
	Nedenfor gives eksempler på tiltalepraksis ved statsadvokaterne og Rigsadvokaten i sager, hvor der kan rejses mistanke om magtmisbrug hos polititjenestemænd
		Uhensigtsmæssigt at politiet anbefaler en bestemt forsvarer SA5-2008-323-0274 Politiet anbefalede en sigtet, der skulle fremstilles i grundlovsforhør, at vælge en bestemt forsvarsadvokat, hvilket den sigtede efterfølgende klagede over. Statsadvokaten lagde til grund, at anbefalingen havde været sagligt begrundet, idet politipersonalet mente, at den pågældende var dygtig. Statsadvokaten fandt det imidlertid uhensigtsmæssigt, at politipersonale anbefaler en bestemt forsvarer og henstillede til politidirektøren, at spørgsmålet blev taget op i politikredsen, herunder at der eventuelt blev fastsat retningslinjer for tilkaldelse af forsvarer til afhøring. Beretning 2008-2009, s. 52. Anvendelse af halsgreb i forbindelse med anholdelse SA2-2007-321-0006 og RA-2008-321-0030 Det blev lagt til grund, at der i forbindelse med en anholdelse blev anvendt en form for halsgreb på den anholdte, men det lykkedes ikke at identificere den polititjenestemand, der havde gjort det. Statsadvokaten fandt hændelsesforløbet meget beklageligt. Rigsadvokaten fandt det meget kritisabelt og beklageligt, at en polititjenestemand i forbindelse med magtanvendelsen anvendte en form for halsgreb, der bevirkede, at anmelder blev bragt i livsfare. Rigsadvokaten anførte endvidere, at sagen gav anledning til mere generelt at understrege det helt grundlæggende princip, at polititjenestemænd, der ikke selv risikerer et retligt ansvar, ikke bør benytte den fritagelse for oplysnings- og sandhedspligt, som i sager som den foreliggende nødvendigvis må indrømmes samtlige deltagende polititjenestemænd, til f.eks. af hensyn til deres kollegaer ikke at bidrage fuldt ud til sagens opklaring. Beretning 2008-2009 s. 59 og 130. Polititjenestemænds transport af person, der senere afgik ved døden SA5-2008-322-0015 Statsadvokaten fandt ikke grundlag for at tilsidesætte polititjenestemændenes skøn om at køre en person, der var til gene for andre på en banegård, ud til et skovområde. Han blev efterfølgende fundet død. Den pågældende var uden fast bopæl, havde karantæne fra byens forsorgshjem og var ikke beruset nok til at blive anbragt i detentionen. Statsadvokaten henstillede imidlertid til politikredsens ledelse, at spørgsmålet om håndtering af personer i lignende uhåndterbare situationer blev taget op. Beretning 2008-2009 s. 115. Nedsættende omtale af advokat over for dennes klient SA5-2007-323-0267 Under transport af en arrestant havde en polititjenestemand P spurgt en arrestant S om, " i alverden hun havde fundet den klovn til advokat" som repræsenterede hende. P udtalte desuden, at han en gang havde set advokaten A i landsretten, hvor han også var en klovn. P beklagede, at han på den måde havde udtrykt sin personlige mening om A over for dennes klient på en sådan måde, at det kunne opfattes som politiets holdning til A generelt. Statsadvokaten fandt det kritisabelt, at P over for S havde omtalt A som en klovn, hvilket statsadvokaten beklagede over for A. Statsadvokaten lagde navn lig vægt på, at udtrykket "" er et nedsættende udtryk, der kan opfattes som møntet på såvel A' faglige kvalifikationer som på A' personlighed. Statsadvokaten bemærkede endvidere, at en polititjenestemand ikke bør tilkendegive sin personlige mening om en forsvarer over for dennes klient eller i det offentlige rum. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen. P blev efterfølgende meddelt en disciplinær irettesættelse. Undersøgelse standset af ressourcemæssige hensyn SA1-2007-321-0964 En person A havde anmeldt politiet for spark og anden unødig magtanvendelse i forbindelse med, at han blev anholdt under rydningen af Ungdomshuset. A havde desuden klaget over, at han under anholdelsen var blevet behandlet ydmygende med en anklagende tone og flere gange havde fået at vide, at han ikke kunne blive løsladt, da han så bare ville løbe tilbage til Nørrebro og lave ballade igen. Statsadvokaten sluttede straffedelen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2, idet de anmeldte betjente ikke kunne identificeres. Af ressourcemæssige årsager blev der ikke foretaget videre med hensyn til adfærdsklagen, idet det ville være forbundet med uforholdsmæssige vanskeligheder, omkostninger og behandlingstider, der ikke stod i rimeligt forhold til klagepunktets betydning. Statsadvokaten bemærkede, at såfremt det alligevel skulle lykkes at finde frem til den eller de betjente, der var fremkommet med udtalelsen, så fandtes den ikke kritisabel set i lyset af begivenhederne i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset. Politiklagenævnet erklærede sig enig i afgørelsen. Truende udtalelse meget kritisabel SA1-2008-321-0088 En motorcyklist, der blev standset for at køre uden styrthjelm, anmeldte et par dage efter modtagelsen af bødeforelægget, at politibetjentene havde skubbet til ham, ligesom især den ene havde talt utroligt nedladende og havde fremsat trusler. Det blev lagt til grund, at den ene betjent B havde udtalt " din kæft, ellers får du på munden" Statsadvokaten fandt udtalelsen meget kritisabel. For så vidt angik de øvrige anmeldelser/klager kunne der ikke føres det fornødne bevis for anmeldelsen. Nævnet var enig i afgørelsen. B blev meddelt en disciplinær advarsel af Rigspolitichefen. Meget kritisabel adfærd i forbindelse med faglig konflikt på politigården SA1-2007-321-1039 Den 1. januar 2007 blev venterummene på en politigård nedlagt, hvilket kriminalpolitiet var meget utilfredse med, idet politiet dermed ikke havde noget sted at hensætte ventende arrestanter. For at demonstrere de vanskelige forhold fastgjorde tillidsmanden T en arrestant A, der afventede transport tilbage til arresten, til en stol på politidirektørens forkontor. Statsadvokaten fandt ikke, at gerningsindholdet i straffelovens § 155 var opfyldt, og da A ikke havde lidt nogen overlast, blev efterforskningen indstillet i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2. tatsadvokaten fandt dog, at det var meget kritisabelt at drage en arrestant ind i en faglig konflikt. Politiklagenævnets flertal fandt alene, at handlingen var kritisabel. Et mindretal fandt handlingen meget kritisabel. T blev efterfølgende meddelt en disciplinær irettesættelse. Kritisabel håndtering af meddeler SA5-2008-321-0003 En politiassistent P var kildefører for en kvindelig meddeler M. P udfærdigede på baggrund af et indledende møde med M en rapport med indstilling om, at hun skulle anvendes som meddeler. Rapporten forsvandt, efter M var blevet godkendt som meddeler, og den blev derfor ikke lagt ind i politiets database. I tiden efter godkendelsen af M som meddeler udfærdigede P 19 rapporter vedrørende oplysninger modtaget fra M om kriminalitet. Rapporterne blev heller ikke lagt ind i databasen, men M blev behandlet som registreret meddeler, indtil det blev besluttet, at hun ikke længere skulle benyttes. I samme tidsrum var der adskillige sms kontakter mellem P og M med seksuelt indhold. Det fremgik heraf, at P havde haft et seksuelt forhold til M. Statsadvokaten fandt, at indholdet af beskederne var af en sådan karakter, at det skabte tvivl om P´s egnethed til at håndtere meddelere og fandt det meget kritisabelt, at P fortsatte med at have hende som meddeler og ikke orienterede kontrollanten og sine overordnede om deres forhold. Statsadvokaten fandt imidlertid ikke A´s adfærd så grov, at forholdet faldt ind under bestemmelserne i straffelovens §§ 155-157 om tjenesteforsømmelse. Statsadvokaten fandt det af hensyn til statsadvokatens mulighed for at føre kontrol med brugen af meddelere af afgørende betydning, at RM 2/2005 følges. Statsadvokaten fandt imidlertid ikke tilstrækkelig anledning til at udtale kritik af en vicepolitiinspektør V, der havde fået rapporten overgivet fra P til godkendelse og efterfølgende havde fået den godkendt af chefpolitiinspektøren, idet det var uoplyst, hvordan rapporten var bortkommet, hvornår V blev bekendt hermed, samt at proceduren for godkendelse af meddelere i mellemtiden var blevet ændret med henblik på, at lignende fejl fremover kunne undgås. Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig heri. P blev meddelt en irettesættelse af Rigspolitichefen. Klage over politiets indsats ved fodboldkamp i parken SA1-2005-321-0055 og RA-2008-321-0011 En advokat klagede på vegne af 26 svenske statsborgere over politiets adfærd i forbindelse med en fodboldkamp i Parken i april måned 2005. Det fremgik af klagen, at den navnlig vedrørte det civilklædtes polits adfærd under urolighederne, der opstod på tilskuerpladserne under kampen, herunder navnlig med hensyn til politiets anvendelse af stav. Klagen omfattede endvidere en række yderligere forhold, herunder en polititjenestemands tab af sin tjenestepistol, manglende tilkaldelse af læge mv. til de tilskadekomne og polititjenestemændenes manglende skiltning/legitimation. På baggrund af oplysningerne i klagen, herunder at der tillige blev klaget over unødig vold mv., besluttede statsadvokaten at behandle sagen som en straffesag efter retsplejelovens kapitel 93c om straffesager mod politiet. Statsadvokaten lagde i sin afgørelse til grund, at en polititjenestemand P i forbindelse med urolighederne tildelte en tilskuer T et slag i hovedet med en stav, hvorved han pådrog sig skade. Statsadvokaten fandt, at der objektivt set var tale om unødig magtanvendelse mod T, men fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale mod P for vold, idet der ikke kunne forventes ført det til domfældelse fornødne bevis for, at der havde foreligget forsæt til vold. Statsadvokaten fandt derimod P´s adfærd særdeles kritisabel. Statsadvokaten fandt det endvidere meget kritisabelt at P, uden at opdage det, tabte sin skarpladte tjenestepistol i et område med mange mennesker og voldsomme uroligheder. Herudover fandt statsadvokaten ikke grundlag for at udtale kritik eller rejse sigelse mod polititjenestemænd i anledning af indsatsen i Parken, og statsadvokaten indstillede derfor efterforskningen i sagen, jf. retsplejelovens § 749, stk. 2. Sagen blev forelagt politiklagenævnet, der var enig i afgørelsen om kritik af P´s adfærd i forbindelse med slaget med staven og tabet af tjenestepistolen. Med hensyn til politiets generelle anvendelse af stav anførte nævnet, at der efter dets opfattelse var blevet anvendt en unødig og for hårdhændet og dermed uberettiget magt, der medførte, at polititjenestemændenes adfærd måtte karakteriseres som kritisabel. Herudover anførte nævnet, at man fandt, at den samlede sagsbehandlingstid i klagesagen havde været overordentlig utilfredsstillende. I anledning af nævnets udtalelse vedrørende anvendelse af stav tilsluttede statsadvokaten sig, at der havde været tale om et meget betydeligt antal slag med stavene, hvilket medførte, at forløbet af de tilstedeværende blev oplevet som meget voldsomt, således som det også fremstod ved gennemsyn af fotomaterialet i sagen. Det var imidlertid efter statsadvokatens opfattelse en afgørende forudsætning – såfremt det skulle lægges til grund, at der var udvist kritisabel adfærd af enkeltpersoner under forløbet – at det uden rimelig tvivl kunne fastslås, at den enkelte havde overskredet grænserne for lovlig magtanvendelse i den enkelte situation. En vurdering heraf forudsætter en nøje gennemgang af oplysningerne i sagen, der kan belyse såvel den enkelte polititjenestemands magtanvendelse som de øvrige involveredes adfærd, idet det alene herigennem kan fastlægges, hvorvidt magtanvendelsen må betegnes som berettiget eller uberettiget. Statsadvokaten fandt ikke – bortset fra epsioden vedrørende P – at der forelå et tilstrækkeligt bevismæssigt grundlag for at fastslå, at der var tale om uberettiget magtanvendelse. Endelig beklagede statsadvokaten den lange sagsbehandling, der – uanset sagens omfang og komplekistet – måtte betegnes som overordentlig utilfredsstillende. Afgørelsen blev påklaget af såvel advokaten for de svenske tilskuere som P´s advokat. Førstnævnte tilkendegav i forbindelse med klagen, at den begrænsede sig til alene at vedrøre det civilklædtes udbredte og meget voldsomme anvendelse af politistav, samt heraf direkte afledte forhold. Vedrørende de civilklædtes brug af stav anførte Rigsadvokaten blandt andet, at der efter hans opfattelse samlet set var grundlag for at sætte et væsentligt spørgsmålstegn ved hensigtsmæssigheden af den gennemførte politiindsats på tilskuertribunen, og Rigsadvokaten noterede sig i den forbindelse, at Københavns Politi efterfølgende havde foretaget en række inititativer med henblik på at forebygge tilsvarende situationer i fremtiden. Rigsadvokaten var enig i det af statsadvokaten anførte om, at kritik, der baserer sig på det samlede indtryk af forløbet, ikke vil kunne rettes mod enkeltpersoner, men i givet fald må rettes mod håndteringen af indsatsen som sådan. Rigsadvokaten anførte videre, at synspunktet er en konsekvens af, at ansvaret efter politiklageordningen er et personligt ansvar, der forudsætter, at det for den enkelte polititjenestemands vedkommende med tilstrækkelig sikkerhed kan fastlægges, at der er handlet kritisabelt. Rigsadvokaten var derfor enig i, at der på det foreliggende oplysningsgrundlag ikke var mulighed for, at rette kritik mod andre polititjenestemænd end de, der var omfattet af statsadvokatens afgørelse. Rigsadvokaten var enig i, at der ikke var grundlag for at rejse tiltale mod P for vold. Rigsadvokaten var endvidere enig i, at der var grundlag for at rette kritik mod P. Vedrørende graden af kritik anførte Rigsadvokaten, at udtrykket særdeles kritisabelt anvendes til beskrivelse af den alvorligste kritik og da også forholdsvis sjældent anvendes i praksis. Efter en vurdering af situationens kaotiske karakter og baggrunden for, at staven konkret blev anvendt, fandt Rigsadvokaten ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at betegne P´s adfærd som særdeles kritisabel, men dog som kritisabel. Vedrørende tabet af pistolen fandt Rigsadvokaten – særligt under hensyn til at den nærmere baggrund for tabet af pistolen ikke var blevet klarlagt – ikke fuldt tilstrækkeligt grundlag for at udtale kritik. I øvrigt tiltrådte Rigsadvokaten statsadvokatens afgørelse. Endelig tiltrådte Rigsadvokaten politiklagenævnets og statsadvokatens bemærkninger om, at sagsbehandlingstiden havde været unødig langvarig, hvilket Rigsadvokaten ligeledes beklagede. Rigsadvokaten tilføjede i den forbindelse, at der i den senere tid var iværksat en række initiativer, der skulle sikre en hurtigere behandling af klager over polititjenestemænd, og at der allerede havde kunnet ses en meget positiv udvikling på området. To politiassistenter idømt 3 måneders fængsel for vold SA1-2007-321-1116 To politiassistenter befandt sig i deres fritid lettere berusede i Istedgade. En ung afrikansk mand bad om ild og blev afvist. Uvist af hvilken grund slog og sparkede politiassistenterne den unge mand flere gange. Der var flere uvildige vidner, der overværede episoden. Under forløbet viste politiassistenterne politiskilt og trådte herved i tjeneste. Politiklagenævnet tiltrådte, at der blev rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 244. Byretten idømte politiassistenterne fængsel i 3 måneder. Begge politiassistenter ankede dommen til landsretten, der stadfæstede dommen. Politiassistenterne blev begge afskediget. Anvendelse af halsgreb i forbindelse med anholdelse SA2-2007-321-0006 og RA-2008-321-0030 En ung mand M blev på sin bopæl opsøgt af en mand med et sværd. Ms nabo, der selv umiddelbart forinden var blevet opsøgt af den truende mand, ringede til politiet, der kom til stedet. Efter politiets ankomst blev døren til Ms rækkehus pludselig åbnet, hvorefter begge mænd under anvendelse af magt blev lagt ned på jorden og ilagt håndjern. M anmeldte, at en polititjenestemand havde taget halsgreb på ham, og fremlagde skadestuejournaler, hvoraf fremgik, at han havde blødninger i og omkring øjnene, blødninger i svælget og blodudtrædninger på begge sider af halsen. M kunne ikke beskrive udseendet på den polititjenestemand, der tog halsgreb på ham. De 6 involverede polititjenestemænd forklarede, at der havde været anvendt magt, idet M gjorde kraftig modstand, men de afviste at have set, at der blev taget halsgreb. Sagen blev forelagt for Retslægerådet, der bl.a. udtalte, at M havde været i manifest livsfare. Efter Ms forklaring og de lægelige oplysninger fandt statsadvokaten det for overvejende sandsynligt, at en polititjenestemand havde taget en eller anden form for halsgreb på M. Det kunne imidlertid ikke fastslås, hvilken polititje nestemand der i givet fald havde gjort det. Statsadvokaten indstillede derfor efterforskningen i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2. Statsadvokaten anførte, at han fandt, at hændelsesforløbet havde været meget beklageligt, idet der var blevet anvendt magt over for M, der uforvarende var blevet opsøgt af en – formentlig psykisk syg – person med et sværd, ligesom magtanvendelsen medførte, at M kom i livsfare. Statsadvokaten anførte videre, at han fandt det hensigtsmæssigt, om politiets ledelse sammen med de involverede polititjenestemænd evaluerede hændelsesforløbet, herunder indsatslederens rolle, med henblik på at undgå lignende situationer i fremtiden. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen. M klagede over afgørelsen til Rigsadvokaten. Rigsadvokaten fandt ikke grundlag for at genoptage efterforskningen i sagen. Rigsadvokaten lagde til grund, at en polititjenestemand havde taget en form for halsgreb på M. Rigsadvokaten fandt i lighed med statsadvokaten ikke, at det med tilstrækkelig sikkerhed kunne bevises, hvem af de tilstedeværende polititjenestemænd, der havde anvendt halsgrebet. Rigsadvokaten anførte, at sagen gav anledning til mere generelt at understrege det helt grundlæggende princip, at polititjenestemænd, som ikke selv risikerer et retligt ansvar, ikke bør benytte den fritagelse for oplysnings- og sandhedspligt, som i sager som den foreliggende nødvendigvis må indrømmes samtlige deltagende polititjenestemænd, til f.eks. af hensyn til deres kollegaer ikke at bidrage fuldt ud til sagens opklaring. Rigsadvokaten anførte videre, at han fandt det meget kritisabelt og beklageligt, at en polititjenestemand i forbindelse med magtanvendelsen anvendte en form for halsgreb på M, der bevirkede, at han blev bragt i livsfare. Rigsadvokaten anførte endelig, at selve det forhold, at der var taget halsgreb dog ikke i sig selv udgjorde bevis for, at det var sket med forsæt til voldsudøvelse. Frifundet for vold mod journalist SA1-2008-321-0056 En journalist A anmeldte to polititjenestemænd P1 og P2 for at have kaldt A en idiot og for at have skubbet ham (P1) og slået ham hårdt i brystet med knyttet hånd (P2). På baggrund af vidneudsagn samt lægelige oplysninger besluttede statsadvokaten at rejse tiltale mod P2 for overtrædelse af straffelovens § 244, ligesom statsadvokaten udtalte kritik af brugen af ordet "" Politiklagenævnet var enig i afgørelsen. Byretten frifandt P2 for den rejste tiltale. Anmeldelse om vold mod tre politiassistenter SA2-2008-321-0019/RA-2009-321-0102 En person blev stoppet i toget og sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Efterfølgende anmeldte han de 3 polititjenestemænd for vold, ligesom han klagede over deres adfærd i forbindelse med episoden. Med anmeldelsen fulgte en lægeerklæring, hvoraf det fremgik, at anmelder over venstre øje havde et lille hæmatom/hævelse samt hævelse og blålig misfarvning på venstre side af overlæben. Anmelder erkendte besiddelse af hash, der blev kontrolvejet og underskrev en konfiskationserklæring. Der blev udstedt et bødeforelæg til anmelder. I forbindelse med afhøringen hos statsadvokaten forklarede anmelder blandt andet, at han i forbindelse med episoden blev hevet ud af toget af polititjenestemændene, hvorefter han blev ført ud til en patruljebil, der holdt parkeret ved stationen. Han blev sat ind i politibilen, således at han sad på bagsædet sammen med den ene politiassistent. Kort efter blev han pludselig sat af med en bemærkning om, at " har du fået en lærestreg" Politiassistenterne forklarede under afhøring i statsadvokaturen, at anmelder løbende hidsede sig op under togturen, formentlig fordi han spillede op til sine kammerater. De besluttede derfor at bortvise ham fra toget, der var det sidste tog den pågældende nat. Anmelder havde oplyst, at han skulle til Albertslund station, hvorfor de vurderede, at problemet var løst, hvis anmelders kammerater fortsatte med toget. Da toget stoppede på Glostrup station, blev anmelder bedt om at stige af toget, hvilket han ikke modsatte sig. Anmelders kammerater steg imidlertid også af, hvorfor politiassistenterne vurderede, at det var nødvendigt at bortvise anmelder fra DSB´s område. De bad derfor anmelder om at følge med til patruljebilen, der holdt parkeret på den anden side af Glostrup Centret. I bilen sagde anmelder, at han godt kunne se, at han var gået over stregen, hvorfor han herefter blev sat af ca. 200 m. væk. Han blev ikke sigtet eller erklæret for anholdt, selvom han godt kunne være blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Om årsagen til, at det ikke fremgik af anmeldelsesrapporten, at anmelder blev kørt væk fra stationen og sat af, forklarede politiassistenterne, at de ikke havde fundet det relevant for sigtelsen mod anmelder. Idet der var tale om påstand mod påstand uden uvildige vidner til det passerede, fandtes der ikke at være en rimelig formodning om, at de pågældende polititjenestemænd havde begået strafbart forhold. Efterforskningen af anmeldelsen blev derfor indstillet. Statsadvokaten fandt endvidere ikke, at der var grundlag for kritik af de pågældendes adfærd. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen. Statsadvokaten fandt imidlertid dispositionen om at medtage anmelder, der på det pågældende tidspunkt var 19 år, og sætte ham af 200 meter fra stationen under de givne omstændigheder var kritisabel, navnlig henset til at det var uden relevant sigtelse og uden anholdelse, at han efter oplysningerne var tydeligt påvirket af euforiserende stoffer, at det var midt om natten i et område, som han tilsyneladende ikke kendte, og ved en anden station end der hvor han skulle have været af. Endelig bemærkede statsadvokaten, at han fandt, at der burde være gjort bemærkning om køreturen i rapportmaterialet. Afgørelsen blev påklaget til Rigsadvokaten af polititjenestemændene. Rigsadvokaten var enig i statsadvokatens afgørelse om at indstille efterforskningen i sagen og enig i at der ikke var grundlag for kritik af politiassistenternes adfærd. Rigsadvokaten fandt imidlertid ikke tilstrækkelig anledning til at udtale kritik af politiets disposition om at modtage anmelder i bilen og sætte ham af 200 meter fra stationen under de givne omstændigheder. Rigsadvokaten lagde vægt på, at dispositionen blev foretaget for at afværge faren for anmelders fortsatte forstyrrelse af den offentlige orden. Rigsadvokaten fandt endvidere ikke tilstrækkelig grundlag for at antage, at anmelder ikke blev orienteret om bortvisningen og grundlaget herfor. Hertil kom, at han efter forklaringerne ikke blev kørt længere væk, end at han kunne se Glostrup Station, og at han til trods for påvirkning af hash ikke ville være i tvivl om, hvor han var. Rigsadvokaten var enig med statsadvokaten i, at der burde være gjort bemærkning om køreturen/bortvisningen i rapportmaterialet. Vicepolitikommissær dømt for vold begået i fritiden (forevisning af politiskilt) SA2-2009-321-0124 (0063) En polititjenestemand A var til en privat julefrokost og blev herunder telefonisk kontaktet af en niece, der oplyste, at A´s søn og en kammerat havde været udsat for et angreb med et gevær. Da overfaldet var sket i nærheden, løb A samt andre deltagere i julefrokosten hen for at komme sønnen til undsætning. Ved ankomsten sad sønnen på fortovet og blødte fra et sår i hovedbunden. På en trappe til et hus stod en person B, som efter A´s opfattelse var identisk med den person, der havde overfaldet sønnen med et gevær. Med henblik på at sikre den pågældendes tilstedeværelse, gik A hen til den pågældende samtidig med, at han tilkendegav, at han var polititjenestemand, ligesom han på et tidspunkt trak sit politiskilt. Efterfølgende anmeldte B, at A havde slået ham i den forbindelse. Statsadvokaten rejste tiltale mod A for vold efter straffelovens § 244 ved at have tildelt B 3-5 slag i ansigtet. Politiklagenævnet var enig i, at der blev rejst tiltale for vold. Byretten idømte A 40 dages fængsel, idet det fandtes bevist, at han havde tildelt B mindst 3 slag i ansigtet. Østre Landsret stadfæstede dommen. Sagen er endnu ikke disciplinært afsluttet. Videregivelse af oplysninger om ATK-bils placering SA5-2007-321-0341 Statsadvokaten modtog oplysning om, at en politiassistent P via en SMS-kæde havde videregivet oplysninger om, hvor han holdt med en ATK-bil og foretog hastighedsmåling. P blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 152, subsidiært § 155 og forklarede, at han alene i 3 tilfælde til henholdsvis Falck, sin tidligere arbejdsgiver og sin kone havde oplyst om ATK-bilens nøjagtige position. Der var ikke bevis for, at der herudover var videregivet oplysninger. Statsadvokaten opgav påtale i medfør af retsplejelovens § 721, stk. 1, nr. 2, under henvisning til, at yderligere forfølgning ikke kunne ventes at føre til, at P ville blive fundet skyldig til straf. Statsadvokaten fandt, at der var tale om videregivelse af oplysninger, der var underlagt tavshedspligt, men fandt, at den begåede overtrædelse var af en sådan karakter, at ansvaret kunne udtømmes ved en disciplinær sag. Statsadvokaten anførte, at det i såvel teori som praksis er antaget, at mindre grove udnyttelser af stilling jævnligt udskilles til disciplinær forfølgning og henviste til UfR. 2000.2524Ø. Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig i afgørelsen. P blev efterfølgende meddelt en irettesættelse. Polititjenestemands videregivelse af oplysninger til familiemedlem om, at han var gået ind på aflytning SA1-2005-321-0006 En polititjenestemand P, der efterforskede en større sag om økonomisk kriminalitet, oplyste under en familiefest et familiemedlem F om, at F var gået ind på en telefonaflytning. Statsadvokaten rejste tiltale for overtrædelse af straffelovens §§ 152 og 155. Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig heri. Byretten idømte P 5 dagbøder af 400 kr. P ankede med tilladelse fra procesbevillingsnævnet dommen med påstand om frifindelse. Anklagemyndigheden påstod skærpelse. Landsretten stadfæstede dommen. Dommen er refereret i UfR. 2010.50Ø og Tfk 2009.949/2. Videregivelse af intern statusrapport til journalist SA1-2009-321-0246 En polititjenestemand P videregav fortrolige oplysninger til en journalist, idet han fra sin arbejdscomputer sendte en intern statusrapport til journalisten. Rapporten indeholdt blandt andet statistiske oplysninger om tyverier i et afgrænset område samt navnene på 15 personer, der var kendt af politikredsen som gerningsmænd til indbrud. P erkendte de faktiske forhold, men forklarede, at han ikke havde tænkt over, at rapporten indeholdt navne på flere af politikredsens kriminelle. Statsadvokaten fandt, at sagen kunne afgøres med et bødeforelæg på 1.500 kr. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen. P vedtog ikke bøden. Der blev herefter rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens § 152, stk. 1. Byretten fandt P skyldig og idømte ham 5 dagbøder af 300 kr. Sagen er endnu ikke disciplinært afgjort. Efterforskningsleders udtalelser til pressen SA6-2008-321-0014 og RA-2009-321-0039 I forbindelse med en brand i et rækkehus blev politiet tilkaldt. Ved politiets ankomst til stedet stod en kvinde (A) uden for huset, mens hendes to børn var inde i huset. Huset udbrændte, og børnene omkom. Grundet udtalelser fra A og forklaringer fra andre vidner mistænkte politiet A for at have forårsaget branden, hvorfor hun blev anholdt og sigtet for overtrædelse af straffelovens § 180. Branden og anholdelsen blev dækket intenst af medierne i løbet af dagen, hvorunder polititjenestemand P som efterforskningsleder gav flere interviews til aviser og tv. Anklagemyndigheden besluttede samme eftermiddag at løslade A uden at fremstille hende i grundlovsforhør. Samme aften blev P kontaktet af TV2, der ønskede et direkte interview om baggrunden for sigtelsen af A og det videre forløb. Under interviewet udtalte P bl.a., at A var blevet sigtet på baggrund af nogle " som gør, at vi kun kan tolke, at hun har været impliceret i branden" at A " psykisk meget hård" under afhøringen hos politiet, at A forlod huset " at sørge for, at børnene kom med ud" og at de første vidneforklaringer tydede på, at " måske havde været mulighed for at hjælpe dem ud" Folketingets Ombudsmand forespurgte herefter Rigsadvokaten, om denne foretog sig noget i anledning af P' udtalelser. Statsadvokaten besluttede i medfør af retsplejelovens § 1020 a, stk. 1, at iværksætte efterforskning om muligt brud på tavshedspligten. Efter endt undersøgelse besluttede statsadvokaten at indstille efterforskningen i sagen. Statsadvokaten anførte herom bl.a., at udtalelser fra polititjenestemænd i tjenesten med ansvar for pressekontakt må vurderes ud fra det særlige hensyn til offentlighed og størst mulig åbenhed om politiets arbejde, som fremgår af Justitsministeriets cirkulæreskrivelse nr. 9481 af 27. juni 2003. Hensynet vil ofte afspejles i intensiteten af mediernes interesse og i sagens karakter og alvor. Åbenhedshensynet må dog altid afvejes i forhold til bl.a. tavshedspligten og hensynet til enkeltpersoners private forhold, herunder om disse personer er særligt udsatte eller sårbare. Statsadvokaten lagde vægt på, at P' udtalelser angik en sag, som havde påkaldt sig betydelig offentlig interesse, at det var klart for offentligheden, at det var moderen til de to indebrændte børn, som havde været anholdt, men nu var løsladt, og at sagen havde haft et usædvanligt forløb. Statsadvokaten anførte videre, at der bør udvises ganske stor forsigtighed ved udtalelser om, hvad der måtte være kommet frem under afhøringer hos politiet, som ikke efterfølgende måtte være kommet til offentlighedens kundskab. Statsadvokaten fandt dog, at P' udtalelser om sagens forløb og oplysningerne i sagen overordnet set blev søgt holdt i generelle termer, og fandt ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at der forelå en uberettiget videregivelse af tavshedsbelagte oplysninger. Statsadvokaten fandt ej heller udtalelserne omfattet af retsplejelovens § 1016 a. Statsadvokaten fandt dog, P´s adfærd i forhold til interviewet kritisabel. Statsadvokaten anførte bl.a., at P burde have undladt at fremkomme med nærmere detaljer fra forklaringer om A' færden/handlemåde og hendes udtalelser, uanset at omtalen heraf skete i hovedtræk. P burde derfor have undladt at omtale de dele af indholdet af afhøringer, som ikke var offentlige. Statsadvokaten anførte endvidere, at udtalelserne angik en person, som var i en sårbar og udsat position, og at det derfor måtte overvejes ganske nøje, om og hvordan politiet kunne eller skulle udtale sig om mistankegrundlaget efter løsladelsen, navnlig såfremt udtalelserne vedrørte grundlaget for sigtelse på et tidligt tidspunkt i efterforskningen, og såfremt man valgte at udtale sig, måtte det ske med meget tydelig angivelse af, at grundlaget var ændret. Statsadvokaten fandt, at P' udtalelser til en vis grad i offentligheden kunne efterlade tvivl om, hvorvidt P eller politiet opfattede A som skyldig. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen og kritikken af P. Nævnet tilføjede dog bl.a., at P angiveligt ikke havde modtaget den fornødne vejledning i at håndtere udtalelser til pressen i en sag med den bevågenhed. Afgørelsen blev på vegne af P påklaget til Rigsadvokaten. Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse om at indstille efterforskningen i sagen vedrørende overtrædelse af straffelovens § 152. Rigsadvokaten var endvidere enig i, at udtalelserne ikke kunne anses omfattet af retsplejelovens § 1016 a. Rigsadvokaten fandt ligesom statsadvokaten grundlag for at udtale kritik af P´s adfærd, særligt med baggrund i P´s relativt detaljerede videregivelse af oplysninger vedrørende A´s udtalelser mv. Sagen blev afsluttet uden disciplinær forfølgning. Der blev afholdt en tjenstlig samtale med B, hvorunder reglerne om tavshedspligt og politikredsens pressepolitik blev indskærpet. Videregivelse af tavshedsbelagte oplysninger til ægefælle SA6-2009-321-0038 Politiassistent P foretog en rutinemæssig standsning af A for at tale i mobiltelefon, imens han kørte bil. P kendte A, idet der verserede en civilretlig tvist mellem dem i anledning af noget arbejde, som A havde udført på P´s hus. P fortalte efterfølgende sin ægtefælle Æ, der også var ansat i politiet, herom. I forbindelse med et familiebesøg få dage senere faldt talen på den verserende byggesag. Æ oplyste herunder, at A var blevet standset for at tale i mobiltelefon, hvilket få dage efter via gæsterne kom til A´s datters kundskab. Hun forespurgte herefter til sagen, hvorefter A, der ikke havde fortalt sin familie herom, indgav anmeldelse mod P for tilsidesættelse af tavshedspligten. P erkendte at have videregivet oplysningerne til sin ægtefælle. Det var hans opfattelse, at det havde været i orden, da Æ også var ansat i politiet og dermed underlagt samme tavshedspligt. Statsadvokaten fandt, at der var tale om en fortrolig oplysning, og at videregivelsen måtte anses for uberettiget. Det forhold, at Æ var polititjenestemand, kunne ikke føre til et andet resultat. Under hensyn til karakteren af sigtelsen sammenholdt med, at P havde haft en vis anledning til at tro, at Æ ikke ville have videregivet oplysningen, fandt statsadvokaten ikke fuldt tilstrækkelig anledning til at rejse tiltale mod P for overtrædelse af straffelovens § 152. Statsadvokaten fandt dog videregivelsen kritisabel. Politiklagenævnet havde forinden erklæret sig enig i afgørelsen. Statsadvokaten fandt ikke anledning til at iværksætte en undersøgelse af Æ´s videregivelse af oplysningen, idet forholdet måtte betragtes som begået uden for tjenesten. I stedet blev politidirektøren underrettet herom. Sagen mod P er endnu ikke disciplinært afgjort. Advokats anmeldelse af forsætlig unddragelse af aktindsigt samt afhøring af klienten til forhold han ikke var sigtet for SA4-2009-321-0092 og RA-2009-321-0125 En advokat indgav anmeldelse i en sag, hvor hans klient A var varetægtsfængslet sigtet for meget omfattende våbenbesiddelser på sin bopæl. Anmeldelsen vedrørte, at den sagsansvarlige kriminalassistent K, som havde foretaget afhøring af A, forsætligt skulle have unddraget forsvareren hans ret til aktindsigt efter retsplejelovens § 729a, stk. 3, samt i strid med retsplejeloven forsætligt skulle have afhørt A til forhold, han ikke var sigtet for, hvorved der kunne foreligge en mulig overtrædelse af straffelovens § 156. Efter varetægtsfængslingen blev der på A´s ejendom samt på en naboejendom fundet yderligere våben. To dage efter fundene på naboejendommen blev der aftalt tid til afhøring af A. Afhøringen skulle finde sted samme dag kl. 16.00 under deltagelse af forsvareren. Formålet med afhøringen var ifølge de foreliggende oplysninger de nye våbenfund. Aftalen med forsvareren vedrørende afhøring blev foretaget af en politiadvokat samt en politikommissær, idet K det meste af dagen deltog i en genransagning af A´s ejendom. Inden aftalen om afhøring blev indgået, havde advokaten samme morgen faxet til politiet og blandt andet meddelt, at der ikke uden hans tilstedeværelse måtte ske afhøring af klienten, og at han ville tage kontakt til politiet herom, når han havde modtaget sagens dokumenter. I forbindelse med afhøringen modtog advokaten alene nogle foreløbige kosterrapporter, men ikke ransagnings- eller kosterrapporter vedrørende våbenfundene på naboejendommen. Disse var blevet udfærdiget samme morgen, men ikke kopieret til forsvarerens brug. Den oprindelige sigtelse, der alene angik våbenbesiddelse på bopælen, blev ikke udvidet ved afhøringens start. Under afhøringen blev et rullebord med våbnene fundet på naboejendommen kørt ind i afhøringslokalet, hvorefter advokaten afbrød afhøringen. Statsadvokaten indstillede efterforskningen, idet det ikke kunne afvises, at det var kriminalassistentens opfattelse, at advokaten var informeret, også om våbenfundene på naboejendommen. Det var imidlertid statsadvokatens opfattelse, at advokaten burde have haft de rapporter, der var udfærdiget på afhøringstidspunktet, ligesom A forinden afhøringen burde være gjort bekendt med, at sigtelserne – i hvert fald bredt formuleret – også omfattede våben fundet på naboejendommen. Statsadvokaten fandt dog ikke anledning til at udtale egentlig kritik af kriminalassistenten, da forholdet bar præg af misforståelser. Sagen blev af advokaten påklaget til Rigsadvokaten, der tiltrådte afgørelsen. Anmeldelse om strafbare forhold i forbindelse med TV´s medvirken ved ransagning på bopæl SA5-2009-321-0028 og RA-2009-321-0100 To politiassistenter foretog på baggrund af en anmeldelse om besiddelse af amfetamin ransagning på øjemedet hos en mand A. I køkkenet konstaterede politiassistenterne, at fryseren var åben, og at der på gulvet lå ca. 3 gram amfetamin, som A forinden havde taget fra fryseren. A erkendte overtrædelse af lov om euforiserende stoffer ved at have været i besiddelse af amfetaminen til eget brug. Politiassistenterne besluttede sig for ikke at ransage, da den anonyme oplysning gik på, at amfetaminen skulle være gemt i fryseren. Politiforretningen blev filmet af en fotograf fra TV2 og blev senere vist i udsendelsen Forbryderjagt. A indgav klage til statsadvokaten over en række forhold og anmeldte politiassistenterne for tjenesteforsømmelse. Statsadvokaten lagde til grund, at M i forbindelse med afhøringen var blevet vejledt om, at han ikke havde pligt til at udtale sig. Politikredsen oplyste, at det var en ransagning, der blev foretaget, hvilket statsadvokaten var enig i. Statsadvokaten fandt dog ikke grundlag for at antage, at politiassistenternes fejlagtige vurdering af, at der ikke var tale om en ransagning, var udtryk for en kritisabel adfærd eller magtmisbrug. Han henstillede, at de pågældende indskærpedes reglerne for ransagning. Udtalelsen fra en af politiassistenterne om, at de værste er dem, der sælger narko til børn, fremstod efter statsadvokatens opfattelse som en generel udtalelse, hvorfor det ikke kunne lægges til grund, at den gik på, at M solgte narko til børn. Statsadvokaten fandt derfor ikke, at der var videregivet fortrolige oplysninger om, at M havde solgt narko til børn. Forinden optagelserne var der indgået en aftale mellem politikredsen og TV2. Det fremgik heraf, at der ikke kunne meddeles samtykke til optagelse i private hjem. Polititjenestemændene havde fået en kopi af aftalen. Efterfølgende blev der indgået en ny aftale, hvor dette punkt ikke var medtaget, og i en endnu senere aftale blev punktet igen medtaget. En vicepolitikommissær V godkendte indholdet af udsendelsen og oplyste, at han fik at vide af TV2, at A havde meddelt samtykke til optagelsen. Da han godkendte udsendelsen, havde han ikke vilkårene i den første aftale i tankerne, da der i mellemtiden var kommet en anden aftale. Statsadvokaten fandt det kritisabelt, at TV2 deltog i politiforretningen på A´s bopæl, og at udsendelsen efterfølgende blev godkendt af politikredsen, hvilket statsadvokaten beklagede over for A. Statsadvokaten fandt ikke grundlag for at udtale selvstændig kritik af politiassistenterne, da det måtte lægges til grund, at politikredsens ledelse var bekendt med, at der blev foretaget optagelser i private hjem, og det blev lagt til grund, at A havde meddelt samtykke hertil. Statsadvokaten fandt heller ikke grundlag for at udtale selvstændig kritik af V, da det fremstod som uklart, hvilke af hans dispositioner der blev godkendt af kommunikationsafdelingen og af politikredsens øverste ledelse, ligesom politikredsen ikke havde generelle retningslinjer for mediernes medvirken ved politiforretninger. Statsadvokaten indstillede herefter efterforskningen. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen, men bemærkede, at det fandtes kritisabelt, at V godkendte udsendelsen. Afgørelsen blev påklaget til Rigsadvokaten. Rigsadvokaten tiltrådte statsadvokatens afgørelse, men fandt det tillige kritisabelt, at politiassistenterne ikke i umiddelbar forbindelse med, at de skaffede sig adgang til bopælen, vejledte A om retten til ikke at udtale sig og retten til at gennemlæse sin forklaring. Sagen blev afsluttet uden disciplinær forfølgning, men der blev afholdt en tjenstlig samtale med politiassistenterne. Politibetjent foretog rettelser i underskrevet afhøringsrapport SA1-2007-321-0027 En person A blev afhørt af en politibetjent P som sigtet for hærværk ved graffitimaling på en husmur. Efterfølgende tilføjede P på side 1 i rapporten under "" skadesbeløb og rettede på side 2 i rapporten " resultat" således, at det fremstod som om, den afhørte havde forklaret, at forholdet var begået i forening med en anden og ikke, som det ellers fremgik af den af afhørte underskrevne rapport, at det var begået af afhørte alene. Efterforskningen mod P blev indstillet i medfør af retsplejelovens § 749, stk. 2. Det kunne lægges til grund, at rettelsen på side 1 formentlig var foretaget med baggrund i tilgåede oplysninger om skadesbeløb, hvorimod det var uafklaret, hvad rettelsen på side 2 skyldtes. Statsadvokaten anførte, at rettelsen på side 1 i rapporten fandtes kritisabel. P burde således have gjort en decideret tilføjelse i den oprindelige rapport, eller oprettet en særskilt rapport om, at der var tilgået oplysning om skadesbeløbet, således at det utvetydigt fremgik, at der var tale om en ny oplysning. Statsadvokaten fandt rettelsen på side 2 i rapporten særdeles kritisabel. Hun lagde i den forbindelse vægt på, at rettelsen vedrørte afhøringens resultat, det indhold rapporten fik som følge af rettelsen, og at P ikke havde kunnet redegøre for baggrunden for rettelsen. Politiklagenævnet erklærede sig enig i afgørelsen. Statsadvokaten orienterede Rigspolitichefen nærmere om sagen, herunder med henblik på overvejelser af generel karakter. P blev ikendt en disciplinær bøde på 800 kr. af Rigspolitichefen. Politiassistent tørrede afføring af i anholdts tøj SA2-2008-321-0018 og RA-2008-321-0037 En person A, der lige var blevet anholdt som sigtet for drabsforsøg, var på skadestuen til behandling af skader, som han havde pådraget sig inden anholdelsen. Efter lægebehandlingen skulle A på toilettet. En politiassistent P åbnede skydedøren til toilettet for at overvåge A´s toiletbesøg. Der fandt en diskussion sted mellem P og A, herunder om hvorvidt A skulle gøre toiletbrættet rent for afføring, hvorefter P placerede A på toiletbrættet. Efter forklaringerne i sagen fandt statsadvokaten, at det bevismæssigt kunne lægges til grund, at P efter at have sat A på toilettet aftørrede afføring fra toiletbrættet med tøj fra A. Statsadvokaten fandt ikke, at A´s handlinger havde en sådan grovhed, at de faldt ind under straffelovens kap. 16 vedrørende forbrydelser i offentlig tjeneste, herunder straffelovens § 150. I den forbindelse blev der lagt vægt på, at der ikke var grundlag for at tilsidesætte P´s forklaring om, at han overværede toiletbesøget for at sikre sig, at A ikke bortskaffede beviser, at A efter forklaringerne i sagen var aggressiv, ophidset og meget beruset, og at A bevidst havde påført toiletbrættet afføring og ikke efterkom anmodningen om at gøre rent efter sig. Påtale mod P blev således opgivet. Statsadvokaten fandt imidlertid, at det var meget kritisabelt, at P aftørrede afføring fra toiletbrættet med tøj fra A, idet dette fandtes at være en ydmygende handling, som P burde have afholdt sig fra, uanset at A bevidst havde påført toiletbrættet afføring og ikke efterkom anmodningen om at gøre rent efter sig. Endvidere fandt statsadvokaten i den konkrete situation, at det var kritisabelt, at P overvågede A´s toiletbesøg. I den forbindelse blev der lagt vægt på, at P ikke forinden fik afklaret, at der var foretaget en sikkerhedsvisitation af A, at overvågningen skete for åben dør ud til et offentligt gangareal, og at overvågningen kunne være sket inde på toilettet for lukket dør, idet der var tale om et større handicaptoilet, hvor der udover den anholdte sås at være plads til flere polititjenestemænd. Statsadvokaten fandt således, at P på ydmygende måde havde overværet A´s toiletbesøg. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen. Afgørelsen blev af P påklaget til Rigsadvokaten, der tiltrådte statsadvokatens afgørelse. P blev ikendt en disciplinær bøde på 800 kr. af Rigspolitichefen. Vicepolitikommissær anmeldt for udfærdigelse af bevidst urigtig rapport i forbindelse med rydning af Ungdomshuset SA1-2008-321-0058 og RA-2009-321-0078 Efter rydningen af Ungdomshuset blev 49 personer anholdt ved en såkaldt knibtangsmanøvre på Nørrebrogade. Dagen efter skrev en vicepolitikommissær V en anholdelsesrapport vedrørende anholdelserne. Det fremgik af anholdelsesrapporten, at " havde deltaget aktivt i at kaste med sten eller andet mod politiet. De anholdende kollegaer var alle sikre på, at de personer, der blev anholdt, også havde deltaget aktivt med kast mod politiet." De anholdte blev fremstillet i grundlovsforhør og i den forbindelse bl.a. sigtet for at have kastet brosten eller lignende mod politiet og varetægtsfængslet. Under efterforskningen og senere straffesagen mod de 49 personer tilkendegav V, at han ikke var sikker på, at alle de anholdte havde kastet med sten, og at oplysningerne i rapporten var for bombastiske. Efter straffesagen i byretten indgav forsvarerne for de anholdte, senere tiltalte personer, anmeldelse mod V for overtrædelse af straffelovens § 163 ved at have udfærdiget en bevidst urigtig rapport. V oplyste i forbindelse med statsadvokatens undersøgelse af sagen, at anholdelserne ikke havde haft noget med stenkast at gøre, men at demonstranterne ikke efterkom påbuddet om at fjerne sig, efter opløbsformular var givet. Statsadvokaten fandt ikke, at der kunne føres det til domfældelse fornødne bevis for, at V bevidst havde udfærdiget en usand rapport, idet der ikke var grundlag for at tilsidesætte hans opfattelse af, at de personer fra demonstrationen, der blev lukket inde ved knibtangsmanøvren, var de, der havde været mest aktive med hensyn til stenkast mod politiet. Statsadvokaten fandt det derimod meget kritisabelt, at V ikke havde udvist tilstrækkelig påpasselighed ved udfærdigelsen af anholdelsesrapporten, herunder at det ikke fremgik af anholdelsesrapporten, hvad anholdelsesgrundlaget var, samt formuleringen " havde deltaget aktivt i at kaste med sten eller andet mod politiet. De anholdende kollegaer var alle sikre på, at de personer, der blev anholdt også havde deltaget aktivt med kast mod politiet" idet denne formulering sammenholdt med den manglende angivelse af det egentlige anholdelsesgrundlag, der var, at demonstranterne ikke efterkom påbuddet om at fjerne sig, kunne have givet grundlag for, at anklagemyndigheden og retten fortolkede det anførte således, at der var grundlag for at sigte de anholdte for at have kastet brosten eller lignende mod politiet. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen. Afgørelsen blev påklaget til Rigsadvokaten af såvel V´s advokat som forsvarene i straffesagen. I klagen anførte V´s advokat blandt andet, at V´s adfærd under de konkrete omstændigheder burde karakteriseres som en beklagelig systemfejl, som kunne opstå under afviklingen af en særdeles vanskelig politiopgave. Rigsadvokaten udtalte blandt andet, at han på baggrund af hændelsesforløbet ikke fandt grundlag for at afvise, at V på tidspunktet for anholdelserne og efterfølgende ved rapportskrivning var af den opfattelse, at de personer, som var omfattet af knibtangsmanøvren, alle havde kastet sten eller andet mod politiet. Dette understøttedes blandt andet af den forklaring, som den vicepolitikommissær, der var delingsfører for delingen i de tilstedeværende hollændervogne, afgav under byrettens behandling af sagen. Herefter fandt Rigsadvokaten – ligesom statsadvokaten – ikke, at der kunne føres et til domfældelse fornødent bevis for, at V bevidst havde udfærdiget en usand politirapport. Rigsadvokaten fandt dog i lighed med statsadvokaten, at anholdelsesrapporten led af alvorlige mangler og unøjagtigheder, hvilket gav ham anledning til at udtale alvorlig kritik. Han lagde udover det af statsadvokaten allerede anførte blandt andet vægt på, at indholdet af anholdelsesrapporten fremstod som en konstatering af fakta, men på baggrund af det beskrevne hændelsesforløb, herunder navnlig V´s egen forklaring, om at der i forbindelse med anholdelserne opstod vild forvirring og tumult, kunne V på tidspunktet for rapportens udfærdigelse efter Rigsadvokatens opfattelse ikke have haft en sikker viden om, at alle skulle have kastet med sten eller andet mod politiet. Han lagde i den forbindelse vægt på, at dokumentationen af anholdelserne ikke var sket i overensstemmelse med anholdelseskonceptet, og at anholdelseskortene således ikke angav grundlaget for anholdelserne. Det var således Rigsadvokatens opfattelse, at V´s rapport burde have afspejlet de usikkerhedsmomenter, der var forbundet med vurderingen af situationen og de anholdtes handlinger, ligesom det burde være fremgået med nævnelse af de pågældendes navne, hvilke anholdende kollegaer V havde talt med om anholdelsesgrundlaget. Rigsadvokaten fandt således, at V havde udvist en meget kritisabel adfærd, idet han ikke ved udfærdigelsen af rapporten havde udvist tilstrækkelig påpasselighed. Rigsadvokaten anførte afslutningsvist, at han ikke fandt, at V´s adfærd, som af V´s advokat anført, kunne karakteriseres som en beklagelig systemfejl, der kunne opstå under afviklingen af en vanskelig politiopgave. Han fandt således, at der også under løsningen af vanskelige politiopgaver må kunne stilles krav til de deltagende polititjenestemænd om den helt nødvendige nøjagtighed i dokumentationen af politiets indsats. Vådeskud afgivet af polititjenestemand i PET SA2-2009-321-0037 En politiassistent P havde i arbejdstiden på tjenestestedet ved et uheld afgivet et skud i gulvet i forbindelse med, at han ville lave sjov med en kollega K, der var kommet forbi med sin hund. P tog i den forbindelse kassen med sin tjenestepistol og konstaterede, at der lå et magasin fra pistolen ved siden af pistolen. Han var derfor helt sikker på, at pistolen var tom, idet han normalt opbevarede det andet af de to magasiner i sin kampuniform. Pistolen viste sig imidlertid at være skarpladt. Uden at tage ladegreb pegede P med pistolen i retning af døren, hvor K stod med hunden, hvorefter der gik et skud af. Der var tydelige skader i parketgulvet på det sted, hvor projektilet angiveligt borede sig ned, hvilket ifølge vidneforklaringer var ca. 10 cm. fra K´s fødder. K blev i forbindelse med skudafgivelsen ramt på benene og i ansigtet af træsplinter fra gulvet. Hunden blev endvidere strejfet af skuddet, idet der var mærker i pelsen, ligesom der lå store totter pels fra hunden på gulvet. P blev sigtet for overtrædelse af straffelovens § 155 og 252. Statsadvokaten fandt, at der ved skudafgivelsen havde været konkret fare for i hvert fald den pågældende kollegas liv eller førlighed, men vurderede, at P ikke havde handlet med det til domfældelse for overtrædelse af straffelovens § 252 fornødne forsæt, idet det måtte lægges til grund, at han ikke var klar over, at pistolen var ladt og derfor ikke indså faren for liv eller farlighed, hvorfor der skete påtaleopgivelse. Statsadvokaten fandt imidlertid, at forholdet kunne henføres under straffelovens § 155 om tjenestemisbrug. Statsadvokaten rejste på denne baggrund tiltale mod P for overtrædelse af straffelovens § 155 med påstand om fængselsstraf. Politiklagenævnet var enig i afgørelsen. P blev ved Retten i Glostrups dom af 25. juni 2009 frifundet for tiltalen, herunder tillige for en subsidiær påstand om grov forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten efter straffelovens § 157. Retten lagde til grund, at tiltalte i situationen ikke havde handlet som polititjenestemand, men som privatperson og kollega. Anklagemyndigheden ankede dommen til landsretten med påstand om domfældelse efter anklageskriftet og om bødestraf, subsidiært at forholdet henførtes under straffelovens § 157. Ved Østre landsrets dom af 7. januar 2010 blev P frifundet for overtrædelse af straffelovens § 155, men idømt 20 dagbøder af 300 kr. for overtrædelse af straffelovens § 157. Landsretten fandt det godtgjort, at P havde handlet som beskrevet i anklageskriftet. Retten anførte videre, at han foretog handlingen, da han var i tjeneste, befandt sig på tjenestestedet og under anvendelse af sin tjenestepistol. Landsretten fandt på denne baggrund, at han havde handlet i tjenesten. Da han ikke havde forsæt til at afgive skud, fandt landsretten imidlertid ikke, at hans adfærd kunne karakteriseres som strafbart misbrug af stillingen, hvorfor landsretten tiltrådte, at han var blevet frifundet for overtrædelse af straffelovens § 155. Derimod fandt landsretten ham skyldig i overtrædelse af straffelovens § 157 ved under grov skødesløshed at have tilsidesat de pligter, som tjenesten medfører ved ikke at foretage nærmere undersøgelse af pistolen, inden han trykkede på aftrækkeren. Dommen er refereret i UfR2010.1232Ø.