UfR 1991.937 HD
 
  H.D. 11. oktober 1991 i sag I 172/1991
Rigsadvokaten mod T (adv. Robert Hørdum, Fredensborg, e.o.).

Frederiksberg Rets dom 26. juni 1990 (3. afd.).

Under denne efter retsplejelovens § 925 behandlede sag tiltales T for

1.overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., ved i perioden fra slutningen af 1987 til sommeren 1989 i strid med lovgivningen om euforiserende stoffer § 3, jf. § 2, i lov om euforiserende stoffer, sammenholdt med Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 559 af 9. november 1984 om euforiserende stoffer § 27, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B nr. 10, til et større antal personer eller under andre særligt skærpende omstændigheder at have overdraget i alt ca. 220 gram amfetamin,

a.idet sigtede i ovennævnte periode ad mange gange på adressen - - -, hos A, hvis sag er afgjort, indkøbte eller afhentede i mindre portioner ad gangen i alt ca. 100 gram amfetamin, som han i sin egenskab af taxachauffør bragte til - - - i København, hvor han efter forudgående aftale overdrog amfetaminen til forskellige personer, bl.a. - - - og - - -, hvis sager behandles særskilt, samt - - -, hvis sag er afgjort,

b.idet sigtede i perioden fra sommeren 1988 til sommeren 1989 hos ovennævnte A indkøbte eller afhentede i mindre portioner ad gangen i alt ca. 120 gram amfetamin for - - -, til hvem han efterfølgende overdrog amfetaminen,
2.for overtrædelse af de i forhold 1 nævnte bestemmelser i lov og bekendtgørelse om euforiserende stoffer ved i perioden fra slutningen af 1987 til sommeren 1989 hos ovennævnte A at have indkøbt i alt ca. 50 gram amfetamin til sit eget forbrug.
Tiltalte, cpr. nr. 271254-- - - er født i - - - og er ikke tidligere straffet.

Ved tiltaltes uforbeholdne tilståelse, hvis rigtighed bestyrkes ved de i øvrigt foreliggende oplysninger finder retten det bevist, at han har gjort sig skyldig i den rejste tiltale.

Der er i anledning af sagen foretaget en undersøgelse i medfør af retsplejelovens § 808 af kriminalforsorgen. I konklusionen af denne undersøgelse er anført, at tiltalte er egnet til at modtage en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste.

Tiltalte har erklæret sig indforstået med at underkaste sig vilkår om samfundstjeneste.

Uanset det oplyste om tiltaltes gode personlige forhold samt, at han ikke har haft til hensigt og ikke har opnået nogen fortjeneste ved de omhandlede forhold, findes straffen under hensyn til kriminalitetens art at burde udmåles som en ubetinget frihedsstraf. Herefter fastsættes straffen efter straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt., jf. lov om euforiserende stoffer § 3, jf. § 2, sammenholdt med Indenrigsministeriets bekendtgørelse nr. 559 af 9. november 1984 om euforiserende stoffer § 27, jf. § 3, jf. bilag 1, liste B, nr. 10, til fængsel i 9 måneder.

Tiltalte har under sagen været frihedsberøvet fra den 22. januar til den 23. januar 1990.

- - -

Østre Landsrets dom 12. december 1990 (14. afd.).
Frederiksberg Rets dom af 26. juni 1990 (SS 3-17/ 90)er anket af T med påstand om formildelse, herunder således at straffen gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.

Tiltalte har i landsretten afgivet forklaring om sine personlige forhold.

Straffen findes passende.

Tre af de voterende finder, at straffen under hensyn til tiltaltes gode personlige forhold og til, at han ikke har tilsigtet personlig økonomisk vinding, kan gøres betinget, således at straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 8 måneder på vilkår, at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold, at han i prøvetiden undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen, og at han efter kriminalforsorgens nærmere bestemmelse udfører ulønnet arbejde (samfundstjeneste) i 120 timer inden for prøvetiden.

Tre af de voterende finder efter lovovertrædelsens karakter ikke grundlag for at gøre straffen betinget med eller uden vilkår om samfundstjeneste.

Der afsiges dom efter stemmeudfaldet.

- - -

Højesterets dom.

Østre Landsrets dom er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse, navnlig således at straffen gøres ubetinget.

Tiltalte har principalt påstået betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, subsidiært stadfæstelse af landsrettens dom.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Pontoppidan, Kiil, Riis, Marie-Louise Andreasen og Per Sørensen.

I en erklæring af 7. oktober 1991 har tiltaltes læge Jørgen Huusom bl.a. udtalt:
»En ubetinget fængselsdom vil helt sikkert give en så alvorlig psykisk belastning, at han påny vil udvikle en depressiv tilstand, hvor der reelt kan være risiko for, at han vil begå selvmord, en tanke, som han selv flere gange har givet udtryk for, når muligheden for en ubetinget fængselsdom bliver omtalt.

Hans fysiske helbred har p.g.a. sagen fået et alvorligt knæk. Han har lidt et stort vægttab, da han lider af tendens til opkastning og diarré, som helt oplagt skyldes den voldsomme psykiske belastning. En ubetinget fængselsdom vil absolut foranledige yderligere fysisk svækkelse.

Udover de rent helbredsmæssige belastninger vil en ubetinget fængselsstraf foranledige en social-økomomisk nedtur, idet han må gå fra sit hjem (rækkehus)og dermed stå med en stor gæld, som han ikke har store muligheder for at få afviklet.«

I en erklæring af 4. oktober 1991 har speciallæge i psykiatri Ursula Wøldike bl.a. udtalt, at tiltalte »er en sart person med et hurtigt vakt angstberedskab, som ikke ville kunne magte et fængselsophold som det anførte.«

Tre dommere - Pontoppidan, Kiil og Marie-Louise Andreasen - udtaler:

Over for lovovertrædelser af denne beskaffenhed må i almindelighed anvendes ubetinget straf, men det findes dog i det foreliggende tilfælde forsvarligt at gøre straffen betinget. Der er herved særligt lagt vægt på de gode personlige oplysninger om tiltalte og de betydelige skadevirkninger, som en afsoning af straffen må antages at medføre. Endvidere er de kriminelle forholds karakter og den omstændighed, at de ophørte, før de blev afsløret af politiet, tillagt betydning. Disse dommere stemmer herefter for at fastsætte straffen til fængsel i 1 år, der gøres betinget som nedenfor bestemt, idet der ikke findes grundlag for at knytte vilkår om samfundstjeneste til den betingede dom.

Dommerne Riis og Per Sørensen - finder ikke, at der i denne sag foreligger sådanne ganske særlige omstændigheder, at det er forsvarligt at gøre straffen betinget, og stemmer for at stadfæste byrettens dom.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Thi kendes for ret:

Tiltalte, T, straffes med fængsel i 1 år.

Fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter forløbet af en prøvetid på 1 år regnet fra denne højesteretsdoms afsigelse på vilkår, at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold og undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen.

Sagens omkostninger for byretten betales af tiltalte, mens omkostningerne for landsret og Højesteret betales af statskassen.