UfR 1977.114 HD
 
  H. D. 21. december 1976 i sag I 288/1976
Rigsadvokaten mod T (lrs. Skovgaard-Sørensen e. o.).

I denne sag blev Østre Landsrets i U.1976.784 refererede dom ændret ved sålydende:

Højesterets dom.

Den i denne sag af Østre Landsret afsagte dom er med Justitsministeriets tilladelse indanket for Højesteret af tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært om formildelse, navnlig således at straffen gøres betinget, og af anklagemyndigheden til skærpelse.

Under domsforhandlingen har anklagemyndigheden subsidiært påstået forholdet henført under straffelovens § 158, stk. 1, jfr. § 21, idet tiltalte må være gået ud fra, at V ville komme til at afgive forklaring som vidne.

Tiltaltes forsvarer har protesteret mod, at anklagemyndighedens subsidiære påstand tages under påkendelse. Den forudsætter iøvrigt en bevisbedømmelse, som ikke er foretaget af de forudgående instanser.

I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Hvidt, Blom-Andersen, H. A. Sørensen, Schaumburg, Høyrup, Høeg og Torben Jensen.

Tiltalte har til støtte for sin påstand om frifindelse anført, at landsretten ved at henføre forholdet under straffelovens § 158, stk. 1, jfr. § 23, har anvendt straffeloven urigtigt. V blev i retsmødet den 30. april 1974 under den mod B rejste straffesag afhørt med retsstilling som sigtet, og hendes forklaring var straffri efter straffelovens § 159, stk. 1. Domfældelse for strafbar medvirken forudsætter efter ordlyden af § 23, at hovedmandens forhold er strafbart. Da denne betingelse ikke er opfyldt, er også tiltaltes tilskyndelse til afgivelsen af forklaringen straffri.

Anklagemyndigheden har anført, at forholdet med rette er henført under straffelovens § 158, stk. 1, jfr. § 23. Den morfinbasehandel, om hvilken V blev afhørt i retsmødet den 30. april 1974, var ikke medtaget under tiltalen i hendes egen sag, men det er iøvrigt uden betydning for tiltalte T's strafskyld, om forklaringen for hendes vedkommende var straffri efter § 159, stk. 1. Denne bestemmelse er en speciel undtagelse fra hovedreglen i § 158, stk. 1, og må anses som et begrænset personligt privilegium. Straffriheden efter § 159, stk. 1, skyldes ligesom strafnedsættelses- og bortfaldsreglen i stk. 2 udelukkende den interessekollision, i hvilken den afhørte befinder sig, og kan ikke udstrækkes til tiltalte T, der ikke selv var sigtet for strafbart forhold.

Det er oplyst, at anklageskrift mod V blev udfærdiget den 20. marts 1974, og at der den 31. maj 1974 blev meddelt fuldbyrdelsesordre vedrørende dommen over hende af 9. s. m. Tiltale mod C for anstiftelse til den urigtige forklaring er undladt af anklagemyndigheden i medfør af retsplejelovens § 723, stk. 1, nr. 4, idet der ikke skønnedes at ville blive idømt tillægsstraf efter straffelovens § 89.

Bestemmelsen om straffrihed efter straffelovens § 159, stk. 1, findes at være begrænset til den sigtede, idet den skyldes dennes særlige processuelle stilling. Bestemmelsen findes ikke at medføre, at en udenforstående som tiltalte i nærværende sag, der tilskynder en sigtet til falsk forklaring, er straffri, og reale grunde findes da også som anført i byretsdommen at tale herfor. Det tiltrædes herefter, at tiltalte er anset skyldig i overtrædelse af straffelovens § 158, stk. 1.

Idet straffen findes passende bestemt, vil dommen være at stadfæste, dog at straffen efter omstændighederne, herunder navnlig det lange tidsrum, der er medgået til sagens behandling, findes at kunne gøres betinget som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom bør ved magt at stande, dog at fuldbyrdelsen af straffen udsættes, således at den bortfalder efter en prøvetid på 2 år regnet fra denne højesteretsdoms afsigelse på betingelse af, at tiltalte, T, i prøvetiden ikke begår strafbart forhold.

Sagens omkostninger for landsret og Højesteret udredes af statskassen.