TfK2013.630


V.L.D. 17. april 2013 i anke 13. afd. S-0217-13



Anklagemyndigheden mod T (adv. Karsten Hjorth Larsen, Holstebro).
(Henrik Twilhøj, Elisabeth Mejnertz og Hanne Fløe (kst.) med domsmænd).

Retten i Holstebros dom af 17. januar 2013:


Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.


Anklageskrift er modtaget den 22. november 2012.


T er tiltalt for


1. overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1,


ved den 28. september 2012 i tiden mellem kl. 8 og kl. 10 at have ringet til Jobcenter Struer, Hjermvej 29 i Struer og til sagsbehandler A 2 gange at have udtalt, at han ville komme og skyde sin sagsbehandler F i den følgende uge, hvilke udtalelser var egnet til hos A at fremkalde alvorlig frygt for F's liv, ligesom tiltalte måtte indse, at udtalelserne blev viderebragt til F.


2. overtrædelse af straffelovens § 123,


ved den 28. september 2012 i tiden mellem kl. 8 og kl. 10 under en telefonsamtale med sagsbehandler M, Jobcenter Struer, Hjermvej 29 i Struer at have truet hende i anledning af hendes forventede vidneforklaring i Holstebro Ret i en sag mod tiltalte den 1. oktober 2012, idet tiltalte udtalte »Jeg bliver tosset, hvis I nævner det«, »Så kan du fandeme få samme behandling som F« og »Du kan bare få den i røven« eller lignende, da M ikke ville love ikke at udtale sig om tiltaltes sygdom under sin vidneforklaring i retten.


Påstande


Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.


Tiltalte har nægtet sig skyldig.


Sagens oplysninger


Tiltalte T har ikke ønsket at udtale sig.


M har som vidne forklaret vedrørende forhold 2, at hun er ansat som teamleder på ydelseskontoret i Struer Kommunes jobcenter. Hun har kendt tiltalte i 5 år og har derfor ofte været konfronteret med ham. Hun er også efter udnævnelsen til teamleder fortsat med at være sagsbehandler for tiltalte. På et tidspunkt fik hun en henvendelse fra en anden medarbejder i forvaltningen og kunne forstå, at tiltalte havde haft ringet og var meget ophidset over en sanktionering, han var blevet udsat for. Tiltalte havde under telefonsamtalen givet udtryk for, at han ville tale med F's chef, ligesom han også skulle have truet F i forbindelse med en kommende retssag. Vidnet ringede herefter tiltalte op for at forsøge at tale ham til ro. Det lykkedes at få fat i tiltalte ved ca. 9-tiden. Tiltalte var fortsat ophidset og sur. Vidnet kunne ikke vurdere, om han var påvirket, men hun forklarede i hvert fald tiltalte, hvorfor hun var blevet involveret. På et tidspunkt faldt samtalen på den kommende retssag, der skulle behandles om mandagen i den følgende uge. Tiltalte gav herunder udtryk for, at hun ikke måtte sige noget om tiltaltes sygdom, når hun skulle afgive sin vidnefoklaring i retten. Dette kunne vidnet naturligvis ikke love. Hun sagde således, at hun var nødt til at nævne tiltaltes sukkersyge, hvis hun blev spurgt om dette. Tiltalte fremkom nu med forskellige trusler. Han sagde således, at hun kunne få samme behandling som F, ligesom han også sagde følgende: »Du kan bare få den i røven«. Vidnet blev noget berørt af disse udtalelser. Hun havde en efterfølgende reaktion og er også i dag påvirket af at skulle fortælle om det, hun var udsat for. Vidnet har haft kontakt med en krisepsykolog. Når hun i dag skal holde et møde med tiltalte, sker det hos politiet i Struer. På forspørgsel fra forsvareren forklarede vidnet endelig, at hun synes, at der er langt imellem at være utilfreds med en afgørelse og så til true folk med, at de bliver skudt.


A har som vidne forklaret vedrørende forhold 1, at hun den pågældende dag var med i telefonkæden, hvor hun tilfældigvis fik et opkald fra tiltalte. Tiltalte ønskede at tale med den »mørkhårede leder«. Da vidnet ikke kunne hjælpe med dette, blev tiltalte meget utilfreds. Vidnet spurgte, hvem der var tiltaltes sagsbehandler. Det viste sig, at det var F. Tiltalte udbrød spontant, at han i næste uge ville komme og skyde F. Dette gentog han to gange, men dog med den tilføjelse, at det ikke ville blive i retten, da der ville være omkring 20 betjente til stede. Vidnet noterede ned, hvad tiltalte havde sagt og lovede tiltalte, at hun ville få en sagsbehandler til at kontakte ham. Vidnet kontaktede herefter F og fortalte F, hvad tiltalte havde truet med, ligesom der også blev rettet henvendelse til M, som lovede selv at ville tale med tiltalte. Vidnet blev selvfølgelig lidt bekymret på både F og M's vegne.


Tiltalte er tidligere straffet, senest ved


- dom af 24. august 2009 med fængsel i 30 dage betinget for overtrædelse af straffelovens § 119 og § 121


- dom af 1. oktober 2012 med fængsel i 40 dage for overtrædelse af straffelovens § 266 og § 119, stk. 1, og § 121. Fængselsstraffen er ikke afsonet.


Rettens begrundelse og afgørelse


Forhold 1


Efter den vidneforklaring, der er afgivet af A, finder retten det bevist, at tiltalte under sin telefonsamtale med vidnet flere gange nævnte, at han i den kommende uge ville komme og skyde F.


Retten finder derfor, at tiltalte er skyldig i forholdet, idet det bemærkes, at tiltalte under hensyntagen til den dengang verserende sag, hvor F også var involveret, må have indset, at hans udtalelser ville blive viderebragt til F.


Forhold 2


Efter den vidneforklaring, som er afgivet af M, finder retten det bevist, at tiltalte fremsatte de i anklageskriftet nævnte trusler, hvor tiltalte skulle møde i retten i en straffesag og vidnet afgive forklaring. Tiltalte fremsatte de pågældende trusler, fordi vidnet ikke kunne love tiltalte, at hun ikke ville udtale sig om tiltaltes sygdom.


Retten finder derfor, at tiltalte er skyldig i dette forhold.


Straffen fastsættes efter straffelovens § 119, stk. 1, og § 123, jf. § 89, således at der fastsættes en fælles straf for de forhold, der er påkendt ved dom af 1. oktober 2012, og de forhold, der er til påkendelse under denne sag.


Denne fælles straf fastsættes til fængsel i 3 måneder.

- - -

Vestre Landsrets dom:


Retten i Holstebro har den 17. januar 2013 afsagt dom i 1. instans (- - -).


Påstande


Tiltalte T har påstået frifindelse.


Anklagemyndigheden har subsidiært påstået forhold 1 henført under straffelovens § 266. Endvidere har anklagemyndigheden påstået stadfæstelse.


Forklaringer


Tiltalte har ikke ønsket at afgive forklaring for landsretten.


Vidnerne A og M har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.


A har vedstået sin forklaring i byretten og har supplerende forklaret, at hun nu er pensioneret. Deltagelse i telefonkæden indebar, at sagsbehandlerne på skift modtog alle indgående opkald og stillede samtalerne videre. Tiltalte oplyste, at han var utilfreds med, at han aldrig kunne få fat på lederen. Efterfølgende fortalte hun F om samtalen. Tiltalte havde forbud mod at komme på F's kontor, hvilket indebar, at samtalerne mellem tiltalte og F foregik i området uden for kontoret, hvor der var overvågning. Hun havde tidligere påhørt mindre pæne ytringer fra tiltaltes side, men havde heller ikke set tiltalte optræde voldeligt.


M har supplerende forklaret, at hun kan vedstå sin forklaring i byretten. Hun kendte tiltalte rigtig godt og kunne derfor høre på hans stemme, at han var ophidset. Hun vidste ikke, hvorfor tiltalte ikke ønskede, at hans sukkersyge skulle omtales i retten. Tiltalte gav udtryk for, at han ønskede en anden sagsbehandler end F. Inden samtalen var hun af A blevet orienteret om de udtalelser, tiltalte netop havde fremsat vedrørende F. Vidnet opfattede derfor tiltaltes udtalelser, der var rettet mod hende, således at hun blev truet med at blive skudt. Vidnet har på grund af samtalen valgt, at hun ikke fremtidig vil være sagsbehandler for tiltalte.


Landsrettens begrundelse og resultat


Af de grunde, byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte har udtalt sig som anført i tiltalens forhold 1 og 2.


Truslerne i forhold 1 er ikke fremsat direkte over for den sagsbehandler, truslerne var rettet imod. Selv om landsretten finder det bevist, at tiltalte var på det rene med, at truslerne ville blive videregivet til F, er spørgsmålet herefter, om tiltalte herved har »overfaldet« F, jf. straffelovens § 119, stk. 1. Det fremgår af forarbejderne til bestemmelsen (L 1939 87, RT 1938- 39, Tillæg A, sp. 3770-71), at bestemmelsen alene finder anvendelse, når truslen er fremsat direkte over for den pågældende tjenestemand. Under disse omstændigheder finder landsretten, at det er betænkeligt at anse forholdet for omfattet af straffelovens § 119, stk. 1.


Efter karakteren af udtalelserne i forhold 1 er der imidlertid tale om trusler omfattet af straffelovens § 266, og beskrivelsen i tiltalen dækker også overtrædelse af denne bestemmelse. Tiltalte findes herefter ved de udtalelser, der er omfattet af tiltalen i forhold 1, skyldig i overtrædelse af straffelovens § 266.


Landsretten finder vedrørende forhold 2, at tiltaltes udtalelser til M ved henvisningen til truslerne mod F indeholder en trussel om at skyde M, og at truslen efter sammenhængen med tiltaltes øvrige udtalelser til M er fremsat i anledning af hendes kommende vidneforklaring. Det tiltrædes herefter, at tiltalte er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 123 som sket.


Da dommen af 1. oktober 2012 er uafsonet, tiltrædes det, at der i medfør af straffelovens § 89, sidste pkt., jf. § 88, er udmålt en fælles straf.


Straffen, der fastsættes efter straffelovens § 266 og § 123, jf. § 89, jf. § 88, findes passende at kunne fastsættes til fængsel i 80 dage.


Efter forholdets karakter er der ikke grundlag for at gøre straffen betinget.


Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.