UfR 1963.616
 
  Af Horsens byrets straffesag 314/1962 fremgik, at der var rejst tiltale mod T for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1. T var tidligere straffet, senest ved Københavns Byrets dom af 9. februar 1960 med fængsel i 2 år, at udstå i særfængsel i medfør af straffelovens § 17, stk. 2. Ved Købehavns Byrets dom af 6. februar 1962 var han for tyveri og brugstyveri dømt til anbringelse i forvaringsanstalt.

Det siges i dom 16. november 1962:
Ved tiltaltes uforbeholdne tilståelse, der er bestyrket ved det i øvrigt oplyste, er det godtgjort, at han har gjort sig skyldig i de ham påsigtede forhold under følgende omstændigheder:

Overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1, ved dels den 6. januar 1962 over for fængselsbetjent A på Vestre fængsel i København, hvor tiltalte da hensad i varetægt, og dels den 6. februar 1962 i Københavns Byrets 5. afdeling at have fremsat falske anklager mod den ved særfængslet i X tjenstgørende fængselsoverbetjent B, idet han i strid med sandheden beskyldte B for under tiltaltes anbringelse i særfængslet i tiden fra 23. februar 1960 til 7. marts 1961 adskillige gange at have gjort tilnærmelser over for ham og herunder opfordret ham til at gå med på depotet eller toilettet, hvor B ville "onanere på ham", samt for i forbindelse med indsprøjtninger flere gange at have klappet ham på indersiden af lårene, endvidere for at have forsøgt at kysse ham på munden flere gange, endvidere taget ham på kønsdelen uden på tøjet samt tilbudt ham tobak og cigaretter, hvis han ville have forhold til ham.

Tiltalte har tilføjet, at grunden til at han fremkom med disse usandfærdige beskyldninger var, at han ønskede at blive anbragt på anstalten i Y i stedet for i X; endvidere var hans nerver ødelagt på det pågældende tidspunkt. Der havde ikke, udover nogle "småture", bestået uoverensstemmelser mellem tiltalte og B.

Anklagemyndigheden har påstået tiltalte anset med almindelig straf samt mortifikation af de af tiltalte fremsatte ærerørige udtalelser og har specielt anført, at nedennævnte lægelige udtalelse om tiltaltes strafuegnethed ikke kan gælde i den foreliggende sag, hvor kriminaliteten er af en ganske anden beskaffenhed. Det er herved fremhævet som en nødvendighed af hensyn til fængselspersonalet, at der reageres strengt over for en forbrydelse som den omhandlede.

Forsvareren har heroverfor anført, at sondringen mellem forskellige forbrydelsesarter i relation til spørgsmålet om strafegnethed må forekomme kunstig. Forsvareren har tidligere under sagen ønsket indhentet en supplerende lægeerklæring om nævnte spørgsmål, hvilket imidlertid anklagemyndigheden ikke har fundet påkrævet.

Til brug for en tidligere sag mod tiltalte afgav overlægen ved Justitsministeriets psykiatriske undersøgelsesklinik den 5. december 1959 en erklæring med sålydende konklusion:

"Observanden er ikke fundet sindssyg eller åndssvag, men gennemsnitligt og jævnt begavet. Ved mentalundersøgelsen har observanden vist sig at have en epilepsi, men med ringe anfaldshyppighed og ikke særlig svære anfald. Observanden er ikke fundet sikkert reduceret heraf. Observandens følelsesliv er indsnævret og overfladisk, primitivt, forsimplet og afstumpet. Observanden må anses som konstitutionel psykopat i hvert fald i middelsvær grad af den stemningslabile, holdningsløse type med betydelige karakterdefekter og en svær kriminel tilbøjelighed, i de senere år tillige med en svær vist nok symptomatisk alkoholisme, der i nogen grad synes at have medført forøget hyppighed af de epileptiske anfald. Observanden må anses forfalden til drukkenskab i lovens forstand.

Observanden kan ikke længere anses egnet til påvirkning gennem straf, og da nye ligeartede lovovertrædelser med en betydelig sandsynlighed kan forudses, og da observanden også trænger til behandling såvel for sit alkoholmisbrug som for epilepsien, foreslås han taget i forvaring på en forvaringsanstalt for psykopater, hvor han naturligt hører hjemme."

Retslægerådet har endvidere i en erklæring af 7. december 1961 udtalt, at tiltalte "- - - ikke er sindssyg eller åndssvag, men frembyder udtalte psykopatiske karakterafvigelser, særlig i retning af holdningsløshed og stemningsmæssig instabilitet. Efter prøvetilladelsen i marts 1961 har han ikke formået at tilpasse sig socialt, men er hurtigt recidiveret til en ret omfattende kriminalitet.

Tiltalte må fremdeles anses for strafuegnet, og da risikoen for nye ligeartede lovovertrædelser er betydelig, må det tilrådes, at han anbringes i en forvaringsanstalt for psykisk abnorme kriminelle."

Efter det således oplyste finder retten, at den nu for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1, forskyldte straf under hensyn til den tiltalte ved Københavns Byrets dom af 6. februar 1962 overgåede foranstaltning i medfør af grundsætningen i straffelovens § 89, stk. 1, bør bortfalde.

De af tiltalte fremførte falske anklager, således som oven for beskrevet, kendes ubeføjede.