|
|
|
||
|
|
|||
|
V.L.D. 7. februar 2000 i anke 12. afd. S-2298-99 (Vogter Henrik Estrup, Hanne Rasmussen (kst.) med domsmænd). Anklagemyndigheden mod T (adv. Nis Møller, Aabenraa, e.o.). Aabenraa Rets dom 13. juli 1999. Ved politimesterens anklageskrift af 29. juni 1999, der berigtiger et tidligere anklageskrift af 31. maj 1999, tiltales under denne domsmandssag T for overtrædelse af straffelovens § 266 b, stk. 1, ved den — — — på — — —, — — —, til en journalist fra X, med forsæt til udbredelse i en videre kreds, at have udtalt: »— — —«, hvilke udtalelser blev viderebragt i X den — — — og i Y den — — —. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Han har erkendt at have udtalt sig som citeret i anklageskriftet, men det var ikke hans mening, at det skulle komme i avisen. — — — Der er under domsforhandlingen afgivet forklaring af tiltalte og vidneforklaring af journalist A. Anklageren har gjort gældende, at der er tale om så grove bemærkninger, at de er omfattet af straffelovens § 266 b. Efter både sin egen og vidnets forklaring må tiltalte have indset, at vidnet var journalist, og at det derfor var overvejende sandsynligt, at han ville blive refereret i avisen, når journalisten tog notater. At han således havde forsæt til at bringe sine ord ud til en videre kreds, støttes også af hans senere læserbrev. Forsvareren har henvist til, at tiltalte har et farverigt sprog og har svært ved at sætte ordmæssige grænser. Under samtalen, der foregik mest med — — — og ikke så meget med journalisten, kom han med sine private meninger. Han talte ikke for at blive citeret og få det frem i avisen. Han koncentrerede sig om samtalen uden at vide noget sikkert om, at vidnet var journalist. Artiklen indeholder i øvrigt også sympatiske udtalelser fra hans side. Rettens bemærkninger: Tiltalte har bekræftet, at han har udtalt sig som citeret. De sidste 2 led i citatet er klart udtryk for en forhånelse og nedværdigelse af en gruppe af udlændinge og således som udgangspunkt omfattet af straffelovens § 266 b, stk. 1. Spørgsmålet er herefter, om tiltalte som hævdet ikke har haft forsæt til, at disse udtalelser skulle udbredes i en videre kreds, i dette tilfælde gennem X. — — — Vidnet har ikke kunnet huske, at hun utvetydigt præsenterede sig som journalist, og det fremgår i hvert fald af hendes forklaring, at hun ikke direkte nævnte noget om, at tiltalte ville blive citeret for sine meninger. Ifølge vidnet talte tiltalte mest med den — — —. Der var under ingen omstændigheder tale om et interview, hvor han udtalte sig til hende som journalist. Under disse omstændigheder kan retten ikke anse det for bevist, at tiltalte under samtalen i — — — var klar over, at hans udtalelser ville blive bragt videre i en avisartikel. Da han således ikke som nævnt i straffelovens § 266 b har haft forsæt til at få sine udtalelser udbredt i en videre kreds, frifindes han for den rejste tiltale. — — — Vestre Landsrets dom. — — — Anklagemyndigheden har påstået dom i overensstemmelse med tiltalen i 1. instans. Tiltalte har påstået stadfæstelse. Tiltalte og vidnet A har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Tiltalte har supplerende forklaret, at hverken A selv eller andre havde fortalt, at hun var journalist, da han fremsatte de pågældende udtalelser. Det blev han først klar over bagefter. Foreholdt sin forklaring til politirapport af 28. juli 1998 og 16. februar 1999 forklarede han, at den pågældende politimand må have misforstået hans forklaring. Der var fire personer til stede i — — —, nemlig A, — — —, en anden mand og han selv. De tog alle del i samtalen. Det var ikke meningen, at det, der blev sagt, skulle i avisen. A har supplerende forklaret, at hun ikke kan huske, om hun talte med tiltalte om, at hun ikke måtte komme ind i mødesalen. Hun tror, at hun præsenterede sig for tiltalte som journalist, men hun er ikke sikker. Hun sad med en notesblok og noterede ned. Der var overvejende tale om en samtale mellem tiltalte og en — — —, der også sad i — — —. Hun deltog dog også ved af og til at stille spørgsmål. Hun kan ikke huske, om de ord, som tiltalen angår, var rettet til hende. Hun er ikke sikker på, at hun gjorde det klart for tiltalte, at hun ville citere hans udtalelser i avisen. Det vil dog være mærkeligt, hvis hun ikke har gjort det, da det er hendes normale måde at arbejde på. Hendes artikel er ikke et interview, men snarere en reportage eller et stemningsbillede. — — — Stemningen var løftet. Både tiltalte og den — — — var meget underholdende. Landsrettens begrundelse og resultat: Det tiltrædes, at de pågældende udtalelser er omfattet af straffelovens § 266 b. Efter bevisførelsen må det lægges til grund, at tiltalte var klar over, at A var journalist, da han fremsatte de pågældende udtalelser. Efter bevisførelsen må det imidlertid også lægges til grund, at de pågældende udtalelser faldt under en samtale, der i det væsentlige udspandt sig mellem tiltalte og en anden mand, og at A ikke havde bedt tiltalte om et interview. Det findes endvidere ikke godtgjort, at hun havde spurgt tiltalte, om hun måtte citere ham eller i øvrigt gjort det klart for ham, at hans udtalelser ville blive gengivet ordret i avisen. For tiltalte har det på den baggrund ikke fremstået som overvejende sandsynligt, at A's formål med at være til stede og tage notater var at citere ham ordret, således at hans udtalelser under samtalen blev udbredt til en videre kreds. Under disse omstændigheder kan det ikke anses for bevist, at tiltalte havde forsæt til at overtræde straffelovens § 266 b, stk. 1. Landsretten stadfæster derfor dommen. — — — |
|||
|
|
|||