
	TfK 2006.68 ØLD
		Ø.L.D. 25. oktober 2005 i anke 18. afd. nr. S-1393-05 (Ulla Staal, B. Tegldal, Marianne T. Øllgaard (kst.)). Anklagemyndigheden mod T (adv. Tyge Trier, Kbh., besk.). Uddrag af Københavns Byrets dom 11. oktober 2004. Politidirektøren i København har ved et anklageskrift af 20. januar 2004 rejst tiltale mod T for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, ved den 28. november 2003 ca. kl. 09.40 i lejligheden - - -, Kastrup, at have lagt hindringer i vejen for de tjenestegørende politibetjente - - - og - - - samt kriminalassistent - - -, idet han stillede sig i vejen og med sin person spærrede døren til de rum, patruljen ønskede at ransage, da de pågældende foretog ransagning på ovennævnte adresse. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig. - - - Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for denne sag. Rettens bemærkninger: Det lægges efter bevisførelsen til grund, at tiltalte har lagt hindringer i vejen for politibetjent - - - og - - - samt kriminalassistent - - -, der alle var tjenestegørende, idet han stillede sig i vejen og med sin person spærrede døren til et af de rum, patruljen lovligt ønskede at ransage, således at han måtte anholdes, for at ransagningen kunne gennemføres. Tiltalte findes i dette omfang skyldig i den rejste tiltale. Straffen fastsættes efter straffelovens § 119, stk. 3, til 6 dagbøder a 250 kr. Forvandlingsstraffen for den idømte bøde er fængsel i 6 dage. Thi kendes for ret: Tiltalte, T, straffes med 6 dagbøder a 250 kr. Forvandlingsstraffen for den idømte bøde er fængsel i 6 dage. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Østre Landsrets dom. Københavns Byrets dom af 11. oktober 2004 er med Procesbevillingsnævnets tilladelse af 1. marts 2005 anket af T med påstand principalt om frifindelse, subsidiært om hjemvisning og mere subsidiært om strafbortfald. Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse. Der er i landsretten afgivet forklaring af tiltalte og vidnerne politiassistent - - - og kriminalassistent - - -, der alle i det væsentlige har forklaret som i byretten. Politiassistent - - - og kriminalassistent - - - har begge supplerende blandt andet forklaret, at de ikke husker, om de gav tiltalte en kort beskrivelse af sigtelsen mod broderen og af de omstændigheder, der begrundede ransagningen. Den i byretten af vidnet - - - afgivne forklaring er dokumenteret. Landsrettens bemærkninger og resultat: Det er ubestridt, at ransagningen af tiltaltes mor M's lejlighed blev foretaget hos en person, der ikke var mistænkt, og at tiltalte og tiltaltes bror B ikke havde rådighed over lejligheden og derfor ikke kunne meddele samtykke til ransagningens foretagelse. Det fremgår af sagen, at politiet i forbindelse med efterforskningen af et røveri anholdt tiltaltes bror B og sigtede ham for forholdet begået en måned tidligere. B, der var uden fast bopæl, erkendte sig skyldig og oplyste, at han opbevarede tøj i sin mors lejlighed. Politiet, som fra videoovervågningskameraer havde fotos af gerningsmanden iført en speciel jakke, besluttede i forlængelse af anholdelsen at foretage ransagning af moderens lejlighed med henblik på at udfinde jakken, og B underskrev en samtykkeerklæring hertil. I lejligheden antraf politiet tiltalte, som protesterede mod ransagningens foretagelse, og som ifølge kriminalassistent - - - herefter blev orienteret om broderens samtykke til ransagningen. Vidnerne har ingen erindring om, hvorvidt tiltalte fik en kort beskrivelse af sigtelsen mod broderen og af de omstændigheder, der begrundede ransagningen. Ifølge vidnerne spærrede tiltalte med sin person døren til et af de rum, hvori de ville ransage, og moderen kom først til stede i lejligheden, efter at ransagningen var afsluttet. På denne baggrund finder landsretten, at der var bestemte grunde til at antage, at bevis i sagen om røveri kunne findes ved ransagningen, og at betingelserne for at foretage ransagning i medfør af retsplejelovens § 795, stk. 1, således var opfyldt. Landsretten finder endvidere, at undersøgelsens øjemed ville forspildes, dersom retskendelse skulle afventes, og at politiet derfor kunne træffe beslutning om ransagningen, jf. retsplejelovens § 796, stk. 3. Landsretten finder det imidlertid ikke godtgjort, at tiltalte, da han blev antruffet i lejligheden, fik en kort beskrivelse af sigtelsen mod broderen og af de omstændigheder, der begrundede ransagningen, eller at han fik oplysning om det korrekt formelle grundlag for ransagningen, som var ransagning uden retskendelse, idet undersøgelsens øjemed ellers ville forspildes. Væsentlige formelle betingelser for lovligheden af ransagningen af boligen blev dermed ikke iagttaget, jf. retsplejelovens § 798, stk. 2, og tiltaltes handling er derfor ikke strafbar efter straffelovens § 119, stk. 3. Tiltalte frifindes herefter for den rejste tiltale. Thi kendes for ret: Byrettens dom ændres, således at T frifindes. Statskassen skal betale sagens omkostninger for begge retter.