Af nævningesag 112090/1975 fremgik, at ægtefællerne T1, født den 19. juli 1930 og uddannet som sygeplejerske, og T2, født den 3. august 1931 og uddannet som læge, var fundet skyldig i vanrøgt, overfald, mishandling m. v., for T2's vedkommende i det væsentlige som passiv medvirken hertil, over for 4 adoptivbørn under følgende omstændigheder:

1. I 1971 og 1972 havde T1 flere gange mishandlet det sagesløse adoptivbarn B 1 - en dreng født den 23. juni 1969 - idet T1 med hånden og med en hårbørste havde tildelt barnet slag på kroppen og i hovedet, således at det pådrog sig sår, ligesom hun i ét tilfælde i 1972 havde tildelt barnet flere slag på kroppen med en metalkødhammer. T1 havde endvidere i 1972 unddraget barnet en forsvarlig lægelig undersøgelse og behandling, skønt der hos barnet havde vist sig symptomer, der måtte antages at hidrøre fra en alvorlig sygdom, herunder en pukkeldannelse på ryggen, således at barnet, der efterhånden havde befundet sig i en hjælpeløs tilstand, var forblevet ubehandlet i hjemmet. For de nævnte forhold fandtes T1 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 3 og 4, og § 250.
T2 havde i den nævnte periode i nogle tilfælde overværet og ladet det passere, at T1 ved lussinger og endefulde havde øvet vold mod B I, og havde i 1972 - svarende til det af T1 udviste forhold - unddraget barnet en forsvarlig lægelig undersøgelse og behandling. Efter at B 1 var afgået ved døden, havde T2 den 29. oktober 1972 udfærdiget en dødsattest for barnet, hvori han havde undladt at oplyse, at barnet efter hans opfattelse havde været lidende af en alvorlig kræftsygdom.
For de nævnte forhold fandtes T2 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 4, jfr. § 23, § 250 og § 163.

2. I perioder i tiden fra 1971 til den 7. november 1973 havde T1 gjort sig skyldig i vanrøgt af adoptivbarnet B 2 - en pige født den 15. juni 1963 - idet barnet var blevet unddraget forsvarlig lægelig undersøgelse og behandling, skønt det periodevis havde haft alvorlige feberanfald, muligvis som følge af malaria. T1 havde endvidere mishandlet barnet ved flere gange i samme periode med hånden, med hårbørste og med en bog at have slået hende på benene, på kroppen og i hovedet, således at barnet havde pådraget sig sår, som det i ét tilfælde havde været nødvendigt at sy, hvilket T1 selv havde gjort. For disse forhold fandtes T1 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 213 og § 244, stk. 3 og 4.
T2 havde - ligesom T1 - gjort sig skyldig i vanrøgt og - som læge for barnet - i grovere forsømmelse eller skødesløshed ved at have undladt at drage omsorg for en tilbundsgående undersøgelse af B 2. Efter at barnet var afgået ved døden, havde T2 den 8. november 1973 udfærdiget en dødsattest, hvori han i strid med sandheden havde angivet, at barnet i de sidste 10 dage før dødsfaldet havde haft lungebetændelse. For disse forhold fandtes T2 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 213, lægelovens § 18, stk. 1, og straffelovens § 163.

3. I tiden fra omkring 1971 til august 1974 havde T1 flere gange mishandlet det sagesløse adoptivbarn B 3 - en dreng født den 5. juli 1965 - idet T1 med hånden havde tildelt barnet slag på kroppen og i hovedet, således at det havde pådraget sig sår og ved én lejlighed havde fået et ældre sår slået op, så det var begyndt at bløde, ligesom hun i nogle tilfælde i 1973 og 1974 alene eller i forening med T2 havde bundet barnet med en børnesele til en drømmeseng, således at drengens pyjamasærmer var blevet bundet over hans hænder, der var blevet bundet ind til sengen, og hans ben i nogle tilfælde var blevet sammenbundet med elastikbind. Endvidere havde T I den 21. august 1974 unddraget B 3 øjeblikkelig lægehjælp, skønt barnet - der opholdt sig hjemme - i forbindelse med indtagelse af noget vin var blevet uklar og kort efter bevidstløs, således at den hjælpeløse dreng var forblevet ubehandlet i hjemmet, indtil han senere samme dag var afgået ved døden. For de nævnte forhold fandtes T1 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 3 og 4, og § 250.
T2 havde i tiden fra februar 1971 indtil august 1974 i nogle tilfælde overværet og ladet det passere, at T1 ved lussinger og endefulde havde øvet vold mod B 3, ligesom han i ét tilfælde havde mishandlet barnet ved sammen med T1 at have bundet det til en drømmeseng som foran beskrevet og i nogle tilfælde havde medvirket til mishandling og overfald ved at have ladet det passere, at T1 havde bundet B 3 til drømmesengen som anført. Efter at B 3 var afgået ved døden, havde T2 den 21. august 1974 udfærdiget en dødsattest, hvori han i strid med sandheden havde anført, at barnet i det sidste døgn havde haft lungebetændelse. For disse forhold fandtes T2 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 3 og 4, jfr. tildels § 23, og § 175.

4. I 1973 og 1974 havde T1 gjort sig skyldig i vanrøgt af adoptivbarnet B 4 - en pige født den 23. maj 1968 - idet T1 havde undladt at give barnet, der er lam i begge ben efter børnelammelse, en rimelig øvelses- og optræningsbehandling og havde underernæret det, hvilket sidste havde medført, at barnet ved børneværnets foranstaltning havde måttet indlægges på hospital den 7. november 1974. T1 havde endvidere nogle gange i 1973 og 1974 med hånden tildelt det sagesløse barn slag i hovedet og på kroppen og i ét tilfælde tvunget skoldhed øllebrød eller anden væske ind i munden på barnet med den følge, at der fremkom ardannelse svarende til en dyb andengrads forbrænding. For disse forhold fandtes T1 skyldig i overtrædelse af straffelovens § 213 og § 244, stk. 3 og 4.
T2 havde - ligesom T1 - gjort sig skyldig i vanrøgt og havde endvidere medvirket til overfald på barnet ved i nogle tilfælde i 1973 og 1974 at have overværet og ladet passere, at T1 ved slag med hånden i hovedet og på kroppen havde øvet vold mod barnet.

I V. L. D. 5. august 1975 siges bl. a.:


Tiltalte T1 er under sagen blevet mentalundersøgt på retspsykiatrisk klinik ved Statshospitalet i Risskov, der i en erklæring af 19. juni 1975 har udtalt sig om resultatet af undersøgelsen. Retslægerådet har herefter i en erklæring af 10. juli s. a. udtalt, at T1 efter det oplyste ikke er sindssyg, og at der ikke er holdepunkter for, at hun har været det eller været i en tilstand, der kan ligestilles hermed indenfor de år, som sigtelserne vedrører. 1 erklæringen hedder det videre:


»T1, der er normalt begavet, har derimod frembudt mindre indgribende psykiske symptomer igennem længere tid. Sigtede, der af naturen synes heftigt reagerende, handlekraftig og dominerende og på én gang selvusikker og ambitiøs, er, efter at forskellige legemlige sygdomme, specielt betydelig overvægt, astmaanfald, en ryglidelse og en noget skiftende blodtryksforhøjelse havde udviklet sig, kommet ind i et misbrug af opiumsdråber. Dette synes begyndt i 1970, formentlig i tilslutning til nervøse (psykosomatiske) symptomer fra fordøjelsessystemet, og er steget jævnt, således at der i 1972 var tale om et klart misbrug; dette synes at have kulmineret i juli 1974, men bestod fremdeles ved fængslingen. En sjælelig uligevægtighed er formentlig jævnligt accentueret af medicinmisbruget, der iøvrigt har medført afhængighed, og formentlig tillige en vis psykisk indsnævring.


Sigtedes psykiske symptomer skønnes ikke af en sådan art, at hun kan anses for uegnet til påvirkning gennem straf.


Såfremt sigtede har afstraffet familiens børn på den i sagen omtalte måde, må dette i sig selv ses som yderligere manifestationer af hendes karakterafvigelse: der findes imidlertid heller ikke under disse omstændigheder lægeligt grundlag for at tilråde foranstaltninger som nævnt i straffelovens § 68, punkt 2.«


Tiltalte T2 er under sagen blevet mentalundersøgt på rigshospitalets psykiatriske klinik, der i en erklæring af 17. juni 1975 har udtalt sig om resultatet af undersøgelsen. Retslægerådet har herefter i en erklæring af 10. juli s. å. udtalt:


»- - - at sigtede efter det oplyste ikke er sindssyg eller i tiden før de påsigtede handlingers foretagelse kan formodes at have været sindssyg eller i en dermed ligestillet tilstand.


Sigtede, der er velbegavet, og som er opvokset under meget beskyttede forhold, er derimod afvigende i personlighedsmæssig henseende i betragtelig grad. Han er præget af umodenhed, veghed, antiaggressivitet og afhængighed (dependens) og har i påfaldende grad først været domineret af sin moder, siden af sin hustru. Hertil kommer en udtalt tilbøjelighed til at fortrænge ubehageligt konfliktstof fra bevidstheden.


Sigtedes personlighedsafvigelse er imidlertid ikke af en sådan art, at man finder lægeligt grundlag for at tilråde foranstaltninger, som nævnt i straffelovens § 68 punkt 2« - - -


Idet retten finder, at nævningernes bekræftende besvarelser iøvrigt bør lægges til grund ved sagens afgørelse, vil tiltalte T1 være at anse skyldig i overtrædelse af straffelovens § 21 3, § 244, stk. 3 og 4, og § 250, medens tiltalte T2 vil være at anse skyldig i overtrædelse af straffelovens § 163, § 175, § 213, § 244, stk. 3 og 4, til dels jfr. § 23, og § 250 samt lægelovens § 18, stk. 1


Den af tiltalte T1 i medfør af de nævnte bestemmelser forskyldte straf findes at burde bestemmes til fængsel i 4 år, medens den af tiltalte T2 i medfør af de nævnte bestemmelser forskyldte straf findes at burde bestemmes til fængsel i 2 år.


I medfør af straffelovens § 79 findes retten til at udøve virksomhed som sygeplejerske eller iøvrigt være beskæftiget indenfor sygepleje at burde frakendes tiltalte T1 indtil videre.


I medfør af samme bestemmelse findes retten til at udøve lægegerning at burde frakendes tiltalte T2 for et tidsrum af 3 år fra denne doms afsigelse at regne - - -