palæstinenserne, men som regel bliver straffene meget mildere, end det er tilfælde for palæstinenserne. Bosætterne er underkastet israelsk lovgivning, medens palæstinenserne er undergivet anden lovgivning. Vidnet ved, at PFLP udfører sociale aktiviteter. De oplysninger om PFLP's sociale arbejde, der fremgår af førnævnte rapport, forekommer vidnet troværdige, men han har ikke selv nogen erfaring på det område. Begrebet terror er vanskeligt at definere helt præcist. Hans egen fortolkning er, at man målrettet går efter en civil befolkning i håb om at nå sit mål. Man kan dog godt sige, at en bestemt handling er terror, men han kan ikke udtale sig om, hvilken stat eller organisation der er terrorist. Han vil ikke betegne Israel som en terrorstat eller PFLP som en terrororganisation. Det er rigtigt, at en række israelske premierministre har stået bag terrorhandlinger. Det gælder f.eks. Shamir, Sharon og Begin. Civilbefolkningen er af begge sider blevet inddraget i kampen som mål med henblik på at presse modparten. Når man er svag, griber man til alle midler inklusive terror for at presse modparten. Vidnet kender ikke personligt til Matthew Levitt, men han har læst om ham. Den organisation, han kommer fra, regnes i USA som en meget pro-israelsk organisation. Han mener ikke, at Matthew Levitt er upartisk. PFLP har været involveret i særdeles få selvmordsbombeangreb. Drabet på den israelske turistminister i 2000 var en handling, der var planlagt »ovenfra« som hævn for et drab på et højtstående PFLP-medlem. Ministeren var i øvrigt ekstremt højreorienteret. PFLP har ikke udvist den store aktivitet i de sidste 10-15 år, dels fordi organisationen har »mistet fodfæstet« hos befolkningen, dels fordi den har svækket sig selv på grund af interne slagsmål. Der er vistnok kun 800 medlemmer tilbage. Foreholdt førnævnte rapport (s. 57-59), har vidnet forklaret, at han ikke betragter et angreb på sikkerhedsstyrkerne som et terroristangreb. Han mener, at denne opfattelse er i overensstemmelse med Genevekonventionen. Vedrørende angrebet mod busstoppestedet den 25. december 2003 forklarede vidnet, at der ikke er specifikke busstoppesteder for soldater, men der kan være busstoppesteder, hvor soldater befinder sig. Det er svært for både PFLP og det israelske militær at trække grænsen for, hvad der er militære og civile mål. Han kender ikke selv noget til et angreb i 2008 mod Dimona. Der består ikke noget formelt samarbejde mellem PFLP og andre organisationer om udførelse af terror, men PFLP-medlemmer kan imidlertid deltage sammen med andre grupper uden godkendelse fra ledelsen. Foreholdt Matthew Levitt's ekspertudsagn (materialesamlingsmappe, s. 240), har vidnet forklaret, at det er første gang, han har set denne oplysning noget sted. Matthew Levitt henviser til en FN-rapport, og vidnet vil ikke udelukke, at der i en bisætning skulle være fremsat denne hypotese. Nogle libanesere tror, at det er Syrien, der stod bag drabet på Hariri i Beirut. Han tror ikke, at PFLP havde noget med det at gøre, selv om den har sit hovedkontor i Damaskus. Vidnet tager alt, hvad der kommer fra begge sider, med »et gran salt«. Det er en propagandakrig. Vidnet har videre forklaret, at han er bekendt med, at PFLP har taget ansvaret for flere selvmordsangreb. At PFLP ikke bruger selvmordsbomber som strategi, er ikke ensbetydende med, at organisationen ikke er ansvarlig for selvmordsbombninger. Han vil ikke tage moralsk stilling til, om Israels angreb på civile retfærdiggør PFLP's handlinger. Matthew Levitt har forklaret blandt andet, at hans uddannelsesmæssige og arbejdsmæssige baggrund er, at han har en bachelorgrad i videnskab, en kandidatgrad i jura og diplomati og en ph.d. i internationale forhold. Han har beskæftiget sig med specialer inden for Mellemøstkonflikten, antiterrorisme og konfliktløsning, og gør det stadig. Specifikt omhandler det konflikten mellem Israel og Palæstina. Han har studeret jødiske, israelske og palæstinensiske grupper siden starten af 1990'erne. Hans doktorgrad omhandlede konflikten mellem Israel og Palæstina og omfattede adskillige grupper, herunder PFLP. Doktorgraden er fra 2005, og en bog bliver publiceret i denne uge. Vidnet er jævnligt i Israel og skal til Vestbredden i næste uge. Han foretager undersøgelse af forholdene løbende. Vidnet underviser på skolen for avancerede internationale studier og forelæser i stort omfang ved konferencer og lignende. Han skriver artikler, f.eks. er der en artikel i en avis i San Francisco i dag. Når han er i Mellemøsten, taler han med så mange mennesker som muligt, regeringsembedsmænd, journalister og akademikere. Han indsamler også oplysninger i form af regeringsdokumenter, artikler, retsdokumenter m.v. Sådan arbejder enhver god forsker. Han evaluerer sit materiale »langsomt«. Han indsamler oplysningerne fra interviews og sammenligner dem med oplysningerne i dokumenter. F.eks. offentliggør det amerikanske udenrigsministerium en årlig rapport om international terrorisme, herunder om PFLP. Vidnet har gennem tiderne afgivet mange vidneforklaringer om terrororganisationer, men det er første gang, han specifikt skal forklare om PFLP. Han har tidligere afgivet forklaring i Danmark vedrørende Hamas. I slutningen af 1990'erne var PFLP under grundlæggeren George Habash begyndt at blive mere moderat og kom med erklæringer om, at man kunne acceptere en to-statsløsning. I 1999 indledtes forhandlinger med PLO for at sammenlægge den palæstinensiske myndighed, der da regerede på de palæstinensiske områder. Israel tillod, at flere PFLP-medlemmer vendte tilbage til Vestbredden. Der var blandt dem personer, der hidtil havde været efterlyst af myndighederne. I 2000 fratrådte George Habash sin stilling på grund af alder og af helbredsmæssige årsager. Han blev efterfulgt af Abu Ali Mustafa, der egentlig hedder Zabiri. Under ham vendte PFLP tilbage til terrorisme og udførte en række bilbombeangreb med israelske civile som mål. De israelske myndigheder myrdede angiveligt som følge heraf Abu Ali Mustafa, der så blev afløst af Ahmed Saadat. På det tidspunkt blev de militære styrker eller terroristfløjene i PFLP omdømt til »Abu Ali Mustafa-brigaderne« efter den myrdede politiske leder, og PFLP blev endnu mere terroragtig. Der blev nu også udført selvmordsbombeangreb. Dette var bemærkelsesværdigt, fordi det var en verdslig, socialistisk bevægelse. Både bilbomberne og selvmordsbomberne var rettet mod civile. Bilbomberne begyndte i 2001, selvmordsbomberne i 2002, og de fortsætter den dag i dag. PFLP har også tidligere angrebet militære mål. PFLP påbegyndte i 1960'erne og 1970'erne den moderne terrorisme. Vidnet vil ikke betragte Mustafa-brigaden som en egentlig fløj. Andre grupper har særegne eller militante fløje. Ifølge Human Rights Watch har PFLP aldrig skelnet mellem politiske og militære mål. Saadat blev anholdt i 2003 for mordet på et israelsk regeringsmedlem. PFLP har på intet tidspunkt taget afstand fra det, Mustafa-brigaden har udført, tværtimod. De politiske ledere har sagt, at de vil fortsætte med at udføre angreb. Det er sket fra 2002. Nogle af udtalelserne findes på PFLP's hjemmeside. PFLP's mål i dag er at underminere den aktuelle fredsproces. Der er elementer i PFLP, der stadig hævder at være enige i en to-statsløsning, og som siger, at de aktuelle angreb kun udføres specifikt mod denne fredsproces. Andre inden for FPLP hævder, at det virkelige mål er fjernelsen af staten Israel, og at målet er at skabe en palæstinensisk stat. Ultimativt er ødelæggelsen af Israel en del af PFLP's dagsorden. Denne filosofi kommer til udtryk ikke kun i dens politiske dagsorden og i den type angreb, den udfører, men også i det samarbejdsfællesskab, den har med andre grupper, f.eks. Hamas. Dette samarbejde foregår på flere niveauer. For det første militært. PFLP har sammen med andre grupper udført flere angreb mod israelske civile. Det seneste var vist i 2007, hvor PFLP og Hamas sammen prøvede at udføre et selvmordsangreb under Yum Kippur. Angrebsforsøget mislykkedes imidlertid. For det andet økonomisk. Der er et eksempel på, at et medlem af Popular Resistance Committee (Den folkelige modstandskomite) mødtes med PFLP-medlemmer for at indsamle økonomiske midler. Der blev ydet økonomisk bistand til familier til Hamas-medlemmer, som er blevet dræbt eller fængslet, men også til PFLP-medlemmer. Der er også tilknytning til al-Aqsa-brigaden, der er en særskilt terroristorganisation med en løs forbindelse til Fatah. Ud fra vidnets forskning samarbejder PFLP således med flere militante organisationer. Hvad enten det er PFLP, der ønsker at udslette Israel, eller om den kun ønsker at bekæmpe fredsaftalen, udøver PFLP terrorisme for at nå målet. Aktuelt er der PFLP-medlemmer i det palæstinensiske parlament. PFLP engagerer sig i mindre grad i humanitære aktiviteter. Den tager sig af de militære medlemmers familier. De største udgifter, den har, går til de politiske og militære aktiviteter. I England er der tilhængere af PFLP. En person ved navn Leila Khaled besøgte på et tidspunkt England. Der var da en åben anklage mod hende for deltagelse i en PFLP-kidnapning for længe siden. Hun støtter fortsat vold, og da hun blev spurgt om muligheden for at blive anholdt, fordi hun var eftersøgt, kom hun med en underforstået trussel, idet hun oplyste, at PFLP havde støtter i hele Europa, der i givet fald ville kunne reagere. Hun var positiv over for selvmordsbombere og kaldte dem frihedskæmpere. Det sidste skøn over antallet af medlemmer, vidnet har set, er, at der er omkring 800 aktive medlemmer i PFLP. Dette tal henviser til terrorrist-aktører. Antallet af politiske aktører er langt højere. De bliver jævnligt omtalt som det næststørste, verdslige parti efter Fatah. På papiret er deres ideologi stadig marxistisk, men deres handlinger tyder på, at de har bredt sig mere ud. F.eks. bliver der nu udført selvmordsbombeangreb, og de bruger frihedskæmpersprog. Den politiske platform er socialistisk. PFLP menes at være stærkest i Nablus på Vestbredden og i Gaza-striben. PFLP har også et eksternt hovedkvarter i Syrien, og det er en af grundene til, at den amerikanske regering i forbindelse med omtalen af Syrien taler om statsfinansieret terrorisme. Canada, USA, EU og naturligvis Israel anser PFLP som en terroristorganisation. I 2002 anholdt man den palæstinensiske leder på grund af hans involvering i mordet på den israelske turistminister. Vidnet mener, at han har været stillet for en israelsk domstol, men beviserne mod ham var så betydelige, at amerikanske og britiske sikkerhedsorganer blev enige om, at supervisere hans fængsling i Jeriko på Vestbredden efter hans anholdelse. Forevist vidnets ekspertudsagn (materialesamlingsmappe, s. 235 og fremefter), oplyser vidnet, at han har anført eksempler. Der er ikke tale om en udtømmende opregning. Forevist s. 238, midt, angående årstallet 2002, har vidnet forklaret, at PFLP i mange tilfælde vil tage ansvaret på sin hjemmeside. I andre tilfælde vil ledere tage ansvaret over for pressen. I tilfælde, hvor angrebet er mislykket eller forhindret, er det myndighederne, der har foretaget anholdelsen, der har informeret om, hvem der har foretaget angrebet. Herudfra har han kunnet identificere angreb som udført af PFLP-medlemmer, men i de fleste tilfælde er det PFLP's egne udsagn. Vedrørende bombningen af Karnei Shomron-pizzeriaet må oplysningen om PFLP stamme fra enten PFLP's hjemmeside eller fra en PFLP-leder, der har udtalt sig til pressen. Det samme gælder for så vidt vedrørende bombningen i forhallen i Ariel Hotel. Om bombningen i the British Council's have kommer oplysningen vistnok fra en PFLP-leders udtalelse til pressen. De israelske myndigheder havde da anholdt Saadat, og der blev holdt øje med ham af blandt andre de britiske myndigheder. Det blev sagt, at angrebet skete som følge af den britiske indblanding. Brandbomben mod Arafats rådgivers bopæl blev kastet, fordi Mohammed Rashid vistnok var involveret i forhandlingerne i Betlehem. Om bombningen i februar 2008 af Dimona, der er en by i Sydisrael, forklarede vidnet, at bombningen skete i et civilt beboelsesområde. Det var vistnok en improviseret, hjemmelavet bombe. Der skal i juli 2008 være blevet kastet molotovcocktails mod civile køretøjer i området omkring Jerusalem i anledning af anholdelsen af Saadat. Oplysningen herom stammer fra en artikel i pressen. Der er ingen definitiv redegørelse. PFLP er en terroristorganisation. Ikke på grund af sin politiske platform. Den deltager i den palæstinensiske politiske proces, men den udfører fortsat terroristangreb mod civilbefolkningen for at opnå sine mål. PFLP udfører til stadighed denne form for aktiviteter. I modsætning til Hamas, der udfører humanitært arbejde, har PFLP ikke samme økonomiske aktiviteter. Der er ingen skelnen mellem PFLP's politiske og militære aktiviteter. De individer, der udfører handlingerne, er ansvarlige, og det er lederne også. Vidnet har videre forklaret, at han ikke taler eller forstår arabisk. Det er et meget tidskrævende sprog at lære. Han har studeret noget arabisk, men ikke nok til at kunne tale det. Han har derfor altid en assistent med, der kan sproget flydende. Når han benytter arabiske kilder, anvender han tolk. Hvis han skal bruge en arabisk kilde i et tidsskrift, han selv skal skrive, foregår det ved hjælp af professionelle tolke, men assistenterne bistår ham med at forstå artiklerne overordnet. Det er ikke rigtigt, at han næsten ikke har brugt arabiske kilder til sin bog. Da bogen blev udgivet, arbejdede vidnet som embedsmand i finansministeriet, og han var derfor afskåret fra at forsvare en påstand om, at han ikke benyttede sig af arabiske kilder. Foreholdt en artikel fra juli 2003, har vidnet forklaret, at han nu arbejder i WINEP, et institut bredt anerkendt for dets ekspertise. Instituttet er grundlagt af Martin Indyk, der tidligere har arbejdet for AIPAC. Der er mange fejl i den pågældende artikel. Den er skrevet af en person, som ikke har fået den store respekt for sit arbejde. AIPAC bliver ofte beskrevet som den ledende pro-israelske lobbyvirksomhed i USA. WINEP's forskning er imidlertid afbalanceret, og instituttet er politisk uafhængig og har ingen forbindelse til AlPAC. At hævde, at WINEP er Israel venligstemt, er forkert. Der er omkring 40 ansatte, heraf 12 seniorforskere og docenter. Blandt andre en jordansk, en irakisk og tyrkisk docent er ansat, og ofte er der også ansat palæstinensere. Ingen ikke-amerikanere er medlem af instituttets Advisors Board. Han kender ikke reglerne specifikt, men det er noget, man kan konkludere. De har til formål at komme med forslag til amerikansk politik. Så medlemmerne vil på en eller anden måde være fremstående personer, såsom tidligere ministre og lignende. WINEP er et undervisningsmæssigt institut med speciale i amerikansk politik i forhold til Mellemøsten. Det er rigtigt, at vidnet har været ansat i FBI. Det er også rigtigt, at han for nogle år siden skrev for National Review Online. Det kan godt passe, at han på et tidspunkt skrev, at man skulle støtte antiterrorvirksomhed. Det er længe siden, vidnet har læst artiklen i Le Monde diplomatique fra juli 2003. Artiklen forsøgte at sætte WINEP i et bestemt lys, nemlig som en rabbiat pro-israelsk institution. Det er imidlertid fejlagtigt. Instituttet er tværtimod helt uafhængigt. Da vidnet arbejdede for FBI, var han anti-terrorisme-analytiker med fokus på mellemøstlige terroristgruppers tilstedeværelse og aktiviteter i USA. Det gjaldt både arabiske grupper som PFLP og jødiske terroristgrupper. Han var også tilknyttet et internationalt rådgivningscenter i Singapore og Israel. Det havde mest karakter af en æresbevisning, men hvis f.eks. den israelske regering bad om vidnets mening om en bestemt person eller en studerende, kunne han blive bedt om at være f.eks. censor, foredragsholder eller korrekturlæser. Hans ekspertudsagn er specifikt skrevet til denne sag. Vidnet har fungeret som rådgiver for udenrigsministeriet med hensyn til, hvordan man kunne fremme fredsprocessen. Han har i den forbindelse været inde på emner, som israelerne ikke bryder sig om. WINEP har forskellige holdninger. Der er dog meget få på instituttet, der ikke går ind for fredsprocessen. WINEP har ingen egentlig politik. Ofte er alle ikke enige i det, der bliver skrevet. Foreholdt, at vidnet ikke kommer ind på, at Israel har besat Palæstina, har vidnet forklaret, at det har han skrevet om i mange andre artikler, men her blev han specifikt bedt om at udtale sig om PFLP's aktiviteter. Han støtter selv ihærdigt en to-statsløsning. Han mener, at det er forkert, at besættelsen af området skulle retfærdiggøre selvmordsbombninger. Efter vidnets mening kan man sagtens adskille kriminalitet fra frihedskamp. Et mord er et mord. Det er efter hans opfattelse ikke terrorisme i alle tilfælde at gå efter de militære styrker, selv om det godt kan være en kriminel handling. Mange vil betragte selvmordsbombehandlinger som terrorisme, også selv om det kun har militære mål. Ikke kun på grund af den frygt, de spreder i samfundet, men også fordi de rammer tilfældigt. Det er umuligt for en selvmordsbomber at vide præcis, hvem der bliver dræbt eller såret. Vidnet kan ikke give et konkret svar på, om han mener, at et selvmordsbombeangreb mod et militært mål også er terrorisme. Han mener, at spørgsmålet må besvares konkret fra sag til sag. Det er rigtigt, at man mener, at Ahmed Saadat var involveret i mordet på turistministeren. Vidnet ved ikke, om involveringen var direkte og personlig, eller om det var som planlægger af angrebet, eller i kraft af sin stilling som leder af organisationen. Der var flere rapporter om, at Ahmed Saadat organiserede angreb fra sin fængselscelle via sin mobiltelefon. Israelerne har givet ønsket at tilbageholde Saadat efter at have sat ham i forbindelse med mordet på ministeren, men USA deltager ikke i sådanne arrangementer, uden at man er meget overbevist om bevisets styrke, heller ikke selv om Israel anmoder om det. Vidnet er ikke bekendt med, hvad der er sket i Ahmed Saadats juridiske sag. Forevist udskrift fra hjemmeside af 22. august 2008 (bilag B 3), har vidnet forklaret, at han ikke var bekendt med, at den israelske regering opgav tiltalen mod Saadat for mordet på turistministeren, men der var mange andre forhold, Saadat blev anklaget for. Ofte vil der ikke være beviser nok til at anklage personen, men det er ikke ensbetydende med, at personen er uskyldig. Vidnet mener, at han i sit udsagn har skrevet, at listen over terrorhandlinger er ukomplet. Han har kun medtaget »højdepunkter«. PFLP har i den periode, der tales om, gennemført langt flere handlinger rettet mod både militære og civile mål. Det afhænger af det konkrete tilfælde, om der er tale om en terrorhandling. Forevist udsagnet (materialesamlingsmappe, s. 237, nederst), har vidnet forklaret, at handlingen i 1994 anført under 1. punkt efter vidnets mening var en terroristisk handling. Vedrørende 3. punkt under årstallet 2002 (samme mappe, s. 238, nederst) har vidnet bekræftet, at han har betegnet dette angreb som terror. Han ved ikke, om PFLP er på den britiske terrorliste. Han kender ikke alle lister udenad. Under et besøg i England i forbindelse med en sag om en anden terrororganisation fik han oplyst, at såfremt en organisation står opført på EU's terrorliste, betragtes organisationen også som terroristorganisation i England. Det er rigtigt, at en person fra PFLP har taget afstand fra attentatet i British Council's have, men det kan skyldes, at man ikke ønsker at »lægge sig ud med europæiske lande«. Vidnet mener ikke, at en web-site er en usikker kilde. Det er meget svært at hacke sig ind på en hjemmeside. Som regel har man en eller flere web-masters, der sørger for at køre hjemmesiden. Det er blevet farligere at opholde sig i Gaza-striben. Han har ikke været der siden 2000, efter at han er blevet far. Nogle i PFLP går ind for, at man først skaffer sig uafhængighed som en stat og derefter udsletter Israel, medens andre går ind for en to-statsløsning uden dog at kunne acceptere den konkrete fredsproces. Da PFLP blev grundlagt i 1967, var det en marxistisk organisation. PFLP var det næstvigtigste medlem af PLO, og i 1967 ville PLO stadig have Israel ødelagt. PFLP forlod PLO efter Oslo-fredsaftalen. Eduardo Montealegre Lynett har forklaret blandt andet, at han er uddannet som advokat i Bogotá. Efter uddannelsen rejste han til Madrid for at studere videre inden for strafferet. Han var senere blandt andet gæsteforsker ved stiftelsen »Alexander von Humboldt« i Tyskland, hvor han i 2 år studerede retsvidenskab. I mere end 20 år har han undervist inden for strafferet og strafferetspleje på universitetet, og han har skrevet flere bøger om disse emner. Han har været viceprokurator, der er en stilling, hvor man er ansvarlig for at beskytte menneskerettighederne i Colombia. Funktionen består i at efterforske og sanktionere offentligt ansattes overtrædelse af menneskerettighederne. Han har endvidere været dommer ved Colombias forfatningsdomstol. På nuværende tidspunkt er han professor og leder af Universidad Externados' forskningscenter inden for filosofi og jura. Om det colombianske retssystem har han forklaret, at Colombia i 1991 gennemførte en konstitutionel reform af de fundamentale strafferetlige principper. Senest og allervigtigst er alle internationale traktater blevet tildelt samme rang som forfatningen. Det vil sige, at alle garantier og rettigheder, der følger af de internationale traktater, anvendes i de strafferetlige processer. En væsentlig nyskabelse er indførelsen af et akkusatorisk princip, hvor anklagemyndigheden er adskilt fra politiet, ligesom domstolene er uafhængige. Efterforskningsfunktionen er anklagemyndighedens ansvar. Anklagerne i Colombia skal gennemføre en specifik, juridisk uddannelse. Der er 2 instanser i Colombia. Anklageren efterforsker på lokalt plan. I hvert geografisk område er der en overordnet inden for disse anklagere, og denne person er i princippet 2. instans. Det samme gælder for domstolene. Hvis man bliver dømt i 1. instans, kan man indbringe sagen for 2. instans. Det er også muligt at søge sagen indbragt for Højesteret. Når der er tale om meget alvorlige krænkelser af de fundamentale rettigheder, er der yderligere mulighed for at indbringe sagen for den konstitutionelle ret, der eksisterer ved siden af de almindelige instanser og Højesteret. Dommerne i de almindelige instanser og Højesteret har konstitutionel uafhængighed. Dommerne bliver udnævnt, efter at de har gennemgået et nærmere uddannelsesforløb. Regeringen har ikke noget at gøre med dette forløb. Anklagemyndigheden er også et uafhængigt organ. Statens anklagere bliver udnævnt af Højesteret. Det er rigtigt, at der i 2004 blev indført et nyt strafferetssystem. Det var en stor forandring. Alle sigtede får beskikket en forsvarer. Hensigten var at bevæge sig i retning af et akkusatorisk system. Først og fremmest skal der være en klar adskillelse mellem anklagemyndigheden og domstolene. Derudover er det kun de beviser, der bliver fremført for en dommer, der gælder. Det er en udvikling, der har fundet sted i flere latinamerikanske lande. En sigtet eller tiltalt har mulighed for at tale med en forsvarer, inden pågældende stilles for en dommer. Fra det øjeblik en person sigtes, har vedkommende straks ret til en forsvarer, og forsvareren er med under hele sagen. Alle har mulighed for at tale sin sag i retten og for at fremlægge den dokumentation, der ønskes. En sigtet/tiltalt har alle garantier for forsvar, herunder førelse af vidner, fremlæggelse af dokumenter m.v. Der er ikke dødsstraf i Colombia. Den maksimale straf, der kan idømmes, er en fængselsstraf, som i nogle sager, hvor der er dømt for flere forhold, kan gå op til 40 år. Det er muligt at få strafnedsættelse, hvis man tilstår. En sådan strafnedsættelse kan være op til 1/3. Det er ikke nok, at en anklaget bare tilstår. En af de fundamentale regler er, at tilståelsen skal være understøttet af andre beviser. Derudover skal dommeren også undersøge, om den forudgående proces har respekteret de fundamentale rettigheder og de garantier, der står i de internationale regler. Hvis dommeren finder, at tilståelsen er aflagt i strid med reglerne, kan han annullere tilståelsen. Forsvareren har muligheden for at gøre gældende, at tilståelsen er ugyldig, og at den generelle proces er ugyldig, hvis de fundamentale rettigheder ikke er overholdt. Det sikres også, at menneskerettighederne er overholdt. I Colombia er det forbudt at anvende tortur i forbindelse med fremme af en tilståelse. Dommeren kan afvise sagen, hvis han finder, at der er grundlag for at antage, at der er anvendt tortur, eller at menneskerettighederne ikke er overholdt. Ud over domstolene findes der en form for ombudsmand, som har mulighed for at gå ind i processen i alle sager. Han er ansvarlig for, at der ikke benyttes ulovlig magtanvendelse. Ombudsmanden er et uafhængigt organ i Colombia. Ombudsmanden er også jurist og tiltræder stillingen efter et uddannelsesforløb, der er i lighed med dommernes og anklagernes. Det er et åbent forløb, hvor advokater, der har den specifikke erfaring og viden, kan deltage. Domme afsagt in absentia eksisterer også i Colombia. Det er dog nødvendigt, at staten først har eftersøgt personen, og kun i de tilfælde, hvor det er umuligt, at personen kan være til stede, kan en sag gennemføres in absentia. Når en sådan sag skal for retten, udnævner staten en forsvarer. Den pågældende kommer fra ombudsmandsinstitutionen. Derudover eksisterer der meget stærke sanktioner, hvis processerne ikke er korrekte. Den konstitutionelle ret i Colombia kan erklære processer ugyldige, såfremt reglerne for en sag afgjort in absentia ikke er overholdt. Der vil altid være en forsvarer i en sådan sag. Man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Hvis personen findes eller selv dukker op, fortsætter sagen på almindelig vis. Hvis sagen er afsluttet, kan personen dømt in absentia efterfølgende ansøge om, at dommen bliver erklæret ugyldig, hvis personen finder, at der er sket tilsidesættelse af reglerne. Denne ansøgning skal fremsættes hurtigt og behandles inden for 10 dage. Lov om retfærdighed og fred, der vedrører demobilisering af de paramilitære styrker, blev vedtaget som led i en fredsproces. Der kan opnås en »pæn stor« nedsættelse af straffe for begåede forbrydelser i tilfælde af demobilisering og tilståelse. Der er tale om sager, hvor de illegale grupper groft har overtrådt menneskerettighederne. Colombia har taget de universelle principper for beskyttelse af ofrene for den væbnede konflikt til sig, herunder principperne om sandhed, retfærdighed og erstatning. Vidnet anslår, at mere end 20.000 personer potientelt set kan komme på tale i denne proces. Vidnet betragter Colombia som en retsstat, og det, der grundlæggende karakteriserer en retsstat, er hele den måde, hvorpå staten underkaster sig retssystemet. Desuden er dommerne uafhængige. Colombia har inkorporeret et forfatningskontrolsystem, der minder om de europæiske forfatningsdomstole, der blev etableret efter 2. verdenskrig. Vidnet har videre forklaret, at det er rigtigt, at Uribe-regeringen i år har udnævnt ham til medlem af en kommission, der for nylig er nedsat i Colombia. Kommissionen skal komme med forslag til, hvordan demokratiet og retsstaten kan styrkes. Det er også rigtigt, at oppositionen i Colombia har kritiseret kommissionen for at være tæt knyttet til regeringen. Det er dog ikke alle, der har kritiseret kommissionen. Andre har set forslagene som seriøse og vigtige for landet. Den akademiske kommission har på intet tidspunkt fremsat forslag, der gav mulighed for genvalg af præsidenten. Nogle af kommissionens medlemmer er ikke enige i præsidentens mulighed for genvalg. Reformen har ikke noget at gøre med genvalg af præsidenten. Det er klart, at der fra nogle sider er kritik af kommissionen. Kommissionen har lagt vægt på forslag til styrkelse af alle de forskellige politiske partier og på at gå i dybden med demokrati og valgprocessen i Colombia. Kommissionen vil gerne indføre et politisk ansvar for de forskellige partier, således at de kan ifalde sanktioner, hvis de har illegale forbindelser. Vidnet har forklaret, at han har været den colombianske stats repræsentant ved den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol, der svarer til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Han var repræsentant for regeringen, da sagen vedrørende massakren ved La Rochela blev ført. Forsvareren dokumenterede fra rapporten »Om konflikten i Colombia og FARC-EP« (s. 81, midt og s. 82, øverst). Vidnet bekræftede, at referatet angår, hvad sagen omhandler. Forsvareren dokumenterede videre fra rapporten (s. 82, midt). Vidnet bekræftede det anførte om sagens udfald. Vidnet bekræftede, at han også var regeringens repræsentant i forbindelse med behandlingen af sagen vedrørende Puerto Bello-massakren. Forsvareren dokumenterede fra rapporten (s. 79) vedrørende indholdet af sagen og sagens udfald. Vidnet bekræftede gengivelsens rigtighed. Vidnet har nærmere udspurgt forklaret, at det militære retssystem i Colombia i nogle tilfælde kan efterforske forhold, som landets styrker har foretaget. I de senere år har de militære domstole ikke kunnet efterforske grove overtrædelser af menneskerettighederne. Det hører under de ordinære domstole. Før reformen i 1991 kunne militæret i nogle tilfælde efterforske også grove overtrædelser af menneskerettighederne. Sager kan kun indbringes for den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol, når prøvelsen ved de nationale domstole er udtømt. Forsvareren dokumenterede fra rapporten (s. 74) om Las Palmeras-sagen. Vidnet oplyste, at han ikke kender til selve sagen. Sagen om de 19 handelsmænd (s. 75) kender vidnet kun referencemæssigt. Gutiérrez-Soler-sagen (s. 76) kender han heller ikke direkte. Sagen om Mapiripán-massakren (s. 77) kender vidnet i det overordnede til. Forsvareren dokumenterede fra rapporten om sagen og udfaldet. Vidnet kan godkende referatet. Sagen om Ituango-massakren (s. 80) kender vidnet også i det overordnede til. Forsvareren dokumenterede fra rapporten om sagen og udfaldet. Vidnet kunne godkende referatets rigtighed. Sagen om Escué Zapata (s. 83) kender vidnet også til. Forsvareren dokumenterede fra rapporten om sagen og udfaldet. Vidnet kunne godkende referatets rigtighed. Det er rigtigt, at Colombia har et problem med ekstrajudicielle henrettelser. Han kender dog ikke de konkrete tal herfor. Der findes mange forskellige organisationer i Colombia. Colombia har tiltrådt flere internationale konventioner, men vidnet ved ikke direkte, om Colombia har tiltrådt konventionen til beskyttelse af personer mod tvungne forsvindinger. Vidnet kender godt den colombianske afdeling af internationale jurister. Han kender ikke antallet af militærfolk, der gennem de senere år er blevet dømt for medvirken til civiles forsvinden og henrettelser. Vidnet er generelt bekendt med de rapporter, Amnesty International har skrevet om Colombia. De ekstrajudicielle henrettelser, der bliver begået, er ikke alle begået af statens folk. De bliver også i stor udstrækning udført af organisationer som FARC. FARC er en af de største voldskilder, som Colombia har. Når man taler om de forskellige tal omkring overtrædelser i Colombia, skal man tage højde for, at en stor del af disse stammer fra handlinger, FARC har udført. Vidnet har forklaret, at han kender nogle af de rapporter om tortur i Colombia. Nogle af de tilfælde af tortur, der er omtalt i internationale rapporter om tortur, er begået af Colombias militær, mens andre er udført af FARC og andre paramilitære grupper. Colombia har gennemført dybdegående reformer inden for landets juridiske system for at komme straffriheden til livs. Et eksempel herpå er reformen fra 2004. Der er også sket en forstærkning af de forskellige efterforskningsmetoder, som anklagemyndigheden har, især når talen er om anklager om tortur. Der er uddannet særlige funktionærer, der efterforsker sager om tortur og sanktionerer. Colombia har sørget for, at man til enhver tid kan genåbne en sag om grove overtrædelser af menneskerettighederne. F.eks. er der nu mulighed for at annullere domme, hvis der foreligger oplysninger om, at Colombia ikke har efterforsket en forbrydelse seriøst. Vidnet ved, at der i Colombia har været tilfælde af tortur udført af sikkerhedsmyndighederne, og at den colombianske stat er dømt herfor. I mange tilfælde foreligger der anmeldelser om, at tortur har været udført. Efter en ombudsmandsanalyse har det vist sig, at anmeldelserne ikke er holdbare. Efter hans opfattelse er antallet af torturovergreb i Colombia formindsket. Nærmere adspurgt har vidnet forklaret, at han ikke kender en advokat ved navn Miquel Ángel González Reyes. Russell Crandall har forklaret blandt andet, at han er professor i politik. Han har en doktorgrad og har forsket i forholdet mellem USA og Colombia. Før dette arbejdede han fra 1997-1998 i Colombia for en katolsk hjælpeorganisation. Han har jævnligt været i Colombia siden da for at lave research, nogle gange i samarbejde med den amerikanske regering og med Verdensbanken og andre internationale organisationer. Han har skrevet en bog om Colombia. Den anden udgave af denne bog udkom for blot et par måneder siden. I løbet af sådan en research er formålet at tale med flest mulige, både fra venstre- og højrefløjen, folk fra menneskerettighedsorganisationer, journalister m.v. Han var sidste gang i Colombia i marts 2007 og skal dertil igen i december i år. Kilderne evalueres på grundlag af en fornuftig skepsis, erfaring og krydsrevidering af fakta og meninger. Det er også grundlaget for hans skriftlige erklæring til brug for denne sag. Som følge af den vellykkede indsats for at fjerne kokaplanter i bl.a. Peru kom kokadyrkningen dybere ind i Colombia, bl.a. til områder, hvor FARC havde kontrollen. Herved kunne FARC indsamle en stor mængde økonomiske midler til krigsførelse, hvorved FARC i stedet for at indgå i fredelige forhandlinger kunne rekruttere, bevæbne og iværksætte et voldsomt angreb mod den colombianske stat. FARC kontrollerer ikke længere el despeje-zonen, der er på størrelse med Schweiz. Den opholder sig fortsat i regionen, men FARC har siden 2003-2004 været i defensiven. Der er blevet færre folk, idet mange er deserteret, og de er spredt geografisk. Førhen var de overalt. Vidnet opholdt sig i Colombia, da præsident Pastrana blev valgt. Pastrana var demokratisk valgt. Andre politiske personer på venstrefløjen søgte også den politiske magt. Der var plads i det politiske colombianske system til venstrefløjen, og et af de store spørgsmål var, hvorfor FARC stadig kæmpede, når der nu var plads til dem i det politiske system. Det spørges der stadig om. Bogotás borgmester var f.eks. en tidligere kommunist. Under fredsforhandlingerne, der begyndte sidst på sommeren i 1998, var der mange besøgende i FARC-zonen, blandt andre menneskerettighedsforkæmpere. FARC-ledere tog til Nordeuropa, lyttede og smilede. Fredsforhandlinger blev indledt, på trods af at der var dele af det colombianske militær, der var imod, hvilket tydede på, at der var en ægte forhandlingsvilje. Pastrana tog initiativ til at mødes med FARC's leder, Manuel Marulanda, men Marulanda viste sig ikke til det aftalte møde. Det blev set som et tegn på, at FARC ikke var så interesseret i fred, som alle ellers troede. Pastrana følte sig forrådt af Marulanda. I 2002 kidnappede FARC et rutefly. Der havde tidligere været kidnapninger, men omkring 2002 gik det hele »amok«, Der kom afpresninger, kidnapninger af politiske personer m.v. Antallet af sådanne handlinger steg drastisk. På det sidste er det »taget noget af«. Der var også kidnapninger af civile personer. De blev rutinemæssigt kidnappet eller gjort til mål. Det var overraskende, fordi det normalt er meget vigtigt for guerillaoprørere at vinde folkets »hjerte«. FARC's handlinger fjernede hurtigt folkets sympati. Det er tydeligt for vidnet, at FARC terroriserede den civile befolkning som et led i sin militære strategi. Der er stadig omkring 700 gidsler tilbage hos FARC. De befinder sig primært i el despeje-zonen, som er mere eller mindre ubeboeligt. Det kom som en overraskelse for vidnet og befolkningen, da Ingrid Betancourt blev kidnappet, idet hun befandt sig på venstrefløjen og blev betragtet som en slags Mother Theresa. FARC's kidnapning af Betancourt og andre politikere skete for at undergrave den politiske proces i landet. I 2002 erklærede FARC krig over for alle, der søgte offentligt embede. Der blev kidnappet og dræbt adskillige politikere. Mange valgte at flygte til USA. Det er vigtigt at understrege, at FARC ikke er den eneste paramilitære gruppe i Colombia. Episoden fra marts 2006, hvor FARC dræbte adskillige civile, udløste et internationalt ramaskrig, fordi det var rettet blandt andet mod civile. FARC var da i konflikt med andre paramilitære i landet. FARC påtog sig ikke umiddelbart ansvaret for overgrebet. Episoden den 25. februar, hvor FARC skulle have stoppet en bus og skudt civile, skete vist også i 2006. Det er svært at vide, hvorfor FARC gjorde det, men det viser, at der ikke er forbindelse mellem, hvad FARC siger, gør og vil have. Der har været adskillige angreb med mortérgasgranater. Antallet af angreb er dog faldet i de senere år. De fleste eksperter tilskriver dette, at det større, mere moderne colombianske militær har gjort det sværere for FARC at operere. På grund af personernes politiske status var det chokerende, da Antioquias guvernør og andre blev dræbt i maj 2003. Det svarede til, at man havde dræbt Californiens guvernør. Den pågældende guvernør deltog vistnok i en march i bjergene for fred. Handlingen er blevet fordømt af internationale organisationer for overtrædelse af krigens love. Vidnet antager, at FARC i 2002 havde omkring 20.000 bevæbnede medlemmer - mænd, kvinder og børn - men med antallet af deserteringer er antallet nu muligvis kun det halve. Organisationen er ledet af et sekretariat og derfor inddelt i regionale blokke, hvorunder der igen er særskilte blokke. I det sidste års tid har FARC's ledere lidt meget store tab. Ledere er blevet dræbt eller er døde. Efter 2002 har der været en langt mere aggressiv og præcis strategi inden for FARC. Lederen af FARC døde i marts i år. Den næstkommanderende, hærføreren, er blevet dræbt af de colombianske styrker. Man fandt i forbindelse med angrebet en computer med en omfattende e-mail-korrespondance mellem FARC og blandt andre internationale våbenhandlere og Hugo Chávez. Det har været et vigtigt element i FARC's strategi at tage magten med alle midler. Forudsigelsen om fremtiden er nu mere forsigtig end i 1998, hvor man troede, at freden var lige om hjørnet. De fleste colombianere håber nu på, at FARC vil deltage i fredsforhandlingerne i god ro og orden. Gør FARC ikke det, vil FARC's dage som terrororganisation være talte. Ingrid Betancourt sad i størstedelen af sit 6-årige fangenskab sammen med 3 amerikanere og øvrige colombianske fanger. De blev gentagne gange bundet til træer og behandlet umenneskeligt. De amerikanske fanger har kunnet fortælle om grusom behandling af fangerne. Retorisk er FARC en marxistisk ideologi. I de senere år er FARC blevet så optaget af narkotika og våbenhandel, at organisationen er begyndt at opføre sig som bøller. Den colombianske befolkning er i stort omfang skræmt af de mange voldshandlinger og kidnapninger, og det er nok derfor, at Uribe er blevet valgt til præsident. Han har altid stået for en hård linje, og nu er der konsensus om, at sikkerheden skal være i højsædet. Lov om retfærdighed og fred er et vigtigt element i den nuværende politiske proces. Der er i Colombia tradition for at løse politiske konflikter ved hjælp af vold. Officielt er medlemmer af FARC ikke gået med til at blive afmilitariseret og til at få en lavere straf, men uofficielt sker dette for flere personer dagligt. Der er derved indkommet uvurderlige efterretninger, der bevirker, at en stor del af de forbrydelser, FARC har begået, opklares. Forholdene er meget kaotiske for FARC's folk, men der er dødsstraf for at desertere. Vidnet har bekræftet, at han blandt andet har været særlig rådgiver for USA's forsvarsministerium. Der var ikke tale om en politisk udnævnelse. Hans ansvarsområde var hele den vestlige halvkugle. Han har også arbejdet for Det Nationale Sikkerhedsråd, hvor hans ansvarsområde var international terrorisme. Plan Colombia blev vedtaget i 2000. Da planen blev præsenteret i 1999, skrev han på sin doktorafhandling om USA i Colombia. Plan Colombia adskiller sig fra den plan, USA benyttede i Vietnam. Der var ikke fuld opbakning til planen i Kongressen. Det var et politisk kompromis, men der var et politisk flertal for at støtte den colombianske stat økonomisk, socialt og militært. Vidnet er ikke bekendt med de præcise betingelser for støtten. Vidnet kender til Stephen G. Rabe fra Texas. Han er kendt for at have skrevet nogle velunderbyggede bøger om USA's udenrigspolitiske forbindelser til Latinamerika, men vidnet er uenig med ham. Vidnet har skrevet bogen »Gunboat Democracy«. Foreholdt Rabes anmeldelse af bogen, har vidnet forklaret, at han er bekendt med anmeldelsen. Han er ikke sikker på, om Rabe har læst bogen. Der findes andre, meget rosende anmeldelser af bogen, hvilket man i løbet af 10 sekunder kan forvisse sig om ved at google vidnets navn. Det er vigtigt at pointere, at de colombianske sikkerhedsstyrker ikke har været fejlfrie. Vidnet blev foreholdt, at der i perioden 2001-2007 er afsagt flere domme af IACHR, hvor Colombia er blevet dømt for overtrædelse af menneskerettighederne. Vidnet har forklaret om lov om retfærdighed og fred, at i forbindelse med alle anstrengelserne for at afmilitarisere er det et spørgsmål, om man skal indgå en aftale med »djævlen« for at opnå mere fred. Det så man f.eks. i Chile. Opgaven med afmilitarisering af Colombia er svær. Colombia er en svag stat med vold og korruption, hvorfor processen aldrig vil være perfekt eller køn. Han er ikke bekendt med enkeltheder i loven, men lovens formål er blandt andet at finde ud af mere om paramilitære aktiviteter. Om episoden i kirken har vidnet bekræftet, at det er hans opfattelse, at FARC ikke indledningsvis har undskyldt det, der skete. Han har mange bekendte, som med det samme hævdede, at FARC på ingen måde kunne have været involveret. Det var svært for vidnet, at folk ikke kunne se, at FARC kunne sidestilles med andre paramilitære grupper. Han mindes ikke, at der efterfølgende er kommet en undskyldning fra FARC. Vidnet både taler og læser spansk. Han læser de rapporter, der kommer fra FN og andre menneskerettighedsorganisationer. Han har været konsulent for FN. Foreholdt rapport af 20. maj 2002 fra FN, hvorefter FARC-medlemmer har undskyldt handlingerne i kirken, har vidnet forklaret, at det er ren retorik og strategi. FARC's umiddelbare holdning var ikke at påtage sig ansvaret, men på grund af den vrede, der opstod, påtog FARC sig efterfølgende ansvaret. I 2007, hvor 11-18 gidsler blev dræbt, udløstes der stort raseri herover. Da Røde Kors ville undersøge dødsårsagerne, blev FARC straks mere samarbejdsvillig. Foreholdt erklæring af 8. maj 2002, hvor FARC har beklaget hændelsen, har vidnet forklaret, at som han husker det, påtog FARC sig først ansvaret efter en tid. Forespurgt, om vidnet på noget tidspunkt har haft opfattelsen af, at Colombia er en illegitim stat, forklarede vidnet, at Colombia er en meget svag og splittet stat, men siden 1991 har Colombia haft en progressiv forfatning. Staten er blevet mere legitim, men er ikke noget Paradis. Cato Institute er et ekstremt højreorienteret institut. Det er rigtigt, at vidnet på et tidspunkt har deltaget i en debat der. Foreholdt uddrag af referat fra debatten, mener vidnet ikke, at han har udtalt sig sådan. Der har været modstridende meninger i den amerikanske regering om, hvorvidt den nuværende præsident i Colombia også har været »narkobaron«. Vidnet har forklaret, at der var ca. 1 mio. mennesker i Colombia, der blev fordrevet, da vidnet arbejdede der. Han har hørt flere tal. Der har været en betydelig forbedring af forholdene i Colombia. I 2004-2005 skete der et betydeligt fald i kidnapninger, vejspærringer og menneskeovergreb. Han er ikke bekendt med tallene for ekstrajudicielle henrettelser og forsvindinger. Med hensyn til den computer, der blev beslaglagt hos FARC, som vidnet tidligere har omtalt, har FARC udtalt, at der er tale om en »Gringo-sammensværgelse«. Han er ikke bekendt med en kritisk Interpol-rapport. Foreholdt Interpol-rapporten, har vidnet forklaret, at han nu mindes at have set rapporten. Dokumenterne er bare ord, men ikke bevisførelse, der kan ramme nogen, fordi FARC ikke bliver taget i gerningsøjeblikket. Oplysningerne fra computeren viser en overvældende involvering i en lang række kriminelle aktiviteter. Da Uribe stillede op til præsidentvalget, blev han udsat for 24 drabsforsøg fra FARC's side. Under indsættelsesceremonien affyrede FARC en mortérgasgranat, der slog ned i et fattigkvarter, hvilket FARC må have indset. I 1980'erne gik FARC ind i UP. Narkohandlere betragtede UP med rette eller urette som en ulv i fåreklæder. Det udelukker ikke, at flere havde fredelige motiver. Andre grupper gik også ind i UP og er i dag fortsat aktive i politik. Der er eksempler på, at medlemmer af UP beklæder politiske embeder. I de senere år har der været eksempler på, at venstreorienterede personer har haft held med at arbejde inden for det politiske system i Colombia. Ved valgene i 1986 fik UP mange medlemmer valgt ind. Der blev derefter udført en massiv udslettelseskampagne, hvor der blev dræbt mange mennesker. I marts 2008 var der begyndende, men dog kun uformelle fredsforhandlinger mellem FARC og Colombia. Det har før været tilfældet. I disse forhandlinger var Venezuelas, Frankrigs og andre landes præsidenter indblandet. Et af formålene var at få Betancourt frigivet. Chávez havde sine egne motiver, og Sarkozy var kun interesseret, fordi det drejede sig om en fransk statsborger. Ruchama Marton har forklaret blandt andet, at hun er psykiater og psykoterapeut. Hun er grundlægger af og præsident for »Læger for menneskerettigheder i Israel« (PHR). Hun er født og opvokset i Israel. PHR er grundlagt i begyndelsen af 1988 og var en reaktion på den 1. intifada. Organisationen rettede særligt opmærksomheden mod brud på rettighederne vedrørende sundhedsarbejde i bred forstand. Sundhedssektoren er et vigtigt område, og sundhed er en del af menneskerettighederne, der er det vigtigste område. I de sidste 20 år har PHR samarbejdet med næsten alle de forskellige grupper i Palæstina, herunder med PFLP. Den er en af de mest nyttige, åbne, godt tænkende grupper, der består af veluddannede mennesker. Selv om de kun er få af antal, har de stor indflydelse på grund af deres aktiviteter. Hun har kendt de fleste af lederne i PFLP. Vidnet har ved flere lejligheder mødt George Habash og de fleste læger i hans organisation. PHR har haft et løbende samarbejde med PFLP. PHR går ind for samarbejde og solidaritet med de palæstinensiske grupper. Før Oslo- og Madrid-aftalerne i begyndelsen af 1990'erne havde Israel ansvaret for sundheds- og undervisningssystemet i det besatte palæstinensiske område. Hospitalet i Gaza var rent faktisk ledet af den israelske hær, og israelerne tog alle beslutningerne. Investeringer i f.eks. hospitalsudstyr, uddannelse m.v. var meget ringe. Der var en kløft mellem Israel og Palæstina inden for sundhedsområdet, der svarede til 30-40 år. I 1995 blev ansvaret for sundhed og uddannelse overført fra Israel til det palæstinensiske folk, men midlerne forblev på israelske hænder. Økonomien var så dårlig, at det næsten ikke fungerede. I begyndelsen af 1990'erne blev der indført vejspærringer på Vestbredden og i Gaza. De bedste hospitaler, der var beliggende i Jerusalem, stod stort set tomme, medens befolkningen led eller døde i hjemmet, fordi lægerne ikke kunne komme ud til patienterne, og patienterne kunne ikke komme til hospitalerne. Det skyldtes blandt andet, at ambulancerne, der skulle være forbindelsesleddet, blev udsat for vejafspærringer og tunge blokeringer, og de blev beskudt, så læger og andet personale blev dræbt. Vidnet mener, at israelerne har gjort meget for at fragmentere tilværelsen for palæstinenserne. Ambulancekørslen var et eksempel herpå. Om PFLP har vidnet forklaret, at organisationen er meget prominent på området for kvinders rettigheder. Ikke kun i teorien, men også i virkeligheden. Den opretter børnehaver, hjælper kvinder til uddannelse, og den tager sig af de kvindelige fanger og yder juridisk bistand. Naturligvis gælder det også for mænds rettigheders vedkommende. Sundhed er et meget vigtigt område. PFLP's støtte inden for de omtalte områder er meget intens, selv om PFLP er en lille organisation. Efter hendes mening er det helt forkert at sige, at PFLP var imod Oslo-aftalen. De personer, vidnet kender inden for PFLP, er politiske personer, der tænker sig grundigt om, og de indså tidligt og før andre, at aftalen var en form for likvidation af palæstinensiske rettigheder og interesser. Palæstinensernes primære problemer blev overset eller skudt langt ud i fremtiden. Der var ikke udsigt til en selvstændig palæstinensisk stat. Det er rigtigt, at PFLP i begyndelsen gik ind for løsningen med en stat og senere ind for løsningen med to stater. Det viser blot, at PFLP hele tiden tænker over problemerne. Foreholdt opsamlingspunktet i de tiltaltes rapport »Israel/Palæstina konflikten og PFLP's rolle heri« (s. 48, 5. linje, sidste afsnit), har vidnet forklaret, at de palæstinensiske grupper med undtagelse af Islamisk Jihad besluttede at ophøre med selvmordsaktioner for ikke at skade deres egen sag. Så vidt hun ved, har PFLP ikke siden 2005 udført selvmordsaktioner. Det er rigtigt, at israelerne i løbet af en kortere periode har henrettet 13 PFLP-ledere. Vidnet antager, at det er sket, fordi Israel anser PFLP for at være den mest »farlige gruppe« for Israel, igen fordi PFLP består af åbne, veluddannede, godt tænkende medlemmer, der søger en løsning, der kan sikre, at forskellige folk kan leve sammen. De fleste israelske beslutningstagere har militær baggrund og foretrækker en tilstand af semikrig mellem Israel og Palæstina. De mener, at jo mere land, der er uden palæstinensere, des bedre. De er ganske enkelt ikke interesseret i fred. For tiden omkommer flere palæstinensere end israelere i konflikten. Der er i den sidste periode 25 døde palæstinensere for hver en død israeler. Tallet er langt højere end tidligere og skal ikke mindst ses i forhold til forskellen i befolkningsgruppernes størrelse. Man må holde sig for øje, at Israel er oversvømmet med ammunition og våben fra USA. Israel overholder ikke de internationale regler. Tendensen er næsten altid at ignorere egne overtrædelser, medmindre disse kan afsløres, f.eks. ved at et filmhold optager billeder heraf. Hun har hørt om John Dugard og er enig med ham i vurderingen af, at situationen med bosætterne kan betragtes som en apartheid-situation. Abu Ali Mustafa vendte i 1999 tilbage med israelernes tilladelse. Han havde ikke ændret sine holdninger, da han senere blev dræbt. Derfor kunne man få den tanke, at det oprindeligt havde været planen at myrde ham. På spørgsmålet om, hvorvidt hun anser medlemmer af PFLP som terrorister, har vidnet forklaret, at ordet terrorist er et meget vanskeligt ord. Hun sætter spørgsmålstegn ved, hvem der afgør, om man er terrorist eller ej. Den, der i dag er terrorist, er måske frihedskæmper i morgen. For hende er det et spørgsmål, om staten Israel er en terrorstat, når den myrder, ødelægger huse og beplantninger m.v. For hende er PFLP absolut ikke en terroristorganisation. Foreholdt de tiltaltes rapport om »Israel/Palæstina konflikten og PFLP's rolle heri«, har vidnet forklaret, at rapporten er et udmærket stykke arbejde, dog ville hun gerne have set noget mere materiale i den om, hvorfor PFLP afviste Olso-aftalen. Det parlamentariske arbejde, PFLP udfører, kan sagtens udføres åbent af PFLP's medlemmer. De har indflydelse, men hun kan ikke udtale sig om i hvilken udstrækning. Vidnet kender ikke til målet med PFLP's militære strategi, men hun mener, at PFLP finder, at den har pligt til at bekæmpe besætterne. I princippet er dens handlinger ikke rettet mod civile, men det er sket, at israelske civile er blevet såret eller dræbt. Det har imidlertid ikke været hensigten. Det ved hun blandt andet fra samtaler med folk fra PFLP. Vidnet har videre forklaret, at PHR arbejder for menneskerettigheder generelt og ikke kun for det palæstinensiske folk. Vidnet kender intet specifikt til de overgreb, PFLP har foretaget mod civile. Hun er klar over, at der gennem årene har været nogle angreb. Hun mener ikke, at der har været selvmordsbomber efter 2005. Vidnet har dog læst noget om, at man i 2007 under den jødiske højtid forsøgte at aktivere en selvmordsbombe i Tel Aviv, men det er ikke noget, hun kender noget særligt til. Når hun læser eller hører de israelske medier, er hun altid meget skeptisk. Hun ved aldrig, om det er fakta eller noget, der stammer fra den israelske efterretningstjeneste. Vedrørende bombningen af byen Dimona i februar 2008, hvor en person blev dræbt og 9 personer såret, forklarede vidnet, at hun har hørt om angrebet, og at det skulle være udført af PFLP og al-Aqsa-brigaderne i fællesskab. Israel har i stort omfang foretaget terrorhandlinger mod civile, men angreb mod civile er ikke acceptabelt, uanset hvem der gør det. Roland Anrup har forklaret blandt andet, at hans arbejdsområder først og fremmest er Latinamerikas historie og navnlig Colombias historie, som har han fulgt nøje. Han har blandt andet studeret den politiske udvikling i Colombia. Vidnet har været i Colombia adskillige gange siden 1978. Han har været gæsteforelæser på det mest anerkendte universitet i Colombia. Han taler, læser og skriver spansk. Det er en nødvendighed for en historiker at kunne landets sprog. De kilder, han benytter, er først og fremmest skriftligt materiale, men han benytter sig også af interviews. Han interesserer sig for forskellige bevægelser inden for den væbnede konflikt, heriblandt bondebevægelsen og guerillabevægelsen. Han har interviewet statstjenestemænd, bønder og andre. Han har tillige talt med folk fra guerilla-bevægelsen, ligesom han har talt med politikere. Han vurderer kildernes troværdighed ved at være kritisk og ved at sammenholde de enkelte kilder med hinanden. Den colombianske stats udvikling fra 1800-tallet og frem til i dag kan bedst beskrives som et mislykket forsøg på at etablere territorial kontrol og suverænitet over Colombia. Dommer Rentería ved den colombianske forfatningsdomstol har i en dissens udtalt, at landet var på vej mod en totalitær stat. Materiale vedrørende udtalelsen blev dokumenteret, og vidnet bekræftede, at det er det citat, han netop har omtalt. En forhenværende chef for sikkerhedspolitiet, Bejarano, udtalte for 2-3 år siden, at den colombianske stat udviklede sig i retning af en mafiastat. Det må have haft noget at gøre med udviklingen inden for sikkerhedspolitiet og dette politis samarbejde med paramilitære grupper. Sikkerhedspolitiet forsynede de paramilitære grupper med en liste med navne på de fagforeningsledere, der skulle henrettes. Det er påvist, at mindst en tredjedel af parlamentsmedlemmerne er valgt med støtte fra paramilitære grupper. Mange andre har udtalt sig i samme retning som den omtalte politichef. Befolkningen har længe gjort modstand mod staten, og det har vidnet gennem lang tid forsket i. FARC's modstand er ikke enestående i den colombianske historie. Netop den oprindelige befolknings modstand i den nordlige del af provinsen Cauca viser tydeligt forholdet mellem den civile modstand og den væbnede modstand. Vidnet forklarede om en udtalelse fra 2002 fra Forsamlingen af oprindelige folk i det nordlige Cauca, der oplæstes, at denne forsamling kræver autonomi og respekt, og at ingen af de væbnede aktører kommer ind på dens område. Især under Uribe har staten systematisk forfulgt den civile modstandsbevægelse. Fagforeningsledere er blevet myrdet, og vidnet henviser til sin forklaring om de væbnede og de paramilitære styrkers samarbejde. FARC er en bondeguerilla, hvis opståen kan henføres til midten af forrige århundrede. Fra 1960'erne kaldte man sig officielt for FARC. FARC var efterhånden bygget op som en hær med tydelig befalingsstruktur og med uniformer. Der er også andre væbnede grupper, hvoraf ELN er den største. FARC kontrollerer visse dele af Colombia. De valg, der afholdes i Colombia, kan ikke betragtes som frie og retfærdige. De paramilitære grupper udøver et sådant »pres på befolkningen«, at man ikke kan tale om frie valg. Presset kan antage mange forskellige former, alt fra køb af stemmer til terror over for befolkningen. I Colombia er der en lang historisk erfaring med, at folk fra guerillagrupper, der har ønsket at blive integreret i det civile liv, er blevet likvideret. Det skete således i 1980'erne for adskillige medlemmer af UP. FARC og andre væbnede grupper har i perioden fra 1998 til 2002 forsøgt at blive integreret i det civile liv, men man nåede ikke så langt, fordi staten ikke påtog sig ansvaret for en afmilitarisering af de paramilitære grupper. I de senere år har der næppe været forudsætninger for integration. FARC ønsker at få en samlingsregering for at opnå en demokratisk fred. FARC har gentagne gange forsøgt at opnå en fredelig løsning, og det er vidnets vurdering, at disse forsøg har været seriøse. En af grundene til, at det ikke kan lykkes, er samarbejdet mellem sikkerhedspolitiet og de paramilitære styrker. FARC, der er et bondeparti, har fremsat krav om en jordreform, men det er »den anden side« ikke interesseret i. 0,3 % af befolkningen besidder halvdelen af Colombias landområder. FN har foretaget en grundig undersøgelse af episoden ved kirken i Bojayá. Byen var blevet angrebet af paramilitære styrker. I et forsøg på at forhindre, at paramilitære grupper indtog byen, anvendte FARC en hjemmelavet granat. Resultatet var frygteligt. De paramilitære grupper havde taget opstilling i nærheden af en kirke, hvori civilbefolkningen havde søgt tilflugt, da FARC affyrede granaten. FARC erkendte ansvaret og har stillet kompensation i udsigt. FN har også pålagt de paramilitære styrker ansvar for episoden. For nylig er der kommet en deklaration fra den paramilitære side om, at man benyttede civilbefolkningen som skjold. Det sker meget sjældent i Colombia, at en episode som denne undersøges så tilbundsgående. Der er et stort antal kamphandlinger og en omfattende væbnet konflikt, men det er svært for ham at udtale sig om episoderne, som han ikke har et nærmere kendskab til. Han har ikke haft mulighed for at iagttage, hvordan FARC behandler gidsler. Efter vidnets opfattelse er Colombia ikke nogen retsstat. Den for nylig afdøde ekspræsident, Alfonso Michelsen, skrev i 2005 en artikel, hvori han gjorde gældende, at der ikke var demokrati i landet. Foreholdt artiklen, har vidnet forklaret, at situationen er blevet værre under Uribe. Vidnet har læst de tiltaltes rapport om Colombia og FARC. Det er hans indtryk, at den er seriøs og meget gennemarbejdet. Den kunne meget vel antages for at være en akademisk rapport. Efter vidnets mening kan FARC absolut ikke anses som en terrororganisation. Det er rigtigt, at FARC retter angreb mod civile, men der må skelnes mellem de forskellige typer af angreb. Vidnet har under sin forklaring om episoden ved kirken allerede omtalt et sådant angreb. Der var tale om et forsøg på at forsvare byen mod paramilitære grupper. FARC angriber militære poster og politistationer, som mod civilbefolkningens protester til tider er placeret i civile beboelsesområder. Herved kan civile blive ramt under angreb mod militæret. FARC har også henrettet civile personer, men i den sammenhæng må man sætte spørgsmålstegn ved betegnelsen »civil«. I Uribes tid har man benyttet civile til at fungere som informatører. De har angivet og udpeget personer for styrkerne og har altså fungeret som en slags stikkere. Sådanne personer bliver henrettet af FARC, hvis de bliver fundet. Vidnet har videre forklaret, at der for nylig er kommet en udtalelse fra en højtstående person fra de paramilitære styrker om, at det var bevidst, at de paramilitære styrker gemte sig bag kirken. Vidnet kender ikke personligt til, at der skulle have været søm og skruer i granaten. Det var naturligt, at FARC skød i retning af kirken, idet de paramilitære styrker jo gemte sig bag den. FARC ønsker helt klart at undgå situationer, hvor civile kan komme til skade. Vidnet ser ingen grund til at betvivle oplysninger om, at FARC i andre situationer har brugt gascylinderbomber. Efter angrebet ved kirken har FARC, så vidt han ved, udført et angreb mod civile ved Cauca. Hvis f.eks. en skolelærer har været myndighedernes eller de paramilitæres informatør, så stiller det begrebet »civil« i et tvivlsomt lys. En del borgmestre har bånd til de paramilitære. De er principielt civile, men det nære samarbejde med en af de stridende parter betyder, at man bør sondre mellem, hvilke civile der angribes. Miquel Ángel González Reyes har forklaret blandt andet, at han er advokat, og at han fungerer som rådgiver under den igangværende proces ved den Interamerikanske Menneskerettighedsdomstol angående spørgsmålet om, hvorvidt der blev begået »folkemord« mod medlemmerne af Den Patriotiske Union (UP). Vidnet har videre forklaret, at UP tilbage i tiden blev udsat for, at dens medlemmer og ledere blev udryddet. Den interamerikanske kommission besluttede for flere år siden at undersøge spørgsmålet. Omkring 5.000 mennesker blev myrdet, herunder to præsidentkandidater og 9 parlamentsmedlemmer fra UP. Under præsident Betancourt indledtes forhandlinger mellem FARC og regeringen. Som resultat af disse forhandlinger opstod UP, men UP samlede også andre elementer end lige netop FARC's oprørselementer. Størstedelen af medlemmerne af UP kommer fra folkelige sektorer. UP ønskede at være med til at finde en fredelig løsning på problemerne i Colombia. Vidnet forventer, at der i nær fremtid kommer en afgørelse fra Menneskerettighedsdomstolen, idet processen har stået på i mange år. FARC's deltagelse i fredsprocessen var meget seriøs. FARC er også kommet til forhandlinger tidligere. Der har været et meget vigtigt møde i Mexico mellem regeringen og oprørsstyrkerne, og der har også været ført forhandlinger i Venezuela. Der har også været meget vigtige forhandlinger under præsident Pastrana. Det er størstedelen af den colombianske befolknings ønske, at der bliver fred, men Uribe, den nuværende præsident, gør det umuligt at opnå en demokratisk løsning, idet han benægter, at der findes en væbnet konflikt i Colombia. Uribe vil ikke være med til en løsning og til udveksling af fanger. USA er med til at uddybe den væbnede konflikt. Forevist brev af 3. februar 2006 fra Organization of American States, hvoraf blandt andet fremgår, at advokaterne Gordillo og Vélez er blevet truet, har vidnet forklaret, at det er advokater, han har arbejdet sammen med under den før omtalte proces. Forevist brev af 27. marts 2008, hvoraf fremgår, at der er fremsat mordtrusler mod vidnet, forklarede vidnet, at han har været nødt til at forlade Colombia. Han bor i dag i Europa. Han er blevet omfattet af et særligt beskyttelsesprogram, og han beskyttes blandt andet af tre personer, når han er i Colombia. Den colombianske regering har ikke kunnet love ham fuld beskyttelse. Tilsyneladende forfølger fire agenter fra den colombianske stat ham. Disse oplysninger er videregivet til myndighederne i Colombia. Vidnet og en person ved navn Castro blev forfulgt i 6 måneder. Det foregik i nærheden af deres hjem og arbejdspladser. Om det colombianske retssystem har vidnet forklaret, at der i dag ikke findes retfærdig rettergang i landet. Domstolenes uafhængighed og integritet er alvorligt truet. Ved højesteret forfølges i øjeblikket en sag, hvor 72 medlemmer fra Uribes parti er tiltalt, fordi de menes at have forbindelser til de paramilitære styrker. I den sammenhæng udsætter den colombianske regering højesteret for en betydelig pression blandt andet ved hjælp af medierne. I praksis anvender man »fjenderetspleje« i Colombia. Mennesker, der kommer for retten på grund af almindelige forbrydelser, bliver behandlet som almindelige borgere, og retsgarantierne bliver overholdt. Det samme gælder ikke for dem, der kommer for retten, fordi de har deltaget i politiske sager. I Colombia har man f.eks. kriminaliseret social protest, og i de senere år har man arresteret over 7.000 mennesker i den forbindelse. Det har været fagforeningsfolk, kvinder m.v. De bliver behandlet som fjender. Der manipuleres med beviserne. Der kommer således vidner, der er beskyttet af anklagemyndigheden. De møder kun, når anklagemyndigheden skal afhøre dem, og er forsvundet, når det er forsvarets tur til at afhøre dem. Der findes mange domme, der afsiges in absentia. Det har været tilfældet for mange af FARC's ledere. Nogle af dem er blevet dømt 25 gange. De får beskikket advokater, men de er meget let påvirkelige. De fremkommer ikke med beviser eller udspørger. Der er ingen kontradiktion, og forsvarsadvokater er bange for at blive identificeret med oprørsbevægelsen. I Colombia respekterer man ikke det folkeretlige princip om at sondre mellem advokaterne og dem, de forsvarer. Det arbejde, dommerne udfører i Colombia, er meget komplekst. De bliver også udsat for trusler, og mange har været nødt til at forlade landet. De paramilitære sektorer har meget stor indflydelse i landet og på anklagemyndigheden. De får ansatte fra anklagemyndigheden til at kopiere og videregive dokumenter til de paramilitære styrker. Der er alvorlige korruptionsproblemer. De meget store beløb, som narkotrafikken skaber, fremmer korruption. Retsvæsenet fungerer også meget langsomt. Meget ofte kommer man slet ikke frem til at pådømme visse forbrydelser. Det har medvirket til, at man har gennemført en reform, og at man nu har mundtlige retssager. Der er dog endnu ikke fremkommet mange resultater. I praksis kan man sige, at der ikke er retfærdighed. Loven om retfærdighed og fred er kun rettet mod de paramilitære styrker. Efter den lov kan de paramilitære styrker kun blive idømt op til 8 års fængsel for folkemord og for krænkelser af menneskerettighederne. Normalt er straffen 60 år. De paramilitære sektorer er blevet legaliseret og ikke demobiliseret. Af landets forfatning følger, at retten til at leve er en grundlæggende rettighed, men mellem 2002 og 2007 skete der 995 udenretlige henrettelser. Det står i en rapport fra Amnesty International. I artikel 12 i forfatningen står, at ingen colombianer må blive udsat for tvangsforsvinden, tortur eller grusom behandling. I samme rapport fra Amnesty National står, at der i 2002 er forekommet 230 tvangsforsvindinger, som man mener, er begået af hæren eller politikorpset. I artikel 22 i forfatningen står, at staten er forpligtet til at sikre fred for borgerne. Alle kender den væbnede konflikt, som i dag får Colombia til at forbløde. Vidnet har været vidne til retssager, hvor man har set mennesker, der har været udsat for tortur og andre krænkelser. Et sådant retssystem kan ikke betegnes som et demokratisk retsstatssystem. Der sker i langt de fleste tilfælde heller ikke en reel prøvelse af beviserne, navnlig ikke i de processer, der bliver ført mod blandt andre politiske fanger. Retssystemet i Colombia er meget formelt, og advokaterne bliver ofte afvist, når de ønsker at fremlægge beviser. Hele dette formalistiske system modvirker retten til at udføre en reel og ordentlig bevisførelse. Flere er blevet anholdt af hæren eller af politiet uden tilladelse. Han anser ikke Colombia som et demokrati. Det er indskrænket demokrati, og regeringen har som en form for statsterrorisme i de sidste 25 år forfulgt politiske modstandere. Bare i år er 40 fagforeningsledere blevet myrdet. På spørgsmålet, om FARC finansierer sine handlinger gennem narkopenge, har vidnet forklaret, at der findes områder, hvor bønderne er blevet frataget deres jord og trængt væk til ufrugtbar jord. Det har bevirket, at bønderne er begyndt at dyrke kokaplanter, da de ikke kan opnå en reel indtjening af andre afgrøder. Så vidt vidnet ved, afkræver FARC skatter af dem, der køber kokain af bønderne, men er ikke ellers indblandet i narkosalget. Det er de paramilitære styrker derimod. For nylig er 13 personer med nær tilknytning til de paramilitære sektorer blevet udleveret til USA for narkohandel. Vidnet har videre forklaret, at kidnapninger ikke er en terrorhandling efter colombiansk lovgivning. Terrorhandlinger er forbrydelser mod statens sikkerhed. Hele den væbnede konfliktsituation gør, at de forskellige aktører krænker menneskerettighederne. FARC er en national befrielsesbevægelse, der forsøger at opnå støtte fra den civile befolkning. Det ville dog ikke være logisk, hvis FARC rettede sine handlinger mod de civile. Debatten om terrorisme er meget kompliceret. End ikke i FN er man kommet frem til en løsning om, hvordan man skal definere terrorisme. Han betragter ikke FARC som en terrororganisation, men som en befrielsesorganisation. Den eneste mulighed for fred i Colombia er, at parterne sætter sig ned og forhandler om en dagsorden, der kan føre til fred og velstand for befolkningen. FARC havde nok ikke sat sig ved forhandlingsbordet, som den har gjort ved fire forskellige lejligheder gennem de sidste 25 år, hvis den ikke var interesseret i fred. Vidnet bestrider ikke, at FARC har udført handlinger som mord, kidnapninger og granatangreb mod civile. Konflikten er blevet voldsomt forværret gennem de senere år, og alle de implicerede overtræder lovgivningen. FARC's centrale mål er ikke at udrydde den civile befolkning. Det er det særkende, der adskiller FARC fra de paramilitære styrker, der er yderligtgående, højreorienterede styrker, der ønsker at udrydde befolkningen. Det er klart, at FARC's angreb mod civile ikke kan retfærdiggøres, men det sker. Han er imod bortførelser, men det er også noget, der forekommer i Colombia. Vidnet har videre forklaret, at det er hans vurdering, at FARC ikke retter sine angreb mod civile som hovedmål, men det er klart, civilbefolkningen også rammes i konfrontationen mellem FARC og de paramilitære styrker og hæren. Det er rigtigt, at FARC har rettet de pågældende angreb mod nogle borgmestre, men de havde vist samarbejdet med de paramilitære styrker. Og i så fald kan man ikke længere betegne dem som en del af civilbefolkningen. Jorge Enrique Botero Lince har forklaret blandt andet, at han er uddannet journalist og har arbejdet på dagbladet El Tiempo samt inden for tv- og radiomedierne. Han har endvidere været kommunikationsdirektør i Colombias Kulturministerium. Han arbejder nu freelance. Han har gennem årene modtaget fire priser for sit arbejde, senest i 2005, hvor han fik en pris for »årets bog«. Vidnet har endvidere lavet en tv-udsendelse: »Holdt som gidsel i Colombia«. Den blev udgivet af CBS i USA og omhandler tre amerikanere, der blev bortført af FARC i februar 2003 og holdt som gidsler i Colombia. De kaldte sig »soldater i krigen mod narko«. De var ansat i et civilt firma, der arbejder for Pentagon. De udførte spionage fra luften ved at overflyve urskoven og filme narkomarker samt guerillalejre. Flyet faldt ned, og FARC tog dem som gidsler. Han bor og lever i Bogotá. Han skriver og laver dokumentarudsendelser. Han er korrespondent for en mexicansk avis i Colombia. Under udøvelsen af sit arbejde har han været udsat for en lang række trusler. Det skal man tage meget alvorligt i Colombia. Yderligtgående paramilitære grupper eller statslige agenter har i løbet af de sidste 10 år myrdet 125 journalister. Vidnet har således måttet bringe sine børn ud af landet. Inden for de seneste 10 til 12 år har han omkring 20 gange besøgt FARC-lejre i forskellige dele af landet. Han har i sin egenskab af journalist talt med ledere og menige guerillasoldater, ligesom han har haft mulighed for at tale med dem, der bliver holdt som gidsler. Han har set snesevis af unge mennesker i Colombia, som af den ene eller den anden grund er blevet tvunget ind i krigsaktiviteter. Mange af disse meget unge mennesker er gået ind i guerillaen fra det øjeblik, hvor deres forældres lig »stadig var varme«, efter at paramilitære styrker havde dræbt dem. Mange børn lever i det, der i Colombia kaldes »det andet Colombia«, hvor staten ikke har indflydelse, og hvor børnene ikke har mulighed for at uddanne sig. Det eneste styre er guerillaen. De unge mennesker udgør 20 % af samtlige guerillasoldater. Han taler ikke om børn under 15 år, men om helt unge mennesker. Der er dog eksempler på unge under 15 år. De kan tælles på én hånd. Disse børn modtager undervisning, hjælper til med madlavning m.v., men de bærer ikke våben og deltager ikke i krigshandlinger. Vidnet har ved tre lejligheder haft mulighed for at interviewe den nuværende leder af FARC, Alfonso Cano. Første gang var i 1998, anden gang i 2000 og sidste gang i 2003. Det er en ekstremt ubehagelig situation for den tilfangetagne at være i fangenskab, men FARC's gidsler er efter vidnets mening altid blevet behandlet med respekt. De får lægehjælp m.v., hvis de har brug for det. De bliver ikke udsat for nedværdigende eller grusom behandling. Under vidnets første besøg kunne han se, at gidslerne modtog og måtte skrive breve. Det ændrede sig fuldstændig i 2002 efter forhandlingssammenbruddet. Den eneste kontakt, de pågældende nu havde til omverdenen, var gennem radioen, som guerillaen stillede til rådighed for dem. I Colombia findes forskellige radioprogrammer, hvor tilfangetagne og pårørende kan få gensidig kontakt. Der er forskellige typer af gidsler. De tilfangetagne soldater, og her taler man om krigsfanger. De politiske ledere, der menes at have været i ledtog med paramilitære grupper eller have været med til at stimulere krigshandlingerne. Endelig er der gidsler, som efter FARC's opfattelse har støttet krigen økonomisk, hvorfor de også skal være med til at støtte FARC økonomisk. De pågældende har en formue på over 1 mio. dollars. Det er en form for skatteopkrævning fra FARC's side. Alfonso Cano forklarede angående kidnapningen af Ingrid Betancourt, at hun i parlamentet havde været med til at opmuntre til krigshandlinger imod FARC og havde bidraget til, at partiet UP var blevet fjernet fra den politiske scene. Han mente, at politikerne fra de traditionelle partier ikke burde kunne drive politik i deres område, når UP og dermed FARC ikke kunne udøve deres politik i regeringens område. FARC er en politisk, militær organisation. Medlemmerne er for størstedelens vedkommende bønder. FARC's overordnede strategi er at tage den politiske magt. Den har valgt en kombination af alle kamp former. Den udfører militære handlinger, samtidig med at der udøves sociale aktiviteter i lokalområdet. Den nyder betydelig folkelig opbakning og er repræsenteret overalt i landet. Ifølge de vigtigste teorier kan en guerillabevægelse ikke overleve uden støtte i befolkningen. FARC har ved forskellige lejligheder forsøgt at finde frem til en løsning, der kan sætte en stopper for krigen. Det er sket i 1980'erne, i 1990'erne og i begyndelsen af dette århundrede, men alle forsøg er mislykkedes. FARC mener, at det skyldes modstanderens manglende politiske vilje og ønske om, at FARC skal demobiliseres. Efter vidnets opfattelse har FARC et stærkt ønske om fred. De forskellige politiske partier har gennem årene været utilbøjelige til at imødekomme FARC's ønsker om sociale og politiske reformer. Det hører med, at en guerillaleder har sagt til vidnet, at man aldrig vil glemme det folkemord, som UP tilbage i tiden var genstand for. FARC foretager ikke angreb rettet mod civile. Ved de episoder, hvor nogle civile har været ofre, har det ikke været tilsigtet fra FARC's side. Som vidnet bedømmer det, har det været typiske krigshandlinger, hvor civile er blevet ramt i forbindelse med angrebets udførelse. Aktionerne mod borgmestrene skyldtes, at de pågældende samarbejdede med de paramilitære styrker under angreb mod civilbefolkningen. Det er blevet påvist i mange tilfælde gennem retsvæsenet. Vidnet tror, at det er umuligt at finde en militær løsning på konflikten i Colombia. Den har varet i næsten 50 år, og guerillaen er dels blevet meget erfaren, dels har den meget stor støtte i landbefolkningen. En lang række præsidenter har gennem tiderne lovet at udrydde FARC, men det er ikke lykkedes for nogen af dem. FARC er efter vidnets mening ikke en terrororganisation. Foreholdt, at vidnet Angel Rabasa i sin skriftlige forklaring for byretten (s. 22, 3. afsnit) har anført, at Consuelo Gonzales de Perdomo blev dræbt af FARC, undrer udsagnet vidnet, for han har interviewet hende for en uge siden. Forevist foto af Perdomo, har vidnet forklaret, at det stammer fra hendes frigivelse. Senator Jorge Eudardo Turbay er heller ikke myrdet, men er blevet frigivet for et par måneder siden og opstiller nu som kandidat til et valg. Orlando Beltrán Cuéllar er også i live. Han har været underkastet en medicinsk behandling. Han er også i gang med en valgkamp. Vidnet har videre forklaret, at tilfangetagne, der ikke vil betale penge, både kan være civile og militære. Det er rigtigt, at Betancourt var blevet taget til fange, fordi hun i parlamentet havde udtalt, hvad der skulle gøres ved FARC. Det er i hvert fald, hvad en guerillaleder har fortalt vidnet. Betancourt har gentagne gange i parlamentet opfordret til undertrykkende aktivitet i forhold til FARC. Hun har også været med til at vedtage love vedrørende militærbudgetter. Vidnet betragter det ikke som en demokratisk handling, at Betancourt blev taget til fange. FARC's argument for sine handlinger er, at den har benyttet alle de legale midler for at komme til magten, men eftersom alle deres forsøg er blevet udslettet »med kugler«, er FARC tvunget af omstændighederne til at benytte våben for at nå sit mål. Det, der foregår, er en frihedskamp. Det er rigtigt, at FARC benytter sig af gascylinderbomber. FARC anvender ikke konventionelle våben. Bomberne når åbenbart ikke altid de mål, som de er rettet mod. FARC's hensigt har aldrig været at skade civilbefolkningen, og deus våben og handlinger rettes altid mod militære mål. Ofte er militære kaserner imidlertid placeret i nærheden af skoler og lignende. I Colombia har man i de sidste to år haft en åben offentlig proces om retfærdighed og fred, hvorunder man klart har påvist, at de paramilitære grupper har indsat borgmestre, parlamentsmedlemmer, byrådsmedlemmer m.fl. i omkring 40 % af hele det lovgivende apparat i Colombia. Både ved væbnet indsats og ved pression mod befolkningen og ved at finansiere valgkampene har de opnået, at en lang række mennesker er blevet valgt. Det er sket i ca. 50 % af alle kommuner i Colombia. Det er disse retslige processer, vidnet henviste til under sin forklaring i forhold til de borgmestre, der blev kidnappet af FARC. Der er i snesevis af konkrete tilfælde og navnlig i de områder i Colombia, der kaldes røde zoner som betegnelse for krigsområderne. Vidnet kan ikke her og nu komme på et navn på en borgmester, hvor det er fastslået, at han er blevet dræbt på grund af sin tilknytning til de paramilitære grupper. FARC meddeler mange gange de pågældende borgmestre, at de skal forlade stedet, ligesom befolkningen bliver bedt om at holde sig væk fra folk, der tilhører de paramilitære aktiviteter. Der er flere eksempler på, at borgmestre har forladt deres poster af denne grund. Consuello Gonzalez de Perdomo blev løsladt i januar i år. John Dugard har til byrettens retsbog forklaret som følger: ». . . John Dugard forklarede, at han er fra Sydafrika. I 30 år var han professor i Johannesburg med speciale i international ret og straffesager. I 1998 blev han professor i international ret i Leiden, Holland. I 2001 blev han af the United Nations Commission for Human Rights udnævnt til special rapporteur i de besatte palæstinensiske områder (Occupied Palestinian Territories, OPT), hvilket han var frem til maj 2008. I den forbindelse besøgte han de besatte områder regelmæssigt og rapporterede til FN's generalforsamling og til Menneskeretskommissionen (Human Rights Council) som senere er blevet til FN's Menneskerettighedsråd. Han har også to gange været midlertidig dommer ved den internationale domstol i Haag. Senest den 21. januar 2008 afgav han en rapport, som den 16. juni 2008 blev debatteret i Menneskerets-kommissionen. Det vigtigste instrument i Israel/Palæstina-konflikten er den 4. Geneve Konvention fra 1949. Israel har tiltrådt denne, men israelerne argumenterer for, at konventionen ikke gælder i de besatte områder. Den internationale domstol har i 2004 bestemt, at Israel er omfattet af konventionen, at de palæstinensiske områder er besatte områder, og at Israel skal følge konventionen. Afgørelsen er ikke bindende, men FN's juridiske organer og FN's generalforsamling har fulgt udtalelsen med meget stort flertal. Afgørelsen er også udtryk for hans opfattelse. Israel har også tiltrådt FN's internationale menneskerettighedskonventioner og konventionen om økonomiske og sociale rettigheder. Israel er af den opfattelse, at disse konventioner ikke er bindende, men i 2004 mente den internationale domstol, at Israel er forpligtet af disse i de palæstinensiske områder. International sædvaneret gælder også for området. Det er John Dugards opfattelse, at Israel ikke opfylder sine forpligtelser hvilket understøttes af den internationale domstols afgørelser og af FN's generalforsamlings resolutioner. Det debatteres i international ret, om der er en ret til modstand mod militær besættelse. Der er ingen klar retstilstand på dette område, men man har fremført argumenter for, at en sådan ret eksisterer. Der må klart forventes en modstand mod en besættelse. Spørgsmålet er, om der eksisterer en moralsk ret, og i den forbindelse også vurdere Tysklands besættelse af Frankrig under 2. Verdenskrig som et fortilfælde. I henhold til den 4. Geneve Konventions artikel 49, stk. 6, må en besættelsesmagt ikke lade sine egne statsborgere bosætte sig i besatte områder. Israel har ca. 466.000 statsborgere boende i de palæstinensiske områder. Det er en klar krænkelse af international ret. Dette er fastslået af den internationale domstol, af FN's generalforsamling og af Sikkerhedsrådet. Israelsk militær trænger ofte ind i Gaza og benytter vold mod befolkningen. De israelske styrker har ikke kunnet skelne mellem militære og civile mål. Ifølge den 4. Geneve Konvention er det ikke tilladt at nedrive huse bortset fra i tilfælde af militær nødvendighed. Uagtet dette har Israel revet huse ned som straf mod personer, der er i familie med personer, som har begået vold mod de israelske styrker. Derudover har militæret revet huse ned i forbindelse med militære aktioner og af administrative grunde. Palæstinenserne må ikke opføre huse uden tilladelse. De israelske myndigheder giver i praksis aldrig tilladelse, hvorfor de fleste huse er bygget uden tilladelse. Som følge heraf har israelske myndigheder ødelagt tusindvis af huse. I 2003 begyndte Israel opførelsen af en sikkerhedsmur, ca. 9 m høj og på andre steder sikret med sikkerhedshegn. Hvis muren havde fulgt grænsen mellem Israel og de palæstinensiske områder ville der ikke kunne protesteres mod muren, men muren er på palæstinensisk område og inddrager ca. 10 % af palæstinensisk jord. Der er forslag om yderligere udbygning, således at 13 % af jorden inddrages. Det har store økonomiske konsekvenser for palæstinenserne, da de skal have tilladelse til at komme til deres jord bagved muren, og det får de ikke i praksis. Den internationale Domstol har ved dom bestemt, at muren er ulovlig og skal rives ned, men det er ikke sket. På Vestbredden har det israelske militær etableret 560 kontrolposter, hvor der skal vises pas (rejsetilladelser). Det er en stor begrænsning af bevægelsesfriheden og samtidig ydmygende. Det har også næsten ødelagt den palæstinensiske økonomi. Indenfor de seneste år har Israel etableret et separat vejsystem, som kun må benyttes af israelere. Palæstinenserne skal benytte de dårligere veje. Såfremt palæstinenserne benytter de veje, som er forbeholdt israelske bosættere, bliver bilen konfiskeret, og de bliver strafferetligt forfulgt. Bosætterne på Vestbredden er beskyttet af israelsk militær. Bosætterne begår ofte vold mod palæstinenserne, og det er sjældent, de bliver retsforfulgt. Palæstinenserne bliver derimod ofte retsforfulgt for at yde modstand, blandt andet ved at kaste sten mod militærkøretøjer og for vold mod civile. Siden besættelsen i 1967 er over 700.000 palæstinensere arresteret. Lige nu sidder ca. 11.000 palæstinensere i israelske fængsler. Ifølge den 4. Geneve Konvention skal de sidde i fængsler på palæstinensisk område, men i praksis er de i fængsler på israelsk område. Et eksempel er tilfangetagelsen af formanden for PFLP Ahmad Sadat. Han blev anbragt i et fængsel i Jeriko. Her blev han bevogtet af britiske og amerikanske vagter, som imidlertid klagede over, at de ikke fik fuld støtte fra de palæstinensiske myndigheder. Herefter blev han bortført af Israel, og fængslet blev revet ned. Han har endnu ikke været sat for en dommer i Israel. 44 palæstinensiske medlemmer af det folkevalgte palæstinensiske parlament sidder også i fængsel på israelsk område, fordi de er medlemmer af Hamas. Mange er tilbageholdt uden sigtelse og uden at være sat for en dommer. Der er fremsat alvorlige sigtelser mod Israel for deres behandling af fanger. NGO-grupper har undersøgt behandlingen af fangerne og konkluderet, at både dømte og ikke dømte fanger behandles umenneskeligt og nedværdigende. Herudover bliver de af og til udsat for tortur. Det er vigtigt at undersøge den virkning, som Israels overtrædelser har haft i Gaza. I de seneste år har Israel lukket overgangene til Gaza, så befolkningen ikke kan rejse væk, komme til Israel eller komme til lægebehandling i nabolandene. Det medfører også en økonomisk kvælning af Gaza, som ikke kan eksportere sine varer. Ligeledes kan der ikke importeres råvarer til industrien, som derfor er holdt op med at fungere. Israelerne har angrebet el- og kraftværker og begrænset importen af olie. Det er sket for at mindske risikoen for raketangreb mod Israel. John Dugard opfatter det som en kollektiv afstraffelse af befolkningen i strid med den 4. Geneve Konventions artikel 33. Alle krænkelserne har medført en humanitær krise og krænkelser af retten til sundhed, uddannelse og mad og er således en overtrædelse af de internationale økonomiske og sociale rettigheder. 80 % af befolkningen i Gaza er afhængig affødevarehjælp fra FN og andre internationale organisationer. Størstedelen af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen og lider af underernæring og blodmangel. Der er ikke frisk frugt, fisk og kød, og der mangler medicin. Lægebehandling kræver, at man forlader Gaza, da mange hospitaler er ødelagt eller ikke kan give den rette behandling, men der gives ikke tilladelse hertil. Ifølge en rapport er 44 døde af den grund. Gravide kvinder bliver stoppet ved kontrolposterne med det resultat, at de selv og eller barnet dør. Skolen er også lukket eller ødelagt på militær ordre. Det har ødelagt uddannelserne. Børnene har også fået psykiske skader af situationen. Det er særligt studerende i Gaza, som ikke får mulighed for at få en uddannelse. Mange studerende har fået afslag på at rejse til udlandet for at få en uddannelse blandt andet nogle, som havde fået Fullbright stipendier til studier i USA. De har dog senere fået tilladelse, da USA's regering greb ind. John Dugard og forskellige menneskerettighedsgrupper i Sydafrika har sammenlignet situationen for palæstinenserne med de sortes situation i Sydafrika under apartheidstyret. De har alle fundet, at den begrænsede bevægelsesfrihed og diskriminationen ved kontrolposterne meget ligner de sortes situation under apartheidstyret. Targetted killings er blevet et meget kontroversielt spørgsmål. Israel benytter i praksis ikke dødsstraf. Det har kun været benyttet i to tilfælde, det ene overfor Adolf Eichmann, men indenfor de seneste 10 år er Israel ansvarlig for drabet (extra judicially) af personer i stedet for at anholde dem og føre sag mod dem. IDF (Israeli Defense Forces) har udviklet et system, hvor personen identificeres og derefter skydes eller udsættes for et raketangreb, hvor også mange civile dræbes. Israels højesteret har konkluderet, at dette under særlige omstændigheder nok kunne retfærdiggøres, hvis personen var engageret i militære aktioner. Der er identificeret ca. 350 drab af denne type. Hertil kommer adskillige hundrede civile, som også er blevet dræbt som følge af targetted killings. Den israelske straffelov gælder for alle, men der sker i praksis en diskrimination i forbindelse med beslutningen om strafforfølgningen. Mange alvorlige forbrydelser forfølges ikke mod personer i de israelske styrker, for eksempel for et israelsk raketangreb mod et hjem i Gaza, hvor en familie på 19 personer blev dræbt. Derimod forfølges palæstinensere strafferetligt, hvis de overtræder sikkerhedsregler eller de specielle nødretslove. Der er ingen tvivl om, at det er en krigsforbrydelse ikke at skelne mellem civile og militære mål i en krigssituation. Israel ser det dog ikke som en militær konflikt. Derfor behandles de sigtede som forbrydere, ikke som krigsfanger. Angreb skal være proportionale i forhold til den modstand, som modstandsgrupperne yder. Det følger af det 1. Protokollat til Geneve Konventionen af 1977. Israel vil dog ikke acceptere dette og nægter at underskrive. Israel forsvarer mange af handlingerne, for eksempel raketangrebene mod Gaza, som militære og finder, at de har været proportionale, da der er tale om selvforsvar. Ved et af angrebene blev 50 % af Gazas elforsyning ødelagt. Angrebene begrundes også i antiterror-foranstaltninger. Det er svært at acceptere argumentet, når Israel ulovligt tillader bosættelser og derefter lovliggør forsvaret af disse ulovlige bosættelser ved at kalde det selvforsvar. Derfor er det svært at sige, at Israels handlinger altid er sket i selvforsvar. Opførelsen af muren er også et eksempel på et malplaceret sikkerhedsargument. Israel sagde først, at det var en sikkerhedsforanstaltning, men det viste sig senere, at formålet var at indlemme bosættelserne på palæstinensisk område i Israel. Israel er senere blevet forpligtet til at indrømme det. Dette har ført til en konflikt mellem den israelske højesteret og de israelske sikkerhedsstyrker. Den israelske NGO - fredsbevægelse hævder, at store landområder er ulovligt taget fra palæstinenserne. Det er opfattelsen, at næsten 40 % af bosætternes jord ejes af palæstinensere. Der er hele tiden retssager, hvor palæstinensere prøver at få deres jord tilbage. Israel har sjældent betalt kompensation for jorden. FN har nedsat et organ til at tage sig af krav på kompensation, som er opstået i forbindelse med murens opførsel. Begrebet terrorisme er et kontroversielt begreb. FN har historisk set ikke opfattet voldelige aktioner mod en besættelsesmagt, et racistisk styre eller en kolonimagt som terror. I 1990'erne fandt FN, at terrorhandlinger ikke kan anses for lovlige uanset årsag. Debatten går nu mere på udarbejdelse af en konvention på området, men det er ikke lykkedes efter 5-6 års arbejde. Det det er strandet på er spørgsmålet om modstand mod en besættelsesmagt. Mange mener, at modstand mod et besættende militærstyre skal undtages fra at betegnes som terror, ligesom militære styrer skal undtages. Den afrikanske Union har vedtaget en konvention mod terror, der udvider terrorisme i tilfælde af militær besættelse. Den arabiske Liga har også en sådan undtagelse i deres konvention. Der er nok en tendens til, at den enes frihedskæmpere er den andens terrorist. Det er hans opfattelse, at man må acceptere, at der er mange tilfælde, hvor der er begået vold mod kolonialistiske, racistiske og besættende militærregimer. Et eksempel er ANC's kamp mod civile og militære mål under apartheidstyret. Lederen, Nelson Mandela er nu en helt. Et andet eksempel er Israels kamp mod det engelske overherredømme, hvor tidligere premierminister Menachem Begin og Shamir var med til at anvende terror og blandt andet sprang Hotel King David, hvor briterne havde hovedkvarter, i luften. Der er ingen internationale konventioner, som fastslår, at der er en modstandsret mod en besættelsesmagt. Modstandsgrupperne, herunder palæstinenserne, skal også overholde den 4. Geneve Konvention. Der kan ikke være tvivl om, at Gaza stadigvæk er et besat område. Det afgørende er, om den besættende stat faktisk har kontrol med området, og har Israel en vis kontrol i kraft af sin kontrol af grænseovergangene til Gaza og ved at trænge ind på palæstinensisk område. Det internationale samfund har ikke accepteret, at Israels opgivelse af bosættelser i Gaza medfører, at det ikke er besat område. Ifølge den 4. Genevekonventions artikel 49 skal de besatte folk have tilstrækkelig adgang til vand, uddannelse og mad. Det forsøger Israel at foretage en vurdering af, og det er uacceptabelt. På Vestbredden kunne man have forventet, at situationen var blevet bedre, efter Hamas var blevet fordrevet, men det er den ikke. Situationen er den samme. På trods af vedtagelserne i Annapolis i november 2007 om, at bosættelserne skulle stoppe, er disse øget, specielt i Østjerusalem. Bosættelsesaktiviteten er den største i 10 år. Det må ses i lyset af den politiske dynamik i Israel, hvor mange er af den opfattelse, at Israel har krav på landet frem til Jordanfloden ifølge Biblen. Disse grupper har stor politisk magt, og den israelske regering kan ikke gå imod disse bosættere. Kvartetten, bestående af FN, Rusland, EU og USA, er nedsat med det formål at finde en fredelig løsning. John Dugard har foreslået FN's generalsekretær at komme med forslag til at understrege vigtigheden af at man følger den 4. Geneve Konvention, og hvis man ikke vil det, at FN så nok burde trække sig fra arbejdet i kvartetten. Annapolis-aftalerne bygger ikke på, at en fredsløsning skal bygges på principper om menneskerettigheder og international ret. USA og Israel er efter hans opfattelse forpligtet til at følge sådanne principper i forsøget på at opnå en fredelig bosættelse. Blandt bosætterne er der mange civile. Alle på det palæstinensiske område har basale menneskerettigheder, og det er derfor ikke acceptabelt, at bosættere bliver militære mål for palæstinenserne. Men hvis de er bevæbnede er det en anden situation. John Dugard har som special rapporteur besøgt Israel og Palæstina mange gange, men har ikke fået tilladelse til at besøge varetægtsfængslede, da Israel ikke anerkender FN's special rapporteur. Den manglende anerkendelse er ikke rettet mod ham personlig. Observatører er almindeligvis udnævnt i begrænsede perioder. I de palæstinensiske områder skal mandatet fortsætte, til besættelsen ophører, og det har Israel protesteret imod. Han har derfor ikke selv set bevis på tortur. Han har dog fra blandt NGO-rapporter hørt, at Israel benytter tortur. Rapporterne taler om umenneskelig og nedværdigende behandling og tortur. I 1999 hævdede den israelske højesteret for, at tortur ikke kunne være berettiget. Der er ingen tvivl om, at tortur stadig foregår i henhold til de rapporter, han har set. Han har bedt de israelske myndigheder undersøge, om det er tilfældet, men undersøgelserne har ikke fundet sted. Man kan sige, at mange af de uforholdsmæssige angreb, som ikke skelner mellem civile og militære mål, har karakter af terror. Han definerer terror som terror af den civile befolkning. Raketter fra Gaza terroriserer Israels befolkning, og på samme måde terroriserer raketter fra Israel palæstinenserne. Begge sider har begået terrorisme. PFLP er bestemt ingen alvorlig trussel mod Israel. Organisationen er en ret ubetydelig gruppe i palæstinensisk politik. Udover det anførte, hvor Israel ikke anerkender hans mandat, er John Dugard også blevet kritiseret for at være partisk af Israel og USA. Hans rapport fra september 2003 har været kritiseret af pro-israelske grupper, som ikke bryder sig om rapporten. Han har altid sagt, at han godt vil diskutere sine rapporter, men Israel og USA har afvist at gøre det. Han opfatter sig som neutral, men han har nogle stærke synspunkter, specielt med hensyn til menneskerettighederne. Der er meget vold i mellemøsten, og det er uacceptabelt, men sådan er det i mellemøsten. Man skal ved vurderingen af selvmordsattentater se på om ofrene er civile eller militære personer. Man må ikke dræbe civile. Selvmordsbomber er en form for terrorisme. Hvis den er rettet mod militære mål kan den ses som en militær handling. Reglen gælder både stater og ikke statslige aktører. Intet kan berettige et angreb på civile. Spørgsmålet er stadigvæk om nationale frihedsbevægelsers voldshandlinger kan være berettigede. Det mener mange i udviklingslandene. Hamas, Islamisk Jihad og Fatah grupper har foretaget flere selvmords-bombeangreb, PFLP kun ganske ubetydelige. The Anti-Defamation League (ADL) har spillet en væsentlig rolle i kampen mod antisemitisme, specielt i USA. Det er vanskeligt at kritisere Israels handlinger uden at blive kritiseret for at være antisemit. Mange af hans rapporter er bygget på grundlag af NGO-rapporter. UN- Watch har tillige kritiseret hans rapporter. Det er almindeligt kendt, at palæstinensere har dræbt mange civile i Israel. De israelske forsvarsstyrker (IDF) har ligeledes dræbt mange civile i de palæstinensiske områder. Det er uheldigt, men et faktum«. Landsrettens begrundelse og resultat: Det lægges efter bevisførelsen til grund, at overskuddet fra salg af T-shirts skulle anvendes til at støtte FARC og PFLP økonomisk. Efter de tiltaltes forklaringer skulle der for beløbet købes radioudstyr til FARC og et trykkeri til PFLP. Det skriftlige materiale vedrørende FARC's og PFLP's aktiviteter består i vidt omfang af åbne kilder, der hidrører fra anerkendte og uafhængige, internationale organisationer, der løbende beskæftiger sig med undersøgelser af forhold vedrørende menneskerettighederne. I FARC's tilfælde rapporteres der i blandt andet FN-rapporter, rapporter fra Human Rights Watch og Amnesty International om, at FARC har dræbt og udsat civile for grov vold samt gennemført kidnapninger, ligesom det rapporteres, at FARC har gjort brug af upræcise mortergranater i civile områder, hvor civile er blevet ofre. Erklæringer fra Center for Terroranalyse og PET's kontraanalyseafdeling indeholder tilsvarende oplysninger. Endvidere er det ved vidneforklaringer om FARC's forhold oplyst, at FARC har begået drab på civile, udsat civile for grov vold og gennemført kidnapninger, herunder af politikere og en præsidentkandidat, blandt andet for at undergrave den politiske proces i landet. I PFLP's tilfælde rapporteres der i blandt andet rapporter fra Amnesty International og Human Rights Watch om, at PFLP i en række tilfælde har angrebet og dræbt civile, herunder ved anvendelse af bilbomber og selvmordsbombere. Erklæringer fra Center for Terroranalyse og PET's kontraanalyseafdeling indeholder tilsvarende oplysninger. Hertil kommer, at det fremgår af PFLP's hjemmeside, at organisationen i 2003, 2004 og 2007 tog ansvaret for, at PFLP's militante del, Abu Ali Mustafas Brigader, havde udført angreb, blandt andet selvmordsangreb, hvorved civile var blevet dræbt og såret. Det er endvidere ved vidneforklaringer oplyst, at PFLP ud over de handlinger, som organisationen har påtaget sig ansvaret for på hjemmesiden, har udført en række andre angreb mod civile, herunder bilbombeangreb. Efter en samlet vurdering af de foreliggende oplysninger om FARC og PFLP lægger landsretten således til grund, at FARC og PFLP som en del af deres aktiviteter har udført handlinger, der er omfattet af straffelovens § 114. Herefter udtaler et flertal på 5 af de voterende, at FARC og PFLP findes at have begået de beskrevne handlinger med forsæt til at skræmme befolkningen i alvorlig grad eller for at destabilisere de grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske og samfundsmæssige strukturer i henholdsvis Colombia og Israel og på en sådan måde, at handlingerne i kraft af deres karakter kan tilføje landene alvorlig skade. De tiltaltes henvisning til, at Colombia overtræder menneskerettighederne, og at Israel i forhold til palæstinenserne ligeledes overtræder menneskerettighederne, kan ikke retfærdiggøre, at FARC henholdsvis PFLP begår overgreb mod civile. Det af de tiltalte anførte om, at straffelovens § 114 efter forarbejderne skal fortolkes indskrænkende i lyset af den erklæring til mødeprotokollen, der blev afgivet i forbindelse med vedtagelsen af EU's rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme, kan ikke medføre, at FARC's og PFLP's alvorlige overgreb mod medlemmer af civilbefolkningen ikke er omfattet af bestemmelsen. Efter den samlede bevisførelse finder flertallet herefter, at FARC og PFLP begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger omfattet af straffelovens § 114. De tiltalte T1, T2, T3, T6 og T4 har erkendt at have medvirket til produktion, salg og distribution af de omhandlede T-shirts. Efter bevisførelsen finder flertallet det godtgjort, at tiltalte T5 ligeledes har medvirket til tilvejebringelsen af økonomiske midler. Flertallet har herved blandt andet lagt vægt på, at denne tiltalte har stillet serverkapacitet til rådighed med viden om, at det drejede sig om at tilvejebringe penge til FARC og PFLP, og at han har udarbejdet udkast til en pressemeddelelse. Disse tiltalte findes endvidere at have været bekendt med eller i hvert fald at have anset det som overvejende sandsynligt, at FARC og PFLP begår handlinger omfattet af straffelovens § 114 eller har til hensigt at gøre det. Flertallet har herved blandt andet lagt vægt på dels de tiltaltes egne forklaringer om FARC's og PFLP's aktiviteter, dels at det fremgår af Fighters and Lovers' hjemmeside, at man som følge af anti-terrorlovgivningen kan komme i juridiske vanskeligheder ved at købe de omhandlede T-shirts for at støtte FARC og PFLP. Det forhold, at midlerne ifølge de tiltalte skulle gå til humanitære formål, er uden betydning for skyldsspørgsmålet. De tiltalte T1, T2, T5, T3, T6 og T4 findes herefter skyldige efter anklageskriftet i forsøg på overtrædelse af straffelovens § 114 b, nr. 2, jf. § 21. For så vidt angår tiltalte T7, der alene har haft enkelte plancher hængt op i sin pølsevogn, hvor T-shirts og en web-adresse blev vist, findes der derimod ikke at foreligge en til domfældelse tilstrækkeligt kvalificeret medvirken. Flertallet stemmer derfor for at tage T7's påstand om frifindelse til følge. 1 voterende udtaler, at FARC og PFLP må anses for at være henholdsvis en oprørsbevægelse og en modstandsbevægelse, der ikke kan antages at have det fornødne terrorforsæt. Med denne begrundelse stemmer denne voterende for at frifinde alle de tiltalte. Der afsiges dom efter stemmeflertallet. Alle voterende udtaler: Straffene fastsættes efter straffelovens § 114 b, nr. 2, jf. § 21. De tiltalte T3 og T6 straffes med fængsel i 6 måneder. De tiltalte T1 og T5 straffes med fængsel i 4 måneder. De tiltalte T2 og T4 straffes med fængsel i 60 dage. Der er ved straffastsættelsen lagt vægt på, at der er tale om en planlagt, velorganiseret og bevidst handling. Straffene er for alle de tiltalte fastsat efter en samlet vurdering, idet det er tillagt væsentlig betydning, hvilken rolle hver af de tiltalte har haft i den strafbare virksomhed. Under hensyn til karakteren af T1's, T5's, T2's og T4's roller og det tilvejebragte beløbs relativt beskedne størrelse findes det forsvarligt at gøre straffene for disse tiltalte betinget på vilkår som anført nedenfor. Anklagemyndighedens påstand om konfiskation tages til følge. - - - Fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på vilkår, at tiltalte ikke i prøvetiden begår strafbart forhold. - - - T1, T2, T5, T3, T6 og T4 skal in solidum betale de dem vedrørende sagsomkostninger for byret og landsret, dog skal T6 betale salæret til den for ham beskikkede forsvarer, og de øvrige domfældte skal hver især betale 1/6 af det salær, der er tillagt den for dem beskikkede forsvarer. Statskassen skal betale de T7 vedrørende sagsomkostninger for byret og landsret, herunder 1/6 af det salær, der er tillagt den for ham beskikkede forsvarer. Højesterets dom. I tidligere instanser er afsagt dom af Københavns Byret den 13. december 2007 og af Østre Landsrets 14. afdeling den 18. september 2008. I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Torben Melchior, Poul Sørensen, Niels Grubbe, Poul Dahl Jensen, Vibeke Rønne, Henrik Waaben og Michael Rekling. Påstande Dommen er anket af T1, T2, T3, T4, T5 og T6 med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. T5 har herudover nedlagt en principal påstand om ophævelse af landsrettens dom og hjemvisning af sagen til fornyet behandling i landsretten. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse af straffene og stadfæstelse i øvrigt. Anbringender De tiltalte har til støtte for påstanden om frifindelse anført, at landsretten har anvendt loven urigtigt. Civile ofre indebærer ikke i sig selv, at en organisation kan betragtes som en terrororganisation omfattet af straffelovens § 114. Der skal foretages en samlet bedømmelse af alle sagens elementer. Det gøres i den forbindelse gældende, at PFLP (Popular Front for the Liberation of Palestine) kæmper legitimt mod Israels mangeårige ulovlige besættelse af Palæstina. FARC (Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia) er en legitim frigørelsesbevægelse. Begge organisationer retter deres angreb mod militære mål. I det omfang der er civile ofre, er der tale om utilsigtede ofre for en i øvrigt legitim kamp. Det er en fejl, at landsretten ved bedømmelsen af PFLP's og FARC's handlinger ikke har taget stilling til de tiltaltes bevisførelse herom i form af rapporter og vidneforklaringer. PFLP og FARC må sidestilles med statslige aktører el.lign. I en væbnet konflikt må der gælde samme regler for begge parter. Deres eventuelle overtrædelser af krigens love skal derfor bedømmes efter reglerne om krigsforbrydelser og ikke efter reglerne om terrorisme. Den påtænkte støtte skulle gå til humanitære formål i form af et trykkeri og en radiostation. Der foreligger materiel atypicitet, fordi humanitær støtte til PFLP og FARC - særligt i det begrænsede omfang, der er tilfældet i sagen, og med et formål om at fremme de værdier, der er nævnt i EU's rammeafgørelse af 13. juni 2002 om bekæmpelse af terrorisme - er fuldstændig atypisk i forhold til de handlinger, som straffelovens § 114 mv. er tiltænkt at omfatte. Ingen af de tiltalte har haft det fornødne forsæt. De opfatter ikke PFLP og FARC som terrororganisationer. T5 har til støtte for påstanden om ophævelse af dommen og hjemvisning henvist til, at det er en fejl, at landsretten ved bedømmelsen af hans forhold har lagt vægt på, at han har udarbejdet udkast til en pressemeddelelse. Det kan ikke udelukkes, at denne fejl har haft betydning for domfældelsen af ham. Til støtte for frifindelsespåstanden har T5 yderligere anført, at han alene har »hosted« hjemmesiden. Han har ikke kunnet være bekendt med, at indholdet af hjemmesiden muligvis var en overtrædelse af straffeloven. Denne bistand er straffri efter § 14 og § 16 i lov om tjenester i informationssamfundet. Til støtte for påstanden om formildelse har de tiltalte anført, at de har haft ideelle motiver for deres handlinger, nemlig at yde humanitær støtte og rejse debat. Indsamlingen har haft et meget begrænset omfang, fordi der kun blev indsamlet et støttebeløb på 10.500 kr., svarende til 300 trøjer a 35 kr. Støtten var øremærket til humanitære formål. Det er uklart for borgerne, hvilken støtte der efter straffelovens § 114 b er ulovlig. Deres handlinger ligger fjernt fra terrorbestemmelsernes egentlige fokus. De er ustraffede og har gode personlige forhold. Anklagemyndigheden har til støtte for påstanden om stadfæstelse anført, at landsrettens vurdering af skyldspørgsmålet er korrekt. PFLP og FARC kan ikke sidestilles med statslige aktører efter folkeretten. Både PFLP og FARC udøver terrorisme i § 114's forstand. Det er uden betydning, at de aktiviteter i PFLP og FARC, som de tiltalte ønskede at støtte, i sig selv må anses for lovlige. Det indsamlede beløb falder ikke under en »bagatelgrænse«. Der foreligger ikke materiel atypicitet. De tiltalte har haft det fornødne forsæt. Særligt vedrørende T5 har anklagemyndigheden erklæret sig enig i, at landsretten ved en fejl har lagt vægt på, at han har udarbejdet udkast til en pressemeddelelse, og at dette derfor skal udgå af sagen. Som følge heraf skal Højesteret lægge til grund, at hans medvirken til tilvejebringelsen af økonomiske midler alene har bestået i, at han har stillet serverkapacitet til rådighed. Fejlen kan ikke føre til dommens ophævelse, da den ikke har haft betydning for domfældelsen af ham. Anklagemyndigheden har endvidere anført, at »hosting« af hjemmesiden indebærer en strafbar medvirken. § 14 og § 16 i lov om tjenester i informationssamfundet kan ikke føre til andet resultat, fordi T5 var tilstrækkelig bekendt med de relevante dele af hjemmesiden. Til støtte for påstanden om skærpelse af straffene for alle de tiltalte har anklagemyndigheden anført, at strafferammen i § 114 b på fængsel i op til 10 år i sig selv taler for en reelt mærkbar straf. Den konkrete karakter af det foreliggende forhold taler også for en streng straf. Supplerende sagsfremstilling Det fremgår af landsrettens begrundelse, at retten bl.a. har lagt følgende materiale til grund for sin vurdering af FARC's og PFLP's aktiviteter: FARC I en rapport af 17. februar 2004 vedrørende forholdene i Colombia i 2003 fra FN's Economic and Social Council, Commission on Human Rights hedder det bl.a.: ». . . specielt FARC-EP fortsatte med deres strategi om at skræmme den civile befolkning ved at begå terrorhandlinger og kidnapninger. Ikke nok med at de ikke indvilligede i betingelsesløst at frigive deres gidsler, så dræbte FARC-EP og . . . dem i nogle tilfælde. . . . . . . Guerillagrupper, og specielt FARC-EP, fortsætter med deres strategi om at terrorisere civile befolkninger ved gentagne gange at begå terrorhandlinger. Terrorangrebene i Neiva (Huila), Cúcuta (Norte de Santander), Puerto Rico (Meta), Florencia (Caquetá) og Chita (Boyacá) hvor mange civile mistede deres liv eller blev såret er [af] Statsadvokaturet blevet tillagt FARC-EP, med undtagelse af det andet angreb, tillagt ELN (selvom ELN benægtede ansvaret for det). FARC-EP blev også holdt ansvarlige for bilbombeeksplosionen i El Nogal Clubs bygning i Bogotá den 7. februar 2003, som førte til 36 menneskers død og over 100 sårede.« I en rapport af 28. februar 2005 vedrørende forholdene i Colombia i 2004 fra FN's Economic and Social Council, Commission on Human Rights hedder det bl.a.: »De illegale væbnede grupper, specielt FARC-EP og de paramilitære, fortsatte med at begå alvorlige og talrige krænkelser såsom angreb på den civile befolkning, vilkårlige angreb, manddrab, massakrer, gidseltagninger, terrorhandlinger, tvangsforflytninger, brug af antipersonelminer, rekruttering af mindreårige, slaveri og angreb på den personlige integritet og værdighed af kvinder og piger i forbindelse med seksuelle overgreb. . . . . . . FARC-EP er også beskyldt for angreb mod den civile befolkning og vilkårlige angreb, som den i kommunen Anza (Antioquia), hvor medlemmer af FARC-EP skød mod civile og kastede en granat ind i en offentlig bygning og der dræbte to og sårede syv andre. Terrorhandlinger blev også registreret, såsom bilbombeeksplosioner i Tame (Arauca), i maj måned, hvor 4 civile . . . døde og 25 blev såret, derudover angrebet på et diskotek i Apartadó (Antioquia) som efterlod 6 civile døde . . . og 22 sårede. FARC-EP har også fået tildelt skylden for tvangsforflytninger i departementerne Antioquia, Caldas, Chocó og Nariño . . . Guerillagrupper, specielt FARC-EP, fortsatte med at begå terrorhandlinger. Der blev rapporteret om en bombeeksplosion på et diskotek i Apartadó (Antioquia) i maj, som ledte til 7 menneskers død . . . og 22 andre sårede, derudover om sprængningen af en eksplosiv anordning inde i et køretøj, som resulterede i 2 dødsfald og 12 sårede i maj i San Carlos (Antioquia). Kontoret modtog også rapporter vedrørende bilbombeeksplosioner i maj i Tame (Arauca), der dræbte 2 civile . . . og sårede 47, såvel som en anden bilbombeeksplosion i den østlige del af Cali i juni. Disse begivenheder blev tillagt FARC-EP. . . . . . . Rapporter om gidseltagning modtaget af kontoret indeholder den om fem universitetsstuderende og en kvindelig universitetslærer, tillagt FARC-EP i september, Frontino (Antioquia) og den om fire etniske fredsautoriteter, deriblandt kommunalborgmesteren og hans chauffør, tillagt FARC-EP i august i Toribío (Cauca). Den samme gruppe er også anklaget for at tage en dreng og en pige som gidsel i oktober i Orito (Putumayo), såvel som fire civile i Neiva (Huila) i februar.« I en rapport af 16. maj 2006 vedrørende forholdene i Colombia i 2005 fra FN's Economic and Social Council, Commission on Human Rights hedder det bl.a.: »Guerillastyrkerne, specielt FARC-EP, fortsatte med deres totale tilsidesættelse og foragt for humanitære forpligtelser og fortsatte med at begå alvorlige krænkelser. Disse inkluderede mord, massakrer, angreb og trusler mod den civile befolkning, vilkårlige angreb, terrorhandlinger og gidseltagning. Der var også tvangsforflytninger, tilsidesættelse af den civile befolknings immunitet, brug af antipersonelminer, rekruttering af børn og angreb mod lægepersonel og lægeenheder. . . . . . . Flere rapporter vedrørende terrorhandlinger fortsatte med at blive modtaget, specielt tillagt FARC-EP, som et resultat af brugen af eksplosiver, nogle af dem placerede på cykler eller heste. Hændelserne omfattede episoder sket i Gigante (Huila) og i Puerto Toledo (Meta), der resulterede i dødsfald, deriblandt en gravid kvinde og børn, og andre i Cumbitara (Nariño), som forårsagede skader og beskadigede mange huse. Der blev rapporteret om en fælles operation mellem FARC-EP og ELN, hvor en cykel med sprængstof var blevet brugt i Aurauca.« I en rapport udarbejdet af Human Rights Watch vedrørende forholdene i Colombia i 2002 hedder det bl.a.: »FARC-EP forøgede deres angreb på civile, iblandt dem, hundrede af borgmestre og andre lokale embedsfolk. »Vores ordre lyder på at forhindre alle repræsentanter fra staten i at fungere i enhver del af Colombia«, meddelte guerillaerne i juni. Den 5. juni dræbte lejemordere fra FARC-EP Solitas borgmester i det sydlige departement af Caquetá. Da præsident Uribe blev taget i ed den 7. august fremsatte guerillaer et angreb med morterer og andre eksplosiver i Colombias hovedstad Bogotá og dræbte dermed minimum nitten tilskuere. Guerillaerne forsøgte at påvirke politik og samle penge ind via kidnapninger. I skrivende stund er præsidentkandidat Ingrid Betancourt fortsat i FARC-EPs fangenskab efter hendes kidnapning i februar 2002 sammen med Antioquias guvernør, den tidligere guvernør af Meta, en tidligere forsvarsminister, Monseigneur Jorge Enrique Jiménez Carvajal, en Colombiansk biskop som er præsident for Latinamerikas Episkopalråd (CELAM) og hundreder af colombianere holdt fanget for løsepenge. Ofrene tæller børn så unge som tre år, som tilfældet var med en pige juli den 18. i et forsøg på at få hendes far, en borgmester til at gå af.« I en rapport fra januar 2004 udarbejdet af Human Rights Watch vedrørende forholdene i Colombia i 2003 hedder det bl.a.: »Guerillaer begår også alvorlige krænkelser, deriblandt massakrer, udvælgelsesdrab og tilfældige angreb. I 2003 fortsatte Colombias Revolutionære Væbnede Styrker - Folkets Hær (FARC-EP) med at kidnappe civile og tage dem [som] gidsler for finansielle eller politiske gevinster.« I en rapport fra januar 2006 udarbejdet af Human Rights Watch vedrørende forholdene i Colombia i 2005 hedder det bl.a.: »Efter en vedvarende nedgang i deres væbnede aktiviteter, forøgede Colombias Væbnede Revolutionære Styrker (FARC) endnu engang deres voldelige aktiviteter i 2005. FARC's angreb på regeringsstyrker blev efterfulgt af talrige og alvorlige overgreb, deriblandt massakrer på civile og målrettet drab. I april benyttede FARC sig af mortergranater i Cauca regionen, hvor de på tilfældig vis affyrede dem mod beboelsesområder. Angrebene påvirkede primært . . . medlemmer af de indfødte befolkninger, resulterende i talrige døde og tvangsforflytningen af det meste af befolkningen. Andre FARC angreb var målrettede medierne, deriblandt radiostationer. Både . . . ELN og FARC fortsatte med at kidnappe civile og holde dem fanget for løsepenge eller politiske gevinster.« I en rapport udarbejdet af Amnesty International vedrørende forholdene i Colombia i 2002 hedder det bl.a.: »De væbnede oppositionsgrupper var ansvarlige for talrige og gentagne krænkelser af den internationale humanitære folkeret, deriblandt gidseltagning og drab på civile. I maj udsendte FARC »træd tilbage eller dø« trusler rettet mod dommere, borgmestre og lokale embedsfolk. FARC dræbte efterfølgende mange lokale embedsfolk og civile som de anklagede for at samarbejde med deres modstandere. Den 5. juni blev Solitas borgmester Luis Carlos Caro Pachero dræbt i den sydvestlige del af Caquetá departementet. Ifølge pressemeddelelser tillagde den Colombianske Kommunale Sammenslutning ansvaret til FARC. Den 26. april blev ni bananplantagearbejdere angiveligt dræbt af FARC i Apartadó kommunen i Antioquia departementet. FARC begik talrige uforholdsmæssige og tilfældige angreb der resulterede i mange dødsfald og sårede civile. Den 2. maj under et væbnet sammenstød mellem FARC og paramilitære i Bojayá i Chocó området ramte en mortergranat affyret af FARC en kirke og dræbte omkring 119 civile, der havde søgt tilflugt i bygningen. En efterforskning i Colombia foretaget af FNs Højkommisær for Menneskerettigheder holdt guerillastyrkerne, paramilitære og til dels også staten, da den ikke havde forhindret ankomsten af de paramilitære, som ansvarlige. Kidnapninger Det var et betragteligt antal højtprofilerede kidnapninger, såvel som massekidnapninger begået primært af de væbnede oppositionsgrupper. Guerillagrupper var ansvarlige for de fleste af de 1.500 kidnapninger som blev udført af væbnede opposition og paramilitære. Den 23. februar kidnappede FARC præsidentkandidaten Ingrid Betancourt nær San Vicente del Caguán, Caquetá departementet. Hun var fortsat tilbageholdt i slutningen af året.« I en rapport udarbejdet af Amnesty International vedrørende forholdene i Colombia i 2005 hedder det bl.a.: »FARC og ELN fortsatte med at begå alvorlige og gentagne brud på de internationale humanitære folkerettigheder, herunder gidseltagninger og drab på civile. Den 23. august dræbte FARC angiveligt 14 landbønder i Palomas, Valdiva kommune, Antioquiá departementet. FARC begik også uforholdsmæssige og tilfældige angreb som resulterede i død for talrige civile.« I en rapport af 3. november 2006 udarbejdet af Politiets Efterretningstjeneste, Kontraterrorafdelingen/Analysesektionen, hedder det bl.a.: »1. Indledning Dette notat har til formål kort at gennemgå hovedtræk og aktiviteter for FARC-EP, som er en bevægelse, der er opført både på EU og USA's terrorlister. Notatet er alene udarbejdet på baggrund af åbne kilder. 2. Baggrund for FARC-EP Organisationen blev gradvist mellem 1964 og 1966 oprettet under navnet Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia (»Colombia's revolutionære væbnede styrker«). Initialerne EP (Ejército del Pueblo (»folkets hær«)) blev tilføjet i 1982. I 1966 fungerede FARC som Colombia's kommunistiske partis væbnede styrke, men fremstod siden som en selvstændig gruppe. Fra 1967 har FARC ført en væbnet kamp mod Colombia's regering, som støttes af USA. Kampene er i flere omgange blev afbrudt af våbenhvile og forhandlinger med regeringen, men er hver gang blevet genoptaget. (note 1: Jane's World Insurgency and Terrorism, FARC, 16-12-2005). . . . 4. Organisationens struktur Den politiske fløj FARC-EP udtrådte i slutningen af 1960'erne af Colombia's kommunistiske parti og dannede dets eget politiske parti, Colombia's Illegale Kommunistiske Parti. FARC-EP har forsøgt at etablere en politisk fløj, der skulle have til formål med fredelige midler at arbejde for bevægelsens mål. På denne baggrund dannedes omkring 1985 partiet »Unión Patriótica«. Det er vurderingen, at omkring 3 .000 personer tilknyttet partiet er blevet dræbt af politiske modstandere, hvilket har medvirket til, at en politisk dialog mellem FARC-EP og den colombianske regering er blevet forhindret. (note 4: DR orientering, 11-08-2005). FARC-EP's Internationale Front fungerer som et slags udenrigsministerium og deltager i konferencer samt arbejder med NGO'er og ligesindede grupper over hele verden. Den har ligeledes til formål at etablere kontakter til brug for handel med våben og narkotika. Den Internationale Front spiller endvidere en stor rolle i hvidvaskning af penge fra narkosalg. (note 5: Jane's World Insurgency and Terrorism, FARC, 16-Dec-2005). Den militante fløj Organisationen er opdelt i syv divisioner med i alt 60 kompagnier. Den totale styrke er estimeret til 16.000 mand. Endvidere er der oprettet en række kadrer, der fungerer som udrykningsgrupper til særlige operationer eller til forstærkning af grupper, der skal gennemføre større operationer. Endelig er der oprettet en særskilt byguerilla med specielt ansvar for de større urbane områder. (note 6: Jane's World Insurgency and Terrorism, FARC. 16-Dec-2005). Den ikke-militante støttestruktur er vurderet til ca. 10.000 mand. FARC-EP er gentagne gange blevet anklaget for at anvende børnesoldater ned til 8 år, og det er i 2003 anslået, at over 4000 børn under 18 år virker som soldater i organisationen. (note 7: »You learn not to cry«, Human Rights Watch, September 2003). Disse børn er underlagt den samme disciplin som de øvrige styrker. Straffene går fra tvangsarbejde til summariske henrettelser. Børn, der flygter hjem til deres familier eller falder i søvn på vagten, bliver skudt. Eksekveringen af straffene foretages i nogle tilfælde af andre børn. I et tilfælde er der oplysninger om, at en ven til den, der skulle skydes, udvælges specielt til at deltage i henrettelsen. (note 8: »You learn not to cry«, Human Rights Watch, September 2003). Børnesoldaterne er i stort omfang frivillige, der har meldt sig på baggrund af stærkt forskønnede kampagner, der lover penge og en fremtid. Visse børn er sendt af deres familier, der ikke har råd til at understøtte børnene, og visse er tvunget til at melde sig. (note 9: »You learn not to cry«, Human Rights Watch, September 2003). Ledelse FARC-EP er ledet af et sekretariat på 7 mand. I spidsen for dette står angiveligt fortsat Manuel MARULANDA, alias »Tirofijo«, født Pedro Antonio MARIN. MARULANDA er dog rapporteret død flere gange og er ifølge andre rygter alvorligt syg, men disse rygter fremstår ubekræftede. (note 10: Jane's World Insurgency and Terrorism, FARC, 16-Dec-2005). Ifølge oplysninger er ledelsen i 2004 overgivet til Alfonso CANO, født Guillermo Léon Sáenz VARGAZ, men disse oplysninger er ubekræftede. (note 11: BBC World News, 29-06-2006). 5. Organisationens aktiviteter Politiske aktiviteter I 2003 udsendte FARC-EP en udtalelse, hvori man erklærer fremtidigt samarbejde med Ejército de Liberación Nacional (ELN) i den videre kamp i Colombia: »Sålænge Alvaro Uribe Velez' illegitime regering fortsætter sin fascistiske og militaristiske politik, vil vi ikke bevæge os fremad i en proces til politisk tilnærmelse eller national dialog.«. (note 12: BBC World News, 25-08-2006). I oktober 2003 henvendte FARC-EP's ledelse sig til ledende officerer i den colombianske hær for at mødes til »meningsudvekslinger«. (note 13: BBC World News, 15-10-2003). I 2006 er der påbegyndt forhandlinger mellem ELN og den colombianske regering, hvilket vurderes at være en indikation på, at FARC-EP nu står alene i kampen mod den colombianske regering. (note 14: BBC World News, 29-05-2006). Militante aktiviteter FARC-EP har gennemført flere angreb på militære styrker. Igennem årene har taktik og struktur stadigt ændret sig, dels som følge af gjorte erfaringer, dels som følge af ændringer i politisk fokus, og dels som følge af ændringer i modstanden fra den colombianske regering og de højreorienterede militser. Der har således været perioder, hvor der har været fokus på byguerillaer og på de større byer, og der har været perioder, hvor fokus har været på erobring af landområder og konsolidering i disse. I øjeblikket anslås det, at FARC-EP dominerer 40% af Colombia's areal. (note15: Jane's World Insurgency and Terrorism, FARC, 16-Dec-2005). De traditionelle højborge for FARC-EP i de sydlige provinser er blevet overtaget af regeringsstyrker, hvilket har betydet, at FARC-EP har trukket sig ud af disse områder til naboprovinserne samt over grænsen til lande, der grænser op til Colombia. FARC-EP retter deres operationer mod sikkerhedsstyrker og mod regeringshæren, ligesom angreb foretages mod cocafabrikker og logistisk støttestruktur for rivaliserende grupper. Bevæbningen er lette håndvåben, granatkastere, maskingeværer og miner. Der er indikationer på, at FARC-EP har anskaffet jord-til-luft missiler og jord-til-jord raketter samt avanceret kommunikations- og natudstyr. (note 16: Jane's World Insurgency and Terrorism, FARC, 16-Dec-2005). Våbnene finansieres i vidt omfang via narkotikahandel, afpresning af personer og virksomheder i de kontrollerede områder samt løsepenge for gidsler. I 2003 anslås det i en colombiansk regeringsrapport, at FARC-EP har en årlig indkomst på 1,3 milliarder US$, heraf 630 mio. US$ fra narkohandel og 91 mio. US$ fra løsepenge. (note 17: Jane's World Insurgency and Terrorism, FARC, 16-Dec-2005). Afpresning vurderes at udgøre omkring 41 % af FARC-EP's indtjening. Denne afpresning er rettet mod alle forretningsejere og landmænd i de kontrollerede områder, som »beskyttelse« mod kidnapning og overfald. Landmænd afkræves betaling pr. kreatur, de ejer. (note 18: Jane's World Insurgency and Terrorism, FARC, 16-Dec-2005). Personer eller virksomheder, der repræsenterer en værdi på over 1 mio. US$, belægges med skat. Personer, der mistænkes for angiveri, for støtte til regeringen eller de paramilitære grupper, henrettes summarisk. I juni 2004 henrettede FARC-EP 34 cocabønder. Dette var en handling, som FARC-EP senere tog ansvaret for i en erklæring. Bønderne arbejdede på en cocafarm med tilknytning til en højreorienteret paramilitær gruppe. Handlingen er fordømt af FN som en krigsforbrydelse, og FN's højkommisær for menneskerettigheder i Colombia har beskrevet angrebet som: ». . . overlagt mord på ubevæbnede og totalt forsvarsløse civile.« (note 19: BBC World News, 18-06-2004). Den 14. og 17 april 2005 gennemførte FARC-EP et angreb på byen Toribio med improviserede bomber fremstillet af gascylindre. I alt blev 11 civile såret, og et barn på 11 år blev dræbt. (note 20: Amnesty International, Press Release, 20-04-2005). Ud over de menneskelige tab blev et stort antal hjem ødelagt, hvilket har tvunget mange til at forlade deres landsby. Befolkningen i byen består primært af folk med indiansk oprindelse. Det er i praksis umuligt at ramme nøjagtigt med bomber fremstillet af gascylindre. I maj 2002 anvendte FARC-EP gascylinderbomber til et angreb på en kirke, der resulterede i 119 dræbte civile. Målet for angrebet var en paramilitær styrke positioneret bag kirken, hvor de civile søgte tilflugt. (note 21: Amnesty International, Press Release, 25-04-2005). FARC-EP har ført en lang kampagne mod lokalpolitikere, som er betegnet af organisationen som legitime mål. Dette har ført til overfald og drab på politikere, som er i opposition til FARC-EP, eller som støtter regeringen. Den 24. maj 2005 blev seks lokale politikere henrettet i byen Puerto Rico. (note 22: Jane's World Insurgency and Terrorism, FARC, 16-Dec-2005). I alt 25 lokalpolitikere anslås dræbt i 2005. (note 23: Amnesty International, Report on Colombia). De fremførte eksempler er ikke enestående. Overgreb på civile, herunder drab, tortur, voldtægt, afpresning og tvangsarbejde, er i en årrække blevet påpeget og kritiseret af UNHCR, Human Rights Watch samt Amnesty International. Humanitære aktiviteter FARC-EP fungerer som de facto regering i de områder, som organisationen kontrollerer, og deltager i en vis grad i opbygningen af den sociale infrastruktur i områderne. Organisationen står for at opretholde en form for socialt sikkerhedsnet for sine støtter i form af et budget for hvert eneste medlem af FARC-EP, herunder midler til våben, medicin, lægebehandling og transport. (note 24: Jane's World Insurgency and Terrorism, FARC, 16-Dec-2005). Som følge af borgerkrigen er antallet af internt fordrevne personer i Colombia steget fra 525.000 i 2000 til 2.000.000 i 2004. Antallet af personer, der flygter til nabolandene, er steget fra 1.626 i 1995 til 19.357 i 2004, og antallet af flygtninge i nabolandene er steget fra 1902 til 47.357 i samme periode. (note 25: UNHCR 2004 Statistical Yearbook). Det bemærkes, at dette ikke udelukkende skyldes FARC-EP's aktiviteter, idet modstanderens aktioner i lige så høj grad fører til flugt både internt og til udlandet. . . . 8. Sammenfatning Krigen i Colombia er præget af grove overgreb på civile, brud på menneskerettighederne samt brud på reglerne om krigsførelse. Disse overgreb udføres af begge sider i konflikten. FARC-EP har klart tilkendegivet, at deres formål er at omstyrte den colombianske regering med væbnet magt, samt at en politisk tilnærmelse er udelukket. I den forbindelse har FARC-EP erkendt overlagte angreb og drab på civilbefolkningen samt mod politikere, herunder angreb der har ført til ødelæggelse af beboelser i byer og fordrivelse af indbyggerne, ligesom FARC-EP har udført summariske henrettelser af civile uden forudgående rettergang. Det bemærkes, at FARC-EP i forbindelse med visse angreb har . . . anvendt våben, der er yderst upræcise og derfor har ramt vilkårlige mål. Disse våben har været anvendt i byområder, hvorfor uskyldige også er blevet ofre. Endelig har FARC-EP anvendt børnesoldater. Dette bidrager til det i forvejen store antal fordrevne mennesker og flygtninge i Colombia.« PFLP I en rapport udarbejdet i oktober 2002 af Human Rights Watch hedder det bl.a.: »Under de seneste sammenstød har PFLP påtaget sig skylden for tre selvmordsbombeangreb på civile såvel som bilbomber, som angiveligt sårede flere dusin civile. . . . Medvirken til selvmordsbomber Set i forhold til de aktuelle sammenstød tog PFLP et fremspring i oktober 2001 efter dets militære fraktion, Abu`Ali Mustafa Brigades, snigmyrdede den israelske minister for turisme, Rehavam Ze`evi, den 17. oktober. Før dette angreb havde PFLP taget ansvar for fem bilbomber, herunder fire i Jerusalem inden for syv timer den 4. september 2001, hvor ni personer blev såret. Fra og med slutningen af august 2002 havde PFLP taget ansvaret for tre selvmordsbombeangreb mod civile. Den 16. februar 2002 sprængte en selvmordsbomber sig selv i luften i et indkøbscenter i bosættelsen Karnei Shorom på Vestbredden, som dræbte tre teenagere og sårede cirka tredive. Ansvaret for angrebet blev taget af Abu`Ali Mustafa Brigades fra PFLP i en erklæring, hvor de udmeldte, at bombemanden, Sadiq`Abd al-Hafiz, kom fra byen Qalqiliya på Vestbredden. Det andet angreb, som sårede femten personer, ramte et hotels lobby i udkanten af Ariel bosættelsen den 7. marts. I det tredje angreb, den 19. maj, forklædte selvmordsbomberen sig som en israelsk soldat og sprængte sig selv i luften ved et Netanya udendørs marked, som dræbte tre og sårede 59. Hamas tog også ansvaret for dette angreb.« I en rapport udarbejdet af Amnesty International i maj 2005 hedder det bl.a.: »Flere palæstinensiske væbnede grupper, inklusiv Al-Aqsa Martyrer Brigade, en sidegren af det regerende Fatah parti, Hamas, Islamisk Jihad og Folkefronten til Palæstinas Befrielse (PFLP) har brugt børn til at transportere sprængstoffer og krigsmateriel og derved udsat deres liv for fare. I nogle tilfælde har disse grupper udsendt børn for at udføre selvmordsangreb. Den 1. november 2004 udførte en 16-årig palæstinenser fra byen Nablus på Vestbredden en selvmordsbombning, som dræbte tre israelske civile på et marked i Tel Aviv. Han var den yngste palæstinenser som har udført et sådant angreb. PFLP påtog sig ansvaret for angrebet . . .« I en rapport af 3. november 2006 udarbejdet af Politiets Efterretningstjeneste, Kontraterrorafdelingen/Analysesektionen, hedder det bl.a.: »1. Indledning Dette notat har til formål kort at gennemgå hovedtræk og aktiviteter for organisationen Popular Front for the Liberation of Palestine (PFLP), som er en bevægelse, der er opført både på EU's og USA's terrorlister. Notatet er alene udarbejdet på baggrund af åbne kilder. Det bemærkes, at PFLP-GC (General Command) og PFLP-SC (Special Command) ikke er en del af PFLP, men derimod udbrydergrupper. 2. Baggrund for PFLP Popular Front for the Liberation of Palestine (PFLP) blev oprettet i 1967. Siden oprettelsen har organisationen kæmpet for en selvstændig palæstinensisk stat og udslettelse af staten Israel. PFLP var i 1960'erne og 1970'erne aktiv på den internationale terrorscene, men har i de senere år centreret sine væbnede aktiviteter omkring Israel. PFLP har igennem årene været splittet mellem fraktioner, der bl.a. har været uenige om, hvorvidt de væbnede operationer skulle udføres internationalt eller udelukkende regionalt. PFLP's daværende leder besluttede i 1970'erne, at organisationen skulle begrænse sine militante aktioner til Israel, mens udbrydergruppen PFLP-SC valgte at fortsætte de internationale aktioner op gennem 1980'erne. PFLP opnåede efter udbruddet af Al-Aqsa Intifadaen i 2000 fornyet popularitet efter en nedgangsperiode i 1990'erne. PFLP's uforsonlige holdning i forbindelse med fredsforhandlingerne med Israel syntes da på ny retfærdiggjort i mange palæstinenseres øjne. Det vurderes, at PFLP i øjeblikket har omkring 800 medlemmer. Støtten i befolkningen vurderes imidlertid at være højere. (note 1: Jane's World Insurgency and Terrorism; MIPT Terrorism Knowledge Base). . . . 4. Organisationens struktur PFLP har en tredelt struktur, der omfatter et politisk, et militant og et socialt/humanitært niveau. Den politiske fløj På det politiske plan har PFLP generelt været imod fredsforhandlinger med Israel. I 1993 var PFLP i skarp opposition til Arafat og resten af PLO, der accepterede Oslo-aftalen i 1993. I 2003 stod organisationen uden for den våbenhvile, som Fatah, Hamas og Islamisk Jihad var blevet enige om. Selvom PFLP ser sig selv som et politisk parti med en militær gren, vurderes den rent politisk orienterede del af organsationens arbejde tidligere at have været forholdsvist begrænset, da væbnet kamp - frem for forhandlinger - blev set som vejen frem i organisationen. (note 2: Jane's World Insurgency and Terrorism). PFLP har tidligere boykottet palæstinensiske valg, men man opstillede imidlertid ved parlaments- og kommunalvalgene i januar 2006 på »Martyr Abu Ali Mustafa listen« (Abu ali Mustafa, som er tidligere leder af PFLP, blev dræbt af israelerne i 2001.). PFLP har i dag flere borgmesterposter og tre ud af 132 pladser i det palæstinensiske lovgivende råd. (note 3: International Middle East Media Center). Den militante fløj Den militante fløj synes at have været den dominerende i PFLP's struktur, selvom den på visse tidspunkter har været præget af splittelse og fraktionsdannelser. Efter 2001 har den militante fløj inden for organisationen været kendt som Martyr Abu Ali Mustafa Brigaden. Den militante fløj vurderes at være inddelt i celler og at være adskilt fra de politiske og sociale funktioner under PFLP. Hver celleleder anses for at være ansvarlig for træningen af cellens medlemmer. (note 4: Jane's World Insurgency and Terrorism). Den humanitære fløj Særligt efter etableringen af det palæstinensiske selvstyre har PFLP forsøgt at etablere sociale organisationer. Bl.a. på grund af organisationens marxistiske udgangspunkt har det imidlertid efter den kolde krig været vanskeligere at finde sponsorer til PFLP's aktiviteter end for islamistiske grupper som Hamas og Palæstinensisk Islamisk Jihad. Selvom PFLP således har stået bag indsamlinger til støtte for palæstinensiske flygtninge samt bag humanitære tiltag i palæstinensiske flygtningelejre bl.a. i forbindelse med sundhed og uddannelse, vurderes organisationens sociale tiltag ikke at være lige så omfattende, som tilfældet er for andre palæstinensiske grupper. (note 5: Jane's World Insurgency and Terrorism). Ledelse Fra 1967 til 2000 var George Habash PFLP's leder. Derefter tog Abu Ali Mustafa over, og da denne blev dræbt af israelerne i august 2001, blev Ahmed Sadat leder. Denne var kendt for sine radikale holdninger, for afvisningen af fredsforhandlinger med israelerne og som fortaler for fortsættelsen af den militante kamp. Under Ahmed Sadat's lederskab dræbte PFLP i november 2001 den israelske minister for turisme som hævn for mordet på Abu Ali Mustafa. Sadat blev i 2002 fængslet af de palæstinensiske selvstyremyndigheder. Da den palæstinensiske højesteret senere kendte fængslingen forfatningsstridig, afviste selvstyremyndighederne at løslade Sadat. Den israelske hær omringede i marts 2006 et fængsel i Jeriko, hvor Sadat sad fængslet af frygt for, at Hamas' magtovertagelse ville føre til en løsladelse af Sadat. Efter kamp tog israelerne Sadat med sig som fange. (note 6: International Middle East Media Front). 5. Organisationens militante aktiviteter Fra slutningen af 1960'erne og i 1970'erne var PFLP aktiv internationalt. Organisationen stod bag en række af de mest spektakulære flykapringer og gidselsaktioner i denne periode. Det politiske formål med terroraktionerne var at skaffe international opmærksomhed om PFLP's kamp for palæstinenserne. PFLP's seneste aktioner har derimod fundet sted inden for regionen og har været af en anden karakter. Efter udbruddet af Al-Aqsa Intifadaen i 2000 intensiverede PFLP sine militante aktiviteter med en række fjernudløste bilbomber, raketangreb, skudattentater samt enkelte selvmordsangreb. Angrebene var i høj grad rettet mod israelske bosættere. (note 7: Jane's World Insurgency and Terrorism; MIPT Terrorism Knowledge Base; Institute for Counter-Terrorism). Træningen til disse aktiviteter foregår bl.a. i Libanon, hvor der især er fokus på bilbomber og snigskytteangreb. PFLP holder selvsagt sine træningsaktiviteter så hemmelige som muligt, og på grund af organisationens cellestruktur anses det i høj grad at være op til den enkelte celleleder at organisere træning for cellens medlemmer. (note 8: Jane's World Insurgency and Terrorism). Under Intifadaen har PFLP udført og taget ansvar for en række angreb og attentater (note 9: Jane's World Insurgency and Terrorism; MIPT Terrorism Knowledge Base; Institute for Counter-Terrorism), herunder: • 2001: En lang række fjernudløste bilbomber forskellige steder i Israel. • 2001-2006: En lang række raketangreb på israelske bosættelser samt skudattentater mod israelske bosættere. • 16. februar 2002: Selvmordsangreb mod et pizzeria på Vestbredden, hvor tre israelere blev dræbt, og seks blev såret. • 19. maj 2002: Selvmordsangreb mod et shoppingcenter i Israel, hvor tre israelere blev dræbt. • 25. december 2003: Selvmordsangreb ved et busstoppested i Petah Tikva i Israel, hvor fire israelere blev dræbt, og 20 blev såret. • 1. november 2004: Selvmordsangreb i Tel Aviv, Israel, hvor tre israelere blev dræbt, og 38 blev såret. PFLP har endvidere under Intifadaen udført følgende attentater mod enkeltpersoner (note 10: Jane's World Insurgency and Terrorism; MIPT Terrorism Knowledge Base; Institute for Counter-Terrorism).: • 27. august 2001: Likvidering af formanden for en israelsk bosættelse, Meir Lixenberg. • 17. oktober 2001: Likvidering af den israelske turistminister, Rehawam Zeevi. Attentatet mod den israelske politiker blev annonceret som hævn for israelernes drab på PFLP's daværende leder, Abu Ali Mustafa, samme år. . . . 8. Sammenfatning og vurdering PFLP er en militant organisation, der igennem de seneste fyrre år har anvendt terror i kampen for at opnå sine mål: Oprettelsen af en palæstinensisk stat og udslettelsen af Israel. Selvom organisationen har kapacitet til udførelse af terroraktioner, udgør den ikke en lige så stor trussel som Palæstinensisk Islamisk Jihad og Hamas og har heller ikke nær den samme opbakning i befolkningen. (note 16: Jane's World Insurgency and Terrorism). PFLP er opført på både EU og USA's terrorlister. PFLP's modus har ændret sig markant fra 1960'erne/1970'erne til i dag. Hvor den tidlige periode var karakteriseret af højt profilerede flykapringer og angreb på internationale mål, har modus i tiden efter 2000 været fjernudløste bilbomber, mindre raketangreb mod israelske bosættelser, skudattentater mod israelske bosættere samt enkelte selvmordsangreb. PFLP har ofte offentligt taget ansvaret for sine angreb på israelske bosættere (note 17: Jane's World Insurgency and Terrorism; MIPT Terrorism Knowledge Base; Institute for Counter-Terrorism; Berlingske Tidende d. 3. november 2004) og betragter dem som fuldt legitime i kampen mod Israel. PFLP har tre pladser i det palæstinensiske lovgivende råd som det tredje største parti efter de to dominerende partier (Hamas med 74 og Fatah med 45 pladser), flere borgmesterposter og en række humanitære aktiviteter i palæstinensiske flygtningelejre.« På PFLP's hjemmeside den 31. oktober 2004 hedder det bl.a.: »Martyren Abu Ali Mustafas Brigader tager ansvaret for angrebet: fem dræbte og et stort antal sårede i en eksplosion midt i Tel Aviv 5 zionister blev dræbt og 30 andre sårede i en eksplosion som rystede centrum af Al-Karmal-markedet i Tel Aviv i eftermiddags. Fjendens nyhedsmedier meddelte, at en palæstinensisk martyr sprang sig selv i luften på markedet, og at der minimum blev dræbt 5 personer som følge af eksplosionen, mens cirka 30 sårede blev transporteret til hospitalerne blandt dem flere alvorligt sårede. . . . Nyhedsbureauerne oplyste, at den militære gren af Folkefronten til Palæstinas Befrielse, Martyren Abu Ali Mustafas Brigader, tog ansvaret for angrebet, og at gerningsmanden er Amir Abdallah fra Askar flygtningelejren nær Nablus og han er 18 år gammel.« Retsgrundlag I artikel 2, stk. 1, i FN-konventionen af 9. december 1999 til bekæmpelse af finansiering af terrorisme hedder det: »Artikel 2 1. En person begår en forbrydelse i denne konventions forstand, hvis den pågældende ulovligt og forsætligt direkte eller indirekte tilvejebringer eller indsamler midler i den hensigt, at de skal anvendes, eller med viden om, at de vil blive anvendt helt eller delvist til at udføre a) en handling, der er en forbrydelse inden for rammerne af og som defineret i en af de i bilaget angivne traktater; eller b) enhver anden handling med forsæt til at forårsage død eller alvorlig personskade på en civilperson eller en anden person, der ikke aktivt deltager i fjendtlighederne i en væbnet konfliktsituation, når formålet med en sådan handling, henset til handlingens karakter eller sammenhæng, er at skræmme en befolkning eller tvinge en regering eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en given handling.« Bestemmelserne i straffelovens § 114 og § 114 a (nu § 114 b) blev indsat i 2002 bl.a. på baggrund af et udkast fra Rådet for Den Europæiske Union til rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme, som blev endeligt vedtaget den 13. juni 2002 (2002/475/RIA). I punkt 10 og 11 i præamblen i rammeafgørelsen hedder det: »(10) Denne rammeafgørelse respekterer grundlæggende rettigheder, således som de garanteres ved den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, og således som de følger af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, som generelle principper for fællesskabsretten. Den Europæiske Union overholder de principper, der anerkendes i artikel 6, stk. 2, i traktaten om Den Europæiske Union, og som afspejles i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, særlig kapitel VI. Intet i denne rammeafgørelse kan fortolkes på en måde, som indskrænker eller er til hinder for de grundlæggende frihedsrettigheder som f.eks. strejkeret, forsamlings-, forenings- eller ytringsfrihed, herunder retten til sammen med andre at oprette fagforeninger og til at blive medlem af fagforeninger for at forsvare sine interesser og den hertil knyttede ret til at demonstrere. (11) Denne rammeafgørelse fastsætter ikke regler for de aktiviteter, væbnede styrker udfører under væbnede konflikter som defineret i humanitær folkeret, og som er omfattet af denne ret, eller for de aktiviteter, en medlemsstats væbnede styrker udfører som led i deres officielle funktioner, for så vidt disse aktiviteter er omfattet af andre internationale retsregler.« I tilknytning hertil forelå et udkast til erklæring fra Rådet. Udkastet blev medtaget i bilag 3 til lovforslaget om bl.a. § 114 og § 114 a. Heri hedder det bl.a. (Folketingstidende 2001-02, 2. saml., L 35, tillæg A, s. 914): »Rådet erklærer, at rammeafgørelsen om bekæmpelse af terrorisme omfatter handlinger, som alle Den Europæiske Unions medlemsstater anser for alvorlige overtrædelser af deres straffelove, begået af personer, hvis mål er en trussel mod deres demokratiske samfund, der respekterer retsstatsprincippet, og mod den civilisation, disse samfund bygger på. Den skal forstås på denne måde og kan ikke bruges som et argument for nu at betragte adfærd, som blev udført af mennesker, der handlede for at bevare eller genskabe disse demokratiske værdier, hvilket navnlig var tilfældet i visse medlemsstater under anden verdenskrig, som »terroristhandlinger«. Den kan heller ikke bruges til at anklage personer, der udøver deres legitime ret til at udtrykke deres meninger, for terrorisme, selv om de under udøvelsen af en sådan ret begår lovovertrædelser.« Ved lov nr. 378 af 6. juni 2002 fik straffelovens § 114 følgende affattelse: »§ 114. For terrorisme straffes med fængsel indtil på livstid den, som med forsæt til at skræmme en befolkning i alvorlig grad eller uretmæssigt at tvinge danske eller udenlandske offentlige myndigheder eller en international organisation til at foretage eller undlade at foretage en handling eller at destabilisere eller ødelægge et lands eller en international organisations grundlæggende politiske, forfatningsmæssige, økonomiske eller samfundsmæssige strukturer begår en eller flere af følgende handlinger, når handlingen i kraft af sin karakter eller den sammenhæng, hvori den begås, kan tilføje et land eller en international organisation alvorlig skade: 1) Manddrab efter § 237. 2) Grov vold efter § 245 eller § 246. 3) Frihedsberøvelse efter § 261. . . .« Samtidig blev § 114 a indsat i straffeloven med følgende ordlyd: »§ 114 a. Med fængsel indtil 10 år straffes den, som 1) . . . 2) direkte eller indirekte tilvejebringer eller indsamler midler til . . . 3) . . . en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger omfattet af § 114.« I de almindelige bemærkninger til lovforslaget hedder det bl.a. (Folketingstidende 2001-02, 2. saml., L 35, tillæg A, s. 832): »Efter Justitsministeriets opfattelse er det allerede efter gældende ret muligt i vidt omfang at straffe den, der giver eller indsamler penge til terrororganisationer. Det kan dog bl.a. give anledning til tvivl, i hvilket omfang det efter gældende ret er muligt at straffe finansiering af organisationer, der både udfører humanitære opgaver og begår terrorhandlinger. Justitsministeriet har derfor fundet det rigtigst at foreslå en ny bestemmelse om finansiering af terrorisme, jf. lovforslagets § 1, nr. 5 (straffelovens § 114 a). Den nye bestemmelse omfatter bl.a. personer, der giver egne penge eller indsamler penge til en organisation, der udtrykkeligt indsamler penge til anskaffelse af våben eller sprængstoffer, og som af de pågældende er kendt for - blandt andet - at begå terrorhandlinger. Bestemmelsen omfatter endvidere personer, der giver eller indsamler penge til en organisation, selv om pengene ikke udtrykkeligt skal anvendes til anskaffelse af våben eller sprængstoffer, når blot organisationen af bidragsyderen er kendt for blandt andet at begå terrorhandlinger. Det er i den forbindelse uden betydning, om den konkrete indsamling angiveligt har et humanitært formål, hvis organisationen er kendt for at begå terrorhandlinger.« I de specielle bemærkninger til § 114 a, nr. 2, hedder det bl.a. (s. 875 f.): »Bestemmelsen er ny og indeholder en regel om finansiering af terrorvirksomhed i form af økonomisk støtte samt indsamling eller formidling af midler mv. til en terrorgruppe. . . . § 114 a, nr. 2, retter sig mod den mellemmand eller formidlingsorganisation, der f.eks. tilvejebringer pengene fra de enkelte bidragyder ved indsamlinger eller lignende eller skaffer lån fra pengeinstitutter mv. Den sigter navnlig på at gennemføre FN's terrorfinansieringskonvention artikel 2, stk. 1. . . . På samme måde som den foreslåede nye bestemmelse i straffelovens § 114, er heller ikke § 114 a begrænset til at beskytte danske samfundsinteresser. Strafferammen foreslås fastsat til fængsel indtil 10 år. Det vil efter den foreslåede bestemmelse ikke alene være strafbart at stille midler eller finansielle tjenesteydelser til rådighed for en terrorgruppes ulovlige aktiviteter, men også med hensyn til gruppens lovlige aktiviteter. Der kræves dog forsæt med hensyn til, at gruppen har terrorvirksomhed som - en del af - sine aktiviteter eller formål. Deltagelse i eller støtte til en organisation, der både har humanitære formål og terrorformål, vil være omfattet af bestemmelsen. Forsætskravet omfatter alle grader af forsæt og vil blandt andet være opfyldt, hvis bidragyderen er bekendt med gruppens aktiviteter eller formål, eller konkrete omstændigheder gør, at den pågældende må indse, at organisationen - blandt andet - begår eller har til hensigt at begå terrorhandlinger. Der stilles ikke krav om, at pengene eller tjenesteydelser direkte overdrages eller stilles til rådighed for terrorgruppen, jf. ordene »direkte eller indirekte«. Der kræves således alene, at det i sidste ende er terrorgruppen, der skal drage fordel af pengene eller tjenesteydelserne. Kan det ikke dokumenteres, at pengene rent faktisk når frem til terrorgruppen, kan der eventuelt straffes for forsøg, hvis den tiltalte havde forsæt hertil. Den særlige medvirkensregel i § 114 a, forudsættes at være subsidiær i forhold til den almindelige medvirkensregel i straffelovens § 23, jf. § 114 (strafferamme: fængsel indtil på livstid). Heraf følger, at hvis en medvirkende har et konkretiseret forsæt til gennem sin deltagelse i eller finansiering af terrorgruppen at medvirke til en af de i § 114 nævnte handlinger, skal der straffes efter denne bestemmelse, jf. § 23. Hvis der ikke foreligger et tilstrækkeligt konkretiseret forsæt til en bestemt terrorhandling, kan medvirkensbestemmelsen i § 114 a imidlertid anvendes.« I Retsudvalgets betænkning over lovforslaget anførte Socialdemokratiets, Venstres, Det Konservative Folkepartis, Socialistisk Folkepartis, Det Radikale Venstres og Enhedslistens medlemmer af udvalget bl.a. (Folketingstidende 2001-02, 2. saml., L 35, tillæg B, s. 1466 f.): »En ganske væsentlig del af diskussionerne vedrørende dette lovforslag har omhandlet den foreslåede terrorismebestemmelse i straffelovens § 114. S, V, KF, SF, RV og EL erkender de vanskeligheder, en sådan paragraf medfører, idet bestemmelsen skal beskrive dilemmaet mellem at beskytte de grundlæggende frihedsrettigheder i et demokratisk og åbent samfund samtidig med, at bestemmelsen ikke må kunne misbruges til at underminere selv samme rettigheder og samfundsform. Et dilemma, som FN's Verdenserklæring om menneskerettigheder fra 1948 ligeledes indeholder i erklæringens sidste artikel (artikel 30): »Intet i denne erklæring må fortolkes som givende nogen stat, gruppe eller enkeltperson hjemmel til at indlade sig på nogen virksomhed eller foretage nogen handling, der tilsigter at nedbryde nogen af de heri opregnede rettigheder og friheder.« S, V, KF, SF, RV og EL ønsker at fremhæve, at begrebet terrorisme er defineret i forhold til den legitime stat, der bygger på de universelle værdier: menneskets værdighed, frihed, lighed og solidaritet, respekt for menneskerettighederne og de grundlæggende frihedsrettigheder. Den legitime stat bygger på princippet om demokrati og retsstatsprincippet. Terrorisme udgør en trussel for demokratiet, den frie udøvelse af menneskerettighederne og den økonomiske og sociale udvikling. S, V, KF, SF, RV og EL lægger vægt på, at den foreslåede bestemmelse i § 114 skal fortolkes i lyset af den erklæring, som EU-landene nåede til politisk enighed om samtidig med EU-rammeafgørelsen om bekæmpelse af terrorisme. . . . S, V, KF, SF, RV og EL ønsker ligeledes at fremhæve den begrænsning i anvendelsesområdet for § 114, som kommer til udtryk i præamblen til EU-rammeafgørelsen. . . . S, V, KF, SF, RV og EL ønsker på den baggrund at understrege, at bestemmelsen i § 114 skal læses med de begrænsninger, der følger heraf. Når det konkret skal vurderes, om en begået handling er omfattet af den foreslåede bestemmelse i § 114, må der derfor foretages en samlet vurdering af alle sagens elementer. I lyset af den nævnte rådserklæring og præamblen til rammeafgørelsen skal et element i denne samlede vurdering være, om en handling er rettet mod besættelsesmagter m.v. Det kan i den forbindelse indgå, hvorledes det internationale samfund stiller sig i forhold til det pågældende land, f.eks. via FN-resolutioner. . . . En væsentlig del af den offentlige debat om bekæmpelse af terrorisme har kredset om de særlige lister over terrorister, terrororganisationer m.v. i henholdsvis FN- og EU-regi. S, V, KF, SF, RV og EL ønsker derfor at understrege, at listernes eneste umiddelbare retlige virkning er pligten til at indefryse disse personers og organisationers finansielle midler. Opstår der under en dansk straffesag spørgsmål om straf for overtrædelse af en af de foreslåede bestemmelser i straffelovens §§ 114-114 b, vil de danske domstole skulle foretage en selvstændig vurdering på grundlag af bevismaterialet i den konkrete sag. Det forhold, at en organisation optages på EU's lister over terrororganisationer, er derfor ikke i sig selv ensbetydende med, at det under en eventuel straffesag her i landet vil kunne anses for bevist, at der er tale om en terrororganisation.« Ved lov nr. 542 af 8. juni 2006 blev § 114 a flyttet til § 114 b, og som § 114 a blev indsat en ny bestemmelse om visse terrorlignende handlinger, der ikke er omfattet af § 114. Samtidig blev den ny bestemmelse i § 114 b om forbud mod at yde økonomisk støtte mv. udvidet til også at omfatte støtte til en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå terrorlignende handlinger omfattet af § 114 a. Denne udvidelse af forbuddet mod finansiering har alene virkning for forhold, der er begået efter lovændringens ikrafttræden, og er således uden betydning for bedømmelsen af nærværende sag. Højesterets begrundelse og resultat Efter straffelovens § 114 b (tidligere § 114 a) er det en betingelse for at straffe for tilvejebringelse eller indsamling af midler, at indsamlingen mv. er sket til en person, en gruppe eller en sammenslutning, der begår eller har til hensigt at begå handlinger omfattet af straffelovens § 114. Det er ikke et krav, at der indsamles til bestemte udførte eller fremtidige terrorhandlinger. Til domfældelse efter § 114 b er det tilstrækkeligt, at der foreligger bevis for, at den person, gruppe eller sammenslutning, der indsamles til, begår eller har til hensigt at begå handlinger af den art og med det særlige terrorismeforsæt, som fremgår af § 114, uden at det - som ved domfældelse efter § 114 - er nødvendigt nærmere at tage stilling til de enkelte handlingers udførelse og omfang. Højesteret lægger efter landsrettens beskrivelse af bevisbedømmelsen til grund, at landsretten har foretaget en bedømmelse af sagens beviser i overensstemmelse med disse krav. Vedrørende de tiltaltes anbringende om, at landsretten ved sin bedømmelse af beviserne ikke har taget stilling til de tiltaltes bevisførelse i form af rapporter og vidneforklaringer, bemærkes, at det efter sagsfremstillingen i landsrettens dom må lægges til grund, at denne bevisførelse er indgået i landsrettens bevisbedømmelse. Landsretten har som resultat af bevisbedømmelsen lagt til grund, at FARC og PFLP har begået alvorlige overgreb mod civilbefolkningen med forsæt til at skræmme befolkningen i alvorlig grad eller for at destabilisere de grundlæggende politiske. forfatningsmæssige. økonomiske og samfundsmæssige strukturer i henholdsvis Colombia og Israel på en sådan måde, at handlingerne i kraft af deres karakter kan tilføje landene alvorlig skade. For FARC's vedkommende drejer det sig om, at FARC har dræbt civile, udsat civile for grov vold, gennemført kidnapninger, herunder af politikere og en præsidentkandidat, og gjort brug af upræcise mortergranater i civile områder, hvor civile er blevet ofre. For PFLP's vedkommende drejer det sig om, at PFLP har angrebet og dræbt civile, herunder ved anvendelse af bilbomber og selvmordsbombere. Efter retsplejelovens § 933, stk. 2, jf. § 912, stk. 1, kan anke til Højesteret ikke støttes på, at landsretten som følge af fejlagtig bedømmelse af beviserne i sagen urigtigt har afgjort, at tiltalte skal dømmes. Højesteret skal således lægge landsrettens bevisresultat til grund. Efter forarbejderne til § 114 (Retsudvalgets betænkning i Folketingstidende 2001-02, 2. saml., L 35, tillæg B, s. 1466 f.) skal det ved vurderingen af, om en handling er omfattet af § 114, stk. 1, bl.a. indgå, om handlingen har været rettet mod et demokratisk samfund, der respekterer retsstatsprincippet, eller har været rettet mod en besættelsesmagt mv. Disse forhold skal indgå i en samlet vurdering af alle sagens elementer. De tiltalte har anført, at Israel må anses for en besættelsesmagt, der krænker demokratiet og retsstatsprincippet, og at Colombia ikke kan anses for et demokratisk samfund, der respekterer retsstatsprincippet, og at disse forhold skal tages i betragtning ved bedømmelsen af sagen. Uanset om det måtte forholde sig som anført af de tiltalte, finder Højesteret, at omfanget og karakteren af de handlinger, som FARC og PFLP efter landsrettens bevisresultat har begået mod civile, også efter en samlet vurdering må føre til, at handlingerne ikke falder uden for området for § 114. De tiltalte har endvidere anført, at FARC og PFLP må sidestilles med statslige aktører el.lign., og at deres handlinger derfor i givet fald skal bedømmes efter reglerne om krigsforbrydelser. Efter sagens oplysninger finder Højesteret ikke grundlag for at sidestille FARC's og PFLP's handlinger med staters magtanvendelse, jf. herved punkt 11 i præamblen til Rådets rammeafgørelse om bekæmpelse af terrorisme. På baggrund af det anførte finder Højesteret, at landsretten med rette har henført FARC's og PFLP's ovenfor nævnte handlinger til § 114. For landsretten har T1, T2, T3, T6 og T4 erkendt at have medvirket til produktion, salg og distribution af de omhandlede T-shirts, hvor overskuddet skulle anvendes til at købe radioudstyr til FARC og et trykkeri til PFLP. For T5's vedkommende har landsretten fundet det godtgjort, at han ligeledes har medvirket til tilvejebringelsen af økonomiske midler. Landsretten har herved lagt vægt på, at han har stillet serverkapacitet til rådighed med viden om, at det drejede sig om at tilvejebringe penge til FARC og PFLP, og at han har udarbejdet udkast til pressemeddelelse. Landsretten har lagt til grund, at alle de tiltalte har været bekendt med eller i hvert fald har anset det for overvejende sandsynligt, at FARC og PFLP begår handlinger omfattet af § 114 eller har til hensigt at gøre det. Højesteret finder, at det forhold, at de tiltalte ikke opfatter FARC og PFLP som terrororganisationer, ikke kan tillægges betydning for skyldspørgsmålet, idet det efter landsrettens bevisbedømmelse må lægges til grund, at de har haft det til forsæt fornødne faktiske kendskab til FARC's og PFLP's handlinger. Herefter, og da det, de tiltalte har anført om støttens humanitære formål og om materiel atypicitet, ikke kan føre til straffrihed, tiltræder Højesteret, at T1, T2, T3, T6 og T4 er fundet skyldige efter anklageskriftet i forsøg på overtrædelse af § 114 b, nr. 2. For så vidt angår T5 har landsretten som anført bl.a. lagt vægt på, at han har udarbejdet et udkast til en pressemeddelelse. Efter parternes samstemmende tilkendegivelse herom må dette moment udgå ved bedømmelsen af hans forhold, der herefter alene angår, at han stillede serverkapacitet til rådighed med viden om, at det drejede sig om at tilvejebringe penge til FARC og PFLP. Højesteret finder, at dette forhold udgør en bistand, der er strafbar efter § 114 b, stk. 2, og ikke straffri efter § 16 i lov om tjenester i informationssamfundet. Højesteret tiltræder derfor, at også T5 er fundet skyldig efter anklageskriftet i forsøg på overtrædelse af § 114 b, nr. 2. Hans påstand om ophævelse og hjemvisning kan således ikke tages til følge. Af de grunde, der er anført af landsretten, finder Højesteret, at straffene er passende bestemt for T1, T2, T3, T4 og T6. For så vidt angår T5 må det nu lægges til grund, at han alene har stillet serverkapacitet til rådighed. Højesteret finder, at straffen herefter skal nedsættes til fængsel i 60 dage. For så vidt angår T1, T2, T4 og T5 tiltræder Højesteret, at straffene for disse tiltalte er gjort betinget. For så vidt angår T3 og T6 finder Højesteret, at det under de foreliggende omstændigheder - herunder at den nærmere rækkevidde af § 114 b har givet anledning til tvivl - er forsvarligt, at straffene også for deres vedkommende i det hele gøres betinget. Højesteret tiltræder dommens bestemmelse om konfiskation. Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom med de ændringer, at straffen for T5 nedsættes til fængsel i 60 dage, og at straffene for T3 og T6 gøres betinget på vilkår som anført nedenfor. For alle seks tiltaltes vedkommende regnes prøvetiden fra Højesterets dom. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes med følgende ændringer: Fuldbyrdelsen af straffen på fængsel i 6 måneder for T3 udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på vilkår, at han ikke i prøvetiden begår strafbart forhold. Fuldbyrdelsen af straffen på fængsel i 6 måneder for T6 udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på vilkår, at han ikke i prøvetiden begår strafbart forhold. Den betingede straf for T5 nedsættes til fængsel i 60 dage. Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.