TfK 2008.375


Ø.L.D. 28. februar 2008 i anke 12. afd. S-3506-07
 

 

Anklagemyndigheden mod T1 (adv. Rasmus Anberg, besk.).
(Lodberg, Frosell og Koch Clausen (kst.) med domsmænd).

Roskilde Rets dom af 7. december 2007:



Sagens baggrund og parternes påstande.


Denne sag er behandlet med domsmænd.


Anklageskrift af 2. april 2007 er modtaget den 2. april 2007 og tillægsanklageskrift af 9. november 2007 er modtaget den 13. november 2007.


T2, T1 og T3 ApS under tvangsopløsning ved skifteretten i Roskilde


er tiltalt for overtrædelse af


1. T1


bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, jf. § 2, jf. liste A, nr. 1, ved den 3. februar 2005 ca. kl. 09.50 på - - - i Greve kommune, at have været i besiddelse af 463 gram hash til dels med henblik på videresalg.


2. T2, T1


naturbeskyttelseslovens § 71, jf. § 89, stk. 3, jf. miljøministeriets bkg. nr. 84 af 23. januar 2002 om beskyttelse af vilde dyr og planter ved kontrol af handlen hermed (Washingtonkonventionen/CITES) § 10, stk. 1, nr. 8, jf. Rådets forordning nr. 338/97 af 9. december 1996 art. 8, stk. 1 og art. 10, jf. Kommissionens forordningnr. 1497/2003 af 18. august 2003 art. 1, jf. bilag A ved den 3. februar 2005 ca. kl. 09.00 på ejendommen - - - i Greve kommune, uden at have CITES certifikater for effekterne, at have været i besiddelse af 1 tigerskind, 3 leopardskind, 4 ozelotskind, 2 sneleopardskind, 3 udstoppede havskildpadder, 2 havskildpaddeskjolde, 1 udstoppet musvåge, 1 stødtand fra elefant og 2 udstoppede leopardunger, som de på et ikke nærmere bestemt tidspunkt kortere tid forinden havde købt uden ClTES-certifikater af en eller flere ikke identificerede personer.


3. T1


våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, samt våbenbekendtgørelsens § 43, stk. 4, jf. § 14, stk. 1, ved den 11. februar 2005 ca. kl. 09.00 på sin bopæl - - - i Greve kommune, at have været i besiddelse af 2 cal. 12 haglpatroner, 1 salongevær og et glatløbet haglgevær ca. 12, samt ved uden politiets tilladelse at have været i besiddelse af 4 knive og en bajonet, alle med klinger over 12 cm.


4. - - -


5. T3 Aps under tvangsopløsning T2 T1


dyreværnsloven, jf. lbkg. nr. 344 af 13. maj 2005,jf. tidligere lbkg. nr. 386 af 6. juli 1991, jf. senere ændringer, § 28, stk. 1, stk. 2, stk. 7, stk. 8 og stk. 9, jf. den nuværende bekendtgørelse §§ 1-3 og § 28, stk. 3, jf. § 21, stk. 1, ved på adressen - - - i Greve, i forbindelse med udøvelse af erhverv, i tiden op til den 3. februar 2005 og efterfølgende, at have:


a: udsat 12-15 kreaturer for uforsvarlig behandling, idet underlaget i den indhegning, hvor de gik, bestod af optrådt jord og dyrene stod i mudder til haserne og ler til bugen, samt ved at det læskur, der var opsat til dyrene, bestod af 2 skibscontainere, hvor bunden var dækket af mudder, hvorved dyrene ikke har haft mulighed for at finde hvile på et rengjort eller tørt leje og hvorved de har været udsat for smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe


b: udsat flere kreaturer for uforsvarlig behandling, idet de var afmagrede, hvorved de ikke har været beskyttet bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og ikke været behandlet omsorgsfuldt, herunder blevet fodret, vandet og passet under hensyntagen til deres fysiologiske og sundhedsmæssige behov. Samt ved den 11. februar 2005 efter udstedelse af påbud den 4. og 7. februar 2005 om øgning af [fodringen], stadig at have flere kreaturer, der var afmagrede og ved den 17. marts 2005 fortsat at have 6 afmagrede køer.


c: udsat mindst et af kreaturerne for groft uforsvarlig behandling, ved ikke at have behandlet det omsorgsfuldt, herunder sørget for at de blev passet under hensyntagen til dens fysiologiske og sundhedsmæssige behov, idet der ikke i tide blev sørget for klovbeskæring, hvorved dyret har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og ikke har været passet omsorgsfuldt.


d: udsat 6 dværgzebuer for uforsvarlig behandling, idet underlaget i den indhegning, hvor de gik, bestod af optrådt jord og mudder, samt ved at dyrene alene havde adgang til et mindre læskur, hvor bunden var dækket af mudder, hvorved dyrene ikke har haft mulighed for at finde hvile på et rengjort eller tørt leje og hvorved de har været udsat for smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.


c: udsat 1 dværgzebu for groft uforsvarlig behandling, ved ikke i tide at have sørget for klovbeskæring, idet den havde ekstremt forvoksede klove, der var ca. 25 cm lange og buede opad, samt ved ikke at have ladet det syge dyr blive tilset af en dyrlæge eller aflivet, og ved ikke at have anbragt det syge dyr i en velindrettet sygeboks, hvorved dværgzebuen blev udsat for stærk kritisabel behandling, der har medført høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og har ikke været passet omsorgsfuldt.


f: udsat 2 hankappebavianer for groft uforsvarlig behandling, idet de gik i et lille indendørsrum (ca. 2m x 21,5 m x 3 m) bar præg af kronisk fejlernæring, var sygelig, afmagrede, havde kroniske skeletdeformiteter, havde massiv infektion med piskeorm og ingen adgang til frisk foder og drikkevand, hvorved de har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og ikke været passet omsorgsfuldt. Samt ved den 11. februar 2005, på trods af påbud udstedt den 4. og 7. februar 2005 om udbedring af deres levevilkår, ikke at have ændret abernes helbredstilstand eller levevilkår, hvorfor de blev aflivet.


g: udsat 2 hunkappebavianer og en kappebavianunge for groft uforsvarlig behandling, idet de gik i et lille indendørsrum (ca. 2 m x 2,3 m og 3 m) uden adgang til dagslys, var henholdsvis let og kraftigt afmagrede og havde ikke adgang til frisk foder og drikkevand, hvorved de har været udsat for høj grad af smerte. lidelse, angst, varigt mén væsentlig ulempe og ikke været passet omsorgsfuldt.


h: udsat 1 vaskebjørn for groft uforsvarlig behandling, idet den var underernæret, utrivelig og havde kraftig øjenbetændelse samt milde bevægelsesforstyrrelser og alene blev tilbudt gammel frugt som føde, hvorved dyret har været udsat for høj grad af smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe og ikke været tilpasset omsorgsfuldt, idet vaskebjørnen ikke er blevet behandlet, tilset af dyrlæge eller aflivet samt ved, at den ikke har været anbragt i en velindrettet sygeboks.


i: udsat 1 yakokse for uforsvarlig behandling, ved ikke at have behandlet den omsorgsfuldt, herunder sørget for at den blev huset, fodret, vandet og passet under hensyntagen til dens fysiologiske og sundhedsmæssige behov, idet den gik i en indhegning, hvor underlaget bestod af mudder, uden adgang, til læskur og tilsyneladende uden at være tilbudt foder, hvorved den har været udsat for kritisabel behandling, der medførte smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.


j: udsat 3 kameler for uforsvarlig behandling, ved ikke at have behandlet dem omsorgsfuldt, herunder sørget for at de blev huset, fodret, vandet og passet under hensyntagen til deres fysiologiske og sundhedsmæssige behov, idet de alene havde adgang til en overdækning i form af tag på stolper, således at de ikke havde adgang til læ og tørt leje, hvorved dyrene har været udsat for kritisabel behandling, der medførte smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.


k: udsat 20-25 geder for uforsvarlig behandling, ved ikke at have behandlet dem omsorgsfuldt, herunder sørget for at de blev huset, fodret, vandet og passet under hensyntagen til deres fysiologiske og sundhedsmæssige behov, idet de gik i en boks på 4 m x 3 m, hvor underlaget var tilsølet i gødning og urin og uden hele tiden at være tilbudt foder, samt uden mulighed for at finde læ og tørt leje, hvorved dyrene har været udsat for kritisabel behandling, der medførte smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.


l: udsat 4 æsler for uforsvarlig behandling, ved ikke at have behandlet dem omsorgsfuldt, herunder sørget for at de blev huset, fodret, vandet og passet under hensyntagen til deres fysiologiske og sundhedsmæssige behov, idet de gik i en boks på 4 m x 3 m, hvor underlaget var tilsølet i gødning og urin og uden mulighed for at finde læ og tørt leje, hvorved dyrene har været udsat for kritisabel behandling, der medførte smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.


m: udsat 6 silkeaber for uforsvarlig behandling, ved ikke at have behandlet dem omsorgsfuldt, herunder sørget for at de blev huset, fodret, vandet og passet under hensyntagen til deres fysiologiske og sundhedsmæssige behov, idet de gik i et trådbur på 0,8 m x 1,5 m x 1,8 m, uden umiddelbart at være tilbudt foder, hvorved dyrene har været udsat for kritisabel behandling, der medførte smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.


n: udsat 20-30 får for uforsvarlig behandling, ved ikke at have behandlet dem omsorgsfuldt, herunder sørget for at de blev huset, fodret, vandet og passet under hensyntagen til deres fysiologiske og sundhedsmæssige behov, idet samtlige dyr var mudrede, der var ikke læ og tørt leje til samtlige dyr og mange af fårene var afmagrede og blev ikke tilbudt foder hele tiden, hvorved dyrene har været udsat for kritisabel behandling, der medførte smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.


o: udsat 1 zebramangust for uforsvarlig behandling, ved ikke at have behandlet den omsorgsfuldt, herunder sørget for at den blev huset, fodret, vandet og passet under hensyntagen til dens fysiologiske og sundhedsmæssige behov, idet den gik i et »marsvinbur« på ca. 0,8 m x 0,8 m x 0,4 m, hvorved den har været udsat for kritisabel behandling, der medførte smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe. Samt ved at have overtrådt forkyndt pålæg udstedt af Politimesteren i Roskilde den 4. og 7. februar 2005 pkt. A. D, G, H, N, M, med frist til senest den 10. februar 2005, at bringe forholdene til ophør eller tilrettet efter dyreværnslovens bestemmelser.


6. T3 ApS under tvangsopløsning T2 T1


hundeloven med senere ændringer, jf. lbkg. nr. 259 af 12. april 2005 § 12, stk. 1, jf. § 1, § 7 og § 8, stk. 2, samt bkg. nr. 1500 af 20. december 2004 om mærkning og registrering af hunde, § 18, jf. § 1, jf. § 12b, ved i tiden op til den 17. marts 2005 fra adressen - - - i Greve kommune, uden politiets tilladelse, at have drevet erhvervsmæssig handel med hunde, undladt at holde hundene ansvarsforsikring og ved som besidder af hunde, at have undladt at anmelde hunde født efter den 1. januar 1993 til registrering i Dansk Hunderegister, senest når hundene var 4 måneder gamle.


7. T1


lov nr. 882 af 18. august 2004 - vandløbslovens § 85, stk. 1, nr. 1, jf. § 6, stk. 1. ved den 16. januar 2005 i Greve kommune. at have lagt grus i et vandløb beliggende på ejendommen - - -, hvorved han hindrede det naturlige afløb af vand fra højere liggende ejendomme.


8. T3 ApS under tvangsopløsning T2 T1


bekendtgørelse nr. 1066 af 10. november 2005, tidligere bkg. nr. 733 af 2. juli 2004 med senere ændringer, om mærkning, registrering og flytning af kvæg, svin og får og geder § 33, stk. 1, nr. 1 og stk. 2, jf. § 12, stk. 1, § 10, stk. 1 og stk. 2, § 2, stk. 1, og stk. 2 samt § 4, stk. 1 og stk. 2, ved som ejer og besætningsansvarlig i tiden frem til den 11. februar 2005 på ejendommen beliggende - - - i Greve kommune, at have undladt at sørge for, at kvæg og får var forsynet med godkendte øremærker, ligesom fødevareregionen ikke straks blev meddelt, at dyrene ikke var behørigt mærket.


9. - - -


10. T3 ApS under tvangsopløsning T2 T1


dyreværnsloven, jf. lbkg. nr. 344 af 13. maj 2005, jf. tidligere lbkg. nr. 386 af 6. juni 1991, jf. senere ændringer, § 28, stk. 1, og stk. 2, jf. § 1-3, jf. stk. 8, jf. nu stk. 9, ved i tiden op til og den 8. september 2004 ca. kl. 10.10 på adressen - - - i Greve, at:


- have behandlet en lama groft uforsvarligt, ved ikke at have beskyttet den mod smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe, idet dyret, der var stærkt afmagret, grundet parasitangrebet og som følge heraf var stærkt svækket og ikke blev holdt omsorgsfuldt, herunder huset, fodret, vandet og passet under hensyntagen til dyret fysiologiske og sundhedsmæssige behov, faldt ned af en jordvold og druknede.


- have behandlet 8 lamaer groft uforsvarligt, ved ikke at have behandlet dem omsorgsfuldt, herunder sørget for at de blev huset, fodret, vandet og passet under hensyntagen til deres fysiologiske og sundhedsmæssige behov, idet der ikke var adgang til læ og tørt leje til samtlige dyr, de gik i en boks på ca. 6 m x 3 m, de havde ikke adgang til rent drikkevand og havde ingen foderplads, hvorved de har været udsat for kritisabel behandling, der medførte smerte, lidelse, angst, varigt mén og væsentlig ulempe.


11. T2


T1


bekendtgørelse nr. 1021 af 12. december 2002 om privates hold af særlige dyr § 3, jf. bilag 1, jf. § 16, ved i en ukendt periode forud for den 3. februar 2005 på ejendommen - - - i Greve, at have holdt los og kappebavianer.


12. - - -


13. T1


T3 ApS under tvangsopløsning


bekendtgørelse nr. 1021 af 12. december 2002 - om privates hold af særlige dyr m.v. - § 3. jf. bilag 1, jf. § 16, stk. 1, jf. stk. 3, ved i en ukendt periode og frem til den 14. juni 2007 omkring kl. 11.00 på adressen - - - i Greve, at have holdt en los uden politiets tilladelse.


14. T1


T3 ApS under tvangsopløsning


bekendtgørelse nr. 1021 af 12. december 2002 - om privates hold af særlige dyr m.v. - § 3, jf. bilag 1, jf. § 16, stk. 1, jf. stk. 3, ved i en ukendt periode og frem til den 14. juni 2007 omkring kl. 11.00 på adressen - - -, Greve, at have holdt en grøn marekat uden politiets tilladelse.


15. T1


våbenbekendtgørelsens § 14, stk. 1, nr. 1 og nr. 7, jf. § 43, stk. 4,


ved den 14. juni 2007 omkring kl. 11.00 på sin bopæl - - -, Greve, uden politiets tilladelse at have besiddet 5 samuraisværd og en kastekniv.


Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om, at tiltalte T1 bliver idømt en ubetinget fængselsstraf og om en tillægsbøde på 20-25.000 kr. som en tillægsstraf, jf. straffelovens § 89, at tiltalte T2 bliver idømt en betinget fængselsstraf og en tillægsbøde på 10-15.000 kr., og at tiltalte T3 ApS under tvangsopløsning bliver idømt en bøde på 20-25.000 kr.


Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at de tiltalte T1 og T2 i medfør af dyreværnslovens § 29, stk. 1, 1. pkt. i et af retten fastsat tidsrum, bliver frakendt retten til at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr.


Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der hos tiltalte T1 konfiskeres 463 gram hash, digitalvægt, bidetang, to cal. 12 haglpatroner, et salongevær, et glatløbet haglgevær, fire knive, en bajonet, 31 stk. Elizabeth Arden produkter og kalkungrib, en los, en kalkungrib, en grøn marekat samt 5 samuraisværd og en kastekniv i forhold 1, 3, 4, 12, 13, 14 og 15, jf. straffelovens § 75, stk. 2, subsidiært, at de 5 samuraisværd og kastekniven i forhold 15 bliver konfiskeret efter straffelovens § 77a, hvis genstandene ikke tilhører tiltalte.


Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der hos de tiltalte T1 og T2 konfiskeres et tigerskind, tre leopardskind, fire ozelotskind, to sneleopardskind, tre udstoppede havskildpadder, to havskildpaddeskjolde, en udstoppet musvåge, en stødtand fra elefant og to udstoppede leopardunger i forhold 2.


Anklagemyndigheden har endelig nedlagt påstand om, at alle tiltalte bliver dømt til at betale sagens omkostninger, herunder udgifterne til transport af dyrene og obduktion af dyrene.


De tiltalte T2 og T3 ApS under tvangsopløsning har nægtet sig skyldig.


Tiltalte T1 har erkendt sig skyldig i besiddelse af 463 gram hash til eget brug i forhold 1 og nægtet sig skyldig i øvrigt.


Forklaringer:


Der er afgivet forklaring af de tiltalte T1 og T2 og vidneforklaringer af politiassistent A, politiassistent B, C, D, politiassistent E, F, G, H, politiassistent I, politiassistent J, K, politiassistent L, vicepolitiinspektør M, N, O, P, Q, R S, T og U.

- - -


Personlige oplysninger:

- - -


Tiltalte T1 er tidligere straffet, senest


ved Roskilde rets dom af 24. oktober 2005 efter straffelovens § 119, stk. 1 og stk. 3, og færdselslovens § 118, stk. 1, jf. § 3, stk. 1, jf. § 1, med fængsel i 40 dage,


ved Roskilde rets dom af 9. februar 2007 efter straffelovens § 244, § 124, stk. 1, jf. § 21, § 291, stk. 1, lov om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 2, jf. liste A nr. 1, og våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1 nr. 1 og nr. 2, med fængsel i 40 dage, der blev gjort betinget med en prøvetid på 2 år fra den 23. februar 2007 at regne og vilkår om 40 timers samfundstjeneste, der er udført, og


ved Roskilde rets dom af 13. juli 2007 efter straffelovens § 119, stk. 1, jf. § 245, stk. 1, med fængsel i 40 dage, der er afsonet.


Rettens begrundelse og afgørelse.



Om forhold 1


Tiltalte T1 har erkendt at have været i besiddelse af 463 gram hash, en digitalvægt og en bidetang. Tiltalte har alene erkendt at have besiddet hashen til eget brug.


Efter mængden af hashen og ved det samtidige fund af en digitalvægt og en bidetang finder retten det bevist, at tiltalte har besiddet hashen til med henblik på videresalg af mindst 300 gram. Tiltalte T1 findes i dette omfang skyldig efter anklageskriftet.


Retten følger påstanden om konfiskation som nedenfor bestemt.


Om forhold 2


Ved de af de tiltalte og vidnet D afgivne forklaringer lægger retten til grund, at de tiltalte T1 og T2 har købt de pågældende skind, de udstoppede havskildpadder, de to havskildpaddeskjolde, en udstoppet musvåge, stødtanden fra en elefant og to udstoppede leopardunger uden at få udleveret et CITES-certifikat af sælgeren. Efter de afgivne forklaringer finder retten ikke at kunne lægge til grund, at skindene er blevet forarbejdet og indført i Danmark før den 1. juli 1947. Det lægges herefter til grund, at skindene ikke lovligt har kunnet købes uden CITES-certifikater. Med hensyn til stødtanden og havskildpadderne lægges det efter vidnets forklaring til grund, at de som uforarbejdede genstande skulle have været handlet med CITES-certifikater.


De tiltalte blev første gang mødt med en sigtelse under en afhøring den 3. februar 2005 og forældelse er herefter afbrudt, jf. den på det tidspunkt gældende straffelovs § 94, stk. 5.


De tiltalte T1 og T2 dømmes herefter efter anklageskriftet i dette forhold.


Retten følger påstanden om konfiskation som nedenfor bestemt.


Om forhold 3:


Ved de af vidnerne politiassistent A og politiassistent B afgivne forklaringer finder retten det bevist, at de i anklageskriftet nævnte våben og den nævnte ammunition blev fundet under en ransagning hos tiltalte T1 af dennes bolig den 3. februar 2005. Idet tiltalte ikke har haft politiets tilladelse til besiddelsen dømmes tiltalte T1 efter anklageskriftet.


Tiltalte blev første gang mødt med en sigtelse under en afhøring den 3. februar 2005 og forældelse er herefter afbrudt, jf. den på det tidspunkt gældende straffelovs § 94, stk. 5.


Retten følger påstanden om konfiskation som nedenfor bestemt.


Om forhold 4:

- - -


Tiltalte T1 frifindes derfor for tiltalen i dette forhold.


Tiltalte T1 frifindes med den samme begrundelse for den nedlagte påstand om konfiskation.


Om forhold 5:


Efter den fremlagte tilladelse af 29. juli 1998 har tiltalte T1 fået tilladelse til at holde visse dyr på ejendommen - - - i Greve, der tilhørte tiltalte T2. De tiltalte T2 og T1 har forklaret, at T3 ApS ejede de dyr, der blev holdt på gården.


De tiltalte T2 og T1 har ikke været enige om, hvem af dem, der har passet dyrene sammen med andre medhjælpere. Efter de afgivne vidneforklaringer lægger retten til grund, at begge de tiltalte har passet dyrene.


Retten lægger til grund, at tiltalte T1 har henvendt sig til Politimesteren i Roskilde i anledning af, at lov nr. 1021 af 12. december 2002 om privates hold af særlige dyr og lov nr. 1022 af 12. december 2002 om erhvervsmæssig handel med dyr trådte i kraft pr. 1. januar 2003, og at tiltalte den 23. juli 2003 telefonisk ansøgte om tilladelse til handel med dyr i henhold til den nævnte bekendtgørelser, samt at Politimesteren den 6. april 2004 foretog en besigtigelse af dyrene på gården sammen med dr.med.vet. Erik Eriksen og vicedirektør, cand. scient Bengt Holst, der er udpeget som repræsentanter for Justitsministeriets Råd for særlige dyr, hvorefter disse personer afgav en erklæring af 7. april 2004, der er fremlagt i sagen.


Efter erklæringen af 7. april 2004 var alle udendørs anlæg mere eller mindre oversvømmede - ud over, hvad man kunne forvente af årstiden, og området ikke egnet til et så stort dyrehold, den hygiejniske standard og rengøringsniveauet uacceptabelt lavt, ligesom anlæggene ikke var indrettet efter dyrenes behov.


Retten lægger endvidere til grund, at dyrlæge F besigtigede forholdene på gården den 3. februar 2005 og konstaterede de forhold, der er beskrevet i anklageskriftets forhold 5a-5o, at de tiltalte den 4. februar 2005 og den 7. februar 2005 fik meddelt et pålæg i henhold til dyreværnslovens § 21 om at bringe forholdene til ophør senest den 10. februar 2005, hvorefter forholdene blev besigtiget den 11. februar 2005 af dyrlæge F, der udfærdigede en tilsynsrapport af 11. februar 2005, hvorefter forholdene vedrørende dværgzebu, vaskebjørne, yakokse, kameler, geder, lamaer og æsler var markant forbedret siden den 3. februar 2005, men alle dyreanlæg bar stadig præg af manglende pasning og rengøring og dårlig hygiejne.


Retten lægger endvidere til grund, at politiet den 11. februar 2005 bestemte, at hankappebavianerne skulle aflives, og at de ved den efterfølgende obduktion fandtes sygeligt afmagrede og mangelfuld udvikling af bagbensknoglerne og led af en massiv infektion med piskeorm.


Retten lægger endvidere til grund, at de to hunkappebavianer senere blev aflivet, vejet og obduceret på et laboratorium, der hører til Danmarks Fødevareforening, og at den ene abe var kraftigt afmagret og den anden abe let afmagret.


Retten lægger til grund, at de tiltalte fik et pålæg af 2. marts 2005, og at forholdene for dyrene blev besigtiget af to dyrlæger deri 17. marts 2005 og fundet væsentligt forbedrede siden den 3. februar 2005.


I et brev af 21. september 2005 meddelte Politimesteren de tiltalte T1, T2 og T3 ApS, at de havde fået afslag på deres ansøgning.


Retten lægger efter Det Veterinære Sundhedsråds erklæring til grund, at dyrene har været udsat for uforsvarlig behandling og groft uforsvarlig behandling som beskrevet i anklageskriftet.


De tiltalte T2, T1 og T3 ApS under tvangsopløsning findes herefter skyldige efter anklageskriftet.


Da de tiltalte T2 og T1 er fundet skyldige i grovere uforsvarlige behandling af dyr, følger retten den nedlagte påstand om frakendelse af retten til at eje, passe eller slagte eller i det hele taget beskæftige sig med dyr, jf. dyreværnslovens § 29, stk. 1, for et tidsrum af 3 år fra denne dom at regne.


Om forhold 6:


Ved de af de tiltalte T2 og T1 afgivne forklaringer lægger retten til grund, at de tiltalte i tiltalte T3 ApS' navn i tiden op til den 17. marts 2005 har drevet erhvervsmæssig handel med hunde uden at holde hundene ansvarsforsikrede og uden at anmelde dem til Det Danske Hunderegister, når de var 4 måneder gamle. Efter den af politiassistent E afgivne forklaring lægger retten til grund, at der har været mindst 10 hunde på gården den 17. marts 2005.


De tiltalte T2, T1 og T3 ApS under tvangsopløsning dømmes herefter efter anklageskriftet.


Om forhold 7:


Ved den af tiltalte T1 afgivne forklaring, der er bekræftet af den af vidnet O afgivne forklaring lægges det til grund, at tiltalte har fyldt grus i en grøft som beskrevet. Tiltalte dømmes derfor efter anklageskriftet.


Om forhold 8:


Efter den af F udfærdigede tilsynsrapport lægger retten til grund, at de tiltalte T2 og T1 ikke har sørget for, at alt kvæget, alle svinene og alle fårene, der tilhørte tiltalte T3 ApS, var forsynet med øremærker, og at de tiltalte ikke har givet fødevarestyrelsen meddelelse om, at ikke alle dyrene var korrekt mærkede. Retten lægger til grund, at de tiltalte har undladt at mærke hovedparten af de 12-15 stk. kvæg, hovedparten af de 20-30 får og 5 af svinene og mindst 13 dyr.


De tiltalte T2, T1 og T3 ApS under tvangsopløsning dømmes herefter efter anklageskriftet i det nævnte omfang.


Om forhold 9:

- - -


Om forhold 10:


Efter den af politiassistent L afgivne vidneforklaring lægger retten til grund, at en fuldvoksen lama og ikke et lamaføl er faldet ned ad en jordvold og druknet. Efter den fremlagte obduktionserklæring lægges det til grund, at lamaen er druknet, fordi den var stærkt svækket på grund af afmagring.


Efter en fremlagt politirapport, forhold 10 bilag 1, lægger retten til grund, at lamaerne ikke havde tilstrækkeligt med foder og vand, idet græsmarken var delvist udtørret og dyrene alene havde adgang til foder, der bestod af gammelt franskbrød og morgenbrød.


Efter tilsynsrapporten af 3. februar 2005 fra dyrlæge F havde 8 lamaer kun adgang til en boks på 6 m x 3 m.


De tiltalte T2 og T1 dømmes herefter efter anklageskriftet.


Tiltalte T3 ApS under tvangsopløsning, der skal have været ejer af lamaerne, dømmes også efter anklageskriftet.


Om forhold 11:


Efter den fremlagte tilladelse fra Politimesteren i Roskilde har tiltalte T1 i 1998 fået en tilladelse til at holde visse dyr på T2's ejendom i henhold til den tidligere dyreværnslovs § 18. Efter tilladelsen kunne de tiltalte holde en los og bavianer, idet aber bortset fra menneskeaber kunne holdes. Efter bekendtgørelse nr. 1021 af 12. december 2002 blev en los som et rovdyr og bavianerne, der ikke er egernaber, omfattet af forbuddet i bekendtgørelsens § 3, stk. 1. Idet de tiltalte T2 og T1 var i besiddelse af dyrene den 3. februar 2005 og ikke har søgt politiet om tilladelse til at holde dyrene efter bekendtgørelsens § 17, dømmes de efter anklageskriftet.


Om forhold 12:

- - -


Om forhold 13:


Ved den af vidnet J afgivne forklaring finder retten det bevist, at den i anklageskriftet nævnte los blev fundet hos tiltalte under en ransagning den 14. juni 2007 på hans bopæl. Idet tiltalte T1 ikke har søgt politiet om en tilladelse til besiddelsen i henhold til dyreværnslovens § 18 eller til en fortsat besiddelse i henhold til § 17 i bekendtgørelse nr. 1021 af 12. december 2002, dømmes han efter anklageskriftet.


Retten følger påstanden om konfiskation som nedenfor bestemt, jf. straffelovens § 75, stk. 2 nr. 2.


Om forhold 14:


Ved den af vidnet J afgivne forklaring finder retten det bevist, at den i anklageskriftet nævnte grønne marekat blev fundet hos tiltalte T1 under en ransagning den 14. juni 2007 på hans bopæl. Idet tiltalte T1 ikke har søgt politiet om en tilladelse til besiddelsen i henhold til dyreværnslovens § 18 eller til en fortsat besiddelse i henhold til § 17 i bekendtgørelse nr. 1021 af 12. december 2002, dømmes han efter anklageskriftet.


Retten følger påstanden om konfiskation som nedenfor bestemt, jf. straffelovens § 75, stk. 2 nr. 2.


Om forhold 15:


Ved den af vidnet J afgivne forklaring finder retten det bevist, at de i anklageskriftet nævnte samuraisværd og kastekniven blev fundet under en ransagning hos tiltalte T1 den 14. juni 2007 på hans bopæl, og at tingene blev fundet på en repos, hvor der var indrettet et ungdomsværelse. Idet tiltalte T1 ikke for sig selv eller som værge for sin mindreårige søn, som boede på værelset, har søgt politiet om en tilladelse til besiddelsen dømmes han efter anklageskriftet.


Retten følger påstanden om konfiskation som nedenfor bestemt, jf. straffelovens § 75, stk. 2 nr. 2.


Tiltalte T2 straffes med fængsel i 30 dage jf. - - -.


Under hensyn til, at tiltalte T2 ikke tidligere er straffet, finder retten det ikke påkrævet, at den idømte straf fuldbyrdes.


Fuldbyrdelsen af straffen udsættes derfor som bestemt nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 2.


Tiltalte T2 skal betale en tillægsbøde på 10.000 kr., jf. straffelovens § 58, stk. 2.


Forvandlingsstraffen er fængsel i 10 dage.


Tiltalte T1 straffes med fængsel i 60 dage, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, jf. § 2, jf. liste A, nr. 1, naturbeskyttelseslovens § 89, stk. 3, jf. § 71, jf. miljøministeriets bekendtgørelse nr. 84 af 23. januar 2002 om beskyttelse af vilde dyr og planter ved kontrol af handlen hermed (Washingtonkonventionen/CITES) § 10, stk. 1, nr. 8, jf. Rådets forordning nr. 338/97 af 9. december 1996 art. 8, stk. 1 og art. 10, jf. Kommissionens forordningnr. 1497/2003 af 18. august 2003 art. 1, jf. bilag A, våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, samt våbenbekendtgørelsens § 43, stk. 4, jf. § 14, stk. 1, nr. 1 og nr. 7, dyreværnsloven, jf. lbkg. nr. 344 af 13. maj 2005, jf. tidligere lbkg. nr. 386 af 6. juli 1991, jf. senere ændringer, § 28, stk. 1, stk. 2 og stk. 7, jf. den nuværende bekendtgørelse § 1, § 2 og § 3 og § 28, stk. 3, jf. § 21, stk. 1, hundeloven med senere ændringer, jf. lbkg. nr. 259 af 12. april 2005 § 12, stk. 1, jf. § 1, § 7 og § 8, stk. 2, samt bkg. nr. 1500 af 20. december 2004 om mærkning og registrering af hunde, § 18, jf. § 1, jf. § 12b, lov nr. 882 af 18. august 2004 - vandløbslovens § 85, stk. 1, nr. 1, jf. § 6, stk. 1, bekendtgørelse nr. 1066 af 10. november 2005, tidligere bkg. nr. 733 af 2. juli 2004 med senere ændringer, om mærkning, registrering og flytning af kvæg, svin og får og geder § 33, stk. 1, nr. 1 og stk. 2, jf. § 12, stk. 1, § 10, stk. 1 og stk. 2, § 2, stk. 1, og stk. 2 samt § 4, stk. 1 og stk. 2, bekendtgørelse nr. 633 af 11. september 1990 om destruktion mv. § 5, jf. § 1, stk. 1, nr. 1, jf. senere ændringer, bekendtgørelse nr. 1021 af 12. december 2002 om privates hold af særlige dyr § 16, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, bekendtgørelse nr. 216 af 21. marts 1994 om hold af fugle i fangenskab, § 17, stk. 1, jf. § 4, stk. 1, jf. i det hele straffelovens § 61, stk. 1, og § 89.


Under hensyn til, at tiltalte T1 ikke tidligere er straffet for besiddelse af hash med henblik på videresalg og til, at han ikke tidligere er straffet for overtrædelse af dyreværnsloven, finder retten det ikke påkrævet, at den idømte straf fuldbyrdes.


Fuldbyrdelsen af straffen udsættes derfor som bestemt nedenfor, jf. straffelovens § 56. stk. 2.


Den betingede dom af 9. februar 2007 ændres ikke, jf. straffelovens § 61, stk. 2 nr. 2.


Tiltalte T1 skal betale en tillægsbøde på 20.000 kr., jf. straffelovens § 58, stk. 2.


Forvandlingsstraffen er fængsel i 14 dage.


Tiltalte T3 ApS under tvangsopløsning straffes med en bøde på 20.000 kr. - - -.


De tiltalte T1 og T2 frakendes i medfør af dyreværnslovens § 29, stk. 1, 1. pkt. i 3 år retten til at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr.


Påstandene om konfiskation bortset fra påstanden i forhold 4 følges som nedenfor bestemt, jf. straffelovens § 75, stk. 2 nr. 2.



Østre Landsrets dom:



Roskilde Rets dom af 7. december 2007 (- - -) er anket af T1 med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.


Anklagemyndigheden har tillige anket dommen til domfældelse i overensstemmelse med byrettens bevisresultat, dog således at der sker frifindelse i forhold 9 og 12, samt skærpelse.


Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne C, D, F, G, vicepolitikommissær M og O, der alle har forklaret i det væsentlige som i byretten.

- - -


De for byretten af tiltalte T2 og af vidnerne politiassistent A, politiassistent B, politiassistent E, H, politiassistent I, politiassistent J, K, politiassistent L, N, P, Q, R, S, T og U afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.


Landsrettens begrundelse og resultat:



Forhold 1-3, 5-8 og 11-14


Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, som byretten har anført, skyldig i disse forhold som ved byrettens dom.


Forhold 4


Som anklagemyndigheden har nedlagt sin påstand, foreligger dette forhold ikke til prøvelse for landsretten.


Forhold 9 og 12


I overensstemmelse med anklagemyndighedens påstand vil tiltalte være at frifinde i dette forhold.


Forhold 10


Det findes efter bevisførelsen for landsretten ikke bevist, at de 8 lamaer ikke havde adgang til rent drikkevand. Det findes herefter overvejende betænkeligt at fastslå, at behandlingen af de 8 lamaer har været groft uforsvarlig. Det lægges derfor alene til grund, at behandlingen af disse lamaer var uforsvarlig. I øvrigt tiltrædes det, af de grunde, byretten har anført, at der er sket domfældelse i dette forhold.


Forhold 15


Det er ikke for landsretten bestyrket, at de våben, der er omfattet af dette forhold, tilhørte en søn af tiltalte. Efter bevisførelsen lægger landsretten til grund, at våbnene var i tiltaltes besiddelse, jf. våbenbekendtgørelsens § 14, stk. 1. Med denne begrundelse tiltrædes det, at tiltalte er fundet skyldig i overensstemmelse med tiltalen.


Straffen fastsættes efter lov om euforiserende stoffer § 3, jf. § 1, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, naturbeskyttelseslovens § 89, stk. 3, jf. § 71, stk. 3, jf. Miljøministeriets bekendtgørelse nr. 84 af 23. januar 2002 om beskyttelse af vilde dyr og planter ved kontrol af handlen hermed (Washingtonkonventionen/CITES) § 10, stk. 1, nr. 8, jf. Rådets forordning nr. 338/97 af 9. december 1996 art. 8, stk. 1, og art. 10, jf. Kommissionens forordning nr. 1497/2003 art. 1, jf. bilag A, våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og 2, og § 10, stk. 4, jf. § 4, stk. 2, jf. våbenbekendtgørelsens § 43, stk. 4, jf. § 14, stk. 1, nr. 1 og 7, dyreværnsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 1343 af 4. december 2007, § 28, stk. 1-3 og 7, jf. §§ 1-3 og 21, stk. 1, og § 28, stk. 5, jf. § 10, stk. 1, jf. bekendtgørelse nr. 1021 af 12. december 2002 om privates hold af særlige dyr § 16, stk. 1, jf. § 3, jf. bilag 1, hundeloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 259 af 12. april 2005, § 12, stk. 1, jf. § 1, § 7 og § 8, stk. 2, og § 12, stk. 6, jf. § 1, stk. 2, jf. bekendtgørelse nr. 1500 af 20. december 2004 om mærkning og registrering af hunde § 18, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, vandløbsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 789 af 21. juni 2007, § 85, stk. 1, nr. 1, jf. § 6, stk. 1, og lov nr. 432 af 9. juni 2004 om hold af dyr, § 70, stk. 3, jf. § 4, jf. bekendtgørelse nr. 1066 af 10. november 2005 om mærkning registrering og flytning af kvæg, svin, får og geder § 33, stk. 1, nr. 1, jf. § 10, stk. 1 og 2, jf. § 2, stk. 1 og 2, og § 4, stk. 1 og 2, jf. den på gerningstidspunktet gældende bekendtgørelse nr. 733 af 2. juli 2004 § 30, stk. 1, nr. 1, jf. § 10, stk. 1 og 2, jf. § 2, stk. 1 og 2, og § 4, stk. 1 og 2, således, at der efter straffelovens § 67, stk. 1, jf. § 61, stk. 1 og 2, samt § 89, fastsættes en fælles- og tillægsstraf, der også omfatter den betingede dom af 9. februar 2007, af fængsel i 60 dage. Der er herved taget hensyn til, at samfundstjenesten i henhold til den nævnte betingede dom er afviklet, jf. herved straffelovens § 67, stk. 3, jf. § 66, stk. 3.


Særligt henset til de nu pådømte forholds alder og i øvrigt af de grunde, der er anført af byretten, udsættes fuldbyrdelsen af fængselsstraffen i medfør af straffelovens § 56, stk. 2, som nedenfor bestemt.


Som ved byrettens dom idømmes tiltalte i medfør af straffelovens § 58, stk. 2, en tillægsbøde på 20.000 kr., subsidiært fængsel i 14 dage.


Efter omfanget af den grovere uforsvarlige behandling af dyr, der begrunder nærliggende fare for gentagelse, tiltrædes det, at der ved byrettens dom er truffet bestemmelse om frakendelse af retten til at eje, bruge, passe, slagte eller i det hele beskæftige sig personligt med dyr. Den behandling, som dyrene i det hele har været udsat for, beror ikke på en forbigående, ekstraordinær situation, og for at forebygge gentagelsesfaren findes frakendelsestiden under de foreliggende graverende omstændigheder ikke at kunne fastsættes til mindre end 5 år.


Landsretten tiltræder endvidere, at der i medfør af straffelovens § 75, stk. 2, er sket konfiskation som ved byrettens dom.