|
|
|
||
|
TfK 2006.474 VLD |
|||
|
Anklagemyndigheden mod T (adv. Kaj Nørby, Hobro). (Chr. Bache, Annette Dellgren og Axel Lund (kst.) med domsmænd). Retten i Hobros dom af 17. oktober 2005: Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 19.8.2005. T er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1. 1. pkt. - ved den 18. oktober 2003 kl. ca. 17.00 i - - - klubhus, - - -, efter aftale med A til B at have overdraget 500 gram amfetamin. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om ubetinget fængselsstraf. Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært rettens mildeste dom. Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og af vidnerne, A, C og kriminalassistent D. - - - Kriminalforsorgen har under sagen foretaget en undersøgelse af tiltaltes personlige forhold med følgende konklusion: »Såfremt sagen kan afgøres med en betinget dom, skønnes T egnet til at modtage en sådan afgørelse. T's voldsomme temperament, hans voldelige adfærd og hans forbrug af stoffer gør, at Kriminalforsorgen ikke finder, at T er egnet til at modtage en helt eller delvist betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.« Domsmandsrettens bemærkninger: Retten finder det efter den forklaring, der er afgivet af tiltalte om, at han ikke så nogen i klubben tage amfetamin, sammenholdt med forklaringerne fra vidnerne A og C i deres egne sager om, hvordan det foregik, ubetænkeligt at tilsidesætte tiltaltes forklaring om, at han ikke vidste, hvad der foregik eller om, hvad der var i den pose, som han udleverede, da han havde barvagt i klubhuset. Retten lægger til grund, at det var sædvanligt, at der blev indtaget amfetamin under festerne, herunder også af tiltalte, og retten lægger tillige vægt på ordvekslingen under telefonsamtalen i forbindelse med udleveringen. Tiltalte findes herefter skyldig i den rejste tiltale. Straffen fastsættes til fængsel i 9 måneder, jf. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt. Der er under hensyn til sagens karakter og oplysningerne om tiltaltes personlige forhold ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget. Vestre Landsrets dom: Retten i Hobro har den 17. oktober 2005 afsagt dom i 1. instans (- - -). Tiltalte T har påstået frifindelse, subsidiært formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Tiltalte og vidnet A har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Anklagemyndigheden har endvidere med forsvarerens samtykke og efter tilladelse fra landsretten i medfør af retsplejelovens § 877, stk. 3, dokumenteret afhøringsrapport af 10. august 2004 vedrørende afhøring af C, fra side 1 til og med side 3, 1. afsnit. B's forklaring vedrørende forhold 3 fra retsmøde den 19. juli 2005 under hendes egen sag har endvidere været dokumenteret. Der har for landsretten endelig været afspillet en telefonsamtale af 18. oktober 2003 ført mellem B og A samt sidstnævnte og tiltalte. Tiltalte har supplerende forklaret, at han var medlem af - - -, men ikke af - - -. Han havde barvagt en gang imellem. Den 18. oktober 2003 var han kommet i klubhuset i ca. 3 måneder. Alle personer, der henvendte sig, blev lukket ind i klubhuset. Han kan ikke huske, om der var mange gæster i klubhuset den 18. oktober 2003. Han fik ikke, da han startede på vagten, at vide, at der stod en pose i baren, der skulle udleveres til E. Foreholdt afhøringsrapport af 14. september 2004, side 1, sidste afsnit, fra linje 1 til 5, har tiltalte forklaret, at han vil henholde sig til de forklaringer, han har afgivet i grundlovsforhøret og i byretten. Det er korrekt, at det var ham, der talte med A i telefonsamtalen den 18. oktober 2003. Han vidste ikke, at det i posen var noget, E skulle have haft, og han ved ikke, hvorfor han spurgte A om dette i telefonen. Han vidste ikke, at der var amfetamin i posen. Foreholdt C's forklaring om, at der ofte blev taget amfetamin i klubhuset, og at der var cutterplader sat ind i væggen, har tiltalte forklaret, at han aldrig har set nogen tage eller sælge amfetamin. Han har dog selv taget noget amfetamin i klubhuset. Han ved ikke, om C's forklaring er sand. Han vidste ikke, at A handlede med amfetamin. A har supplerende forklaret, at han havde tilknytning til - - - i oktober 2003, men han var ikke medlem. Hvis man ikke var fuldgyldigt medlem af klubben, havde man barvagt en gang i mellem og skulle servicere de andre. Vidnet kom i klubben ca. 1 gang hver 14. dag. Han har ikke set nogen tage amfetamin i klubhuset. De 500 g amfetamin var blevet leveret i klubhuset, men han ønsker ikke at oplyse, hvem der havde leveret stoffet. Da han talte med tiltalte i telefonen den 18. oktober 2003, vidste tiltalte ikke noget om, at det var amfetamin, der var i posen. Efter afspilning af telefonsamtalen og forespurgt nærmere vedrørende vidnets spørgsmål til tiltalte, om han ikke »lige kunne give dem det der til mig« har vidnet forklaret, at han ikke ved, hvad det var, tiltalte skulle udlevere til B, men det kunne være ting, der tilhørte vidnet, og det var i hvert fald ikke stoffer. Han kan ikke i dag huske, hvad tiltaltes spørgsmål om, hvorvidt det var »noget E skulle have«, nærmere vedrørte. Landsrettens begrundelse og resultat: Det er ubestridt, at det var tiltalte, der den 18. oktober 2003 udleverede en pose til B, og at denne pose indeholdt 500 g amfetamin. Det lægges endvidere til grund, at tiltalte i ca. 3 måneder jævnligt var kommet i det pågældende klubhus, og at han havde indtaget amfetamin der. Efter C's forklaring lægges det endvidere til grund, at det var sædvanligt, at der blev indtaget amfetamin under festerne i klubhuset. Herefter, og efter ordvekslingen i den telefonsamtale, der fandt sted den 18. oktober 2003 mellem tiltalte og A, findes det også efter bevisførelsen for landsretten bevist, at tiltalte i hvert fald indså det som overvejende sandsynligt, at der var en betydelig mængde amfetamin i den pose, som han tog fra baren og gav til B. Det tiltrædes derfor, at tiltalte er fundet skyldig som sket. Under hensyn til på den ene side mængden af amfetamin og på den anden side tiltaltes beskedne rolle i forbindelse med overdragelsen findes der ikke fuldt tilstrækkelig anledning til at forhøje straffen. Efter forholdets karakter er der ikke grundlag for at gøre straffen betinget. Landsretten stadfæster derfor dommen. |
|||
|
|
|||