UfR 1982.842 HD
 

  H. D. 30. juni 1982 i sag 11224/1982
Rigsadvokaten mod T (adv. Jørgen Bang e.o.).

Århus rets dom 20. november 1981 (5. afd.).

Under denne sag, der er behandlet under medvirken af domsmænd, tiltales T ifølge anklageskrift af 13. august 1981 fra statsadvokaten til straf for overfald under udførelse af offentlig tjeneste efter straffelovens § 244, stk. 4, jfr. § 154, ved under tjeneste som politiassistent ved Århus politi

I.den 20. november 1980 ca. kl. 03.30 i Århus under kørsel i patruljevogn fra Frydenlundsallé til politistationen at have tildelt Francis Van der Putt, der som anholdt var anbragt på patruljevognens bagsæde, og som ikke havde givet rimelig anledning til volden, et knytnæveslag bag venstre øre,

II.den 19. december 1980 ca. kl. 02.20 i Århus på den vestlige parkeringsplads ved politistationen at have tildelt Bent Bech Nielsen, der var anholdt. og som ikke havde givet rimelig anledning til volden, et knytnæveslag i mellemgulvet. således at anholdte faldt om på jorden, og derefter et knytnæveslag i brystets venstre side, samt ved undervejs fra parkeringspladsen til den vagthavendes kontor at have skubbet anholdte hårdt ind mod en dør, som han ramte med hovedet.

III.den 27. januar 1981 ca. kl. 23.30 i Hinnerup på Rolfsvej efter at have indhentet og standset Hans Jørgen Hansen på grund af hans kørsel på en ulovlig knallert, at have revet styrthjelmen af Hansen, tildelt ham to knytnæveslag i hovedet. væltet ham om på jorden og tildelt ham to knytnæveslag i mellemgulvet, alt hvorved Hansen, der ikke havde givet rimelig anledning til volden, pådrog sig et 3 x 4 cm stort blåt mærke over højre kæbevinkel foran øret samt en hudafskrabning og adskillige rifter i ansigtet.

Tiltalte er født i - - - den 8. oktober 1947.

Tiltalte har nægtet sig skyldig og har afgivet forklaring.

Vedrørende forhold I:

Der er afgivet vidneforklaring af Francis Van der Putt, Grethe Van der Putt, Aase Sørensen og politiassistent Vagn Høeg.

Der er fremlagt fotos.

Det er oplyst, at forurettede den 19. november 1980 deltog i sølvbryllupsfest, og at han under oprydning i fri luft herefter om morgenen tidligt den 20. november 1980 blev anholdt med henvisning bl.a. til, at han nægtede at opgive navn. Han blev belagt med håndjern og i hundepatruljevogn med tiltalte som fører transporteret til politistationen og indsat i detentionen, hvorfra han senere på dagen blev løsladt. Forurettede har indgivet klage til lokalnævnet, der straks har videresendt sagen til statsadvokaten, der i beretning til nævnet med meddelelse om tiltalerejsning for vold ikke har fundet baggrund for at kritisere anholdelsens grundlag eller foretage sig videre vedrørende mindre væsentlige afsnit af klagen. Lokalnævnet har ikke afsluttet sagens behandling, der er stillet i bero for at afvente udfaldet af denne sag. Anklageren har oplyst, at en person, der i stuevarme har drukket spiritus uden herved at blive beruset, ved pludselig overgang til kulden i det fri kan blive udsat for fysiologisk belastning, som kan få ham til at fremtræde som beruset.

Vedrørende forhold 11:

Der er afgivet vidneforklaring af Bent Bech Nielsen, Leif John Christensen, Finn Nørregaard Andersen og politiassistent Hugo Hammelsvang.

Der er fremlagt fotos.

Det er oplyst, at forurettede blev anholdt i Ry i forbindelse med restaurationsspektakler og sammen med vidnet Leif John Christensen, idet de begge var belagt med håndjern. i patruljevogn med politiassistent Hammelsvang som fører o tiltalte som observatør ført til politistationen i Århus. Vidnet Finn Nørregaard Andersen blev ved samme lejlighed anholdt af en anden politipatrulje og af denne ført til politistationen i Århus. Den lokale borgerforeningsformand klagede til lokalnævnet generelt vedrørende patruljernes optræden ved den pågældende lejlighed. Under efterforskning heraf blev vidnet Bent Bech Nielsen afhørt. hvorved statsadvokaten for så vidt tilfældigt blev bekendt med de omstændigheder, som dannede grundlaget for at rejse tiltale vedrørende dette forhold. Sagen ved lokalnævnet er afsluttet. efter at statsadvokaten i sin beretning ikke havde fundet grundlag for kritik. Bent Bech Nielsen og Finn Nørregaard Andersen er ved retten i Skanderborg under tiltale for overtrædelse af politivedtægten og Leif John Christensen for overtrædelse af straffelovens § 119 i anledning af deres optræden i Ry ved den nævnte lejlighed.

Vedrørende forhold III.

Der er afgivet vidneforklaring af Hans Jørgen Hansen og politiassistent Vagn Høeg. Forurettede har den 29. januar 1981 indgivet anmeldelse for den omhandlede vold og har den 3. februar 1981 klaget til lokalnævnet foruden over den omhandlede vold tillige over 2 gange at være blevet påkørt af patruljevognen. Statsadvokaten har i sin beretning til lokalnævnet ikke fundet grundlag for at rejse sigtelse mod politiassistent Høeg, som førte patruljevognen. Lokalnævnsbehandlingen er ikke afsluttet, men afventer udfaldet af denne sag.

Af politiattest af 28. januar 1981 fremgår bla.:

»2.a. Når og hvor angives skadetilføjelsen at have fundet sted? Dato 27 måned 1 år 81 Klokkeslet 23.30. Sted Rolfsvej 3. Når og hvor har undersøgelsen af skadelidte fundet sted? Dato 28 måned 1 år 1981 klokkeslet 20.00.

- - -

Det objektive fund:
1)Blåt mærke 3 x 4 cm over h. kæbevinkel 3 cm foran øret.
2)Rift på 1 cm. under hagen.
3)Excoriation på næsetippen 0,5 cm x 0,2 cm
4)Rift v. kind 2,5 cm. lang udgående 1 cm. fra næsefløjen og udad.
5)Rift på 2 cm. lat. på v. kind.
6)Rift på 6 mm 2 cm. under h. øje og 1,5 cm. fra næsen.
7)Angiver ømhed ved palpation i epigastriet. Intet at se.«
Af tillæg hertil af 23. juli 1981 fremgår bla.: »Supplerende skal oplyses, at svaret på punkt 6 skal være:

Kan det forefundne antages at være fremkommet
a.På den angivne tid? sted? Ja.
b.På den angivne måde? Ja.«
Af forurettedes klage af 3. februar 1981 til lokalnævnet fremgår bla.: »Bilen standsede og påkørte mig derefter to gange. Jeg rejste mig selv og knallerten op - - - sprang betjenten ud af bilen - - -

Retten udtaler:

Når politiet anholder personer, der modsætter sig anholdelsen eller dens virkninger, accepterer samfundet en magtanvendelse, der anvendt under andre omstændigheder ville være strafbar vold.

Det område, som straffelovens voldsbegreb omfatter, indsnævres med andre ord, når det drejer sig om handlinger udført af en polititjenestemand i forbindelse med en anholdelse.

Det overlades til polititjenestemanden under ansvar i det enkelte tilfælde at skønne over behovet for magtanvendelse og over magtanvendelsens form og omfang.

Magtanvendelsen ved anholdelser etablerer en fysisk kontakt, som giver et ændret udgangspunkt for bevisvurderingen, end i tilfælde, hvor bevisbedømmelsen forudsætter, at der ikke har været nogen fysisk berøring mellem de implicerede.

Med det forskelligartede menneskemateriale, som også politimyndigheden består af, har samfundet accepteret, at de modvillige borgere i anholdelsessituationen udsættes for overlast inden for en margin, som fastsættes, således at den indeholder plads til de polititjenestemænd, hvis evner rigtigere kan karakteriseres ved, at de bl.a. er håndfaste, end ved, at de er smidige. Der skal tillige være plads til den ildhu, som undertiden fortrænger overblikket, og der skal være plads til nogle af de fejlskøn, der afdækkes af bagklogskabens skarpe lys.

Ved fastsættelse af grænsen mellem den lovlige magtanvendelse ved anholdelser og det indsnævrede voldsområde i disse situationer er det tillige af betydning hvorledes samfundet prioriterer hensynet til den borger, der modsætter sig anholdelsen eller dens virkninger, set i forhold til den prioritering, der tillægges hensynet til det øvrige samfund, som nyder godt af den beskyttelse, der ligger i anholdelsesbeføjelsen, og den magtanvendelse, der ved dens anvendelse accepteres som lovlig.

Ved de afgivne forklaringer og ved de i øvrigt foreliggende oplysninger finder retten, at tiltalte, for så vidt han kan bedømmes på dette begrænsede grundlag, må henføres til den gruppe af polititjenestemænd, der i anholdelsessituationer handler håndfast med den opfattelse, at smidighed over for modvillige personer af disse kan opfattes som en sådan svaghed, der kan hidføre en uhensigtsmæssig udvikling af anholdelsesforløbet.

Samfundet har accepteret, at modvillige personer. der er anholdt eller forfølges af politiet, ikke er beskyttet af det strafferetlige system i samme omfang, som andre er det. Sådanne personer, der må antages ofte at være ude af stand til at anerkende deres forringede retsstilling, vil hyppigt forveksle den udøvede magtanvendelse med sådanne krænkelser, som de opfatter som strafbar vold.

Retten har overvejet, hvilken vægt der bør lægges på den omstændighed, at tiltalen omfatter 3 forhold, der er tidsmæssigt nært forbundet. Retten finder det betænkeligt at tillægge disse omstændigheder nogen særlig vægt, der går ud over at understrege, at tiltalte er en håndfast polititjenestemand, der er beskæftiget i hundepatruljen med at løse de opgaver som indeholder kimen til de konflikter, der i et stigende omfang giver anledning til anmeldelser og klager. Statistisk giver dette en koncentration af klager på et mindre antal polititjenestemænd, og selv om forholdenes antal og nære tidsmæssige forbindelse måske kan indgå i den overordnede politimyndigheds overvejelser over den enkelte medarbejders placering, kan det kun med en langt ringere vægt indgå i en strafferetlig bevisvurdering, som må kræve et langt sikrere teoretisk-statistisk grundlag, der måtte bygge på langt flere data. Retten har herved tillige lagt vægt på, at tiltalen i alle tre forhold alene omfatter et enkelt punkt af de anmeldelser og klager, som er indgivet. Herved bliver det tvivlsomt, hvilken vægt de forurettede har lagt på den af tiltalen omfattede magtanvendelse set i forhold til den vægt, de har lagt på den samlede forurettelse.

Retten har overvejet, hvorvidt der bør tillægges de vidneforklaringer, der er afgivet af polititjenestemænd, en anden bevismæssig vægt end den, der tillægges andre vidneforklaringer. Retten finder ikke, at dette bør være tilfældet. Der bør således ikke tillægges disse vidneforklaringer ringere bevismæssig værdi på grund af det kollegiale forhold til tiltalte eller på grund af det makkerskabsforhold, der kan oparbejdes gennem længere tids samarbejde under vanskelige forhold i en hundepatrulje. På den anden side finder retten ikke grundlag for at øge den bevismæssige værdi af disse forklaringer, selv om retten lægger til grund, at polititjenestemændene under vanskelige anholdelser arbejder sammen også for at undgå eller formindske muligheden for urigtige påstande om ulovlig magtanvendelse.

Vedrørende forhold I:

Retten finder ikke grundlag for at tilsidesætte Van der Putts forklaring om, at han, der følte sig krænket ved den gennemførte anholdelse, opfattede den magtanvendelse, der fandt sted i patruljevognen under transporten til politistationen, som et slag, og retten lægger tillige til grund, at han den følgende dag har berettet herom til sin hustru og til vidnet Aase Sørensen, og retten lægger til grund, at forurettede herunder og senere den samme dag under konsultation af læge - særligt vedrørende smerter i armen - er undersøgt forgæves for synlige tegn på sådant slag. Mod tiltaltes benægtelse og vidnet Høegs forklaring finder retten det imidlertid ikke godtgjort, at magtanvendelsen faktisk har haft karakter af et slag, men alene en - omend hårdhændet - fysisk berøring, der også efter Van der Putts forklaring havde til formål at bringe ham tilbage fra en stilling, hvor han lænede sig fremover mellem førersæderne til en sædvanlig position på bagsædet. Retten finder det således ikke godtgjort, at tiltalte herved har overskredet grænsen mellem lovlig magtanvendelse i forbindelse med anholdelse og strafbar vold. Selv om det er sædvanligt, at det er observatøren og ikke føreren af patruljevognen, der tager sig af forbindelsen til bagsædepassagererne under kørsel, har retten ikke fundet grundlag for at tillægge det særlig betydning, at tiltalte har reageret over for anholdtes tilsynekomst mellem forsæderne. Retten finder ikke at kunne tillægge det nogen betydning, at tiltalte og vidnet Høeg ved afgivelse af forklaring til politiet har udtalt, at der ikke har været tale om at »røre« ved anholdte, idet ordet »røre« ikke herved naturligt er anvendt som synonym for »berøre«. Politiassistenterne har svaret på et spørgsmål om voldsudøvelse og har svaret benægtende og kan naturligt have gentaget benægtelsen ved anvendelse af den udtryksmåde: »jeg har overhovedet ikke rørt ham«, der er kendt fra jævn sprogbrug, og som ikke afviser, at en uangribelig berøring har fundet sted. I overensstemmelse med det anførte frifindes tiltalte for dette forhold.

Vedrørende forhold ll:

Retten finder ikke at kunne tillægge den af vidnet Leif John Christensen afgivne forklaring betydning som bevis i sagen. Vidnets forklaring, der omhandler hændelser, som han har oplevet i beruset tilstand, rummer omtale af spark, som forurettede ikke har kendskab til, spark og slag tildelt på et sted, som ikke svarer til, hvad forurettede og vidnet Hammelsvang har forklaret, og vidnet har haft en position i forhold til begivenhederne, således som forurettede beskriver dem, som gør det i det mindste meget usikkert, hvad vidnet har kunnet iagttage. Retten har lagt til grund, at patruljevognen efter ankomsten var placeret som angivet på fremlagte fotos.

Retten finder ikke grundlag for at tilsidesætte vidnet Bent Bech Nielsens forklaring om, at han har oplevet tiltaltes kontante og måske hårdhændede magtanvendelse som vold, da tiltalte udtog vidnet fra patruljevognen, som vidnet ikke frivilligt eller modvilligt eller tøvende forlod. Retten har lagt til grund, at dette vidne under kørslen havde opført sig på en måde, der kunne give en berettiget forventning om vanskeligheder ved ankomsten til politistationen. Retten finder ikke grundlag for at tilsidesætte, at vidnet har oplevet begivenhederne ved som modvillig anholdt at være blevet ført gennem to selvlukkende døre som voldsomme. og retten finder ikke grundlag for at tilsidesætte vidnet Andersens forklaring om, at vidnet Bech Nielsen senere samme nat i detentionen har berettet om sin forurettelse, der tillige omfattede oplevelser i et venterum. Mod tiltaltes benægtelse og vidnet Hammelsvangs forklaring finder retten det imidlertid ikke godtgjort, at tiltaltes magtanvendelse har haft karakter af slag og anden adfærd, der overskrider grænsen mellem den lovlige magtanvendelse i forbindelse med anholdelse og strafbar vold. Efter den stedfundne bevisførelse finder retten det tvivlsomt. hvorledes de omtalte skader på vidnet Bech Nielsens øjenbryn og øjenomgivelser måtte være opstået herunder om skaderne er sket i venterummet eller andetsteds. Retten finder det ikke godtgjort, at skaderne har sammenhæng med tiltaltes anvendelse af magt. I overensstemmelse med det anførte frifindes tiltalte for dette forhold.

Vedrørende forhold lll:

To dommere: finder ikke grundlag for at tilsidesætte forurettedes forklaring for så vidt den er udtryk for. at forurettede har oplevet den pågribelse. som han selv havde givet anledning til. og som han ud fra sine forudsætninger måske ikke har kunnet betragte med samme alvor som tiltalte, som gennemført under en magtanvendelse, der rummede en ulovlig krænkelse. Retten finder imidlertid ikke, at det ved forurettedes forklaring mod tiltaltes benægtelse og vidnet Høegs forklaring er tilstrækkeligt godtgjort, at pågribelsen af forurettede har fundet sted under en magtanvendelse, der har karakter af slag, og retten finder ikke, at politiattestens indhold rummer beskrivelse af skader, som ikke kan henføres til den lovlige fysiske kontakt mellem tiltalte og forurettede, som pågribelsen gav anledning til, eller til den fysiske kontakt, som forurettede i forbindelse med anholdelsen fik mod vejbanen og tillige eventuelt med patruljevogn og knallert.

Een dommer: finder, at det ved karakteren af de forefundne skader på forurettede og ved forurettedes forklaring er tilstrækkeligt godtgjort, at tiltalte er skyldig. Denne dommer finder ikke, at vidnet Høegs forklaring er uforenelig hermed.

Der gives dom efter stemmeflertallet, og tiltalte frifindes for dette forhold.

Vestre Landsrets dom 25. marts 1982 (1. afd.).

Den indankede dom er afsagt den 20. november 1981 af retten i Århus, 5. afdeling.

For landsretten har anklagemyndigheden påstået domfældelse efter anklageskriftet, medens tiltalte har påstået stadfæstelse.

For landsretten er der påny afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne direktør Francis van der Putt, politiassistent Vagn Høeg, skovarbejder Bent Bech Nielsen, arbejdsmand Leif John Christensen, politiassistent Hugo Hammelsvang, chauffør Finn Nørregaard Andersen og Hans Jørgen Hansen.

De har i det væsentlige forklaret som gengivet i retsbogen for retten i Århus.

Der er endvidere afgivet vidneforklaring af kriminalassistent Willy Hove, Rigspolitichefens rejseafdeling, der har forklaret, at tiltalte under afhøring til rapport den 9. marts 1981 bestred overhovedet at have rørt Francis van der Putt. Spørgsmålet om, hvorvidt tiltalte har foretaget lovlig magtanvendelse eller gjort sig skyldig i strafbar vold, afhænger af, hvad der efter bevisførelsen kan lægges til grund, at tiltalte har gjort på de tre tidspunkter, der er nævnt i anklageskriftet.

Efter den af direktør Francis van der Putt afgivne vidneforklaring må det lægges til grund. at han under transporten til politistationen, hvor han befandt sig alene på bagsædet med hænderne i håndjern, lænede sig fremover mellem forsæderne for at forklare tiltalte og politiassistent Vagn Høeg, at anholdelsen beroede på en misforståelse, og at tiltalte derefter tildelte direktør Francis van der Putt et knytnæveslag bag venstre øre. Tiltalte findes herved at have gjort sig skyldig i forhold I.

Efter de af Bent Bech Nielsen, Leif John Christensen og Finn Nørregaard Andersen afgivne vidneforklaringer må det lægges til grund, at tiltalte på et tidspunkt, hvor Bent Bech Nielsen var blevet transporteret fra Ry til parkeringspladsen ved politistationen i Århus med hænderne i håndjern, tildelte Bent Bech Nielsen to knytnæveslag som beskrevet i anklageskriftet. Derimod findes det ikke bevist, at tiltalte har skubbet Bent Bech Nielsen hårdt mod en dør, som han ramte med hovedet. Med denne begrænsning findes tiltalte at have gjort sig skyldig i forhold ll.

Af de i dissensen til dommen anførte grunde må det anses for godtgjort, at tiltalte har gjort sig skyldig i forhold III.

Da det efter det foran statuerede er utvivlsomt, at tiltalte klart har overskredet grænsen for lovlig magtanvendelse, vil tiltalte være at anse efter straffelovens § 244, stk. 4, jfr. § 154, med en straf, der findes at burde bestemmes til fængsel i 4 måneder.

Efter de juridiske dommeres bestemmelse tages to erstatningskrav til følge - - -

Højesterets dom.

Den i denne sag af Vestre Landsret afsagte dom er med Justitsministeriets tilladelse indanket for Højesteret af tiltalte med påstand om formildelse, af anklagemyndigheden til skærpelse.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Schaumburg, Thygesen, Høeg, Bjerregaard og Kiil.

Det er for Højesteret oplyst, at tiltalte efter dommen blev fritaget for tjeneste og suspenderet med virkning fra den 2. april 1982.

Fire dommere - Schaumburg, Thygesen, Høeg og Kiil - finder, også under hensyn til de følger. som sagen i øvrigt medfører for tiltalte. at straffen bør fastsættes til fængsel i 60 dage og stemmer med denne ændring for at stadfæste landsrettens dom.

Dommer Bjerregaard stemmer for at stadfæste dommen, navnlig under hensyn til, at volden i forholdene I og ll er udøvet over for personer. der var anholdt og belagt med håndjern. således at hænderne var fastgjort bag ryggen på dem.

Der vil være at give dom efter stemmeflertallet.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom bør ved magt at stande, dog at straffen fastsættes til fængsel i 60 dage.

Sagens omkostninger for Højesteret betales af statskassen. 2)