UfR 1987.498HD
 
  H.D. 8. maj 1987 i sag II 83/1987
Rigsadvokaten mod T (lrs. Erik Kragh Lauritzen e.o.).

Hjørring kriminalrets dom 16. juni 1986.

I denne sag, der er behandlet under medvirken af domsmænd, er T, cpr. nr. 101058-- - - ifølge anklageskrift af 3. februar 1986 fra statsadvokaten i Aalborg tiltalt til straf for overtrædelse af

1.straffelovens § 291, stk. 1 - hærværk - ved den 28. oktober 1985 ca. kl. 10.40 på politigården i Hjørring under meddelelse af advarsel efter straffelovens § 265 at have ødelagt ting, der tilhørte en anden, idet tiltalte beskadigede to ark af politiprotokollen ved at rive siderne ud af protokollen og forsøge at fortære dem,

2.straffelovens § 265 ved den 20. november 1985 ca. kl. 10.55 at have indfundet sig på Hjørring kommunes social- og sundhedsforvaltnings kontor, Nørregade 2, Hjørring, hvor han blandt andet slog nogen papirer ud af hånden på ekspeditionssekretær Bent Møller Christensen, uagtet han den 28. oktober 1985 på politikontoret i Hjørring var meddelt en advarsel om ikke at rette henvendelse til social- og sundhedsforvaltningen i Hjørring ved personligt fremmøde i forvaltningen,

3.straffelovens § 265 ved den 27. december 1985 ca. kl. 10.40 at have indfundet sig på Hjørring kommunes social- og sundhedsforvaltnings kontor, Nørregade 2, Hjørring, hvor han gik igennem lokalerne og ud af bagdøren, ligesom han på ny indfandt sig sammesteds ca. kl. 11.00, hvor han gennemrodede kartoteksskabe, startede kopimaskine, tog et navneskilt, som han knækkede, og en diktafon, som han efterlod i en papirkurv i et andet lokale, hvorefter han sluttelig ca. kl. 11.30 atter indfandt sig i forvaltningen, hvor han gik gennem lokalerne og ud af bagdøren, alt uagtet han den 28. oktober 1985 på politikontoret i Hjørring var meddelt en advarsel om ikke at rette henvendelse til social- og sundhedsforvaltningen i Hjørring ved personligt fremmøde i forvaltningen,

4.straffelovens § 119, stk. 1 ved med vold eller trussel om vold at have overfaldet nogen, hvem det påhvilede at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelse af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, idet tiltalte, efter at han var anholdt i anledning af det i forhold 2 og 3 passerede, den 8. januar 1986 ca. kl. 13.05 i Østergade ud for ejendommen nr. 29, Hjørring, bed i politiassistent Herman Søbergs højre lillefinger.

Tiltalte er tidligere straffet, herunder ved Hjørring kriminalrets dom af 31. juli 1984 med 2 dagbøder hver på 250 kr. for overtrædelse af straffelovens § 291 stk. 1 ved den 18. november 1983 kl. 11.05 i socialforvaltningens lokaler på Codanhus i Hjørring at have ødelagt ting, der tilhører en anden, idet han under sin tilstedeværelse der foretog iturivning af forvaltningens akter og væltede reoler og skabe, og ved samme rets dom af 13. marts 1985 med hæfte i 14 dage for overtrædelse af
1.straffelovens § 119, stk. 1 ved den 17. juli 1984 ca. kl. 13.15 i Hjørring kommunes socialforvaltning, Codanhus, Hjørring, at have tildelt beskæftigelseskonsulent Lars Hansen et spark over skinnebenet,
2.straffelovens § 291, stk. 1 - hærværk - ved umiddelbart efter at have bortskaffet ting, der tilhører en anden, idet tiltalte fra stedet medtog nogle af forvaltningens sagsakter vedrørende ham selv, som han derpå brændte,
3.straffelovens § 119, stk. 1 ved den 1. november 1984 ca. kl. 16,30 i Hjørring kommunes socialforvaltning, Codanhus, Hjørring, at have tildelt socialinspektør Svend Nielsen et slag i ansigtet, hvorved overfaldne pådrog sig blodudtrædning ved venstre kindben samt misfarvning af huden herover.
Tiltalte har erkendt sig skyldig i forholdene 1, 2 og 3, men har nægtet sig skyldig i forhold 4.

ad forhold 1.

Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af politifuldmægtig Anneke Jensen, Hjørring.

Tiltalte har bl.a. forklaret, at han den 28. oktober 1985 havde været indkaldt til politigården med henblik på at få meddelt et tilhold, der havde relation til Hjørring kommunes socialforvaltning. Politifuldmægtigen havde læst teksten fra politiprotokollen op for ham, inden hun derefter havde vendt protokollen, for at han skulle underskrive den. Tiltalte var også begyndt at skrive protokollen under, men havde så syntes, at det hele var så urimeligt, idet der efter hans opfattelse ikke havde været noget grundlag for at give ham et sådant tilhold, der var begrundet i, at han skulle have optrådt truende overfor ansatte i socialforvaltningen, og ikke mindst den omstændighed, at der havde været henvist til, at hans ukorrekte opførsel havde stået på i 3 år, hvorimod han ikke havde fået noget mere konkret at vide om, hvad det var for bestemte situationer, der havde ligget til grund for advarslen. Ud fra en følelse af afmagt havde han herefter revet et par sider ud af politiprotokollen og havde krøllet dem sammen og puttet dem i munden. Det havde kun været meningen, at det var siden med hans egen sag, der skulle rives ud, men ved et uheld var der fulgt en side mere med.

Anneke Jensen har bl.a. forklaret, at hun den 28. oktober 1985 var blevet orienteret om, at tiltalte befandt sig på politigården med henblik på afhøring til rapport. Da hun selv på samme tid havde haft en verserende sag vedrørende en anmodning fra Hjørring kommunes socialforvaltning om meddelelse af tilhold på grundlag af gentagne problemer med voldelig og truende opførsel fra tiltaltes side, havde hun aftalt med ordenspolitiet, at hun ville komme ned på politiassistentens kontor for der at meddele tiltalte tilholdet. Hun havde orienteret tiltalte om, at baggrunden for tilholdet var gentagne episoder gennem en flerårig periode, hvoraf de seneste var af ny dato, og hun havde derefter læst tilholdet op for den pågældende. Da hun derefter havde skudt protokollen over til tiltalte med henblik på, at han skulle underskrive den, havde han grebet ned i protokollen og revet et par sider ud af den, som han så havde puttet i munden og var begyndt at tygge på. Det havde været hendes opfattelse, at tiltalte havde været ophidset, og at hans handling havde skyldtes, at han på en eller anden måde havde følt sig uretfærdigt behandlet af socialforvaltningen og muligvis tillige politiet.

Retten skal udtale: På grundlag af tiltaltes erkendelse og de afgivne forklaringer findes tiltalte skyldig i dette forhold.

ad forholdene 2 og 3.

Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af ekspeditionssekretærerne Bent Møller Christensen og Jørgen Johansen, begge fra Hjørring kommunes socialforvaltning.

Tiltalte har bl.a. forklaret, at han allerede den 28. oktober 1985 skriftligt havde anmodet politimesterembedet om aktindsigt i sine sager gennem de sidste 3 år med henblik på at kunne begrunde sin klage til justitsministeriet over meddelelse af tilholdet. Han var den 20. november om formiddagen gået igennem socialforvaltningens kontorer som en protest imod sagen og for at skabe opmærksomhed om den hos politiet. Han havde mødt Bent Møller Christensen på gangen, og han havde i forbindelse hermed slået nogle papirer ud af hånden på den pågældende.

Den 27. december 1985 var der gået 2 måneder, siden han havde fået meddelt sit tilhold, og da han havde haft opfattelsen af, at klagefristen til justitsministeriet kun var 8 uger, havde han følt, at politimesterembedet havde forhindret ham i den påtænkte klage ved at undlade at give ham aktindsigt inden fristens udløb. Han havde derfor den 27. december 1987 rettet telefonisk henvendelse til politimester Finn Larsen og havde også talt med den pågældende om sagen. Han havde dog følt, at han ikke havde fået noget ordentligt svar under samtalen, og han havde derefter i løbet af formiddagen tre gange indfundet sig i socialforvaltningens lokaler. Det er rigtigt, at han ved en lejlighed havde åbnet nogle kartoteksskabe, og han kan ikke give nogen fornuftig forklaring herpå. Han havde således ikke gjort det for at lede efter sin egen sag, idet han godt havde været klar over, hvor den befandt sig. Det er ligeledes korrekt, at han havde trykket på en kopimaskine, således at en portion hvide ark var blevet kørt igennem maskinen, men de havde jo kunnet bruges igen. Ved Bent Møller Christensens plads i kontorlandskabet havde han stået og set på en diktafon og var kommet med en udtalelse om, at han godt kunne tænke sig at have en sådan. Christensen havde da svaret, at han da godt måtte beholde den, idet den alligevel ikke duede. Tiltalte havde derfor taget diktafonen med sig, da han var gået videre, men havde lidt efter efterladt den i en papirkurv, hvor den jo efter det oplyste retteligt havde hørt hjemme. Han havde derimod bestemt ikke rørt et navneskilt.

Bent Møller Christensen har forklaret, at han er chef for den pågældende afdeling i socialforvaltningen og har kendskab til modsætningsforholdene mellem tiltalte og forskellige af afdelingens medarbejdere, der havde medført, at han selv på et tidspunkt havde måttet overtage tiltaltes sag som personlig sagsbehandler. Der var engang i efteråret blevet rettet henvendelse fra forvaltningen i form af en skrivelse fra socialudvalgsformanden og socialinspektøren til politimesterembedet, og han mener, at man ønskede tiltalte tildelt et tilhold imod at rette personlig henvendelse til forvaltningen. Henvendelsen til politimesterembedet var kommet i stand efter interne samtaler på kontoret og havde skyldtes et generelt ønske fra personalets side. Der havde bl.a. været tale om en episode i august måned, hvor tiltalte havde forsøgt at tiltvinge sig en samtale med en kvindelig socialrådgiver, og hvorunder tiltalte havde taget den pågældendes taske og tømt indholdet ud på skranken. Det er vidnets generelle indtryk, at tiltalte til tider kan være flink og behagelig under sine henvendelser, men til andre tider grov og ubehøvlet. Situationen havde medført, at forvaltningen for flere år siden havde truffet den afgørelse, at tiltalte alene måtte rette henvendelse til enten vidnet eller socialinspektøren eller dennes souschef, men ikke til andre af forvaltningens medarbejdere. Afgørelsen var blevet meddelt tiltalte skriftligt og var senere blevet fornyet et par gange og vist nok senest omkring august 1985, hvilket var sket på baggrund af tiltaltes henvendelse om ophævelse af den nævnte afgørelse.

Den 20. november 1985 var vidnet fulgt efter tiltalte, da denne var gået rundt blandt boksene i ekspeditionslokalet. Det var sket for at observere, om der skulle foregå noget, der krævede vidnets indskriden. Tiltalte havde slutteligt taget ophold ved bagudgangen, hvor han havde stillet vidnet nogle spørgsmål. Vidnet havde ikke ønsket at svare tiltalte, fordi han havde fundet, at tiltalte ikke skulle have lov til at etablere kontakt på den måde, når der nu var meddelt ham et tilhold om ikke at henvende sig personligt. Vidnet må herunder være kommet for tæt på tiltalte, for på et tidspunkt havde tiltalte forsøgt at snuppe nogle papirer, som vidnet havde stået med i hånden.

Den 27. december 1985 havde vidnet stået og talt med kollegaen Jørgen Johansen, da tiltalte havde henvendt sig i forvaltningen. Vidnet havde påny afslået at besvare en henvendelse fra tiltalte, og denne var så først gået ind i den boks, hvor vidnets skrivebord m.v. befandt sig, og derfra videre mod baggangen. Undervejs havde tiltalte været inde i køkkenet, hvor han havde kigget i nogle skuffer, og han havde startet en fotokopimaskine. Vidnet havde derimod ikke set tiltalte røre kartoteksskabene. Da vidnet senere var kommet tilbage til sin boks, havde han opdaget, at der havde manglet en diktafon, og at hans navneskilt var pillet af og knækket. Han havde ikke på noget tidspunkt talt med tiltalte om diktafonen, der senere var blevet fundet i en papirkurv i et mødelokale. Diktafonen havde ikke fejlet noget hverken før eller efter anbringelsen i papirkurven. Vidnet har ikke kendskab til, hvordan navneskiltet var blevet knækket. Efter at have forladt området var tiltalte lidt senere kommet igen og var da bare gået en tur igennem lokalerne.

Retten skal udtale: På grundlag af tiltaltes erkendelse og de afgivne forklaringer findes tiltalte skyldig i disse forhold bortset fra beskadigelsen af et navneskilt.

ad forhold 4.

Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af politiassistenterne Herman Søberg og Erik Mosegaard Pedersen samt af embedslæge Niels Holm-Nielsen, alle Hjørring.

Tiltalte har erkendt, at han 2 gange havde bidt politiassistent Herman Søberg i en finger, men har gjort gældende, at det alene var sket for at slippe fri fra den pågældendes forudgående tag i hans næse.

Herman Søberg har forklaret, at han på stationen havde arbejdet med en sag, hvor tiltalte havde været sigtet for overtrædelse af et tilhold, og tiltalte havde i den anledning været tilsagt om at give møde, men var ikke mødt. Tilsigelsen havde været sendt til den adresse, som de havde fået opgivet. Den 8. januar 1986 havde han sammen med sin kollega Mosegaard Pedersen været ude at køre i en patruljebil i anden anledning, og de havde herunder tilfældigt bemærket tiltalte i Østergade. Da kollegaen havde standset bilen, var vidnet stået ud og havde rettet henvendelse til tiltalte og havde fortalt denne, at de havde et par sager på stationen, de gerne ville snakke med ham om. Det havde fremgået af vidnets samtale med tiltalte, at tiltalte udmærket havde været klar over, hvilke sager det drejede sig om, men han havde svaret, at de bare kunne skrive til ham. Vidnet havde sagt, det havde de også gjort uden resultat. Tiltalte havde afvist at tage med dem med henvisning til, at han skulle med bussen til Sønderskov, og havde fastholdt sit standpunkt, selv om vidnet havde oplyst, at samtalen ikke ville vare særlig længe. Vidnet mener, at han derefter havde sagt til tiltalte, at denne ville blive anholdt, hvis han ikke fulgte frivilligt med, hvortil tiltalte havde svaret, at det kunne de jo bare gøre. Vidnets kollega var på det tidspunkt kommet til og havde hørt den sidste bemærkning, og han havde så set på sit ur og havde sagt til tiltalte, hvad klokken var, og at han herefter var anholdt. Vidnet og hans kollega havde taget fat i hver sin arm af tiltalte, der imidlertid havde strittet imod, og da føret havde været glat, havde de tumlet noget om. Vidnet havde bagfra villet tage en arm rundt om brystet på tiltalte for at få fat i den modsatte skulder, men tiltalte havde været iført en tyk, vatteret jakke, således at vidnets greb var smuttet, og hans hånd var gledet op til tiltaltes underansigt. Vidnet havde på det tidspunkt ikke rørt ved tiltaltes næse. Pludselig var vidnet blevet bidt i sin lillefinger af tiltalte, og for at gøre sig fri af biddet havde vidnet med den anden hånd taget fat om tiltaltes næse for at trække hovedet bagover for derved at få tiltalte til at åbne munden. Det er meget muligt, at vidnet herunder havde haft et par fingre oppe i tiltaltes næsebor, idet tiltalte bagefter havde blødt fra næsen. Derefter havde tiltalte tumlet noget med vidnets kollega, og da vidnet herefter havde villet hjælpe sin kollega, havde tiltalte på en eller anden måde igen fået lejlighed til at bide vidnet i den samme lillefinger. Vidnet er ikke i stand til at udtale sig om, hvordan han havde haft fat i tiltalte umiddelbart forinden, men han havde i hvert fald frigjort sig fra biddet på samme måde som første gang.

Herman Søberg blev samme dag kl. 13.45-14.10 undersøgt på Hjørring Sygehus, og i en erklæring herom udtales angående de objektive fund:

»Overfladisk bidsår på oversiden af højre lillefingers yderled. Punktformet bidsår i højre lillefingers fingerblomme. Ingen tegn på læsion af kar, nerver eller sener«.

Retten skal udtale: Idet den af vidnet afgivne forklaring om hændelsesforløbet lægges til grund, findes tiltalte tillige skyldig i dette forhold.

Med relation til straffastsættelsen bemærkes, at forholdene 1-3 findes omfattet af bødeområdet.

Når videre henses til de særlige omstændigheder i forbindelse med voldsudøvelsen i forhold 4 og den meget beskedne skade, der skete ved biddene, fastsættes straffen i medfør af straffelovens § 244 stk. 4, § 265 og § 291 stk. 1 til hæfte i 10 dage.

- - -

Vestre Landsrets dom 8. december 1986 (6. afd.).

Den indankede dom er afsagt den 16. juni 1986 af kriminalretten i Hjørring.

For landsretten har tiltalte påstået frifindelse i forhold 4 og iøvrigt formildelse, medens anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

For landsretten er der påny afgivet forklaring af tiltalte og af vidnet Herman Søberg.

De har i det væsentlige forklaret som gengivet i dommen.

Tiltalte har om forhold 4 yderligere forklaret, at han ikke var klar over, hvad politiet ville tale med ham om, og at det heller ikke blev sagt i forbindelse med anholdelsen. Han havde ikke modtaget nogen tilsigelse til at møde på politistationen. Med hensyn til begivenhedsforløbet ved selve anholdelsen har tiltalte i det væsentlige forklaret som gengivet i retsbogen for kriminalretten i Hjørring. Han er sikker på, at betjenten stak fingrene op i næsen på ham, før han bed betjenten i fingeren. Denne blev stukket ind i munden på ham, og han bed udelukkende for at få den ud.

Herman Søberg har yderligere forklaret, at han sammen med sin kollega den pågældende dag var kørt ud for at få fat i tiltalte. En kollega havde forud herfor bemærket tiltalte på Østergade. Vidnet husker ikke, om det i forbindelse med anholdelsen blev sagt til tiltalte, hvad politiet ville afhøre ham om, men det kan tiltalte ikke have været i tvivl om. Vidnet tør ikke udelukke, at han har strejfet tiltaltes næse med den ene hånd, før han blev bidt i fingeren. Vidnet er dog sikker på, at han først stak fingrene op i næsen på tiltalte, da denne bed i hans finger. Tilsigelsen blev sendt med almindeligt brev.

Landsretten skal udtale:

Efter de forklaringer, der er afgivet af tiltalte og vidnet Herman Søberg, har betingelserne i retsplejelovens § 755, stk. 1, for anholdelse af tiltalte ikke været opfyldt, og politifolkene kunne blot have taget til efterretning, at tiltalte ikke ønskede at udtale sig om sigtelserne, jfr. retsplejelovens § 750, stk. 1.

Politifolkenes magtanvendelse over for tiltalte har derfor været uberettiget, og under de omstændigheder, hvorunder anholdelsen efter tiltaltes og vidnets i det væsentlige samstemmende forklaringer fandt sted, må det forhold, som tiltalte udviste ved at bide vidnet i fingeren, derfor anses for straffrit, jfr. straffelovens § 13, stk. 1. Tiltalte frifindes derfor i sagens forhold 4.

Straffen for de øvrige forhold findes at kunne fastsættes til 10 dagbøder ` 50 kr. med forvandlingsstraf af hæfte i 10 dage.

Med disse ændringer stadfæster landsretten herefter dommen.

- - -

Højesterets dom.

Vestre Landsrets dom er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse i sagens forhold 4 for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1.

Tiltalte har påstået stadfæstelse af landsrettens dom.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Bangert, Weber, Gersing, Pontoppidan og Riis.

Anklagemyndigheden har anført, at det forhold, som tiltalen i forhold 4 angår, rettelig må henføres under straffelovens § 119, stk. 1, 2. led, idet tiltaltes voldsudøvelse skete for at hindre anholdelse.

Anklagemyndigheden, der ikke har bestridt, at betingelserne i retsplejelovens § 755, stk. 1, for at anholde tiltalte ikke var opfyldt, har til støtte for påstanden gjort gældende, at kravet i § 119, stk. 1, 2. led, om at den tjenestehandling, som søges hindret, er lovlig, efter lovens forarbejder ikke er en egentlig strafbarhedsbetingelse, men må forstås som et forbehold om, at § 119 ikke finder anvendelse, hvis voldsudøvelse er sket i lovligt nødværge. Hertil må imidlertid efter straffelovens § 13 kræves, at der er tale om en åbenbart ulovlig tjenestehandling, idet magtanvendelsen kun i så fald kan karakteriseres som uretmæssig. En sådan åbenbar ulovlighed foreligger ikke her, og magtanvendelsen gik ikke ud over, hvad der var nødvendigt for at gennemføre anholdelsen. Under disse omstændigheder har tiltalte været uberettiget til at sætte sig voldeligt til modværge over for anholdelsen.

Tiltaltes forsvarer har gjort gældende, at betingelserne for at foretage anholdelse klart ikke har været opfyldt, og at anholdelsen i øvrigt har savnet rimelig begrundelse. I hvert fald under disse omstændigheder har tiltalte været berettiget til at modsætte sig anholdelsen som sket.

Det fremgår ikke af sagen, at det for landsretten har været gjort gældende, at forholdet, der af kriminalretten blev henført under § 244, rettelig skulle henføres under § 119, stk. 1.

Af forarbejderne til straffelovens § 119, stk. 1, fremgår følgende:
Ved Torps udkast til straffelovgivningen fra 1917 (udkast II)blev ordet »retmæssig« indsat foran »tjenestehandling« i § 119, stk. 1, 2. led. I bemærkningerne til udkastet side 130 anføres blandt andet:

»Endnu en Begrænsning bør formentlig opstilles ved Bestemmelsen af den strafbare Handling. Det er i Nutiden almindelig anerkendt, at Nødværge er tilladt overfor uretmæssige Embedshandlinger. Det bør da udtrykkelig fremhæves, at kun Hindring af retmæssige Embedshandlinger er strafbar efter denne Bestemmelse. Hvis det anvendte Middel gaar ud over det fornødne og tilladelige, er Handlingen selvfølgelig strafbar efter de almindelige Regler om ulovlig Tvang eller Legemskrænkelser, men der ligger ikke deri noget Angreb paa den offentlige Myndighed«.

Ved betænkningen i 1923 fra straffelovskommissionen (Udkast III)blev ordet »retmæssig« erstattet af »lovlig«. I bemærkningerne til udkastet side 233 hedder det herom, at man har »fundet det rettest foran Ordet »Tjenestehandling« at sætte Ordet »lovlig« for derved udtrykkeligt at tilkendegive, at kun Hindring af retmæssige Tjenestehandlinger er strafbar efter denne Bestemmelse. Dette er stemmende med den almindelige Opfattelse, hvorefter Nødværge er tilladt overfor uretmæssige Tjenestehandlinger«.

Straffelovskommissionens udkast blev på dette punkt ikke ændret ved de i Rigsdagen fremsatte forslag til straffeloven. I bemærkningerne til det først fremsatte lovforslag, jfr. RT 1924-25, tillæg A, sp. 3339, anføres blandt andet, at kun hindring af retmæssige tjenestehandlinger er strafbare efter denne bestemmelse.

Anholdelsen skete efter det foreliggende alene for at afhøre den pågældende på politistationen i anledning af de verserende sager. Retsplejelovens § 755, stk. 1, indeholder ikke hjemmel for anholdelse i et sådant tilfælde. Da anholdelsen herefter ikke har været en lovlig tjenestehandling som anført i straffelovens § 119, stk. 1, er forholdet ikke strafbart efter denne bestemmelse.

Som sagen har været forelagt for Højesteret, er der ikke grundlag for at tage stilling til, om forholdet kunne henføres under straffelovens § 244, og om den udøvede vold i så fald ville være straffri som nødværge.

Højesteret stadfæster herefter landsrettens dom.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom bør ved magt at stande.

Sagens omkostninger for Højesteret betales af statskassen. 1)