TfK2013.630V Straffelovens § 119, stk. 1, finder alene anvendelse, når truslen er fremsat direkte over for den pågældende tjenestemand. Forholdet henført under straffelovens § 266.



		TfK2006.458/2 V.L.D. 4. april 2006 i anke 3. afd. S-0032-06 Anklagemyndigheden mod T1 (Ole Schmidt, Århus) og T2 (adv. Thorbjørn Philippsen, Sønderborg). (Annette Dellgren, Henrik Twilhøj og Regitze Brosbøl Lauridsen (kst.) med domsmænd). Retten i Sønderborgs dom af 8. december 2005: Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift fra Politimesteren i Sønderborg er modtaget den 9. november 2005. T1 og T2 er tiltalt for overtrædelse af 1. begge tiltalte straffelovens § 215, stk. 1 og stk. 2, jf. § 261, stk. 2, ved i perioden fra den 27. januar 2004 til den 10. august 2004 i forening at have unddraget F forældremyndigheden over børnene A, født den - - - 1995, B, født den - - - 1996 og C, født den - - - 1998, over hvem forældremyndigheden midlertidigt ved kendelse af 27. januar 2004 og endeligt ved dom af 29. januar 2004 var tillagt faderen, F, idet de tiltalte den 27. januar 2004 lejede en udlejningsbil med reg.nr. - - - hos Europcar i Sønderborg, hvorefter de uden samtykke fra faderen førte børnene ud af Danmark og til Tyrkiet, hvorefter T1 rejste tilbage til Danmark omkring den 14. februar 2004, mens T2 blev i Tyrkiet med børnene cirka frem til starten af august 2004, hvorefter hun den 10. august førte børnene tilbage til Danmark via den dansk/tyske grænse ved Kruså. 2. begge tiltalte straffelovens § 278, stk. 1, nr. 1, ved den 3. februar 2004 fra Europcar, Sjællandsgade 2 i Sønderborg i forening uberettiget at have tilegnet sig udlejningsbil af mrk. Ford Transit med reg.nr. - - -, som de havde lejet i perioden fra den 27. januar 2004 til den 3. februar 2004 kl. 12.00. subsidiært straffelovens § 293 a, ved i perioden fra den 3. februar 2004 og frem til cirka 1. juli 2004 i forening uberettiget at have brugt udlejningsbil af mrk. Ford Transit med reg.nr. - - - tilhørende Europcar, Sjællandsgade 2 i Sønderborg til kørsel i Tyrkiet. - - - Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. De tiltalte har nægtet sig skyldige. Der er afgivet forklaring af de tiltalte. T2 har forklaret vedrørende forhold 1, at hun blev bekendt med den midlertidige forældremyndighedsafgørelse, da hun og T1 var ved den dansk/tyske grænse. Hun havde været i retten samme dag, den 27. januar 2004, for at afgive forklaring, og umiddelbart derefter talte hun med T1 om, at hun risikerede at miste sine børn. T1 fortalte, at han vidste, hvad hun kunne gøre for at beholde børnene. De kørte derefter til hendes bank, hvor hun hævede 30.000 kr. Derefter kørte de til et udlejningsfirma for at leje en bil. Hun underskrev lejekontrakten og lejede vist nok bilen for en uge. Depositum blev betalt med nogle af de penge, de lige havde hævet. T1 kørte bilen fra Shell-tankstationen. De hentede derefter børnene i skole og børnehave og kørte til Aabenraa, hvor T1 bor. Derefter kørte de til Padborg, hvor T1 vekslede nogen af pengene og tankede bilen. Herefter kørte de sydpå. Det var først, da de nåede Bulgarien, at T1 fortalte, at de skulle til Tyrkiet. Hun var ikke meget for, at det blev Tyrkiet, for hun havde hørt så meget negativt om landet. T1 havde en bror i Tyrkiet, og han havde været på ferie der og fået nogle gode venner. Da de kom til Tyrkiet, tog T1 fat i hende, og så var det ligesom ham, der bestemte derfra. Inden da havde de blot skændtes rigtigt meget. De kørte til Istanbul og sydpå til Alanya. Det var T1, som opbevarede de penge, hun havde hævet, for han stod for indkøbene. De ankom sent om aftenen og kørte ind for at spise. Lidt senere kom T1 ud med ejeren og sagde, at de skulle bo her. T1 havde talt med manden om, at han skulle overtage en del af forretningen. T1 rejste hjem natten mellem den 13. og 14. februar 2004. Inden da havde de skændtes utroligt meget, blandt andet om børnene. Hun vidste faktisk godt, at T1 ville tage afsted. T1 tog de sidste penge i pungen til en flybillet. Hendes søster kom på besøg, efter at T1 var rejst. Søsteren fortalte, hvordan hendes situation var, og det gjorde nogle filmfolk og nogle ugebladsjournalister også. Hun fik blandt andet at vide, at hun ville få 4½ års fængsel for at bortføre børnene. Så var hun klar over, at hun ikke ville tilbage til Danmark. Hun kunne ikke med manden, hun og børnene boede hos, og flyttede derfor hen til en mand, der hedder D. Efter kort tid flyttede de hen til en, der hedder - - -. Herefter flyttede de tilbage til D, hvor de boede de sidste 4 måneder. Hun fik tilsendt penge fra Danmark til at leve for. Det er rigtigt, at hun fik 3 måneders opholdstilladelse i Tyrkiet. Bilen blev beslaglagt af de tyrkiske myndigheder i april måned, og derefter kunne hun jo ikke komme ud af landet. Hun havde heller ikke haft penge til at køre hjem, inden bilen blev beslaglagt, for det var kun småbeløb, hun fik tilsendt fra Danmark. Hun kontaktede den danske ambassade, da hun var i Tyrkiet, men hun kontaktede ikke børnenes far på noget tidspunkt. Det passer ikke, når det af artiklen fra Ude og Hjemme fremgår, at hun hele tiden vidste, at hun ville til Tyrkiet med børnene. Hun har 4 gange været i retten i Tyrkiet og har vundet en sag om forældremyndigheden over børnene. Alle papirerne vedrørende sagen i Danmark blev sendt til Tyrkiet og oversat. Hun har en tyrkisk dom, der tilkender hende forældremyndigheden over børnene, men hun kan ikke fremlægge den, for den befinder sig i Tyrkiet, og hun har ikke fået lov til at rejse dertil for at hente den. Hun fik tilsendt 10.000 kr. omkring 1. august 2004, så hun og børnene kunne flyve hjem til Danmark. De fløj til Bremen og tog toget til en, der hedder - - - og bor i Flensborg. Derefter tog de på krisecenter. De kom til Danmark den 10. august 2004. Hun og T1 havde været ved biludlejeren 2 gange, for den første gang ville hun ikke skrive under. De kørte derefter til Verdens Ende, hvor det kom til håndgribeligheder fra T1's side. Derefter kørte de tilbage til udlejningsfirmaet, hvor hun skrev under på kontrakten på betingelse af, at der også blev tegnet en kaskoforsikring. T1 havde sagt til hende, at han havde familie og venner, som ville kunne hjælpe hende med at beholde børnene. Det var allerede, da resultatet af den børnesagkyndige undersøgelse fra - - - forelå, at hun blev klar over, hvor det bar hen. Resultatet af den endelige afgørelse om forældremyndigheden blev hun først bekendt med, da hun var i Tyrkiet. Tiltalte har forklaret vedrørende forhold 2, at det var meningen, at bilen skulle leveres tilbage efter en uge. T1 ville ikke have, at hun kørte bilen, og i tiden efter, at T1 var smuttet, og indtil bilen blev beslaglagt, brugte hun den kun to gange. Planen var, at de skulle tage hjem efter en uge, for hun ville bare gerne have lidt tid med børnene. Hun vidste, at T1 havde familie i København og i Ikast, og hun ville bestemt ikke til Ikast, for hun kan ikke med T1's far. Hun følte sig presset til at leje bilen. Hun vidste, at hun ville få nogen tæsk, hvis hun protesterede. T1 havde snakket om, at han ville til Danmark og hente penge, og det var oprindeligt meningen, at T1 skulle have haft bilen med, da han rejste natten mellem den 13. og 14. februar 2004. Hun havde ikke selv penge til at aflevere bilen i Danmark. - - - Tiltalte har forklaret om sine personlige forhold, at hun har i alt 7 børn. De 4 af dem bor hos hende. - - - er 17 år, - - - er 14 år, - - - er 5 år, og - - - er 3 år. De går alle fire i skole. Hun kæmper for tiden for at få kommunen til at støtte hende økonomisk, så hun kan færdiggøre 9. klasse. T1 har forklaret vedrørende forhold 1 og 2, at han har kendt T2 siden 1999. De har været kærester flere gange, og sidst de gik fra hinanden var den 27. januar 2004, da T2 tog afsted. Han sad udenfor retssalen sammen med deres fælles datter, - - -, da T2 kom ud og sagde, at de skulle stikke af. Det sagde han, at han ikke ville være med til. De tog sammen hen til banken, hvor T2 hævede 20.000 kr. De kørte derefter til Europcar, og først da spurgte han T2, hvad hun ville og sagde, at hun skulle gøre det, hun syntes var bedst. T2 sagde, at hun ville stikke af sydpå. Hun sagde også, at hun elskede ham og ville have, at han tog med. Det ville han ikke, for han var lige blevet løsladt og ville ikke involveres i noget. Derefter hentede de børnene og kørte til hans lejlighed for at hente det tøj, T2 stadig havde liggende hos ham. De kørte videre til Rødekro, hvor han stod af. Han tog videre til København, og T2 kørte sydpå. Han har vidner, som kan bekræfte, at han var i København på det tidspunkt, men han har ikke gemt togbilletten. Han besøgte blandt andet en, han kalder sin onkel - - -. - - - bor i Mjølnerparken, men han kan ikke huske nummeret. Han har kendt - - -, siden han var helt lille. Hvis han skulle huske navnene på alle de mænd, hans far kalder hans onkler, kunne han ikke lave andet. Foreholdt sin forklaring til politiet, som den fremgår af afhøringsrapport af den 16. februar 2004 (bilag 1-35), side 3 øverst, har tiltalte forklaret, at det var det, han mente med, at T2 skulle gøre det, hun synes var bedst. Da han fandt ud af, at han var i medierne, besluttede han sig for at tage tilbage til Sønderborg. Han snakkede med T2 over telefonen i starten af februar måned. Det kostede ham »en krig« at finde hendes nummer. Det var T2's søster, som fortalte, hvor T2 opholdt sig. Han ved ikke, hvor det var. Han og T2 snakkede ikke om noget specielt. Foreholdt sin forklaring til politiet, som den fremgår af afhøringsrapport af den 9. marts 2004 (bilag 1-44), side 3 øverst, har tiltalte forklaret, at det nok skal passe, at han forklarede, som det fremgår af rapporten. Han kan ikke huske det i dag. Han ved ikke, hvordan stemplerne er kommet i hans provisoriske pas. Han har ikke haft det, siden T2 tog af sted. Alle kan bruge et pas, og T2 må have vist passet og fået det stemplet. T2 vil gøre alt for at få ham ned med nakken. Det ligner hans underskrift på passet, men selv et barn kan lave den efter. Det er ikke hans underskrift på vekselnotaen fra den tyrkiske bank. Han kender heller ikke til vekselnotaen fra Slovakiet. Han var desuden i København den 28. januar 2004. Den, som har haft hans pas, må have fået oplysningerne ført over på notaerne. Han har sit pas liggende ude i bilen, og det har ingen stempler i. Han er sikker på, at det er T2, som har taget passet, for hun er den eneste, der har været i hans lejlighed. - - - Tiltalte har forklaret om sine personlige forhold, at han siden 20. juni 2005 har haft fast aftenarbejde på - - -. Der er blevet dokumenteret udskrift af retsbogen af den 27. januar 2004 og af dombogen af den 29. januar 2004 i forældremyndighedssagen, lejekontrakt fra Europcar, provisorisk pas for T1, 2 stk. vekselnotaer, samt konklusionen i Kriminalforsorgens personundersøgelse af den 30. marts 2005 vedrørende T2. Tiltalte T1 er tidligere straffet af betydning for sagen, senest ved Vestre Landsrets ankedom af den 4. marts 2002 med 3 års fængsel for overtrædelse af straffelovens § 125 a, jf. udlændingelovens § 59, stk. 5, jf. til dels straffelovens § 21 og § 89, § 244 og lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 2, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 12. Konfiskation af 200.000 kr. i medfør af straffelovens § 75, stk. 1. ved Horsens Rets dom af den 28. januar 2003 med fængsel i 7 dage for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 3. Tiltalte blev prøveløsladt den 20. november 2003 med 2 års prøvetid og vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i 1 år. Reststraf 370 dage. Europcar har fremsat krav om erstatning på 64.087,50 kr. over for T2. Tiltalte har bestridt erstatningspligten og kravet størrelsesmæssigt. Rettens bemærkninger: Vedrørende forhold 1: Efter bevisførelsen, herunder T2's forklaring om, at T1 var sammen med hende i Tyrkiet, indtil han den 14. februar 2004 rejste tilbage til Danmark, T1's provisoriske pas med stempler af den 28. og 29. januar 2004 fra Rumænien, Ungarn og Tyrkiet, samt vekselnotaen af den 28. januar 2004 fra en slovakisk bank og vekselnotaen af den 30. januar 2004 fra en tyrkisk bank, begge med T1's underskrift, og pasnummer, finder retten det bevist, at de tiltalte sammen forlod landet den 27. januar 2004 og rejste til Tyrkiet, og at T2 indrejste den 10. august 2004. Det er endvidere bevist, at de tiltalte medtog T2's 3 børn, A, B og C uden tilladelse fra børnenes far, F, og at det skete for at unddrage faderen forældremyndigheden over børnene. Da T1 ikke kontaktede politiet eller på anden måde tog skridt til at afbryde lovovertrædelsen ved sin hjemkomst den 14. februar 2004, er begge de tiltalte skyldige i overensstemmelse med anklageskriftet. Vedrørende forhold 2: Efter bevisførelsen finder retten det bevist, at de tiltalte havde forsæt til at bruge udlejningsbilen efter lejeperiodens udløb den 3. februar 2004, og da T1 ikke tog skridt til at afbryde lovovertrædelsen ved sin hjemkomst den 14. februar 2004, er begge de tiltalte skyldige i overensstemmelse med anklageskriftets subsidiære påstand. - - - Straffen for T1 fastsættes til fængsel i 1 år, jf. straffelovens § 215, stk. 1 og stk. 2, jf. § 261, stk. 2, og § 293 a. Reststraffen på 370 dage ved prøveløsladelsen den 24. november 2003 opretholdes uden ændringer. Straffen for T2 fastsættes til fængsel i 1 år, jf. straffelovens § 215, stk. 1 og stk. 2, jf. § 261, stk. 2, og § 293 a. 6 måneder af straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder den betingelse, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 58, stk. 1, jf. § 56. Retsformanden tager ikke den nedlagte erstatningspåstand under påkendelse, jf. retsplejelovens § 992, stk. 1. Vestre Landsrets dom: Retten i Sønderborg har den 8. december 2005 afsagt dom i sagen i 1. instans (- - -). Tiltalte T1 har påstået frifindelse. Tiltalte T2 har påstået frifindelse. Anklagemyndigheden har for begge de tiltalte påstået skærpelse. Anklagemyndigheden har på vegne af Europcar over for begge de tiltalte fremsat krav om erstatning med 62.050 kr. De tiltalte har begge påstået frifindelse for kravet om erstatning. Tiltalte T2 har ikke ønsket at afgive forklaring for landsretten. Tiltalte T1 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Tiltalte har supplerende forklaret, at hans far er tyrkisk kurder, hans mor er dansk. Han har tidligere været i Tyrkiet. Sidst var i forbindelse med hans farmors begravelse. Det var i november 2003. Han har kendt T2 siden 1999. De har to børn sammen, men de har aldrig boet sammen. De har haft et forhold sammen. Forholdet var fra begge parters side voldeligt. Han har alene set sine børn et par gange. Han havde ikke kontakt med T2 under sit fængselsophold. Frem til januar 2004 havde han i det hele ikke kontakt med T2. T2 fortalte ham om aftenen den 26. januar 2004, at hun skulle i retten vedrørende forældremyndighedssagen. Hun fortalte ligeledes, at hun ville stikke af med børnene, hvis hun tabte sagen. Den 27. januar 2004 var han med T2 i retten for at støtte hende, selvom sagen ikke vedrørte hans børn. Efter retsmødet fortalte T2 ham, at hun ville tage sydpå muligvis til Spanien med alle sine børn. Hun nævnte ikke noget om Tyrkiet. Han synes, at det var hårdt, at T2 ville tage hans to børn med sydpå, men han kunne ikke gøre noget ved det. Han sagde til hende, at hun skulle gøre det, der var bedst for hende. De kørte sammen til Arbejdernes Landsbank, men han vidste ikke, hvad T2 skulle i banken. T2 viste ham ikke nogen penge, da hun kom ud fra banken. Han var med inde hos Europcar, men han så ikke lejekontrakten. Han kørte i T2's bil væk fra Europcar og hen til Remas parkeringsplads. T2 kørte i udlejningsbilen. T2's bil blev efterladt på Remas parkeringsplads. T2 fortalte, at hun havde solgt sin bil. Den ville blive afhentet fra parkeringspladsen. De kørte videre til Åbenrå, hvor de hentede noget af T2's tøj. Derefter blev han sat af ved banegården i Rødekro. Der var da gået cirka 2 timer, fra T2 havde lejet bilen. Han kørte på intet tidspunkt udlejningsbilen. Næste gang, han havde kontakt med T2, var i starten af februar 2004. T2's søster havde da fortalt ham, hvor T2 opholdt sig. Han forklarede politiet, at der var vidner, der ville kunne bekræfte, at han havde været i København. Fra den 27. januar til den 14. februar 2004 var han i København. Han arbejdede sort for sin onkel - - -. Han kender ikke onklens adresse eller telefonnummer. Onklen var i gang med at lave et dansested. Der var ikke andre arbejdere end tiltalte og onklen. Martin, Leif og Kim vil kunne bevidne, at han var i København i den nævnte periode. Han har ikke tidligere oplyst politiet om de nævnte personer, idet han udførte sort arbejde, som han vil kunne straffes for. T2 ville ikke med ham til København. Han fik udleveret et provisorisk pas den 26. januar 2004, samme dag som han bestilte et rigtigt pas. Det var fordi, han ville over grænsen for at handle, hvilket han var den 26. januar 2004. Efterfølgende opbevarede han sit pas i lejligheden. Han havde tidligere fået stjålet sit rigtige pas. Han kan ikke forklare, hvorledes der er kommet stempler i det provisoriske pas. Det kan være T2, der har anvendt hans pas, for at få ham »fedtet« ind i sagen. Landsrettens begrundelse og resultat: Skyldsspørgsmålet: Tiltalte T1 har for landsretten afgivet en usammenhængende og utroværdig forklaring. Landsretten tilsidesætter derfor denne tiltaltes forklaring. Forhold 1: Der er ikke grundlag for at antage, at der ved en Tyrkisk domstol er truffet afgørelse, der har bragt tiltalte T2 i en vildfarelse, der kan tillægges betydning for hendes strafansvar i denne sag. Med denne bemærkning og i øvrigt af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, herunder navnlig tiltalte T2's forklaring for byretten, at begge de tiltalte er fundet skyldige i forhold 1 som sket. Det bemærkes i den forbindelse, at den periode, som børnene har været unddraget forældremyndighedsindehaveren, ikke rækker længere end, hvad tiltalte T1 har accepteret, når der henses til omstændighederne ved hans medvirken til børnenes transport til og ophold i Tyrkiet. Forhold 2: Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at begge de tiltalte er fundet skyldige som sket. Straffastsættelsen: Navnlig under hensyn til længden af den periode, de tiltalte har unddraget F forældremyndigheden over de tre børn, tiltrædes det, at straffen for begge de tiltalte er udmålt til fængsel i 1 år. Det tiltrædes, at der for tiltalte T1 alene fastsættes straf for de nye forhold som sket, og at straffen for tiltalte T2 under hensyn til det oplyste om hendes personlige forhold gøres delvis betinget på vilkår som sket, dog således at prøvetiden regnes fra datoen for denne landsretsdom. Allerede fordi det fremsatte erstatningskrav ikke er tilstrækkelig dokumenteret, tager de juridiske dommere ikke kravet under påkendelse. Landsretten stadfæster derfor dommen.

V.L.D. 4. april 2006 i anke 3. afd. S-0032-06