TfK 2012.1105

V.L.D. 24. september 2012 i anke 5. afd. S-0788-12
 

 

Anklagemyndigheden mod T (adv. Henrik Garlik Jensen, Aarhus).
(Chr. Bache, Mogens Heinsen og Trine Poulsen (kst.) med domsmænd).

Retten i Århus' dom af 19. marts 2012:



Denne sag er behandlet som tilståelsessag.


Retsmødebegæring er modtaget den 24. februar 2012.


T er tiltalt for overtrædelse af


straffelovens § 222, stk. 1, og § 224, jf. 222, stk. 1, ved i perioden mellem den 1. juni 2011 og 6. juli 2011 på - - -, i fire tilfælde at haft samleje og gensidig oralsex med F, født - - - marts 1997.


Påstande


Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om 6 måneders fængsel.


Tiltalte har erkendt sig skyldig.


F har nedlagt påstand om, at tiltalte skal betale 25.000 kr. i godtgørelse for tort.


Tiltalte har erkendt erstatningspligten, men har bestridt kravets størrelse.


Sagens oplysninger


Der er afgivet forklaring af tiltalte i et retsmøde den 20. december 2011.


»…


Sigtede forklarede, at han via F's bror lærte hende at kende gennem et spil på nettet. Hun var da omkring 11 år. Hun spillede et til halvandet år, hvorefter hun var væk fra spillet i en periode. Hun kom tilbage i spillet, og via chat spurgte hun, om sigtede huskede hende. De spillede, og de chattede. På et tidspunkt i foråret 2011 ville han ud at køre en tur på sin motorcykel, og F spurgte via chat, om han ville komme forbi hende i - - -. De mødtes og talte sammen. De mødtes på et grønt areal, og de talte mest om spillet. Han kørte hjem, og de spillede videre. En dag talte hun via chatten om drenge, og hun spurgte, om hvordan et godt kys var. Han svarede, at det var langt, blidt og tæt. Hun spurgte, om hun måtte få et, og han lo og sagde ja.


Da hun blev konfirmeret, kom han hjem til hende med en gave.


På et tidspunkt, da hun var fyldt 14 år, sad de på hendes værelse, og hun var alene hjemme. Hun fik da sit kys. Hun sad på sengen og trak ham bagover, og de befølte hinanden overalt uden på tøjet. Herefter skete der ikke mere. Han tog hjem, og de spillede videre. På et tidspunkt sms'ede hun, at hun ville elske med ham. De aftalte at gøre det, og han hentede hende. Det var nok den 1. juni 2011. De tog hjem til ham, og de havde samleje. De var da forelskede i hinanden. De havde samleje i alt 4 gange og samtlige gange også oralsex.


Han har besøgt hende, og han kom godt ud af det med hendes forældre. En dag sad de i stuen, og F sad hos ham og nussede ham, da han gik, fulgte hendes mor ham ud. Lidt efter fik han en sms fra F, hvori der stod »Vi er afsløret. Jeg må ikke se dig mere.« Han har aldrig sagt til F, at hun intet måtte fortælle, men de har talt om problemerne ved aldersforskellen. F forventede at blive forlovet med ham, når hun fyldte 15 år. De havde aftalt, at hvis de blev afsløret, skulle de sige sandheden.


Det er F, der har været den opsøgende overfor ham. Hun har også sendt billeder til ham. Hun var væk fra spillet en periode, men nu spiller de igen. Hun har imidlertid sagt, at hun ikke må tale med ham.


…«


Tiltalte har vedstået sin forklaring og supplerende forklaret, at han ikke længere har kontakt med F. Han har 3 børn og 3 børnebørn.


Tiltalte er ikke tidligere straffet.


Rettens begrundelse og afgørelse



Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.


Straffen fastsættes til fængsel i 6 måneder, jf. straffelovens § 222, stk. 1, og § 224, jf. § 222.


Retten har lagt vægt på antallet af strafbare forhold og karakteren heraf. Der er endvidere lagt vægt på den store aldersforskel, der var mellem tiltalte og F.


Retten har trods tiltaltes gode personlige forhold ikke fundet grundlag for at gøre straffen betinget.


Retten tager erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt. Ved fastsættelsen af erstatningen er der taget hensyn til, at forholdet efter tiltaltes forklaring har været et kærestelignende forhold.


Ved fastsættelsen af sagsomkostningerne er der lagt vægt på, at sagen kunne være afgjort den 20. december 2011, da sagen første gang blev behandlet som en tilståelsessag.

Thi kendes for ret:


Tiltalte T skal straffes med fængsel i 6 måneder.


Tiltalte skal betale halvdelen af sagens omkostninger og statskassen halvdelen.


Tiltalte skal inden 14 dage til F betale 20.000 kr. med tillæg af procesrente fra 13. marts 2012.
 


Vestre Landsrets dom:



Retten i Århus har den 19. marts 2012 afsagt dom i 1. instans (- - -).


Påstande


Tiltalte har påstået formildelse, herunder således at straffen gøres betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste.


Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.


Supplerende oplysninger


I forbindelse med ankesagen har Kriminalforsorgen, Afdelingen i Østjylland, den 25. maj 2012 foretaget en personundersøgelse. Af konklusionen fremgår, at tiltalte er egnet til en betinget dom samt egnet til at udføre samfundstjeneste.


Forklaring


Tiltalte har supplerende forklaret, at han besøgte F's forældre 3-4 gange. F's mor har på et tidspunkt givet udtryk for, at F var blevet en glad pige igen efter at have lært tiltalte at kende. F, der havde måttet tage sig meget af sin storebror, som har en diagnose, havde i en periode skåret i sig selv. Det er svært at forklare, hvordan de kunne forelske sig i hinanden. I dag virker det urealistisk, men dengang betød aldersforskellen, som de flere gange talte om, ikke noget for nogen af dem. F fortalte, at hun havde været seksuelt aktiv siden hun var 13 år gammel, og hendes mor havde sørget for, at hun fik p-piller. Han har betalt erstatningen til F. Han har ikke i dag kontakt til F. Om sine personlige forhold har tiltalte forklaret, at han somme tider hjælper en niece lidt i dennes firma, der sælger børnetøj. Han vil gå i behandling for sine psykiske problemer, når denne sag er overstået, og han kan disponere over sin tid.


Landsrettens begrundelse og resultat



Landsretten fastsætter straffen til fængsel i 4 måneder. Landsretten har ud over de omstændigheder, som byretten har anført, lagt vægt på, at der - uanset den meget store aldersforskel - har været tale om et kærestelignende forhold.


Efter karakteren af det strafbare forhold, herunder den store aldersforskel, er der uanset oplysningerne om tiltaltes personlige forhold ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.


Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.