UfR1994.717 ØLD
 

  Af Ø.L.D. 3. maj 1994 i anke 15. afd. nr. S-3688-93 - Anklagemyndigheden mod T (adv. Axel Grove, København, e.o.) - fremgik, at 41-årig ustraffet T var tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 154, ved en morgen i sin tjeneste som polititjenestemand at have indfundet sig ved detentionsrummene, hvor han først gik ind i rummet til A, der var anholdt, som sigtet for brugstyveri af Ts private bil, og rev A ned fra rummets briks og tildelte ham et knytnæveslag på skulderen, ligesom tiltalte med et greb i As T-shirt ruskede ham gentagne gange, mens han bebrejdede ham ovenanførte brugstyveri, hvorefter han gik ind i et andet rum til anholdte B, der var anholdt som sigtet for samme brugstyveri, og sparkede B på benet, rev ham i håret og slog hans nakke ind i væggen.

I byretten fandt to dommere det bevist, at T, som var i tjeneste, indfandt sig i As celle uden tjenstlig anledning, og at han der skældte A ud for brugstyveri af bilen, ligesom han tog fat i A og ruskede ham så voldsomt, at As trøje gik i stykker. Disse dommere fandt derfor, at T var skyldig, om end volden var af begrænset karakter. T blev frifundet for vold mod B. T blev idømt hæfte i 14 dage.

I Østre Landsrets dom anførtes:

T, der ikke tjenstligt havde noget med brugstyverisagen at gøre, henvendte sig alene og uden aftale med vagthavende i detentionslokalerne til A og B, der på daværende tidspunkt var henholdsvis 16 år 6 måneder og 15 år 4 måneder gamle.

Efter As forklaring, der støttes af den øvrige bevisførelse i landsretten, lægges det til grund, at tiltalte i detentionen rev A fra briksen ned på cementgulvet. Det lægges endvidere til grund, at tiltalte, medens A lå på gulvet, ruskede denne op og ned. I dette omfang anses tiltalte skyldig i vold efter straffelovens § 244, jf. § 154.

Efter Bs forklaring i landsretten findes det overvejende betænkeligt at anse det for bevist, at tiltalte har udøvet vold over for B, hvorfor tiltalte frifindes herfor.

Uanset at tiltaltes henvendelse til B i detentionen må antages at have været uberettiget, findes det dog overvejende betænkeligt at anse handlingen for en overtrædelse af straffelovens § 155.

Tiltalte straffes herefter for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 154. Straffen forhøjes til fængsel i 30 dage. Ved strafudmålingen har landsretten lagt vægt på, dels at den udøvede vold har været af mindre grov beskaffenhed, dels at volden er udøvet mod en 16-årig ung mand, der var detentionsanbragt, af en polititjenestemand, der ikke havde nogen tjenstlig anledning til at henvende sig i detentionen.