|
|
|
||
|
|
|||
|
H.D. 13. januar 2010 i sag 184/2009 (1. afd.) Rigsadvokaten mod T (adv. Henrik Dupont Jørgensen, Kbh., besk.). Retten i Lyngbys dom 11. september 2008. Under denne sag, der er behandlet under medvirken af domsmænd, tiltales T for 1. principalt overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, og § 42, stk. 1, nr. 1, ved den 13. februar 2007 ca. kl. 14.35 under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden på særlig hensynsløs måde at have ført personbil reg.nr. YL - - - ad Skovlinien i Værløse mod nordvest med en hastighed på mindst 131 km/t., uagtet at højest tilladte hastighed i tættere bebygget område er 50 km/t., hvorefter tiltalte i en venstrekurve ca. 70 m sydøst for Fiskebækvej mistede herredømmet over bilen, da der skete udskridning pga. bilens hastighed, hvorved bilen skred over i modsatte kørebanehalvdel og påkørte 6-årige F, der cyklede ad Skovlinien mod sydøst. subsidiært: overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, og § 42, stk. 1, nr. 1, ved den 13. februar 2007 ca. kl. 14.35 under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden på særlig hensynsløs måde at have ført personbil reg.nr. YL - - - ad Skovlinien i Værløse mod nordvest med en hastighed på mellem 85 km/t. og 131 km/t., uagtet at højest tilladte hastighed i tættere bebygget område er 50 km/t., hvorefter tiltalte i en venstrekurve ca. 70 m sydøst for Fiskebækvej mistede herredømmet over bilen og påkørte 6-årige F, der cyklede ad Skovlinien mod sydøst. 2. overtrædelse af straffelovens § 241 ved den 13. februar ca. kl. 14.35 i forbindelse med den i forhold 1 nævnte særlig hensynsløse kørsel at have forvoldt F's død, idet F i forbindelse med påkørslen blev påført så alvorlige kvæstelser, at han samme dag afgik ved døden som følge heraf. Tiltalte har ikke kunnet erkende sig skyldig, men har, jf. forhold 2, erkendt at have forvoldt F's død. Der er under hovedforhandlingen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaringer af A og bilinspektør Sten Brink som gengivet i retsbog af 15. april 2008. Der er under domsforhandlingen sker dokumentation i det omfang, der fremgår af retsbogen. Rettens bemærkninger: Tiltalte har ikke kunnet erkende sig skyldig, men har erkendt at have forvoldt F's død. Vedrørende forhold 1 lægger retten på grundlag af bilinspektørens erklæringer samt bilinspektørens vidneforklaring i retten til grund, at tiltaltes hastighed ikke væsentligt har overskrevet 85 km/t., idet der ikke - da tiltalte har bestridt at have kørt med en højere hastighed - er sikkert bevis herfor. Tiltalte kan herefter alene domfældes jf. anklageskriftets forhold 1a. For dette resultat taler den omstændighed, at der umiddelbart efter ulykkesstedet er et kryds med ubetinget vigepligt for trafikanter i tiltaltes kørselsretning, hvilket tiltalte var bekendt med. Retten må efter bilinspektørens forklaring lægge til grund, at kørsel med en hastighed blot i nærheden af 131 km/t. ville have umuliggjort standsning i krydset. Der er intet, der indikerer, at tiltalte ikke skulle have haft til hensigt at standse i krydset og således overholde sin ubetingede vigepligt. Endvidere taler vidnet A's oplysninger i retten om, at hun intet usædvanligt bemærkede inden ulykken i relation til kraftig motorstøj eller dækstøj, imod, at tiltaltes hastighed skulle have nærmet sig 131 km/t., idet der angiveligt ikke var anden trafik i nærheden. Årsagen til ulykken fremstår som uafklaret, men i mangel af oplysninger om tekniske fejl på bilen og uden angivelse af specifikke kørselsfejl fra tiltaltes side må retten lægge til grund, at tiltalte - ud over den for høje hastighed - har udvist uagtsomhed, der har forårsaget udskridningen og den efterfølgende påkørsel. Under disse omstændigheder finder retten det betænkeligt at fastslå, at kørslen kan betegnes som »særlig hensynsløs«. Vedrørende forhold 2. Tiltalte har ubestridt uagtsomt forvoldt F's død og er derfor skyldig efter tiltalen, idet bemærkes, at der ikke, jf. 2. punktum, skal ske strafskærpelse som følge af »særlig hensynsløs« kørsel. Straffen fastsættes efter færdselslovens § 118, stk. 1, jf. § 3, stk. 1, og § 42, stk. 2, samt straffelovens § 241 til fængsel i 3 måneder. Der ses efter forseelsernes karakter og følger ikke grundlag for at gøre straffen betinget. I medfør af færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 2, jf. stk. 4, frakendes tiltalte førerretten betinget med prøvetid i 3 år. Efter retsformandens bestemmelse tilkendes i medfør af erstatningsansvarslovens § 26a F's forældre, A og B, hver en godtgørelse på 50.000 kr., hvorved bemærkes, at der ikke ses noget grundlag for at differentiere godtgørelsesbeløbets størrelse. - - - Østre Landsrets dom 15. april 2009 (20. afd.), S-2722-08 (Ulla Staal, Anne Louise Bormann, Lisbet Vedel Thomsen (kst.) med domsmænd). Lyngby Rets dom af 11. september 2008 er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse efter anklageskriftet samt skærpelse. T en har påstået stadfæstelse. Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne A og bilinspektør Sten Brink, der alle har forklaret i det væsentlige som i byretten. Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at han var usikker på, om han kørte i bymæssigt bebygget område. Han mener, at han før ulykken var begyndt at bremse på grund af vejkrydset længere fremme, hvor han havde ubetinget vigepligt. Bilinspektør Sten Brink har supplerende forklaret blandt andet, at bilen ved kørsel gennem kurven ville skride ud ved hastigheder over ca. 135 km/t., mens den ved kørsel med lavere hastigheder kun ville skride ud, hvis føreren foretog noget uhensigtsmæssigt, f.eks. ved på grund af uopmærksomhed at komme ind i kurven med en forkert retning og derefter bremse. En almindelig opbremsning ved lavere hastigheder end ca. 135 km/t. ville således ikke medføre udskridning, når ABS-funktionen virkede, hvilket den gjorde. Hvis bilens hastighed oversteg 135 km/t., og føreren ikke foretog sig andet end at forsøge at styre bilen gennem kurven, ville bilen være kørt af vejen i retning ligeud. Føreren må derfor i den konkrete situation have foretaget sig noget uhensigtsmæssigt. Beregningen af påkørselshastigheden er sket med udgangspunkt i en tabel for et barn på ca. 40 kg. Ved en legemsvægt på ca. 20 kg vil påkørselshastigheden og dermed minimumshastigheden være lavere, men hvor meget kan han ikke udtale sig om uden fornyede beregninger. Den reelle udskridningslængde har dog formentlig været længere end den, som han har anvendt i beregningerne, hvorved den reelle minimumshastighed bliver højere. Landsrettens begrundelse og resultat: Efter bilinspektørens erklæring og vidneforklaring må det lægges til grund, at tiltalte i påkørselsøjeblikket kørte med en hastighed, der oversteg ca. 85 km/t., og at han forud herfor havde foretaget en uhensigtsmæssig manøvre med bilen, der medførte dens udskridning. Fem dommere finder, at tiltalte ved med en så høj hastighed og i vådt føre at have kørt bilen ind i en kurve i bymæssig bebygget område, hvor den højest tilladte hastighed er 50 km/t., og hvor han forinden havde konstateret en cyklist og en fodgænger i den modsatte vejside, og derpå - formentlig på grund af uopmærksomhed - foretaget en uhensigtsmæssig manøvre med bilen, der bevirkede, at bilen skred ud og påkørte cyklisten, der som følge heraf samme dag afgik ved døden, har gjort sig skyldig i særlig hensynsløs kørsel som omhandlet i straffelovens § 241, 2. pkt. Disse dommere stemmer derfor for, at tiltalte er skyldig i den i forhold 1 subsidiært rejste tiltale og i forhold 2. En dommer finder, at tiltaltes kørsel ikke kan karakteriseres som særlig hensynsløs og stemmer derfor for at stadfæste byrettens bevisresultat. Der afsiges dom efter stemmeflertallet. Landsretten finder herefter, at straffen skal forhøjes til fængsel i 8 måneder. Retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, frakendes tiltalte i 3 år fra landsrettens dom, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 5, jf. § 128, stk. 1. I øvrigt stadfæstes dommen. - - - Højesterets dom. I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Lyngby den 11. september 2008 og af Østre Landsrets 20. afdeling den 15. april 2009. I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Torben Melchior, Asbjørn Jensen, Lene Pagter Kristensen, Niels Grubbe og Henrik Waaben. Påstande Dommen er anket af T med påstand om formildelse og om, at frakendelse af førerretten sker betinget. Han har endvidere påstået frifindelse for betaling af godtgørelse i medfør af erstatningsansvarslovens § 26 a. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse af straffen og af dommens bestemmelse om frakendelse af førerretten. Anklagemyndigheden har endvidere påstået stadfæstelse af dommens bestemmelse om godtgørelse. Anbringender Der er mellem parterne enighed om, at landsrettens dom skal forstås således, at T før udskridningen - og ikke i påkørselsøjeblikket - kørte med en hastighed, der oversteg ca. 85 km/t. T har anført, at der alene er tale om en hastighedsoverskridelse, og kørslen kan ikke anses for at være sket på særlig hensynsløs måde, men kun for at være sket under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Straffen skal derfor fastsættes efter straffelovens § 241, 1. pkt. En eventuel fængselsstraf bør på grund af den lange tid, der er gået, siden forholdet blev begået, og på grund af hans gode personlige forhold, gøres betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste. Frakendelse af førerret skal ske betinget i medfør af færdselslovens § 125. Han har ikke udvist grov uagtsomhed, og der er derfor ikke grundlag for at pålægge ham at betale godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 a. Anklagemyndigheden har anført, at på baggrund af landsrettens bevisresultat må T's kørsel karakteriseres som særlig hensynsløs og dermed omfattet af straffelovens § 241, 2. pkt. Straffen for uagtsomt manddrab i forbindelse med særlig hensynsløs kørsel er som udgangspunkt ubetinget fængsel i 10-12 måneder, og der er ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt, hverken i opad- eller nedadgående retning. Da der er tale om uagtsomt manddrab i forbindelse med særlig hensynsløs kørsel, bør der ske ubetinget frakendelse af førerretten i 5 år. Hvis Højesteret finder, at der ikke har været tale om særlig hensynsløs kørsel, men kun om kørsel under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, bør straffen fastsættes til ubetinget fængsel i 4 måneder. Også i dette tilfælde skal der ske ubetinget frakendelse af førerretten, idet T ved sin kørsel har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og voldt skade på person, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1, ligesom han har overskredet den generelle hastighedsbegrænsning i tættere bebygget område med mere end 60 %, jf. § 125, stk. 1, nr. 3. Han har således gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig er omfattet af § 125, stk. 1, nr. 1-9, hvorfor der i medfør af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 7, skal ske ubetinget frakendelse af førerretten. T har ved sin kørsel under alle omstændigheder udvist grov uagtsomhed, og godtgørelseskravet efter erstatningsansvarslovens § 26 a bør stadfæstes. Supplerende sagsfremstilling Det fremgår af politiets anmeldelsesrapport af 13. februar 2007 i anledning af færdselsuheldet, at det var dagslys og regnvejr med vådt føre, og at der var over 100 m sigtbarhed. Ulykken skete i byzoneområde med en tilladt hastighed på 50 km/t. Vejudformningen er angivet som »lige«, og om randbebyggelse er det anført, at der var »Bebyggelse uden direkte adgang til vejen«. En politirapport af samme dato indeholder bl.a. følgende oplysninger om ulykkesstedet: »Gerningsstedet er vejen Skovlinien, der forbinder vejene Fiskebækvej i nord og Kollekollevej i syd. Vejen har kun få sideveje og må betragtes som en forbindelsesvej/omfartsvej i forhold til bymidten i Værløse. Der er en hastighedsbegrænsning på 50 km/t. Vejen er på hele strækningen udlagt med 2 spor med stiplet midterlinie, og indrettet med kombineret fortov/cykelsti, der er afmærket med en anderledes asfaltbelægning end på vejen. Der er også en bred ubrudt hvid stribe, der adskiller vejen og fortov/cykelstien. Sluttelig er der en skrå kantsten mellem vejen og rabatten, der i øvrigt, på næsten hele strækningen, er udlagt med græs og meget bred. Vejen er ca. 1800 meter lang og har et meget lige forløb. Dog buer vejen, hvis man kører i nordlig retning, mod venstre (vest), de sidste ca. 250 m før indmundingen i Fiskebækvej. Vejen retter sig dog helt ud til lige ca. 50 meter før Fiskebækvej. Uheldsstedet er ca. 90 sydøst for Fiskebækvej i vejens vestligste side. På uheldsstedet er vejens forløb, som ovenfor beskrevet, svagt buende, og græsrabatten mod nordvest, er svagt kuperet. De første meter fra vejen er lige, og herefter stiger terrænet lidt op, således at der findes en svag skråning. Skråningen bliver mere og mere udtalt jo nærmere man kommer mod nord (Fiskebækvej), hvorefter skråningen forsvinder helt, ca. 25 meter fra Fiskebækvej. Der er meget gode oversigtsforhold på stedet. Gerningsstedsundersøgelsen viste, at der ikke sås fejl eller uregelmæssigheder ved vejens belægning, afstribning, kantsten eller andet. Det samme gælder også for området fra uheldsstedet og flere hundrede meter mod sydøst. (Part 1's kørselsstrækning frem mod uheldsstedet).« Strafniveau og forarbejder Straffelovrådet udtalte i betænkning nr. 1099/1987 om strafferammer og prøveløsladelse (side 163), at der tegnede sig et ret klart billede af strafudmålingspraksis i sager om færdselsforseelser, der henførtes under straffelovens § 241 om uagtsomt manddrab. Hvis føreren ikke var spirituspåvirket, var normalstraffen dagbøder eller hæfte i 10-30 dage. I en redegørelse af 3. januar 2002 fra Rigsadvokaten om strafniveauet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om uagtsomt manddrab, grov uagtsom legemsbeskadigelse og forsætlig farefremkaldelse i færdselssager er det anført, at en gennemgang af domme i Ugeskrift for Retsvæsen synes at vise, at i tilfælde, hvor kørslen ikke kan karakteriseres som særlig hensynsløs, anvendes i almindelighed straf i form af dagbøder, men der kan dog blive tale om frihedsstraf. Straffelovens § 241 lyder således: »§ 241. Den, som uagtsomt forvolder en andens død, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år. Er forholdet begået i forbindelse med spirituskørsel eller særlig hensynsløs kørsel, anses dette som en særlig skærpende omstændighed.« § 241, 2. pkt., blev indsat ved lov nr. 559 af 24. juni 2005. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget hedder det bl.a. (Folketingstidende 2004-05, 2. samling, tillæg A, side 7317-24): »1. Indledning Formålet med lovforslaget er at opnå en skærpelse af straffen for uagtsomt manddrab og uagtsom betydelig legemsbeskadigelse, der sker i forbindelse med særligt hensynsløs kørsel. . . . 2. Gældende ret . . . 2.2. Færdselsloven Færdselslovens § 118, stk. 6, indeholder en strafbestemmelse om særligt hensynsløs kørsel. Efter færdselslovens § 118, stk. 6, kan straffen for overtrædelse af færdselsloven under de i § 126, stk. 2, nr. 1, nævnte omstændigheder stige til fængsel indtil 1 år, jf. nedenfor om § 126, stk. 2, nr. 1. Bestemmelsen er indsat ved lov nr. 498 af 7. juni 2001 om ændring af færdselsloven (Skærpelse af straffen for grove færdselslovsovertrædelser og indførelse af kørselsforbud). . . . Efter færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, skal retten til at føre de i § 125 nævnte køretøjer frakendes føreren af et sådant køretøj, såfremt han under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden har voldt skade på person eller ting eller fremkaldt fare herfor. Førerretsfrakendelsen sker betinget. Om anvendelsesområdet for færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, fremgår det af bemærkningerne til bestemmelsen (Folketingstidende 1974-75, 2. samling, tillæg A, spalte 1995-1996), at disse situationer i nogle tilfælde er karakteriseret ved, at kørslen er hensynsløs, chancepræget eller hasarderet, men frakendelse er i disse tilfælde ikke afhængig af bevis for et særligt dadelværdigt subjektivt forhold. Bestemmelsen anvendes også i tilfælde, hvor der er tale om enkeltstående kørselsfejl, hvor der ikke er sket en forsætlig eller uagtsom tilsidesættelse af færdselsreglerne, f.eks. ved en »klapfejl«, herunder et øjebliks uopmærksomhed fra førerens side eller en fejlbetjening af køretøjet, eller ved vanskelige trafikale forhold, f.eks. dårlige oversigtsforhold, glat føre, tåge eller solblænding. Det følger endvidere af færdselslovens § 126, stk. 2, nr. 1, at førerretten som hovedregel skal frakendes ubetinget, hvis føreren forsætligt har voldt skade på andres person eller ting, forsætligt har fremkaldt fare herfor eller i øvrigt har ført motordrevet køretøj på særligt hensynsløs måde. Om anvendelsesområdet for færdselslovens § 126, stk. 2, nr. 1, om særligt hensynsløs kørsel er i bemærkningerne (Folketingstidende 1974-75, 2. samling, tillæg A, spalte 1996-1997) anført følgende: »En sådan kørsel er karakteriseret ved, at føreren bevidst sætter sig ud over hensynet til andres sikkerhed. I modsætning til, hvad der er tilfældet med hensyn til anvendelsen af § 126, stk. 1, nr. 1, stilles der således her altid krav om en kvalificeret form for tilregnelse. Bestemmelsen vil eksempelvis omfatte kørsel, der retter sig mod at forulempe eller bringe en anden trafikant i fare (chikanekørsel), hasarderet kørsel, f.eks. for at unddrage sig forfølgning, hård og pågående kørsel, der medfører konkret skadesforvoldelse eller farefremkaldelse, og som udføres med bevidsthed om, at den fører til forulempelse eller farefremkaldelse, samt grove former for kapkørsel, flokkørsel og lignende 'chokkørsel' . Bestemmelsen vil også omfatte kørsel med køretøjer uden eller med meget betydelig nedsat bremse- eller styreevne eller andre mangler, der kan føre til nærliggende risiko for andre traffikanter, når risikoen har stået eller måttet stå føreren klart. I den foreslåede formulering ligger endvidere, at de følger, som kørslen har haft i form af personskade eller materiel skade, ikke kan tillægges betydning. Om kørslen resulterer i sådanne skader, vil ofte bero på tilfældige omstændigheder, som ikke har nogen virkelig sammenhæng med kørslens karakter. For så vidt angår personskade er forslaget på dette punkt næppe ganske overensstemmende med de hidtil anlagte synspunkter, idet man efter gældende praksis også i relation til frakendelsesspørgsmålet har lagt vægt på, om der er sket personskade af et sådant omfang, at der har været grundlag for at dømme for uagtsomt manddrab efter straffelovens § 241 eller uagtsom legemsbeskadigelse efter straffelovens § 249. Man har imidlertid ikke fundet, at de hensyn til skadelidtes og omgivelsernes reaktion, som må antages at ligge bag denne praksis, bør tillægges afgørende betydning for valget mellem betinget og ubetinget frakendelse.« Folketingets Retsudvalg tilsluttede sig disse synspunkter med følgende bemærkninger (Folketingstidende 1974-75, 2. samling, tillæg B, spalte 966-967): »Hvad angår grænsen mellem de betingede og ubetingede tilfælde af frakendelse efter det nye system, kan udvalget med hensyn til karakteriseringen af begrebet 'på særlig hensynsløs måde' tilslutte sig de eksempler på en sådan kørsel, der er anført i lovforslagets bemærkninger, herunder at der kan blive tale om ubetinget frakendelse ikke blot ved egentlig hasarderet kørsel, men også når en hård og pågående kørsel tillige er farlig for andre og føreren må have været klar over dette. F.eks. må den, der kører med betydelig hastighed og gentagne gange negligerer vejkryds og fodgængere i fodgængerovergange, eller som i tæt trafik gentagne gange overskrider fuldt optrukne spærrelinier, således at der herved opstår farlige situationer, som regel siges at have kørt på særlig hensynsløs måde. Det samme gælder som anført i lovforslagets bemærkninger den, der anvender et køretøj uden eller med meget betydelig nedsat bremse- eller styreevne eller andre mangler, der kan føre til nærliggende risiko for andre trafikanter, når risikoen har stået eller måttet stå føreren klart.« Det er således karakteristisk for den særligt hensynsløse kørsel, at føreren bevidst sætter sig ud over hensynet til andres sikkerhed. . . . 4. Justitsministeriets overvejelser 4.1. Baggrunden for lovforslaget . . . Som det fremgår af beskrivelsen af retspraksis under pkt. 3, er uagtsomt manddrab i forbindelse med særligt hensynsløs kørsel karakteriseret ved forsætlige og grove overtrædelser af færdselsloven, hvor føreren indså eller burde indse risikoen for at forvolde skade eller fremkalde fare, og hvor føreren herved bevidst sætter sig ud over hensynet til andres sikkerhed. Det kan f.eks. være betydelige hastighedsovertrædelser i områder med mange fodgængere og andre trafikanter, kørsel venstre om helleanlæg eller over for rødt lys eller væddeløbskørsel. . . . På den baggrund foreslås det at ændre straffelovens bestemmelse om uagtsomt manddrab (straffelovens § 241) med henblik på at skærpe straffen for uagtsomt manddrab i forbindelse med særligt hensynsløs kørsel. Der foreslås en tilsvarende ændring for så vidt angår uagtsom betydelig legemsbeskadigelse (straffelovens § 249), der sker i forbindelse med særligt hensynsløs kørsel. 4.2. Lovforslagets udformning . . . Det foreslås at indsætte et nyt 2. pkt. i straffelovens § 241 og § 249, hvori det angives, at hvis forholdet er begået i forbindelse med spirituskørsel eller særligt hensynsløs kørsel, anses dette som en særligt skærpende omstændighed. . . . Med lovforslaget forudsættes det, at der i retspraksis sker en forhøjelse af strafudmålingsniveauet i sager om uagtsomt manddrab (§ 241) i forbindelse med særligt hensynsløs kørsel, således at straffen for uagtsomt manddrab ved særligt hensynsløs kørsel, der i normaltilfældene i dag straffes med 6-8 måneders fængsel, forhøjes til fængsel i 10-12 måneder i normaltilfældene. . . . Det forudsættes, at forhøjelsen af strafudmålingsniveauet i sager om uagtsomt manddrab i forbindelse med særligt hensynsløs kørsel slår igennem i de tilfælde, der er omfattet af færdselslovens § 126, stk. 2, nr. 1, om særligt hensynsløs kørsel. Det kan f.eks. være ved betydelige hastighedsovertrædelser, kørsel venstre om helleanlæg eller over for rødt lys i områder med mange fodgængere og andre trafikanter eller ved væddeløbskørsel. Om bestemmelsens anvendelsesområde henvises i øvrigt til det, der er anført ovenfor under pkt. 2.2. Derimod bør den foreslåede forhøjelse af strafniveauet i sager om uagtsomt manddrab i forbindelse med særligt hensynsløs kørsel i overensstemmelse med det af Rigsadvokaten anførte ikke omfatte tilfælde, der alene er omfattet af færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, om kørsel under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Det hænger sammen med, at frakendelse af førerretten efter færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, ikke - i modsætning til færdselslovens § 126, stk. 2, nr. 1 - forudsætter et særligt dadelværdigt subjektivt forhold. Bestemmelsen i færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, omfatter således også f.eks. enkeltstående kørselsfejl, hvor der ikke sker en forsætlig eller uagtsom tilsidesættelse af færdselsreglerne. Der henvises i øvrigt til pkt. 2.2.« Højesterets begrundelse og resultat Et hovedspørgsmål er, om det uagtsomme manddrab er begået i forbindelse med kørsel, der må anses for »særlig hensynsløs«, jf. straffelovens § 241, 2. pkt., eller om kørslen alene er sket »under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden«, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1. Det fremgår af forarbejderne til ændringen i 2005 af straffelovens § 241, at begrebet »særlig hensynsløs« skal afgrænses i overensstemmelse med det tilsvarende begreb i færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 5 (tidligere nr. 4), og at uagtsomt manddrab i forbindelse med særlig hensynsløs kørsel er karakteriseret ved forsætlige og grove overtrædelser af færdselsloven, hvor føreren indså eller burde indse risikoen for at forvolde skade eller fremkalde fare, og hvor føreren herved bevidst sætter sig ud over hensynet til andres sikkerhed. Som eksempler på særlig hensynsløs kørsel er i forarbejderne nævnt bl.a. chikanekørsel, hasarderet kørsel, hård og pågående kørsel, grove former for kapkørsel, kørsel med betydelig hastighed, hvorunder føreren gentagne gange negligerer vejkryds og fodgængere i forgængerovergange, samt kørsel i tæt trafik med gentagne overskridelser af fuldt optrukne spærrelinjer, således at der herved opstår farlige situationer. T kørte med en hastighed, der oversteg ca. 85 km/t., ad Skovlinien i Værløse, hvor den højest tilladte hastighed er 50 km/t., jf. færdselslovens § 42, stk. 1, nr. 1, om kørsel i tættere bebygget område. Han foretog en ikke nærmere klarlagt uhensigtsmæssig manøvre, der medførte, at bilen skred mod venstre over i den modsatte vejside, ramte drengen på cykelstien og fortsatte ud i rabatten. Forud for udskridningen havde T set drengen og hans mor. Om vejforholdene er det oplyst, at Skovlinien kun har få sideveje og må betragtes som en forbindelsesvej/omfartsvej i forhold til bymidten i Værløse, og det er i politirapporten angivet, at der på uheldsstedet var bebyggelse uden direkte adgang til vejen. På uheldsstedet buede vejen svagt mod venstre, men der var ifølge politirapporten meget gode oversigtsforhold. Uheldet skete i dagslys med regn og vådt føre. Højesteret finder, at T ved sin kørsel med alt for høj hastighed under de angivne omstændigheder har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Uden nærmere oplysninger om den uhensigtsmæssige manøvre, der medførte udskridningen, finder Højesteret imidlertid, at T's kørsel ikke kan tages som udtryk for, at han bevidst satte sig ud over hensynet til andres sikkerhed på en sådan måde, som efter forarbejderne til færdselsloven og straffeloven er en forudsætning for at anse kørslen for særlig hensynsløs. Herefter tiltræder Højesteret byrettens afgørelse, hvorefter forholdet ikke er omfattet af straffelovens § 241, 2. pkt., om særlig hensynsløs kørsel. Straffen for uagtsomt manddrab i forbindelse med kørsel under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden er i praksis som udgangspunkt bødestraf. I det foreliggende tilfælde foreligger der ikke en enkeltstående kørselsfejl (»klapfejl«), men en grov hastighedsovertrædelse, der sammen med en uhensigtsmæssig manøvre førte til drengens død, uden at ulykken kan tilskrives drengens forhold. Fire dommere - Asbjørn Jensen, Lene Pagter Kristensen, Niels Grubbe og Henrik Waaben - finder, at straffen skal fastsættes til fængsel i 30 dage. Dommer Torben Melchior finder, at straffen skal fastsættes til fængsel i 60 dage. Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet. Alle dommere udtaler herefter: Højesteret finder ikke grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Den lange tid, der er gået, siden forholdet blev begået, kan ikke føre til et andet resultat. Ifølge færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 7 (tidligere nr. 5), skal frakendelse ske ubetinget bl.a. i tilfælde, hvor føreren har gjort sig skyldig i flere forhold, der hver for sig er omfattet af § 125, stk. 1, nr. 1-9. Højesteret finder, at T's overtrædelse af færdselsloven må anses for ét forhold, hvorfor bestemmelsen ikke finder anvendelse. I medfør af færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1 og 3 (tidligere nr. 2), jf. stk. 5, frakendes T herefter betinget retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, på vilkår af en prøvetid på 3 år fra Højesterets dom. Højesteret finder, at T har udvist grov uagtsomhed, og tiltræder, at han i medfør af erstatningsansvarslovens § 26 a skal betale A og B hver en godtgørelse på 50.000 kr. Thi kendes for ret: Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at straffen fastsættes til fængsel i 30 dage. Prøvetiden for den betingede førerretsfrakendelse regnes fra Højesterets dom. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsret og Højesteret. |
|||
|
|
|||