TfK2012.621/1

H.D. 19. marts 2012 i sag 338/2011 (2. afd.)

Rigsadvokaten mod T (adv. Arne Paabøl Andersen, Esbjerg, besk.).

Retten i Esbjergs dom 20. december 2010, 99-2984/2010.

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 21. september 2010.

T er tiltalt for overtrædelse af

1.

straffelovens § 192 a, stk. 1,

ved den 21. august 2010 kl. 04.15 ud for restaurant Børsen, Vestergade 9 i Oksbøl, under særligt skærpende omstændigheder, at have anvendt sit dobbeltløbede jagtgevær, der var fuldt funktionsdygtigt og ladt med skarpe patroner i kamrene, til at true B og A.

2.

straffelovens § 252, stk. 1,

ved den 21. august 2010 kl. 04.15 ud for restaurant Børsen, Vestergade 9 i Oksbøl, at have ført personbil med reg.nr. - - - ad Vestergade med ukendt hastighed, og herunder i grov kådhed eller på lignende måde at have forvoldt nærliggende fare for A og B's liv eller førlighed, idet tiltalte satte bilen i fart, alt imens B, over en strækning på 20-30 meter, holdt fast i løbet på det i forhold 1 nævnte jagtgevær, der stak ud af højre siderude, og A, der holdt fast i tiltalte ind gennem venstre fordør, blev slæbt med bilen, til den standsede efter ca. 50 m.

3.

straffelovens § 266

ved den 21. august 2010 kl. 04.15 ud for restaurant Børsen på Vestergade i Oksbøl at have sigtet på A og B med et skarpladt jagtgevær, hvilket var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for A og B's liv, helbred eller førlighed.

4.

færdselslovens § 117, jf. § 53, stk. 1,

ved den 21. august 2010 kl. 04.15 at have ført personbil med reg.nr. - - - ad Vestergade i Oksbøl efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,50 promille.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf samt bøde.

Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af 1 dobbeltløbet jagtgevær og 6 haglpatroner hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1.

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om kørselsforbud, jf. færdselslovens § 127 samt § 125, stk. 1, nr. 8.

Tiltalte har nægtet sig skyldig i forhold 1-3, men erkendt sig skyldig i forhold 4.

Sagens oplysninger

Forklaringerne i sagen er lydoptaget og efter anklagemyndighedens anmodning renskrevet på grundlag af lydoptagelsen, jf. retsplejelovens § 712, stk. 1, nr. 2.

- - -

Af anmeldelsesrapport af 21. august 2010, bilag 3.1, fremgår, at forhold 1 og 3 blev anmeldt den 21. august 2010 kl. 04.19. Politiet kørte straks til stedet. Der holdt en sølvgrå Toyota Avensis midt på kørebanen på Vestergade i Oksbøl. Katastrofeblinket og vinduesviskerne var tændt, ligesom begge fordøre stod åbne, og sideruden ved passagersædet var rullet ned. På jorden umiddelbart uden for førersædet lå der 4 skarpe patroner til et jagtgevær. Fra restaurant Børsen blev sikret 1 jagtgevær og 2 jagtpatroner.

Det fremgår af kriminalteknisk erklæring af 26. august 2010, at geværet er et russisk haglgevær, der er prøveskudt og fundet fuldt funktionsdygtigt.

Det fremgår af kosterrapport af 21. august 2010, at 2 jagtpatroner var isat jagtgeværet.

Der er forevist fotos fra gerningsstedet af en politibil holdende ud for indgangspartiet til restaurant Børsen samt fotos af jagtgeværet. Af teksten til et af fotografierne fra gerningsstedet fremgår, at der fra det sted, hvor politibilen holder, ind mod Børsens indgangsparti er først en parkeringslomme, der er 2 m bred, og derefter et fortov, der også er 2 m bredt.

Der blev den 21. august 2010 kl. 08.09 taget en blodprøve fra tiltalte. I blodprøven blev der fundet en mindsteværdi på 0,90 promille alkohol.

Tiltaltes kørekort er inddraget den 21. august 2010.

Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 21. august 2010 til den 20. december 2010.

Rettens begrundelse og afgørelse:

Forhold 1:

Retten lægger efter en samlet bedømmelse af tiltaltes og vidnernes forklaringer til grund, at der kort forud for gerningstidspunktet havde været uoverensstemmelser mellem tiltalte og B og A. Tiltalte var i forbindelse hermed blevet lagt ned, og han var blevet bedt om at forlade Børsen.

Omkring 15 minutter senere kom tiltalte tilbage kørende i bil. Efter forklaringerne sammenholdt med fotografierne fra gerningsstedet lægger retten til grund, at han standsede i en afstand af ca. 5 meter fra indgangspartiet til Børsen. Han holdt her med motoren tændt, mens han stak jagtgeværets løb ud gennem den højre siderude, der vendte ind mod Børsen. Geværet var ladt med 2 patroner, og han havde 4 patroner i lommen. B stod i indgangspartiet, og A stod indenfor tæt ved indgangsdøren. Efter vidnernes forklaringer samt den måde, hvorpå tiltalte sad med geværet i bilen, lægger retten endvidere til grund, at geværet pegede lige frem mod indgangsdøren til restauranten. Retten finder, at tiltalte herved har anvendt jagtgeværet under særlig skærpende omstændigheder. Han er derfor skyldig i overtrædelse af straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1. Det kan ikke føre til andet resultat, at tiltalte i øvrigt lovligt kunne besidde våbnet, fordi han havde jagttegn.

Forhold 2:

Retten lægger efter forklaringerne, herunder tiltaltes egen forklaring, til grund, at tiltalte, da A tog fat om ham for at hive ham ud af bilen, begyndte at køre fra stedet. A blev derfor slæbt med bilen, indtil tiltalte standsede. Efter forklaringer var den strækning A blev slæbt efter bilen, mellem 15 m og 75 m. Det er derfor alene bevist, at det, som tiltale selv har forklaret, var ca. 30 meter.

Det kan efter tiltaltes egen forklaring, der underbygges af de øvrige forklaringer, navnlig C's forklaring, ikke lægges til grund, at bilens hastighed har været mere end ca. 10 km/t. Tiltalte måtte dog indse, at han ved sin kørsel forvoldte nærliggende fare for A's liv eller førlighed, idet denne kunne komme ind under bilens hjul, eller på anden måde komme til skade.

Efter både B's og tiltaltes forklaring slap B geværløbet, idet bilen blev sat i gang. Tiltalte er derfor kun skyldig i forholdet, som beskrevet vedrørende A.

Forhold 3:

Tiltalte har som beskrevet i forhold 1 peget med geværløbet hen mod indgangspartiet til restaurant Børsen, hvor A og B opholdt sig. Dette var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for de pågældendes liv, helbred eller førlighed. Tiltalte er derfor i det beskrevne omfang skyldig i forholdet.

Forhold 4:

Tiltalte har erkendt sig skyldig. Hans tilståelse støttes af det i øvrigt oplyste. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i dette forhold.

Straffen fastsættes til fængsel i 1 år, jf. straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, § 252 og § 266, og

en bøde på 4.000 kr., jf. færdselslovens § 117, stk. 1, jf. § 53, stk. 1, jf. § 118 a, stk. 4.

4 måneder af straffen skal afsones nu.

Resten af straffen skal ikke afsones, hvis tiltalte overholder den betingelse, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 58, stk. 1.

Den ubetingede del af straffen skal anses for udstået med den tid, som tiltalte har været frihedsberøvet under sagen, jf. straffelovens § 86, stk. 1.

Retten har lagt vægt på, at forholdene er begået i et samlet enkeltstående hændelsesforløb, der er udsprunget af den forurettelse, som tiltalte følte, at B og A havde udsat ham for. Tiltalte var i besiddelse af jagtgeværet, fordi han havde jagttegn, han er ustraffet, og han har ikke tilknytning til kriminelle grupperinger. Det kan ikke lægges til grund, at han har haft fingeren på aftrækkeren. Da han endvidere kun er 18 år og har været varetægtsfængslet under sagen, findes det ganske undtagelsesvist forsvarligt at gøre straffen delvist betinget.

Tiltalte har kørt bil med en alkoholpromille på 0,90. Betingelserne for at frakende førerretten betinget er derfor opfyldt, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 8. Da forholdet er begået inden for de første 3 år, efter at tiltalte første gang har erhvervet førerret, træder et kørselsforbud i stedet for en betinget frakendelse, jf. færdselslovens § 127.

Ved kørselsforbuddet inddrages tiltaltes ret til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, indtil tiltalte har gennemført fornyet, særlig køreundervisning og har bestået en kontrollerende køreprøve, jf. færdselslovens § 60 a, stk. 1.

Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2, nr. 1.

- - -

Vestre Landsrets dom 30. juni 2011 (10. afd.), S-0003-11 (U 2011.2818 V)

(Poul Hansen, Nikolaj Aarø-Hansen, Würtzen med domsmænd).

Retten i Esbjerg har den 20. december 2010 afsagt dom i 1. instans (- - -).   

Påstande

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse af frihedsstraffen og formildelse af bødestraffen til 1.500 kr.

Tiltalte har påstået frifindelse i forhold 1-3 og i øvrigt formildelse.

Anklagemyndigheden har for landsretten berigtiget tiltalen i forhold 1, således at der efter »§ 192 a, stk. 1,« indsættes: »nr. 1, jf. principalt våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og 3, subsidiært våbenlovens § 10, stk. 3, jf. våbenbekendtgørelsens § 44, stk. 2, jf. stk. 1«.

Hovedforhandlingen blev påbegyndt den 7. februar 2011.

Under den fortsatte hovedforhandling den 30. juni 2011 havde en af domsmændene forfald. Sagen er herefter behandlet under medvirken af alene 2 domsmænd, jf. retsplejelovens § 214, stk. 4.

Supplerende oplysninger

Der er for landsretten fremlagt R75-udskrift fra Statens Ligningssystem vedrørende tiltalte for 2010. Det fremgår blandt andet, at tiltalte det pågældende år havde en lønindkomst på 109.027 kr.

Forklaringer

Tiltalte og vidnet B har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

- - -

Procedure

Anklagemyndigheden har til støtte for domfældelse efter den principale tiltale i forhold 1 navnlig gjort gældende, at tiltalte har handlet uden tilladelse fra justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger hertil, jf. våbenlovens § 2, stk. 1, og at bestemmelsen i våbenlovens § 2 a, stk. 1, således helt mister sin betydning, idet den handling, for hvilken der er rejst tiltale, intet har med tiltaltes jagttegn (hans tilladelse) at gøre. Til støtte for den subsidiære tiltale i forhold 1 har anklagemyndigheden navnlig henvist til, at tiltalte har overtrådt et vilkår for sit jagttegn. Det må være åbenbart, at et jagttegn ikke giver tilladelse til at begå strafbare handlinger med det våben, som han kun lovligt kan besidde og anvende til jagt.

Forsvareren har heroverfor navnlig anført, at tiltalte havde jagttegn, og at han efter våbenlovens § 2 a derfor lovligt kunne besidde og anvende jagtgeværet.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Ad forhold 1

Af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det, at tiltalte har begået de handlinger under de omstændigheder, der er lagt til grund af byretten.

Der er afgivet 5 stemmer for følgende:

Da denne anvendelse af jagtgeværet findes at ligge uden for, hvad der i medfør af våbenlovens § 2 a, stk. 1, i kraft af tiltaltes jagttegn er undtaget fra forbuddet i våbenlovens § 2, stk. 1, finder vi, at tiltalte herved har overtrådt våbenlovens § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og 3. Det tiltrædes, at forholdet er henført under straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1. Vi stemmer derfor for at tiltræde, at tiltalte er fundet skyldig som sket.

Der er afgivet 1 stemme for følgende:

Det er ubestridt, at tiltalte på gerningstidspunktet havde jagttegn, og at jagtgeværet er omfattet af våbenlovens § 2 a, stk. 1, nr. 1. Tiltalte kunne på den baggrund uanset forbuddet i våbenlovens § 2, stk. 1, uden justitsministerens tilladelse lovligt besidde, bære eller anvende sit jagtgevær, jf. våbenlovens § 2 a, stk. 1. Som følge heraf finder jeg ikke, at det forhold, at tiltalte har anvendt sit jagtgevær, udgør en overtrædelse af våbenlovens § 2, stk. 1. Det forhold, at den beskrevne anvendelse som anført i forhold 3 udgør en overtrædelse af anden lovgivning, kan efter min opfattelse ikke i sig selv føre til, at anvendelsen tillige udgør en selvstændig overtrædelse af våbenlovens § 2, stk. 1. På den baggrund, og da det ikke er bevist, at tiltalte har overtrådt konkrete vilkår for en våbentilladelse eller våbenpåtegning mv., der er udfærdiget i medfør af våbenbekendtgørelsen, stemmer jeg for at frifinde tiltalte i den rejste tiltale i forhold 1.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ad forhold 2 og 3

Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte er fundet skyldig som sket.

Ad strafudmålingen

Frihedsstraffen, der fastsættes efter straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1, jf. våbenlovens § 10, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og 3, § 252, stk. 1, og § 266, fastsættes efter forholdets karakter til fængsel i 1 år og 3 måneder.

Efter anklagemyndighedens påstand nedsættes bødestraffen for overtrædelsen af færdselsloven til 1.500 kr.

Efter forholdets karakter er der ikke grundlag for at gøre frihedsstraffen helt eller delvist betinget.

Landsretten tiltræder, at påstanden om konfiskation er taget til følge som sket.

Med de nævnte ændringer stadfæster landsretten herefter dommen.

- - -

Højesterets dom.

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Esbjerg den 20. december 2010 og af Vestre Landsrets 10. afdeling den 30. juni 2011.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Peter Blok, Lene Pagter Kristensen, Marianne Højgaard Pedersen, Michael Rekling og Kurt Rasmussen.

Påstande

Dommen er anket af tiltalte, T, med påstand om frifindelse i forhold 1, subsidiært at forhold 1 henføres under våbenlovens § 10, stk. 1, og ikke under straffelovens § 192 a, samt i det hele formildelse af den idømte straf.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Anbringender

T har anført, at han havde jagttegn, og at han derfor efter våbenlovens § 2 a lovligt kunne besidde, bære og anvende haglgeværet og patronerne hertil. Hverken lovteksten eller forarbejderne giver grundlag for begrænsninger i den våbentilladelse, som han havde i kraft af sit jagttegn. Våbenlovens § 2, stk. 1, er derfor ikke overtrådt. Han kan således ikke straffes efter våbenlovgivningen og dermed heller ikke efter straffelovens § 192 a.

Hvis Højesteret finder, at våbenloven er overtrådt, har T gjort gældende, at han ikke skal straffes efter straffelovens § 192 a, da der ikke foreligger særligt skærpende omstændigheder. Det er således ikke enhver ulovlig besiddelse af skydevåben, der kan betegnes som særligt skærpende, og der må påvises konkrete kvalificerende omstændigheder som f.eks., at våbnet medtages ved et indbrud, at våbnet afskydes, at der foreligger organiseret kriminalitet, eller at der er tale om gentagelse. Intet af dette er tilfældet i denne sag. T er undervist og eksamineret i brug af haglgevær, og ud fra en samlet vurdering har der som følge heraf ikke foreligget en nærliggende risiko for, at våbnet ville blive brugt til fare for andre.

T har med hensyn til strafudmålingen gjort gældende, at der skal tages hensyn til hans alder, at han blev provokeret af de andre, og at der også i øvrigt foreligger formildende omstændigheder.

Anklagemyndigheden har anført, at det i første række skal afgøres, om våbenlovgivningen er overtrådt. Udgangspunktet efter våbenlovens § 2, stk. 1, er, at besiddelse og anvendelse m.v. af skydevåben uden våbentilladelse er forbudt. Den omstændighed, at T havde jagttegn, indebærer ikke, at han efter våbenlovens § 2 a har en generel tilladelse til at besidde og anvende et haglgevær, det vil sige også i tilfælde, hvor der ingen sammenhæng er med anvendelsen af skydevåbnet til jagt. T's anvendelse af det skarpladte haglgevær til efter et skænderi i beruset tilstand på offentligt tilgængeligt sted at true to personer ligger således klart uden for, hvad der i medfør af våbenlovens § 2 a er undtaget fra det generelle forbud i våbenlovens § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1.

Hertil kommer, at T's besiddelse og anvendelse af haglgeværet under de angivne omstændigheder også er en overtrædelse af våbenbekendtgørelsens § 8, stk. 2, om transport m.v. af jagtvåben. En overtrædelse af denne bestemmelse kan straffes efter våbenlovens § 10, stk. 3, jf. våbenbekendtgørelsens § 44, stk. 1.

Anklagemyndigheden har med hensyn til straffelovens § 192 a gjort gældende, at anvendelsen af haglgeværet under de angivne omstændigheder er sket under særligt skærpende omstændigheder. En ulovlig besiddelse af et sådant skydevåben med tilhørende ammunition på et offentligt tilgængeligt sted er i sig selv som udgangspunkt en overtrædelse af den nævnte bestemmelse i straffeloven, jf. UfR 2010.2548 H, og i dette tilfælde er våbnet tilmed blevet anvendt til at true med. Det forhold, at T havde jagttegn, kan ikke føre til en anden vurdering.

Anklagemyndigheden har vedrørende strafudmålingen gjort gældende, at der bør ske en skærpelse af straffen på fængsel i 1 år og 3 måneder, da der var tale om en situation, hvor der var særlig fare for, at våbnet kunne være blevet affyret, ligesom anvendelse af skydevåben til trusler er nævnt som en skærpende omstændighed i forarbejderne til straffelovens § 192 a, stk. 1. Hertil kommer, at der også må tages hensyn til, at T tillige er dømt for overtrædelse af straffelovens § 252, stk. 1, om forsætlig fareforvoldelse.

Retsgrundlaget

Af våbenlovens § 2, stk. 1, og § 2 a, stk. 1, fremgår følgende:

»§ 2. Det er forbudt uden tilladelse fra justitsministeren eller den, ministeren bemyndiger dertil, ved overdragelse at erhverve genstande eller stoffer, der er omfattet af forbuddet i § 1, eller at besidde, bære eller anvende sådanne genstande eller stoffer . . .

§ 2 a. Indehavere af jagttegn og medlemmer af skytteforeninger, der har en våbenpåtegning til glatløbede haglgeværer på medlemsbeviset, kan uanset forbuddet i § 2, stk. 1, til eget brug erhverve, besidde, bære og anvende følgende genstande:

1) Glatløbede haglgeværer med en pibelængde på mindst 55 cm, der højst er af kaliber 12, og som ikke kan indeholde mere end 2 haglpatroner,

2) Piber, baskyler og aftagelige magasiner til de haglgeværer, der er nævnt i nr. 1,

3) Færdigladede haglpatroner til de haglgeværer, der er nævnt i nr. 1, såfremt haglene er løstliggende og har en diameter på højst 4 mm, samt omladehætter og halvladte eller tomme patronhylstre til de nævnte haglpatroner. Blyhaglpatroner er ikke omfattet af bestemmelsen.«

Af bekendtgørelse nr. 997 af 19. oktober 2009 om våben og ammunition m.v. (våbenbekendtgørelsen) fremgår det af § 8, stk. 1 og 2, under afsnittet om transport:

»§ 8. Våben og ammunition mv., der er nævnt i våbenlovens § 1, stk. 1 og stk. 2, litra a-d, og i denne bekendtgørelses § 15, skal transporteres forsvarligt, f.eks. under konstant tilsyn eller tildækket i aflåst transportmiddel eller på tilsvarende betryggende måde.

Stk. 2. Skydevåben må kun i tilfælde af transport mellem opbevarings- og anvendelsessted og transport i forbindelse med køb, salg, reparation og andre lignende anerkendelsesværdige formål medbringes uden for det område, hvor de lovligt kan anvendes. Når skydevåben medbringes uden for det område, hvor de lovligt kan anvendes, skal skydevåbnene være indpakkede i lukket etui eller lignende. Skydevåben må ikke indeholde ammunition uden for disse områder. Skydevåben må ikke transporteres i side- eller skulderhylstre på kroppen.«

Højesterets begrundelse og resultat

Efter våbenlovens § 2, stk. 1, er det uden tilladelse forbudt at erhverve, besidde, bære eller anvende bl.a. skydevåben og ammunition hertil. Efter våbenlovens § 2 a, stk. 1, kan bl.a. indehavere af jagttegn uanset forbuddet i § 2, stk. 1, til eget brug erhverve, besidde, bære og anvende visse typer af glatløbede haglgeværer og patroner hertil.

Højesteret finder, at undtagelsesbestemmelsen i våbenlovens § 2 a må forstås på den måde, at adgangen for en indehaver af et jagttegn til bl.a. at besidde og anvende sådanne haglgeværer og patroner hertil, er begrænset til situationer, hvor dette sker i naturlig sammenhæng med jagt eller et andet lignende anerkendelsesværdigt formål, jf. herved også § 8, stk. 2, 1. pkt., i våbenbekendtgørelsen.

Landsretten har som byretten bl.a. lagt til grund, at der kort før gerningstidspunktet - klokken 04.15 - på en restaurant havde været en uoverensstemmelse mellem T og to andre personer, og at T i den forbindelse var blevet lagt ned og derefter var blevet bedt om at forlade stedet. T, der var beruset, kom efter cirka 15 minutter tilbage til stedet kørende i bil, og i en afstand på cirka 5 meter fra indgangspartiet til restauranten standsede han. Mens motoren stadig var tændt, stak han et ladt haglgevær ud gennem sideruden og pegede med dette i retning mod de to personer, som han tidligere havde haft uoverensstemmelser med.

T havde jagttegn, og det benyttede haglgevær var omfattet af våbenlovens § 2 a. Den beskrevne anvendelse af haglgeværet havde imidlertid ingen forbindelse med jagt eller et andet anerkendelsesværdigt formål og var dermed ikke i medfør af våbenlovens § 2 a undtaget fra forbuddet i våbenlovens § 2, stk. 1. Højesteret tiltræder derfor, at T har overtrådt våbenlovens § 2, stk. 1, jf. § 1, stk. 1, nr. 1 og 3.

Højesteret tiltræder endvidere, at der efter det foran anførte foreligger en overtrædelse af våbenlovgivningen under særligt skærpende omstændigheder, således at forholdet skal henføres under straffelovens § 192 a, stk. 1, nr. 1.

T's påstand om hel eller delvis frifindelse i forhold 1 tages herefter ikke til følge.

Højesteret finder, at den udmålte straf af fængsel i 1 år og 3 måneder er passende bestemt.

Af de grunde, der er anført af byretten, finder Højesteret det ligesom byretten forsvarligt at gøre en del af frihedsstraffen betinget. 9 måneder af straffen gøres herefter betinget på vilkår som nedenfor bestemt.

Som anført af byretten har T været frihedsberøvet i perioden fra den 21. august 2010 til den 20. december 2010. Han har endvidere efter landsrettens dom afsonet en del af den idømte straf i perioden fra den 17. oktober 2011 til den 25. november 2011.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at 9 måneder af fængselsstraffen gøres betinget på vilkår af, at T i en prøvetid på 1 år fra denne højesteretsdom ikke begår strafbart forhold.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.