
	TfK 2009.421/1 VLD
		V.L.D. 19. marts 2009 i anke 5. afd. S-2575-08 (Lilholt, Dorte Jensen, Thomas Jønler). Anklagemyndigheden mod T (adv. Michael Juul Eriksen, Åbyhøj). Retten i Århus, 11. afdelings, dom 20. oktober 2008. Tiltalen og parternes påstande Tiltalte, T, er ved anklageskrift af 25. april 2008 tiltalt for overtrædelse af 1. straffelovens § 155, stk. 1 og 2. pkt., ved den 6. november 2007 om eftermiddagen tæt ved banegården i Århus at have misbrugt sin stilling som prøvesagkyndig for Østjyllands Politi til at krænke det privates eller offentliges ret, idet tiltalte lod A bestå den praktiske køreprøve og udstedte et midlertidigt kørekort til hende, uagtet køreprøven ikke var gennemført, hvorved A opnåede en uberettiget fordel. 2. straffelovens § 175, stk. 1, ved den 6. november 2007 om eftermiddagen i Århus, for at skuffe i retsforhold, i et midlertidigt kørekort, som han udstedte til A, urigtigt at have erklæret, at den praktiske køreprøve var bestået, ligesom han til brug for Frederiksberg Kommunes udstedelse af kørekort i A's ansøgning om kørekort urigtigt erklærede, at den praktiske køreprøve var bestået. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om en ubetinget frihedsstraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Oplysningerne i sagen Sagen er behandlet med domsmænd. Tiltalte har forklaret, at han har været ansat som køreprøvesagkyndig ved Østjyllands Politi siden 1990. Han har aldrig kendt A og kun set hende to gange, henholdsvis til teoriprøven og den praktiske køreprøve. Han havde telefonkontakt med hende 2-3 gange i august 2007, da han formidlede kontakt mellem hende og kørelærer P. Han fik selv kontakt til A via B. Han blev kontaktet af B til sin 50-års fødselsdag. Han har kendt B siden 1986. B bad om et godt råd, i anledning af at en datter til en af hans forretningsforbindelser, A, var blevet frakendt førerretten betinget. A havde problemer med at bestå teoriprøven, fordi hun var stærkt ordblind. Han foreslog B, at A kontaktede en kørelærer i København, men fik at vide, at B havde lovet A's far at hjælpe og at kontakte tiltalte. B vidste, at tiltalte plejer at have et godt tag på folk, som er nervøse ved at gå op til køreprøve. Han lovede at ringe til A. Han ringede til hende for at høre nærmere. Hun gav udtryk for, at hun havde svært ved at være i samme rum som andre i indlæringsfasen. Han foreslog, at hun kontaktede en dygtig og pædagogisk kørelærer i Århus og kom over og fik undervisning i en weekend. Han ringede til P for at høre, og om han havde mulighed for at bistå A. Der er absolut intet unaturligt ved det. Det sker tit - nok ugentligt - at han bliver kontaktet af naboer og venner og venners venner, som ønsker råd omkring køreprøver, og han forsøger så at hjælpe dem. P og han snakkede ikke om, hvilken sagkyndig der skulle have prøverne. Der var ikke umiddelbart noget problem i, at han tog prøverne. Han valgte at bytte vagt med en kollega, da A skulle til teoriprøve, dels fordi han skulle hente sine kontaktlinser, dels fordi han havde set, at A skulle til teoriprøve den pågældende dag. Der er stor forskel på, hvordan man som prøvesagkyndig henvender sig til folk, inden de skal til teoriprøve. Han gør selv, hvad han kan for at berolige folk og skabe en god stemning, og har ry for at være god til det. Han fik A's telefonnummer af B på en sms. Han ville gerne hjælpe B - længere var den ikke. Han snakkede ikke med A om, at han selv skulle foretage sig noget aktivt med hensyn til at tilmelde hende, udfylde papirer for hende eller lignende. Han henviste hende kun til en kørelærer, der kunne hjælpe hende med den teoretiske del. Hun var nervøs for teorien, ikke den praktiske del. Han kender B via sin kones brødre, og de omgås privat. Han har arrangeret skiture for B og B's forretningsforbindelser, for han har været skiinstruktør i 23 år. Han ved, at B har relation til rockermiljøet. Det har de altid skændtes om. Han meldte fra til B's bryllup, da han hørte, at der kom fuldgyldige medlemmer af Hells Angels med. Han ved ikke, om B i dag har afbrudt sin forbindelse med dem. Han blev under afhøringen gjort bekendt med, at A tidligere har været kæreste med et HA- medlem, det vidste han ikke før dette tidspunkt. Foreholdt bilag H-7-3, sms-besked modtaget den 18. august 2007 om A's adresse mv., har tiltalte forklaret, at sms'en formentlig er sendt fra A til B, der har videresendt den til ham. Så vidt han husker, talte han først efterfølgende med A. Han videregav oplysningerne til P. Foreholdt, at han ifølge afhøringsrapporten, bilag E-2-1, side 3, til politiet først skulle have forklaret, at det var P, der formidlede kontakten til A, har tiltalte forklaret, at det skyldes den måde, hvorpå spørgsmålene blev stillet. Han opfattede det i starten sådan, at det var køreprøven, der var i fokus - ikke hvordan kontakten oprindelig var kommet i stand. Som det fremgår af afhøringen, vedgik han senere kontakten til B, så snart han blev spurgt derom. Han forsøgte på ingen måde at lægge afstand til B. Han vidste på forhånd, at P skulle undervise A i teori fredag, lørdag og søndag, og at A om mandagen skulle til teoriprøve. Han sørgede for at bytte vagt, så han kunne tage denne teoriprøve, men udelukkende for at forsøge at skabe en god stemning i teorilokalet og at minimere A's nervøsitet. Det er ikke usædvanligt, at de prøvesagkyndige bytter indbyrdes, hvis de føler, at der er eller kan være et problem i relation til elever, de kender, f.eks. naboer. Han følte imidlertid ikke, at det var noget problem, at han tog prøven med A, for han kendte hende ikke og havde kun talt med hende 3 gange i telefonen. Han kan ikke sige, om hovedårsagen til, at han byttede vagt, var, at han skulle hente sine kontaktlinser, eller at han ønskede at hjælpe A ved at skabe en god stemning. Han fik først hentet kontaktlinserne dagen efter, for butikken var lukket, da han kom om morgenen. A's teoriprøve forløb helt normalt. Når prøverne er aflagt, bliver eleverne sendt ud af lokalet, mens han retter prøverne. Han rettede prøverne alene. A var meget lykkelig, da han fortalte hende, at hun havde bestået. Han havde ikke kontakt med A mellem teoriprøven og den praktiske køreprøve. Han havde ingen ide om, hvornår hun skulle op til køreprøve. Han var tidligere blevet spurgt af politiassistent K, om han ville tage 6 motorcykelkøreprøver med P den 6. november, og det havde han sagt ja til. Han var på ferie lige op til. Først den 6. november om morgenen så han, at der var blevet sat en bilprøve på til sidst, og at det var A's. Han havde ikke hørt om det før. Det undrede ham, og han spurgte P, som fortalte, at han havde sat A ind, fordi der var opstået et hul. Han kender P meget godt, og de ses privat. De lærte hinanden at kende i 1990 via arbejdet og foretager sig mange ting sammen i fritiden. Motorcykelprøverne blev afviklet i en ubrudt række efter hinanden. Det forløb helt normalt. A ringede under den 1. eller 2. prøve til P og fortalte, at hun var kommet for sent til sit fly, og at hun ikke kunne nå at komme til det tidspunkt, hun havde fået besked på. Motorcykelprøverne startede den dag i Østergade. Han forventede, at han ville være færdig med motorcykelprøverne kl. 11.30, og P havde sagt, at A havde fået besked om at møde kl. 11.30. De kørte motorcykelprøverne færdige, hvorefter han gik op på kontoret. Han blev kontaktet af P, som fortalte, at A havde ringet og fortalt, at hun godt kunne komme inden kl. 16. P spurgte, hvad han sagde til det. Han indvilgede i gennemføre den praktiske prøve samme dag. P foreslog, at de i mellemtiden kørte ud til Terminalen i Egå og så på en bil, som P var ved at købe. De fik en fremvisning og en prøvetur i P's nye bil. De prøvede begge at ringe til A, men kunne ikke få kontakt med hende. De blev enige om at køre ud og hente hende i lufthavnen. Han husker ikke, hvem der fik idéen. A ringede til P, da de var nået ud til lufthavnen. Hun fortalte, at hun havde taget lufthavnsbussen og var på vej til banegården. Det er ikke sædvanligt, at han går med til at vente på en elev, der kommer for sent, men han forsøgte i tilfældet med A bare at gøre sit job og være behjælpelig, så hun undgik at miste penge til gebyr, flybillet osv. Hvis han dengang havde haft til hensigt at snyde med den praktiske køreprøve, kunne han bare have sendt hende det midlertidige kørekort. P sagde i telefonen til A, at hun skulle blive, hvor hun var. De holdt ind på Ny Banegårdsgade, og P guidede A hen til bilen. Da hun kom, fortalte hun henvendt til P: »Se, jeg har taget praktiske sko på«. Hun hoppede ind på bagsædet. Han havde dengang ingen fornemmelse af, at bilen, de sad i, ikke var godkendt til skolebil. Så var det, at han fik sin »hjerneblødning«: Han vendte sig om mod A og sagde, at de havde kørt nok, og han gav hende det midlertidige kørekort og sagde, at hun skulle skynde sig at nå sin bus og sit fly. Det havde været det letteste bare at gennemføre en 20 minutters prøve med hende. Han vidste, at hun havde kørt bil i 10 år, og at frakendelsen skyldtes hastighedsovertrædelser. Hvis man ser på statistikken, er det kun promiller af »generhververe«, der ikke består. Når eleven har bestået den praktiske køreprøve, skal eleven underskrive et stamkort, og han skal skrive under på det midlertidigt kørekort. Han fik udleveret A's ansøgning om kørekort inde i bilen. Så vidt han husker, fik han den af P, som havde haft den med. Han havde fået ansøgningen, da han sagde til A, at hun fik det midlertidige kørekort. Han brugte oplysningerne i ansøgningen, da han udfyldte det midlertidige kørekort. Han kan godt have fået ansøgningen allerede om morgenen sammen med de andre papirer, P havde med. Stamkortet, som bruges ved bestilling af kørekort, skrev A under i bilen. På et tidspunkt havde han givet hende det midlertidige kørekort og sagt: »A, her er dit kørekort«. Han udfyldte og underskrev det midlertidige kørekort. Han blev først under afhøringen gjort bekendt med, at bilen ikke var godkendt som skolevogn. Bilen var udstyret med ekstra spejle, ekstra blinklys og ekstra horn, og han havde ingen mulighed for at vide, at den ikke var godkendt som skolevogn. Der kunne lige så godt have ligget et sæt »klikpedaler« i bagagerummet. P benytter to fuldstændig ens biler i køreskolen. Han tog ansøgningen om kørekort med i sin mappe, da han gik. Det er ham, der har udfyldt og sat sin underskrift i det nederste felt på side 2 i ansøgningen. Det gjorde han dagen efter. Da opdaterede han også ansøgningen i systemet, og lagde den i stakken af andre ansøgninger, så den kunne blive sendt til Frederiksberg Kommune. Det var ikke udtryk for en vennetjeneste, men en »hjerneblødning«. Sagen har kostet ham og hans familie meget - også arbejdsmæssigt. På ny foreholdt afhøringsrapporten, bilag E-2-1, har tiltalte forklaret, at R, så vidt han husker, sagde, at han skulle afhøres om uregelmæssigheder i forbindelse med afholdelse af køreprøver. Han tænkte med det samme på A's køreprøve, for det er den eneste gang, der har været tale om uregelmæssigheder, og den fortalte han så om. Det var først senere, at han forstod, at man også var interesseret i at få baggrunden med. Det er helt klart hans opfattelse, at A regnede med, at hun skulle ud at køre. Han tror, at hun skulle tilbage til København med fly samme dag. Han ved, at det midlertidige kørekort senere blev taget fra hende, men at hun bestod den praktiske køreprøve ugen efter. Hun havde teknisk set sit kørekort, da hun kom til Århus. Han vidste, at den betingede frakendelse ikke skyldtes manglende kørselsfærdigheder som sådan, men 3 relativt mindre hastighedsoverskridelser, og at hun ikke havde forårsaget færdselsuheld. P var meget forbavset, da han gav A det midlertidige kørekort. Der er ingen sanktioner, hvis en sagkyndig uberettiget »dumper« en elev uden at lade den pågældende køre den praktiske prøve. Den praktiske prøve er delt op i to og indledes med en afhøring omkring det tekniske. Det er sket, at den sagkyndige alene på grundlag heraf har ladet eleven dumpe, uden at eleven har fået lejlighed til at køre. Det er ikke i overensstemmelse med reglerne, men har ikke haft konsekvenser for de pågældende sagkyndige. Det var ikke planlagt, at A ikke skulle ud at køre. Tanken opstod først, da han nåede til banegården. Det var hans beslutning alene. Han medbragte selv stamkortet. A så ikke stamkortet, før han bad hende underskrive. Han kan ikke sige med sikkerhed, hvornår hun opfattede, at hun havde fået kørekort. Han sagde noget i retning af: »Her er dit kørekort. Nu har vi kørt nok efter dig i dag« og viste hende, hvor hun skulle skrive under på stamkortet. Han udfyldte selv resten. A skrev bare under, som han bad hende om. P har som vidne forklaret, at A har været elev hos ham. Hun henvendte sig til ham. Han kan ikke huske, om han forinden var blevet adviseret herom af tiltalte. Det sker tit, at han bliver anbefalet. Han kendte ikke A på forhånd. Det er ikke sædvanligt, at han har elever fra København, men det er på den anden side heller ikke usædvanligt, at han har elever fra andre byer. A sagde, at hun havde valgt ham, fordi hun var ordblind og troede, at hun ville have meget svært ved at bestå den teoretiske køreprøve. Han har undervist mange ordblinde, men han ved ikke, hvor hun vidste det fra. Han underviser ordblinde på en speciel måde. A sagde, at hun havde snakket med T, som havde anbefalet ham. Hun nævnte ikke, hvorfor hun ville tage kørekort i Århus, men han forstod det sådan, at hun ofte var i Århus. Hun nævnte ikke noget om, hvilken rolle T skulle have. Hun udtrykte ingen forventning om, at det T, der skulle være køreprøvesagkyndig. Hun nævnte heller ikke navnet på B. Han tilmeldte A til teoriprøven via nettet. Man kan ikke se, hvem der deltager som prøvesagkyndig, når man booker. Hun kom til Århus fredag inden teoriprøven. De mødtes i køreskolens teorilokale. Undervisningen startede lørdag formiddag og fortsatte om søndagen. Som han husker det, snakkede han ikke med T om prøven, som fandt sted den 22. oktober. A ringede umiddelbart efter prøven og fortalte ham resultatet. Han fik derefter papirerne og bestilte en praktisk køreprøve til hende til den 6. november. Han havde ingen køreundervisning med A op til den 6. november. Generhververe har typisk en enkelt eller to lektioner, efter hvad de selv synes, dagen inden eller samme dag som den praktiske køreprøve, men der er ikke krav herom. Han var klar over, at det var T, der skulle deltage som prøvesagkyndig, da han bestilte den praktiske køreprøve til A, for det havde den ansvarshavende, K, fortalt. Han fortalte ikke T, at han havde booket den praktiske prøve til A en dag, hvor T var prøvesagkyndig. Det var rent tilfældigt, at det blev sådan. Han havde oprindelig booket 6 motorcykelprøver, men en af eleverne dumpede til teori, og der opstod derfor en ledig tid, som han gav A. A skulle efter aftalen dukke op i løbet af formiddagen ved 9-10-tiden. Det var planen, at de herefter skulle køre en times tid inden prøven. A ringede i løbet af formiddagen og fortalte, at hun var kommet for sent til lufthavnen, men ville prøve at komme med et senere fly. Han talte med T derom, og de blev enige om at tage A, når hun kom. De afholdt de fem motorcykelprøver og ventede herefter på A. De kørte en tur, mens de ventede. De var ude at se på en ny bil, som vidnet var ved at købe. Han foreslog derefter T, at de kørte ud og hentede A i lufthavnen. Da de var nået ud til lufthavnen, ringede A og fortalte, at hun sad i lufthavnsbussen på vej til Århus. De vendte om og mødtes med hende ved banegården. Der havde været stress på hele formiddagen for dem alle tre. Det var meningen, at han skulle køre en time med A. Hun satte sig ind i bilen. Hun fortalte, at hun havde taget flade sko på, som han havde bedt hende om, og var klar til at køre. Han ville lige snakke med hende om, hvordan det skulle foregå. Han blev overrasket, da T, efter at have sagt til A, at hun ikke måtte køre for stærkt, gav hende det midlertidige kørekort. Det havde han ikke oplevet før. A sad på bagsædet. Ansøgningspapirerne, havde han selv haft med til T, og de lå i bilen. T udfyldte det midlertidige kørekort, og A skrev under på stamkortet. Det skete i forlængelse af hinanden. Han husker ikke, hvad der skete først. Da A skrev under på stamkortet, havde hun fået at vide, at hun fik det midlertidige kørekort. Hun steg derefter ud af bilen igen. Han vil tro, at hun derefter tog hjem til København, men ved det ikke. Han var nok lidt stille bagefter. Han er i dag meget ked af, at han ikke blandede sig, men det er svært at »overrule« en politimand. Han opfattede det som en pludselig indskydelse fra T's side. Det var ikke noget, de havde talt om forinden. A sagde pænt tak, og at hun nok skulle lade være med at køre for stærkt en anden gang. De fleste elever ville nok være glade i hendes situation. Det var hans private bil, de kørte i. Han har mange gange kørt i den til køreprøver til motorcykel. Den var fuldt udrustet som skolevogn, og han havde tidligere brugt den som skolevogn. På det omhandlede tidspunkt var den afmeldt som skolevogn, og de ekstra pedaler var afmonteret. Pedalerne kunne klikkes på af en lægmand. Det var tilfældigt, at han kørte i netop den bil. Han havde slet ikke tænkt på, at det var den forkerte bil. Han ville have opdaget, at det var den forkerte bil, når han skulle sætte prøveskilte på, og derefter have kørt hjem og byttet bil. Det ville kun have taget 10 minutter. Han ved ikke, om A dengang havde betalt for undervisningen, men køreskolen havde sendt hende en regning. Vidnet har foreholdt afhøringsrapport, bilag F-1-1, bekræftet, at han under afhøringen først forklarede, at han kørte en prøvetime med A. Han forklarede som anført for at beskytte A. Det var helt sikkert meningen, at hun skulle betale for undervisningen. Da han underviste A i teori, udtrykte hun ingen bekymring for den praktiske prøve, tværtimod. De fleste generhververe består den praktiske prøve. Det er nok under 10 % af generhververne, som dumper til den praktiske køreprøve. Han havde sagt til A, at hun skulle have praktiske sko på til køreprøven. Det er bestemt hans indtryk, at hun regnede med at skulle ud at køre. Det havde været en helt igennem uheldig dag, også for A, da de mødtes. Han foreslog, at de hentede hende i lufthavnen for at spare tid. Det var ham, ikke A, som medbragte ansøgningsblanketten. T medbragte stamkortet. Som han husker det, så A stamkortet, da hun havde fået at vide, at hun fik kørekortet. Tiltalte er ikke tidligere straffet. Rettens begrundelse og afgørelse Retten lægger efter tiltaltes og vidnets forklaring til grund, at tiltalte lod A bestå den praktiske køreprøve og udstedte et midlertidigt kørekort til hende, selv om køreprøven ikke var gennemført. Tiltalte misbrugte herved sin stilling som prøvesagkyndig for Østjyllands Politi til at krænke det privates eller offentliges ret, hvorved A opnåede en uberettiget fordel, og tiltalte er som følge heraf skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155, 1. og 2. pkt. Retten lægger desuden til grund, at tiltalte for at skuffe i retsforhold, dels i det midlertidige kørekort, som han udstedte til A, dels i A's ansøgning om kørekort til brug for Frederiksberg Kommunes udstedelse af kørekort, urigtigt erklærede, at den praktiske køreprøve var bestået. Tiltalte er derfor tillige skyldig i overtrædelse af straffelovens § 175, stk. 1. Retten finder ikke tilstrækkeligt grundlag for at tilsidesætte tiltaltes forklaring om, at tanken om at udstede det midlertidige kørekort til A uden gennemførelse af den praktiske køreprøve først opstod, da han og vidnet indfandt sig ved banegården for at mødes med A, som var stærkt forsinket. To voterende stemmer for at fastsætte straffen til 10 dagbøder på hver 500 kr. Disse voterende lægger vægt på, at der er tale om en enkeltstående episode, at den tilsigtede uberettigede fordel har været begrænset og ikke begunstiget tiltalte selv, og at sagen allerede har haft alvorlige konsekvenser for tiltalte. En voterende, der er enig i, at der må lægges vægt på de nævnte omstændigheder, stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 14 dage, betinget, med en prøvetid på 1 år. Straffen fastsættes efter stemmeflertallet herefter til 10 dagbøder på hver 500 kr., jf. straffelovens § 155, 1. og 2. pkt., og § 175, stk. 1. - - - Vestre Landsrets dom. Retten i Århus, 11. afdeling, har den 20. oktober 2008 afsagt dom i 1. instans - - -. Påstande mv. : Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Tiltalte, T, har påstået frifindelse. Subsidiært har tiltalte påstået delvis frifindelse og strafbortfald, subsidiært formildelse. Mest subsidiært har tiltalte påstået strafbortfald, subsidiært formildelse. Påstanden om delvis frifindelse er præciseret til at angå frifindelse for overtrædelse af straffelovens § 155, 1. og 2. pkt. Tiltalte har til støtte for frifindelsespåstanden gjort gældende, at handlingen beskrevet i forhold 1 er af en sådan begrænset grovhed, at den ikke er strafbar efter straffelovens § 155. Den handling, der er beskrevet i tiltalens forhold 2, er knyttet så tæt til handlingen beskrevet i forhold 1, at der også skal ske frifindelse for overtrædelse af straffelovens § 175, stk. 1. Til støtte for påstanden om strafbortfald er henvist til straffelovens § 83, 2. pkt., jf. straffelovens § 82, nr. 12. Anklagemyndigheden har bemærket, at tiltalen i forhold 1, således som det også fremgår af anklageskriftet for byretten, angår overtrædelse af straffelovens § 155, 1. og 2. pkt., og ikke som anført i gengivelsen af tiltalen i byrettens dom straffelovens § 155, stk. 1 og 2. pkt. Forklaring: Tiltalte har supplerende forklaret, at B var barndomskammerat med hans kones brødre. Han havde mødt B til diverse arrangementer i hans kones familie, og de fået en øl sammen, hvis de stødte på hinanden i byen. Han så ikke noget dilemma i at give B et råd, selv om han vidste, at B havde kontakt til nogle fra HA. Hvis han på et tidligere tidspunkt havde vidst, at A havde været kæreste med en HA'er, havde han ikke villet rådgive med råd om valg af kørelærer. Han havde før den 6. november 2007 talt i telefon med A 2 eller måske 3 gange. Han erindrer, at han først talte i telefon med hende om, hvorfor hun ikke kunne vælge en kørelærer i København, og at han efter at have talt med kørelærer P på ny ringede til hende og gav hende P's telefonnummer. Han har ikke - som anført i gengivelsen af forklaringen i byrettens dom - byttet vagt den 22. oktober 2007. Han byttede alene prøver med en kollega. Når han den 6. november 2007 indvilgede i at gennemføre køreprøven senere end planlagt, var det for at være serviceminded og flink. Det var ikke, fordi at han havde haft kontakt med A, eller at han kendte B, men måske et udslag af, at han kendte P, der gerne ville være færdig med eleven. Hans arbejdstid var fra kl. 8-16. Han involverede ikke nogen overordnet i, at køreprøven blev afholdt senere samme dag end planlagt. Han overvejede, om det var i orden at køre med P til Tirstrup for at hente A. Han foretog opkald til hende under denne tur, fordi P ikke kunne få kontakt med hende fra sin mobiltelefon. Han havde lagret A's telefonnummer i sin telefon i forbindelse med kontakten fra B. Der er ikke regler om, hvorfra køreprøver skal udgå. Da bilen holdt i Ny Banegårdsgade tænkte han, at dagen var gået skævt nok, og at A bare skulle se at komme retur til København. Det var en forkert beslutning, der var udtryk for manglende dømmekraft. Efter A var taget af sted mod København, spiste han og P sammen på en café. Foreholdt følgende tekst af en sms, der var lagret i tiltaltes telefon: »Missionen fuldført. A er i århus. Fik et v«, og registreret som afsendt til et telefonnummer tilhørende B (ekstrakten, side 205), har tiltalte forklaret, at han ikke kan huske, om han har sendt denne sms. Om sine personlige forhold har tiltalte supplerende forklaret, at han nu har været suspenderet i ca. 500 dage. Hvis han bliver dømt, vil han efterfølgende skulle igennem en disciplinærsag. Han og hans familie er meget påvirket af sagen. Landsrettens begrundelse og resultat: Skyldspørgsmålet: Det handlingsforløb, som byretten har lagt til grund, udgør et stillingsmisbrug af en sådan grovhed, at handlingen er strafbar efter straffelovens § 155. Landsretten tiltræder derfor, at tiltalte er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155, 1. og 2. pkt., og § 175, stk. 1. Straffastsættelsen: I byrettens dom er tiltaltes forklaring om, at tanken om at udstede det midlertidige kørekort uden gennemførelse af den praktiske køreprøve først opstod, da han mødte den stærkt forsinkede A ved banegården, lagt til grund. Anklagemyndigheden har alene nedlagt påstand om skærpelse, og landsretten lægger derfor også denne præmis til grund ved straffastsættelsen. Tiltalte har først mundtligt over for A tilkendegivet, at de havde kørt nok og i den forbindelse overrakt hende det midlertidige kørekort, som han havde underskrevet. Tiltalte har efterfølgende underskrevet ansøgningen om kørekort som bekræftelse på, at den praktiske prøve var bestået. Under disse omstændigheder er der forskyldt frihedsstraf. Denne straf udmåles til fængsel i 20 dage. 4 voterende udtaler herefter: Efter forholdets karakter og omfang er der ikke grundlag for at gøre frihedsstraffen betinget. Disse voterende stemmer derfor for at gøre straffen ubetinget. 2 voterende udtaler: Efter de personlige konsekvenser, som sagen har haft for tiltalte, og under hensyn til at han efter denne sag skal igennem en disciplinærsag, er der grundlag for at gøre straffen betinget med vilkår om 2 års straffri vandel. Disse voterende stemmer derfor for at gøre straffen betinget. Der afsiges på dette punkt dom efter stemmeflertallet. Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.