TfK 2002.479/1 HD
		H.D. 19. april 2002 i sag I 549/2001 Rigsadvokaten mod T2 (adv. Allan Falk, e.o.) og T3 (adv. Anders Boelskifte, e.o.). Østre Landsrets dom 30. november 2001 (11. afd.) (M. Levy, Karsten Bo Knudsen, Sanne Kolmos med nævninger). Under denne nævningesag har Statsadvokaten for Sjælland ved anklageskrift af 19. juli 2001, således som dette er berigtiget under domsforhandlingen, rejst tiltale mod T1, T2 og T3 til straf 1. de tiltalte T1 og T3 for tyveri efter straffelovens § 276 ved den 27. maj 2000 ca. kl. 01.05 fra firmaet - - - i Slagelse, hvor de brød ind, at have stjålet 280 kartoner cigaretter til en samlet værdi af ca. 80.550 kroner. 2. de tiltalte T1 og T3 for forsøg på tyveri efter straffelovens § 276, jf. § 21, ved den 9. september 2000 ca. kl. 01.50 fra firmaet - - - i Slagelse, hvor de brød ind, at have forsøgt at stjæle cigaretter, hvilket imidlertid mislykkedes, idet tyverialarmen hos - - - blev aktiveret i forbindelse med udboring af mursten i en væg ind til et rum, hvor der blev opbevaret cigaretter, hvorefter de flygtede fra stedet. 3. de tiltalte T2 og T3 for tyveri efter straffelovens § 276 ved den 7. november 2000 i tidsrummet mellem ca. kl. 9.50 og kl. 14.00 fra en villa i Slagelse, hvor de brød ind, at have stjålet edb-udstyr til en samlet værdi af ca. 30.000 kroner. 4. alle de tiltalte for tyveri efter straffelovens § 276 ved den 10. november 2000 om eftermiddagen, i forening og efter forudgående aftale, fra Skovbørnehaven - - -, hvor de brød ind, at have stjålet bl.a. termokedeldragter til en værdi af ca. 1.700 kroner. 5. alle de tiltalte for tyveri efter straffelovens § 276 ved den 10. november 2000 ca. kl. 22.00, i forening og efter forudgående aftale, fra firmaet - - - i Slagelse, hvor de brød ind, at have stjålet ca. 2.447 kartoner cigaretter til en værdi af ca. 760.000 kroner. 6. alle de tiltalte for manddrab efter straffelovens § 237 ved i tidsrummet fra den 10. november 2000 ca. kl. 22.00 til den 11. november 2000 kl. 11.40 i firmaet - - - i Slagelse, i forening, for uberettiget vindings skyld ved vold eller trussel om vold - i forbindelse med tyveri af cigaretter - at have tvunget A ind i en ca. 155 x 62 x 85 cm stor termoboks i et kølerum, hvor hun blev frihedsberøvet, hvilket medførte, at A i løbet af natten afgik ved døden som følge af kvælning. 7. alle de tiltalte for brugstyveri efter straffelovens § 293, stk. 1, ved den 10. november 2000 fra ca. kl. 22.50 uberettiget at have gjort brug af en lastbil, registreringsnummer - - -, til kørsel fra firmaet - - - i Slagelse til bl.a. Vallensbæk og Karlslunde ved København, hvor lastbilen blev efterladt ved en Shell-tank. Der er vedrørende forhold 5 i medfør af straffelovens § 75, stk. 1, nedlagt påstand om konfiskation hos tiltalte T1 af 104.500 kr. og hos tiltalte T2 af 96.000 kr., der den 12. november 2000 blev taget i bevaring af politiet. Der er endvidere i medfør af straffelovens § 76 a, stk. 1, jf. § 77, nedlagt påstand om konfiskation hos tiltalte T1 af 150.000 kr., der den 16. november 2000 blev taget i bevaring af politiet. Der er endvidere nedlagt påstand om erstatning. Tiltalte T1 har erkendt sig skyldig i forholdene 1, 2, 4, 5 og 7. Han har nægtet sig skyldig i forhold 6, men i dette forhold erkendt sig skyldig i røveri efter straffelovens § 288, stk. 2. Han har erklæret sig enig i konfiskationspåstandene og har erkendt erstatningspligten i forhold 6. Tiltalte T2 har erkendt sig skyldig i forholdene 3, 4, 5 og 7, i forhold 5 dog kun for så vidt angår 1.622 kartoner cigaretter til en værdi af ca. 519.000 kr. Han har nægtet sig skyldig i forhold 6, men i dette forhold erkendt sig skyldig i røveri efter straffelovens § 288, stk. 1. Han har erklæret sig enig i konfiskationspåstanden og har erkendt erstatningspligten i forhold 6. Tiltalte T3 har erkendt sig skyldig i forholdene 1, 2, 3, 4, 5 og 7. Han har nægtet sig skyldig i forhold 6, men har erkendt erstatningspligten i dette forhold. T1 er ikke straffet af betydning for denne sag. T2 er senest straffet: ved Gladsaxe Rets dom af 1. november 2000 efter straffelovens § 285, jf. § 276, med en fællesstraf af fængsel i 6 måneder, betinget, 2 års prøvetid, heraf 1 år under tilsyn af Kriminalforsorgen, vilkår om samfundstjeneste i 100 timer inden for en længstetid af 10 måneder. T3 er senest straffet: ved Københavns Byrets dom af 21. juni 2000 efter straffelovens § 266, jf. § 291, stk. 2, § 285, stk. 1, jf. § 276, jf. til dels § 21, og § 285, jf. § 284, jf. § 276, jf. til dels § 89, med fængsel i 6 måneder. T1 er blevet mentalundersøgt på Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik, hvorfra der foreligger en erklæring af 27. april 2001. Konklusionen lyder således: »Observanden er herefter ikke sindssyg og kan ikke antages at have været det på tidspunkterne for de påsigtede forhold. Observanden er ved aktuelle undersøgelse fundet normalt til godt begavet, og der er ikke fundet mistanke om, at han lider af epilepsi eller anden form for organisk hjernelidelse. Observanden har angiveligt haft en barndom præget af mobning og hyppige skoleskift. Han gik ud af 7. klasse, og han er efter et længere uddannelsesforløb blevet udlært som maler. Han har siden haft skiftende arbejdsforhold. Observanden er ved aktuelle undersøgelse i nogen grad fundet præget af en umoden personlighedsstruktur (blandet personlighedsforstyrrelse), som bevirker, at han fungerer ujævnt i forhold til sit primære potentiale som velbegavet. Han har gennem hele livet følt sig rastløs og været præget af tomhedsfølelse og identitetsusikkerhed, hvorunder han har været psykisk sårbar, nærtagende, ængstelig og stræbt efter andres nærvær, anerkendelse og opmærksomhed, foruden at han har ringe impulskontrol. Han er hertil selvoptaget, og hans sociale relationer har haft et flygtigt præg. Observanden misbruger ikke alkohol eller euforiserende stoffer, og han har ikke været påvirket heraf på tidspunkterne for de påsigtede forhold. Observanden findes herefter omfattet af straffelovens § 69. Der består formentlig en mindre risiko for fremtidig ligeartet kriminalitet, men man kan ikke, såfremt han findes skyldig, pege på foranstaltninger, jf. straffelovens § 68, 2. pkt., som mere formålstjenlige end straf til imødegåelse af den anførte risiko. Under hensyn til observandens personlighedsmæssige egenart skal det anbefales, at evt. afsoning indledes i Anstalten ved Herstedvester«. T2 er blevet mentalundersøgt på Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik, hvorfra der foreligger en erklæring af 19. april 2001. Konklusionen lyder således: »Observanden er herefter ikke sindssyg og kan ikke antages at have været det på tidspunktet for de påsigtede handlinger. Han er normalt begavet og lider ikke af epilepsi eller anden form for organisk hjernelidelse. Observanden har i sin opvækst udvist lettere adfærdsforstyrrelser, ligesom han har udvist visse tvangsprægede mønstre, herunder en flerårig periode med trang til at spille. Personlighedsmæssigt findes observanden præget af en vis tendens til at fralægge sig ansvaret for sine handlinger, ligesom han i nogen grad mangler evnen til at indleve sig i andre menneskers følelsesliv og primært er optaget af egen behovstilfredsstillelse. Observanden har aldrig misbrugt alkohol eller euforiserende stoffer, og han var ikke påvirket heraf på tidspunktet for de påsigtede forhold. Det er herefter tvivlsomt, om observanden er omfattet af straffelovens § 69, men om end dette skulle være tilfældet, kan man ikke, såfremt han findes skyldig, pege på foranstaltninger, jf. samme lovs § 68, 2. pkt., som mere formålstjenlige end straf til imødegåelse af en formentlig kun ringe risiko for fremtidig ligeartet kriminalitet.« T3 er blevet mentalundersøgt på Justitsministeriets Retspsykiatriske Klinik, hvorfra der foreligger en erklæring af 19. april 2001. Konklusionen lyder således: »Observanden er herefter ikke fundet sindssyg, og han kan ikke antages at have været sindssyg på tidspunktet for de påsigtede forhold. Observanden er normalt begavet, og der er ikke klinisk mistanke om organisk betinget hjernelidelse. Personlighedsmæssigt er observanden fundet i nogen grad spændingssøgende, ligesom han må anses for idylliserende med en tendens til at forbise egne problemer. Han er selvfremhævende med kun begrænset evne til at leve sig ind i andre menneskers følelser og behov, ligesom han lægger skyld og ansvar ud i omgivelserne. Observanden har tidligere misbrugt euforiserende stoffer, men han har ikke været påvirket af alkohol eller euforiserende stoffer på tidspunktet for de påsigtede forhold. Observanden må i kraft af sin personlighedsmæssige egenart henføres til den i straffelovens § 69, omhandlede personkreds. Man kan imidlertid ikke, såfremt han findes skyldig, pege på foranstaltninger, jf. samme lovs § 68, 2. pkt., som værende mere formålstjenlige end straf til imødegåelse af en ubestemmelig risiko for fremtidig ligeartet kriminalitet.« Der har været stillet nævningerne 18 hovedspørgsmål i overensstemmelse med anklageskriftet. Der har endvidere med hensyn til tiltalens forhold 6 (hovedspørgsmål 13) for så vidt angår tiltalte T1 været stillet et tillægsspørgsmål vedrørende anvendelse af straffelovens § 84, stk. 1, nr. 9. Nævningerne har svaret bekræftende på hovedspørgsmålene 1-12 og 14-18, men benægtende på hovedspørgsmål 13. Herefter frifindes tiltalte T1 for manddrab efter straffelovens § 237 i forhold 6. Der blev herefter stillet et subsidiært hovedspørgsmål 13a ad anklageskriftets forhold 6 med følgende ordlyd: »Er tiltalte T1 skyldig i langvarig frihedsberøvelse for vindings skyld efter straffelovens § 261, stk. 1, jfr. stk. 2, i tidsrummet fra den 10. november 2000 ca. kl. 22.00 til den 11. november 2000 kl. 11.40 i firmaet - - - i Slagelse, i forening med en eller flere medgerningsmænd, ved vold eller trussel om vold - i forbindelse med tyveri af cigaretter - at have tvunget A ind i en ca.155 x 62 x 85 cm stor termoboks i et kølerum, hvor hun blev frihedsberøvet, hvilket medførte at A i løbet af natten afgik ved døden som følge af kvælning?« Nævningerne har besvaret bekræftende på dette spørgsmål. Retten har lagt nævningernes fældende erklæringer til grund. Tiltalte T1 og tiltalte T3 findes omfattet af straffelovens § 69. Det findes imidlertid ikke formålstjenligt i stedet for straf at træffe bestemmelse om foranstaltninger som nævnt i straffelovens § 68, 2. pkt. Således som tiltalen er formuleret henføres de begåede tyveriforhold til straffelovens § 285, stk. 1. Tiltalte T1 er herefter skyldig i overtrædelse af straffelovens § 261, stk. 1, jf. stk. 2, § 285, stk. 1, jf. § 276, til dels jf. § 21, og § 293, stk. 1. Tiltalte T2 er herefter skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237, § 285, stk. 1, jf. § 276, og § 293, stk. 1. Tiltalte T3 er herefter skyldig i overtrædelse af straffelovens § 237, § 285, stk. 1, jf. § 276, til dels jf. § 21, og § 293, stk. 1. Der er vedrørende tiltalte T1 afgivet 17 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 6 år og 7 stemmer for fængsel i 8 år. Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. Der er vedrørende de tiltalte T2 og T3 afgivet 24 stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 16 år. Straffen for tiltalte T2 fastsættes i medfør af straffelovens § 61, stk. 2, som en fællesstraf, der tillige omfatter den betingede straf i henhold til dommen af 1. november 2000. Der er ved straffens fastsættelse for de tiltalte T2 og T3 især lagt vægt på karakteren og grovheden af det i forhold 6 begåede drab og de forhold, hvorunder det er begået, herunder at drabet har været forbundet med en længerevarende indespærring i den i anklageskriftet nævnte køleboks. Konfiskationspåstandene tages til følge i medfør af straffelovens § 75, stk. 1, og § 76 a, stk. 1, jf. § 77. Påstandene om erstatning tages efter de juridiske dommeres bestemmelse til følge som nedenfor bestemt. Tiltalte T1 har været frihedsberøvet fra den 11. november 2000, herunder i isolation fra den 11. november 2000 til den 7. december 2000. Tiltalte T2 har været frihedsberøvet fra den 12. november 2000, herunder i isolation fra den 12. november 2000 til den 7. december 2000. Tiltalte T3 har været frihedsberøvet fra den 12. november 2000, herunder i isolation fra den 12. november 2000 til den 7. december 2000. Thi kendes for ret: T1 straffes med fængsel i 6 år. T2 straffes med en fællesstraf af fængsel i 16 år. T3 straffes med fængsel i 16 år. Hos tiltalte T1 konfiskeres 254.500 kr. Hos tiltalte T2 konfiskeres 96.000 kr. De tiltalte skal betale sagens omkostninger. De tiltalte T1, T2 og T3 skal in solidum inden 14 dage fra dato betale 458.114,27 kr. til Tryg Forsikring og 4.370,29 kr. til B. Højesterets dom. I tidligere instans er afsagt dom af Østre Landsrets 11. afdeling den 30. november 2001. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Hermann, Wendler Pedersen, Torben Melchior, Per Walsøe og Børge Dahl. De tiltalte har principalt påstået dommen ophævet og sagen hjemvist til fornyet behandling ved landsretten, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Det fremgår af sagen, at nævningerne besvarede følgende spørgsmål bekræftende: »Hovedspørgsmål 14: (Ad anklageskriftets forhold 6). Er tiltalte T2 skyldig i manddrab efter straffelovens § 237 ved i tidsrummet fra den 10. november 2000 ca. kl. 22.00 til den 11. november 2000 kl. 11.40 i firmaet - - - i Slagelse, i forening med en eller flere medgerningsmænd, for uberettiget vindings skyld, ved vold eller trussel om vold - i forbindelse med tyveri af cigaretter - at have tvunget A ind i en ca. 155 x 62 x 85 cm stor termoboks i et kølerum, hvor hun blev frihedsberøvet, hvilket medførte, at A i løbet af natten afgik ved døden som følge af kvælning? Hovedspørgsmål 15: (Ad anklageskriftets forhold 6). Er tiltalte T3 skyldig i manddrab efter straffelovens § 237 ved i tidsrummet fra den 10. november 2000 ca. kl. 22.00 til den 11. november 2000 kl. 11.40 i firmaet - - - i Slagelse, i forening med en eller flere medgerningsmænd, for uberettiget vindings skyld, ved vold eller trussel om vold i forbindelse med tyveri af cigaretter at have tvunget A ind i en ca. 155 x 62 x 85 cm stor termoboks i et kølerum, hvor hun blev frihedsberøvet, hvilket medførte at A i løbet af natten afgik ved døden som følge af kvælning?« Tiltalte T2 har til støtte for den principale påstand anført, at nævningernes erklæring kan være blevet fejlagtig på grund af urigtig vejledning i loven fra retsformandens side. Tiltaltes forsvarer har i en skrivelse af 10. december 2001 nærmere anført: »Retsformanden anførte i sin retsbelæring, at en gerningsmand, der havde skabt en farlig situation, havde en handlepligt til at søge at afværge følgerne af den farlige handling. Retsformanden tilføjede, at en sådan handlepligt også påhvilede personer, der blot passivt havde overværet, at en gerningsmand iværksatte den farlige handling. Hun gav som eksempel, at en person, der var sammen med andre personer, antændte en lang lunte til en bombe inde i et hus. I en sådan situation påhvilede det også personer, der blot passivt havde overværet ildspåsættelsen at forsøge at slukke ilden. Jeg gør gældende, at retsformandens vejledning til nævningerne på dette punkt har været forkert. Der påhviler ikke personer, der passivt har overværet en anden persons iværksættelseshandling nogen handlepligt i relation til straffelovens § 237. Jeg gør yderligere gældende, at denne del af retsbelæringen kan have bevirket, at nævningerne svarede ja til spørgsmål 14 om, hvorvidt T2 var skyldig i manddrab, i stedet for nej.« Tiltalte T3 har til støtte for den principale påstand tilsluttet sig det, som tiltalte T2 har anført, og gør yderligere gældende, at en urigtig retsbelæring, som medfører en forkert besvarelse for så vidt angår spørgsmål stillet vedrørende T2, direkte eller indirekte kan have haft indflydelse på nævningernes vurdering af skyldsspørgsmålet vedrørende de spørgsmål, der er stillet vedrørende de medtiltalte, herunder T3. En ophævelse af dommen og hjemvisning til fornyet behandling for så vidt angår T2 indebærer, at der bør ske en tilsvarende ophævelse af dommen og hjemvisning til fornyet behandling for så vidt angår T3. Retsformanden har i en i henhold til retsplejelovens § 955, stk. 4, indhentet erklæring af 24. januar 2002 udtalt bl.a.: ». . . vedrørende min retsbelæring for så vidt angår de spørgsmål, som advokat Allan Falk har rejst i sin skrivelse af 10. december 2001, kan jeg oplyse følgende. Ved min gennemgang af dette spørgsmål, der vedrørte strafbare undladelser ved uegentlige undladelsesforbrydelser, tog jeg udgangspunkt i den strafretlige litteratur herom, navnlig Knud Waaben: Strafferettens almindelige del I Ansvarslæren, 4. udg. p. 60-62. Ifølge mit håndskrevne koncept til retsbelæringen, som bortset fra enkelte uvæsentlige sproglige ændringer, blev fulgt, har jeg om det rejste spørgsmål udtalt: ». . . Vi ved bl.a. fra Retslægerådets erklæring, at A dør som følge af iltmangel kombineret med kultveilteforgiftning, og at døden er indtrådt senest 6 timer efter, det vil sige senest kl. 5.00, men formentlig noget tidligere. Og det sker, fordi hun er blevet lukket ind i boksen, og fordi de tiltalte intet gør for at få hende lukket ud, hverken da de har afsluttet tyveriet eller efterfølgende f.eks. ved anonym henvendelse til politiet. Dette er manddrab, uanset at man ikke som normalt har brugt et våben eller lignende. Det er nemlig fast antaget i den juridiske litteratur, at gerningsindholdet også i § 237 i særlige situationer også vil kunne realiseres ved en undladelse. Har man som her i sagen foretaget eller accepteret, at der er foretaget en handling, som kan indebære fare, her indespærringen, så har man en særlig pligt til at afværge følgerne. Undlader man det, vil en sådan undladelse blive sidestillet med en handling«. Jeg anførte herefter et tænkt eksempel med flere unge, der i fællesskab er ude på sjov, og som på gaden fandt en lang lunte til en bombe anbragt i et hus. Hvis en eller flere af disse sætter ild til lunten, så har de alle en pligt til at slukke lunten, inden bomben eksploderer. Herefter fortsatte min retsbelæring vedrørende spørgsmål om ansvar for undladelser således: »Det vil sige, at de tiltalte ved at etablere eller acceptere indespærringen af A og ved at undlade at afværge følgerne, hvilket kunne være sket, inden A var død, alle 3 objektivt har realiseret gerningsindholdet i straffelovens § 237 om manddrab. For at kunne dømme for manddrab kræves det imidlertid også, at de tiltalte har haft forsæt til at begå manddrab. Dette er blevet gennemgået meget nøje af anklageren, men især af forsvarerne, som har fremført en række lange indviklede citater fra forskellige juridiske forfattere, ligesom der er nævnt en række domme. Jeg vil fremhæve, at ingen af disse domme har betydning for netop denne sag, så nævningerne kan derfor roligt se bort herfra. Det er klart, at ingen af de tiltalte har ønsket eller villet A's død. Det, der derimod skal vurderes her, er det, der er blevet betegnet som sandsynlighedsforsæt. Og det er det, der efter min mening er det afgørende i denne sag. Altså det De skal overveje er, om de tiltalte har anset det for overvejende sandsynligt, at A - ved at blive lukket ind i boksen og uden at der blev taget forholdsregler til at få hende lukket ud - ville afgå ved døden. Jeg vil her først koncentrere mig om tiltalte T2 og T3. Disse 2 tiltalte kendte firmaet - - - og dermed også arbejdsrytmen - det vil sige de måtte vide, at A, hvis ikke de selv fik hende ud, først ville blive fundet meget sent, da man ikke kunne forvente, at der ville komme nogen og vaske bokse netop om lørdagen. Endvidere kendte de alt til boksenes størrelse eller mangel på samme, som nævningerne ved besigtigelsen har kunnet konstatere ved selvsyn, og de vidste også, at boksene skulle være tætte af hensyn til de opbevarede fødevarer. . . . Vi ved fra det vidne, der har undersøgt boksen, som A var lukket ind i, at den var meget tæt, sådan som sådanne bokse også skulle være for at tjene deres formål. Jeg mener derfor, at de tiltalte T2 og T3 må have anset det for overvejende sandsynligt, at A ville dø som følge af indespærringen i boksen, hvis hun ikke blev lukket ud - og det gjorde hun ikke - for de tiltalte gjorde intet - de fortsatte bare med at få bragt deres cigaretter i sikkerhed og var helt ligeglade med A, som de vidste var låst inde i en uhyggelig lille køleboks. . . .« Som det sker gentagne gange i mine retsbelæringer, har jeg også efter behandlingen af forsætsgraderne og min vurdering heraf understreget, at det alene er nævningerne, der skal træffe afgørelsen. I øvrigt havde jeg som altid inden gennemgangen af beviserne i den konkrete sag mere generelt gennemgået de objektive og subjektive betingelser for straf. Jeg kan afslutningsvis nævne, at advokat Allan Falk, uanset at han af rettens protokolfører forinden retsbelæringen var blevet gjort opmærksom på muligheden for protokollation efter retsplejelovens § 893, stk. 2, ikke forlangte en protokollation af særligt påpegede dele af retsformandens udvikling af retssætninger.« Højesterets bemærkninger. Højesteret finder intet grundlag for at anse retsformandens vejledning i loven for urigtig. Højesteret finder ikke grundlag for at ændre straffene. Højesteret stadfæster herefter dommen. De tiltalte har fortsat været fængslet under anken. Thi kendes for ret: Landsrettens dom stadfæstes. Sagens omkostninger for Højesteret skal betales af de tiltalte in solidum, dog at de hver især skal betale salæret til deres forsvarer.