TfK 2009.9

Ø.L.D. 30. september 2008 i anke 3. afd. S-1559-08

 

 

Anklagemyndigheden mod T (adv. Knud Ole Ravn Meden, besk.).
(B. Tegldal, Arne Brandt og Lisbeth Feldvoss (kst.) med domsmænd).


Københavns Byrets dom af 15. maj 2008:



Sagens baggrund og parternes påstande.


Denne sag er behandlet som tilståelsessag.


Retsmødebegæring er modtaget den 9. juli 2007.


T er tiltalt for overtrædelse af


1. lov om euforiserende stoffer § 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste E, nr. 16,


ved den 4. april 2007 ca. kl. 08.20 i Toldslusen, Terminal 3 Kastrup, at have været i besiddelse af 50 tabletter af mrk. Valium, 115 tabletter af mrk. Diazapam, 19 tabletter af mrk. Bronzepam og 58 tabletter af mrk Zana ved sin indrejse i Danmark.


Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om konfiskation af 50 stk. Valim tabletter, 115 stk. Diazepam, 19 stk. Bronzepam samt 58 stk. Zana tabletter i medfør straffelovens § 75, stk. 2.


Tiltalte har erkendt sig skyldig.


Tiltalte har ikke protesteret mod konfiskationspåstanden.


Oplysningerne i sagen.


Der er afgivet forklaring af tiltalte. Denne forklaring fremgår af retsbogen.


Personlige oplysninger.


Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han er invalidepensionist.


Tiltalte er ikke tidligere straffet.


Rettens begrundelse og afgørelse.


Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.


Straffen fastsættes til fængsel i 30 dage, jf. lov om euforiserende stoffer § 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste E, nr. 16.


Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på det store antal tabletter, og at tiltalte har været klar over, at der var tale om receptpligtig medicin.


Påstanden om konfiskation tages i medfør af de påberåbte bestemmelser til følge som nedenfor bestemt.

Østre Landsrets dom:



Københavns Byrets dom af 15. maj 2008 (- - -) er anket af tiltalte med påstand om formildelse.


Anklagemyndigheden har endeligt påstået stadfæstelse.


Anklagemyndigheden har berigtiget anklageskriftet således at »Bronzepam« ændres til »Bromazepam« (liste E, nr. 6) og »Zana« ændres til »Alprazolam« (liste E, nr. 2).


Der er til brug for ankesagen foretaget personundersøgelse i henhold til retsplejelovens § 808, dateret den 15. august 2008.


Der er i landsretten givet supplerende forklaring af tiltalte, der har forklaret blandt andet, at han på rejsen til Cambodia havde medicin med hjemmefra, men ikke nok, da rejsen blev af længere varighed end påregnet. Han købte derfor medicin i Cambodia, og han købte rigeligt, da han ikke vidste, hvor længe han ville blive i landet. Da han skulle hjem, lagde han medicinen i sin toilettaske uden at tænke nærmere over det. Han får fortsat den samme medicin, som han har indtaget i ca. 15 år.


Rigshospitalet, Psykiatrisk Afdeling, har i en erklæring af 26. september 2008 udtalt følgende vedrørende tiltalte:


»…


Konklusion:


Pt. er én 47-årig mand med tidligere narkotikamisbrug, samt intermitterende alkoholoverforbrug samt afhængighed af benzodiazepiner.


Han har ikke tidligere været indlagt i afdelingen, men har for år tilbage ang. været tilknyttet distriktspsykiatrisk center, hvor han blev behandlet med antidepressiva. Aktuelt blev han indlagt, efter i suicidalt øjemed at have skåret sig i håndleddet. Diagnostisk drejer det sig mest sandsynligt om en personlighedsforstyrrelse, samt misbrug af alkohol og afhængighed af benzodiazepiner. Patienten er i behandling med antidepressiv medicin og benzodiazepiner. Han er udskrevet til fortsat behandling ved praktiserende læge.


Tiltalte er tidligere straffet ved bødeforlæg vedtaget den 28. januar 2008 med en bøde på 1900 kr. for overtrædelse af straffelovens § 291, stk. 1.


Straffen, der fastsættes i medfør af lov om euforiserende stoffer § 3, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste E, nr. 2, 6 og 16, nu nr. 2, 8 og 19, jf. straffelovens § 89, nedsættes til fængsel i 14 dage, der gøres betinget som nedenfor bestemt.


Landsretten har herved lagt vægt på, at pillerne er købt til eget brug i udlandet under en rejse, der blev forlænget, samt til de personlige forhold i øvrigt.


Det tiltrædes, at pillerne er konfiskeret som sket.


I øvrigt stadfæstes dommen.

Thi kendes for ret:


Byrettens dom i sagen mod T ændres, således at han straffes med fængsel i 14 dage.


Fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter forløbet af en prøvetid på 1 år på vilkår, at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold.