TfK2006.448 ØLD

Ø.L.D. 31. marts 2006 i anke 13. afd. S-3069-05

 

  Anklagemyndigheden mod T (adv. Torben Koch, besk.).

(Gunst Andersen, M. Levy og Jeanett Bukhave (kst.) med domsmænd).

Københavns Byrets dom af 24. august 2005:

Sagens baggrund og parternes påstande:

Denne sag er behandlet med domsmænd.

Anklageskrift er modtaget den 27. maj 2005.

T er tiltalt for overtrædelse af

1. straffelovens § 155, 2. pkt., jf. § 21,

ved den 17. maj 2004 for at skaffe sig eller andre uberettiget fordel at have misbrugt sin stilling som politiassistent til at krænke det privates eller offentliges ret, idet tiltalte aftalte med A, at tiltalte mod en betaling af 10.000 kr. skulle lave en fingeret anholdelse af A, med henblik på at denne overfor sine narkoforbindelser kunne fortælle, at han havde været anholdt af politiet, og at disse havde beslaglagt 50.000 kr., hvilket imidlertid mislykkedes, da tiltalte af tidsmæssige grunde ikke fik mulighed for at gennemføre anholdelsen.

2. straffelovens § 155, 2. pkt.,

ved den 22. eller 23. maj 2004 for at skaffe sig eller andre uberettiget fordel at have misbrugt sin stilling som politiassistent til at krænke det privates eller offentliges ret, idet tiltalte efter aftale med A til denne mod en lovet betaling af 1.000 kr. udfærdigede to konfiskationserklæringer, hvorpå urigtigt var anført, at politiet den 23. maj 2004 havde konfiskeret 6 gram kokain og 41.500 kr. hos A med henblik på, at denne overfor sine narkoforbindelser skulle kunne fortælle, at han havde været anholdt af politiet, og at disse havde beslaglagt 6 gram kokain og 41.500 kr.

3. straffelovens § 171, jf. 21, jf. § 23,

ved den 22. og 23. maj 2004 at have medvirket til at A overfor sine narkoforbindelser forsøgte at gøre brug af falske dokumenter til at skuffe i retsforhold, idet tiltalte efter aftale med A udfærdigede to konfiskationserklæringer, hvorpå urigtigt var anført, at politiet den 23. maj 2004, henholdsvis kl. 17.36 og kl. 18.50, havde konfiskeret 6 gram kokain og 41.500 kr. hos A med henblik på, at denne overfor sine narkoforbindelser skulle kunne fortælle, at han havde været anholdt af politiet, og at disse havde beslaglagt 6 gram kokain og 41.500 kr., hvilket imidlertid mislykkedes, idet A den 26. maj 2004 i København blev stoppet af politiet og bl.a. frataget de ovenfor nævnte konfiskationserklæringer.

4. straffelovens § 155, pkt. 1,

ved den 22. maj 2004 på Station City, København, at have misbrugt sin stilling som politiassistent til at krænke privates eller det offentliges ret, idet tiltalte i privat øjemed indhentede oplysninger i Politiets Centrale Registre vedrørende A.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig i forhold 1, 3 og 4, og har nægtet sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155, 2. pkt. i forhold 2, men har erkendt sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155, 1. pkt.

Forklaringer:

Der er afgivet forklaring af tiltalte og vidnerne A, B og pa. C.

- - -

Oplysningerne i sagen:

Der har været afspillet telefonsamtaler mellem tiltalte og A, og anklageren har dokumenteret sms-beskeder mellem tiltalte og A.

Rettens begrundelse og afgørelse:

Forhold 1:

Efter de afspillede samtaler mellem tiltalte og A finder retten, at tiltalte, der selv var aktiv med forslag i forbindelse med drøftelserne af opgaven, bl.a. at opgaven kunne udføres om torsdagen, har accepteret at udføre opgaven på de betingelser, som blev foreslået af A, herunder at tiltalte skulle modtage 10.000 kr. Det stod tiltalte frit for udtrykkeligt at sige fra såvel overfor opgaven som betingelserne for opgaven, herunder modtagelsen af 10.000 kr. Det lægges ud fra de afspillede samtaler endvidere til grund, at opgaven af tidsmæssige grunde ikke blev udført. Tiltalte er herefter skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale.

Forhold 2:

Tiltalte har erkendt at have udfærdiget konfiskationserklæringerne.

Efter de afspillede samtaler mellem tiltalte og A samt især de efterfølgende sms-beskeder, hvorefter A foreslår, at tiltalte skal have 1.000 kr. for opgaven og beder om tiltaltes adresse, hvilken adresse tiltalte sender til A, er det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale.

Efter de afspillede samtaler, hvor stemningen under samtalerne er som mellem to venner, samt efter den øvrige bevisførelse, herunder tiltaltes egen forklaring, finder retten ikke, at tiltalte direkte eller antydningsvist er blevet truet eller i øvrigt presset til at udføre opgaverne i forhold 1 og 2.

Forhold 3:

Det lægges til grund, at konfiskationserklæringerne skulle bruges af A i forbindelse med en narkohandel, og at den person, som skulle »skuffes i et retsforhold«, var en part i denne narkohandel. Retten finder ikke, at formålet med bestemmelsen i straffelovens § 171 er at beskytte en part i forbindelse med et kriminelt forhold. Betingelserne for at straffe efter straffelovens § 171 er herefter ikke opfyldt, hvorfor tiltalte frifindes.

Forhold 4:

Under henvisning til den tidsmæssige sammenhæng mellem forhold 2 og 4 samt den omstændighed, at tiltalte kendte A i privat sammenhæng, tilsidesættes tiltaltes forklaring om, at han skulle bruge opslaget i kriminalregisteret til studiebrug i tjenstligt øjemed. Det er herefter bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Retten finder, at især forhold 1 og 2 er af så grov karakter, at straffen bør fastsættes til fængsel i 6 måneder, jf. straffelovens § 155, 2. pkt., jf. tildels § 21, og § 155, 1. pkt.

Østre Landsrets dom:

Københavns Byrets 33. afdelings dom af 24. august 2005 (- - -) er anket af T med påstand om frifindelse i det ikke erkendte omfang, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået domfældelse efter anklageskriftet samt skærpelse.

Der er til brug for ankesagen foretaget personundersøgelse i henhold til retsplejelovens § 808.

Der er for landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne A og B, der alle har forklaret i det væsentlige som i byretten.

Den i byretten af vidnet politiassistent C afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 965 c, stk. 4.

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig i det af byretten fastslåede omfang. Det tiltrædes således, at tiltalte er frifundet i forhold 3.

Af de af byretten anførte grunde og henset til, at tiltalte som politiassistent i flere tilfælde har foretaget handlinger, som strider mod de pligter, der følger af tjenesten, findes straffen at burde forhøjes til fængsel i 8 måneder. Der er ikke grundlag for at gøre straffen betinget.

I øvrigt stadfæstes dommen.