|
Af nævningesag 112090/1975 fremgik, at ægtefællerne T1,
født den 19. juli 1930 og uddannet som sygeplejerske, og T2,
født den 3. august 1931 og uddannet som læge, var fundet
skyldig i vanrøgt, overfald, mishandling m. v., for T2's
vedkommende i det væsentlige som passiv medvirken hertil,
over for 4 adoptivbørn under følgende omstændigheder:
1. I 1971 og 1972 havde T1 flere gange mishandlet det
sagesløse adoptivbarn B 1 - en dreng født den 23. juni 1969
- idet T1 med hånden og med en hårbørste havde tildelt
barnet slag på kroppen og i hovedet, således at det pådrog
sig sår, ligesom hun i ét tilfælde i 1972 havde tildelt
barnet flere slag på kroppen med en metalkødhammer. T1 havde
endvidere i 1972 unddraget barnet en forsvarlig lægelig
undersøgelse og behandling, skønt der hos barnet havde vist
sig symptomer, der måtte antages at hidrøre fra en alvorlig
sygdom, herunder en pukkeldannelse på ryggen, således at
barnet, der efterhånden havde befundet sig i en hjælpeløs
tilstand, var forblevet ubehandlet i hjemmet. For de nævnte
forhold fandtes T1 skyldig i overtrædelse af straffelovens §
244, stk. 3 og 4, og § 250.
T2 havde i den nævnte periode i nogle tilfælde overværet og
ladet det passere, at T1 ved lussinger og endefulde havde
øvet vold mod B I, og havde i 1972 - svarende til det af T1
udviste forhold - unddraget barnet en forsvarlig lægelig
undersøgelse og behandling. Efter at B 1 var afgået ved
døden, havde T2 den 29. oktober 1972 udfærdiget en
dødsattest for barnet, hvori han havde undladt at oplyse, at
barnet efter hans opfattelse havde været lidende af en
alvorlig kræftsygdom.
For de nævnte forhold fandtes T2 skyldig i overtrædelse af
straffelovens § 244, stk. 4, jfr. § 23, § 250 og § 163.
2. I perioder i tiden fra 1971 til den 7. november 1973
havde T1 gjort sig skyldig i vanrøgt af adoptivbarnet B 2 -
en pige født den 15. juni 1963 - idet barnet var blevet
unddraget forsvarlig lægelig undersøgelse og behandling,
skønt det periodevis havde haft alvorlige feberanfald,
muligvis som følge af malaria. T1 havde endvidere mishandlet
barnet ved flere gange i samme periode med hånden, med
hårbørste og med en bog at have slået hende på benene, på
kroppen og i hovedet, således at barnet havde pådraget sig
sår, som det i ét tilfælde havde været nødvendigt at sy,
hvilket T1 selv havde gjort. For disse forhold fandtes T1
skyldig i overtrædelse af straffelovens § 213 og § 244, stk.
3 og 4.
T2 havde - ligesom T1 - gjort sig skyldig i vanrøgt og - som
læge for barnet - i grovere forsømmelse eller skødesløshed
ved at have undladt at drage omsorg for en tilbundsgående
undersøgelse af B 2. Efter at barnet var afgået ved døden,
havde T2 den 8. november 1973 udfærdiget en dødsattest,
hvori han i strid med sandheden havde angivet, at barnet i
de sidste 10 dage før dødsfaldet havde haft lungebetændelse.
For disse forhold fandtes T2 skyldig i overtrædelse af
straffelovens § 213, lægelovens § 18, stk. 1, og
straffelovens § 163.
3. I tiden fra omkring 1971 til august 1974 havde T1 flere
gange mishandlet det sagesløse adoptivbarn B 3 - en dreng
født den 5. juli 1965 - idet T1 med hånden havde tildelt
barnet slag på kroppen og i hovedet, således at det havde
pådraget sig sår og ved én lejlighed havde fået et ældre sår
slået op, så det var begyndt at bløde, ligesom hun i nogle
tilfælde i 1973 og 1974 alene eller i forening med T2 havde
bundet barnet med en børnesele til en drømmeseng, således at
drengens pyjamasærmer var blevet bundet over hans hænder,
der var blevet bundet ind til sengen, og hans ben i nogle
tilfælde var blevet sammenbundet med elastikbind. Endvidere
havde T I den 21. august 1974 unddraget B 3 øjeblikkelig
lægehjælp, skønt barnet - der opholdt sig hjemme - i
forbindelse med indtagelse af noget vin var blevet uklar og
kort efter bevidstløs, således at den hjælpeløse dreng var
forblevet ubehandlet i hjemmet, indtil han senere samme dag
var afgået ved døden. For de nævnte forhold fandtes T1
skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 3 og 4,
og § 250.
T2 havde i tiden fra februar 1971 indtil august 1974 i nogle
tilfælde overværet og ladet det passere, at T1 ved lussinger
og endefulde havde øvet vold mod B 3, ligesom han i ét
tilfælde havde mishandlet barnet ved sammen med T1 at have
bundet det til en drømmeseng som foran beskrevet og i nogle
tilfælde havde medvirket til mishandling og overfald ved at
have ladet det passere, at T1 havde bundet B 3 til
drømmesengen som anført. Efter at B 3 var afgået ved døden,
havde T2 den 21. august 1974 udfærdiget en dødsattest, hvori
han i strid med sandheden havde anført, at barnet i det
sidste døgn havde haft lungebetændelse. For disse forhold
fandtes T2 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244,
stk. 3 og 4, jfr. tildels § 23, og § 175.
4. I 1973 og 1974 havde T1 gjort sig skyldig i vanrøgt af
adoptivbarnet B 4 - en pige født den 23. maj 1968 - idet T1
havde undladt at give barnet, der er lam i begge ben efter
børnelammelse, en rimelig øvelses- og optræningsbehandling
og havde underernæret det, hvilket sidste havde medført, at
barnet ved børneværnets foranstaltning havde måttet
indlægges på hospital den 7. november 1974. T1 havde
endvidere nogle gange i 1973 og 1974 med hånden tildelt det
sagesløse barn slag i hovedet og på kroppen og i ét tilfælde
tvunget skoldhed øllebrød eller anden væske ind i munden på
barnet med den følge, at der fremkom ardannelse svarende til
en dyb andengrads forbrænding. For disse forhold fandtes T1
skyldig i overtrædelse af straffelovens § 213 og § 244, stk.
3 og 4.
T2 havde - ligesom T1 - gjort sig skyldig i vanrøgt og havde
endvidere medvirket til overfald på barnet ved i nogle
tilfælde i 1973 og 1974 at have overværet og ladet passere,
at T1 ved slag med hånden i hovedet og på kroppen havde øvet
vold mod barnet.
I V. L. D. 5. august 1975 siges bl. a.:
Tiltalte T1 er under sagen blevet mentalundersøgt på
retspsykiatrisk klinik ved Statshospitalet i Risskov, der i
en erklæring af 19. juni 1975 har udtalt sig om resultatet
af undersøgelsen. Retslægerådet har herefter i en erklæring
af 10. juli s. a. udtalt, at T1 efter det oplyste ikke er
sindssyg, og at der ikke er holdepunkter for, at hun har
været det eller været i en tilstand, der kan ligestilles
hermed indenfor de år, som sigtelserne vedrører. 1
erklæringen hedder det videre:
»T1, der er normalt begavet, har derimod frembudt mindre
indgribende psykiske symptomer igennem længere tid. Sigtede,
der af naturen synes heftigt reagerende, handlekraftig og
dominerende og på én gang selvusikker og ambitiøs, er, efter
at forskellige legemlige sygdomme, specielt betydelig
overvægt, astmaanfald, en ryglidelse og en noget skiftende
blodtryksforhøjelse havde udviklet sig, kommet ind i et
misbrug af opiumsdråber. Dette synes begyndt i 1970,
formentlig i tilslutning til nervøse (psykosomatiske)
symptomer fra fordøjelsessystemet, og er steget jævnt,
således at der i 1972 var tale om et klart misbrug; dette
synes at have kulmineret i juli 1974, men bestod fremdeles
ved fængslingen. En sjælelig uligevægtighed er formentlig
jævnligt accentueret af medicinmisbruget, der iøvrigt har
medført afhængighed, og formentlig tillige en vis psykisk
indsnævring.
Sigtedes psykiske symptomer skønnes ikke af en sådan art, at
hun kan anses for uegnet til påvirkning gennem straf.
Såfremt sigtede har afstraffet familiens børn på den i sagen
omtalte måde, må dette i sig selv ses som yderligere
manifestationer af hendes karakterafvigelse: der findes
imidlertid heller ikke under disse omstændigheder lægeligt
grundlag for at tilråde foranstaltninger som nævnt i
straffelovens § 68, punkt 2.«
Tiltalte T2 er under sagen blevet mentalundersøgt på
rigshospitalets psykiatriske klinik, der i en erklæring af
17. juni 1975 har udtalt sig om resultatet af undersøgelsen.
Retslægerådet har herefter i en erklæring af 10. juli s. å.
udtalt:
»- - - at sigtede efter det oplyste ikke er sindssyg eller i
tiden før de påsigtede handlingers foretagelse kan formodes
at have været sindssyg eller i en dermed ligestillet
tilstand.
Sigtede, der er velbegavet, og som er opvokset under meget
beskyttede forhold, er derimod afvigende i
personlighedsmæssig henseende i betragtelig grad. Han er
præget af umodenhed, veghed, antiaggressivitet og
afhængighed (dependens) og har i påfaldende grad først været
domineret af sin moder, siden af sin hustru. Hertil kommer
en udtalt tilbøjelighed til at fortrænge ubehageligt
konfliktstof fra bevidstheden.
Sigtedes personlighedsafvigelse er imidlertid ikke af en
sådan art, at man finder lægeligt grundlag for at tilråde
foranstaltninger, som nævnt i straffelovens § 68 punkt 2« -
- -
Idet retten finder, at nævningernes bekræftende besvarelser
iøvrigt bør lægges til grund ved sagens afgørelse, vil
tiltalte T1 være at anse skyldig i overtrædelse af
straffelovens § 21 3, § 244, stk. 3 og 4, og § 250, medens
tiltalte T2 vil være at anse skyldig i overtrædelse af
straffelovens § 163, § 175, § 213, § 244, stk. 3 og 4, til
dels jfr. § 23, og § 250 samt lægelovens § 18, stk. 1
Den af tiltalte T1 i medfør af de nævnte bestemmelser
forskyldte straf findes at burde bestemmes til fængsel i 4
år, medens den af tiltalte T2 i medfør af de nævnte
bestemmelser forskyldte straf findes at burde bestemmes til
fængsel i 2 år.
I medfør af straffelovens § 79 findes retten til at udøve
virksomhed som sygeplejerske eller iøvrigt være beskæftiget
indenfor sygepleje at burde frakendes tiltalte T1 indtil
videre.
I medfør af samme bestemmelse findes retten til at udøve
lægegerning at burde frakendes tiltalte T2 for et tidsrum af
3 år fra denne doms afsigelse at regne - - -
|