Tiltalte blev frifundet for overtrædelse af straffelovens §§ 119, stk. 1, og 121,
da det ikke var "godtgjort", at anholdelse af den pågældende ikke var lovlig

Af advokat Claus Bonnez, formand for Landsforeningen KRIM

20. januar 2010

Østre Landsret frifandt i TFK 2008 288 ØLD en mand for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, og straffelovens § 121 efter at byretten havde fundet det bevist, at den pågældende havde overtrådt bestemmelsen og idømt en ubetinget fængselsstraf af 40 dage. Frifindelsen var alene begrundet i, at det ikke fandtes "godtgjort, at betingelserne i retsplejelovens § 755, stk. 1, for at anholde den pågældende var opfyldt". Det kan udledes af dommen, at det er anklagemyndigheden, der skal "godtgøre", at en anholdelse har været lovlig i tilfælde, hvor forsvaret gør gældende, at en person ikke kan straffes for overtrædelse af straffelovens § 119 eller § 121, som denne er tiltalt for at have begået under en politiforretning (typisk en anholdelse), der ikke er lovlig.

Det fremgår af sagen, at politiet var blevet kaldt til stedet i anledning af husspektakler. Han var ifølge en af politifolkene, der afgav forklaring i retten, blevet anholdt, fordi han var "eftersøgt til anholdelse på grund af en sigtelse i en anden sag". Under afhøringen i landsretten forklarede en af polititjenestemændene, at den tiltalte den omhandlede aften "skulle bortvises, og derefter blev han ophidset og begyndte at råbe skældsord", og at politifolkene havde fået oplyst, at tiltalte "var søgt til anholdelse til Station Bellahøj", og at han blev anholdt".

Afgørelsen gengives i sin helhed nedenfor:

Ø.L.D. 16. januar 2008 i anke 14. afd. S-2844-07
(Rosenløv, Anne Louise Bormann, Henrik Johnsen (kst.) med domsmænd).
Anklagemyndigheden mod T (adv. Birgitte Skjødt, Kbh., besk.).

Frederiksberg Rets dom 1. oktober 2007.
Sagens baggrund og parternes påstande.
Denne sag er behandlet med domsmænd.
Anklageskrift er modtaget den 30. juli 2007.
T er tiltalt for overtrædelse af
1.
straffelovens § 121
ved den 24. maj 2007 ca. kl. 22.00 i opgangen - - - i Brønshøj, efter at være blevet anholdt, at have overfaldet de tjenestegørende politibetjente A og B med hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale, idet han flere gange kaldte betjentene for »pansersvin«, »bøsserøve« eller lignende.
2.
straffelovens § 119, stk. 1,
ved samtidig med det i forhold 1 passerede at have overfaldet tjenestegørende politibetjent A, idet han spyttede ham i ansigtet.
3.
straffelovens § 119, stk. 1,
ved kort efter det i forhold 1 og 2 passerede, uden for - - - i Brønshøj, at have overfaldet tjenestegørende politibetjent C, idet han, da han blev båret hen til transportvognen, sparkede politibetjenten i ansigtet.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.
T har nægtet sig skyldig og nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom.
Forklaringer.
Der er afgivet forklaring af T og vidnerne politibetjent A, politiassistent B og politibetjent C.
T har til retsbogen afgivet følgende forklaring:
». . . T forklarede, at han på daværende tidspunkt boede i lejligheden med sin kæreste. Han var også tilmeldt folkeregistret på adressen. Politiet kom med seks mand, fordi T og hans kæreste havde skændtes. T og politiet snakkede lidt. Pluselig sagde politiet, at T var anholdt. T vidste ikke hvorfor. Han skulle finde sine ting og komme ud af lejligheden. T gjorde ingenting, men blev alligevel lagt i håndjern. Kæresten sagde, at T havde hendes smøger. En af betjentene tog nu T's smøger og penge fra en lomme i de boxershorts, han havde fået på, og gav cigaretterne til T's kæreste. Smøgerne havde forinden ligget på et bord i lejligheden. Nu blev T sur og skældte ud. Han kan ikke huske, om han har sagt det, der står i anklageskriftet. Ude på gangen blev T båret som et dyr. Han ville gerne fri og bevægede sig, men han blev alligevel båret med maven nedad ned ad trappen. T snakkede imens, men kan stadig ikke huske, om han har sagt det, der er anført i anklageskriftets forhold 1. T blev båret fra toppen af trappen. Han spyttede ikke. Han skældte ud, og det kan være, at der i den forbindelse kom lidt spyt ud af munden på ham. Uden for opgangen blev han lagt ned på jorden. Han kunne ikke gøre noget. Der var seks mand om ham. Han blev båret som et dyr, lagt ned og lagt i benlås. Han kan ikke huske, om han nu bevægede sig med benene. Der var en betjent, der holdt i hvert ben og en, der holdt i hver arm. Han kan ikke huske, om han ramte nogen med benene. Det har i hvert fald ikke været bevidst. På stationen blev han afhørt klokken tre om natten. Han kan ikke huske, at han på daværende tidspunkt var sigtet for et andet forhold vedrørende spyt mod parkeringsvagter.«
Vidnet, politibetjent A har til retsbogen afgivet følgende forklaring:
Vidnet forklarede, at han sammen med sin kollega blev sendt til husspektakler. I lejligheden var to andre kolleger allerede til stede samt T og en kvinde. Der var en ophidset stemning. Det viste sig, at T var eftersøgt til anholdelse på grund af en sigtelse i en anden sag. T fik derfor at vide, at han var anholdt, og han fik sandsynligvis også at vide hvorfor. Det var imidlertid ikke vidnet, der anholdt T. T var ikke folkeregistertilmeldt på den pågældende adresse. T blev anholdt, cirka fem minutter efter at vidnet var ankommet til lejligheden. Efter anholdelsen blev T ophidset. Han kaldte blandt andet de tilstedeværende politifolk for »pansersvin«, ligesom han hele tiden forsøgte at komme i kommunikation med kvinden i lejligheden. Han gik rundt nogle minutter, hvor han fik lov til at tage tøj på og samle sine ting. Han tog blandt andet en pakke cigaretter fra et bord på altanen. Vidnet kan ikke huske, om T fik sko på. Kæresten sagde, det var hendes cigaretter, og T sagde, det var hans. T puttede dem i sin bukselomme. T's adfærd var truende og højtråbende. Han blev derfor lagt i håndjern, da de kom ud på gangen. Vidnet tog cigaretterne fra T og gav dem til kvinden i lejligheden. De begyndte nu at gå ned ad trappen med T. Vidnet gik forrest, og T gik i midten, mens vidnets kollega gik bagest. På vej ned ad trappen råbte T flere ukvemsord. Da de kom til stueetagen, spyttede T efter vidnet, der var stoppet op og havde vendt sig om. Spytklatten ramte vidnet i ansigtet. Det skete, lige efter at T havde råbt, men der var klart tale om en spytklat. T samlede spyt sammen i munden, hvorefter han spyttede. T blev nu lagt ned, og to andre kolleger kom til. Han blev båret ud og holdt i både arme og ben. Han blev lagt på jorden foran opgangen. Han var fortsat urolig og slog blandt andet sit eget hoved ned mod jorden. Han blev derfor lagt i benlås, og der blev rekvireret en transportvogn. Da den kom, blev T liggende. Nu kom der to yderligere kolleger til. T blev nu båret mod transportvognen af fire kolleger. Alle holdt i en arm eller et ben. Vidnet stod ved siden af og så til på 15 meters afstand. Mens de bar T, spjættede han med benene, og en kollega blev ramt i ansigtet. På vidnet virkede det som et spjæt, for at T kunne komme fri, mere end som et bevidst spark. Men vidnet stod som sagt 15 meter fra situationen.
Vidnet, politiassistent B har til retsbogen afgivet følgende forklaring:
Vidnet forklarede, at han kørte patrulje med politibetjent A. De blev kaldt til husspektakler. Da de kom frem, var to kolleger allerede til stede. En kvinde ønskede T ud af lejligheden. Det viste sig, at T var efterlyst til indbringelse på Station Bellahøj. Vidnet anholdt nu T. Vidnet sagde i den forbindelse det sædvanlige om, hvorfor T blev anholdt. T var meget ophidset. Vidnet er ikke sikker på, at han forstod, hvorfor han blev anholdt. T fik lov at samle sine ting. Han var fortsat ophidset og blev derfor lagt i håndjern ude på trappen. Han råbte skældsord gennem hele forløbet, blandt andet »pansersvin« og »bøsserøve«. De gik ned ad trappen, A forrest, T i midten og vidnet bagest. Vidnet havde i starten lidt fat i T's ene arm, men slap hurtigt. Da de nåede til første afsats, vendte A sig om. T spyttede nu efter A. Vidnet kunne se, at T ligesom skød hele kroppen frem, og er derfor ikke i tvivl om, at T spyttede med vilje. T ramte A i ansigtet. Vidnet og A lagde nu T ned på trappen. De tog hver fat i en arm og et ben og lagde ham på maven. De fik ham ud af opgangen og rekvirerede en transportvogn. T var ophidset og sprællede en del, mens de ventede. Han blev vistnok lagt i benlås, men vidnet havde fat i en arm og så det ikke så nøje. Da transportvognen kom, var T faldet rimelig meget ned. Efter at have gået et stykke med to mand mod transportvognen blev T sur og forsøgte igen at spytte, ligesom han blev mere aggressiv. De besluttede nu at bære T. Vidnet kan ikke huske, om han blev lagt ned igen. To kolleger fra transportvognen kom til, og fire mand havde hver fat i en arm eller et ben. T blev båret med maven nedad. Lige da T blev løftet op, begyndte han at sparke ud med benene. Han ramte blandt andet en kollega i hovedet. Efter vidnets opfattelse var det et spark og ikke et spjæt. T vidste, at der var en, der havde taget fat i hans ben. Han trak benet til sig, for at sparke, og derefter sparkede han. T havde ikke sko på den fod, han sparkede med. På det tidspunkt, T sparkede, stod vidnet lige ved siden af.
Vidnet, politibetjent C har til retsbogen afgivet følgende forklaring:
Vidnet forklarede, at han den pågældende dag ankom til stedet i transportvognen, som han parkerede 100 meter væk fra det sted, hvor T befandt sig. Han og hans kollega begyndte at gå mod den opgivne adresse. De så, at T var i håndjern og var ved at blive ført ned mod transportvognen. T begyndte at stritte imod og sagde en masse ting til politifolkene. De besluttede nu, at T skulle bæres. Fire betjente tog hver fat i enten T's ben eller arme. Vidnet tog fat i T's højre ben. Efter et eller to sekunder vristede T sig fri, trak benet til sig og plantede to til tre hårde spark i ansigtet på vidnet. De ramte ved kinden og ved næsen. Vidnet så ikke, hvad T gjorde med sit venstre ben, som en kollega havde fat i. Der var ikke tale om spjæt, men om spark. Det skete, mens T blev båret vandret. T var ikke i bevægelse, da sparkene faldt. Vidnet tog til skadestuen, hvor det kunne konstateres, at det ikke var påkrævet med nogen behandling. Derimod fik vidnet næseblod efter situationen. Vidnet har intet erstatningskrav.
Oplysningerne i sagen.
Der er under sagen dokumenteret skadejournal ved politibetjent C's henvendelse på skadestuen den 24. maj 2007, hvoraf blandt andet fremgår, at der kunne konstateres let rødmen og hævelse ved højre kind ved næsen. Endvidere kunne der konstateres størknet blod ved højre næsebor.
Der er endvidere dokumenteret fotos af politibetjent C.
Personlige oplysninger.
T har forklaret om sine personlige forhold.
T er tidligere straffet, senest
ved Vestre Landsrets ankedom af 1. november 1999 efter straffelovens § 119, stk. 1, med hæftestraf i 14 dage,
ved Randers Rets dom af 7. januar 2002 efter straffelovens § 244 med fængsel i 40 dage og
ved Københavns Byrets bødevedtagelse af 9. november 2005 for overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 4, stk. 1, straffelovens § 121 og § 277 med 6 dagbøder a 450 kr. Forvandlingsstraffen er fængsel i 6 dage.
Rettens begrundelse og afgørelse:
forhold 1
Retten lægger i overensstemmelse med politibetjent B's vidneforklaring til grund, at T har udtalt sig som anført i anklageskriftet.
forhold 2
I overensstemmelse med politibetjent A's og politibetjent B's vidneforklaringer lægges til grund, at T bevidst har spyttet A i ansigtet.
forhold 3
I overensstemmelse med politibetjent B's og politibetjent C's forklaringer lægges til grund, at T bevidst sparkede C i ansigtet, da C ville bære tiltalte til transportvognen. Domsmandsretten finder derfor ikke grundlag for at henføre forholdet under straffelovens § 119, stk. 3.
Straffen fastsættes til fængsel i 60 dage, jf. straffelovens § 121 og § 119, stk. 1.
- - -
Østre Landsrets dom.
Frederiksberg Rets dom af 1. oktober 2007 - - - er anket af T med påstand om frifindelse, subsidiært til formildelse af straffen.
Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.
Der er for landsretten afgivet supplerende forklaring af T og vidnerne, politibetjent A og politibetjent C, der alle har forklaret i det væsentlige som for byretten.
T har forklaret blandt andet, at han ikke fik at vide, hvorfor han blev anholdt. Han sagde ikke, at han ikke ville med. De gav ham ikke chancen.
Politibetjent A har forklaret blandt andet, at T fik at vide, at han skulle bortvises, og derefter blev han ophidset og begyndte at råbe skældsord. De fik så at vide, at T var søgt til anholdelse til Station Bellahøj, og T blev anholdt. Han hørte ikke, at T fik at vide, hvorfor han blev anholdt, men det er normal procedure. Han husker ikke, om T fik oplyst, at han skulle til Station Bellahøj.
Den for byretten af vidnet politiassistent B afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.
Efter de afgivne forklaringer finder landsretten det ikke godtgjort, at betingelserne i retsplejelovens § 755, stk. 1, for at anholde T var opfyldt. Da anholdelsen herefter ikke har været en lovlig tjenestehandling som omfattet af straffelovens § 119, stk. 1, og § 121, er forholdene derfor ikke strafbare efter disse bestemmelser.
Som sagen er forelagt for landsretten, er der ikke grundlag for at tage stilling til, om forhold 2 og 3 kunne henføres under straffelovens § 244, og om den udøvede vold i så fald ville være straffri som nødværge.
T frifindes derfor.
Thi kendes for ret:
T frifindes.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for begge retter.