|
|
|
||
|
|
|||
|
Ø. L. D. 14. februar 1980 i anke 1-76/1979 anklagemyndigheden mod T1 - T3 (adv. Jørgen Jacobsen) Af anke 1-76/1979 - anklagemyndigheden mod T1 - T3 (adv. Jørgen Jacobsen) - fremgik, at der var rejst tiltale mod de tiltalte for overtrædelse af straffelovens § 263, nr. 3. 1. T1 og 2 ved den 14. april 1976 fra kl. ca. 19 på et af Ekstra Bladets kontorer uberettiget hemmeligt at have foretaget båndoptagelse af en telefonsamtale, som A fra nævnte kontor førte med B. 2. T1 ved uberettiget hemmeligt ved hjælp af et ekstrarør at have aflyttet den under forhold 1 omhandlede telefonsamtale mellem A og B. 3. T1 og T3 ved den 14. juni 1977 på et af Ekstra Bladets kontorer uberettiget hemmeligt at have foretaget båndoptagelse af en telefonsamtale, som A fra nævnte kontor førte med B. T1 - T3 er født hhv. den 21. september 1936,10. december 1943 og 24. november 1940. Det siges i Københavns byrets 9. afdelings dom 15. februar 1979: Anklagemyndigheden, der ikke har villet bestride, at A havde samtykket i de i anklageskriftet nævnte aflytninger og båndoptagelser, har til støtte for påstanden om domfældelse i overensstemmelse med anklageskriftet navnlig anført, at de tiltaltes handlinger falder ind under gerningsbeskrivelsen i straffelovens § 263, nr. 3, og at sådanne handlinger ifølge motiverne til bestemmelsen i alle normaltilfælde bør anses for strafværdige. Samtykke til aflytning eller optagelse diskulperer kun, hvis det kan anses for afgivet eller tiltrådt af alle samtale-parter, hvilket ikke var tilfældet hverken den 14. april 1976 eller den 14. juni 1977. De hensyn, der har ført til, at § 263, nr. 3, er udformet på en sådan måde, at bestemmelsen ikke omfatter det forhold, at en deltager i en samtale eller forhandling uden den eller de øvriges viden foretager båndoptagelse af samtalen eller forhandlingen, gør sig ikke gældende i et tilfælde som det foreliggende, hvor den samtalepart, som har samtykket i optagelsen, allerede på optagelsestidspunktet har fraskrevet sig muligheden for at gribe ind og for at råde over udnyttelsen af det optagne. Forsvaret har til støtte for frifindelsespåstanden principalt anført, at de tiltalte ikke hemmeligt har aflyttet eller optaget udtalelser mellem andre, at de tiltalte ikke har krænket B's privatliv, og at aflytningen og optagelsen ikke har været uberettiget. Subsidiært har forsvaret påstået de tiltalte frifundet med den begrundelse, at aflytningen og optagelserne har været berettigede i medfør af principperne i straffelovens §§ 13 og 14. Efter bevisførelsen må det lægges til grund, at A og B har ført de i anklageskriftet nævnte telefonsamtaler på de angivne datoer, og at samtalerne er blevet aflyttet og optaget af de tiltalte som beskrevet anklageskriftet. Det må endvidere lægges til grund, at A på forhånd udtrykkeligt havde samtykket i, at samtalen den 14. april 1976 (forhold 1 og 2)blev aflyttet af T1 og samtidig optaget på bånd, og at samtalen den 14. juni 1977 (forhold 3) blev optaget, samt at aflytningen og optagelserne i det hele er sket som forklaret af de tiltalte, herunder at optagelsen i begge tilfælde teknisk er foretaget af T1. Det må endelig lægges til grund, at B ikke var bekendt med, at telefonsamtalerne blev aflyttet og/eller optaget på bånd. Bestemmelsen i straffelovens § 263, nr. 3, der blev indføjet i straffeloven ved lov nr. 89 af 29. marts 1972, og som med en enkelt ændring svarer til det af straffelovrådet i betænkning nr. 601/71 fremsatte udkast, finder efter sin ordlyd alene anvendelse på aflytning eller optagelse af »udtalelser fremsat i - - - telefonsamtaler eller anden samtale mellem andre« - derimod ikke på optagelse af udtalelser fremsat i samtaler, herunder telefonsamtaler, som den pågældende selv deltager i, og det ville således være udelukket at drage A til ansvar efter § 263, nr. 3, selv om det var ham og ikke de tiltalte, der havde optaget de i anklageskriftet omhandlede telefonsamtaler mellem ham og B. Som anført af anklagemyndigheden er det efter straffelovens § 263, nr. 3's ordlyd ikke udelukket, at andre end de personer, som selv deltager i samtalen, drages til ansvar, selv om en af samtaleparterne har samtykket i aflytningen eller optagelsen. En sådan forståelse af bestemmelsen vil imidlertid specielt for så vidt angår optagelse af telefonsamtaler indebære, at den måde, hvorpå optagelsen rent teknisk foretages, bliver afgørende for, om forholdet er strafbart eller ej. En sådan afgrænsning af bestemmelsens anvendelsesområde kan umiddelbart forekomme mindre rimelig, og motiverne til § 263, nr. 3, indeholder da heller ingen konkrete holdepunkter for, at det har været lovgivers hensigt at afgrænse bestemmelsens anvendelsesområde på denne måde. På denne baggrund finder retten det forsvarligt i stedet at forstå bestemmelsen på den måde, at optagelser af telefonsamtaler, der teknisk foretages af andre, men med samtykke af en af samtaleparterne - ligesom optagelse af egne telefonsamtaler ikke omfattes af ordene: »Udtalelser fremsat i - - - telefonsamtaler - - - mellem andre«. De i anklageskriftets forhold 1 og 3 omhandlede båndoptagelser er således ikke strafbare efter straffelovens § 263, nr. 3. Med samme begrundelse finder retten endvidere, at den i anklageskriftets forhold 2 omhandlede aflytning, der ligesom båndoptagelserne fandt sted med A's samtykke, er straffri. De tiltalte vil således i det hele være at frifinde for den rejste tiltale. - - - Anklagemyndigheden ankede dommen til domfældelse i overensstemmelse med anklageskriftet. De tiltalte påstod stadfæstelse. Ved Ø. L. D. 14. februar 1980 blev dommen stadfæstet i henhold til grundene. |
|||
|
|
|||