Skriftlig fremsættelse (27. februar 2002)

Justitsministeren (Lene Espersen):

Herved tillader jeg mig for Folketinget at fremsætte:

Forslag til lov om ændring af straffeloven. retsplejeloven og forvaltningsloven (Fangeflugt og begrænsning i indsattes adgang til aktindsigt mv.)

(Lovforslag nr. L 140)

Formålet med lovforslaget er at styrke orden og sikkerhed i forbindelse med strafafsoning mv.

Forslaget indebærer, at det gennem en ny bestemmelse i straffeloven bliver strafbart for anholdte og fængslede at flygte. Det vil bl.a. betyde, at den, som flygter fra et fængsel eller under ledsaget udgang fra fængslet, fremover vil kunne straffes efter straffeloven. I dag er det alene muligt at straffe den, som måtte yde bistand til, at en indsat kan flygte.

Endvidere indebærer lovforslaget, at retten til partsaktindsigt efter forvaltningsloven afskæres i visse sagstyper i forbindelse med straffuldbyrdelse, varetægtsfængsling mv. Det drejer sig om sager om valg af varetægtsfængsel eller afsoningsinstitution, overførsel til andet varetægtsfængsel eller anden afsoningsinstitution, overførsel til anden afdeling i et varetægtsfængsel eller en afsoningsinstitution samt om udelukkelse fra fællesskab.

Hensigten er at modvirke, at medindsatte og fængselspersonalet bliver udsat for vold, trusler mv., hvis de afgiver belastende oplysninger til kriminalforsorgen til brug for f.eks. sager om overførsel af stærke indsatte til en anden afdeling i fængslet. Af samme grund foreslås det også, at begrundelsen for afgørelser i de pågældende sager alene skal indeholde en henvisning til de retsregler, i henhold til hvilke afgørelsen er truffet.

Forslaget om begrænsning i indsattes adgang til aktindsigt mv. bygger på en udtalelse, som Straffelovrådet har afgivet i 1996 om aktindsigt i sager om straffuldbyrdelse.

I tilknytning til lovforslaget er Justitsministeriet for tiden i færd med at skærpe de administrative regler for udgang under afsoning. Endvidere overvejes det, hvilke yderligere tiltag der kan iværksættes for at forstærke indsatsen mod narkotika i fængslerne.

Idet jeg i øvrigt henviser til lovforslaget og de ledsagende bemærkninger, skal jeg hermed anbefale lovforslaget til det Høje Tings velvillige behandling.

2. Fangeflugt

2.1. Gældende ret

2.1.1. Tidligere og nugældende regler i straffeloven

Der findes ikke i dag i straffeloven bestemmelser, der gør det strafbart for den anholdte eller fængslede at flygte fra politiet eller fra det fængsel eller arresthus mv., hvor den pågældende opholder sig.

Bistand til den, der undviger, er imidlertid selvstændigt kriminaliseret i straffelovens § 124, stk. 1, hvorefter den, der befrier en anholdt, fængslet eller tvangsanbragt person, såvel som den, der tilskynder eller hjælper en sådan person til at undvige eller holder den undvegne skjult, kan straffes med fængsel indtil 2 år eller under formildende omstændigheder med bøde.

Tidligere fandtes i straffelovens § 123 en bestemmelse, hvorefter "fanger, der udstaar frihedsstraf eller hensidder i arbejdshus eller forvaringsanstalt" kunne straffes med fængsel fra 6 måneder til 3 år, hvis de aftalte at undvige i fællesskab.

Bestemmelsen fandtes ikke i det oprindelige forslag til borgerlig straffelov fra 1930, jf. Rigsdagstidende, 1929-30, tillæg A, sp. 2249 ff., men blev indsat under behandlingen af forslaget i Landstinget. Om baggrunden for indførelsen af bestemmelsen fremgår det af Landstingets Udvalgsbetænkning (jf. Rigsdagstidende, 1929-30, tillæg B, sp. 1866):

"Af hensyn til den Fare, der er forbundet med flere Fangers fælles Undvigelse, særligt ved Friluftsarbejde udenfor Anstalternes Område, er det nødvendigt at fastsætte strengere Straf for sådan Undvigelse end hjemlet ved § 49."

Den omtalte bestemmelse i den dagældende straffelovs § 49 indeholdt en bemyndigelse for justitsministeren til at fastsætte bestemmelser om disciplinærstraffe under afsoningen.

Den dagældende bestemmelse i straffelovens § 123 udgik af straffeloven i 1973, jf. lov nr. 320 af 13. juni 1973 om ændring af borgerlig straffelov, lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov mm. og lov om rettens pleje (Strafferetlige særforanstaltninger mm.). Om baggrunden herfor fremgår det af bemærkningerne til det lovforslag, der lå til grund for ændringen (jf. Folketingstidende, 1972-73, tillæg A, sp. 2807):

"Bestemmelsen, der i de senere år stort set ikke er anvendt i praksis, foreslås ophævet, således at de omhandlede forhold alene sanktioneres gennem disciplinærmidler."

Lovforslaget byggede på Straffelovrådets betænkning nr. 667/1972 om de strafferetlige særforanstaltninger, hvori rådet med samme begrundelse havde foreslået bestemmelsen ophævet.

 

2.1.2. Disciplinærstraf mv.

I stedet for strafansvar kan der over for indsatte, som flygter eller forsøger at flygte, reageres med disciplinærstraf i form af strafcelle, jf. straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 2, og retsplejelovens § 775. Indsatte, som afsoner fængselsstraf mv., og som flygter eller forsøger herpå, vil efter praksis typisk blive ikendt strafcelle af 7-10 dages varighed.

Hvis en person, som afsoner straf, flygter eller forsøger herpå, kan dette endvidere få betydning for, om vedkommende senere kan få udgangstilladelse. Ved en vurdering af, om udgangstilladelse bør meddeles, skal der således bl.a. lægges særlig vægt på, om den indsatte tidligere er undveget eller har forsøgt at undvige, jf. straffuldbyrdelseslovens § 46, stk. 2, nr. 2.

Indsatte, der flygter under udgang eller udebliver efter endt udgang, kan endvidere få udgangstilladelsen tilbagekaldt, ligesom det kan bestemmes, at den pågældende i et bestemt tidsrum skal være afskåret fra at søge om udgang (udgangskarantæne), jf. straffuldbyrdelseslovens § 49, nr. 1, og § 22 i bekendtgørelse nr. 375 af 17. maj 2001 om udgang til indsatte, der udstår fængselsstraf eller forvaring i kriminalforsorgens institutioner (udgangsbekendtgørelsen).

Hertil kommer, at indsatte i et åbent fængsel kan overføres til et lukket fængsel, hvis den pågældende er undveget eller har forsøgt at undvige, jf. straffuldbyrdelseslovens § 25, stk. 1, nr. 1, ligesom den indsatte for at forebygge undvigelse kan udelukkes fra fællesskab med andre (enerumsanbringelse), jf. straffuldbyrdelseslovens § 63, stk. 1, nr. 1.

Flugt eller flugtforsøg kan også få indflydelse på spørgsmålet om prøveløsladelse. Ved afgørelser om prøveløsladelse skal der således foretages en konkret vurdering af, om der er risiko for tilbagefald til ny kriminalitet. Har den indsatte i forbindelse med en flugt begået ny kriminalitet eller søgt tilbage til det kriminelle miljø, vil disse forhold derfor få betydning for en senere vurdering af, om den pågældende kan prøveløslades.

 

 

2.2. Justitsministeriets overvejelser

Frihedsberøvelse bør ske under forhold, der væsentligt begrænser risikoen for flugt. Det gælder både ved afsoning af fængselsstraf mv. og i forbindelse med varetægtsfængslinger og anholdelser.

I overensstemmelse hermed foretager kriminalforsorgen løbende en vurdering af forholdene i fængsler og arresthuse med henblik på at kunne afpasse de forskellige sikkerhedsforanstaltninger.

Imidlertid kan der udover de rent sikkerhedsmæssige forhold også være behov for andre tiltag, som medvirker til at skabe en så effektiv og sikker frihedsberøvelse som muligt.

Det er i den forbindelse omtalt ovenfor, at straffeloven kriminaliserer undvigelse i den forstand, at bistand til den, som undviger, er strafbar, jf. straffelovens § 124, stk. 1. Undvigelse er derimod ikke strafbar for den, som undviger.

Hensynet til at begrænse antallet af flugter og flugtforsøg taler efter Justitsministeriets opfattelse for, at også den, som flygter eller forsøger herpå - og ikke kun personer, som eventuelt bistår vedkommende - bør kunne straffes.

Hertil kommer, at det umiddelbart kan virke stødende for retsbevidstheden, at det alene er bistand til undvigelse, der er strafbar, mens det ikke er strafbart for den anholdte eller fængslede at flygte fra politiet eller fra det fængsel eller arresthus mv., hvor den pågældende opholder sig.

På den anførte baggrund foreslår Justitsministeriet, at straffelovens § 124 ændres, således at det i fremtiden bliver muligt at straffe også den, der flygter som anholdt eller fængslet.

2.2.1. Ligesom den nugældende bestemmelse i straffelovens § 124, stk. 1, omfatter den foreslåede bestemmelse både anholdte og fængslede. Derimod omfatter forslaget ikke tvangsanbragte personer, hvilket indebærer, at der fortsat alene vil kunne idømmes straf til den, som måtte yde bistand til en tvangsanbragt persons undvigelse. Udenfor bestemmelsen falder således f.eks. personer, der i medfør af straffelovens §§ 68 og 69 er dømt til anbringelse i hospital for sindslidende eller i institution for personer med vidtgående psykiske handicap.

Efter bestemmelsen er en fængslet en person, der afsoner fængsels- eller forvandlingsstraf for bøde, er anbragt i forvaring eller er varetægtsfængslet. Bestemmelsen omfatter således indsatte i arresthuse og fængsler, herunder indsatte i såvel åbne som lukkede fængsler.

Desuden omfatter bestemmelsen personer, der i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 78 afsoner fængselsstraf på hospital, i familiepleje, i egnet hjem eller institution (alternative afsoningsformer) og personer, der i medfør af udgangsbekendtgørelsen § 50 afsoner fængselsstraf under udstationering fra fængsel eller arresthus, ligesom bestemmelsen omfatter personer, der i medfør af straffelovens § 74 a, stk. 1, efter rettens bestemmelse skal undergive sig en struktureret, kontrolleret socialpædagogisk behandling (ungdomssanktion). Endvidere omfatter bestemmelsen varetægtsarrestanter, der i medfør af retsplejelovens § 765, stk. 2, nr. 3, efter rettens bestemmelse har ophold i egnet hjem eller institution (surrogatanbragt), eller som i medfør af retsplejelovens § 777 er anbragt i anstalt for personer, der udstår fængselsstraf eller forvaring, eller i hospital mv. (overført til fuldbyrdelsesanstalt mv.). Det er naturligvis en forudsætning, at der i det enkelte tilfælde er tale om en anbringelse, som har karakter af frihedsberøvelse.

Bestemmelsen omfatter endvidere anholdte. En person, der flygter fra politiet efter at være blevet anholdt i forbindelse med et strafbart forhold, vil således - forudsat de øvrige betingelser for strafansvar er opfyldt - kunne straffes for overtrædelse af bestemmelsen. Det samme gælder en person, der af private tages på fersk gerning i forbindelse med et strafbart forhold, og som flygter fra tilbageholdelsen, jf. herved retsplejelovens § 755, stk. 2.

Den foreslåede bestemmelse omfatter ikke udlændinge, som er varetægtsfængslet eller i øvrigt frihedsberøvet efter de særlige regler i udlændingeloven. Det bemærkes herved, at frihedsberøvelse i en række af disse tilfælde sker med henblik på i givet fald hurtigt og effektivt at kunne udsende vedkommende af landet. Det ville derfor i de pågældende tilfælde ikke være i overensstemmelse med formålet med udlændingelovens regler om frihedsberøvelse, hvis der over for vedkommende udlænding - som efter flugt eventuelt på ny pågribes her i landet - skulle rejses straffesag i anledning af flugten med henblik på efterfølgende fuldbyrdelse af den idømte straf, inden udsendelse af landet herefter kunne gennemføres.

2.2.2. Som nævnt kræves det efter den foreslåede bestemmelse, at den anholdte eller fængslede flygter. Heri ligger, at den anholdte eller fængslede aktivt unddrager sig den frihedsberøvelse, som den pågældende i anledning af en mistanke om et strafbart forhold eller afsoningen af en fængsels- eller forvandlingsstraf for bøde mv. er underlagt. Bestemmelsen vil således f.eks. omfatte den indsatte, som måtte flygte fra lukket fængsel eller arrest.

En varetægtsfængslet, der er surrogatanbragt, eller en indsat, der er anbragt i et åbent fængsel eller under alternative afsoningsformer, f.eks. i sikrede institutioner for børn og unge eller i kriminalforsorgens pensioner, vil være at anse for flygtet, hvis den pågældende forlader anbringelsesstedet uden tilladelse. Det samme gælder, hvis en indsat i forbindelse med transport eller under ledsaget udgang undviger fra transporten eller den ledsagende fængselsfunktionær.

Derimod vil det ikke være strafbart efter den foreslåede bestemmelse, hvis en indsat udebliver fra fængslet efter uledsaget udgang. Sådan udeblivelse vil imidlertid blive omfattet af de nye skærpede regler for udgang, jf. pkt. 2.3. nedenfor.

2.2.3. Det er en betingelse for strafansvar efter den foreslåede bestemmelse, at der foreligger forsæt. Forsættet skal omfatte alle elementer i gerningsindholdet, herunder at gerningsmanden er flygtet. Det indebærer, at gerningsmanden skal have haft en viden om eller have anset det for overvejende sandsynligt (sandsynlighedsforsæt), at han på tidspunktet for flugten var frihedsberøvet.

Forsætskravet må normalt antages at være opfyldt, når der er tale om personer, som afsoner fængselsstraf mv. eller er varetægtsfængslet. Hvis der er tale om personer, der er anholdt, vil forsætskravet være opfyldt, hvis det med den fornødne sikkerhed kan godtgøres, at den pågældende er bekendt med anholdelsen, f.eks. fordi den pågældende er blevet oplyst herom, eller fordi det på grund af omstændighederne i øvrigt må stå klart for vedkommende, at han eller hun er anholdt.

2.2.4. Det foreslås, at overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 124, stk. 1, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Som et udgangspunkt for strafudmålingen forudsættes det, at en overtrædelse af bestemmelsen i førstegangstilfælde straffes med ubetinget fængsel i 30 dage. Det skal dog anses som en skærpende omstændighed, hvis der er tale om, at flere flygter i forening, eller hvis flugten har været nøje planlagt.

Det angivne strafniveau er vejledende og kan fraviges af domstolene i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder.

Navnlig præventive hensyn taler for, at der - ved siden af et strafansvar - skal være mulighed for hurtigt at kunne reagere med disciplinærstraf over for indsatte i tilfælde af flugt eller flugtforsøg. Justitsministeriet finder derfor, at der fortsat - ved siden af straf for overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 124, stk. 1 - skal kunne ikendes disciplinærstraf som hidtil, jf. pkt. 2.1.2. ovenfor.

På den baggrund er der ved fastsættelsen af det angivne strafniveau taget hensyn til, at vedkommende for samme flugt eller flugtforsøg ofte kan være ikendt en disciplinærstraf, jf. straffuldbyrdelseslovens § 67, nr. 2. En ikendt disciplinærstraf skal således ikke indebære en fravigelse af strafniveauet i nedadgående retning.

I tilfælde af flugt vil dette i øvrigt ligesom i dag fortsat kunne få betydning for spørgsmålet om udgangskarantæne mv., eventuel overførsel til lukket fængsel, udelukkelse fra fællesskab og prøveløsladelse, jf. pkt. 2.1.2.

Hvis en flugt har fundet sted under anvendelse af vold eller trussel om vold mod fængselspersonale mv., vil der ofte være grundlag for at straffe for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, om vold eller trussel om vold mod offentligt ansatte. Har der været tale om vold eller trusler mod andre end offentligt ansatte, kan der i stedet være grundlag for at straffe for overtrædelse af voldsbestemmelserne i straffelovens §§ 244-246 eller for trusler efter straffelovens § 266. Det forudsættes herved, at der ved overtrædelse af den foreslåede bestemmelse i straffelovens § 124, stk. 1, straffes i sammenstød med de nævnte bestemmelser, dvs. der skal straffes efter alle de overtrådte bestemmelser.

 

2.3. Skærpede regler for udgang mv.

Justitsministeriet er for tiden i færd med at skærpe de administrative regler for udgang under afsoning. Endvidere overvejes det, hvilke yderligere tiltag der bør iværksættes for at forstærke indsatsen mod narkotika i fængslerne.

På udgangsområdet vil der ske en begrænsning af muligheden for weekend-udgang, således at denne form for udgang som altovervejende hovedregel ikke kan gives med henblik på besøg hos venner og bekendte, men alene med henblik på besøg hos personer, som den indsatte har en relativt nær familiemæssig tilknytning til. Endvidere vil der blive indført nye regler i udgangsbekendtgørelsen, der indebærer, at indsatte, som i lukkede fængsler afsoner en længerevarende straf, først kan få uledsaget udgang på et noget senere tidspunkt, end tilfældet er i dag.

For at begrænse risikoen for at ofre for forbrydelser møder gerningsmanden, vil der desuden i videre omfang blive fastsat vilkår om, at den indsatte under udgang ikke opsøger gerningssted eller offeret for forbrydelsen.

I de tilfælde, hvor den indsatte udebliver fra uledsaget udgang, vil der ske en skærpelse af reaktionerne, således at der fremover fastsættes en meget længere udgangskarantæne. Endelig vil der ske en begrænsning af udflugter med overnatning arrangeret af kriminalforsorgens institutioner.

Med hensyn til bekæmpelse af narkotika i kriminalforsorgens institutioner overvejes det at iværksætte yderligere behandlingstiltag over for stofmisbrugere, således at efterspørgslen efter narkotika mindskes. Disse overvejelser omfatter bl.a. muligheden for at gøre den gældende ordning med motivationskurser for stofmisbrugere permanent, etablering af motivationsafdelinger med mulighed for afgiftning for de mest medtagne stofmisbrugere (herunder etablering af en særlig motivationsafdeling samt en egentlig behandlingsafdeling for kvindelige stofmisbrugere).

Samtidig overvejes en række tiltag, der yderligere skal modvirke, at narkotika kommer ind i kriminalforsorgens institutioner, herunder bl.a. udvidede og hurtigere metoder til analyse af urinprøver, anvendelse af scannere mv. med henblik på at kontrollere, at indsatte, der vender tilbage fra f.eks. udgang, og besøgende ikke medbringer narkotika.

Endvidere overvejes indførelsen af visse begrænsninger i de indsattes adgang til at have egne genstande i cellen, som er særligt vanskelige at undersøge for narkotika, udvidet brug af narkotikahunde og etablering af forsøg med øget ydre sikring af nogle åbne fængsler, så adgangen til fængslet og dermed indsmugling af narkotika besværliggøres.