UfR 1979.576 HD
 
  H. D. 31. maj 1979 i sag II 50/1979
Rigsadvokaten mod T (lrs. Hartwig e.o.).

Glostrup kriminalrets dom 14. september 1977.

Under denne ved domsmandsret behandlede sag tiltales - - - og T ifølge statsadvokatens anklageskrift af 5. maj 1977 til straf
1.- - -
2.Tiltalte T for overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 1, ved den 16. september 1975 at have hjulpet sin broder, strafafsoner D til at undvige fra Statsfængslet i Vridsløselille den 24. september 1975, idet tiltalte efter forudgående aftale med D ledsagede - - - Jette - - - i bil fra Statsfængslet i Vridsløselille til sin bopæl - - - , hvor han overlod Jette en kuffert indeholdende D's ejendele til brug under flugten.
Tiltalte T er født den 16. september 1952 i og er tidligere straffet

ved Lyngby Kriminalrets dom af 20. august 1971 efter straffelovens § 276, med betinget dom uden straffastsættelse i en prøvetid på 2 år,

ved Østre landsrets ankedom af 5. juli 1973 efter straffelovens § 288, stk. 1, jfr. § 23, § 286, stk. 1, jfr. § 276, tildels jfr. § 21, § 23 og § 61, stk. 1, § 124, stk. 2, samt § 293, stk. 1, med en fællesstraf af fængsel i 4 år,

ved Københavns byrets dom af 20. maj 1974-efter straffelovens § 285, stk. 1, jfr. § 279, og bekendtgørelse nr. 391 af 21. juli 1969 af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jfr. § 1, jfr. bekendtgørelse nr. 502 af 17. november 1969 § 21, jfr. § 2, stk. 1 sammenholdt med § 1, stk. 1, jfr. liste A nr. 1 med fængsel i 6 måneder. Prøveløsladt den 16. juli 1975, prøvetid 2 Ar, reststraf fængsel i 553 dage.

De tiltalte har nægtet sig skyldige.

Der er afgivet forklaring af de tiltalte og vidneforklaring af strafafsonerne W, D samt af de domfældte - - - og Jette.

Tiltalte T har forklaret, at hans broder, D, skrev til ham og bad ham besøge sig i fængslet en bestemt aften. Under besøget bad D tiltalte om at køre Jette hjem til tiltaltes bopæl, hvor han skulle udlevere broderens tøj. Tiltalte har sikkert spurgt sin broder om grunden hertil, men er blevet afvist med, at det skulle han ikke blande sig i, hvorefter tiltalte ikke spurgte mere. Tiltalte havde ingen mistanke om den forestående flugt, men han vidste, at broderen tidligere var undveget fra fængslet. Broderen beskrev Jettes bil, og tiltalte gik efter besøget ned til bilen og satte sig i den og ventede på Jette, som han ikke kendte. Da hun kom, kørte hun hjem til T men hvad de talte om, husker han ikke. Her gik tiltalte ind på bopælen og hentede sin broders tøj, som i forvejen var pakket i en kuffert. Tøjet havde hele tiden under fængselsopholdet stået pakket i kufferten. Tiltalte afleverede kufferten til Jette, som derefter kørte af sted med den. Tiltaltes broder har ikke under nogen af tiltaltes talrige besøg i fængslet talt om flugtplaner, og hvis han havde talt om det, ville tiltalte have frarådet ham det. Det er rigtigt, at tiltalte i august 1975 fra fængslet fik tilsendt et beløb på 1.000 kr. Der var tale om hjælp til bogkøb, som hans broder i fængslet havde tjent tilstrækkeligt til at kunne forstrække tiltalte med. Tiltalte har ikke undret sig over, at postanvisningen fra fængslet var afsendt af en person ved navn B. Han kendte ikke nogen af det pågældende navn, men havde erfaret ved sine egne fængselsophold, at der undertiden skete pengeoverførsler mellem indsatte. Det var tiltaltes opfattelse, at hans broder, efter at være blevet genindsat, havde affundet sig med fængselsopholdet. Tiltalte mener ikke, at han den dag, han kørte med Jette hjem, medbragte effekter fra fængslet fra sin broder, men det kan da godt være, idet han regelmæssigt har ydet sin broder tjenester.

Vidnet D, der har erklæret sig villig til at afgive forklaring, har forklaret, at han sammen med forrige vidne og en anden person flygtede fra Vridsløselille Statsfængsel den 24. september 1975. Han havde i et års tid haft en kuffert stående på sin bopæl med sit tøj i. Vidnet bad under et besøg sin broder, tiltalte T, om at udlevere kufferten til Jette, idet han sagde, at det var noget privat, og at tiltalte ikke skulle blande sig i det, idet vidnet var sikker på, at tiltalte ville have afslået enhver bistand, ligesom vidnet ikke ønskede at blande ham ind i flugten. Vidnet havde vist i et brev bedt tiltalte besøge sig. B, som også afsonede straf, skyldte på et tidspunkt vidnet 1.000 kr., og dem lånte vidnet tiltalte, således at B sendte dem. Om B var hovedmanden bag flugten, har vidnet ikke ønsket at udtale sig. Flugten var i øvrigt af vidnet og forrige vidne bevidst tilrettelagt således, at flere personer uafhængigt af hinanden og uden kendskab til hinanden, skulle udføre hver sin bistand, således at opdagelsesrisikoen skulle blive reduceret.

Vidnet Lars Ejler har forklaret, at han i september 1975 afsonede straf i Vridsløselille Statsfængsel. Vist nok ved en tilfældighed fik vidnet og D samtidig besøg, og det aftaltes derfor, at vidnets hustru skulle hente vidnet D's tøj med tiltalte T. B var klar over, at der skulle finde en flugt sted. Efter vidnets erfaring var der ingen kontrol under besøg i fængslet, medmindre der var tale om, at den pågældende var isoleret og anbragt i en særlig afdeling i fængslet, hvilket hverken D eller B var. Kontrol af besøg er i det hele meget lidt brugt i fængslet.

Vidnet Jette har forklaret, - - -. Under et besøg hos vidnets ægtefælle blev hun anmodet om at køre tiltalte T til dennes bopæl, hvor hun skulle hente en kuffert. Flugten blev ikke omtalt under køreturen. Kufferten udleverede vidnet til vidnet D efter flugten. Vidnet husker ikke nu, hvornår hun blev klar over, at der var tale om flugtplan, men det var ret kort før flugten, måske ca. 8 dage før. Hun fik besked på at udføre de hende pålagte ordrer uden at spørge nærmere.

Af vidnets forklaring for underretten i den nævnte sag fremgår, at de undvegne efter flugten bragtes til hendes bopæl, hvor de barberede sig og skiftede tøj samt fik udleveret deres ejendele og et pengebeløb.

Af en anden ligeledes under sagen fremlagt udskrift fremgår, at tiltalte T har besøgt vidnet D på følgende datoer: den 17. juli, den 21. juli, den 18. august den 26. august, den 2. september, den 4. september, den 16. september og den 18. september 1975. Alle besøgene har ifølge udskriften været ukontrollerede. Anklagemyndigheden har oplyst, at vidnet ved 8 tidligere lejligheder er undveget fra afsoning.

Ved den i anklageskriftet omhandlede fangeflugt fra Statsfængslet i Vridsløselille undveg foruden vidnerne W og D strafafsoneren P.

Det er oplyst, at vidnet W afsonede en straf af fængsel i 4 år og 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 191, at vidnet D afsonede en straf af fængsel i 4 år og 6 måneder for røveri, begået under undvigelse fra afsoning af en straf på fængsel i 8 år, og at P afsonede en straf af fængsel i 3 år for dokumentfalsk.

Vidnet W blev pågrebet af politiet den 2. maj 1976 på Ibiza, medens vidnet D blev pågrebet i Flensborg den 8. december 1976, og P blev pågrebet i Zurich den 10. maj 1977. Den af vidnet Lars Ejler omtalte B skal nu være pågrebet i Tyskland.

Efter det under sagen oplyste må det antages, at omkring en halv snes personer i og uden for fængslet har ydet bistand til flugten.

Forsvareren, som principalt har påstået de tiltalte frifundet af subjektive grunde, har videre bestridt, at den af tiltalte T begåede handling er omfattet af straffelovens § 124, stk. 1. Han har yderligere for denne tiltaltes vedkommende påstået straffrihed efter en analog anvendelse af bestemmelsen i straffelovens § 125, stk. 2.

Ad forhold 2.

Ved tiltaltes erkendelse og det i øvrigt oplyste finder retten det bevist, at han har udført de i anklageskriftet nævnte handlinger.

Det lægges efter tiltaltes og vidnet D's samstemmende forklaringer til grund, at vidnet ved fremsættelsen af sin anmodning til tiltalte bad ham om ikke at stille spørgsmål om baggrunden for anmodningen. Henset hertil, til tiltaltes nære tilknytning til og viden om vidnet, med hvem tiltalte under den ved dommen af 5. juli 1973 pådømte sag, medens vidnet sad fængslet, satte sig i ulovlig forbindelse, samt til karakteren af og omstændighederne ved udførelsen af den nu foretagne handling, finder retten det godtgjort, at tiltalte var klar over, at handlingen var et led i en planlagt fangeflugt.

Der findes ikke grundlag for at bringe bestemmelsen i straffelovens § 125, stk. 2, i analog anvendelse.

To af rettens medlemmer anser de af tiltalte udførte handlinger udlevering af en kuffert til en strafafsoner, som benytter kuffertens indhold under flugt fra fængslet for omfattet af straffelovens § 124, stk. 1.

En af de voterende, som finder, at den pågældende strafafsoner på anden måde let måtte kunne have forskaffet sig tøj m.v., finder ikke handlingerne omfattet af den nævnte bestemmelse og voterer for af denne grund at frifinde tiltalte.

Der vil være at give dom efter stemmeflertal, således at tiltalte anses for skyldig efter anklageskriftet.

Som følge af det anførte vil de tiltalte begge være at anse efter straffelovens § 124, stk. 1.

Ved fastsættelsen af straffene findes der for begge de tiltaltes vedkommende at burde henses til, at den gennemførte fangeflugt foretoges af nogle for alvorlige forbrydelser med langvarige fængselsstraffe straffede personer, og til at de tiltalte hver for sig har haft viden herom.

Efter det under sagen fremkomne var flugten tilrettelagt således, at mange personer, uafhængigt af og uden kendskab til hinanden, udførte hver sin bistand.

Således som tiltalen mod tiltalte T er formuleret, findes det fremdeles at måtte lægges til grund, at heller ikke denne tiltalte har deltaget i planlægningen af flugten, hvorimod det ligeledes må statueres, at også han for sit vedkommende alene har udført den i anklageskriftet beskrevne handling som et enkelt led i flugtplanen.

Efter karakteren af den af tiltalte T nu begåede kriminalitet, sammenholdt med den ved dommen af 20. maj 1974 pådømte, finder retten ikke tilstrækkelig anledning til nu at lade reststraffen i henhold til den nævnte dom komme til fuldbyrdelse.

Herefter fastsættes straffen for denne tiltaltes vedkommende for de nu begåede forseelser i medfør af straffelovens § 61, stk. 2 nr. 1, jfr. § 40, stk. 1, til fængsel i 40 dage. Der findes ikke grundlag for at gøre straffen betinget.

Østre Landsrets dom 20. november 1978 (16. afd.) Den indankede dom er afsagt den 14. september 1977 af kriminalretten i Glostrup (sag nr. S. 171/1977) og påanket af tiltalte T til frifindelse, af anklagemyndigheden til skærpelse. Under domsforhandlingen har tiltalte subsidiært påstået strafbortfald og mere subsidiært formildelse, herunder navnlig at straffen gøres betinget.
For landsretten er der foruden af tiltalte afgivet forklaring af vidnerne - - - , Jette, Lars Eiler, domfældte B og strafafsoner b.

Det er for landsretten oplyst, at D kun en gang forud for den 24. september 1975 var flygtet fra et fængsel, nemlig den 29. maj 1974.

Som nævnt i den indankede dom er tiltalte ved Østre landsrets ankedom blandt andet anset skyldig i overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 2. Tiltalte var den 8. maj 1972 steget over ringmuren ved Roskilde arrest, hvor han satte sig i forbindelse med b, der fra sin celle overgav ham udførlige instruktioner om sprængstoftyverier m.v.

Tiltalte og de tidligere afhørte vidner har i det væsentlige forklaret som gengivet i dommen.

Tiltalte har yderligere forklaret, at han fra Vridsløse statsfængsel fik tilsendt 1.000 kr. pr. postanvisning, dateret 19. august 1975. Hans broder b, der tjente godt i fængslet, havde lovet at låne ham I .000 kr. til indkøb af bøger til brug på Handelshøjskolen. Han spekulerede ikke nærmere over, at B stod som afsender, idet der foregik mange pengetransaktioner mellem de indsatte i fængslet i Vridsløse. Da b bad ham om at udlevere kufferten til Jette, tænkte han ikke nærmere over grunden hertil, men det kunne vel være, at b ville forære tøjet væk eller sælge det. Tiltalte har ikke på noget tidspunkt åbnet kufferten, men han vidste, at den indeholdt tøj. b havde også andet tøj, blandt andet overtøj, hængende i lejligheden.

Vidnet Jette har tilføjet, at hun i august 1975 efter besked fra sin ægtefælle, Lars Eiler, pr. postanvisning sendte 1.000 kr. for B til tiltalte, som hun ikke kendte. Hun fik ikke oplyst, hvorfor pengene skulle sendes, og vidste da intet om flugtplaner.

Vidnet Lars har tilføjet, at han efter anmodning af B har bedt sin hustru sende 1.000 kr. til tiltalte i B's navn. Det er B, der har givet vidnet besked om, at hans hustru skulle hente b's kuffert hos tiltalte.

Vidnet B, for hvis vedkommende sagen er afgjort ved Glostrup kriminalrets dom af 1. marts 1978, har forklaret, at han ikke husker enkeltheder om, hvad der skete i fængslet i august-september 1975. Han blev i 1977 i Tyskland kastet ud fra et tog i fart og fik kraniebrud, hvorfor han lider af hukommelsestab. Han erindrer således ikke noget om, at han skulle sørge for, at der blev sendt 1.000 kr. til tiltalte, men han betvivler ikke Jette og Lars' forklaringer herom. Den eneste forklaring på, at der skulle overføres 1.000 kr. til tiltalte, er, at pengene skulle bruges til den forestående flugt. Vidnet skyldte ikke penge til nogen, heller ikke til D.

Vidnet D har fastholdt, at B skyldte ham 1.000 kr. Gælden er opstået i fængslet, men han husker ikke hvorledes. Tiltalte skulle bruge pengene til bøger på Handelshøjskolen. Beløbet har ikke noget med den efterfølgende flugt at gøre. Den blev først aftalt i begyndelsen af september 1975. Vidnet havde i et brev bedt tiltalte komme på besøg den 16. september, og han havde aftalt med Lars, at denne skulle bede sin ægtefælle komme samme dag og klokkeslet. Vidnet husker ikke, hvad han har sagt til tiltalte om kufferten, men han har utvivlsomt givet en forklaring, der ikke kunne lede tanken hen på forestående flugt, idet tiltalte havde bedt om ikke at blive indblandet i noget kriminelt. Kufferten stod færdigpakket på moderens bopæl.

Retten skal udtale:

Også efter bevisførelsen for landsretten findes det godtgjort, at tiltalte har udført de i anklageskriftet nævnte handlinger, der under forudsætning af det fornødne fortsæt er omfattet af bestemmelsen i straffelovens § 124, stk. 1. Det tiltrædes endvidere, at bestemmelsen i § 125, stk. 2, ikke kan anvendes analogt, og straffen findes ikke at kunne bortfalde i medfør af de af forsvareren påberåbte bestemmelser i straffelovens § 84, stk. 1, nr. 5, jfr. stk. 2, eller § 85.

3 af rettens medlemmer finder det af de i dommen anførte grunde godtgjort, at tiltalte har været klar over, at udleveringen af kufferten var et led i en planlagt flugt.

3 af rettens medlemmer finder det ikke godtgjort, at tiltalte har haft en viden eller bestemt formodning herom, men lægger dog til grund, at tiltalte har indset muligheden heraf og også med denne mulighed for øje har indvilliget i at udlevere kufferten som sket, hvorfor der foreligger fornødent forsæt.

4 af rettens medlemmer finder den fastsatte straf passende og tiltræder, at det har sit forblivende ved udsættelsen af reststraffen, hvorfor de stemmer for i det hele at stadfæste dommen.

2 af rettens medlemmer stemmer for i medfør af straffelovens § 61, stk. 2, nr. 2, jfr. § 40, at idømme tiltalte en betinget fællesstraf af fængsel i 1 år 9 måneder med en prøvetid på 2 år.

Der vil være at give dom efter stemmeflertallet.

Højesterets dom.

Den i denne sag af Østre Landsret afsagte dom er med Justitsministeriets tilladelse indanket for Højesteret af tiltalte til frifindelse, subsidiært formildelse, og af anklagemyndigheden til skærpelse.

I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Helga Pedersen, Schaumburg, Høyrup, Bjerregaard, P. Christensen, Funch Jensen og Weber.

Til støtte for den nedlagte frifindelsespåstand har forsvareren anført, at straffeloven er anvendt urigtigt. Han har i så henseende i første række gjort gældende, at der ikke foreligger det til domfældelse efter straffelovens § 124, stk. 1, fornødne forsæt, når tre af landsrettens dommere har lagt til grund, at tiltalte ikke har haft viden eller bestemt formodning om, at udleveringen af kufferten var et led i en planlagt flugt, men at han alene har indset muligheden heraf og også med denne mulighed for øje har indvilliget i at handle som sket. Den af disse dommere anvendte forsætsform, såkaldt dolus eventualis, kan ikke anses for gældende dansk ret. I anden række har forsvareren anført, at § 124, stk. 1, er uanvendelig, fordi tiltalte ikke har hjulpet sin broder til at undvige, idet undvigelsen var sket, da broderen modtog den omhandlede kuffert, og at forholdet rettelig bør henføres under straffelovens § 125, stk. 1, nr. 1, med den følge, at der må frifindes efter reglen i § 125, stk. 2. Endelig har forsvareren anført, at bestemmelsen i § 125, stk. 2, må finde analogisk anvendelse, hvis forholdet henføres under § 124, stk. 1, således at der også i dette tilfælde må ske frifindelse.

Anklagemyndigheden har anført, at forsætsformen dolus eventualis, omend den kun er sjældent anvendt, må anses for en bestanddel af gældende ret og med rette er anvendt i en særegen situation som den foreliggende. Tiltaltes forhold bør henføres under straffelovens § 124, stk. 1, fordi aftalen om bistand er truffet, medens broderen afsonede straf, og betingelserne for at anvende en analogi af § 125, stk. 2, er ikke til stede.

I det forslag til Borgerlig Straffelov, som blev fremsat i Folketinget den 2. december 1924, jfr. RT. 1924-25, tillæg A spalte 3145 ff., fandtes sålydende bestemmelse i § 20, stk. 2:

»Forsæt foreligger, naar Gerningsmanden ved sin Handling vil hidføre, hvad der efter Loven kræves til Forbrydelsen, eller anser dennes Indtræden som en nødvendig eller overvejende sandsynlig Følge af Gerningen eller vel kun anser Forbrydelsens Indtræden som mulig, men vilde have handlet, selv om han havde anset den som sikker«.

I bemærkningerne til forslaget anførtes, jfr. spalte 3284, at definitionerne af forsæt og uagtsomhed var nye, »men dog i det hele stemmende med gældende Ret«.

En ganske tilsvarende bestemmelse fandtes i det lovforslag, som blev fremsat i Folketinget den 9. oktober 1928, jfr. RT. 1928-29, tillæg A spalte 2330, men den udgik efter udvalgsbehandlingen, jfr. RT. 1928-29, tillæg B spalte 2126-28, idet det bl.a. anførtes, at definitionerne af forsæt og uagtsomhed måtte anses for overflødige. Derefter hedder det: »Der gøres altsaa ikke herved nogen Forandring i de bestaaende Regler«.

Når landsrettens nævnte tre dommere har fundet tiltalte skyldig i forsætlig overtrædelse af straffelovens § 124, stk. 1, som sket, findes dette herefter ikke at være i strid med gældende ret.

Det tiltrædes, at forholdet er henført under straffelovens § 124, stk. 1, og at bestemmelsen i § 125, stk. 2, ikke kan anvendes analogt. Da endvidere straffen findes passende bestemt, vil dommen være at stadfæste.

TH kendes for ret:

Landsrettens dom bør ved magt at stande.
Sagens omkostninger for Højesteret udredes af statskassen. 3)