TfK 1999.99/1 HD
 
  H.D. 1. juli 1999 i sag I 46/1998

Rigsadvokaten mod T1 (adv. Jørgen Jacobsen, Frb., e.o.), T2 (adv. Jørgen Jacobsen, Frb., e.o.) og T3 (adv. Tyge Trier, Frb., e.o.).

Retten i Tårnbys dom 17. februar 1997.

Ved politimesterens anklageskrifter af 18. oktober 1996 tiltales T1, T2 og T3 for overtrædelse af straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1, ved søndag den 8. september 1996 før kl. 7.07 i forbindelse med demonstration mod Øresundsforbindelsen, i forening med flere andre, uberettiget at have skaffet sig adgang til den kunstige ø på Øresundskonsortiets anlægsområde i Øresund, hvor de søgte at hindre anlægsarbejdet.

Anklagemyndigheden har under sagen i medfør af straffelovens § 75, stk. 1 og 2, nedlagt påstand om konfiskation af de beslaglagte film og videofilm.

De tiltalte har nægtet sig skyldige.

Der er under sagen afgivet forklaring af de tiltalte og vidneforklaring af Ole Jorn, Jes Dorph Pedersen, Knud Nielsen og Jacob Funder Jensen. Forklaringerne er gengivet i retsbogen.

Retten skal udtale:
Retten lægger efter bevisførelsen til grund, at de tiltalte ikke på forhånd var bekendt med, hvad der nærmere skulle ske, da de efter aftale med deres respektive kilder mødte op på Christianshavns Torv natten til søndag den 8. september 1996, men at tiltalte T1 og tiltalte T2, inden sejlturen blev påbegyndt, fik at vide, at de skulle ud til den kunstige ø, medens tiltalte T3 først fik dette at vide under sejlturen.

Selv om der ikke på den kunstige ø er opsat »adgang forbudt«-skilte eller foretaget indhegning, eller det på anden måde er markeret, at adgang på øen er forbudt, må det have stået de tiltalte klart - også når henses til tidspunktet og de omstændigheder, hvorunder de skaffede sig adgang til øen - at de ikke har været berettiget hertil uden tilladelse.

Retten finder herefter, at de tiltalte i forening med flere andre har skaffet sig adgang til et ikke frit tilgængeligt område, jf. straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1.

Afgørende for, om de tiltalte er skyldige i overtrædelse af denne bestemmelse, er herefter, om de tiltaltes adfærd kan karakteriseres som uberettiget.

Retten lægger efter de tiltaltes forklaringer sammenholdt med indholdet af de under sagen afspillede bånd til grund, at de tiltalte ikke deltog i selve aktionen, men alene fotograferede og interviewede aktivister og arbejdere på stedet med henblik på at kunne bruge materialet til nyhedsformidling.

Ved afgørelsen af, om de tiltaltes adfærd har været uberettiget, må der foretages en afvejning mellem hensynet til privatlivets fred og hensynet til nyhedsformidlingen.

Krænkelsen af privatlivets fred kan ikke, selv om de tiltalte ikke selv deltog i aktionen eller søgte at hindre anlægsarbejdet, anses for at have været ubetydelig, hvorved bemærkes, at aktivisternes og de tiltaltes tilstedeværelse bevirkede, at arbejdet på øen af sikkerhedsmæssige grunde måtte indstilles, jf. det afspillede videobånd med interview med en arbejder på øen.

Over for denne krænkelse står hensynet til nyhedsformidlingen, hvilket hensyn må tillægges stor vægt. Det skal ikke have selvstændig betydning, om der var tale om en aktion, der blev iværksat netop for at skaffe medieomtale, således som vidnet Knud Nielsens forklaring lader forstå var tilfældet. Flere nyhedsmedier - Radioavisen og flere TV-stationer - bragte samme dag indslag om aktionen, men retten finder ikke, at begivenheden, en aktion mod Øresundsforbindelsen, hvor byggearbejdet for længst var igangsat, angik en offentlig interesse med en sådan nyheds- og informationsværdi, at hensynet hertil gør, at hensynet til privatlivets fred må vige herfor.

De tiltalte findes herefter skyldige i overtrædelse af straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1. Dette resultat findes ikke at stride mod Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10.

Straffen fastsættes efter straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1, til 10 dagbøder a 150 kr. til hver af de tiltalte.

Den nedlagte konfiskationspåstand tages til følge som nedenfor bestemt.

— — —

De tiltalte betaler sagens omkostninger.

Østre Landsrets dom 3. november 1997 (17. afd.)

(Erik Kjærgaard, Hans Chr. Thomsen, Meinecke-Søes (kst.)).

Tårnby Rets dom af 17. februar 1997 — — — er med Procesbevillingsnævnets anketilladelse anket af T1, T2 og T3 med påstand om frifindelse.

Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse, således at der sker domfældelse i overensstemmelse med det for byretten opnåede bevisresultat.

Der er i landsretten afgivet forklaring af de tiltalte og vidnet Jes Dorph Pedersen, som alle har forklaret i det væsentlige som for byretten.

TV-journalist Jes Dorph Pedersen har som vidne supplerende forklaret blandt andet, at han i 1996 i høj grad var med til at producere indslag til nyhederne i TV. Det er i flere tilfælde sket, at »Local Eyes« er blevet bedt om at producere et indslag til »Station 2«. Den stedfundne aktion var rent journalistisk af interesse, idet der var tale om et igangværende stort byggeprojekt, som der var stor modstand mod. Også måden, aktionen blev gennemført på, kunne få vidnets journalistiske hjerte til at banke. Vidnet tog kontakt til sin redaktør, over for hvem han ud fra en journalistisk overvejelse anbefalede indslaget som en landsdækkende nyhed. Vidnet skønnede, at indslaget både var væsentligt og dramatisk som vedrørende en meget speciel demonstration på et meget specielt sted og på et tidspunkt, hvor broen stadig var til debat. Selv om der tidligere havde været demonstrationer på grund af broen, måtte aktionen helt bestemt siges at have nyhedens interesse.

De i byretten af vidnerne Ole Jorn, Knud Nielsen og Jacob Funder Jensen afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 965 c, stk. 4.

Der er i landsretten afspillet dele af to videobånd.

Landsrettens bemærkninger:

Det tiltrædes af de af byretten anførte grunde, at de tiltalte under de beskrevne omstændigheder har skaffet sig adgang til et ikke frit tilgængeligt sted som beskrevet i straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1.

Imidlertid findes hensynet til nyhedsformidlingen vedrørende forholdene omkring Øresundsforbindelsen at burde tillægges en sådan vægt, at det over for hensynet til beskyttelsen af privatlivets fred må føre til, at de tiltaltes tilstedeværelse på den angivne lokalitet i det konkrete tilfælde ikke kan anses for uberettiget.

Landsretten har herved tillige lagt vægt på karakteren af krænkelsen, der må vurderes som forholdsvis beskeden.

Som følge heraf frifindes de tiltalte.

— — —

Statskassen betaler sagens omkostninger for begge retter.

Højesterets dom.

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Tårnby den 17. februar 1997 og af Østre Landsrets 17. afdeling den 3. november 1997.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Pontoppidan, Melchior, Per Sørensen, Walsøe og Henrik Zahle.

Rigsadvokaten har påstået stadfæstelse af byrettens dom.

De tiltalte har påstået stadfæstelse af landsrettens dom. De har gjort gældende, at de ikke har skaffet sig adgang til et ikke frit tilgængeligt sted som beskrevet i straffelovens § 264, stk. 1, nr. 1, og at de i hvert fald ikke har haft forsæt til at overtræde bestemmelsen.

De har endvidere gjort gældende, at hensynet til nyhedsformidlingen må tillægges en sådan vægt, at deres tilstedeværelse på øen ikke var uberettiget, jf. herved Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 10 og Højesterets dom i U 1994.988 H.

Af en oversigt over afgørelser i forbindelse med besættelsen af den kunstige ø i Øresund (Peberholm) fremgår, at 37 aktivister er idømt 10 dagbøder a 60-400 kr. eller har vedtaget bøde af tilsvarende størrelse.

Ved besættelsen af øen uddeltes en løbeseddel, hvori det hedder:

»Godmorgen . . .

Vi har for en stund besat denne ø i protest mod byggeriet af Øresundsbroen og den kommende bro over Femern Bælt og erklæret den som selvstændig republik under navnet »Økotopia«.

Vi understreger at vi ikke opfatter dette som en sag mellem jer og os, men mellem befolkningen og politikerne, vi understreger også at dette er en 100% fredelig aktion, men at vi vil ikke flytte os.

Vi opfordrer jer derfor til at sætte jer og drikke en kop kaffe og slappe af, mens vi venter på myndighedernes reaktion.

Med venlig hilsen

Aktivisterne«

Der er i Højesteret vist videobånd, der skildrer aktionen.

Højesterets bemærkninger.

Peberholm, hvor aktionen fandt sted, fungerede som byggeplads ved etableringen af Øresundsforbindelsen, og de tiltalte nåede frem til øen med båd. Under disse omstændigheder tiltræder Højesteret, at de tiltalte har skaffet sig adgang til et ikke frit tilgængeligt sted, selv om dette ikke var indhegnet, og selv om der ikke var opsat skilte med adgangsforbud.

Landsretten har lagt til grund, at de tiltalte var bekendt med de anførte omstændigheder. Deres forhold kan derfor tilregnes dem som forsætligt.

Afgørende for, om de tiltalte er skyldige i overtrædelse af straffelovens § 264, bliver herefter, om deres adfærd kan karakteriseres som »uberettiget«.

De tiltalte kom til stede som journalister og fotografer, og den beskyttelse af ytringsfriheden, som følger af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention art. 10, der også omfatter friheden til at modtage information, må derfor danne udgangspunkt for bedømmelsen.

Det er vigtigt, at medierne får lejlighed til over for befolkningen at skildre begivenheder, der angår emner af offentlig interesse. Aktionen på øen havde til formål at foranledige fortsat debat om ikke blot Øresundsforbindelsen, men også en evt. Femern-forbindelse og deres miljømæssige konsekvenser. Den efterfølgende omtale af aktionen, der til dels baserede sig på de tiltaltes rapporter og optagelser, viste, at der var en betydelig interesse for aktionen. Aktionens debatskabende formål kan tillægges betydning for bedømmelsen af de tiltaltes forhold, selv om aktionen netop var tilrettelagt med henblik på gennem denne omtale at understøtte debatten, og selv om aktionen som sådan ikke indeholdt noget omfattende og nuanceret budskab.

De tiltaltes krænkelse af privatlivets fred var forholdsvis beskeden, og heller ikke den ulovlige aktion som helhed var nogen alvorlig krænkelse.

På denne baggrund tiltræder Højesteret, at de tiltaltes tilstedeværelse for at skildre aktionen på øen ikke var uberettiget. Højesteret stadfæster derfor landsrettens dom.

Thi kendes for ret:

Landsrettens dom stadfæstes.

Sagens omkostninger for Højesteret skal betales af statskassen.