|
|
Ø.L.K. 20. december 2007 i kære 18. afd. nr. B-2250-07
(Nils Erik Jensen, Mikael Sjöberg, Anne Krebs (kst.)).
T (adv. René Offersen, Kbh.) mod Farum-kommissionen.
Der fremlagdes kæreskrift af 22. oktober 2007 med bilag A-B,
hvorved advokat René Offersen på vegne T har kæret
Farum-kommissionens beslutning af 10. oktober 2007,
hvorefter kommissionen ikke har imødekommet de af advokat
René Offersen og advokat Preben Kønig, som beskikkede
forsvarere for T, fremsatte anmodninger om, at kommissionen
tillader T til sine forsvarere at videregive samtlige
oplysninger, som han i forbindelse med kommissionens arbejde
er blevet bekendt med, og at kommissionen giver forsvarerne
selvstændig adgang til at gennemgå kommissionens materiale
for at identificere materiale af betydning for forsvaret af
T med henblik på begæring om edition.
Endvidere fremlagdes kommissionsformandens fremsendelsesbrev
af 26. oktober 2007 med udskrift af Farum-kommissionens
protokol for den 10. oktober 2007 indeholdende den kærede
afgørelse. Kommissionsformanden har ved sagens fremsendelse
henholdt sig til den trufne afgørelse.
Der fremlagdes endvidere kommissionsformandens svar af 19.
november 2007 til østre Landsret bilagt Farum-kommissionens
protokol for den 8. september 2004 i anledning af
landsrettens spørgsmål i retsbog af 6. november 2007.
De modtagne bilag var til stede.
Kommissionsformanden har i svaret af 19. november 2007
oplyst blandt andet følgende:
». . .
Det materiale, der er udleveret eller tilladt udleveret med
henvisning til § 26, stk. 2, omfatter herefter:
1. Dvd med regnskabsmateriale m.v.
2. Referater af afhøringer gengivet i kommissionens
protokol, sag 316,
3. Kopi af John Frederiksens notat af 21. juli 1993 til T,
4. Alt materiale, der efter kildeangivelsen i protokollen
har været inddraget i de hidtidige afhøringer eller bliver
inddraget i kommende afhøringer. Heri indgår også de for
kommissionens efter § 6 udarbejdede redegørelser om den
kommunale revision og om sale-and-lease-back.
Materiale til et vidne, der har bisidder, udleveres i alle
tilfælde via bisidderen, dvs. uanset om materialet udleveres
efter § 26, stk. 2, eller efter § 22, stk. 3. Kommissionen
har ikke aktuelt tilladt T's bisidder at udlevere kopier (udprint
eller digitalt) fra kommissionens database bortset fra
materiale, som kommissionen har vurderet ville blive
inddraget i de kommende afhøringer af T, og dermed
sammenfaldende med det materiale, der er omfattet af § 26,
stk. 2.
Om kommissionens overvejelser vedrørende den retlige og
faktiske afgrænsning mellem materiale udleveret med
tavshedspligt efter § 26 modsat materiale udleveret efter §
22, stk. 3, henvises til kommissionens upåkærede afgørelse
af 8. september 2004. . . .
. . .
Advokat René Offersen har som beskikket forsvarer for T på
advokat Preben Kønigs og egne vegne anmodet kommissionen om
»at lade T videregive samtlige oplysninger til os, som han i
forbindelse med Undersøgelseskommissionens arbejde er blevet
bekendt med«. (anmodning nr. 1).
Denne anmodning har kommissionen afslået, da påstanden efter
kommissionens opfattelse (også) omfatter materiale belagt
med tavshedspligt efter lovens § 26, stk. 2, hvorfra
kommissionen ikke kan dispensere (tillade eller samtykke),
ligesom der i øvrigt i argumentationen rejses spørgsmål om
forståelsen af straffelovens § 152 e, som kommissionen ikke
har kompetence til at afgive bindende udtalelser om.
Kommissionen må derimod være forpligtet og berettiget til i
hovedtræk at vejlede om sin opfattelse af lovens
bestemmelser, herunder § 26, stk. 2, jf. straffelovens §§
152-152 e, navnlig således at der er advaret om relevante
straffebestemmelser, og i øvrigt henvise til, at det er et
domstolsanliggende.
Er kommissionens vejledning urigtig eller utilstrækkelig må
den korrigeres eller udbygges.
Det kan oplyses, at kommissionen den 14. november 2007 har
imødekommet advokat Preben Kønigs anmodning om at blive
beskikket som bisidder for T, idet advokat Jesper Lett efter
gensidig aftale har ønsket at ophøre som bisidder (pr, 1.
februar 2008).
. . .«
Af Farum-kommissionens beslutning som fremlagt ved protokol
af 8. september 2004 fremgår blandt andet følgende:
»Udgangspunktet efter lov om undersøgelseskommissioner er
således, at undersøgelsesmaterialet er belagt med
tavshedspligt. Efter § 25 har både kommissionens medlemmer
og andre personer, der deltager i undersøgelsen, samt
bisidderne tavshedspligt med hensyn til enhver oplysning,
som de under deres virksomhed får kendskab til. Denne
tavshedspligt kan ikke gøres illusorisk ved ukontrolleret
videregivelse af oplysninger til personer, som ikke har
tavshedspligt. Videregives oplysningerne i en form, der
giver adgang til yderligere udbredelse i form af kopier (på
papir eller digitalt) øges betænkelighederne i forhold til
den lovbestemte tavshedspligt.
Efter § 26, stk. 1, er tavshedspligten efter § 25 ikke til
hinder for, at kommissionen udleverer materiale, som indgår
i undersøgelsen, »hvis det er af betydning for at besvare de
spørgsmål, som kommissionen stiller«. Der er efter § 26,
stk. 2, »tavshedspligt med hensyn til materialet, der
udleveres efter stk. 1.« Sidstnævnte bestemmelse er således
begrundet i hensynet til, at det nævnte materiale ikke må
gøres frit tilgængeligt.
Da bisidderen efter loven har tavshedspligt, har
kommissionen fundet det ubetænkeligt, at bisidderen straks
efter materialets indskanning via internettet kan gøre sig
bekendt med materialet, også selvom bisidderen dermed får
adgang til alt grundmateriale. Bisidderen har efter § 22,
stk. 2, krav på kopi af »det materiale, der indgår i
undersøgelsen«. Internetadgangen må sidestilles med en kopi
af materialet.
For så vidt angår den person, hvis forhold undersøges, og
som derfor har en bisidder, jf. § 21, fremgår det af § 22,
stk. 3, at bisidderen ikke uden kommissionens samtykke må
udlevere det materiale bisidderen har fået kopi af.
Anmodningen fra advokat, Jesper Lett om internetadgang for T
må sidestilles med en anmodning om generelt samtykke til
kopi af alt undersøgelsesmateriale, herunder det endnu ikke
tilvejebragte. Det må i overensstemmelse med forarbejderne
lægges til grund, at den person, hvis forhold undersøges,
ikke generelt kan pålægges tavshedspligt med hensyn til det
materiale, der udleveres. En sådan tavshedspligt kan efter
lov om undersøgelseskommissioner alene pålægges efter § 26,
stk. 2, med hensyn til materiale, som udleveres fordi det er
af betydning for at besvare spørgsmål, som kommissionen
stiller. Denne bestemmelse omfatter ikke tilfælde, hvor de
berørte personer modtager materiale efter lovens § 22, stk.
3, fordi kommissionen har givet samtykke hertil. Der
henvises til Justitsministerens besvarelse af 24. april 1997
af spørgsmål nr. 20-222 til Udvalget for Forretningsordenen
. . . vedrørende Advokatrådets høringssvar:
»Efter Justitsministeriets opfattelse er det væsentligt at
opretholde den foreslåede ordning, hvorefter det er
undersøgelseskommissionen, der afgør, om bisidderen må
udlevere det materiale, der indgår i undersøgelsen, til sin
klient, jf. lovforslagets § 22, stk. 3, 1. pkt. Den
foreslåede ordning er bedst egnet til at sikre, at
bisidderne ikke udleverer materiale til klienten i tilfælde,
hvor en sådan udlevering efter kommissionens opfattelse vil
kunne skade undersøgelsens gennemførelse. Den foreslåede
ordning svarer i øvrigt til den, der gælder i straffesager,
jf. retsplejelovens § 745, stk. 1.
Advokatrådet anfører i sit høringssvar, at de pågældende
ministre og embedsmænd vil kunne pålægges tavshedspligt med
hensyn til nævnte materiale. Dette er efter
Justitsministeriets opfattelse ikke rigtigt. Lovforslaget
indeholder således alene regler om tavshedspligt med hensyn
til materiale, som udleveres, fordi det er af betydning for
at besvare spørgsmål som kommissionen stiller, jf.
lovforslagets § 26, stk. 2. Denne bestemmelse omfatter ikke
tilfælde, hvor de berørte ministre eller embedsmænd modtager
materiale efter lovforslagets § 22, stk. 3, fordi
kommissionen har givet samtykke hertil.
. . .««
I forarbejderne til lov om undersøgelseskommissioner (FT
1998-1999, Tillæg A, side 243) anføres i de specielle
bemærkninger til § 26, stk. 2, (Tillæg A, side 265)
følgende:
»Til stk. 2
For at sikre, at det materiale, som kommissionen udleverer
efter stk. 1, ikke gøres frit tilgængeligt, forslås en
særlig bestemmelse om tavshedspligt med hensyn til det
pågældende materiale«.
Lov om undersøgelseskommissioner indeholder i § 9 en
bestemmelse om, at enhver har pligt til at udlevere
materiale til undersøgelseskommissionen, når kommissionen
anmoder om det. Af lovforslagets bemærkninger til § 9
(Tillæg A, side 257) og i betænkning nr. 1315/1996 om
undersøgelseskommissioner, side 122, fremgår blandt andet
følgende:
». . .
Det forudsættes, at undersøgelseskommissionen i sin
anmodning om udlevering af materiale gør den pågældende
bekendt med bestemmelsen i stk. 1, herunder med, at
udleveringspligten gælder med de begrænsninger, der er
fastsat i bestemmelsen.
Kommissionen skal i den forbindelse ikke tage stilling til,
om den pågældende er omfattet af undtagelserne til
udleveringspligten.
. . .«
Straffelovens bestemmelser i §§ 152-152 e blev affattet ved
lov nr. 573 af 19. december 1985, på grundlag af blandt
andet en udtalelse af 13. maj 1985 fra straffelovsudvalget
og betænkning nr. 998/1984 om tavshedspligt fra
Justitsministeriets tavshedspligtsudvalg. I de almindelige
bemærkninger til lovforslagets punkt 3, litra b, (FT
1985-86, Tillæg A, spalte 265 og 266) er fra
straffelovsudvalgets udtalelse refereret følgende:
». . .
Det er efter straffelovrådets opfattelse af stor betydning,
at den enkelte person, der er ansat i offentlig tjeneste
eller hverv eller handler i medfør af kontrakt med eller
beskikkelse fra det offentlige, har mulighed for at kende
omfanget af den tavshedspligt, som gælder på vedkommende
arbejdsområde. . . . Selv inden for hovedgruppen - de i §
152 nævnte ansættelser i offentlig tjeneste eller hverv -
kan afgrænsningen af tavshedspligten bero på mange
forskellige forhold, herunder oplysningens karakter, arten
og graden af den over- eller underordnede stilling, som den
offentlig ansatte beklæder, og den situation, i hvilken
spørgsmålet om at videregive oplysningerne bliver aktuel.
Det er efter straffelovrådets opfattelse først og fremmest
et anliggende for den ikke-strafferetlige lovgivning
(herunder en forvaltningslov) og for de administrative
myndigheder at klargøre de generelle og specielle
retningslinier for afgrænsningen af tavshedspligten. . . .
. . .«
Om kvalifikationen af gerningsindholdet som »uberettiget«
videregivelse anføres blandt andet følgende i lovforslagets
almindelige bemærkninger, punkt 3, litra c, (Tillæg A,
spalte 269) vedrørende udveksling af oplysninger mellem
offentlige myndigheder:
». . .
. . . Rådet foreslår, at man i stedet lader spørgsmålet om
straffrihed bero på, om udleveringen af oplysninger har
været »uberettiget«. Denne løsning opfordrer efter rådets
opfattelse i højere grad den myndighed, der modtager en
anmodning, til at anlægge en konkret bedømmelse af den
begærende myndigheds interesse i oplysningen sammenholdt med
den anmodede myndigheds eller andres interesse i, at
oplysningen ikke udleveres. Desuden vil den foreslåede
løsning understrege, at grænsen mellem den berettigede og
den uberettigede udlevering af oplysninger til anden
offentlig myndighed først og fremmest må bero på de
forvaltningsretlige regler, der fastlægges på de enkelte
områder. Efter den af straffelovrådet foreslåede regel
bliver det således domstolenes opgave - så vidt muligt på
baggrund af gældende forvaltningsretlige bestemmelser -
konkret at afgøre, om der bør pålægges strafansvar for en
uberettiget videregivelse af oplysninger til en anden
myndighed.
. . .«.
I den forudgående betænkning nr. 998/1984 om tavshedspligt
afgivet af Justitsministeriets tavshedspligtsudvalg anføres
i afsnit 4.4.5, side 108, om samtykke blandt andet følgende:
». . .
Mens den positive regulering af samtykkets betydning således
er sparsom og usystematisk, er det almindeligt antaget, at
den »krænkedes« samtykke til foretagelse af en ellers
strafbar handling i princippet medfører, at handlingen ikke
kan anses for retsstridig.
Spørgsmålet om, hvilken betydning der kan tillægges et
samtykke til videregivelse af tavshedsbelagte oplysninger,
må dog bero på en konkret fortolkning af samtykket og
vedkommende tavshedsforskrift.
For at kunne tillægges betydning må samtykket navnlig
hidrøre fra den, der ellers ville være blevet krænket ved
videregivelse af de tavshedsbelagte oplysninger.
Har en tavshedsforskrift til formål at værne staten eller
andre offentlige interesser, kan en konkret fortolkning
tænkes at føre til, at den offentlige interesse må siges at
have en så almindelig karakter, at ingen myndighed kan anses
for berettiget til at samtykke i, at den prisgives. Som
ovenfor nævnt følger det imidlertid forudsætningsvis af
bestemmelsen i retsplejelovens § 169, stk. 1, at vedkommende
myndighed i visse tilfælde kan give sit samtykke til, at en
person i offentlig tjeneste eller hverv udleverer ellers
tavshedsbelagte oplysninger. »Vedkommende myndighed« må i
denne forbindelse betyde den myndighed, der er rådig over de
offentlige interesser, som begrunder tavshedspligten, jfr.
Betænkning nr. 316/1962 om vidner side 29, note 16.
. . .«.
Af kommissoriet for Farum-kommissionen, punkt 1.5, fremgår
følgende:
»1.5. For tiden verserer en omfattende strafferetlig
efterforskning vedrørende Farum Kommune.
Efterforskningen, der forestås af Statsadvokaten for særlig
økonomisk kriminalitet, angår en lang række af de forhold,
der er nævnt ovenfor under pkt. 1.2.
På den baggrund har undersøgelseskommissionen ikke til
opgave at undersøge og redegøre for, de dele af det samlede
begivenhedsforløb, der efter en eventuel tiltalerejsning er
omfattet af anklageskriftet. I det omfang der ved et
eventuelt anklageskrift rejses tiltale mod en person, har
undersøgelseskommissionen således ikke til opgave at
undersøge og redegøre for, hvilken rolle vedkommende har
haft med hensyn til det eller de forhold, der omfattes af
tiltalen mod vedkommende. Derimod kan
undersøgelseskommissionen undersøge og redegøre for, hvilken
rolle andre personer, myndigheder mv. har haft med hensyn
til sådanne forhold.
Ved tilrettelæggelsen af sit arbejde skal
undersøgelseskommissionen i øvrigt tage hensyn til den
fortsatte strafferetlige efterforskning i Farum-sagen og til
eventuelle efterfølgende straffesager ved domstolene.
Undersøgelseskommissionen kan i den forbindelse - hvis den
finder det rigtigt eller hensigtsmæssigt - bl.a. bestemme,
at dens undersøgelse af dele af det samlede
begivenhedsforløb skal afvente den videre strafferetlige
behandling af Farum-sagen.
Det forudsættes, at undersøgelseskommissionen og
Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet i fornødent
omfang drøfter de spørgsmål, der løbende kan opstå om
forholdet mellem undersøgelseskommissionens arbejde og den
verserende straffesag - herunder også mere praktiske
spørgsmål med henblik på at sikre, at kommissionen fra
politi- og anklagemyndighed kan modtage det materiale, som
kommissionen finder relevant for sin undersøgelse.«.
I Beretning afgivet den 28. august 2002 af Udvalget for
Forretningsordenen over Forslag til folketingsbeslutning om
kommission til undersøgelse af Farumsagen (FT 2001-02,
Tillæg B, spalte 1684) anfører et flertal under punkt 2,
Politiske bemærkninger, blandt andet følgende overvejelser:
». . .
Formålet med undersøgelserne er at afdække alt det, som ikke
er omfattet af den efterforskning, som statsadvokaten for
særlig økonomisk kriminalitet (bagmandspolitiet) har indledt
med henblik på eventuelt at rejse tiltale i henhold til
straffelovgivningen. Det betyder samtidig, at
undersøgelseskommissionen ikke skal vurdere, om der er
grundlag for tiltale efter straffeloven. Dette spørgsmål
efterforskes og vurderes af bagmandspolitiet.
Undersøgelseskommissionen kan nemt komme til at beskæftige
sig med forhold, der er omfattet af politiets
efterforskning, f.eks. samarbejdet mellem kommunen og
private virksomheder samt kommunalbestyrelsens
informationsniveau i forhold til borgmesterens handlinger
m.v. Der er intet forkert i, at bagmandspolitiet og
undersøgelseskommissionen ser på samme forhold. Formålet med
politiets undersøgelser er alene at undersøge, om der er
grundlag for strafferetlig tiltale. Det er ikke
undersøgelseskommissionens opgave. Men de samme handlinger
og mange flere, som slet ikke er omfattet af politiets
efterforskning m.v., kan også vurderes i forhold til
eventuelle »systemfejl«, eventuelt tjenstligt ansvar for
embedsmænd, eventuel overtrædelse af kommunale
styrelsesregler, forvaltningsloven, offentlighedsloven,
regler for revision, m.v. Der er intet forkert i, at
undersøgelseskommissionen og politiet samarbejder med hensyn
til materiale om de faktiske forhold. Tværtimod er det
nødvendigt i dette tilfælde. Undersøgelseskommissionens
medlemmer vil i disse tilfælde være omfattet af samme
tavshedspligt som politiet, jf. i øvrigt lovens kapitel 8.
I forbindelse med udarbejdelse af kommissoriet for
undersøgelseskommissionens arbejde skal justitsministeren
tilgodese, at bagmandspolitiets og
undersøgelseskommissionens arbejde ikke kolliderer med
hinanden, og at bagmandspolitiet og
undersøgelseskommissionen tværtimod samarbejder vedrørende
materiale m.v.
. . .«
Der afsagdes sålydende
kendelse:
Landsretten bemærker, at T er i den helt særegne situation
at være tiltalt i en straffesag, samtidig med at der pågår
kommissionsundersøgelser om samme sagskompleks. Dette er et
parallelt forløb, der ikke synes forudsat ved vedtagelsen af
lov om undersøgelseskommissioner.
Den person, der pålægges tavshedspligt, skal have mulighed
for at kende omfanget af tavshedspligten. Landsretten
tiltræder, at Farum-kommissionen er forpligtet til at
vejlede T om indholdet af tavshedspligten, når kommissionen
udleverer materiale til T med samtidig henvisning til lovens
§ 26, stk. 2, jf. § 25, stk. 1, og når T stiller spørgsmål
til kommissionen om denne tavshedspligt.
Omfanget af tavshedspligten må ses i lyset af den verserende
straffesag, i hvilken spørgsmålet om at videregive
oplysninger fra kommissionsundersøgelsen bliver aktuelt, og
det må herunder vurderes, om det falder inden for
anvendelsesområdet for § 26, stk. 2, at lade tavshedspligten
omfatte oplysninger, som T videregiver til sine forsvarere.
Det fremgår af lovforslagets bemærkninger til § 26, stk. 2,
at tavshedspligten tilsigter, at materiale, som kommissionen
udleverer, ikke gøres frit tilgængeligt. Dette hensyn må ved
afgrænsning af bestemmelsen og dens anvendelse i den
foreliggende situation afvejes over for hensynet til T's
retsstilling i straffesagen. I den forbindelse bemærkes, at
forsvarerne har tavshedspligt, og at domstolene har mulighed
for at tage stilling til beskyttelsen af fortrolige
oplysninger i forbindelse med straffesagen, jf. principperne
i U 1999.1722 H.
Disse hensyn til T's retssikkerhed og anvendelsesområdet for
tavshedspligten i lovens § 26, stk. 2, vil indgå i
domstolenes vurdering, såfremt det måtte blive aktuelt at
træffe afgørelse om, hvorvidt T måtte have foretaget en
strafbar uberettiget videregivelse af oplysninger til
uvedkommende, jf. straffelovens §§ 152-152e. En afgørelse af
det strafferetlige ansvar henhører under domstolene.
Landsretten finder derfor ikke, at kommissionen skal tage
stilling til, om T er undtaget strafansvaret.
Farum-kommissionen er undergivet tavshedspligt, jf. lovens §
25, stk. 1, og er begrænset i sin ret til at udlevere
materiale, som anført i § 26, stk. 1, jf. dog reglerne i §
22, stk. 3, der specifikt regulerer udlevering af
oplysninger og materiale til de undersøgte personer.
Landsretten tiltræder, at Farum-kommissionen ikke kan give
samtykke til at undtage personer eller oplysninger fra
tavshedspligt, der er pålagt i medfør af § 26, stk. 2. Det
tilkommer Justitsministeriet, som den myndighed, der har
nedsat Farum-kommissionen, at tage stilling til, om
kommissionen og T kan videregive oplysninger til forsvarerne
med henblik på at varetage T's forsvar.
Landsretten kan på dette grundlag tiltræde, at
Farum-kommissionen ikke har kompetence til at tillade T at
videregive samtlige oplysninger til forsvarerne eller at
give forsvarerne selvstændig adgang til uden
editionskendelse at gennemgå kommissionens materiale,
hvorfor
bestemmes:
Farum-kommissionens beslutning stadfæstes.
|