
	UfR 1965.662 HD
		H. D. 22. juni 1965 i sag I 27/1965 Rigsadvokaten mod T (lrs. Ilfeldt). Århus herredsrets dom 25. juni 1964. Under denne ved domsmandsret behandlede sag tiltales kriminaloverbetjent T, boende - - - ifølge statsadvokatens anklageskrift af 1. juni 1964 til at lide straf efter straffelovens § 164, stk. 1, for ved falsk anklage, anmeldelse til eller forklaring for øvrighed at have søgt at bevirke, at en uskyldig sigtes eller dømmes for en strafbar handling ved i skrivelse af 2. maj 1963 til Justitsministeriet, afsendt fra hans bopæl i - - - i strid med sandheden at have gjort anmeldelse om nedennævnte strafbare forhold - overtrædelse af straffelovens § 144 der angaves begået af kriminalassistent A i forbindelse med dennes hverv som leder af rigspolitichefens tekniske distriktsafdeling for - - - hvor tiltalte i årene 1947-62 forrettede tjeneste som medlem af kriminalpolitikorpset, idet tiltalte i nævnte skrivelse angav, 1.at "A modtager en højttaler som returkommission fra B og O, da der købes stålbopt. til tekn. afd.", hvorved tiltalte sigtede til, at kriminalassistenten, der i 1949 for teknisk distriktsafdeling hos Bang & Olufsen A/S i Struer havde indkøbt en bandoptager til afdelingen, i anledning af dette køb skulle have modtaget en højttaler på retsstridig og strafbar måde af nævnte firma som personlig gave, uagtet det rette forhold var, at kriminalassistenten havde købt højttaleren hos firmaet for 150 kr. 2.at "A foreslår politimesteren, at man skal bringe morderen til Inge Bisgårds kiste, og hale tilståelsen ud af ham under synet af hans offer. Lover Bisgård, at han skal komme på hold af morderen. Jeg blander mig i det. A vil sende mig hjem. Der er ikke mere for dig at lave T. Senere under retssagen spørger Bisgård den vagth. betjent om det er tilladt at overvære retsmødet, når han er tilsagt som vidne. Han er myrdedes fader. Retsform. spørges. Principielt nej. Bisgard hos A. Forklædning låner A's frakke og går lige så stille ind og sætter sig i retslokalet. Vagth. betj. opdager ham og kalder ham ud. Over hos A i afd. siger tak for assistancen og giver A 50 kr.", hvorved tiltalte sigtede til, at kriminalassistent A den 8. eller 9. november 1955 i Århus på retsstridig og strafbar måde skulle have modtaget en dusør på 50 kr. af gårdejer Chr. Jensen Bogh Bisgård i anledning af, at kriminalassistenten havde medvirket til, at gårdejer Bisgård, der en af de anførte dage var indkaldt som vidne på Vestre Landsrets tingsted i Århus under straffesagen mod sin datters drabsmand, og som i sin egenskab af vidne var nægtet adgang til tilhørerpladserne, alligevel kunne skaffe sig adgang til de nævnte tilhørerpladser, idet kriminalassistenten udlånte sin frakke til Bisgård, der i denne forklædning ikke var kendelig for vagtpersonalet, uagtet kriminalassistenten i virkeligheden hverken havde modtaget dusør eller overhovedet medvirket til, at Bisgård skaffede sig adgang til retslokalet. Tiltalte er født den 2. januar 1915 i Haderslev og findes ikke tidligere straffet. Tiltalte har nægtet sig skyldig og forklaret, at han har skrevet den i sagen omhandlede skrivelse af 2. maj 1963 til Justitsministeriet. Tiltalte er klar over, at han i skrivelsen har anmeldt kriminalassistent A for returkommission, straffelovens § 144, dels ved at have anført, at A havde modtaget en højttaler som returkommission fra A/S Bang & Olufsen, Struer. Tiltalte er nu klar over, at A havde købt denne højttaler og ikke fået den som gave. Tiltalte vil imidlertid hævde, at han troede, at A havde fået højttaleren som gave, da han skrev brevet. Han støtter denne tro på en udtalelse fra A's side, da A kom hjem fra Struer "Se, hvad jeg har fået med hjem fra Struer." Tiltalte var i en meget uligevægtig tilstand både fysisk og sjæleligt, da han skrev den omhandlede skrivelse. Når han skrev skrivelsen, var det, fordi han havde følt sig uretfærdigt behandlet ved nedklassificering i flyvevåbnet, og da han mente, at blandt andre kriminalassistent A havde andel i de oplysninger, der var givet flyvevåbnet, var det tiltalte magtpåliggende at klargøre for Justitsministeriet, at A var en person, som ministeriet ikke måtte fæstne for megen lid til. Tiltalte har erkendt, at han i den omhandlede skrivelse har sigtet A for at have modtaget en 50 kr.seddel af Bisgård, fordi A havde hjulpet Bisgård til at få adgang til tilhørerpladserne under behandlingen af sagen mod Bisgårds datters morder. Tiltalte troede, da han skrev brevet til Justitsministeriet, at Bisgård havde givet de 50 kr. til A som dusør, men tiltalte har i dag ikke villet bestride, at det kan være et fotografi, Bisgård har overrakt A. Tiltalte har påny bemærket, at brevet til Justitsministeriet blev skrevet på et tidspunkt, hvor tiltalte var fysisk og sjæleligt nedbrudt, og han har i det hele erkendt nu, at brevet ikke burde være afsendt. Som vidne har kriminalassistent A forklaret, at der aldrig har været penge imellem Bisgård og vidnet. Som vidne har gårdejer Chr. Jensen Bogh Bisgard forklaret, at der aldrig har været penge imellem kriminalassistenten og vidnet. Vidnet besøgte efter retsmødet kriminalassistent A på hans kontor og overgav A fotografiet. Overlægen på retspsykiatrisk klinik har i mentalerklæring af 3. februar 1964 konkluderet således: "T er ikke ved undersøgelsen fundet sindssyg og det kan ikke antages, at han har været dette på tidspunktet for den påsigtede handling. Han er velbegavet. Man har ikke udførlige oplysninger om T's psyke i de unge år, men efter hans egne oplysninger sammenholdt med det helhedsindtryk, man får ved undersøgelsen nu, må han antages af personlighedstype at være noget umoden, ambitiøs og selvhævdende. Det er sandsynligt, at han på denne baggrund i forbindelse med ændrede arbejdsforhold, de særlige problemer under krigen, samt opholdet i tysk koncentrationslejr, dels er blevet yderligere karakterologisk ændret, dels har fået forskellige nye, nervøse symptomer, der sandsynligvis må tilskrives koncentrationslejropholdet. De særlige nervøse symptomer har vist sig ved periodisk optrædende rastløshed, irritabilitet, koncentrationsbesvær, søvnløshed, natlige mareridt med svedanfald, samt potensforstyrrelser. Disse nervøse symptomer har muligvis især udspillet sig i hjemmet, medens han i sit arbejde har bestræbt sig på bedst muligt at kompensere dem. Karakterologisk synes han, sikkert sekundært til en uheldig kombination af sårbarhed og selvfølelse, i tiltagende grad at have vist tilbøjelighed til en selvhævdende og rethaverisk holdning. Han har følt sig uretfærdigt behandlet i en disciplinærsag og senere ved en nedklassificering, som har medført, at han har måttet fratræde en stilling i luftvåbnet. Især synes den sidste begivenhed at have gjort et stærkt indtryk på ham, fremkaldt en forværrelse af hans almindelige nervøse symptomer og fixeret ham i en tiltagende mistroisk og oppositionel indstilling over for tidligere kolleger og overordnede og udløst en rastløs aktivitet for at få oprejsning resulterende i, at han iflg. egne oplysninger i søvnløse nætter og uligevægtig tilstand har skrevet de breve til Justitsministeriet, hvori de påsigtede udtalelser forekommer. Den omtalte nervøse tilstand og karakterologiske udvikling må betegnes som en tilstand, der bør henregnes under de i straffelovens § 17 omtalte. De påsigtede handlinger synes foretaget i en tilstand af særlig stærk sjælelig uligevægt, som er at betragte som en accentuation af den omtalte varige abnorm tilstand. Efter hele T's reaktionsmåde i forbindelse med den foreliggende sag, må det antages, at en domfældelse, uanset retsfølgen, snarest vil forøge hans tilbøjelighed til uhensigtsmæssige reaktionsmåder. Hans egnethed til påvirkning gennem straf må for så vidt anses for tvivlsom. Det kan dog ikke anses for ganske usandsynligt, at en almindelig straffereaktion, såfremt han kendes skyldig i det påsigtede, vil kunne medvirke til at forebygge, at han påny gør sig skyldig i kriminelle handlinger, og man kan for så vidt ikke anse ham absolut uegnet til påvirkning gennem straf. Det kan ikke ganske udelukkes, at psykiatriske konsultationer kunne bidrage til en vis afspænding hos T, som har fået tilbud herom. Det findes imidlertid ikke hensigtsmæssigt, at der træffes bestemmelse om psykiatrisk behandling, som led i en retslig foranstaltning." Tiltalte har erkendt at have tilsendt Justitsministeriet en skrivelse af 2. maj 1963 af følgende indhold: "Til Justitsministeriet.Emne: Min tjenestesag.Ref.: Mit møde med kontorchef P. Christensen, Justitsministeriet.1.Efter at kontorchefen under vort møde antydede, at der udover spørgsmålet vedr. overtr. af lønningslovens § 44, stk. 2, ikke under mine indsigelser var rokket nævneværdigt ved de øvrige anklagepunkter, skal jeg herefter tillade mig at fremkomme med nogle oplysninger, der belyser spørgsmålet vedr. G's "bedrageri over for købmand E". 2.Det skuffer mig dybt, at man har anlagt den betragtning, at denne indberetning på G er foretaget for at skade ham. Indberetningen er foretaget fra min side for ikke at tilsidesætte de mig som tjenestemand påhvilende pligter. Jeg mener, at jeg ikke har nogen ret til at bedømme tilfældet, men må lade mine overordnede gøre dette, ligesom jeg skal henlede opmærksomheden på, at der i forbindelse med denne indberetning også var anført, at G stod tilmeldt folkeregistret under een adresse, hvor han ikke boede, medens han holdt til på anden adresse, hvilket bevirkede, at fogedforretninger på ham ikke kunne gennemføres. 3.Der var tale om 2 forhold, som jeg ikke ville tage ansvaret for m. h. t. at undlade at skrive herom. 4.Endvidere skal jeg nu oplyse, at jeg foruden disse 2 forhold gennem G's familie havde fået oplysning om nogle tyverier, ligesom jeg selv havde konstateret nogle strafbare forhold. Jeg forklarede kriminalkommissær B herom, samtidig med at jeg forsøgte at gøre ham begribeligt, at det var G, som vitterlig havde "snydt" min familie og mig. Jeg fortalte kriminalkommissæren om den misrøgt, der havde fundet sted af min kones mink. Et misrøgt, der kunne dokumenteres gennem en erklæring fra pelsdyrkonsulent - - - samt en erklæring fra dyrlæge - - - og en regning fra dyrlæge - - - Kriminalkommissæren, der havde haft nogle samtaler med kriminalass. A, der personligt havde talt med G og her fået at vide om sagens "rette" sammenhæng, var straks i stand til at bedømme hele situationen i en nøddeskal: "T, når man ser på, hvad G havde, da De lærte ham at kende, og når man ser på, hvad G ejer i dag, da De er færdig med ham, så kan jeg ikke se rettere, end at det er Dem, der har snydt G. Deres påstand om misrøgt (dyrplageri) hører ingen steder hjemme i denne sag. Det må så blive civilt søgsmål, og med hensyn til at begynde at tage G ind for nogle småtyverier, så synes jeg ikke, vi skal gøre det. Han er straffet hårdt nok med Deres bekendtskab - - -" 5.Kort og godt - jeg blev snakket fra at skrive yderligere om G. Bagefter kan jeg ikke se rettere end at man (krimkomm. og krimass.) var interesseret i ikke at få noget på G i denne sag. Kun på T. Alt skulle bruges på og mod T, så han kunne komme ned med nakken. Derfor er bedrageriet mod købmand E vendt mod mig. Det skuffer mig dybt, når 2 ledende politifolk benytter sig af så lumpne kneb, som at dække over en gammel "tyveknægt" bare for at få bragt en kollega i miskredit over for forhørsleder, rigspolitichef og Justitsministeriet. 6. Det er efter tunge overvejelser, at jeg kommer frem med disse oplysninger, da det har været mit håb lige til det sidste, at sagen kunne ordnes i mindelighed. Jeg har som et pænt menneske trukket mig ud af politiet. Jeg har undgået at sparke til - - - Jeg forsøgte at placere mig i flyvevåbnet, men hellerikke her lod man mig i fred. Fra politiet har min gamle kollega forhv. kriminalbtj. C nu orlogskaptajn i forsvarsstabens E-afd. fået så dårlige og urigtige oplysninger, at jeg er blevet nedklassificeret fra HEM til TTJ, hvilket bevirker, at forudsætningerne for min tjeneste i FLV ikke længere er til stede, og at jeg nu skal tilbage til politiet. Det blev takken for god indsats og korrekt optræden: Jeg sagde nej tak til at deltage i en politifest, hvor man havde "Tigget øl hos Ceres, som skulle serveres for politifolk i en off. restaurant". Jeg ønskede at stå frit med hensyn til at tage en ølkusk for promillekørsel. Jeg sagde nej tak til brændevin (i øvrigt en dejlig drik), når den blev sat på bordet i tekn. afd. i tjenestetiden. Jeg drak COCO-COLA. Tænk, man bebrejder en mand, at han holder sig fra al alkohol, når han skal køre tjenestekørsel. "Hvorfor vil du ikke være med T, du er altid så tilbageholden. Er du for fin på den. Er det fordi du er officer - undskyld hr. kaptajn - - -" Jeg gik ind på kontoret ved siden af, da man i kådhed overstemplede kontordamen med embedsstempler på lårene. "Mandfolkene" morede sig. "Den følsomme T" forarges. Kontordamen var stjernegal. Man siger, at jeg er smålig. Er det fordi A ikke fik lov til at beholde sporvognspengene. Var fidusen hans? Han blev så smæk fornærmet på mig en gang, da vi havde været på - - - Kro til brandpræventivt møde. Tekn. afd. (d. v. s. mig) kørte film for deltagerne. Jeg så godt, at A skrev en lille kvittering til konsulent Mehl sen og stak pengene i sin egen lomme. Pengene for at køre film. De penge, som Mehlsen burde have givet mig og ladet mig kvittere for. Mødet sluttede med spisning, som enhver deltager selv skulle betale. Dog ville Mehlsen betale for A og mig, så jeg skulle ikke betale noget til tjeneren. På køreturen til mødet havde A sendt mig ind til en købmandsforretning efter 20 cigaretter til ham. Han gav en cigaret og sagde: "Vi kan ordne det senere, T." På hjemturen spillede jeg sur og var ganske tavs, lige til A bød mig en af sine cigaretter og sagde: "Det er sandt, jeg skylder dig for cigaretterne. Kan du give tilbage på en ti-krone?" A havde ikke haft nogle penge på turen til - - - Tilsvarende forhold med - - - hvor A skylder pengene for arbejdet. Episoden med L, der siger: "Hov, hov A - tyv tror nok at hver mand stjæler." Jeg kan bevidne, at L selv havde fotografisk papir. Det forkerte i at A's søn D er med i teknisk afdeling for at fuske de billeder, som D i sin egenskab af selskabsfotograf skal lave og sælge for at skaffe penge til et lægestudie, der således foregår på bekostning af statens midler. Udtræder af kaffekassen, fordi A lægger penge i den hidrørende fra salg af billeder. A's udtalelse om, at kan tage Fritz v. Magius. Magius fik overrakt film fra teknisk afd. til brug for sin ferietur. Jeg trækker mig tilbage fra deltagelsen i optagelsen af flaskegasfilmen, da jeg hører, at A har været hos Dalsøgas for at få lidt til sig selv for den reklame det vil være. A modtager en højttaler som returkommission fra B og O, da der købes stålbopt. til tekn. afd. Jeg henvender mig til fotohandler P og beder mig fritaget for at få tilsendt julegave fra firmaet, da det ikke er korrekt. Jeg må ikke modtage den slags uden tilladelse. A havde fået og far formentlig stadigvæk. Det var A, der havde bedt mig om at der også skulle sendes til Dem T, misforstå mig ikke hr. fotohandler men der kommer andre efter A - - - Og jeg ønsker ikke at være med blandt de afgåede, før tiden - - - A læser K's kærestebreve og fortæller indholdet videre. Pludselig en dag under lysbilledfremvisning kommer der et billede i apparatet. A lagde det i og sagde: "Nå, det hører vist ikke med. Men det er N. N.'s forlovede, hun er ansat på - - - Det var da godt, at konen ikke var til stede - - -" A overbrækker toilettet skidefuld efter at have været ude at drikke med Du har hjemmevagt T. Du kan tage vognen med hjem. Kan du ikke lige køre mig hjem på vejen, så kan du få nogle æbler. Det vil sige. Jeg kom til at købe for 10 kr. pærer hos chefen. Jeg kom også til at slæbe nogle gamle udgroede stikkelsbærtorne med mig hjem. De stod i vejen hos ham og var til besvær i kompostdyngen. A sætter rottefælder på græsplænen for at udrydde solsorter. Dyreplageri og ulovligt. En solsort kan få næbbet slået i stykker og lider frygteligt, inden den dør sultedøden. A forslår politimesteren, at man skal bringe morderen til Inge Bisgårds kiste, og hale tilståelsen ud af ham under synet af hans offer. Lover Bisgård, at han skal komme på hold af morderen. Jeg blander mig i det. A vil sende mig hjem. Der er ikke mere for dig at lave T. Senere under retssagen spørger Bisgård den vagth. betjent om det er tilladt at overvære retsmødet, når han er tilsagt som vidne. Han er myrdedes fader. Retsform. spørges. Principielt nej. Bisgård hos A. Forklædning låner A's frakke og går lige så stille ind og sætter sig i retslokalet. Vagth. betjent opdager ham og kalder ham ud. Over hos A i afd. siger tak for assistancen og giver A 50 kr. Man forstår nu bedre, hvorfor A gør en del for at slagte T. Det burde være A der blev forflyttet. Og så kalder man mig smålig. Mig der i tavshed trak mig pænt ud af politiet for at skabe mig en fremtid uden for al skidtet. Nedklasseficeres min herre, tilbage, hvor du hører hjemme - - - i skidtet. Og siger du noget til nogen, så skal vi ordne dig. Bedre held næste gang. HO siger: Er du klar over, at A kan myrde dig, hvis han kan se sit snit til det. - - - det er mit alvor. Jeg er ikke fuld. Jeg har bare fået et par bajere. Han kan myrde dig. Du skal forstå det bogstaveligt. Og du skal tage dig i agt. A skriver en løgnindberetning på en skade på en tjenestevogn og vil have mig til at bevidne, at det var garageporten, der blæste i på vognen. Jeg nægter at bevidne løgn. Resultatet blev at gamle forkalkede H fik sig en omgang og at A slap. Pyt med det. H havde glemt det 5 dage senere. Han huskede ikke sådan noget - men det er urigtigt - eller - rigtigt. Alt afhænger af øjet der ser. Tænk om det var mig, der havde indfundet mig i teknisk afdeling og optaget samarbejde med tyskerne, da politiet blev interneret, nu blev det A. Jeg arbejdede mod GESTAPO. Jeg skulle likvideres. A stod i modstandsbevægelsens kartotek over de, hvis forhold skulle undersøges nærmere. Fjernede selv kortet på koncertpalæet. Klarede den ved hjælp af - - - der skød sig. De passede godt sammen. Og kan vi ikke redde - - - på anden måde, så må vi ofre von Magius. Ham skal jeg nok ordne. Det er den helt rigtige mand at tale med, hvis C fra forsvarsstaben spørger på T. Så forstår man bedre at jeg er nedklasseficeret. T, du er dum og smålig, du kommer alt for tungt igennem tilværelsen med dine illusioner om ret og retfærdighed. Det findes ikke. T, hvad skidt har du på mig - siger A - hvad kan du f. eks. indberette, som kan skade mig. Intet. Intet som kan skade. M, ka, Århus, siger. Nå, han var ellers ikke så stolt, dengang han var ved at ryge på den for hæleri i kaffesagen - men han fik lov til at klare den - det dumme svin. Han ryger s'gu' nok en anden dag. Kan du ikke slagte ham - - - som kun kan skade andre - men, hårdt presset, som jeg er i øjeblikket, ser jeg ingen anden udvej. 7.Jeg havde håbet, at justitsministeren ville have tilsagt mig til møde i henhold til herom fremsatte ønske i min sidste skrivelse. Da det ikke skete, og da jeg ikke fik noget svar inden for den af mig antydede frist, skal jeg tillade mig at optage skriveriet i det stille håb, at retfærdigheden vil sejre, inden der bliver slået for meget i stykker for såvel min familie som for andre." Som sagen således foreligger oplyst, findes det ved tiltaltes egen forklaring samt ved de af vidnerne afgivne forklaringer bevist, at de af tiltalte i fornævnte skrivelse af 2. maj 1963 imod kriminalassistent A fremsatte sigtelser for modtagelse af returkommission og dusør, har været fuldstændig uden grundlag. Retten finder imidlertid, at tiltalte ved udfærdigelsen og afsendelsen af skrivelsen har handlet i en tilstand af så stærk sjælelig uligevægt, hvilken uligevægt ifølge erklæringen fra overlægen på retspsykiatrisk klinik må være at betragte som en accentuation af en varigere abnorm tilstand, hvorfor retten finder det overvejende betænkeligt at forkaste tiltaltes forklaring om, at han i den nævnte sjælelige tilstand selv har troet på sigtelsernes sandhed, selv om der ikke har foreligget objektive omstændigheder, der har kunnet støtte tiltalte i denne tro. Tiltalte kan derfor ikke antages at have handlet med forsæt, og tiltalte vil derfor være at frifinde af subjektive grunde. - - - Vestre Landsrets dom 20. november 1964 (I afd.). Den i denne sag af Århus nordre herredsret den 25.juni 1964 afsagte dom er påanket af anklagemyndigheden med påstand om, at tiltalte domfældes i overoverensstemmelse med det for underretten udfærdigede anklageskrift, idet anklagemyndigheden som begrundelse herfor har anført, at underretten ved afgørelsen af, om tiltalte skal domfældes, har anvendt straffeloven urigtigt. Tiltalte har påstået stadfæstelse. For landsretten er der påny afgivet forklaring af tiltalte. Tiltalte har bl. a. forklaret, at han indtil 1940 var ansat i flyvevåbnet, og han blev herefter ansat ved politiet, fra 1942 ved kriminalpolitiet i X. Fra september 1944 til maj 1945 var han anbragt i tysk koncentrationslejr. Fra maj 1945 gjorde han påny tjeneste ved kriminalpolitiet i X og fra 1946 eller 1947 ved rigspolitichefens tekniske afdeling i X. I 1961-1962 blev der rejst tjenestemandssag mod tiltalte i anledning af, at han uden tilladelse, tildels sammen med sin hustru, drev en minkfarm. Tjenestemandssagen resulterede i, at han den 1. maj 1962 blev tvangsforflyttet til Y. Da tiltalte følte sig uretfærdigt behandlet og ønskede at forlade polititjenesten, søgte han ansættelse ved flyvevåbnet, hvorefter han fra den 1. juli 1962 gjorde tjeneste som stabsofficer på flyvestation Karup. I oktober 1962 blev det meddelt ham, at man havde modtaget sådanne oplysninger fra politiet om ham, at han ikke længere kunne godkendes til indsigt i sager, klasseficeret som hemmelige. Fra den 1. juli 1963 gjorde tiltalte derefter påny tjeneste ved politiet med tjenestested i Z, indtil han på grund af nærværende sag blev suspenderet den 18. oktober 1963. Det i sagen omhandlede brev til justitsministeren blev skrevet også under indflydelse af spiritusnydelse. Det er for landsretten oplyst, at det fotografi, som gårdejer Bisgaard overgav til kriminalassistent A, og som tiltalte har forklaret at han antog for en halvtredskroneseddel, var et fotografi visende Bisgaards myrdede datter omgivet af en række familiemedlemmer. Fotografiet er af størrelse ca. 20 X 20 cm. Efter de foreliggende lægelige oplysninger om tiltaltes sindstilstand på gerningstidspunktet må det vel antages, at han har befundet sig i en tilstand som omhandlet i straffelovens § 17, men der findes dog ikke at være grundlag for at fastslå, at tiltalte på grund af sjælelig uligevægt har været ude af stand til at indse, at de mod kriminalassistent A rejste sigtelser savnede ethvert grundlag. Det må endvidere antages, at tiltalte har søgt at bevirke, at der blev rejst sigtelse mod kriminalassistenten for overtrædelse af straffelovens § 144. Tiltalte vil herefter være at anse skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale. Idet tiltalte endvidere findes egnet til påvirkning gennem straf, vil han være at anse med en straf, der findes at burde bestemmes til fængsel i 60 dage. Da det imidlertid efter alt foreliggende, herunder den alvorlige psykiske belastning, som tiltalte på det pågældende tidspunkt har været udsat for, og tiltaltes personlige forhold i øvrigt ikke findes påkrævet, at straffen kommer til fuldbyrdelse, bestemmes det i medfør af straffelovens § 56, at fuldbyrdelsen udsættes som nedenfor angivet. 2) Højesterets dom. Den i denne sag af Vestre Landsret afsagte dom er med Justitsministeriets tilladelse indanket for Højesteret af tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Lorenzen, Hermann, Spleth, Blom-Andersen og Schaumburg. Til støtte for frifindelsespåstanden har tiltalte særlig anført, at straffelovens § 164, stk. 1, ved ordene "søger at bevirke, at en uskyldig sigtes eller dømmes" kræver tilstedeværelsen af et skærpet forsæt (hensigt eller motiv) hos gerningsmanden, og at dette subjektive forhold ikke har foreligget. Der findes ikke i straffelovens § 164, stk. 1, at være hjemlet en skærpelse af de almindeligt gældende krav til forsæt. I henhold til de i dommen anførte grunde vil den være at stadfæste. Thi kendes for ret: Landsrettens dom bør ved magt at stande. Sagens omkostninger for Højesteret, derunder salær og godtgørelse for udlæg til landsretssagfører Ilfeldt, 500 kr. og 150 kr., udredes af tiltalte T.