|
|
H.D. 12. januar 2012 i sag 128/2011 (2. afd.)
Rigsadvokaten mod T (adv. Michael Juul Eriksen, Åbyhøj,
besk.).
Retten i Esbjergs dom 7. oktober 2010, 6-2294/2010.
Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.
Anklageskrift er modtaget den 15. juli 2010.
T er tiltalt for overtrædelse af
1.
straffelovens § 245, stk. 1 - kvalificeret vold og
mishandling, § 260, stk. 1, nr. 1 - ulovlig tvang samt § 244
- vold,
ved fra år 1991 og frem til anholdelsen den 7. juni 2010 på
sin bopæl - - -, i gentagne tilfælde op til 3-5 gange om
ugen, at have slået sine børn A - født 1991, B - født 1994
og C - født 1996, i ansigtet samt på kroppen med flad og
knyttet hånd, samt ved brug af et bælte, ligesom han rev dem
i ørerne og nakken, skubbede dem hårdt, rev dem ned af
stole, gav dem chili og sæbe i munden, og med trussel om
vold, tvang dem til at spise mad fra skraldespanden, samt i
ét tilfælde at have tvunget A til at stå med ansigtet mod
væggen, indtil han havde afføring i sine bukser, og i op mod
10 tilfælde at have tvunget A til at sidde med sine knæ oven
på sine hænder på et flisegulv med voldsomme smerter til
følge. Derudover i enkelte tilfælde at have udøvet vold mod
sin kone H, bl.a. ved at tage kvælertag på hende og skubbe
hende hårdt ind i vægge, reoler eller døre.
2.
straffelovens § 123
ved på ikke nærmere bestemte tidspunkter fra året 2000 og
frem til anholdelsen den 7. juni 2010 på sin bopæl - - - i 2
tilfælde at have truet og udøvet vold mod sin søn A - født
1991, idet tiltalte truede med at ville smadre og dræbe ham,
såfremt han gik til politiet og anmeldte tiltalte for den i
forhold 1 beskrevne voldsudøvelse, herunder i ét af
tilfældene tillige at have tildelt A et slag.
3.
straffelovens § 266
ved i forbindelse med mange af de i forhold 1 beskrevne
voldsepisoder mod børnene at have truet H med at ville
»smadre hende« eller »tage livet af hende«, hvis hun
blandede sig, samt på et ikke nærmere bestemt tidspunkt i
2008-2009 på adressen - - - at have truet H med at slå hende
ihjel, idet han udtalte, »hvis du forlader mig eller har en
anden mand, så slår jeg dig ihjel«, eller lignende, alt
hvilket var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for H's
liv, helbred eller velfærd.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.
Anklagemyndigheden har videre nedlagt påstand om udvisning
af tiltalte i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. §
22, nr. 6.
Tiltalte har nægtet sig delvis skyldig. Tiltalte har alene
erkendt overtrædelse af straffelovens § 244 i enkelte
tilfælde.
Tiltalte har påstået frifindelse over for
udvisningspåstanden.
H har nedlagt påstand om, at tiltalte foreløbig skal betale
75.870 kr. subsidiært et mindre beløb, i erstatning.
Tiltalte har bestridt erstatningspligten og
erstatningskravets størrelse.
B har nedlagt påstand om, at tiltalte foreløbig skal betale
165.500 kr., subsidiært et mindre beløb, i erstatning.
Tiltalte har bestridt erstatningspligten og
erstatningskravets størrelse,
C har påstået, at tiltalte foreløbig skal betale 165.500
kr., subsidiært et mindre beløb, i erstatning.
Tiltalte har bestridt erstatningspligten og
erstatningskravets størrelse.
A har påstået, at tiltalte foreløbig skal betale 265.500
kr., subsidiært et mindre beløb, i erstatning.
Tiltalte har bestridt erstatningspligten og
erstatningskravets størrelse.
Sagens oplysninger
- - -
Der er indhentet en udtalelse fra Kriminalforsorgen.
Rettens begrundelse og resultat:
Ad forhold 1:
De af H og A afgivne forklaringer om, hvad tiltalte i årene
fra nogle år efter A's fødsel og frem til anholdelsen har
udsat børnene og ægtefællen for, findes at være både præcise
og troværdige. Forklaringerne findes ikke at have en sådan
detaljeringsgrad, at dette gør dem utroværdige.
Herefter, og idet de af B og C afgivne forklaringer
understøtter de to førstnævnte forklaringer, finder retten
det bevist, at tiltalte er skyldig i ved fra nogle få år
efter 1991 og frem til anholdelsen den 7. juni 2010 på sin
bopæl i - - - i gentagne og mange tilfælde at have slået
sine børn A, B og C i ansigtet samt på kroppen med flad og
knyttet hånd samt ved brug af et bælte, ligesom han rev dem
i ørerne og nakken, skubbede dem hårdt, rev dem ned af
stole, gav dem chili eller sæbe i munden og med trussel om
vold flere gange tvang dem til at spise mad fra
skraldespanden, samt i et tilfælde at have tvunget A til at
stå med ansigtet mod væggen, indtil han havde afføring i
sine bukser, og i flere tilfælde at have tvunget A til at
sidde med sine knæ oven på sine hænder, blandt andet på en
terrasse med fliser, med voldsomme smerter til følge.
Derudover for i enkelte tilfælde at have udøvet vold mod sin
kone H, blandt andet ved at skubbe hende hårdt ind i vægge,
reoler eller døre.
Det bemærkes herved yderligere, at de af vidnerne E, F, G og
M afgivne forklaringer, for så vidt angår flere
enkeltepisoder, også støtter de to førstnævntes
forklaringer. På dette grundlag findes det bevist, at
tiltalte er skyldig i forhold 1 som ovenfor anført.
Ad forhold 2:
Efter den af A afgivne forklaring findes det bevist, at
tiltalte er skyldig i ved på ikke nærmere bestemte
tidspunkter fra året 2007 og frem til anholdelsen den 7.
juni 2010 at have forset sig som i øvrigt i anklageskriftet
anført.
Ad forhold 3:
Efter de af vidnerne H, A, B og C afgivne forklaringer
findes det bevist, at tiltalte er skyldig i dette forhold.
Det bemærkes særskilt vedrørende forhold 1, at de
overtrædelser, tiltalte er fundet skyldig i, findes at være
foregået kontinuerligt over hele den nævnte periode, hvorfor
ingen del findes at være forældet.
Tiltalte vil herefter være at straffe efter straffelovens §
245, stk. 1, § 244, § 260, stk. 1, nr. 1, § 123 og § 266. >>
1121 >>
Straffen fastsættes til fængsel i 2 år og 6 måneder.
Retten har ved straffastsættelsen lagt vægt på, at
overtrædelserne har fundet sted over en meget lang periode.
Videre er der lagt afgørende vægt på, at tiltalte er de
forurettedes far og henholdsvis ægtefælle. På denne baggrund
og under hensyn til de omstændigheder, der fremgår af
forklaringerne, findes den udøvede vold at skulle
karakteriseres som egentlig mishandling.
Tiltalte frifindes for udvisningspåstanden.
Det er oplyst, at tiltalte har opholdt sig lovligt i Danmark
i godt 19 år og har fået meddelt tidsubegrænset
opholdstilladelse. Det er videre oplyst, at tiltalte er
statsborger i et andet EU-medlemsland. Retten finder det
ikke bydende nødvendigt af hensyn til den offentlige
sikkerhed at udvise tiltalte.
Efter retsformandens bestemmelse udskydes de fremsatte
erstatningskrav til eventuelt civilt søgsmål.
Tiltalte har været frihedsberøvet fra den 7. juni 2010.
- - -
Vestre Landsrets dom 16. februar 2011 (10. afd.), S-2346-10
(Poul Hansen, Nikolaj Aarø-Hansen, Würtzen med domsmænd).
Retten i Esbjerg har den 7. oktober 2010 afsagt dom i 1.
instans (- - -).
Påstande
Tiltalte har påstået frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse samt nedlagt
påstand om, at tiltalte udvises af Danmark i medfør af
udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, nr. 6, med
indrejseforbud fastsat efter udlændingelovens § 32, stk. 2.
Forklaringer
- - -
Landsrettens begrundelse og resultat:
Ad forhold 1:
5 voterende udtaler:
Af de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det også
efter bevisførelsen for landsretten, at det kan lægges til
grund, at tiltalte gentagne og mange gange i en lang periode
frem til anholdelsen har slået alle tre drenge med flad hånd
såvel i ansigtet som på kroppen og revet dem i ørerne og i
nakken, samt at han nogle gange inden for de sidste par år
har skubbet hårdt til dem og revet dem ned af en stol. Det
kan dog ikke anses for bevist, at tiltalte har udøvet vold
af den nævnte karakter mod A i den periode, hvor A, inden
han begyndte i gymnasiet, var på efterskole.
Vi lægger endvidere efter H's og A's forklaringer til grund
som bevist, at tiltalte i to tilfælde inden for de sidste
par år har slået A med knyttet hånd, således at A under den
ene episode blev slået i brystet, mens han under den anden
episode blev slået 5 gange i ansigtet, hvor han blev ramt på
kinden og på munden og derved pådrog sig skader på
indersiden af læben. Vi finder endvidere ikke grundlag for
at tilsidesætte forklaringerne fra B og C om, at de også
inden for de sidste par år er blevet slået af tiltalte med
knyttet hånd.
Der er afgivet divergerende forklaringer om, hvor hårdt
tiltalte har slået, herunder om disse slag har givet
anledning til mærker. Bevisførelsen herom har under sagen
alene bestået i vidneforklaringer, i det væsentlige fra H og
børnene, og er ikke understøttet af erklæringer eller
forklaringer fra læger, skoler eller andre udenforstående.
Det kan herefter ikke anses for bevist, at slagene generelt
har haft en karakter, der gav anledning til andet end let
rødmen, og det lægges derfor til grund, at der i de fleste
tilfælde kun har været tale om lette slag.
Med hensyn til karakteren af de tilfælde, hvor tiltalte har
revet børnene i ørerne, lægges det efter bevisførelsen til
grund, at tiltalte klemte til med neglene med røde mærker
eller rifter til følge, der dog hurtigt forsvandt. Det
lægges ligeledes til grund, at det nogle gange har givet
anledning til kortvarige mærker, når tiltalte tog fat om
nakken på drengene.
H og drengene har afgivet divergerende forklaringer om, hvor
lang tid der kunne gå, imellem at tiltalte udøvede vold. H
har endvidere forklaret, at voldsepisoderne har været
tiltagende gennem de sidste år, hvor drengene er blevet
større, og A har forklaret, at jo ældre han blev, jo hårdere
blev han slået. Efter de nævnte forklaringer lægges det til
grund, at der har været længere perioder, hvor der ikke er
udøvet vold, og det kan ikke lægges til grund, at disse
perioder alene har været, mens tiltalte har været på ferie,
eller - for A's vedkommende - medens denne var på
efterskole.
Under henvisning til det foran anførte finder vi det ikke
med den til domfældelse fornødne sikkerhed bevist, at
tiltalte i den lange periode, byretten har lagt til grund,
har udøvet vold over for sine sønner med en sådan
kontinuitet og grovhed, at der er grundlag for at fastslå,
at tiltalte har gjort sig skyldig i mishandling efter
straffelovens § 245, stk. 1. Det er heller ikke bevist, at
tiltalte i et eller flere tilfælde har udøvet vold, der er
omfattet af denne bestemmelse. Det, der i øvrigt er omfattet
af tiltalen i forhold 1, kan heller ikke føre til et andet
resultat, jf. nedenfor. Vi finder herefter, at de
voldsforhold, der er begået over for drengene, og som der
kan domfældes for i forhold 1, må henføres under
straffelovens § 244.
Da vi således finder, at der ikke foreligger en fortsat
forbrydelse, er strafansvaret i medfør af straffelovens §
93, stk. 1, nr. 2, forældet med hensyn til det, der er
begået tidligere end den 7. juni 2005.
Strafansvar for overtrædelse af straffelovens § 244 er
herefter ikke forældet, med hensyn til at tiltalte mange
gange i en periode fra den 7. juni 2005 og frem til
anholdelsen har slået alle tre drenge, der da var mellem 8
og 19 år gamle, med flad hånd såvel i ansigtet som på
kroppen og revet dem i ørerne og i nakken, samt at han nogle
gange har skubbet hårdt til dem og revet dem ned af en stol.
Strafansvar er endvidere ikke forældet med hensyn til de
knytnæveslag, det er lagt til grund, han i den nævnte
periode har tildelt drengene.
Med hensyn til slag med bælte kan vi med den til domfældelse
fornødne sikkerhed efter bevisførelsen alene lægge til
grund, at tiltalte har slået B med bælte i 2002, hvor
moderen efterfølgende tog det foto, der er fremlagt i sagen,
og at han har slået C med bælte, da denne gik i 0. klasse.
Et eventuelt strafansvar for at slå med bælte er derfor
forældet.
Efter bevisførelsen, herunder tiltaltes egen forklaring for
landsretten, kan det lægges til grund, at tiltalte efter den
7. juni 2005 i ét tilfælde har givet C peber i munden,
hvilket anses for omfattet af tiltalen og af straffelovens §
244. I dette omfang finder vi tiltalte skyldig i denne del
af tiltalen, idet strafansvar for andre tilfælde, hvor det
kan lægges til grund, at lignende episoder er foregået,
anses for forældet.
Vedrørende tiltalen for overtrædelse af straffelovens § 260,
stk. 1 - ulovlig tvang - er de overtrædelser, der matte være
begået af tiltalte tidligere end den 7. juni 2005, også
forældet efter straffelovens § 93, stk. 1, nr. 2.
Det kan efter bevisførelsen ikke med den til domfældelse
fornødne sikkerhed anses for bevist, at tiltalte inden for
forældelsesfristen har tvunget nogen af børnene til at spise
mad fra skraldespanden, og vi stemmer derfor for at frifinde
tiltalte for denne del af tiltalen.
Med hensyn til tiltalen for, at tiltalte skulle have tvunget
A til at sidde med sine knæ oven på sine hænder på et
flisegulv med voldsomme smerter til følge, lægges det til
grund, at dette er foregået flere gange, men efter A's
forklaring for byretten ophørte det, da han gik i 6. eller
7. klasse. Et eventuelt strafansvar er herefter forældet, og
vi stemmer derfor for at frifinde tiltalte herfor.
Episoden, hvor tiltalte skulle have tvunget A til at stå med
ansigtet mod væggen, indtil han havde afføring i sine
bukser, foregik efter A's forklaring for byretten, da han
gik i 3. eller 4. klasse. Et eventuelt strafansvar herfor er
derfor også forældet, og vi stemmer for at frifinde tiltalte
i så henseende.
H har forklaret om episoder, hvor tiltalte har skubbet til
hende, og at hun en gang er blevet skubbet ind i en dør og
en anden gang skubbet ind i køkkenbordet. Det er imidlertid
under sagen ikke nærmere oplyst, hvornår disse episoder
skulle have fundet sted, og det er derfor ikke bevist, at
strafansvar herfor ikke er forældet. Vi stemmer derfor for
at frifinde tiltalte for tiltalen herfor.
Vi stemmer derfor for alene at finde tiltalte skyldig i det
foran anførte omfang.
1 voterende udtaler:
Jeg er enig med flertallet i, at det ikke er bevist, at
tiltalte har gjort sig skyldig i vold mod H, men af de
grunde, der er anført af byretten, tiltræder jeg også efter
bevisførelsen for landsretten, at tiltalte i øvrigt er
fundet skyldig som sket, idet jeg tillige tiltræder, at
ingen del af strafansvaret er forældet, og at volden over
for børnene må karakteriseres som mishandling.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ad forhold 2:
Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også
efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte er fundet
skyldig som sket.
Ad forhold 3:
1 voterende tiltræder, at tiltalte er fundet skyldig i
første led af tiltalen, medens 5 voterende alene finder
tiltalte skyldig for så vidt angår tiden efter den 7. juni
2005.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Af de grunde, der er anført af byretten, tiltræder alle
voterende, at tiltalte er fundet skyldig i sidste led af
tiltalen.
Ad strafudmåling:
Straffen fastsættes efter straffelovens § 244, § 123 og §
266.
4 voterende udtaler:
Særligt efter karakteren af de i forhold 1 begåede
overtrædelser, og under hensyn til at voldsudøvelsen over
for børnene er begået af deres far, findes straffen at burde
udmåles til fængsel i 10 måneder.
2 voterende udtaler:
Af de grunde, flertallet har anført, finder vi, at straffen
bør fastsættes til fængsel i 8 måneder.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.
Ad udvisningsspørgsmålet:
Under hensyn til landsrettens bevisresultat, længden af den
idømte straf og i øvrigt af de grunde, som byretten har
anført, tiltrædes det, at udvisningspåstanden ikke er taget
til følge.
Med de anførte ændringer stadfæster landsretten herefter
dommen.
Tiltalte har fortsat været varetægtsfængslet under anken.
- - -
Højesterets dom.
I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Esbjerg den
7. oktober 2010 og af Vestre Landsrets 10. afdeling den 16.
februar 2011.
I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Asbjørn Jensen, Lene
Pagter Kristensen, Niels Grubbe, Marianne Højgaard Pedersen
og Henrik Waaben.
Påstande
Dommen er anket af anklagemyndigheden med påstand om, at der
i sagens forhold 1 tillige sker domfældelse for overtrædelse
af straffelovens § 245, stk. 1, og § 260, stk. 1, nr. 1.
Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om
skærpelse af straffen samt om udvisning af tiltalte med
indrejseforbud, subsidiært betinget udvisning.
T har påstået formildelse samt stadfæstelse af frifindelsen
for udvisning.
Anbringender
Anklagemyndigheden har navnlig anført, at den begåede vold
for så vidt angår slagene med bælte i sig selv må henføres
til straffelovens § 245, stk. 1, som vold af særlig rå og
brutal karakter. Endvidere må den begåede vold samlet set
anses for at være mishandling omfattet af § 245, stk. 1. Ved
vurderingen heraf må der lægges vægt på både volden og
forholdene vedrørende ulovlig tvang samt på, at volden er
udøvet vilkårligt og mange gange i en lang periode, der må
antages at omfatte størstedelen af drengenes opvækst. Det
forhold, at der har været længere perioder, hvor T ikke har
udøvet vold mod drengene, kan ikke begrunde, at volden ikke
anses som mishandling. Der må endvidere lægges vægt på, at T
har haft en overlegen stilling i forhold til drengene, og at
han som deres far har været en af de primære
omsorgspersoner.
Mishandlingen og forholdene vedrørende ulovlig tvang må
anses for en fortsat forbrydelse med den virkning, at der
ikke er indtrådt forældelse for nogen del af
overtrædelserne.
Ved strafudmålingen må der ud over voldens og tvangens
karakter, omfang og varighed tages hensyn til straffelovens
§ 81, nr. 11, til at drengene har overværet vold begået mod
deres brødre, og til den påvirkning, volden har medført for
drengene. Endvidere må overtrædelserne af straffelovens §
123 og § 266 tages i betragtning.
Der bør efter karakteren og alvoren af kriminaliteten ske
udvisning i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. §
22, stk. 6, idet de i § 26, stk. 1, nævnte forhold ikke
taler afgørende derimod. Udvisning er endvidere bydende
nødvendig af hensyn til den offentlige sikkerhed og vil
derfor ikke stride mod de regler, der gælder for en
statsborger fra et andet EU-land, der har haft ophold her i
de 10 forudgående år, jf. EU-opholdsdirektivets artikel 28,
stk. 3, litra a, jf. artikel 27.
T har navnlig gjort gældende, at afgørelsen af, om de
begåede voldshandlinger er omfattet af straffelovens § 244
eller af § 245, stk. 1, er et integreret led i
bevisvurderingen, der ikke kan prøves af Højesteret.
De enkelte voldsforhold indebærer isoleret set ikke
overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1, og der er ikke
udøvet vold med en sådan kontinuitet og grovhed, at der
foreligger mishandling, jf. samme bestemmelse. Der kan
derfor alene dømmes for vold i medfør af straffelovens §
244.
Der er ikke tale om en fortsat forbrydelse, og forhold
vedrørende vold og tvang er derfor forældet i medfør af
straffelovens § 93, stk. 1, nr. 2, i det omfang de er begået
før den 7. juni 2005. Det samme gælder forhold vedrørende
trusler mod hustruen, H, jf. straffelovens § 266.
Straffen for overtrædelserne af straffelovens §§ 244, 123 og
266 bør formildes, subsidiært stadfæstes.
Der må ske frifindelse for udvisning i medfør af både
udlændingelovens § 26 og § 2, jf. EU-opholdsdirektivets
artikel 28, stk. 3, litra a, jf. artikel 27.
Supplerende sagsfremstilling
I en udtalelse af 29. juli 2010 fra Udlændingestyrelsen
hedder det bl.a.:
»Den 14. marts 1991 blev T meddelt tidsbegrænset
opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold, efter den
dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 9, stk. 1, nr.
2, gyldig indtil den 22. februar 1996. Denne
opholdstilladelse blev den 1. marts 1996 meddelt
tidsubegrænset.
. . .
T har således - når den i udlændingelovens § 27, stk. 5
nævnte periode fratrækkes - haft lovligt ophold i Danmark i
ca. 19 år og 3 måneder.«
Højesterets begrundelse og resultat
Den begåede vold og tvang (forhold 1)
Højesteret tiltræder, at de forhold af vold, som landsretten
har fundet bevist, ikke isoleret set er omfattet af
straffelovens § 245, stk. 1, da de ikke er af særlig rå,
brutal eller farlig karakter.
Selv om voldsforholdene således isoleret set er omfattet af
straffelovens § 244, finder Højesteret, at der har
foreligget mishandling, jf. § 245, stk. 1. Der er herved
lagt vægt på, at faren mange gange har slået drengene med
flad hånd i ansigtet og på kroppen, revet dem i ørerne og i
nakken, skubbet hårdt til dem og revet dem ned af en stol,
at han i nogle tilfælde har slået dem med knyttet hånd på
kroppen og i ansigtet og med bælte på kroppen, som
afstraffelse har givet dem peber i munden og i flere
tilfælde har tvunget A til at sidde med sine knæ oven på
sine hænder på et flisegulv med voldsomme smerter til følge.
Det er endvidere taget i betragtning, at volden og tvangen
er udøvet af faren i hjemmet gentagne og mange gange i en
lang periode frem til anholdelsen i 2010. Landsretten har
ikke angivet, hvor lang perioden har været, men efter
bevisresultatet og de forklaringer, der ligger til grund
herfor, må perioden antages at have været på i hvert fald 10
år og har således omfattet størstedelen af drengenes
opvækst. Det kan på denne baggrund ikke føre til en anden
bedømmelse, at volden generelt har haft en karakter, der
ikke gav anledning til andet end røde mærker og rifter. Det
samme gælder det forhold, at der - også ud over ferier og
efterskoleophold - har været længere perioder, hvor der ikke
er udøvet vold, idet voldsudøvelsen har været fast
tilbagevendende i hele perioden.
Fortsat forbrydelse og forældelse
Højesteret finder, at den begåede mishandling og tvang, jf.
straffelovens § 245, stk. 1, og § 260, stk. 1, nr. 1,
omfatter en række ensartede og - uanset de længere perioder
uden vold - kontinuerlige handlinger med en sådan indre
sammenhæng, at de må anses for en fortsat forbrydelse begået
indtil anholdelsen den 7. juni 2010 med den virkning, at
ingen del af overtrædelserne er forældet, jf. straffelovens
§ 94.
Strafudmåling
Straffen skal herefter fastsættes efter straffelovens § 245,
stk. 1, § 260, stk. 1, nr. 1, § 123 og § 266. Mishandlingen
i form af simpel vold og tvang overvejende tiltænkt som
afstraffelse med henblik på opdragelse har indebåret hyppig
vold mod alle tre drenge begået af deres far i en meget lang
periode, der har omfattet størstedelen af deres opvækst.
Højesteret finder, at straffen bør fastsættes til fængsel i
1 år og 3 måneder.
Udvisning
T er portugisisk statsborger og har haft lovligt ophold her
i landet i mere end 10 år. Højesteret finder, at udvisning
af ham ikke er bydende nødvendig af hensyn til den
offentlige sikkerhed og derfor vil være i strid med
EU-opholdsdirektivets artikel 28, stk. 3, litra a. Allerede
af denne grund tiltræder Højesteret, at han er frifundet for
påstandene om udvisning.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom stadfæstes med den ændring, at straffen
fastsættes til fængsel i 1 år og 3 måneder.
T skal betale sagens omkostninger for Højesteret.
|