TfK 2005.406/2 ØLD

 

  Anklagemyndigheden mod T (adv. Mikael Bernhoft, besk.).

(Teilmann, Ulla Langholz og Marianne T. Øllgaard (kst.) med domsmænd).
Københavns Byrets dom af 27. oktober 2004:

Tiltalen og parternes påstande.

Politidirektøren i København har ved et anklageskrift af 27. april 2004 samt tillægsanklageskrift af 30. juni 2004 rejst tiltale mod T for

1. overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1 og nr. 3,

ved mandag den 2. februar 2004 ca. kl. 14.45 på bopælen - - - i Herlev, København, at have været i besiddelse af 10,17 gram hash samt 9,94 gram brun heroin med henblik på videresalg.

2. overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, jf. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 3,

ved den 15. Juni 2004 ca. kl. 16.00 under afsoning i Arresthuset, Østergade 9 i Herning at have været i besiddelse af 0,4 gram heroin.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om ubetinget fængselsstraf.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der hos tiltalte i medfør af straffelovens § 75, stk. 2 konfiskeres 10,17 gram hash, 9,94 gram brun heroin samt 0,4 gram heroin.

Tiltalte har vedrørende forhold 1 erkendt at have været i besiddelse af de omhandlede stoffer, men har nægtet at have været i besiddelse af stofferne med henblik på videresalg. Tiltalte har erkendt sig skyldig i forhold 2.

Oplysningerne i sagen

Sagen er behandlet med domsmænd.

Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte samt af vidnet pa. A.

Tiltalte har vedrørende forhold 1 forklaret, at han har været i besiddelse af de omhandlede stoffer, men det var ikke med henblik på videresalg. På det omhandlede tidspunkt mødte han politiet på parkeringspladsen udenfor sit hus. Han havde den omhandlede hash i lommen. Det var til eget forbrug. Han har røget hash i 14-15 år. Han ryger mindst 10 gram hash om dagen. Politiet fandt 9,94 gram heroin i hans skoletaske. Han havde lige købt heroinen for 2.800 kr. På det tidspunkt var han ved at tage en uddannelse. Han har røget heroin siden november 2003. Han havde også en elektronisk vægt i sin taske. Den brugte han til at veje heroin med. Heroinen var også til eget brug. Han har aldrig solgt heroin. På det tidspunkt modtog han 7.000-8.000 kr. om måneden af kommunen. Han lånte penge af venner og bekendte til at købe heroinen og hashen for. Han har formentlig solgt 1-2 gram hash til en god ven.

Tiltalte har vedrørende forhold 2 forklaret, at heroinen havde ligget i hans pung i ca. ½ år. Han har ikke røget heroin siden februar 2004.

Tiltalte har fået foreholdt forhørsprotokol af 15. juni 2004, side 1, midtpå, og har hertil forklaret, at han ikke har sagt, at han ikke har røget heroin i et år. Han ønskede ikke at oplyse under forhøret, hvor han havde heroinen fra. Han forklarer nu, at heroinen stammede fra den handel, som han havde foretaget i februar 2004.

Vidnet pa. A har forklaret, at politiet havde fået oplysninger om, at tiltalte opbevarede hash eller heroin på sin bopæl. De fandt heroinen i en taske i tiltaltes soveværelse, og de fandt hashen på tiltalte. Tiltalte modsatte sig ikke ransagningen af hans bopæl. Der blev fundet en vægt sammen med heroinen i tasken.

Personlige oplysninger.

Tiltalte er tidligere straffet, senest

ved Retten i Ballerups dom af 3. november 2003 efter straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 281, nr. 1, og § 260, nr. 1, med fængsel i 10 måneder.

Rettens begrundelse og afgørelse:

Ad forhold 1.

Henset til den mængde af heroin som tiltalte blev fundet i besiddelse af, og efter bevisførelsen, herunder efter tiltaltes forklaring om, at han har været i besiddelse af de omhandlede stoffer, finder retten det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen, dog findes efter tiltaltes forklaring om sit daglige forbrug af hash alene bevist, at tiltalte var i besiddelse af den omhandlede hash til eget forbrug og ikke med henblik på videresalg.

Ad forhold 2.

Ved tiltaltes uforbeholdne tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysninger, findes det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen.

Straffen fastsættes efter lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, if. bekendtgørelse nr. 698 af 31. august 1993 om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1 og nr. 3, til fængsel i 3 måneder.

Påstanden om konfiskation tages i medfør af den påberåbte bestemmelse til følge som nedenfor bestemt.

Østre Landsrets dom:

Københavns Byrets dom af 27. oktober 2004 (- - -) er anket af T med påstand om frifindelse i det ikke erkendte omfang subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnet A, der begge har forklaret i det væsentlige som i byretten.

Fem voterende udtaler vedrørende forhold 1:

Uanset mængden af heroin samt den omstændighed at tiltalte var i besiddelse af en elektronisk vægt findes det ikke mod tiltaltes benægtelse med den til domsfældelse i en straffesag fornødne sikkerhed bevist, at tiltalte havde til hensigt at videresælge den fundne heroin. Disse voterende stemmer derfor for at frifinde tiltalte for forsæt til videresalg.

En voterende finder af de af byretten anførte grunde at tiltalte havde forsæt til videresalg og stemmer for at stadfæste byrettens bevisresultat.

Der afsiges dom i overensstemmelse med stemmeflertallet, således at tiltalte frifindes for besiddelse af heroinen i forhold 1 med henblik på videresalg.

Tre dommere finder, at straffen bør fastsættes til fængsel i 30 dage.

Tre dommere stemmer for, at straffen fastsættes til fængsel i 20 dage.

Der afsiges dom efter det for tiltaltes gunstigste resultat, således at straffen fastsættes til fængsel i 20 dage.