
	UfR 1979.896 H
		H. D. 31. august 1979 i sag II 225/1979 Rigsadvokaten mod T (adv. Rothenborg e.o.). Hjørring kriminalrets dom (2. april 1979). Under denne ved domsmandsret behandlede sag tiltales T ifølge statsadvokatens anklageskrift af 15. februar 1979 til straf for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 4, jfr. § 154 - overfald under udførelse af offentlig tjeneste idet tiltalte den 27. september 1978 ca. kl. 20,45 på Langagervej i Hjørring ud for nr. 8 efter at han under tjeneste som politiassistent ved Hjørring politi havde standset Peter Haugaard Pedersen på grund af kørsel på ulovlig knallert - med hunden tildelte Peter Haugaard Pedersen, der var sagesløs, et slag i ansigtet, hvorved overfaldne fik et blåt øje. Tiltalte er ikke tidligere straffet. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Under sagen er der afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af Peter Haugaard Pedersen, født den 3. august 1962, John Bagger og dennes ægtefælle Jette Bagger, født Thomsen, Elna Christiansen, født Andersen, og politibetjent Ove Møller Andreasen, alle Hjørring. Tiltalte har forklaret, at han den 27. september 1978 om aftenen havde kørt patruljekørsel sammen med sin kollega, politibetjent Ove Møller Andreasen. Han havde selv været fører af bilen Under kørsel i Østergade mod vest var han omtrent ved Vendelbopladsen blevet opmærksom på en forankørende knallert, der havde kørt med en fart af ca. 50 km/t, hvorfor knallerten måtte formodes at være konstruktivt ændret. Tiltalte havde straks bestemt sig for at ville tale med føreren, men havde samtidig ønsket at undgå at lægge op til en jagt, hvorfor han havde bestemt sig til alene at følge efter føreren, indtil denne på et tidspunkt selv standsede. Føreren, der tilsyneladende ikke havde bemærket politibilen, drejede til venstre ved Springvandspladsen og nedsatte farten, hvorefter tiltalte var kørt op på siden af knallerten. Da både knallert og bil var standset op, var kollegaen stået ud for at kontakte knallertkøreren. I det samme var denne startet påny og svinget til venstre bag om politibilen, hvorved knallerten havde ramt bilen. Tiltalte havde vendt sig om og set, at knallerten kørte tilbage den vej, hvorfra den var kommet, og herunder kørte over for rødt lys ved krydset ved Springvandspladsen. Han havde selv vendt bilen og var kørt efter knallerten, der fra Østergade var svinget til venstre mod Vendelbopladsen. Da tiltalte var nået derned, havde knallerten imidlertid været væk. Tiltalte var fortsat til Mellemgade og til højre til krydset ved Danmarksgade, hvor han var standset op, havde slukket motoren og rullet vinduet ned. Medens de havde holdt der, havde tiltalte bemærket knallerten komme kørende fra højre ad Danmarksgade med slukkede lygter og ret stor fart, og tiltalte havde ikke været i tvivl om, at knallertkøreren bemærkede politibilen, da han passerede den. Tiltalte var fulgt efter knallerten ad Danmarksgade og Klokagervej. Fra Klokagervej er der hajtænder ud mod Tørholmsvej, men knallerten havde undladt at respektere dette og var uden at nedsætte farten svinget til højre ud på Tørholmsvej og umiddelbart til venstre ad Langagervej, hvorunder han havde skåret svinget og var kørt over det venstre fortov. Tiltalte havde aktiveret først det blå lys og umiddelbart efter hornet, da han var kørt fra Klokagervej og ud på Tørholmsvej. Han havde indhentet knallerten lidt nede af Langagervej, idet han var kommet op på siden af den pågældende, efter at denne var kørt op på fortovet. Da tiltalte havde været oppe på siden af knallerten, havde han bremset ned til knallertens fart og kørt ind til fortovskanten, og kort efter var knallerten standset. Tiltalte havde sagt til kollegaen: »Spring ud og få fat i knallerten, så tager jeg manden.« Tiltalte var stået ud og gået bag om vognen, hvor knallertkøreren havde været ved at stå af sin knallert. Tiltalte havde taget ved den pågældende i skulderen for at markere, at han var der, men han havde straks givet slip igen, da situationen herefter ikke havde indiceret, at det var nødvendigt at holde fast. De var begyndt at gå lidt tilbage ad vejen, idet tiltalte havde ønsket at komme på bølgelængde med føreren af knallerten, medens kollegaen var blevet ved bilen for at kontrollere knallertens stelnummer. Tiltalte havde snakket hårdt til knallertkøreren og bebrejdet denne hans vilde kørsel og mindet ham om, at han havde pligt til at standse, når politiet ønskede at tale med ham. Han havde samtidig snakket højt, fordi den anden havde styrthjælm på, i hvert fald medens de gik tilbage ad vejen. Tiltalte har ikke kunnet huske, hvornår knallertkøreren havde taget styrthjælmen af, men den havde senere ligget ved siden af den pågældende på bagsædet i bilen. De var gået 6-8-10 m tilbage ad vejen, hvorunder det alene havde været tiltalte, der havde sagt noget. På det tidspunkt var knallertkøreren kommet med en bemærkning om, at man bare kan smutte fra politiet. Tiltalte havde troet, at den anden måske ville prøve at smutte igen. Han havde på det tidspunkt gået til højre for knallertkøreren, og han havde nu med sin højre hånd taget et kontant tag i den andens venstre skulder, hvorved det meget vel kan have lydt et klask, ligesom bevægelsen af en udenforstående kan være opfattet som et slag. De var derefter vendt om, hvorunder tiltalte havde skiftet sit tag i den anden over til venstre hånd. På vej tilbage til bilen havde der ikke været yderligere ordveksling imellem dem. Kort før bilen havde tiltalte påny skiftet tag i højre hånd, således at han med venstre havde kunnet åbne bilens bagdør. Knallertkøreren havde sat sig baglæns ned på sædet, hvorefter tiltalte havde taget et let tag i hans ben og drejet dem ind i bilen. Herefter havde tiltalte over radioen rekvireret Falck til at tage sig af knallerten. Der har formentlig været en ventetid på 5-6 minutter, inden Falck var ankommet, og i ventetiden havde tiltalte konstateret knallertkørerens identitet samt fået forevist dennes forsikringsbevis. Tiltalte havde endvidere gjort knallertkøreren bekendt med, at han måtte forvente at få en forholdsvis stor bøde, og hvis han var utilfreds hermed, kunne han enten lade sagen gå i retten eller klage til politimesteren over bødens størrelse. Tiltalte havde i den forbindelse oplyst sit navn. Det havde han gjort, fordi det eventuelt ville kunne betyde en lettelse, hvis sagen skulle findes frem i tilfælde af klage. Tiltalte har ikke kunnet huske, hvorvidt knallertkøreren derefter var blevet kørt nogen steder hen. Patruljevognen var blevet standset enten ud for nr. 10 eller ud for nr. 12. Hele episoden, fra politivognens ankomst til dens fornyede frakørsel, havde formentlig varet 8 minutter, i hvert fald højst 10 minutter. Han havde ikke i forvejen kendt knallertkøreren, og denne havde ikke på noget tidspunkt hverken på vejen eller i bilen givet udtryk for at være blevet slået. Tiltalte havde heller ikke bemærket tegn hos den pågældende på, at denne på en eller anden måde havde lidt overlast, herunder specielt heller ikke ved øjet. Peter Haugaard Pedersen har forklaret, at han var blevet standset af en patruljebil og derefter var kørt fra denne, hvorunder han kørte over for rødt lys ved Springvandspladsen. Knallerten havde været konstruktiv ændret, således at den kunne køre 80-90 km/t. Han havde senere påny bemærket patruljebilen holde i Mellemgade og havde igen forsøgt at køre fra den, idet han kørte med slukkede lygter og kom op på en fart af ca. 60 km/t, ligesom han kørte ud over hajtænderne ved Tørholmsvej uden at nedsætte farten. På et tidspunkt, formentlig i Danmarksgade / Klokagervej-krydset, havde politibilen tændt udrykningshornet og det blå lyssignal. På Langagervej havde han kørt ca. midt i højre kørebane, da politibilen var kørt op på siden af ham, hvorefter den var kørt skråt til højre ind mod kantstenen, således at han var blevet tvunget til at standse op. Han var ikke kommet op at køre på fortovet. Da han var standset, var han blevet siddende på knallerten, idet han samtidig slog knallertens støttefod ned. Tiltalte var kommet hen til ham og havde bedt ham om at stå af. Han var stået af knallerten og havde taget sin styrthjælm af og havde hængt den over bakspejlet på styret. Herefter havde tiltalte taget fat i hans halstørklæde og sagt: »Vi skal lige herover bagved og tale sammen.« Ved denne udtalelse havde vidnet fået den opfattelse, at han skulle have et lag stryg. De var gået lidt tilbage ad vejen, formentlig ialt 7-8 m, således at vidnet havde gået ud mod rendestenen og tiltalte ind mod husene, og således at tiltalte til stadighed havde haft fat i vidnets tørklæde med sin højre hånd. Der var ikke blevet sagt et ord imellem dem, før de standsede op, og vidnet havde ikke gjort noget forsøg på at stikke af. Da de standsede op, var tiltalte begyndt at spørge ham, hvorfor han havde kørt, som han gjorde, og om han troede, det var morsomt for politiet at køre efter sådan en som ham. Tiltalte havde virket meget oprevet og aggressiv. Vidnet havde til at begynde med intet svaret, men da tiltalte til sidst påny havde spurgt ham, hvorfor han havde kørt, som han havde gjort, havde han svaret, at det var, fordi der var gået panik i ham, og at han havde kørt for at komme væk. Tiltalte havde sagt, at det da ikke kunne passe, hvortil vidnet havde svaret: »Så må du meget undskylde.« Hertil havde tiltalte sagt: »Det var bedre«, hvorefter de var begyndt at gå tilbage mod bilen igen. Vidnet havde påny gået ud mod kantstenen, og tiltalte havde stadig fat i hans tørklæde, men nu med venstre hånd, uden at vidnet har kunnet huske, hvornår tiltalte havde skiftet hånd. Vidnet har ikke kunnet huske, at der blev sagt noget mellem dem på tilbagevejen. Da de havde været ca. halvvejs tilbage mod bilen, havde tiltalte pludselig givet ham et hårdt slag med højre hånd, der havde ramt venstre øje, og det havde været så kraftigt, at vidnet troede, at det var tildelt med knyttet hånd. Slaget var kommet helt overraskende for vidnet og helt uden forudgående varsel. Vidnet havde taget sig til ansigtet med begge hænder og havde muligvis sagt »Av«, men ellers var der stadigvæk ikke blevet sagt noget mellem dem, før de var kommet tilbage til bilen. Patruljevognen havde holdt næsten henne ved skellet mellem nr. 10 og 12. Den anden politimand havde stået med knallerten lige bag bilen, og han selv og tiltalte var gået så langt tilbage ad vejen, som nogenlunde svarende til skellet mellem nr. 8 og 10. Han kender ejendommene, fordi han har gået i skole med en, der bor i nr. 9, og som er søn af vidnet Elna Christiansen. I bilen havde tiltalte fortalt, at de skulle vente på, at Falck kom og hentede knallerten. Vidnet var i mellemtiden blevet afhørt om sit navn og om, hvorledes han havde ændret knallerten, ligesom han havde forevist sin police, som han havde haft i tegnebogen i baglommen. Efter at vidnet havde sat sig ind i bilen, havde han fået sin styrthjælm udleveret af tiltaltes kollega, der havde stået og været optaget af at notere knallertens stelnummer, medens han selv og tiltalte havde gået op og ned ad vejen. Hele episoden på Langagervej havde varet 5-6 minutter. Vidnet var blevet siddende i bilen, men har ikke kunnet huske, om det var fordi, der havde været tale om, at han skulle på stationen til afhøring, eller fordi han skulle køres hjem. Han var blevet sat af 5-600 m fra sin bopæl. Undervejs havde tiltalte spurgt ham, om han havde noget at klage over. Vidnet havde frygtet at få et slag mere, hvis han sagde ja, hvorfor han havde sagt nej. Tiltalte havde desuden oplyst sit navn. Efter at være blevet sat af, var vidnet gået direkte hjem, hvor han havde fortalt sine forældre, hvad der var sket, herunder om baggrunden. Øjet havde været rødt, og der havde været hævelse under øjet. Forældrene havde sagt, at han skulle anmelde det, men det havde han ikke haft lyst til. Dagen efter havde øjet været lidt værre, og arbejdsgiveren havde ligeledes opfordret ham til at anmelde forholdet. Han havde haft et blåt øje i ca. 10 dage, men havde ikke søgt læge herfor, og han havde fortsat ikke anmeldt forholdet. Den 2. januar 1979 havde han været med en kammerat på bødekontoret, hvor kammeraten skulle betale en bøde. Vidnet havde på det tidspunkt været i færd med en afdragsvis betaling af den bøde, han selv havde fået for sin kørsel den 27. september, og han havde nu for sjov spurgt kontoristen på bødekontoret, om man kunne få rabat, når man fik et blåt øje. Samtalen mellem vidnet og kontoristen var endt med, at vidnet havde talt med politimesteren, til hvem han havde fortalt om forholdet. John Bagger har forklaret, at han havde opholdt sig på sin bopæl Langagervej 6 sammen med ægtefællen Jette Bagger og 2 bekendte. Pludselig havde de hørt udrykningshorn ude på vejen, hvorfor de var gået ud til døren ind mod nr. 8. Der var vist én eller et par, der var gået ud på trinnet foran døren, medens vidnet selv nok var blevet stående i selve døren. På fortovet næsten i skellet ind mod nr. 8 og i en afstand af ca. 8 m fra vidnet havde han bemærket en politimand, der havde haft fat i en ung mand, og lidt længere oppe ad vejen havde der holdt en politibil, ved siden af hvilken der havde stået en anden betjent, der havde talt med en person, der vist også bor på Langagervej. Bilen havde næppe holdt så langt væk som i skellet mellem nr. 8 og 10, da han i så fald formentlig ikke havde kunnet se den. Politimanden havde været lidt ophidset og havde skældt ud på drengen og havde spurgt, hvorfor han ikke ville standse, ligesom han var kommet med en bemærkning om, at det ikke skulle være nødvendigt, at gamle damer skulle springe for ham. De havde vist stået overfor hinanden, og politimanden havde haft fat i drengen, vist nok i dennes overarm. Vidnet har videre forklaret, at drengen ikke havde styrthjælm på, og drengen havde på det tidspunkt endnu ikke sagt noget. På et tidspunkt havde politimanden højrøstet spurgt drengen, hvorfor han ikke ville svare. Da drengen stadig ikke havde svaret, havde han fået 2 slag i hovedet med flad hånd, først med håndens inderside og derefter med dennes bagside. Politimanden havde stadig haft fat i drengen. Da politimanden påny havde spurgt drengen, hvorfor denne ikke ville svare, havde han sagt, at han var nervøs. Derefter var de gået tilbage til bilen, hvorunder politimanden stadig havde haft fat i drengen. Drengen var ret voldsomt blevet skubbet ind i bilen, hvorefter han var kommet med en bemærkning i retning af »Sadistsvin«. Herefter var såvel vidnet som de andre gået ind i huset igen. Jette Bagger har forklaret, at hun havde overværet episoden fra trappen uden for døren, der vender ind mod nr. 8. Da hun var kommet ud, havde hun bemærket en politibil lidt nede ad vejen og en politibetjent og en dreng ca. 10 skridt nede ad vejen og på vej op mod vidnets bopæl. Politimanden havde fat i drengen, vist nok i dennes overarm, men drengen fulgte iøvrigt med uden at gøre modstand. Vidnet har ikke kunnet huske, at der blev sagt noget, før de standsede op lige uden for deres indgang i skellet mellem nr. 6 og 8 og i en afstand af ca. 6 m fra hende. Politimanden havde været gal og havde spurgt drengen om, hvorfor han ikke var standset. Det havde drengen ikke svaret på, hvorefter betjenten havde givet drengen et slag på siden af hovedet. Hun har ikke kunnet udtale sig nærmere om, hvorledes slaget blev tildelt, men der havde ikke lydt et klask som af en flad hånd. Drengen havde så sagt noget om, at han ikke var standset, fordi han var blevet så forvirret. Derefter havde betjenten taget drengen med tilbage til bilen, idet han stadig havde haft tag i ham, og smidt ham ind bag i bilen. Drengen havde ikke haft styrthjælm på. Da drengen blev smidt ind i bilen, var betjenten kommet med en bemærkning om, hvorvidt han ville samarbejde, hvilket drengen havde besvaret bekræftende. Elna Christiansen har forklaret, at hun var gået til det østligste af vinduerne i stuen, da hun havde hørt udrykningshorn på gaden. Hun havde bemærket en patruljevogn, der var standset op skråt til højre i den modsatte side af gaden ca. i skellet mellem nr. 8 og 10. Bag bilen havde der holdt en knallert, og på knallerten havde siddet en dreng, som hun på det tidspunkt ikke havde genkendt. To betjente var stået ud af bilen. Derefter var hun gået lidt tilbage i stuen, og da hun kort efter påny havde kigget ud ad samme vindue, havde hun set en af betjentene stå ved knallerten, hvorpå der sad en styrthjælm. Derimod havde hun ikke umiddelbart set noget til drengen, hvorfor hun havde spurgt sin søn Lars, hvad der var blevet af drengen. Lars havde svaret, at drengen vist var stukket af, men derefter var hun blevet opmærksom på, at drengen og den anden betjent stod ved nr. 6, og lige da hun så derhen, havde hun set betjenten give drengen en lussing, imens han samtidig havde fat i ham med den anden hånd. Vidnet havde ikke set, hvor slaget ramte. Drengen havde løftet armen for at dække sig, hvorefter betjenten havde taget ham med sig tilbage mod bilen. På tilbagevejen havde betjenten stadig haft fat i drengen, men hun har ikke kunnet huske, om han havde skiftet tag i drengen efter slaget. Ca. kl. 23 var hendes søn Peter kommet hjem og havde spurgt, om hun havde set noget til, at Peter Pedersen havde fået en lussing engang om aftenen. Sønnen havde oplyst, at han havde talt med Peter Pedersen et sted oppe i byen, og det var først ved denne lejlighed, at vidnet var blevet klar over, hvem knallertkøreren var. Ove Møller Andreasen har forklaret, at knallertkøreren var standset af egen drift, og at patruljevognen havde holdt således, at knallerten var placeret ca. ud for bilens højre bagdør. Det havde været ud for et skel mellem 2 ejendomme, men han har ikke turdet udtale sig om, hvorvidt det var mellem nr. 8 og 10 eller 10 og 12. Der havde ikke været nogen ordveksling mellem ham selv og tiltalte, inden de standsede. Da de var standset, var han stået ud og havde lagt hånden på knallertens styr, idet han samtidig var kommet med en bemærkning: »Hvordan i alverden er det dog, du kører« eller lignende. Knallertkøreren var blevet siddende på knallerten og havde svaret sådan noget som: »I skræmte mig«. Tiltalte var samtidig stået ud af bilen og gået bag om denne hen til knallertkøreren, som han derefter havde taget med noget bagud på vejen, idet han samtidig skældte ham ud højlydt. Vidnet havde imens koncentreret sig om at få knallertens stelnummer noteret op, og han har ikke kunnet udtale sig om, hvorvidt tiltalte havde haft fat i drengen. Vidnet havde ikke set tiltalte slå på drengen. De var gået ca. 5 m ned ad vejen og tilbage igen. På et tidspunkt, og vist nok da de andre var kommet tilbage til bilen, havde tiltalte spurgt en mandsperson på vejen et par meter foran vognen, om det ikke godt nok var Langagervej, de befandt sig på. Vidnet har ikke med sikkerhed kunnet huske, hvornår drengen havde taget sin styrthjælm af, men han havde siddet med den på skødet inde i bilen. Her var drengen blevet afhørt af tiltalte, mens vidnet havde noteret hans navn og adresse og havde set forsikringspolicen. Efter at Falck havde hentet knallerten, var drengen blevet siddende i bilen, vist nok for at blive kørt hjemad. Vidnet har ikke kunnet huske, at der under kørslen var blevet talt om hvilken straf, drengen kunne forventes at få, eller om, hvordan han kunne reagere overfor et bødeforlæg, som han syntes var for stort. Da drengen var ved at skulle sættes af, havde tiltalte derimod sagt til ham: »Hvis der er noget, du er utilfreds med, kan du bare klage. Mit navn er - - -.« Vidnet havde opfattet bemærkningen som referende sig til den overhaling, tiltalte havde givet drengen. 2 dommere bemærker: Vi vil ikke afvise, at tiltalte uforvarende kan være kommet til at give Peter Haugaard Pedersen et slag af en art, eventuelt under sit skifte af hænder. De af vidnerne afgivne forklaringer findes derimod ikke at give tilstrækkelig sikkert grundlag for at antage, at tiltalte forsætligt har tildelt Peter Pedersen et slag i ansigtet. Der er herved særligt henset til tiltaltes forklaring om at have grebet kraftigt i Pedersens skulder, da han fik opfattelsen af, at drengen muligvis påny ville forsøge at undslippe politiet. Herefter stemmer vi for at frifinde tiltalte. 1 dommer bemærker: På grundlag af de af vidnerne Peter Haugaard Pedersen, ægteparret Bagger og Elna Christiansen afgivne forklaringer finder jeg det bevist, at tiltalte har tildelt vidnet Pedersen et slag som nævnt i anklageskriftet, og jeg findet i det hele tiltalte skyldig i overensstemmelse med dette. Der findes ikke grundlag for at antage, at slaget er tildelt med knyttet hånd. Under hensyn hertil og til slagets forholdsvis begrænsede følger findes forholdet at kunne henføres under straffelovens § 244, stk. 4,2. pkt., 1. led. Der vil være at give dom efter stemmeflertallet. - - - Vestre Landsrets dom 6. juni 1979 (6. afd.). Den af kriminalretten i Hjørring den 2. april 1979 afsagte dom er påanket af anklagemyndigheden til domfældelse af tiltalte efter anklageskriftet. Tiltalte har påstået stadfæstelse. For landsretten er der påny afgivet forklaring af tiltalte og af de i 1. instans afhørte vidner, Peter Haugaard Pedersen, John Bagger, Jette Bagger og Elna Christiansen. Der er endvidere afgivet vidneforklaring af Gunnar Ove Alfred Pedersen, Jens Jørn Svarre Nielsen, Tove Sørensen og Jørgen Sørensen. Tiltalte har forklaret, at knallertkøreren under den sidste del af kørslen kørte mellem 60 og 70 km/t. Knallertkøreren havde under spadsereturen bag politibilen styrthjælm på. Grunden til, at tiltalte gik den tur med drengen, var, at tiltalte ville undersøge, om drengen var spirituspåvirket, og det er vanskeligt at spore spirituslugt, når drengen havde styrthjælm på. Da tiltalte og knallertkøreren havde standset spadsereturen, tog tiltalte med højre hånd fat i knallertkørerens højre skulder. Det gjorde han for at hindre knallertkøreren i at smutte. Tiltalte havde ikke tidligere rørt ved knallertkøreren. Tiltalte fastholdt sit tag i knallertkøreren, indtil de kom hen til patruljevognen. Knallertkøreren havde sin styrthjelm med ind i patruljevognen. Da havde han den ikke længere på. Tiltalte fortalte sit navn til knallertkøreren, fordi det kunne betyde en lettelse, hvis han ville klage over bødens størrelse. Tiltalte tænkte ikke hermed på, at knallertkøreren ville klage over tiltaltes adfærd, idet den ikke var anderledes, end den så tit har været. Peter Haugaard Pedersen har forklaret, at tiltalte tog fat i hans halstørklæde, senest da de havde gået 2-3 m bag patruljevognen. Han opfattede tiltaltes bemærkning om, at »vi skal lige herover bagved og tale sammen« således, at han skulle have nogen på hovedet et sted, hvor de ikke kunne ses. Tiltalte holdt stadig i halstørklædet, da han slog. Han holdt da i halstørklædet med venstre hånd, hvorfor han må have slået med højre hånd. Tiltalte havde ikke rørt ham, men kun hans halstørklæde, før han slog. Den anden betjent gav ham styrthjælmen, efter at han og tiltalte var kommet ind i patruljevognen. Gunnar Ove Alfred Pedersen har forklaret, at han er fader til Peter Haugaard Pedersen. En aften i september 1978 kom Peter hjem og fortalte, at han havde fået en på øjet af en betjent. øjet var hævet og rødt. Dagen efter blev øjet mere hævet og blåt. Han opfordrede Peter til at anmelde forholdet. Det turde Peter imidlertid ikke. Han sagde, at han var bange for at få »en til«. John Bagger har forklaret, at han er sikker på, at han i en afstand af få meter så politimanden give drengen en på siden af hovedet med flad hånd. Han tør ikke sige, om drengen blev slået to gange. Politimanden havde fat i drengen med den ene hånd, da han slog ham med den anden hånd. Elna Christiansen har forklaret, at hun så betjenten give drengen en lussing. Hun tør ikke sige, om de gik eller stod stille, da drengen blev slået. Tæppemontør Jens Jørn Svarte Nielsen har forklaret, at han er Peter Haugaard Pedersens arbejdsgiver. Peter dukkede i efteråret 1978 op med et blåt øje. Det gik han med en uges tid. Peter fortalte, at han havde fået en på siden af hovedet af en betjent. Tove Sørensen har forklaret, at hun bor Langagervej 11. Hun hørte udrykningssirenen fra patruljevognen, hvorfor hun gik til vinduet, hvorfra hun så politivognen holde mellem nr. 8 og 10. Hun så alene, at drengen fra knallerten blev ført ind i patruljevognen. Hun så ikke, hvad der nærmere skete bag patruljevognen. Jørgen Sørensen har forklaret, at han bor Langagervej 11. Han hørte udrykningssirenen fra patruljevognen, medens han var i kælderen. Han gik derfor hen til kældervinduet. Han så politibetjenten og knallertkøreren bevæge sig hen til nr. 6 og derfra tilbage til patruljevognen. Politibetjenten havde fat i knallertkøreren. På et tidspunkt stod de stille. Da snakkede de. Han har ikke set tiltalte tildele knallertkøreren en lussing. Han blev stående ved vinduet, indtil drengen var kommet ind i bilen. 5 voterende bemærker: Ved de af vidnerne Peter Haugaard Pedersen, Gunnar Ove Alfred Pedersen, ægteparret Bagger, Elna Christiansen og Jens Jørn Svarre Nielsen afgivne forklaringer finder landsretten det bevist, at tiltalte forsætligt har tildelt Peter Haugaard Pedersen et slag i ansigtet med flad hånd, hvorved Peter Haugaard Pedersen fik et blåt øje. Da Peter Haugaard Pedersen ikke har givet rimelig anledning til slaget, vil tiltalte, der var i tjeneste som politimand, være at dømme efter anklageskriftet. Da den udøvede vold efter slagets følger må anses for vold af mindre grov beskaffenhed, vil tiltalte være at anse efter § 244, stk. 4, 2. pkt. 1. led, jfr. § 154, med en straf, der passende findes at kunne bestemmes til hæfte i 30 dage. En voterende stemmer af de i den indankede dom anførte grunde for at stadfæste denne. Der vil være at afsige dom efter stemmeflertallet. Højesterets dom. Den i denne sag af Vestre Landsret afsagte dom er med Justitsministeriets tilladelse indanket for Højesteret af tiltalte til formildelse, herunder således at forholdet henføres under straffelovens § 244, stk. 4, 2. punktum, 2. led, idet den udøvede vold må anses for at være af ringe betydning og der iøvrigt foreligger særligt formildende omstændigheder. Anklagemyndigheden har anket til skærpelse. 1 pådømmelsen har deltaget syv dommere: Schaumburg, Høyrup, P. Christensen, Bangert, Funch Jensen, Weber og Gersing. Det er oplyst, at tiltalte indtil landsrettens dom blev afsagt den 6. juni 1979 forrettede normal tjeneste. Den 7. juni blev han fritaget for tjeneste, men efter at Justitsministeriet havde givet anketilladelse til Højesteret, har rigspolitichefen den 20. juli tiltrådt, at tiltalte sættes til uuniformeret indendørs tjeneste, indtil Højesterets afgørelse foreligger. Samtlige dommere tiltræder, at forholdet er henført under straffelovens § 244, stk. 4,2. punktum, 1. led. Fem dommere - Høyrup, I. Christensen, Bangert, Weber og Gersing - finder at straffen er passende fastsat, og at der ikke er grundlag for at gøre straffen betinget. De stemmer derfor for at stadfæste dommen. dommerne Schaumburg og Funch Jensen - finder, at den udøvede vold har et sådant mindre omfang, at straffen - også henset til sagens nærmere omstændigheder, og de følger, som sagen har medført for tiltalte - bør fastsættes til en betinget straf af hæfte i 14 dage. Der vil være at give dom efter stemmeflertallet. Thi kendes for ret: Landsrettens dom bør ved magt at stande. Sagens omkostninger for Højesteret betales af tiltalte T. 3)