Kapitel 7 i "Betænkning nr. 1102 om den forurettedes stilling i voldtægts- og voldssager afgivet i 1987 af et udvalg nedsat af Justitsministeriet den 6. juni 1983"

KAPITEL 7. Advarsel ("tilhold'1) efter straffelovens S 265. 7.1. Problemstillingen. Forurettede i en voldtægts- eller (grovere) voldssag vil ofte efter overgrebet være bange for, at gerningsmanden påny vil forbryde sig mod ham eller hende. Hvis gerningsmanden i forvejen kendte eller via sagen er blevet bekendt med forurettedes bopæl, arbejdsplads eller øvrige tilholdssteder, kan denne frygt betyde voldsomme indskrænkninger i forurettedes bevægelsesfrihed. Der er adskillige eksempler på, at hun eller han har følt det nødvendigt at flytte (langt) væk fra de hidtidige omgivelser. Forurettede kan desværre ikke være sikker på, at straftruslen vil afholde gerningsmanden fra nye forbrydelser. Hun eller han kan naturligvis heller ikke være sikker på at kunne tilkalde politiet, hvis faren realiseres. Politiet og andre offentlige myndigheder har ikke mange muligheder for at hjælpe på en sådan frygtsituation, men der er dog ved de såkaldte tilhold givet mulighed for at rykke straftruslen frem, idet f.eks. selve det at opsøge en anden person derved kriminaliseres. Der er endvidere eksempler på, at personer, der er dømt for vold eller voldtægt, uden trusler om (nye) forbrydelser chikanerer forurettede ved at forfølge ham eller hende personligt, ved breve, med telefonopringninger eller på anden måde. Også over for sådan psykisk terror kan tilhold komme på tale. Udvalget har overvejet, om reglerne om sådanne tilhold fungerer hensigtsmæssigt i de sager, udvalget beskæftiger sig med, og man har været opmærksom på, at der fra flere sider navnlig under henvisning til konkrete sager, har været fremført forskellige kritikpunkter, således f.eks. i bogen "Retsløs? Flygtning i sit eget land." (Forlaget Tommeliden, 1986). side 122 7.2. Den gældende ordning. "Polititilhold" eller advarsel udstedes med hjemmel i straffelovens § 265: "Den, der krænker nogens fred ved trods forud af politiet given advarsel at trænge ind på ham, forfølge ham med skriftlige henvendelser eller på anden lignende måde forulempe ham, straffes med bøde eller hæfte eller under skærpende omstændigheder med fængsel indtil 6 måneder. En af politiet meddelt advarsel har gyldighed for 5 år." Bestemmelsen kriminaliserer en række såkaldte fredskrænkelser, som ikke nødvendigvis er strafbare efter andre bestemmelser i straffeloven, men en overtrædelse af § 265 vil dog i praksis ofte tillige være strafbar efter andre bestemmelser, f.eks. § 244 (vold), § 266 (trussel på livet), § 291 (hærværk), § 264 (husfredskrænkelse), § 267 (injurier) eller § 264 a (uberettiget fotografering eller iagttagelse). Strafansvar efter § 265 forudsætter en forudgående advarsel fra politiet efter anmodning fra den forurettede. Politiet giver jævnligt en række helt uformelle tilrettevisninger eller formaninger til personer, der ikke kan lade andre være i fred, men til sådanne er der ikke knyttet nogen retsvirkninger, og overtrædelser kan ikke straffes. Formaningerne føres til politirapport. Når antallet af begæringer om advarsel er meget stort i forhold til antallet af givne advarsler (1984 + 1985: 3.349 mod 657), er det sandsynligvis, fordi et stort antal henvendelser resulterer i sådanne formaninger. Det sker på den anden side også, at begæringer ikke registreres som sådanne, men "kun" som husspetakler. De materielle betingelser for at give advarsel/tilhold fremgår ikke af straffeloven, og afgørelsen beror derfor i vidt omfang på politiets skøn. Følgende betingelser kan formentlig opstilles: 123 1. Der skal foreligge en grov eller gentagen fredskrænkelse. Der må i almindelighed stilles krav om flere krænkelser, men antallet afhænger af krænkelsernes grovhed. I praksis forekommer en utrolig variation: Fra breve til vold og voldtægt, men selv helt fredelige henvendelser som for eksempel tilsendelse af blomster kan være så belastende for modtageren, at det er nødvendigt at gribe ind. Der kan undertiden være problemer med at bevise, hvem der er gerningsmand til krænkelserne, og der stilles almindelige straffeprocessuelle beviskrav. 2. Krænkelsen skal være foregået over en vis periode. En enkelt ophidset episode vil oftest ikke være tilstrækkelig begrundelse, medmindre den er af betydelig grovhed. Det er på den anden side ikke nødvendigt, at episoderne har været anmeldt til eller efterforsket af politiet. 3. Det skal være sandsynligt, at krænkelserne vil fortsætte, hvis der ikke gribes ind. Indicierne vil fremgå af de tidligere krænkelser samt indklagedes person. Forurettedes frygt, uanset hvor stærk den måtte være, er således ikke i sig selv tilstrækkelig begrundelse for at give advarsel. En overfaldet eller voldtaget kvindes forståelige frygt for, at gerningsmanden vil vende tilbage, er således teoretisk set ikke tilstrækkelig, hvis intet i øvrigt tyder på, at gerningsmanden igen vil kontakte hende. I praksis stiller politiet formentlig ikke i denne henseende strenge krav. En advarsel gælder normalt i 5 år, men politiet kan, hvis sagens omstændigheder tilsiger det, fastsætte en kortere gyldighedsperiode, hvilket sker meget sjældent i praksis. Når perioden er udløbet, kan der gives en ny advarsel. Advarslen kan på ethvert tidspunkt ophæves, hvis grundene til dens meddelelse ikke længere er til stede. I disse tilfælde anmoder klageren oftest selv om ophævelse af advarslen, men undertiden ophæver politiet advarslen af egen drift, hvis man bliver opmærksom på de ændrede forhold. En advarsel bortfalder, hvis forurettede frivilligt genoptager forbindelsen med indklagede. Anmodningen fra forurettede om meddelelse af advarsel rettes normalt til politiet i den politikreds, hvor forurettede har 124 bopæl, hvilket typisk også vil være det sted, hvor krænkelserne er foregået. Sagerne behandles formentlig overalt af erfarne politifolk, og i nogle politikredse behandles alle sådanne sager af den samme politiassistent. Forurettede afhøres om baggrunden for anmodningen, og den indklagede afhøres ligeledes, så vidt det er muligt, og gøres i fornødent omfang bekendt med forurettedes forklaring. Sagerne giver kun sjældent anledning til yderligere efterforskning, men der kan dog blive tale om afhøring af udenforstående. En ledende politiembedsmand, oftest en jurist, afgør herefter, om advarsel skal meddeles. Advarslen i dens fulde ordlyd, som ikke må gå ud over straffelovens § 265, indføres i en såkaldt politiprotokol, som så underskrives af eller forkyndes for den indklagede, der samtidig får forklaret betydningen af advarslen og de strafferetlige konsekvenser af en overtrædelse af den. Udskrift af protokollen tilstilles herefter begge parter, og advarslen registreres i kriminalregisteret. Det kan i denne forbindelse nævnes, at politidirektøren i København i juni 1982 har udsendt en intern instruks til politiet i København om behandlingen af anmodninger om advarsel efter straffelovens § 265. Det fastslås i denne instruks, at en anmodning om, at der må blive meddelt en person advarsel efter § 265, skal behandles hurtigst muligt. Der skal optages rapport med indgående afhøring af såvel den forurettede som indklagede samt eventuelle vidner. Der indhentes oplysninger om den indklagede i kriminalregisteret for at sikre, at en sag ikke henlægges i tilfælde, hvor den konkrete sag ikke i sig selv giver anledning til strafferetlig forfølgning, men hvor sagen på grund af indklagedes fortid alligevel straks bør fremmes til advarsel. Når sagen er efterforsket forelægges den stationslederen eller souschefen til afgørelse, herunder evt. ved en mere uformel formaning. Forurettede underrettes om udfaldet, uanset hvordan sagen afgøres, men det er efter instruksen ikke krævet, at underretningen skal være skriftlig. - Instruksen indeholder heller ingen 125 nærmere vejledning om, hvornår politiet i praksis kan meddele tilhold, eller oplysning om de forskellige muligheder for udformning af tilhold. Det er ikke udtrykkelig i instruksen foreskrevet, at den forurettede skal gøres bekendt med klageadgangen, og der omtales intet om ophævelse/bortfald af en meddelt advarsel eller om behandlingen af sager om overtrædelse af tilhold. Instruksen er direkte kun gældende for Københavns politi, men kendes og følges sandsynligvis i mange andre politikredse. Efter kap. 4 i lov nr. 571 af 19. december 1985 (forvaltningsloven), der trådte i kraft 1. januar 1987, har indklagede eller dennes advokat krav på aktindsigt i sagen om meddelelse af advarsel og har således som udgangspunkt ret til at gøre sig bekendt med sagens bilag og klagerens forklaring i detaljer, og den pågældende vil herunder kunne komme i besiddelse af oplysninger om klagerens bopæl eller opholdssted, telefonnummer og lignende. Forvaltningslovens § 15, stk. 1, nr. 3, må dog antages at indeholde hjemmel til at undtage sådanne oplysninger fra aktindsigt. Også klageren er part i denne sag og har aktindsigt efter samme regler. I relation til partsoffentlighed behandles advarselssager således nu som civile forvaltningssager og ikke som hørende under strafferetsplejen. politiets afgørelse om at meddele eller nægte at meddele advarsel kan imidlertid af parterne indbringes for Justitsministeriet. I en skrivelse af 1. september 1970 har Justitsministeriet meddelt politimestrene, at politiet skal vejlede om klagereglerne, jfr. også § 25 i forvaltningsloven, hvis afslaget er givet skriftligt. Efter forvaltningslovens § 23, stk. 1, kan den, der har fået en afgørelse om tilhold meddelt mundtligt, inden for visse frister forlange at få en skriftlig begrundelse for afgørelsen, medmindre afgørelsen fuldt ud giver ham eller hende medhold. En begrundelse skal fremtræde som en forklaring på, hvorfor afgørelsen har fået det pågældende indhold. Da afgørelsen beror på et skøn, skal begrundelsen foruden en henvisning til den anvendte lovregel angive de hovedhensyn, der har været bestemmende for skøns126 udøvelsen. Begrundelsen skal endvidere om fornødent indeholde en kort redegørelse for de oplysninger vedrørende sagens faktiske omstændigheder, som har været tillagt væsentlig betydning for afgørelsen, navnlig hvis dette faktum er omtvistet, og parten ikke i forvejen er bekendt med politiets opfattelse deraf. Ifølge forvaltningslovens kapitel 5 skal politiet endvidere, før der træffes afgørelse, høre parten, hvor det må antages, at den pågældende ikke er bekendt med, at politiet er i besiddelse af bestemte faktiske oplysninger om sagen, og disse er til ugunst for parten og af væsentlig betydning for afgørelsen. Ved høringen skal parten gøres bekendt med oplysningerne og have lejlighed til at afgive en udtalelse herom. Justitsministeriets afgørelse kan indbringes for Folketingets Ombudsmand, der i givet fald kan udtrykke kritik af afgørelsen eller sagsbehandlingen og henstille til Justitsministeriet at vurdere sagen på ny. Med hensyn til sagens realitet vil ombudsmanden i praksis kun gribe ind over for Justitsministeriets skønsmæssige afgørelse, dersom denne er åbenbart urimelig eller vilkårlig. Lovligheden af en advarsel kan prøves af domstolene. Der er nogen uenighed om, hvorvidt dette kan ske under en af den indklagede anlagt civil sag, men under alle omstændigheder kan lovligheden prøves under en straffesag, hvor indklagede er tiltalt for overtrædelse af § 265. Klagerens krav på domstolsprøvelse er som i alle andre sager om en forvaltningsmyndigheds nægtelse af at efterkomme en borgers anmodning begrænset med udgangspunkt i reglen i grundlovens § 63. Der kan derfor formentlig ikke i praksis blive tale om, at domstolene ændrer en afgørelse, hvor politiet har skønnet, at betingelserne for at give tilhold ikke var til stede. Der rejses af anklagemyndigheden kun tiltale for overtrædelse af § 265, såfremt forurettede anmoder herom, jfr. straffelovens § 275, stk. 2, og ikke frafalder anmodningen. Ifølge Rigsadvokatens meddelelse nr. A/1982 skal politianmeldelsen ikke uden videre også betragtes som en begæring om offent127 lig påtale, men fremgår det af sammenhængen, at anmelderen er klar over påtalereglerne, kan en anmeldelse anses som en tilkendegivelse, der indeholder en begæring om offentlig påtale. Er dette ikke tilfældet, spørges anmelderen om han eller hun begærer offentlig påtale. Sagerne er altså i praksis under betinget offentlig påtale. De behandles som politisager enten ved gerningsstedets værneting eller ved retten, hvor tiltalte bor, jfr. retsplejelovens §§ 696-98. Der medvirker normalt ikke domsmænd, medmindre anklagemyndigheden nedlægger påstand om frihedsstraf, og tiltalte nægter sig skyldig, jfr. retsplejelovens § 668. Hvis tiltalte er indforstået med en bøde for forholdet, kan han eller hun evt. få afgjort sagen ved en bødevedtagelse i retten (retsplejelovens § 936). Afgørelse ved bødeforlæg efter retsplejelovens § 931 forekommer næppe i noget større omfang. Hvis tiltalte udebliver, vil der normalt blive cfivet udeblivelsesdom i overensstemmelse med tiltalen (rpl. § 934, stk. 1), forudsat at der ikke er påstået frihedsstraf. Retsplejeloven indeholder ikke i dag hjemmel til at varetægtsfængsle personer, der sigtes for overtrædelse af § 265. Straffen for overtrædelse af § 265 er i 1. og 2. gangstilfælde normalt dagbøder på ialt 1.000-2.000 kr., hvis der ikke er begået andre forbrydelser i forbindelse med krænkelsen, men der er efter bestemmelsen tillige mulighed for at idømme hæfte og under skærpende omstændigheder fængsel i indtil 6 måneder. Af sager, hvor der er idømt frihedsstraf, kan nævnes følgende: 1. En person, der i juli 1967 havde fået advarsel om ikke at forulempe sin fraskilte hustru, henvendte sig til hende på gaden og skrev dagen efter til hende. Han var tidligere idømt hæftestraf for overtrædelse af samme advarsel og blev nu idømt hæfte 12 dage (UFR 68,884). 2. Vestre Landsrets dom af 18. marts 1981. En person, der tidligere var idømt betinget hæfte i 14 dage for overfald på sin samleverske, og som derefter var meddelt en advarsel, der senere blev indskærpet ham, rettede 128 i 2 tilfælde henvendelse til samleversken på gaden. Han idømtes herfor en ubetinget fællesstraf af hæfte i 30 dage . 3. Vestre Landsrets dom af 30. august 1982. En person, der var dømt for hærværk mod sin hustrus indbo, og som havde fået meddelt advarsel, rettede i 9 tilfælde henvendelse til hustruen, fra hvem han nu var skilt, idet han ringede til hende og opsøgte hende på bopælen. Han blev herfor idømt hæfte i 10 dage. 4. Østre Landsrets dom af 14. august 1985. Tiltalte var indenfor ca. 1 1/2 år straffet 5 gange for overtrædelse af § 265 m.v. overfor ægtefællen, senest prøveløsladt - reststraf 33 dage. Allerede ca. 14 dage efter prøveløsladelsen rettede han - som det blev lagt til grund ved dommen - mere end een telefonisk henvendelse til sin nu fraseparerede ægtefælle. Han blev idømt fællesstraf af fængsel i 3 måneder . Der er mulighed for i stedet for ubetinget frihedsstraf at idømme en betinget frihedsstraf, evt. med vilkår om at den dømte overholder særlige bestemmelser vedrørende bl.a. opholdssted og samkvem med bestemte personer (straffelovens § 57, stk. 1, nr. 1), eller om psykiatrisk behandling, ambulant eller under indlæggelse (straffelovens § 57, stk. 1, nr. 5). Tilsvarende vilkår kan fastsættes i forbindelse med prøveløsladelse, jfr. straffelovens § 39, stk. 2. Endvidere er der mulighed for i medfør af straffelovens §§ 68 og 69 at træffe bestemmelse om overfor visse utilregnelige eller i øvrigt psykisk afvigende tiltalte at anvende forskellige foranstaltninger, fra tilsyn til anbringelse i f.eks. hospital fror sindslidende. Anvendelse af sådanne foranstaltninger forudsætter en lægelig udtalelse (mentalerklæring), og lægeundersøgelse foretages i praksis næsten ikke i sager om overtrædelse af straffelovens § 265. I forbindelse med omtalen af advarsler efter straffelovens § 265 finder udvalget anledning til at pege på bestemmelsen i straffelovens § 236, stk. 1. Efter denne bestemmelse kan den, der dømmes efter §§ 216, 217, 218,stk. 1, 222 eller 223, stk. 2, eller efter §§ 224, 225 eller 226, jfr. en af de nævnte bestemmelser, eller efter § 232, ved dommen gives pålæg 129 om ikke at indfinde sig på nærmere angivne lokaliteter, f.eks. i offentlige parker eller anlæg, på fælleder, ved skoler og legepladser m.v. Overtrædelse af et sådant pålæg, der altså til forskel fra advarsler efter § 265 er meddelt af retten og ved dom, straffes efter § 236, stk. 4 med hæfte eller fængsel i indtil 4 måneder, d.v.s. bøde indgår ikke blandt sanktionsmulighederne. Bestemmelsen, der praktisk talt ikke anvendes i praksis, kan reelt ikke bruges til beskyttelse af enkeltpersoner og kan således ikke erstatte eller supplere bestemmelsen i straffelovens § 265. 7.3. Fremmed ret. 7.3.1. Norge. Norsk lovgivning indeholder ikke en bestemmelse svarende til straffelovens § 265. For at der kan reageres strafferetligt, må gerningsmandens adfærd i sig selv indebære en overtrædelse af en straffebestemmelse, f.eks. straffelovens § 390 a, som foreskriver straf af bøde eller fængsel i indtil 3 måneder for "den som ved skremmende eller plagsom opptreden eller annen hensynsløs atferd krenker en annens fred." Der er altså ikke i de norske regler her tale om, at den pågældende har modtaget en forudgående advarsel fra politiet eller andre om ikke at udvise den omhandlede adfærd overfor forurettede. I øvrigt indeholder den norske straffelovs § 33 hjemmel til, at retten, i forbindelse med at en person domfældes for en strafbar handling, i visse tilfælde kan forbyde domfældte at opholde sig på nærmere angivne steder, f.eks. i nærheden af forurettedes bolig eller arbejdssted. Betingelsen for at kunne fastsætte et sådant forbud er efter § 33, at den pågældendes nærværelse på det pågældende sted skal være "forbunden med særlig fare for person eller ejendom". Overtrædelse af et sådant forbud straffes efter straffelovens § 342 med fængsel i indtil 6 måneder eller ved gentagelse indtil 2 år. 130 7.3.2. Sverige. Der findes heller ikke i svensk ret regler, som svarer til bestemmelsen i den danske straffelovs § 265 om tilhold. 7.4. Udvalgets overvejelser. 7.4.1. Fordele og uleaper ved tilhold. Udvalget finder det væsentligt, at der som et af flere midler til hjælp for forurettede eksisterer muligheden for, at der på forurettedes begæring meddeles advarsel efter straffelovens § 265. Som det fremgår af kapitel 7.1., er formålet med at meddele advarsel at beskytte mod (yderligere) fredskrænkelser og herunder tillige at forebygge mere alvorlige overgreb, f.eks. vold. Som en afledet virkning heraf kan en advarsel indebære en øget tryghed for den forurettede, en tryghed der dog kan vise sig at være falsk. Der er ikke af udvalget foretaget undersøgelser til belysning af, hvilken effekt en advarsel har på den person, som den er rettet imod. På den ene side kan det konstateres, at der i hvert af årene 1984 og 1985 i hele landet blev anmeldt op mod 500 overtrædelser af straffelovens § 265, samt at der forekommer sager, hvor gerningsmanden gør sig skyldig i gentagne overtrædelser af en meddelt advarsel, jfr. kapitel 7.2. i slutningen. På den anden side anser udvalget det for utvivlsomt, at der er personer, på hvem en advarsel efter § 265 virker efter hensigten, d.v.s. de retter sig efter den og undlader at opsøge den eller de personer, som beskyttes af advarslen . 7.4.2. Hvornår bar der gives tilhold? Politiet må, når der skal tages stilling til en begæring om at få givet tilhold, foretage et skøn over samtlige omstændigheder, herunder det personlige indtryk, man har fået af 131 parterne. Man må være opmærksom på, at tilhold kan få indklagede til at holde sig fra klageren og undlade at realisere alvorlige trusler. På den anden side må tilhold ikke gives i et sådant omfang, at de ikke længere tages alvorligt. Det er efter det foreliggende ikke muligt for udvalget at vurdere, om politiet undlader at give tilhold i tilfælde, hvor det burde være givet. Det er imidlertid udvalgets opfattelse, at man i sager, hvor en person, der har været udsat for voldtægt eller grov vold og efterfølgende ønsker at blive beskyttet gennem et tilhold til gerningsmanden, ikke fra politiets side bør være for restriktiv. Hensynet til den forurettede taler klart herfor, og på baggrund af det forudgående forløb må alvorlige overgreb i disse tilfælde ofte fremstå som en reel risiko, således at tilhold uden betænkelighed kan gives. Spørgsmålet om tilhold rejses ofte af parter i ægteskaber eller samlivsforhold, der er opløst eller ved at blive det, og ikke sjældent i tilfælde, hvor parterne har fællesbørn. Den omstændighed, at der ikke er indgivet separations/skilsmissebegæring, at samlivet på gerningstidspunktet ikke var ophævet eller at indklagede har samværsret med børn, der bor hos klageren, bør efter udvalgets opfattelse ikke udelukke, at der gives polititilhold. Politiet bør i sådanne tilfælde være særlig opmærksom på udformningen af tilholdet. Det kan tænkes, at man ved at begrænse kriminaliseringen til bestemte former for henvendelse til klageren, kan tilgodese hensynet til begge sagens parter. 7.4.3. Er Mulighederne for tilhold kendt? Udvalget har ingen statistiske oplysninger om, hvor ofte der i voldtægts(lignende) sager og grovere voldssager anmodes om polititilhold, eller om udfaldet af sager hvor sådan anmodning fremsættes, men går ud fra, at betingelserne for at give tilhold ofte vil foreligge på grund af forholdets grovhed. Det kan diskuteres, om politiet under efterforskning af en sådan sag bør gøre forurettede opmærksom på mulighederne for 132 at få givet tilhold. Det kan være et problem, at gerningsmanden til et overgreb ved selve tilholdet kan få ideen til at opsøge forurettede. Der er endvidere den ulempe ved tilholdet, at gerningsmanden ved en sag om tilhold kan blive bekendt med personlige oplysninger, (fulde navn, adresse m.v.) om forurettede. Det er oplysninger, som gerningsmanden ellers ikke nødvendigvis (stadig) ville være i besiddelse af. I det omfang, forurettede har en bistandsadvokat, vil denne kunne vejlede ham eller hende med hensyn til at begære polititilhold. Udvalget finder, at muligheden for at få givet tilhold bør nævnes, hvis der skal udarbejdes en folder el.lign. til orientering for vold(tægt)sofre, jfr. bilag 3. 7.4.4. Er klageadgangen kendt? Udvalget har undersøgt, i hvilket omfang politiets afgørelser vedrørende polititilhold indbringes for Justitsministeriet. Beregnet ud fra statistikken for 1984-85 blev der i perioden 1. januar 1983 - 1. oktober 1984 fremsat skønsmæssigt 3.000 begæringer om advarsler og givet ca. 600. I samme periode blev der for justitsministeriet indbragt 46 sager, hvoraf 25 var reelle og blev fastholdt af klageren. De reelle klagesager drejede sig alle om tilhold til den ene part i et tidligere samlivsforhold. Af sagerne var 4 klager over, at politiet havde nægtet at give advarsel, og ingen af disse klagere fik medhold: 1: En mand var idømt 2 års fængsel for vold mod kvinden, der stadig var bange for ham, skønt der ikke var indicier for, at han igen ville forsøge at kontakte hende. En mand havde igennem nogen tid i mange tilfælde ringet til kvinden og opsøgt hende, men uden at være truende eller voldelig. 3: En mand havde 3 gange indfundet sig ved døren hos kvinden, angiveligt for at se deres fælles børn, som han 133 iøvrigt havde samværsret med. Parterne havde flere gange været sammen for at drøfte samværsretten. Anmodningen om tilhold blev i nogen grad opfattet som chikane . 4: En kvinde havde mange gange skriftligt henvendt sig til manden. Den lave klagefrekvens tyder på, at klageadgangen ikke er kendt, eller at afgørelserne af de implicerede opfattes som rimelige. Det må antages, at forurettedes eventuelle bistandsadvokat råder klienten til at klage til Justitsministeriet i alle tilfælde, hvor politiets nægtelse af at give tilhold, opleves som urimelig. Også personer, der ikke har bistandsadvokat, skal (jfr. kapitel 7.2.) af politiet orienteres om deres adgang til at klage. Hvis de har forstået denne vejledning, må man ud fra tallene antage, at problemerne omkring tilhold er beskedne. Da der er risiko for, at tallene er udtryk for, at de implicerede ikke har fået den fornødne vejledning eller ikke har forstået den vejledning, de har fået, kunne der være anledning til at sikre, at sådan vejledning kommer frem. Udvalget finder imidlertid at kunne henvise til den klagevejledning, der skal gives efter forvaltningslovens § 25 og Justitsministeriets skrivelse af 1. september 1970. 7.4.5. Tiltale for overtrædelse af tilhold. Ifølge politiets årsberetning er statistikken vedrørende overtrædelser af § 265-tilhold (antal forhold):              Anmeldelser - sigtelser - afgørelser 1986           397              441             483 1985           476              392             432 1984           477              402             393 (hvor overførsler mellem årene må tages i betragtning). Tallene tyder ikke på, at der er nogen almindelig tendens til ikke at rejse tiltale, når der anmeldes en overtrædelse 134 af straffelovens § 265, og statsadvokaterne har ikke noget stort antal klager over afviste anmeldelser af sådanne forhold. Udvalget har derfor ikke fundet anledning til nærmere at undersøge behandlingen af politianmeldelser. Udvalget finder det naturligt, at offentlig tiltale i disse sager kræver en begæring fra den forurettede, der ofte vil have været nært knyttet til gerningsmanden. Det er herved også taget i betragtning, at en sag i praksis ikke vil kunne gennemføres uden den forurettedes forklaring. 7.4.6. Straffen for överträdelse af tilhold og behandlingen af straffesagerne. Da § 265 som tidligere nævnt bygger på en trussel om straf i tilfælde af overtrædelse af et tilhold, kan man rejse det spørgsmål, om man ikke i videre omfang ville kunne forebygge overtrædelser ved at skærpe straffene. En sådan skærpelse kunne bestå i, at man idømte flere korte, ubetingede frihedsstraffe, også ved førstegangsovertrædelser, samt at man i de grovere tilfælde, herunder i gentagelsestilfælde, idømte længere frihedsstraffe, end det sker i dag. Udvalget finder imidlertid ikke, at der er grundlag for at stille forslag herom. Udvalget finder således, at det i flertallet af sager om overtrædelse af straffelovens § 265 vil være en for hård reaktion at gå ud over dagbøder og i stedet tage frihedsstraf i anvendelse. I de grovere sager og i gentagelsestilfælde anvendes der allerede i et vist omfang frihedsstraf, og udvalget mener ikke, at en skærpelse af strafniveauet kan forventes at have nogen større effekt på de pågældende personer. Der er i udvalget enighed om, at proportionalitetshensyn normalt vil føre til, at der ikke kan foretages mentalundersøgelse af personer, der sigtes for overtrædelse af straffelovens § 265. Nogle gerningsmænd er imidlertid generelt eller specielt i 135 relation til denne konflikt så psykisk påfaldende, at en behandlingsdom kan være indiceret for at forebygge yderligere lovovertrædelser, og politi og anklagemyndighed bør ved deres efterforskning af sagerne være opmærksom herpå. Udvalget finder, at både politi og domstole ved sagernes berammeIse og behandling bør være opmærksom på, at det kan være af særlig værdi, at straffesagen kommer til at virke som en indskærpelse af advarslerne. 7.4.7. Ændring af straffelovens S 265? Under henvisning til retstilstanden i Norge har udvalget overvejet, om visse forulempelser kunne gøres strafbare direkte, det vil sige uden forudgående advarsel til gerningsmanden. Som straffelovens § 265 er formuleret i dag, bliver forulempelser strafferetligt behandlet afgørende forskelligt fra f.eks. husfredskrænkelse eller krænkelse af brev- eller telefonhemmeligheden. Ved de sidstnævnte forbrydelser kræves det ikke, at politiet forinden har givet advarsel om ikke at foretage de pågældende handlinger. Forskellen kan ikke generelt begrundes med forholdets grovhed. Begrundelsen er snarere historisk. Advarsels/tilholds-instituttet har eksisteret længe, også før bestemmelsen kom ind i straffeloven i 1930. De forulempelser, der omtales i straffelovens § 265, foregår tit mellem ægtefæller eller andre nærtstående. Ofte er anmelderen helt uinteresseret i, at gerningsmanden straffes, og kun interesseret i selv at få fred. Et polititilhold vil i princippet være rimeligt for at opnå dette mål. I andre situationer er der lige så lidt som ved andre straffelovsovertrædelser behov for at give forulemperen nogen advarsel på forhånd. Det kan opfattes som en ekstra belastning for forurettede først at skulle argumentere for, at tilholdet gives, og derefter at skulle vente på behandlingen af tilholdssagen, herunder at politiet får mulighed for at forkynde tilholdet for forulemperen. 136 Udvalget finder, at de nævnte ulemper for forurettede samt den omstændighed, at § 265 er en af de få bestemmelser i straffeloven, der kræver forudgående advarsel til gerningsmanden, taler for, at bestemmelsen ændres, således at forulempelser bliver strafbare også uden sådan advarsel. Udvalget er på den anden side opmærksom på, at der, såfremt man fjerner den forudgående advarsel som betingelse for at kunne straffe, vil kunne opstå problemer med hensyn til den subjektive tilregnelse (gerningsmandens forsæt). Disse problemer kan i vidt omfang undgås, hvis der er meddelt advarsel . Det er under alle omstændigheder udvalgets opfattelse, at tilholdsinstituttet skal opretholdes. Dels er der formentlig i befolkningen en forventning om, at det eksisterer, dels kan forurettede have gode grunde til ikke at ønske en straffesag, men kun en advarsel til forulemperen, og en henlæggelse af eller frifindelse i en straffesag kan være meget uheldig, idet "forulemperen" deri vil få et holdepunkt for at betragte sin optræden som berettiget. Endelig bør et forhold alt andet lige kunne betragtes som grovere, hvis der i forvejen er givet advarsel, end hvis der ikke er. Udvalget henstiller, at spørgsmålet om ændring af straffelovens § 265 på denne baggrund forelægges for Straffelovrådet til nærmere overvejelse. 7.4.8. Afsluttende bemærkninger. Som nævnt anvendes tilhold dels som værn mod psykisk terrorisering, dels som forsøg på at forhindre, at en potentiel voldtægts- eller voldsmand realiserer sine trusler om (fornyede) lovovertrædelser. Den, der føler, at tilhold ikke er et tilstrækkeligt værn, har mulighed for at beskytte oplysninger om sin bopæl eller sit opholdssted, og en del tager midlertidigt ophold på et 137 af de private - tildels offentligt støttede - krisecentre. De personer, der får tilhold, er ikke generelt syge eller afvigende. Samfundet har derfor normalt ikke praktisk mulighed for ved andre indgreb overfor de pågældende at hindre sådanne chikanerier og trusler, hvis et tilhold ikke virker efter hensigten. Udvalget går ud fra, at de sociale myndigheder i videst muligt omfang forebygger tilspidsede situationer, hvis man bliver opmærksom på risikoen herfor, og at politiet opfordrer parterne til at henvende sig til de sociale myndigheder. Udvalget har ikke kunnet stille forslag om andre foranstaltninger ved siden af eller i stedet for de omtalte polititilhold. Reglerne for tilhold er kun tildels udformet som lovbestemmelse (straffelovens § 265), hvilket sikkert er historisk begrundet. Udvalget mener ikke, at der er grund til at tro, at ofre for vold(tægt)sforbrydelser ville være bedre stillet, hvis der lovteknisk blev foretaget en modernisering. Det er i debatten - herunder i rapport nr. 21, august 1982, fra Justitsministeriets Kriminalpolitiske Forskningsgruppe: "Polititilhold i praksis" - blevet hævdet, at reglerne praktiseres meget forskelligt fra politikreds til politikreds, men antallet af klager over afgørelserne tyder ikke på nogen afgørende utilfredshed, jfr. kapitel 7.4.4. Udvalget finder dog, at det kunne være af værdi, at reglerne for politiets behandling af disse sager var samlet af hensyn til overskueligheden og den ensartede behandling landet over. Som nævnt gælder Politidirektørens instruks fra 1982 direkte kun for København og indeholder ikke samtlige relevante oplysninger om sagsbehandlingen. Det foreslås derfor under henvisning til udvalgets bemærkninger i dette kapitel, at der til politiet udsendes en cirkulæreskrivelse om polititilhold (advarsler) jfr. straffelovens § 265, og at der i politiskolens lærebogsmateriale op138 tages en samlet omtale heraf. Cirkulæreskrivelsen og lærebogsafsnittet bør i hvert fald omtale betingelserne for at give tilhold og den nærmere fremgangsmåde ved behandling af anmodninger herom og af sager om overtrædelse af tilhold. Endvidere bør det fremgå, at politiet efter omstændighederne skal gøre borgerne opmærksom på mulighederne for at få givet et tilhold, ligesom der skal oplyses om adgangen til at kræve en skriftlig begrundelse for afgørelsen og til at klage over nægtet tilhold eller nægtet tiltalerejsning for overtrædelse af et givet tilhold.