UfR 2013.472H
 

H.D. 15. november 2012 i sag 151/2012 (2. afd.)

Rigsadvokaten mod T (adv. Georg Lett, Kbh., besk.).


Retten i Glostrups dom 17. oktober 2011, 15-8879/2011.


Denne sag er behandlet som tilståelsessag.


Anklageskrift er modtaget den 17. oktober 2011.


T og T2 er tiltalt for


1.


T2


Overtrædelse af straffelovens § 266


ved før den 16. oktober 2011 kl. 12.10 i - - -parken 160, - - -, - - - fra december 2010 til juni 2011 via telefon på en måde, der var egnet til at skabe alvorlig frygt for nogens liv, helbred eller velfærd at have fremsat trusler på livet med ordene: »Hvis du afskærer mig børnene, så risikerer du at få tæsk« mod M, og med sin fysiske tilstedeværelse ud for hendes bopæl var det egnet til at fremkalde alvorlig frygt for hendes liv.


2.


(frafaldet)


3.


T


Overtrædelse af straffelovens § 266


ved søndag den 16. oktober 2011 kl. 1300 på loppemarked på - - -vej i - - -, på en måde, der var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for nogens liv, helbred eller velfærd at have truet med at give B med »en omgang bank«.


Påstande


Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.


Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at de tiltalte i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 2, og § 32, stk. 3, udvises med indrejseforbud i et tidsrum, som retten fastsætter.


De tiltalte T og T2 har erkendt sig skyldige.


De tiltalte har ikke protesteret mod udvisningspåstanden.


Sagens oplysninger


Tiltalte T har til retsbogen afgivet sålydende forklaring:


»Tiltalte T forklarede, at han kom til Danmark i går sammen med T2. Han bor ellers i - - -. Han har jævnligt kontakt med T2. Han ved, at der har været lidt problemer med M, men ikke noget særligt. T2 har aldrig talt om problemer med at se sine børn. Inden de tog afsted, fortalte T2, at han altid kunne komme og besøge sine børn, selvom M ikke ville bo sammen med ham mere. Han (T) har kendt M og hendes far i ca. 10 år og har aldrig selv haft problemer med dem. Han har ikke truet faren. Han (T) har selv to små børn. T2 kom med bussen for at besøge ham (T) og sine børn. De tog ud til loppemarkedet for at tale med M's far for at forsøge at finde en mulighed for, at T2 kunne se børnene. De vidste, at faren var på loppemarkedet. Faren er en ældre herre, som han respekterer. Han har ikke truet faren, og det må være farens fantasi, hvis faren siger noget andet. Han ved ikke, om faren måske er blevet forskrækket over ham, eller for at T2 måske ville tage børnene. Pludselig begyndte faren at råbe og skrige, og han sagde til faren, at så måtte de komme med det danske politi, så de måske kunne hjælpe. Han har boet i Sverige i ca. 4 år og har kone og to børn dér. Han har opholdstilladelse. I de sidste ca. 2 ½ år har han haft arbejde som afdelingschef (svejser) på en fabrik. Da de var ved M's bopæl, ringede han til faren for at se, om de kunne finde en løsning. Faren sagde, at han ikke bare kunne gøre noget på egen hånd og kom i øvrigt med ukvemsord om hans (T's) mor. Da de var kommet ud på loppemarkedet, sagde han til faren, at sådan skulle han ikke tale om hans mor. Faren sagde, at det ville han så holde op med, men da de fortalte, at de ville have M's telefonnummer, blev faren ophidset. Derefter sagde han til faren, at så ville de i stedet komme ud på farens bopæl med det danske politi. Det var den eneste »trussel«.


. . .


Tiltalte T forklarede supplerende, at han blev ophidset på loppemarkedet, og måske har sagt noget, der kunne forskrække faren. Det var ikke med vilje. Han sagde, at hvis faren blev ved med at svine deres mor til, ville han få med dem at bestille i form at tæv.«


Tiltalte T2 har til retsbogen afgivet sålydende forklaring:


»Tiltalte T2 forklarede, at 90 % af det, som M og hendes far har fortalt politiet, er løgn. Det er korrekt, at han har to børn med M, at han fik afslag på asyl i både Danmark og Sverige, og at han nu bor i Montenegro. Han har boet i Montenegro i 2-3 år. Han arbejder som maler dér. Han har indimellem ringet til M, men ikke ofte. Han har ikke hidset sig op under samtalerne med M, og han har ikke gjort krav på børnene. Han ved godt, at børnene tilhører moderen. Han og M havde et normalt forhold til for ca. 2 måneder siden. Derefter holdt M op med at tage telefonen. Inden da havde han også konrtakt med børnene, men det har han overhovedet ikke haft i de sidste to måneder. Han betaler ikke børnebidrag. Han har aldrig truet med at slå M ihjel, og han ved ikke, hvorfor M og hendes far siger sådan noget til politiet. Det er korrekt, at han tog bussen til - - - og tog kontakt til sin bror, T. De besluttede at tage til Danmark og kørte til Danmark i T's bil. T har selv børn, og han (T2) har ikke været med til at sætte børnesæder i bilen. Han er ikke dum og havde ikke planer om at >> 474 >> bortføre sine børn. Man vil altid kunne finde ham i Europa. M har indtil for to måneder siden altid sagt, at han altid kunne se børnene. Inden de tog til Danmark, sendte de en sms til M's far, hvori de fortalte, at de kom til Danmark for at se børnene og bad om at få M's nye telefonnummer. M's far talte med ham dagen efter. Faren sagde, at det ikke var hans problem, at han ville holdes udenfor, og at han ikke ville udlevere M's telefonnummer. De kørte til - - -parken, hvor både M og hendes far bor, men der var ingen hjemme hos nogen af dem. De tog så til loppemarkedet, hvor de talte med faren ved indgangen til hallen. T truede ikke faren. Faren sagde igen, at han ville holdes udenfor. Faren har vist psykiske problemer. For 4-5 år siden anmeldte faren ham for overfald, Derefter skete der ikke noget usædvanligt. M's far har tidligere sagt grimme ting om deres mor, og T sagde bare til faren, at det skulle han lade være med. Det skulle i givet fald være helt op til M, hvordan hans samvær med børnene skulle foregå, og det var for at få en fornuftig aftale med hende om dette, at han ville tale med hende. Han havde gaver med til børnene i bilen. Det var legetøj og tøj. Han havde også gaver i form af specialiteter med til M og hendes far. Han valgte at tage til Danmark på den skete måde, fordi han havde svært ved at få telefonisk kontakt til M. Han har besøgt børnene regelmæssigt før. Der er ingen samværsresolution. Det er et problem, at han ikke bor i Danmark. T har intet med sagen at gøre.


. . .


Tiltalte T2 forklarede supplerende, at han i affekt har sagt noget til M, der kunne have gjort hende bange. Temperamentet løb af med ham. Han mener ikke, at han har sagt, at han ville slå hende ihjel, men han har nok anvendt skældsord. Han husker det ikke nærmere, da han som sagt var ophidset, men han har nok sagt, at hun kunne risikere at få tæsk, hvis han ikke så børnene.«


Der har været dokumenteret fra en anmeldelsesrapport (bilag 1/1 a) og to afhøringsrapporter (bilag 1/2 og 1/3).

Rettens begrundelse og afgørelse:


De tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldige. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at de tiltalte er skyldige.


Straffen fastsættes for begge de tiltalte i medfør af straffelovens § 266 til fængsel i 7 dage.


Retten tager for begge de tiltalte udvisningspåstanden til følge i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 2, og § 32, stk. 3, idet udvisning efter de foreliggende oplysninger, herunder at ingen af de tiltalte bor eller har ophold i Danmark, ikke kan antages at virke særlig belastende, jf. udlændingelovens § 26, stk. 1.

Thi kendes for ret:


Tiltalte T straffes med fængsel i 7 dage.


Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud i 6 år. Fristen for indrejseforbuddet regnes fra den 1. i den førstkommende måned efter udrejsen eller udsendelsen.

- - -

Østre Landsrets dom 23. januar 2012 (8. afd.), S-3232-11


(M. Lerche, Arne Brandt, Gry Berdiin (kst.) med domsmænd).


Glostrup Rets dom af 17. oktober 2011 (- - -) er anket af T med endelig påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, navnlig således at han frifindes for udvisningen.


Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.


Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte, der har forklaret i det væsentlige som for byretten.


Der er endvidere i landsretten afgivet forklaring af B og M.


Der er endvidere dokumenteret en oversættelse af en telefonsamtale den 24. oktober 2011 kl. 13.42 mellem tiltalte og B.


Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at han risikerede at sidde i fængsel i 30 dage, hvis han ikke tilstod. Han ville gerne hjem til Sverige. Han har ikke truet B. Han bad B om ikke at tale nedsættende om tiltaltes mor, og det accepterede han. Tiltalte bad på loppemarkedet om M's telefonnummer, således at T2 kunne komme til at se sine børn. Herefter begyndte B at skrige og råbe, hvorefter tiltalte meddelte, at han og T2 så måtte rette henvendelse til dansk politi. Tiltalte ved ikke, om T2 havde en aftale med M den dag. De kunne ikke finde M, hvor de ledte efter hende hjemme, hos B og i et indkøbscenter. Tiltalte ringede til B, før han og T2 tog på loppemarkedet. Han ringede efter dommen til B den 24. oktober 2011 kl. 13.42 uden at fortælle B, at samtalen blev optaget. De har talt sammen 4-5 gange i telefon efter dommen. Det er den eneste samtale, som han har optaget. T2 og M havde problemer, han kendte ikke baggrunden herfor. Da politiet kom den 16. oktober 2011, blev han lettet, fordi han regnede med, at politiet ville hjælpe T2 med at få kontakt til den pågældendes børn.


Tiltalte har oplyst, at han tidligere har boet i Danmark fra 2001-2007. Hans kone er dansk statsborger. De blev gift i Danmark. Han fik afslag på sin asylansøgning, og herefter har de boet i Sverige. Hans svigerfamilie samt fætter bor i Danmark. Hans kone arbejder i Danmark.


Vidnet B har forklaret blandt andet, at han var på loppemarked den 16. oktober 2011 ved frokosttid. Her dukkede tiltalte og T2 op. Han ved ikke, hvorfor de kom. Tiltalte spurgte om M's telefonnummer. Det ville vidnet ikke opgive ham. Tiltalte havde ringet til ham den dag for at spørge, hvor M var. Det ville han ikke fortælle tiltalte. T2 har tidligere øvet vold mod M. På loppemarkedet var stemningen anspændt. Tiltalte havde tidligere fremsat grove ytringer mod hans mor på Facebook, og nu gjorde vidnet gengæld med hensyn til tiltaltes mor. Tiltalte truede ham nu med at vente ved hans bopæl for at slå vidnet ihjel. Tiltalte var vred. Vidnet ringede til M bagefter for at fortælle hende om sin oplevelse. Han fortalte hende det hele, også det med truslen mod ham. Vidnet bekræfter at have talt med tiltalte i telefonen den 24. oktober 2011 kl. ca. 13.00. Vidnet har ikke sendt kopier af sin afhøring hos politiet til tiltalte. Vidnet har skiftet telefonnummer, fordi tiltalte hele tiden ringede til ham.


Vidnet M har forklaret blandt andet, at hun kontaktede politiet den 16. oktober 2011, fordi hun havde set tiltalte og T2 ved sin bopæl. Hun var bange for, at T2 ville bortføre børnene. De havde ingen aftale om at mødes, og de havde ikke talt sammen i 7 måneder. Hendes far ringede senere til hende og oplyste, at tiltalte havde truet ham på livet.

Landsrettens begrundelse og resultat:


Efter bevisførelsen for landsretten, navnlig vidneforklaringer af B og M, findes tiltalte skyldig efter anklageskriftet, dog således, at tiltalte har udtalt, at han ville vente ved B's bopæl for at slå ham ihjel. Landsretten har hermed lagt vægt på det forløb, der gik forud for episoden den 16. oktober 2011, herunder navnlig at tiltalte og T2 eftersøgte M uden at have en aftale om, at T2 kunne se børnene.


Straffen findes passende udmålt.


Landsretten tiltræder, at tiltalte kan udvises af Danmark i medfør af udlændingelovens § 24, nr. 2, og at der efter de foreliggende oplysninger ikke er grundlag for at undlade udvisning, jf. udlændingelovens § 26.


Landsretten stadfæster derfor dommen.

- - -

Højesterets dom.


I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Glostrup den 17. oktober 2011 og af Østre Landsrets 8. afdeling den 23. januar 2012.


I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Per Walsøe, Lene Pagter Kristensen, Marianne Højgaard Pedersen, Henrik Waaben og Kurt Rasmussen.


Påstande


Tiltalte, T, har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært formildelse, herunder navnlig således at han kun idømmes bødestraf og frifindes for udvisning.


Anklagemyndigheden har påstået stadfæstelse.


Anbringender


T har til støtte for sin påstand om frifindelse navnlig anført, at landsretten i strid med retsplejelovens § 883 har ændret på beskrivelsen i tiltalen i skærpende retning, således at der er dømt for et andet forhold. Der kan alene dømmes for trussel om »en omgang bank«. Det er ikke en biomstændighed, når landsretten tilføjer, »dog således, at tiltalte har udtalt, at han ville vente ved B's bopæl for at slå ham ihjel«. Der er tale om en udvidelse, og formuleringen »at slå ihjel« kan ikke sprogligt rummes inden for formuleringen »en omgang bank«. Landsretten har netop derfor benyttet formuleringen »dog således, at . . .«. Hertil kommer, at en trussel om »en omgang bank« uden skærpende omstændigheder slet ikke er strafbar efter straffelovens § 266.


Den indskrænkning af tiltalen, der fandt sted i byretten, er bindende, og anklagemyndigheden har på intet tidspunkt under bevisanken til landsretten søgt at udvide denne afgrænsning. Dommen er tværtimod indbragt af anklagemyndigheden for landsretten med påstand om domfældelse i overensstemmelse med byrettens bevisresultat.


Anklagemyndigheden har navnlig anført, at det efter landsrettens bevisresultat må lægges til grund, at T over for B har truet med at slå ham ihjel. Tiltalen lød imidlertid alene på, at T havde truet med »en omgang bank«. Om en trussel er omfattet af straffelovens § 266, skal efter retspraksis afgøres efter en samlet konkret vurdering af truslens ordlyd/indhold sammenholdt med omstændighederne ved truslens fremsættelse. Der er således i retspraksis flere eksempler på domfældelse, selv om der ikke udtrykkeligt er fremsat f.eks. trusler på livet. Som fremhævet af landsretten skal der i denne sag lægges vægt på det anførte om forløbet forud for truslens fremsættelse. Landsretten kunne derfor i medfør af retsplejelovens § 883, stk. 4, fravige anklageskriftets beskrivelse af ordlyden af den fremsatte trussel.


Efter forløbet i byretten kan T ikke have haft en berettiget og beskyttelsesværdig forventning om, at tiltalen for overtrædelse af straffelovens § 266 af anklagemyndigheden skulle være begrænset til én bestemt ordlyd af truslen på en sådan måde, at landsretten var afskåret fra at fravige tiltalen på dette punkt. T har under hele sagen været klar over, hvad han skulle forsvare sig imod. Det ville dog have været rigtigst, hvis anklagemyndigheden i forbindelse med T's bevisanke til landsretten havde berigtiget anklageskriftet, så det kom i overensstemmelse med det oprindelige anklageskrift, der angav, at han havde truet med at slå B ihjel, jf. retsplejelovens § 917, stk. 1, jf. § 836, stk. 1.


Supplerende sagsfremstilling


Det fremgår af retsbogen fra Retten i Glostrup for retsmødet den 17. oktober 2011, at T under forhold 3 blev tiltalt for følgende: >> 476 >>


»Overtrædelse af straffelovens § 266,


ved søndag den 16, oktober 2011 kl. 1300 på loppemarked på - - -vej i - - - Kommune, på en måde, der var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for nogens liv, helbred eller velfærd at have truet med at slå B ihjel, når han vendte hjem fra loppemarkedet.«


T afgav i den forbindelse den forklaring, der er gengivet i byrettens dom som første afsnit under gengivelsen af hans forklaring. Ifølge retsbogen blev der herefter fra klokken 14.25 holdt en pause, hvor begge de tiltalte forlod retten for at drøfte sagen med deres forsvarer. Ifølge retsbogen indfandt begge de tiltalte sig på ny i retten klokken 14.50, og T afgav herefter den supplerende forklaring, der fremgår af dommen. Forløbet af den nævnte pause er beskrevet i advokat Anne Birgitte Letts brev af 12. marts 2012 til Procesbevillingsnævnet. Det hedder heri bl.a.:


»Efter min klients første forklaring i grundlovsforhøret den 17. oktober 2011, hvor han nægtede sig skyldig, bad anklageren om en pause for at tale med mig i enrum. Jeg blev opfordret til at tage endnu en samtale med mine klienter, idet anklagemyndigheden var indstillet på en »straksafgørelse« med krav om 7 dages fængsel og udvisning i 6 år, hvis de sigtede hver især kunne tilstå at have fremsat trusler under en eller anden form.


Jeg oplyste mine klienter, at alternativet med overvejende sandsynlighed ville være en længere varetægtsfængsling, inden sagen kunne afgøres ved en domsmandsret. T valgte på den baggrund at tilstå trusler i form af en omgang bank, ikke mindst af hensyn til sin familie og risiko for at miste sit gode job i - - -.«


Ifølge retsbogen fra Retten i Glostrup erklærede T og broderen - efter at de havde talt med deres forsvarer og afgivet yderligere forklaring - at de ønskede sagen behandlet som tilståelsessag uden medvirken af domsmænd, jf. retsplejelovens § 831. Anklageren erklærede sig ifølge retsbogen enig heri og berigtigede tiltalen »i overensstemmelse med tilståelsen«, således at tiltalen herefter lød:


»Overtrædelse af straffelovens § 266,


ved søndag den 16. oktober 2011 kl. 1300 på loppemarked på - - -vej i - - - Kommune, på en måde, der var egnet til at fremkalde alvorlig frygt for nogens liv, helbred eller velfærd at have truet med at give B »en omgang bank«.«


Sagen blev herefter procederet, de tiltalte havde lejlighed til at udtale sig, og T og hans bror blev dømt i overensstemmelse med deres tilståelser.


Af ankemeddelelse med anklageskrift af 31. oktober 2011 fra statsadvokaten fremgår, at T ankede dommen til frifindelse, subsidiært formildelse. Det fremgår endvidere, at anklagemyndigheden indbragte dommen med påstand om stadfæstelse, og at T i henhold hertil blev sat under tiltale ved Østre Landsret under medvirken af domsmænd til domfældelse i overensstemmelse med byrettens bevisresultat.

Højesterets begrundelse og resultat


Efter straffelovens § 266 er det strafbart at true med at foretage en strafbar handling, hvis truslen er egnet til hos nogen at fremkalde alvorlig frygt for eget eller andres liv, helbred eller velfærd. § 266 omfatter dermed ikke enhver trussel om udøvelse af vold, og trusler om simpel vold er som udgangspunkt ikke omfattet af bestemmelsen. Om en trussel om voldsudøvelse er strafbar efter § 266, må afgøres ud fra en samlet vurdering af truslens ordlyd sammenholdt med de omstændigheder, hvorunder truslen er fremsat.


Fire dommere - Per Walsøe, Lene Pagter Kristensen, Henrik Waaben og Kurt Rasmussen - udtaler herefter:


I byretten nægtede T at have truet B med at ville slå ham ihjel. Efter en pause erkendte T at have truet med, at hvis B blev ved med at genere hans mor, ville B få med »dem at bestille i form af tæv«. Anklageren ændrede herefter tiltalen, således at T blev tiltalt for at have truet med at give B »en omgang bank«. Sagen blev på denne baggrund fremmet som tilståelsessag, og T blev idømt fængsel i 7 dage for overtrædelse af straffelovens § 266.


Vi finder, at trussel om »en omgang bank« under de erkendte omstændigheder ikke er omfattet af straffelovens § 266. Sagen burde derfor ikke være fremmet som tilståelsessag.


Vi finder endvidere, at forløbet i byretten indebærer, at anklagemyndigheden har frafaldet tiltalen for trusler på livet og begrænset tiltalen til at angå trussel om »en omgang bank«. Dette blev ikke ændret af anklagemyndigheden inden for to-måneders-fristen i retsplejelovens § 724, stk. 2. Landsretten var herefter bundet af denne påtalebegrænsning. Vi finder, at den fravigelse af tiltalen, landsretten foretog med hensyn til truslens indhold, under disse omstændigheder ikke kunne ske på grundlag af retsplejelovens § 883, stk. 4, hvorfor landsretten ikke kunne dømme T som sket.


Vi stemmer herefter for at tage T's påstand om frifindelse til følge.


Dommer Marianne Højgaard Pedersen udtaler:


I anklageskriftet er gerningsindholdet i straffelovens § 266 beskrevet som en trussel om »en omgang bank«. »En omgang bank« er ubestemt med hensyn til voldens omfang og karakter og kan efter omstændighederne være egnet til at fremkalde alvorlig frygt for modtagerens helbred. Jeg finder derfor, at anklageskriftets beskrivelse af gerningen er strafbar efter straffelovens § 266.


Landsretten har bevismæssigt lagt til grund, at T har truet B med, at han ville vente ved dennes bopæl for at >> 477 >> slå ham ihjel. Dette bevisresultat er også gældende for Højesteret.


En trussel om at ville slå en person ihjel er alvorligere end en trussel om at ville give en person »en omgang bank«. En sådan udvidelse af tiltalen kan heller ikke efter min opfattelse rummes inden for mulighederne efter retsplejelovens § 883, stk. 4, for at fravige tiltalen med hensyn til biomstændigheder. T skal derfor ved domfældelsen og strafudmålingen som det mindre i det mere stilles, som om at det, han har truet med, svarer til »en omgang bank« eller lignende. I denne forbindelse bemærkes, at det efter min opfattelse er ubetænkeligt at lægge til grund, at anklageskriftets angivelse af en trussel om »en omgang bank« eller lignende kan rummes inden for landsrettens bevisresultat, hvorefter T truede med ville slå B ihjel.


Anklagemyndigheden har ikke forsøgt at udvide tiltalen i forhold til den begrænsning, der skete ved byretten som følge af T's tilståelse. Jeg har derfor ikke anledning til at tage stilling til, om der foreligger en bindende påtalebegrænsning, som kun kan omgøres inden for to-måneders-fristen, eller om anklagemyndigheden i givet fald ikke ville have været bundet, fordi grundlaget for begrænsningen bortfaldt, da T senere trak sin tilståelse tilbage og fragik sin forklaring om, at han havde truet med »tæv«.


Jeg tiltræder herefter, at T er fundet skyldig i strafbare trusler efter straffelovens § 266. Da jeg finder straffen og udvisningen passende, stemmer jeg herefter for at stadfæste landsrettens dom.


Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet, således at T frifindes.

Thi kendes for ret:


T frifindes.


Statskassen skal betale sagens omkostninger for byret, landsret og Højesteret.