Massemediernes indhold og
handlemåde skal være i
overensstemmelse med god
presseskik
(medieansvarslovens § 34,
stk. 1).
Pressenævnet
afgør, om medierne har
handlet i strid med god
presseskik. Afgørelsen tager
udgangspunkt i ”Vejledende
regler for god presseskik”,
som indgik i forslaget til
medieansvarsloven fra 1991,
men standarden ”god
presseskik” følger
udviklingen i opfattelsen
af, hvad der er uetisk, og
tager stilling til nye
situationer, der opstår.
”Vejledende regler for god
presseskik”
(Således som
de blev formuleret af
medieansvarsudvalget i
betænkning nr. 1205/1990 og
gengivet i bilag til
lovforslaget af 1991 til
medieansvarsloven).
Grundlæggende synspunkter
Sikringen af
ytringsfriheden i Danmark
står i nøje forbindelse med
massemediernes frie adgang
til at indsamle
informationer og nyheder og
til at offentliggøre dem så
korrekt som muligt. Den frie
kommentar er en del af
ytringsfrihedens udøvelse.
Under varetagelse af disse
opgaver bør massemedierne
anerkende hensynet til den
enkelte borgers krav på
respekt for den personlige
integritet og privatlivets
fred og til behovet for
beskyttelse mod ubeføjet
krænkelse.
Under brud
på god presseskik henhører
også hindring af berettiget
offentliggørelse af
informationer af væsentlig
betydning for
offentligheden, samt
eftergivenhed over for
udenforståendes krav om
indflydelse på
massemediernes indhold, hvis
eftergivenheden kan medføre
tvivl om massemediernes frie
og uafhængige stilling. Brud
på god presseskik foreligger
endvidere, hvis en
journalist pålægges opgaver,
som er i strid med
nærværende presseetiske
regler.
En
journalist bør ikke pålægges
opgaver, der strider mod
hans samvittighed eller
overbevisning.
Reglerne
omfatter det redaktionelle
stof (tekst og billeder),
som offentliggøres i den
trykte presse, radio og
fjernsyn samt i de øvrige
massemedier.
Reglerne
omfatter tillige annoncer og
reklamer i den trykte
periodiske presse og i de
øvrige massemedier i det
omfang, der ikke er fastsat
særlige regler herom.
Reglerne
omfatter omtalte og
afbildede personer, herunder
også afdøde personer,
juridiske personer og
lignende.
Reglernes
indhold
A. Korrekte
meddelelser
Det er
massemediernes opgave at
bringe korrekt og hurtig
information. Så langt det er
muligt, bør det
kontrolleres, om de
oplysninger, der gives, er
korrekte.
Kritik bør
udvises over for
nyhedskilderne, i
særdeleshed når disses
udsagn kan være farvet af
personlig interesse eller
skadevoldende hensigt.
Oplysninger,
som kan være skadelige,
krænkende eller virke
agtelsesforringende for
nogen, skal efterprøves i
særlig grad, inden de
bringes, først og fremmest
ved forelæggelse for den
pågældende.
Angreb og
svar bør, hvor det er
rimeligt, bringes i
sammenhæng og på samme måde.
Det skal
gøres klart, hvad der er
faktiske oplysninger, og
hvad der er kommentarer.
Overskrifter
og mellemrubrikker skal i
form og indhold have dækning
i den pågældende artikel
eller udsendelse. Det samme
gælder de såkaldte
spisesedler.
Berigtigelse
af urigtige meddelelser skal
finde sted på redaktionens
eget initiativ, hvis og så
snart kendskab til fejl af
betydning i de bragte
meddelelser indgår.
Berigtigelsen skal foretages
i en sådan form, at læserne,
lytterne eller seerne får
klar mulighed for at blive
opmærksom på berigtigelsen.
B. Adfærd i
strid med god presseskik
Meddelelser,
der kan krænke privatlivets
fred, skal undgås, medmindre
klar almen interesse kræver
offentlig omtale. Det
enkelte menneske har krav på
beskyttelse af sin
personlige anseelse.
Selvmord
eller selvmordsforsøg bør
ikke omtales, medmindre klar
almen interesse kræver eller
begrunder offentlig omtale,
og i så fald bør omtalen
være så skånsom som mulig.
Ofre for
forbrydelser eller ulykker
skal vises det størst mulige
hensyn. Det samme gælder
vidner og pårørende til de
implicerede. Ved indsamling
og gengivelse af
billedmateriale skal der
vises hensynsfuldhed og
takt.
Der bør
opretholdes en klar
skillelinje mellem
annoncering og redaktionel
tekst. Tekst og billeder
foranlediget af direkte
eller indirekte merkantile
interesser bør kun bringes,
hvis et klart journalistisk
kriterium taler for
offentliggørelse.
Andres
tillid må ikke misbruges.
Der bør vises særligt hensyn
over for personer, som ikke
kan ventes at være klar over
virkningerne af deres
udtalelser. Andres følelser,
uvidenhed eller svigtende
herredømme bør ikke
misbruges.
C. Retsreportage
De under A
og B anførte almindelige
presseetiske regler gælder
også for retsreportagen.
Reglerne for
retsreportagen gælder også
sagernes forberedelse,
herunder straffesagers
behandling hos politi og
anklagemyndighed.
Retsreportagen bør være
objektiv. På ethvert stadium
af sagernes forberedelse og
ved behandlingen i retten
bør journalisten tilstræbe
en kvalitativ ligelig
gengivelse af parternes – i
straffesager
anklagemyndighedens og
forsvarets – synspunkter.
En omtale af en straffesag
bør følges op med et referat
af sagens afslutning, hvad
enten denne finder sted i
form af tiltalefrafald,
frifindelse eller
domfældelse.
Det bør
undgås at nævne personers
slægtsforhold, stilling,
race, nationalitet,
trosbekendelse eller
organisationsforhold,
medmindre dette direkte har
med sagen at gøre.
Så længe en
straffesag ikke er endeligt
afgjort eller bortfaldet, må
der ikke offentliggøres
meddelelser, der kan lægge
hindringer i vejen for
sagens opklaring, eller
tilkendegivelser om, at en
sigtet eller tiltalt er
skyldig. Ved omtale af en
straffesag skal det klart
fremgå, om sigtede/tiltalte
har erklæret sig skyldig
eller ikke-skyldig.
Der skal i
videst muligt omfang følges
en klar saglig linje ved
afgørelsen af, hvilke sager
der omtales, og i hvilke
tilfælde navne på de
implicerede nævnes. En
sigtets eller tiltalts navn
eller anden identificering
bør udelades, når ingen
almen interesse taler for at
offentliggøre navnet.
Der skal
iagttages varsomhed med
meddelelser om, at
politianmeldelse er indgivet
mod en navngiven person.
Meddelelser herom bør som
regel ikke bringes, før
anmeldelse har medført
indgriben fra politiets
eller anklagemyndighedens
side. Dette gælder dog ikke,
hvis det anmeldte forhold i
forvejen er kendt i videre
kredse eller har væsentlig
almen interesse, eller det
efter de foreliggende
omstændigheder må antages,
at anmeldelsen er solidt
underbygget.
En sigtet,
tiltalt eller domfældt
person bør forskånes for at
få fremdraget en ham
tidligere overgået
straffedom, hvis den er uden
betydning for de forhold,
han nu er sigtet, tiltalt
eller dømt for. I anden
nyhedssammenhæng bør de mod
en person tidligere rejste
straffesager som regel ikke
omtales.
Historisk
udvikling
1960
Regelsættet ”God presseskik
ved omtale af straffesager”
vedtages af Danske Dagblades
Fællesrepræsentation.
Reglerne
omfatter navnlig rets- og
kriminalstof. Derudover
indeholder regelsættet
retningslinier for
ulykkesreportage, herunder
indsamling og gengivelse af
billedmateriale, samt regler
for omtalen af selvmord og
selvmordsforsøg.
1964
Dansk Pressenævn nedsættes.
På Danske Dagblades
Fællesrepræsentations
foranledning nedsættes et nævn
til at påse, at de i 1960
vedtagne regler overholdes.
Dansk Pressenævn består af fire
medlemmer med en jurist som
formand og tre faglige
medlemmer, der alle er udpeget
af Danske Dagblades
Fællesrepræsentation.
1968
Dansk Pressenævns kompetence
udvides.
Dansk
Pressenævns kompetence
udvides til også at omfatte
alvorlige krænkelser uden
for den egentlige
kriminalreportage. Danske
Dagblades
Fællesrepræsentation
vedtager reglerne på
baggrund af anbefaling fra
Pressenævnet.
1974
Revidering af
regelgrundlaget påbegyndes.
Dansk
Dagblades
Fællesrepræsentation
nedsætter et udvalg til at
revidere regelgrundlaget på
baggrund af Straffelovrådets
udtalelser om privatlivets
fred (betænkning nr.
601/1971). Udvalget består
af formanden,
højesteretssagfører Børge
Koch, samt repræsentanter
fra fællesrepræsentationen,
Dansk Journalistforbund og
Danmarks Radio. Dansk
Journalistforbund ønsker, at
der opstilles regler ”der
kan sikre ytringsfrihedens
forudsætninger, den frie
adgang til at indsamle og
offentliggøre information og
nyheder”, samt regler til
sikring af journalisters
integritet i forbindelse med
udførelsen af deres opgaver.
1977
Betænkningen ”Angående og
udkast til regler for god
presseskik og for
Pressenævnets virksomhed”
afgives.
Det i 1974
nedsatte udvalg afgiver
betænkningen. Betænkningen
indeholder udkast til
vejledende presseetiske
regler og Pressenævnets
virksomhed. Det foreslås, at
Pressenævnet etableres med 6
medlemmer; 1 formand udpeget
af præsidenten fra
Højesteret, 1 medlem udpeget
af Dansk Dagblades
Fællesrepræsentation, 1
medlem udpeget af Danmarks
Radio, 2 medlemmer udpeget
af Dansk Journalistforbund,
og 1 repræsentant fra
offentligheden udpeget af
Folketingets ombudsmand.
1981
Danske Dagblades Forening
(tidligere Danske Dagblades
Fællesrepræsentation)
vedtager udvalgets forslag
til presseetiske regler ”God
Presseskik”.
Dansk
Journalistforbund og Danske
Dagblades Forening kan ikke
opnå enighed vedrørende
udvalgets forslag om
principperne for
”noninformation” og
journalisters integritet,
hvorfor kun Danske Dagblades
Forening tilslutter sig
ordningen vedrørende
Pressenævnet. Reglerne er
vejledende og indeholder tre
afsnit: Korrekte
meddelelser, Adfærd i strid
med god presseskik og
Retsreportage.
1985
Mediekommissionens
slutbetænkning nr. 1029/1985
afgives.
Kommissionens overvejelser
indeholder forslag om
indførelse af ensartede
presseetiske regler og
oprettelse af et fælles
klagenævn for alle
massemedier. Nævnet skal
kunne udstede påbud om
offentliggørelse af
berigtigelser,
irettesættelser m.v.
1986
Medieansvarsudvalget
nedsættes.
Udvalget
skal bl.a. se på muligheden
for at oprette et nyt organ,
der kan varetage opgaver,
som hidtil har hørt under
Berigtigelsesnævnet,
Pressenævnet og Radionævnet.
Udvalget består af formand,
Højesteretsdommer Else Mols,
og repræsentanter fra Dansk
Fagpresses forening, Dansk
Magasinpresses
Udgiverforening, Danske
Dagblades Forening,
Generaldirektoratet for
Post- og Telegrafvæsenet,
Dansk Journalistforbund,
Danmarks Radio, TV 2,
Advokatrådet,
Justitsministeriet og
Statsministeriet.
1990
Medieansvarsudvalget afgiver
betænkning nr. 1205/1990,
med ”Vejledende regler for
god presseskik”.
Udvalget
fremhæver i betænkningen, at
detaljerede etiske regler
ikke bør indarbejdes direkte
i loven. De er udtryk for
branchens egne etiske
standard. Der kan opstå nye
situationer, og en etisk
standard er påvirkelig af
skiftende tiders opfattelse.
Endelig bør etiske
forskrifter kun være
vejledende. Derfor foreslog
udvalget, at loven skulle
indeholde en generalklausul,
hvorefter mediernes indhold
og handlemåde skal være i
overensstemmelse med god
presseskik. Det skal
overlades til Pressenævnet
at skønne, om der i et
konkret tilfælde er handlet
i strid med god
presseskik. Skønnet skal
ikke være ganske ubundet,
idet udvalgets forslag til
”Vejledende regler for god
presseskik” skal være
grundlag for det nærmere
indhold af ”god presseskik”.
Udvalgets forslag til
vejledende regler tog
udgangspunkt i de regler,
som Danske Dagblades
Forening havde vedtaget i
1981, men indarbejdede de
principper for
”noninformation” og
journalisters integritet,
som Dansk Journalistforbund
havde ønsket reglerne
udbygget med.
1991Medieansvarsloven
vedtages (lov nr. 348 af 6.
juni 1991).