
	UfR 1999.171 VLD
		V.L.D. 7. oktober 1998 i anke 8. afd. S-1672-98 (Eskild Jensen, Hanne Kildal, Jan Tino Knudsen (kst.) med domsmænd.). Anklagemyndigheden mod T1 (adv. Karen Marie Henningsen, Århus, e. o.). Af sagen fremgik, at der var rejst tiltale mod bl.a. T1-4 for: 1. T1 straffelovens § 123, ved i efteråret 1996 i Randers på Rådhustorvet at have truet A med vold i anledning af A's allerede afgivne vidneforklaring i retten den 2. september 1996 i en sag mod T1, idet tiltalte med hænderne gjorde tegn til, at A skulle skydes, — — — 3. T1 og T2 straffelovens § 260, nr. 1 - ulovlig tvang, § 123, jf. § 245, stk. 1, jf. § 23, stk. 1, 1. pkt., jf. § 247, stk. 1 - anstiftelse til vold af særlig farlig karakter med forsæt til skadetilføjelse over for et vidne og efter tidligere at være dømt for vold - idet de ved trusler om at ville tæve T3 tvang denne til som beskrevet under forhold 4 med en kniv at overfalde B i den hensigt at tilføje B skade på legeme eller helbred, i anledning af at B den 6. september 1997 havde anmeldt T1 til politiet for vold og herefter afgivet forklaring som vidne om voldssagen i byretten den 8. oktober 1997, samt i anledning af B's forventede forklaring i landsretten om samme sag den 8. december 1997, 4. T3 straffelovens § 123, jf. § 245, stk. 1, - vold af særlig farlig karakter med forsæt til legemsbeskadigelse mod et vidne - ved den 9. december 1997 ca. kl. 15.20 i Randers på Århusvej ud for nr. 125 med en kniv at have stukket B flere gange på kroppen i anledning af B's forklaring til politiet og i by- og landsret som beskrevet under forhold 3 i straffesagen mod T1, hvorved B pådrog sig et knivstik på hoften, 3 knivstik i højre overarm og et knivstik på bagsiden af brystkassen til højre for rygsøjlen med perforation af den ene lunge til følge, — — — 6. T1 straffelovens § 123, jf. § 21 - forsøg på vold over for et vidne i anledning af vidnets forklaringer til politiet og i retten - idet tiltalte den 22. december 1997 i et besøgslokale i arresthuset i Aalborg, hvor tiltalte havde besøg af T2, N og M, at have planlagt at øve vold mod A i anledning af dennes forklaring til politiet og i by- og landsret henholdsvis den 2. september 1996 og den 5. februar 1997 i en straffesag mod tiltalte, idet tiltalte udtalte, »det er dem, der stikker mig hver gang på »Tante Olga«, - ham negeren der, ikke! - ham skal vi have nakket - der kommer en, der gør det«, og »så skulle vi næsten finde ud af, hvor ham negeren han bor, ikke! - fordi I skyder ham ned - ikke!«, og »fordi nakker man ikke sådan en stikker - så bliver de ved - og så - han gjorde det bare 3 gange, ikke«, og »det snakker vi lige om, når jeg kommer ud«, og »så det er gjort ordentligt - fordi det må aldrig komme frem, at jeg har haft noget med det at gøre -«, og »for så bliver jeg medskyldig«, — — — Tl var talrige gange straffet for bl.a. vold og trusler. Ved de seneste to ankedomme, begge af 8. december 1997, fik T1 de idømte straffe for vold skærpet. Under disse sager afgav bl.a. vidnerne A og B forklaring mod T1. Vidnet B blev den følgende dag overfaldet, jf. ovenfor forhold 3 og 4. Da politiet blev bekendt med, at T1 i december 1997 skulle have besøg i arresten af T2 og 2 andre kammerater, blev der etableret rumaflytning i besøgsværelset. Under besøget fremkom Tl bl.a. med de udtalelser, der fremgår af anklageskriftets forhold 6. Tl nægtede sig skyldig. Ved Randers Rets 2. afdelings dom 12. juni 1998 blev Tl fundet skyldig i overensstemmelse med tiltalen og idømt fængsel i 3 år. Om forhold 3 og 6 hedder det: — — — Ad forhold 3 Ved bedømmelsen af dette forhold lægges det som foran anført til grund, at B har anmeldt T1 til politiet for vold og har afgivet forklaring 2 gange i retten. Det lægges endvidere i overensstemmelse med T1's forklaring i retten til grund, at han hader B, samt at det var aftalt, at T3 skulle begå vold mod B. Under disse omstændigheder, og efter den af T2 i retten den 7. april 1998 afgivne forklaring, sammenholdt med H's vidneforklaring under domsforhandlingen, lægger retten endvidere til grund, at T1 via T2, ved trussel om vold mod T3, tvang denne til at overfalde B, idet det blev meddelt T3, at han skulle »snitte« B, ellers ville han selv få »tæv«. Retten finder det helt ubetænkeligt at anse det for godtgjort, at årsagen til, at der skulle udøves vold mod B, var de tidligere vidneforklaringer i voldssagen mod T1. T1 og T2 findes herefter skyldige i overensstemmelse med anklageskriftets forhold 3. — — — Ad forhold 6 Det lægges ved sagens afgørelse til grund, at det var første gang efter det i forhold 4 beskrevne overfald, at T1 talte med sine kammerater, og at han gav udtryk for, at han var glad for, at B var blevet overfaldet, men at han godt måtte være kommet mere alvorligt til skade. Det lægges ligeledes til grund, at T1 flere gange under samtalen vendte tilbage til A og herunder udtalte sig som anført i anklageskriftet. Yderligere lægger retten til grund, at tiltalte også gav udtryk for, at han mente, at vidnet skulle straffes. Tiltalte har endvidere i retten under domsforhandlingen udtalt, at han hader A. Under disse omstændigheder finder retten, at tiltalte ved de nævnte udtalelser har planlagt, at der skulle udøves vold mod A i anledning af dennes tidligere vidneforklaring, idet det findes helt ubetænkeligt at anse det bevist, at tiltalte har haft det fornødne forsæt til, at planerne skulle realiseres. Tiltalte findes herefter skyldig i forhold 6. — — — Tl ankede til landsretten. Vestre Landsrets dom. — — — Tiltalte har påstået frifindelse i forhold 6 og formildelse. — — — Anklagemyndigheden har påstået skærpelse af straffen — — — Der har under domsforhandlingen været afspillet udvalgte dele af rumaflytningen. Tiltalte og vidnet T2 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Tiltalte har vedrørende forhold 6 supplerende forklaret, at han føler, at A går og generer ham ved at udspørge folk om tiltalte. Han hader ikke A, idet tiltalte ikke kender ham, men han var fyldt med had og arrigskab, fordi han sad i fængsel. Det er rigtigt, at »negeren« er identisk med A. Han ved ikke, hvorfor han under besøget den 22. december 1997 spurgte, hvor A bor og træner. Han mente ikke noget med snakken om A, og der er ikke nogen sammenhæng i snakken. — — — T2 har vedrørende forhold 6 supplerende forklaret, at han ikke husker, hvorfor de under besøget i arresten kom til at tale om A. Så vidt han husker, deltog han ikke i samtalen. Han opfattede kun samtalen som pral. Landsrettens begrundelse og resultat: Ad forhold 6: 3 voterende udtaler: Af de grunde, som er anført af byretten, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte er fundet skyldig som sket. 3 voterende udtaler: Ved de fremsatte udtalelser, der er dokumenteret ved rumaflytningen, giver tiltalte utvivlsomt udtryk for, at han mener, at der bør udøves vold mod A i anledning af dennes forklaringer til politiet og i retten i straffesagen mod tiltalte. Uanset om det - som følge af anstiftelsen af volden i forhold 4 og hans udtalelser om A - må antages, at tiltalte havde det fornødne fortsæt til, at volden skulle udøves, findes de anførte udtalelser i sig selv ikke at kunne anses for en forsøgshandling, der er omfattet af straffelovens § 21. Disse voterende stemmer derfor for at frifinde tiltalte. Efter udfaldet af stemmeafgivningen frifindes tiltalte herefter i dette forhold. — — — Ad strafudmålingen: Straffen — — — findes passende bestemt. — — —