|
|
|||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
2007-08, 2. samling - L 98 (som
fremsat): Forslag til lov om ændring af straffeloven og militær
straffelov. (Strafskærpelse for tortur). |
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
L 98 (som fremsat): Forslag
til lov om ændring af straffeloven og militær straffelov.
(Strafskærpelse for tortur). Fremsat den 12. marts 2008 af justitsministeren (Lene Espersen) Forslag til Lov om ændring af straffeloven og militær straffelov (Strafskærpelse for tortur) § 1 I straffeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1260 af 23. oktober 2007, foretages følgende ændring: 1. Efter § 157 indsættes i kapitel 16 : »§ 157 a. Ved fastsættelse af straf for en overtrædelse af denne lov skal det indgå som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået ved tortur. Stk. 2. Overtrædelsen anses for begået ved tortur, hvis den er begået i udøvelsen af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv ved at tilføje en anden person skade på legeme eller helbred eller stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse
1) for at skaffe oplysninger eller en tilståelse fra nogen, 2) for at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget eller 3) på grund af den pågældendes politiske overbevisning, køn, race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.
§ 157 b. Bestemmelserne i §§ 145-157 gælder tilsvarende i udøvelse af udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv, hvis handlingen er omfattet af § 157 a.« § 2 I militær straffelov, lov nr. 530 af 24. juni 2005, foretages følgende ændring: 1. Efter § 27 indsættes: »§ 27 a. Ved fastsættelse af straf for en overtrædelse af denne lov skal det indgå som en skærpende omstændighed, at overtrædelsen er begået ved tortur. Stk. 2. Overtrædelsen anses for begået ved tortur, hvis den er begået i udøvelsen af dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv ved at tilføje en anden person skade på legeme eller helbred eller stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse
1) for at skaffe oplysninger eller en tilståelse fra nogen, 2) for at afstraffe, skræmme eller tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget eller 3) på grund af den pågældendes politiske overbevisning, køn, race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.«
§ 3 Loven træder i kraft den 1. juli 2008. § 4 Stk. 1. Loven gælder ikke for Færøerne og Grønland. Stk. 2. Lovens § 1 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne med de afvigelser, som de særlige færøske forhold tilsiger. Stk. 3. Lovens § 2 kan ved kongelig anordning sættes helt eller delvis i kraft for Færøerne og Grønland med de afvigelser, som de særlige færøske og grønlandske forhold tilsiger. Bemærkninger til lovforslaget Almindelige bemærkninger
1. Indledning
Det foreslås at indsætte en bestemmelse i straffeloven,
hvorefter det ved udmåling af straffen for en overtrædelse af
straffeloven skal anses som en skærpende omstændighed, hvis
forbrydelsen er begået ved tortur. Bestemmelsen indeholder en
definition af tortur, som er udformet i lyset af definitionen i
FN's konvention af 10. december 1984 mod tortur og anden grusom,
umenneskelig eller nedværdigende behandling eller straf
(herefter Torturkonventionen).
Lovforslaget bygger på Straffelovrådets betænkning nr. 1494/2008
om en torturbestemmelse i straffeloven (herefter betænkningen).
Med den foreslåede bestemmelse fremhæves det i straffeloven, at
en forbrydelse er særligt strafværdig, når der er anvendt
tortur.
FN's Komité mod Tortur har ved flere lejligheder anbefalet, at
der i straffeloven indsættes en straffebestemmelse, der særskilt
kriminaliserer tortur. Regeringen er imidlertid enig med
Straffelovrådet i, at den foreslåede strafskærpelsesregel vil
være en reelt bedre løsning og i bedre overensstemmelse med
almindelige lovgivningsprincipper. En sådan bestemmelse vil være
lige så velegnet som en egentlig straffebestemmelse til at
markere, at tortur er en meget alvorlig forbrydelse, den vil
lige så godt kunne sikre, at det bliver lettere at registrere
eventuelle torturhandlinger, og den vil medføre, at den konkrete
forbrydelses karakter og grovhed afspejles på en mere
hensigtsmæssig måde i forbindelse med straffesagen.
Gerningsmanden vil således blive tiltalt og dømt efter de
relevante straffebestemmelser i straffeloven og under særlig
hensyntagen til, at den pågældende forbrydelse er begået ved
tortur (f.eks. tiltalt for »vold af særlig farlig karakter
begået ved anvendelse af tortur« eller »frihedsberøvelse ved
anvendelse af tortur«).
Med henblik på udtrykkeligt at fastslå, at tortur også skal
anses som en strafskærpende omstændighed ved overtrædelser af
den militære straffelov, foreslås det at indsætte en tilsvarende
strafskærpelsesbestemmelse i denne lov.
2. Gældende ret
2.1. Internationale konventioner mv. om tortur
2.1.1. Betænkningen side 13-28
indeholder en nærmere gennemgang af Danmarks internationale
forpligtelser vedrørende forbud mod tortur.
Som det fremgår heraf, har Danmark tiltrådt en række
internationale konventioner, der indeholder forbud mod tortur,
herunder bl.a. FN's konvention om borgerlige og politiske
rettigheder, de fire Genève-konventioner af 12. august 1949 (om
bl.a. behandling af krigsfanger og beskyttelse af civile
personer i krigstid) og Den Europæiske
Menneskerettighedskonvention. Det fremgår således f.eks. af
artikel 3 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at
ingen må underkastes tortur eller umenneskelig eller
nedværdigende behandling eller straf.
Danmark ratificerede Torturkonventionen i 1987. I modsætning til
f.eks. FN's konvention om borgerlige og politiske rettigheder og
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der alene
indeholder en pligt for staterne til at sikre, at ingen udsættes
for tortur, indeholder Torturkonventionen en egentlig pligt til
at kriminalisere tortur. Efter Torturkonventionens artikel 4,
stk. 1, er enhver deltagende stat således forpligtet til at
sikre, at enhver torturhandling er strafbar i overensstemmelse
med straffelovgivningen. Tilsvarende gælder for forsøg på at
udøve tortur og handlinger, som udgør meddelagtighed eller
deltagelse i tortur. Efter konventionens artikel 4, stk. 2, skal
enhver deltagende stat gøre disse handlinger strafbare med en
passende straf under hensyn til deres alvorlige natur.
Torturkonventionen indeholder i artikel 1, stk. 1, følgende
definition af tortur:
»I denne konvention betyder udtrykket 'tortur' enhver handling,
ved hvilken stærk smerte eller lidelse, enten fysisk eller
mental, bevidst påføres en person med det formål at fremskaffe
oplysninger eller en tilståelse fra denne eller en tredjemand,
at straffe ham for en handling, som han selv eller en tredjemand
har begået eller mistænkes for at have begået, eller at skræmme
eller lægge tvang på ham eller en tredjemand, eller af nogen
grund baseret på nogen form for forskelsbehandling, når en sådan
smerte eller lidelse påføres af eller på opfordring af en
offentlig ansat eller en anden person, der virker i embeds
medfør, eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse.
Smerte eller lidelse, der alene er en naturlig eller tilfældig
følge eller del af lovlige sanktioner, er ikke omfattet.«
Som det fremgår, er der efter Torturkonventionen fire
betingelser, der skal være opfyldt, for at der foreligger
tortur:
1) Der skal være tale om påførelse af stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse. 2) Påførelsen af stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse skal være bevidst. 3) Handlingen skal have et af visse bestemte formål. 4) Handlingen skal være begået af eller på opfordring af en offentligt ansat eller en anden person, der virker i embeds medfør, eller med en sådan persons samtykke eller indvilligelse.
Ved lov nr. 342 af 16. maj 2001 om Den Internationale
Straffedomstol blev Statutten for den Internationale
Straffedomstol gennemført i dansk ret. Statutten angiver, hvilke
forbrydelser der er undergivet denne domstols jurisdiktion
(kompetence), og det drejer sig bl.a. om forbrydelser mod
menneskeheden (artikel 7) og krigsforbrydelser (artikel 8).
Statuttens artikel 7 indeholder en torturdefinition, hvorefter
der ved tortur forstås »forsætlig påførelse af stærk smerte
eller lidelse, enten fysisk eller psykisk, på en person i
anklagedes varetægt eller under anklagedes kontrol. Tortur
omfatter dog ikke smerte eller lidelse, der alene stammer fra,
er forbundet med eller følger af lovlige sanktioner« (artikel 7,
stk. 2, litra e). Artikel 7 angår forbrydelser mod menneskeheden
og er dermed begrænset til handlinger, der begås »som led i et
omfattende eller systematisk angreb mod civilbefolkningen og med
viden om angrebet«.
Artikel 8 om krigsforbrydelser nævner også »tortur«, men
indeholder ikke en nærmere definition heraf. Efter artikel 8,
stk. 2, forstås ved krigsforbrydelser bl.a. grove overtrædelser
af Genève-konventionerne fra 1949, herunder »tortur eller
umenneskelig behandling« (stk. 2, litra a, nr. ii). Endvidere
omfatter krigsforbrydelser efter artikel 8, stk. 2, litra a, nr.
i, i tilfælde af ikke-internationale væbnede konflikter
alvorlige overtrædelser af den fælles artikel 3 i de fire
Genève-konventioner, herunder bl.a. »lemlæstelse, grusom
behandling og tortur« af personer, der ikke deltager aktivt i
fjendtlighederne, herunder personer, der er gjort ukampdygtige
på grund af sydom, sår mv.
Som det fremgår, er de nævnte torturdefinitioner ikke
sammenfaldende. Torturkonventionen indeholder f.eks. ikke de
begrænsninger til forbrydelser mod menneskeheden og
krigsforbrydelser (herunder overtrædelser af
Genève-konventionerne), som fremgår af artikel 7 og 8 i
Statutten for Den Internationale Straffedomstol. Omvendt er
bestemmelserne i statutten i modsætning til Torturkonventionen
ikke begrænset til handlinger begået af offentligt ansatte mv.
Efter definitionen af tortur i Torturkonventionen skal
handlingen have et af visse nærmere angivne formål for at kunne
anses som tortur. Dette er ikke en betingelse efter statuttens
artikel 7 om forbrydelser mod menneskeheden, mens artikel 8 om
krigsforbrydelser ifølge en vejledende udtalelse fra
forsamlingen af deltagende stater i Statutten for Den
Internationale Straffedomstol skal forstås således, at
handlingen skal have et bestemt formål svarende til dem, som er
angivet i Torturkonventionens torturdefinition.
2.1.2. Forud for, at Danmark i 1987
tiltrådte Torturkonventionen, blev det vurderet, om dansk
lovgivning og retspraksis var i overensstemmelse med
konventionen, jf. nærmere bemærkningerne til beslutningsforslag
nr. B 130 (1986-87), hvorved Folketinget gav sit samtykke til
ratifikation af konventionen (Folketingstidende 1986-87, tillæg
A, spalte 3983). Justitsministeriet fandt, at det alene var
nødvendigt at foretage en enkelt ændring af straffelovens regler
om straffemyndighed (jurisdiktionskompetence), jf. lov nr. 322
af 4. juni 1986.
Som anført af Straffelovrådet i betænkningen side 55-58 kan en
traktat, der ikke indeholder udtrykkelige bestemmelser om
nærmere krav til de deltagende staters inkorporering af
traktaten, som udgangspunkt ikke fortolkes således, at der
stilles særlige krav til eller om inkorporering af traktaten.
Det er således de enkelte stater, der afgør, hvordan de vil
efterleve traktatens forpligtelser.
Efter Torturkonventionens artikel 4, stk. 1, skal enhver
deltagende stat sikre, at enhver torturhandling er strafbar i
overensstemmelse med straffelovgivningen, og enhver deltagende
stat skal gøre disse handlinger strafbare med passende straf
under hensyn til deres alvorlige natur, jf. Torturkonventionens
artikel 4, stk. 2.
Torturkonventionen indeholder ikke herudover nogen bestemmelse
om, hvordan forpligtelsen til at gøre torturhandlinger strafbare
nærmere skal opfyldes. Der fremgår således ikke af konventionen
nogen forpligtelse for de deltagende stater til at kriminalisere
tortur særskilt eller til i øvrigt at indføje en definition af
tortur i statens straffelovgivning. Torturkonventionen
indeholder heller ikke i øvrigt nogen bestemmelse angående den
enkelte stats nærmere opfyldelse af forpligtelsen til at gøre
torturhandlinger strafbare.
Forpligtelsen til at kriminalisere tortur betyder således ikke,
at deltagerstaterne nødvendigvis skal indføre en selvstændig
bestemmelse i straffelovgivningen, som kriminaliserer tortur.
På den anførte baggrund er der efter Justitsministeriets
opfattelse og som anført af Straffelovrådet ikke grundlag for at
antage, at Danmark er folkeretligt forpligtet til at indføje
Torturkonventionens definition af tortur i straffelovgivningen,
eller at Danmark i øvrigt er folkeretligt forpligtet til at
indsætte en torturbestemmelse i lovgivningen. I overensstemmelse
med almindelige principper for gennemførelse af internationale
konventioner er det afgørende for, om Danmark lever op til sine
folkeretlige forpligtelser vedrørende tortur, om dansk
lovgivning indeholder bestemmelser, som medfører en passende
straf for handlinger, der i konventionens forstand har karakter
af tortur, og ikke, om der i dansk lovgivning findes en særskilt
bestemmelse, der kriminaliserer tortur, eller en bestemmelse,
som definerer tortur.
2.2. Straffebestemmelser, der omfatter tortur
Der findes i dag ikke en særskilt bestemmelse vedrørende tortur
i straffeloven, men torturhandlinger vil afhængig af deres
konkrete karakter være omfattet af straffelovens bestemmelser om
bl.a. legemskrænkelser (drab, vold mv.), tvang, trusler og
forbrydelser begået i offentlig tjeneste. Nedenfor redegøres for
en række straffebestemmelser, som må anses for at være særligt
relevante i forhold til torturhandlinger.
2.2.1. Torturhandlinger kan være
omfattet af straffelovens 25. kapitel om forbrydelser mod liv og
legeme, herunder straffelovens § 237 om drab, som straffes med
fængsel fra 5 år indtil på livstid. Endvidere kan nævnes
straffelovens §§ 244, 245 og 246 om vold og andre legemsangreb,
som i tilfælde, hvor der foreligger særdeles skærpende
omstændigheder, kan straffes med fængsel indtil 10 år.
Torturhandlinger kan endvidere være omfattet af straffelovens
26. kapitel om forbrydelser mod den personlige frihed, herunder
straffelovens § 260 om ulovlig tvang, hvorefter bl.a. den, som
ved vold eller trussel om vold, om betydelig skade på gods, om
frihedsberøvelse eller om at fremsætte usand sigtelse for
strafbart eller ærerørigt forhold tvinger nogen til at gøre,
tåle eller undlade noget, straffes med bøde eller fængsel indtil
2 år.
Der kan også nævnes straffelovens § 261, stk. 1, om
frihedsberøvelse, hvorefter den, som berøver en anden friheden,
straffes med bøde eller fængsel indtil 4 år. Efter § 261,
stk. 2, er straffen fængsel indtil 12 år, hvis frihedsberøvelsen
sker for vindings skyld, eller frihedsberøvelsen har været
langvarig eller bestået i, at nogen uberettiget holdes i
forvaring som sindssyg eller mentalt retarderet eller bringes i
fremmed krigstjeneste eller i fangenskab eller anden afhængighed
i et fremmed land.
Torturhandlinger kan herudover være omfattet af straffelovens
27. kapitel om freds- og ærekrænkelser, herunder navnlig
straffelovens § 266, hvorefter den, som på en måde, der er egnet
til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres
liv, helbred eller velfærd, truer med at foretage en strafbar
handling, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Torturhandlinger vil også kunne indebære seksuelle krænkelser,
som er omfattet af straffelovens 24. kapitel om forbrydelser mod
kønssædeligheden, f.eks. straffelovens § 216 om voldtægt, som i
tilfælde, hvor der foreligger særligt skærpende omstændigheder,
kan straffes med fængsel indtil 12 år.
Torturhandlinger vil endvidere kunne være omfattet af
straffelovens 16. kapitel om forbrydelser i offentlig tjeneste
eller hverv mv.
Det fremgår af straffelovens § 147, at når nogen, hvem det
påhviler at virke til håndhævelse af statens straffemyndighed,
derved anvender ulovlige midler for at opnå tilståelse eller
forklaring eller foretager en lovstridig anholdelse, fængsling,
ransagning eller beslaglæggelse, straffes den pågældende med
bøde eller fængsel indtil 3 år.
Endvidere fremgår det af straffelovens § 148, at når nogen, hvem
domsmyndighed eller anden offentlig myndighed til at træffe
afgørelse i retsforhold tilkommer, eller hvem det påhviler at
virke for håndhævelse af statens straffemyndighed, forsætlig
eller ved grov uagtsomhed undlader at iagttage en lovbestemt
fremgangsmåde med hensyn til sagens eller enkelte
retshandlingers behandling eller med hensyn til anholdelse,
fængsling, ransagning, beslaglæggelse eller lignende
forholdsregler, straffes den pågældende med bøde eller fængsel
indtil 4 måneder.
Når nogen, som virker i offentlig tjeneste eller hverv,
misbruger sin stilling til at tvinge nogen til at gøre, tåle
eller undlade noget, straffes den pågældende efter straffelovens
§ 150 med fængsel indtil 3 år.
Efter straffelovens § 146 straffes den, som begår uretfærdighed
ved sagens afgørelse eller behandling, når den pågældende har
domsmyndighed mv., med fængsel indtil 6 år. Begås handlingen med
forsæt til velfærdsfortabelse for nogen, er straffen fængsel
indtil 16 år.
Endelig følger det af straffelovens § 151, at den, som
tilskynder eller medvirker til, at nogen, der er underordnet
vedkommende i offentlig tjeneste eller hverv, forbryder sig i
denne tjeneste, straffes uden hensyn til, om den underordnede
kan straffes eller på grund af vildfarelse eller af andre grunde
er straffri, efter den for den pågældende forbrydelse gældende
bestemmelse. Straffelovens § 151 udelukker ikke ansvar efter
straffelovens almindelige regler om medvirken (straffelovens
§ 23).
2.2.2. Endvidere kan nævnes
bestemmelserne i retsplejelovens §§ 750 og 752 om politiets
afhøringer af sigtede personer. Det følger af § 750, 1. pkt., at
politiet kan foretage afhøringer, men ikke kan pålægge nogen at
afgive forklaring, og at der ikke må anvendes tvang for at få
nogen til at udtale sig. Efter § 752, stk. 3 og 4, må løfter,
urigtige foregivender eller trusler ikke anvendes, og afhøringen
må ikke forlænges alene for at opnå en tilståelse. Ved afhøring
i retten finder § 752 tilsvarende anvendelse, jf.
retsplejelovens § 754, stk. 1. Overtrædelse af de nævnte regler
i retsplejeloven kan efter omstændighederne straffes i medfør af
bestemmelser i straffelovens 16. kapitel, herunder navnlig
§ 147.
2.2.3. Straffeloven gælder som
udgangspunkt også for personer i det militære forsvar.
Straffelovens regler suppleres af den militære straffelov i
forbindelse med strafansvar for pligtforsømmelser begået navnlig
af tjenstgørende militært personel. Af særlig relevans for
torturhandlinger kan nævnes § 36, stk. 2, i militær straffelov,
hvorefter den, der under væbnet konflikt forsætligt bruger
krigsmiddel eller fremgangsmåde, hvis anvendelse er i strid med
en mellemfolkelig overenskomst, som Danmark har tiltrådt, eller
med folkeretlig sædvaneret, straffes med fængsel indtil på
livstid.
Endvidere vil torturhandlinger kunne være omfattet af § 27,
stk. 1, i militær straffelov. Efter denne bestemmelse straffes
den, der i øvrigt groft tilsidesætter sine pligter i tjenesten,
for pligtforsømmelse med bøde eller fængsel indtil 3 måneder.
Efter § 27, stk. 2, kan straffen stige til fængsel i 1 år, når
pligtforsømmelsen er af særlig grov karakter, eller når den har
medført betydelig skade eller fare, og efter stk. 3 kan straffen
ved forsætlig overtrædelse under væbnet konflikt stige til
fængsel i 3 år.
2.2.4. Efter straffelovens § 21
straffes handlinger, som sigter til at fremme eller bevirke
udførelsen af en forbrydelse, når denne ikke fuldbyrdes, som
forsøg.
Efter straffelovens § 23, stk. 1, omfatter den for en
lovovertrædelse givne straffebestemmelse alle, der ved
tilskyndelse, råd eller dåd medvirker til gerningen.
Straffelovens bestemmelse om medvirken skelner ikke mellem
hovedmand og medvirkende, og kriteriet er alene, om man har
deltaget i en forbrydelse, uanset hvor stor eller lille den
pågældendes rolle har været. Medvirkensbestemmelsen betyder
bl.a., at en offentligt ansat, der foranlediger, at en ikke
offentligt ansat begår en forbrydelse, kan straffes.
Efter straffelovens § 23, stk. 2, omfatter strafansvar for
medvirken også den, der medvirker til at krænke et særligt
pligtforhold, men selv står uden for dette. Det betyder, at
medvirkensansvar f.eks. også kan pålægges i tilfælde, hvor en
person, der ikke virker i offentlig tjeneste eller hverv,
medvirker til en lovovertrædelse, der begås af en person, der
virker i offentlig tjeneste eller hverv (f.eks. af bestemmelser
i straffelovens 16. kapitel).
2.3. Forældelse
Efter straffelovens § 92 straffes en lovovertrædelse ikke, når
der er indtrådt forældelse efter §§ 93-94. Efter straffelovens
§ 94, stk. 5, afbrydes forældelsesfristen, når den pågældende
gøres bekendt med sigtelsen, eller når anklagemyndigheden
anmoder om rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for
overtrædelsen.
Efter straffelovens § 93, stk. 1, beregnes forældelsesfristen
efter det strafmaksimum, der gælder for den pågældende
lovovertrædelse. Forældelsesfristen er således henholdsvis 2, 5
og 10 år, når der ikke er hjemlet højere straf end fængsel i
henholdsvis 1, 4 og 10 år for overtrædelsen. Hvis der ikke er
hjemlet højere straf end fængsel på bestemt tid, gælder der en
forældelsesfrist på 15 år. Forbrydelser med fængsel på livstid
som strafmaksimum (f.eks. drab) indgår ikke i opregningen i
straffelovens § 93, stk. 1, og strafansvaret for disse
overtrædelser er således uforældeligt.
Efter straffelovens § 93 a indtræder forældelse ikke, når den
pågældende lovovertrædelse er omfattet af en mellemfolkelig
overenskomst, som Danmark har tiltrådt, hvis strafansvar efter
overenskomsten skal være uforældeligt. Denne bestemmelse
indebærer, at strafansvaret for en sådan overtrædelse også efter
dansk ret er uforældeligt, selv om der gælder en strafferamme
med et tidsbestemt strafmaksimum for den pågældende
lovovertrædelse.
Efter artikel 29 i Statutten for Den Internationale
Straffedomstol forældes forbrydelser, der hører under Den
Internationale Straffedomstols jurisdiktion, ikke. Under
domstolens jurisdiktion hører bl.a. forbrydelser mod
menneskeheden og krigsforbrydelser. Disse forbrydelser ville i
praksis som hovedregel også være uforældelige efter dansk rets
almindelige forældelsesregler, jf. ovenfor, men der ville kunne
forekomme tilfælde som f.eks. voldtægt eller grov vold, som ikke
var uforældelige. Har en torturhandling således karakter af en
forbrydelse mod menneskeheden omfattet af artikel 7 i Statutten
for Den Internationale Straffedomstol eller en krigsforbrydelse
omfattet af statuttens artikel 8, forældes handlingen ikke efter
dansk ret, jf. straffelovens § 93 a.
Torturkonventionen indeholder derimod ikke bestemmelser om
forældelse af strafansvaret for tortur, og spørgsmålet om,
hvornår strafansvaret for tortur, der ikke er omfattet af
Statutten for Den Internationale Straffedomstol, forældes, vil
således skulle afgøres efter de almindelige forældelsesregler i
straffeloven.
3. Lovforslagets udformning
Straffelovrådet har indledningsvis overvejet, om alle de
handlinger, der er omfattet af Torturkonventionens definition af
tortur, i dag er strafbare efter dansk ret, jf. pkt. 3.1
nedenfor. Straffelovrådet har dernæst overvejet, om der - selv
om der efter folkeretten ikke kan antages at være en pligt til
at kriminalisere tortur særskilt, jf. pkt. 2.1.2 ovenfor - bør
indsættes en bestemmelse om tortur i straffeloven (enten i form
af en materiel straffebestemmelse eller en
strafudmålingsbestemmelse), jf. pkt. 3.2 - 3.3 nedenfor. Endelig
har Straffelovrådet overvejet, om der bør gælde en særlig
forældelsesregel for torturhandlinger, jf. pkt. 3.4 nedenfor.
3.1. Torturhandlingers strafbarhed efter dansk ret
3.1.1. Som anført i pkt. 2.1 ovenfor
er Danmark i medfør af en række folkeretlige konventioner mv.
forpligtet til at forbyde tortur. Af disse er det alene
Torturkonventionen og Statutten for Den Internationale
Straffedomstol, der indeholder udtrykkelige definitioner af
tortur.
I medfør af artikel 4 i Torturkonventionen er Danmark forpligtet
til at sikre, at enhver torturhandling som defineret i
konventionens artikel 1 er strafbar og kan pålægges en passende
straf under hensyn til handlingens alvorlige natur.
Der findes som anført under pkt. 2.2 ovenfor ikke en særskilt
bestemmelse om tortur i straffeloven, men torturhandlinger vil
være omfattet af straffelovens bestemmelser om de enkelte
forbrydelser.
3.1.2. Straffelovrådet anfører, at
handlinger, der er omfattet af torturbegreberne i
Torturkonventionen og Statutten for Den Internationale
Straffedomstol, jf. pkt. 2.1 ovenfor, må indeholde et element af
enten fysisk indgreb eller psykisk pres mod den pågældende, der
er tilstrækkeligt alvorligt til at fremkalde stærk fysisk eller
mental smerte eller lidelse. Det er nærliggende at antage, at
ordet »fysisk« i Torturkonventionens artikel 1, stk. 1, henviser
til den smerte eller lidelse, der umiddelbart er forbundet med
et indgreb i den legemlige tilstand, mens »psykisk« sigter til
smerte eller lidelse, der ikke umiddelbart er forvoldt på denne
måde, men f.eks. følger af isolation, anbringelse i mørke,
langvarig afhøring, fremsættelse af trusler, oplysninger om den
afhørtes eller frihedsberøvedes nære pårørendes eller venners
skæbne osv.
Handlinger, hvorved der udøves et fysisk indgreb over for en
anden person, vil ofte være omfattet af straffelovens regler om
forbrydelser mod liv og legeme, herunder navnlig bestemmelserne
om drab, vold og hensættelse i hjælpeløs tilstand (straffelovens
§§ 237, 244-246 og 250). Hvis ikke det fysiske indgreb består i
et legemsangreb, som er omfattet af disse bestemmelser i
straffeloven, vil indgrebet kunne udgøre en forbrydelse mod den
personlige frihed, herunder navnlig ulovlig tvang eller
frihedsberøvelse (straffelovens §§ 260-261). Også
torturhandlinger, der indebærer indgreb i form af seksuelle
krænkelser, vil være omfattet af straffeloven.
Handlinger, hvorved der udøves psykisk pres, som forårsager
stærk mental smerte eller lidelse, over for en anden person, vil
ofte være omfattet af straffelovens regler om freds- og
ærekrænkelser, herunder navnlig straffelovens § 266 om trusler.
Efter Straffelovrådets opfattelse vil f.eks. skinhenrettelse
være omfattet af straffelovens § 266, idet en sådan handling må
have til hensigt at fremkalde alvorlig frygt for offerets eget
eller andres liv, helbred eller velfærd.
Endvidere vil der kunne forekomme handlinger, hvor en offentligt
ansat eller en indehaver af offentligt hverv misbruger sin
stilling til at lægge et psykisk pres på en person. Sådanne
handlinger vil være strafbare efter straffelovens regler om
forbrydelser i offentlig tjeneste eller hverv mv., herunder
straffelovens §§ 147 og 150. Dette kan f.eks. være tilfældet,
hvis en fængselsfunktionær for at straffe en indsat - uden at
ville tvinge den pågældende til noget - meddeler den indsatte,
at hans eller hendes barn er blevet dræbt, og derved tilføjer
den indsatte stærk psykisk smerte eller lidelse.
Man kan endvidere forestille sig torturhandlinger, hvorved der
påføres en person (den indirekte berørte) stærk psykisk smerte
eller lidelse, uden at den pågældende umiddelbart selv er udsat
for fysisk overlast. Dette kan f.eks. være tilfældet, hvis man
presser den indirekte berørte til at give oplysninger ved at
begå en forbrydelse mod den pågældendes barn (den direkte
berørte). Straffelovrådet anfører, at sådanne handlinger også
vil kunne straffes såvel med hensyn til den direkte berørte som
med hensyn til den indirekte berørte.
Det følger af Torturkonventionens artikel 4, stk. 1, 2. pkt., at
de deltagende stater skal sikre, at forsøg på at udøve tortur og
handlinger begået af enhver person, som er meddelagtig eller
deltager i tortur, er strafbare i overensstemmelse med
straffelovgivningen. Definitionen af tortur i
Torturkonventionens artikel 1, stk. 1, omfatter også handlinger,
der begås på opfordring af eller med samtykke eller
indvilligelse fra en offentligt ansat eller en anden person, der
virker i embeds medfør.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at straffelovens regler om
forsøg (§ 21) og medvirken (§ 23), jf. pkt. 2.2.4 ovenfor,
dækker de relevante forsøgs- og medvirkenshandlinger, og
Straffelovrådet bemærker i den forbindelse, at de danske regler
om forsøg og medvirken i international sammenligning er meget
vidtgående.
Straffelovrådet bemærker endelig, at det forud for Danmarks
tiltræden af Torturkonventionen blev vurderet, at dansk
lovgivning og praksis var i overensstemmelse med konventionen,
jf. pkt. 2.1.2 ovenfor, og at det efterfølgende løbende er
sikret, at dansk ret fortsat opfylder konventionens krav.
Det er på den anførte baggrund Straffelovrådets opfattelse, at
handlinger, som er omfattet af torturdefinitionen i
Torturkonventionens artikel 1, stk. 1, vil kunne straffes efter
straffelovgivningens gældende bestemmelser. De handlinger, som
Danmark efter Torturkonventionens artikel 4, stk. 1, er
forpligtet til at kriminalisere, er således strafbare efter
dansk ret, jf. dog pkt. 3.3.4 nedenfor.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 50-54.
3.1.3. Justitsministeriet kan
tilslutte sig Straffelovrådets vurdering, hvorefter
torturhandlinger, der er omfattet af Torturkonventionen, er
strafbare her i landet.
3.2. Bør der indføres en torturbestemmelse i straffeloven?
Som det fremgår af pkt. 2.1.2 og 3.1 ovenfor, må Danmark anses
for at opfylde sine folkeretlige forpligtelser til at forbyde og
kriminalisere tortur. Straffelovrådet har imidlertid overvejet,
om det af andre grunde kan være hensigtsmæssigt at indsætte en
bestemmelse om tortur i straffeloven - enten i form af en
bestemmelse, der særskilt kriminaliserer tortur, eller i form af
en strafudmålingsbestemmelse vedrørende torturhandlinger.
3.2.1. Straffelovrådet anfører, at
det kan tale for at indføje en bestemmelse om torturhandlinger i
straffeloven, at tortur er en særegen forbrydelse.
Torturhandlinger består således ikke alene i meget alvorlige
fysiske eller psykiske krænkelser af offeret i form af f.eks.
vold, frihedsberøvelse, ulovlig tvang eller seksuelle overgreb.
Disse alvorlige krænkelser skal endvidere have et formål, der i
sammenhæng med krænkelsen må anses for særlig forkasteligt,
f.eks. at fremtvinge en tilståelse eller andre oplysninger, at
afstraffe eller at forskelsbehandle. Torturhandlinger rammer
desuden som regel ofre, der er i gerningsmandens varetægt, og de
har et element af misbrug af offentligt embede eller hverv.
Det kan endvidere anføres, at torturhandlinger udgør en særlig
kvalificeret krænkelse af et værgeløst offer, som kan medføre
alvorlige fysiske og sjælelige mén, og at torturhandlinger
derfor bør straffes efter en bestemmelse, som klart markerer, at
forbrydelsen består i mere end blot f.eks. vold mod den
pågældende.
Hertil kommer, at tortur folkeretligt anses for at være en
særdeles alvorlig forbrydelse, og at en bestemmelse om
torturhandlinger i straffeloven måske vil kunne medvirke til at
øge opmærksomheden om tortur. Det er også blevet anført, at en
sådan bestemmelse vil kunne understøtte Danmarks deltagelse i
det brede internationale samarbejde om at bekæmpe tortur og
Danmarks støtte til det arbejde, som udføres af FN's Komité mod
Tortur.
Endelig kan det anføres, at en torturbestemmelse, der er
udformet i overensstemmelse med definitionen i
Torturkonventionen, vil gøre det enklere at kategorisere
eventuelle strafbare handlinger, der har karakter af tortur, så
det i givet fald ville blive tydeligere, hvor mange straffesager
der måtte vedrøre tortur.
3.2.2. Straffelovrådet anfører
heroverfor en række hensyn, som taler imod at indsætte en særlig
bestemmelse om torturhandlinger i straffeloven.
Straffelovrådet anfører, at det vil være vanskeligt at fastlægge
et entydigt torturbegreb i en sådan bestemmelse. Tortur er
således forbudt i medfør af en række forskellige folkeretlige
konventioner mv., som fortolkes af forskellige internationale
organer. Blandt de folkeretlige konventioner mv., som Danmark
har tiltrådt, indeholder Torturkonventionen og Statutten for Den
Internationale Straffedomstol forskelligt afgrænsede
definitioner af begrebet tortur, jf. pkt. 2.1 ovenfor.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at skønt Torturkonventionen
må anses for at være det centrale folkeretlige instrument, som
påbyder deltagerstaterne at kriminalisere torturhandlinger,
ville det være naturligt også at tage hensyn til de øvrige
folkeretlige instrumenter, som Danmark har tiltrådt, hvis der
skulle udformes en egentlig straffebestemmelse, der
kriminaliserer torturhandlinger. Det ville således være
ønskeligt, at en egentlig straffebestemmelse om torturhandlinger
kunne omfatte alle elementer af torturbegrebet, sådan som dette
er anvendt i de relevante folkeretlige instrumenter.
Da der imidlertid er forskellige forståelser af torturbegrebet i
de forskellige folkeretlige instrumenter, vil det være
vanskeligt at fastlægge et entydigt torturbegreb i én samlet
straffebestemmelse om torturhandlinger på en måde, som sikrer,
at kriminaliseringen af torturhandlinger til enhver tid er på
linje med de forpligtelser og anbefalinger, der følger af de
forskellige konventioner mv. om tortur.
Hertil kommer, at definitionen af tortur i Torturkonventionens
artikel 1, stk. 1, er kompliceret og indeholder en række
begreber, hvis nærmere indhold er uklart. Det er således ikke
entydigt fastlagt, hvad der ligger i begreberne stærk fysisk
eller mental smerte eller lidelse. Endvidere er det uklart, hvad
der ligger i, at en torturhandling er foretaget »af nogen grund
baseret på nogen form for forskelsbehandling«. Straffelovrådet
fremhæver i den forbindelse, at det grundlæggende strafferetlige
legalitetsprincip, jf. herved straffelovens § 1 og artikel 7 i
Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, kræver en høj grad
af præcision i afgrænsningen af, hvad der skal betragtes som
strafbart.
Straffelovrådet bemærker endvidere, at en egentlig
straffebestemmelse, der kriminaliserer torturhandlinger
særskilt, ville skulle dække et meget bredt og omfattende
spektrum af handlinger, idet tortur kan have meget forskellige
former og formål. Tortur kan således udøves gennem f.eks. drab,
vold, ulovlig tvang, frihedsberøvelse og trusler, der begås med
et eller flere forskelligartede formål. Sker der f.eks. i
forbindelse med aftvingelse af oplysninger et drab, vil der
kunne foreligge tortur. Aftvinges de samme oplysninger ved
anvendelse af trusler, vil der ligeledes kunne være tale om
tortur. Der er stor forskel på disse tilfælde, men denne forskel
vil ikke komme til udtryk ved en egentlig straffebestemmelse,
der i givet fald skulle omfatte alle torturhandlinger.
Straffelovrådet finder det endvidere væsentligt, at
strafferammerne i straffeloven afspejler grovheden af den
pågældende handling. Dette taler også imod en egentlig
torturbestemmelse i straffeloven, da tortur som nævnt findes i
mange former fra de allergroveste (som f.eks. drab) til de
forholdsvis begrænsede (som f.eks. trusler). Strafferammen i en
egentlig straffebestemmelse om torturhandlinger måtte således
omfatte straffelovens strengeste straf, dvs. livstidsstraffen,
for at dække tilfælde, hvor torturhandlinger medfører døden. I
forhold til de mindre grove tilfælde af tortur ville en sådan
strafferamme - selv om der må ses med stor alvor på alle former
for tortur - anses for at være for vid og uden rimelig
sammenhæng med strafværdigheden af disse mindre grove forhold.
En egentlig straffebestemmelse, der kriminaliserer
torturhandlinger, vil således vanskeligt kunne udformes sådan,
at den afspejler den enkelte handlings karakter og alvor. Det
vil efter Straffelovrådets opfattelse give en klarere og mere
oplysende retstilstand, hvis torturhandlinger straffes efter
straffelovens allerede gældende straffebestemmelser kombineret
med en bestemmelse, der under hensyn til handlingens form og
formål kvalificerer forholdet som tortur, og som skal tages i
betragtning ved fastsættelsen af straffen, jf. pkt. 3.2.4
nedenfor.
Straffelovrådet anfører endvidere, at det taler imod en egentlig
straffebestemmelse, der kriminaliserer torturhandlinger, at
torturhandlinger som anført i pkt. 3.1.2 ovenfor allerede er
strafbare efter de gældende regler i straffeloven, idet
»dobbeltkriminalisering« bør undgås.
Straffelovrådet har endelig anført, at det vil kunne være
vanskeligt at indordne en egentlig straffebestemmelse, der
kriminaliserer torturhandlinger, i den systematik, som
straffeloven bygger på. En sådan bestemmelse vil således bl.a.
kunne medføre unødige afgrænsningsproblemer i lyset af, at de
omfattede handlinger allerede er strafbare efter andre
bestemmelser i straffeloven.
3.2.3. Straffelovrådet finder, at
der på den anførte baggrund kan anføres flere hensyn, som taler
for at indføre en bestemmelse om torturhandlinger i straffeloven
- herunder hensynet til at markere, at tortur er en meget
alvorlig forbrydelse, til at understøtte den internationale
indsats mod tortur og til at synliggøre mulige tilfælde af
tortur. Efter Straffelovrådets opfattelse er der en række andre
hensyn, der taler stærkt imod at indføre en egentlig
straffebestemmelse, der kriminaliserer torturhandlinger -
herunder bl.a., at torturhandlinger allerede er strafbare efter
straffeloven, og at det strafbare område bør være angivet
præcist i en straffebestemmelse. Endvidere må det som ovenfor
nævnt lægges til grund, at folkeretten ikke stiller krav om en
sådan bestemmelse.
3.2.4. Efter Straffelovrådets
opfattelse kan de nævnte hensyn, der taler for at indsætte en
bestemmelse om torturhandlinger i straffeloven, tilgodeses på en
måde, som ikke giver anledning til de samme problemer og
betænkeligheder som en egentlig straffebestemmelse, der særligt
kriminaliserer tortur.
Straffelovrådet peger således på, at en
strafudmålingsbestemmelse i straffeloven for torturhandlinger i
givet fald vil indebære, at torturhandlinger fortsat skal
straffes efter de relevante generelle straffebestemmelser
samtidig med, at torturhandlinger vil være omfattet af en særlig
bestemmelse, som regulerer strafudmålingen for den pågældende
handling. En sådan strafudmålingsbestemmelse for
torturhandlinger vil efter Straffelovrådets opfattelse indebære,
at den konkrete torturforbrydelse karakteriseres bedre i loven,
idet den pågældende gerningsmand vil blive straffet efter
straffelovens relevante straffebestemmelser, mens straffen vil
skulle udmåles i medfør af den særlige strafudmålingsbestemmelse
om tortur. Det vil dermed komme til at stå mere klart, hvori
torturen nærmere består.
Straffelovrådet anfører endvidere, at en
strafudmålingsbestemmelse ikke vil medføre de samme
afgrænsningsvanskeligheder i forhold til straffelovens øvrige
bestemmelser som en egentlig straffebestemmelse om
torturhandlinger.
Desuden indebærer legalitetskravet ikke lige så høje krav til
graden af præcision, når der ikke er tale om bestemmelser, der
fastlægger det strafbare område, men om bestemmelser om, at
visse forhold skal tillægges betydning i skærpende retning ved
strafudmålingen. Endvidere vil de ovenfor omtalte forskelle i
afgrænsningen og anvendelsen af torturbegrebet i de forskellige
folkeretlige instrumenter ikke medføre samme vanskeligheder,
hvis der alene skal udformes en strafudmålingsbestemmelse, idet
hjemmelen til at straffe de pågældende handlinger i så fald
fortsat vil være de relevante gældende straffebestemmelser i
straffeloven, der som anført i pkt. 3.1.2 omfatter alle
torturhandlinger.
Straffelovrådet anfører endvidere, at hvis der indsættes en
strafudmålingsbestemmelse om tortur i straffeloven, vil det
stemme med, at Torturkonventionen ikke fastlægger, hvilken straf
der skal udmåles for torturhandlinger, men derimod giver den
enkelte stat mulighed for at sætte straffen for konkrete
torturhandlinger i relation til det gældende strafniveau for den
pågældende handling.
Endelig vil en strafudmålingsbestemmelse efter Straffelovrådets
opfattelse være mindst lige så velegnet som en egentlig
straffebestemmelse til at markere, at tortur er en meget
alvorlig forbrydelse, og en strafudmålingsbestemmelse vil lige
så godt kunne sikre, at det bliver lettere at kategorisere
relevante overtrædelser af straffeloven som torturhandlinger og
dermed også, at det bliver lettere at registrere
torturhandlinger.
Sammenfattende kan Straffelovrådet på denne baggrund gå ind for,
at der indsættes en strafudmålingsbestemmelse for
torturhandlinger i straffeloven.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 58-67.
3.2.5. Straffelovrådet har
overvejet, om en sådan strafudmålingsbestemmelse for
torturhandlinger bør udformes som en strafforhøjelses- eller
strafskærpelsesbestemmelse. En strafforhøjelsesbestemmelse går
ud på, at straffen kan forhøjes ud over den strafferamme, der i
øvrigt gælder for den pågældende forbrydelse, mens en
strafskærpelsesbestemmelse går ud på, at der skal udmåles en
skærpet straf inden for den pågældende forbrydelses
strafferamme.
Straffelovrådet peger på, at torturhandlinger i overvejende grad
vil falde ind under bestemmelser i straffeloven, der vil kunne
udløse strenge straffe, jf. pkt. 2.2.1 ovenfor. Hvis handlingen
f.eks. har karakter af grov vold, kan straffen gå op til fængsel
indtil 6 år, jf. straffelovens § 245, og under særdeles
skærpende omstændigheder kan straffen stige til fængsel indtil
10 år, jf. straffelovens § 246. Tortur vil endvidere ofte bestå
af flere strafbare handlinger, f.eks. både vold og
frihedsberøvelse, således at straffelovens § 88 vil finde
anvendelse. Efter denne bestemmelse skal der i tilfælde, hvor
nogen ved en eller flere strafbare handlinger har begået flere
lovovertrædelser, fastsættes en fælles straf inden for den
strengeste af de pågældende strafferammer. Under særdeles
skærpende omstændigheder kan straffen overstige den højeste for
nogen af lovovertrædelserne foreskrevne straf med indtil det
halve.
Straffelovrådet bemærker, at de gældende strafferammer for
f.eks. legemskrænkelser, forbrydelser mod den personlige frihed
og trusler er fastlagt under hensyn til, at også
torturhandlinger vil skulle straffes efter disse bestemmelser,
og rådet finder, at de eksisterende strafferammer er passende
til at afspejle, at samfundet ser med stor alvor på
torturhandlinger. Straffelovrådet finder på denne baggrund ikke
tilstrækkeligt grundlag for at foreslå en
strafforhøjelsesbestemmelse og finder, at det vil være
tilstrækkeligt til at markere den alvorlige karakter af tortur,
hvis det betragtes som en skærpende omstændighed, at
lovovertrædelsen er begået ved tortur, således at straffen kan
skærpes inden for den givne strafferamme (en
strafskærpelsesbestemmelse).
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 67-69.
3.2.6. Justitsministeriet er enig i
Straffelovrådets overvejelser og kan tilslutte sig forslaget om
at indføre en strafskærpelsesbestemmelse om tortur i
straffeloven.
I forbindelse med høringen over betænkningen er det anført, at
der for at understrege torturforbrydelsers helt særlige karakter
og for at styrke Danmarks deltagelse i den internationale
indsats mod tortur bør indsættes en særskilt straffebestemmelse,
der kriminaliserer tortur, i straffeloven, eller at der i hvert
fald bør indsættes en strafforhøjelsesbestemmelse, der giver
mulighed for at forhøje strafferammen for torturhandlinger. Der
er bl.a. blevet peget på, at dette vil harmonere bedst med
anbefalingerne fra FN's Komité mod Tortur.
Justitsministeriet er imidlertid som nævnt enig med
Straffelovrådet i, at væsentlige hensyn taler imod en egentlig
straffebestemmelse, der kriminaliserer tortur, og at det omvendt
må anses for at være en reelt bedre løsning at indsætte en
strafskærpelsesregel i straffeloven. Justitsministeriet er også
enig i, at de gældende strafferammer efter de relevante
bestemmelser sammenholdt med bestemmelsen i straffelovens § 88
(der ikke foreslås ændret) ikke kan anses for utilstrækkelige
til at omfatte torturforbrydelser.
Med hensyn til den nærmere udformning af den foreslåede
strafskærpelsesbestemmelse henvises til pkt. 3.3 nedenfor.
3.3. Udformningen af en strafskærpelsesbestemmelse i
straffeloven
3.3.1. Det er Straffelovrådets
opfattelse, at der ved fastlæggelsen af torturbegrebet i dansk
ret bør tages udgangspunkt i Torturkonventionens definition af
tortur, idet denne konvention som ovenfor nævnt må anses som det
centrale folkeretlige instrument vedrørende forbud mod tortur.
Efter Torturkonventionens artikel 1, stk. 1, omfatter tortur
»enhver handling, ved hvilken smerte eller lidelse, enten fysisk
eller mental, bevidst påføres en person«. Derudover skal
handlingen bl.a. have et af de formål, som er opregnet i
bestemmelsen, jf. nærmere nedenfor.
Straffelovrådet finder, at anvendelsesområdet for en
strafskærpelsesbestemmelse for torturhandlinger i
overensstemmelse med denne definition af tortur bør omfatte
tilføjelse af stærk fysisk eller psykisk smerte eller lidelse.
Endvidere bør en sådan bestemmelse efter Straffelovrådets
opfattelse også omfatte tilføjelse af skade på legeme eller
helbred. Alle skader på legeme eller helbred bør således være
omfattet af strafskærpelsesbestemmelsen for torturhandlinger,
uanset om der i forbindelse med skaden har været tilføjet stærk
fysisk eller psykisk smerte eller lidelse. Det kan være
tilfældet, hvis et fysisk indgreb, f.eks. amputation af
kropsdele, er sket under bedøvelse.
Efter Torturkonventionens artikel 1, stk. 1, skal
torturhandlingen have til formål at fremskaffe oplysninger eller
en tilståelse fra offeret eller en tredjemand, at straffe
offeret for en handling, som den pågældende selv eller en
tredjemand har begået eller mistænkes for at have begået, eller
at skræmme eller lægge tvang på offeret eller en tredjemand
eller af nogen grund baseret på nogen form for
forskelsbehandling.
Med henblik på at sikre en vis præcision i den foreslåede
strafskærpelsesbestemmelse finder Straffelovrådet det mest
rigtigt, at det i bestemmelsen udtømmende anføres, hvilke
nærmere grunde der skal have motiveret torturhandlingen.
Straffelovrådet foreslår derfor, at strafskærpelsesbestemmelsen
for torturhandlinger skal finde anvendelse på overtrædelser af
straffeloven, som er begået for at skaffe oplysninger eller en
tilståelse fra nogen, for at afstraffe, skræmme eller tvinge
nogen til at gøre, tåle eller undlade noget eller på grund af
den pågældendes politiske overbevisning, køn, race, hudfarve,
nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle
orientering.
Ved udformningen af dette forslag er der bl.a. taget
udgangspunkt i de grunde til trusler, forhånelse eller
nedværdigelse, der er omfattet af straffelovens § 266 b, dvs.
race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro og seksuel
orientering. Herudover er politisk overbevisning og køn medtaget
i forslaget, idet disse forhold efter Straffelovrådets
opfattelse også kan danne baggrund for torturhandlinger.
3.3.2. Efter Torturkonventionens
artikel 4, stk. 1, 2. pkt., skal de deltagende stater sikre, at
forsøg på at udøve tortur er strafbare i overensstemmelse med
straffelovgivningen.
Straffelovrådet finder, at straffelovens regler om forsøg er
fyldestgørende i forhold til konventionen. Torturhandlinger
udgør allerede efter gældende ret en overtrædelse af
straffeloven, og der kan derfor også efter straffelovens § 21
straffes for forsøg på sådanne overtrædelser.
Har gerningsmanden haft forsæt til overtrædelse af straffeloven
og forsæt i relation til de objektive omstændigheder, der er
nævnt i den foreslåede strafskærpelsesbestemmelse, men er
overtrædelsen af straffeloven ikke fuldbyrdet, skal der straffes
for forsøg på overtrædelse af straffeloven, og det skal i kraft
af den foreslåede strafskærpelsesbestemmelse ved
straffastsættelsen indgå som en skærpende omstændighed, at
gerningsmanden har forsøgt at begå lovovertrædelsen ved tortur.
Er forholdet det, at overtrædelsen af straffeloven er
fuldbyrdet, men den tilstræbte følge (skade, smerte eller
lidelse) ikke indtrådt, skal der straffes for fuldbyrdet
straffelovsovertrædelse, og da gerningsmanden har haft forsæt
til at begå lovovertrædelsen ved tortur, skal dette i kraft af
den foreslåede strafskærpelsesbestemmelse indgå som en skærpende
omstændighed ved straffastsættelsen.
3.3.3. Efter Torturkonventionens
artikel 1, stk. 1, skal torturhandlingen »påføres af eller på
opfordring af en offentlig ansat eller en anden person, der
virker i embeds medfør, eller med en sådan persons samtykke
eller indvilligelse«.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at begrebet »offentlig
tjeneste eller hverv«, som anvendes i en række bestemmelser i
straffelovens 16. kapitel, vil være dækkende i forhold til
Torturkonventionens udtryk. Torturkonventionen må efter
Straffelovrådets opfattelse forstås således, at den påbyder
deltagerstaterne at kriminalisere såvel torturhandlinger begået
af den pågældende stats egne offentligt ansatte som
torturhandlinger begået af offentligt ansatte i andre stater
eller i internationale myndigheder. En
strafskærpelsesbestemmelse for torturhandlinger bør derfor som
udgangspunkt omfatte alle, der virker i dansk, udenlandsk eller
international offentlig tjeneste eller hverv. Denne personkreds
svarer til afgrænsningen efter straffelovens §§ 122 og 144 om
henholdsvis ydelse og modtagelse af bestikkelse.
Straffelovrådet har overvejet, om også personer, der falder uden
for begrebet offentlig ansættelse eller hverv, bør omfattes af
bestemmelsen. Straffelovrådet har endvidere overvejet, om også
private, der udøver erhverv i medfør af offentlig autorisation
eller anerkendelse, bør omfattes af bestemmelsen, f.eks.
advokater og privatpraktiserende læger.
Det er Straffelovrådets opfattelse, at der ikke er særligt behov
for, at sådanne personer bliver udtrykkeligt omfattet af en
strafskærpelsesbestemmelse for torturhandlinger. Disse personer
vil således være omfattet af straffelovens § 23 om medvirken,
hvis de medvirker til torturhandlinger, der begås af en person i
offentlig tjeneste eller hverv. Som et eksempel herpå kan nævnes
en forsvarsadvokat, der på opfordring af en anklager påfører sin
klient stærk fysisk smerte for at få klienten til at tilstå en
forbrydelse.
Efter Torturkonventionens artikel 1, stk. 1, omfatter
torturbegrebet også torturhandlinger, der udøves på opfordring
af en offentligt ansat eller en anden person, der virker i
embeds medfør, eller med en sådan persons samtykke eller
indvilligelse. Efter konventionens artikel 4, stk. 1, 2. pkt.,
skal enhver deltagende stat endvidere sikre, at bl.a. handlinger
begået af enhver person, som udgør meddelagtighed eller
deltagelse i tortur, er strafbare i overensstemmelse med
straffelovgivningen.
Straffelovrådet har overvejet, om det udtrykkeligt bør angives i
en strafskærpelsesbestemmelse for torturhandlinger, at
bestemmelsen også omfatter personer, der udøver tortur på
opfordring af en offentligt ansat mv. eller med en sådan persons
samtykke eller indvilligelse. Straffelovrådet finder, at
reglerne om medvirken i straffelovens § 23 sikrer, at de nævnte
personer bliver omfattet af strafskærpelsesbestemmelsen. Det
gælder både medvirken, der består i opfordring eller samtykke
til eller indvilligelse i torturhandlinger, jf. herved
Torturkonventionens artikel 1, stk. 1, og medvirken, der består
i meddelagtighed eller deltagelse i tortur, jf. herved
Torturkonventionens artikel 4, stk. 1.
Straffelovrådet har herved lagt vægt på, at der efter
straffelovens § 23 ikke skelnes mellem hovedmand og
medgerningsmand, og at det derfor ikke er afgørende, om man har
deltaget i en andens forbrydelse, men alene om man har deltaget
i en forbrydelse. Efter straffelovens § 23 vil alle, der ved
tilskyndelse, råd eller dåd har deltaget i en lovovertrædelse,
kunne straffes, og en strafskærpelsesbestemmelse for
torturhandlinger vil derfor finde anvendelse i forhold til sådan
medvirken. Straffelovrådet har endvidere lagt vægt på, at
medvirkensansvaret efter dansk ret også omfatter den, der
medvirker til krænkelse af et særligt pligtforhold, men selv
står uden for dette, jf. herved straffelovens § 23, stk. 2
(f.eks. en ikke offentligt ansat, der medvirker til en
offentligt ansats forbrydelse efter straffelovens 16. kapitel).
Der kan i den forbindelse også peges på den særlige regel i
straffelovens § 151 om medvirkensansvaret for forbrydelser i
offentlig tjeneste eller hverv, jf. pkt. 2.2 ovenfor.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 69-75.
3.3.4. Straffelovens 16. kapitel
(§§ 144-157) indeholder bestemmelser om forbrydelser i offentlig
tjeneste eller hverv mv. Bestemmelserne i straffelovens 16.
kapitel omfatter med undtagelse af §§ 144 og 152 b alene dansk
offentlig tjeneste og danske offentlige hverv, medmindre de
pågældende ved særskilt bestemmelse er inddraget under de
særlige pligter, som følger af 16. kapitel.
Som anført i pkt. 3.1.2 er det Straffelovrådets opfattelse, at
handlinger, som er omfattet af torturdefinitionen i
Torturkonventionens artikel 1, stk. 1, vil kunne straffes efter
straffelovens bestemmelser. De relevante bestemmelser i
straffeloven om legemskrænkelse, angreb på den personlige frihed
mv. er i almindelighed universelle i den forstand, at de nævnte
forhold er strafbare, uanset hvor i verden og af hvem de begås.
Bestemmelserne i straffelovens 16. kapitel er derimod som nævnt
som udgangspunkt begrænset til personer, der udøver dansk
offentlig tjeneste eller hverv mv. Det kan således efter
Straffelovrådets opfattelse ikke fuldstændig udelukkes, at der
vil kunne blive begået torturhandlinger i udøvelse af udenlandsk
eller international offentlig tjeneste eller hverv, som ikke vil
være omfattet af straffelovens §§ 145-157, fordi de ikke er
begået i dansk offentlig tjeneste eller hverv, og som heller
ikke vil være omfattet af straffelovens øvrige bestemmelser.
Selv om det vil være usandsynligt, at en sådan torturhandling
ikke er omfattet af straffelovens øvrige bestemmelser, finder
Straffelovrådet det rigtigst, at anvendelsesområdet for
bestemmelserne i straffelovens 16. kapitel udtrykkeligt udvides
til også at finde anvendelse i udøvelse af udenlandsk og
international offentlig tjeneste eller hverv, når der er tale om
torturhandlinger.
Straffelovrådet foreslår på den baggrund, at der indsættes en
bestemmelse i straffelovens 16. kapitel, som indebærer, at
straffelovens §§ 145-157 gælder tilsvarende i udøvelse af
udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller hverv,
hvis handlingen er omfattet af den foreslåede
strafskærpelsesbestemmelse for torturhandlinger.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 76-77.
3.3.5. Justitsministeriet kan
tilslutte sig Straffelovrådets overvejelser om udformningen af
den foreslåede strafskærpelsesbestemmelse mv., og lovforslaget
er udformet i overensstemmelse hermed.
I forbindelse med høringen over betænkningen er det bl.a. blevet
kritiseret, at den foreslåede bestemmelses anvendelsesområde er
snævrere end Torturkonventionens torturdefinition, idet den
foreslåede bestemmelse i modsætning til konventionen udtømmende
angiver de grunde, der skal have motiveret handlingen, for at
den kan anses som tortur. Det er endvidere anført, at det bør
tydeliggøres, i hvilket omfang private er omfattet af den
foreslåede bestemmelse.
Justitsministeriet er enig med Straffelovrådet i, at
Torturkonventionens formulering »af nogen grund baseret på nogen
form for forskelsbehandling« er så upræcis, at den ikke bør
medtages i en straffelovsbestemmelse, men at det bør være
angivet nærmere i bestemmelsen, hvilke grunde til
forskelsbehandling der er omfattet af torturdefinitionen.
Hvis private begår torturlignende handlinger, må det i praksis
forventes at ville foregå under omstændigheder, som efter
straffelovens almindelige strafudmålingsregler må anses for en
skærpende omstændighed ved straffastsættelsen, jf. f.eks.
straffelovens § 81, nr. 6 (om gerninger, der har baggrund i
andres etniske oprindelse, tro, seksuelle orientering eller
lignende), nr. 8 (om gerninger begået bl.a. under misbrug af
stilling eller særligt tillidsforhold i øvrigt) og nr. 10 (om
udnyttelse af forurettedes værgeløse stilling).
Justitsministeriet er endvidere enig med Straffelovrådet i, at
dansk ret med straffelovens meget brede medvirkensbegreb, der
omfatter enhver, der ved tilskyndelse, råd eller dåd har
medvirket til gerningen, lever op til de folkeretlige
forpligtelser til at kriminalisere medvirken til tortur.
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 1, nr. 1 (forslag til
straffelovens § 157 a og § 157 b), og bemærkningerne hertil.
3.4. Forældelse
3.4.1. Straffelovrådet har
overvejet, om der bør gælde en særlig forældelsesregel i
tilknytning til den foreslåede torturbestemmelse i straffeloven.
FN's Komité mod Tortur har anbefalet en revision af
forældelsesreglerne med henblik på at sikre, at torturhandlinger
kan blive retsforfulgt, uanset hvornår handlingen er begået.
Der er ikke i dansk ret knyttet særlige forældelsesfrister til
strafansvaret for torturhandlinger. Torturhandlinger forældes
således som udgangspunkt efter de almindelige forældelsesregler
i straffeloven, jf. pkt. 2.3 ovenfor, hvilket indebærer, at
torturhandlinger forældes efter den forældelsesfrist, der er
knyttet til den konkrete straffebestemmelse, som handlingen
udgør en overtrædelse af.
Efter straffelovens § 93 a indtræder forældelse imidlertid ikke,
når en lovovertrædelse er omfattet af en mellemfolkelig
overenskomst, som Danmark har tiltrådt, hvis strafansvar efter
overenskomsten er uforældeligt. Forældelse af det strafferetlige
ansvar vil således ikke indtræde, i det omfang de konventioner,
der indeholder bestemmelser om tortur, også indeholder
bestemmelser om, at strafansvar for torturhandlinger ikke
forældes. Det er alene Statutten for Den Internationale
Straffedomstol, der indeholder en sådan bestemmelse om
uforældelighed, jf. statuttens artikel 29. Har en torturhandling
således karakter af en forbrydelse mod menneskeheden eller en
krigsforbrydelse, der henhører under domstolens jurisdiktion,
forældes handlingen ikke efter dansk ret, jf. straffelovens § 93
a. Torturkonventionen indeholder ikke nogen bestemmelse om
forældelse af strafansvaret for tortur.
Efter den foreslåede strafskærpelsesbestemmelse, jf. pkt. 3.3
ovenfor, indgår det i definitionen af tortur, at overtrædelsen
af straffeloven er begået ved at tilføje en anden person skade
på legeme eller helbred eller stærk fysisk eller psykisk smerte
eller lidelse. Bestemmelsen indebærer, at torturhandlinger vil
skulle straffes efter straffelovens almindelige bestemmelser om
f.eks. legemskrænkelser, tvang, trusler eller forbrydelser
begået i offentlig tjeneste, og det vil være strafferammen i de
pågældende straffebestemmelser, der er afgørende for længden af
forældelsesfristen. Dette vil efter Straffelovrådets opfattelse
indebære, at der som altovervejende hovedregel i praksis vil
være tale om en forældelsesfrist på mindst 10 år, og der vil
også kunne være tilfælde af tortur, der først forældes efter 15
år eller slet ikke forældes.
I betænkning nr. 1441/2004 om visse forældelsesretlige spørgsmål
udtalte Straffelovrådet, at forældelsesfristens længde bør
afhænge af lovovertrædelsens grovhed. Jo grovere en
lovovertrædelse er, desto større behov vil der typisk være for
at forfølge den, selv om der er gået længere tid, efter at den
er begået, og desto svagere vil de hensyn, der kan tale imod en
sådan forfølgning, typisk være, jf. herved betænkning nr.
1441/2004 side 48.
Med den foreslåede strafskærpelsesbestemmelse for
torturhandlinger vil det være en skærpende omstændighed, at et
forhold er begået ved tortur. Straffelovrådet finder, at de
eksisterende strafferammer - også hvor lovovertrædelsen er
begået ved tortur - er passende til at afspejle, at samfundet
ser med meget stor alvor på torturhandlinger. Straffelovrådet
har i den forbindelse lagt vægt på, at de allerede gældende
strafferammer er fastlagt under hensyn til, at også
torturhandlinger vil skulle straffes efter disse bestemmelser.
Straffelovrådet finder i forlængelse heraf, at der heller ikke
af hensyn til forbrydelsens grovhed er behov for at indsætte en
særlig forlænget forældelsesfrist for tortur, idet de gældende
frister må anses for passende. Straffelovrådet har også lagt
vægt på, at forældelsesfristen efter straffelovens § 94, stk. 5,
afbrydes allerede, når den pågældende gøres bekendt med
sigtelsen, eller når anklagemyndigheden anmoder om
rettergangsskridt, hvorved den pågældende sigtes for
overtrædelsen.
Straffelovrådet har overvejet, om hensynet til mulighederne for
effektivt at kunne retsforfølge torturhandlinger kan begrunde en
forlænget forældelsesfrist for tortur. Der har således været sat
spørgsmålstegn ved, om de gældende forældelsesfrister er for
korte særligt i relation til torturhandlinger begået i udlandet.
Det fremgår af betænkningen, at Statsadvokaten for Særlige
Internationale Straffesager har oplyst over for Straffelovrådet,
at statsadvokaturen siden dens oprettelse den 1. juni 2002 har
behandlet omkring 150 sager, hvor der kunne være mistanke om, at
alvorlig kriminalitet var begået i udlandet af personer med
ophold i Danmark. I 132 af disse sager er sagsbehandlingen
afsluttet, og af disse 132 sager er 11 sager afsluttet på grund
af forældelse. Sagsbehandlingen i disse sager har ikke afdækket,
om der kunne have været bevismæssigt grundlag for at rejse
tiltale, hvis forholdet ikke havde været forældet.
Statsadvokaten har i øvrigt peget på, at strafferammerne for
overtrædelse af straffelovens §§ 244 og 245 er blevet skærpet,
og at forældelsesfristen i de pågældende sager derfor måske på
nuværende tidspunkt ville have været længere, end da sagerne
blev afsluttet.
Det er efter Straffelovrådets opfattelse vigtigt, at
forældelsesreglerne ikke udgør en hindring for den effektive
retshåndhævelse i sager om tortur. Straffelovrådet finder
imidlertid, at der ikke er grundlag for at indsætte en forlænget
forældelsesfrist for torturhandlinger, bl.a. under hensyn til,
at forældelsesfristen som nævnt ovenfor i almindelighed vil være
mindst 10 år, og at der efter straffelovens § 93 a ikke
indtræder forældelse for lovovertrædelser, der er omfattet af en
af Danmark tiltrådt mellemfolkelig overenskomst, ifølge hvilken
strafansvaret er uforældeligt. Straffelovrådet har endvidere
lagt vægt på, at det alene er en lille del af de sager, som har
været efterforsket af Statsadvokaten for Særlige Internationale
Straffesager, der er afsluttet på grund af forældelse, og hvor
der allerede derfor ikke har været grundlag for at undersøge til
bunds, om der i øvrigt ville have været tilstrækkeligt
bevismæssigt grundlag for at rejse tiltale.
Straffelovrådet bemærker herudover, at forældelsesfristen efter
straffelovens § 94, stk. 5, som nævnt afbrydes allerede, når den
pågældende bliver gjort bekendt med sigtelsen, eller når
anklagemyndigheden anmoder om rettergangsskridt, hvorved den
pågældende sigtes for overtrædelsen.
Endelig bemærker Straffelovrådet, at torturhandlinger begået i
udlandet ofte vil være forbundet med særlige
opdagelsesvanskeligheder, der gør, at de først opdages sent. De
bevisproblemer, der knytter sig til torturhandlinger begået i
udlandet, vil endvidere ofte være så betydelige, at de allerede
af den grund ikke vil kunne gennemføres til domfældelse her i
landet. Der er derfor efter Straffelovrådets opfattelse ikke
tilstrækkeligt grundlag for at antage, at en forlængelse af
forældelsesfristen i praksis ville få nogen nævneværdig
betydning i relation til mulighederne for at gennemføre en
retsforfølgning i sådanne sager.
Der henvises i øvrigt til betænkningen side 77-81.
3.4.2. Justitsministeriet kan
tilslutte sig Straffelovrådets overvejelser, og lovforslaget
indeholder på den baggrund ikke særlige regler om forældelse af
forbrydelser begået ved tortur.
3.5. Militær straffelov
3.5.1. Straffelovrådet foreslår, at
der i straffeloven indsættes en ny strafskærpelsesbestemmelse
for torturhandlinger. Torturhandlinger kan imidlertid også finde
sted inden for den militære straffelovs område, og
Straffelovrådet anbefaler, at det overvejes at indsætte en
tilsvarende strafskærpelsesbestemmelse for torturhandlinger i
militær straffelov, jf. betænkningen side 70.
3.5.2. Militær straffelov består af
en almindelig del, der indeholder en række særbestemmelser om
bl.a. personkreds og jurisdiktion, som afviger fra straffelovens
almindelige del. Endvidere består militær straffelov af en
speciel del, der indeholder en række særlige straffebestemmelser
om pligtforsømmelser, forbrydelser mod forsvarsmagtens
kampdygtighed og andre forbrydelser under væbnet konflikt.
Straffelovens regler gælder også for personer, som er
beskæftiget i det militære forsvar. Herudover gælder militær
straffelov for strafansvar for pligtforsømmelser begået navnlig
af tjenstgørende militært personel som et supplement til
straffelovens regler. Typisk vil en overtrædelse af den militære
straffelov, som indebærer torturhandlinger, således samtidig
være en overtrædelse af en eller flere af straffelovens
bestemmelser.
Overtrædelser af den militære straffelov, som indebærer
torturhandlinger, kan ske såvel under som uden for væbnet
konflikt. Som eksempel på en overtrædelse under væbnet konflikt,
hvor en strafskærpelsesbestemmelse i den militære straffelov kan
være relevant, kan nævnes en overtrædelse af militær straffelovs
§ 36, stk. 2, hvor der i strid med artikel 13 i 3.
Genève-konvention om krigsfangers behandling er påført en
krigsfange stærk fysisk smerte eller lidelse for at skaffe
oplysninger fra krigsfangen. Som eksempel på en overtrædelse
uden for væbnet konflikt kan nævnes en overtrædelse af militær
straffelovs § 27, hvor der påføres en person stærk fysisk smerte
eller lidelse for at afstraffe vedkommende.
Med henblik på udtrykkeligt at fastslå, at tortur, også hvis der
er tale om en overtrædelse af den militære straffelov, skal være
en strafskærpende omstændighed, foreslås det, at der i den
militære straffelov indsættes en strafskærpelsesbestemmelse for
torturhandlinger, der svarer til forslaget til en
strafskærpelsesbestemmelse i straffeloven (forslaget til
straffelovens § 157 a).
Der henvises i øvrigt til lovforslagets § 2 (forslag til militær
straffelovs § 27 a) og bemærkningerne hertil.
4. Lovforslagets økonomiske og administrative konsekvenser mv.
Den foreslåede ændring af straffeloven og militær straffelov
skønnes ikke at have økonomiske eller administrative
konsekvenser for staten, regioner eller kommuner.
Lovforslaget har ikke økonomiske eller administrative
konsekvenser for erhvervslivet eller borgerne.
Lovforslaget indeholder ikke miljømæssige konsekvenser eller
EU-retlige aspekter.
5. Hørte myndigheder mv.
Straffelovrådets betænkning nr. 1494/2008 om en
torturbestemmelse i straffeloven har været sendt i høring hos
følgende myndigheder og organisationer mv.:
Østre Landsret, Vestre Landsret, samtlige byretter,
Domstolsstyrelsen, Den Danske Dommerforening,
Dommerfuldmægtigforeningen, Rigsadvokaten, Foreningen af
Offentlige Anklagere, Rigspolitiet, Politiforbundet i Danmark,
Direktoratet for Kriminalforsorgen, Advokatrådet,
Landsforeningen af beskikkede advokater, Institut for
Menneskerettigheder, Retssikkerhedsfonden, Dansk Retspolitisk
Forening, Det Kriminalpræventive Råd, Amnesty International,
Dansk Røde Kors og Rehabiliterings- og Forskningscentret for
Torturofre.
6. Sammenfattende skema
Bemærkninger til lovforslagets enkelte bestemmelser
I bilag 1 til lovforslaget er de foreslåede bestemmelser
sammenholdt med de nugældende regler.
Til § 1
(straffeloven)
Til nr. 1 (§§ 157 a-157 b)
Til § 157 a
Det foreslås, at der i straffeloven indsættes en
strafudmålingsbestemmelse, som indebærer, at det ved udmålingen
af straf efter de gældende bestemmelser i straffeloven skal
anses for en skærpende omstændighed inden for den strafferamme,
der gælder for den pågældende forbrydelse, at forholdet har haft
karakter af tortur.
Den foreslåede § 157 a indeholder i stk. 1 en bestemmelse om
strafskærpelse for torturhandlinger, mens stk. 2 indeholder en
definition af, hvilke handlinger der skal anses som tortur.
Det følger af det foreslåede stk. 1,
at det ved fastsættelse af straf for en overtrædelse af
straffeloven skal indgå som en skærpende omstændighed, at et
forhold anses for tortur. Bestemmelsen indebærer således, at en
overtrædelse af en bestemmelse i straffeloven (grunddeliktet)
skal straffes strengere, end det ellers ville have været
tilfældet, hvis overtrædelsen er begået ved tortur som defineret
ved det foreslåede stk. 2. Straffen vil dog ikke kunne overstige
den strafferamme, som er foreskrevet ved den pågældende
straffelovsbestemmelse (grunddeliktet), jf. dog straffelovens
§ 88.
Efter forslaget er det således en betingelse, at der foreligger
en overtrædelse af straffeloven.
Handlinger, der er omfattet af FN's Torturkonvention eller andre
folkeretlige bestemmelser om tortur, vil allerede kunne straffes
efter de gældende bestemmelser i straffeloven. Torturhandlinger
vil typisk indebære overtrædelser af straffelovens bestemmelser
om legemskrænkelser (drab, vold mv.), tvang, trusler og/eller
forbrydelser begået i offentlig tjeneste eller hverv mv. I
tilfælde, hvor overtrædelser af straffeloven er omfattet af den
foreslåede § 157 a, vil der skulle straffes efter den overtrådte
straffebestemmelse med henvisning til den foreslåede
strafskærpelsesbestemmelse. Det indebærer f.eks., at drab begået
ved tortur vil skulle straffes efter straffelovens § 237, jf.
den foreslåede § 157 a.
Den foreslåede bestemmelse vil også kunne finde anvendelse i
tilfælde, hvor overtrædelsen af straffeloven ikke kun direkte
retter sig mod torturofferet. Som et eksempel herpå kan nævnes,
at en gerningsmand i udøvelsen af offentlig tjeneste eller hverv
forøver vold mod torturofferets ægtefælle eller børn for at
skaffe oplysninger fra torturofferet.
Den foreslåede bestemmelse om tortur vil ikke finde anvendelse,
hvis en handling eller undladelse er retmæssig og derfor ikke
strafbar efter straffeloven. Definitionen af tortur i
Torturkonventionens artikel 1, stk. 1, indeholder et lignende
forbehold, jf. nedenfor. Dette kan f.eks. være af betydning, i
det omfang en ellers strafbar handling er omfattet af
straffelovens § 13, stk. 3, der omfatter handlinger, som er
nødvendige for på retmæssig måde at skaffe lovlige påbud adlydt,
iværksætte en lovlig pågribelse eller hindre en fanges eller
tvangsanbragt persons rømning. Sådanne handlinger vil således
ikke være omfattet af den foreslåede bestemmelse. Der kan i den
forbindelse også henvises til politilovens § 16, hvorefter
politiets magtanvendelse skal være nødvendig og forsvarlig og
alene må ske med midler og i en udstrækning, der står i rimeligt
forhold til den interesse, der søges beskyttet. Magt skal efter
denne bestemmelse endvidere anvendes så skånsomt, som
omstændighederne tillader, og således at eventuelle skader
begrænses til et minimum.
Efter stk. 2 i den foreslåede
bestemmelse skal en overtrædelse af straffeloven anses for
begået ved tortur, hvis de betingelser, der er opregnet i
bestemmelsen, er opfyldt. Afgrænsningen af torturbegrebet er
udformet i lyset af artikel 1, stk. 1, i Torturkonventionen, som
indeholder en definition af tortur. Udtrykket »tortur« betyder
efter denne bestemmelse enhver handling, ved hvilken stærk
smerte eller lidelse, enten fysisk eller mental, bevidst påføres
en anden person med det formål at fremskaffe oplysninger eller
en tilståelse fra denne eller en tredjemand, at straffe ham for
en handling, som han selv eller en tredjemand har begået eller
mistænkes for at have begået, eller at skræmme eller lægge tvang
på ham eller en tredjemand eller af nogen anden grund baseret på
nogen form for forskelsbehandling, når en sådan smerte eller
lidelse påføres af eller på opfordring af en offentligt ansat
eller en anden person, der virker i embeds medfør eller med en
sådan persons samtykke eller indvilligelse. Smerte eller
lidelse, der alene er en naturlig eller tilfældig følge af eller
del af lovlige sanktioner, er ikke omfattet.
Efter det foreslåede stk. 2 er det
en betingelse, at det strafbare forhold er begået i udøvelsen af
dansk, udenlandsk eller international offentlig tjeneste eller
hverv. Personafgrænsningen svarer til straffelovens bestemmelser
i §§ 122 og 144.
Udtrykket »dansk offentlig tjeneste eller hverv« skal forstås på
samme måde som i de gældende bestemmelser i straffelovens 16.
kapitel.
Offentlig tjeneste omfatter al beskæftigelse i den statslige,
regionale og kommunale forvaltning, hvad enten den består i at
træffe afgørelser eller udøve faktisk virksomhed såsom
transport, undervisning og behandling. Forsvarets personel
falder ind under den foreslåede bestemmelse, i det omfang de
begåede handlinger er omfattet af straffeloven, jf. i øvrigt
lovforslagets § 2 (forslag til § 27 a i militær straffelov).
Strafbare handlinger i udførelsen af offentlige hverv medfører
også i almindelighed ansvar efter reglerne i straffelovens 16.
kapitel, hvad enten hvervet beror på valg, kontrakt eller
pligtmæssig tjeneste. Medlemmer af Folketinget og
kommunalbestyrelserne er således også omfattet af den foreslåede
bestemmelse.
Personer i privat tjeneste eller hverv er ikke omfattet af
bestemmelsen. Dette gælder, selv om de udøver erhverv i medfør
af offentlig beskikkelse eller anerkendelse. Den foreslåede
bestemmelse vil dog kunne finde anvendelse for sådanne personer
ved fastsættelse af straf for medvirken til et forhold, der er
begået ved tortur, jf. straffelovens § 23.
Det må i øvrigt forventes, at torturlignende handlinger begået
af private i praksis i givet fald vil foregå under
omstændigheder, som efter straffelovens almindelige
strafudmålingsregler må anses for en skærpende omstændighed ved
straffastsættelsen, jf. f.eks. straffelovens § 81, nr. 6 (om
gerninger, der har baggrund i andres etniske oprindelse, tro,
seksuelle orientering eller lignende), nr. 8 (om gerninger
begået bl.a. under misbrug af stilling eller særligt
tillidsforhold i øvrigt) og nr. 10 (om udnyttelse af
forurettedes værgeløse stilling).
Med udtrykket »udenlandsk offentlig tjeneste eller hverv« sigtes
til offentlig tjeneste eller hverv i andre lande. Udenlandsk
offentlig tjeneste eller hverv omfatter bl.a. personer, der
udøver en offentlig funktion for et andet land, herunder for en
offentlig styrelse eller en offentlig virksomhed.
Udtrykket »international offentlig tjeneste eller hverv«
omfatter bl.a. tjeneste og hverv ved De Europæiske Fællesskaber.
Bestemmelsen vil endvidere kunne finde anvendelse på medlemmer
af Europa-Kommissionen, Europa-Parlamentet, EF-Domstolen og De
Europæiske Fælleskabers Revisionsret. Bestemmelsen vil også
kunne anvendes ved anden international offentlig tjeneste mv.,
f.eks. i FN, NATO, Europarådet og OECD. Den foreslåede
bestemmelse kræver, at der er tale om »offentlig« tjeneste mv.
Tjeneste i private internationale organisationer vil derfor ikke
være omfattet af bestemmelsen.
Den pågældende overtrædelse af straffeloven skal efter den
foreslåede bestemmelse være begået i udøvelsen af offentlig
tjeneste eller hverv. Dette indebærer, at den pågældende skal
have begået lovovertrædelsen i forbindelse med sin tjeneste
eller sit hverv, og at lovovertrædelser, som er begået uden
forbindelse med tjenesten eller hvervet, ikke er omfattet af den
foreslåede bestemmelse. Dette vil f.eks. gælde tilfælde, hvor en
offentligt ansat uden for tjenestetiden begår vold og derved
tilføjer sin nabo skade på legemet for at afstraffe naboen som
led i en nabostrid.
Efter det foreslåede stk. 2 er det en betingelse, at
lovovertrædelsen er begået ved at tilføje en anden person skade
på legeme eller helbred eller stærk fysisk eller psykisk smerte
eller lidelse.
Udtrykket »skade på legeme eller helbred« skal fortolkes i
overensstemmelse med straffelovens § 245, stk. 2. Der foreligger
således en skade, når angrebet har gjort lægehjælp nødvendig
eller har medført længere tids sygeleje eller uarbejdsdygtighed.
Hævelser, buler, blå øjne og mærker samt striber er ikke
omfattet af udtrykket »skade«. Handlinger, som medfører sådanne
mere begrænsede følger, vil dog kunne være omfattet af den
foreslåede bestemmelse, hvis de påfører offeret stærk fysisk
smerte.
Herudover vil der kunne være tale om tilføjelse af stærk fysisk
smerte eller lidelse, som f.eks. er forårsaget af stik, slag,
spark, kvælning, ophængning, fastholdelse i smertefulde
stillinger, stærk varme- eller kuldepåvirkning, elektrisk stød,
overhældning med væske, uden at der dog tilføjes skade på den
pågældendes legeme eller helbred. Der vil også kunne være tale
om tilføjelse af stærk psykisk smerte eller lidelse, som f.eks.
er forårsaget af udsultning, indespærring, herunder i isolation
eller mørke, afskæring fra søvn, anbringelse i stressende
stillinger, efter omstændighederne trusler på liv eller helbred
mod den pågældende selv eller nærstående personer, alvorlige
forbrydelser mod nærstående personer eller alvorlige former for
ydmygelse af den pågældende selv eller nærstående personer.
Som det fremgår af bestemmelsens ordlyd, skal der være tale om
»stærk« fysisk eller psykisk smerte eller lidelse. Det er
således ikke enhver form for fysisk eller psykisk smerte eller
lidelse, der er omfattet af bestemmelsen. Vurderingen af, om der
er tale om stærk fysisk eller psykisk smerte, må bero på de
konkrete omstændigheder i sagen. Behandlingen af den pågældende
skal indebære en alvorlig og intens smerte eller lidelse. Der må
i den forbindelse også lægges vægt på, hvor lang tid det
pågældende offer har været udsat for den behandling, der
forårsager smerten eller lidelsen, og de fysiske og psykiske
virkninger af behandlingen, herunder intensiteten og varigheden
af smerten eller lidelsen. Ved kortvarig smerte eller lidelse må
der således kræves en højere smerte- eller lidelsesgrad, mens
der ikke kan stilles lige så høje krav til intensiteten af
smerten eller lidelsen, hvis den har længere varighed. Også
længerevarende smerte eller lidelse må dog være af en vis
styrke.
Efter det foreslåede stk. 2 anses en lovovertrædelse alene for
tortur, hvis lovovertrædelsen er begået med et af de formål
eller af en af de grunde, der er opregnet i nr. 1-3. Opregningen
i nr. 1-3 er en udtømmende angivelse af de formål, som en
handling skal have for at kunne anses som en torturhandling.
Dette gælder, uanset at de formål, der er opregnet i
Torturkonventionens artikel 1, stk. 1, ikke kan anses for
udtømmende. Baggrunden herfor er, at der må stilles krav om en
vis præcision ved fastlæggelsen af bestemmelsens
anvendelsesområde. Det bemærkes i den forbindelse, at de
eventuelle former for torturhandlinger, som ikke måtte være
omfattet af opregningen i nr. 1-3, i givet fald vil være
strafbare efter straffelovens bestemmelser om de enkelte
forbrydelser.
Efter det foreslåede stk. 2, nr. 1,
skal en lovovertrædelse anses for begået ved tortur, hvis
lovovertrædelsen er begået for at skaffe oplysninger eller en
tilståelse fra nogen. Bestemmelsen i stk. 2, nr. 1, svarer til
den del af Torturkonventionens artikel 1, stk. 1, som indebærer,
at et af de formål, der kan karakterisere en torturhandling, er,
at handlingen er begået »med det formål at fremskaffe
oplysninger eller en tilståelse fra denne (dvs. offeret) eller
en tredjemand«. Forholdet kan vedrøre fremskaffelse af
oplysninger eller en tilståelse i forbindelse med efterforskning
af et strafbart forhold eller til efterretningsformål, men
bestemmelsen vil også kunne finde anvendelse i forbindelse med
andre forhold.
Det kan nævnes, at grove overtrædelser af retsplejelovens § 750,
stk. 1, og § 752, stk. 3 og 4, om afhøringer vil kunne være
omfattet af den foreslåede bestemmelse, idet overtrædelse af de
nævnte regler i retsplejeloven efter omstændighederne vil kunne
straffes i medfør af bestemmelser i straffelovens 16. kapitel,
herunder navnlig § 147.
Efter det foreslåede stk. 2, nr. 2,
skal en lovovertrædelse endvidere anses for begået ved tortur,
hvis lovovertrædelsen er begået for at afstraffe, skræmme eller
tvinge nogen til at gøre, tåle eller undlade noget. Bestemmelsen
i stk. 2, nr. 2, afspejler den del af Torturkonventionens
artikel 1, stk. 1, som indebærer, at et af de formål, der kan
karakterisere en torturhandling, er, at handlingen er begået
»med det formål . at straffe ham (dvs. offeret) for en handling,
som han selv eller en tredjemand har begået eller mistænkes for
at have begået, eller at skræmme eller lægge tvang på ham eller
en tredjemand«.
Udtrykket »afstraffelse« omfatter uretmæssige gengældelser og
repressalier. Der vil typisk være tale om handlinger, der har
karakter af at være enten organiserede eller planlagte. Ikke
alle former for voldsudøvelse eller overskridelse af grænserne
for lovlig magtanvendelse vil være afstraffelse, men vil i givet
fald kunne straffes som vold efter de almindelige materielle
bestemmelser i straffeloven.
Ved udtrykket »skræmme« skal efter forslaget forstås det at
fremkalde alvorlig frygt hos offeret eller en anden person for
en persons liv, helbred eller velfærd. Det er ved forslaget
forudsat, at udtrykket »skræmme« forstås i overensstemmelse med
fremkaldelse af alvorlig frygt efter straffelovens § 266.
Den del af det foreslåede stk. 2, nr. 2, der angår det at tvinge
nogen til at gøre, tåle eller undlade noget, skal forstås i
overensstemmelse med straffelovens § 260 om ulovlig tvang, dvs.
at formålet skal være at påvirke en persons evne og vilje til
selvbestemmelse.
Efter det foreslåede stk. 2, nr. 3,
skal en lovovertrædelse, som er omfattet af stk. 2, herudover
anses for tortur, hvis lovovertrædelsen er begået på grund af
den pågældendes politiske overbevisning, køn, race, hudfarve,
nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle
orientering. Bestemmelsen i stk. 2, nr. 3, afspejler den del af
Torturkonventionens artikel 1, stk. 1, som indebærer, at et af
de formål, der kan karakterisere en torturhandling, er, at
handlingen er begået »af nogen grund baseret på nogen form for
forskelsbehandling«.
Opregningen i stk. 2, nr. 3, er en udtømmende angivelse af de
grunde, som skal have motiveret forbrydelsen, for at denne kan
anses for at være begået ved tortur. Med henblik på at sikre en
vis præcision i den foreslåede bestemmelse er den udformet med
udgangspunkt i de grunde til trusler, forhånelse eller
nedværdigelse, der er omfattet af straffelovens § 266 b, dvs.
race, hudfarve, national eller etnisk oprindelse, tro og seksuel
orientering. Herudover er politisk overbevisning og køn medtaget
i forslaget, da også disse forhold vil kunne danne baggrund for
torturhandlinger.
Den foreslåede bestemmelse i stk. 2 indebærer, at gerningsmanden
skal have haft forsæt til at tilføje offeret skade på legeme
eller helbred eller stærk fysisk eller psykisk smerte eller
lidelse samt til et af de formål med handlingen, som er opregnet
i nr. 1-3. Dette indebærer bl.a., at gerningsmanden i
overensstemmelse med det almindelige forsætsbegreb skal have
haft det fornødne kendskab til de objektive omstændigheder, som
er omfattet af den foreslåede bestemmelse, og som bevirker, at
forholdet bliver bedømt som tortur.
Har gerningsmanden haft forsæt til overtrædelse af straffeloven
og til de objektive omstændigheder, der er omfattet af den
foreslåede strafskærpelsesbestemmelse, men er overtrædelsen af
straffeloven ikke fuldbyrdet, skal der straffes for forsøg på
overtrædelse af straffeloven, og det skal i kraft af den
foreslåede strafskærpelsesbestemmelse ved straffastsættelsen
indgå som en skærpende omstændighed, at gerningsmanden har
forsøgt at begå lovovertrædelsen ved tortur.
Er forholdet det, at overtrædelsen af straffeloven er
fuldbyrdet, men den tilstræbte følge (skade, smerte eller
lidelse) ikke indtrådt, skal der straffes for fuldbyrdet
straffelovsovertrædelse, og da gerningsmanden har haft forsæt
til at begå lovovertrædelsen ved tortur, skal dette forhold i
kraft af den foreslåede strafskærpelsesbestemmelse indgå som en
skærpende omstændighed ved straffastsættelsen.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 157 b
Det foreslås at indsætte en bestemmelse i straffelovens 16.
kapitel, som indebærer, at bestemmelserne i straffelovens
§§ 145-157 gælder tilsvarende i udøvelse af udenlandsk eller
international offentlig tjeneste eller hverv, hvis handlingen er
omfattet af den foreslåede § 157 a om strafskærpelse for
torturhandlinger.
Bestemmelserne i straffelovens 16. kapitel retter sig mod
personer i offentlig tjeneste eller hverv mv. Bortset fra
straffelovens § 144 og § 152 b, stk. 2, omfatter bestemmelserne
i straffelovens 16. kapitel alene personer i dansk offentlig
tjeneste og danske offentlige hverv. Personer knyttet til
udenlandsk offentlig tjeneste mv. omfattes kun, hvis de ved
særskilt lov er inddraget under de særlige pligter, som følger
af de pågældende bestemmelser.
Den foreslåede bestemmelse i § 157 b vil skabe sikkerhed for, at
alle bestemmelser i straffelovens 16. kapitel vil kunne anvendes
i forhold til personer, der virker i udenlandsk eller
international offentlig tjeneste eller hverv, hvis sådanne
personer begår torturhandlinger, som efter straffelovens 16.
kapitel ville være strafbare, hvis de var begået af personer i
dansk offentlig tjeneste eller hverv. Om den nærmere forståelse
af udtrykkene udenlandsk eller international offentlig tjeneste
eller hverv henvises til bemærkningerne til forslaget til § 157
a.
Forslaget til § 157 b indebærer ikke en generel udvidelse af
anvendelsesområdet for bestemmelserne i straffelovens
§§ 145-157. Disse bestemmelser vil således efter forslaget alene
kunne anvendes i forhold til personer i udenlandsk eller
international offentlig tjeneste eller hverv, hvis den
pågældende handling samtidig er omfattet af den foreslåede § 157
a om torturhandlinger.
Det bemærkes endvidere, at den foreslåede bestemmelse ikke
berører straffelovens almindelige bestemmelser om dansk
straffemyndighed mv., jf. herved straffelovens §§ 6-12.
Strafansvar efter den foreslåede bestemmelse kræver således, at
betingelserne for dansk straffemyndighed er opfyldt i den
konkrete sag.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.3.4 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 2
(Militær straffelov)
Til nr. 1 (§ 27 a)
Til § 27 a
Det foreslås at indsætte en strafskærpelsesbestemmelse om tortur
i militær straffelov, der svarer til den foreslåede
strafskærpelsesbestemmelse i straffeloven, jf. forslaget til
straffelovens § 157 a (lovforslagets § 1, nr. 1), og
bemærkningerne hertil.
Der henvises i øvrigt til pkt. 3.5 i lovforslagets almindelige
bemærkninger.
Til § 3
(Ikrafttræden)
Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2008.
Det følger af straffelovens § 3, stk. 1, 1. pkt., at spørgsmålet
om strafbarhed og straf skal afgøres efter den
straffelovgivning, der gælder ved handlingens påkendelse, men at
straffen ikke derved må blive strengere end efter den
straffelovgivning, der gjaldt, da den strafbare handling blev
foretaget. Da lovforslaget dels indebærer en skærpelse af
straffen for overtrædelser af straffeloven, der er begået ved
tortur, dels indebærer en udvidelse af det strafbare område i
straffelovens §§ 145-157, vil lovændringen kun finde anvendelse
på forhold, der er begået efter lovens ikrafttræden.
Til § 4
(Færøerne og Grønland)
Bestemmelsen vedrører lovens territoriale gyldighed og
indebærer, at loven som udgangspunkt ikke gælder for Færøerne og
Grønland.
Bilag 1 Lovforslaget sammenholdt med gældende lov
|
||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|