TfK 2009.34 VLD

V.L.D. 9. oktober 2008 i anke 1. afd. S-1709-08
 

  Anklagemyndigheden mod T (adv. Hanne Sølgaard, Hornslet).

(Henrik Twilhøj, Lis Frost og Rikke Rohrsted (kst.) med domsmænd).

Retten i Århus, 5. afdelings dom af 7. juli 2008:

Tiltalen og parternes påstande

T er tiltalt til straf for overtrædelse af

1. straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2,

ved fra marts 2008 til den 23. maj 2008 i Århusområdet at have solgt ca. 150 gram amfetamin med en fortjeneste på ca. 15.000 kr. og ved indtil den 23. maj 2008 ca. kl. 20.40 på adressen - - -, og i sigtedes personbil samme sted at have været i besiddelse af i alt 150 gram amfetamin til dels med henblik på videresalg og 70,18 gram hash til eget brug.

2. våbenbekendtgørelsens § 43, stk. 4, jf. § 14, stk. 1, nr. 9, ved den 23. maj 2008 kl. 20.40 på adressen - - -, at have besiddet en totenschlæger.

Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af udbytte med 15.000 kr., jf. straffelovens § 75, stk. 1.

Tiltalte har erkendt sig skyldig og har ikke haft bemærkninger til konfiskationspåstanden.

Oplysningerne i sagen

Sagen er behandlet efter reglerne i retsplejelovens § 831.

Tiltalte har forklaret i overensstemmelse med tiltalen.

Der er foretaget undersøgelse efter retsplejelovens § 808 af tiltaltes personlige forhold. Det fremgår af undersøgelsen, at tiltalte lider af Tourettes syndrom, for hvilket han får medicin.

Tiltalte har forklaret, at han for øjeblikket er til udredning med hensyn til, om han skal have pension eller i beskæftigelse.

Kriminalforsorgen har ikke fundet tiltalte egnet til en betinget dom, hverken med vilkår om samfundstjeneste eller om misbrugsbehandling. Tiltalte findes dog at kunne have gavn af et vilkår om tilsyn.

Tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 23. maj 2008 til den 19. juni 2008, hvor han efter retsmøde blev løsladt.

Rettens begrundelse og afgørelse


Tiltaltes erkendelse er bestyrket ved det, der i øvrigt er oplyst under sagen. Tiltalens rigtighed er derfor godtgjort.

Straffen fastsættes til fængsel i 10 måneder, jf. straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., og stk. 2, og våbenbekendtgørelsens § 43, stk. 4, jf. § 14, stk. 1, nr. 9.

En måned af straffen skal fuldbyrdes og anses udstået ved varetægtsfængslingen, mens fuldbyrdelsen af resten af straffen udsættes med vilkår som anført nedenfor, og som tiltalte har erklæret sig enig i.

Konfiskationspåstanden tages til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 1.

- - -

Vestre Landsrets dom:

Retten i Århus, 5. afdeling, har den 7. juli 2008 afsagt dom i 1. instans (- - -).

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse af den idømte straf, herunder at straffen gøres ubetinget. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at der tillige sker genstandskonfiskation i medfør af straffelovens § 75, stk. 2 nr. 1, af følgende koster: 1 stk. joint, 153 gram amfetamin, 0,5 gram amfetamin, 70,18 gram hash, 2 stk. narkoregnskab, 1 stk. digitalvægt, pølsemandsposer, 1 ds. kreatin samt 2,17 gram amfetamin.

Tiltalte, T, har erklæret sig indforstået med påstanden om konfiskation og har i øvrigt påstået stadfæstelse.

Tiltalte har supplerende forklaret, at han gav 100 kr. pr. gram for amfetaminen og solgte den for 200 kr. pr. gram.

Om sine personlige forhold har tiltalte forklaret, at han er sammen med sit barn og barnets mor næsten dagligt. Han bor fortsat hos sine forældre. Den medicin, han får for sin sygdom, gør ham søvnløs om natten og sløv om dagen, men hjælper på hans tics. For tiden lever han af bistandshjælp. Hvis han ikke skal afsone en straf, skal han begynde igen på - - -, for at få afklaret om han kan magte et flexjob, eller om han skal have pension. Han går til psykolog for at lære at håndtere sit temperament. Han har ikke taget amfetamin, efter han blev varetægtsfængslet, men han ryger en joint om aftenen for at falde i søvn. Han vil gerne deltage i misbrugsbehandling.

Landsrettens begrundelse og resultat:


Navnlig under hensyn til, at tiltalte er dømt for blandt andet at have solgt ca. 150 gram amfetamin og at have været i besiddelse af 150 gram amfetamin til dels med henblik på videresalg, forhøjes den udmålte straf til fængsel i 1 år.

Efter oplysningerne om tiltaltes personlige forhold sammenholdt med, at han ikke tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet, er det forsvarligt at gøre straffen delvis betinget, således at 6 måneder af straffen fuldbyrdes, mens 6 måneder gøres betinget med vilkår som anført nedenfor.

Påstanden om, at der tillige sker genstandskonfiskation efter straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1, tages til følge.

Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.

Thi kendes for ret:

Byrettens dom ændres således, at straffen forhøjes til fængsel i 1 år, hvoraf 6 måneder gøres ubetinget, mens 6 måneder gøres betinget, idet fuldbyrdelse af denne del af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 2 år fra denne dom på betingelse af, at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold, og at tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen.

Hos tiltalte konfiskeres yderligere følgende koster: 1 stk. joint, 153 gram amfetamin, 0,5 gram amfetamin, 70,18 gram hash, 2 stk. narkoregnskab, i stk. digitalvægt, pølsemandsposer, 1 ds. kreatin samt 2,17 gram amfetamin.

I øvrigt stadfæstes byrettens afgørelse.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.