|
|
|
||
|
TfK 2006.662/1 ØLD |
|||
|
Ø.L.D. 6. juli 2006 i anke 5. afd. nr. S-239-06 (Knud Knudsen, Bloch Andersen, Lone Kerrn-Jespersen med domsmænd). Anklagemyndigheden mod 1) Kaptajn T1 (adv. Ebbe Mogensen, Kbh., besk.) 2) Sergent T2 (adv. Per Felby, Solrød Strand, besk.) 3) Sergent T3, (adv. Per Felby, Solrød Strand, besk.) 4) Sergent T4 (adv. Per Felby, Solrød Strand, besk.) 5) Sergent T5 (adv. Per Felby, Solrød Strand, besk.). Uddrag af Københavns Byrets dom 12. januar 2006. Forsvarets Auditørkorps har ved anklageskrift af 19. januar 2005 rejst tiltale mod T1 [født 1967], T2 [født 1975], T3 [født 1980], T4 [født 1978] og T5 [født 1979] for særlig grov pligtforsømmelse (myndighedsmisbrug) efter militær straffelovs § 15, 1. og 2. punktum, jf. Genèvekonventionen af 12. august 1949 om beskyttelse af civile personer i krigstid (IV. Genèvekonvention) artikel 27 og artikel 31 samt SOLDATENS KORT (FEB 04), pkt. 4 og 5, og FØRERENS KORT (FEB 04), pkt. 7.a og d, 1. T1 ved natten til den 10. marts 2004 i den danske bataljons lejr Camp Eden i Irak som udspørger via tolk med det formål at opnå oplysninger fra 3 tilbageholdte irakiske mænd, der var mistænkt for at have ansporet til optøjer i bataljonens ansvarsområde, at have a) instrueret de militærpolitifolk, der bevogtede de tilbageholdte, om, at disse skulle sidde i stressfremkaldende stillinger i lejrens detention, mens de ventede på at blive ført ind i et telt, hvor tiltalte udspurgte dem på skift, b) forlangt, at de tilbageholdte under udspørgningerne skulle sidde på knæ på teltbunden med rank ryg, samt at have ladet dem fastholde i stillingen af en militærpolitimand, hvis de prøvede at skifte stilling, c) betegnet de udspurgte som hunde, hundelorte og mænd uden pik o.lign. samt d) nægtet de udspurgte adgang til drikkevand. 2. T2 og T3 ved 10. marts 2004 under vagttjeneste fra ca. midnat til ca. kl. 0200 i detentionen, henholdsvis afhøringsteltet, i den danske bataljons lejr Camp Eden i Irak med det formål at opnå oplysninger fra de i forhold 1 omhandlede tilbageholdte irakere at have a) tvunget de tilbageholdte til at sidde i stressfremkaldende stillinger, herunder at sidde på knæ med korslagte underben og bagdelen anbragt på hælene, mens de i lejrens detention ventede på at blive ført ind i teltet, hvor T1 udspurgte dem på skift, b) nægtet de tilbageholdte drikkevand og toiletadgang, c) undladt at udlevere tæpper til de tilbageholdte, mens de sad udendørs i nattekulden, samt d) fastholdt de udspurgte på knæ på teltbunden med rank ryg, når de sank sammen under udspørgningerne. 3. T4 og T5 ved 10. marts 2004 under vagttjeneste fra ca. kl. 0200 til om morgenen i detentionen, henholdsvis afhøringsteltet, i den danske bataljons lejr Camp Eden i Irak med det formål at opnå oplysninger fra de i forhold 1 omhandlede tilbageholdte irakere at have a) tvunget de tilbageholdte til at sidde i stressfremkaldende stillinger, herunder at sidde på knæ med rank ryg, mens de i lejrens detention ventede på at blive ført ind i teltet, hvor T1 udspurgte dem på skift, b) nægtet de tilbageholdte drikkevand og toiletadgang, c) undladt at udlevere tæpper til de tilbageholdte, mens de sad udendørs i nattekulden, d) slæbt en af de tilbageholdte ind i teltet til udspørgning, så den pågældendes bukser blev trukket ned om anklerne, samt c) fastholdt de udspurgte på knæ på teltbunden med rank ryg, når de sank sammen under udspørgningerne. 4. T1 ved den 12. april 2004 i det i forhold 1 omhandlede afhøringstelt som udspørger via tolk med det formål at opnå oplysninger fra 4 tilbageholdte irakiske mænd, der på skift blev udspurgt om et angreb på CIMIC HOUSE i Al Qurnah, at have forlangt, at 2 af de tilbageholdte under udspørgningerne skulle sidde på knæ på teltbunden med rank ryg, samt at have ladet dem fastholde i stillingen af ikke nærmere identificerede militærpolitifolk, hvis de prøvede at skifte stilling. 5. T1 ved den 9. juni 2004 i det i forhold 1 omhandlede afhøringstelt som udspørger via tolk med det formål at opnå oplysninger fra 4 tilbageholdte irakiske mænd, der på skift blev udspurgt om et angreb på en dansk militærpatrulje, at have a) forlangt, at 3 af de tilbageholdte under udspørgningerne skulle sidde på knæ på teltbunden med rank ryg, samt at have ladet dem fastholde i stillingen af ikke nærmere identificerede militærpolitifolk, hvis de prøvede at skifte stilling, b) betegnet de udspurgte som pikhoveder, røve og svin o.lign. samt c) sagt til en af de udspurgte, der udtalte, at man hellere måtte slå ham ihjel, at det ville man måske også gøre. Sagen er behandlet efter reglerne i militær retsplejelov. Påstande: Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. De tiltalte har nægtet sig skyldige. Forklaringer: Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af de tiltalte og af vidnerne - - - Retten har i medfør af militær retsplejelovs § 1, jf. retsplejelovens § 939, jf. § 928, stk. 3, jf. § 877, stk. 3, tilladt dokumentation af afhøringsrapporter af 16., 17. og 19. november 2004 vedrørende auditørkorpsets afhøringer i Irak af - - - Husain, - - - Al-Shagnamde, - - - Salah, - - - Nasir, - - - Naa's Kte, - - - Obaid, - - - Khaled og - - - Abdal. Indholdet af rapporterne er gengivet under de relevante forhold nedenfor. I afsnittet »Øvrige oplysninger i sagen« er i et vist omfang gengivet uddrag af de bilag, som der henvises til i forklaringerne. 1. Forklaringer vedrørende generelle emner: Tiltalte T1 har forklaret, at hun er 37 år. Hun blev ansat i forsvaret den 1. oktober 1985, hvor hun påbegyndte en uddannelse som sprogofficer. Under grunduddannelsen, der varede til juli 1987, blev hun udnævnt til løjtnant af reserven, og den 1. august 1988 blev hun udnævnt til premierløjtnant af reserven. 1 september 1987 begyndte hun at læse øststatskundskab på Københavns Universitet. Hun har siden 1994 været ansat som fuldmægtig i Udenrigsministeriet, og har herunder i flere perioder været udstationeret i udlandet, herunder i Wien og Kiev. Uddannelsen til sprogofficer indeholder mange moduler, men den egentlige uddannelse i afhøringstjeneste gennemførte hun efterfølgende på grundkursus for reserveofficerer. Hun har også deltaget i såkaldte POWEX-øvelser, hvor kursisterne lærer at modstå fjendtlige afhøringer. Under disse øvelser foretages der afhøringer, hvoraf dele er i strid med de gældende konventioner. Dette blev gjort klart både for eleverne og for underviserne, og tiltalte finder derfor ikke, at hendes deltagelse i disse øvelser er relevant for sagen, idet hun under disse øvelser intet lærte i relation til de afhøringer, hun selv senere måtte skulle foretage i »skarpe« situationer. Forevist det materiale om udspørgeteknik, som indgik i de tidligere kurser vedrørende afhøringstjeneste, forklarede tiltalte, at hun inden domsforhandlingen har haft lejlighed til at gennemgå materialet, og at hun genkender samtlige underbilag på nær ét. Foreholdt, at formålet med kurset i afhøringstjeneste ifølge kursets fagplan er »at sætte eleven i stand til at foretage afhøring af krigsfanger m.fl. . . .«, forklarede tiltalte, at der på kurset kun blev talt om krigsfanger, og at udtrykket »m.fl.,«. ikke blev nærmere uddybet. Det blev således ikke omtalt, at »m.fl.« f.eks. kunne omfatte tilbageholdte personer i forbindelse med danske styrkers ophold i udlandet. På kurset blev den 3. Genèvekonvention om behandling af krigsfanger gennemgået. Hun husker, at man på kurset foretog afhøringer i form af debriefing af egne soldater under anvendelse af de lærte spørgeteknikker. Forevist - - - »Afhøringsmetoder i afhøringscenter« punkterne 3-5, forklarede tiltalte, at hun efter gennemgangen af blandt andet dette undervisningsmateriale var overbevist om, at uddannelsen selvfølgelig havde til formål at uddanne eleverne til at foretage afhøringer i overensstemmelse med Genèvekonventionens regler. Hun gik med andre ord ud fra, at hun måtte bruge den »værktøjskasse«, som forsvaret således havde udstyret hende med. Som det blev præsenteret under kurset, var afhøringer inden for de angivne rammer også inden for rammerne af Genèvekonventionen. Det blev ikke udtrykkeligt nævnt, at opbevaring af krigsfanger for eksempel i frostgrader ville være en overtrædelse af konventionen, men efter tiltaltes opfattelse må det afhænge af den konkrete officers vurdering af de foreliggende omstændigheder, hvornår grænserne for en lovlig afhøring er overtrådt. Efter grunduddannelsen var tiltalte i praktisk tjeneste i gardehusarregimentets opklaringsbataljon. Hun lærte herunder bl.a., hvorledes en militær enhed arbejder, og hun deltog i øvelser i forskellige funktioner, men navnlig som efterretningsofficer. Hun orienterede også konstabler om folkeretlige emner, herunder krigsfangetjeneste og humanitær folkeret. Hun gjorde det meget klart for eleverne, at selv om de selv måtte være stressede på grund af kamphandlinger, måtte deres oparbejdede vrede ikke gå ud over krigsfangerne, idet hun pointerede, at konventionerne under alle omstændigheder skulle overholdes. Dog gjorde hun ikke meget ud af den 4. Genèvekonvention, idet fjendebilledet på daværende tidspunkt fortsat bestod i en forestilling om, at fjenden ville gå i land i Køge Bugt, hvorfor de civile, som danske styrker ville komme i kontakt med, ville være danske civile. Tiltalte har ca. 10 gange fungeret som afhøringsofficer under POWEX-øvelserne. Oprindeligt var det tilladt under øvelserne at overtræde konventionsreglerne, både under afhøringer og under opbevaring af krigsfanger. Dette blev senere ændret, således at reglerne kun kunne fraviges under opbevaring. Ændringen må være i sket i perioden fra 1995-2000, hvor tiltalte var udstationeret i udlandet. Tiltalte pointerer, at hun ikke tog dårlige vaner fra disse kurser med til Irak, idet hun sagtens kunne skelne mellem øvelserne og den senere »skarpe« situation. I øvrigt havde hun ikke i særligt omfang under øvelserne brugt afhøringsteknikker, der indebar en overtrædelse af reglerne, idet hun som regel optrådte som den »logisk ræsonnerende afhører«. Det var afhøringslederen, der bestemte, hvilke roller den enkelte afhøringsofficer skulle anvende under afhøringerne. Ofte foretog tiltalte den første afhøring, hvorefter en mere »powerfull« kollega anvendte andre afhøringsmetoder på grundlag af de resultater, som tiltalte havde opnået ved sin afhøring. Tiltalte er ikke bekendt med, at man i den engelske hær har forbud mod at anvende afhøringsofficerer i felten, såfremt de tidligere har deltaget i de nævnte øvelser. For så vidt angår hendes udstationering i Irak forklarer tiltalte, at hun selv rettede henvendelse til Hærens Operative Kommando for at høre, om der var mulighed for at blive udstationeret i international tjeneste, idet hun følte en forpligtelse også som reserveofficer til at deltage heri. En udstationering kunne samtidig passes ind i en forestående orlov fra Udenrigsministeriet. Hun søgte ikke specielt om at komme til Irak. Hun blev indkaldt til det forudgående kursus på et sent tidspunkt, idet hun kom med på et afbud. Hun påbegyndte derfor først kurset ca. 1 måned efter de øvrige kursusdeltagere. Hendes funktion blev at være efterretningsofficer med speciale i psykologiske operationer. Sektionen, der kaldtes S2, bestod af otte personer. Sektionen fik ansvar for et bestemt geografisk område, og man brugte meget tid på kurset på at sætte sig ind i områdets kultur og geografi m.v. Først efter den 20. januar 2004 fik hun oplyst, at hun også skulle deltage i udspørgninger af tilbageholdte. Dette var angivet som et enkelt punkt i sektionens funktionsbeskrivelse, men spørgsmålet blev ikke uddybet nærmere, og hun talte heller ikke med kollegerne herom, idet alle have travlt med meget andet arbejde, der skulle gøres, bl.a. i forbindelse med at ansvarsområdet forudsås udvidet. Der blev således ikke givet nærmere instruktioner om reglerne for afhøringer ud over det, der kort fremgår af soldatens og førerens kort. Kurset har muligvis indeholdt en kort gennemgang af de nævnte kort, men kursets hovedformål var at få de otte personer i sektionen til at arbejde som en effektiv enhed. Forevist punkt 2 i skrivelse af 27. oktober 2003 fra Hærens Operative Kommando vedrørende Forsvarskommandoens Direktiv for Magtanvendelse for DANCON/IRAK samt direktivets pkt. 7, 8, 16, 18 og dele af pkt. 21 - - - forklarede tiltalte, at hun ikke har set direktivet. Det er heller ikke blevet gennemgået for hende af hendes chef. Hun kan af datoen se, at det er sendt til Irak, før hun ankom dertil. Hun mener, at den militærjuridiske rådgiver, Kurt Borgkvist, før hendes tiltræden havde holdt en lektion om direktivet for chefgruppen, men da hun efter sin ankomst til Irak forespurgte Borgkvist om retningslinjer for hendes arbejde, nævnte han ikke dette direktiv. Tiltalte forklarer, at hun i perioden fra 1987 til 1989 deltog i en feltøvelse, hvori indgik udspørgen af krigsfanger. Da hun senere foretog udspørgningerne i Irak, betragtede hun sig som forpligtet til at udføre en såkaldt taktisk udspørgen, hvilket adskiller sig fra den udspørgen under feltøvelser, som er beskrevet i de midlertidige bestemmelser for øvelser i krigsfangetjeneste og øvelser i modstand mod afhøring. Der var i Irak 12 timer til rådighed fra anholdelsen af de tilbageholdte, og indtil de skulle løslades eller videretransporteres. I praksis havde hun som udspørger højst 10 timer til rådighed, idet den øvrige tid gik med registrering og lægetilsyn m.v. Det skal dog ikke opfattes således, at hun mente at kunne udspørge en tilbageholdt i alle 10 timer. Sædvanligvis udspurgte hun i 15-20 minutter ad gangen, eventuelt således at den samme person blev udspurgt flere gange inden for det samlede tidsrum. Temaet for udspørgningerne svarede til det i bestemmelsernes afsnit B.6. angivne. Forevist dele af bestemmelsernes afsnit C. om øvelser i krigsfangetjeneste forklarede tiltalte, at hun har deltaget én gang som afhørings- officer i en øvelse i krigsfangetjeneste. Det skete på en øvelse med opklaringsbataljonen, hvorunder der pludselig optrådte en fange, der talte polsk. Tiltalte var ikke klar over, at dette moment ville dukke op under øvelsen. Forevist punkt 13 i bestemmelserne forklarede tiltalte, at hun ikke har erfaring i sådanne øvelser. Forud for sin deltagelse i POWEX- øvelserne fik hun tilsendt øvelsesbestemmelser, som kort blev gennemgået, inden øvelsen begyndte. Hun læste kun de afsnit, hun havde brug for at kende. Hun har som figurant deltaget i en afhøringsøvelse som beskrevet i punkt 13. Forevist bestemmelsernes punkt 22 forklarede tiltalte, at hun var opmærksom på, at hun kunne få brug for at kunne dokumentere, hvad der foregik under udspørgningerne i Irak. Det var imidlertid et problem, at S2 havde meget travlt i begyndelsen af hendes ophold, fordi sektionen fungerede som oplysningscentral for de øvrige enheder i relation til den udvidelse af ansvarsområdet, der samtidig fandt sted. Der var derfor ikke tid til at fastlægge nærmere procedurer for udspørgningen, inden de første tilbageholdte ankom. På det tidspunkt var tiltalte den eneste officer, der var til stede. Under afhøringen foretog hun notater vedrørende udbyttet af afhøringen, men hun foretog ikke notater, svarende til de i punkt 22 angivne, idet sådanne oplysninger normalt bliver noteret af kontrolofficeren fra militærpolitiet, men en sådan var som sagt ikke til stede. Tiltalte har heller ikke som afhører under de i bilaget beskrevne øvelser haft til opgave at registrere de nævnte data. Først da tiltalte kom hjem fra Irak, blev hun bekendt med det tidligere omtalte direktiv for magtanvendelse. Før afrejsen til Irak var major Kolding på såkaldt »chefrecce« i Irak. Da han kom hjem, meddelte han tiltalte, at hun alligevel ikke skulle fungere som efterretningsofficer. Dette skyldtes lokal modstand mod at skulle samarbejde med en kvinde. Hun skulle i stedet fungere som næstkommanderende og dermed have ansvar for mere administrative opgaver, hvilket samtidig betød, at hun skulle opholde sig mere i lejren. I den sidste tid inden afrejsen foretog sektionens personel bl.a. analyser med hensyn til de fremtidige opgaver. Hun blev i den forbindelse i funktionsbeskrivelsen udset til at forestå eventuelle udspørgninger. Ingen anså i den forbindelse tiltaltes køn som et problem. Hun var den eneste, der havde gennemført en egentlig efterretningsuddannelse, og det var i øvrigt hensigtsmæssigt, at hun, som den tilbagetrukne medarbejder, stod for udspørgningerne, idet det ville være svært foreneligt både at være udspørger og samtidig deltage i det opsøgende arbejde i lokalområdet. Det var major Kolding, der skaffede tolke til sektionen, og først i Irak overtog tiltalte ansvaret for tolkene. Kolding nævnte, at der var problemer med flere af tolkene: Det var blandt andet tanken, at Nadia skulle repatrieres, fordi hun var uduelig. Efter ankomsten til Irak forstod tiltalte på de MP'ere, der også havde deltaget på hold 2, at der tidligere var foretaget en udspørgning, men at den var foretaget af en englænder. På sektionens vegne sendte tiltalte en e-mail til chefen for Hærens Sprogskole, hvori hun kritiserede tolkene. Hun beskrev bl.a. tolkene som lidende af voldsomt rekrutchok og en udpræget trang til at diskutere ordrer. De udviste også mangel på forståelse for den skarpe situation. Under en patrulje gemte en af tolkene sig for sjov for patruljen, og i et andet tilfælde tog en anden tolk billeder under beskydning. Der var tillige problemer med, at tolkene fremsatte kommentarer under tolkningen og havde et for tæt forhold til lokalbefolkningen. Lailas sproglige kvalifikationer var udmærkede. Hun forstod blandt andet, at man skulle tale i korte sætninger. Nadia var ikke så god til dansk og brugte meget lange sætninger på arabisk. Tiltalte mødte Laila i Oksbøl i ugen inden afrejsen, men de nåede ikke at øve noget samarbejde forud for den 9. marts 2004. Det skyldtes, at tolkene konstant blev brugt til andre tolkeopgaver. Tiltalte udarbejdede en uddannelsesplan, men den var umulig at gennemføre. Der blev dog afholdt nogle lektioner. Ingen af tiltaltes foresatte havde ressourcer til at tage sig af dette spørgsmål, og der var ingen, der tog initiativer til at forberede udspørgningerne, heller ikke efter den 9. marts 2004. I perioden frem til den 9. marts 2004 var der ingen specielle hændelser rettet mod de danske styrker, som kunne give anledning til at regne med, at der ville ankomme tilbageholdte til udspørgningsteltet. - - - 2. Forklaringer vedrørende forhold 1-3 (10. marts 2004): Tiltalte T1 har forklaret blandt andet, at hun den 9. marts 2004 havde haft en lang arbejdsdag. Kl. 21.30 var hun på vej i seng, da en overkonstabel meddelte, at der var tre mand på vej. Tiltalte troede først, der var tale om nyt personel, men fik så oplyst, at der var tale om tre tilbageholdte, som var på vej til teltet. Tiltalte havde ikke tidligere beset udspørgningsområdet. Det havde der ikke været tid eller lejlighed til. Hun iførte sig uniform, men aftog distinktioner og navneskilt, hvilket er sædvanlig procedure. Militærpolitifolkene bærer aldrig navneskilt. Tiltalte medtog Laila som tolk. Hun var i gang med boksetræning, men da hun hørte, at hun skulle medvirke under udspørgninger, blev hun henrykt og jublede i en sådan grad, at tiltalte måtte lægge en dæmper på hende. Tiltalte forklarede hende, at det var en situation, der kunne virke ubehagelig, idet det var nødvendigt for tiltalte at påtvinge den tilbageholdte at svare på de stillede spørgsmål og ikke tale om alt muligt andet. Tiltalte kom til teltet 1-1½ time før de tilbageholdte, som ankom ved midnatstid. Detentionen var ved at blive klargjort af en håndfuld militærpolitifolk, hvoraf tiltalte kun kendte T2 af navn. Hun ved ikke om MP-chefen, major Amdisen, var til stede. Tiltalte beså teltet, som indeholdt et par skriveborde og 3-4 stole, der lignede stole fra en skoleklasse. Forevist fotos fra afhøringsteltet bemærker tiltalte, at det ligner teltet, som det så ud den 9. marts 2004. Tiltalte mener, at der var en eller anden form for underlag i teltet, men husker ikke hvilken type. Hun talte kort med major Kolding, der oplyste, at der i Al Qurnah var blevet oprettet et ulovligt checkpoint af folk fra OMS, en lokal milits. Det blev opfattet som en test af, hvor langt man kunne gå over for de danske styrker. En dansk patrulje havde forsøgt at opløse checkpointet, hvilket udløste en situation, der var så truende, at patruljen måtte trække sig tilbage. Et panserinfanterikompagni blev sendt til byen, og på OMS-kontoret fandt man tre personer, som man genkendte fra checkpointet. De var blevet tilbageholdt, og Kolding bad tiltalte forsøge at finde ud af, hvad de var i færd med, hvilken organisation de eventuelt tilhørte, og hvilken fare det udgjorde for bataljonen, alt sammen med henblik på at afklare, om de kunne løslades, overgives til brigaden eller eventuelt overgives til den lokale dommer, idet de bl.a. var mistænkt for at have krævet penge af de lokale for passage af checkpointet. Tiltalte drøftede ikke med Kolding, om de skulle behandles som krigsfanger, men tiltalte overvejede selv spørgsmålet og nåede frem til, at de indtil videre måtte behandles som krigsfanger. Det havde ikke den store betydning, idet de under alle omstændigheder skulle behandles efter gældende konventionsregler m.v., herunder også soldatens og førerens kort. Tiltalte overvejede på den ene side hensynet til, hvad der var militært nødvendigt, og på den anden side hensynet til at undgå krænkelser, og det var hende meget magtpåliggende at overholde samtlige humanitære regler. Den militærjuridiske rådgiver, Borgkvist, var også til stede ved teltet, men hun drøftede ikke situationen med ham, idet hun var meget koncentreret om at tænke den forestående situation igennem. Tiltalte har i 1991- 1992 gennemført et kursus i bl.a. militær retspleje, og er også bekendt med de regler, der gælder for almindelige politiafhøringer. Sidstnævnte fandt hun dog ikke særligt relevante, idet hun brugte den »værktøjskasse «, som forsvaret havde forsynet hende med. Hun har på et senere tidspunkt, muligvis den 12. april 2004, overværet, at seniorsergent Blankensteiner vejledte en tilbageholdt om dennes rettigheder, og hun gik ud fra, også den 9. marts 2004, at MP'erne i forbindelse med registrering af de tilbageholdte havde foretaget en tilsvarende vejledning, idet det var deres opgave. Det var også MP'ernes opgave at forestå bevogtningen af de tilbageholdte. Hun talte med T2 om, at de tilbageholdte ikke skulle have mulighed for at kommunikere sammen mellem udspørgningerne. Hun bad også om, at de tilbageholdte blev ført ind i teltet på en måde, så de kunne mærke, at der var styr på tingene, bl.a. for at modvirke eventuelle flugtforsøg. Hun instruerede tillige MP'erne om, at de tilbageholdte inde i teltet skulle sidde på gulvet, således at MP'erne, når de kom ind i teltet med den pågældende, pegede på stedet, hvorefter den tilbageholdte typisk satte sig ned af sig selv. Det var de eneste instruktioner, hun gav MP'erne. Hun har således ikke givet instruktioner om, at de tilbageholdte skulle anbringes i stressfremkaldende stillinger, eller om, at de mellem afhøringerne ikke måtte bevæge sig eller få vand eller tæpper. Tiltalte vurderede ud fra bl.a. de papirer, som de tilbageholdte havde besiddet, hvem der skulle udspørges først. Hun var kun uden for teltet under korte pauser, og observerede ikke i den forbindelse noget forhold, som hun fandt at burde gribe ind over for. MP'erne virkede kompetente og havde styr på deres arbejde. Tiltalte husker ikke, hvilke MP'ere der overværede udspørgningerne den 10. marts 2004. Det var - - -, der stod for detentionsområdet, og det var hendes indtryk, at han var kompetent og havde overblik over situationen. Der var altid MP'ere til stede i teltet under udspørgningerne. Udspørgningerne begyndte ca. kl. 01.30 og varede til ca. kl. 06.00. De enkelte udspørgninger tog ca. ½ time, og indimellem var der pauser, hvor hun primært opholdt sig i teltet, hvorimod MP'erne var udenfor, idet de jo havde ført den udspurgte ud af teltet. Ca. kl. 06.00 kørte de ind for at spise morgenmad, og tiltalte skrev sin rapport. Hun husker ikke, hvem der kørte hende ind til lejren. Ca. kl. 9 var hun tilbage i teltet for at gennemføre den sidste udspørgning. Da Blankensteiner enten den 12. april eller 9. juni 2004 vejledte en af de tilbageholdte om hans rettigheder, lod tiltalte ham tale ud, men bad ham derpå forlade teltet, da hun skulle i gang med udspørgningen. Flere af de udspurgte forstod en smule engelsk. De reagerede, når der blev sagt »down«, men det var ikke hendes indtryk, at de kunne gennemføre en egentlig samtale på engelsk. Oberst Flach, stabschefen og flere andre officerer var også til stede, da de tilbageholdte ankom, fordi det var første gang, det fandt sted. Ingen af officererne gav tiltalte nogen instruktioner. Hun overvejede ikke at anmode nogen af dem eller nogen fra militærpolitiet om at være protokolfører. Hun bad Borgkvist om at forlade teltet, idet han ikke havde nogen praktisk funktion i teltet. Havde han foreslået at sidde i et hjørne af teltet, ville hun dog ikke have modsat sig dette, men han gik udenfor og opholdt sig derefter lige uden for teltet, idet de øvrige officerer var kørt tilbage til lejren. Tiltalte husker ikke nærmere, hvordan vejret var, men det var ikke koldt som herhjemme. Inden udspørgningerne gennemgik hun de tilbageholdtes effektposer sammen med tolken. Tiltalte brød sig ikke om den forestående opgave, idet hun gik ud fra, at de tilbageholdte ville være fjendtligt indstillet og måske tilmed ikke ville respektere hende som udspørger. Under alle omstændigheder ville de næppe være særligt villige til at udtale sig om eventuelle aktiviteter af fjendtlig karakter. Som nævnt afvejede tiltalte hensynet til på den ene side at opnå resultat af udspørgningen og på den anden side hensynet til at overholde konventionsreglerne, men der var ikke tale om, at hun overvejede at bøje konventionsreglerne. første tilbageholdte, betegnet Bravo 1, blev ført ind i teltet af militærpolitiet, der viste ham, hvor han skulle sidde, hvorpå han satte sig ned. Tiltalte ønskede, at de tilbageholdte skulle sidde på gulvet. Dette skyldtes til dels sikkerhedsmæssige hensyn, idet hverken tiltalte eller MP'erne var bevæbnede, og det er naturligvis sværere at indlede et angreb, hvis man sidder ned, end hvis man står op. En anden årsag var, at tiltalte havde besluttet sig for at have fat i den lange ende og dominere samtalen, og da tiltalte ikke er særlig høj, ville det formål ikke kunne opnås, hvis hun skulle se op på de tilbageholdte, der alle var højere end hende. Tiltalte fandt ikke, at formålet kunne opnås, hvis de tilbageholdte sad på en stol. Hertil kommer, at det er almindeligt i lokalområdet at sidde på gulvet også i pæne hjem. Det oplevede tiltalte under et besøg hos en sheiks søster, hvor tiltalte blev placeret på en sengekant, mens værtinden selv sad på gulvet. Tiltalte har også været på en politistation i Irak, hvor nogle af de tilstedeværende sad på stole, mens andre sad på gulvet. De tilbageholdte måtte sidde, som de selv ville. Det afgørende var, at de befandt sig på gulvet. Hun var således ligeglad med, om de sad i skrædderstilling eller en anden form for siddestilling. Hun tillod dog ikke, at de lagde sig ned og flød ud som de gamle romere, idet dette ville være udtryk for despekt over for hende. En af de tilbageholdte indtog denne stilling, og derfor bad MP'erne ham rette sig op. Tiltalte ville være sikker på ikke at komme til at krænke eller ydmyge de tilbageholdte under udspørgningerne og havde derfor forinden spurgt Laila, hvilke udtryk der ville være fornærmende. Hun har selvfølgelig ikke fremsat tilsvarende spørgsmål, når hun i Udenrigsministeriets regi skulle tale med udlændinge, idet grunden til, at hun gjorde det i denne situation, var, at hun havde tænkt sig at bruge almindelige danske kraftudtryk under udspørgningerne. Det kunne være ord som »kraftedeme« eller »fand'me«. Tiltalte var bekendt med, at ord som »svin« eller »hund« ville være krænkende at anvende over for irakere. Hun har derfor ikke brugt nogle af de udtryk, der er nævnt i anklageskriftet. Nogle af de tilbageholdte fortalte så mange røverhistorier, at tiltalte følte sig holdt for nar. Hun sagde derfor, at det godt kunne være, at tilbageholdte troede, at de, det vil sige danskerne, var nogle hundehoveder eller dumme svin, der åd hvad som helst, men disse udtryk var møntet på danskerne og ikke på de tilbageholdte eller andre irakere. Inden afrejsen til Irak deltog tiltalte i et såkaldt kulturkursus og bestræbte sig derfor også på at følge de lokale normer, bl.a. ved at beholde sin løsthængende jakke på, i modsætning til de mandlige kolleger, og ved at være kortklippet for ikke at fremhæve sit kvindelige udseende. Sent om natten skulle MP'erne føre Bravo 3 ind i teltet. På vej gennem døren gjorde han sig slap, og kom derved til at træde i sine bukser, som gled ned, således at man kunne se hans underbukser. Tiltalte sagde straks: »Stop, dette er ikke værdigt«, og bad MP'erne bringe hans påklædning i orden. Tiltalte sagde ligeledes til Laila: »Dette skal du og jeg ikke se på«, og begge vendte sig om, indtil den tilbageholdtes beklædning var bragt i orden. Tiltalte ved ikke, om MP'erne bemærkede, at bukserne gled ned, idet de var optagede af få ham bragt ind i teltet, men da tiltalte opdagede problemet, greb hun straks ind. I den forbindelse observerede hun ikke nogen latrinære problemer, og der var heller ikke tale om, at den pågældendes bukser stod åbne. Først om morgenen ca. kl. 8 tog hun ind til Camp Eden, hvor hun lavede en foreløbig rapport, som hun drøftede med Kolding. Hun fortalte ham, at det var helt anderledes at foretage disse udspørgninger end at afhøre i øvelsessammenhæng. Hun brød sig ikke om det og sagde til Kolding, at hun håbede, at han ikke kom med flere tilbageholdte. Kolding bad hende foretage yderligere udspørgning af de tilbageholdte, hvilket hun gjorde, hvorpå hun udfærdigede den endelige rapport vedrørende udspørgningerne. Hun talte også med oberst Flach om udspørgningerne, enten samme dag eller senere, hvorunder hun gennemgik udspørgningerne og resultatet heraf. Tiltalte havde intet med løsladelsen af de pågældende at gøre. Løsladelsen foregik som regel ved, at en efterretningsofficer talte med de pågældende inden løsladelsen, bl.a. for at kunne drage fordel af den begunstigelse, der lå i løsladelsen, i forbindelse med eventuelle senere kontakter med de samme personer. Tiltalte have ingen personlig holdning til, at de tilbageholdte blev løsladt. Hun havde løst sin opgave, og det var så op til andre at vurdere, hvad der videre skulle ske. Senere på dagen var tiltalte sammen med Kolding til et møde med spejderne. Kolding havde forinden oplyst, at de havde klaget, men han vidste ikke, hvad klagen vedrørte. Tiltalte havde ikke talt med spejderne, forud for at de fik til opgave at bevogte detentionsområdet, og ingen af spejderne havde været inde i teltet. Foreholdt sin forklaring til auditørkorpset, hvoraf det bl.a. fremgår, at Kolding forud for mødet havde oplyst, at spejderne var blevet forskrækket over det, de havde observeret omkring fangerne, forklarer tiltalte, at det anførte ikke var noget, hun vidste, før hun gik til mødet med spejderne. Major Kolding begyndte mødet med at orientere om den generelle situation i området, hvorpå han bad tiltalte berette om udspørgningerne. Ud over tiltalte og Kolding var major Amstrup og 3-4 spejdere til stede. Klagen gik på, at de tilbageholdte havde manglet mad, vand og tæpper i detentionsområdet. Foreholdt samme bilag, hvor det bl.a. er anført, at spejderne gav udtryk for, »at fangerne havde siddet i bestemte stressstillinger ude i detentionen«, forklarer tiltalte, at hun ikke mener, at udtrykket »stressstillinger« blev anvendt under mødet, men det er rigtigt, at tiltalte anvendte dette udtryk under afhøringen som en samlet betegnelse. Tiltalte forklarede spejderne, at hun intet havde med bevogtningen at gøre. Hun prøvede også at forklare dem situationens alvor, men det virkede, som om de ikke forstod dette. Dommeren i Al Qurnah havde samme dag fængslet 3 personer, der var mistænkt for at have dræbt en britisk soldat. Dette medførte trusler mod dommeren, og det var derfor, at den danske patrulje, som opdagede checkpointet, blev udsendt. Spejderne forstod alligevel ikke, at det var nødvendigt for MP'erne at sikre sig, at de tilbageholdte ikke talte sammen. Klagen var dog ikke særlig specifik, men gik mere på den måde, MP'erne behandlede de tilbageholdte på. Der var ikke tale om, at tiltalte forklarede spejderne, at hun havde bedt MP'erne stresse de tilbageholdte. Hvis spejderne mener, at det er tilfældet, må det bero på en misforståelse. Hun forklarede alene, at det var nødvendigt at indtage en dominerende holdning for at undgå, at de tilbageholdte talte udenom. Major Kolding nævnte, at klagerne ville blive videregivet til militærpolitiets ledelse, men tiltalte følte, at spejderne projicerede deres opfattelse af, hvad der var sket uden for teltet, ind i teltet. Spejderne havde kun været i Irak i ca. en måned, og det virkede på tiltalte, som om de mentalt set stadig befandt sig i det fredelige Danmark. De fleste af spejderne, herunder major Amstrup, kunne dog godt følge tiltaltes forklaring om, hvorledes udspørgningerne måtte foregå. Der havde i øvrigt i begyndelsen af opholdet været et anspændt forhold mellem militærpolitiet og de øvrige enheder, bl.a. på grund af uenighed om, hvem der skulle foretage husundersøgelser. Det er usundt for hele styrkens indsats, når der er sådanne problemer, og derfor forsøgte Kolding at gyde olie på vandene. Kolding afsluttede mødet med at sige, at for at undgå yderligere intern splid og mytedannelse skulle spejderne ikke gå rundt og snakke om deres iagttagelser. Et andet hensyn var at undgå, at sagen eksploderede, hvis pressen fik kendskab til spejdernes kritik. Kolding nævnte også, at hvis det var rigtigt, at de tilbageholdte ikke havde fået vand og tæpper, ville han sørge for, at det blev rettet. Tiltalte husker, at der var tæpper i detentionsområdet, og den vogn, hun kørte til teltet med, indeholdt også en stabel tæpper. Sydtårnet, hvorfra der var udsigt over detentionsområdet, var altid bemandet, sædvanligvis med folk fra panserinfanterikompagniet. Tiltalte ved dog ikke, om det også var tilfældet denne nat. Vagtordningen i tårnet blev senere ændret, således at det kun var erfarne soldater, der besatte denne vagt. Det skete for at undgå en ny tilsvarende situation, idet det var tiltaltes indtryk,atspejderne havde misforstået situationen,fordi de ikke havdemodtaget nogen form for instruktion, inden de blev sat til vagttjeneste i detentionsområdet. Tiltalte havde senere flere samtaler med Kolding, hvorunder hun fortalte detaljeret om de omstændigheder, som udspørgningerne havde fundet sted under. De var enige om at foretage visse ændringer, herunder at der skulle deltage en skrivemand ved kommende udspørgninger, men ændringerne gik ikke på tiltaltes måde at foretage udspørgningerne på. Hun havde også flere samtaler med Borgkvist, som ikke havde nogen bemærkninger til hendes måde at udføre udspørgningerne på. Inden hun foretog den første udspørgning, viste hun ham, at hun havde tænkt sig at sidde på kanten af skrivebordet med den tilbageholdte placeret på gulvet, og det havde han ingen bemærkninger til. Tiltalte var ikke i tvivl om, at hun overholdt reglerne, men talte alligevel med Borgkvist, fordi hun ville være 100 procent sikker på ikke at gøre noget forkert. Borgkvist gav et »juristsvar« i retning af, at man selvfølgelig gik hårdere til en hårdkogt kriminel, end hvis man afhører en ældre dame, der har rapset i Brugsen. Da Borgkvist havde opholdt sig uden for teltet under udspørgningerne, følte tiltalte sig herefter på sikker grund med hensyn til den fremgangsmåde, hun anvendte. Hun havde også drøftet denne med Flach, som heller ikke havde bemærkninger hertil. Forevist e-mail af 25. februar 2004 fra kaptajn Henrik Simonsen til major Kolding forklarer tiltalte, at Kolding videresendte mailen til hende, og at hun svarede, som det fremgår af bilaget. Hendes bemærkninger om de gode manerer var ment som en morsomhed. Tiltalte kender ikke årsagen til Simonsens henvendelse, men den bestyrkede også hendes opfattelse af, at hun ikke gik for vidt i sine udspørgninger. Der var mange i lejren, der syntes, at tiltaltes rolle som afhøringsofficer var spændende, hvilket medførte adskillige dumsmarte bemærkninger i retning af, om hun nød at svinge pisken eller lignende. Hun afviste disse bemærkninger, og forklarede de pågældende om det alvorlige i situationen, som man derfor ikke burde lave grin med. Så vidt tiltalte erindrer, påbegyndte hun udspørgningerne den 10. marts ca. kl. 1 eller kl. 1.30, idet der var gået nogen tid med registrering af de tilbageholdte. Afhøringen af den tilbageholdte, betegnet Bravo 2, foregik efter samme retningslinjer som for de øvrige. Tiltalte T2 har forklaret, at han blev indkaldt i januar 1994 og begyndte på MP-skolen i maj samme år. Han er uddannet bl.a. i krigsfangetjeneste og i retsplejeloven. I det civile liv er han fængselsfunktionær. Han har tidligere i 1999-2000 været udsendt til Kosovo. Han har deltaget i Irak på hold 2 og 3. Han har tidligere deltaget i to POWEX-øvelser som en del af bevogtningspersonellet. Inden disse øvelser blev reglerne klargjort, herunder at reglerne ikke gjaldt uden for øvelsessammenhængen. Det var således tilladt under øvelserne at anvende håndjern gennem længere tid og at anbringe krigsfangerne i stressende stillinger. De blev tillige udsat for kuldepåvirkninger, idet den ene øvelse foregik i november måned, men det skete under lægekontrol. Nægtelse af toiletadgang eller adgang til vand blev ikke brugt under de øvelser, som tiltalte deltog i. Tiltalte har i Irak foretaget afhøringer af irakere for eksempel i forbindelse med trafikuheld eller vedrørende almindelige kriminelle forhold. Sådanne afhøringer foregik enten på stedet eller i et telt ved hovedvagten. Man stod op eller sad ned afhængig af situationen. Tiltalte har også deltaget i undervisning af det irakiske politi. Nogle af eleverne havde tidligere været politifolk under Saddam Husseins styre. Der var derfor nogle ting, der skulle rettes op, og i den forbindelse brugte man danske standarder. Han har ikke direkte undervist irakere i krigens love eller menneskerettigheder, men man gjorde meget ud af spørgsmålet om korrekt opførsel med henblik på at sikre, at de pågældende kunne nyde respekt blandt lokalbefolkningen. På hold 2 blev det tiltaltes opgave at stå for detentionen på grund af hans erfaring som fængselsfunktionær. Han modtog ikke nærmere retningslinjer fra sine overordnede ud over det, der fremgik af SOI (Standard Operation Instructions) samt førerens og soldatens kort. På eget initiativ gik han i gang med at udarbejde nærmere retningslinjer for behandling af fanger i detentionsområdet. Det var ikke noget, hans chef bad ham om, men han viste retningslinjerne til major Amdisen i februar 2004 for at få dem godkendt. Den nyeste udgave, som udgør sagens bilag - - -, gav han også til major Borgkvist, som meldte tilbage, at indholdet var i overensstemmelse med reglerne. Retningslinjerne blev rettet til løbende, og de 12 punkter, der fremgår af bilag - - -, svarer med et par enkelte undtagelser til de regler, som tiltalte oprindeligt lavede. Der blev ikke ført en egentlig vagtliste i detentionsområdet. På MP-stationen blev vagtlisten ført på en tavle, men indholdet blev ikke gemt. De retningslinjer, som tiltale havde lavet, blev aldrig indføjet i SOI, men hans kolleger havde fri adgang til direktivet via databasen. Den i punkt 10 nævnte døgnrapport blev ikke altid skrevet, idet tanken var, at den skulle bruges i tilfælde, hvor lægen havde bedt om, at en fange på grund af sygdom krævede særlig overvågning. Generelt skete der det, når de tilbageholdte ankom, at tiltalte, uanset hvor han var, blev kaldt til MP-stationen. Han sørgede derpå for at tilkalde læge og tolk samt vagtkommandøren, der skulle sørge for bevogtning. Tiltalte havde en kasse med relevante papirer, der sammen med tæpper og vand, blev lastet på et køretøj, hvorpå tiltalte kørte til detentionsområdet for at bringe det i orden. Han orienterede vagtkommandøren om, hvem der måtte være i tårnet, og orienterede om, at der konstant skulle være lys i teltet og lys fra tårnet på detentionsområdet. Sidstnævnte kunne dog slukkes kortvarigt, hvis det var nødvendigt af observationsgrunde. Tiltalte sikrede sig, at toiletforholdene var i orden, og at der var vand til stede. Når de tilbageholdte ankom, blev de først placeret uden for registreringsteltet i siddende stilling. De valgte som regel at sidde i hugsiddende stilling. De blev derpå ført enkeltvis ind i teltet til visitering og registrering. Tiltalte søgte i den forbindelse at sikre sig, at navnlig den opgivne fødselsdato var korrekt, hvilket ikke altid var tilfældet. Derpå blev pågældende lægeundersøgt. Lægens opgave var primært at undersøge, om vedkommende havde lidt overlast under pågribelsen, og om han var egnet til at opholde sig i detentionsområdet eller eventuelt skulle under nærmere lægebehandling. Tiltalte spurgte altid lægen om, hvor meget vand den pågældende havde brug for, hvilket tiltalte videregav til sin kollega. Derpå blev den tilbageholdte ført til en af de to fangegårde af to MP'ere og placeret med ansigtet mod væggen. Af sikkerhedsmæssige grunde fik han at vide, at han skulle kigge lige ind i væggen, indtil MP'erne havde forladt gården, men at han derefter måtte bevæge sig frit rundt. Denne procedure blev fulgt dels for at sikre sig mod overgreb, dels for at undgå genkendelse. De tilbageholdte fik udpeget, hvor toilettet var placeret, og det samme gjaldt vandet, som de også kunne benytte til afvaskning før bøn. De fik to tæpper hver og blev vejledt om at sige til, hvis de havde behov for lægehjælp. De fik også at vide, at de ikke måtte tale sammen indbyrdes. Når de tilbageholdte skulle føres ind til udspørgeren, skete det ved, at to MP'ere tog fat i pågældendes albue og håndled og førte ham ind i teltet. Det var for at hindre flugtforsøg, og man anvendte således ikke hverken håndjern eller »strips«. Tiltalte befandt sig i lejren, da han den 9. marts 2004 fik oplyst, at der var tre tilbageholdte på vej. Tiltalte fulgtes med T1 og Laila, og bilen blev ført af T3. Tiltalte sad under turen oven på tæpperne. Visitationen og registreringen gik planmæssigt som beskrevet. Tiltalte havde travlt med sit arbejde og bemærkede ikke, om der var andre til stede ud over MP'erne og bevogtningsmandskabet. Tiltalte havde ikke med T1 drøftet, hvordan udspørgningen skulle foregå, og havde heller ikke modtaget nogen instruktioner fra T1 vedrørende bevogtningen i fangegården. Sidstnævnte var 100 procent hans ansvar. T1 sagde dog, at hun gerne ville have, at de havde fat i fangerne, når de blev ført frem og tilbage, men det var i forvejen standardprocedure. Tiltalte og T3 havde vagt indtil kl. 02.00, og indtil da havde ingen officerer rettet henvendelse til tiltalte, heller ikke major Amstrup. Da den første fange blev ført ind i afhøringsteltet, bad T1 om, at han blev placeret ca. 2 meter fra hende. Hun havde ikke sagt, hvordan pågældende skulle sidde, og fangerne valgte selv, hvilken stilling de ville sidde i. Tiltalte og T3 blev stående et par meter bag den tilbageholdte. Skete det, at den tilbageholdte faldt sammen, bad T1 den pågældende via tolken om at rette sig op. Tiltalte blev den 7. september 2004 afhørt af auditørkorpset. Først da han mødte op til afhøringen, blev ha bekendt med sigtelsen for groft myndighedsmisbrug, hvilket overrumplede ham. Foreholdt sin forklaring til auditøren, bilag - - -, hvorefter tiltalte bl.a. skulle have forklaret, at T1 dikterede fangerne til at sidde på tre forskellige måder, enten hugsiddende med armene hængende mellem benene og bagdelen helt nede ved hælene, på knæ på teltbunden med benene strakt bagud og med bagdelen hvilende på hælene eller på knæ med underbenene lige bagud og strakt ryg, således at lår og kroppen var i lige linje, bekræfter tiltalte at have forklaret som anført. Han opfattede valget mellem de tre stillinger som en måde at undgå, at de tilbageholdte sad og flød ud. De tre tilbageholdte blev behandlet ens med hensyn til spørgsmålet om siddestillinger. De indledende afhøringer gik hovedsagelig på at få verificeret oplysningerne om identitet, bl.a. på baggrund af de papirer, som tiltalte havde sikret i forbindelse med visitationen. T1 har aldrig bedt hverken tiltalte eller T3 om at rette på en tilbageholdt, der faldt sammen i stillingen. Tiltalte var ikke i tvivl om, at det var i orden, at tilbageholdte sad i de nævnte stillinger, som også for de to førstes vedkommende blev anvendt i lokalområdet. Tiltalte har selv siddet på gulvet og undervist politifolk. Tiltalte husker ikke, hvor længe udspørgninger varede, men da han forlod stedet kl. 02.00, var der gennemført tre udspørgninger. Foreholdt samme bilag, - - -, hvorefter tiltalte skulle have forklaret, at han diskuterede med T1, om det var o.k. at lade fangerne sidde med strakt ryg på knæene, hvilket hun mente, det var, hvorimod han var af den opfattelse, at det var på kanten af, hvad man kunne tillade sig, bekræfter tiltalte at have forklaret som anført. Det var hans egen personlige mening, som han talte med T1 om. Han husker ikke, hvad hun svarede. Spejdernes kritik blev han først bekendt med under den første afhøring hos auditøren. Tiltalte drøftede ikke T1's metoder med kollegerne. Nogle af disse gav udtryk for betænkelighed, men det skete alene på baggrund af rygter, idet de ikke selv havde været til stede under udspørgningerne. Tiltalte har ikke hørt T1 bruge de ukvemsord, der er nævnt i anklageskriftet. Hun talte højt, men der var ikke tale om, at hun råbte. I forbindelse med udspørgningerne den 9. juni 2004 var det også tiltalte, der foretog registrering og visitation. Den eneste ændring i forhold til første gang var, at det ikke længere var spejderne, der stod for bevogtningen på grund af deres klage. Tiltalte forlod detentionsområdet umiddelbart efter registreringen og hørte først senere, at Nadia havde forladt en udspørgning. Tiltalte havde tidligere haft en episode med Nadia, hvor han opdagede, at hun småsnakkede med nogle af fangerne. Han bad hende straks holde op og spurgte, hvad hun havde talt med fangerne om. Hun nægtede i første omgang at svare herpå, men da tiltalte atter spurgte hende, besvarede hun spørgsmålet. Han indberettede hende til MP-officeren ved brigaden. I et andet tilfælde måtte man fjerne Nadia fra et område, hvor der blev foretaget husundersøgelser, idet hun piskede en stemning op vendt mod MP'erne og de øvrige danske styrker. På hold 2 blev Nadia brugt som tolk under en afhøring foretaget af briterne. Afhøringen foregik i en landrover. Det var en hård afhøring, hvorunder der blev råbt så højt, at vognen gyngede, ligesom der blev anvendt udtryk som dem, der er nævnt i anklageskriftet. Tiltalte stod i nærheden af landroveren under afhøringen. Han begyndte at udarbejde regler for detentionsområdet, bl.a. fordi den oprindelige detention blot bestod af et telt med pigtråd rundt om. Han foreslog den daværende MP-officer, Thygesen, at opbygge detentionsområdet, således som det senere kom til at se ud; det vil sige med toiletadgang, adgang til vand og mulighed for at komme i skygge. På det sted, hvor Camp Eden blev anlagt, havde der under Saddam Husseins styre været en kaserne. Når tiltalte underviste de irakiske politifolk, blev det indskærpet, at de metoder, der havde været anvendt under Saddam Hussein, ikke måtte anvendes. Forevist uddrag af bilag - - -, det af tiltalte udarbejdede »Direktiv for tilsyn af tilbageholdte og indsatte«, forklarede tiltalte, at direktivets overordnede formål var at sikre de tilbageholdtes helbredsmæssige situation. Sammen med tiltalte T5 demonstrerede tiltalte T2, hvorledes de tilbageholdte blev anvist, at de skulle sætte sig ned, ligesom den knæsiddende stilling (skrædderstilling) og stillingen på knæ med rank ryg (bedestillingen) blev vist. Fra den sidstnævnte stilling kunne de tilbageholdte overgå til skrædderstillingen, hvilket de ofte gjorde, idet det var frivilligt, hvilken stilling de ville sidde i. Foreholdt bilag - - -, hvorefter tiltalte skulle have forklaret, at T1 dikterede via tolken, hvordan fangen skulle sætte sig på teltbunden, forklarer tiltalte, at der ikke var tale om, at T1 over for tiltalte dikterede noget, men at hun via tolken sagde direkte til den tilbageholdte, at han skulle sætte sig. Han har ikke hørt T1 beordre fangerne til at indtage bestemte stillinger, idet de som sagt selv valgte, hvilken stilling de ville sidde i. T1 har heller ikke beordret tiltalte til at fastholde tilbageholdte i stressende eller ubehagelige stillinger, ligesom hun ikke har givet ham ordrer vedrørende vand eller toiletadgang eller med hensyn til, om de tilbageholdte måtte få tæpper. Tiltalte har heller ikke foretaget sig noget af det beskrevne på eget initiativ. Indtil kl. 01 om natten var tiltalte beskæftiget med registrering. Under den resterende del af hans vagt bragte han de tilbageholdte ind og ud af teltet, og var således i teltet, bortset fra de få minutter, det tog at bringe de tilbageholdte frem og tilbage. Da tiltalte tiltrådte sin vagt, instruerede han den spejdergruppe, der skulle holde vagt udenfor, om, at deres opgave var dels at hindre flugtforsøg, dels at sikre T1, MP'erne og de tilbageholdte under eventuelle angreb udefra. En af de udspurgte så tiltalte igen den 9. juni 2004, hvor han på ny var tilbageholdt, og den 7. august 2004 så han ham optræde i tv, hvor han gav interview i OMS-huset i Al Qurnah. Sidst i indslaget så man ham begynde at klargøre våben, og senere samme dag kom de danske styrker i bykamp i Al Qurnah, hvorunder militsmedlemmer og civile blev såret. Tiltalte og de øvrige MP'ere havde tidligere haft lidt konflikter med spejderne, bl.a. fordi de beslaglagde våben hos de irakiske politifolk, som havde en særlig kollektiv våbentilladelse. MP'erne måtte flere gange tilbagelevere våben, som spejderne fejlagtigt havde beslaglagt, hvilket skabte konflikter i forhold til både det irakiske politi og indbyrdes mellem MP'erne og spejderne. Den 9. marts 2004 instruerede tiltalte på forhånd tolken Laila om den vejledning, som de tilbageholdte skulle have med hensyn til toilet- og drikkevandsadgang i detentionsområdet, samt deres mulighed for lægetilsyn. I vejledningen skulle også indgå, at de ikke måtte kommunikere sammen og ikke holde øje med, hvad MP'erne foretog sig. Som nævnt skulle de tilbageholdte sidde ned og se ind i væggen, indtil MP'erne var ude af detentionsgården, men måtte derefter bevæge sig frit rundt. Nogle af de tilbageholdte blev imidlertid siddende, og tiltalte ved ikke, om det var af frygt. I maj 2004 foretog major Kolding en udspørgen, som tiltalte overværede. Major Kolding sad på en stol bag skrivebordet. Den tilbageholdte sad dels på gulvet, dels på en stol. Det sidste er tiltalte næsten overbevist om, idet han husker, at de først placerede ham på gulvet, men at han senere fik en stol at sidde på. Foreholdt bilag - - -, hvorefter tiltalte over for auditøren skulle have forklaret, at fangen sad på gulvet, bekræfter tiltalte at have forklaret som anført, men fastholder sin nuværende forklaring, idet den er udtryk for, hvorledes han erindrer situationen. Foreholdt, at en person har forklaret at have overværet en samtale mellem tiltalte og tiltalte T1 ved den såkaldte vaske-fab, forklarer tiltalte, at samtalen fandt sted, efter at Nadia havde forladt en afhøring, og efter at tiltalte tidligere havde orienteret T1 om, at Nadia havde deltaget i den britiske afhøring. Under samtalen oplyste T1, at hun ikke i Camp Eden havde kunnet tilvejebringe oplysninger om den nævnte afhøring. Tiltalte tilbød via brigaden at forsøge at fremskaffe sådanne oplysninger. Der var ikke tale om, at tiltalte og T1 drøftede omstændighederne i nærværende sag, og T1 har ikke forsøgt at påvirke tiltaltes forklaring i denne sag. Tiltalte har ikke for så vidt angår anklageskriftets forhold 4 overværet, at militærpolitifolk har fastholdt tilbageholdte i bestemte stillinger. Han har heller ikke selv gjort dette og har ikke hørt T1 instruere nogen herom. Det samme gør sig gældende vedrørende forhold 5. Tiltalte og tiltalte T3 var sammen hele tiden den 9. og 10. marts 2004. Det vil sige både under registreringen, lægetilsynet og udspørgningerne. Udspørgningerne angik hovedsageligt de tilbageholdtes identitet og deres kendskab til den foreliggende situation. Fra kl. 01-02, hvor de blev afløst, førte tiltalte og T3 alle de tre tilbageholdte ind til udspørgninger. Efter at have instrueret den nye spejdergruppe, der også tiltrådte vagt kl. 02, kørte tiltalte og T3 til lejren, hvor tiltalte lavede papirarbejde og derpå gik i seng. Foreholdt, at tiltalte tidligere under sin forklaring har oplyst, at han overvejede, om T1's metoder overskred grænserne, for det tilladelige, forklarer tiltalte, at overvejelserne mundede ud i, at han ikke fandt, at dette var tilfældet. Den tilbageholdte havde selv indtaget den pågældende stilling. Hvis tiltalte havde fundet, at T1 overskred grænserne, ville han have stoppet udspørgningen og anholdt T1, som derpå ville være blevet ført til MP-stationen. Hverken den 10. marts 2004 eller på noget senere tidspunkt var der tale om, at tiltalte overvejede at gribe ind over for T1. Hvis nogen af tiltaltes kolleger havde konstateret overtrædelser af reglerne, ville de givetvis have reageret på samme måde som beskrevet af tiltalte. Tiltalte tilføjer, at civile irakere kunne søge våbentilladelse hos militærpolitiet. Af en eventuel tilladelse fremgik våbenets serienummer, samt under hvilke omstændigheder det måtte bæres. I hjemmet måtte alle irakere have op til 2 håndvåben pr. husstand beregnet til selvforsvar. Tiltalte har efter ordre fra oberst Flach deltaget i flere husundersøgelser med henblik på at finde våben. Fandt man flere end 2 håndvåben, blev samtlige våben beslaglagt, således at 2 håndvåben pr. husstand senere blev genudleveret. Det var ulovligt for civile irakere at besidde lette maskingeværer, antipersonelminer og RPG-granater. Tiltalte T3 har forklaret, at han kan tiltræde tiltalte T2's forklaring. Han har samme uddannelse og har også deltaget i en POWEX-øvelse som vagt. Han har tidligere været udsendt i Bosnien og Afghanistan. Den 9. marts 2004 deltog tiltalte i registreringen af de tilbageholdte og var til stede under lægetilsynet. Han er usikker på, om han og T2 selv hentede og tilbageførte fangerne, men det mener han. Fangerne kunne frit bevæge sig rundt i detentionsgården. De eneste restriktioner bestod i, at de ikke måtte kommunikere indbyrdes eller nidstirre MP'erne af hensyn til deres muligheder for at kunne udføre deres job blandt civilbefolkningen. Hvis en fange gjorde det alligevel, blev han via tolk befalet til at ophøre hermed. Tiltalte har ikke beordret fangerne til at indtage bestemte stillinger, og han har ikke hørt T1 anvende skældsord eller ydmygende udtryk over for fangerne. Foreholdt sin forklaring til auditørkorpset, - - -, hvorefter tiltalte skulle have forklaret, at T1 brugte udtrykket »hund« over for fanger i en afhøring, bekræfter tiltalte at have forklaret som anført, men finder ikke, at udtrykket »hund« er særligt ydmygende, i forhold til hvad man ellers hører til daglig. Tiltalte har ikke modtaget instruktioner fra T1 om, hvorledes fangerne skulle behandles. Han var i en indlæringsfase, idet han skulle overtage T2's opgaver bl.a. vedrørende registrering, når denne var på orlov. I den forbindelse har tiltalte vejledt fangerne om deres rettigheder, herunder at de ikke havde pligt til at udtale sig, samt oplyst dem om baggrunden for anholdelsen. Tiltalte har aldrig set det direktiv, som tiltalte T2 har udarbejdet. Det var sjældent, at der kom tilbageholdte, og derfor tog tiltalte måske for let på denne opgave set i bagklogskabens lys. Da de blev afløst ca. kl. 02, tog han og T2 tilbage til lejren, hvor han gik i seng. Han husker ikke, hvem der afløste dem. Han har under sin MP-uddannelse modtaget undervisning i basal krigsfangetjeneste i form af to lektioner. Der var tale om pensum, men det var ikke på det tidspunkt særligt relevant, eftersom Danmark ikke havde taget krigsfanger siden 1864. Den 9. marts 2004 kom de til detentionsområdet omkring midnat. Registreringen og lægetilsyn varede typisk 25-30 minutter pr. fange. Derefter overværede tiltalte de indledende udspørgninger, som især drejede sig om at sikre sig, at oplysnin- gerne om fangernes identitet og baggrund var korrekte. Tiltalte overværede, at T2 via tolk instruerede fangerne om forholdene i detentionsgården, og at de måtte bevæge sit frit omkring, således som tidligere beskrevet. Tiltalte har ikke undervist på politiskolen i Basra. Tiltalte T4 har forklaret, at han har samme uddannelse som T2 og T3. Han har medvirket i registrering og visitering under to POWEXøvelser. Den 10. marts 2004 afløste han og T5 T2 og T3 ca. kl. 02. De fik af T2 at vide, at deres opgave navnlig bestod i at føre de tilbageholdte til og fra udspørgningerne. Tiltalte husker ikke, hvor de tilbageholdte befandt sig, da han ankom. Han husker således ikke, om de sad og så ind i væggen i detentionsgården. Når de tilbageholdte blev ført ind i afhøringsteltet, viste man dem ved et dask på skulderen og ordet »down«, at de skulle sætte sig ned. Det skal nok passe, at en fange var ved at tabe bukserne, da han blev ført ind i teltet. Tiltalte opdagede, at fangens bukser var gledet ned omkring knæene, og antager, at han er kommet til at træde i bukserne. Der var ikke tale om, at han gjorde modstand, mens de førte ham hen til teltet, og de havde i øvrigt godt fat i ham. Tiltalte husker ikke, om det var første gang, den pågældende blev ført ind i teltet. Han husker heller ikke, om fangen lugtede. Tiltalte har på eget initiativ gennemlæst T2's direktiv vedrørende behandling af tilbageholdte. Han har også undervist på den irakiske politiskole i »demokratisk politiarbejde«, hvorunder menneskerettighederne blev gennemgået. Tiltalte har ikke modtaget ordre om eller på eget initiativ fastholdt fanger i stressende stillinger. Han har heller ikke fra T1 modtaget ordre om, at de tilbageholdte skulle nægtes adgang til vand, toilet eller tæpper, og har heller ikke på eget initiativ nægtet de tilbageholdte dette. Tiltalte husker ikke, hvornår han og T5 blev afløst. Tiltalte husker ikke så meget fra den 10. marts 2004, idet han den 21. april 2004 mistede 10 elever på politiskolen. Tiltalte T5 har forklaret, at han har samme uddannelse som de 3 øvrige tiltalte militærpolitifolk. Han har to gange deltaget som vagt under POWEX-øvelser. Den 10. marts 2004 ca. kl. 02 afløste han og T4 T2 og T3. Fangerne var da i detentionsgårdene. T2 informerede dem om opgaven, som bestod i at føre fangerne til og fra afhøringsteltet. Tiltalte konstaterede, at der både var tæpper og vand i gårdene. Han husker dog ikke, om fangerne benyttede sig heraf. Han husker ikke vejrliget, men var selv iført ørkenuniform. Fangerne kunne frit vælge siddestilling, og han har ikke rettet på fanger, der faldt sammen. Han har heller ikke hørt T1 bruge skældsord under udspørgningerne, ligesom han ikke i øvrigt overværede noget, der gav ham anledning til at gribe ind. Da de førte en af fangerne ind, gled hans bukser ned til midt på låret. Tiltale husker ikke, om nogen bad fangen trække bukserne op, men han fik i hvert fald bukserne på igen. Foreholdt sin forklaring til auditørkorpset, - - -, hvorefter tiltalte bl.a. skulle have forklaret, at en fange ikke selv ville gå ind til afhøring, og at de havde fat i hver sin arm, da de nærmest bar ham ind i teltet, ligesom tiltalte kunne lugte, at fangen formentlig havde forrettet sin nødtørft i bukserne, bekræfter tiltalte, at have forklaret som anført. Der var dog ikke tale om, at de nærmest bar ham ind i teltet, men de havde fat i hver sin arm på ham. Det er rigtigt, at fangen lugtede, men hygiejneforholdene er anderledes i Irak, bl.a. har man ikke toiletpapir. Tiltalte registrerede først inde i teltet, at fangens bukser var gledet ned. Tiltalte så ikke direkte, om fangen havde »gjort« i bukserne, så hans formodning herom baserer sig alene på lugten. Tiltalte husker ikke, om han var til stede under udspørgningerne i april, men den 9. juni 2004 havde han orlov. Foreholdt - - -, hvorefter tiltalte skulle have forklaret, at det formentlig var i april måned, at han for anden gang var vagt i fangelejren, bekræfter tiltalte at have forklaret sådan. Tiltalte var således på vagt under udspørgningerne i april, men der foregik intet usædvanligt. Tiltalte har ikke fastholdt fanger i stressende stillinger eller nægtet dem vand, tæpper eller toiletadgang, og har heller ikke fået nogen ordre herom. Han har heller ikke overværet, at tiltalte T1 har instrueret andre i at fastholde fanger i belastende stillinger. - - Af afhøringsrapport af 16. november 2004 vedrørende afhøring af - - - Obaid fremgår blandt andet: »Han forklarede, at han den 9. september 2004 blev anholdt af de danske styrker, og at han i den forbindelse blev indbragt til den danske lejr - Camp Eden. Han kom til stedet sammen med 2 andre anholdte, og de ankom til lejren ca. kl. 2330. Det var meget koldt den pgl. aften, en kold vind blæste. Han var iført undertøj, bukser og skjorte. Han kom først til et lægetjek, og han havde her oplyst, at han havde noget ondt i ryggen - en gammel skade. Han blev efter lægetjek indsat i en indhegning, hvor han skulle sidde på jorden. Han blev placeret på knæene, med benene strakt lige bagud, og skulle holde sit hoved og overkrop i en lidt skrå. stilling, således at han havde panden inde mod en væg. Han havde ikke noget ur, men han følte det som lang tid, inden han kom ind til den første afhøring. Da han blev ført ind til afhøring følte han det som om han nærmest blev slæbt ind. 2 personer holdt ham under armene, og »løftede« ham ind. Han tabte herunder sine bukser. Han fik dog inde i teltet lejlighed til at tage sine bukser på igen. Ved første afhøring stod han foran en officer, en ret kraftig mand, og han havde en kvindelig tolk til at oversætte sine spørgsmål. Han blev beordret til at stille sig på den måde, at han skulle stå med bøjede knæ, og med hænderne oppe. Manden var ret vred i stemmen, og han tog på et tidspunkt fat i afhørtes næse for at understrege et eller andet. Ved siden af ham stod 2 personer, som hele tiden holdt ham fast i den stilling, som han har beskrevet ovenfor. De rettede på hans stilling, når han ikke stod, som han var beordret til. Når han blev træt, så ville han gerne rette sig op, men fik ikke lov til dette. Han havde ikke haft lejlighed til under afhøringen at sige ret meget om, at det gjorde ondt, men han sagde til lægen, der undersøgte ham ved løsladelsen, at han havde haft ondt ved at være i de stillinger, som han havde været tvunget til at indtage under afhøringerne. Medens han opholdt sig i indhegningen kunne han ikke komme til at lade sit vand, for han måtte ikke rejse sig eller røre sig, og han »tissede derfor i bukserne«. På et tidspunkt blev han under opholdet i indhegningen placeret så han skulle stå ind mod hegnet med hænderne oppe over hovedet. Han faldt pludselig om. Han mener, at han besvimede. Vagterne var nu kommet ind, og havde lyst ham i øjnene med en lygte, og havde fået ham på benene. Han blev ikke tilset af en læge. Han blev afhørt 2 gange i teltet, og det var samme person, som hver gang afhørte ham. Hvad der skete med de andre, som var anholdt samme tid som han, det ved han ikke, for han var alene i den indhegning, hvor han var placeret. Han er direkte adspurgt, om han på noget tidspunkt »havde gjort i bukserne«, hvilket han benægtede. I løbet af natten, havde han spurgt de personer, som kom ind i indhegningen, om han kunne få vand og et tæppe, men de talte kun engelsk, og der var ingen som kunne eller ville forstå ham. Om morgenen, ca. et par timer før han igen blev løsladt fik han mere bevægelsesfrihed i indhegningen. Han fik desuden et tæppe, noget vand og noget at spise. Han oplyste, at han ikke ved løsladelsen talte med lægen. Foreholdt, at han tidligere under denne afhøring har udtalt, at han fortalte lægen, at det gjorde ondt, så oplyste han, at dette ikke var korrekt opfattet, han fortalte ikke nogen, at det gjorde ondt. Han er direkte adspurgt om den måde, som han blev beordret til at indtage i indhegningen og ved afhøringen, og oplyste, at disse ikke er normale for irakere at indtage. Man kan f.eks. godt sidde på hug, men kun i 10-15 min., og man skulle i indhegningen og ved afhøringen sidde helt stille, og måtte ikke dreje sig overhovedet. Han beskriver den person, som afhørte ham: A. mand, ca. 40, »ikke særlig høj«, men meget kraftig af bygning, lidt rødmosset i ansigtet og med et bredt ansigt. Kortklippet hår. Kan muligvis genkende den pgl. Han oplyste, at han efterfølgende igennem dommeren i Al-Qurnah har indgivet en officiel klage over den behand- ling, som han har været udsat for. Han har følt sig stresset og har også noget udslæt på maven, som han mener kan hidrøre fra hans arrestation og ophold i Camp Eden. . . . Afhørte er forespurgt m.h.t. den person, som foretog afhøringerne af ham. Han oplyste, at han var sikker på, at det var en mand. Sådan opfattede han personen, og sådan havde han også tiltalt personen. Han oplyste, at medens han sad i detentionen var kun vagterne indenfor indhegningen. Han kunne se en bil eller flere udenfor. Hvem der var i disse køretøjer det ved han ikke. Han er direkte adspurgt, om han har »gjort i sine benklæder i forbindelse med afhøring«, han udtalte, at det havde han ikke, men han »tissede 2 gange medens han havde sine benklæder på, fordi han ikke kunne komme på toilettet«. . . . Fortsat den samme dag. I forbindelse med afhørtes oplysning om, at han skulle være anholdt den 9. september 2004, blev han efterfølgende foreholdt, at han jf. fangedatabasen havde været indbragt som anholdt i marts måned og ikke i september. Han udtalte, at det »nok var rigtigt«. Han havde været indbragt sammen med Khaled og Abdal. Så september måned var ikke rigtigt, det var i marts måned 2004.« Af afhøringsrapport af 16. november 2004 vedrørende afhøring af - - - Khaled fremgår blandt andet: »Han forklarede, at han sammen med 2 andre Obaid og Abdal blev anholdt og indbragt til Camp Eden den 9. marts 2004. Han mener, at han kom ind til lejren omkring kl. 2100. Han blev transporteret til lejren i en bil 2939 med soldater. De blev alle ført ind i et telt og her blev de alle undersøgt af en læge. Han fejlede ikke noget. Han oplyste, at det var koldt den pgl. aften. Han havde ved anholdelsen kun sit normale tøj på, og det bestod af undertøj, benklæder og en T-shirt med korte ærmer. Han blev derpå taget ind i en indhegning, og blev her sat samme sted som Abdal. Der var inde i indhegning fire danske soldater. Begge de anholdte fik besked af vagterne via en dansk kvindelig tolk om, at de skulle sætte sig på hug, og med hænderne bagved nakken. Han oplyste, at det var en unaturlig stilling for en iraker at indtage, og at den var vanskelig at holde igennem længere tid, og desuden måtte de ikke bevæge sig. Han husker ikke, hvor længe han sad på den måde, uden at måtte ændre stilling, »men det var i timer«. Der skete udskiftning af vagterne - nærmere?. Han havde ikke lejlighed til at se vagterne, for de holdt sig bagved ham. Han forklarede, at han pludselig blev taget af 2 vagter, en ved hver skulder, som »løftede« ham op, og derpå »slæbte« ham ind til afhøring. Til stede i teltet var en person, som skulle afhøre ham, han beskriver den pgl. som en »mand, middel af bygning, dog lidt tæt«. Pgl. var kaptajn, jf. vedkommendes distinktioner, som afhørte tydeligt kunne se (3 stjerner). Pgl. var skaldet. Han vil muligt kunne genkende den pgl. person. Desuden var en tolk, som var den samme, som tidligere havde været ude for at oversætte for vagterne, dengang, da fangerne kom ind. Lægen var til stede under hele afhøringen. Han var bagved ham »et eller andet sted«. Yderligere befandt der sig hele tiden 2 vagter, som stod bagved ham. Personen der afhørte var meget vred i stemmen, »råbte og skreg«, så tolken ikke kunne følge med. Han blev placeret på jorden på knæene, med benene strakt bagud, og skulle sidde med rank ryg og med hænderne foldet bagved nakken. Under afhøringen, hvor afhørte ikke kunne undgå at bevæge sig, blev han »slået« »dasket« i nakken af vagterne, for at han skulle sidde stille og se lige op på den person som afhørte ham. Han ved ikke, hvor tit han blev slået, men det var ret »kontinuerligt«, de daskede ham sådan lidt hele tiden i baghovedet. Officeren rørte ham ikke, det var kun vagterne. Han var til afhøring 3 gange i løbet af natten, og hver gang forløb det på samme måde. Han ved ikke præcist, hvor længe afhøringerne varede, men formentlig en »times tid ad gangen«. Ude i indhegningen skete der ingen forandringer i løbet af natten, han skulle sidde på hug som beskrevet ovenfor, vagterne kom og gik, og rettede på ham, når han ikke »holdt den rette stilling«. Han fik i løbet af natten ikke noget at drikke, fik ikke noget tæppe. Han fik om morgenen af tolken noget vand og kage. Han havde i løbet af natten spurgt vagterne om lov til at gå på toilettet, men de sagde, at han skulle blive siddende. Han blev også nægtet at ryge. I indhegningen så han kun vagterne og ikke andre. Han blev den næste dag »om formiddagen« løsladt. Han blev i en bil kørt til bopæl og her sat af. Han er udover den første anholdelse igen anholdt efter ca. 3 mdr. - muligt først i juni 2004 - denne gang, følte han, at anholdelse var meget hårdhændet. Han blev af de danske soldater, som anholdt ham slået på både arme og ben. Det skete under anholdelsen, men han havde ikke ydet nogen modstand mod denne anholdelse, og havde derfor ikke givet dem anledning til at slå på ham. Soldaterne slog på ham med knyttede hænder flere gange og hårdt. Han blev derpå transporteret ind til Camp Eden, og igen fremstillet for lægen, som muligt var den samme, som sidste gang undersøgte ham. Tolken var den samme danske kvindelige tolk. Han så lægen, men ville ikke lade sig undersøge. Han fortalte ikke lægen om at han var blevet slået. Grunden til dette var, at han var ret sur og tvær over den behandling, som han havde fået ved anholdelsen, og havde derfor ikke lyst til at tale med danskerne - heller ikke den danske læge. Han blev derpå ført ind i indhegningen og skulle her ikke gøre noget bestemt, men blot være der. Under sit ophold besvimede han pludselig, og en læge blev tilkaldt. Han fik noget hjælp, og derpå satte afhørte sig blot på jorden. Han var inde til en afhøring, og det var den samme kaptajn, som sidste gang der afhørte, og det var den samme tolk (tror han). Afhøringsofficeren havde igen været meget højtråbende, og på et tidspunkt smed tolken sin blyant på jorden løb tolken fra stedet, og det var afhørtes indtryk, at det skyldtes, at afhøringsofficeren gik for vidt i sin vrede. Forespurgt om, hvordan han skulle sidde ved afhøringen, så oplyste han, at han skulle sidde på sine knæ, og med benene lagt over kryds, han skulle sidde med rank ryg og med hænderne foldet bagved nakken. Han havde fået noget krampe i et ben, og det var måske en af årsagerne til, at tolken løb fra stedet. Han oplyste, at han havde spurgt om en læge, men fået afslag, og desuden havde afhøringsofficeren sagt »noget om, at han ville blive skudt«. Han er forespurgt direkte, om hvordan dette blev sagt og udtalte, at afhøringsofficeren gav udtryk for, at han (afhørte) ville blive skudt, og at han skulle tie stille. Han er gjort bekendt med, at en læge til rapport har udtalt, at han rent faktisk foretog en undersøgelse af afhørte efter hans krampeanfald. Afhørte udtalte, at han ikke blev lægeundersøgt. Han blev derpå tilbudt en stol af en soldat og senere ført ud i indhegningen og senere løsladt. Han mener, at han var hjemme omkring kl. 2300.« Af afhøringsrapport af 16. november 2004 vedrørende afhøring af - - - Abdal fremgår blandt andet: »Han forklarede, at han omkring den 10. marts 2004 blev anholdt af danske soldater og kørt til Camp Eden. Han kom til lejren om aftenen - måske 1900-2000. Ved transporten ind, havde afhørte haft ondt i sin ene hånd, hvilket han havde sagt til soldaterne. Man tog ikke hensyn til hans hånd, men havde haft hænderne bag på ryggen og fastholdt med strips. Da de kom til Camp Eden, blev de alle tre sat på jorden på knæene, og en soldat havde stået bag dem med et gevær, som han holdt hen mod deres nakke. De fik ikke lov til at gå på toilettet, men i stedet ført ind til en læge, som undersøgte dem. Afhørte fejlede ikke noget, men havde ondt i sit håndled. Det var en kold aften, afhørte havde tynde bukser og en hvid kjortel over dette. Afhørte og Khaled blev placeret på jorden på knæene, ca. 3 meter fra hinanden. De skulle sidde med ansigtet ind mod væggen, og sidde stille med hænderne bag på ryggen i strips. Senere tog man stripsene af og derpå havde de hænderne frie. Hvis de flyttede sig fra de anviste stillinger, blev de skubbet på plads af vagterne. Han var til afhøring 3 gange, og når han ikke var til afhøring, blev han sat i den ovenfor nævnte stilling i indhegningen. Han har ikke stået op, men kun siddet på knæene i indhegningen. De fik ikke vand, mad eller tæpper før den næste morgen, hvor de fik vand, kage og et tæppe. Vagterne, som også sad i en bil udenfor indhegningen, kom pludseligt ud i indhegningen, og rev ham op fra jorden og førte dem ind i et telt, som var ved siden af indhegningen. Den ene gang, hvor afhørte skulle op fra jorden, havde en af vagterne taget fat i hans hår og på den måde løftet ham op fra jorden. Han kan ikke sige noget om vagterne, han mener at de skiftede vagterne ud engang. Vagterne opførte sig alle ens. Når de imellem afhøringerne sad i indhegningen, skulle de sidde i de bestemte stillinger, og hvis de ændrede på dem. ved f.eks. at flytte sig, blev de irettesat og beordret til at blive i den stilling, som de havde fået anvist. Inde i teltet var en afhøringsofficer, en kvindelig tolk og nogle vagter. Han beskriver afhøringsofficeren som en mand, ikke ung, meget lys i huden og med briller, han er ikke sikker på håret, måske kort mørkt. Han kan muligvis genkende den pgl. Afhøringsofficeren stod bag ved et bord, og beordrede via tolken afhørte til at sætte sig på jorden foran bordet, og han skulle se op på afhøringsofficeren. Han skulle sidde på knæene med benene strakt bagud, med lige overkrop og med hovedet skråt tilbage. Han måtte ikke vende sig eller falde sammen. Når han alligevel faldt sammen, fordi han ikke rent fysisk kunne sidde som befalet igennem længere tid, skubbede en af vagterne en fod eller et knæ i ryggen på ham. Afhøringsofficeren rørte ikke på noget tidspunkt ved ham. Tonen ved afhøringen var meget aggressiv. Afhøringsofficeren satte nogle gange sit ansigt tæt til afhørtes, idet vedkommende bøjede sig hen over bordet ned mod afhørte. Vedkommende råbte og skreg, og kaldte afhørte en løgner m.v. Han har ikke nogen klar fornemmelse af, hvor lang tid afhøringerne tog, for han havde ikke noget ur, men afhøringerne kan have varet op til et par timer. Han kom ikke senere til lægeundersøgelse, men blev den følgende dag kørt hjem til CIMIC HOUSE og her løsladt. Han er forespurgt, om andre end vagterne var i indhegningen, hvilket han svarede benægtende på. Han har ikke set eller hørt, at f.eks. en tolk var i indhegningen. Han blev placeret af en vagt, som simpelthen pressede ham ned på jorden og anviste ham, hvordan han skulle sidde. Ved solopgang kom pludselig en soldat ind i indhegningen. Afhørte mener ikke, at han havde været en af de vagter, som var der i løbet af natten. Soldaten havde givet dem en cigaret, noget vand og et tæppe, og de havde fået lov til at bede deres bønner. Han kunne ikke komme på toilettet. Han havde ikke spurgt, men mente ikke, at han ville få lov, og havde derfor først kunnet lade sit vand den følgende morgen. Han oplyste, at han fortsat har ondt i sit venstre håndled, og »en læge« har sagt til ham, at han muligvis skal have gips på igen. Han er adspurgt om, hvorvidt den person, som afhørte ham eventuelt var en kvinde. Han udtalte, at det kunne »han ikke forestille sig«. . . . Ved gennemlæsningen oplyste afhørte, at han i forbindelse med anholdelsen havde fået sit håndled behandlet, og at det var i orden, men at det var soldaternes hårde adfærd, som gjorde, at han på ny fik ondt i sit håndled. Han ønskede at få tilføjet, at når de flyttede sig fra de anviste stillinger i detentionen, så blev han ikke kun skubbet, men også slået, på den måde, at de tog fat i ham og fysisk pressede ham ned i en stilling ved at sparke til ham med foden. M.h.t. at han ikke spurgte om at kunne komme på toilettet, så var dette ikke muligt, for han måtte ikke sige noget, og fik ej heller lov til at sige noget. Han oplyste, at han havde meget hovedpine efter det der var sket, og at han troede, at det muligvis kunne skyldes den hårdhændede behandling. Han gjorde gældende, at han aldrig blev egentlig lægeundersøgt, men kun spurgt, om han var syg.« 3. Forklaringer vedrørende forhold 4 (12. april 2004): Tiltalte T1 har forklaret, at der natten til den 9. april 2004 blev gennemført et bagholdsangreb mod de danske styrker. CIMIC-house i Al Qurnah blev angrebet med RPG-granater for at lokke en dansk patrulje ud af lejren. Angriberne vidste, at patruljen var nødt til at passere broen over Glory Canal, og her blev de angrebet bl.a. med RPG-granater, hvorunder en af spejderne var tæt på at blive dræbt. Angrebet medførte en nærmere efterforskning, hvorunder 5 personer, der havde deltaget i angrebet ved broen, blev identificeret. Den 12. april 2004 blev 4 af dem anholdt, og man havde således på forhånd indikationer om, at de havde deltaget i planlægningen af angrebet eller selve angrebet. Tiltalte, der altså denne gang var forberedt på, at der kunne komme anholdte, havde sørget for at få en kontorvogn op til teltet samt en skriver, Tommy El-Ayouty Overkonstabel M.B. Petersen var også til stede en stor del af tiden. Tiltalte havde tillige sørget for, at der var flere tolke til rådighed bl.a. med henblik på at gennemgå de anholdtes papirer. De anholdte blev behandlet på samme måde som forrige gang. Tiltalte havde instrueret MP'erne om, at de anholdte ikke måtte bevæge sig rundt i detentionsområdet eller kommunikere med hinanden, og at de skulle føres ind i teltet på en bestemt og håndfast måde, ligesom de skulle anmodes om at sætte sig på gulvet. 2 af de 4 anholdte blev efter udspørgen videregivet til de britiske styrker. Tiltalte var på orlov fra den 22. april 2004 til den 11. maj 2004. Foreholdt, at der i den periode blev sendt en skrivelse af forsvarsministeren til Forsvarskommandoen og videre ud i systemet, forklarer tiltalte, at hun først fik kendskab til denne skrivelse under en afhøring den 21. oktober 2004. Skrivelsen gav ikke anledning til, at tiltalte modtog nye instruktioner af nogen art. Da hun kom tilbage til Irak efter orlov, var major Borgkvist begyndt en nærmere registrering og kortlægning af de udspurgte, men han gav heller ikke tiltalte nye instruktioner vedrørende hendes udspørgninger. - - - Af afhøringsrapport af 17. november 2004 vedrørende afhøring af - - - Husain fremgår blandt andet: »Han forklarede, at han den 14. april 2004 blev anholdt kl. 0500, han blev kørt til Camp Eden, og her blev han tilset af en læge. Han blev indsat i en detention, hvor han skulle vente på afhøring. Der var ingen restriktioner på hans måde at bevæge sig på, han kunne sidde som han ville. Det var en mand som afhørte ham, og en kvinde der var tolk. Han skulle sidde på jorden, men kunne sidde som han ville. Han blev udspurgt på en ordentlig måde, og han følte sig ikke på nogen måde krænket. Han var i lejren i forholdsvis kort tid, han blev afhørt over 2 gange af ca. 1½ times varighed. På vej ind til afhøring, havde man taget ret hårdt fat i hans arme, og han havde fået ondt i sin venstre arm efter en gammel skade. Han blev løsladt kl. ca. 1900, hvor han blev kørt hjem. . . . Afhørte Husain har til rapporten forklaret, at han var anholdt den 14. april 2004 - han »mente det var den 14. april - af bilag 34 - fangedatabasen - fremgår, at han var anholdt den 12. april 2004, hvilket han ikke ville benægte, men han »huskede det som den 14. april« . . .« Af afhøringsrapport af 17. november 2004 vedrørende afhøring af - - - al-Shagnamde fremgår blandt andet: »Han forklarede, at han den 14. april 2004 blev anholdt kl. 0500, han blev kørt til Camp Eden, og her blev han tilset af en læge. Sammen med ham blev yderligere anholdt - - - Salah, - - - Husain og - - - Nasir. Han blev i lejren tilset af en læge, og derpå hensat i en detention. Han havde sin fulde bevægelsesfrihed, der var vand til rådighed, men ikke mad. Han var til 2 eller 3 afhøringer. Han blev afhørt af en kvinde. Ved afhøringen blev han sat på knæene, han skulle sidde med rank ryg, og se op på kvinden som afhørte ham. Han sad i den anviste stilling i 1-1½ time. Hvis han slappede af, så skete der ikke noget ved det, men han fik dog besked på, at han skulle rette sig op. Han udtrykte direkte, at han følte sig »behandlet som et dyr«. Tonen som blev anvendt under afhøringen »var hård«. Efter afhøringen blev han overført til englænderne. Overføring skete den 15. april 2004 kl. 2100. Under sit ophold hos englænderne, som varede frem til den 20. maj 2004, hørte han ikke mere til danskerne. Han har ikke siden været anholdt. . . . Afhørte blev i forbindelse med oplysningen om den 14. april 2004 foreholdt oplysningerne i fangedatabasen om, at han jf. denne var indbragt den 12. april 2004. Han ville ikke benægte dette, men »mente det var den 14. april 2004«.« Af afhøringsrapport af 17. november 2004 vedrørende afhøring af - - - Salah fremgår blandt andet: »Han forklarede, at han den 14. april 2004 blev anholdt kl. 0500, han blev kørt til Camp Eden, og her blev han tilset af en læge. Han blev ved anholdelsen sat i håndjern af MP'erne, og havde håndjern på under hele sit ophold i den danske lejr, dog ikke ved lægetilsynet. Håndjernene (strips af plastik) og hænderne var under transporten bag på hans ryg og efter lægetilsynet fik han hænderne om foran sig. Sammen med ham blev yderligere anholdt - - - al Shagnamde, - - - Husain og - - - Nasir. I indhegningen blev det ham forbudt at sidde ned, han skulle stå op, og han skulle stå stille og kigge direkte ind i væggen. Når han forsøgte at sætte sig, fik han besked om, at det måtte han ikke. Han fik vand, men ikke mad. Når han skulle ind til afhøring, blev han ført ind af 2 MP'ere, de havde skiftet så hans hænder kom bag på ryggen, og de tog derpå fat i hver side af ham, og trykkede hans ansigt nedad, og førte ham på den måde ind i teltet. Det var en mand der afhørte ham. MP'erne placerede ham på gulvet foran den der skulle afhøre, og han skulle sidde på knæene på jorden, med hænderne i strips bag på ryggen. Han skulle sidde med rank ryg og se på den person, som afhørte ham. Han blev tiltalt i et meget højt tonefald. Tolken var fra Libanon og en kvinde. Han vil anslå, at afhøringerne varede ca. 2 timer, og han blev afhørt 2 gange. Han havde på sig et grønt bånd, som symboliserede en pilgrimsfærd eller lignende. Båndet havde han i sin tegnebog, og den blev ikke taget fra ham. Og båndet blev således ikke frataget ham, og han blev ikke udspurgt om dets betydning. Han fik ikke vand eller mad under afhøringen, men han spurgte heller ikke om at få det. 2942 Han blev om aftenen kl. 2100 overført fra den danske lejr til englænderne. Under sit ophold hos englænderne, som varede 40 dage blev han løsladt, han så ikke noget til danske soldater under dette ophold. Han fandt ikke sit ophold hos englænderne i orden, han fik ikke lov til at komme ud i det fri - udover 4 gange under hele sit ophold, og en gang var der en vagt som slog på ham - nærmere? Han fik efter løsladelsen sit job som politimand tilbage. I forbindelse med hans anholdelse tog danskerne hans pistol fra ham, og han har ikke senere fået den udleveret. . . . Efter oplæsningen af tolk, oplyste afhørte, at han ved afhøringen blev udspurgt om det grønne bånd. Båndet blev forevist ham, og han forklarede hvad det var, og derpå blev båndet lagt tilbage på et bord, og han fik det tilbage da han blev løsladt. Han oplyste, at han under afhøringerne havde sine hænder bag på ryggen, og - som forklaret tidligere - hele tiden i håndjern. . . . Fortsat den samme dag Afhørte Salah blev efter afhøringen foreholdt, at han efter fangedatabasen skulle være indbragt den 12. april og ikke den 14. april, som han havde forklaret tidligere. Han udtalte, at dette var muligt, hvorfor han og de øvrige havde sagt den 14. april, var formentlig, at de naturligvis havde drøftet sagen indbyrdes, og så var kommet frem til, at datoen for anholdelse var den 14. april 2004.« Af afhøringsrapport af 17. november 2004 vedrørende afhøring af - - - Nasir fremgår blandt andet: »Han blev anholdt sammen med - - - Salah, - - - al-Shagnamde og - - - Husain. Han forklarede, at han den 14. april 2004 blev anholdt kl. 0500, han blev kørt til Camp Eden, og her blev han tilset af en læge. Han fejlede ikke noget. Han blev indsat i en detention, hvor han skulle vente på afhøring. Han blev placeret så han sad ned med ansigtet ind mod væggen, han måtte sidde som han ville - »på en naturlig måde«, han havde hænderne bag på ryggen og han havde håndjern på. Han fik vand, men ikke mad under sit ophold i lejren. Han blev 3 eller 4 gange ført til afhøring i et telt, han blev ført ind af 2 vagter. Afhøringerne varede ca. 1 time hver gang. Han blev afhørt af en dansk mand, som anvendte en kvinde som tolk. Han blev anvist at sidde på knæene, han kunne »til en vis grænse« sidde som han ville, og han fik håndjernene taget af. Tiltaleformen virkede meget provokerende, og ikke videre høfligt. Han blev kl. ca. 0200 løsladt og kørt til sin bopæl. . . . Han ønskede efter oplæsningen ændret løsladelsestidspunktet til kl. 0700. . . . Fortsat samme dag Afhørte Nasir er forespurgt vedr. hans oplysning om, at han var anholdt den 14. hvilket ikke stemte overens med fangedatabasen. Han udtalte, at datoen godt kunne være den 12. han havde sagt den 14, fordi han troede det var den 14. april 2004.« 4. Forklaringer vedrørende forhold 5 (9. juni 2004): Tiltalte T1 har forklaret, at der den 6. juni 2004 skete et nyt bagholdsangreb mod de danske styrker. Det skete også ved den omtalte bro. Efter at have indhentet oplysninger fra de kilder man havde, var der den 9. juni 2004 tilstrækkeligt grundlag for at anholde 5 personer, og det lykkedes at anholde 4 af dem på OMS-kontoret. De ankom til detentionen lige over frokost. Denne gang deltog premierløjtnant Kristian Søndergaard som skriver. Lige uden for teltet sad kaptajn Birch-Jensen, som således kunne høre alt, hvad der foregik. En af de anholdte, - - - Khaled, var genganger fra den 9. marts 2004. Han havde i mellemtiden forberedt sig grundigt på en ny udspørgen, og gjorde alt for at obstruere tiltaltes måde at udspørge på. Han stillede modspørgsmål og ville hele tiden have mad eller vand, eller også ville han sidde på en anden måde, idet han ikke fandt det rimeligt, at han skulle sidde på gulvet. Hans indsigelser fremkom, hver gang samtalen nærmede sig interessante punkter. Da han blev ført ind i teltet, bad MP'erne ham sætte sig ved at sige »down«, men han bestemte selv, hvordan han ville sidde. På et tidspunkt under udspørgningen sagde han noget i retning af: »I kan da bare gøre ved mig, hvad i har lyst til - I kan da bare slå mig ihjel«. Tiltalte svarede: »Det kan da godt være«, for på den måde at vise ham, at hun havde gennemskuet hans forsøg på at obstruere udspørgningen. Hun kunne for den sags skyld lige så godt have sagt »rend og hop«. Nadia oversatte tiltaltes svar, og anholdtes reaktion viste tiltalte, at han havde forstået, at hun havde gennemskuet ham. Han virkede overhovedet ikke skræmt. Straks efter at have oversat tiltaltes svar klagede tolken, Nadia, nok en gang og sagde bl.a.: »Sådan noget vil jeg altså ikke oversætte«. Senere ønskede den anholdte at komme op at stå for at strække benene, og efter at have afslået det et par gange lod tiltalte ham komme op at stå. Han ville så ikke sætte sig igen, men gjorde det dog til sidst. Han satte sig på bagdelen med benene strakt ud foran sig, og hans ene fod roterede lidt indad, da han slappede af i musklerne. Det fik Nadia til at udbryde: »Åh nej, se hans fod, det er helt galt!«. Anholdte registrerede straks, at han havde en allieret i Nadia. Han skævede op og begyndte at klynke, hvorefter Nadia sagde: »Det her vil jeg altså ikke være med til«. Hun smed alt fra sig og løb ud af teltet. Tiltalte løb efter hende for at sikre sig, at Nadia i sin oprevne tilstand ikke gjorde noget uhensigtsmæssigt, som for eksempel at kontakte pressen og videregive noget, som hun totalt havde misforstået. Det lykkedes ikke at finde Nadia, og tiltalte gik tilbage til teltet, hvor den anholdte sad på en stol og røg. Han havde det fint. Hun tilkaldte lægen, Søren Knudsen, der undersøgte anholdte og konstaterede, at han intet fejlede. Han fik en Panodil mod migræne og lidt muskelømhed. Den anholdte havde allerede ved ankomsten gjort opmærksom på, at han havde migræne. Tiltalte bemærkede i øvrigt, at han inden udspørgningen sad i den sidst beskrevne stilling i en times tid, mens de anholdte blev registreret. Da tiltalte blev bekendt med tolken Mohammad El-Sayeds klagebrev, bad hun om at få lov at læse det. Hun drøftede det herefter med oberst Flach, der beroligede hende med, at der intet var i sagen, men at tolken naturligvis skulle have et svar på sin henvendelse. Denne samtale fandt sted enten den 25. eller 26. juli 2004. Den 28. juli ca. kl. 15 bad Flach hende nedskrive det, de havde drøftet et par dage før, til brug for hans samtale med auditøren. Han skulle have det inden kl. 19, hvor han skulle rejse til Kuwait. Tiltalte fik ikke oplyst, at hun var potentielt sigtet, eller at der skulle være tale om en egentlig redegørelse. Flach nævnte heller ikke, at han nu fandt, at hun havde gjort noget forkert endsige strafbart i forbindelse med udspørgningerne. Forevist tiltaltes skrivelse af 28. juli 2004 og foreholdt, at tiltalte øverst side 5 har anført, at de tilbageholdte »skulle anbringes på knæ på gulvet under udspørgen«, forklarer tiltalte, at papiret er skrevet i al hast, og hun havde ikke tid til at »kæle« for de sproglige detaljer. Udtrykket »sidde på knæ« skal forstås som siddende på bagdelen med benene ind under sig. Det er en stilling, der ofte anvendes lokalt, ligesom man også meget ofte benytter den såkaldte bedestilling. Den anholdte valgte selv, hvilken stilling han ville sidde i, og der var ikke tale om, at han ikke måtte ændre siddestillingen. Da tiltalte i fjernsynet så oberst Flach indtage en høj knælende stilling på en græsplæne, blev hun meget forbavset. Hun har ikke demonstreret denne stilling for ham og ved ikke, hvor han har dette fra. Hun har alene forklaret ham, at de udspurgte sad på gulvet i forskellige stillinger. Tiltalte har ikke anvendt de ord, der er nævnt i anklageskriftets forhold 5. Hun har måske som tidligere forklaret sagt noget i retning af, »det kan godt være du tror vi er nogle dumme svin«. Efter at Nadia havde forladt afhøringsteltet, gik tiltalte sammen med Birch-Jensen og Søndergaard til oberst Flach og orienterede ham i detaljer om det passerede. Flach konstaterede, at reglerne var overholdt, og at der ikke kunne være tale om at imødekomme Nadias ønske om, at tiltalte skulle hjemsendes. Han bestemte endvidere, at de tre anholdte, som tiltalte havde nået at udspørge, skulle overgives til de britiske styrker. Han ville derpå tale med Nadia. Samme dag fik lejren besøg af borgmesteren fra Al Qurnah, som var kendt OMS-sympatisør, samt Sabar Al-Maliki, som var sheik for en lokal stamme. De bad obersten om at løslade de 4 anholdte, idet der ellers ville blive ballade og uro i byen. Under samtalen med de nævnte personer brugte oberst Flach Nadia som tolk. Han indkaldte derpå premierløjtnant Mark Smed, kaptajn Birch-Jensen og tiltalte samt Nadia til et møde, hvorunder Borgkvist muligvis også deltog. Flach tilkendegav, at således som udspørgningerne hidtil var foregået, måtte de ikke foregå længere. De anholdte skulle have mad og vand, når de bad om det, samt sidde på en stol. De skulle alene udspørges med henblik på at konstatere deres identitet. Flach orienterede desuden om samtalen med irakerne og oplyste, at kun en af de anholdte skulle overgives til briterne. Under orienteringen herom kiggede han flere gange over på Nadia, som for at se, om hun kunne godkende det, han sagde, og hun nikkede bekræftende. Han efterkom også hendes ønske, med hensyn til hvordan de tre anholdte skulle orienteres om løsladelsen. Tiltalte var meget vred. Hun sagde til Flach ved mødets afslutning, at hun kunne konstatere, at han havde ændret reglerne, selvom han tidligere havde bekræftet, at hun havde overholdt reglerne, hvilket han erklærede sig enig i. Efter mødet blev den fjerde anholdte udspurgt. Han fik en førsteklasses behandling, og da han bad om vand, skyndte Nadia sig at give ham af sit eget vand. Hun var meget triumferende og brugte bl.a. udtrykket, at der var kommet »nye boller på suppen«. Om aftenen, hvor tiltalte var fungerende sektionschef, henvendte hun sig til oberst Flach og sagde til ham, at hun fandt hans fremgangsmåde meget besynderlig og skadelig for moralen. Han svarede, at hun var den, »der bedst kunne tåle det slag at blive irettesat«, og at hans dispositioner var nødvendige for at få Nadia »om bord«. Han bekræftede nok en gang, at tiltalte ikke havde overtrådt nogen regler. Tiltalte bad ham præcisere dette under morgenbriefingen næste dag. Hun bad ham også orientere om, at det var hans beslutning at løslade 3 af de anholdte. Oberst Flach forklarede, at det efter hans opfattelse ikke var muligt at løse opgaverne på den rigtige måde med de tolke, de havde til rådighed. Under morgenbriefingen næste dag imødekom Flach tiltaltes ønsker og nævnte, at hun efter hans opfattelse ikke havde overtrådt nogen regler. Tiltalte tilføjer, at hun med ordet »regler« mener, at hun fulgte de retningslinjer, som hun havde lært på Hærens Specialskole, som gik ud på at følge Genèvekonventionen under anvendelse af de teknikker, som hun havde lært. Efter tiltaltes opfattelse betød Flachs nye regler en væsentlig indskrænkning i forhold til det, der er tilladt efter Genèvekonventionen. Forevist - - -, »Afhøreren«, side 1, nederst, hvor det anføres, at afhøreren »må gå ind til hver enkelt afhøring, som var det den vigtigste af alle«, forklarer tiltalte, at hun er enig i, at det er nødvendigt at forberede sig grundigt til hver eneste afhøring, idet resultatet kan vise sig at være afgørende for kollegernes liv og helbred. Forevist samme bilag punkt b, »Årvågenhed«, forklarer tiltalte, at hun har fulgt de angivne retningslinjer, idet hun under udspørgningerne observerede de tilbageholdte meget nøje. Det var derfor meget krævende at foretage udspørgningerne, idet hun samtidig skulle holde styr på både spørgsmål og svar og de nonverbale tegn, som den udspurgte viste. Forevist samme bilag punkt e, »Selvkontrol«, forklarer tiltalte, at dette punkt er yderst afgørende, idet den afhørte typisk er meget årvågen over for eventuelle svækkelser fra udspørgerens side. Det er vigtigt, at man tager og bevarer intitiativet. Overlades der spillerum til den afhørte, opnås der ikke det ønskede resultat. Spørgsmålet om udholdenhed er ligeledes afgørende. Det er i den forbindelse vigtigt, at man har de nævnte teknikker »under huden« og nærmest pr. refleks kan bruge disse. Forevist underbilag 7, »Krigsfangetjeneste og afhøringsorganisation«, side 2, midt, hvorefter en kort udspørgen af krigfanger omfatter forhold af umiddelbar taktisk betydning for enheden, forklarer tiltalte, at det var en sådan udspørgen, som hun havde i tankerne inden den første udspørgning, idet man da ikke var gearet til at foretage egentlig afhøring, men formålet var for så vidt det samme. Forevist samme bilag side 6, nederst, hvor det anføres blandt andet, at »afhøring . . . skal finde sted . . . under nøje hensyntagen til bestemmelserne i KF-konventionen«, forklarer tiltalte, at hun stedse havde konventionerne i baghovedet under udspørgningerne. Forevist underbilag 8, »Den feltmæssige afhøring«, side 6-7, hvor forskellige afhøringsmetoder beskrives, forklarer tiltalte, at hun mest anvendte »Den kolde, mekaniske, hjerteløse optræden« og »Den dominerende optræden«, men at hun også anvendte »Den tilsyneladende naive optræden« og »Den venlige, medfølende optræden « under de i alt 11 udspørgninger, som hun foretog. Hun råbte således højt over for de tilbageholdte; ikke for at ydmyge dem, men for at demonstrere sin autoritet og dominerende position. Forevist bilag side 10, »Checkliste før afhøring«, forklarer tiltalte, at hun overvejede, om de metoder, hun havde brugt, var rigtige. Under udspørgningerne den 9. marts 2004 valgte hun en blidere version af »Den dominerende optræden «, men det virkede ikke, og under de næste udspørgninger strammede hun derfor metoden op og opnåede bedre resultater. Det skete også, at hun ændrede spørgeteknik, når en tidligere udspurgt blev udspurgt på ny. Det var altså ikke blot et spørgsmål om at råbe højt, men om hele tiden at vurdere, om den anvendte metode gav resultat, og tilrettelægge de kommende udspørgninger i lyset heraf. Forevist underbilag 10, »Spørgemetodik«, side 1, vedrørende initiativ forklarer tiltalte, at under udspørgningen af den tilbageholdte, som forsøgte at obstruere udspørgningen, ville tiltalte have tabt ethvert initiativ, hvis hun undervejs havde imødekommet hans ønsker. I tilfælde, hvor hun følte sig usikker, bestræbte hun sig på at bevare initiativet, men hun er enig i det anførte i punkt b om tab af initiativ. Har man tabt den psykiske overlegenhed, er det næsten umuligt at opnå kontrol over situationen igen, idet den udspurgte vil fryde sig over sin sejr. Forevist samme bilag punkt 5 B om »Tærsklen« forklarer tiltalte, at hun har anvendt denne fremadskridende proces. Man prøver sig frem og stiller i begyndelsen banale spørgsmål, som for eksempel: »Hvorfor tror du, du er her?«. Den udspurgte kan ikke blot svare ja eller nej hertil, og er således nødt til at indlede en samtale. Forevist samme bilag punkt c.4, »Valg af spørgeteknik«, forklarer tiltalte, at hun har anvendt de beskrevne metoder. Forevist samme bilag pkt. 8 om »Notatteknik« forklarer tiltalte, at hun forsøgte at efterleve kravet om at nedfælde indhentede oplysninger, men det var svært den første gang, hvor hun ikke have en skriver til rådighed. Hun måtte derfor efterfølgende selv nedfælde resultatet af udspørgningen. Forevist kompendiet udarbejdet af kriminalassistent Ole Pihl bilag 1 forklarer tiltalte, at hun forsøgte at skaffe sig detaljerede oplysninger, før hun påbegyndte udspørgningen. Hun rådførte sig derfor med kolleger fra E-sektionen og militærpolitiet. Forevist bilag 2 forklarer tiltalte, at det i høj grad var samme mål, hun forfulgte i relation til angrebene på de danske styrker. Forevist samme kompendium bilag 5 forklarer tiltalte, at det som tidligere nævnt ikke var muligt at forberede sig godt nok til udspørgningerne den 9. marts 2004, men under de senere udspørgninger blev huskelisten fulgt. Forevist samme kompendium bilag 6 forklarer tiltalte, at det netop var for at undgå distraherende personer, at hun bad Borgkvist forlade afhøringsteltet Hun sikrede sig tillige, at hun kunne se hele den udspurgtes krop, ved at sidde på kanten af bordet. Havde hun siddet bag et skrivebord, havde hun ikke kunnet se den pågældendes ben og fødder. Forevist samme kompendium bilag 8 forklarer tiltalte, at hun anvendte denne strategi over for en bror til en af de hovedmistænkte, som viste sig samarbejdsvillig. Hun har derimod ikke anvendt den i bilag 9 beskrevne »Du og jeg strategi«. Omvendt har hun benyttet den i bilag 10 beskrevne »Stress-strategi«. Det var således ud fra denne, at hun nægtede den udspurgte, der konstant bad om vand og mad, at få dette, idet han alene ønskede at obstruere udspørgningen. Afhøringskurset interesserede eleverne, herunder tiltalte, meget, idet det navnlig var interessant, at man ved brug af psykologiske fif kunne opnå bedre afhøringsresultater end ellers. Målet var helt entydigt at gøre eleverne bedre til at foretage afhøring, som kunne tilvejebringe afgørende oplysninger inden for konventionens rammer. Målet var aldrig at genere den afhørte, men alene at hindre denne i at opbygge et forsvar mod afhøringen. Forevist underbilag 11, »Krigsfangepsykologi« side 2-3, forklarer tiltalte, at hun ikke har anvendt fysiske stressere under udspørgningerne. Hun har heller ikke anvendt psykiske stressere i form af angst, uro, frygt eller skræk. Det er muligt, at hendes dominerende optræden har gjort nogen af de udspurgte bekymrede, men det var ikke et mål i sig selv. Forevist samme bilag side 5, punkt 4.a. om »Observation af KF«, forklarer tiltalte, at hun kun havde begrænset mulighed for at observere de tilbageholdte inden udspørgningen, men det havde været ideelt, hvis hun havde haft et bedre forhåndsindtryk af de pågældende. Hun forsøgte ikke at få de udspurgte til at føle sig usikre, men det var de i forvejen på grund af situationen, og det forsøgte hun at udnytte. Forevist bilag 2 til underbilag 11 om »Krigsfangetyper«, der bl.a. omtaler den »forklarende «, den »villigt talende« og den »afvisende« krigsfange, forklarer tiltalte, at de udspurgte faldt i alle de tre nævnte kategorier. Forevist underbilag 12, »Kropssprog«, side 1-2, forklarer tiltalte, at hun var opmærksom på, at man taler med hele kroppen. Hun anvendte ikke selv et aggressivt kropssprog, men forsøgte at tilpasse sit kropssprog til den afhøringsrolle, hun valgte. Det er meget vigtigt at holde øje med de forskellige observationszoner, herunder navnlig øjnene, idet øjnene næsten altid vil afsløre den udspurgtes reaktion. Også halspulsårerne kan vise en pludselig reaktion på et ubehageligt spørgsmål. Afstanden mellem tiltalte og den udspurgte var fra ½ meter op til 1½-2 meter. Hun har aldrig berørt nogen af de tilbageholdte. Forevist »Forelæsningsnoter til etologi« forklarer tiltalte, at hun blev undervist heri af psykolog Thyge Schelde. Materialet om medfødte adfærdsnormer var også anvendeligt over for de irakere, som tiltalte udspurgte. Forevist underbilag 13 om »Kuldeproblematik« forklarer tiltalte, at hun ikke har anvendt en sådan udmattelsesteknik og har heller ikke instrueret militærpolitiet om, at de tilbageholdte skulle udsættes for kulde. Som tidligere forklaret, var der tæpper til stede i detentionsområdet. Forevist underbilag 15, »Afhøringsmetoder i afhøringscenter«, forklarer tiltalte, at hun har ladet de forskellige teknikker indgå i sit valg af afhøringsmetoder, men de afhøringsmetoder, som man benytter i et afhøringscenter, er meget mere vidtgående end de metoder, som tiltalte havde mulighed for at gennemføre med de ressourcer, som hun havde til rådighed. Forevist underbilag 16, »Afhøring under anvendelse af tolk«, forklarer tiltalte, at det er utilfredsstillende at anvende tolk, fordi det indebærer stor risiko for, at væsentlige informationer går tabt. Den tidsmæssige forsinkelse giver også den afhørte en tænkepause. Den afhørte kan endvidere udnytte, at en tredje person er til stede. Det er særdeles vanskeligt at afhøre via tolk, navnlig hvis tolkene ikke er tilstrækkeligt uddannet. Forsvaret havde tidligere uddannet to hold arabisktalende sprogofficerer, men de var hurtigt brugt op, og derfor måtte man på meget kort tid udvide kredsen af tolke. Det er vigtigt, at en tolket afhøring foregår som en direkte samtale, således at tolken ikke anvender 3. person. Tiltalte er enig i, at de på side 4 under punkt 5 anførte betingelser skal være opfyldt, hvis udspørgningen skal tjene noget formål. Alle tre tolke var problematiske at samarbejde med. Laila var generelt set god, bortset fra at hun hver gang jublede, når hun skulle deltage i udspørgninger, hvilket forekom upassende. Under en udspørgning begyndte hun at grine under oversættelsen, fordi hun fandt et spørgsmål morsomt. Hendes latter ødelagde hele situationen, og tiltalte irettesatte hende skarpt, hvilket medførte, at Laila forlod teltet og ikke ville deltage mere. Tiltalte forklarede hende sammenhængen, herunder at hun var nødt tilatreagere skarpt for at bevare initiativet og den dominerende rolle, og førstda virkede det, som om at Laila forstod det skuespil, som en udspørgning også er. For så vidt angår Nadia forsøgte hun den 9. juni 2004 nærmest at overtage udspørgningen som tidligere beskrevet. Tolken Mohammad satte sig under en udspørgning på en stol og oversatte på en helt uengageret måde og udfyldte således ikke den rolle, som tiltalte forinden havde instrueret ham i. Forevist underbilag 8, »Den feltmæssige afhøring«, side 7, øverst, hvor det blandt andet anføres, at »Afhøreren må ikke anvende fysisk vold, men han kan råbe op, skælde ud, [tomrum] og være sarkastisk over KF«, sammenholdt med tiltaltes eget eksemplar af dette notat, forklarer tiltalte, at det manglende ord i det fremlagte bilag er ordet »fornærme«. Tiltalte ved ikke, hvorfor dette ord er raderet ud, men under hendes anvendelse af den kolde, mekaniske og dominerende rolle har hun givetvis fornærmet de udspurgte, men det var som sagt et led i at opnå resultat af udspørgningen og ikke et mål i sig selv. Forevist bilag 138, forklarer tiltalte, at materialet indeholder det russiske sprogs allerværste sjofle og latrinære bandeord. Formålet med undervisningen heri var ikke, at eleverne selv skulle anvende disse ord, men at de skulle genkende dem, hvis de afhørte anvendte dem. Tiltalte har på fortsættelseskurser haft opfølgende lektioner for så vidt angår det rent spørgetekniske, men har ikke modtaget supplerende undervisning vedrørende konventionerne eller eventuelle ændringer heri. Hun medtog ikke dårlige vaner fra POWEXøvelserne, og mener ikke, at hun er blevet miljøskadet i at deltage heri. Hun kunne klart adskille de to situationer. Forevist - - -, Forsvarskommandoens bestemmelser for øvelser i krigsfangetjeneste m.v. pkt. 2.4. om behandling af krigsfanger, forklarer tiltalte, at hun mener at have foretaget sine udspørgninger i overens- stemmelse med det anførte og således overholdt Genèvekonventionen. Forevist samme bilag punkt 4.21 og 4.22 forklarer tiltalte, at hun forstår det anførte således, at det er tilladt efter Genèvekonventionen at lade de afhørte indtage de nævnte stillinger, så længe det ikke medfører alvorlig fysisk ubehag. Hun har imidlertid ikke benyttet sig heraf, idet hun alene bestemte, at de udspurgte skulle sidde på gulvet. Forevist - - -, »Etablering og udførelse af den militære krigsfangetjeneste og krigsfangeafhøringstjeneste side« plet. 14.a. om udspørgen, forklarer tiltalte, at det netop var denne slags udspørgninger, som hun udførte. De oplysninger »af øjeblikkelig taktisk værdi«, som var aktuelle, kunne for eksempel være oplysninger om, hvorvidt der var planlagt nye angreb på de danske styrker, hvilke grupper de udspurgte tilhørte, eller hvilke våben de rådede over. Forevist - - -, skrivelse af 27. oktober 2003 fra Hærens Operative Kommando til bl.a. chefen for de danske styrker i Irak, side 2, øverst, hvor det anføres, at DANCON/IRAK skal udarbejde særlige bestemmelser for håndtering af tilbageholdte, forklarer tiltalte, at hun aldrig har set sådanne bestemmelser. Hun ved ikke, om de er blevet lavet. Major Borgkvist har ikke underrettet hende om sådanne bestemmelser. Forevist - - -, underbilag 1, punkt 15 -18, om implementering af disse særlige bestemmelser, forklarer tiltalte, at hun aldrig har modtaget en uddannelse som den foreskrevne for så vidt angår behandlingen af de tilbageholdte i detentionsområdet eller under udspørgningerne. Forevist - - -, en skrivelse af 5. maj 2004 fra forsvarsministeren til forsvarschefen, forklarer tiltalte, at hun ikke er bekendt med skrivelsen. Stats- og forsvarsministerens holdning blev ikke kommunikeret videre i systemet. Hvis hun havde haft kendskab til skrivelsen, ville hun have opsøgt major Borgkvist og meddelt, at hun ikke kunne gennemføre opgaven med de midler, der var til rådighed, ligesom hun ville have anmodet om at få udførlige retningslinjer. Hun ville også have nægtet at gennemføre flere udspørgninger. Forevist mail af 17. august 2004 fra oberstløjtnant Jesper Egendal til bl.a. chefen for den danske bataljon i Irak forklarede tiltalte, at hun ikke blev undervist i, om der måtte foretages den ene eller den anden slags udspørgninger. Det efterfølgende hold 4 er åbenbart den 6. august 2004 blevet instrueret om, at de gerne måtte foretage såkaldt tactical questioning (TQ), hvilket undrede tiltalte, i lyset af at nærværende sag kom frem i pressen den 1. august 2004. Foreholdt, at Forsvarskommandoen den 28. januar 2005 har udsendt et direktiv for de danske styrkers indsættelse i Irak indeholdende bestemmelser om udspørgning og afhøring ved DANCON/IRAK, forklarer tiltale, at der ikke fandtes sådanne retningslinjer, mens hun var i Irak. Tiltalte forklarer, at hun så dette dokument under sin overdragelsesforretning med kaptajn Pinto. Allerede i Oksbøl var hun af major Kolding blevet orienteret om samarbejdsproblemerne mellem Nadia og John. Man var på hold 2 indstillet på at repatriere Nadia, fordi samarbejdsproblemerne fortsatte, men også fordi hun ikke fungerede ordentligt som tolk. Da dette gik op for Nadia, truede hun med at rejse en sag om kønsdiskrimination. På grund af dette, og fordi en afløser først kunne tiltræde i august, blev det fra Danmark besluttet at undlade repatriering af Nadia. Forevist - - -, en oversigt over problemer med tolkene udarbejdet af major Carl Bengt, forklarede tiltalte, at hun var orienteret om, at Nadia var overflyttet til CIMIC House kort før den 10. februar 2004, hvor hold 3 startede. Forevist samme bilag, side 71, en indberetning af 16. februar 2004 vedrørende en episode med en mandlig tolk i hovedvagten, forklarede tiltalte, at hun modtog indberetningen. Kolding indskærpede reglerne over for tolken John, hvilket han var meget utilfreds med. Forevist samme bilag, side 82, en indberetning af 6. maj 2004 af tolken John Yassine udarbejdet af kaptajn Birch-Jensen, forklarede tiltalte, at hun ikke var i lejren på daværende tidspunkt. Tolkenes uheldige adfærd bestod generelt i, at de stillede spørgsmål til enhver ordre, og ikke kom til tiden med videre. Kort efter ankomsten præsenterede major Kolding tiltalte som ny chef for tolkene. Hun måtte hurtigt og hyppigt korrigere deres adfærd, hvilket major Kolding også gjorde flere gange. Stabschefen havde også en alvorlig samtale med tolkene. På grund af arbejdspresset var der dog en grænse for, hvor mange ressourcer man kunne bruge på tolkeproblemet. Man nåede et forholdsvis tåleligt niveau, men som chef for tolkene modtog tiltalte jævnligt klager fra brugerne af tolkene. Til sidst havde hun mest lyst til at rive sig i håret, bl.a. klagede major Amstrup over, at en af tolkene havde afladt sin pistol lige bag ryggen af en spejder. Som tidligere forklaret legede Laila gemmeleg under en patrulje. Da tiltalte foreholdt hende dette, bekræftede hun på en naiv måde, at det var rigtigt nok. Tiltalte forklarede hende situationens alvor, men det virkede, som om det kun langsomt trængte ind hos Laila. De kvindelige tolke opførte sig som høns, bl.a. solbadede de topløse i lejren. Tiltalte mødte først Nadia i Irak. Forevist - - -, en mailkorrespondance i januar 2004 mellem major Carl Bengt og major Allan Huglstad vedrørende problemer med tolkene, forklarede tiltalte, at hun af Kolding blev orienteret om disse mails i Oksbøl. Under det omtalte møde med tolkene efter ankomsten til Irak trak Kolding linjerne skarpt op og nævnte bl.a., at det var danske normer, der var gældende. Forevist samme bilag, side 72, en notits vedr. »Mundtlig irettesættelse af militære tolke, Laila og Nadia« udarbejdet den 5. marts 2004 af tiltalte, forklarede tiltalte, at hun afleverede notitsen til Kolding, i forbindelse med at Laila og Nadia havde søgt uddannelse som sprogofficerer. Tiltalte fandt det nødvendigt at forsøge at korrigere deres adfærd, men rakte dog samtidig en hånd frem, jf. punkt 6. Forevist samme bilag, side 74-77 og 80, forklarede tiltalte, at Kolding bad hende give en vurdering af Nadia til brug for behandlingen af hendes ansøgning. På det tidspunkt troede tiltalte stadig - måske lidt naivt - at der kunne etableres et fornuftigt samarbejde med Nadia. Tiltalte prøvede at tale til Nadias fornuft, men det bar ikke fragt. Forevist samme bilag, side 39-40, en mailkorrespondance mellem tiltalte T1 og seniorsergent Hirsch om »gengangertjeneste« f.s.v.a. tolkene, forklarede tiltalte, at hun ikke indstillede Nadia til fortsat tjeneste, navnlig fordi der kom så mange klager over hendes indsats. Indstillingen var ikke udtryk for personligt nag fra tiltaltes side, idet hun som chef alene havde forsøgt at ændre Nadias adfærd. Nadia blev altid fornærmet på en teenageagtig måde, når hun blev irettesat. Tiltalte blev af tiltalte T2 gjort bekendt med en episode i september 2003, hvor Nadia overværede en barsk og meget højlydt afhøring foretaget af de britiske styrker. Det undrede derfor tiltalte, at Nadia var stukket af fra tiltaltes udspørgning. Da tiltalte spurgte Nadia om dette, nægtede hun at have overværet den omtalte afhøring. På trods af indholdet af tiltaltes mail blev Laila ikke tilbudt gengangertjeneste, idet hun ikke holdt den fine stil, hvilket navnlig skyldtes, at hun kom under negativ indflydelse fra Nadia. Tolken Mohammed, som kom i slutningen af marts, var ca. 35 år og derfor mere rolig og mere moden end de øvrige tolke. Han var en rigtig god tolk, men kunne ikke holde til det hårde arbejdspres i enheden. Der var også småproblemer med ham, men på et helt andet plan end med de øvrige tolke. Han blev repatrieret den 2. juli 2004 på grund af trusler mod en officer. Forevist - - -, tiltalte T1's rapport af 10. marts 2004 vedr. afhøring af de tilbageholdte B1 og B2, forklarede tiltalte, at hun afleverede rapporten til Kolding, ligesom hun gennemgik den med oberst Flach. Det angivne tidsrum fra 01.30 til 05.00 er det samlede tidsrum, hvori de enkelte udspørgninger fandt sted. Som det fremgår af rapporten, baserede tiltalte sin vurdering af de udspurgte bl.a. på deres kropssprog. Laila havde ingen bemærkninger efter udspørgningerne, ud over at hun syntes, det havde været spændende at deltage. Forevist - - -, en mail af 25. februar 2004 fra Henrik Simonsen, Forsvarsakademiet, til major Kolding, forklarede tiltalte, at faxen indgik i det samlede grundlag, hvorpå hun forberedte udspørgningerne. Der var ikke tale om, at faxen fik hende til at ændre fremgangsmåde undervejs. Selvom Forsvarsakademiet ikke har nogen kompetence over for de operative styrker opfattede tiltalte mailen som en autoritativ henvendelse. Forevist - - -, en mail af 11. marts 2004 fra »Nadia og Laila« til ansatte på Forsvarsakademiet, forklarede tiltalte, at det også var hendes indtryk, at Laila syntes, at udspørgningerne var spændende. Hun talte grundigt med Laila herom for at være sikker på, at Laila havde forstået baggrunden for den måde, som udspørgningerne forgik på. Tiltalte bad både Laila og Mohammed om at deltage i udspørgningerne den 12. april 2004, men husker ikke, hvilken tolk der deltog i hvilken udspørgning. Den ene af de udspurgte, - - - al-Shagnamde, blev fundet i besiddelse af noget indpakningspapir fra en RPG-granat, som han havde forsøgt at afbrænde i en ovn i sin have. Han havde alle mulige forklaringer herpå, men det chokerede ham, at tiltalte, vidste besked hermed, og at hun var bekendt med, at han var nevø til to af de hovedmistænkte for angrebet. Denne viden havde tiltalte fra de andre udspurgte. Hun brugte således den viden, som hun fik dels fra effekterne, dels fra de andre udspørgninger. Laila havde ingen kommentarer til udspørgningerne. Det havde Mohammed for så vidt heller ikke, men han brød sig ikke om afhøringssituationen og virkede uengageret, mens han tolkede. På et tidspunkt fortalte han tiltalte, at han havde set en MP'er, der foldede en kniv ud tæt på den udspurgte. Tiltalte havde ikke bemærket dette, men præciserede skarpt over for den pågældende MP'er, at hun ikke ville tolerere en sådan adfærd. Tiltalte husker de fire udspurgte fra den 9. juni 2004. Hun er i tvivl om, hvem der var den sidst udspurgte, men mener, at det var - - - al-Shagnamde, der var den sidste, som fik førsteklasses behandling, efter at oberst Flach havde ændret reglerne. Den udspurgte afviste ethvert kendskab til angrebene. - - - Khaled sad, som tidligere nævnt, på en stol og røg, da tiltalte kom tilbage til teltet. Under afhøringerne denne dag deltog tolken Mohammed alene i registrering af effekterne, indtil Flach havde brug for ham til en anden opgave. Forevist - - -, tiltalte T1's referat af »Opsamlingsmøde med tolkene« den 27. juni 2004, forklarede tiltalte, at det ikke var et særligt venskabeligt møde. Det fandt sted, dagen efter at tolken Mohammed havde truet en af tiltaltes kolleger. Tiltalte forstod ikke, hvorfor hun senere blev repatrieret. Det var fuldstændigt ubegrundet. Hun skulle være fløjet til Danmark med det samme fly, som hun tog hjem med den 31. juli 2004, for at undervise hold 4. Hendes endelige hjemrejse fra Irak var planlagt til den 24. august 2004. Forevist uddrag af - - -, skrivelse af 13. april 2005 fra Forsvarsakademiet om »Afhøringstjeneste og uddannelse i forhold som tilfangetagen «, forklarede tiltalte, at ingen har nævnt for hende, at hendes uddannelse i afhøringstjeneste er forældet, eller at man ikke længere kan foretage udspørgninger, hvis man tidligere har deltaget som »skuespiller« i POWEX. - - - Af afhøringsrapport af 19. november 2004 vedrørende afhøring af - - - Naa's Kte fremgår blandt andet: »Han forklarede, at han den 9, juni 2004 ca. kl. 0900 blev anholdt sammen med - - - Ali, - - - Khaled og - - - Hamid. Han blev i en bil kørt til Camp Eden, hvor han blev undersøgt af en læge. Han havde nogle vejrtrækningsproblemer, hvilket han fortalte lægen. Han blev derpå ført ud i en indhegning, hvor de blev adskilt, således at de sad to i hvert indelukke. Indhegningen var uden tag. Han skulle sidde på knæene og se direkte ind i væggen. Hans hænder var placeret bag på ryggen og var samlet med strips om håndleddene. Han sad i indhegningen ca. 2 timer før han kom til afhøring. Han blev afhentet af 2 vagter i indhegningen, og de førte ham med et tag i hans arme, så han bøjede forover, ind i et telt, hvor han blev presset ned på gulvet, således at han sad på sine knæ med benene strakt lige ud. Vagten pressede et knæ i ryggen på ham, for på den måde at få ham til at sidde med rank ryg. En kvinde afhørte ham. Der var en kvindelig tolk som oversatte spørgsmålene, som blev stillet ham. Spørgsmålene blev stillet i »en hård tone«. Han vil anslå, at afhøringen varede ca. 1 time. Når han ikke kunne sidde med rank ryg, så pressede vagterne hans ryg frem, så han blev rettet op. Hvor mange gange dette skete, kan han ikke sige, for han blev blot hele tiden fastholdt i den samme stilling. Han var inde til 3 afhøringer og det var samme person, som afhørte, og hun anvendte den samme tolk. Alle afhøringer varede en times tid, og han blev behandlet på samme måde ved alle afhøringer. Han fik under sit ophold vand, men ikke mad. I indhegningen blev han behandlet ret hårdhændet. Hvis han forsøgte at vende ansigtet væk fra muren, blev han straks irettesat ved tegn om, at han skulle se ind i muren, dette foregik ret »kontant«, og vagterne greb straks ind, hvis han ikke forholdt sig helt stille. Han blev først løsladt kl. ca. 2300 om aftenen. Han fik tilbudt et aftensmåltid, som han tog imod. Han så ikke senere lægen medens han var i Camp Eden, og blev ikke undersøgt inden han igen blev løsladt. Han oplyste, at han følte, at hans arrestation ikke var foregået på en værdig måde, ligesom han ikke følte, at transporten ind til Camp Eden var udtryk for respekt for ham, idet han blev lagt på gulvet af en bil, iført håndjern og hans hoved blev hele tiden holdt nede. . . . Efter gennemlæsningen oplyste han, at han i alt 3 gange under hver afhøring - af vagterne - blev rettet op, ved at få presset et knæ i ryggen og skubbet op i »ret stilling«. Han tog ikke imod tilbuddet om at få mad, for han orkede ikke at spise.« Øvrige oplysninger i sagen Der er under sagen foretaget dokumentation af en lang række dokumenter. I det følgende gengives i kronologisk rækkefølge dele af de dokumenter, der er fundet af væsentlig betydning for sagen. - - - I et notat fra Hærens Specialskole fra november 1985 om »Afhøringsmetoder i afhøringscenter« anføres blandt andet følgende: ». . . 3. Psykisk udmattelse. En KF, der er modvilligt indstillet, men som ikke besidder megen viljestyrke, og som samtidig reagerer kendeligt over for ugunstige opholdsbetingelser, kan i visse tilfælde gøres samarbejdsvillig, hvis han udsættes for en psykisk belastning i form af forskellige stressfaktorer (jf. kompendium om KF-psykologi, Stress) 4. Fysisk udmattelse. Det er en kendsgerning, at jo mere fysisk udmattet et menneske er, desto sværere er det at holde hjernen klar. Denne fysiske udmattelse kan opnås på mange måder, hvis den ikke allerede er til stede som eftervirkning efter kamphandlinger. Den hurtigste udmatning af KF sker ved at lade dem opbevare køligt (8 grader). En ekstra trætning kan herefter finde sted ved at gennemføre afhøringerne i et relativt varmt lokale. Søvnmangel virker også udmattende. (Jf. kompendium om KF-psykologi, Stress og kompendierne »Hypotermi« og »Varme og væskebalance«). 5. Afslutning. Der er ovenfor nævnt en række mulige afhøringsmetoders men de her omtalte er langt fra de eneste. For AFHO er det vigtigste, at han skal finde frem til de midler og metoder, der er mest effektive over for netop den KF, som han har til opgave at afhøre, alt under iagttagelse af GK. Dette må på intet tidspunkt bringe afhøreren til at anvende fysisk eller åndelig tortur.« Af Forsvarskommandoens direktiv (FKODIR PS.134-1) fra marts 1996 om »Etablering og udførelse af den militære krigsfangetjeneste og krigsfangeafhøringstjeneste« fremgår blandt andet følgende: ». . . FORMÅL 1. Formålet med nærværende direktiv er at fastsætte retningslinier for krigsfangetjenestens og krigsfangeafhøringstjenestens etablering og udførelse. GENERELT 2. Danmark har ratificeret Genèvekonventionen af 12 AUG 1949 om behandling af krigsfanger samt tillægsprotokol til Genève-konventionerne af 12 AUG 1949 vedrørende beskyttelse af ofre i internationale væbnede konflikter (Protokol I af 8 JUN 1977). Krigsfanger som defineret i konventionens artikel 4 og tillægsprotokollens artikel 44 skal behandles i overensstemmelse med de i konventionen og tillægsprotokollen givne retningslinier og ånden deri. Ratificeringen betyder ligeledes, at dersom der er tvivl om, hvorvidt en person er berettiget til krigsfangestatus, skal vedkommende omfattes af beskyttelsen i 1949 111 Genèvekonvention, jf. herved også 1977 I Genèveprotokol, indtil vedkommendes status er bestemt af en kompetent domstol. . . . UDFØRELSE . . . 14. Efterretningsmæssig udnyttelse af krigsfanger kan finde sted i enhver fase af fangenskabet. a. Udspørgen af krigsfanger og undersøgelse af effekter med henblik på tilvejebringelse af oplysninger af øjeblikkelig, taktisk værdi kan foretages af tilfangetagende enhed. Enheden skal ved afgivelse af melding sikre, at egentlig feltmæssig afhøring kan blive foretaget hurtigst muligt af de opstillede afhørings- elementer. b. Feltmæssig afhøring foretages, af afhøringshold med det formål at tilvejebringe oplysninger af taktisk værdi samt skabe grundlag for at afgøre, om der er behov for fuldstændig afhøring. Afhøringen kan finde sted i tilfangetagelsesområdet eller på krigsfangesamlestedet. c. Fuldstændig afhøring af krigsfanger med særlig efterretningsmæssig værdi finder sted ved et afhøringscenter. . . .« Ved skrivelse af 13. august 1998 fra Hærens Operative Kommando indførtes midlertidige bestemmelser for øvelser i krigsfangetjeneste og øvelser i modstand mod afhøring. I disse bestemmelser anføres bl.a.: ». . . A. ALMINDELIGT 1. Formål. Formålet med nærværende bestemmelser er at fastsætte retningslinier for samt fastsætte ansvar og beføjelser i forbindelse med uddømning, behandling, udspørgen samt afhøring af krigsfanger under øvelser. 2. Der skelnes mellem følgende øvelsestyper: a. Feltøvelser Krigsfangetjeneste under feltøvelser kan gennemføres med alt militært personel. Alle myndigheder og enheder i forsvaret kan i forbindelse med kampdommer-tjenesten under feltøvelser indlægge momenter, hvori enkeltpersoner eller enheder uddømmes som krigsfanger i henhold til bestemmelserne i afsnit B. b. Øvelser i krigsfangetjeneste Øvelser i krigsfangetjeneste kan gennemføres med bemyndigelse fra niveau III eller højere myndigheder med det formål at øve bevogtnings, sanitets og afhøringspersonel samt administrativt personel i behandling og administration af krigsfanger. Alt militært personel kan befales til at deltage som krigsfangefiguranter i øvelser i krigsfangetjeneste. Øvelser i krigsfangetjeneste gennemføres i henhold til bestemmelserne i afsnit C. c. Øvelser i modstand mod afhøring Øvelser i modstand mod afhøring kan gennemføres med særligt udpeget personel, der vurderes at kunne risikere at blive taget til fange og blive afhørt i krig eller i en krigslignende situation. Øvelsestagerne skal frivilligt lade sig underkaste afhøring. . . . B. FELTØVELSER . . . 6. Krigsfanger: - Behandles efter de i Genèvekonventionen af 12. august 1949 om behandling krigsfanger (1949 III Genèvekonvention) samt Tillægsprotokol til Genèvekonventionerne af 12. august 1949 vedrørende beskyttelsen af ofre i internationale væbnede konflikter (1977 I Genèveprotokol) angivne regler. . . . - Må kun afhøres i form af en almindelig udspørgen, hvorved der forstås, at krigsfangen uden nogen som helst påvirkning stilles simple spørgsmål vedrørende den aktuelle taktiske situation, sin egen identitet og sit militære tilhørsforhold. Denne form for udspørgen må finde sted under alle former for feltøvelser og må foretages af alle på tilfangetagende parti, idet den enkelte krigsfange dog ikke må udspørges i mere end sammenlagt 30 minutter. . . . C. ØVELSER I KRIGSFANGETJENESTE 10. formål. Ved øvelser i krigsfangetjeneste er formålet at træne bevogtningspersonel i krigsfangeadministration og behandling samt øve afhøringspersonel i afhøring under feltmæssige forhold. Under opholdet på krigsfangesamlestedet samt under eventuel transport, skal krigsfangerne behandles i overensstemmelse med bestemmelserne i 1949 III Genèvekonventionen samt 1977 I Genèveprotokol. 11. . . . Alt militært personel kan befales til at deltage som krigsfangefiguranter i øvelser i krigsfangetjeneste. Forud for øvelsen skal alt deltagende personel instrueres af øvelseslederen i de bestemmelser, som gælder for denne type øvelse. . . . 13. På et krigsfangesamlested skal krigsfangen behandles bestemt og korrekt. Ved behandlingen af krigsfangen er det tilladt at: - Belægge krigsfangefigurantens håndled med håndjern samt under transporten inden for krigsfangesamlestedet at anvende førergreb. Anvendelsen af håndjern skal begrænses mest muligt. Håndjern bør kun i undtagelsestilfælde anvendes under opbevaringen. Øvelseslederen kan tillade, at enkelte krigsfangefiguranter opbevares i kortere tid med håndjern på i forbindelse med indøvelse af forhold overfor opsætsige eller voldelige krigsfanger. - Tildække krigsfangens øjne med et øjenbind. Øvelseslederen kan tillade anvendelse af øjenbind i forbindelse med indøvelse af forhold, hvorunder der bør tages særlige hensyn til militær sikkerhed. - Beordre krigsfangen til at stå med hænderne over hovedet (skråstilling op ad en væg må kun anvendes ved visitering af krigsfangefiguranten). - Beordre krigsfangen til at indtage liggende stilling. - Beordre krigsfangen til at sidde på hug eller på gulvet med hænderne over hovedet. Anvendelse af håndjern o. lign., tildækning af øjne samt indtagelse af liggende stilling, stående stilling med hænderne over hovedet, skråstilling samt hugsiddende eller siddende stilling på gulvet med hænderne over hovedet må ikke medføre alvorligt ubehag (hæmmelse af blodcirkulationen, klaustrofobi, kramper, smerter m.v.). Hvis krigsfangen meddeler, at en eller flere af de ovennævnte forhold eller stillinger volder alvorligt ubehag, skal den pågældende behandling indstilles. Det er endvidere tilladt: - At afhøre krigsfangefiguranten i form af en almindelig udspørgen, hvorved forstås, at krigsfangen uden nogen som helst form for påvirkning stilles enkle spørgsmål vedrørende den aktuelle taktiske situation, sin egen identitet og sit militære tilhørsforhold. Denne form for udspørgen må foretages af alt bevogtnings og afhøringspersonel, idet den enkelte krigsfange dog ikke må udspørges i mere end sammenlagt 30 minutter. Med henblik på uddannelsen af afhøringspersonel, er der ingen tidsbegrænsning på afhøring af sproguddannet personel på et fremmedsprog under disse øvelser. 14. Det er ikke tilladt at: - Transportere krigsfanger med tildækkede øjne samt lænkede hænder eller ben i et køretøj. - Nægte krigsfangen lejlighed til at forrette sin nødtørft. . . . D. ØVELSER I MODSTAND MOD AFHØRING 18. Formål Øvelser i modstand mod afhøring har til formål at give øvelsestagerne et indtryk af de fysiske og psykiske belastninger, som krigsfanger vil kunne komme ud for. Derfor udsættes øvelsestagerne for en opbevaring, som er i strid med bestemmelserne i 1949 III Genèvekonvention Samt 1977 I Tillægsprotokol. Dog skal de afhøringer, som foretages i forbindelse med øvelsen, gennemføres under nøje iagttagelse af de i krigstid gældende konventioner, III Genèvekonvention og 1977 I Tillægsprotokol. . . . 22. Der skal på krigsfangesamlestedet/afhøringscenteret ved lederen af bevogtningsstyrken/krigsfangekontrolofficerens (lederen af MP styrken) foranstaltning føres en oversigt eller en tavle . . . der for hver krigsfange som minimum skal udvise: - Tidspunkt for ankomst til krigsfangesamlestedet/afhøringscenteret. - Tidsrum for hver enkelt afhøring angivet med start og sluttidspunkt og med angivelse af afhører. - Tidspunkt for udlevering af væske og evt. forplejning. - Tidspunkt for henvendelse til kampdommer, læge eller psykolog. - Eventuelle af kampdommer, læge og/eller psykolog beordrede særlige vilkår for krigsfangens behandling, - Tidspunkter for forrettelse af nødtørft, - Tidspunkt for udtræden af øvelsen. . . . 38. Ved øvelser i modstand mod afhøring simuleres der en fjendtlig atmosfære. Ved behandlingen af krigsfangerne er det tilladt at: - Optræde bestemt og uvenligt over for krigsfangen under opbevaringen, idet der dog under ingen omstændigheder må anvendes fysisk vold. - Belægge krigsfangen med håndjern samt under transporten inden krigsfangesamlestedet/afhøringscenteret at anvende førergreb, idet alene MP personel må flytte/føre krigsfangen. - Tildække krigsfangens øjne med et øjenbind. - Beordre krigsfangen til at ligge på maven eller læne sig fremad over et bord under visiteringen. - Beordre krigsfangen til at stå med hænderne over hovedet. - Beordre krigsfangen til at sidde på hug eller på gulvet med hænderne over hovedet. - Hindre verbal kontakt mellem krigsfangerne ved hjælp af hvid støj fra en højttaler, idet lydstyrken dog aldrig må overstige 80 decibel (dB). 39. Det er ikke tilladt: - For afhøringspersonellet at udsætte krigsfangerne for en behandling, som er i strid med 1949 III. Genèvekonventionen samt 1977 I. Genèveprotokol. - At transportere krigsfanger med tildækkede øjne med lænkede eller bundne hænder eller lænkede eller bundne ben i et køretøj. - At lade krigsfangen stå i skråstilling op ad en væg med undtagelse af det tidsrum, der medgår til visitering af krigsfangen. - At lade krigsfangen stå i de i pkt. 38 anførte stillinger så længe, at de medfører alvorligt fysisk ubehag. . . .« Ovenstående bestemmelser er ændret flere gange og er senest afløst af Forsvarskommandoens »BESTEMMELSE FOR ØVELSER I KRIGSFANGETJENESTE OG ØVELSER I MODSTAND MOD AFHØRING (FKOBST 724-1) fra februar 2002. De ovenfor citerede bestemmelser er dog uændrede. Ved skrivelse af 27. oktober 2003 fra Hærens Operative Kommando til chefen for den danske bataljon i Irak 2951 genfremsendtes »Forsvarskommandoens Direktiv for Magtanvendelse for DANCON/ IRAK«. I pkt. 2 i skrivelsen hedder det: »Som det fremgår af bilag [direktivet] pkt. 3 6-17 skal DANCON/ IRAK udarbejde særlige bestemmelser for håndtering af tilbageholdte samt særlige procedurer for gennemførelse af undersøgelse af hus, husrum og køretøjer. DANCON/IRAK anmodes om at fremsende disse til HOK.« Af direktivet fremgår blandt andet: ». . . Anvendelsesområde 4. Direktivet gælder med virkning for Irakisk territorium og den del af det åbne hav i den Persiske Golf, der ligger nord for den 28. breddegrad. . . . Gældende ret 7. Folkeret. Gennemførelse af militære operationer i Irak er reguleret af relevante dele af folkeretten, herunder krigens folkeret med reglerne om besættelsesmagters ansvar samt relevante dele af menneskeretten. Disse ROE autoriserer ikke magtanvendelse i strid hermed. 8. National ret. For danske styrker gælder desuden relevante dele af dansk lovgivning, herunder straffeloven og militær straffelov. Også lokal Irakisk lovgivning har relevans. DANCON IRAK skal respektere lokal lovgivning og må kun afvige herfra hvor det er operativt velbegrundet. Lokale sædvaner og skikke skal altid respekteres og der må ikke finde usaglig forskelsbehandling sted baseret på køn, religion, politisk overbevisning, etnisk tilhørsforhold eller lignende. . . . Implementering 15. DANCON IRAK kan oversætte eller på anden måde implementere dette dokument i fuld overensstemmelse med dokumentets ordlyd og indhold. 16. Der skal udarbejdes særlige bestemmelser for håndtering af tilbageholdte, herunder for hvorledes tilbageholdte visiteres under rimelig afbalancering imellem operative hensyn og hensyn til visiteredes køn og religion. Sådanne procedurer skal foreskrive at visitering finder sted ved personel af eget køn, hvor dette er muligt samt at der til visitering af kvinder, herunder kvinder iklædt burka, anvendes stavdetektorer eller lignende kontaktfri anordning, hvor sådanne er tilgængelige. 17. Der skal udarbejdes særlige procedurer for gennemførelse af undersøgelse af hus, husrum og køretøjer. Sådanne procedurer skal tage hensyn til, at autoriserede indgreb finder sted med respekt for ejendomsrettens ukrænkelighed og privatlivets fred i rimelig afbalancering med operative hensyn, herunder personellets sikkerhed. 18. DANCON IRAK skal påse, at alt personel under udsendelsen uddannes i reglerne for magtanvendelse, herunder gennemføre praktisk instruktion i reglernes overholdelse. . . . Overdragelse af tilbageholdte 20. Hvor tilbageholdelse finder sted ved dansk personels foranstaltning kan sådanne personer løslades såfremt og når forholdene tilsiger det. 21. MND SE MOU indeholder som annex G en beskrivelse af procedurerne for overdragelse af tilbageholdte personer på vegne af UK. Det fremgår af annex H at Danmark anser UK for ansvarlig for at påse, at det irakiske retssystem, herunder retshåndhævende myndigheder, fungerer tilfredsstillende og at tilbageholdte som minimum vil blive behandlet i overensstemmelse med Genèvekonventionerne. a. Overdragelse af civile tilbageholdte til irakisk politi på vegne af UK kan finde sted når disse mistænkes for at have begået kriminelle handlinger, idet der forinden finder underretning af MND SE sted i forbindelse med hver enkelt tilbageholdelse. . . . b. Overdragelse af civile til internering kan finde sted til UK under forudsætning af, at der føres lejlighedsvis kontrol med tilbageholdte personer efter overdragelsen. . . . c. Personel tilbageholdt i forbindelse med kamphandlinger kan have krav på krigsfangestatus i henhold til 3. Genèvekonvention. Er det tvivlsomt om den tilbageholdte opfylder kravene til krigsfangestatus, skal denne formodes at være berettiget til sådan status indtil spørgsmålet endeligt kan afgøres. . . . Personer tillagt en særligt beskyttet status. . . . Følgende persongrupper er tillagt særligt beskyttet status: Alt MND SE personel Krigsfanger Civile Tilbageholdte eller internerede NGO og IO som bidrager til nødhjælpsindsatsen Det irakiske overgangsstyres politi og militære styrker . . . Internering Tilbageholdelse af en person i henhold til regel 182, i overensstemmelse med Art. 76 i den 4. Genèvekonvention fra 1949 om civiles beskyttelse i væbnet konflikt, om tilbageholdelse nødvendig med baggrund i vægtige sikkerhedshensyn. . . .« Af den seneste udgave af »Direktiv for magtanvendelse for DANCON IRAK«, udsendt den 17. august 2005 fremgår blandt andet: 2952 ». . . Gældende ret 7. Folkeret. Danske styrker opholder sig i Irak i henhold til FN Sikkerhedsrådsresolution 1546/2004 med bilag, hvori Iraks premierminister inviterer Den Multinationale Styrke, (MNF-I) til at bistå irakiske myndigheder med at øge stabiliseringen af sikkerhedssituationen i Irak. . . . Idet IV Genèvekonvention ikke finder anvendelse på operationerne efter magtoverdragelsen, skal det hermed desuagtet indskærpes, at principper og standarder fra denne skal anvendes af DANCON/IRAK som mindstekrav, herunder navnlig at tilbageholdte skal behandles humant og respektfuldt samt have adgang til vand, mad og evt. lægelig behandling. . . .« I »SOLDATENS KORT (FEB 04)« er anført blandt andet følgende: »MISSION 1. Det er din mission at sørge for sikkerhed og stabilitet til støtte for det irakiske folks udvikling og opbygning af deres egne institutioner. SELVFORSVAR 2. Du må anvende den nødvendige magt i selvforsvar. 3. Brug kun den nødvendige magt til at forsvare dig, GENERELLE REGLER 4. Overhold krigens Love. 5. Behandl alle inkl. tilbageholdte og krigsfanger med respekt og værdighed. . . . 8. Søg at forhindre og rapporter om enhver overtrædelse af krigens love. . . .« I »FØRERENS KORT (FEB 04)« er anført blandt andet følgende: »1. OPGAVE Det er din opgave at sørge for sikkerhed og stabilitet til støtte for det irakiske folks udvikling og opbygning af deres egne institutioner. 2. SELVFORSVAR Du må anvende den nødvendige og proportionale magt inkl. dødbringende magt til at forsvare dig selv, din enhed og koalitions styrker imod et angreb eller et nært forestående angreb. 3. BRUG AF MAGT IMOD FJENDTLIGE ELEMENTER . . . 4. ØVRIG MAGTANVENDELSE . . . 5. ANRÅB OG VARSELSSKUD . . . 6. KRAV OM MINIMAL MAGTANVENDELSE a) I enhver situation, hvor du har lov til at anvende magt, må du kun anvende den minimale magt nødvendig for at du kan opnå dit umiddelbare mål, udførelsen af opgaven eller i selvforsvar. Søg, så vidt det er muligt, at minimere følgeskadevirkninger. . . . 7. ØVRIGE PÅBUD a) Du skal til enhver tid agere i overensstemmelse med krigens love. b) Du må standse, afsøge (for våben, eksplosiver og forbudt materiel) og tilbageholde personer, som udviser fjendtlig hensigt, begår en fjendtlig eller kriminel handling, eller som er til gene for Koalitionen, når de skal udføre deres opgaver. Enhver, der tilbageholdes, skal overdrages til dansk militærpoliti eller frigives på den stedlige førers ordre, hvis dette er hensigtsmæssigt. Du må standse og afsøge personer for våben og eksplosiver som en del af din rutineopgave, når du er beordret til det. c) Du må ikke anvende magt til at straffe nogen. d) Behandl alle inkl. tilbageholdte og krigsfanger med respekt og værdighed. Mange civile er bekymrede og bange for situationen, og din opførsel er afgørende for missionens succes. Opfør dig altid professionelt og overhold følgende: - Respekter lokale sociale og religiøse skikke. - Favoriser ikke en religiøs/etnisk gruppe frem for en anden. - Vær høflig i udførelsen af dine opgaver. - Tag ikke privat ejendom udover, hvad der er nødvendigt i tjenesten, - Plyndringer og indsamling af »trofæer« er forbudt. - Sortbørshandel er forbudt. e) Søg at forhindre og rapporter om enhver overtrædelse af krigens love. . . .« I en e-mail af 25. februar 2004 fra kaptajn Henrik Simonsen, Forsvarsakademiet, til major Henrik Kolding Kristensen hedder det blandt andet: »Emne: Tilgang til de lokale Hej Henrik Jeg håber I er kommet godt på plads og er i fuldt sving med arbejdet. Jeg er for nylig blevet gjort opmærksom på, at tilgangen til de lokale, ofte bør være af en mere kontant (hårdere) facon, end den vi underviste jer i. Med de lokales forhold til sandhed/løgn og deres lidt machoagtige kultur, er man indimellem nødt til at skrue bissen på for at få noget ud af dem. Så pas på med at være for venlige. Forhåbentlig er denne viden også blevet overdraget fra jeres forgængere, men jeg vil gerne viderebringe denne viden, da den jo er modsat det jeg »prædikede«. Såfremt I ellers har viden/erfaringer som kan hjælpe mig med næste kursus, er jeg meget interesseret i at høre om det. . . .« I et dokument benævnt »FAQ - Afhøringstjeneste og uddannelse i forhold som tilfangetagen (herunder modstand mod afhøring)« af 29. april 2005 udarbejdet af major E.C. Gjerstad, Forsvarsakademiet, anføres blandt andet: »1. Hvilket bestemmelsesgrundlag er gældende for krigsfangetjeneste og afhøringstjeneste i forsvaret? Grundlaget for afhøringstjeneste i forsvaret fremgår af FKODIR PS. 134 1 af MAR 1996. Dette FKODIR lader til at være fortsat gældende, selvom det er (stærk) forældet på baggrund af forsvarets omorganisering i flere omgange siden 1996. . . . 7. Findes der stadigvæk afhøringsenheder i det danske forsvar? Jf. HOK udkast til organisationsskemaer på baggrund af indeværende forligsperiode har HRN et afhøringshold ved 1 BDE (med 6 afhøringsofficerer, 8 tolke og 4 efterretningsofficerer/HUMINT officerer). Endvidere indgår der en HUMINT officer i ST/DDIV. FAK har ikke kendskab til evt. afhøringsenheder ved SVN og FLV. I den forbindelse skal det bemærkes, at kun sprogofficerer designeret til disse afhøringshold, der er uddannet før 1998, har modtaget uddannelse i afhøringstjeneste. Denne uddannelse var målrettet mod feltmæssig afhøring i et (kold)krigsscenarium, hvorfor pgl. sprogofficerers uddannelse må betegnes som forældet. . . . 9. Nogle af påbudene og forbudene er bredt formuleret. Hvordan fortolkes de mere vage bestemmelser i III. Genèvekonventionen? En national fortolkning af III. Genèvekonventions bestemmelser et juridisk og politisk anliggende. Så vidt vides er der ikke en detaljeret dansk politik vedr. behandling, herunder afhøring af fanger. Genèvekonventionens bestemmelser kan opdeles i en »sort zone« og i en »grå zone«. Handlinger, som er beskrevet i den »sorte zone« er forbudt - og kan beskrives klart; med andre ord: de behøver ikke at blive »fortolket«. Handlinger, som er beskrevet i den »grå zone« er også forbudt; men de er ikke klart defineret. De skal fortolkes, og denne fortolkning vil i høj grad være præget af politik, kultur, moral m.m. - I den »sorte zone« hører: - Drab, som ikke er begået retmæssigt som selvforsvar eller til forhindring af flugt. (En bedre betegnelse er »mord«.) - Lemlæstelse. - Medicinske eller videnskabelige forsøg, der ikke er forsvarligt begrundet i læge-, tandlæge eller hospitalsbehandling af den pågældende fange og udføres i hans interesse. (Dr. Mengele paragrafen.) - Vold (»legemlig tortur«). - Trusler om død, lemlæstelse, og/eller vold (»åndelig tortur«). I den »grå zone« hører (for så vidt angår afhøring): - (Nogen som helst form for) tvang. (Betyder det, at man ikke må »fiksere« en urolig fange?) - Ydmygelser. (Er det ydmygende at anvende kvindelige afhørere over for mænd fra den muslimske kulturkreds, hvor kvinder er mindreværdige og ikke må være i en autoritetsposition over for en mand? Hvad med vort samfunds krav om ligestilling mellem kønnene? Hvad vejer mest i denne sammenhæng?) - Fornærmelser. (Hvis man ikke må »gå efter manden«, må man »gå efter bolden«? F.eks. ikke: »Du er en idiot!«, men »Det, du gør, er idiotisk!«?) - (Nogen som helst form for) ubehagelig behandling. (At være fange er ipso facto ubehagelig. Hvad betyder denne bestemmelse egentlig? Må en afhører ikke lugte af hvidløg - og skal han/hun tage bad mindst én gang om dagen for ikke at lugte af sved?) - (Nogen som helst form for) ufordelagtig behandling. (Ufordelagtig i forhold til hvad?) Så er der andre bestemmelser, som også synes at falde i »gråzonen«: - Alle fanger skal behandles ensartet (bortset fra særlige hensyn på grund af alder, køn, helbred og faglige kvalifikationer). (Betyder det, at en fange, der giver oplysninger, ikke må belønnes med bedre indkvartering, mad og forlystelser, end de andre fanger modtager - forudsat naturligvis, at alle fanger ellers behandles i overensstemmelse med konventionen?) - Beskyttelse mod offentlighedens nyfigenhed. (Hvordan skal forsvarets pressepolitik (»Vi har ikke noget at skjule«) og pressefriheden forliges med denne bestemmelse? »Hvis ikke vi (pressen) får lov til at se - og fotografere - fangerne, så skjuler I sikkert noget!«) Det fremgår ikke af Genèvekonventionen; men begrebet »den militære nødvendighed« anvendes i militærjuraen. Hvordan »harmonerer« behovet for at indhente oplysninger fra en fange med en meget rigoristisk fortolkning af Genèvekonventionens bestemmelser for så vidt angår »den grå zone«. . . . 16. Hvad er forskellen så på en (operativ) afhører og en afhøringsinstruktør? De to uddannelser har forskellige formål. Formålet med uddannelsen i afhøringstjeneste var at uddanne sprogofficerseleverne til at gennemføre en begrænset taktisk afhøring i felten på deres målsprog. Afhøringsinstruktørkursus skal uddanne (indtil videre) sprogofficerer til at virke som »skuespillere« overfor dansk militært: personel, der deltager i POWEX, med henblik på at demonstrere forskellige afhøringsmetoder overfor deltagerne, således at de bedre, psykologisk set, kan afværge en afhøring. En afhøringsinstruktør vil derfor ikke kunne virke som afhører i operativt sammenhæng. Der er også en forskel i selve indholdet af uddannelserne. Selv om der er en række lighedspunkter vedr. indholdet af de to uddannelser er vægten i afhøringsinstruktøruddannelsen lagt på tilrettelæggelsen af »skuespillet« til POWEX. Den teoretiske del af uddannelsen knytter sig til at kunne virke på en POWEX. F.eks. knytter uddannelsen i Genèvekonventionen sig til øvelsesbestemmelserne. Den praktiske del af uddannelsen vægter »iscenesættelsen« af demonstrationerne og ikke indhentningen af (fiktive) oplysninger fra øvelsestagerne. Afhøringsuddannelsen var rettet mod at få oplysninger af umiddelbar taktisk værdi fra en krigsfange. . . .« I skrivelse af 5. maj 2004 fra forsvarsminister Søren Gade til forsvarschef Hans Jesper Helsø anføres: »Statsminister Anders Fogh Rasmussen har i dag bedt mig om, at opmærksomheden om de personer, der tilbageholdes af danske styrker i Irak og som overdrages til britiske styrker eller civile myndigheder, bliver skærpet. Tilsyn med de af danske styrker overdragne tilbageholdte personer bør således - om muligt i endnu højere grad end i dag - ske for at tilsikre, at de tilbageholdte personer ikke på nogen måde lider overlast under deres tilbageholdelse. Såfremt det måtte konstateres, at de af danske styrker tilbageholdte personer skulle blive udsat for overlast, ønsker jeg øjeblikkeligt at modtage oplysninger herom. Jeg skal endvidere anmode dig om at overveje, hvorledes man kan øge sikkerheden for, at der ikke sker noget, som er i strid med konven- tionerne, når det gælder de personer, der er tilbageholdt og overdraget af danske styrker.« Af skrivelse af 6. maj 2004 fra Forsvarskommandoen til Hærens Operative Kommando fremgår: »Bilag: FM brev af 5 MAJ 2004 til FC. 1. Forsvarschefen har modtaget det ved bilag vedhæftede brev fra Forsvarsministeren. 2. HOK bedes derfor senest i morgen kl. 1200 fremsætte forslag til, hvad der umiddelbart kan gøres for at skærpe opmærksomheden om de personer som danske enheder og personer har tilbageholdt og tilbageholder i Irak og efterfølgende overdrager til britiske styrker eller civile myndigheder. 3. Yderligere anmodes HOK om snarest at give forslag til, om og hvordan der ved enhederne gennemføres tilsyn med de af danske styrker tilbageholdte personer og overdragne personer om muligt i endnu højere grad end i dag for at tilsikre, at de tilbageholdte ikke på nogen måde lider overlast under deres tilbageholdelse. 4. HOK bedes yderligere snarest give forslag til, hvorledes man kan øge sikkerheden for, at der ikke sker noget som er i strid med konventionerne, når det gælder personer, der er tilbageholdt og overdraget af danske styrker. 5. Såfremt der konstateres, at de af danske styrker tilbageholdte personer skulle blive udsat for overlast, skal Forsvarskommandoen øjeblikkeligt orienteres herom. . . .« Af »Direktiv for tilsyn af tilbageholdte og indsatte« af 31. maj 2004 udarbejdet af T2 fremgår blandt andet: »Formål: Tilsikre og dokumentere at tilbageholdte og indsatte, modtager den nødvendige lægelige behandling. Rådgive MP med henblik på at sikre, at forholdene i »Bastilien« er acceptable efter danske normer. Tilsikre at Geneve konventionens artikel 91 og 92, som minimum bliver overholdt i forbindelse med anbringelse af tilbageholdte ved opbevaringsfaciliteter ved MND(SE). Generelle forhold: Tilbageholdte indsættes i »Bastilien« efter anholdelse. Der vil indenfor 12 timer blive taget stilling til om den tilbageholdte skal overgives til civile myndigheder eller forblive indsat. De der herefter bliver kategoriseret som internerede, vil herefter blive overført til UK afhøringscenter, men er stadig at betragte som »dansk ansvar«. Oplysninger der skal tages: Navn, DOB, Adresse, stamme, beskæftigelse. Anholdelse tidspunkt, KOO på anholdelsesstedet, hvem der har anholdt fangerne. . . . 1. Forhold umiddelbart efter anholdelse: 1. Vagthavende på MP station tilkalder DUTY DOC og vagthavende tolk til MP-Stationen. 2. DUTY DOC medbringer journal der påføres løbenummer på den tilbageholdte. . . . 3. DUTY DOC og tolk transporteres til »Bastilien«. Den MP der anholdte den indsatte giver en kort briefing til DUTY DOC om de tilbageholdte. 4. DUTY DOC tilser den tilbageholdte efter en sikker identifikation. Den objektive undersøgelse føres i den indsattes journal. Såfremt der findes indikation på akutte og/eller kroniske tilstande, opstartes behandling snarest muligt. . . . 5. Såfremt den indsatte ikke kan behandles i »Bastilien« overføres til civilt hospital eller til Cz FHOSP. 6. Efter tilsynet gives tilbagemelding til MP stationen, om der er specielle forholdsregler vagten skal iagttage. Vagthavende MP påfører eventuelle restriktioner i indsattes MP journal eller »intet at bemærke«. 7. Den indsattes journal opbevares på infirmeriet under samme regelsæt som helbredsposer. Ved videreekspedition følger kopi af journalen den internerede. 2. Forhold under ophold i »Bastilien« for tilbageholdte og indsatte. 2955 Ved indsættelse i Bastilien. Hvis CF anholder en Iraker, skal navn, DOB, Adresse, stamme videregives til TOC/DANBN, som derefter kontakter VO/BDE for at få oplyst, hvorvidt BDE ønsker dem til Shaiba DTDF eller den anholdte skal overdrages til lokalt politi. 1. Fast tilsyn af »Bastilien«, når der er indsatte. 2. En vagt i dagtimerne og to vagter i mørkeperiode. Det er vagthavende MP der vurderer mørkeperioden. 3. Såfremt vagten vurderer at den indsatte har behov for lægehjælp eller indsatte selv beder om lægehjælp, skal der meldes til vagthavende MP, som tilkalder DUTY DOC. 4. De indsatte skal have vand til rådighed. 5. De indsatte skal have morgen, middags og aftensmad. 6. Ved enhver situation hvor man skal ind til de indsatte, skal der som min. være 2 vagter. Den ene vagt har opgave (aflevering af vand, mad eller lign.), mens den anden vagt står udenfor og sikrer den vagt, der er inde i indhegningen. 7. De indsatte må ikke tale eller råbe på tværs af de to cellegårde. 8. Hver morgen kl. 0600 skal vagterne tilse om der er liv i de indsatte. 9. Ved medicinering af de indsatte skal det være DOC der udleverer medicin. 10. Vagten ved »Bastilien« fører en døgnrapport over, samt fører et observations ark en gang i timen over de indsattes aktiviteter. 11. Vagten skal tilsikre, at der ikke tages billeder, videooptagelser og lign. af »Bastilien« eller de indsatte. 12. Give VK/CAMP EDEN besked på, at ingen må komme i vagttårnet ved Bastilien udover: CH/DANBN STABCH/DANB CH E/DANBN CH E's NK/DANBN DOC Alle ved MPDET/DANBN . . .« I et dokument benævnt »Beredskab afhøring« hedder det blandt andet: »Skrevet af. PIO/DANCON/IRAK 3, N. Jöhncke Dato: 280604 Baggrund Det kan ikke afvises, at en af de civile, danske tolke, som DANCON/ IRAK har brugt som militær tolk i mangel af deciderede sprogofficer, vil gå til pressen med beskyldninger om hårdhændede afhøringsmetoder i DANCON/IRAK. Det skal i den forbindelse oplyses at samarbejdet med de civile, danske tolke til tider har båret præg af konfrontationen af deres opfattelse af, hvad det vil sige at være engageret i forsvaret, og hvad det reelt indebærer. Der har med andre ord været forståelsesmæssige problemer fra tolkenes side for, at en ordre skal udføres, og hvem der er berettiget til at give ordrer. Dette har ved flere lejligheder givet konfrontationer mellem KN R T1, der er udpeget som ansvarlig for arbejdsfordelingen mellem tolkene, og tolkene. Anklagen I værste fald kan man forestille sig en overskrift i fx Ekstra Bladet a la: »Tortur dagligdag hos de danske Iraksoldater«. Artiklen ville i så fald indeholde beskyldninger fra tolken om, at hun ved flere lejligheder var vidne til, at afhøringerne hos DANCON/IRAK antog torturlignende forhold og blandt andet indebar, at de afhørte blev tvunget ned i særligt anstrengende siddestillinger i timevis, nægtet vand og tiltalt særdeles nedværdigende. Tolken ville evt. krydre historien med, at hun flere gange prøvede at gribe ind og stoppe overgrebene, men at hun hver gang fik at vide, at det skulle hun overhovedet ikke blande sig i, og sådan afhørte man altid. Forsvaret Der er ikke hold i anklagen. Det er korrekt, at tolken ved en enkelt gang, har grebet forstyrrende ind i en taktisk udspørgen og sagt, at interviewet skulle standses for at udspurgte kunne få noget vand, hvilket blev nægtet ham. Årsagen til dette var, at han jf. Militærpolitiets vurdering på stedet havde det vand, udspurgte måtte have brug for. Der er ingen af de udspurgte, der er blevet tvunget ned i særlige stillinger. Der er ingen af de udspurgte, der er blevet fysisk forulempet. Der er ingen af de udspurgte, der har lidt overlast. Det er korrekt, at de udspurgte under tiden er blevet tiltalt i hårdt tonefald. LTT »Der er ikke hold i anklagerne« »Det kan være en voldsom oplevelse at være vidne til en udspørgen, hvis man ikke er forberedt på det.« »Det vil sikkert også være en voldsom oplevelse for de fleste mennesker at overvære en fuldstændig lovlig og almindelig afhøring hos politiet på fx Station 1 i København.« »Afhøringer og taktisk udspørgen indebærer jo undertiden at et menneske er stresset, men ikke desto mindre bliver bedt om at svare på spørgsmål.« »Straks vi blev klar over, at tolken havde en opfattelse af, at der var sket ulovligheder, blev sagen undersøgt.« »Alle øvrige tilstedeværende der er bekendt med reglerne for taktisk udspørgen siger samstemmende, at der ikke er foregået noget som helst ulovligt,« »Den militærjuridiske rådgiver på stedet har udspurgt personen, der stod for den taktiske udspørgen om hændelsesforløbet og konkluderede klokkeklart, at ingen regler var blevet overtrådt.« »Chefen for de danske styrker, oberst Henrik Flach, har ved flere lejligheder forsøgt at forklare tolken, sagens rette sammenhæng.« »Personen, der stod for den taktiske udspørgen overvejer sagsanlæg for injurier.«« I brev af 1. juli 2004 fra tolken Mohammad El-Sayed til oberst Flach hedder det blandt andet: ». . . Også ved tilfælde af arrestationer (beordret af S2), var behandlingen af de tilfangetagne yderst ubehagelig, som var de allerede dømt på forhånd. Der blev altid insisteret på en voldsom arrestation (f.eks. alt for stramme strips, der medførte næsten blødende håndled) på trods af, at de fleste viste samarbejdsvillighed og gerne fulgte med soldaterne til Camp Eden. Når man endelig nåede frem til afhøringerne skulle tingene vise sig at blive meget værre. Der blev lagt et kæmpe pres på de tilfangetagne, både psykisk og fysisk. Jeg vil nu give nogle eksempler: Der skulle meget til, før en fange kunne få lidt vand. De måtte tigge og bede mange gange, før de endelig fik en smule vand, der for det meste var for varmt. En enkelt fange havde kastet op på vej til lejren. Han tiggede konstant om vand, men fik det først efter et par timer. En KN fra S2 stod for mange af afhøringerne, hvor KN f.eks. altid insisterede på, at den tilfangetagne skulle sidde på sine knæ under afhøringen. Udover, at KN råbte og truede fangen voldsomt, stod en MP soldat og legede med sin kniv foran irakerens ansigt. En anden episode er, da en fange fik kramper i sine ben efter at have siddet på knæ i et længere stykke tid. Fangen havde det så dårligt, at den tilstedeværende tolk til sidst blev meget rasende over, hvad hun så! Efter alt dette blev fangerne tit løsladt, da der ikke fandtes beviser for beskyldningerne. Dette skete stadig uden en undskyldning. At blive ført ud af sit hus sammen med hele sin familie, mens andre (irakere) overværer episoden, er en dyb ærekrænkelse for en iraker. Dette, samt de nævnte episoder under afhøringerne, skabte en naturlig vrede hos den nu løsladte person, at man ikke kunne vide sig sikker på, hvad denne person kunne finde på. Hvis han ikke tidligere hadede koalitionsstyrkerne, ville han højst sandsynligt gøre det nu. . . .« I tiltalte T1's skrivelse af 28. juli 2004 til oberst Flach anføres blandt andet: ». . . 4.1 Denne udspørgen fandt sted onsdag den 9. juni 2004 i Camp Edens tilbageholdelsescenter. Tolken var Nadia. Baggrunden for anholdelserne var følgende: DANBN ENH var blevet udsat for et bagholdsangreb den 6. juni 2004. Tidligere var DANBN blevet udsat for bagholdsangreb den 9. april 2004 og den 8. maj 2004. Den 9. marts 2004 havde folk fra OMS (Office of the Martyr Sadr) i AL QURNA oprettet ulovlige CP i AL QURNA. I den forbindelse havde OMS folk truet DANBN soldater på livet. DANBN kørte samme aften ned til OMS kontoret og fandt tre af de personer, der havde været med til det ulovlige CP. De tre blev anholdt og kørt til Camp Edens tilbageholdelsescenter, hvor de blev udspurgt om deres rolle i det ulovlige CP og truslerne mod DANBN. De blev efterfølgende løsladt, da der ikke var nok i sagen til at kunne få dem dømt. Samtidig havde anholdelsen og opholdet i Camp Eden dog vist OMS, at DANBN tog den slags ulovligheder meget alvorligt og ikke ville tolerere brud på den lokale ro og orden. S2 samlede løbende oplysninger fra lokale kilder for at få tilstrækkelig mange oplysninger til at kunne finde og anholde de folk, der stod bag de gentagne angreb på DANBN. Den 9. juni 2004 var S2 nået dertil, hvor der var tilstrækkelig information til rådighed. Der tegnede sig et tydeligt billede af, at OMS folk var involveret i angrebene. DANBN kørte derfor ned til OMS kontoret og foretog anholdelse af de folk, man mente var involveret. Der var altså ikke tale, om at man blot vilkårligt tømte kontoret for folk, men at man målrettet gik efter de navngivne personer, man mente var involveret. Den 9. juni anholdt DANBN således fire personer, en af dem var - - - Khaled, der ligeledes havde været anholdt i forbindelse med de ulovlige CP. Dengang indrømmede han, at han havde været til stede på CP'et, og at han var ansat som vagtmand på OMS. Der var således grund til at antage, at de personer, DANBN havde anholdt faktisk på den ene eller anden led var involveret i aktiviteter rettet mod DANBN. OMS var som organisation dels kendt for en meget kraftig anti CF retorik, dels for aktivt at udføre væbnede aktioner mod CF. Hvilket altså også var tilfældet i DANBN område. I den konkrete udspørgen med Nadia, som MS henviser, til skete følgende: Forud for udspørgen orienterede jeg kort Nadia om, hvordan en udspørgen foregik. Jeg understregede, at hun skulle oversætte, hvad jeg sagde og ikke andet. Det var også vigtigt, at hun forstod, at hun ikke havde nogen selvstændig rolle i den aktuelle situation. Der var kun den tilbageholdte og mig til stede, om man så må sige. Jeg forberedte også Nadia på, at en udspørgen af den type tilbageholdte kunne virke voldsomt, når man ikke havde set det før. Mens Nadia var til stede, gav jeg også MP (SG M.Ø. (Larsen)) en instruktion: Der skulle tages fat, de tilbageholdte skulle kunne mærke, at der var nogen, der havde fat i dem, de skulle anbringes på knæ på gulvet under udspørgen, skulle iføres håndjern under flytning til/fra teltet, men reglerne skulle ubetinget overholdes. Jeg ville ikke acceptere, at reglerne for udspørgen og behandling af tilbageholdte på nogen måde blev brudt. Det skal til siddestilling på gulvet på knæ bemærkes, at de lokale er vant til at sidde på gulvet i timevis. Der er således ikke tale om en stressstilling for en lokal iraker skønt det for en dansker vil være en stressstilling. Dette ses i øvrigt tydeligt under sheikmiddage, hvor de danske deltagere ikke kan holde ud at sidde på gulvet på knæ i flere timer ad gangen. Under udspørgen af - - - Khaled gjorde K alt, hvad kan kunne for at slå min spørgerytme i stykker. Det virkede, som om han havde brugt tiden siden sidste udspørgen i DANBN regi til at forberede sig på at modstå udspørgen, så han ville afgive færre informationer. K stillede konstant modspørgsmål, ville have vand, ville have mad, ville ikke acceptere at tale med mig, når vi befandt os i så forskellige positioner, jeg på bordkanten, han på gulvet, klagede over, at han havde ondt i benet og ville sidde anderledes. Jeg kunne tydeligt mærke på K, at alt dette var et led i en helt klar taktik fra hans side: slå min rytme i stykker, så tiden kunne trækkes ud, og jeg ikke kunne få oplysninger om hans viden om angrebene og hans egen mulige involvering. Tilsvarende var min taktik helt klar: gennem et højt spørgetempo og en kontant sprogbrug at opbygge en vis frustration, som ville få den tilbageholdte til at tale over sig og give de oplysninger, han som OMS medlem måtte have. Det skal her tilføjes, at OMS i AL QURNA er en meget lille organisation, hvor de enkelte medlemmer næsten ikke kan have undgået at have hørt om noget så stort og afgørende som angreb på DANBN. Da K første gang bad om vand, brød Nadia ud af tolkerollen og sagde på dansk til mig, at han altså skulle have vand. Jeg bad hende holde sig til sin rolle og ikke give den tilbageholdte fornemmelse af, at der var et spillerum mellem hende og mig. Jeg understregede over for hende, at MP havde ansvaret for de tilbageholdtes forplejning, herunder vand. Jeg vidste, at de tilbageholdte havde fået vand før min samtale med dem, og at de ville få rigeligt med vand efter min samtale. Ligeledes vidste jeg, at MP ville sørge for deres mad. På et tidspunkt sagde den tilbageholdte: »du kan gøre med mig, hvad du vil, du kan bare slå mig ihjel«. Hertil svarede jeg retorisk noget i retning af: »Ja, det kan da godt være, at jeg vil det«. Nadia fik i farten oversat, men protesterede omgående bagefter og nægtede at oversætte den slags. På dette tidspunkt må det efterhånden være gået op for den tilbageholdte, at han havde en potentiel allieret i tolken. Den tilbageholdte sagde vel tre, måske fire gange, at han havde ondt i benet og ville ændre stilling. Hver gang sagde jeg nej, og hver gang gav Nadia højlydt misbilligende lyde fra sig. På et tidspunkt skulle jeg hen til PL K. Søndergaard (han var til stede i teltet som vidne og som notatskriver) og have verificeret en oplysning. På vej forbi den tilbageholdte beder jeg MP rejse ham op. Han kommer op, men har lidt svært ved at stå. Så beder jeg MP sætte ham ned igen. Da den tilbageholdte ikke rigtig kan sætte sig, beder jeg MP sætte ham ned på gulvet på hans bagdel, det kommer han. Så begynder Nadia for alvor at blande sig og siger noget i retning af: »se, hans ene fod, det er helt galt, det går ikke!«. Den tilbageholdte kigger lige op og er nu helt klar over, at han har en allieret. Han begynder at klynke og stønne. Nadia råber, at dette vil hun ikke være med til, smider sine noter ud i lokalet og styrter ud af døren. Jeg går ud efter hende, men hun er løbet op langs HESCO'en Jeg beder MP få fat i hende, så hun ikke i sin oprevede tilstand får gjort noget uhensigtsmæssigt, såsom at gå hen og ringe hjem til Danmark. Da jeg efter få minutter kommer ind i teltet igen, har PL Søndergaard og MP (jeg mener, det var SG Bue, der var til stede) fået sat den tilbageholdte op på en stol og givet ham en cigaret. Han har det allerede væsentlig bedre. Efter cigaretten fører MP ham ud i gården igen og sætter ham ned i gården. Nu er der ingen problemer med at komme ned og sidde. Den tilbageholdte sidder så og småskuler til siderne som for at se, hvordan reaktionerne er. Vi tilkaldte med det samme lægen. Det var lægen Søren, der kom ud og tilså den tilbageholdte. Søren kan konstatere, at den tilbageholdte ikke fejler noget og ikke på nogen måde har lidt overlast. Den tilbageholdte har en smule muskelømhed, det er det hele. Lægen giver ham en panodil for noget migræne, han har. Det havde han allerede, da han ankom til Camp Eden. Det skal tilføjes, at den tilbageholdte i en time sad i samme stilling på knæene, mens de andre tilbageholdte blev registreret. Da havde han selv valgt denne siddestilling og havde tilsyneladende ingen problemer. Som jeg og de øvrige tilstedeværende, altså med undtagelse af Nadia, ser denne sag, var den tilbageholdte dygtig til at modstå udspørgen og udnyttede dygtigt en mulighed for at få en allieret til at hjælpe sig med at undgå at skulle stå til regnskab for den viden, han sad inde med. Ud over PL Søndergaard, og MP'erne var også KN Birch Jensen tilstede. Han sad lige uden for teltet for at kunne følge med og notere oplysninger af interesse. . . .« I en e-mail 31. juli 2004 fra major Rasmus Amstrup til oberst Flach anføres: »Emne: Sagen om »Teltet«. Goddag Chef. Glad for briefingen. For at give dig det bedst mulige grundlag for fortsat at tage stilling til de mange vinkler og snitflader i denne sag får du lige et udklip fra min dagbog angående den 10 MAR 2004. Ikke for at jeg vil deltage aktivt i sagsbehandlingen, men for at komme med min og min spejdergruppes udlægning af den første situation i afhøringsteltet. 10 MAR 2004. Første måned overstået i missionsområdet. Tiden er gået meget stærkt og det er først nu vi er ved at være klar til større indsættelser. Stod tidligt op da jeg blev vækket af SG S.M. Det var hans gruppe der natten igennem havde bevogtet fangerne udenfor lejren. S.M. oplyste at de tilbageholdte: - Havde siddet i den kolde vind hele natten. - Ikke havde fået mad eller drikke. - Sad i stresspositioner (På hug) hele natten, og den ene besvimede af det. - De måtte ikke røre sig, men skulle kigge ind i HESCO muren natten igennem. - De kom ikke på toilet og den ene blev nødt til at gøre i bukserne. - De blev slæbt meget hårdhændet til og fra afhøringerne. Den ene så hårdhændet at hans bukser blev revet af da han hang fast i pigtråden. - Det hele var meldt til TOC'en i løbet af natten uden reaktion. Jeg var rystet og troede at jeg var transmogriffet til Guantanamo Basen og at vi nu var blevet ligesom amerikanerne. Jeg sprang op og fik fat i bataljonschefen med det samme. Han sad i morgenmaden i cafeteriet. Jeg forelagde ham sagen kort, og han iværksatte straks at de skulle have mad og drikke. Jeg sagde til chefen, at hvis det var sådan vi håndhævede lov og orden her i landet, så ville jeg og mine spejdere gerne fritages. Det kan vi ikke være bekendt. Der var tale om civilister, ikke kombattanter. Jeg var flov og skuffet over MP'erne, specielt fordi jeg sagde til MP'erne inden jeg forlod fængslet samme aften, at nu skulle de huske at få dem i læ og ned og ligge. Med det var ikke lige det S2 ønskede. Jeg har et møde med min spejdergruppe og ACOS/S2 her klokken 1645, hvor vi lige skal have styr på tingene. S2 forsøgte at forklare hvorledes afhøringer finder sted. Det havde folkene jo set ved selvsyn, og de var ikke overbevist om, at vi havde fulgt bestemmelserne. S2 kunne ikke klart definere om der var tale om krigsfanger/kombattanter eller om der var tale om civilister. Vores forpligtigelser overfor civile, vi tilbageholder, skulle gerne følge den generelle retsopfattelse vi har som danskere. Og det skete ikke. Drengene synes at der var overtrådt bestemmelser, da de tre fanger ikke fik vand, mad eller ly, samt ikke kunne komme på toilet. Sagen blev ikke afsluttet, men CH S2 gjorde soldaterne opmærksom på deres tavshedspligt, så må vi jo ikke håbe at der er tale om overgreb, for så kan de straffes for ikke at melde overgreb/overtrædelser af konventioner, love m.m. Håber at det kan bringe lys over sagen. Med sandtør spejderhilsen Rasmus Amstrup« Af Udenrigsministeriets skrivelse af 18. november 2004 til Forsvarsministeriet fremgår følgende: »I besvarelse af Forsvarsministeriets skrivelse af 12. november 2004 . . . kan Udenrigsministeriet bekræfte, at den IV Genève-konvention af 12. august 1949 om beskyttelse af civile personer i krigstid fandt anvendelse på den danske bataljons behandling af tilbageholdte irakere i tiden fra marts juni 2004. Det forhold, at FNs Sikkerhedsråd ved resolution 1483 af 22. maj 2003 udpegede USA og Storbritannien som besættelsesmagter i Irak ændrer ikke ved dette retsgrundlag for de danske styrkers optræden i Irak i den nævnte periode. I henhold til FNs Sikkerhedsråds resolution 1546 af 8. juni 2004 ophørte besættelsen af Irak med virkning fra den 28. juni 2004 i forbindelse med overdragelse af magten i landet til en midlertidig irakisk regering med fuld suverænitet.« Personlige oplysninger vedrørende de tiltalte: Ingen af de tiltalte er tidligere straffet. Rettens begrundelse og resultat: 1. Sagens retlige grundlag a. Militær straffelov Der er rejst tiltale efter § 15 i den militære straffelov, der indtil den 1. januar 2006 var sålydende: »§ 15. Den, der, uden at gerningen er omfattet af en anden bestemmelse i denne lov, forsætligt eller uagtsomt undlader at efterkomme de pligter, som tjenesten medfører, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 3 måneder. Er pligtforsømmelsen særlig grov, eller har den medført stor skade eller fare, kan straffen stige til fængsel i 1 år, i krigstid indtil 3 år.« Den 1. januar 2006 trådte lov nr. 530 af 24. juni 2005 i kraft. Denne ny militære straffelov indeholder følgende generelle bestemmelse om straf for pligtforsømmelse. »§ 27. Den, der i øvrigt groft tilsidesætter sine pligter i tjenesten, straffes for pligtforsømmelse med bøde eller fængsel indtil 3 måneder. Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 1 år, når pligtforsømmelsen er af særlig grov karakter, eller når den har medført betydelig skade eller fare. Stk. 3. Under væbnet konflikt kan straffen ved forsætlig overtrædelse stige til fængsel i 3 år.« Af den ny lovs § 6 fremgår: »§ 6. Overtrædelser af denne lov straffes, når de er begået forsætligt eller af grov uagtsomhed, medmindre andet følger af de enkelte bestemmelser. « Af bemærkningerne til forslaget til den ny lov fremgår blandt andet: ». . . 3.6. Begrænsning af strafansvaret 3.6.1. Gældende ret Efter militær straffelov § 10 straffes uagtsomhed ikke uden særlig hjemmel. Uagtsomme overtrædelser af militær straffelov kan således kun straffes, hvis der efter den pågældende straffebestemmelse er hjemmel til at straffe uagtsomhed. Dette er i overensstemmelse med straffelovens § 19, 1. punktum. . . . 3.6.2. Udvalgets overvejelser Det er udvalgets opfattelse, at pligtforsømmelser, hvor straf ikke forekommer ubetinget nødvendig, ikke bør mødes med en strafferetlig reaktion, men med sanktioner, der ikke har karakter af straf, forudsat at en sanktion i det konkrete tilfælde i øvrigt skønnes nødvendig. Der bør efter udvalgets opfattelse normalt kun være mulighed for at skride ind med straf over for pligtforsømmelser, når der er tale om mere alvorlige forhold. Samtidig bør strafansvaret for uagtsomme overtrædelser begrænses mest muligt. Udvalget foreslår derfor strafansvaret begrænset til grove forhold, medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende, således at pligtforsømmelser af mindre grov karakter alene kan mødes med disciplinarmidler. Endvidere foreslås det, at strafansvaret i de bestemmelser, der efter de gældende regler giver mulighed for at kunne straffe uagtsomme pligtforsømmelser, begrænses til groft uagtsomme forhold. Forseelser, som alene skyldes simpel uagtsomhed, vil således efter udvalgets forslag, alene kunne sanktioneres med disciplinarmidler, . . . Samlet set betyder forslaget en væsentlig begrænsning af strafansvaret for militære pligtforsømmelser både, hvad angår gerningsbeskrivelsen, og kravet til tilregnelse. Udvalgets forslag til fremtidige straffebestemmelser er således set under ét i betydelig grad udtryk for en afkriminalisering, særligt hvad angår mindre alvorlige tilfælde af pligtforsømmelser i forhold til gældende ret. . . . 3.6.3 Forsvarsministeriets overvejelser Forsvarsministeriet kan tiltræde udvalgets forslag . . . 3.8. Militær straffelov § 15 (lovforslagets § 28) 3.8.1. Gældende ret Efter militær straffelov § 15 kan den straffes, der undlader at efterkomme de pligter som tjenesten medfører, hvis forholdet ikke kan henføres til andre bestemmelser i den militære straffelov. § 15 skal ses i sammenhæng med de øvrige bestemmelser i kapitel 7 i militær straffelov om strafansvar for pligtforsømmelser. Det gælder f eks. bestemmelserne i § 16 om forseelser over for vagt (ulydighed), § 17 om mytteri, § 23 om udeblivelse fra tjeneste og § 26 om vagtforseelser. De forhold, der er omfattet af disse bestemmelser, vedrører kvalificerede former for pligtforsømmelser og er derfor udskilt i specifikke bestemmelser . . . For militært personel følger tjenestepligterne i alt væsentligt af forskellige skriftlige regelsæt, der gælder for det enkelte tjenestested. Som eksempler kan nævnes kasernemeddelelser, blivende bestemmelser, regler om våbenbetjening, sikkerhedsforskrifter mv. Herudover forekommer konkret udformede regler i forbindelse med enkeltstående opgaver. Endelig gælder som for alle andre offentligt ansatte eller beskæftigede de regler eller principper, som følger af tjenesteforholdets natur, særligt uskrevne, men almindeligt accepterede minimumskrav til vedkommendes daglige arbejde. Dette er ikke specielt for militær straffelov § 15, men gælder også efter de regler, der er fastsat for andre i offentlig tjeneste, jf. herved bl.a. straffeloven § 157. . . . 3.8.2. Udvalgets overvejelser Efter kommissoriet er udvalget udtrykkeligt anmodet om at vurdere, om den generelt formulerede bestemmelse i militær straffelov § 15 om straf for pligtforsømmelser kan afskaffes eller gives et mere præcist indhold. Udvalget finder, at der fortsat er behov for en bestemmelse, der giver mulighed for at straffe også de »ikke kvalificerede« tilfælde af pligtforsømmelser. Det har bl.a. i den offentlige debat forud for udvalgets nedsættelse været anført, at militær straffelov § 15 er en både uklar og uhensigtsmæssig bestemmelse, idet den ikke tilstrækkeligt tydeligt beskriver de militære pligter, hvis tilsidesættelse kan medføre strafansvar. Der er endvidere givet udtryk for en vis tvivl om, hvorvidt bestemmelsen, ikke mindst som følge af den generelle formulering, opfylder de krav til udformningen af straffebestemmelser, som følger af straffeloven § 1, hvorefter straf kun kan »pålægges for et forhold, hvis strafbarhed er hjemlet ved lov, eller som ganske må ligestilles med et sådant«. Militær straffelov § 15 adskiller sig i sin formulering ikke væsentligt fra andre bestemmelser, der kriminaliserer eller regulerer offentligt ansattes pligtstridige adfærd. . . . Det er udvalgets opfattelse, at den generelle straffebestemmelse bør udformes således, at den i videst muligt omfang er i overensstemmelse med de tilsvarende bestemmelser i straffeloven § 156 og § 157. Herved markeres også den naturlige sammenhæng, der efter udvalgets opfattelse og i overensstemmelse med kommissoriet bør være mellem reglerne om pligtforsømmelser i og uden for forsvaret. Der er i udvalget enighed om, at en forudsætning for at gennemføre den foreslåede bestemmelse er, at særlige tjenestebestemmelser mv., der gælder for det pågældende tjenestested, gøres kendt for det pågældende personel gennem undervisning mv., således at en utilsigtet anvendelse af bestemmelsen undgås. Udvalget har i den forbindelse fremhævet, at det ved forslaget om at opretholde en generelt formuleret straffebestemmelse vedrørende militære pligtforsømmelser er forudsat, at forsvarets bestræbelser på gennem undervisning mv. at sikre personellets kendskab til de underliggende regler og principper for tjeneste i forsvaret videreføres og i det omfang, det måtte findes relevant, fortsat udbygges. Udvalget peger endvidere på, at kendskabet til og forståelsen af indholdet af de gældende regler, herunder såvel de underliggende materielle pligtbestemmelser mv. som straffebestemmelserne i militær straffelov, i et vist omfang nødvendiggør, at uddannelsen også af det retsanvendende personel styrkes. . . . 3.8.3. Forsvarsministeriets overvejelser Forsvarsministeriet kan tilslutte sig udvalgets forslag til en generel bestemmelse om pligtforsømmelse jf. lovforslagets § 27 og er enig i udvalgets forslag til formuleringen af bestemmelsen, der er i overensstemmelse formuleringen af tilsvarende regler i straffeloven særligt §§ 156 og 157. . . .« I henhold til straffelovens § 3 jf. § 2, skal spørgsmålet om strafbarhed og straf i denne sag afgøres efter den nugældende militære straffelov, hvilket således indebærer, at de tiltalte alene kan straffes, såfremt de findes skyldige i groft uagtsomt eller forsætligt groft at have tilsidesat en tjenestepligt. Det nærmere indhold af de tjenestepligter, som de tiltalte ifølge anklageskriftet har forsømt, er følgende: b. Genèvekonventionen af 12. august 1949 om beskyttelse af civile personer i krigstid (IV Genèvekonvention) Der er i anklageskriftet henvist til følgende bestemmelser i konventionen: »Artikel 27. Beskyttede personer har under alle forhold krav på, at deres person, ære, familierettigheder, religiøse overbevisning og religionsudøvelse samt deres sæder og skikke respekteres. De skal til enhver tid behandles humant og skal beskyttes særligt mod alle voldshandlinger eller trusler derom og mod fornærmelser og offentlighedens nyfigenhed. Kvinder skal særligt beskyttes mod ethvert angreb på deres ære, i særdeleshed mod voldtægt, tvangsprostitution og enhver form for angreb på deres blufærdighed. Idet bortses fra bestemmelserne vedrørende de beskyttede personers helbredstilstand, alder og køn, skal alle sådanne personer behandles med samme grad af hensynsfuldhed af de af de stridende parter, i hvis magt de befinder sig. De må i særdeleshed ikke gøres til genstand for mindre gunstig behandling som følge af race, religion eller politisk overbevisning. De stridende parter kan dog træffe sådanne kontrol og sikkerhedsforanstaltninger med hensyn til beskyttede personer, som måtte være påkrævede som følge af krigen. Artikel 31. Der må ikke udøves fysisk eller moralsk tvang mod beskyttede personer, i særdeleshed ikke med det formål at opnå oplysninger fra dem eller fra tredjemand.« Der har under domsforhandlingen været rejst tvivl om, hvorvidt denne konvention var gældende for de danske styrker i Irak på gerningstidspunkterne, og om den kan anvendes i relation til de konkret tilbageholdte irakere. Det fremgår af Udenrigsministeriets skrivelse af 18. november 2004, at konventionen fandt anvendelse på den danske bataljons behandling af tilbageholdte irakere i tiden fra marts juni 2004, hvilket tillige er Hærens Operative Kommandos opfattelse, jf. det nugældende »Direktiv for magtanvendelse for DANCON IRAK«, hvori det forudsætningsvis fremgår, at konventionen fandt anvendelse indtil magtoverdragelsen, der fandt sted den 28. juni 2004. Retten finder på denne baggrund at kunne lægge til grund, at konventionen var gældende for de danske styrker i Irak på gerningstidspunkterne. Spørgsmålet er herefter, om de tilbageholdte irakere var omfattet af ovennævnte konvention, eller om de i stedet var omfattet af Genèvekonventionen af 12. august 1949 om behandling af krigsfanger (III Genèvekonvention). Sidstnævnte konvention indeholder blandt andet følgende bestemmelser: »ARTIKEL 4 A. Ved krigsfanger forstås i nærværende konvention personer, der tilhører en af følgende grupper, når de er faldet i fjendens magt: 1) medlemmer af en af de stridende parters væbnede styrker, såvel som medlemmer af hjemmeværn eller frivillige korps, der udgør en del af de nævnte væbnede styrker; 2) medlemmer af andre hjemmeværn og frivillige korps, herunder organiserede modstandsbevægelser, som tilhører en af de stridende parter, hvad enten de opererer på eller uden for deres eget territorium, og selv om dette territorium er besat, forudsat at disse hjemmeværn eller frivillige korps; herunder organiserede modstandsbevægelser, opfylder følgende betingelser: a) at de står under kommando af en person, der er ansvarlig for sine undergivne, b) at de er i besiddelse af et fast kendetegn, der er synligt på afstand, c) at de bærer våbnene åbenlyst, d) at de udfører deres operationer i overensstemmelse med krigens love og sædvaner; 3) medlemmer af regulære væbnede styrker, der adlyder ordrer fra en regering eller en myndighed, som ikke anerkendes af tilbageholdelsesmagten; 4) personer der følger de væbnede styrker uden direkte at være medlemmer af disse såsom civile medlemmer af militære luftfartøjers besætninger, krigskorrespondenter, leverandører, medlemmer af arbejdsenheder eller af tjenestegrene, som er ansvarlige for de væbnede styrkers velfærd, forudsat at de er autoriseret af de væbnede styrker, som de følger, og som med dette formål for øje skal forsyne dem med et identitetskort svarende til vedføjede udkast; 5) besætninger tilhørende handelsmarinen, herunder skibsførere, lodser og lærlinge og besætninger tilhørende et af de stridende parters civile luftfartøjer, for så vidt de ikke nyder fordel af en gunstigere behandling i medfør af andre folkeretlige bestemmelser; 6) indbyggere i et ikke-besat territorium, der, når fjenden nænner sig, af egen drift griber til våben for at yde modstand mod invasionsstyrkerne uden at have haft tid til at gruppere sig i regulære militære enheder, forudsat at de bærer våbnene åbenlyst og respekterer krigens love og sædvaner. B. Følgende personer skal ligeledes behandles som krigsfanger under nærværende konvention: 1) personer, der tilhører eller har tilhørt det besatte lands væbnede styrker, såfremt besættelsesmagten på grund af sådan troskabspligt anser det for nødvendigt at internere dem, selv om den oprindelig har frigivet dem på et tidspunkt, da fjendtlighederne foregik udenfor det territorium, som den holder besat . . . 2) personer tilhørende en af de i nærværende artikel opregnede grupper, som neutrale eller ikke-krigsførende magter har modtaget på deres territorium . . . ARTIKEL 5 . . . Skulle der opstå tvivl om, hvorvidt personer, som har foretaget en krigshandling og er faldet i fjendens hænder, tilhører en af de i artikel 4 opregnede grupper, omfattes sådanne personer af konventionens beskyttelse, indtil deres status er blevet afgjort af en kompetent domstol.« Efter det oplyste opfylder ingen af de tilbageholdte personer de anførte betingelser, hvorfor retten lægger til grund, at de er omfattet af konventionen om beskyttelse af civilpersoner i krigstid. c. SOLDATENS KORT (FEB 04): Der er i anklageskriftet henvist til følgende punkter: »Pkt. 4. Overhold krigens Love. Pkt. 5. Behandl alle inkl. tilbageholdte og krigsfanger med respekt og værdighed.« d. FØRERENS KORT (FEB 04): Der er i anklageskriftet henvist til følgende punkter: »Pkt. 7. a) Du skal til enhver tid agere i overensstemmelse med krigens love. . . . d) Behandl alle inkl. tilbageholdte og krigsfanger med respekt og værdighed. Mange civile er bekymrede og bange for situationen, og din opførsel er afgørende for missionens succes. Opfør dig altid professionelt og overhold følgende: - Respekter lokale sociale og religiøse skikke. - Favoriser ikke en religiøs/etnisk gruppe frem for en anden. - Vær høflig i udførelsen af dine opgaver. - Tag ikke privat ejendom udover, hvad der er nødvendigt i tjenesten. - Plyndringer og indsamling af »trofæer« er forbudt. - Sortbørshandel er forbudt.« De af ovenstående pligter, som kan være relevante i denne sag, er pligten til at behandle tilbageholdte med respekt og værdighed, herunder at respektere deres person og ære m.v. samt pligten til at behandle dem humant og beskytte dem særligt mod alle voldshandlinger eller trusler derom og mod fornærmelser, hvortil kommer forbuddet i konventionens artikel 31 mod at udøve fysisk eller moralsk tvang mod beskyttede personer, i særdeleshed med det formål at opnå oplysninger fra dem eller fra tredjemand. 2. Rettens bevisbedømmelse vedrørende sagens faktiske omstændigheder Forhold 1: Ad forhold 1 a): Ifølge tiltalte T1 instruerede hun tiltalte T2 om, at de tilbageholdte irakere ikke måtte have mulighed for at kommunikere sammen. Hun har derimod nægtet at have instrueret om, at de tilbageholdte skulle sidde i stressfremkaldende stillinger mellem udspørgningerne, hvilket bestyrkes af de øvrige tiltaltes forklaringer. Da der ikke på anden vis er ført bevis for, at tiltalte T1 har instrueret militærpolitifolk som under forhold 1 a) anført, frifindes hun vedrørende denne del af tiltalen. Ad forhold 1 b): Tiltalte T1 har forklaret, at hun instruerede militærpolitifolkene om at de tilbageholdte inde i teltet skulle sidde på gulvet, men at de måtte sidde, som de selv ville, idet det afgørende var, at de befandt sig på gulvet af sikkerhedsmæssige grunde, og for at tiltalte kunne dominere samtalen. På grundlag af vidnet Laila - - -'s forklaring, som på væsentlige punkter støttes af forklaringerne fra vidnerne - - - Khaled og - - - Abdal, finder retten det imidlertid bevist, at tiltalte T1 forlangte, at de tilbageholdte irakere under i hvert fald en del af udspørgningerne skulle sidde på knæ på teltbunden med ret ryg, således at stillingen blev korrigeret af de tilstedeværende militærpolitifolk, hvis de tilbageholdte ændrede stilling. Ad forhold 1 c): Ved vidnet Laila - - -'s forklaring, der for så vidt angår ordet »hund« bestyrkes af tiltalte T3's forklaring, er det bevist, at tiltalte anvendte de i anklageskriftet nævnte udtryk eller ganske tilsvarende udtryk over for i hvert fald en af de tilbageholdte irakere. Ad forhold 1 d): I forlængelse af det under forhold 1 a) anførte findes det ikke bevist, at tiltalte T1 gav de øvrige tiltalte detaljerede ordrer med hensyn til de tilbageholdtes behandling under opholdet i detentionen. Det er således heller ikke bevist, at tiltalte T1 gav ordrer til, at der ikke måtte udleveres vand til de tilbageholdte mellem udspørgningerne. Vidnet Laila - - - har forklaret, at flere af de tilbageholdte under udspørgningerne bad om vand, hvilket T1 nægtede, idet nogle af dem dog fik vand på et tidspunkt under udspørgningerne. Det kan imidlertid ikke antages, at enhver nægtelse af vand i en afhøringssituation er uberettiget, idet ønsket om vand netop kan være fremsat for at afbryde afhøringen på et for den afhørte gunstigt tidspunkt. I mangel af mere detaljerede oplysninger om, under hvilke omstændigheder de udspurgte blev nægtet vand, findes det således ikke med den fornødne sikkerhed bevist, at tiltalte T1's afvisning af de tilbageholdtes ønsker udgør en pligtforsømmelse, hvorfor tiltalte frifindes for så vidt angår denne del af tiltalen. Forhold 2 Ad forhold 2 a): På grundlag af forklaringerne fra vidnerne - - - Obaid, - - - Khaled, - - - Abdal, - - - , hvoraf de to sidstnævnte havde vagt i detentionen fra omkring midnat og et par timer frem, er det bevist, at de tre tilbageholdte irakere i fangegårdene blev tvunget til at sidde i bestemte stillinger, herunder på knæ, igennem længere tidsrum, mens de afventede at komme til udspørgning i teltet. Det findes ikke bevist, at den knæsiddende stilling tillige var »med korslagte underben og bagdelen anbragt på hælene« som anført i anklageskriftet. Da de tiltalte T2 og T3 har bekræftet, at de havde vagttjeneste fra omkring midnat og to timer frem, er det tillige bevist, at disse tiltalte - enten selv eller ved ordrer til de øvrige vagter fra spejdereskadronen - tvang de tilbageholdte til at indtage de nævnte stillinger i detentionen mellem udspørgningerne Om den knæsiddende stilling er stressfremkaldende, må bero på en nærmere definition af dette udtryk. Ifølge vidnet, cheflæge Bisgaard- Frantzen er en stressfremkaldende stilling en stilling, som man ikke har mulighed for at ændre, og enhver sådan stilling vil efter nogen tid medføre ubehag eller smerte enten på grund af aflukning af blodomløbet, eller fordi musklerne påvirkes på samme måde gennem længere tid. Vidnet skønner, at man kan sidde på knæ med krydsede underben i en times tid, hvorefter det vil føles ubehageligt på grund af manglende blodforsyning i fødderne. Uden korslagte underben kan man formentlig sidde længere tid på knæ, men det vil give smerter i knæene. Retten finder ikke på dette grundlag at kunne fastslå, at de anvendte stillinger var »stressfremkaldende«, men finder dog, at stillingerne må have været ubehagelige at sidde i gennem blot nogen tid, hvilket fremgår dels af de tilbageholdtes forklaringer, dels af forklaringerne fra Laila - - - og - - - om, at de tilbageholdte til sidst nærmest måtte slæbes hen til afhøringsteltet. Ad forhold 2 b) og c): På grundlag af vidnerne Khaled, Obaid og Abdals forklaringer, der bestyrkes af vidnerne - - - og - - -'s forklaringer, er det bevist, at de tre tilbageholdte irakere, der som ovenfor anført ikke måtte bevæge sig rundt i fangegårdene, ikke før om morgenen fik adgang til at benytte toilet og fik udleveret vand og tæpper, idet det bemærkes, at der efter det oplyste om nattetemperaturen var behov for tæpper. Ad forhold 2 d): Som anført under forhold 1 b) er det bevist, at tiltalte T1 forlangte, at de tilbageholdte irakere under i hvert fald en del af udspørgningerne skulle sidde på knæ på teltbunden med ret ryg, således at stillingen blev korrigeret af de tilstedeværende militærpolitifolk, hvis de tilbageholdte ændrede stilling. Det fremgår imidlertid ikke entydigt af de vidneforklaringer, som ligger til grund for ovenstående, hvilke af de fire tiltalte militærpolitifolk der i konkrete tilfælde korrigerede de tilbageholdtes stilling, og som følge heraf frifindes de tiltalte T2 og T3 vedrørende denne del af tiltalen. Forhold 3: Ad forhold 3 a): På grundlag af forklaringerne fra vidnerne - - - Obaid, - - - Khaled, - - - Abdal, - - - , hvoraf de to sidstnævnte havde vagt i detentionen fra kl. 2 til kl. 6, er det bevist, at de tre tilbageholdte irakere i fangegårdene også i dette tidsrum, hvor de tiltalte T4 og T5 har bekræftet at have haft vagt fra kl. 2 til 4, blev tvunget til at sidde i bestemte stillinger, herunder på knæ, igennem længere tidsrum, mens de afventede at komme til udspørgning i teltet.' Med samme begrundelse som anført under forhold 2 a) finder retten ikke grundlag for at anse de anvendte stillinger for »stressfremkaldende «. Ad forhold 3 b) og c): På grundlag af vidnerne Khaled, Obaid og Abdals forklaringer, der bestyrkes af vidnerne - - -'s forklaringer, er det bevist, at de tre tilbageholdte irakere, der som ovenfor anført ikke måtte bevæge sig rundt i fangegårdene, ikke før om morgenen fik adgang til at benytte toilet og fik udleveret vand og tæpper, idet det bemærkes, at der efter det oplyste om nattetemperaturen var behov for tæpper. Ad forhold 3 d): På grundlag af vidnerne Obaid, Laila - - -, - - -'s forklaringer og til dels de tiltaltes egne forklaringer er det bevist, at de tiltalte T4 og T5 slæbte Obaid hen til afhøringsteltet, hvorved hans bukser blev trukket ned, så man kunne se hans bagdel. Denne for den tilbageholdte stærkt ydmygende behandling findes dog ikke at kunne tilregnes de tiltalte som forsætlig eller groft uagtsom, hvorfor de frifindes for denne del af tiltalen. Ad forhold 3 e): Som anført under forhold 2 d) fremgår det ikke entydigt af de vidneforklaringer, som ligger til grund for bevisresultatet i forhold 1 b), hvilke af de fire tiltalte militærpolitifolk der i konkrete tilfælde korrigerede de tilbageholdtes stilling, og som følge heraf frifindes de tiltalte T4 og T5 vedrørende denne del af tiltalen. Forhold 4: Det fremgår af forklaringerne fra vidnerne - - -, - - - og Laila - - -, at i hvert fald nogle af de fire tilbageholdte irakere under udspørgningerne den 12. april 2004 skulle sidde på knæ på gulvet med ret ryg, således at stillingen blev korrigeret af de tilstedeværende militærpolitifolk, hvis de tilbageholdte ændrede stilling. De fire tilbageholdte irakere har alle forklaret, at de skulle sidde på gulvet/jorden under udspørgningerne. To af dem har forklaret, at de skulle sidde på knæene med rank ryg, hvorimod de to øvrige har forklaret, at de i hvert fald til en vis grad måtte sidde, som de ville. Ingen af de fire tilbageholdte irakere har forklaret, at de blev fastholdt i nogen stilling af militærpolitifolkene. På dette grundlag finder retten det alene bevist, at to af de tilbageholdte under udspørgningerne skulle sidde på knæ på teltbunden med rank ryg. Forhold 5: Ad forhold 5 a): På grundlag af forklaringerne fra vidnerne - - - Naa's Kte, - - - Khaled og Nadia - - - er det bevist, at i hvert fald to af de tilbageholdte den 9. juni 2004 blev anbragt på gulvet i afhøringsteltet, således at de sad på knæ med rank ryg under udspørgningerne, og således at militærpolitifolkene rettede stillingen, når de tilbageholdte ændrede denne. Ad forhold 5 b): På grundlag af vidnet Nadia - - -'s forklaring er det bevist, at tiltalte T1 under afhøringerne den 9. juni 2004 betegnede en eller flere af de tilbageholdte som »svin«, »røve« eller »pikhoved« eller ganske tilsvarende udtryk. Ad forhold 5 c): Det fremgår af vidnet Khaleds forklaring, at afhøringsofficeren sagde »noget om, at han ville blive skudt«. Tiltalte T1 har forklaret, at hun på Khaleds bemærkning om, at »I kan da bare slå mig ihjel«, svarede »Det kan da godt være«, hvilket til dels bekræftes af vidnet Nadia - - -, som husker T1's svar som »Det gør vi også, måske«. Tiltalte T1 har tillige forklaret, at Khaleds reaktion på hendes svar viste, at han havde forstået, at hun havde gennemskuet ham, og at han overhovedet ikke virkede skræmt. Denne opfattelse bestyrkes af vidnet Kristian Søndergaards forklaring. Uanset at tiltalte T1's bemærkning overskrider grænsen for det tilladelige i en afhøringssituation, finder retten ikke, at bemærkningen henset til de omstændigheder, hvorunder den blev fremsat, kan karakteriseres som en grov pligtforsømmelse, hvorfor tiltalte frifindes for denne del af tiltalen. Retten har generelt for de af ovenstående forhold, hvori de faktiske omstændigheder beskrevet i anklageskriftet er bevist, tillige fundet det bevist, at de tiltalte handlede forsætligt, og at formålet med de tiltaltes handlinger var at opnå oplysninger fra de tilbageholdte. Retten har herved lagt vægt på vidnerne - - - og - - -'s forklaringer om bl.a. tiltalte T1's bemærkninger under mødet den 10 marts 2004 om de stillinger, som fangerne var blevet sat i. 3. Subsumption og straffastsættelse Tiltalte T1 er herefter skyldig efter tiltalen i det ovenfor under forhold 1, 4 og 5 anførte omfang, idet retten finder, at det forhold, at tiltalte med det formål at opnå oplysninger fra de tilbageholdte lod dem sidde i de beskrevne stillinger, som i et vist omfang blev fastholdt af de tilstedeværende militærpolitifolk, mens de tilbageholdte blev udspurgt og herunder betegnet med ærekrænkende udtryk, udgør en grov tilsidesættelse af pligten ifølge soldatens og førerens kort til at behandle tilbageholdte personer med respekt og værdighed samt af pligten ifølge Genèvekonventionen til at behandle beskyttede personer humant og beskytte dem mod blandt andet fornærmelser. De tiltalte T2, T3, T4 og T5 er tillige skyldige efter tiltalen i det ovenfor under forhold 2 og 3 anførte omfang, idet retten finder, at det forhold, at de tiltalte med det formål at opnå oplysninger tvang de tilbageholdte personer til at sidde i bestemte, ubehagelige stillinger, herunder på knæ, igennem længere tidsrum, mens de afventede at komme til udspørgning i teltet, ligesom de tiltalte undlod at udlevere tæpper og drikkevand og de facto nægtede de tilbageholdte toiletadgang, udgør en grov tilsidesættelse af pligten ifølge soldatens og førerens kort til at behandle tilbageholdte personer med respekt og værdighed samt af pligten ifølge Genèvekonventionen til at behandle beskyttede personer humant. Ved fastsættelsen af straf efter militær straffelovs § 27 finder retten, at der ud over karakteren af de enkelte forhold bør lægges afgørende vægt på følgende omstændigheder: Samtlige tiltalte har deltaget i de såkaldte POWEX-øvelser, hvor det i hvert fald i en periode, hvorunder tiltalte T1 deltog som afhøringsinstruktør, var tilladt at overtræde konventionsgrænserne også under afhøringsdelen af øvelsen. Som forklaret af vidnet, generalmajor Karsten Jakob Møller må den uddannelse som sprogofficer og afhøringsofficer, som T1 gennemgik, i dag betegnes som forældet, hvilket T1 har bestridt at være gjort bekendt med. Karsten Jakob Møller og vidnet Carsten Hasenfuss har tillige oplyst, at der for et par år siden skete en praksisændring, der indebar en snævrere fortolkning af Genèvekonventionens regler, og som havde til følge, at afhøringsofficerer, som har været benyttet i POWEXsammenhæng, ikke må anvendes til »skarpe« afhøringer, hvilket T1 efter det oplyste heller ikke blev gjort bekendt med. Det er også tillagt vægt ved straffastsættelsen, at pålægget i skrivelsen af 27. oktober 2003 fra Hærens Operative Kommando til chefen for den danske bataljon i Irak om i henhold til Forsvarskommandoens Direktiv for Magtanvendelse for DANCON/IRAK pkt. 16-17 at udarbejde særlige bestemmelser for håndtering af tilbageholdte m.v. ikke blev efterkommet så betids, at sådanne bestemmelser forelå på gerningstidspunkterne i denne sag. I forlængelse heraf bemærkes, at det må lægges til grund, at tiltalte T1 flere gange henvendte sig til sine foresatte og til den militærjuridiske rådgiver med henblik på at opnå vejledning om reglerne for håndtering af tilbageholdte, herunder præcisering af, hvor langt hun kunne gå under udspørgningerne i relation til konventionsgrænserne, uden at hun modtog specifikke svar herpå, ligesom hendes foresatte ikke ses at have ført fornøden kontrol med, at bestemmelserne i konventionen m.v. blev overholdt. Retten tillægger det tillige betydning, at tiltalte T1 fra Forsvarsakademiet modtog vejledning om, at »tilgangen til de lokale ofte bør være af en mere kontant (hårdere) facon, end den vi underviste jer i«, samt blev opfordret »til at skrue bissen på for at få noget ud af dem«, hvorimod hun efter det oplyste ikke af sine foresatte blev orienteret om indholdet af forsvarsministerens skrivelse af 5. maj 2004. Hertil kommer, at tiltalte T1 befandt sig i en vanskelig situation, idet hun på den ene side havde pligt til at udspørge de tilbageholdte irakere med så godt et resultat som muligt af hensyn til sikkerheden for de danske styrker i Irak, hvorimod hun på den anden side havde pligt til at behandle de tilbageholdte med respekt og værdighed m.v. ifølge konventionen og soldatens og førerens kort. Retten finder på denne baggrund, at der foreligger formildende omstændigheder af en sådan karakter, at straffen for tiltalte T1 bør bortfalde i medfør af straffelovens § 83. Da tiltalte T1 må betragtes som foresat for de øvrige tiltalte i forbindelse med udspørgningerne og den dertil knyttede detentionsanbringelse, findes tilsvarende formildende omstændigheder at gøre sig gældende for deres vedkommende og med samme virkning. Thi kendes for ret: Straffene for de tiltalte, T1, T2, T3, T4 og T5, bortfalder. Statskassen betaler sagens omkostninger. Østre Landsrets dom. Københavns Byrets dom af 12. januar 2006 er anket af T1, T2, T3, T4 og T5 med påstand om frifindelse. Den militære anklagemyndighed har påstået domfældelse efter anklageskriftet, således at forholdene henføres under den militære straffelovs § 27, stk. 2, jf. stk. 1, samt skærpelse. Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af de tiltalte og vidnerne - - -, der alle har forklaret i det væsentlige som i byretten. Der er endvidere afgivet forklaring af - - - og - - -. De i byretten af vidnerne - - - afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 965 c. På samme måde som i byretten har landsretten i overensstemmelse med anklagerens og forsvarernes ønske tilladt dokumentation af afhøringsrapporter af 16., 17. og 19. november 2004 vedrørende auditørkorpsets afhøringer i Irak af - - - Khaled, - - - Obaid, - - - Abdal, - - - Salah, - - - al-Shagnamde, - - - Husain, - - - Nasir og Naa's Kte'. Generelt vedrørende strafhjemmelen. For landsretten har der mellem parterne været enighed om, at IV Geneve-konvention var gældende for de danske styrker i Irak og altså fandt anvendelse på den danske bataljons behandling af tilbageholdte irakere på de i tiltalen nævnte gerningstidspunkter. Landsretten er enig med byretten i, at dette kan lægges til grund. Tiltalen blev rejst efter dagældende militær straffelovs § 15, der lød således: »Den, der, uden at gerningen er omfattet af en anden bestemmelse i denne lov, forsætligt eller uagtsomt undlader at efterkomme de pligter, som tjenesten medfører, straffes med bøde, hæfte eller fængsel indtil 3 måneder. Er pligtforsømmelsen særlig grov, eller har den medført stor skade eller fare, kan straffen stige med fængsel i 1 år, i krigstid indtil 3 år.« Den gældende militære straffelov, lov nr. 530 af 24. juni 2005, trådte i kraft den 1. januar 2006. Forholdene påstås henført under denne lovs § 27, stk. 2, jf. stk. 1. § 27 er sålydende: »Den, der i øvrigt groft tilsidesætter sine pligter i tjenesten, straffes for pligtforsømmelse med bøde eller fængsel indtil 3 måneder. Stk. 2. Straffen kan stige til fængsel i 1 år, når pligtforsømmelsen er af særlig grov karakter, eller når den har medført betydelig skade eller fare. Stk. 3. Under væbnet konflikt kan straffen ved forsætlig overtrædelse stige til fængsel i 3 år.« Som anført i byretsdommen - - - fremgår det af lovens forarbejder, at der ved lovændringen er sket en væsentlig begrænsning af strafansvaret for militære pligtforsømmelser, idet strafansvaret er begrænset til grov (særlig grov) tilsidesættelse af pligterne. Ved vurderingen af, om en handling eller undladelse kan betegnes som en grov (særlig grov) tilsidesættelse, skal en række forhold tages i betragtning. Handlingen eller undladelsen skal objektivt set være grov (særlig grov). Ved vurderingen heraf spiller ikke kun handlingens eller undladelsens karakter en rolle, men den tidsmæssige udstrækning af den handling eller undladelse, der påtales, kan være af væsentlig betydning. Det er ligeledes af væsentlig betydning, om en foresat er bekendt med eller måske ligefrem har godkendt den adfærd, der påtales. Specielt for så vidt angår tiltalte T1, skal det ved vurderingen tillægges betydning, at der ikke var blevet udarbejdet nærmere retningslinjer for udspørgningerne, at den uddannelse af relevans for sådanne udspørgninger, hun tidligere havde modtaget, lå en del år tilbage, at det må lægges til grund, at denne uddannelse af Forsvarsakademiet betegnes som forældet, og at det må lægges til grund, at tiltalte T1 ikke var gjort bekendt hermed og ej heller med den praksisændring, der var sket. Det skal yderligere tillægges betydning, at det, som anført i dommen, må lægges til grund, at hun ved flere lejligheder henvendte sig til sine foresatte og til den militærjuridiske rådgiver med henblik på at få vejledning om, hvilke regler der gjaldt for hendes arbejde i forbindelse med udspørgningerne, og om hendes udspørgninger foregik på korrekt måde. Generelt om udspørgningerne. I overensstemmelse med direktivet for magtanvendelse for Dancon Irak blev de personer, som de danske styrker tilbageholdt, hvis de ikke kunne frigives, videregivet enten til de irakiske myndigheder eller de britiske styrker. De civile tilbageholdte, der blev mistænkt for kriminelle handlinger, blev således overdraget til de irakiske myndigheder, mens civile tilbageholdte, der blev mistænkt for at være en fare for koalitionens sikkerhed, blev overdraget til de britiske styrker. Tiltalte T1 fik af sin nærmest foresatte til opgave at udspørge de tilbageholdte irakere om, hvad de »var i færd med«, hvilken organisation de eventuelt tilhørte, og hvilken fare de udgjorde for bataljonen, alt sammen med henblik på at afklare, om de kunne løslades, overgives til brigaden eller eventuelt til de irakiske myndigheder. Det var således berettiget at foretage udspørgning af personer, der under mistænkelige omstændigheder var truffet på det besatte territorium, med henblik på at fastlægge deres status. Efter de samstemmende forklaringer fra det militære personel må det lægges til grund, at tiltalte T1 havde kommandoen under udspørgningerne inde i teltet, hvorimod registrering m.v. og opbevaring af de tilbageholdte irakere var MP'ernes ansvarsområde. Tiltalte T1 har om selve udspørgningerne under henvisning til sin redegørelse af 28. juli 2004 forklaret, at hun indtog en dominerende holdning for at undgå, at den tilbageholdte talte udenom. Dette skete dels ved den håndfaste indføring af de tilbageholdte i teltet, dels ved at den tilbageholdte skulle sidde på gulvet foran hende. Samtidig ville hun gennem et højt spørgetempo og en kontant sprogbrug opbygge en vis frustration, som ville få den tilbageholdte til at tale over sig og give de oplysninger, han måtte have. Hun anvendte under udspørgningerne kraftudtryk og skældsord, og hun råbte højt. Hun kunne virke ophidset og vred. Hun har endvidere forklaret, at hun forberedte tolkene Laila - - - og Nadia - - - på, henholdsvis at det var en situation, der kunne virke ubehagelig, idet det var nødvendigt at påtvinge den tilbageholdte at svare på de stillede spørgsmål, henholdsvis at en udspørgning af den type tilbageholdte kunne virke voldsomt, når man ikke havde set det før. Denne fremgangsmåde er i sig selv næppe ganske i overensstemmelse med den beskyttelse, der ønskes givet tilbageholdte gennem bestemmelserne i konventionens art. 27 og 31. Landsretten skal imidlertid ikke foretage nogen nærmere bedømmelse heraf, idet landsretten skal tage stilling til, om tiltalte T1 under udspørgningerne »groft« har tilsidesat sine tjenestepligter som anført i tiltalen for landsretten, jf. militær straffelovs § 27. Om de enkelte udspørgninger: ad forhold 1-3 (den 9.-10. marts 2004). Den 9. marts 2004 anholdt de danske styrker tre personer. De var mistænkt for at have deltaget i oprettelsen af et ulovligt checkpoint. En dansk patrulje havde forsøgt at opløse checkpointet, men det medførte en så truende situation, at patruljen måtte trække sig tilbage. De tre tilbageholdte, - - - Khaled, - - - Abdal og - - - Obaid, blev transporteret til Camp Eden. Det må lægges til grund, at de tilbageholdte ankom til detentionen omkring midnat. De blev ved ankomsten til Camp Eden registreret og lægeundersøgt og derefter indsat i detentionsgårdene. Lægeundersøgelsen varede ifølge lægen Shu Zhing Hes forklaring i alt ca. 15 minutter. I forbindelse med indbringelsen og registreringen om natten mellem den 9. og 10. marts medvirkede en del militærpolitifolk. Det fremgår af sagen, at en række yderligere personer var til stede i detentionsområdet om natten, da de tilbageholdte blev indbragt, og udspørgningerne begyndte. Det drejer sig bl.a. om vidnerne - - -, der da var chef for bataljonen, - - -, der var næstkommanderende, og stabschef, - - -, der var militærjuridisk rådgiver, - - -, der var chef for spejdereskadronen, samt - - -, der var chef for militærpolitiet. Det fremgår endvidere af sagen, at detentionsområdet blev bevogtet af både militærpolitifolk og spejdere. I tidsrummet mellem kl. 00 og kl. 02 den 10. marts havde de tiltalte T2 og T3 vagt. Desuden deltog militærpolitifolkene - - - og - - - i forbindelse med registreringen af de tilbageholdte. Fra kl. 02 havde tiltalte T4 og T5 samt - - - og - - - vagt. Desuden deltog personale fra spejdereskadronen i bevogtningen. Mellem kl. 00 og 02 havde - - - og - - - vagt. - - - og - - - havde vagt fra kl. 02, indtil de om morgenen omkring kl. 06 blev afløst af - - - og - - -. Under udspørgningen af de tilbageholdte medvirkede Laila - - - som tolk, mens der ikke medvirkede nogen referent under denne udspørgning. Tiltalte T1 har udarbejdet et samtidigt notat om udspørgningen. Ifølge dette foregik udspørgningen af Khaled og Abdal i tidsrummet fra ca. kl. 01.30 til ca. kl. 05. Udspørgningen af Obaid foregik i tidsrummet fra ca. kl. 02.30 til ca. kl. 06. De tre tilbageholdte blev alle frigivet den 10. marts 2004 kl. 12.35 i Al Qurnah. ad forhold 1 a. Der foreligger ikke forklaringer om, at tiltalte T1 skulle have givet instrukser til de medvirkende MP'ere om opbevaringen af de tilbageholdte irakere, ud over at hun sagde til T2, at de tilbageholdte irakere ikke skulle have mulighed for at kommunikere sammen. Tiltalte T1 instruerede de medvirkende MP'ere om, at de tilbageholdte skulle føres ind i teltet på en måde, så de kunne mærke, at der var styr på tingene, bl.a. for at modvirke eventuelle flugtforsøg og for at modvirke udfald mod de danske soldater. En sådan håndfast fremgangsmåde var ikke alene berettiget, men også velbegrundet, idet såvel tiltalte T1 som MP'erne var ubevæbnede. Landsretten finder herefter ikke, at det kan anses for bevist, at tiltalte T1 har instrueret MP'erne som angivet i dette led i tiltalen. ad forhold 1 b. De tilbageholdte Khaled og Abdal har forklaret, at de i afhøringsteltet skulle sidde på knæ på gulvet med rank ryg og se op på afhøringsofficeren, mens Obaid har forklaret, at han skulle stå op med bøjede ben. Efter de afgivne forklaringer må det lægges til grund, at de tilbageholdte af tiltalte T1 blev pålagt at sidde på gulvet, og at de ikke frit kunne ændre stilling under udspørgningerne, men at stillingerne i et vist omfang blev korrigeret, hvis den tilbageholdte ændrede stillingen. Khaled har forklaret, at han blev afhørt 3 gange, formentlig en times tid ad gangen. Obaid har forklaret, at han blev afhørt 2 gange, mens han ikke har udtalt sig om varigheden. Abdal har ikke oplyst, hvor mange gange han blev afhørt, men han har omtalt afhøringer i flertal, og det må således lægges til grund, at han er afhørt mindst 2 gange. Abdal har forklaret, at afhøringerne varede op til et par timer. Efter de tilbageholdtes forklaringer om antallet af afhøringer sammenholdt med tiltalte T1's forklaring om, at de enkelte udspørgninger tog ca. ½ time, og at der var pauser indimellem, og sammenholdt med hendes notat om den samlede varighed af udspørgningerne fra ca. kl. 01.30 til ca. kl. 06.00, må det lægges til grund, at de enkelte udspørgninger har været af kortere varighed. Der er heller ingen af de 3 tilbageholdte, der i forbindelse med afhøringen har klaget over (alvorligt) ubehag ved at sidde i den pågældende stilling, og ingen af dem har efterfølgende indgivet nogen klage herover. Landsretten finder, at denne behandling af de tilbageholdte ikke i sig selv må anses for nogen overtrædelse af de i tiltalen angivne bestemmelser. ad forhold 1 c. Denne del af tiltalen bygger på Laila - - -'s forklaring. Tiltalte har nægtet at have anvendt de pågældende ærekrænkende udtryk over for de tilbageholdte. Laila - - -'s forklaring om anvendelsen af sådanne udtalelser støttes ikke af forklaringer fra andre, hverken de tilbageholdte selv, MP'erne eller andre, der har været til stede i eller ved afhøringsteltet. Landsretten finder ikke, at det på dette grundlag kan anses for bevist, at tiltalte T1 har anvendt de anførte ærekrænkende udtryk over for de tilbageholdte. ad forhold 1 d. Denne del af tiltalen bygger ligeledes på Laila - - -'s forklaring. Denne forklaring er heller ikke underbygget af andre forklaringer. Det kan som anført ovenfor ikke lægges til grund, at tiltalte T1 har instrueret MP'erne om, at de tilbageholdte ikke måtte få drikkevand under tilbageholdelsen i detentionsgårdene. Dette var MP'ernes ansvarsområde, og tiltalte T1 var berettiget til at gå ud fra, at de tilbageholdte under tilbageholdelsen i detentionsgårdene fik fornøden vandforsyning. Det vil under disse omstændigheder ikke kunne anses for nogen overtrædelse af de i tiltalen angivne bestemmelser, såfremt tiltalte T1 måtte have nægtet de tilbageholdte drikkevand under de korterevarende udspørgninger, der fandt sted om natten. Tiltalte T1 frifindes herefter i forhold 1. ad forhold 2 a og 3 a. Spejderne - - -, der så de tilbageholdte i 3/4 til 1 time, herunder i forbindelse med registreringen, - - -, - - -, - - - og - - -, der så de tilbageholdte i forbindelse med bevogtningen i løbet af natten, og - - -, der så de tilbageholdte om morgenen omkring kl. 06, har afgivet i det væsentlige samstemmende forklaringer om, at de tilbageholdte den 10. marts 2004 i detentionsgårdene sad på knæene med krydsede underben. Spejdernes forklaring stemmer ikke overens med de øvrige forklaringer, der foreligger herom fra tiltalte T5 (på knæ i bedestilling), militærjuridisk rådgiver - - - (i skrædderstilling), oberst - - - (i skrædderstilling eller på hug) og tolken Laila - - - (på hug). Spejdernes forklaring stemmer heller ikke med forklaringerne fra de tilbageholdte selv, Khaled (på hug med hænderne bagved nakken), Obaid (på hug, på knæene med benene strakt lige bagud eller stående) og Abdal (på knæene). I øvrigt stemmer spejdernes forklaring heller ikke med dagbogsnotatet fra - - - (på hug), eller fra spejderen - - - (på hug), som afløste - - - og - - -. Det kan på denne baggrund ikke anses for bevist, at de tilbageholdte i detentionen den 10. marts 2004 blev tvunget til, som anført i tiltalen i forhold 2 a, at sidde på knæ med korslagte underben og bagdelen anbragt på hælene, eller som anført i tiltalen i forhold 3 a, at sidde på knæ med rank ryg. Landsretten finder på den anførte baggrund, sammenholdt med tidsforløbet, og sammenholdt med at de tilbageholdte har været ført til udspørgninger, ikke tilstrækkeligt bevis for, at de tilbageholdte gennem længere tid er blevet tvunget til at sidde i stressfremkaldende stillinger. Landsretten har herved lagt vægt på cheflæge - - -'s forklaring om tidsfaktoren og på, at ingen af de officerer, der var til stede i detentionsområdet først på natten observerede sådanne forhold, at de fandt anledning til at gribe ind. De tiltalte T2 og T3 frifindes herefter i forhold 2 a, og de tiltalte T4 og T5 frifindes i forhold 3 a. ad forhold 2 b og 3 b. Efter forklaringerne, herunder navnlig fra tiltalte T2 og militærjuridisk rådgiver - - -, må det lægges til grund, at der i hver enkelt detentionsgård var drikkevand til stede, ligesom der var en toiletfacilitet. Tiltalte T2 og Laila - - - har afgivet modstridende forklaringer om, hvorvidt de tilbageholdte er blevet orienteret om deres adgang til vand og toilet. De tilbageholdte har afgivet forskellige forklaringer om, i hvilket omfang de har spurgt efter vand eller toilet. Spejderne - - -, - - - og - - - har givet udtryk for, at de tilbageholdte ikke anmodede om vand eller toiletadgang. Det kan på dette grundlag ikke anses for bevist, om nogen af de tiltalte T2, T3, T4 og T5, og i givet fald hvem, har nægtet de tilbageholdte drikkevand og toiletadgang. De tiltalte T2 og T3 frifindes herefter i forhold 2 b, og de tiltalte T4 og T5 frifindes i forhold 3 b. ad forhold 2 c og 3 c. Efter de afgivne forklaringer må det lægges til grund, at de tilbageholdte ankom til detentionsområdet omkring midnat, at de opholdt sig uden for teltet inden registrering og lægeundersøgelse, at de tilbageholdte herefter blev indsat i detentionsgårdene, og at udspørgningerne er påbegyndt omkring kl. 01.30. Efter de forskellige forklaringer om temperatur og vejrforhold sammenholdt med de tilbageholdtes påklædning, som den fremgår af fotografierne, og med at de tilbageholdte Khaled og Abdal ikke efter deres forklaringer har spurgt efter tæpper, må det anses for tvivlsomt, om de tilbageholdte havde behov for tæpper først på natten. Det må dog lægges til grund, at der senere gennem natten har været behov for tæpper, og at MP'erne burde have udleveret tæpper til de tilbageholdte. ad forhold 2 d og 3 e. Af de grunde, der er anført vedrørende tiltalte T1 ovenfor under forhold 1 b, finder landsretten, at den korrigering af de tilbageholdtes stillinger, der er blevet foretaget under de relativt kortvarige afhøringer, ikke i sig selv kan anses for en overtrædelse af de i tiltalen anførte bestemmelser. De tiltalte T2 og T3 frifindes herefter i forhold 2 d, og de tiltalte T4 og T5 frifindes i forhold 3 e. ad forhold 3 d. Landsretten tiltræder, at denne handling ikke kan tilregnes de tiltalte T4 og T5 som forsætlig eller groft uagtsom, jf. militær straffelovs § 6, og at de tiltalte derfor er frifundet for denne del af tiltalen. ad forhold 4 (den 12. april 2004). Tilbageholdelserne den 12. april 2004 skete, efter at der natten til den 9. april havde været affyret RPG-granater mod CIMIC-house i Al Qurnah og gennemført et bagholdsangreb mod de danske styrker. Den 12. april omkring kl. 08 blev fire personer anholdt som mistænkt for deltagelse heri. De tilbageholdte var - - - Nasir, - - - Salah, - - - al- Shagnamde og - - - Husain. Det fremgår af fangedatabasen, at de blev lægeundersøgt kl. 10. Under udspørgningerne medvirkede henholdsvis - - - og Laila - - - som tolk. - - - medvirkede som referent. Det fremgår af det fremlagte referat alene, at Nasir blev udspurgt mellem kl. 16.42 og kl. 17.16, og at Salah blev udspurgt anden gang mellem kl. 15.49 og kl. 16.21. Af andre oplysninger fremgår, at Husain ikke blev egentlig udspurgt. - - - befandt sig uden for teltet med henblik på at høre udspørgningerne for blandt andet at kunne give tiltalte T1 råd og vejledning vedrørende spørgsmålene. Han var desuden inde i teltet et par gange. Salah og al-Shagnamde blev efterfølgende overgivet til de britiske styrker, mens Nasir og Husain blev frigivet samme dag kl. 19. Hver enkelt af de 4 tilbageholdte den 12. april 2004 har om sit ophold i detentionsgårdene forklaret, at han skulle stå stille og kigge direkte ind i væggen (Salah), at han havde sin fulde bevægelsesfrihed (al- Shagnamde), at der ingen restriktioner var, idet han kunne sidde, som han ville (Husain), og at han måtte sidde, som han ville (Nasir). Om sit ophold i afhøringsteltet har hver enkelt forklaret, at han skulle sidde på knæene på jorden med rank ryg og se på den person, der afhørte ham (Salah), at han blev sat på knæene, han skulle sidde med rank ryg og se op på kvinden, som afhørte ham (al-Shagnamde), at han kunne sidde, som han ville (Husain), og at han blev anvist at sidde på knæene, han kunne »til en vis grænse« sidde, som han ville (Nasir). Landsretten må således lægge til grund, at tiltalen i dette forhold vedrører behandlingen af Salah og al-Shagnamde. Salah har forklaret, at han vil anslå, at afhøringerne varede ca. 2 timer, og han blev afhørt 2 gange, og al-Shagnamde har forklaret, at han var til 2 eller 3 afhøringer, og at han sad i den anviste stilling i 1-1½ time. Ingen af dem har forklaret, at de fysisk blev fastholdt i stillingen. Der er heller ingen af de 4 tilbageholdte, der har forklaret, at de i forbindelse med afhøringen har klaget over (alvorligt) ubehag ved at sidde i den pågældende stilling, og ingen af dem har efterfølgende indgivet nogen klage herover. Landsretten finder ikke, at Salah eller al-Shagnamde under de korterevarende afhøringer har været udsat for en behandling, der i relation til den rejste tiltale, må anses for værende i strid med artikel 27 eller 31 i IV Geneve-konvention eller SOLDATENS KORT (FEB 04), pkt. 4 eller 5, eller FØRERENS KORT (FEB 04), pkt. 7 a eller d. Tiltalte T1 frifindes herefter i forhold 4. ad forhold 5 (den 9. juni 2004). Den 9. juni 2004 kl. 10 anholdt de danske styrker fire personer, efter at der den 6. juni havde været et yderligere bagholdsangreb. De anholdte var - - - Kte', - - - Hamid, - - - Ali og - - - Khaled. Under registreringen af de tilbageholdte medvirkede - - - som tolk, mens Nadia - - - medvirkede under udspørgningerne. Som den 12. april befandt - - - sig uden for afhøringsteltet og var et par gange inde i teltet. - - - fungerede som referent under denne udspørgning. Det fremgår af dennes referat, at fangen B1, Kte', blev lægeundersøgt og registreret mellem kl. 12.19 og kl. 12.27 og blev udspurgt mellem kl. 14.43 og kl. 16.02. Fangen B2, Hamid, blev lægeundersøgt mellem kl. 12.32 og kl. 12.42 og udspurgt mellem kl. 13.41 og kl. 14.14 og igen mellem kl. 20.14 og kl. 20.23. B3, Ali, blev lægeundersøgt mellem kl. 12.45 og kl. 12.53 og blev udspurgt mellem kl. 20.53 og kl. 21.16 og mellem kl. 21.20 og kl. 21.25. Endelig blev B4, Khaled, lægeundersøgt mellem kl. 12.58 og kl. 13.09 og udspurgt mellem kl. 16.31 og kl. 17.30, hvorefter lægen blev tilkaldt, og igen mellem kl. 20.32 og kl. 20.42. Udspørgningen af B2 kl. 20.14, af B4 kl. 20.32 og af B3 kl. 21.20 blev foretaget af - - -, mens udspørgningen kl. 20.53 af B3 ligesom de øvrige udspørgninger blev foretaget af tiltalte T1. Kte', Ali og Khaled blev løsladt kl. 23.35 i Al Qurnah, mens Hamid blev overdraget til de britiske styrker. ad forhold 5 a. Landsretten må lægge til grund, at tiltalen vedrører behandlingen af de tilbageholdte Kte', Hamid og Khaled. Tilbageholdte Kte' har forklaret, at han i afhøringsteltet skulle sidde på knæ med benene strakt lige ud og med rank ryg. Han har videre forklaret, at han blev afhørt 3 gange a en times varighed. På grundlag af - - -'s samtidige optegnelser må landsretten lægge til grund, at denne tilbageholdte kun er blevet udspurgt mellem kl. 14.43 og kl. 16.02. Den tilbageholdte Khaled har forklaret, at han i afhøringsteltet skulle sidde på knæ med benene lagt over kryds og med rank ryg. På grundlag af - - -'s samtidige optegnelser må landsretten lægge til grund, at denne tilbageholdte kun er blevet udspurgt mellem kl. 16.31 og kl. 17.30. Ali og Hamid har i modsætning til de øvrige tilbageholdte ikke ladet sig afhøre af auditørkorpset. Der er ingen af de tilbageholdte, der har forklaret, at de i forbindelse med udspørgningen har klaget over (alvorligt) ubehag ved at sidde i den pågældende stilling, og ingen af dem har efterfølgende indgivet nogen klage herover. Efter Khaleds forklaring må det lægges til grund, at han fik krampe i et ben, og at stillingen herefter blev bragt til ophør. Det må efter de afgivne forklaringer videre lægges til grund, at Khaled kort efter blev lægeundersøgt, og at han ikke havde lidt skade under udspørgningen. ad forhold 5 b. Denne del af tiltalen bygger på Nadia - - -'s forklaring. Tiltalte T1 har nægtet at have anvendt de pågældende ærekrænkende udtryk over for de tilbageholdte. Nadia - - -'s forklaring om anvendelsen af sådanne udtalelser støttes ikke af forklaringer fra andre, hverken MP'erne eller andre, der har været til stede i eller ved afhøringsteltet. Landsretten finder ikke, at det på dette grundlag kan anses for bevist, at tiltalte T1 har anvendt de anførte ærekrænkende udtryk over for de tilbageholdte. Tiltalte T1 frifindes derfor for denne del af tiltalen. ad forhold 5 c. Landsretten finder det efter de afgivne forklaringer, der på dette punkt i det væsentlige er samstemmende, bevist, at tiltalte T1 har udtalt sig i det væsentlige som anført i tiltalen, som led i et ordspil, der var startet af den tilbageholdte. Landsrettens samlede resultat: Som anført ovenfor er der efter den bevisvurdering, landsretten skal foretage, sket frifindelse vedrørende tiltalepunkterne 1, 2 a, b og d, 3 a, b, d og e, 4 og 5 b. For så vidt angår tiltalte T1 bemærkes, at hun af sin nærmest foresatte havde fået til opgave at udspørge de tilbageholdte irakere med henblik på at tage stilling til, om de skulle løslades, om de var almindelige kriminelle, der skulle overgives til de irakiske myndigheder, eller om de var til fare for koalitionen, så de skulle overgives til de britiske styrker. Hun anvendte hertil de metoder, bl.a. den dominerende holdning, hun havde lært under POWEX-øvelser, og som ingen havde orienteret hende om ikke længere kunne anvendes. Hun havde ingen nærmere retningslinjer for udspørgningerne, og hun fik ingen vejledning fra sine overordnede ved forespørgsel herom. Der var ingen, der greb ind over for de enkelte afhøringer. Der var heller ingen af de tilbageholdte, der led skade, og ingen af dem klagede. Landsretten finder under disse omstændigheder, at tiltalte T1 ikke kan anses for »groft« at have tilsidesat sine pligter i tjenesten ved at have afhørt de tilbageholdte irakere under de omstændigheder, der i relation til de enkelte tiltalepunkter er fundet bevist ovenfor. Tiltalte T1 frifindes derfor også i forhold 5 a og c, og dermed i det hele. For så vidt angår forhold 2 c og forhold 3 c bemærkes, at det forhold, at militærpolitiet i løbet af natten den 9.-10. marts burde have udleveret tæpper til de tilbageholdte irakere, under de ovenfor anførte omstændigheder ikke findes at kunne anses for et så groft forhold, at de tiltalte T2, T3, T4 og T5 derved »groft« har tilsidesat deres pligter i tjenesten. De tiltalte T2, T3, T4 og T5 frifindes derfor også for denne del af tiltalen, og dermed i det hele. Thi kendes for ret: De tiltalte, T1, T2, T3, T4 og T5, frifindes. Statskassen skal betale sagens omkostninger også for landsretten. |
|||
|
|
|||