|
|
H. D. 31. oktober 1979 i sag I 43/1979
Den ansvarshavende redaktør for dagbladet BT Morten Pedersen
(adv. Thylstrup) mod fru A (lrs. Sv. Oppenhejm)
Østre Landsrets dom 26. januar 1979 (8. afd.)
(Jørgen Svendsen, Axelsen Drejer, Hans Chr. Poulsen (kst.)).
Under en straffesag angående overtrædelse af
narkotikalovgivningen fremkom en af de tiltalte i retten den
1. august 1977 med forskellige udtalelser om sagsøgeren, fru
A, hvis ægtefælle var kriminalassistent og gjorde tjeneste i
Københavns politis afdeling for narkotikasager.
Den 2. august 1977 bragte sagsøgte, dagbladet BT, reportage
om sagen. På forsiden af bladet var over en henvisning til
side 3 og 4 med store typer anført: »Politimand: Min kone
ikke kollega til myrdet luksusluder«. Under denne tekst var
med bladets normale typer tilføjet: »En tiltalt i en
narkosag beskyldte i retten en kriminalassistents kone for
at være kollega til den myrdede luksusluder - - -.« På side
3 var som overskrift over artiklen med særligt store typer
anført: »Narko-tiltalte: Politimands kone arbejdede sammen
med den myrdede - - -.« Over artiklens første spalte var
endvidere anbragt et billede af - - - og under billedet var
anført: »Den myrdede luksus-luder - - - - som gogo pige i
Århus.« I selve artiklen var blandt andet anført: »- - - A,
kriminalassistent i København, var hovedtemaet i narkosagen
omkring Palace Bar ved Rådhuspladsen i København.
De tiltalte T1 og T2 oplyste, at A forsøgte at trænge ind i
narkomiljøet. T2 oplyste, at A's kone en overgang arbejdede
samme sted som den myrdede
at politimandens kone var prostitueret.
Kriminalassistent A til BT: »Det passer simpelt hen ikke.
Der er efter min opfattelse tale om en perfid hævn. Hvorfor
kan man spørge. Forklaringen er naturlig. I den
efterforskning vi har foretaget i narkotikapolitiet er vi
steget ned i kloakerne. Dér har vi anholdt kloakmennesker -
og det er naturligt at vi så bliver mødt med de metoder de
normalt anvender mod hinanden: beskyldninger for alt muligt.
Det bliver næppe det sidste skrig fra dem. Der skal nok også
komme beskyldninger mod os for at have modtaget penge - - -«
»- - - Den tiltalte 12 oplyste i byretten i går at han i
meget lang tid havde været meddeler til kriminalpolitiet.
Hans kontaktmand: kriminalassistent A - - -«
»- - - Hvor længe har De kendt A?«
»Længere tid. Jeg var klar over at A's kone og den myrdede -
- - arbejdede samme sted.«
»Hvilket sted?«
»Der er nogen der ligger på ryggen og tjener pengene.«
»De mener verdens ældste erhverv?« »Ja, det er vist hvad man
kalder det«, svarede T2. Oplysningen vakte bestyrtelse hos
anklagemyndighed og forsvarer.
Anklageren Jørn Hald til BT: »Jeg har aldrig hørt om at
politimandens kone skulle være prostitueret.«
Vicepolitidirektør Ole Nørgaard: »Jeg ved ikke hvad jeg skal
sige til at kriminalassistentens kone skulle være
prostitueret. Jeg kender ikke noget til det og kan ikke
forestille mig at det er sandt - - -«
Den 4. august 1977 havde BT på forsiden en iøjnefaldende
henvisning til side 3, hvor der fandtes en artikel med
følgende overskrift med særligt store typer: »Suspenderes
kriminalfolk i dag for at samarbejde med narkohajer. I
artiklen, som var en journalistisk redegørelse for den
omtalte straffesag, hed det blandt andet: »- - - Bliver
kriminalassistenterne A og - - suspenderet fra tjenesten i
Københavns Politi efter beskyldninger om intimt samarbejde
med de hovedtiltalte i den store narko-sag ved Københavns
Byret?
Spørgsmålet afgøres formentlig i dag af politiledelsen, når
de to kriminalfolk er blevet afhørt som vidner i sagen.
Sammen med otte kolleger skal de redegøre for, hvad der
egentlig skete, da en narkorazzia-gruppe trængte ind i det
kriminelle miljø. Det afgørende er om de gik for langt.
En af de tiltalte i sagen T2, har rettet voldsomme angreb
mod flere politifolk. - - - T2 forklarede, at han havde
kendt kriminalassistent A siden 1972. Og at betjentens kone
havde arbejdet som prostitueret - - -«
Den 16. august 1977 bragte BT på side 2, hvortil der var en
stort opsat henvisning på forsiden, en gennemgang af en sag
om påståede forbindelser mellem polititjenestemændene Tage
Haagaard og Sigfred Møller og grosserer Svend Thevis. Som
overskrift for artiklen stod med meget store typer:
»Storvask i politiet: Vil afsløre korruption.« Efter en
gennemgang af den pågældende sag var der blandt andet anført
følgende: »I forrige uge sprang så endnu en bombe i relation
til politifolks private og tjenstlige foretagsomhed - - -.
En af »politi-meddelerne« fortalte i retten, at
kriminalassistent A's kone havde været prostitueret og
arbejdede sammen med den senere myrdede luksus-luder - - -«
Sagsøgeren klagede til Dansk Pressenævn over, »at BT den 2.,
4. og 16. august har gengivet en tiltalts oplysning om, at -
- - en navngiven polititjenestemands hustru havde været
prostitueret.«
I kendelse af 30. november 1977 udtalte pressenævnet:
»- - - Efter det for Dansk Pressenævn oplyste ses retten
ikke at have forbudt offentlig gengivelse af den pågældende
kvindes navn eller identitet under henvisning til, at sådan
gengivelse ville tilføje hende en ufornøden krænkelse (jfr.
retsplejelovens § 31, stk 3).
Det ligger uden for Dansk Pressenævns arbejdsområde at
undersøge, om tiltaltes oplysning om den pågældende kvindes
prostitution er rigtig eller har betydning for behandlingen
af straffesagen eller i en disciplinærundersøgelse i
politiet.
Dansk Pressenævn er af den opfattelse, at det ikke var
nødvendigt af hensyn til den samfundsmæssige interesse i, at
offentligheden holdes underrettet, jfr. De presseetiske
Reglers pkt. 3, at viderebringe de påklagede udtalelser. Den
omstændighed, at oplysningen er fremsat i et offentligt
retsmøde fritager ikke BT for ansvar.
Dansk Pressenævn udtaler derfor sin alvorlige misbilligelse
af BT's fremgangsmåde.«
Under denne den 24. januar 1978 anlagte sag har sagsøgeren
nedlagt påstand om, at sagsøgte, Dagbladet BT ved den
ansvarshavende redaktør Morten Pedersen, idømmes straf samt
tilpligtes at betale sagsøgeren en erstatning på principalt
30.001 kr., subsidiært et mindre af retten fastsat beløb,
med tillæg af en årlig rente på 2% over Nationalbankens
officielle diskonto fra sagens anlæg til betaling sker.
Sagsøgeren har gjort gældende, at sagsøgte med de ovennævnte
publiceringer har krænket hendes fred ved uberettiget at
have videregivet meddelelser om hendes private forhold og
dermed er hjemfalden til straf i medfør af straffelovens §
264 d. Sagsøgeren har endvidere gjort gældende, at sagsøgte
i medfør af lov om ikrafttræden af borgerlig straffelov § 15
er erstatningspligtig for den tort, sagsøgeren har lidt ved
offentliggørelserne.
Sagsøgte har påstået frifindelse, idet det er gjort
gældende, at der ikke af sagsøgte er sket nogen uberettiget
videregivelse af meddelelser vedrørende sagsøgerens private
forhold, idet navnlig retssager må kunne refereres
straffrit.
Der er enighed mellem parterne om, at referatet i BT for den
2. august 1977 af retsmødet den 1. august 1977 er en korrekt
gengivelse af det, der passerede i retten, og de der
fremsatte udtalelser.
Sagsøgeren har forklaret, at hun bor i et rækkehus midt i -
- - , og at hun i august 1977 havde boet deri 4 år. Omtalen
af hende og hendes mand medførte, at de ikke kunne færdes
sammen i byen. Sagsøgeren havde siden begyndelsen af året
haft en ledende stilling i en skotøjsforretning i - - - ,
men efter artiklernes fremkomst blev det meget ubehageligt
for hende at være i forretningen. Sagsøgeren følte, at
hendes chef ikke længere var interesseret i, at hun blev i
sin stilling. Hun sagde derfor op den 1. januar 1978 til
fratræden 1. februar. I løbet af januar traf sagsøgeren
sammen med en kompagnon aftale om at leje en forretning i en
anden by, hvor de den 1. marts 1978 startede en
skotøjsforretning.
Sagsøgeren har til støtte for sin påstand nærmere anført, at
både referatet af retsmødet i bladet 2. august 1977 og
kommentarerne i de senere artikler indeholder en klar
krænkelse af hende ved at give meddelelse om hendes private
forhold, der ikke vedrører offentligheden, og som tilmed er
usande. Sagsøgeren var ikke vidne, part eller på nogen måde
indblandet i den pågældende straffesag, og det må derfor
være på det sagsøgte blads risiko, om det kan godtgøre, at
bladmeddelelserne har haft nogen offentlig interesse,
hvilket helt må bestrides. Referatet den 2. august 1977 var
muligt objektivt korrekt, men gengivelsen af de faldne
udtalelser var uberettiget og strafbar både af den nævnte
grund, og fordi gengivelsen i sig selv var illoyal og
krænkende ved at være revet ud af sin sammenhæng og blæst op
til en selvstændig sensation uden relevans til den sag, der
i øvrigt blev refereret. Pressenævnets kendelse er vel ikke
i sig selv udtryk for, at straffelovens § 264 d er
overtrådt, men nævnets udtalelse om, at det ikke var
nødvendigt af samfundsmæssige hensyn at viderebringe de
omhandlede udtalelser, må lægges til grund for afgørelsen af
denne sag. Det kan derfor ikke fritage bladet for ansvar, at
referatet i bladet 2. august 1977 angik en offentlig
retsforhandling, eller at der ikke var nedlagt referatforbud
af retten. Den tiltaltes udtalelser om sagsøgeren kom helt
uventet og uden sammenhæng med det, sagen angik. Desuden var
sagsøgeren ikke selv til stede i retten og kunne derfor ikke
begære forbud.
Sagsøgeren har endvidere anført, at det ikke er muligt for
hende at opgøre et krav om erstatning for økonomisk skade i
anledning af den stedfundne fredskrænkelse, og at hun derfor
kun vil kræve godtgørelse for den tort, sagsøgte har udsat
hende for. Ved fastsættelse af godtgørelsen må der lægges
vægt på, at omtalen af sagsøgeren blev bragt for at skaffe
sagsøgte fordel ved forøgede oplagstal for bladet, og at
»historien« i samme øjemed blev gentaget flere gange, senest
ved offentliggørelsen af pressenævnets kendelse, som blev
bragt mod sagsøgerens udtalte ønske. Over for den
omstændighed, at nævnelsen af sagsøgeren i de omhandlede
artikler kun skete for vindings skyld, må det tages i
betragtning, at omtalen for sagsøgeren var anledning til
voldsomt ubehag og nervepres og afbræk i hendes daglige
tilværelse.
Sagsøgte har til støtte for sin påstand om frifindelse
nærmere anført, at selv om det må erkendes, at der er sket
en fredskrænkelse, er denne ikke retsstridig eller strafbar,
idet der er tale om et retsreferat. Pressens adgang til
under overholdelse af de herom i lovgivningen fastsatte
bestemmelser at referere retsmøder bør beskyttes videst
muligt. I den konkrete sag var sagsøgerens forhold ikke
offentligheden uvedkommende, idet der kunne være tale om
infiltrationer mellem hendes ægtefælle, der var politimand,
og Købehavns kriminelle miljø, og i øvrigt øvede sagsøgerens
ægtefælle retorsion ved i en udtalelse, som blev bragt i
samme artikel som referatet af retsmødet, at gendrive den
tiltaltes bemærkninger om sagsøgeren. Der kan ikke stilles
krav om, at et retsreferat skal bringes i umiddelbar
tilknytning til vedkommende retsmøde, og da den første
gengivelse af det omhandlede retsmøde var lovlig, kan det
ikke blive retsstridigt at gentage det tidligere refererede
i senere kommentarer.
Endelig har sagsøgte bestridt, at opsætningen i bladet er
unormal og krænkende, ligesom det bestrides, at
betingelserne i § 15, stk. 1, i ikrafttrædelseslov til
straffeloven for at sagsøgte skal betale godtgørelse for
tort er opfyldt.
Retten skal udtale:
Ved at omtale sagsøgeren som prostitueret, således som det
er sket i de omhandlede udgaver af dagbladet BT, har
sagsøgte videregivet meddelelser, der på en groft krænkende
måde omtaler hendes private forhold. Uanset at referatet af
det offentlige retsmøde i bladet den 2. august 1977 på det
pågældende punkt må anses for at være et korrekt referat af
det i retsmødet passerede, og uanset at der samtidig er
bragt en gendrivelse fra sagsøgerens ægtefælle, finder
retten, at der på den måde i henseende til opsætning og
udstyr, hvorpå meddelelserne om sagsøgeren er bragt, er sket
en uberettiget videregivelse, der omfattes af straffelovens
§ 264 d. Hvad angår de tilsvarende meddelelser i bladets
udgaver den 4. og den 16. august 1977 under behandlingen af
et sagsøgeren i øvrigt uvedkommende emne, finder retten det
ej heller godtgjort, at denne omtale vil kunne begrundes i
et hensyn til offentligheden i retsplejen eller i andre
afgørende samfundsmæssige hensyn, hvorfor retten også
vedrørende disse meddelelser finder, at der foreligger en
uberettiget og strafbar videregivelse af oplysninger om
sagsøgerens private forhold.
Herefter må sagsøgte, chefredaktør Morten Pedersen anses for
skyldig i overtrædelse af straffelovens § 264 d. Straffen
fastsættes til 15 dagbøder hver på 1.000 kr. med en
forvandlingsstraf af hæfte i 15 dage.
Da der således er sket en strafbar og dermed retsstridig
krænkelse af sagsøgerens fred, vil sagsøgte som ansvarlig
for krænkelsen i medfør af § 15, stk. 1, i lov om
ikrafttræden af borgerlig straffelov have at betale
sagsøgeren en godtgørelse for tort. Under hensyn til
krænkelsens grovhed fastsættes godtgørelsen til 10.000 kr.
I sagsomkostninger findes sagsøgte at burde betale til
sagsøgeren 4.000 kr.
Højesterets dom.
Den indankede dom er afsagt af Østre Landsret.
I pådømmelsen har deltaget syv dommere: Høyrup, Urne, Torben
Jensen, Bangert, Funch Jensen, Weber og Munch.
Appellanten har påstået frifindelse.
Indstævnte har påstået det hende tillagte beløb forhøjet til
30.000 kr. og appellanten idømt frihedsstraf.
Den af dagbladet BT i referat af en straffesag og i senere
artikler til dels om andre emner gengivne udtalelse var
fremsat i et offentligt retsmøde under sagen, hvori
indstævnte ikke var part eller vidne, men omtalte som i
dommen antaget indstævntes private forhold på en groft
krænkende måde. Da udtalelsen, der i nummeret for den 2.
august 1977 var fremhævet ved opsætning og udstyr, ingen
forbindelse havde med de under straffesagen behandlede
spørgsmål og heller ikke i øvrigt kunne have rimelig
interesse for offentligheden, tiltrædes det, at appellanten
er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 264 d.
Efter krænkelsens grovhed og omstændighederne i øvrigt
findes straffen at burde skærpes til 25 dagbøder på hver
1.000 kr., subsidiært hæfte i 25 dage, og godtgørelsen at
burde forhøjes til 30.000 kr.
Med disse ændringer vil dommen være at stadfæste.
I sagsomkostninger for Højesteret findes appellanten at
burde betale 6.000 kr. til indstævnte.
Thi kendes for ret:
Landsrettens dom bør ved magt at stande, dog at straffen
fastsættes til 25 dagbøder på hver 1.000 kr. med
forvandlingsstraf af hæfte i 25 dage, og at den indstævnte,
fru A, hos appellanten, den ansvarshavende redaktør for
dagbladet BT Morten Pedersen, tillagte godtgørelse forhøjes
til 30.000 kr. med renter som i dommen bestemt.
I sagsomkostninger for Højesteret betaler appellanten 6.000
kr. til indstævnte.
Det idømte at udrede inden 14 dage efter denne
højesteretsdoms afsigelse.
|