UfR1998.386 ØLD

 
  Ø.L.K. 28. november 1997 i anke 14. afd. nr. S-3075-97

(Ebbe Christensen, K. Wiingaard, Goldin (kst.)).

Anklagemyndigheden mod T (adv. Henrik Hjortkjær, København, e.o.).

Ved Vordingborg Rets dom af 18. april 1997 — — — blev domfældte, T, for overtrædelse af straffelovens § 172, stk. 1, jf. § 171, idømt en straf af 20 dagbøder a 200 kr.

Under sagen, der blev behandlet under medvirken af domsmænd, nedlagde anklagemyndigheden påstand om fængselsstraf. Domfældte gav ikke personlig møde ved domsforhandlingen, idet han ved skrivelse af 12. april 1997 til retten i Vordingborg i henhold til retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 3, havde meddelt samtykke til, at domsforhandlingen kunne gennemføres og dom afsiges uden hans tilstedeværelse. Domfældte, der nægtede sig skyldig, var således under domsforhandlingen alene repræsenteret af sin beskikkede forsvarer, advokat Karen Bang, der i forbindelse med domsafsigelsen på domfældtes vegne udbad sig betænkningstid med hensyn til anke.

Ved telefax af 29. april 1997 til Statsadvokaten for Fyn m.v. meddelte advokat Karen Bang, at domfældte nu ankede dommen til Østre Landsret med påstand om frifindelse.

Statsadvokaten ankede dommen i henhold til ankemeddelelse med anklageskrift af 5. maj 1997, principalt med påstand om afvisning, da betingelserne for anke, jf. retsplejelovens § 962, stk. 2, 2. pkt., ikke var opfyldt. Subsidiært nedlagde anklagemyndigheden påstand om skærpelse.

Advokat Karen Bang oplyste i skrivelse af 30. maj 1997 til Østre Landsret bl.a., at hun »ikke forud for domsforhandlingen havde orienteret [domfældte] om ankebegrænsningen, hvis han ikke gav møde i byretten«.

Ved kendelse afsagt den 12. juni 1997 af Østre Landsret (S-1672-97) blev domfældtes anke afvist under henvisning til, at dommen i henhold til retsplejelovens § 962, stk. 2, 2. pkt., kun kunne ankes med Procesbevillingsnævnets tilladelse, som ikke var indhentet. Landsretten henviste samtidig domfældte til »omgående at indsende ansøgning om anketilladelse til Procesbevillingsnævnet«.

Ved skrivelse af 15. august 1997 meddelte Procesbevillingsnævnet i medfør af retsplejelovens § 962, stk. 3, jf. stk. 2, domfældte tilladelse til at anke Vordingborg Rets dom til Østre Landsret. Det anføres videre i skrivelsen bl.a.:

»Det bemærkes, at Procesbevillingsnævnet ikke har taget stilling til, om en byretsdom i en situation som den foreliggende, selv med Procesbevillingsnævnets tilladelse, kan ankes, jf. retsplejelovens § 962, stk. 2, hvorefter tiltalte kun kan anke, såfremt tiltalte har givet møde i sagen. Afgørelsen af dette spørgsmål henhører under domstolene«.

Statsadvokaten for Fyn m.v. har herefter ved en ankemeddelelse med anklageskrift af 22. august 1997 indbragt sagen for Østre Landsret på ny med påstand principalt om afvisning, subsidiært om skærpelse. Statsadvokaten har anmodet om, at admitteringsspørgsmålet afgøres særskilt og forlods.

Anklagemyndigheden har til støtte for påstanden om afvisning gjort gældende, at admittering af anken strider mod ordlyden af retsplejelovens § 962, stk. 2, 2. pkt., der forudsætter, at tiltalte har givet møde i sagen. Procesbevillingsnævnet har ikke taget stilling til dette spørgsmål, som derefter må afgøres af landsretten.

Den for domfældte i landsretten beskikkede forsvarer har til støtte for ankens admittering principalt gjort gældende, at den foreliggende situation - hvor domfældte har ladet sig repræsentere af sin beskikkede forsvarer - ikke bør bedømmes som udeblivelse efter retsplejelovens § 962, stk. 2. Subsidiært må Procesbevillingsnævnet kunne meddele tilladelse til anke af dommen, hvilket netop er sket i nærværende sag.

Forsvareren har nærmere anført, at sagen i byretten blev afgjort efter fuld bevisførelse, således at situationen i virkeligheden er parallel til den situation, hvor en tiltalt giver møde, men nægter at udtale sig. I dette tilfælde vil den tiltalte imidlertid ikke - som følge af udeblivelse - være underkastet ankebegrænsningen i retsplejelovens § 962, stk. 2. Ud fra sammenhængen mellem retsplejelovens § 847 og § 962 må det da også antages, at denne ankebegrænsning alene indtræder, når den tiltalte slet ikke har beskæftiget sig med sagen, dvs. udebliver uden at have givet retten eller den beskikkede forsvarer meddelelse af nogen art. Pådømmelse af en sag uden tiltaltes tilstedeværelse kan i øvrigt alene anses som i overensstemmelse med Menneskerettighedskonventionen, såfremt der indrømmes den tiltalte en tilfredsstillende adgang til anke og/eller genoptagelse. Genoptagelse af en sag som den foreliggende er imidlertid ikke et adækvat retsmiddel, idet muligheden for genoptagelse er kædet sammen med lovligt forfald eller andre omstændigheder, som forhindrer fremmøde - dvs. omstændigheder, som ofte ikke foreligger, når en tiltalt har valgt ikke at give møde og meddeler dette til retten og/eller forsvareren.

Landsretten udtaler:

Ifølge retsplejelovens § 962, stk. 2, 2. pkt., kan en tiltalt kun anke en byretsdom, såfremt han har givet møde i sagen og er idømt en straf af mere end 20 dagbøder eller en bøde på over 3.000 kr. eller konfiskation af genstande af tilsvarende værdi, eller andre offentligretlige følger er idømt.

Retsplejelovens § 962, stk. 2, var oprindeligt, i lov nr. 300 af 30. juni 1922, affattet således:

»I Politisager kan Domme ordentligvis kun paaankes af det offentlige, naar andre offentligretlige Følger ... end Bøde eller Konfiskation kan idømmes efter de Lovbestemmelser, Tiltalen lyder paa. Anke fra Tiltaltes Side kan ordentligvis kun finde Sted, naar højere Straf end Bøde af 60 Kr. eller Konfiskation af Genstande af tilsvarende Værdi eller andre offentligretlige Følger er idømt ...«.

Bestemmelse om virkningen af tiltaltes udeblivelse ved domsforhandlingen i byretten blev indføjet i retsplejelovens § 962, stk. 2, ved lov nr. 209 af 23. juli 1932. I bemærkningerne til lovforslaget (RT 1930/31, till. A, sp. 4918) anføres:

»Forslaget ... gaar ud paa, at den, der i en Politisag er dømt som udebleven, ikke kan anke, men højst begære Genoptagelse...«.

I henhold til Retsplejeudvalgets bemærkninger til det omhandlede udkast til lovforslag (RT 1930/31, till. A, sp. 5064) gik forslaget til bestemmelsen ud på

»at bestemme, at den, der dømmes som udebleven i en Politisag, ikke kan paaanke Sagen, men kun kan begære den genoptaget ved Politiretten under de i § 987, 1ste Stykke angivne Betingelser, (lovligt Forfald o.lign.). Det opnaas herved, at Landsretterne ikke uden rimelig Grund besværes med saadanne ret ubetydelige Sager...«.

I forbindelse med afskaffelsen af sondringen mellem politi- og statsadvokatsager blev retsplejelovens § 962, stk. 2, ændret ved lov nr. 385 af 20. maj 1992, hvorved § 962, stk. 2, 1. pkt., blev affattet således:

»Domme kan kun ankes af det offentlige, når andre offentligretlige følger end bøde eller konfiskation kan idømmes efter de lovbestemmelser, tiltalen lyder på«.

Det anføres i bemærkningerne til lovforslaget (FT 1991/92, till. A, sp. 4215), at ophævelsen af sondringen mellem politi- og statsadvokatsager medfører, at

»tiltaltes adgang til anke begrænses for så vidt angår statsadvokatsager, der afgøres med bøde, idet Justitsministeriets tilladelse nu kræves i alle sager, i hvilke tiltalte ikke er idømt højere straf en 20 dagbøder eller bøde på 3.000 kr. eller konfiskation af genstande af tilsvarende værdi eller andre offentligretlige følger«.

Lovforslaget bygger på Retsplejerådets forslag i betænkning nr. 1194/90 om anklagemyndighedens struktur. I betænkningen anføres om den pågældende nye affattelse af retsplejelovens § 962, stk. 2, bl.a. (bet. s. 224):

»Rådets forslag om ophævelse af sondringen politisager/statsadvokatsager medfører, at tiltaltes adgang til anke begrænses for så vidt angår statsadvokatsager, der afgøres med bøde, idet Justitsministeriets anketilladelse nu kræves i alle sager, i hvilke tiltalte ikke er idømt højere straf end 10 dagbøder eller bøde på 1.000 kr. eller konfiskation af genstand af tilsvarende værdi eller andre offentligretlige følger«.

Det fremgår således ikke, at man ved den ændrede affattelse af retsplejelovens § 962, stk. 2, tilsigtede en udvidelse af området for ankebegrænsning vedrørende sager, hvor tiltalte ikke havde givet møde under domsforhandlingen.

Nærværende sag vedrørte overtrædelse af straffelovens § 171, stk. 1, jf. § 172, stk. 1. Anklagemyndigheden nedlagde påstand om straf af fængsel. Sagen blev behandlet under medvirken af domsmænd. Domfældte gav udtrykkeligt samtykke til, at sagen i byretten kunne domsforhandles uden hans tilstedeværelse i retten, jf. retsplejelovens § 847, stk. 3, nr. 3.

Procesbevillingsnævnet har i medfør af retsplejelovens § 962, stk. 3, jf. stk. 2, meddelt tilladelse til anke uanset straffens størrelse.

På denne baggrund findes domfældtes fravær ikke at afskære anke.

Herefter tages anklagemyndighedens påstand om, at sagen afvises, ikke til følge.