
	TfK 2004.29 ØLD
		Ø.L.D. 15. oktober 2003 i anke 15. afd. nr. S-577-03 (Vagn Joensen, Karsten Bo Knudsen, Frosell (kst.) med domsmænd). Anklagemyndigheden mod T (adv. Birgitte Skjødt, Kbh., besk.). Ballerup Rets dom 7. januar 2003. Denne sag er behandlet med domsmænd. Anklageskrift er modtaget den 12. november 2002. T [født i 1966] er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved den 12. maj 2002 ca. kl. 20.50 på perronen på Herlev Station efter at være anholdt at have sparket politibetjent P flere gange på låret og en gang i skridtet, hvilket medførte et døgns hospitalsindlæggelse og nogle dages sygemelding. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af politibetjent P, politiassistent W, politibetjent B samt K. Tiltalte har forklaret, at hun havde været til fodboldkamp mellem FCK og Brøndby sammen med sin mor og sin kæreste. Hun havde i alt drukket 4 øl. Hun var lidt beruset, men hun kan sagtens huske, hvad der skete. Efter kampen var de på Absalon. Der var mange mennesker i byen, men det foregik stille og roligt. På et tidspunkt blev hun sammen med sin kæreste gennet på et tog til Herlev af politiet. Det var alle dem, som havde Brøndby-tøj på, der skulle med toget. Hun var ikke blevet sur over dette. Der var meget politi i toget, men de havde haft det sjovt. Da de kom til Herlev, skulle de stå af. Hun havde spurgt en politibetjent, hvad de skulle der. De var nok 20 personer, som skulle stå af. Betjenten havde svaret, at hun skulle gå hen og sætte sig. Hun havde igen spurgt, om hun måtte tage til København, men det måtte hun ikke, og hun fik heller ikke nogen forklaring herpå. Hun sagde til betjenten, at han ikke skulle bestemme, om hun måtte tage af sted, og hun havde ikke sat sig på bænken med det samme, fordi hun ikke forstod situationen. Herefter skubbede betjenten til hende. Han tog fat i hendes skulder, og hun sagde til ham, at han skulle lade være med at skubbe. Herefter tog betjenten fat i hendes arm, drejede den rundt på ryggen og skubbede hende videre. Hun var på vej til at gå hen mod bænken, da hun mærkede, at hun blev skubbet i ryggen. Hun kunne ikke se, hvem der gjorde det. Der var folk over det hele, og situationen var ved at blive lidt tumultagtig. Hun lå på bænken på maven og prøvede at komme fri. Der var nogen, der havde fat i hendes hår og arme. Hun sparkede med venstre ben for at komme fri. Hun havde højhælede sko på og sparkede skråt bagud. Hun kunne mærke, at hun ramte. Hun ramte helt sikkert en gang og slog også ud flere gange. Hun fik plastikstrips på hænderne bagpå. Hun var ikke sikker på, at det var politiet, der holdt hende på bænken. Hun havde kun sparket for at komme fri og ikke for at ramme nogen. Hun slog ikke ud efter nogen bestemt, men slog kun ud for at komme fri. T har supplerende forklaret, at umiddelbart efter at armgrebet på hende var sluppet, fik hun et puf i ryggen, så hun faldt ned på bænken ved siden af én, der sad der, således at hun fik halvdelen af overkroppen og ansigtet om bag ved ham. Derfor følte hun det, som om der var en, der lagde sig oven på hende og holdt hende i armene og håret. Hun spjættede voldsomt og slog ud med armene for at komme fri, og hun bemærkede, at hun ramte noget. Hun var ikke klar over, hvem det var, der holdt hende fast. Derefter fik hun noget om armene. Hun er tidligere blevet voldtaget, hvorfor hun går i panik og reagerer voldsomt, hvis nogen forsøger at holde hende fast. Herudover lider hun af en udtalt klaustrofobi. Hun hørte ikke nogen sige noget, ud over sin kæreste, som hun hørte sige, »kan I ikke slippe hende, hun kan ikke tåle at blive holdt fast«. Hun havde efterfølgende meget ondt i skulderen. Politibetjent P har forklaret, at han deltog i politiaktionen den 12. maj 2002, hvorunder en skare Brøndbyfans blev gennet hen til Hovedbanegården og beordret ind i et S-tog til Herlev og blev bevogtet undervejs, så de ikke havde mulighed for at stå af toget, før det ankom til Herlev, hvor de fik ordre til at forlade toget og gå ud på perronen. Der var 30-50 fans og 28 politifolk med toget. På Herlev Station fik de over megafon at vide, at de kunne gå ned og tage bussen videre, hvad der var en del, der gjorde, eller vente på toget og køre tilbage i mindre hold, hvis de kunne forholde sig roligt. Derefter anbragte betjentene sig sådan, at de var spredt rundt på perronen, og vidnet stod ⅔ del ude på perronen. På et tidspunkt kom 3 personer, 2 mand og 1 kvinde, der var noget beruset hen til ham og spurgte, om de kunne tage toget tilbage. Han sagde, at det kunne de gøre, hvis de kunne forholde sig roligt. Derefter begyndte de at stå og hoppe og synge på stedet. Han forsøgte at berolige dem lidt, men kvinden blev nu aggressiv og sagde bl.a., »sådan et pansersvin skal ikke bestemme, hvornår jeg skal med toget«. Derpå sagde han, at de skulle gå over og sætte sig på en bænk i læskuret både af hensyn til hans og deres sikkerhed. Herefter gik den 3. person over og satte sig på læbænken. Kvinden ville imidlertid ikke flytte sig og blev stående og skældte ham ud. Derefter tog han hende med én hånd i venstre arm og trak hende over til bænken i skuret, hvor han satte hende ned på bagdelen og slap grebet, således at hun sad med front ud imod ham. Umiddelbart efter sparkede hun ud og ramte ham på låret. Derefter sagde han til hende, at hun var anholdt, men nåede ikke at sige mere, herunder om tidspunkt og sigtelsen for overtrædelse af politivedtægten, før hun sparkede ham på ny. Derefter rakte han ud for at gribe fat i hende, men hun lagde sig skråt ned bag ved ham, der sad på bænken, ligesom for at komme i læ af ham. Derpå tog han fat i hende for at trække hende ud, og derefter sparkede hun ham atter en gang og ramte ham i skridtet, mens hun lå på siden henne på bænken. De havde ingen øjenkontakt, da det skete. Derefter fik han fat i håret på hende, men måtte opgive at holde hende fast efter kort tid, fordi det begyndte at gøre voldsomt ondt i skridtet. Derefter kom nogle af hans kollegaer til hjælp. Kvinden skreg op, og ham på bænken sagde noget om, at hun skulle forholde sig roligt. Han havde visir på, mens det skete, og det var derfor, han råbte, så han var sikker på, at man kunne høre, hvad han sagde, da det er svært at høre gennem visirfacaden. Vidnet ændrer nu sin forklaring til, at det er muligt at han fik fat i håret, men han er ikke sikker på det. Efter at være foreholdt [en afhøringsrapport af vidnet den 14. maj 2002] forklarede vidnet, at han nu huskede, at hun fra start af lå skråt ned, og han stod bøjet over hende uden øjenkontakt, inden det første spark faldt. Derefter tog han fat i hende og forsøgte at trække hende væk, samtidig med at han sagde til en kollega, at hun var anholdt, og derefter blev han sparket i skridtet. Foreholdt [en afhøringsrapport af vidnet den 13. maj 2002] forklarede vidnet, at da han satte tiltalte ned på bænken, slog hun hans arm væk. Foreholdt [rapporten af 14. maj 2002] forklarede han, at ved den første henvendelse, de 3 rettede til ham, blev de bedt om at gå hen til skuret, da han følte, at det var mest sikkert. K forklarede, at han er kæreste med tiltalte. Om optakten til rejsen til Herlev forklarede han som tiltalte, at de blev tvunget med toget og hindret i at stå af undervejs. Da de blev beordret af toget i Herlev, stod han sammen med tiltalte og en 3. mand på perronen. De forskellige fans stod i spredte klynger, og der stod nogle politifolk. På et tidspunkt henvendte de sig til en politimand og spurgte, hvordan de kom hjem, og fik at vide, at de kunne stille sig et nærmere angivet sted. De fik senere skiftende modstridende beskeder og blev til sidst noget utålmodige. Da der kom en ny betjent, spurgte de igen, hvordan de kom hjem, og han gav så tredjemanden besked på, at han skulle holde sin kæft og sætte sig hen i et læskur, som blev udpeget for ham. Derpå henvendte politimanden sig til tiltalte og sagde, at hun også skulle gå derover. Tiltalte blev sur og sagde, »nu må det stoppe«. Derefter tog politimanden fat i hendes ene arm og tog den let om bag på ryggen og førte hende hen mod bænken. Inden da havde hun sagt »fuck dig« til politibetjenten. Han råbte til betjenten, »du må ikke tage fat i hende, jeg skal nok klare hende«, men det gjorde ikke noget indtryk på politimanden. Derpå skubbede politimanden hende ned på bænken, så hun røg halvt ned bag ved den anden mand, der sad på bænken, og således at hun lå med ansigtet inde bag hans ryg og skråt ned på siden. Politibetjenten bøjede sig og nærmest lagde sig helt ind over hende, hvorefter hun begyndte at sprælle. Hendes hoved var helt dækket af ryggen af ham, der sad på bænken. Pludselig gav politimanden slip på hende og to andre kom løbende til. Han har ikke hørt, at der blev sagt noget om anholdelse. - - - Vidnet kunne ikke huske, om T havde sparket betjenten på lårene, i forbindelse med at hun forsøgte at vride sig fri, men hun sprællede med arme og ben for at frigøre sig. Politiassistent W har forklaret, at hun så P stå med 3 fodboldfans, som hun hørte ham beordre over i læskuret. Hun stod 2 meter derfra og har ikke bemærket noget inden, hverken uro eller ordveksling. Tiltalte ville ikke gå over i skuret, hvorfor hun blev taget i armen og ført derhen. Hun hørte, at tiltalte spurgte, hvorfor hun skulle gå derover, men har ikke hørt noget andet. Tiltalte blev sat ned på bænken og væltede halvt om på siden og ned bag ved den kammerat, der sad på bænken i forvejen, hvor hun tilsyneladende holdt fast i manden. Kollegaen slap hende, hvorefter han blev ramt af nogle spark på benet. Hun stod ved siden af og forsøgte at holde det højre ben. Derefter sagde P, at tiltalte var anholdt, og da han gik frem for at tage fat i hende igen, sparkede hun ham lige i skridtet, hvorefter han knækkede sammen og trådte tilbage. Politibetjent B har forklaret, at han stod på perronen og så, at P havde fat i armen på en kvinde længere henne ved et læskur. Han trak hen mod læskuret for at være i beredskab, hvis der skulle ske noget og var på et tidspunkt på 1-2 meters afstand. Han så nu, at kvinden var blevet sat ned på en bænk, sådan at hun sad skråt op mod en mand, der også sad på bænken, og let bøjet bagover. Pludselig sparkede kvinden ud og ramte P i skridtet med sin fod. Hun sad på det tidspunkt med ansigtet imod ham, men vidnet kan ikke huske, om hun har set på P eller ej. For at være forberedt på eventuelt andre ballademagere vendte vidnet sig om og har derefter ikke set det videre forløb. Vidnet tilkendegav, at det er længe siden, det skete, og at han har deltaget i flere aktioner siden, så det er svært at huske detaljer. Han husker derfor ikke, om der er blevet sparket yderligere af kvinden, der sad på bænken. Der har været fremlagt politiattest. Rettens bemærkninger: Retten lægger efter politifolkenes vidneforklaring til grund, at tiltalte har sparket ud mod P og har ramt ham i skridtet. 2 af rettens dommere finder imidlertid ikke, at tiltalte har haft forsæt til at ramme ham i skridtet, men at tiltalte, efter at betjenten havde grebet fat i hende og sat hende ned på bænken og fastholdt hende der, er blevet grebet af panik og har slået vildt om sig med arme og ben og derved har ramt betjenten, herunder i skridtet, uden bevidst at ville gøre dette. Disse dommere har ved vurdering af handlingsforløbet også lagt vægt på, at de to mandlige politividners forklaring har været skiftende især i relation til de forehold af politirapporter, der er sket, og hvis indhold de på nogle punkter har fragået, ligesom de har undret sig over, at det ene vidne sikkert kan huske at have set sparket i skridtet, men stort set intet andet af, hvad der ellers er foregået. Som følge heraf stemmer disse dommere for at frifinde tiltalte allerede af den grund. En dommer finder det ved politividnernes forklaring bevist, at tiltalte har sparket P i skridtet, og at det er en forsætlig handling. Efter denne dommers opfattelse er tiltalte blevet presset ned mod bænken og fastholdt af P et lille stykke tid med ansigtet delvis skjult. I forbindelse med dette har hun i panik slået og sparket vildt omkring sig og også ramt betjenten på benene. Denne dommer lægger imidlertid til grund, at betjenten derefter slap sit greb i hende, og at hun er kommet delvis op at sidde med ansigtet mod betjenten. Da han derpå har sagt, at hun var anholdt og taget et skridt frem mod hende for at tage fat i hende, har hun forsætligt sparket ud mod ham og ramt ham i skridtet, hvilket var enten en bevidst eller en meget nærliggende mulighed. En forudsætning for at straffe efter § 119 er imidlertid, at der er tale om en retmæssig embedshandling fra politibetjentens side, herunder at tiltalte på lovlig måde var ankommet til og anbragt i læskuret. Anklagemyndigheden har i den forbindelse henvist til, at politiet ved de forudgående begivenheder har haft hjemmel til at optræde som sket i retsplejelovens § 108. Retsplejelovens § 108 smh. med § 755, stk. 3, giver politiet adgang til at træffe foranstaltninger til opretholdelse af ro og orden, herunder bede borgere forlade bestemte steder, sprede opløb, passere gaden og evt. anholde dem, der er til stede. Begivenhederne på Absalon, på Strøget og Vesterbrogade og Hovedbanegården er efter rettens opfattelse dækket af disse bestemmelser og udført på fuldt lovlig vis. Der er derimod ikke hjemmel til - uden anholdelse og sigtelse - at tvinge borgere ind i en togvogn på et tog, de ikke ønsker at køre med, og mod deres vilje transportere dem i ca. ½ time væk fra deres bopæl og hindre dem i at forlade toget for derpå midlertidigt at afskære dem fra at tage, hvorhen de vil. Samtlige dommere er enige om, at en sådan handling må betragtes som en kollektiv, ulovlig frihedsberøvelse, der strider mod de almindelige frihedsrettigheder. De fortsatte begivenheder på Herlev Station må ses i lyset heraf. Tiltalte er blevet ophidset og frustreret af den ulovlige handling og har forsøgt at få besked om dennes ophør. Det har hun ikke fået, men er i stedet i forlængelse heraf blevet ført hen til læskuret, og da hun har tilkendegivet sin utilfredshed med dette, er hun blevet anholdt, hvad hun har modsat sig. Politiet har ikke hjemmel til at bestemme, hvor på en perron personer skal opholde sig, når der som her ikke var tale om opløb eller ballade i øvrigt. Hvis tiltalte havde opført sig i strid med politivedtægten, kunne man have anholdt hende der, hvor hun stod, og ført hende bort, hvis hun ikke frivilligt ville forlade stedet. Samtlige dommere finder, at P har overreageret over for den meget spinkle og ufarlige pige og ikke har været situationen voksen, og i øvrigt har fortsat den ulovlige frihedsberøvelse af tiltalte, som var startet, da hun blev tvunget ind i toget mod sin vilje. Det er derfor uden betydning, at hun efterfølgende er blevet erklæret for anholdt, da det ikke kan lovliggøre det allerede passerede, ligesom der ikke er ført bevis for, hvad der er den egentlige begrundelse for anholdelsen. Den sidste dommer finder derfor, at anholdelsen ikke har været en lovlig tjenestehandling, og som følge heraf er forholdet ikke strafbart efter straffelovens § 119. Denne dommer har overvejet i stedet at henføre forholdet under straffelovens § 244, men finder, den meget specielle situation taget i betragtning, herunder tilstedeværelsen af strafnedsættelsesgrundene i straffelovens § 84, stk. 1, nr. 4, og § 85, ikke at ville gøre brug af retsplejelovens § 908, stk. 4, som er fakultativ. Som følge heraf frifindes tiltalte. Tiltalte har under sagen været formelt frihedsberøvet fra den 12/5 2002 kl. 20.52 og uformelt fra et tidligere tidspunkt på dagen og til den 13/5 2002 kl. 14.25. - - - Østre Landsrets dom. Ballerup Rets dom af 7. januar 2003 er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse efter anklageskriftet. T har påstået frifindelse. Statsadvokaten for København m.v. traf den 10. december 2002 følgende afgørelse i anledning af en klage indgivet af tiltaltes fader: »Vedrørende Deres klage over Politidirektørens afgørelse af 27. juni 2002 Ved skrivelse af 17. maj 2002 med bilag klagede De på vegne af 24 personer, over politiets adfærd i forbindelse med at de eskorterede ca. 30 Brøndby-fans til Hovedbanegården, hvor de blev sat på et tog til Herlev, ligesom De klagede over selve den disposition at eskortere til Hovedbanegården og sætte på toget. Med hensyn til den del af Deres klage, der vedrører politiets dispositioner, meddelte jeg ved skrivelse af 7. juni 2002, at den type klager behandles af Politidirektøren i København, hvorefter jeg videresendte denne del af Deres klage til Politidirektøren for København. Den 27. juni 2002 afviste Politidirektøren i København Deres klage, og begrundede dispositionen med en henvisning til retsplejelovens § 108, hvorefter det er politiets opgave at opretholde sikkerhed, fred og orden. Ved skrivelse af 14. juli 2002 klagede De over Politidirektørens afgørelse, og fremkom i den forbindelse med en række bemærkninger og kommentarer til Politidirektørens afgørelse. Ved skrivelse af 16. juli 2002 anmodede jeg Politidirektøren om en udtalelse med hensyn til Deres bemærkninger mv. til Politidirektørens afgørelse, ligesom jeg anmodede om, at få tilsendt sagens akter. Den 17. september 2002 fremsendte Politidirektøren i København sagens akter og fremkom samtidigt med en supplerende udtalelse om baggrunden for dispositionen. Sammenfattende kan der herefter om dispositionen; »at bestemme, at ingen måtte forlade Absalon, senere at bestemme, at restaurationen skulle lukkes, eskortere Brøndby-fans til Hovedbanegården og senere bestemme, at de skulle sættes på toget til Herlev« udtales følgende: Den 12. maj 2002 blev der afholdt fodboldkamp mellem Brøndby og FCK i Københavns Idrætspark. Før, under og efter kampen var der udkommanderet ekstra politipersonale, på grund af de uroligheder og slagsmål, der erfaringsmæssigt ofte opstår mellem Brøndby-fans og FCK-fans i forbindelse med fodboldkampe mellem de nævnte klubber. Kort før kl. 20.00 observerede politiet et overfald begået af Brøndby-fans uden for restaurant Absalon i Frederiksberggade. De pågældende Brøndby-fans blev lukket ind i restauranten, hvor der i forvejen befandt sig adskillige Brøndby-fans. Baggrunden for at politiet ikke tillod Brøndby-fans at forlade Absalon var blandt andet af hensyn til deres sikkerhed. Politiet havde fået oplyst, at en flok meget rabiate fans fra FCK Ultras var på vej mod Strøget og det blev derfor vurderet, at såfremt mindre grupper af Brøndby-fans blev lukket ud på gaden, ville de være udsat for risiko for voldelige overfald. Med hensyn til politiets orientering om, hvad der skulle ske har Politidirektøren i København oplyst, at der via megafon højt og tydeligt blev informeret om det videre forløb, herunder at de ville blive ført til Københavns Hovedbanegård, hvor de ville blive sat på et S-tog mod Glostrup. Da man kom ned på perronen opstod der slagsmål, hvilket medførte at to personer blev anholdt og sigtet for vold mod politiet og overtrædelse af politivedtægten. Af sikkerhedsmæssige årsager blev det herefter besluttet, at sætte alle Brøndby-fans ind i det førstkommende tog, der viste sig at køre mod Frederikssund. Jeg skal herefter udtale, at jeg ikke finder anledning til at kritisere Københavns Politis dispositioner i anledning af fodboldkampen den 12. maj 2002, der alle efter det oplyste var begrundet i enten hensynet til de omhandlede Brøndby-fans egen sikkerhed eller hensynet til den almindelige opretholdelse af ro og orden. Jeg kan imidlertid godt forstå de frustrationer, der opstår blandt de personer der bor i København, og som mod deres vilje føres til Hovedbanegården for at blive sendt i tog til Brøndby. Min afgørelse af Deres klage over politiets dispositioner er endelig og kan ikke påklages, jf. retsplejelovens § 101, stk. 2. For så vidt angår Deres klage over politiets adfærd bemærkes, at jeg i nær fremtid vil indkalde til en nærmere afhøring vedrørende det passerede.« Det er for landsretten oplyst, at sidstnævnte klage afventer udfaldet af denne straffesag. Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne politibetjent P, K, politiassistent W og politibetjent B. Der er endvidere afgivet forklaring af vidnet politibetjent L. T har supplerende forklaret, at hun og K skulle mødes med nogen længere nede ad Strøget, men politiet gennede dem ind på Absalon, idet de ikke måtte gå videre ned ad Strøget. Tiltalte var ikke meget fuld, men bare i godt humør. Tiltalte, kæresten og tiltaltes mor hørte, at glasdørene til Absalon blev lukket. Der stod meget politi udenfor. Efter ca. 20 min. blev dørene åbnet igen, og politiet kom ind. Folk spurgte politiet, hvad der foregik. De fik at vide, at de skulle holde kæft. Politiet førte folkene fra Absalon til en perron på Hovedbanegården, hvorefter alle blev sat på toget. Politifolkene tog også med toget. Der var temmelig god stemning i toget. Tiltalte sagde dog på et tidspunkt til politiet, at de skulle lade en pige være, som var blevet bange, fordi politiet havde grebet fat i en mand. Tiltaltes kæreste sagde, at hun skulle tie stille. Da de var ankommet til Herlev Station, fik de at vide, at de ikke måtte tage toget videre. De måtte heller ikke forlade stationen. Det er ikke udelukket, at de sang kampsange. En mand fra Dragør, som tiltalte havde talt med i toget, blev af en betjent bedt om at sætte sig på en bænk i et skur. Betjenten bad ligeledes tiltalte sætte sig på bænken. Hun spurgte hvorfor. Betjenten svarede: »Fordi jeg siger det«. Betjenten skubbede herefter tiltalte i ryggen og førte hende mod bænken. Tiltalte vendte sig om og sagde: »Fuck dig«. Hun ville ikke have, at han bestemte over hende. Betjenten tog fat om tiltaltes skulder og vred hendes arm om bag ryggen. Han slap sit greb, da de var tæt på skuret. Det næste, tiltalte mærkede, var et puf i ryggen, hvorefter hun faldt ned på bænken med hovedet bag manden fra Dragør. Tiltalte kunne ikke se noget, men kunne mærke, at der lå nogen over hende. Tiltalte nåede slet ikke at sætte sig ned på bænken. Det var ikke hendes hensigt at ramme nogen, men hun ville have den pågældende væk. Stemningen i toget ændrede sig efter episoden, hvor en betjent havde fat i en mand. Hver gang nogen spurgte, hvor de skulle hen, sagde politifolkene: »Hold kæft«. Tiltalte har ikke sagt »pansersvin« eller brugt andre ukvemsord. Efter at betjenten slap sit tag i tiltalte, forsøgte hun at sætte sig op, hvorefter der var en, der skubbede hende ned igen. Tiltalte sparkede først, da hun kom ned anden gang. Der gik 10-15 sekunder, fra betjenten havde sluppet hende, til en anden skubbede hende ned igen. Tiltalte er 163 centimeter høj og vejer 45 kilo. Politibetjent P har supplerende forklaret, at han også var til stede i København, inden de tog med toget. Det var den øverste leder af politiaktionen, der tog beslutningen om, at personerne skulle med toget. Beslutningen blev formidlet videre via megafon. På Absalon blev det tilkendegivet, at restauranten lukkede. Det blev også tilkendegivet, at personerne skulle til Hovedbanegården, og at de skulle med toget. Endelig blev det i megafon tilkendegivet på Herlev Station, hvilke muligheder personerne havde for at komme videre. Politiet var fordelt langs perronen. De tre var højlydte og støjende. De var i godt humør, som man er efter en god fodboldkamp. Tiltalte virkede beruset. Vidnet oplyste dem om, at de ville komme hurtigere med toget, hvis de forholdt sig roligt. Lederen af aktionen ønskede ikke, at personerne var til gene for andre, når de tog videre med toget. Tiltalte blev vred. Vidnet bad dem om at gå over til læskuret. Han stod ved sporet, og de tre var berusede. Den ene af de tre gik derhen efter 2-3 formaninger herom. Da tiltalte hidsede sig op, mente vidnet, at hun måske ville hidse den anden mand op. Vidnet tog fat i tiltaltes arm og førte hende hen til læskuret. Vidnet sagde: »Tag det roligt og sæt dig ned«. Tiltalte satte sig ikke. Da vidnet lagde hånden på hendes skulder, lagde hun sig skråt ned på bænken. Vidnet anholdt tiltalte for overtrædelse af politivedtægten, fordi hun sparkede ham. De havde fået besked om at være tilbageholdende med at foretage anholdelser. Tiltalte kastede sig selv bagover bag manden, der allerede sad på bænken. Hun kunne se vidnet, da hun sparkede ham på låret. Han fik to spark på låret. Vidnet husker ordet »pansersvin«, som han forklarede i byretten. Vidnet skubbede ikke til T, da han satte hende på bænken. Han havde ikke fat i hende, da hun sparkede ud efter ham. Vidnet havde øjenkontakt med tiltalte, da hun sparkede ham. Han hvilede ikke op ad hende på bænken. Der kom ingen tog, mens de ventede på stationen. Politiassistent W har supplerende forklaret, at hun ikke så, at P blev sparket i skridtet. P tog med sin venstre hånd fat i T's højre arm eller skulder. P og T gik side om side hen til bænken. Vidnet fulgte med dem. Tiltalte blev sat ned på bænken og mistede balancen, så hun kom til at sidde lidt skævt. Tiltalte blev hysterisk i læskuret. Da tiltalte blev lagt i håndjern, hørte vidnet hendes kæreste sige, at hun ikke kunne tåle at blive holdt fast. K har supplerende forklaret, at han var til stede på Absalon. Da dørene blev lukket, stillede folk sig op i beværtningen for at gøre brug af »håneretten«, når FCK'erne gik forbi. Tiltalte var beruset, men ikke fuld. Vidnet forklarede, at betjenten tog fat i tiltalte med to hænder og skubbede hende ned på bænken. Betjenten slap tiltalte og gik en halv meter væk fra hende, hvorefter han lagde sig ind over hende. Vidnet råbte hele tiden, at de ikke måtte holde hende fast, fordi hun ikke kan tåle det. På perronen kom den gode stemning tilbage, og de fik at vide, at de måtte tage toget. Manden fra Dragør sang. Han stod sammen med tiltalte og vidnet. Betjenten tog fat i tiltaltes arm og vred den om. Han tog også fat i tiltaltes skulder. Vidnet råbte, at han ikke måtte fastholde hendes arme. T begyndte at sprælle med benene, da betjenten lagde sig ind over hende på bænken. Politibetjent B har supplerende forklaret, at han stod 10-15 m fra kollegaen P, da denne havde fat i tiltalte ved læskuret. Der var få fodbold-fans tilbage på perronen. Tiltalte sad eller lå skråt bagover på bænken. Vidnet så tiltalte give P ét spark i skridtet. Tiltalte og P kiggede i hinandens retning, da tiltalte sparkede ham. Tiltalte var ikke skjult bag den mand, der sad på bænken. Politibetjent L har forklaret, at han stod omkring 10 m fra kollegaen P, da han blev opmærksom på, at P havde fat i tiltaltes overarm og førte hende over til et læskur. Tiltalte var utilfreds hermed. P sagde, at hun skulle slappe af og sætte sig. P slap tiltaltes arm og trådte tilbage, da hun sad på bænken. Der sad en mand ved siden af tiltalte. Det virkede, som om tiltalte kendte ham. Tiltalte sparkede ud efter P og ramte ham på låret. P tog fat i tiltalte igen, men hun lænede sig mod manden på bænken og ville ikke med. P trak i hende. Tiltalte sparkede og ramte P's ben. Tiltalte og P havde mulighed for at se hinanden i øjnene. Endelig sparkede tiltalte kraftigt og ramte P mellem benene. Vidnet tog fat i tiltaltes ben, inden det var kommet ned, for at forhindre hende i at sparke mere. Vidnet fik det indtryk, at tiltalte sparkede 2. og 3. gang for at komme fri af P's greb. De lagde hende ned på perronen og gav hende håndjern på. Herefter kom en mand til stede, der sagde, at tiltalte ikke kunne tåle at blive holdt fast på grund af et traume. Tiltalte blev helt vild. Vidnet har ikke opfattet episoden, som om tiltalte blev lagt ned på bænken. Umiddelbart før episoden var der ikke uroligheder på perronen. Landsrettens bemærkninger: Landsretten finder på baggrund af det oplyste om situationen i den indre by og på Absalon, herunder at nogle rabiate FCK-fans var på vej mod stedet, hvor tiltalte befandt sig i selskab med andre Brøndby-fans, og efterfølgende på Københavns Hovedbanegård, hvor der var opstået slagsmål, ikke at politiet i forbindelse med det passerede har overtrådt sine beføjelser, jf. retsplejelovens § 108, stk. 1. Dette gælder såvel beslutningen om at føre de tilstedeværende Brøndby-fans til Københavns Hovedbanegård, beslutningen om at sætte dem alle på det førstkommende S-tog, der viste sig at køre mod Frederikssund, samt først at tillade dem at forlade S-toget, da det var ankommet til Herlev Station. For så vidt angår det passerede på perronen på Herlev Station findes politibetjent P alene at have givet tiltalte direktiver vedrørende hendes opholdssted på perronen af ordensmæssig karakter, hvilket under de foreliggende omstændigheder også findes hjemlet i retsplejelovens § 108, stk. 1. Efter bevisførelsen finder 5 voterende det bevist, at tiltalte, der var bekendt med, at P var polititjenestemand, forsætligt sparkede denne som anført i anklageskriftet, hvorved tiltalte har overtrådt straffelovens § 119, stk. 1. 1 voterende finder det ikke bevist, at tiltalte har handlet forsætligt. Der afsiges dom vedrørende dette i overensstemmelse med stemmeflertallet. Landsretten finder med denne begrundelse tiltalte skyldig efter anklageskriftet. Straffen fastsættes i medfør af straffelovens § 119, stk. 1, til fængsel i 40 dage, idet bemærkes, at forholdet er begået før ikrafttrædelsen af lov nr. 380 af 6. juni 2002. Under hensyn til oplysningerne om tiltaltes skrøbelige psyke og klaustrofobi gøres straffen betinget som nedenfor bestemt. Thi kendes for ret: Byrettens dom i sagen mod T ændres, således at tiltalte straffes med fængsel i 40 dage. Fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter udløbet af en prøvetid på 1 år fra landsrettens dom, på betingelse af at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.