TfK 2011.571 VLD
 
  V.L.D. 8. marts 2011 i anke 13. afd. S-0651-10
(Hans-Jørgen Nymark Beck, Lisbeth Parbo, Jens Hartig Danielsen (kst.) med domsmænd).

Anklagemyndigheden mod T (adv. Bjarne Frøberg, Aarhus).

Aarhus Rets dom 22. marts 2010, 10-4618/2009.

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 25. september 2009.

T er tiltalt for overtrædelse af

straffelovens § 155, 1. og 2. pkt., ved den 30. og 31. maj 2009 i Århus som politiassistent at have misbrugt sin stilling til at krænke privates eller det offentliges ret med henblik på at skaffe en anden uberettiget fordel, idet tiltalte ved telefoniske og personlige henvendelser til politibetjentene E og D på utilbørlig vis forsøgte at påvirke disse til at undlade videre forfølgning af en sag, hvor tiltaltes stedsøn, M, natten til den 30. maj 2009 af politibetjent D var blevet sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen i forbindelse med en politiforretning udført af politibetjentene, idet tiltalte under henvendelserne blandt andet gav udtryk for, at der ikke ville blive indgivet klage over eller anmeldelse mod politibetjentene, såfremt videre forfølgning blev undladt.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf.

Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Tiltalte, T, har forklaret, at han har været ansat i politiet i 30 år. Han er suspenderet på grund af denne sag. Han har været ansat ved Østjyllands Politi siden 1990, og gjorde senest tjeneste i - - -afdelingen. Han har kendt M, siden denne var 8-9 år, idet han flyttede sammen med M's mor. Han og M's mor gik fra hinanden for 5-6 år siden, men de er fortsat gode venner. Hans kontakt med M er nu sporadisk, men han opfatter stadig M som sin stedsøn. M ringede til tiltalte om formiddagen den 30. maj 2009. M fortalte om en episode i Studsgade den foregående nat og sagde, at han var vred og tosset på de to betjente, der havde været til stede. M gav udtryk for, at kollegerne havde været voldsomme over for ham og de andre tilstedeværende. M kunne ikke rigtig huske, hvad der var sket, fordi han havde været fuld. M refererede, at en af betjentene havde taget halsgreb på ham. Dertil svarede tiltalte M, at det nok havde været nødvendigt at tage halsgreb, og at politiet må bruge den nødvendige magt. Tiltalte tog ikke parti for hverken M eller kollegerne. M fortalte, at han havde fået en bøde, men han vidste ikke hvorfor. M fortalte dog, at der havde været tumult, og at han følte sig uretfærdigt behandlet.

M er ansat ved militærpolitiet og var netop kommet hjem fra Afghanistan. Tiltalte var i tvivl om, hvorvidt M havde styr på, hvor han var, men det var ikke noget, de talte om. Tiltalte tænkte over, om M havde psykiske problemer. Han og M talte om, hvorvidt bøden ville have konsekvenser for M's ansættelse ved militærpolitiet. M ringede til tiltalte, fordi han ville mødes med de to betjente for at få en forklaring på situationen, og M ville gerne have, at tiltalte formidlede kontakt til betjentene. M sagde også, at han og de andre tilstedeværende under episoden var enige om, at betjentenes adfærd var for meget, og at de overvejede at klage. Klagen skulle gå på betjentenes fremfærd, uden at de var blevet provokeret. Dertil svarede tiltalte, at i så fald ville han ikke høre mere. Tiltalte ville ikke formidle et møde, hvis M ville klage over betjentene. Tiltalte og M talte ikke om, hvorvidt tiltalte skulle deltage i et eventuelt møde mellem M og betjentene. Tiltalte sagde til M, at hvis han lovede, at der ikke kom en anmeldelse mod betjentene, ville han gerne prøve at kontakte kollegerne. Det var hans tanke, at han først ville møde kollegerne uden M's tilstedeværelse. Der var ikke tale om, at han skulle lave en aftale med kollegerne. M gav udtryk for, at han gerne ville undgå en bøde, men det var ikke formålet med mødet.

Tiltalte mødte samme eftermiddag på stationen kl. 15. Han gik ind på en skrivestue, hvor han spurgte ud i luften, om der var nogen, der kendte til en episode samme nat i Studsgade. En betjent, H, som tiltalte har kendt gennem mange år, reagerede, idet han sagde, at det kunne han da finde ud af. H satte sig bag en skærm og slog op i døgnrapporten. Tiltalte vidste ikke, hvordan man slog op i en daggammel døgnrapport. H kunne se navnene på de to betjente i sagen. Tiltalte kendte dem ikke. H sagde, at der var oprettet en sag, men at der ikke var registreret nogen sigtede eller en sigtelse i sagen. Tiltalte havde forinden kort forklaret H, at M havde været involveret i den omhandlede episode, og at tiltalte gerne ville snakke med kollegerne for at få en forklaring på, hvad der var sket. H svarede, at han kendte begge kolleger. På eget initiativ ringede H op til E. H satte kort E ind i sagen, idet han begrundede opringningen med, at der sad en - - -betjent, der ville høre til sagen, fordi han havde en stedsøn, der var involveret. Tiltalte gik ud fra, at E havde fri på det tidspunkt, men opkaldet kunne sagtens have ventet. Tiltalte bad ikke H ringe E op. Tiltalte fik røret og præsenterede sig. Han fortalte, at han var vidende om episoden og gerne ville høre kollegaens version af forløbet. Han har nok sagt, at han var i - - -afdelingen, og at han var stedfar til M, men han husker ikke samtalen i detaljer. Tiltalte bad om en forklaring på, hvordan M havde opført sig. Sidst i samtalen gjorde han E opmærksom på, at han var vidende om, at andre overvejede at indgive en klage over politiets adfærd. Tiltalte har været tillidsmand i mange år, og han nævnte dette af kollegiale hensyn. Ud fra det, han hørte fra E, vurderede han, at M havde fortjent bøden. Tiltalte sagde til E, at han via H havde fået oplyst, at der var en sag i systemet - men uden M's navn. Tiltalte ved ikke, hvorfor han nævnte det. Han gik ud fra, at M havde fået et bødeforelæg på stedet, for det gør han selv i - - -sager. Det var ikke med den hensigt, at der ikke skulle ske yderligere i sagen. Han og E talte også lidt om M's militærkarriere. Det var tiltalte, der bragte dette på banen, fordi han tænker meget på M's psykiske problemer og adfærd. M's oplevelser i militæret kunne være en forklaring på episoden. Det forklarede han E, fordi han så derefter gerne ville høre E's version af sagen. D blev også nævnt i samtalen. E henviste til D, fordi det var ham, der havde skrevet sagen. Tiltalte nævnte for E, at han ville kontakte D. Han sagde i den forbindelse til E, at de var to om at tage beslutningen, men her tænkte tiltalte på beslutningen om at holde et møde med M. Tiltalte overvejede den mulighed, at M skulle møde betjentene samme aften i ekspeditionen. De rundede samtalen af, uden at der var aftalt et møde, idet tiltalte tilkendegav, at det fandt han ud af. Der var ikke snak om præmisserne for et eventuelt møde. Tiltalte har ikke givet udtryk for, at mødet kun skulle finde sted, hvis de to betjente droppede sagen mod M. Hvis han havde sagt sådan, ville han kunne have husket det i dag.

Foreholdt sagens bilag 11, afhøringsrapport, side 4, er han i dag sikker på, at han ikke har betinget sig, at sagen blev droppet for at holde et møde. Mødet skulle holdes, for at M skulle forstå, hvad der var foregået.

Tiltalte var i kontakt med D senere samme dag. Tiltalte kendte ikke D, og valgte derfor at deltage i mønstring kl. 23, hvor en anden kollega udpegede D for ham. Da D gik fra mønstring, gik tiltalte efter ham og tog kontakt på en gang. Tiltalte sagde til D, at han gerne ville tale med ham om episoden i Studsgade. Tiltalte fortalte D, at M var hans stedsøn. De gik udenfor. Årsagen var, at tiltalte skulle ryge, ikke for at få ro til at tale om sagen. Der var andre til stede udenfor. Tiltalte og D gik over til tiltaltes motorcykel for at tale sammen. Situationen var ikke sjov, nærmest lidt pinlig. Straks tiltalte spurgte til episoden, begyndte D at forklare meget detaljeret, hvad der var sket. Der blev også talt om, hvilken fysisk kontakt der havde været mellem kollegerne og M. Tiltalte nævnte halsgrebet for at høre D's reaktion på det. Tiltalte troede på D's forklaring, selv om denne ikke omtalte et halsgreb. Da tiltalte spurgte til et halsgreb, viste D ham, hvordan han havde taget fat i M for at få ham væk, og det var ikke et halsgreb. Tiltalte fortalte D, at der var andre personer, men ikke M, der overvejede at indgive en klage. Det var af kollegiale hensyn, så D kunne forberede sig på dette. Han nævnte dette, fordi han efter at have hørt historien ikke var i tvivl om, at kollegerne havde handlet korrekt. Han sagde også til D, at han havde handlet 100 % korrekt, og at han selv ville have gjort det samme, og nok også anholdt M for overtrædelse af straffelovens § 121. D gav udtryk for, at han var ked af, at han havde skrevet tiltaltes stedsøn, hvortil tiltalte svarede, at det havde M fortjent. Tiltalte fortalte også D, at M var i militæret, men alene i den hensigt at høre D's version af sagen. De talte om, hvorvidt episoden kunne have betydning for M's fremtid i militæret. Tiltalte nævnte ikke M's ansættelse i militæret for at appellere til D's samvittighed. Tiltalte har nok også talt med D om, at der var oprettet en sag, hvor M's navn ikke var nævnt. Tiltalte undskyldte ikke M's adfærd, idet hans fokus var at få afklaret, hvad der var sket. Han talte også med D om muligheden for at holde et møde med M. Tiltalte tror, at han sagde til D, at han ville tage en snak med M. D foreslog selv, at tiltalte fik hans telefonnummer. D foreslog, at tiltalte skulle ringe dagen efter, fordi D ville snakke med E. Tiltalte ved ikke, hvorfor D ville snakke med E. Tiltalte tog ikke initiativet til at få D's nummer. De talte ikke om, hvorvidt M's sag skulle skrives. Tiltalte var da kommet i tvivl om, hvorvidt det var en god ide at holde et møde. Han var bange for, at M ville eksplodere igen. De to betjentes interesse i at mødes med M kunne være, at de ville forklare ham, hvad der var sket. Samtalen med D sluttede med, at de aftalte, at tiltalte kunne ringe dagen efter. Tiltalte gjorde ikke mere for at få et møde i stand kl. 23, idet han først ville tale med M. Tiltalte talte senere med M, og forklarede ham, at det, der var sket, var o.k. Det var M, der havde været en klaphat, og han burde være glad for ikke at være sigtet for overtrædelse af straffelovens § 121. Tiltalte sagde til M, at han ikke skulle skubbe til noget som helst ved at klage. Det var M, der bragte en klage på banen igen. Tiltalte svarede, at M ikke skulle puste til ilden, og at han skulle sige det til de andre.

Tiltalte havde kontakt med D dagen efter. Tiltalte havde ringet et par gange forgæves, og han endte med at sende en sms til D og bede ham ringe tiltalte op. På sms'en underskrev han sig med sit navn tilføjet »- - -« (- - -afdelingen). Det var aftalt, at de skulle snakkes ved, og derfor ringede han til D af ren høflighed for at følge op på aftalen. Der var ikke andre formål med at ringe D op. D ringede tilbage samme dag. Tiltalte kunne mærke, at D var studs. D sagde, at han og E var enige om, at M skulle have bøden, og tiltalte gav udtryk for, at det var helt i orden. Han har klart tilkendegivet over for D, at M havde fortjent bøden. De kom også ind på det med klagen. Af kollegiale hensyn nævnede han igen muligheden for, at M eller andre ville indsende en klage. Det var for at hjælpe kollegerne. Efter samtalen med D tog tiltalte kontakt med M og fortalte, at der ikke var mulighed for at holde et møde. Han sagde til M, at han bare skulle betale bøden. M blev sur på tiltalte, måske fordi han indså, at tiltalte havde sympati for kollegerne. Set i bakspejlet kan han godt se, at kollegerne har følt et pres, men det var ikke meningen. Tiltalte har ikke talt med M om sagen, idet de siden kun har haft sporadisk kontakt.

Tiltalte har videre forklaret, at han lærte M's mor at kende, da M var 8-9 år. De boede sammen, til M kom på efterskole. M har altid været tryg ved tiltalte og stolet på, at hvad han sagde, var rigtigt. Han har anset M som sit eget barn. M ringede til tiltalte, fordi han havde tillid til ham. M ringede for at få en forklaring fra ham som politimand og far. Tiltalte så ikke på skærmen, da H slog op i døgnrapporten, idet han sad på den anden side af skrivebordet. Da han talte med E, startede han med at fortælle, hvem han var, og hvorfor han ringede. E fortalte om episoden i Studsgade. Tiltalte kan ikke sige, om det var før eller efter at episoden blev beskrevet, at han fortalte om M's militære karriere. Først i samtalen omtalte han, at der ikke var nævnt nogen sigtede eller sigtelse i sagen. Han omtalte den eventuelle klage til sidst i samtalen. Der blev ikke talt om, at de skulle undlade at skrive sagen. Tiltalte bestrider således, at han har forbundet spørgsmålet om, hvorvidt sagen blev skrevet, og klagesagen. Han havde kontakt med D om aftenen. Der var andre til stede i gården. Han mener, at de gik direkte hen til motorcyklen. Han startede med at præsentere sig inde på gangen. D fortalte detaljeret om hændelsesforløbet med M. Efter dette nævnte tiltalte den manglende angivelse af sigtelse og sigtede for D. Tiltalte regnede med, at bøden var udstedt på stedet. Da han talte med M om morgenen, kunne M ikke rigtig huske noget. M fortalte, hvad han selv kunne huske, hvilket var meget overfladisk. M sagde, at de andre ville klage. Tiltalte ved, ikke hvor M havde det fra. M snakkede om et halsgreb.

Tiltalte har efterfølgende omtalt episoden for en kollega i - - -afdelingen - B. B har en nevø, som også havde været i Afghanistan. Tiltalte var bekymret for M, og hvordan han havde det psykisk. Tiltalte fortalte B, at han havde talt med kollegerne. Samtalen fandt sted, få dage efter at han havde talt med D i telefonen. Tiltalte gav over for B udtryk for, at han havde fuld forståelse for, at M havde fået en bøde.

M har som vidne forklaret, at tiltalte er hans stedfar. Det er rigtigt, at han i maj 2009 var impliceret i en episode i Studsgade. Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen og fik senere en bøde tilsendt med posten. Han var på vej hjem, da politiet ankom. Han var sammen med en kammerat og kendte ikke på forhånd de andre personer, der overværede episoden. En af de andre syntes, at han var blevet uretfærdigt behandlet, og der blev udvekslet telefonnumre mellem de tilstedeværende efter episoden. Han blev skubbet af en af betjentene, hvilket var årsagen til, at han fór op. Han var netop kommet hjem fra Afghanistan og var rundt på gulvet. Han blev sur, og der skete et eller andet i hovedet på ham. De andre syntes, at den behandling, han fik, var voldsomt. Han var bekymret for sin militære karriere, men overvejede ikke selv at klage, selv om han også selv syntes, at han var blevet uretfærdigt behandlet. Næste dag ringede han til tiltalte for at fortælle, hvad der var sket, og for at høre om konsekvenserne. Tiltalte blev overrasket, men ikke sur. Over for tiltalte gav han udtryk for, at han syntes, at han var blevet uretfærdigt behandlet. Han fortalte tiltalte, at der havde været fysisk kontakt, men husker ikke, om han nævnte ordet halsgreb. Han husker ikke, om han over for tiltalte nævnte, at andre ville klage på hans vegne. Formålet med at ringe til tiltalte var at høre om konsekvenserne. Han vidste ikke, hvad han var sigtet for, men han var klar over, at han ville få en bøde, for han havde vist sit kørekort. Han tog kontakt til tiltalte, fordi tiltalte er hans stedfar og var politimand. Han sagde til tiltalte, at han gerne ville mødes med betjentene, og snakke med dem. Han er vant til, at man i militæret »breafer« den slags episoder. Han har ikke foreslået, at tiltalte skulle mødes med dem. Han ville forklare betjentene, hvad han følte, og hvordan han havde opfattet det, og han bad tiltalte om at formidle kontakten. Han håbede på, at mødet kunne føre til, at sagen blev droppet. Han er klar over, at det håb var langt ude. Han kan ikke huske, om han gav udtryk for dette håb over for tiltalte. Han ville gerne forklare betjentene sin version af situationen.

Foreholdt bilag 14, afhøringsrapport, side 2, hvorefter vidnet har forklaret, at han oplyste tiltalte om, at der var nogen, der overvejede at klage, husker vidnet ikke i dag, at han har forklaret som anført. Han har måske nævnt det for tiltalte. Det var en naiv tanke, at han kunne undgå sagen ved at indgå en aftale med betjentene. Han koblede nok de to ting, selv om det var langt ude.

Han var klar over, at sagen kunne få konsekvenser for hans militær karriere. Tiltalte sagde, at det lød som en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han kan ikke huske, om tiltalte sagde det, første eller anden gang de talte sammen. Han ville gerne møde betjentene og snakke med dem. Han kan ikke huske, om han sagde til tiltalte, at der muligvis ville blive indgivet en klage.

På ny foreholdt bilag 14, side 2 nederst, og side 3 øverst, bekræftede han, at han har forklaret sådan. Han havde en naiv tanke om at »bytte, bytte købmand«. Han kan ikke i dag huske, om han delte disse tanker med tiltalte. Samtalen sluttede med, at tiltalte sagde, at han ville vende tilbage. Han ved ikke, hvad der herefter skete.

Tiltalte ringede til ham senere samme dag. Tiltalte sagde, at han skulle være glad for ikke at være blevet anholdt og sigtet for overtrædelse af straffeloven. Da han hørte dette, blev han lettet. Han er ikke sikker på, om der på dette tidspunkt blev talt om at holde et møde med betjentene. Han kan heller ikke huske, om han da sagde til tiltalte, at han håbede, at politibetjentene ville droppe sagen. Han ville fortsat gerne møde betjentene, fordi han følte sig uretfærdigt behandlet. Efter at tiltalte havde fortalt ham, at han var sluppet billigt, opgav han tanken om, at sagen kunne droppes.

På ny foreholdt bilag 14, side 3, 3. afsnit, kan han godt have forklaret som anført. Han kan ikke huske, hvornår han igen snakkede med tiltalte, eller hvad de snakkede om. Det kan godt være, at han fik at vide, at betjentene ikke ville mødes med ham, men at han skulle betale en bøde. Han husker ikke ordvekslingen ordret.

Han var kommet hjem fra Afghanistan dagen før, og var beruset, da han havde kontakt med betjentene, og meget fuld, da han kom hjem. Han havde derfor ingen klar erindring om, hvad der var sket. Han kan huske episoden i hovedtræk. Han kom hjem efter at have fløjet hele dagen og havde ikke sovet, efter at han var kommet hjem. Efter at have været sammen med familien var han sammen med nogle kammerater. De havde drukket tæt, og han var godt fuld. Han kan huske, at han gav sine data til politiet. Han kan ikke huske, om betjentene sagde, at han fik en bøde. Han tror, at betjentene syntes, at han var en idiot, der var til gene for politiets arbejde. Han ringede til tiltalte for at få at vide, hvad det ville få af konsekvenser for ham, og hvad han havde fået bøden for. Han sagde til tiltalte, at han gerne ville have et møde med betjentene, men ikke hvad mødet skulle handle om. Han havde ikke noget ønske om, at tiltalte skulle tage en diskussion med betjentene, det skulle han nok selv klare. Han har ikke bedt tiltalte om at få betjentene til at droppe sagen. Det var heller ikke hans opfattelse, at tiltalte troede, at det var meningen. Tværtimod følte han, at tiltalte tog sine kolleger i forsvar.

Politibetjent E har som vidne forklaret, at han har været ansat i politiet i 4½ år og var startet i Århus den 16. maj 2009. Den 30. maj var han med ved en politiforretning i Studsgade. Han og kollegaen D var blevet sendt til et indbrud i Studsgade. Da de ankom til stedet, stod der en gruppe unge mennesker uden for forretningen. De havde intet med indbruddet at gøre. Han gik ind ind i forretningen, og alarmen gik i gang. Mens han var inde i forretningen, råbte en af de unge mennesker »idiot« ind i forretningen. Da han kom ud igen, bemærkede han en af de unge mennesker, der råbte noget om, at han havde et gevær derhjemme. Kollegaen prøvede at dysse vedkommende ned, hvilket ikke lykkedes. Det endte med, at D puffede personen væk. Personen, der hed M, var ophidset. I starten overvejede han ikke at skrive dem. Han kan huske, at en af de andre tilstedeværende prøvede at trække M væk, idet han sagde: »Det er ikke måden at gøre det på, vi sørger for, at de mister deres arbejde.« M begyndte at råbe bøsserøve til dem, og truede dem med bank. Da det fortsatte på samme måde, besluttede de at notere M og to mere for gadeuorden. De tre fik ikke en bøde på stedet, men blev noteret, så der senere kunne skrives en tilkendegivelse. Han havde overvejet at anholde dem, men der indløb en melding om en alvorligere sag, og han vidste, at der ikke var mange patruljer på gaden, så de lod dem gå, da de havde fået deres navne. En af de sigtede var ret aggressiv og bad om vidnets navn.

Hans vagt sluttede kl. 07.00. Inden han gik hjem, nåede han at oprette sagen, men ikke at skrive navne på de sigtede eller sigtelsen ind i rapporten. Han vidste, at han havde nattevagt på stationen næste nat, og da havde tid til at skrive sagen. Om eftermiddagen omkring kl. 16.00, mens han lå og sov, blev han ringet op af en kollega, H, fra Beredskabsafdelingen. H sagde, at en kollega fra - - -afdelingen ville tale med ham. Telefonen blev givet videre til tiltalte, der præsenterede sig. Han kendte ikke på forhånd tiltalte. Tiltalte indledte med at sige, at han kunne forstå, at det var vidnet, der havde haft fat i M. Det bekræftede han, hvortil tiltalte sagde, at M var hans stedsøn. På tiltaltes anmodning gav han derefter sin version af sagen. Tiltalte sagde herefter, at han kunne se, at der ikke var oprettet nogen sag på M, og at de var kede af sagen. M havde tidligere haft problemer med sit temperament. Tiltalte fortalte herefter, at M var ansat ved militærpolitiet. Tiltalte sagde også, at M eller andre overvejede at klage eller anmelde betjentene for vold. Til sidst i samtalen gentog tiltalte, at sagen endnu ikke var skrevet. Tiltalte sagde undervejs, at han var ked af sagen, idet det lød, som om den kunne påvirke M's karriere, hvilket vidnet ikke kunne se. Han fik den fornemmelse, at tiltalte, der nærmest var jovial, ville have, at de skulle indgå en handel. Det lå lidt i tonelejet, og tiltalte fik det til at lyde, som om han gjorde vidnet og kollegaen en tjeneste. Han blev utilpas og rådvild, da tiltalte gentog, at sagen endnu ikke var skrevet. For at afværge mere snak prøvede han at henvise til D, der havde haft mest kontakt med M. Han forsøgte at glide af ved at henvise til D. Tiltalte sagde så, at de var to om at tage beslutningen. Det opfattede han som, at han og D i fællesskab skulle tage en beslutning om at droppe sagen. Bagefter kom det på tale at holde et møde om sagen. Tiltalte syntes, at det ville være godt for M, hvis de kunne mødes, hvilket vidnet også syntes var en rigtig god ide. På det tidspunkt var samtalen blevet ret ubehagelig, og han ville gerne have den afsluttet. Derfor sagde han til tiltalte, at de var velkomne i ekspeditionen samme aften, hvor de kunne kigge ind fra kl. 23. Han forstod på tiltalte, at han ville komme. Tiltalte gav udtryk for, at han kun ville tage M med, hvis de havde en aftale. Det forstod vidnet på den måde, at han og D skulle droppe sagen, og så ville M droppe klagen. Han svarede tiltalte, at de bare kunne komme. Han overvejede på intet tidspunkt at droppe sagen. Samtalen varede 6- 7 minutter, og den var meget ubehagelig. For ham betød det noget, at der var tale om en ældre kollega, og at han selv lige var startet på stationen. Det var unormalt at blive ringet op på sit privatnummer, og han lå og sov, da der blev ringet. Det blev ikke til noget med et møde. Han troede, at tiltalte ville komme forbi på nattevagten, og havde talt med D om sagen. D havde fortalt, at han havde talt med tiltalte. De aftalte, at D skulle ringe til tiltalte og oplyse, at sagen blev skrevet. Han opfattede det sådan, at D havde samme opfattelse af situationen, som han havde, for D gav over for ham udtryk for, at situationen var ubehagelig. Han har ikke haft kontakt med tiltalte siden. Han gik til sin personaleforening og spurgte, hvad de skulle gøre, idet han var ked af, at der kunne komme en voldsanmeldelse ud af sagen. På lederens opfordring lavede både han og D et notits på sagen. De havde en forestilling om, at notitsen ville blive i huset og kun bruges, hvis der kom en klage. Han har det rigtig skidt med at sidde i retten i dag. Det var ikke hans beslutning, at notitserne skulle videre i systemet.

På spørgsmål fra forsvareren har E videre forklaret, at H sagde bare, at der var en kollega, der ville tale med ham. Han fik under samtalen med tiltalte det indtryk, at tiltalte gav ham medhold. Tiltalte sagde ikke, at han og D havde gjort noget forkert, og han tror ikke, at tiltalte havde nogen holdning til en eventuel klage. Foreholdt bilag 2, notitsen, side 5, henholdt han sig til, han i notitsen har nedskrevet hændelsesforløbet i kronologisk rækkefølge. Han fik det indtryk, at tiltalte mente, at han hjalp ham og D ved at forhindre en klage, som modydelse for, at de ikke skrev sagen. Han beskrev episoden allerførst i samtalen, og inden tiltalte fortalte, at han var M's stedfar. Først derefter nævnte tiltalte, at sagen endnu ikke var skrevet. Tiltalte har ikke sagt direkte, at de ikke skulle skrive M eller droppe sagen, men det lå mellem linjerne. Han og tiltalte drøftede ikke, om det var en overtrædelse af ordensbekendtgørelsen eller straffelovens § 121. På stedet havde han overvejet at anholde M, og når han tænker over det i dag, er han bitter over, at han ikke bare anholdt M og sigtede ham for overtrædelse af straffelovens § 121. Tiltalte sagde, at M kun ville komme med ind på stationen, hvis der var en aftale. Dermed mente tiltalte efter vidnets opfattelse en aftale om at droppe sagen. Han og D kørte sammen til afhøring hos Statsadvokaten, og de har talt om sagen fra starten, også inden de skrev notitsen.

Politibetjent D har som vidne forklaret, at han har været ansat i politiet i fem år. Han var med til en politiforretning i Studsgade den 30. maj 2009. De var sendt ud til indbrud. Da de ankom til stedet, stod der nogle unge mennesker udenfor, som ikke havde noget med indbruddet at gøre. En af de unge råbte og skreg vidnet ind i hovedet. Vedkommende råbte militærkommandoer, og han blev derfor bedt om at forlade stedet. Personen ville ikke gå frivilligt, gik helt amok og fortsatte med at råbe og skrige. Gruppen forsvandt, men kom tilbage og begyndte at forstyrre dem i deres arbejde. Den højtråbende sagde, at han ville anmelde vidnet for vold, idet han beskyldte vidnet for at have slået ham i hovedet. Han fortsatte med at råbe op og sagde rigtig mange ukvemsord. Han ville også have vidnets navn for at klage, men da han var meget ophidset, henviste vidnet ham til at notere patruljevognens registreringsnummer. Han bad igen personen om at gå, og det endte med, at vidnet skubbede personen væk. Inden da havde de sigtet personen og nogle andre for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Han og E blev kaldt til en anden opgave på Den Sidste Cafe og kørte fra stedet. De aftalte, at E skulle skrive sagen, når han næste nat havde vagt i ekspeditionen. De vidste begge, at der skulle skrives lidt mere i sagen end sædvanligt, når de var blevet truet med en anmeldelse for vold. E sigtede dem på stedet, og ville senere udfylde bødeforelæg. Han skulle på arbejde igen om aftenen kl. 23. Her blev han opsøgt af tiltalte, der kom hen til ham og sagde, at de lige skulle snakke. Han kendte i forvejen kun tiltalte af udseende. De gik udenfor på tiltaltes foranledning. De stod først lige uden for døren, men da en kollega kom ud, gik de lidt længere væk. Han fik den opfattelse, at de skulle snakke privat, men det var ikke ubehageligt. Tiltalte spurgte, om han havde haft fat i en, der hedder M, hvilket han bekræftede. Herefter fortalte tiltalte, at M var hans papsøn. Han forklarede herefter tiltalte, hvad der var sket. Tiltalte refererede, at M havde sagt, at vidnet havde slået ham i hovedet, hvilket han benægtede. Derimod forklarede han tiltalte, at M havde været rigtig træls. Han forklarede tiltalte, hvad han havde gjort, og fastholdt, at han ikke havde slået M. Han tog tiltaltes henvendelse alvorlig. Tiltalte fortalte, at han havde snakket med E, og at sagen skulle skrives samme aften. Tiltalte sagde også ret tidligt i samtalen, at M overvejede at klage over politiets optræden og anmelde vidnet for vold. Tiltalte gav udtryk for, at han var træt af situationen, fordi M var i gang med en militærkarriere i Afghanistan. Han opfattede det sådan, at tiltalte var interesseret på M's vegne, og at tiltalte forsøgte at appellere til hans samvittighed. Der blev på tiltaltes foranledning talt om, at M endnu ikke stod som sigtet i sagen. Dertil svarede vidnet, at han ikke udstedte sigtelser over for folk uden at følge dem op. Først i samtalen havde tiltalte nævnt, at han havde talt med E. Han har nok sagt til tiltalte, at han ville tale med E om sagen, og om den skulle droppes. Undervejs nævnte tiltalte, at M havde det skidt og gerne ville snakke om sagen. Tiltalte bad derfor om vidnets telefonnummer. Tiltalte sagde også, at et møde kun var relevant, hvis sagen ikke blev til noget. Dertil spurgte vidnet, om tiltalte tænkte på konfliktråd, eller om M ville sige undskyld. Han havde ikke selv overvejet at tage kontakt til M. For ham var det bare en helt almindelig lille sag med nogle trælse typer i Studsgade. Tiltalte sagde også, at han nok skulle tale med dem, og hvis der ikke kom noget fra politiet, ville der heller ikke komme en klage mod dem. Han fik den fornemmelse, at tiltalte var træt af M's opførsel. Det var først bagefter, at han tænkte på det som en form for studehandel. Tiltalte virkede fin nok under samtalen. Tiltalte var ikke påfaldende og forsøgte ikke at tryne eller true ham. Samtalen sluttede med, at de aftalte, at han skulle snakke med E, og så skulle de snakke sammen, når vidnet mødte dagen efter. Han og E var helt enige om, at sagen skulle sluttes med et bødeforlæg, selvom det var ubehageligt, at det var en kollegas søn. Han kunne godt lidt forstå godt, at en far henvender sig for at få forklaret en anden side af sagen. E var lige kommet, og var helt ny på politigården, og var lidt chokeret over situationen. Vidnet var også påvirket af sagen, den rumlede i hans hoved på resten af vagten, og han talte med sin kæreste om det, da han kom hjem.

Dagen efter ringede tiltalte et par gange og sms'ede, hvorefter han ringede til tiltalte. Tiltalte spurgte, hvad der skulle ske, og han sagde, at de skrev sagen. Dertil svarede tiltalte, at han så nok skulle forvente en voldsanmeldelse, det kunne tiltalte i hvert fald ikke afvise. Baggrunden for, at han og E skrev notitsen var, at han ville have sin ryg fri ved en eventuel anmeldelse. Han drøftede det med sin personaleleder. Han ville ikke have sagen pustet op, men lederen sagde, at det lempeligste, han kunne gøre, var at skrive en notits. Han skrev notitsen et par dage efter episoden. Han havde det skidt med sagen.

På spørgsmål fra forsvareren har vidnet forklaret, at tiltalte fortalte, at M havde fået en skræk i livet bare ved at have haft kontakt med politiet. Tiltalte sagde også, at han kunne genkende M's væremåde, og at han syntes, at de havde gjort det rigtige over for M. Han og tiltalte talte i telefonen om, at det faktisk var en overtrædelse af straffeloven og ikke ordensbekendtgørelsen. Situationen gik ham på. Det var en kombination af det hele, både at han havde stoppet en kollegas søn, og at en ældre kollega opsøgte ham på den måde. Han skrev notitsen for at kunne huske situationen senere. Der var snak om, at han skulle ringe til M. Derimod husker han ikke noget om et eventuelt møde med M. Tiltalte var budbringer for M, men havde også indflydelse på M's beslutninger.

Politiassistent H har som vidne forklaret, at han var på arbejde på politigården den 30. maj 2009. Han var lige mødt og stod ude på gangen, da tiltalte ankom. Han hilste på tiltalte, der fortalte, at M havde været indblandet i noget gadeuorden om natten. Tiltalte ville gerne vide, hvilke kolleger det havde været på stedet. Han ved ikke, hvorfor tiltalte rettede henvendelse til ham. Tiltalte havde fået indtryk af, at M ikke vidste, hvad det handlede om. Han forklarede tiltalte, at han kunne slå efter i POLSAS. Tiltalte kunne ikke finde ud af dette, og derfor slog han op for tiltalte. Tiltalte stod bag ved eller sad til venstre for vidnet. Han vil gå ud fra, at tiltalte kunne se, hvad der stod på skærmen. Episoden var opført som en hændelse, en foreløbig optegnelse uden rapporter. Det var et forsidebillede med angivelse af sagsbehandler og tidspunkt for hændelsen. Det fremgik, at E havde oprettet sagen. Tiltalte spurgte, hvornår E mødte igen. Han vurderede, at episoden gik tiltalte meget på, og derfor ringede han op til E, som han kendte i forvejen. Han overlod telefonen til tiltalte, der satte sig over for vidnet. Det var hans initiativ at ringe til E. Han hørte ikke, hvad der blev sagt i telefonen, og lyttede ikke efter. Han kan ikke huske, hvad der skete, efter at samtalen var slut.

På forsvarerens spørgsmål til bilag 10 har han forklaret, at rapporten blev faxet til ham, efter at den var skrevet ned. Han husker ikke, at tiltalte refererede, hvad samtalen drejede sig om. Det var ikke hans indtryk, at tiltalte skulle have snakket med D eller E om, at en sag ikke skulle forfølges. Han fandt ikke noget mærkeligt i tiltaltes opførsel.

Politiassistent B har som vidne forklaret, at han er ansat i Østjyllands Politi, og at han kender tiltalte, som han har arbejdet sammen med i mange år. Han ved, hvad sagen drejer sig om. Nogle få dage efter episoden havde tiltalte fortalt ham historien. M havde været i byen, og i den forbindelse involveret i en episode, hvor politiet kom til stede. M havde optrådt tåbeligt, hvilket afstedkom, at han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Tiltaltes holdning var, at M opførte sig tåbeligt, og fortjente en over næsen. Normalt i - - -sager skriver de bøden ud på stedet. Tiltalte mente, at M havde fået en bødetilkendegivelse på stedet, hvilket var rart, for så var sagen afgjort. Tiltalte gav udtryk for, at politifolkene havde optrådt professionelt. Tiltalte mente, at M fortjente den bøde, han fik. Han husker ikke, om tiltalte fortalte, at han havde talt med kollegerne.

Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Rettens begrundelse og afgørelse

Skyldsspørgsmålet

Efter bevisførelsen kan det lægges til grund, at de to politibetjente E og D natten forud for den 30. maj 2009 udførte en politiforretning, og at de i den anledning sigtede tiltaltes stedsøn M for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Det kan endvidere lægges til grund, at tiltalte, efter at være blevet orienteret om sagen af M den 30. maj 2009 om eftermiddagen havde telefonisk kontakt med E, og den 31. maj 2009 om natten havde personlig kontakt med D. Endelig kan det lægges til grund, at der på tidspunktet for tiltaltes henvendelse til E og D endnu ikke var udarbejdet en rapport for den udførte politiforretning, idet sagen endnu ikke var oprettet med angivelse af den rejste sigtelse og navn på sigtede i politiets sagssystemer.

Domsmandsretten er enig i, at der ikke under kontakten med de to politibetjente blev fremsat en direkte opfordring til at undlade at færdiggøre sagen i politiets systemer.

To dommere finder på grundlag af de afgivne forklaringer, at tiltalte under samtalerne med de to betjente fremhævede, at sagen endnu ikke var oprettet, at M overvejede at indgive en klagesag for vold i forbindelse med politiforretningen, og at en sigtelse for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen kunne skade M's militære karriere. Disse dommere finder, at en henvendelse med et sådant indhold indebar en indirekte, men klar opfordring til ikke at færdiggøre oprettelsen af sagen og formelt rejse sigtelse. Tiltalte har dermed udnyttet sin stilling som polititjenestemand på utilbørlig måde, idet han ved sin adfærd havde til hensigt at søge at hindre, at M blev sigtet i sagen. Disse dommere finder endvidere, at tiltalte måtte vide, at henvendelsen af de to politibetjente kunne opfattes som en opfordring til ikke at oprette sagen. Tiltalte findes herefter skyldig i overtrædelse af straffelovens § 155, 1. og 2. pkt. i overensstemmelse med anklageskriftet.

En dommer finder det ikke bevist, at tiltalte indirekte har opfordret de to politibetjente til at droppe sagen, idet tiltaltes henvendelse alene havde til formål at få oplyst, hvad der var sket under politiforretningen, set i lyset af M's særlige problemer efter opholdet i Afghanistan. Denne dommer stemmer derfor for frifindelse.

Der gives dom efter stemmeflertallet.

Strafudmålingen

To dommere finder efter sagens karakter, at straffen bør fastsættes til fængsel i 30 dage, jf. straffelovens § 155, idet der ikke er grundlag for en betinget dom. Ved fastsættelsen af straffen er der lagt vægt på, at henvendelsen skete til to meget yngre kolleger, der derved blev sat i en alvorlig samvittighedskonflikt.

En dommer finder, at straffen, under hensyn til at tiltalte ikke personligt kunne opnå en uberettiget fordel, kan udmåles til 10 dagbøder a 250 kr.

Der gives dom efter stemmeflertallet.

Thi kendes for ret:

Tiltalte, T, skal straffes med fængsel i 30 dage.

- - -

Vestre Landsrets dom.
Retten i Århus har den 22. marts 2010 afsagt dom i 1. instans (- - -).

Påstande

Tiltalte, T, har påstået frifindelse, subsidiært formildelse, navnlig således at straffen fastsættes som dagbøder.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Forklaringer

Tiltalte og vidnerne M, politibetjent E og politibetjent D har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Tiltalte har supplerende forklaret, at han ikke længere ser M. Det skyldes denne sag. Da han talte med M den pågældende dag, sagde M ikke, at han havde været udsat for vold, men at andre havde set, at politiet havde taget halsgreb på ham. Han gjorde det klart over for M, at han ikke ville snakke med sine kolleger, hvis det drejede sig om at undgå en bøde, eller nogen ville indgive en klage over hans kolleger.

Han kendte H lidt i forvejen. H havde bl.a. kortvarigt kommet sammen med hans steddatter nogle år forinden. Det var tilfældigt, at det var H, der besvarede tiltaltes henvendelse, da han i skrivestuen spurgte, om nogen havde kendskab til en episode natten før i Studsgade. Vidnet kunne ikke selv finde ud af at se indholdet af døgnrapporten fra natten før, og derfor spurgte han i skrivestuen. Han havde aldrig før hørt om de to politibetjente, der havde deltaget i politiforretningen natten før. H nævnte kun deres navne, ikke hvor gamle de var i tjenesten.

Da han talte med E, bemærkede han ikke, om han 2 gange sagde, at der var oprettet en sag, men ikke var skrevet en sigtelse i sagen, eller hvem der var sigtet. I politiet har man altid af kollegiale grunde gjort opmærksom på det, hvis der kunne komme en klagesag. Derfor sagde han det også til E. Han fortalte ikke om M's stilling og sagens mulige konsekvenser for ham for at opnå kollegaens sympati for M. Det var måske nok, at en af betjentene mødtes med M. Han er sikker på, at han ikke har sagt, at der kun skulle være et møde, hvis sigtelsen mod M blev droppet.

Samtalen med D foregik udenfor, hvor der også var andre til stede. Han nævnte også over for D, at han havde set i systemet, at der ikke var indført oplysninger om, hvem der var sigtet, eller hvilken sigtelse sagen drejede sig om. Det gjorde han for at få afklaret, hvad der var sket, eller for at få bekræftet E's oplysninger om, hvad de havde skrevet M for. D gav ham sit telefonnummer af egen drift, idet han sagde, at de så kunne tale sammen dagen efter, når D havde talt med E. Tiltalte bad ham ikke om at tage kontakt til sig.

Han har ikke på noget tidspunkt rejst tvivl om, at M skulle have bøden. Han undrede sig ikke over, at D i samtalen dagen efter sagde, at de ville fastholde bøden. Han gentog i denne samtale oplysningen om, at man overvejede at klage over betjentene. I situationen opfattede han ikke, at de to kolleger var pressede. Det er et udtryk for efterrationaliseringer, når han i byretten har givet udtryk for forståelse for, at kollegerne kan have følt sig pressede. De må jo have følt et pres, når de reagerede efterfølgende, som de gjorde. Han mener ikke efter den måde, samtalerne foregik på, at der var grund til, at de skulle føle sig presset.

Han blev første gang orienteret om, at der var indledt en undersøgelse mod ham, efter 3 måneder. Hans forklaring i forbindelse med statsadvokatens undersøgelse er afgivet på grundlag af hans hukommelse, ikke en notits. Han har ikke forklaret som gengivet i statsadvokatens afhøringsrapport af 31. august 2009, side 4, 9. sidste linje.

M har supplerende forklaret, at han over for tiltalte nævnte, at der var nogle i nærheden, som havde overværet, hvad der var sket under episoden i Studsgade. Han kan ikke i dag huske, om han sagde til tiltalte, at han syntes, at betjentene skulle have at vide, at der var nogen, der overvejede at indgive klage over betjentene. Han kan heller ikke huske det efter at være foreholdt statsadvokatens afhøringsrapport af 2. september 2009, side 2, 5.-7. linje. Han sagde til tiltalte, at han gerne ville have, at tiltalte formidlede et møde med betjentene. Inde i sig selv håbede han, at det ville føre til, at sagen blev droppet. Det husker han ikke, om han sagde til tiltalte. Det var aldrig meningen, at tiltalte skulle få betjentene til at droppe sagen. Han husker ikke i dag, om han har forklaret som gengivet i statsadvokatens afhøringsrapport af 2. september 2009, side 2 forneden.

Han husker ikke, hvad han og tiltalte talte om i senere samtaler. Foreholdt afhøringsrapporten af 2. september 2009, side 3, 2. afsnit, 8.-6. sidste linje, kan han vedstå, at han har forklaret som gengivet, men han husker det ikke i dag. Foreholdt samme afsnit, de sidste 5 linjer, kan han ikke huske, om han har forklaret sådan. Han husker ikke at have sagt til tiltalte som gengivet.

Han blev afhørt telefonisk af statsadvokaten. Han mener ikke, at han var blevet orienteret på forhånd. Han fik oplæst gengivelsen af sin forklaring i telefonen, og han sagde nej til at gennemlæse forklaringen.

Foreholdt sin forklaring i byretten, dommen side 7, de 5 sidste linjer, er det rigtigt, at han har forklaret som gengivet. Han husker, at han blev ret harm over, at tiltalte tog sine kolleger i forsvar.

Politibetjent E har supplerende forklaret, at han ikke på stedet opfattede det som truende, at nogen i Studsgade sagde, at de ville sørge for, at betjentene mistede deres arbejde. Det hører de så tit. Senere relaterede han det til talen om en voldsanmeldelse mod dem. Han fik under samtalen med tiltalte at vide, at M var tiltaltes stedsøn, før han gav sin version af episoden i Studsgade. Det var i starten af samtalen med tiltalte, at han fik at vide, at M var ansat ved militærpolitiet, og at der var nogen, der overvejede at anmelde ham og kollegaen for vold. Han syntes, det var ubehageligt, at tiltalte havde relationer til en person, der overvejede at indgive klage over vidnet og hans kollega. Til sidst i samtalen sagde tiltalte flere gange, at sagen endnu ikke var skrevet. Tiltalte sagde ordret, at de var to om at tage beslutningen. Det blev sagt i forbindelse med, at tiltalte sagde, at han også skulle tale med D. Vidnet opfattede bemærkningen som en henvisning til, om sagen skulle skrives. Tiltalte sagde også, at der kun skulle være et møde, hvis der var en aftale. Det opfattede han som en aftale om ikke at skrive sagen til gengæld for ikke at få en klage. Tiltalte har ikke ordret opfordret til, at sagen mod stedsønnen skulle droppes. Han opfattede navnlig tiltaltes henvisning til, at sagen ikke var oprettet, som en opfordring til at droppe sagen. Tiltalte var overhovedet ikke truende eller bister under samtalen. Han overvejede ikke at spørge tiltalte om, hvad hans henvendelse egentlig drejede sig om.

Han skrev en notits efter opfordring fra sine tillidsmænd, som havde hørt om sagen fra snakken i huset. Han havde en snak med tillidsmændene, før han skrev sin notits. Han talte med D både før og efter, at han skrev sin notits. Han har det fortsat skidt med sagen mod tiltalte.

Politibetjent D har supplerende forklaret, at han har været ansat i politiet siden december 2004. Under episoden i Studsgade gav M udtryk for, at han ville anmelde vidnet for vold, fordi vidnet havde slået ham i hovedet. Tiltalte sagde tidligt i samtalen med vidnet, at M ville anmelde vidnet for vold, fordi han havde slået M i hovedet. Vidnet forklarede derefter tiltalte, hvordan episoden var forløbet. Det var tiltalte, der bad om vidnets telefonnummer, så tiltaltes stedsøn kunne ringe og snakke med ham om sagen. De talte om et møde med M. I den forbindelse sagde tiltalte, at der ikke var nogen grund til at snakke sammen, hvis sagen blev til noget. Da vidnet herefter nævnte den mulige voldsanmeldelse, sagde tiltalte, at M selvfølgelig var indforstået med, at der ikke kom nogen klage fra M, hvis der ikke kom noget fra politiet.

Tiltalte sagde ikke på noget tidspunkt under samtalen direkte, at de skulle droppe sagen. Vidnet talte med nogle ældre kolleger og E om episoden i Studsgade og kontakten til tiltalte, før han skrev sin notits.

Landsrettens begrundelse og resultat

Ved vurderingen af, om tiltalte på utilbørlig vis har forsøgt at påvirke politibetjentene E og D i forbindelse med sine henvendelser til dem, er landsretten enig med byretten i, at det kan lægges til grund, at samtalerne med de to betjente har indeholdt de oplysninger, som fremgår af flertallets begrundelse vedrørende skyldspørgsmålet. Landsretten anser det endvidere efter D's overbevisende forklaring for bevist, at tiltalte under samtalen med ham gav direkte udtryk for, at der ikke var nogen grund til, at M og betjentene snakkede sammen, hvis sagen blev til noget, og at der ikke ville komme nogen klage fra M, hvis der ikke kom noget fra politiet.

Efter indholdet af og omstændighederne i forbindelse med samtalen med politibetjent E er der ikke sikkert grundlag for at fastslå, at tiltaltes formål med henvendelsen var at forsøge at påvirke betjentene til at undlade videre forfølgning af sagen mod hans stedsøn, eller at tiltalte har indset med overvejende sandsynlighed, at E måtte forstå samtalen sådan. Tiltalte frifindes derfor for tiltalen for misbrug af sin stilling i forbindelse med henvendelsen til E. Derimod anser landsretten det for bevist, at tiltaltes efterfølgende samtale med politibetjent D efter sit indhold var et forsøg på at påvirke betjentene på utilbørlig vis til at undlade videre forfølgning af sagen mod hans stedsøn, og at tiltalte indså, at D måtte opfatte samtalen sådan. Forholdet må efter sin karakter anses for omfattet af straffelovens § 155, 1. og 2. pkt. Landsretten er derfor enig med byretten i, at tiltalte er skyldig i tiltalen i det anførte omfang.

Ved strafudmålingen lægger landsretten vægt på, at tiltalte ikke arbejdede i samme afdeling som de to politibetjente, og at han ikke var i et over-/underordnelsesforhold til dem. Tiltaltes misbrug har haft karakter af et kollegialt pres over for to yngre kolleger og har været begrundet i tiltaltes bekymring for stedsønnen, som netop var vendt hjem fra militære opgaver i Afghanistan. Misbruget har under disse omstændigheder ikke haft en grovhed, der kan begrunde, at tiltalte skal idømmes en frihedsstraf. Straffen kan herefter passende fastsættes til 10 dagbøder a 250 kr. med forvandlingsstraf af fængsel i 10 dage.

Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.

- - -