§ 139

Begaar nogen, der har Domsmyndighed
eller anden offentlig Myndighed til at træffe
Afgørelse i private Retsforhold, Uretfærdighed
ved Sagens Afgørelse eller Behandling,
straffes han med Fængsel indtil
6 Aar.

Har Handlingen medført Velfærds Spild
for nogen, eller har saadant været tilsigtet,
er Straffen Fængsel fra 3 indtil 16 Aar.

(T. U. § 141, K. U. § 178, Strfl. § 123;
L. Nr. 234, 12/6 1922 § 10,
[cfr. hermed Udkast til Lov om Forseelser § 22)

§ 140

Naar nogen, hvem det paahviler at
virke til Haandhævelse af Statens Straffe-
myndighed, derved anvender ulovlige Midler
for at opnaa Tilstaaelse eller Forklaring,
eller foretager en lovstridig Anholdelse,
Fængsling, Ransagning eller Beslaglæggelse,
straffes han med Hæfte eller Bøde eller under
skærpende Omstændigheder med Fængsel
indtil 3 Aar.

(T. U. § 142, K. U. §§ 182, 186, Strfl. §§ 126, 128,
 [cfr. hermed Udkast til Lov om Forseelser § 22])


§ 141

Naar nogen, hvem en Fanges Bevogt-
ning eller Fuldbyrdelse af Domme i Straffe-
sager paahviler, lader en sigtet undvige,
hindrer Dommens Fuldbyrdelse eller bevirker,
at den fuldbyrdes paa mildere
Maade end foreskrevet, straffes han med
Hæfte eller med Fængsel indtil 3 Aar eller
under formildende Omstændigheder med
Bøde.

(T. U. § 143, K. U. § 187, 1. St., Strfl. §§ 131. 132)


§ 142

Naar nogen, som virker i offentlig
Tjeneste eller Hverv, misbruger sin Stilling
til at tvinge nogen til at gøre, taale eller
undlade noget, straffes han med Hæfte
eller med Fængsel indtil 3 Aar.

(T. U. § 144, K. U. § 172, Strfl. § 124


§ 143

Den, som tilskynder eller medvirker
til, at nogen ham i offentlig Tjeneste eller
Hverv underordnet forbryder sig i denne
Tjeneste, straffes, uden Hensyn til om den
underordnede kan straffes eller formedelst
Vildfarelse eller af andre' Grunde er straffri,
med den for den paagældende Handling
foreskrevne Straf forhøjet med indtil
det halve.

 (T. U. § 145, K. U. § 176, Strfl. § 140)


§ 144

Aabenbarer nogen, som virker i of-
fentlig Tjeneste eller Hverv, hvad der
Tjenesten eller Hvervet vedkommende bør
hemmeligholdes, straffes han med Bøde,
Hæfte eller under skærpende Omstændig-
heder med Fængsel indtil 1 Aar.

Sker det for at skaffe sig eller andre uberettiget
Vinding, eller benytter han iøvrigt saadan
Kundskab i det angivne Øjemed, kan
Straffen stige til Fængsel i 3 Aar.

Efter ovennævnte Regler straffes ogsaa
den, som efter at være fratraadt Stillingen
paa nogen af de angivne Maader forser
sig med Hensyn til Tjenestehemmeligheder,
som han i Stillingen har erfaret.

(T. U. § 146, K. U. §§ 170, 171, Strfl. § 139,
L. Nr. 84,11 /5 1897 § 17, 1. og 2. St.,
Nr. 99, 19/4 1907 § 5, L. Nr. 313, 20/12,
1915 § 16, Postlov Nr. 288, »/, 1919 § 9,
L. Nr. 539, 4/10 1 9 1 9 § 19, L- Nr- 541,
4/10 1919 § 18)


§ 145

Naar nogen, som virkeri Post-eller Jern-
banevæsenets Tjeneste, ulovlig aabner, tilintetgør
eller underslaar Forsendelser eller
understøtter en anden i saadan Færd, straffes
han med Hæfte eller med Fængsel indtil
3 Aar.

Paa samme Maade straffes den, som
virker i Statstelegrafvæsenets Tjeneste, naar
han tilintetgør, forvansker eller underslaar
et samme til Befordring overgivet
Telegram eller understøtter en anden i
saadan Færd.

(T. U. § 147, Ny, jfr. K. U. § 395, Stril.
§ 138, L. Nr. 84,11/5 1897 § 17, 3. Stk.)


§ 146

Har nogen i Udførelsen af offentlig
Tjeneste eller Hverv gjort sig skyldig i
falsk Anklage, Frihedsberøvelse, Legemsangreb,
Underslæb, Utroskab eller Dokument-
og Mærkefalsk, kan den for den
paagældende Forbrydelse foreskrevne Straf
forhøjes med indtil det halve.

(T. U. § 148, Ny, jfr. K. U. §§ 168, 169,
180, 181, 184, 188, Stril. §§ 120, 127,
128, 130, 133, 134, 135)


§ 147

Misbruger iøvrigt nogen, som virker i
offentlig Tjeneste eller Hverv, sin Stilling
til at krænke privates eller det offentliges
Ret, straffes han med Bøde eller Hæfte.
Sker det for at skaffe sig eller andre uberettiget
Fordel, kan Fængsel indtil 3 Aar
anvendes.

(T. U. § 149, K. U. § 173, Strfl. §§ 131 og 141)

§ 148

Naar nogen, som virker i offentlig
Tjeneste eller Hverv, nægter eller undlader
at opfylde Pligt, som Tjenesten eller Hvervet
medfører, eller at efterkomme lovlig tjenstlig
Befaling, straffes han med Bøde eller Hæfte.

(T. U. L. om Forseelser § 22, K. U. § 174 Strfl. § 142)


§ 149

Paa samme Maade straffes den, som
gør sig skyldig i grov eller oftere gentagen
Forsømmelse eller Skødesløshed i Tjenestens
eller Hvervets Udførelse eller i Overholdelsen
af de Pligter, som Tjenesten eller Hvervet
medfører.

(T. U. L. om Forseelser § 22, K. U. § 175,
jfr. § 170, 1. St. sidste Led og § 187, 2. St.,
Strfl. § 143, jfr. § 132, 2. St.; Adg. 29/7
1814, for Købstæderne § 8, for Landet
§ 40; L. Nr. 67 9/4 1891 §§ 21, 3. St. og
42, 3. St., L. Ur. 147, 10/4 1922 § 39; L.
Mr. 113, ¼ 1922 § 54, 1. St.)

..."

Motiver til foranstaaende Lovudkast, Særlig del, spalte 247 til spalte 258

"...Som det fremgaar af Overskriften er Omraadet for Kapitlet udvidet i Forhold til Straffelovens Kapitel 13. Dette Kapitel, der har til Overskrift »Om Forbrydelser i Embedsforhold «, omfatter kun Krænkelse af Pligter, der i Stillings Medfør paahviler Embeds- og Bestillingsmænd. I Modsætning hertil finder Reglerne i nærværende Kapitel, forsaavidt ingen Begrænsning er fastsat i de enkelte Tilfælde, Anvendelse paa Pligtbrud, begaaede af enhver, der virker i offentlig Tjeneste eller Hverv. Bestemmelserne kommer derfor til Anvendelse ikke blot paa Statens Tjenestemænd, men ogsaa paa Indehavere af kommunale Embeder eller Bestillinger samt paa Personer, der med særlig Hjemmel udover en Virksomhed, der af Lovgivningen betragtes som offentlig (f. Eks. Sagførere, Lodser o. fl.). Endvidere finder Bestemmelserne Anvendelse paa Medlemmerne af Rigsdagen og af offentlige Raad, hvad enten disse har en mere almindelig omfattende Virksomhed, saasom kommunale Raad, eller de har et mere specielt Hverv at røgte, saasom f. Eks. Menighcdsraad, Værgeraad, offentlige Kommissioner eller Nævn. Om den paagældende beklæder sin Stilling ifølge Valg eller Udnævnelse er i denne Retning uden Betydning. Kommissionen er paa dette Punkt i Overensstemmelse med saavel K. U. 1912 som T. U. og kan tiltræde, hvad der er anført i T. U. Mot. S. 139, at baade Ønskeligheden af, at disse offentlige Organers Renhed og Uangribelighed herigennem sikres, og Hensynet til at sikre Borgerne mod Misbrug af de disse Myndigheder tillagte Beføjelser gør denne Udvidelse naturlig.

K. U. 1912 udvider endvidere Kapitlets Omraade til ogsaa at finde Anvendelse paa den, der i en privat Virksomhed i Medfør af Paalæg ved Lov eller af offentlig Myndighed har visse særlige Pligter mod det offentlige at varetage, forsaavidt ban forser sig mod disse særlige Pligter, jfr. herom nærmere K. U. 1912 Mot. S. 177—178. Kommissionen er imidlertid med T. U.Mot. S. 139 enig i, at det under Hensyn til disse Pligtforholds meget forskelligartede og tildels ganske særlige Karakter — i hvilken Henseende henvises til den i K. U. 1912 Mot. S. 178 givne Opregning — maa anses naturligst, at Afgørelsen af, om Reglerne i Kapitel 16 helt eller delvist skal finde Anvendelse paa Krænkelser af disse Pligter, afgøres af den saglige Lovgivning om disse Forhold særskilt for hvert enkelt Tilfælde. For enkelte herunder hørende Forhold er foreskrevet en saglig Straf i Udkastets § 175, 2det Stk.

Med Hensyn til de Bestemmelser, der er foreslaaet optaget i Kapitel IC, har Kommissionen holdt sig nær til T. U. Kapitel 13 og kan i saa Henseende i det hele henholde sig til Bemærkningerne i T. U. Mot. S. 140- -142. Kun skal bemærkes, at det er fundet naturligst i §§ 148 og 149 at optage visse Bestemmelser, der i T. U. var henvist til Udkastet til Lov om Forseelser. Dette er sket, ikke saa meget fordi Bestemmelsernes Indhold karakteriserer disse som egentlige Forbrydelser, som fordi Bestemmelserne staar i saadan Sammenhæng med de i de foregaaende Paragrafer optagne Regler, at det findes naturligt, at Reglerne optages Ramlede paa et Sted, jfr. hvad der er bemærket ovenfor Sp. 3. Med Hensyn til de enkelte Bestemmelser bemærke«:

§ 137 giver Regler om Bestikkelse og træder i Stedet for Straffelovens §§117.118 og 120. I Tilslutning til Udkastets § 125, der fastsætter Straf for den, der yder. lover eller tilbyder Gave eller anden Fordel, er Handlingen beskreven som at modtage, fordre eller lade sig tilsige Gave eller anden Fordel. Kommissionen har fundet det rettest at blive staaende ved det i Straffeloven benyttede Udtryk Fordel. Denne vil i Almindelighed være af økonomisk Art, men behøver ikke at være det. Bestemmelsen omfatter i lige Grad det Tilfælde, at den ulovlige Fordel fordres eller modtages, fordi der er handlet paa en vis Maade, og det Tilfælde, at den paagældende fordrer eller modtager den ulovlige Fordel for at handle
paa en vis Maade. Hvor den ulovlige Fordel fordres, er Forbrydelsen fuldbyrdet, saasnart Kravet er fremsat.

Handlingen er strafbar, hvad enten Formaalet eller Grunden er pligtstridig eller ikke-pligtstridig Handlemaade. Det maa vel erkendes, at der er en betydelig Forskel mellem det Tilfælde, at en Tjenestemand ved Gaver eller andre Fordele lader sig bevæge til at handle mod sin Tjenestepligt, og det Tilfælde, at han fordrer eller modtager Fordel for at udfore den Gerning, der paahviler ham, uden dog positivt at gøre Uret eller krænke nogen Tjenestepligt. Men Kommissionen har dog ikke ment, at der er tilstrækkelig Anledning til — som i Straffeloven — at udsondre Tilfældene i særlige Straffebestemmelser, men har fundet det tilstrækkeligt at give Adgang til at nedsætte Straffen i sidstnævnte Tilfælde. Bestaar den pligtstridige Handlemaade i, at der begaas Uretfærdighed overfor en privat Person, vil tillige den strengere Bestemmelse i Udkastets § 139 komme til Anvendelse, ligesom efter den pligtstridige Handlemaades Art og Beskaffenhed efter Omstændighederne ogsaa andre af de særlige Straffebestemmelser vil kunne komme til Anvendelse. Hvor der ikke er Tale om pligtstridig Handlemaade, vil Forholdet kunne stille sig meget forskelligt. Mere graverende er Forholdet, uaar den paagældende fordrer eller modtager en Fordel for at træffe eller for at have truffet en Afgørelse, der i sig selv er den rette, eller for overhovedet at ville tage fat paa Sagen. Mindre graverende stiller Sagen sig, naar Fordelen fordres eller modtages for at fremskynde Udførelsen eller Ekspeditionen af en Sag. I sidste Tilfælde vil Forholdet kunne antage Karakter af Modtagelse af Drikkepenge, og navnlig hvor Ydelsen maa betragtes som Vederlag for et Ekstraarbejde, vil Forholdet efter Omstændighederne falde udenfor det strafbares Omraade.

Fremdeles er det en Forudsætning, at den paagældende Gave eller Fordel fordres eller modtages for Opfyldelse af en Tjenestepligt, ligegyldigt om det drejer sig om en enkelt Tjenestehandling eller om en Række saadanne. Er der derimod Tale om en Gave, der modtages som Erkendtlighedsbevis i Anledning af den paagældendes Virksomhed i Almindelighed, f. Eks. ved Jubilæum eller i Anledning af Afsked eller ved Forflyttelse, vil Forholdet i Almindelighed falde udenfor det strafbares Omraade. Hvorledes Grænsen i det enkelte Tilfælde her vil være at drage, maa overlades til Domstolenes Skøn, og man har for at antyde dette i Beskrivelsen af Handlingen optaget Ordet »uberettiget«.

Straffeloven fastsætter i § 120 en særlig kvalificeret. Straf for Dommere og Nævninger, og Lov Nr. 234, 12. Juni 1922 § 10 lader disse Regler komme til Anvendelse ogsaa paa Voldgiftsmænd i Tvistigheder angaaende Handel med Husdyr. Kommissionen har ikke fundet det naturligt at give en særlig Regel for disse Personer og har ej heller kunnet tiltræde det i K. U. 1912 § 166 og T. U. § 139 fremsatte Forslag om at supplere disse med visse andre, nemlig dels saadanne, hvis Tjeneste eller Hverv er af særlig Betydning, og dels Øvrighedspersoner og offentlig beskikkede Voldgiftemænd eller beskikkede eller udmeldte Syns- eller Skønsmænd. Man har fundet det naturligere at give en fælles Regel, der omfatter alle, og med en tilstrækkelig vid Strafferamme, saaledes at der ved Straffens Fastsættelse i det enkelte Tilfælde vil kunne tages fornødent Hensyn bl. a. til den Stilling, den paagældende indtager og det som Følge deraf særligt graverende ved Handlingen.

Hvor Bestikkelse har fundet Sted, vil Gaven være at inddrage til Fordel for Statskassen. Dette følger af Bestemmelsen i Udkastets § 77 Nr. 3, jfr. hvad der er bemærket ovenfor Sp. 170, og man har derfor ikke fundet Anledning til paa dette Sted at optage nogen Bestemmelse svarende til Straffelovens § 122.

§ 138 træder i Stedet for Straffelovens § 137, men gaar videre end denne Bestemmelse, idet Paragrafen ikke blot omfatter Oppebørselsembedsmænd men enhver, der i sin Tjenestes eller sit Hvervs Medfør har Afgifter eller Kendelser at opkræve. Endvidere omfatter Bestemmelsen ikke blot de Tilfælde, hvor Handlingen sker til »egen Fordel«, men ogsaa hvor Opkrævningen af ikke-skyldige Afgifter sker til Fordel for det offentlige. Foretages dette med Forsæt, er der af Hensyn til de betalingspligtige god Grund til at straffe Forholdet om end med en mildere Straf. Sker Opkrævningen for privat Vindings Skyld, foreligger der Misbrug af en offentlig Stilling til at effektuere en Berigelsesforbrydelse, og Straffen er her bestemt paa samme Maade som for de kvalificerede Berigelsesforbrydelser i Udkastets §260.

For det Tilfælde, at Ydelsen oprindelig er modtaget i god Tro. har man fundet det naturligt - - paa samme Maade som T. U. § 140 — i 2det Punktum at fastsætte en mildere Straf.

§ 139 træder i Stedet for Straffelovens § 123, jfr. Lov Nr. 234, 12. Juni 1922 § 10. Bestemmelsen omfatter ikke blot Dommere, Nævninger eller offentlig beskikkede Voldgiftsmænd, men ogsaa Medlemmer af offentlige Kommissioner, Nævn og Raad, der kan afgøre Retsforhold vedrørende private Personer. Paa den anden Side er Bestemmelsens Omraade snævrere end de foregaaende Paragrafers, idet det er en Forudsætning, at den paagældende er udrustet med Myndighed til at træffe saadanne Afgørelser. Hvor dette ikke er Tilfældet, finder Bestemmelsen ikke Anvendelse. Offentlig udmeldte Syns- og Skønsmænd falder saaledes udenfor Bestemmelsen; forsaavidt der af disse udvises
et Forhold af den i Paragrafen omhandlede Beskaffenhed, vil Reglerne i Udkastets Kapitel 17 komme til Anvendelse.

Kommissionen har fundet det rettest at blive staaende ved det i Straffelovens § 123 benyttede Udtryk »Uretfærdighed«. Efter Kommissionens Opfattelse er det hermed klart, at der tages Sigte paa Afgørelser, hvorved der tilføjes en Person materiel Uret, eller paa Anvendelse af Midler, ved hvilke en materiel uretfærdig Afgørelse forberedes. Er dette ikke Tilfældet, vil henholdsvis Udkastets § 140 eller § 147 kunne komme til Anvendelse.

I Paragrafens 2det Stk. er fastsat kvalificeret Straf dels for det Tilfælde, at Handlingen har medført Velfærds Spild for nogen

§ 140 angaar Anvendelse af ulovlige Midler til at fremskaffe Oplysninger i Straffesager. Bestemmelsen træder i Stedet for Straffelovens §§ 126 og 128 og finder kun Anvendelse, naar Handlingen er retstridig som tilføjende en enkelt Person Skade, og naar det retstridige er udtømt deri, at ulovlige Midler er anvendt, idet der ikke tilsigtes begaaet nogen Uretfærdighed i Afgørelsen. Hvis dette er Tilfældet, vil den strengere Bestemmelse i § 139 komme til Anvendelse.

Bestaar Handlingen kun i en formel Overtrædelse af de i Loven givne Forskrifter, har man ment, at Forholdet naturligst maa opfattes som en Forseelse. En hertil svarende Bestemmelse, der træder i Stedet for Straffelovens §§ 128, 129, 130, 3die Stk. og 141 er optaget i Udkast til Lov om Forseelser § 22.

§ 141 træder i Stedet for Straffelovens § 132 og (tildels) § 131. Paragrafen fastsætter bl. a. Straf for det Tilfælde, at en Tjenestemand, hvem en Fanges Bevogtning paahviler, lader en sigtet undvige. Ved i saa Henseende at sammenstille Reglen med Bestemmelsen i Udkastets § 126 vil det fremgaa, at der er fastsat strengere Straf for den Tjenestemand, der forsætlig lader en Fange løbe, end for den Privatmand, der befrier en anholdt, fængslet eller tvangsanbragt Person. Dette er naturligt, idet det for Tjenestemanden maa betragtes som en kvalificerende Omstændighed, at han svigter de Pligter, hans Stilling paalægger ham. Endvidere bemærkes, at § 141 kommer til Anvendelse ved alle Lovovertrædelser, ikke blot ved Forbrydelser, men ogsaa ved Forseelser og Politiovertrædelser.

En Bestemmelse svarende til Straffelovens § 132, 2det Stk. om Uagtsomhed er ikke optaget paa dette Sted, da der ikke skønnes at være Trang til her at straffe i videre Omfang end i § 149 hjemlet.

§ 142 træder i Stedet for Straffelovens § 124. Naar man med Hensyn til ulovlig Tvang ikke har ment at kunne blive staaende ved den almindelige Adgang til Strafforhøjelse, der er hjemlet i Udkastets § 146 for det Tilfælde, at visse almindelige Forbrydelser begaas af Tjenestemænd o. 1., skyldes dette, at den almindelige Regel om ulovlig Tvang i Udkastets § 235 kun finder Anvendelse, naar visse særlig udhævede Tvangsmidler er anvendt. Denne Begrænsning har Kommissionen ikke fundet rigtig, naar ulovlig Tvang finder Sted i Forbindelse med Misbrug af offentlig Stilling eller Hverv.

§ 143 træder i Stedet for Straffelovens § 140. For den overordnede Tjenestemand, der forleder den underordnede Tjenestemand til at begaa en Tjenesteforseelse, er det strafbare Forhold ikke udtømt ved den Meddelagtighed, der foreligger i den af den underordnede begaaede Lovovertrædelse. Den overordnede gør sig ved Siden heraf skyldig i en selvstændig Forbrydelse, idet han misbruger den ham betroede overordnede Stilling. Det er derfor naturligt, at Straffen for ham er fastsat højere end for den underordnede, og at Strafansvaret for ham paadrages uafhængigt af, om den underordnede Tjenestemand kan straffes eller af særlige Grunde er straffri. Naar der i Paragrafen bruges Udtrykket »forbryder sig«, ligger ikke heri en Begrænsning, saaledes at Bestemmelsen kun skulde komme til Anvendelse ved Forledelse til Forbrydelser i snævrere Forstand. Bestemmelsen vil ligesaavel finde Anvendelse paa Forledelse til Forseelser.

§ 144 træder i Stedet for Straffelovens § 139. Bestemmelsen fastsætter Straf dels for retstridig Aabenbarelse af Hemmeligheder, der vedrører offentlig Tjeneste eller Hverv, og dels for retstridig Benyttelse — uden Aabenbaring — af saadanne Hemmeligheder i den Hensigt at skaffe sig eller andre uberettiget Vinding. Bestemmelsen finder kun Anvendelse paa Personer, der virker i offentlig Tjeneste eller Hverv, og vil f. Eks. ikke kunne finde Anvendelse paa Læger, der ikke er Embedslæger, og Apotekere, jfr. Lov Nr. 132, 29. April 1913 § 10. Forsaavidt der fra disses Side finder en uberettiget Aabenbarelse af Privathemmeligheder Sted, vil Reglerne om Krænkelse af Privatlivets Fred, jfr. Udkastets § 238, 2det Stk., komme til Anvendelse.

Kommissionen har ligesaalidt som Straffeloven ment at burde afgøre, om et Forhold er en saadan Hemmelighed, at det falder ind under Bestemmelsens Omraade. Dette maa i det enkelte Tilfælde afgores ud fra den positive Lovgivning eller Lovgivningens Grundsætninger eller Forholdets Natur. Bestemmelsen finder i lige Grad Anvendelse, hvad enten det paagældende Forhold specielt er betroet den paagældende, eller der i Almindelighed paahviler ham Tavshedspligt med Hensyn til, hvad han erfarer i Virksomheden. Som Eksempler paa Tilfælde, hvor Loven udtrykkelig angiver, hvad der skal hemmeligboldes, kan foruden de i K. U. 1912. Mot. S. 181 og T. U. Mot. S.141 anførte, nævnes Lov Nr. 99, 19. April .1907 § 5, Lov Nr. 288, 9. Maj 1919 § 9, samt Retsplejelovens §§ 73, 85, 273 og 749. Endvidere henvises til Retsplejelovens § 169 om de Tilfælde, i hvilke Vidnesbyrd ikke maa afkræves mod dens Ønske, som har Krav paa Hemmeligholdelse.

Det er en Betingelse for Bestemmelsens Anvendelse, at den paagældende har været eller maatte være sig bevidst, at det, han har aabenbaret, skulde holdes hemmeligt, Endvidere er det en Selvfølge, at Aabenbarelse af Tjenestehemmeligheder efter Omstændighederne kan indeholde en anden og maaske større Forbrydelse, f. Eks. en Statsforbrydelse, jfr. Udkastets § 108 Nr. 1, ligesom Benyttelse af Tjenestehemmelighéder til uberettiget Vinding efter Omstændighederne vil være en Berigelsesforbrydelse og som saadan strafbar efter Udkastets Kapitel 28, jfr. § 146.

I § 144, 2det Stk. er Bestemmelsen i 1ste Stk. gjort anvendelig paa den, som efter at være fratraadt Stillingen paa nogen af de angivne Maader forser sig med Hensyn til Tjenestehemmeligheder, som han i Stillingen har erfaret. En tilsvarende Bestemmelse findes ikke i Straffeloven, men for et specielt Omraade f. Eks. i Lov Nr. 84, 11. Maj 1897 § 17, 1ste Stk. jfr. Lov Nr. 99, 19. April 1907 § 5.

§ 145 træder i Stedet for Straffelovens § 138, jfr. Lov Nr. 84, 11. Maj 1897 § 17, 3die Stk. cfr. Lov Nr. 99, 19. April 1907 § 5. Bestemmelsen omfatter ligesom Straffeloven baade det Tilfælde, at der foreligger en Krænkelse af Post- og Telegrafhemmeligheden (»aabner«), og det Tilfælde, at Post- eller Telegrafforsendelsen hindres i at komme frem til Bestemmelsesstedet (»tilintetgør«, »underslaar«). Af Hensyn til den Betydning, det har for Samfundet som Helhed, at der kan haves fuld Tillid til Post og Telegrafvæsenet, er det i Lighed med Straffeloven foreslaaet, at Straffen — selv om der i det enkelte Tilfælde f. Eks. kun er handlet af Nysgerrighed - ikke kan gaa under Hæfte. Hvis der er handlet i Berigelseshensigt, vil efter Omstændighederne de særlige Bestemmelser i Udkastets Kapitel 28 jfr. § 140 eller § 147 komme til Anvendelse.

§§ 146—149 giver visse mere almindelige Bestemmelser om strafbare Handlinger foretagne under Udførelse af offentlig Tjeneste eller Hverv.

§ 146 angaar forskellige Forbrydelser, der i sig selv falder ind under andetsteds i Udkastet givne Straffebestemmelser. Naar disse Forbrydelser foretages af offentlige Tjenestemænd eller lignende Personer, har man fundet det rettest, at der hjemles fakultativ Strafforhøjelse med indtil det halve. Bestemmelsen træder delvis i Stedet

for Straffelovens §§ 125, 127, 128, 130, 133, 134 og 135. Om Grunden til, at de af § 146 omfattede Tilfælde ikke er udformet som særlige Embedsforbrydelser henvises til T.U. Mot. S. 140—141.

§ 147 giver i Lighed med Straffelovens § 141 Adgang til at anvende Straf for ethvert ikke i de foregaaende Paragrafer særlig omtalt Misbrug af offentlig Stilling, hvorved privates eller det offentliges Ret krænkes. Under Bestemmelsen falder f. Eks. ogsaa det i Straffelovens § 131 omhandlede Forhold, at en Person, der ifølge sin Stilling skal virke til Straffemagtens Haandhævelse, bevirker, at en skyldig ikke tiltales eller dommes efter Loven. Kommissionen har ikke fundet Grund til at udsondre dette Forhold i en særskilt Paragraf.

Bestemmelsen fremtræder iøvrigt nærmest som et Supplement til de foregaaende Bestemmelser om Tjenesteforseelser, og det er overladt til Domstolenes Skøn at afgøre, om der i det enkelte Tilfælde kan statueres at foreligge Misbrug. I Overensstemmelse med, hvad der er anført i Straffelovens Motiver S. 168, har Kommissionen anset det for ønskeligt, at der haves en saadan almindelig Bestemmelse, for at der ikke skal savnes Hjemmel til at straffe Tjenesteforseelser, der ikke kan henføres under de særskilt omhandlede Forbrydelser, og fordi det efter Forholdets Natur vanskeligt kan lade sig gøre at give specielle Regler for alle de Former, under hvilke Misbrug af offentlige Tjenester eller Hverv kan finde Sted. Det har ogsaa vist sig, at Bestemmelsen i Straffelovens § 141 ikke sjældent har fundet Anvendelse i Praksis, hvor higen anden Straffebestemmelse var anvendelig, men hvor det vilde have været stødende, om ingen Hjemmel fandtes for Forholdets Strafbarhed.

§ 148 fastsætter Straf dels for Ulydighed mod Overordnedes Befalinger og dels for enhver forsætlig Undladelse af at opfylde Tjenestepligt. I førstnævnte Henseende træder Bestemmelsen i Stedet for Straffelovens § 142. I sidstnævnte Henseende er Bestemmelsen ny, men Kommissionen har fundet det rettest, at der svarende til den almindelige Bestemmelse i § 147 om Misbrug af Tjenestemyndighed ogsaa optages en almindelig Bestemmelse om Straf for forsætlig Undladelse af at opfylde Tjenestepligt.

§ 149 træder i Stedet for Straffelovens § 143. Paragrafen tager Sigte paa uagtsomme Tjeneste-Forbrydelser, naar Uagtsomheden fremtræder som grov eller oftere gentagen Forsømmelse i Tjenestens eller Hvervets Udførelse eller i Overholdelsen af de Pligter, som Tjenesten eller Hvervet medfører.

Foruden i Straffeloven findes herhenhørende Bestemmelser i forskellige Særlove. Herom henvises til Bemærkningerne i Motiverne til Torps Udkast til Lov om Forseelser S. 24, hvortil føjes, at der f. Eks. ogsaa i Retsplejelovens §§ 82 og 92 er fastsat Straf for Forsømmelse m. m., der ikke behøver at være af den i Udkastets § 149 omhandlede mere graverende Beskaffenhed. .."