|
|
|
||
|
TfK 2003.638 ØLD |
|||
|
Anklagemyndigheden mod T1 (adv. Karen Bang, besk.) T2 (adv.
Peter Skrøder Jakobsen. (John Mosegaard, Søren Axelsen og Henrik Munkholm (kst.) med domsmænd). Vordingborg Rets dom af 29. november 2001: Denne sag er behandlet med domsmænd. Anklageskrift af 2/10 2001 er modtaget den 3/10 2001. T1 og T2 er tiltalt for afpresning efter straffelovens § 281, nr. 1, ved mandag den 9. juli 2001 om eftermiddagen, på adressen - - - i Vordingborg, i forening og efter forudgående aftale, sammen med 4 ukendte mandspersoner, at have indfundet sig og truet A og dennes mor B med, »at de jo kunne klare sagen på 2 måder, enten den blide eller den hårde« og, »at såfremt de ikke betalte, ville sagen blive videregivet til nogle andre personer, som nok skulle forstå at inddrive pengene« og »at de havde nøjagtig et par døgn til at skaffe disse penge, ellers ville A høre fra dem«, hvis ikke de snarest betalte 25.000 kr. i kontanter og straks afleverede en Nokia mobiltelefon og et Citizen armbåndsur tilhørende A til en samlet værdi af 30.394 kr., hvorefter A og B den 11. juli 2001 afleverede 25.000 kr. til T2. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. - - - De tiltalte har nægtet sig skyldige. Der er under sagen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af A og B. Forklaringerne er gengivet i retsbogen. Tiltalte T1 er ikke tidligere straffet af betydning for sagen, medens tiltalte T2 tidligere er straffet ved Østre Landsrets ankedom af 2. juli 2001 for overtrædelse af straffelovens § 244 med fængsel i 40 dage og frakendt retten til at være dørmand e.l. i restaurationsvirksomheder i 3 år. Tiltalte har søgt sagen genoptaget. Anklagemyndigheden har protesteret mod genoptagelse overfor Den særlige Klageret. Rettens bemærkninger: Efter bevisførelsen lægges det til grund, at tiltalte T1 på eget initiativ og uden at være bedt herom undersøgte, hvem der var gerningsmand eller gerningsmænd til et indbrud i en bil benyttet af en af de tiltaltes bekendte. Det lægges videre til grund, at de tiltalte ikke selv havde noget mellemværende med den mistænkte (og senere dømte) A, og ikke agtede at blande politiet ind i sagen, men henvendte sig til vidnet A med det formål at få vidnet til at betale en erstatning eller godtgørelse for det stjålne og for skaderne, selv om indbruddet da allerede var anmeldt overfor bilens kaskoforsikrer, og de tiltalte intet kendte til tabet. Ligeledes på baggrund af bevisførelsen lægges det til grund, at de tiltalte med det forhold at inddrive beløbet opsøgte vidnet på dennes bopæl sammen med 4 uidentificerede mænd, der opholdt sig synlige på og ved vidnets bopæl. Det findes godtgjort, at de tiltalte, der er væsentligt større og formentlig fysisk væsentligt stærkere end vidnet fastsatte det beløb vidnet skulle betale til 25.000 kr. og gav vidnet en ganske kort betalingsfrist, ligesom de optrådte med truende stemmeføring og adfærd og meddelte vidnet, at de »kunne klare sagen på 2 måder, enten den blide eller hårde«. Uanset at det ikke er bevist, at de tiltalte tillige skulle have truet med at sende »nogle andre personer som nok skulle forstå at inddrive pengene«, finder retten det ved de tiltaltes udtalelser og deres - sammen med de uidentificeredes - massive tilstedeværelse sammenholdt med, at de tiltalte under opholdet hos vidnet pressede denne til at skaffe pengene hurtigst muligt, at tiltalte T1 krævede vidnets mobiltelefon i pant, og at tiltalte T2 den 10. og 11. juli 2001 - d.v.s. de 2 følgende dage - 2 gange ringede til vidnet for at høre om vidnet havde skaffet pengene, bevist at de tiltalte har truet med vold, hvis denne ikke betalte det afkrævede beløb. Det findes endelig bevist, at det alene har været denne frygt hos vidnet der har bevirket, at betalingen fandt sted. Retten finder at anklageskriftet indeholder en fyldestgørende beskrivelse af gerningsindholdet i straffelovens § 281, nr. 1, jf. retsplejelovens § 831, stk. 1, nr. 3, uanset at det ikke i tiltalen direkte er anført, at truslerne er fremsat »for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding«. De tiltalte findes derfor skyldige i afpresning efter straffelovens § 281, nr. 1 der i forhold til vidnet A, idet de tiltalte er handlede på egen hånd må have haft forsæt til at skaffe sig uberettiget vinding, hvilket tillige underbygges af, at de tiltalte beholdt vidnet A's mobiltelefon uanset betalingen af det krævede beløb. Det er derimod ikke bevist, at de tiltalte tillige fremsatte trusler overfor vidnet B, ligesom det heller ikke er bevist, at de tiltalte truede A til at aflevere sit armbåndsur, hvilken del af tiltalen de tiltalte derfor frifindes for. Straffen fastsættes for hver af de tiltalte til fængsel i 50 dage, jf. straffelovens § 285, stk. 1, jf, § 281, nr. 1. Det forhold at tiltalte T2 tidligere er dømt for vold findes ikke at skulle føre til en skærpelse af den straf han har forskyldt, ihvertfald ikke under de omstændigheder volden er begået. Østre Landsrets dom: Vordingborg Rets dom af 29. november 2001 (- - -) er anket af de tiltalte T1 og T2 med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse samt frifindelse for påstanden om erstatning. Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i overensstemmelse med byrettens bevisresultat samt i øvrigt stadfæstelse. Tiltalte T1 er efter den indankede dom yderligere straffet ved retten i Vordingborg den 30. maj 2002 med fængsel i 1 år for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 191, stk. 1, og ved retten i Køge med fængsel i 30 dage betinget for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Tiltalte T2 er dømt ved Østre Landsrets dom af 2. juli 2001 med fængsel i 40 dage. Dommen er med tilladelse fra Den Særlige Klageret indbragt for Højesteret. Tiltalte er endvidere ved Vordingborg Rets dom af 9. april 2003 for overtrædelse af straffelovens § 191, stk. 1, 1. pkt. idømt fængsel i 3 år og 6 måneder. Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af de tiltalte og vidnerne A og B, der alle har forklaret i det væsentlige som i byretten. Også efter bevisførelsen for landsretten tiltrædes det, at de tiltalte på den i dommen anførte måde indfandt sig hos vidnet A for at få penge til dækning af et krav mod A i anledning af dennes tyveri fra en bil. Det tiltrædes endvidere, at de tiltalte ved deres adfærd og i øvrigt som anført i dommen har truet A til at aflevere pengene. Det findes derimod ikke bevist, at de tiltalte, der kendte bilens ejer og var klar over det begåede tyveri, og at der var opstået skader på bilen, har haft det fornødne forsæt til berigelse, da de modtog pengene. Dette underbygges af, at de samlede skader ved tyveriet fra bilen beløbsmæssigt senere blev opgjort til ca. 22.000 kr., og at tiltalte T2 underskrev og afleverede en kvittering for det modtagne beløb til A og dennes mor. Herefter findes forholdet efter retsplejelovens § 908, stk. 4 at kunne henføres under straffelovens § 260, nr. 1. Straffen findes at burde fastsættes til fængsel i 40 dage. |
|||
|
|
|||