UfR 2003.2044 HD
 

  H.D. 17. juni 2003 i sag 377/2002 (2. afd.)
Karen Sunds (adv. Hans Kjellund, Århus) mod Pia Kjærsgaard (adv. Merethe Stagetorn, Kbh.).

Retten i Århus' dom 31. oktober 2000 (13. afd.)

1. Sagens genstand:

Denne sag drejer sig om, hvorvidt en udtalelse fremsat i Radioavisen fra en repræsentant fra Folkebevægelsen mod EU om, at formanden for Dansk Folkeparti havde »racistiske synspunkter«, er en strafbar ærekrænkelse.

I bekræftende fald drejer sagen sig endvidere om, hvorvidt formanden har krav på erstatning og tilkendelse af beløb til kundgørelse af domsresultat.

2. De faktiske forhold:

Anledningen til nærværende sag er, at sagsøgte den 31. oktober 1999 kl.18.30 blev interviewet til Radioavisen. En afskrift af interviewet har følgende tekst:

»Kaj Seligen, Studievært:

Folkebevægelsen mod EU har sluttet sit landsmøde i Århus, og modstanden mod Euroen og selvransagelse var de to dominerende emner, fortæller vor medarbejder Steen Christensen fra Landsmødet.

Steen Christensen, journalist:

Politisk er det vigtigste for Folkebevægelsen mod EU modstanden mod den fælles mønt: Euroen. Derfor skal modstanderne af mønten lave en fælles kampagne både på nationalt og lokalt plan. Og så må man se bort fra de uenigheder, der ellers er. Men der bliver ikke plads til Dansk Folkeparti - højst som enkeltpersoner, siger Karen Sunds fra Bevægelsens forretningsudvalg.

Karen Sunds, Folkebevægelsen mod EU:

Efter min mening, så skulle man lade partierne træde i baggrunden i sådan en kampagne, fordi så snart vi er inde og snakke partier, så bliver der ballade, havde jeg nær sagt. Og jeg vil meget nødigt identificeres med Pia Kjærsgårds racistiske synspunkter, og det er jeg helt sikker på, at det vil være holdningen bredt i en kampagne. Man ønsker ikke at blive identificeret med det. Så jeg synes, at det er problematisk, hvis Dansk Folkeparti ønsker at deltage i sådan en kampagne. Men jeg vil godt slå fast, at ude i en lokal gruppe, der kan man jo sagtens . . . der kommer jo enkelte personer og siger: »vi skal være aktive i kampagnen« o.s.v. Jamen altså vi står da ikke og spørger folk : »hvor hører du til hva? Hvilken partibog har du, hva? Det spørger vi da ikke folk om, og selvfølgelig kan folk være med i en kampagne, selvom de er medlem af dansk Folkeparti«

Baggrunden for sagsøgtes udtalelser om sagsøgeren var primært indholdet af sagsøgerens tale på Dansk Folkepartis årsmøde den 2-3. oktober 1999. Af den ca. 7 sider lange tale gengives her de ca. 4 første sider:

»Kære delegerede! Kære gæster!

For et par uger siden havde en god ven af Dansk Folkeparti, pastor Søren Krarup, en af sine sædvanligt velskrevne og lærerige kronikker i Ekstra Bladet. Overskriften på kronikken var formet som et spørgsmål til læserne:

»Hvad gjorde du, da Danmark blev ødelagt?«

Søren Krarup tog udgangspunkt i det spørgsmål, nutidens tyske ungdom ofte stiller deres forældre og bedsteforældre: Hvad gjorde I i 30'erne. Disse unge tyskere havde jo set resultatet. De vidste, hvad Hitler havde bevirket: Et ødelagt land, en ødelagt verden, folkemord og gaskamre. Disse unge føler den tyske skyld og er forfærdede over det, som skete i deres land.

Søren Krarup har, som jeg, den stærke fornemmelse af, at den næste generation i Danmark vil stille den ældre generation - os - et lignende spørgsmål. De vil se på vilkårene omkring sig, og de vil læse om, hvad Danmark var, før indvandringen begyndte, de vil opleve, hvordan indvandringen blev en national katastrofe, som slog Danmark i stykker som nation og skabte et sprængt, splittet og usammenhængende land.

Det bliver os, der må besvare det spørgsmål, vore børn og børnebørn stiller:

Hvad gjorde du, da Danmark blev ødelagt?

Ja, hvad gjorde vi egentlig? Vil vi i den tid kunne se os i spejlet og med god samvittighed sige: »Jeg gjorde mit bedste! Jeg spildte ikke mine kræfter, min tid og min energi på fjollede mundhuggerier om bagateller. Jeg hyttede ikke mit eget skind for at fremme karrieren. Jeg satte mit fædreland og mit folk over alt andet. Vi i Dansk Folkeparti er parate til at besvare spørgsmålet!

For det er jo os, der har ansvaret. Vi har stadigvæk muligheden for at ændre begivenhedernes gang. Vi har stadigvæk muligheden for at få det Danmark tilbage, vi er ved at miste for vi udgør stadigvæk flertallet i vort eget land. Men det indebærer, at vi holder op med at kredse så meget om os selv og vort eget. En amerikansk præsident udtrykte det på den måde: Spørg ikke hvad dit land kan gøre for dig, men hvad du kan gøre for dit land!

Det er op til den enkelte dansker. Det er op til dig og mig. Du har ansvaret - og du har endnu mulighederne.

Der er altså ingen grund til at fortvivle eller give op. Med en fælles kraftindsats kan det lykkes. Lad os, inden vi går herfra, love hinanden, at vi vil gøre vort allerbedste . . .!

Lad os med dette i baghovedet se på, hvilken dybt alvorlig situation det er, et folketingsflertal over en periode på kun 15 år har ført Danmark ud i:

Mest alvorligt er det, at den samlede kreds af mennesker, der bor inden for Danmarks grænser, nu ikke længere kan betegnes som en homogén og samlet nation. Dermed være ikke sagt, at det danske folk ikke længere eksisterer, for det gør det i allerhøjste grad! Men vi er, som følge af den store folkevandring fra syd, dybt inde i en situation, hvor vi, som bor indenfor Danmarks grænser, ikke længere er enige om, at danskheden er værd at bevare - værd at slås for. Og det er noget ganske nyt.

Det er fra Godhedsindustrien blevet hævdet, at Danmark altid har været et indvandrerland, men den påstand er rent vås.

For uanset hvad der har været af indvandring i tidligere tider - af roepolakker, af kartoffeltyskere, af hollændere, af tyske og polske jøder eller af huguenotter - så har disse grupper været kendetegnet i, at de af kultur og natur var en del af den vestlige tænkemåde.

Det siger sig selv, at der skulle nogle år til, inden de havde fået sig tilegnet det danske sprog og inden de havde vænnet sig til, at sådan gør vi altså i Danmark . . . Men de havde viljen til integration, for de havde besluttet sig for et nyt fædreland og havde sagt farvel til deres gamle land. Og efter en enkelt generation var det danske slået igennem, og disse grupper var blevet en naturlig del af danskheden.

Ikke alene var de altså på forhånd en del af den vestlige kulturkreds, de kom også drypvis og i et ganske anderledes lavt antal end nu. Den jødiske indvandring drejer sig om cirka 7.000-8.000 fordelt over mere end 250 år. Af hollændere drejer det sig om cirka 400 familier og af huguenotter om henved 800 personer. Den suverænt største gruppe af indvandrere i Danmarkshistorien indtil for 20-25 år siden var polakkerne. De kom i et samlet tal på cirka 14.000. Men denne polske indvandring strakte sig over 60 år.

Jeg gentager: På 60 år indvandrede 14.000 polakker.

Det er stort set det samme antal fremmede, nutidens Danmark lukker ind hver evig eneste år! Blandt andet via udlændingeloven.

Men nutidens indvandring består ikke af kristne mennesker fra den vestlige kulturkreds, som er glødende ivrige efter hurtigst muligt at blive en del af danskheden.

Nutidens indvandrer er for det meste mennesker fra den tredje verden og hovedsagelige muslimer, som ikke har nogensomhelst vilje til at blive en del af danskheden. Tværtimod ankommer disse mennesker med bagagen fuld af noget helt andet. De kommer ofte med den dybeste foragt for alt vestligt, for alt dansk og alt kristent. De kommer med bagagen fuld af mandschauvinisme, af rituelle slagtninger, af omskæring af pigebørn og af kvindeundertrykkende tøj og traditioner, som hører hjemme i den mørkeste middelalder.

Og frem for alt ankommer mange med bagagen fuld af religionsfanatisme, bedreviden og arrogance.

Sag efter sag i det seneste år dokumenterer, at Islam overalt trænger sig frem på danskernes bekostning og at regeringen ikke alene lader stå til, men med lovgivning ligefrem hjælper Islam på vej. Tørklædesagen er kun én af sagerne. Badesagen, tvangsomskæringer af pigebørn, den systematiske kvindeundertrykkelse og rituelle slagtninger er andre. Danskerne tvinges af regeringen og Folketingets store flertal til at acceptere det hele.

Men vi vil ikke finde os i det . . .!

Det er jo hele vort kulturgrundlag, der smuldrer med et flertal af politikerne som Islams beredvillige hjælpere. Det er ganske utåleligt, det, der foregår for øjnene på os allesammen, og vi må kræve handling for at standse multietniseringen.

Vi må have svar på, hvor Regeringen og Folketingets flertal forestiller sig, at hele dette vanvid skal ende - selvom jeg tvivler på, at man overhovedet har gjort sig nogen forestillinger om det. Flertalspolitikernes største forsyndelse er nemlig, at den fører dag-til-dag-politik og dermed undlader at tænke langsigtet. Gribes der ikke snarest ind, bliver det de kommende danske generationer, som må betale en meget dyr pris på eftergivenheden . . .

Ikke alene danskerne men også andre europæiske borgere ser overalt muslimske samfund vokse frem og ser disse stille krav om plads til deres kultur med en selvsikkerhed, som om Europa allerede var deres. Men samtidig er vi klar over, at samtlige muslimske lande i verden er diktaturstater, hvor menneskerettighederne massivt tilsidesættes og vi siger selvfølgelig nej til at lade den muslimske kultur vinde indflydelse på Danmarks og Europas forhold.

Truslen mod vort demokrati kommer nemlig ikke fra os, der påpeger problemerne og kræver demokratiske løsninger. Truslen kommer fra dem, de fornægter problemerne og søger at lukke munden på kritiske borgere og politikere . . .!

Når man nu igen hører, at nu vil Thorkild Simonsen endnu en gang til at »stramme op« nu skal der gøres en indsats for at standse indvandrerbandernes vanvittige fremfærd, nu skal der ske noget på udlændingeområdet, ja, så kan det umiddelbart lyde tillokkende. Desværre er man blevet klog af skade, når det netop gælder denne mand, og til hans nyeste udspil, er der kun at sige:

Thorkild Simonsen - Danmarks vendekåbe . . .!

Birte Weiss' tid var slem nok, men er intet at regne mod afløseren, Thorkild Simonsen. Vi kom simpelthen fra asken i ilden, da han blev indenrigsminister: De fremmede strømmer nu ind i landet som aldrig før i Danmarkshistorien. Thorkild Simonsen kvalificerer sig dermed i klassen af de største politiske skuffelser.

Sommerens debat om Udlændingestyrelsen har givet offentligheden et billede af en styrelse som én stor afslagsmaskine, som virkelig har strammet op. Lad mig betro jer noget: De er fup og fidus . . .!

Udlændingestyrelsen behandler årligt cirka 80.000 - i hørte rigtigt: 80.000 (!) ansøgninger om asyl, arbejds- og opholdstilladelse og visum: og anerkendelsesprocenten er stærkt stigende: 54 procent i 1997, 58 procent i 1998 og hele 67 procent i 1999. 67 procent anerkendes . . .!

Samtidig er antallet af asylansøgere stærkt stigende - med 15 procent i forhold til 1998. Det er beregnet, at hvis prognosen holder, vil der komme 7.000 fremmede i år mod 5.702 i fjor plus familiesammenføringer på måske 9.000. I alt altså 16.000 indvandrere på ét år. Husker I til sammenligning tallet på indvandrede roe-polakker: 14.000 på 60 år.

Den er gal over alt: I København og Odense huserer indvandrerbander og sætter ved hjælp af vold og trusler om vold dagsordenen. I de store byers omegnskommuner - som Ishøj, Brøndby Strand, Vollsmose og Gjellerup - hvortil flygtningene strømmer, flygter til gengæld danskere den anden vej - nemlig de lovlydige borgere - og vel at mærke dem, der har pengene til det. De danskere, som ikke er så godt ved muffen - de har bare at blive boende.

Ghetto-kriminaliteten er i dag af en sådan karakter og et sådant omfang, at det er nødvendigt at indføre helt nye metode, som vi ikke hidtil har haft brug for i vort land. Dansk Folkeparti foreslår, at i tilfælde af, at en ung anden - eller måske tredjegenerationsindvandrer gentagne gange begår kriminalitet og ingen opdragelse er mulig, ja så hjemsendes og repatrieres ikke alene den pågældende men hele hans familie. Det er det eneste, de har respekt for . . .!

Jeg er helt klar over, at dette ikke er en metode, der hidtil har været prøvet, men der skal altså ske noget drastisk, så vi undersøger nu mulighederne for et sådant lov-initiativ.

Hvis Danmarks demokratiske partier stiltiende ser på, at indvandringsbølgen fra 1980-erne og 1990-erne fortsætter ind i det nye årtusinde: hvis man fortsat agter at råbe »racist« efter almindelige, hæderlige danske og hvis man fortsat kalder det højreekstremisme at forsvare egen kultur og påstår at indvandringen er en kulturberigelse, så ender det galt - så taber borgerne tilliden til demokratiet og så får helt andre kræfter overtaget.

Det er naivt at forestille sig, at man kan påtvinge danskerne det multietniske samfund, som overalt i verden har vist sig skæbnesvanger overfor udviklingen, for hvorfor i al verden skulle vi frivilligt tillade etableringen af et brohoved for en religion, som har til formål at komme vor egen tro og levevis til livs? En religion, som kun har hån og foragt til overs for os og det vi tror på og føler. Hvorfor skulle vi, i trosfrihedens hellige navn, acceptere begyndelsen til vor egen undergang som kristent folk . . .?!

Men kan vi overhovedet stille noget op? Ja som regel får vi jo stukket de internationale konventioner i ansigtet, hver gang vi formaster os til at kræve alvorlige stramninger. Man bruger altså blandt andet disse konventioner til at lamme al kritik af den førte udlændingepolitik. Spørgsmålet er så, hvor længe vi derfor skal blive ved med at acceptere denne argumentation.

Det hævdes, I at de internationale konventioner forhindrer os i at stoppe indstrømingen af flygtninge. Det passer ikke! Den danske lovgivning går på dette punkt langt videre, end FN kræver, og videre end det lovforberedende sagkyndige udvalg med Højesterets præsident i spidsen i sin tid turde lægge navn til. Og også danskerne har menneskerettigheder, nemlig retten til, at andre ikke bare tiltager sig vore ressourcer.

Der er altså slet ingen grund til, at Danmark opsiger sin tilslutning til konventionerne. Vi kan - selv med konventionerne - uden videre foretage de nødvendige stramninger af udlændingelovgivningen; og det er nødvendigt, at dette sker så hurtigt som overhovedet muligt . . .!

Dansk Folkeparti vil også i den kommende folketingssamling arbejde ihærdigt på stramninger. Vi er dog så realistiske, at vi indser, at uanset hvad vi foreslår af stramninger, vil der for tiden ikke være flertal for det i Folketinget.

I et kommende borgerligt regeringssamarbejde, hvor Dansk Folkeparti udgør en del af flertallet, vil mulighederne selvsagt være større. Jeg er overbevist om, at vi vil kunne presse først og fremmes Venstre og Konservative til at stramme op, mens jeg er ligeså sikker på, at bliver for eksempel Centrumdemokraterne en del af regeringen, vil det blive umuligt.

Den danske befolkning må altså gøre sin stilling op: Ansér man, som vi gør, masseindvandringen for at være det alvorligste politiske og samfundsmæssige problem i Danmark i dag, er Dansk Folkeparti den absolut eneste mulighed, når der skal sættes kryds på valgdagen . . .!«

I sagen er der fremlagt kopier af 2 artikler i udgivelsen »Nyt fra Sprognævnet«. Begge artikler har tilknytning til forespørgsler fra advokater i forbindelse med tidligere sager om ærekrænkelser, hvor udtrykket »racisme« har været inde i billedet.

I »Nyt fra Sprognævnet 1991/1 - marts« ( Bilag A ) hedder det efter overskriften »Racisme og rascist« blandt andet:

»I forbindelse med en retssag blev Dansk Sprognævn i slutningen af 1990 bedt om at udtale sig om betydningen af ordene racisme og racist. Forespørgslen til Sprognævnet bestod af i alt 5 spørgsmål, formuleret som spørgsmål 1-4 + et »tillæg til spørgetema«. Spørgsmålene blev behandlet af Dansk Sprognævns arbejdsudvalg og blev besvaret i et brev af 17.12.1990 fra Sprognævnet. Nævnets svar er siden blevet refereret i flere dagblade. Nedenfor bringes Sprognævnets svar i sin helhed.

Spørgsmål 1:

»Hvorledes opfattes betydningen af ordet »racisme« i nutidig almindelig sprogbrug?«

Betydningen af et ord fremgår af den måde et ord bliver brugt på. På basis af brugen af ordet bliver det defineret fx i fremmedordbøger og andre ordbøger som oplyser om betydningen, og ordbøgers behandling af et ord er derfor en vigtig kilde til indkredsning af dets betydning.

Ordet racisme (og de tilhørende ord racist og racistisk) er defineret i Nudansk Ordbog første gang i 1964 således:

»teori om, at en nations racerenhed bør bevares«.

I udgaven fra 1972 tilføjes:

»tro på en bestemt races overlegenhed«.

I udgaven fra 1977 og fremefter er yderligere tilføjet:

»og medfødte ret til at herske«.

Gyldensdals Fremmedordbog udkommer første gang i 1960, og den definerer således:

»teori som går ud på at bevare en nations racerenhed; især om nationalsocialismens racelære«.

I 1971-udgaven ændres det til:

»troen på visse racers overlegenhed og medfødte ret til at herske; især om nazismens »racelære« og dens følger for jøderne«.

I udgaven fra 1979 tilføjes som et nyt ord ordet racist:

»modstander af farvede; bekæmper af indvandring af farvede«.

Herefter er beskrivelsen uændret.

I Inger Bang og Jørgen Bang: Fremmedordbog kommer ordet med i udgaven fra 1943, og der står:

»den nationalsocialistiske Racelære«.

I udgaven fra 1976 tilføjes »racediskrimination«, som på alfabetisk plads forklares som »forskelsbehandling, især undertrykkelse af farvede til fordel for de hvide. «

Vor Tids Fremmedord, 1943, angiver:

»Racelære efter tysk nationalsocialistisk Forbillede«.

Denne betydning ændres ikke indholdsmæssigt i de senere udgaver, og sidste udgave er fra 1965.

Politikens Fremmedordbog udkommer i 1985, og den oplyser:

»den tro at visse racer (spec. den race man selv tilhører) er andre overlegne; det at man vurderer og behandler mennesker forskelligt efter deres race«.

Gjellerups Fremmedordbog udkommer i 1988, og her står:

»den overbevisning at visse racer er bedre end andre og har ret til at herske over dem; det at man behandler mennesker forskelligt efter deres race«.

Som man kan se er de tidligste betydningsangivelser nært knyttet til den nationalsocialistiske racelære, og først i 1970'erne udvides eller revideres betydningen i de forskellige ordbøger til at omfatte forskelsbehandling mellem sorte og hvide, her de hvides undertrykkelse af de sorte eller farvede (fx i lande som USA og Sydafrika).

I de to nye ordbøger, Politikens Fremmedordbog, 1985, og Gjellerups Fremmedordbog, 1988, er en ny betydning med: »det at man (vurderer og) behandler mennesker forskelligt efter deres race«. Heri angives det at ordet racisme også benyttes om mere almen forskelsbehandling mellem racer, ikke blot i den nazistiske racelæres ideologi eller ved hvides undertrykkelse af sorte.

Herfra er der sprogligt ikke langt til en nyere brug af ordet som kunne karakteriseres som »undertrykkelse eller forskelsbehandling af gruppe af mennesker«, en betydning som fremgår af citater i Sprognævnets samling, hvorfra vi vil give nogle eksempler:

Hvor kirken før absorberede de bange og bigotte og gav dem ståsted, står køns-»racisme« åben for anti-bedøvelsesfolk. (Politiken 10.1.1965).

Han beskæftiger sig med den stadig eksisterende lille racisme over for skuespillerne. (Berlingske Tidende 19.5.1970).

Vi er mange kvinder, der er imod racisme mod mænd. Men jeg kan se, at det nødig skulle gå sådan, at hver gang vi laver vore egne grupper, så skal det opfattes som en sammensværgelse mod mændene. (Information 8.8.1973).

det er en form for racisme at hævde, at »kvindelitteratur« absolut bør anmeldes af kvindelige kritikere. (Information 18.11.1976). 

en debatkampagne med det formål at bekæmpe »spirende tendenser til racisme og frygt for fremmede« (og) forbedre flygtningenes og indvandrernes situation. (Jyllands-Posten 1987).

fælles mødested for danske og udenlandske kvinder og deres børn. Formålet var og er at forebygge racisme og forskelsbehandling ved at fremme forståelsen mellem indvandrerne og danskerne. (Femina 14.4.1987).

I en artikel fra Kristeligt Dagblad som er trykt i tidsskriftet Folkeskolen 17.5.1968 advares der mod brugen af ordet racisme i den betydning som eksemplerne ovenfor har, og advarslen viser dermed at betydningsglidningen er sket:

Diskrimination råber man, når en togforbindelse nedlægges. Racisme siger provolærerne når de i et dagblad . . . kaldes sjuskede . . . personer . . . De to eksempler nævnes her kun som illustration af den vildtvoksende brug af to af tidens oprindeligt kraftige ord. . . . Efterhånden bruges de om hvad som helst når som helst.

Ud fra ordbogsoplysningerne og citaterne kan vi konkludere at man normalt i nutidig sprogbrug kan forstå ordet racisme på flere måder:

1) en betydning der relaterer sig til nazismens racelære og dens følger for jøderne

2) en betydning som går ud på en races overlegenhed over andre, dog især med henblik på forholdet mellem sorte og hvide

3) en betydning hvor ordet betoner forskelsbehandling og undertrykkelse eller blot afstandtagen fra grupper af mennesker som godt kan være af samme race som en selv.

Spørgsmål 2

»Er det i almindelig sprogbrug normalt at omtale en person, der er modstander af indvandrere eller flygtninge, som racist?«

Hvad der er sagt ovenfor om betydningen af racisme, gælder også for ordet racist, dog således at racist betegner personen der går ind for racisme. Ud fra de ovennævnte betydninger af racisme skulle der ikke være noget i vejen for at betegne personer der er tilhængere af holdninger som de tre betydninger udtrykker, med ordet racist.

Men det er svært at afgøre hvad der er normalt i denne forbindelse. For langt de fleste mennesker er holdninger som disse negative, og ordet racist kan derfor også have karakter af skældsord, jf. fx »mange, der for altid vil have det sådan, at racist er det værste, man kan kalde et andet menneske« (Flygtningenyt, feb. 1990) Om ordet bliver brugt som et skældsord eller som en karakteriserende betegnelse, kan Sprognævnet ikke afgøre i de enkelte tilfælde, men vil dog gerne nævne følgende eksempler på ordet i brug:

racisternes . . . paastand: at visse grupper af mennesker af naturen adskiller sig fra den øvrige menneskehed. (Barrows Dunham: Fordomme og Myter i Nutiden, 1948).

at udraabe H. til racist og nazist. (Information 11.9.1959).

Indsættelse af unionstropper mod genstridige hvide racister i sydstaterne (i USA). (Information 27.9.1962).

Ford og Nixon var ikke racister i ordets aggressive betydning. Racister betød blot, at de ikke havde nogen forståelse for farvede folks problemer. (Information 9.6.1977).

danske racister, såkaldt grønjakker . . . en del sammenstød mellem unge danske racister og flygtninge fra asylcentret. (Ekstra Bladet 14.12.1985).

Alle racister? Hvad så med dem, som er født ind i den jødiske religion og i varierende grad observerer dens traditioner? . . . er vi per definition alle racister? (Jødisk Orientering, aug. 1986).

Spørgsmål 3:

»Er det i almindelig sprogbrug normalt at omtale en person, der omtaler personer fra den tredje verden i negative vendinger, som racist?«

Her gælder det samme som under spørgsmål 2.

Spørgsmål 4:

»Når en person omtales som racist, forstås dette i almindelig sprogbrug da normalt således, at personen mener, visse racer er andre overlegne?«

Idet der henvises til de betydningsopdelinger som er foretaget under ordet racisme, kan nævnet svare at en person der omtales som racist, vil få tillagt den holdning at vedkommende mener at visse racer er andre overlegne, jf. betydning 1 og 2 under racisme. Men det kan heller ikke udelukkes at andre vil tillægge vedkommende den holdning at han/hun er modstander af en nærmere bestemt gruppe mennesker, jf. betydning 3 under racisme.

I »Nyt fra Sprognævnet 1994/2 - juni« (Bilag B) hedder det efter overskriften »Mere om racisme«:

»I Nyt fra Sprognævnet 1991/1 gengav vi under overskriften »Racisme og racist« et svar fra Dansk Sprognævn om betydningen af ordene racisme og racist. Svaret er flere gange blevet benyttet i den aktuelle debat om forholdet til indvandrere og flygtninge, og i december 1993 blev Sprognævnet af en advokat bedt om at uddybe sit svar. Advokatens spørgsmål blev behandlet af Sprognævnets arbejdsudvalg og besvaret i et brev af 21.1.1994.

Nedenfor bringer vi advokatens spørgsmål og Sprognævnets svar:

Advokatens spørgsmål

»Sprognævnet er i Nyt fra Sprognævnet 1991/1 inde på at, ordet racisme i nutidig sprogbrug kan opfattes videre en oprindeligt, hvor det alene sigtede til opfattelser, ifølge hvilke biologisk racerenhed er ønskelig. Den vedlagte gallupundersøgelse i Berlingske Tidende 14/2 1993 viser, at kun 23% af befolkningen finder det berettiget at anvende udtrykket racister om mennesker, der vender sig mod tilgangen af fremmede.

Der er fra visse kredses side ført en målrettet kampagne for at udvide betydningen af begrebet racisme til - uagtet denne helt dominerende opfattelse af dets indhold i offentligheden - generelt at stemple modstandere af indvandringen som racister. Dette giver sig bl.a. udslag i, at dele af pressen og en række debattører systematisk anvender (eller gengiver) begrebet i denne anden betydning.

Når Sprognævnet i nævnte publikation, s. 3, taler om, hvordan begrebet racisme forstås i »nutidig brug«, sigter man da til den nye anvendelse, det på denne måde søges givet, og som til dels er refereret i publikationen, eller sigter man til den formodede forståelse af begrebet hos den dominerende del af offentligheden?«.

Sprognævnets svar

Sprognævnets indsamling af nye ord og ordbetydninger foregår fortrinsvis fra aviser, og de citater der er bragt i Nyt fra Sprognævnet 1991/1 s. 1-5, stammer da også hovedsagelig fra aviser. Sprognævnet. registrerer at ordet racisme på et givet tidspunkt i en given avis er blevet brugt i en videre betydning end den eller dem der hidtil har været anført i fremmedordbøger og andre ordbøger. På grundlag af det indsamlede materiale og de forskellige udgaver af ordbøgerne har Sprognævnet kunnet konstatere »at man normalt i nutidig sprogbrug kan forstå ordet racisme på flere måder«, som der står i Nyt fra Sprognævnet 1991/1, s. 3.

I artiklen opregnes derefter de 3 måder som man i nutidig sprogbrug kan forstå ordet racisme på. Det betyder at nogle nulevende forstår ordet racisme i betydning 1): »en betydning der relaterer sig til nazismens racelære og dens følger for jøderne«, mens andre forstår racisme i betydning 2) »en betydning som går ud på en races overlegenhed over andre, dog især med henblik på forholdet mellem sorte og hvide«, samtidig med at atter andre forstår racisme i betydning 3): »en betydning hvor ordet betoner forskelsbehandling og undertrykkelse eller blot afstandtagen fra grupper af mennesker som godt kan være af samme race som en selv«.

Hvilken af de tre forståelsesmåder der er den dominerende i den almene sprogbevidsthed i dag, er det meget vanskeligt at udtale sig om. Det kan man ikke bruge avisforekomster til, for de afhænger jo helt af hvilket emne der er til debat. At en af de tre forståelsesmåder af ordet racisme kan være nærmest enerådende i aviserne i en periode, kan altså ikke tages til indtægt for at alle så kun kan bruge ordet på denne måde for tid og evighed. Derimod kan fx en undersøgelse som den Gallup har foretaget, give et vist indtryk af hvor udbredt den nyere forståelsesmåde af racisme (og fremmedhad) var for et år siden. Ifølge undersøgelsen er denne forståelse fremherskende hos hele 23 % af de adspurgte, og man må på baggrund af Gallups metoder gå ud fra at dette er repræsentativt.

I Nyt fra Sprognævnet 1991/1, s. 1-5, har Sprognævnet altså ved hjælp af aviscitater dokumenteret at ordet racisme af nogle mennesker bruges og forstås i betydning 3), men har hverken udtalt sig om hvordan de er kommet til den forståelse eller om denne forståelse og brug er berettiget eller om den er den fremherskende hos den dominerende del af offentligheden. Men nævnet vil gerne her benytte lejligheden til at understrege følgende:

At Sprognævnet har beskrevet den nyere brug af ordene racisme, racist og racistisk, er ikke ensbetydende med at nævnet anbefaler en sådan brug. Hvis nævnet blev rådspurgt om brugen af disse ord, ville nævnet i saglige sammenhænge fraråde en brug der ikke refererer til selve racebregrebet.«

Af en fremlagt kopi af en side af ottende bind af Gyldendals Tibindsleksikon, hvor redaktionen er afsluttet den 1/1 1978, er begrebet »racisme« beskrevet således:

». . .

racisme: menneskesyn, politik eller regime som er baseret på en »raceideologi der tjener til at fastholde socialt underpriviligerede grupper i økon. og pol. afhængighed.: r kan komme til udtryk i enkelte personers og gruppers handlinger og meninger eller praktiseres off i adminisration og lovgivning Hist. har r i 1900-tallet rod i den »racediskriminering, som opstod ved den eur. og nord-am. kolonisering af oversøiske områder og slavehandel fra 1600 tallet: i talrige udviklingslande er racistisk begrundede konflikter blevet akutte efter ophævelsen af national selvstændighed, dels fordi hvide eller lyshudede mindretal fra højereudviklede lande har etableret sig som økon. overklasse i de tidligere koloniområder, dels fordi de statslige territorialgrænser i et vist omfang er opstået gennem de tidligere kolonimagters opdeling af områderne uden større hensyn til etniske strukturer.

Sagsøgeren har i 1998 udgivet en bog med titlen »men udsigten er god« og med undertitlen »Midtvejserindringer«. I afsnit 8 med overskriften »De fremmede« hedder det blandt andet:

». . . Det var begyndt at irritere mig hele tiden at skulle tvinges til at bruge tid på så meget småkævl i Fremskridtspartiet, når jeg nu vidste, at der var muligheder for afgørende at slå igennem politisk på en helt ny sag, som skulle vise sig at blive afgørende for hele Danmarks fremtid: Udlændingeloven var blevet vedtaget i 1983, og i løbet af det næste års tid stod det klart for mig, at resultatet af loven, som gjorde Danmark helt åbent for asylsøgere, ville blive katastrofalt, om end man på dette tidspunkt slet ikke i sin vildeste fantasi kunne forestille sig, hvor vanvittigt det ville udvikle sig.

Hele debatten - hvis der da var nogen - foregik kun i Retsudvalget, hvorunder udlændingene dengang sorterede. Det vakte derfor forargelse, da jeg i efteråret 1984 offentligt begyndte at advare mod indstrømningen - og jeg blev beskyldt for helt vilde overdrivelser, når jeg hævdede at Danmark inden for de næste ti år ville have ». . . måske helt op til 100.000 fremmede i landet«.

I Politiken i januar 1985 fremhævede jeg de iranske flygtninge som luksusflygtninge og beklagede, at Danmark var blevet gjort til et asylparadis, mens jeg bebudede et forslag til øjeblikkelig ændring af udlændingeloven.

I stedet for at de socialdemokratiske borgmestre piber over, at staten ikke betaler kommunernes udgifter til flygtninge, burde de hellere arbejde for at standse strømmen af asylsøgende« udtalte jeg.

Jyllands-Postens lederskribent rasede over mig og kaldte mig overdrivelsens mester, da jeg hævdede, at de tusindvis af flygtninge, som var på vej ind over Danmarks grænser, nødvendigvis snart ville få følgeskab af deres familier i en endnu større strøm:

»Det er ikke fredelige flygtninge, vi bliver påtvunget,« sagde jeg, »vi taler om folk fra en helt anden kultur og religion, der nu skal integreres i det danske samfund. Vi skal opleve et flertal af arbejdsløse fremmede, der hurtigt vil lære at udnytte de sociale goder, danske skatteydere har slidt og slæbt for i mange år.

Det er grotesk, at vi ikke kan afvise fremmede, der ikke er flytninge, selvom et stort befolkningsflertal ønsker det«.

Sagen om landsbyen Øster Højst, som i sommeren 1985 fik en stor gruppe iranere tvangsanbragt, og hvor 90 procent af indbyggerne rasede, var en vigtig sag at tage fat på, og jeg var - og er - af den opfattelse, at Øster Højst på ingen måde, som aviserne gjorde det, kunne karakteriseres som hadets by, men som en by i Danmark, der mistede sin frihed.

Det var lykkedes Dansk Flygtningehjælps formand, Thor A. Bak - med velvillig assistance fra det daværende tv-monopol - at få placeret iranerne i den lille landsby i Sønderjylland, og samtidig var det lykkedes ham at få alle de bekymrede landsbybeboere stemplet som racister.

Tv -folkene producerede det ene rørstrømske og drivende sentimentale indslag efter det andet om de stakkels mennesker, som havde fundet et fristed i Danmark og selveste FN-højkommissæren, Venstres tidligere formand Poul Hartling, fulgte trop - uden at bekymre sig en pind om en flok danskere, som med ét hug fik ændret det fællesskab, og den hverdag, der havde kendetegnet landsbyen i hundredevis af år.

Jyllands-Posten, som på daværende tidspunkt antog en nærmest dansk-fjendtlig linje, fejrede iranernes indtog ved at bringe en helsides reportage fra begivenheden - med rørende billeder og en overskrift, der skulle forvandle Øster Højst fra »hadets til de gode viljers landsby«. Resultatet var jo en dybt splittet landsby, som aldrig rigtig fandt sine egne ben igen. De »racistiske« borgere følte sig med rette presset og trykket i bund af meningsdanner-mafiaen, som med denne landsby havde udset sig sit første eksperimentarium for det, der skulle blive en endeløs række af tragiske eksperimenter med hele det danske folk. I månederne og årene derefter fortsatte det skøre skuespil sted efter sted: På Livø, i Blokhus - bombeterror i København, masseslagsmål mellem flygtninge i Kalundborg - det blev ved.

Og det er aldrig siden ophørt.

B.T. fortalte op til landsmødet i september 1985, at ». . . den søde og næsten selvudslettende Pia Kjærsgaard er blevet ypperstepræst for de mange, der hæmningsløst kræver flygtningene ud af landet . . .« Det havde bladet såmænd ret i: Jeg gav de mange bekymrede, forsigtige og utrygge danskere mæle. Og den position havde jeg det faktisk rigtig udmærket med.

Med skældsordene mod Dansk Folkeparti fra 1997 og 1998 i bevidstheden er det nærmest tragikomisk i dag at genlæse B.T.'s leder fra dengang, 14 år. tidligere, hvor essensen er, at »Pia er på stemmefiskeri og rider med på en bølge«. Jeg fandt det uhyre mærkeligt igen i 1998 at blive beskyldt for at være på stemmefiskeri og at ride med på en bølge. Det har søreme været et langvarigt stemmefiskeri, og det har søreme været en stor bølge!

Man har ikke villet forestille sig den mulighed, at jeg lige fra første færd har indset det forfærdelige ved den udlændingelov, der blev indført, ligesom man har glemt, at jeg var blandt de allerførste i dette land, der gik imod den gængse såkaldt humanistiske trend, og rasede mod flygtningeloven.

Men jeg var - og er - modstander af loven og kræver den stadigvæk tilbageført til status før 1983, men har til gengæld altid været vred, når fremmede blev lagt for had - eller omtalt grimt af partifæller. I Århus havde to fremskridtsfolk på den mest bestialske måde givet udtryk for jødehad, ligesom de betegnede flygtninge som »halvaber«.

»Det er pinligt« sagde jeg til Aarhus Stiftstidende »at være i parti med sådanne nulliteter, der kan finde på at fremsætte racistiske udtalelser og svine jøder og flygtninge til. De folk må ganske enkelt være blæst oven i hovedet. Vi vil ikke længere finde os i medlemmer, der optræder på denne stupide måde. De må smides ud af partiet - og jeg håber, at der er eksklusioner på vej. Vi har i Fremskridtspartiet alt for længe fundet os i plattenslagere - og det må nu høre op. Derfor må partimedlemmerne, der ikke kan opføre sig ordentligt og holde en urban tone, smides ud«.

Det var desværre lettere sagt end gjort dengang i Fremskridtspartiet, som hele sin historie led under, og som tilsyneladende stadig lider under, nogle fuldstændig tåbelige eksklusionsregler. En eksklusionssag kunne let strække sig over et års tid, og det kunne ende med, at eksklusionssagen kom på landsmødet.

Det betød, at partiet skulle trækkes med forbenede racister og det, der var værre - uden at man egentlig kunne gøre så meget ved det. En fejl, som jeg under ingen omstændigheder ønskede gentaget, da vi stiftede Dansk Folkeparti. Her gør vi kort proces med den slags folk - og der er ingen appelmuligheder. Selvfølgelig ikke! Hvorfor skulle man acceptere, at et racistisk fæhoved skal kunne ødelægge et partis omdømme, bare fordi han har betalt et girokort på 150 kroner?

Jeg skal gerne tilstå, at vi i Dansk Folkeparti har smidt folk på porten, når det er gået op for os, hvad de var for nogle stympere. På samme måde har nogle også oplevet at få deres 150 kroner retur, hvis vi med det samme var klar over, at der var tale om en ekstremister eller anarkister. Kun ved at vise konsekvens over for folk af den slags kan et moderne parti få gennemslagskraft.

Jeg har udtalt, at det kendetegnende for Dansk Folkeparti er, at det er svært at komme ind, men meget let at komme ud. Sådan må det være. I Dansk Folkeparti har utroligt mange slidt og slæbt for at skabe et seriøst parti, hvis formål det er at få indflydelse på Danmarks fremtid. Og så længe jeg står ved roret, vil jeg aldrig tillade - som det ustandselig skete i Fremskridtspartiet - at en håndfuld notoriske ballademagere, ekstremister og vrissenpinde får lov at spolere arbejdet frem mod dette fælles mål«

I DJØF-bladet har Thomas Serup under overskriften »Pia i Praxis« følgende kommentar til sagsøgerens udtalelser i sin tale på landsmødet om udvisning af kriminelle 2.- og 3.-generationsindvandrere og deres familier:

»Pia Kjærsgaard har i den senere tid gjort sig til talsmand for en hidtil uset udlændingepolitik i Danmark. Pia's forslag - eller tanker, som hun selv siger - er kort fortalt, at ikke blot skal anden og tredje generationsindvandrere, der har vaneforbryderiske tendenser, sendes ud af landet, men også deres familier. Kigger man lidt nærmere på konsekvensen af Pia's forslag, finder man ud af, at der melder sig et par fundamentale problemer med implementeringen.

Det første problem, Pia støder ind i, er, at mange anden og tredje generations indvandrere faktisk har dansk statsborgerskab. Enten fordi den ene af forældrene har opnået dansk statsborgerskab og dermed automatisk giver retten videre til deres børn, eller også fordi de er blevet naturliserede (Folketinget beslutter dette ved lov). I praksis betyder det, at Pia's forslag lægger op til udsmidning af danske statsborgere. Det er et klart brud på dansk retstradition og gældende retstilstand, og det henleder tankerne på etnisk udrensning kendt fra Balkan. Samtidig kan Danmark komme i konflikt med internationale konventioner, som vi selv har tiltrådt.

Lykkes det alligevel Pia at få smidt de kriminelle anden generationsindvandrere ud, bliver hun hurtigt konfronteret med et nyt problem. Hvem skal modtage disse deporterede danskere? Deres forældres hjemland, vil Pia sikkert sige. Hjemlandet er imidlertid ifølge Geneve-Konventionen på ingen måde forpligtet til at modtage borgere, som i tidligere generationer har haft tilknytning til landet. Så skal de have status som flygtninge . . . danske flygtninge! Det har vi ikke haft siden Anden Verdenskrig.

Det tredje problem er af politisk karakter. Gennemføres Pia's politik, kan man ikke udelukke, at velfungerende indvandrerfamilier, som er fuldt integrerede i det danske samfund, men som har et »sort får« i familien, bliver smidt ud af Danmark. Storebroderen læser måske på Handelshøjskolen, søsteren er i lære i en tøjforretning og forældrene driver egen virksomhed. Skal de virkelig smides ud på grund af en kriminel lillebror? Gad vide om Pia har tænkt over konsekvenserne af sit eget forslag, eller om hun blot følte, at Mogens Glistrup ikke skulle have lov til at være alene med en rabiat udlændingepolitik.«

I en leder i Ekstra Bladet den 31/1 2000 (Bilag 17) hedder det blandt andet:

»Men Pia Kjærsgaard og hendes parti er ikke racister. Deres forslag om at udvise hele familier oven på en enkelt mands forbrydelse er lummer populisme, men det gør dem ikke til hitlerister. Definitionen på racister er, at andre hudfarver eller kulturer anses for mindreværdige i forhold til vores. Det har partiet ikke sagt. De vil bare ikke have muslimer inden for dørene. Dansk Folkeparti er indvandrerfjendtligt. I Pia Kjærsgaards tilfælde tangeres det ubehagelige, det snævert nationalromantiske, men det er inden for grænserne af, hvad der kan siges, uden skamrødmen farver kinderne.«

I en artikel i Jyllands-Posten fra den 30/1 2000 citeres Peter Duetoft fra CD for følgende udtalelse:

»Hitler og Pia Kjærsgaard er 2 alen ud af et stykke. Jeg siger ikke, at hun er nazist, men hun har den samme holdning med at dele befolkningen op i over- og undermennesker, som Hitler havde.«

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt har tidsskriftet Faklen på polemisk vis stillet udtalelser fra Goebbels om jøderne op over for udtalelser fra Mogens Camre om muslimer.

I en artikel i Information den 2/3 2000 er Venstres retspolitiske ordfører Birthe Rønn Hornbech citeret for følgende udtalelse:

»Danmark er et udbygget land med et folk. Venstres udlændingepolitik har et humanitært sigte og sikrer, at Danmark ikke bliver et multikulturelt samfund. Vi ønsker ikke et Danmark, hvor danskere blot blivet et tilfældigt etnisk mindretal, og hvor vor egen frihed bliver undertrykt. Dansk kristendom, historie, kultur, demokratiopfattelse og vore frihedsideer skal stadig være det fundament, Danmark bygger på.« . . . »Flygtningekonventionen forpligter ikke Danmark til at give spontane asylansøgere opholdstilladelse i Danmark. Danmark er alene forpligtet til at yde beskyttelse mod forfølgelse. Den forpligtelse skal opfyldes ved at sende asylansøgere til sikre lejre i nærområderne. Derfor foreslår Venstre, at asylansøgninger skal indgives fra flygtningelejre i nærområderne.«

Ved Københavns Byrets dom af 29. april 1999 - - - blev Lars Bonnevie i en tilsvarende sag som nærværende dømt, i anledning af at han i en kronik i Weekendavisen havde kaldt sagsøgeren »åbenlyst racistisk«. Under den pågældende sag forklarede sagsøgeren blandt andet:

»at hun gik ind i politik i 1978, hvor hun meldte sig ind i Fremskridtpartiet. Dengang arbejdede hun som hjemmehjælper. Hun blev fascineret af det politiske arbejde, idet hun ikke fandt, at samfundets svage blev ordentligt tilgodeset, ligesom også partiets skattepolitik vakte hendes interesse. Hun vedstår det anførte i sin bog. Hun talte imod udlændingeloven fra 1983. Virkningerne af loven viste sig i 1985-86, hvor man kunne se, hvordan samfundet begyndte at udvikle sig, men hun har altid taget afstand herfra, idet udlændinge i Danmark skal behandles ligeværdigt. Det var også på grund af udlændingepolitikken, at hun tog initiativ til at danne Dansk Folkeparti, idet hun syntes, at Fremkridtspartiet og Glistrup var for rabiate. Da hun hørte udtalelsen, at »Somaliere skulle kastes ned med faldskærm« blev hun ret chokeret, og hun udtalte, at det var en absurd og tåbelig udtalelse. Hun har aldrig sagt, at somaliere deltog i overfaldet på hende på Nørrebro. Det er hendes holdning, at udlændinge skal mødes med tillid og behandles ordentligt. Dansk Folkeparti har også medlemmer, der kommer fra andre lande. Hendes datter har boet i Vestindien og har haft en »sort kæreste«, og han var lige så velkommen, som enhver anden. Hun har aldrig været sammen med Le Pens fra Frankrig og har fornægtet et samarbejde. Hun har ingen relationer til Glistrup, og det er mange år siden, hun har talt med ham. Hun har heller ikke relationer til Den Danske Forening. Hun har talt med Hasselbach, men hun har ikke talt ved foreningens møder. Man kan ikke være politiker, uden at personlige og politiske holdninger falder sammen. Hun kan ikke se, hun er kommet med udtalelser, der kan opfattes som en hetz mod fremmede, men hun har udtalt sig om udlændingepolitikken, og det er på det plan. Hun synes bestemt ikke, hun har oppisket stemningen i befolkningen, men der er modstand hos befolkningen mod udlændingelovgivningen. Også hvis hendes parti havde 90 mandater, og derved havde flertal, skulle internationale bestemmelser overholdes, og man skulle tage imod folk i nød, men udlændingeloven ville blive strammet . . .«

I en Ritzaumeddelelse lige op til domsforhandlingen er sagsøgtes advokat citeret for følgende udtalelse:
»Jeg vi trække paralleller til Nazityskland og anføre, at der ikke er nogen forskel på det, Pia Kjærsgaard siger, og det, som man sagde i 1930-erne om jøderne.«

Ved Århus Rets dom af 18/2 1987 blev daværende borgmester Thorkild Simonsens udtalelse om, at sognepræst Søren Krarups kampagne var småracistisk, kendt ubeføjet, men der skete i øvrigt strafbortfald i sagen.

Ved Østre Landsret ankedom af 19/8 1999 blev Erik Clausen frifundet for overtrædelse af straffelovens § 267, stk. 1, jf. stk 3, jf. § 268, i forbindelse med at han i en tv-udsendelse havde karakteriseret nogle bøger, som den morddømte Jørn Jønke Nielsen havde skrevet, som fordrejede og fulde af løgn.

3. Parternes påstande og anbringender:


Sagsøgeren har nedlagt følgende påstande og anbringender:

At sagsøgte straffes efter straffelovens § 267, stk 1 og stk. 3, og straffelovens § 268 ved i Danmarks Radios Radioavis den 31. oktober 1999 i kl.18.30-udsendelsen at have udtalt følgende:

»Og jeg vil meget nødigt identificeres med Pia Kjærgaards racistiske synspunkter, og det er jeg helt sikker på, at det vil være holdningen bredt i en kampagne«.

At sagsøgte betaler sagsøger kr. 10.000,- skriver kroner titusinde 00 øre - med procesrente fra sagens anlæg, subsidiært et af retten fastsat mindre beløb med procesrente fra sagens anlæg.

At der i domsslutningen optages en bemærkning om, at de ærefornærmende sigtelser er ubeføjede, og sagsøgte tilpligtes at udrede en af retten fastsat sum til bestridelse af omkostningerne ved kundgørelse i en eller flere offentlige tidender - enten af domsslutningen alene eller tillige af domsgrundene.

For påstandene anføres følgende:

Anbringender:

Som anbringende for sagsøgers påstand om sagsøgtes overtrædelse af straffelovens § 267, stk. 1, gøres det gældende, at de i stævningspåstanden citerede bemærkninger er såvel ærekrænkende bemærkninger som sigtelse for forhold, der er egnede til at nedsætte sagsøgeren i medborgernes agtelse.

Under henvisning til straffelovens § 267, stk. 3, gøres det gældende, at det er en skærpende omstændighed, at fornærmelsen er fremsat i Radioavisen, som har en milliontallig lytterskare over hele landet.

Under henvisning til straffelovens § 268 gøres det gældende, at der er tale om en bagvaskelse, da sigtelsen er fremsat og udbredt mod bedre vidende og er fremsat og udbredt offentligt.

Anbringende for påstanden om betaling af kr. 10.000,- subsidiært et mindre beløb - er, at erstatningsansvarslovens § 26 i en situation som nærværende hjemler erstatning for ikke økonomisk skade.

Anbringende for påstanden om mortifikation er, at straffelovens § 273 giver hjemmel herfor i en situation som den foreliggende.

Sagsøgte har nedlagt følgende påstande og anbringender:

Påstand: Frifindelse.

Anbringender:

Det gøres gældende

at straffelovens § 267, stk. 1 og 3, samt § 268 ikke er overtrådt,

at der ikke er grundlag for betaling af godtgørelse efter erstatningsansvarslovens § 26 eller mortifikation, jf. straffelovens § 273,

at udtalelsen under alle omstændigheder er straffri efter straffelovens § 272, under henvisning til at sagsøgers adfærd på Dansk Folkepartis landsmøde har været utilbørlig og

at den fremsatte udtalelse ligger inden for ytringsfrihedens grænser, som disse er defineret ved Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10.

at den fremsatte sigtelse er straffri, jf. straffelovens § 269, stk 1.

Det bemærkes, at det sidstnævnte anbringende ikke var anført i det rettidigt indgivne påstandsdokument, men først angivet i et tillæg til påstandsdokumentet indgivet efter fristens udløb. Sagsøgeren har derfor protesteret mod, at anbringendet gøres gældende under sagen. Vedrørende dette spørgsmål, se nærmere under punkterne 5 og 6 nedenfor.

4. De afgivne forklaringer:

Sagsøgeren har forklaret, at hun kan vedkende sig den ovenfor gengivne forklaring i sagen mod Bonnevie. Hun har aldrig udtalt sig nedsættende om folk fra andre racer. Med hensyn til den sorte kæreste, hendes datter havde en overgang, havde det kun været et problem for hende, hvis det havde betydet, at datteren havde bosat sig så langt væk som i Vestindien.

Hun er meget påvirket af den udtalelse, sagsøgte er fremkommet med. Hun bliver meget ophidset, når der fremsættes sådanne afskyelige udtalelser. Hun er berørt af det ikke alene på egne vegne, men også i forholdet til sin familie og partiet. Når hun aldrig har haft sådanne opfattelser eller udtalt sig i den retning, føler hun sig forpligtet til at sige fra og som her at rejse en sag. Hun tager også afstand fra de udtalelser, der fremgår af en Ritzau-meddelelse op til retsmødet. Hun betragter den som en hån mod, hvad hun står for. Hun har altid taget stærkt afstand fra det, der foregik i Nazityskland.

I partiet er hun meget på vagt over for medlemmer, som fremkommer med udtalelser af racistisk præg, og har flere gange taget initiativ til sådanne personers eksklusion. Blandt andet fik hun ekskluderet et større antal medlemmer fra Dansk Forum, som fremkom med meget yderligtgående synspunkter f.eks., at jøder skulle have bedre gener end negre. Efterfølgende har hun erfaret, at de pågældende tillige var medlemmer af nazistpartiet. Den stramme udlændingepolitik, som hendes parti står for, er udtvivlsomt et tiltrækningsmoment for visse uheldige elementer, som partiet derfor nødvendigvis har gjort og også i fremtiden vil gøre kort proces over for. Hvis Dansk Folkeparti skulle få flertal i Folketinget, ville det ikke betyde, at der ville ske en masseudvisning af fremmede familier. Mange udlændinge har forstået at integrere sig og fungerer positivt i samfundet. De skal naturligvis have lov at blive, men der er også mange, der ikke vil have noget som helst med det danske at gøre og udviser en optræden, der viser, at det ikke kan fungere. For dem kan en udsendelse blive mulig. Hun har naturligvis aldrig givet udtryk for, at danske statsborgere skulle kunne udvises. Dér har man fortolket hendes udtalelser på landsmødet alt for vidt. Dét, hun har tænkt på, er de lillebrødre, også kaldet 3.-generationsindvandrere, der fortsætter deres storebrødres kriminelle løbebane, og hvor det helt oplagt er forældrene, der har svigtet og ikke selv ønsker nogen form for integration. Disse forældre skulle kunne rammes af børnenes kriminalitet.

Hun har i tidens løb fået status som ondskabens ikon, som mange andre finder, at man kan tillade sig alt muligt over for. Hun føler det således beskæmmende, at hun for nylig på grund af nogle tilråb ved en demonstration uden for Christiansborg så sig nødsaget til at følge et råd om at cykle en omvej væk fra Christiansborg. Hun vil have lov til at argumentere for sine synspunkter, uden at hun bliver skudt opfattelser i skoen, som hun ikke har. Selv kan hun godt argumentere hårdt, men hun undgår bevidst personlige angreb. Hvis det havde været hende og ikke indenrigsministeren, der var fremkommet med en bemærkning om at anbringe udenlandske kriminelle på en øde ø, er hun overbevist om, at der ville have været en langt stærkere reaktion.

I tilknytning til definitionen på racisme i bilag A kan hun ikke forstå, at denne betydning skulle kunne anvendes vedrørende hendes udtalelser. Hun er modstander af den forfladigelse af sproget, der gør, at man skulle kunne bruge så kraftige udtryk i flæng. Hun bekræfter, at Peter Duetoft i Jyllands-Posten har brugt udtryk på linje med sagsøgtes. Hun har også overvejet at lægge sag an mod ham, men på det tidspunkt var nærværende sag allerede anlagt, og hun har simpelthen ikke tid til at føre alle de sager, som kunne give anledning til det, hvortil kommer, at en sag mod netop Peter Duetofte kunne gå hen og blive alt for politisk. Foreholdt den sammenligning i tidsskriftet Faklen mellem udtalelser fra Gobbels og Mogens Camre har hun, selvom hun ikke mener, at de to kan sammenlignes, ikke decideret taget afstand fra det Hun har simpelthen svært ved at forholde sig til spørgsmålet. Hun bestrider, at hun skulle skære alle muslimer over én kam. I Folketinget er der f.eks. lige kommet en ung tyrkisk kvinde som nyt medlem. Hun taler udmærket dansk, og hun vil givet blive en nyttig person i folkestyret. Foreholdt at hun på siderne 79 og 80 i sine erindringer selv har beskyldt to medlemmer af Fremskridtpartiet for at være racister, fordi de gav udtryk for jødehad og kaldte personer af fremmed herkomst for »halvaber«, mener hun slet ikke, at dette kan sammenlignes med situationen i nærværende sag.

Det lovinitiativ, som blev varslet på landsmødet, blev aldrig ført ud i livet, hovedsagelig på grund af den meget kraftige reaktion, der kom efter landsmødet. Denne reaktion var langt stærkere, end man havde forventet, og herefter var der ikke basis for at fremsætte forslaget, men man havde til gengæld fået en meget kraftig debat.

Sagsøgte har forklaret, at den udtalelse, hun fremkom med til Radioavisen den 31. oktober 1999, kom i umiddelbar forlængelse af det landsmøde, som Folkebevægelsen mod EU netop havde afsluttet. Hér havde Pia Kjærsgaards udtalelser haft en væsentlig betydning i debatten, navnlig i forbindelse med spørgsmålet, om der skulle skabes en tværpolitisk modstand mod det ventede forslag om dansk accept af euroen via en folkeafstemning. På landsmødet var der taget stærkt afstand fra Pia Kjærsgaard og hendes meninger, og det var disse synspunkter, hun videregav i interviewet i Radioavisen. Når hun sagde, at Pia Kjærsgaard havde racistiske synspunkter, var det, fordi hun mente det. Efter hendes opfattelse dækker ordet racist også Sprognævnets definition 3. Selv finder hun, at den aktuelle indvandringssituation ikke er uproblematisk, men det skyldes hovedsagelig, at der ikke fra myndighedernes side bliver gjort nok for at stille de nødvendige midler til rådighed for en ordentlig integration. På spørgsmålet, om hun, hvis alle midler til integration blev stillet til rådighed, også var tilhænger af en ubegrænset indvandring, kunne hun ikke uden videre tage stilling hertil. Hun er organiseret kommunist, men har aldrig støttet Sovjetstyret eller andre totalitære systemer. I øvrigt finder hun sit politiske ståsted irrelevant i denne sag.

5. Parternes begrundelse for deres påstande:

Sagsøgeren har til støtte for sine påstande gjort gældende, at sagsøgtes udtalelse i Radioavisen stempler sagsøger som racist. Sådan må udtalelsen opfattes af den almindelige lytter. En person må nødvendigvis identificeres med sine synspunkter. Det er både en ærekrænkelse og en sigtelse. Det afgørende er, om der foreligger en belastning af personligheden. Det må betragtes som en skærpende omstændighed efter straffelovens § 267, stk. 3, at sagsøgtes udtalelse er fremsat i Radioavisen kl. 18.30. Det er også skærpende, at udtalelsen er fremkommet fra et fremstående medlem af en folkelig organisation, som har haft behov for at markere sig forud for afstemningen om euroen. Der er tale om politisk opportunisme.

Som en kendt politisk profil må sagsøgeren acceptere hårde angreb, også mere end andre må finde sig i, men grænsen er nået, når man bliver tillagt racistiske synspunkter, hvad der er det samme som af kalde hende selv racist både i forhold til straffeloven og Menneskerettighedskommissionens artikel 10.

Hvis man sammenligner nærværende sag med sagen mod Bonnevie afgjort ved Københavns Byrets dom af 24. april 1999, er der den afgørende forskel, at udtalelserne af Bonnevie var fremsat i den ikke særligt udbredte ugeavis »Weekendavisen«, medens der ikke er nogen afgørende forskel på, om man bliver kaldt »racist« eller »åbenlyst racist«. I dommen lægges der vægt på, at kritikken sagtens kunne være fremsat på en anden måde, hvilket også er tilfældet i nærværende sag. § 268 om bagvaskelse er aktuel, fordi sagsøgtes udtalelser er fremsat mod bedre vidende. Som sagsøgeren selv har forklaret, er det særdeles krænkende for hende selv, hendes familie og partiet, at hun stemples som racist. Der kan sagtens foregå en ophedet diskussion, uden at man behøver at gå over stregen. Hvis noget sådant tillades, vil det være en accept af en forråelse af den politiske debat. Sprognævnet har da også i bilag B frarådet brug af et udvidet racistbegreb uden relation til racebegrebet. Essensen efter Sprognævnets opfattelse er, at man opfattes som racist, når man er af den opfattelse, at ens egen race er overlegen i forhold til andre.

I bilag 17 slår Ekstra Bladet fast, at sagsøgeren og Dansk Folkeparti nok er indvandrerfjendske, men ikke racistiske. Af artiklen i Information den 2. marts 2000 fremgår det, at Venstre har en udlændingepolitik, der ligger tæt op ad Dansk Folkepartis, uden at nogen vil kalde partiet Venstre for racistisk. I Ekstra Bladet den 27. oktober 1998 har Henrik Gade Jensen advaret mod det farlige i at beskylde andre for at være racister, fascister osv.

Sagsøgeren har netop selv i flere tilfælde taget initiativ til at få smidt medlemmer ud af partiet på grund af deres fremmedfjendske synspunkter, som hun ikke selv står for.

Det bebudede lovforslag var et forsøg på at løse de foreliggende problemer og kan ikke berettige til, at man bruger udtrykket racist.

I sagen mellem Søren Krarup og Thorkild Simonsen blev udtrykket kendt ubeføjet, selvom det forelå i diminutivformen »småracistisk«.

Straffelovens § 272 er uanvendelig, da den handler om den situation, hvor en angrebet person slår igen.

Frifindelsen i sagen mellem Jønke og Erik Clausen er udelukkende begrundet i, at der er tale om en litterær kritik og ikke et personligt angreb.

Erstatningslovens § 26 kommer automatisk i funktion, når der bliver pålagt strafansvar.

Når man ikke har sagsøgt Peter Duetoft, er det udelukkende ud fra ressourcebetragtninger.

Nazisternes kampagne i 30'erne noget helt andet end det, der er fremme i denne sag. Den var rettet mod landets egne borgere, nemlig de jøder, der boede i Tyskland. Der har ikke været tale om, at Dansk Folkeparti gik ind for kollektiv skyld over for muslimer, men kun om, at forældre kunne gøres ansvarlige for deres positive omsorgssvigt. Man kan ikke sammenligne med forholdene i Schweiz, hvor fremmedarbejdere må tåle at komme ind og ud af landet i takt med det aktuelle behov for deres arbejdskraft.

Med hensyn til den fremsatte formalitetsindsigelse må anbringendet efter straffelovens § 269, stk. 1, betragtes som et forhold, som skal påses af retten ex officio.

Sagsøgte har med hensyn til den rejste indsigelse vedrørende anbringendet om straffelovens § 269, stk. 1, gjort gældende, at dette allerede var med i duplikken og kun af en fejl udgik i selve påstandsdokumentet. Fejlen blev rettet allerede den 3. oktober 2000, og først ved domsforhandlingens begyndelse kom indsigelsen fra sagsøgeren. Derfor kan der ikke tillægges indsigelsen betydning, specielt ikke når Københavns Byret i dommen vedrørende Bonnevie selv tog spørgsmålet op uden nogen påstand fra parterne overhovedet.

I tilknytning til selve sagen har sagsøgte gjort gældende, at hverken straffelovens § 267, stk. 1, eller § 268 er overtrådt. Bagvaskelse kan ikke komme på tale. Sagsøgte har sagt, som hun har gjort, ud fra en ærlig overbevisning om, at sådan var det. Det kan ikke kaldes bagvaskelse. Det er også påfaldende, at § 268 er påberåbt i de øvrige nævnte sager, men der er ikke sket domfældelse i et eneste tilfælde. Det sagte ligger inden for, hvad man kan sige over for de politikere, der selv har valgt at placere sig på øretævernes holdeplads.

§ 272 er relevant, idet den utilbørlige adfærd, sagsøgeren har udvist på landsmødet, i tilfælde af domfældelse må legitimere straffrihed. Man er i selve kerneområdet for anvendlesen af § 272.

For så vidt angår den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 er der efter praksis en mere vidtgående ytringsfrihed end den, der gælder efter den traditionelle opfattelse af § 267.

En strafferetlig domfældelse behøver ikke automatisk at føre en torterstatning med sig efter erstatningsansvarslovens § 26. I en sag mod to tv-journalister har Højesterets mindretal da også afstået fra at give torterstatning. Straffriheden efter § 269, stk. 1, kan støttes dels på, at sagsøgeren selv ved sin egen adfærd har fremprovokeret udtalelsen, dels ved at der er ført sandhedsbevis under sagen. Endvidere var sagsøgte som talsmand for Folkebevægelsen mod EU forpligtet til at gengive de opfattelser, som havde fundet udtryk på landsmødet. Hun har i den forbindelse varetaget almenhedens interesser. Anvendelsen af ordet racist er efter almindelig opfattelse mere vidtgående end racistiske synspunkter. I sine erindringer bruger sagsøgeren selv udtrykket racist over for andre, uden at man kan se nogen afgørende forskel. Det er uforståeligt, at sagsøgeren ikke også har sagsøgt Peter Duetoft for dennes langt alvorligere bemærkninger med direkte sammenligning mellem Hitler og sagsøgeren. Der er ikke nogen fornuftig forklaring på det manglende søgsmål, og dette forhold må processuelt komme sagsøgeren til skade.

Også baggrunden for den fremsatte udtalelse er afgørende, navnlig at kriminalitet hos 3.-generationsindvandrere skulle komme hele familien til skade med udvisning til følge. Hele 23 % af befolkningen har ifølge Gallup en opfattelse af et bredere racistbegreb end det traditionelle. Baggrunden for denne stillingtagen har været forhold af langt mindre graverende karakter end de udtaleler, sagsøgeren er fremkommet med. Var de udspurgte spurgt på dette grundlag, ville procenten utvivlsomt have været langt højere.

Man kan ikke pege på afgørende forskelle mellem de tidligste udtalelser fra nazister i begyndelsen i 30'erne, det vil sige, inden de specifikke raceteorier og dennes konsekvenser var fremme, og sagsøgerens udtalelser på landsmødet. Sagsøgte har blot videregivet diskussionen fra sit eget landsmøde, hvor der var enighed om, at sagsøgeren var kommet med racistiske synspunkter. Ligesom nazisterne i 30'erne fokuserede på jøderne på grund af deres tro, er Dansk Folkeparti imod muslimer over en kam på grund af deres tro. Vi lever allerede i et multietnisk samfund. Pia Kjærsgaards budskab er, at der ikke skal komme flere ind. Den sidste prognose viser, at der, hvis udviklingen fortsætter, i 2020 vil være cirka 700.000 personer af udenlandsk herkomst i landet, svarende til cirka 7,5 %. Det er ikke noget stort talt, og integration vil kunne finde sted. Tallene står i skarp modsætning til forholdene i Schweiz, hvor udlændingenes antal i dag er 19,6 %, og hvor man for 3. gang ved en folkeafstemning har afvist at fastsætte et loft på 18 %. I sagen mod Jønke blev Erik Clausen frifundet, selvom han havde udtalt, at dennes bog var fyldt med løgn. Præmisserne i Bonnevie-sagen fører til frifindelse i nærværende sag. »Åbenlyst racistisk« er klart et stærkere udtryk end »racistiske synspunkter«. Sagsøgeren må erkende, at hendes modstandere har ret til at kalde tingene ved deres rette navn.

6. Rettens begrundelse for domsresultatet:


Som det fremgår af udtalelserne fra Sprognævnet, er det svært at opstille helt præcise definitioner på udtrykkene racist og racistiske. Hertil kommer, at der er en vis sprogglidning på vej i retning ad den nævnte definition 3, som Sprognævnet dog kraftigt fraråder, at man skal tilslutte sig, da man herved fjerner definitionen helt fra selve racebegrebet. På den anden side er Sprognævnets sidst refererede udtalelse mere end 5 år gammel, således at der i sagen savnes en aktuel vurdering af, hvorledes den faktiske sprogudvikling har været i den seneste tid. Definition 3 er imidlertid efter rettens opfattelse ikke aktuel i denne sag, dels fordi sagsøgtes egen forklaring om sin udtalelse i Radioavisen nærmest må tolkes i retning af, at hun har ment racistisk i den forståelse, som de 2 oprindelige definitioner dækker over, dels fordi det under alle omstændigheder må have stået hende klart, at udtrykket for de fleste - sprogglidning eller ej - primært refererer til en særdeles belastende menneskeopfattelse. Selvom man således skal holde sig inden for de 2 klassiske definitioner af racisme, er tilkoblingen til begrebet race i sig selv problematisk, dels fordi racebegrebet som sådant er svært at definere entydigt, dels fordi definition 1 er knyttet op på jøderne, som det i hvert fald i mange år har været erkendt ikke biologisk kan betragtes som en race, hvorfor det bærende element her må være religiøse og/eller etniske forhold.

Det er ikke helt uden betydning, om man omtaler en anden person som racist eller tillægger den pågældende racistiske synspunkter. Siger man racist, har man helt entydigt fastlagt sin vurdering af den pågældendes grundopfattelser. Henviser man blot til racistiske synspunkter, kan det - afhængigt af sammenhængen - meget vel alene være en henvisning til, at den pågældende har elementer af racistisk karakter på nogle områder, uden at den pågældende nødvendigvis er racist i bund og grund.

En nærmere vurdering af den fremsatte udtalelse må ske med udgangspunkt i på den ene side baggrunden for udtalelsen, herunder navnlig sagsøgerens bemærkninger om specielt muslimer på det netop afholdte landsmøde og de synspunkter, hun har givet udtryk for i sine midtvejserindringer, og på den anden side anledningen fra sagsøgtes side til at udtale sig.

Hele den første halvdel af sagsøgerens tale er helliget indvandrerpolitikken. At argumentere for en stram indvandrerpolitik, også et eventuelt totalt stop, og for en restriktiv udvisningspolitik er naturligvis helt legitimt i sig selv. Det, der imidlertid er afgørende i nærværende sag, er, at der i landsmødetalen med meget kraftige vendinger ridses et fuldstændigt unuanceret billede op, hvor et forudsat redeligt, homogent, kristent, dansk folk sættes i modsætning til specielt muslimske indvandrere, der over en bank tildeles dårlige egenskaber og slette intentioner af samfundsnedbrydende karakter, hvorved man har tilsluttet sig det over/underlegenhedssynspunkt, som er ét af de væsentlige elementer i racismebegrebet. Når det ligesom ved forholdet til jøderne er koblet op på religiøse modsætninger, når man i hvert fald i et vist omfang går ind for nogle - fjernt fra almindelig dansk retsopfattelse - kollektiver sanktioner over for netop muslimer, og når sagsøgeren i begyndelsen af sin landsmødetale har fremmanet et dommedagsbillede, hvor muslimer sammenlignes med nazisterne, må det have stået sagsøgeren klart, at hun befandt sig i en gråzone tæt på racisme, og at det måtte være forventeligt, at modstandere af hendes synspunkter tog kraftigt til genmæle, og at de ville kunne opfatte hendes synspunkter som racistiske. Hermed har sagsøgeren ved sin egen adfærd udvidet den i forvejen over for hende som landskendt politiker omfattende ytringsfrihed yderligere.

Ved vurderingen af, om grænserne for ytringsfriheden under disse omstændigheder er overskredet, og om betingelserne for strafansvar efter straffelovens § 267, stk. 1, er opfyldt, må man også se på, hvornår, af hvem og i hvilken anledning udtrykket »racistiske synspunkter« er anvendt. Det drejer sig ikke om en spontan kommentar fra en indigneret udlænding, men en udtalelse fremsat næsten en måned efter Dansk Folkepartis landsmøde af en repræsentant fra Folkebevægelsen mod EU, ikke direkte som en støtteaktion for indvandrere, men som et led i en kampagnetaktisk afstandtagen fra sagsøgeren og dennes parti, i forbindelse med at begge parter ville agitere for et nej mod euroen i tilslutning til den på daværende tidspunkt ventede folkeafstemning om spørgsmålet. Under disse omstændigheder burde sagsøgte - til trods for den tilskyndelse, der ellers var hertil i sagsøgerens adfærd, jf. ovenfor - have afstået fra at anvende udtrykket »racistiske synspunkter« i sin argumentation. Uden at afsvække sit budskab kunne hun have valgt en anden sprogbrug. Ved at have undladt dette har sagsøgte overtrådt begge led i straffelovens 267, stk. 1. Bestemmelsen i den europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 kan ikke føre til noget andet resultat, idet situationen i nærværende sag er omfattet af undtagelsen i artiklens stk. 2. Selvom sigtelsen er fremsat i Radioavisen, og således med den størst mulige udbredelse, findes det ovenfor antagne om sagsøgerens egen tilskyndelse til den fremsatte udtalelse at medføre, at hverken de strafskærpende omstændigheder efter § 267, stk. 3, er til stede eller betingelserne for bagvaskelse efter § 268. Med hensyn til vurderingen af § 269 finder retten ikke, at sagsøgtes forglemmelse herom i påstandsdokumentet skal tillægges nogen betydning. I øvrigt finder retten ikke, at nogen del af bestemmelsen er anvendelig. Hverken med henvisning til indholdet af sagsøgerens tale på landsmødet eller til indholdet i hendes erindringsbog er der ført sandhedsbevis, hvilket havde krævet, at det var dokumenteret, at sagsøgeren ville lade det ovenfor antagne over/underlegenhedsforhold udmønte sig i en langt bredere vifte, f.eks. til spørgsmål om uddannelses- og arbejdsmuligheder tildeling af sociale ydelser, evt. bygning af moske eller anlæggelse af muslimske gravpladser osv. I og med at fokus efter det i denne sag oplyste alene har været på indvandrer- udvisningsproblematikken, har det derfor - trods alt foran antaget - været uberettiget at karakterisere sagsøgerens synspunkter som racistiske. Den mulige straffrihed i § 269, der knytter sig til, at fremsætteren har været i god tro, er heller ikke aktuel, da sagsøgte selv har forklaret, at hun har sagt racistisk, fordi det er hendes opfattelse af de udtalelser, sagsøgeren er fremkommet med på landsmødet. § 272 er heller ikke anvendelig, da der - uagtet de meget nedsættende bemærkninger om muslimer - ikke er tilstrækkeligt grundlag for at kalde sagsøgerens adfærd for utilbørlig, ligesom sagsøgte ikke kan gøre noget gengældelsessynspunkt gældende, da hun ikke er med i målgruppen for sagsøgerens udtalelse.

Derimod findes det forud antagne om sagsøgerens egen andel i, at situationen er opstået, sammenholdt med at sagsøgte alene har tillagt sagsøgeren »racistiske synspunkter« og ikke kaldt hende »racist«, at medføre, at der kun idømmes sagsøgte en beskeden bødestraf, hvilket tillige støttes på straffelovens § 84, stk. 1, nr. 3, hvilken bestemmelse retten finder sig berettiget til at anvende uden særlig påberåbelse. Netop den store usikkerhed omkring den nøjagtige forståelse af racismebegrebet har gjort, at sagsøgte, da hun udtalte sig som sket, må antages at have været i en undskyldelig egentlig retsvildfarelse, uden at de yderligere betingelser for strafbortfald efter § 84, stk. 2, kan antages at være opfyldt. I denne forbindelse henvises til det ovenfor anførte omkring anledningen til sagsøgtes udtalelse.

Da der således ikke foreligger straffrihed for sagsøgte, vil der som begæret af sagsøgeren i medfør af straffelovens § 273, stk. 1, nedenfor i domsresultatet blive optaget en bemærkning om, at den af sagsøgeren fremdragne del af sagsøgtes udtalelse til Radioavisen findes ubeføjet.

I og med at strafbarhed er konstateret, har sagsøgeren et retskrav på torterstatning i medfør af erstatningsansvarslovens § 26. Da situationen imidlertid som nævnt er skabt af sagsøgeren selv, findes krænkelsen så beskeden, at erstatningens størrelse sættes i forhold hertil.

Da der allerede i forbindelse med domsforhandlingen har været betydelig medieinteresse om sagen, ses der ikke at være behov for, at der tillægges sagsøgeren et beløb til offentliggørelse af domsresultatet.

Med sagens omkostninger forholdes som nedenfor bestemt.

7. Domsresultatet:
Sagsøgte, Karen Sunds, straffes med 2 dagbøder a 200 kr. Forvandlingsstraffen er hæfte i 2 dage.

Sagsøgte betaler inden 14 dage til sagsøger, Pia Kjærsgaard, 1.000 kr. med tillæg af sædvanlig procesrente fra sagens anlæg den 6/12 1999, til betaling sker.

Den af sagsøgte, Karen Sunds, i Radioavisen den 31/10 1999 fremsatte bemærkning om sagsøgeren: »Og jeg vil meget nødigt identificeres med Pia Kjærsgaards racistiske synspunkter, og det er jeg helt sikker på, at det vil være holdningen bredt i en kampagne.« kendes ubeføjet.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til hinanden.

Vestre Landsrets dom 22. maj 2002 (5. afd.)

(Lilholt, Torben Geneser, Jeanette T. Andersen (kst.)).

Retten i Århus, 13. afdeling, har den 31. oktober 2000 afsagt dom i 1. instans.

For landsretten har appellanten, Karen Sunds, gentaget sin påstand for byretten om frifindelse.

Indstævnte, Pia Kjærsgaard, har påstået dommen stadfæstet.

Folkebevægelsen mod EU er indtrådt i sagen som biintervenient til støtte for appellanten.

Der har været stillet yderligere spørgsmål til Dansk Sprognævn. I en skrivelse af 15. juni 2001 fra nævnet til appellantens advokat anføres det:

». . .

1. Hvorledes opfattes betydningen af ordet racisme i nutidig almindelig sprogbrug?

2. Er det i almindelig sprogbrug normalt at omtale en person, der er modstander af indvandrere eller flygtninge, som racist?

5. Når en person omtales som racist, forstås dette i almindelig sprogbrug da normalt således, at personen mener, at visse racer er andre overlegne?

6. Kan racisme i den betydning, hvor ordet betoner forskelsbehandling af og/eller undertrykkelse af og/eller blot afstandtagen fra grupper af mennesker, siges at være den dominerende?

7. Kan man i nutiden tillægge ordet racisme en bredere betydning, så det kan forstås som fremmedfjendske holdninger?

8. I 1993 viste en Gallupundersøgelse, at 23 % af befolkningen finder det berettiget at anvende udtrykket racist om mennesker, der vender sig mod tilgangen af fremmede. Er der foretaget nyere tilsvarende undersøgelser og i så fald med hvilket resultat?

A. Vil Sprognævnet i saglige sammenhænge fraråde en brug af ordene racisme og racist, der ikke refererer til selve racebegrebet?

Sprognævnets arbejdsudvalg besluttede at svare Dem således:

I Politikens Nudansk Ordbog med etymologi 1999, der er den senest udkomne betydningsordbog over almensproget, er ordet racisme defineret som »den anskuelse at raceforskelle bør bestemme forskelle i politiske og sociale rettigheder«. Samme definition blev givet i ordbogens forgænger, Politikens Store Nye Nudansk Ordbog 1996. Men her var definitionen stærkt ændret i forhold til Nudansk Ordbog, 15. udg., 1993, der definerede begrebet således: »teori om at en nations racerenhed bør bevares; tro på en bestemt races overlegenhed og medfødte ret til at herske«.

Ordbogens ændrede beskrivelse af ordet racismes betydning svarer til de iagttagelser over udviklingen af sprogbrugen som Dansk Sprognævn havde gjort i samme tidsrum, og som var kommet til udtryk i et svar til en advokat om ordets betydning i »nutidig sprogbrug« (1994), offentliggjort i vores kvartalsskrift Nyt fra Sprognævnet 1994/2, s. 10-11 (vedlagt).

I dette svar henviste vi til en udvidet betydning af ordet racisme, hvis betydninger vi tidligere havde behandlet i en artikel i Nyt fra Sprognævnet 1991/1, s. 1-5, under overskriften Racisme og racist (vedlagt). Den udvidede betydning i nyere sprogbrug tager især sigte på brugen af racisme og racist om modstandere af indvandringen. Det er »en betydning hvor ordet betoner forskelsbehandling og undertrykkelse eller blot afstandtagen fra grupper af mennesker som godt kan være af samme race som en selv« (Nyt fra Sprognævnet 1994/2, s.11).

Set fra afsenderside kan racisme og racist i dag således bruges som afstandtagende betegnelse om eller til en person der har en negativ holdning til grupper af personer (afgrænset ved hudfarve, køn, religion (muslimer), sprog osv.) som sprogbrugeren (afsenderen) ikke deler og ikke bryder sig om.

Det må imidlertid pointeres at ordene racisme og racist også i dag har de tre betydninger som fremgår af artiklen i Nyt fra Sprognævnet 1991, s. 1-5. Deres spørgsmål kan herefter besvares således:

Ad 1: Ordet racisme har i nutidig almindelig sprogbrug 3 betydninger:

1) »en betydning der relaterer sig til nazismens racelære og dens følger for jøderne«

2) »en betydning som går ud på en races overlegenhed over andre, dog især med henblik på forholdet mellem sorte og hvide«

3) »en betydning hvor ordet betoner forskelsbehandling og undertrykkelse eller blot afstandtagen fra grupper af mennesker som godt kan være af samme race som en selv«

Ad 2: Ordet racist kan betegne en person der har en holdning svarende til en af de 3 ovennævnte betydninger af ordet racisme. Ordet vil for de fleste have karakter af skældsord. Det er svært at afgøre hvad der er normalt i denne forbindelse (jf. Nyt fra Sprognævnet 1991/1, s. 4, sp.1).

Ad 5: Vi kan blot gentage vores svar på spørgsmålet offentliggjort i Nyt fra Sprognævnet 1991/1, s. 5.

Ad 6: Vi har ikke empirisk grundlag for at besvare dette spørgsmål, men det er vores indtryk at denne betydning er ganske udbredt.

Ad 7: Der er næppe tvivl om at ordet racisme undertiden bruges som skældsord om generelt fremmedfjendske holdninger (jf. Nyt fra Sprognævnet 1991/1, s. 4).

Ad 8: Vi har ikke kendskab til nogen senere undersøgelser af dette forhold.

Ad A: Vi henviser til vores konklusion i Nyt fra Sprognævnet 1994/2. Nævnet vil således fraråde en sådan sprogbrug i saglige sammenhænge . . .«


Karen Sunds har supplerende forklaret, at der under debatten på landsmødet i Folkebevægelsen mod EU blev brugt »rimeligt skrappe« udtryk, og at udtrykket »racistiske synspunkter« hørte til i den milde ende. Hendes udtalelse til Radioavisen var et forsøg på at karakterisere det, der lå i debatten på landsmødet uden at udtrykke for mange mishagsytringer. Hun brugte ordet »racisme« i den betydning, som fremgår af Sprognævnets tredje definition, selv om hun først efterfølgende er blevet bekendt med Sprognævnets tre definitioner af ordet. Grundlaget for hendes udtalelse var Pia Kjærsgaards forslag om at sende hele familier hjem. I hendes øjne er det diskrimination på grund af religion og kultur. Hun refererede med sin udtalelse til Pia Kjærsgaards synspunkter på Dansk Folkepartis årsmøde. På det tidspunkt, hvor hun fremsatte sin udtalelse til Radioavisen, var dette årsmøde en del af den politiske debat, og det var efter hendes opfattelse ret klart, at hun udtalte sig med relation til Pia Kjærsgaards udtalelser på årsmødet. Hun sagde ikke i Radioavisen, hvorfor hun mente, at Pia Kjærsgaard havde racistiske synspunkter.

Pia Kjærsgaard har supplerende forklaret, at hun er leder af et parti, der i dag er regeringsbærende. Det har altid påvirket hende at blive betegnet som en person, der har racistiske synspunkter, hvilket hun ikke har. Hun har problemer med at færdes ugeneret i København, og det legaliserer hetzen mod hende, at hun bliver tillagt sådanne synspunkter. Hun ønsker at trække en grænse af hensyn til sig selv, sin familie og sit parti.

Indstævnte har for landsretten ikke påberåbt sig straffelovens § 267, stk. 3, eller § 268.

Landsrettens begrundelse og resultat:

Pia Kjærsgaards tale på Dansk Folkepartis årsmøde havde et sådant indhold, at hun måtte tåle, at hendes synspunkter som led i den politiske debat blev imødegået i stærke vendinger.

Ved bedømmelsen af Karen Sunds' udtalelse til Radioavisen må det imidlertid tages i betragtning, at den fremkom næsten en måned efter Dansk Folkepartis årsmøde, og at det ikke fremgik af indholdet af udtalelsen, at den havde relation til Pia Kjærsgaards tale på årsmødet. Under disse omstændigheder må det - selv om der har været en sproglig udvikling med hensyn til betydningen af ordet racisme - have stået Karen Sunds klart, at store dele af befolkningen ville opfatte hendes bemærkning om »Pia Kjærsgaards racistiske synspunkter« i overensstemmelse med de to første betydninger af ordet racisme, som Sprognævnet har redegjort for i besvarelsen af spørgsmål 1, og at bemærkningen dermed var egnet til at krænke Pia Kjærsgaards ære og til at nedsætte hende i medborgeres agtelse. Bemærkningen må karakteriseres som en sigtelse efter straffelovens § 267, stk. 1.

Karen Sunds' har ikke begrænset sig til at udtrykke en værdidom over Dansk Folkepartis politik, men har beskyldt Pia Kjærsgaard for at have racistiske synspunkter. Karen Sunds har ikke haft grundlag for at fremsætte en så alvorlig beskyldning mod Pia Kjærsgaard, og som anført af byretten kunne Karen Sunds uden at afsvække sit budskab have valgt en anden sprogbrug.

Landsretten tiltræder på denne baggrund, at Karen Sunds er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 267, stk. 1.

Pålæggelse af straf må anses for nødvendig for at beskytte Pia Kjærsgaards gode navn og rygte eller rettigheder. Der er herefter ikke grundlag for straffrihed efter straffelovens § 269, stk. 1, således som denne bestemmelse - i sammenhæng med § 267, stk. 1 - må forstås i lyset af Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10.

Karen Sunds' bemærkning kan ikke anses for at være fremkaldt ved utilbørlig adfærd af Pia Kjærsgaard, og der er herefter ikke grundlag for strafbortfald efter straffelovens § 272.

Straffen findes passende udmålt. Det bemærkes herved, at der ikke er grundlag for at anvende straffelovens § 84, stk. 1, nr. 3. Som følge af at hæftestraffen nu er afskaffet, ændres forvandlingsstraffen til fængsel i 2 dage.

Landsretten tiltræder dommens bestemmelser om tortgodtgørelse og mortifikation.

- - -

Sagens omkostninger for landsretten skal appellanten betale til indstævnte med 10.000 kr.

Det idømte skal betales inden 14 dage.

Højesterets dom.

I tidligere instanser er afsagt dom af Retten i Århus' 13. afdeling den 31. oktober 2000 og af Vestre Landsrets 5. afdeling den 22. maj 2002.

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Marie-Louise Andreasen, Poul Sørensen, Peter Blok, Lene Pagter Kristensen og Thomas Rørdam.

Appellanten, Karen Sunds, har gentaget sin frifindelsespåstand.

Indstævnte, Pia Kjærsgaard, har påstået stadfæstelse.

Karen Sunds har til støtte for frifindelsespåstanden yderligere anført, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol ved afgørelsen af, om et indgreb mod en ytring er lovligt efter artikel 10, stk. 2, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, skelner mellem, om der er tale om en værdidom (»value judgment«) eller en udtalelse om faktum (»statement of fact«). Der kan kræves sandhedsbevis for en udtalelse om faktum, men ikke for en værdidom, som dog ikke må være for vidtgående (»excessive«) og herunder ikke helt må savne et faktuelt grundlag, jf. f.eks. Menneskerettighedsdomstolens dom af 26. februar 2002 i sagen Unabhängige Initiative Informationsvielfalt mod Østrig. Udtrykket »racistiske synspunkter« er en værdidom, som har tilstrækkeligt faktuelt grundlag i Pia Kjærsgaards udtalelser på Dansk Folkepartis årsmøde den 2.-3. oktober 1999, og som efter en helhedsvurdering ikke har været for vidtgående.

Pia Kjærsgaard har heroverfor anført, at udtrykket ikke kan betragtes som en værdidom vedrørende hendes og Dansk Folkepartis holdninger, men er en usand beskyldning rettet mod hende personligt for at have racistiske synspunkter.

Menneskerettighedsdomstolens dom af 26. februar 2002 i sagen Unabhängige Initiative Informationsvielfalt mod Østrig vedrørte bl.a. følgende udtalelser, offentliggjort i tidsskriftet TATblatt (i domstolens engelske oversættelse):

»Querformat, a (new) wall-newspaper against the trend towards the right wing . . .

Racism has a name and address

The FPÖ (Austrian Freedom Party) and its party officials are certainly interested in your opinion! So, let's call them and tell them what we think of them and their policy. Or let's send them small gifts in response to their racist agitation.

We have gathered a small selection of Vienna FPÖ-officials, FPÖ-offices and of course Jörg Haider in order to facilitate a little the unbureaucratic exchange of opinions.«

Domstolen udtaler i præmis 34-36 og 39-49:

»(i) The relevant principles

34. According to the Court's case-law, freedom of expression constitutes one of the essential foundations of a democratic society and one of the basic conditions for its progress and each individual's self-fulfilment. Subject to paragraph 2 of Article 10, it is applicable not only to »information« or »ideas« that are favourably received or regarded as inoffensive or as a matter of indifference, but also to those that offend, shock or disturb. Article 10 protects not only the substance of the ideas and information expressed but also the form in which they are conveyed. This freedom is subject to the exceptions set out in Article 10 § 2, which must however be construed strictly (see Lehideux and Isorni v. France, Judgment of 23 September 1998, Reports of Judgments and Decisions 1998-VII, p. 2886, § 52, and Nilsen and Johnsen v. Norway [GC], no. 23118/93, § 43, ECHR 1999-VIII).

35. The test of »necessity in a democratic society« requires the Court to determine whether the »interference« complained of corresponded to a »pressing social need«, whether it was proportionate to the legitimate aim pursued and whether the reasons given by the national authorities to justify it are relevant and sufficient. In assessing whether such a »need« exists and what measures should be adopted to deal with it, the national authorities are left a certain margin of appreciation. This power of appreciation is not, however, unlimited but goes hand in hand with a European supervision by the Court, whose task it is to give a final ruling on whether a restriction is reconcilable with freedom of expression as protected by Article 10. The Court's task in exercising its supervisory function is not to take the place of the national authorities, but rather to review under Article 10, in the light of the case as a whole, the decisions they have taken pursuant to their power of appreciation. In so doing, the Court has to satisfy itself that the national authorities applied standards which were in conformity with the principles embodied in Article 10 and, moreover, that they based their decisions on an acceptable assessment of the relevant facts (see Jerusalem v. Austria, no. 26958/95, § 33, 27.2.2001, with further references).

36. The Court further recalls that there is little scope under Article 10 § 2 of the Convention for restrictions on political speech or debates on questions of public interest (see Sürek v. Turkey (No. 1) [GC], no. 26682/95, § 61, ECHR 1999-IV). Moreover, the limits of acceptable criticism are wider with regard to a politician acting in his public capacity than in relation to a private individual, as the former inevitably and knowingly lays himself open to close scrutiny of his every word and deed by both journalists and the public at large, and he must display a greater degree of tolerance. A politician is certainly entitled to have his reputation protected, even when he is not acting in his private capacity, but the requirements of that protection have to be weighed against the interests of the open discussion of political issues (see Lingens v. Austria judgment of 8 June 1986, Series A no. 103, p. 26, § 42; Oberschlick v. Austria judgment of 23 May 1991, Series A no. 204, p. 26, § 59).

. . .

39. In its practice, the Court has distinguished between statements of fact and value judgments. While the existence of facts can be demonstrated, the truth of value judgments is not susceptible of proof. The requirement to prove the truth of a value judgment is impossible to fulfil and infringes freedom of opinion itself, which is a fundamental part of the right secured by Article 10 (Lingens v. Austria judgment, op. cit., p. 28, § 46; Oberschlick v. Austria judgment, op. cit., p. 27, § 63).

40. However, even where a statement amounts to a value judgment, the proportionality of an interference may depend on whether there exists a sufficient factual basis for the impugned statement, since even a value judgment without any factual basis to support it may be excessive (Jerusalem v. Austria, op. cit., § 43, with further references).

(ii) Application of the aforementioned principles to the instant case

41. The Court finds that the impugned statement should be seen in the political context in which it was made, namely as a reaction to an opinion poll »Austria first« (»Osterreich zuerst«) initiated by Mr. Haider and the Austrian Freedom Party, which took place between 25 January and 1 February 1993 against »immigration without control«. The applicant's criticism of Mr. Haider's policy must be considered against this background.

42. The Government argue that the reproach of racist agitation was a particularly serious one, as it amounted to a reproach of criminal behaviour, and there was thus a pressing social need to prevent the careless use of such serious allegations.

43. The Court can accept this argument in principle as it has repeatedly attached particular importance to the duties and responsibilities of those who avail themselves of their right to freedom of expression, and in particular, of journalists (Jersild v. Denmark judgment of 23 September 1994, Series A no. 298, p. 23, § 31; Prager and Oberschlick v. Austria judgment, op. cit., p. 18, § 37). However, in the circumstances of the present case, the Court finds no indication of such deliberate carelessness on the part of the applicant. It rather appears that the applicant's statement, which may certainly be considered polemical, did not on that account constitute a gratuitous personal attack as it was made in a particular political situation in which it contributed to a discussion on subject-matters of general interest such as immigration, its control and the legal status of aliens in Austria. Thus, the impugned statement was part of the political discussion initially provoked by Mr. Haider and other members of the FPÖ themselves by initiating the above mentioned opinion poll on these issues.

44. As regards the qualification of the impugned statement by the Austrian courts, the Court observes that they did not accept the applicant's argument that the statement at issue was a value judgment, but considered it to be a statement of fact, the truth of which had to be proved.

45. The Government argue that the impugned statement about »racist agitation« was a statement of fact and, in order to avoid an injunction, the existence of these facts had to be proved. To demonstrate that such proof is possible, they refer to the offence of »incitement to hatred« under Section 283 of the Criminal Code, which also requires that in criminal proceedings the well-foundedness of that charge be proved.

46. However, the Court is not persuaded by this argument. The degree of precision for establishing the well-foundedness of a criminal charge by a competent court can hardly be compared to that which ought to be observed by a journalist when expressing his opinion on a matter of public concern, in particular when expressing his opinion in the form of a value judgment. In the Court's opinion, the applicant published what may be considered to have been fair comment on a matter of public interest, that is a value judgment, and the Court disagrees with the qualification of that statement by the Austrian courts. The Court would also point out that it has previously considered similar statements to be value judgments, the truth of which is not susceptible to proof (see the Lingens v. Austria judgment of 8 July 1986, Series A no. 103, p. 28, § 46, or Wabl v. Austria, no. 24773/94, § 36, ECHR 2000).

47. Such an opinion may, however, be excessive, in particular in the absence of any factual basis. However, in the light of the above considerations, that was not so in this instance (see De Haes and Gijsels v. Belgium judgment, op. cit., p. 236, § 47; Jerusalem v. Austria, op. cit., § 43).

48. In sum, the Court cannot find that there were sufficient reasons to prevent the applicant from repeating the critical statement in question. The Court therefore finds that the Austrian courts overstepped the margin of appreciation afforded to Member States, and that the injunction against the applicant was disproportionate to the aim pursued.

49. Accordingly there has been a breach of Article 10 of the Convention.«

Højesterets bemærkninger.

Sagen angår følgende udtalelse, der blev fremsat af Karen Sunds som repræsentant for Folkebevægelsen mod EU til Radioavisen den 31. oktober 1999: »og jeg vil meget nødigt identificeres med Pia Kjærsgaards racistiske synspunkter, og det er jeg helt sikker på, at det vil være holdningen bredt i en kampagne.« Udtalelsen blev fremsat som begrundelse for, at Folkebevægelsen mod EU ikke ønskede at samarbejde med Dansk Folkeparti som sådant i kampagnen mod euroen.

Som det fremgår af udtalelserne fra Dansk Sprognævn, anvendes ordet racisme i nutidig sprogbrug på tre måder: 1) i en betydning, der relaterer sig til nazismens racelære og dens følger for jøderne, 2) i en betydning, som sigter til en races overlegenhed over andre, især med henblik på forholdet mellem sorte og hvide, og 3) i en betydning, som sigter til forskelsbehandling og undertrykkelse af eller blot afstandtagen fra grupper af mennesker, som godt kan være af samme race som en selv. Det fremgår af Karen Sunds' forklaring for landsretten, at hun anvendte udtrykket »racistiske synspunkter« i den tredje betydning, nemlig som sigtende til Pia Kjærsgaards og Dansk Folkepartis negative holdning over for indvandrere. Da denne holdning må anses for almindeligt kendt i den danske befolkning, og da det også må anses for almindeligt kendt, at der ikke er grundlag for at beskylde Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti for at have racistiske synspunkter i nogen af de to førstnævnte betydninger af ordet racisme, finder Højesteret det ubetænkeligt at lægge til grund, at udtrykket »racistiske synspunkter« også alene har kunnet opfattes som sigtende til den tredje betydning af ordet racisme.

Spørgsmålet, om Karen Sunds' udtalelse udgør en strafbar krænkelse af Pia Kjærsgaards ære, jf. straffelovens § 267, stk. 1, må herefter bero på, om anvendelsen af udtrykket »racistiske synspunkter« indebærer, at udtalelsen ved sin form må anses for utilbørlig, jf. § 267, stk. 1, 1. led, om fornærmelige ord og § 270, stk. 1, om utilbørlig fornærmende form.

Det må lægges til grund, at Karen Sunds' udtalelse i første række havde sin baggrund i de synspunkter, Pia Kjærsgaard havde givet udtryk for i sin tale på Dansk Folkepartis årsmøde den 2.-3. oktober 1999. Disse synspunkter omfattede ikke alene en argumentation for at begrænse den fremtidige indvandring, men som anført i byrettens præmisser også et skarpt og unuanceret angreb på herboende indvandrere, specielt muslimske. Pia Kjærsgaard omtalte i den forbindelse Dansk Folkepartis forslag om hjemsendelse af en hel indvandrerfamilie, hvis et medlem af familien gør sig skyldig i gentagen kriminalitet, og ingen opdragelse er mulig. Der må ved vurderingen endvidere lægges vægt på, at Karen Sunds' udtalelse blev fremsat i en relevant politisk sammenhæng og måtte opfattes som møntet ikke på Pia Kjærsgaards person, men på de synspunkter, hun havde givet udtryk for som formand for Dansk Folkeparti. Efter en samlet vurdering finder Højesteret herefter, at Karen Sunds' anvendelse af udtrykket »racistiske synspunkter« ikke under de foreliggende omstændigheder kan anses for utilbørlig, og at Karen Sunds derfor ikke har overtrådt straffelovens § 267, stk. 1.

Højesteret bemærker i øvrigt, at det må antages, at et modsat resultat ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 om ytringsfrihed, således som denne bestemmelse fortolkes af Menneskerettighedsdomstolen, jf. bl.a. domstolens dom af 26. februar 2002 i sagen Unabhängige Initiative Informationsvielfalt mod Østrig. Udtrykket »racistiske synspunkter« har således karakter af Karen Sunds' værdidom (»value judgment«) vedrørende Pia Kjærsgaards og Dansk Folkepartis holdninger. Anvendelsen af udtrykket er sket i en politisk debat om vigtige samfundsmæssige anliggender og har haft tilstrækkeligt grundlag i Pia Kjærsgaards udtalelser på Dansk Folkepartis årsmøde. På denne baggrund kan Karen Sunds' anvendelse af udtrykket »racistiske synspunkter« efter en helhedsvurdering ikke antages at overskride grænserne for ytringsfriheden.

Efter det anførte tager Højesteret Karen Sunds' frifindelsespåstand til følge.

Thi kendes for ret:

Appellanten, Karen Sunds, frifindes.

I sagsomkostninger for byretten, landsretten og Højesteret skal indstævnte, Pia Kjærsgaard, inden 14 dage efter denne højesteretsdoms afsigelse betale 50.000 kr. til Karen Sunds.